UER, Alm.del - 2011-12 - Bilag 15: Supplerende materiale vedr. eventuel lovliggørelse af aktiv dødshjælp

Ambassaden Bruxelles, den 9. august 2012For Sundhedsministeriet og Udenrigsministeriet (EUK)Aktiv dødshjælp og hjælp til selvmord,Belgien – seneste udvikling.Amb’s j.nr. 82.Belgien.1.I fortsættelse af ambassadens indberetning af 7. oktober 2009 om belgisk lovgivning om aktiv dødshjælp oghjælp til selvmord oplyses hermed følgende om udviklingen i Belgien siden oktober 2009, med henvisning tilspørgsmål 1), 2) og 3) i EUK’s instruktion af 6. juli 2012:Ambassaden har haft kontakt med den føderale belgiske Kommission til Kontrol og Bedømmelse af udøvelsen aflov af 28.5.2002 om Eutanasi (Commission fédéral de contrôle et d’évaluation de l’application de la loi du28.05.2002 relative a l’euthanasie), som hører under det belgiske sundhedsministerium, samt med IEB,Instituttet for Europæisk Bioetik (Institut Européen de Bioéthique), der i maj iår (d.v.s. 10-året efter lovensikrafttræden i Belgien) har udarbejdet en rapport til vurderingen af udøvelsen og overholdelsen af ovennævntelovs bestemmelser efter 10 års anvendelse.Ad 1)Indledningsvist oplyses, at den belgiske lovgivning på området ikke har ændret sig, og at Kommissionen tilkontrol og bedømmelse af eutanasi under ambassadens kontakt har oplyst, at årsagen hertil ganske enkelt erden, at efterlevelsen af lovgivningen har fungeret godt og ikke har givet anledning til ændringer. Det blevunderstreget, at Kommissionens etik udelukkende er at foretage ændringer, såfremt der er tale om dis-funktioni udøvelse af loven.Ad 2 og 3)Som meddelt ovenfor, vurderer kommissionen, at der ikke har været negative erfaringer med eutanasi. Udenat tage stilling til, om det omvendt er positivt, at antallet af anmodninger om eutanasi er steget inden for desidste år, specificeres, at antallet af ”erklærede” eutanasi-tilfælde (som nævnt i ambassadens indberetning afoktober 2009, har den læge, som udøver eutanasi på en patient, pligt til efterfølgende at indsende enerklæring/rapport herom til kommissionen) er steget fra 235 tilfælde i 2003 til 429 i 2006, 704 i 2008 og over1000 i 2010.Hvad angår hjælp til selvmord, som i princippet ikke nævnes specifikt i den belgiske lovgivning om eutanasi,vurderer visse læger ”for egen regning”, at denne kategori trods alt omfattes af lovgivningens bestemmelser(dog i bredere forstand), hvorfor visse læger med henvisning hertil praktiserer hjælp til selvmord.Dr. Wim Distelmans, belgisk professor i palliativ medicin på et af Bruxelles’ hoveduniversiteter, VUB, har iøvrigt i august 2010 åbnet for en debat (udgivet i medierne) om og støttet, at man i den belgiske lovgivningmere specifikt bør søge at dække ikke kun hjælp til selvmord, men også bør åbne for eutanasi for patienter,der ikke længere har mulighed for at give udtryk for ønsket herom.Ad 3)Endelig henledes opmærksomheden på en undersøgelse foretaget af eksperter for IEB (Instituttet forEuropæisk Bioetik), udgivet i maj 2012, med analyse af udviklingen i anvendelse af eutanasi inden for de sidsteti år, fra lovgivningens ikrafttræden. Undersøgelsen koncentrerer sig om lovgivningens rammer og engennemgang af ovennævnte kommissions virkefelt og kontroleffekt, med fremhævelse af svagheder, herunder ietisk henseende.Rapporten kan læses (på fransk) via følgende link:

http://www.ieb-eib.org/fr/pdf/euthanasie-belgique-10-ans-de-depenalisation.pdfFørst understreges lovgivningens hovedformål mere generelt, nemlig at ”standse halv-illegale procedurer medsamtidig sikring af juridisk dækning”, ikke alene over for patienten (hvis eutanasi-anmodning med lovgivningensikres legalt, eller hvis ønske om at dø af naturlig vej ikke misbruges), men også over for lægen (som – hvislovens foranstaltninger respekteres - undgår enhver risiko for domsfældelse). Det specificeres, at lovgivningeni maj 2002 blev godkendt i Kammeret med 86 stemmer for, 51 stemmer imod og 10 afholdelser fra atstemme. Spørgsmålet om, hvorvidt også psykiske lidelser (som isoleret grundlag) kunne danne basis foranmodning om eutanasi og derfor integreres i lovgivningen, blev på det tidspunkt enstemmigt nedstemt.Ud over ovennævnte antal af erklærede eutanasi-tilfælde, viser undersøgelsen (foretaget i flere etaper, efterårgange), at 97% af tilfældene skete på basis af en bevidst patients anmodning, mens 3% blev foretaget påubevidste patienter, som forudgående havde indgivet en erklæring om ønske om eutanasi. Lidt over halvdelenaf tilfældene er mandlige patienter, hvoraf halvdelen er mellem 60 og 79 år gamle. 80% af eutanasi-tilfældenestammer fra Flandern i Belgien (årsagen hertil har man ikke kunnet belyse), hvoraf størstedelen henføres tilfysiske og psykiske lidelser. I 92% af anmodningerne vurderedes døden at være nært forestående, hvorafårsagen i 80 ud af 100 anmodninger henførtes til kræftlidelser. I delrapporten for 2009 fremgår, at 10% aflægerne, som modtog en anmodning om eutanasi, ikke var uddannet i palliativ behandling, og at eksperter ipalliativ behandling i kun 40% af disse tilfælde blev konsulteret.Som supplement til Dr. Wim Distelmans ovennævnte vurdering af behov for udvidelse af lovgivningensrammer, nævnes i den just udgivne rapport følgende lovforslag, som på visse tidspunkter har været fremme(men aldrig er vedtaget):- Forslag om også at omfatte præmature nyfødte eller nyfødte med handicap (under visse betingelser)- Forslag om at omfatte demente patienter på betingelse af at disse inden sygdommen har etableret enerklæring herom (hvis gyldighed er ubegrænset i tid, til forskel fra den i den aktuelle lovgivning anførte5 års gyldighedsperiode)- Flere forslag om at omfatte mindreårige (i forskellige situationer, med eller uden forældrenes samtykke).Hvad specifikt angår kritikken af den aktuelle lovgivning samt svagheder i kommissionens kontroludøvelse, erfølgende fremhævet i rapporten:a)Kravet om patientens forudgående skriftlige erklæring om ønske om eutanasi.I visse eutanasi-tilfælde mangler patientens obligatoriske skriftlige anmodning (14 tilfælde i 2002 og 2003).Disse tilfælde er på trods af manglende skriftlig anmodning blevet valideret af kommissionen, på basis afefterfølgende forklaringer af de udøvende læger.b)Kravet om at patientens sygdom skal være af ”alvorlig og af uhelbredelig karakter”.Dette krav er blevet udvidet til også at omfatte f.eks. ældre mennesker i høj alder, hvis sygdom ikke bringerpatientens liv i afsluttende fase, men som f.eks. udgør lidelser pga artrose, mistet mobilitet eller syn. Denneudvidelse har i kommissionen været genstand for livlig debat, men blev efter afstemning godtaget (selv om detikke er overens med lovgivningen).c)Kravet om at lidelsen skal være ”umulig at lindre, være konstant og uudholdelig”.Kommissionen vurderer, at lidelser som er ”uudholdelige” og ”umulige at lindre” for en stor del er af subjektivværdi, idet det bl.a. afhænger af patientens karakter og personlige styrke, og at Kommissionen derfor ikke harfaste regler til til denne vurdering. Rapporten konkluderer på dette punkt, at Kommissionen dermed ivirkeligheden afviger fra sin mission om kontrol af lidelsesgraden.d)Psykiske lidelserPå trods af at den belgiske lovgivning i princippet er meget tilbageholdende omkring godkendelse af eutanasi iforbindelse med psykiske lidelser, så har Kommissionen godkendt flere tilfælde af eutanasi hos dybt depressivepatienter eller patienter ramt af Alzheimer. Disse eksempler er ifølge rapporten ikke dækket aflovgivningsteksten.e)Hjælp til selvmord.I visse tilfælde har Kommissionen godkendt sager, hvor hjælp til selvmord af praktiserende læger blevpræsenteret som eutanasi. I den analyserende rapport findes dette modstridende med lovgivningen, idetSenatet på tidspunktet for lovgivningens sammensætning i 2002 gik imod et forslag om også at integrere hjælptil selvmord i lovteksten, og at den aktuelle lovtekst derfor fejlagtigt fortolkes som omfattende hjælp tilselvmord.f)Kommissionens sammensætning.

Ifølge lovgivningen skal Kommissionen sammensættes af 16 medlemmer, som alle stammer fra lægemiljøet,juristernes og det sociale miljø. Sammensætningen skal endvidere ske i sproglig proportion i forhold til Belgienssprogregioners størrelse. Endvidere angives eksplicit i lovgivningen, at sammensætningen skal ”sikre enpluralistisk repræsentation”. På trods af disse forholdsregler, konstateres i rapporten, at næsten halvdelen afKommissionens medlemmer ligeledes er medlem af foreningen ADMD (Forening for retten til at dø værdigt),som åbenlyst støtter eutanasi og en udvidelse af rammerne af den belgiske lovgivning. Rapporten konkluderer,at med en sådan sammensætning kan det ikke undre, at Kommissionen i en del sager tolker lovgivningenmeget bredt.g)Levering af eutanasi-produkter.I lovgivningen forudses, at kun lægen, som praktiserer eutanasien, kan afhente produktet personligt påapoteket. Samme læge har pligt til personligt at aflevere den ubrugte del af produktet på apoteket efter endteutanasi. I rapporten bebrejdes, at der ikke føres kontrol overhovedet med lægens afhentningspligt, og at derer tilfælde, hvor eutanasi-produktet leveres direkte til patientens familiemedlemmer. Hvad angår aflevering afeventuelt resterende produkt, føres der aldrig kontrol.h)Banalisering af eutanasi.I og med at kontrollen ikke udføres som forudset i lovgivningen, konkluderer rapporten bl.a., at læger, derpraktiserer eutanasi, risikerer med tiden at få en banaliserende indstilling til eutanasi og dens udførelse,ligesom personer, der er imod eutanasi, får en følelse af afmagt over for manglende politisk interesse forproblemstillingerne.i)Eutanasi kombineret med organdonation.I flere tilfælde har man konstateret, at eutanasi-patienter inviteres til at kombinere eutanasi medorgandonation, hvilket stærkt kritiseres i rapporten, idet der uvilkårligt i sådanne tilfælde lægges pres påpatienten, som får indtryk af at hans/hendes liv ikke har nogen anden værdi end som organdonor.-o-Rapportens konklusion går ud på, at man i løbet af lovgivningens ti års levetid i praksis har fjernet sig fralovtekstens oprindelige formål. Kommissionen, som i princippet er nedsat for at kontrollere og følge udviklingeninden for eutanasi, har fejlagtigt fået den rolle også at tolke lovgivningens rammer for bredt. I rapportenkritiseres ligeledes, at den eutanasipraktiserende læge først efter endt eutanasi skal aflægge den rapport, somdanner grundlag for Kommissionens kontrol. I rapporten appelleres til, at lovgivningen justeres, således at detsikres, at eutanasi også i praksis foretages inden for lovlige rammer – med mindre der tages skridt helt atforbyde eutanasi. Der inviteres til offentlig debat på europæisk grundlag om den øgede banalisering afeutanasi, som – ”må det ikke glemmes” – er lovlig i kun Nederlandene, Belgien og Luxembourg blandt deeuropæiske lande.Ambassaden Bruxelles/Uta von Fintel