Valby d. 26. juli 2012

Svar på spørgsmål 442 UUI alm. del om familiesammenføring efter EU-reglerne

Martin Henriksen (DF) har 23. juli 2012 spurgt Morten Bødskov, om han vil oplyse, hvor mangefamiliesammenføringssager der bliver afgjort efter EU-reglerne, og om ministeren agter at bremsestigningen. Jeg er sikker på, at Martin Henriksen nok skal få et godt og fyldestgørende svar fra Mor-ten Bødskov. Men da besvarelsen af spørgsmål stillet i UUI alm. del ofte tager lang tid, og da jeg erenig med Martin Henriksen i, at emnet er vigtigt og interessant, vil jeg hermed som en service giveMartin Henriksen den information, han efterspørger. Antallet af familiesammenføringer efter EU-reglerne har de senere år udviklet sig som angivet i nedenstående tabel.År20042005200620072008200920102011Familiemedlemmer til danskestatsborgere464660105155467286252Familiemedlemmer til borgerefra andre EU-lande9241.6421.9412.9804.7733.8243.4923.537I alt9701.6882.0013.0854.9284.2913.7783.789

Tallene i tabellen stammer fra Justitsministeriets (tidligere Integrationsministeriets) årlige statistiskepublikationer ”tal på udlændingeområdet”, som kan findes på internetportalen Nyidanmark. Somdet fremgår af tabellen, steg antallet af familiesammenføringer efter EU-reglerne frem til 2008,hvorimod det siden har været svagt faldende. Hvis jeg skal pege på sandsynlige forklaringer, vil jegisær nævne, at overgangsordningen for østlandene er hørt op, hvorfor der frem til 2008 skete enkraftig stigning i indvandringen til Danmark fra lande i Østeuropa. Og jo flere borgere fra andreEU-lande, der flytter til Danmark for at arbejde eller uddanne sig, jo flere ægtefæller og børn er derselvfølgelig også, som de tager med hertil.Faldet siden 2008 kan være forårsaget af den økonomiske krise, som nok alt andet lige har gjort detvanskeligere for borgere fra de andre EU-lande at finde arbejde i Danmark, men det kræver nok ennærmere analyse at afklare, hvad der præcis ligger bag det fald.Som det fremgår af tabellen, var cirka 7% af dem, der blev familiesammenført til Danmark efterEU-reglerne i 2010 og 2011, familiemedlemmer til en dansk statsborger, der vendte tilbage tilDanmark efter at have boet i et andet EU-land. Antallet af familiesammenføringer til danske stats-

borgere efter EU-reglerne toppede i 2009 og er siden faldet kraftigt. Her er årsagen formentlig, atman i efteråret 2008 ændrede tolkningen af, under hvilke omstændigheder en dansk statsborger harret til at tage sin familie med sig tilbage til Danmark efter EU-reglerne. Og det gav meget naturligtanledning til et boom i antallet af tilladelser i 2009, idet dansk-udenlandske par, som siden 2004havde været forhindret i at flytte til Danmark, nu fik muligheden, hvilket nogle af dem så valgte atbenytte sig af i løbet af det følgende års tid.Historien om denne ændrede tolkning af reglerne er meget interessant og fortjener at blive langtmere kendt, end den er i dag. Historien startede sådan set allerede i 2002, da Folketinget indførte enlang række nye restriktioner på danske statsborgeres mulighed for at bo i deres eget land med enudenlandsk ægtefælle i form af bla. en 24-års aldersgrænse, et tilknytningskrav også for danskestatsborgere og en bankgaranti på 50.000 kroner.Juristerne i det daværende Integrationsministerium vidste selvfølgelig godt, at man dermed stilledestationære danske statsborgere langt ringere end de unionsborgere, der har krydset en landegrænse iEU. Og at det kunne føre til, at danske statsborgere valgte at flytte til andre EU-lande med det ho-vedformål senere at kunne flytte tilbage til Danmark og opnå familiesammenføring efter EU-reglerne. Allerede i 1992 havde EU-domstolen nemlig i Singh-sagen slået fast, at en unionsborger,der har udnyttet retten til fri bevægelighed i et andet EU-land end sit eget, også skal have lov til attage sin familie med sig, hvis den pågældende flytter hjem igen. Idet borgerne måske ellers villeundlade at benytte sig af retten til fri bevægelighed i det hele taget.Dette vidste man således godt, da man indførte de nye danske regler for familiesammenføring i2002. Men juristerne i det daværende Integrationsministerium mente, at de kunne løse ”problemet”ved at påstå, at det var misbrug af reglerne om fri bevægelighed, hvis en dansk statsborger i hoved-sagen var flyttet til et andet EU-land for at opnå mulighed for at bo sammen med sin ægtefælle.I 2003 afsagde EU-domstolen imidlertid en kendelse i sagen Akrich, hvor domstolen slog fast, atdet var uden betydning for de vandrende unionsborgeres rettigheder, hvad formålet med deres flyt-ning til et andet EU-land havde været. Det gav anledning til en del panik i det daværende Integrati-onsministerium og førte til, at behandlingen af ansøgninger om udstedelse af opholdskort efter EU-reglerne til en hjemvendende dansk statsborger blev flyttet fra Statsforvaltningerne, hvor den indtilda havde ligget, og over til Udlændingestyrelsen. Hvorefter al sagsbehandling blev helt indstillet ien periode, medens juristerne i Integrationsministeriet tænkte over, hvad de nu kunne gøre for atforhindre danske statsborgere i at vende tilbage til deres eget land med deres ægtefæller.Og i december 2004 var juristerne klar med den nye smarte ”løsning”. Denne ”løsning” bestod i, atde påstod, at der kunne herske tvivl om, hvorvidt principperne i Singh-dommen kun omfattede uni-onsborgere, der havde udnyttet retten til fri bevægelighed som arbejdstagere, eller om de også om-fattede dem, der havde udnyttet retten til fri bevægelighed som studerende eller selvforsørgende. Ognår der kunne herske tvivl, kunne man jo lige så godt vælge at tolke dommen, som man politiskforetrak at gøre det, udtalte daværende integrationsminister Rikke Hvilshøj i december 2004.Og det gjorde man så med det resultat, at bla. de mange danske statsborgere, der bor i det sydligeSverige og hver dag pendler til arbejde i Danmark, var forhindret i at flytte tilbage til Danmark, hvisde var gift med en udlænding. Men i sommeren og efteråret 2008 blev det politiske pres på den da-værende danske regering for stort bla. som følge af den megen opmærksomhed, der var kommet påområdet pga. en artikelserie i Berlingske Tidende, hvor det blev dokumenteret, at Udlændingesty-

relsen systematisk vildledte danske statsborgere om muligheden for familiesammenføring efter EU-reglerne.Samtidig afsagde EU-domstolen kendelse i endnu en sag om familiesammenføring efter EU-reglerne, nemlig Metock, hvorefter den daværende danske regering og Venstres pressetjeneste me-get dygtigt fik drejet debatten om vildledning af borgerne over til at være en debat om en fæl aktivi-stisk EU-domstol, der underminerede demokratiet ved at insistere på, at medlemslandene skulleoverholde de regler om fri bevægelighed, de selv var blevet enige om at indføre.Den daværende danske regering påstod således, at det var kendelsen i Metock-sagen i 2008, derpludselig havde givet danske statsborgere ret til at vende tilbage til Danmark med deres familie,hvis de havde boet i andre EU-lande, selvom det i virkeligheden var kendelsen i Singh-sagen 16 årtidligere, der havde givet borgerne den rettighed. Og underligt nok blev den søforklaring ”købt” afen stort set enig og fuldstændig kritikløs dansk presse.Under en masse støj og trommehvirvler om ”værn imod Metock” og meget andet, som skulle afledeopmærksomheden fra det reelle indhold i sagen, rullede man derefter i efteråret 2008 i al stilhed denomfortolkning af Singh-dommen fra 1992, der var blevet foretaget i 2004, tilbage. Og i 2009 kunnegrænsegængerne fra Sydsverige og mange andre de facto landsforviste danskere derfor atter vendetilbage til deres fædreland og tage deres familie med sig på omtrent de samme vilkår som indvan-drere fra Polen, Rumænien, Tyskland og andre EU-lande.Med hensyn til spørgsmålet om ”ministeren har tænkt sig at bremse stigningen”, må han nok hellereselv svare på det. Men jeg har meget svært ved at se, hvordan det i givet fald skulle kunne lade siggøre uden at melde Danmark ud af EU eller indføre ulovlig administration, der medfører krænkelseraf borgernes ret til fri bevægelighed. Den fri bevægelighed er jo en af grundpillerne i EU-samarbejdet og har altid været det. Og lige som man ikke kan regulere, hvor mange der flytter fraNordjylland til København eller omvendt, kan man heller ikke regulere, hvor mange der flytter fraPolen eller Tyskland til Danmark. Eller hvor mange danskere, der vender tilbage til Danmark efterat have boet i andre EU-lande.Det er op til unionsborgerne selv at bestemme, hvor i unionen de ønsker at bo, lige som det er op tildanske statsborgere selv at bestemme hvor i Danmark, de ønsker at bo. Og Danmark kan ikke egen-hændigt opstille supplerende begrænsninger på retten til fri bevægelighed i EU ud over dem, der ervedtaget af de 27 medlemslande i fællesskab, og som fremgår af opholdsdirektivet.Jeg håber, at dette svar er brugbart for Martin Henriksen og stiller mig gerne til rådighed, såfremtMartin Henriksen eller andre måtte have yderligere spørgsmål om emnet.