ULØ, Alm.del - 2011-12 - Bilag 172: Frivillighed på Folkemødet

FRIVILLIGHED ER IKKE EN FÆLLESNÆVNERGrundlaget for velfærden er under forandring i Danmark, og velfærdsmodellener til debat. Innovation, best practice, brugerdreven fornyelse og politiskereformer skal forandre det velfærdssamfund, hvor færre skal gøre mere forflere – bare bedre og billigere. Frivillige bliver kategoriseret som det skjultevelfærdspotentiale, som kan være med til at udvikle et bæredygtigt samfund.I den forbindelse taler vi om frivillige og frivillighed, som om det er en faststørrelse, men frivillighed er ikke et fænomen for fastholdere.Der er gennem årene forsket meget i frivillighed, og de teoretiske tilgangespænder lige fra motivationspsykologi til systemteori. Derudover er derlavet empiriske undersøgelser, som beskæftiger sig med en række forskelligeorganisationsområder: socialt hjælpearbejde, kirkeligt arbejde, internationalthjælpearbejde, politisk arbejde og kultur- og idrætsarbejde. Dertil kommer, atudgangspunktet for undersøgelserne ofte er meget forskellige organisationstyper;fra små lokale introverte grupper og foreninger til landsdækkende organisationermed millionomsætning og stor offentlig bevågenhed.Endelig må undersøgelserne ofte forsøge at rumme store forskelligheder iforhold til den reelle involvering, både hvad angår passive kontra aktivemedlemskaber og forpligtelser, graden af økonomisk støtte og omfanget afdeltagelse i organisationens aktiviteter og antallet af timer, der anvendestil aktiv frivillig indsats.12. ANDREfremme af særlige sagereller værdier, økonomi11. ARBEJDE OG ERHVERVbrancheforeninger ogerhvervsforeninger,profession, fagligt arbejde1. KULTUR OG FRITIDkunst, kultur, idræt, sport,motion, anden fritid og hobby

Dette resulterer kort sagt i, at forståelsesrammen og terminologien bliveruklar: Hvad taler vi om, når vi taler om frivillighed? En måde at starte erved at rubricere den organisatoriske og størrelsesmæssige mangfoldighed,frivilligheden rummer. Kategoriseringen i de følgende tolv organisationskategorierer internationalt vedtaget og anerkendt.Foreninger indplaceres ud fra tre forskellige registrerede organisationsformer:registrerede foreninger og organisationer, selvejende institutioner og almennyttigefonde. Der findes ikke ét register for samtlige frivillige organisationer, hverkentotalt eller inden for de enkelte organisationsområder. Dertil kommer at enrække organisationer befinder sig i en ’gråzone’, idet de ikke opfylder defælles kendetegn1(Ibsen og Habermann 2005).Til gråzonen hører organisationer, der ligger i grænsefladen mellem denfrivillige, offentlige og kommercielle sektor. Det drejer sig fx om Folkekirken,der rummer 17.000 valgte menighedsrådsmedlemmer, plus anslået 50.000andre frivillige, der organiserer besøgstjenester, væresteder, aflastning ogandet diakonalt arbejde, men alligevel ikke tæller med i den nationaleundersøgelse af frivillighed i Danmark,Frivillighed og nonprofit i Danmark(Ibsen og Habermann 2005).Det samme er gældende for andelsboligforeninger, der ikke er non-profit,eller Hjemmeværnet, der er oprettet og reguleret ved lov. Overraskendeer det måske også, at en række selvhjælpsgrupper, der – til trods for at debygger på principper om gensidighed og har stor politisk bevågenhed – somregel er midlertidige, relativt lukkede og uden formelle strukturer, og derforheller ikke omfattes af det statistiske materiale.Det betyder blandt andet, at den samfundsdebat som pågår, foregår ud fraet statistisk grundlag, som ikke tegner det fulde billede. Eksempelvis viserstatistikken, at 6 % af befolkningen er engageret i socialt arbejde, men1

FRIVILLIG PROFESSIONEL – PROFESSIONEL FRIVILLIGFrivillighedsbilledet og de forventninger, der knytter sig til de frivilligeorganisationers samfundsansvar, har historisk set været præget af samtidensøkonomiske og politiske konjunktursvingninger. Udviklingen er groft sagtgået fra velgørenhed og oplysning over interessekamp til borgerdeltagelse.I dag står vi ved et vandskel mellem fortidens filantropi på den ene side ogfremtidens professionalisering på den anden. Det skyldes de forventningersom både forbrugere og frivillige har i dag. Som forbrugere føler vi, at vihar ret til en række goder og ydelser, som skal leveres professionelt. Somansvarlige medborgere føler vi en forpligtelse til at yde, men rammerne skalvære professionelt organiseret, imødekomme vore forventninger, udnyttevore potentialer og give mening her og nu.Mange frivillige organisationer indgår i dag i offentligt-private partnerskaberog bliver dermed underlagt en række professionaliseringskrav. Tue ChristianSanderhage, chefkonsulent ved professionshøjskolen Metropol, spår, at endel frivillige organisationer i fremtiden vil dø, fordi de knytter sig for tæt tildet offentlige ved at påtage sig projekter eller opgaver, der ligger uden fororganisationens værdier, blot for at skabe økonomisk sikkerhed. Omvendtspår han også, at frivillige organisationer kan dø af at komme for langt vækfra det offentlige ved ikke at ville indgå i partnerskaber og dermed miste sitøkonomiske grundlag. Det ligner en klassisk ’Catch-22 situation’, hvor manskal vælge mellem håbløse alternativer.Indbygget i den ligger spørgsmålet om, hvor længe den frivillige indsatsforbliver ’frivillig’, og hvornår den bliver et svar på sociale forventninger, ennødvendighed for at opnå vigtige karriere- eller uddannelsesfremmende pointpå CV’et eller ganske simpelt en tvungen samfundsmæssig nødvendighed.Dilemmaet i forhold til kravene om professionalisering afspejler sig ikkebare udadtil i samfundet, men også ind i foreningslivet. Omkring 20 % af alleorganisationer betaler løn eller honorar for en del af det arbejde, der udføresog skaber dermed en kontant afstand mellem lønnede og ikke-lønnede.Spørgsmålet om professionalisering bliver ligeledes tydeligt, når frivilligevaretager arbejdsopgaver, som de oprindeligt er uddannet til at løse, ogsom enten løses som supplement til aktiviteterne i arbejdslivet, eller somet faglært frivilligt bidrag efter en erhvervskarriere. Det har betydningfor det spektrum af uddannelsesgrader, man ser blandt de frivillige og den160

tilgængelige ressourcekapacitet. Bagsiden af medaljen kan dog være, atde ’professionelle frivillige’ opøver og agerer ud fra bestemte metodiskediscipliner og refleksionsformer, samtidig med at der i foreningen opståret fagprofessionelt fællesskab, hvor man som frivillig skal tilslutte sig enbestemt ramme af fælles begreber, kriterier og handlemåder – en fælles’faglighed’. Denne faglighed skabes og vedligeholdes gennem bestemterutiner for optagelse og udvikling blandt frivilliggruppen, men også somramme for en latent eksklusion af medlemmer. Med andre ord er der farefor et stammefællesskab, som opretholder og vedligeholder et eget kodeksmed indbygget selvjustits.En anden vinkel at anskue diskussionen på gælder amatørbegrebet kontraprofessionalisme. Diskussionen folder sig ud i de tilfælde, hvor amatørbetegnelsenknytter sig til personer, der udfører det arbejde, der kendetegner deresprofessionelle identitet, men uden for arbejdstiden, samtidig med at detjener til livets ophold ved andet arbejde. Det ses eksempelvis blandtforskere, specialister eller kreativt engagerede og uddannede, der betragtesog betragter sig selv som professionelle inden for deres felt, til trods for atarbejdet foregår uden for den arbejdstid, der sikrer husstandsindkomsten.Spørgsmålet er: Hvornår er man reelt professionel? I arbejdstiden eller ifritiden…

VI FORVENTER PROFESSIONALISMEEn lang række foreninger og organisationer fungerer på almindelige markeds-vilkår, og som forbrugere er vi ofte slet ikke opmærksomme på at organisationener funderet på frivillighed. Det har betydning i forhold til de forventningervi som forbrugere har til organisationen. Vi forventer et professionelt outputi forhold til vores økonomiske investering i form af entré, koncert- ellerfestivalbillet. Samtidig fordres det at organisationen arbejder professionelti forhold til de samarbejdspartnere og underleverandører, der leverer enydelse til organisationen på almindelige markedsvilkår.Figur 2 illustrerer den mangfoldighed af interessenter og aktører, der er ispil i forbindelse med eventmanagement. Det er kort sagt en forudsætningfor en succesfuld event, at man som organisation eller institution indgår i etprofessionelt samarbejde med en lang række aktører, der – uanset om de selver professionelle eller ej – forventer en professionalisme i samarbejdet ogstiller krav til arrangørernes kompetencer og arrangementshåndtering. Derforhar større events måttet sande, at det er nødvendigt at afsætte midler til atlønne en daglig leder, fordi opretholdelsen og videreudviklingen af eventenkræver et kontinuerligt engagement, der forudsætter, at man er tilgængeliginden for normal arbejdstid.

En af de organisationer der arbejder anderledes, nyskabende og professioneltmed frivillighed er Copenhagen Volunteers. Foreningen har knap 1.200medlemmer, der alle organiseres, aktiveres, visiteres og dokumenteres vedhjælp af en række sociale medier på internettet. Selv om sekretariatslederFranka Abrahamsen påpeger, at konceptet slet ikke passer ind i et kommunaltregi, idet man arbejder uden for traditionel arbejdstid, så er sekretariatetskommunalt forankrede initiativ, fysiske placering og tilskudsydelser i sig selvbanebrydende. Det betyder samtidig, at der er tæt kontakt til politikere,bevillingsmyndigheder og a-kasse-systemet, der er opmærksom på, omorganisationen ’tager’ folks arbejde.Organisationen betegner sig selv som hele Københavns frivillige kompetence-korps. Det blev etableret på foranledning af daværende overborgmester RittBjerregaard som led i initiativerne omkring COP15-mødet i 2009. Modellener skabt ud fra nordamerikansk forbillede og har allerede vakt genklang iandre store danske byer. Hvis en ny måde at organisere frivillige på kan gøreKøbenhavn i stand til bedre at håndtere store nationale og internationalebegivenheder, så vil andre byer og regioner gerne gøre hovedstaden kunstenefter.Cph Volunteers’ mål er at bistå København i at få flere gode events; løfteKøbenhavn som international værtsby; være med til at gøre København til en livligog spændende by at bo og leve i, og en god international studie- og arbejdsbymed socialt netværk til studerende og ansatte fra udlandet. Cph Volunteersudsender ca. hver anden måned et eventkatalog med opgavebeskrivelse ogkompetencekrav til de frivillige. Ansøgningen som frivillig til arrangementersker online, og der kan sagtens være rift om pladserne.Hovedparten af medlemmerne er 25-45 år. Heraf er kun omkring 3-4 % udenarbejde. Det er kort sagt den gruppe, der må formodes at have mest travlti hverdagen, som går ind i Cph Volunteers. Forklaringen ligger ifølge FrankaAbrahamsen i, at den viden, som de frivillige opnår gennem arrangementerne ogdet sociale fællesskab, der bliver skabt undervejs, virker stærkt motiverendefor det frivillige engagement. Desuden peger Franka Abrahamsen på, at25 % af de frivillige er internationale studerende, hvilket på den ene sideunderstøtter den studerendes sociale netværk, og på den anden side giverorganisationen en bonus i form af stort og varieret tolkepotentiale.Franka Abrahamsen navigerer i et spændingsfelt mellem professionelledelsesmæssig håndtering af de frivillige og de eventarrangører, der gørbrug af korpset. Efter en kompetenceafklaring bliver de frivillige ’klædtpå’ til opgaven bl.a. gennem relevante uddannelsesforløb, hvorefter deoverdrages til en frivilligkoordinator, som står for den gruppe, der er udsendttil et arrangement. Efter hvert arrangement evalueres opgavens karakter oggruppens rolle og funktion.163

Endelig ser vi i debatten, at mange har en frygt for, at en øget professional-isering af frivilligheden kan resultere i en uddelegering af offentligekompetencer, der traditionelt forbindes med velfærdsstatens ydelser, isæri forhold til det frivillige sociale arbejde. Det kan betyde, at der opstår enny semiprofessionel klasse i det samlede sociale system, som fører til enfortrængning af den egentlige frivillige indsats, samtidig med at den udgøren konkret trussel på levebrødet for ansatte i den sociale sektor.Som nævnt bygger hele den traditionelle opfattelse af frivillighed påen forståelse af, at frivillighed er ulønnet i modsætning til lønnet prof-essionelt arbejde, men ovennævnte beskrivelse af begrebsforvirringen ogprofessionaliseringsdiskussionen tydeliggør, at billedet er væsentligt merenuanceret. De forskellige forståelsesperspektiver er en del af forklaringenpå, hvorfor den offentlige debat omkring frivillighed virker uigennemsigtig.Det er nødvendigt at kvalificere denne debat i fremtiden, ikke mindst overfor politikere og beslutningstagere, der skal sikre en retfærdig fordeling afde økonomiske ressourcer.En af de måder, man kan gøre det, er ved at blive meget konkret i forholdtil, hvad det handler om, når vi taler professionalisering af frivilligheden.

Samtidig er Cph Volunteers opmærksomme på at ’uddanne’ arrangørerne til atmodtage og koordinere de frivillige, idet det er Franka Abrahamsens erfaring,at arrangørerne ofte ikke ved nok om arbejdsopgaverne og koordinationenaf frivillige: ”Det er ofte praktikanter, som bliver sat på den opgave.”Professionalismen har så at sige to ansigter; indadtil i organisationen ogudadtil i de krav og forventninger der stilles til modtagerne af de frivilligeskompetencer.En del af professionalismen er en klar bevidsthed om, at frivillighed kræverpersonlig individuel kontakt, fælles sociale arrangementer og en følelse afretfærdig sammenhæng mellem indsats og belønning. Det tager tid. FrankaAbrahamsen anvender 80 % af arbejdstiden på den personlige kontakt, oghun møder både den positive og negative kritik fra de frivillige med mottoet:Kvæl dem i kærlighed.Lydhørhed, anerkendelse og imødekommenhed gårhånd i hånd med professionel ledelse af frivillighed.Sammenhængskraften i gruppen styrkes gennem en række sociale arrangementer,såsom fællesspisning, ofte med deltagelse af mere end 300 personer,fællesarrangementer, koncert- og biografklub og særligt fordelagtige tilbud forden frivillige og dennes familie til de events, som organisationen bidrager til.Imidlertid er det ikke de reducerede priser, der er udslagsgivende for detfrivillige engagement – det er stoltheden ved at være en del af Cph Volunteers.Som Franka Abrahamsen udtrykker det:”Borgerne kan være med ved selv atvære frivillige. Hele samfundet kan deltage.”

politikker inden for frivillighed, socialområdet, idræt, kultur, børn og unge,folkeoplysning, ældre og handicappede, forebyggelse og sundhedsfremme. Allehar en aktie i frivilligheden. Det gælder uanset om organisationen, foreningeneller fællesskabet falder inden for eller uden for den klassiske organiseringog registrering af frivillige. Det er ikke et enten-eller, men et både-og.Bornholm Volunteers vil kunne kvalificere aktiviteter ved at tilbydeuddannelse til frivillige – også i selve organisationen – samt hjælpe medgenerel forberedelse til den forestående aktivitet. Der kan samtidig skabesgrundlag for videndeling blandt organisationer, som benytter frivillige.Gennem samarbejde og alliancer på tværs af organisationer, institutionerog sektorskel vil forskeligheden kunne blive en styrke som på længere sigtkan være med til at understøtte velfærdsniveauet.Ved at turde udfordre traditionel tænkning vil Bornholm ikke blot få mulighedfor at fordele aktiviteterne og dermed også arbejdsbyrderne i lokalsamfundenepå flere hænder. Det er en chance til at gøre op med fordomme om, hvorman er frivillig. Man vil få væsentligt forbedrede rekrutteringsmuligheder oget nyt værktøj til at inddrage tilflyttere i det bornholmske fællesskab. Manvil kort sagt være med til både at løfte opgaver knyttet til velfærdsstatenog samtidig have et stærkt produkt til branding af Bornholm. En koordineretindsats af frivillige vil kunne bidrage til at udvide begrebet ’aktiv ferie’ medturister som frivillige. Vi ved allerede nu, at de større events på Bornholmfår tilbud fra turister, som ønsker at kombinere deres ferie med et frivilligtengagement. Det er en god måde at lære Bornholm at kende for potentielletilflyttere og det kan også være et væsentligt redskab i forbindelse medtilflytterkampagner og organiserede netværk for nytilflyttede.En ny måde at tænke frivillighed på inddrager ikke kun foreninger, fritid ogturister i ferien. Det kunne også være interessant at afprøve corporatevolunteering, som er et forholdsvis nyt fænomen hos virksomheder ogNGO´er. Indtil nu har det primært været de store nationale virksomheder,der er gået forrest, men corporate volunteering kendes også fra de øvrigenordiske lande, hvor det er solidt integreret. Typisk får man to forklaringerpå, hvorfor virksomhederne lader medarbejderne bruge betalt arbejdstid påfrivilligt arbejde i andet regi: De gør det for medarbejderes skyld – det styrkervirksomhedens employer branding. Eller de gør det som led i virksomhedenssamfundsengagement – det styrker virksomhedens corporate brand.Gennem en systematisk kortlægning af de ressourcer der allerede findes påBornholm – både på forenings- og individniveau – og gennem en registreringaf organisationernes, foreningernes og lokalsamfundenes behov kan BornholmVolunteers blive et eksperiment, der viser vejen frem til en ny velfærdsmodel.En model, hvor borgere, medarbejdere og lokale myndigheder har og tagerstørre ansvar, og hvor rollefordelingen mellem civilsamfundet, marked ogstat forandrer sig radikalt.165

TEST-Ø FOR FRIVILLIGHEDBornholm har mere end 1.000 registrerede foreninger og bornholmerne er kendtfor en stærk foreningstradition og et stort engagement i lokalsamfundene.Samtidig er der trods de begrænsede fysiske afstande store mentale forskelleog afstande mellem byerne på øen. Det betyder, at indbyggertallet i nærmiljøeter udslagsgivende for hvor mange initiativer der kan initieres og organiseres.Bornholm har en erhvervsudviklingsstrategi, der sætter fokus på Bornholm somtest-ø. I vores perspektiv skal Bornholm være test-ø ikke bare for alternativeenergiformer, gourmetmad og bæredygtighed. Det er oplagt, at Bornholmtager Franka Abrahamsen på ordet og udfordrer frivillighedsorganiseringenunder mottoet ’Hele samfundet kan deltage’. Det kan ske ved at iværksætteBornholm Volunteers med Bornholms Regionskommune som initiativtager ogtænke organisationen, så den ikke kun omfatter events som i København,men rummer hele frivillighedsspektret.Bornholm kan gå forrest og teste, hvad der skal til for at inddrage både ungeog gamle, den klassiske type frivillige, der ’går til noget’ fast hver uge og dennye type frivillige, der engagerer sig kortvarigt situeret og intenst. Bornholmkan teste perspektiverne på et helhedssyn i forhold til de eksisterende164

Eventorganisation