UPN, Alm.del - 2011-12 - Bilag 41: Svar fra udenrigsministeren vedr. arrestordre mod Saudi-Arabiens konge og Kinas leder.

UDENRIGSMINISTERIETBesvarelse af spørgsmål nr. S449 af 31. oktober 2011 tiludenrigsministeren stillet afSøren Espersen (DF)Spørgsmål nr. S 449:”Vil udenrigsministeren presse på for, at Den Internationale Straffedomstol i Haag udstederarrestordre mod Saudi-Arabiens konge og Kinas leder for forbrydelser mod menneskeheden?”.Svar:Overordnet gælder, at Den Internationale Straffedomstol (ICC) har jurisdiktion over handlingerbegået af statsborgere fra, eller på, territoriet tilhørende stater, der har ratificeret Rom-statutten.Hverken Kina eller Saudi Arabien har ratificeret Rom-statutten.Herudover kan ICC gives jurisdiktion ved, at FNs Sikkerhedsråd med hjemmel i Pagtens kapitelVII henviser situationen i et givent land, herunder stater, der ikke er ICC statsparter, til ICC.En sådan henvisning kræver ni positive stemmer, herunder fraværet af et veto fra et af de fempermanente medlemmer af Sikkerhedsrådet. Endelig bemærkes, at stater, der ikke er ICCstatsparter, ad hoc kan afgive erklæringer, der giver ICC jurisdiktion over handlinger begået afstatsborgere fra, eller på territoriet tilhørende, den pågældende stat.I tilfælde hvor ICC måtte have jurisdiktion over en given situation udstedes arrestordrer afICC’s Forundersøgelseskammer efter anmodning fra anklageren. Med hjemmel i Rom-statuttenfokuserer anklageren sine undersøgelser på de personer, der bærer det største ansvar for deforbrydelser, der måtte være blevet begået, uanset disses status eller funktion. Vedudformningen af Rom-statutten forudså forsamlingen af statsparter, at Domstolen ikke villehave kapacitet til at retsforfølge alle tilfælde af disse forbrydelser. Derfor indeholder Rom-statutten bl.a. en bestemmelse, der pålægger anklageren, forinden der træffes beslutning om atrejse tiltale, at vurdere, om forbrydelsens grovhed er af en sådan karakter, at der bør rejsestiltale. Sådanne vurderinger har anklagemyndigheden i praksis foretaget på bagrund af faktorer,såsom forbrydelsens omfang og grovhed, konfliktens intensitet, i hvilket omfang forbrydelsener systematisk begået, samt hensyn til ofrene. I øvrigt bemærkes, at ICC, herunder anklageren, isin vurdering af, hvorvidt der i konkrete sager skal rejses tiltale, er uafhængig og er derfor ikkeunderlagt instruktionsbeføjelser fra statsparter.