BYB, Alm.del - 2011-12 - Endeligt svar på spørgsmål 47: Spm. om ministeren vil redegøre for hvorfor en familie fra Kolding, hvis hus er ramt af skimmelsvamp, skulle vente 10 måneder på ankenævnets afgørelse, som derefter afviste at behandle sagen og henviste familien til retten, til erhvervs- og vækstministeren

Til brug for ministerens besvarelse af spørgsmål 47 fra By- og Boligudvalget af 17/42012 skal jeg hermed nærmere redegøre for forløbet af sagen.Sagen vedrører en klage over Alm. Brand Forsikring A/S, hvor klagerne har tegnet enejerskifteforsikring for en ejendom, klagerne har købt i 2010.Ejendommen er ifølge tilstandsrapporten opført i 1968. Da selskabet ikke villeanerkende, at der forelå en dækningsberettigende skade, indgav forsikringstagerneklage til Ankenævnet for Forsikring den 29/4 2011. Klagegebyret er betalt den 10/52011.I overensstemmelse med ankenævnets vedtægter startes sagen herefter op. Dette ersket samme dag, jf. vedlagte kopi af vort fremsendelsesbrev af 10/5 2011.Selskabets svar på klagen er modtaget den 18/5 2011og videresendes til klagerne den19/5 2011. Selskabet fastholdt sin afgørelse.Klagerne kommenterer dette brev, der videresendes til selskabet den 26/5 2011.Selskabet fastholder sin afgørelse i brev af 30/5 2011, hvilket videresendes til klagerneden 2/6 2011.Herefter antager klagerne advokat, der tilskriver selskabet direkte den 15/9 2011, dogmed kopi til ankenævnets sekretariat. Herefter er der korrespondance mellem parternefrem til november måned, uden at parterne kommer overens.Herefter udformer en jurist i ankenævnets sekretariat et udkast til en afgørelse. Dettesker medio december. I januar 2012 berammes sagen til et nævnsmøde, der findersted den 29/2 2012, og kendelse fremsendes den 12/3 2012. (Kendelse 80.461).

For at opnå erstatning i henhold til ejerskifteforsikringen skal der være en fejl vedhuset, som klagerne ikke er oplyst om i tilstandsrapporten. At der er konstateretskimmelsvamp kan ikke i sig selv tages til indtægt for, at der er en fejl ved huset.Sagen var belyst med udtalelse fra en ingeniør, som klagerne havde indhentetudtalelse fra. Han kunne konstatere en meget høj fugtighed i en skillevæg i husetskælder. Han fremkom også med forslag til, hvordan problemet kunne løses, men hanpåviste ingen fejl ved bygningen, selv om han havde en teori herom. Selskabet havdeladet sin taksator besigtige forholdet. Taksatoren fandt, at der ikke var mere fugt, endman kunne forvente af et hus fra 1968.En realitetsafgørelse på det foreliggende grundlag ville derfor resultere i en afgørelsetil fordel for selskabet.Nævnet fandt, at der kunne være nogen tvivl om, hvordan skillevæggen var opført. Varden opført på et egentlig fundament, eller var den opført på klaplag? Var derfugtstandsende membran, eller var der ikke? Dette forhold kunne tilsyneladende ikkeafklares uden destruktive indgreb i konstruktionen, idet det måtte formodes, at parterneellers havde udtalt sig herom. Da det ikke kunne udelukkes, at der var en fejl vedbygningen, valgte nævnet derfor at afvise sagen og henvise klagerne til at lade eneventuel fortsættelse af sagen foregå ved domstolene med et foregående syn og skøn.Herunder ville man med destruktive indgreb kunne få afklaret, hvordan konstruktionenvar og bedømme, om der var tale om en fejl, og om forholdet var i strid med detbygningsreglement, der var gældende i 1968.Klagerne har herved opnået den fordel, at deres mulighed for at opnå retshjælps-dækning er væsentlig bedre end, hvis nævnet havde truffet en realitetsafgørelse.

Att.: Specialkonsulent Tina Madsen