Beretning af almen art - 2011-12 nr. 2

2011-12
Alm.del Beretning 2
Offentligt

Offentligt

Beretning nr.

Folketinget 2011-12

Beretning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 19. december 2011

Beretning

PET-kommissionens beretning

1. Indledning

Undersøgelseskommissionen vedrørende Politiets Efter-

retningstjeneste, den såkaldte PET-kommission, afgav sin

beretning »Politiets efterretningsvirksomhed på det politiske

område 1945-1989« den 24. juni 2009. Punkt 6 nedenfor in-

deholder en gennemgang af PET-kommissionens konklusio-

ner.

Efter § 56, 1. pkt., i Folketingets forretningsorden skal al-

le beretninger fra undersøgelseskommissioner, der vedrører

ministres, herunder afgåede ministres, forhold, behandles af

Folketingets Udvalg for Forretningsordenen med henblik på

eventuel indstilling om ansvarsspørgsmålet.

2. Politiske bemærkninger

2.1.

Udvalget konstaterer, at PET-kommissionens beret-

ning har afdækket en række kritisable forhold. Udvalget fin-

der anledning til at fremhæve, at reglerne om ministeransvar

betyder, at det i sidste ende er justitsministeren, der har an-

svaret, hvis PET ikke har overholdt gældende regler og ret-

ningslinjer.

Udvalget finder det i den forbindelse kritisabelt

– at regeringserklæringen af 30. september 1968 i visse til-

fælde ikke er efterlevet,

– at Wamberg-udvalget blev forholdt adgang til et antal

personregistreringer,

– at Wamberg-udvalget i nogle situationer blev fejlinfor-

meret,

– at Wamberg-udvalget formentlig ikke fik forelagt Ju-

stitsministeriets notat af 14. september 1968 om PET’s

registreringer og videregivelse af oplysninger om danske

statsborgere,

– at Folketinget trods gentagne anmodninger fra Wam-

berg-udvalget først i 1988 modtog denne information fra

Folketingets Kontroludvalgs sekretær til dette udvalgs

medlemmer,

– at der med Justitsministeriets notat af 14. september

1968 og Arne Nielsens instruks af december 1968 blev

skabt grundlaget for en registreringspraksis hos PET,

som ikke var i overensstemmelse med en i offentlighe-

den udbredt forståelse af regeringserklæringen,

– at der indadtil var tale om en registreringspraksis, som

ikke blev klargjort udadtil, og

– at skiftende ministre – som også fremhævet af justitsmi-

nisteren i et samråd med Udvalget for Forretningsorde-

nen den 7. december 2011 – ikke fulgte Wamberg-ud-

valgets opfordring til at orientere offentligheden om

PET’s registreringspraksis i henhold til regeringserklæ-

ringen af 30. september 1968. Der henvises til justitsmi-

nisterens talepapir, der er optrykt som bilag til denne be-

retning.

Folketinget har i notat om ministres oplysningspligt

(UUF alm. del – bilag 1, folketingsåret 2010-11, 1. samling,

jf. UUF alm. del – bilag 2, folketingsåret 2006-07) fastslået,

at det er en fundamental del af det demokratiske parlamenta-

riske system, at Folketinget i udøvelsen af sin kontrolfunkti-

on kan stille spørgsmål, og at regeringen leverer korrekte,

rettidige og fyldestgørende svar til Folketinget.

Udvalget finder sammenfattende, at PET-kommissionen

afdækker eksempler på kritisable forhold, men at der ikke

efter så mange år er grundlag for at drage nogen til ansvar.

Udvalget ser med stor alvor på disse eksempler.

Udvalget konstaterer samtidig, at PET i de senere år har

gennemgået større omorganiseringer, og at åbenheden om

tjenestens virke er styrket.

2.2.

Udvalget har overvejet, om der i lyset af PET-kom-

missionens beretning bør indføres en generel adgang til at få

indsigt i PET’s personsager fra perioden 1945-1989 (histo-

risk indsigt), men udvalget finder, at en stillingtagen hertil

bør afvente resultatet af de mere samlede overvejelser, som

foretages i det såkaldte Wendler Pedersen-udvalg, der for-

ventes at færdiggøre sit arbejde i løbet af 2011/2012.

2.3.

Udvalget har herudover overvejet, hvilke mere frem-

adrettede initiativer der kan være grund til at tage i forlæn-

gelse af PET-kommissionens beretning.

AX013687

Beretning af almen art - 2011-12 nr. 2

Udvalget ser som nævnt med stor alvor på de eksempler,

der er omtalt i PET-kommissionens beretning, og på, at PET

i perioden 1945-1989 har overtrådt eller omgået gældende

regler og retningslinjer.

Det er af hel central betydning for et demokrati som det

danske, at befolkningen har tillid til, at myndighederne hol-

der sig inden for de retlige rammer, der gælder for deres

virksomhed. Dette er naturligvis i særdeleshed vigtigt i for-

hold til en efterretningstjeneste, bl.a. fordi der i sagens natur

ikke kan være den samme åbenhed om tjenestens virksom-

hed som i forhold til andre myndigheder.

Udvalget konstaterer, at PET’s arbejde med at styrke

åbenhed og informationerne om tjenestens aktiviteter har bi-

draget til, at befolkningens tryghed ved og tillid til tjenesten

generelt er øget de senere år.

Dette kan opnås ved at sikre, at de retlige rammer for ef-

terretningstjenesten er tidssvarende, og udvalget ser derfor

frem til, at arbejdet i Wendler Pedersen-udvalget snart fær-

diggøres. Udvalget lægger i den forbindelse afgørende vægt

på, at regeringen følger hurtigt op på betænkningen og frem-

lægger et forslag til en ny samlet regulering af PET’s virk-

somhed, som kan fastholde og styrke befolkningens tillid til

efterretningstjenesten.

2.4.

PET-kommissionen har med udgangspunkt i beskri-

velsen af PET’s virksomhed bidraget til at belyse aspekter af

såvel den ældre som den nyere danske historie.

Udvalget finder dog grund til at påpege skævheden i, at

en stor del af det, der er offentliggjort i PET-kommissionens

beretning – og i den bog,som nogle af deltagerne i kommis-

sionens arbejde efterfølgende har udgivet – bygger på mate-

riale, som de omtalte personer og organisationer og andre

forskere ikke kan få adgang til, fordi kommissionens beret-

ning og bogen især bygger på kilder i PET, men også på

samtaler, vidneforklaringer og dokumenter fra ministerier.

Der er således ved brug af dette materiale ikke tale om al-

mindelig historisk forskning, der kan udsættes for kritisk

gennemgang af andre forskere ud fra en kildekritisk tilgang.

Dette indebærer, at det samlede resultat især belyser PET’s

opfattelse af forskellige personer, organisationer og begi-

venheder.

Historieskrivningen er generelt set af væsentlig betyd-

ning for et samfund og er navnlig en opgave for forskere.

Udvalget har den principielle holdning, at der på den ene si-

de bør være størst mulig åbenhed med hensyn til statens ar-

kivmateriale, men at åbenheden på den anden side ikke bør

skade de registrerede personers interesser.

Arkivloven afspejler denne afvejning. Loven bygger såle-

des på et udgangspunkt om mest mulig åbenhed. Omvendt

må den, der får adgang til ikke umiddelbart tilgængeligt ar-

kivmateriale, ikke offentliggøre fortrolige oplysninger, som

den pågældende har fået kendskab til gennem arkivadgan-

gen. En overtrædelse kan straffes med bøde eller fængsel i

indtil 6 måneder.

Det er endvidere ifølge Rigsarkivet fast praksis, at der

ved meddelelse af arkivadgang fastsættes vilkår om, at op-

lysninger om enkeltpersoners private forhold ikke videre-

bringes, at der ikke må rettes henvendelse til personer, som

er nævnt i det materiale, der gives adgang til, og at doku-

menter m.v. ikke må gengives i deres helhed eller kopieres.

Overtrædes et vilkår, kan dette straffes med bøde eller

fængsel i indtil 6 måneder.

Der er således snævre rammer for, hvad en forsker lovligt

kan bruge personoplysninger til. Særlig i forhold til PET’s

arkivalier kan der imidlertid være grund til at overveje den

registreredes stilling, når forskere gives indsigt i PET’s ar-

kivmateriale.

Udvalget er opmærksomt på, at der kan være meget væ-

sentlige forhold, der taler imod, at en person, som er regi-

streret af PET, får kendskab hertil. Udvalget finder imidler-

tid, at det navnlig i forhold til nulevende personer kan fore-

komme paradoksalt, hvis en person først får kendskab til op-

lysninger, som PET har registreret om vedkommende, når

en forsker offentliggør oplysningerne.

Udvalget er derfor meget tilfreds med, at Justitsministeri-

et har tilkendegivet, at PET, når der til brug for offentliggø-

relse af forskningsprojekter sker afklassificering af oplys-

ninger i en personsag, som en forsker har fået adgang til,

samtidig giver den person, som sagen omhandler, adgang til

det afklassificerede materiale.

2.5.

Udvalget skal afslutningsvis understrege, at tidsfor-

løbet vedrørende kommissionsberetningen om PET har væ-

ret usædvanligt. Udvalget finder, at det vil være hensigts-

mæssigt, hvis justitsministeren ved fremtidige nedsættelser

af undersøgelseskommissioner i samråd med Folketinget

overvejer, om det i kommissoriet bør tilkendegives, at kom-

missionen bør tilrettelægge sit arbejde således, at den så vidt

muligt kan afgive beretning om resultatet af sin undersøgel-

se, inden for et nærmere angivet antal år efter at kommissio-

nen er endeligt nedsat. I givet fald bør det i kommissoriet

også anføres, at hvis kommissionen ikke kan afgive beret-

ning inden det nævnte tidspunkt, anmodes kommissionen

om at orientere justitsministeren skriftligt om baggrunden

herfor og om, hvornår kommissionen forventer at kunne af-

give sin beretning. Justitsministeren bør derefter i samråd

med Folketinget overveje skridt til at imødegå den truende

forsinkelse.

Hvis Justitsministeriet orienteres om, at kommissionen

ikke kan afgive beretning inden det tidspunkt, der måtte væ-

re fastsat i kommissoriet, bør justitsministeren i samråd med

Folketinget overveje, om en truende forsinkelse kan imøde-

gås ved at tilføre kommissionen yderligere ressourcer.

Et mindretal i udvalget (EL) udtaler, at Enhedslisten er

enig i den fælles beretningstekst, hvor alle Folketingets par-

tier konstaterer, at regeringserklæringen fra 1968 ikke er ef-

terlevet, men beklager, at det ikke har været muligt at få de

øvrige partier med til klart at anerkende, at skiftende justits-

ministre har ansvaret for, at PET ikke har overholdt gælden-

de regler og retningslinjer, og at disse justitsministre i perio-

den siden 1968 gentagne gange har fejlinformeret Folketin-

get, medierne og offentligheden.

Særlig væsentligt er det, at regeringserklæringen, der var

retligt bindende, ikke er overholdt, men at PET fortsatte re-

gistreringer på grundlag af lovlig politisk virksomhed.

Enhedslisten fastholder, at det er de skiftende justitsmini-

stre, der i sidste ende er ansvarlige for, at der ikke er leveret

korrekte, rettidige og fyldestgørende svar til Folketinget i

Beretning af almen art - 2011-12 nr. 2

denne sag. Tværtimod har skiftende justitsministre gennem

30 år (i mere end 20 konkrete tilfælde) vildledt Folketinget

ved uden forbehold at garantere, at regeringserklæringen

stod ved magt og blev kontrolleret af Wamberg-udvalget.

Enhedslisten er dog enig i, at der efter så mange år ikke er

grundlag for at drage nogen til ansvar for, at gældende reg-

ler ikke blev overholdt, og for, at Folketinget har fået forker-

te svar.

Enhedslisten mener, at PET-kommissionen på trods af

omfattende ressourcer og et enormt tidsforbrug gennem

mange års arbejde ikke har været i stand til at løse den opga-

ve, Folketinget stillede kommissionen. Kommissionen har

ensidigt videreformidlet PET's verdensbillede, analyser og

demokratiopfattelse. Dels har kommissionen været meget

lidt kritisk over for PET og i stort omfang videreformidlet

oplysninger, der ofte bare bygger på en enkelt meddelers

indberetninger, dels har kommissionen stort set ikke brugt

andre kilder end PET, hvilket betyder, at kommissionens

billede af de organisationer og personer, der er blevet over-

våget, er meget fortegnet. Vi er derfor glade for, at Folketin-

gets partier konstaterer, at der er en skævhed i kommissio-

nens beretning og i den bog, som nogle af deltagerne i kom-

missionens arbejde har udgivet, og at kommissionens beret-

ning derfor kun kan bruges til at belyse PET's opfattelse af

forskellige personer, organisationer og begivenheder.

Enhedslisten er enig i, at PET er blevet mere åbne, end de

var i 1989. Men PET er stadig ekstremt lukket, når man

sammenligner med efterretningstjenester i andre lande. Det

er et stort demokratisk problem, at det ikke er muligt at få

oplysninger om, hvor ofte PET anvender de tvangsindgreb,

som terrorlovgivningen giver dem mulighed for. Hvis man

skal diskutere terrorlovgivningen, er det nødvendigt at vide,

hvor ofte den bliver anvendt, og i hvilke typer sager. Er det

f.eks. terrorsager, bandekriminalitet eller noget helt tredje?

Oplysninger om, hvor ofte tvangsindgreb bliver anvendt,

bringer på ingen måde rigets sikkerhed i fare.

Enhedslisten er også enig i den faktuelle oplysning, at til-

liden til PET i befolkningen i dag er større end tidligere, og

det ser ud til, at tilliden vokser, i takt med at PET får flere

og flere magtbeføjelser til tvangsindgreb mod borgerne.

Men Enhedslisten er uenig i denne udvikling. Vi mener, at

det er helt afgørende, at der altid er en vis mistillid til dem,

der har magtbeføjelser. Magt korrumperer, og derfor er det

helt nødvendigt med en stærk kontrol af og offentlig debat

om de myndigheder, der har magtbeføjelser. Vi er da også i

den absurde situation, at PET selv har bedt om mere kontrol,

end et flertal på Christiansborg har ønsket at indføre.

I forhold til spørgsmålet om adgang til oplysninger om,

hvad PET har registreret, mener Enhedslisten, at de perso-

ner, der historisk har været registreret, skal have adgang til

at se oplysningerne om dem og have ret til at komme med

replik, så PET's påstande, der ofte kan hvile på et meget

spinkelt grundlag – ofte bare en enkelt meddelers oplysnin-

ger – ikke kommer til at stå alene i historieskrivningen. Det

afgørende problem, som kommissionens beretning reelt af-

dækker på trods af den store loyalitet over for PET, er, at der

har været og muligvis stadig er en kultur i PET, hvor man

opfatter sig som en institution, der ved mere og bedre end

befolkningen og Folketinget og derfor må udføre de nødven-

dige foranstaltninger, selv om befolkningens flertal, Folke-

tinget og til tider regeringen mener det modsatte og ikke

mindst har vedtaget det modsatte.

Når Wendler Pedersen-udvalget kommer med sin rapport

og Folketinget skal diskutere ny lovgivning om og øget kon-

trol med PET, vil Enhedslisten derfor arbejde hårdt for, at

der kommer større åbenhed og mere kontrol med PET, og at

det også bliver diskuteret, hvordan man sikrer, at PET ikke

igen overtræder gældende love og regler, fordi man mener at

vide bedre end Folketing og regering.

Et andet mindretal i udvalget (Birthe Rønn Hornbech

(V)) kan ikke medvirke til beskrivelsen af ministeransvar.

Mindretallet finder først og fremmest, at en generel juri-

disk beskrivelse af rækkevidden af ministeransvar falder

uden for denne beretning, hvorfor afsnittet ikke burde være

medtaget.

Mindretallet finder endvidere ikke, at det meget bastante

og summariske udsagn om det retlige ministeransvar i beret-

ningen overhovedet er dækkende for en beskrivelse af det

retlige ministeransvar.

Flertallet har således end ikke beskrevet, at der for at

foreligge ministeransvar som minimum må kræves, at der er

tale om tilsidesættelse af pligtforhold, ligesom der skal fore-

ligge tilregnelse enten i forbindelse med egne forhold eller

ved medvirken til underordnedes handlinger.

3. Lovgrundlaget for PET-kommissionen og grundlaget

for den politiske behandling af kommissionens beretning

Lov af 2. juni 1999 om undersøgelse af politiets efterret-

ningsvirksomhed på det politiske område og af de aktivite-

ter, der var baggrunden for denne virksomhed.

Om PET-kommissionens kommissorium efter loven hen-

vises til punkt 4 nedenfor.

PET-kommissions-lovens regler for kommissionens virke

byggede i vidt omfang på den samme model, som ligger til

grund for ordningen i lov om undersøgelseskommissioner,

og som blev fremlagt i det såkaldte Nordskov Nielsen-ud-

valgs betænkning. (Betænkning nr. 1315/1996 om undersø-

gelsesorganer).

Uanset at bestemmelserne i Folketingets forretningsor-

dens kapitel XVIII om spørgsmål vedrørende ministeransvar

er indført i forlængelse af vedtagelsen af lov om undersøgel-

seskommissioner, er det derfor fundet rigtigst at gennemføre

en politisk opfølgning af kommissionens beretning i lighed

med den for de senere undersøgelseskommissioner gælden-

de.

4. Baggrunden for nedsættelse af PET-kommissionen

PET-kommissionen blev nedsat som følge af en omfat-

tende offentlig debat i tiden forud for fremsættelsen af lov-

forslaget herom. Debatten vedrørte navnlig det spændings-

felt, der kan være mellem en efterretningstjenestes virksom-

hed og forskellige fuldt lovlige politisk motiverede aktivite-

ter i samfundet.

Ikke mindst den såkaldte regeringserklæring af 30. sep-

tember 1968 dannede grundlag for debatten. Af regeringser-

klæringen fremgik bl.a., at regeringen havde besluttet, at re-

Beretning af almen art - 2011-12 nr. 2

gistrering af danske statsborgere ikke længere måtte finde

sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.

I forbindelse med den rejste debat bad Justitsministeriet i

foråret 1998 Politiets Efterretningstjeneste om en redegørel-

se bl.a. for efterretningstjenestens efterforskning og infor-

mationsindsamling i forhold til de yderste politiske fløje og i

forbindelse med faglige konflikter.

Fremadrettet besluttede regeringen at nedsætte et udvalg,

der bl.a. skulle gennemgå regelgrundlaget for PET og over-

veje behovet for og udformningen af en mere samlet regule-

ring af tjenestens virksomhed.

Bagudrettet gav debatten anledning til, at justitsministe-

ren den 28. oktober 1998 fremsatte et forslag til lov om un-

dersøgelse af Politiets Efterretningstjeneste. Lovforslagets

indhold og PET-kommissionens kommissorium er omtalt

nedenfor.

5. Kommissoriet for PET-kommissionen

Af § 3 i lov nr. 359 af 2. juni 1999 om undersøgelse af

politiets efterretningsvirksomhed på det politiske område og

af de aktiviteter, der var baggrunden for denne virksomhed,

fremgår følgende:

»§ 3.

Undersøgelseskommissionen har til opgave at un-

dersøge og redegøre for

1) politiets efterretningsvirksomhed i perioden

1945-1989 i forhold til politiske partier, faglige konflikter

og politisk-ideologisk prægede grupperinger og bevægelser i

Danmark og

2) karakteren af de aktiviteter i politiske partier m.v., der

i den nævnte periode var baggrunden for politiets efterret-

ningsvirksomhed på dette område.

Stk. 2.

Undersøgelseskommissionen skal endvidere, for

så vidt angår perioden 1968-1989, vurdere politiets efterret-

ningsvirksomhed set i forhold til de aktiviteter, der er nævnt

i stk.1, nr. 2, og herunder belyse, om virksomheden er udø-

vet i overensstemmelse med de regler og retningslinjer, som

har været fastsat af Folketinget eller regeringen.

Stk. 3.

Undersøgelseskommissionen kan inden for de

rammer, der i øvrigt er fastsat i stk. 1 og 2, beslutte, at dens

opgave også skal omfatte nærmere angivne forhold, der ve-

drører perioden efter 1989. Undersøgelseskommissionens

beslutninger herom kan ikke påkæres.«

Kommissoriet fik denne affattelse ved et ændringsforslag

stillet til Folketingets 2. behandling af lovforslaget. I det

fremsatte lovforslag var kommissoriet formuleret således, at

kommissionen skulle undersøge, klarlægge og vurdere, om

PET siden 1968 i forhold til politiske partier m.v. havde ef-

terlevet de regler og retningslinjer for sin virksomhed, som

havde været fastsat af Folketinget og regeringen. På bag-

grund heraf skulle kommissionen, for så vidt det ikke var

retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, udtale sig om, hvorvidt

der af embedsmænd måtte antages at være begået fejl eller

forsømmelser, der kunne give anledning til, at staten søgte

et retligt ansvar gennemført. Af bemærkningerne til det på-

gældende ændringsforslag fremgår udtrykkeligt, at æn-

dringsforslaget indebar, at kommissionen ikke skulle vurde-

re og udtale sig om enkeltpersoners retlige ansvar. Det har

således ikke indgået i kommissoriet, at PET-kommissionen

skulle tage stilling til eventuelt ansvar for ministre.

6. PET-kommissionens konklusioner

PET-kommissionens beretning rummer en meget detalje-

ret redegørelse for de forhold, der fremgår af kommissoriet,

og en række delkonklusioner for de forskellige beskrivelser.

Af særlig interesse for Udvalget for Forretningsordenen

og dets underudvalg – også i lyset af baggrunden for kom-

missionens nedsættelse – er beretningens redegørelse om

den såkaldte regeringserklæring af 30. september 1968 om

registrering af danske statsborgere. Erklæringens hoved-

synspunkt var følgende sætning: »Regeringen har i dag be-

sluttet, at registrering af danske statsborgere ikke længere

må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksom-

hed.« Samtidig med at regeringen fremkom med erklærin-

gen, blev den gældende instruks fra 1953 til chefen for PET

tilføjet følgende passus til slut: »Registrering af danske

statsborgere må ikke finde sted alene på grundlag af lovlig

politisk virksomhed.«

Det er i kommissionsberetningen beskrevet, at Justitsmi-

nisteriet i et fortroligt notat af 14. september 1968 præcise-

rede den kommende regeringserklærings rækkevidde og

konsekvenser. Notatet blev forelagt for Regeringens Sikker-

hedsudvalg den 25. september 1968 og på et efterfølgende

møde i Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg beskrevet af

Justitsministeriets daværende departementschef som PET’s

»retningslinjer « og et »udtryk for regeringens politik«. No-

tatet præciserede, i hvilke tilfælde registreringer fortsat ville

kunne finde sted. Det ville efter notatet bl.a. være tilfældet,

for så vidt angår »personer, der enkeltvis eller som medlem-

mer af grupper eller organisationer udøver virksomhed, der

har til formål eller er egnet til at forårsage uroligheder eller

at omstyrte eller undergrave den lovlige samfundsorden«.

PET-kommissionen anser det i kommissionsberetningen

for sandsynliggjort, at Justitsministeriets notat ikke blev

forelagt det såkaldte Wamberg-udvalg, uanset at det af dette

udvalgs kommissorium fulgte, at udvalget skulle underrettes

»om de til enhver tid fulgte retningslinjer for registrering«.

Efter kommissionens flertals opfattelse er regeringser-

klæringen en politisk tilkendegivelse rettet til omverdenen

og skal som retningslinje for PET ses i forbindelse med no-

tatet af 14. september 1968. Et flertal i kommissionen er så-

ledes af den opfattelse, at regeringserklæringen ikke i sig

selv kan anses som et udtryk for de retningslinjer, som PET

efterfølgende fik til opgave at arbejde med.

Et mindretal i kommissionen (kommissionsmedlem Jens

Vedsted-Hansen) finder, at regeringserklæringen – under

hensyn til dennes indhold, de særlige omstændigheder ved

dens tilblivelse og gennemførelse samt efterfølgende tilken-

degivelser om dens betydning – var retligt bindende for re-

geringen og dens ministre, herunder justitsministeren. Det er

mindretallets opfattelse, at efterfølgende ændring af de i er-

klæringen fastsatte regler om registrering af danske statsbor-

gere hos efterretningstjenesten – som følge af denne retlige

forpligtelse – måtte kræve underretning af Folketinget. Min-

dretallets retlige vurdering af regeringserklæringen har end-

videre som konsekvens, at administrative retningslinjer fra

Beretning af almen art - 2011-12 nr. 2

Justitsministeriet til PET angående registreringspraksis måt-

te holde sig inden for de rammer, som var blevet fastsat i re-

geringserklæringen.

Af yderligere interesse for Udvalget for Forretningsorde-

nen og dets underudvalg beskrives det i kommissionsberet-

ningen, at PET’s daværende chef, politiinspektør Arne Niel-

sen, den 19. december 1968 gav ordre til, at ledende perso-

ner fra visse venstrefløjsorganisationer (DKP, DKU, VS og

SUF) kunne registreres angiveligt »alene« på grundlag af

deres medlemskab.

Efter kommissionens flertals analyse er det sandsynligt,

at der dermed i realiteten har været tale om, at Arne Nielsen

præciserede eller bekræftede, at den pågældende persong-

ruppe ansås for omfattet af Justitsministeriets notat af 14.

september 1968. Arne Nielsens ordre blev ophævet af den

senere PET-chef Jørgen Skat-Rørdam den 21. august 1974.

Et medlem af kommissionen (kommissionsmedlem Jens

Vedsted-Hansen) finder – som følge af mindretallets opfat-

telse af regeringserklæringens retlige status – de registre-

ringskriterier, som fremgår af notitsen af 19. december

1968, stridende mod regeringserklæringen. Dette kommissi-

onsmedlem anser det endvidere for tvivlsomt, om de i notit-

sen angivne registreringskriterier var fuldt i overensstem-

melse med Justitsministeriets notat af 14. september 1968.

Generelt for så vidt angår vurderingen af politiets efter-

retningsvirksomhed på det politiske område og belysningen

af, om denne er udøvet i overensstemmelse med de gælden-

de regler og retningslinjer, har PET-kommissionen konklu-

deret, at det overordnede billede er, at reglerne og retnings-

linjerne er overholdt.

Kommissionen har bemærket, at denne konklusion ikke

betyder, at kommissionen ikke har kunnet konstatere et antal

tilfælde, hvor efterretningstjenesten ikke har overholdt gæl-

dende regler, eller hvor tjenestens praksis har haft karakter

af omgåelse af regeringserklæringen af 30. september 1968.

Dette er ifølge kommissionen bl.a. sket ved PET’s brug af

såkaldte arbejdskartoteker til at opbevare oplysninger, som

efter regeringserklæringen ikke kunne danne grundlag for

registrering. Kommissionen har endvidere kunnet påvise, at

Wamberg-udvalget siden 1968 i visse tilfælde er blevet fejl-

informeret eller forholdt sager, som efterretningstjenesten

var forpligtet til at forevise udvalget.

PET-kommissionen har understreget, at selv om der ses

eksempler på, at PET har overtrådt eller omgået gældende

regler og retningslinjer, må det overordnet vurderes, at der

har været tale om forholdsvis få forhold, og at disse som of-

P.u.v.

test har været af mindre graverende art og derfor i den histo-

riske sammenhæng må tillægges mindre betydning.

7. Udvalget for Forretningsordenens og dettes

underudvalgs arbejde

Efter § 59 i Folketingets Forretningsorden nedsætter Ud-

valget for Forretningsordenen et permanent underudvalg til

forberedende behandling af opgaver efter forretningsorde-

nens kapitel XVIII, således at underudvalget afgiver udtalel-

se til Udvalget for Forretningsordenen til brug for dettes be-

retning eller betænkning til Folketinget.

Underudvalget under Udvalget for Forretningsordenen

har efter afgivelsen af PET-kommissionens beretning be-

handlet sagen i 3 møder.

Underudvalget har ikke fundet anledning til at foretage

nogen undersøgelsesskridt til supplering af de oplysninger

og vurderinger, der er fremkommet i PET-kommissionens

beretning.

Underudvalget har overvejet, hvorvidt og i hvilket om-

fang det er påkrævet eller hensigtsmæssigt som led i under-

udvalgets behandling af sagen at give personer, der fungere-

de som justitsministre i den undersøgte periode, lejlighed til

at kommentere kommissionsberetningens konklusioner, jf.

§§ 56 og 58 i Folketingets forretningsorden.

I den anledning har underudvalget noteret sig, at disse og

de øvrige regler om behandlingen af sager vedrørende mini-

steransvar i Folketingets Forretningsordens kapitel XVIII

som omtalt ovenfor er blevet til i forlængelse af Nordskov

Nielsen-udvalgets betænkning og dermed i samme forbin-

delse som lov om undersøgelseskommissioner.

Underudvalget bemærker i den sammenhæng, at PET-

kommissionens beretning på centrale punkter er atypisk set i

forhold til den ordning for spørgsmål om eventuelt minister-

ansvar, som lov om undersøgelseskommissioner og forret-

ningsordenens kapitel XVIII opstiller.

Det fremgår af PET-kommissionens beretning, at kom-

missionen har foretaget høring af tidligere justitsministre.

Justitsministeriet har endvidere telefonisk oplyst over for

udvalget, at de pågældende tidligere ministre har fået beret-

ningen tilsendt.

I lyset af ovenstående og i lyset af, at udvalget ikke efter

så mange år har fundet grundlag for at drage nogen til an-

svar, har udvalget fundet det upåkrævet at anvende de prin-

cipper for høring, der fremgår af forretningsordenens kapitel

XVIII.

Mogens Lykketoft

formand

Beretning af almen art - 2011-12 nr. 2

Bilag 1

Justitsministerens talepapir i samråd 7. december 2011

Civil- og Politiafdelingen

Dato: 2. december 2011

Dok. : 290396

UDKAST TIL TALE

Samråd i Udvalget for Forretningsordenen om spørgsmål 1 om PET-kommissionens beretning - 7. de-

cember 2011

Samrådsspørgsmål A:

»Under et kommende samråd ønskes en uddybning af svaret på spørgsmål nr. 1 vedrørende PET-kom-

missionens beretning.«

[Indledning]

Indledningsvist vil jeg gerne takke udvalget for invitationen til at komme her i dag og uddybe et

skriftligt svar, som jeg tidligere har afgivet om et af de kritikpunkter, der var rejst i udvalgets 2. udkast til

beretning om PET-kommissionens beretning.

På sin vis er det en lidt ejendommelig situation at befinde sig i som justitsminister – at blive inddraget i

Folketingets overvejelser om, hvordan tinget skal reagere på resultatet af en undersøgelseskommission,

der har haft til opgave at undersøge bl.a. Justitsministeriet.

Det ligger selvfølgelig i den procedure, der er fastsat i forretningsordenen for Folketingets opfølgning

på beretninger fra en undersøgelseskommission, at en minister i visse tilfælde skal have mulighed for at

kommentere udvalgets kritikpunkter. Hvis Udvalget for Forretningsordenen således overvejer at søge et

ministeransvar gjort gældende, skal vedkommende minister – altså den minister, hvis forhold undersøges

– have lejlighed til at redegøre nærmere for sine synspunkter i et møde med udvalget.

Men det er jo ikke den situation, der er tale om i dag. PET-kommissionens beretning vedrører som be-

kendt ikke min tid som justitsminister.

Baggrunden for, at jeg er i samråd i dag, er derimod, at udvalget ønsker en uddybning af den besvarel-

se, som jeg tidligere har afgivet. Og det vil jeg naturligvis gerne være behjælpelig med.

Men det siger selv, at det ikke ligger naturligt i min rolle at give råd om, hvilke reaktioner PET-kom-

missionens beretning bør give Folketinget anledning til.

Særligt som justitsminister bør jeg være overordentlig tilbageholdende med at udtale mig, eftersom

PET-kommissionen – som nævnt – bl.a. har undersøgt Justitsministeriets rolle. Min besvarelse i dag vil

derfor – i lighed med min skriftlige besvarelse af spørgsmål 1 – tage udgangspunkt i, hvad PET-kommis-

sionen er kommet frem til om det rejste spørgsmål.

[Udvalgets spørgsmål 1 af 13. oktober 2011]

Det spørgsmål, som udvalget ønsker uddybet, har følgende formulering:

»Der bedes redegjort for PET-kommissionens behandling af det rejste kritikpunkt om, at PET med Ar-

ne Nielsens hemmelige instruks af december 1968 fortsatte registrering på grundlag af lovlig politisk

virksomhed, jf. første pind i opregningen af kritisable forhold i udvalgets beretningsudkast afsnit 2.1

(UFO alm. del – bilag 2).«

Justitsministeriets skriftlige svar fra den 24. oktober på spørgsmålet kan koges ned til to hovedpointer.

Beretning af almen art - 2011-12 nr. 2

For det første: hverken flertallet eller mindretallet i PET-kommissionen udtrykker den kritik, som der

var lagt op til i udkastet. For det andet: det vil dermed savne grundlag i PET-kommissionens beretning,

hvis Folketinget udtaler den pågældende kritik.

For at forstå baggrunden for disse to pointer, tror jeg, at det kan være nyttigt at trække nogle centrale

punkter fra bind 3 i PET-kommissionens beretning frem her i dag.

[Regeringserklæringen af 30. september 1968]

Det fremgår af Kommissionens beretning, at regeringserklæringen af 30. september 1968 var et poli-

tisk kompromis mellem Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre. Med erklæringen

ville man skabe offentlig ro om efterretningstjenesterne og deres politiske registreringer.

Regeringserklæringen fik imidlertid også betydning som ny retningslinje for PET, da den blev føjet til

den eksisterende instruks for tjenesten.

I regeringserklæringen blev det fastslået, at man ikke længere måtte registrere alene på grundlag af lov-

lig politisk virksomhed.

[Justitsministeriets notat af 14. september 1968]

For at forstå betydningen af regeringserklæringen er det vigtigt at forstå dens sammenhæng med Ju-

stitsministeriets notat af 14. september 1968.

I et fortroligt notat fra 14. september 1968 – og dermed før regeringserklæringen blev afgivet – præci-

serede Justitsministeriet således rækkevidden og konsekvenserne af den kommende regeringserklæring.

I notatet er der oplistet fire generelt formuleret kategorier af danske statsborgere, der fortsat kunne regi-

streres. Et eksempel er pkt. 3, der omhandler

»personer, der enkeltvis eller som medlemmer af grupper

eller organisationer udøver virksomhed, der har til formål eller er egnet til at forårsage uroligheder eller

at omstyrte eller undergrave den lovlige samfundsorden.«

Notatet er optrykt i sin fulde ordlyd i PET-

kommissionens beretning bind 3, s. 316-17.

PET-kommissionen har i sin beretning behandlet spørgsmålet om, hvilken status Justitsministeriets

notat af 14. september 1968 kan tillægges.

Fem dage før regeringserklæringen blev afgivet, blev notatet forelagt for Regeringens Sikkerhedsud-

valg, som bestod af ministre fra alle tre regeringspartier. De pågældende ministre blev altså orienteret om

notatet – og dermed om Justitsministeriets tolkning af regeringserklæringen.

På et møde i Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg i oktober 1968 betegnede Justitsministeriets davæ-

rende departementschef notatet som »et udtryk for regeringens politik« og som »retningslinjer« for PET’s

fremtidige registreringer.

PET-kommissionen konkluderer bl.a. på den baggrund, at Justitsministeriets notat af 14. september

1968 må ses som et udtryk for den daværende regerings politik på registreringsområdet. Og i forhold til

PET har notatet været retningsgivende for tjenestens registreringspraksis.

[PET’s registreringspraksis]

Det fremgår videre af PET-kommissionens beretning, at selvom Wamberg-udvalget tilsyneladende

ikke blev forelagt Justitsministeriets notat, så godkendte et flertal af udvalgets medlemmer de følgende år

de registreringer, der var foretaget på baggrund af den praksis, som PET fulgte. En praksis, der var base-

ret på PET’s forståelse af Justitsministeriets notat.

[Arne Nielsens ordre af 19. december 1968]

Beretning af almen art - 2011-12 nr. 2

Jeg vil nu komme med et par bemærkninger om, hvad PET-kommissionen skriver om Arne Nielsens

ordre af 19. december 1968. Det er den ordre, der henvises til i udvalgets spørgsmål 1.

En medarbejder i PET nedskrev den 19. december 1968 et notat om en telefonsamtale samme dag med

politiinspektør i PET, Arne Nielsen. Det fremgår af notatet, at Arne Nielsen ved samtalen bekræftede, at

medlemmer af visse enheder inden for fire navngivne partier skulle registreres. Det drejede sig bl.a. om

visse hovedbestyrelser samt alle fire partiers Københavnsledelser. Notatet fremgår i sin fulde ordlyd af

PET-kommissionens beretning bind 3, s. 56-57.

Offentliggørelsen af dette notat i 1998 har været medvirkende til hele debatten om, hvorvidt PET over-

holdt regeringserklæringen.

PET-kommissionen konkluderer om Arne Nielsens ordre, at kommissionens analyse sandsynliggør –

og nu citerer jeg fra Kommissionens vurdering –

»at der i realiteten har været tale om, at Arne Nielsen

præciserede eller rettere bekræftede, at disse personer ansås for omfattet af notatet af 14. september

1968 [altså Justitsministeriets notat]. PET udarbejdede således med udgangspunkt i notatet af 14. sep-

tember 1968 positivlister over, hvem tjenesten mente at kunne registrere.«

Citat slut.

Og det er værd at bemærke, at hverken flertallet eller mindretallet retter kritik mod Arne Nielsens or-

dre.

PET-kommissionen nævner videre, at Wamberg-udvalget og Justitsministeriet også søgte at opstille så-

kaldte »positivlister« over partier og organisationer, der kunne overvåges.

Og det fremgår af PET-kommissionens beretning, at den fulgte fremgangsmåde med at opstille positiv-

lister i hvert fald til dels var foranlediget af, at der i lovgivningen ikke eksisterede en klar skelnen mellem

lovlig og ulovlig politisk virksomhed. I realiteten var der tale om en gråzone. Positivlister godkendt af

regeringen og Wamberg-udvalget havde derfor høj prioritet i PET.

[PET-kommissionens vurdering af PET’s registreringspraksis]

PET-kommissionens retlige bemærkninger til regeringserklæringen fremgår, som nævnt, af kapitel

15 i beretningens bind 3.

Kommissionen deler sig her i et flertal og et mindretal, som har divergerende syn på regeringserklærin-

gens betydning og rækkevidde. Men fælles for flertallet og mindretallet er, at ingen af dem kritiserer PET

for den registreringspraksis, der blev fulgt.

Således fremgår det af kapitel 15, at flertallet og mindretallet er enige om, at PET i det væsentlige fulg-

te de retningslinjer, som var fastsat i Justitsministeriets notat af 14. september 1968. Og som nævnt: hver-

ken flertallet eller mindretallet retter her kritik mod Arne Nielsens ordre af 19. december 1968.

10.

Dette er baggrunden for, at det i min besvarelse af spørgsmål 1 er anført, at det ville savne grundlag

i PET-kommissionens beretning, hvis Folketinget udtalte den kritik, der var lagt op til i første pind i pkt.

2.1. i Udvalget for Forretningsordenens 2. beretningsudkast. Udvalget anførte således følgende i sit ud-

kast:

»Udvalget finder det i den forbindelse kritisabelt

– at PET med Arne Nielsens hemmelige instruks af december 1968 fortsatte registreringer på grundlag

af lovlig politisk virksomhed,«

Som jeg imidlertid netop har været inde på, udtrykker hverken flertallet eller mindretallet i PET-kom-

missionen den kritik, som der lægges op til i det citerede.

Beretning af almen art - 2011-12 nr. 2

11.

Noget andet er, at Justitsministeriets notat af 14. september 1968 og Arne Nielsens ordre af 19. de-

cember 1968 måske skabte grundlaget for en registreringspraksis hos PET, der ikke var i overensstem-

melse med en i offentligheden udbredt forståelse af regeringserklæringen.

Med til historien hører således, at Wamberg-udvalget – ifølge PET-kommissionens beretning – flere

gange opfordrede skiftende ministre fra både Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti

til offentligt at gøre opmærksom på, at PET’s registreringspraksis efter udvalgets opfattelse var mere vidt-

gående end, hvad VKR-regeringen tidligere havde meddelt offentligheden.

Og Kommissionen lægger endvidere til grund, at PET’s praksis på registreringsområdet faktisk ikke

var i overensstemmelse med en i offentligheden udbredt forståelse af regeringserklæringen.

Hvis man baserer sig på beretningen, kan man sige det på den måde, at man indadtil fulgte en registre-

ringspraksis som vekslende ministre – socialdemokratiske, konservative eller fra Venstre – undlod at for-

tælle om udadtil.

[Afslutning]

13.

Jeg håber, at der hermed er skabt større klarhed over forholdet mellem på den ene side, hvad PET-

kommissionen udtaler, og på den anden side det første kritikpunkt, der var nævnt i udvalgets 2. beret-

ningsudkast.

Som sagt indledningsvist bør jeg som justitsminister være overordentlig tilbageholdende med at udtale

mig om, hvilke kritikpunkter PET-kommissionens beretning bør give Folketinget anledning til. Men hvis

udvalget har yderligere tekniske spørgsmål til min tidligere besvarelse, så besvarer jeg dem naturligvis

gerne.

Tak.