Folketingets Europaudvalg
Folketingets Europaudvalg har d. 28.08.2012 stillet følgende spørgsmål nr. 134 (alm.
del) til økonomi- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Pia Adelsteen (DF).
Spørgsmål nr. 134:
”Hvad er ministerens holdning til, at fire af EU's medlemslande ikke ønsker at frigive
oplysninger om offentlige forpligtelser, der stammer fra offentlige pensionsordninger,
garantier til banker og offentlige virksomheder med stor indflydelse på de offentlige
budgetter, og hvordan forventer ministeren, at man fra EU's side vil håndtere denne
situation? Ministeren bedes endvidere oplyse, om den danske regering agter at
foretage sig noget i relation til denne sag.
Der henvises til pressemeddelelsen " Member states want to continue hiding debts"
dateret d. 21. juni 2012 på Europa-Parlamentets hjemmeside:
http://www.europarl.europa.eu/news/en/pressroom/content/20120621IPR47394/html/
Member-states-want-to-continue-hiding-debts”
Svar:
Pressemeddelelsen refererer til forhandlingen af Kommissionens forslag til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning om det europæiske national- og
regionalregnskabssystem i Den Europæiske Union KOM(2010). Forslaget blev
fremsat d. 20. december 2010.
Det overordnede formål med forslaget er at revidere det nuværende europæiske
national- og regionalregnskabssystem, så nationalregnskaberne i EU bringes i
overensstemmelse med brugernes behov, de ændrede økonomiske vilkår og de
fremskridt, der er sket inden for det metodologiske udviklingsarbejde.
Nationalregnskabssystemet bringes hermed i overensstemmelse med FN’s reviderede
manual fra 2008.
Forslaget er beskrevet nærmere i det grund- og nærhedsnotatet, som blev oversendt
til folketinget d. 1. februar 2011.
I løbet af de seneste år er forordningsforslaget blevet drøftet på et stort antal møder i
Rådsarbejdsgruppen for Statistik i EU. Det danske formandskab fremsendte, med
udgangspunkt i forhandlingerne, et kompromisforslag d. 8. maj 2012.
På trods af generel enighed om det danske formandskabs kompromisforslag har
enkelte lande taget forbehold over for den del af forslaget, der vedrører obligatorisk
indberetning af statens implicitte pensionsforpligtelser i supplerende tabeller til
nationalregnskabet.