SUU, Alm.del - 2011-12 - Bilag 66: Henvendelse af 8/11-2011 fra Gigtforeningen vedr. rehabilitering

Inspiration til bedre reumatologisk rehabiliteringGigtforeningen mener, at den reumatologiske rehabiliteringtrænger til markant forbedring. Det vil øge patienterneslivskvalitet og gavne samfundsøkonomien.Hurtigt tilbage til jobbet med en koordineret indsatsHver anden langtidssygemeldte kan være tilbage påarbejdsmarkedet i løbet af 16-18 uger, hvis regionenog kommunen samarbejder efter KIA-metoden.En vej til færre langvarige sygemeldinger80 gravide holdes i gang med træning op til og efterfødselen. Det forebygger sygdomme og komplikationer,herunder smerter i led, ryg og muskler.Nye veje til et godt liv med leddegigtKvinder og mænd med leddegigt i Region Syddanmark harsammen med fagfolk udviklet en uddannelse for menneskermed nydiagnosticeret leddegigt.Mennesker er forskellige – derfor behandles alleindividuelt85 % opnår et signifikant bedre fysisk funktionsniveauefter multidisciplinær rehabilitering på Center forSundhed og Træning (CST).Tværfagligt Smertecenter – en endestation med succesLandets tværfaglige smertecentre beskæftiger læger,psykologer, sygeplejersker, fysioterapeuter og socialrådgivere.De udvikler viden og behandlingsteknikker, som kan hjælpekroniske smertepatienter, der ellers må opgives af samfundet.Artrosepatienter har gavn af fysisk træningAlle patienter, der har fået indopereret en ny hofte, blivergenoptrænet. Svenske erfaringer med artroseskoler(slidgigtskoler) viser, at fysisk træning også kan være nyttigfør operationen.

Inspiration til bedre rehabiliteringGigtforeningen mener, at den reumatologiske rehabilitering trænger til markantforbedring. Det vil øge patienternes livskvalitet og gavne samfundsøkonomien.Rehabilitering er et fremmedord i den danskelovgivning, som alene taler om genoptræning.Sundhedsmyndighedernes generelle holdning er,at genoptræning omfatter patientens fysiske,psykiske og sociale funktionsevne, men i praksistolkes det snævert; således fokuserer praktisktaget alle genoptræningsplaner primært på denfysiske funktionsevne.Patientens psykosociale problemstillinger og til-knytning til arbejdsmarkedet bliver ikke vurderet.Der er derfor brug for at udvide genoptrænings-begrebet til rehabilitering, som er et mere dæk-kende begreb med et bredere syn på indsatsen.Sundhedspolitik handler i høj grad om prioriteringaf penge. Når det gælder patienter med muskel-og skeletsygdomme, kan effektiv rehabiliteringbringe flere patienter hurtigere tilbage til arbejds-markedet. Det er et argument, der bør tælle hosbeslutningstagerne.For den enkelte patient handler rehabilitering omat genskabe en tilfredsstillende livskvalitet. Ogfor flertallet har en fortsat tilknytning til arbejds-markedet stor betydning for livskvaliteten. Dasamfundet har brug for, at flest muligt er selvfor-sørgende, vil en bedre reumatologisk rehabiliteringgavne både patienterne og samfundsøkonomien.For at fremme den reumatologiske rehabilitering,arbejder Gigtforeningen for:1.at patienter med behov for det, skal have rettil en rehabiliteringsplan og at ansvaret herforsikres entydigt2.at rehabilitering skal være tværfaglig og foregåpå tværs af sektorer3.at rehabilitering indarbejdes i de kommendeforløbsprogrammer for muskel- og skelet-sygdomme4.at der afsættes penge til fortsat forskning ogudvikling af reumatologisk rehabilitering5.at viden om reumatologisk rehabiliteringsamles i et videns- og forskningscenter forreumatologisk rehabilitering6.at reumatologisk rehabilitering indgår irelevante uddannelsesforløb7.at der på sygehusniveau etableres enhøjtspecialiseret funktion for reumatologiskrehabilitering.Dette inspirationskatalog beskriver en rækkegode evidensbaserede eksempler på, hvordanpatienter med muskel- og skeletsygdomme erblevet rehabiliteret og har fået et bedre liv. Meddisse eksempler ønsker vi at vise, hvordan nuvæ-rende indsatser i højere grad kan sammentænkesog koordineres på tværs af sektorerne.

Hurtigt tilbage til jobbetmed en koordineret indsatsHver anden langtidssygemeldte kan være tilbage på arbejdsmarkedet i løbet af 16-18 uger,hvis regionen og kommunen samarbejder efter KIA-metoden.Mange sygemeldte borgere kommer let videreved hjælp af træning og den rette vejledning.En succesfuld rehabilitering forudsætter et tætsamspil mellem de parter, som er involveret i athjælpe den sygemeldte borger. Ofte kan det væreen fordel at lade koordineringsarbejdet udgøre enselvstændig disciplin.KIA-metoden (Koordineret Indsats forArbejdsfastholdelse) er baseret på et projektfra det daværende Vejle Amt. Her gennemførteamtet i samarbejde med Arbejdsmiljøinstituttet,Syddansk Universitet og konsulentfirmaet KIAproen koordineret indsats for sygemeldte med læn-gerevarende smerter i bevægeapparatet.- I de efterfølgende år har 12 kommuner gen-nemført tilsvarende forløb for sygemeldte, oplyserdirektør Jørgen Kilsgaard, KIApro. Programmernehar været ret forskellige, så vi kan ikke fremlæggeen sammenfattende analyse, men det er muligt atgive nogle estimater baseret på erfaringerne.- Tager vi en gruppe borgere, som har været syge-meldt i 7 uger, vil det typisk være muligt at få igennemsnit 65 % af dem tilbage i arbejde i løbetaf 3-4 uger. Hvis borgerne har været sygemeldt i26 uger, skal der typisk bruges 9-10 uger for at fåsamme andel tilbage på arbejdsmarkedet.- Af en gruppe borgere, som har været sygemeldt i 26uger, vil i gennemsnit hver anden kunne komme i arbejdepå 9-10 uger, siger direktør Jørgen Kilsgaard, KIApro.- For langtidssygemeldte borgere – det vil sigemere end 52 uger – må man regne med 16-18

KIApro-metodenI stedet for at fokusere på, hvad patienten ikkekan, sættes fra dag 1 fokus på, hvad der skal tilat få vedkommende tilbage til arbejdspladsen.Udredningen består af 5 punkter:1.En læge med speciale i arbejdsmedicin elleren anden relevant ekspert vurderer patientenssymptomer – f.eks. ondt i ryggen.2.En kiropraktor eller anden relevant ekspertvurderer derpå funktionsevnen – f.eks.mulighed for at løfte.3.En arbejdspladskonsulent tager stilling tilforholdene på patientens arbejdsplads og deeventuelle behov for ændringer.4.En psykolog vurderer, om der er behov forat arbejde med psykologiske forhold hospersonen.5.Afslutningsvis vurderes patientens samledesituation ved en tværfaglig konference.Herefter gennemføres en målrettet og indivi-duelt tilrettelagt indsats i samarbejde mellemregion, kommune og koordinator.

Da Brian fra Brønderslevfik en diskusprolaps30-årige Brian Sørup Jensen fraBrønderslev er lastbilmekaniker.Han er glad for sit arbejde, som afog til indebærer tunge løft og ube-kvemme arbejdsstillinger. Den 18.november 2010 får han pludseligmeget ondt i ryggen og går tillægen, som giver ham en sygemel-ding og en henvisning til fysioterapi.Der er tale om en diskusprolaps.Brian passer behandlingernehos fysioterapeuten uden at fådet bedre. På baggrund af syge-meldingen beder kommunensjobcenter KIApro om at starte etforløb. Den 4. januar får Brian entværfaglig screening hos KIApro.To dage senere kommer han tilen forundersøgelse på et privat-hospital, og kort tid efter bliverhan skannet.På baggrund af skanningen bliverBrian delvist raskmeldt og begyn-der at træne tre gange om ugen iet træningscenter. Træningen skerefter vejledning af en kiropraktorfra KIApro, der også sørger for, aten ergoterapeut giver ham goderåd om at klare løft og andre be-lastninger i jobbet.Præcis 10 uger efter det førstebesøg hos lægen er Brian tilbagepå lastbilværkstedet som delvisraskmeldt med 18 timers arbejdeom ugen. Et par uger efter sæt-tes arbejdstiden op til 25 timer.Sideløbende sørger Brian for atpasse sin træning – og den 4. apriler han tilbage på fuld tid.- Jeg skal selvfølgelig stadigtænke over, hvor meget jeg løfter– og hvordan jeg gør det. Minerfaring er, at jeg har det bedst,når jeg holder mig i gang. Derforpasser jeg stadig min træning.Nogle dage må man bide smerternei sig, men de forsvinder igen, sigerBrian, som nu også har fået mereoverskud til at være sammen sinkone og parrets tre børn.

Koordinering – enselvstændig disciplinJørgen Kilsgaard påpeger, atkoordineringen er omdrejnings-punktet og helt afgørende forindsatsens succes. Regionernessygehuse skal udrede og be-handle sygdom. Kommunernessundhedscentre og jobcentreskal genoptræne og hjælpe desygemeldte borgere tilbage tilarbejdsmarkedet. Den indsatskræver samarbejdsvilje fra alleinvolverede. Det vil ofte værenødvendigt med en koordinatortil at sikre overblikket.- En anden vigtig erfaring er kunat tilbyde tværfaglig behandlingtil sygemeldte, som reelt har be-hov for det. Ellers er der risiko forat forlænge forløbet. Komplekseog sammensatte forløb kræveren anden indsats end f.eks. situa-tioner, hvor personen blot skal igang med at træne og have enhurtig hjælp med jobbet.- Manglende prioritering af res-sourcerne har i praksis vist sig atforlænge forløbene fra sygehustil arbejdsplads. Så derfor: Tænksamfundsøkonomisk og undladså vidt muligt at ”sygeliggøre”borgerne unødigt, lyder anbefa-lingen fra Jørgen Kilsgaard.

En vej til færrelangvarige sygemeldingerRygsmerter kan være et alvorligt problem. Hvis man tillige er sygemeldt, har man to alvor-lige problemer. En målrettet og effektiv hospitalsbaseret rehabilitering af rygpatienter kanafkorte den periode, hvor patienterne er sygemeldte.Center for Bevægeapparatslidelser blev i 2004 op-rettet på Regionshospitalet Silkeborg. Baggrundenvar kommunale erfaringer, der viste, at en syge-melding på mere end 4 uger som følge af lænde-rygsmerter ofte ville ende med at blive langvarig (igennemsnit 36 uger).Under ledelse af overlæge Ole Kudsk Jensen, derer specialist i reumatologi og intern medicin, gen-nemførte centret et projekt vedrørende sygemeldteborgere med lænde- og rygsmerter. Målgruppen varpatienter, som på grund af sådanne smerter havdeværet helt eller delvist sygemeldt fra deres job i4-12 uger. Patienterne blev henvist af egen læge.Nye patienter med lænde- og rygsmerter bliverfortsat henvist og indgår i nye projekter medlignende indsatser.Gruppe 1får den nævnte lægelige udredning ogkommer til en opfølgende kontrol hos fysioterapeutefter 14 dage. Fysioterapeuten koordinerer sin ind-sats med den eventuelle igangværende behandlinghos praktiserende fysioterapeut eller kiropraktor.Patienterne bliver herefter fulgt af egen læge.Gruppe 2får ligeledes den lægelige udredningog opfølgende kontrol hos fysioterapeut efter 14dage samt den ovenfor beskrevne koordinerendeindsats af fysioterapeuten. Derudover får de entværfaglig indsats i centret under ledelse af enkoordinator, som følger patienten, indtil arbejdetenten kan genoptages på tidligere vilkår – ellerforholdet til arbejdsmarkedet er afklaret på andenmåde. Rollen som koordinator varetages af ensocialrådgiver, ergoterapeut eller socialmedicinsklæge. Indsatsen sætter fokus på resurser og barri-erer i forhold til arbejdslivet. Desuden koordineresindsatsen med andre instanser (f.eks. kommune,arbejdsplads, fagforening).Ole Kudsk Jensen understreger, at begge grupperaf patienter får en bedre og mere omfattendebehandling end normalt.

CASE 2medicin. Desuden blev det – via encentral database – registreret, hvor-når de vendte tilbage til arbejdet.- Det viste sig, at patienterne vartilbage i job efter 20-24 uger – enklar forbedring i forhold til det nor-male gennemsnit på 36 uger. Beggepatientgrupper fik som nævnt enbedre og mere omfattende be-handling end normalt. Såvel patientsom egen læge og socialforvaltningfik desuden kopi af journalen. Deter formentlig forklaringen på denhurtigere tilbagevenden til arbejdet,siger Ole Kudsk Jensen.- Patienterne i de to grupper komi vores undersøgelse generelt ligehurtigt tilbage på arbejdsmar-kedet. En anden undersøgelseoffentliggjort i British MedicalJournal viser, at patienter i entværfaglig indsatsgruppe vartilbage i job på i gennemsnit 88dage i forhold til kontrolgruppens208 dage. Det svarer til en bespa-relse på ca. 50.000 kr. pr. patient!- De patienter, som angav ringeindflydelse på jobbet og følte sig irisiko for at blive fyret, kom hurti-gere tilbage, når de fik den bredetværfaglige indsats i Gruppe 2.De fik desuden en mindre bela-stende “tur” gennem det socialesystem og havde generelt setet bedre mentalt heldbred vedbehandlingens afslutning.- Vores erfaring er, at en afklaringaf de helbredsmæssige bekymringerhos patienterne har stor betydningfor at kunne gennemføre en mål-rettet rehabilitering. Derfor bør entværfaglig indsats også omfatte enhelbredsmæssig udredning, under-streger Ole Kudsk Jensen.

Træningoverflødiggjorde operationSygehjælper Karen MargretheLauridsen er glad for sit jobsom aftenvagt på et plejehjem iRanders. I 2010 blev hun imidlertidskubbet af en beboer og faldt, såhun ikke kunne rejse sig igen. Detførste par uger lå hun i sengenmed smerter i lænden.Smerterne bredte sig til venstreben, men lægen ville fortsat setiden an. Behandlinger hos enfysioterapeut hjalp ikke, og KarenMargrethe kunne ikke holde tilat arbejde. Efter nogle uger gikhun igen til lægen, som kunnødtvungent accepterede at ladehende komme til eksperterne påRegionshospitalet Silkeborg.- Her blev jeg modtaget med åbnearme. Overlægen undersøgte migog sendte mig til CT-skanning iAarhus. Skanningen afslørede, atjeg havde en diskusprolaps. Ogjeg var faktisk glad for at få dennebesked, fordi jeg havde følt, at minegen læge ikke troede på, at jegfejlede noget alvorligt, fortællerKaren Margrethe.- Overlægen i Silkeborg mente, atdiskusprolapsen kunne gå på pladsaf sig selv ved hjælp af træningog varieret motion. Hvis det modforventning ikke skete, skulle jegopereres, og dét løfte gav migtryghed.- Jeg havde en dygtig hospitals-koordinator, som bistod mig ogfulgte op på, hvordan det gik medbehandlingerne. Hun deltog ogsåi møderne med kommunen. Detvar næsten som at have sin egenadvokat, for hun var nemlig godtinde i sagerne.Koordinatoren i jobcentret varogså en god hjælp for KarenMargrethe. Efter nogle månedersgrundig genoptræning kunnehun gradvist vende tilbage til sitarbejde – uden operation.

Nye vejetil et godt liv med leddegigtKvinder og mænd med leddegigt i Region Syddanmark har sammen med fagfolk udviklet enuddannelse for mennesker med nydiagnosticeret leddegigt.En tværfaglig gruppe i Region Syddanmark har i2010-2011 udviklet et nyt uddannelses-koncept tilmennesker med kronisk leddegigt. ”Lev et godtliv med leddegigt” vil blive tilbudt fra begyndelsenaf 2012. Uddannelsen sætter fokus på de behov,mennesker med leddegigt har, når de skal leveresten af deres liv med en kronisk sygdom.Udviklingen af en differentieret uddannelseaf patienter med leddegigt (”DUPAL”) harinvolveret flere enheder i Region Syddanmark:Sundhedscenter Nordås i Vejle kommune,Sundhedscenter Rødekro i Aabenraa Kommune,reumatologisk afdeling på Vejle Sygehus, SygehusLillebælt samt Kong Christian X’s Gigthospital iGråsten.Den praktiske udvikling af uddannelsen er sket i ettæt samarbejde mellem folk med leddegigt i de tokommuner samt fagfolk fra de nævnte enheder.Initiativet stammer fra Gigthospitalet, og det over-ordnede mål er at supplere de øvrige former forreumatologisk rehabilitering.leddegigten og tip til at tackle vanskeligheder,forklarer Ulla Møller Ølgaard. Hun er tilknyttetforskningsenheden på Gigthospitalet og skriverpå en ph.d.-afhandling om udviklingsarbejdet.

Eksperter i livet med leddegigtDen nye uddannelse ”Lev et godt liv medleddegigt” er udviklet fra november 2010til maj 2011. Udviklingsgruppen var bredtsammensat og bestod af 3 ergoterapeuter,2 fysioterapeuter, 1 socialrådgiver, 1 psykolog,1 diætist, 1 jordemoder, 4 sygeplejersker,2 læger samt 5 leddegigtpatienter. Desidstnævnte har en meget vigtig mentor-funktion under temamøderne, som de selvhar været med til at udvikle. Det er ogsådenne gruppe, der gennemfører koncepteti 2012.

Fagfolkenelyttede til os- Vi har besluttet at definere be-grebet sundhed som et beredskabbestående af den enkelte patientsfysiske, psykiske og sociale resur-ser. Sundheden skal styrkes, så denfremmer det personlige overskudog afbøder de vanskeligheder,mennesker risikerer at havne i, nårde rehabiliteres.- Forskningen og vores erfaringerviser, at mennesker med leddegigtog andre alvorlige sygdomme kanhave gavn af at møde andre medleddegigt. Gennem samværet medfagfolk kan de få støtte til at opnået personligt overskud, der bringerdem videre i tilværelsen, siger UllaMøller Ølgaard.Tanja Ritter Jessen er en af de 5med leddegigt, som har væretmed til at udvikle den nye patient-uddannelse. Hun er 34 år, harmand og to børn. Da diagnosenblev stillet for 4 år siden, arbejdedehun som kontorassistent. Heldig-vis fik hun mulighed for at fast-holde sit arbejde i form af etfleksjob.- Jeg ønsker at være aktiv påtrods af min sygdom, og derforsagde jeg ja til at komme med iden gruppe, som skulle udvikleden nye uddannelse. Personligtmanglede jeg nogen at snakkemed om sygdommen i den førstetid. Meget bliver jo forandret– ikke mindst i de perioder, hvorman bliver ramt af smerter ogtræthed, fortæller Tanja, der bori Hjordkær ved Rødekro.- De professionelle var selvfølgeligfagfolk, mens vi andre var eksper-ter i at have leddegigt. Vi kunnebidrage med egne erfaringer fravirkeligheden ved at fortælle, hvor-dan det hele opleves set fra denanden side af bordet.Undervejs i udviklingsprocessenlyttede fagfolkene opmærksomttil patienternes erfaringer. Tanjahusker flere eksempler på, at de påafgørende vis har påvirket ideer ogforslag fra fagfolkene.Som tidligere aktiv håndboldspillerpå serie 1-niveau var det en megetstor omvæltning for Tanja at måttedefinere sig selv som leddegigtpa-tient. Disse erfaringer vil hun gernegive videre til andre – både somdeltager i udviklingen af uddannel-sen og som kommende mentor.

TemamøderUddannelsen vil bestå af 5møder med hver sit tema omkringhåndteringen af sygdommen.Formidlingen bliver dialogbaseretog holdes i et letforståeligt hver-dagssprog. Formålet er at gøre detlet for deltagerne at få udbytte afmøderne.Temaerne er valgt på baggrund afudviklingsgruppens egne erfaringer– kombineret med resultater fraden nyeste forskning. De første 5temamøder vil blive gennemførtsideløbende i såvel Aabenraa somVejle.Ulla Møller Ølgaard fremhæver, attemamøderne skal være strukture-rede og effektive samtidig med, atde inddrager deltagernes særligebehov for hjælp og støtte.

Mennesker er forskellige– derfor behandles alle individuelt85 % opnår et signifikant bedre fysisk funktionsniveau efter multidisciplinærrehabilitering på Center for Sundhed og Træning (CST).En tværfaglig rehabiliteringsindsats har vist sig atvære meget effektiv ved kroniske tilstande hosmennesker med led-, ryg- og muskelsygdomme.Center for Sundhed og Træning med afdelingeri Middelfart, Skælskør og Aarhus behandlerpatienterne med målrettede, individuelle rehabi-literingsforløb i form af fysisk træning, kostvej-ledning, psykosocial støtte, patientuddannelse,netværksrådgivning og smertehåndtering.Centeret tilbyder desuden målrettede genoptræ-ningsforløb med intensiv optræning både før ogefter en operation.Foto: Ricky John Molloy

Rehabilitering der virkerCenter for Sundhed og Træning lægger vægt på atinddrage reumatologer, sygeplejersker samt fysio-og ergoterapeuter i den tværfaglige 360 gradersgennemgang af den enkelte patients situation.En central del af indsatsen er den mentale træ-ning. Patienterne lærer bl.a. copingstrategier,som handler om at håndtere hverdagen. Og nokså vigtigt: Uhensigtsmæssige gamle vaner erstat-tes med indlæring af nye – kombineret med gra-dueret træning i et superviseret miljø.Målet er at gøre patienten stærkere ved at givevedkommende de nødvendige fysiske og psykiskekompetencer. Resultaterne af en sådan tvær-faglig indsats er veldokumenterede. 12 månederefter rehabilitering på centeret vurderer:• 85 % at deres fysiske funktionsniveau ersignifikant forbedret• 34 % at deres helbred er signifikant forbedret• 45 % at deres energiniveau er signifikantforbedret• 54 % at deres sociale funktion er signifikantforbedret

- Løbende kliniske undersøgelser giver os viden om dekonkrete resultater af behandlings-programmerne, sigercenterchef Lillan Garby, Center for Sundhed og Træning.Fokus er rettet mod, at patienterne fysisk ogpsykisk kommer ovenpå, så de kan klare dagligegøremål hjemme og på jobbet:- På CST arbejder vi efter Den Danske Kvalitets-model, siger centerchef Lillan Garby. Det betyder,at vi lever op til det nationale niveau for kvalitet,som er kontrolleret af Institut for Kvalitet ogAkkreditering i Sundhedsvæsenet.

Center for Sundhed og Træning samarbejdermed bl.a. Bispebjerg Hospital, som er garant for,at behandlingerne følger de senest dokumente-rede principper baseret på den nyeste forskning.Derudover foretages løbende fysiske og funk-tionelle målinger, tests og spørgeskemaunder-søgelser for at evaluere indsatsen.Nogle kommer til centeret som patienter via henvis-ning fra læge. Andre kommer som private og betalerselv – eller de får opholdet betalt af deres forsikring.Læs mere påwww.gigtforeningen.dk/cst.

Tværfaglighedens betydningkan ikke overvurderesUden opholdet på Center for Sundhed og Træning i Middelfart ville Janni WintherGrossmann næppe være kommet tilbage på arbejdsmarkedet.For 10 år siden fik den nu 37-årige JanniWinther Grossmann fra Tommerup konstate-ret kronisk leddegigt. Sygdommen kom seneretil at koste hende jobbet. Under revalideringentog hun handelsskoleeksamen og læste videretil finansøkonom for at kunne undervise.Desværre måtte hun opgive uddannelsenpå grund af sygdommen. Efter en længereperiode blev hun visiteret til et fleksjob påSøndersø Produktions�højskole, hvor hun i dager projekt-koordinator. Det gik fint i lang tidtakket være fleksjobbets skånehensyn og be-handlingen med methotrexat. På et tidspunktkunne hun dog ikke længere tåle medicinen.- Jeg bed de stærke smerter i mig og prøvedeat opretholde en nogenlunde normal hverdag,men til sidst kunne jeg ikke klare det længere,fortæller Janni. Uden smertestillende medicinmåtte jeg sygemeldes på grund af dagligesmerter og manglende kræfter. Psykisk vardet også hårdt, så jeg fik en alvorlig nedtur.Jeg havde hørt meget godt om centeret iMiddelfart og bad derfor om at få en henvis-ning. Heldigvis var ventetiden overskuelig.

Tilbage til fleksjobbetDen 17. maj 2011 begyndte Jannis 6-ugersrehabiliteringsophold. Ved indlæggelsenhavde hun samtaler med flere eksperter:en reumatolog, en sygeplejerske, en ergo-terapeut og en fysioterapeut. Eksperterneudarbejdede derpå i fællesskab en ”skræd-dersyet” plan for opholdets aktiviteter.- Ud over den daglige halve time i varmt-vandsbassinet, fik jeg superviseret træninghos en fysioterapeut. Denne individuelle træ-ning blev suppleret af en ergoterapeut, somtilbød mig ledaflastende hjælpemidler. Alt ialt gav det mig et stort løft i funktionsniveau.Dag for dag mærkede jeg fremgang.- Eksperternes tværfaglige samarbejde betødmeget for den behandling, jeg fik. F.eks. gavreumatologen mig en blokade i lysken,så fysioterapeuten kunne arbejde medmine muskler i det pågældende område.Ergoterapeuten fandt en stol, som jeg kunneholde ud at sidde på, mens jeg trænede deenkelte muskelgrupper og aflastede mine led.- For mig har opholdet været uvurderligt, fordijeg endelig mødte nogen, der kunne arbejdemed alle de dele af min krop, som gjordeondt. Opholdet på centeret har også givet migen bedre forståelse af min sygdom og for dét,jeg selv kan gøre for at holde smerterne nede.Janni er nu tilbage i sit fleksjob. Hun har des-uden fået fysisk og psykisk overskud til igenat være en nærværende hustru og mor til 2små børn.

Tværfagligt Smertecenter– en endestation med succesLandets tværfaglige smertecentre beskæftiger læger, psykologer, sygeplejersker,fysioterapeuter og socialrådgivere. De udvikler viden og behandlingsteknikker,som kan hjælpe kroniske smertepatienter, der ellers må opgives af samfundet.- Vi er endestationen i den langvarige proces frapatienten får en sygdom eller skade – til det tids-punkt, hvor de vedvarende smerter får patiententil at ”gå i stykker” i psykologisk og social hen-seende, forklarer overlæge Niels-Henrik Jensen,Tværfagligt Smertecenter på Herlev Hospital, hvormere end 2/3 af patienterne har problemer medbevægeapparatet.- Patienterne skal være diagnostisk afklarede ogforgæves behandlet, før de visiteres til os. Vi vilhelst have, at de henvises af deres praktiserendelæge. Det er bedst, fordi lægen ofte har kendtkroniske patienter gennem længere tid.- Tværfagligheden er vores spidskompetence,når det gælder smerter, som er vanskelige atbehandle – hvad enten de kan henføres til etbestemt sted i kroppen eller er svære at lokali-sere som ved f.eks. fibromyalgi og piskesmæld.Patienternes helt store problem er, at smerterneikke kan ses, hvilket kan gøre det svært at over-bevise andre om, at man er syg.overlæge. De fleste patienter bliver efterfølgendeogså vurderet af en psykolog og en fysioterapeut.Når patienten er vurderet, sætter behandlerne sigsammen og drøfter mulige indfaldsveje. På dennetværfaglige baggrund lægges en plan for denenkelte patient. Og det bliver patienten informe-ret grundigt om.- Noget af det første er ofte en ”medicin-opryd-ning”. Nogle patienter må ligefrem ”afgiftes”, mensandre skal behandles med mere relevante læge-midler. Af og til må en neddosering ske gradvist,f.eks. ved morfinpræparater. Derpå kan vi begyndeat behandle med sekundære smertedæmpendemidler, f.eks. depressionsmedicin og epilepsimedicintil behandling af de nerveskadesmerter, som oftebliver overset, siger Niels-Henrik Jensen.- Når medicinen er stabiliseret, sætter fysioterapeu-terne ind med et træningsprogram. Det tilpassespatientens aktuelle formåen og forøges gradvist iform af ”pacing”. Passive behandlinger som f.eks.massage er bandlyst. Alle patienter skal træneaktivt. Vi begynder ofte med træning i varmtvands-bassin og fortsætter derefter med øvelser på gulv.

CASE 5Niels-Henrik Jensen prioritererogså den ”pædagogiske” indsatshøjt. Patienterne skal have indsigti anatomien og fysiologien, så deved, hvordan organismen hængersammen. De lærer, at lægemidlerkan være nyttige – men også atder ikke findes ”vidundermidler”.Behandlingstiden typisk er ½-1år. I gennemsnit bliver en kronisksmertepatient set 8-10 gange afen læge. Smerteskolen tager 6 x 3timer. Psykologen ser patientenmed varierende intervaller igen-nem nogle måneder. Samlet seter resurseforbruget begrænset.Det væsentlige er processen, hvorden enkelte patient er i centrum.- Vi tager patienterne dybtalvorligt. Det er vigtigt, at de fårde nødvendige forklaringer på,hvorfor de har smerter. For noglepatienter betyder denne nye ind-sigt ligefrem, at de bliver i stand tilat droppe medicinen helt eller del-vist, siger Niels-Henrik Jensen.- Vores succeskriterium er, atpatienten kan forholde sig tildet at have en kronisk smerte ogleve et tilfredsstillende liv til trodsfor smerterne og det eventuellemedfølgende funktionshandicap.Det opnår vi hos cirka 80 % afpatienterne. Jo tidligere interven-tion, des bedre er behandlings-resultatet.- På årsbasis tager vi cirka 300nye patienter i behandling. Det ermeget lidt, så vejen frem er poli-tisk anerkendelse af problemetsomfang og de dermed forbundnesamfundsmæssige økonomiskeomkostninger, resursetilførsler,bedre uddannelsesprogrammer foralle relevante sundhedspersoner mv.

Liselotte fikstyr på sit smertehelvedeFor ca. 10 år siden fik den nu52-årige Liselotte Holm så alvorligeproblemer med hjertet, at hunmåtte opgive sit job som læge-sekretær og gå på førtidspension.Lægerne mente, at hjerteproble-merne skyldtes en autoimmunsygdom, der ikke kunne gøresnoget ved.Smerterne blev værre, men hendeslæge slog det hen. I 2008 fik hundog overbevist lægen om, at hunburde udredes på Rigshospitalet.Diagnosen viste sig at være Ehlers-Danlos Syndrom (EDS) – en arveligbindevævssygdom. Det vil bl.a.sige, at hun er hypermobil: Hendesled er overbevægelige, bindevævetbliver stadig mere løst, og hendeshåndled, skuldre mv. hopper ud afled. Det giver smerter i det mesteaf kroppen – dag og nat.- Efter udredningen visiterede minlæge mig til Herlev Hospitals tvær-faglige smertecenter. Og det bleven markant ændring i mit liv, for-tæller Liselotte. Det første mødeoverbeviste mig om, at jeg endeligvar kommet til det rette sted. Jegoplevede en troværdig imødekom-menhed og en forståelse for mitsmertehelvede. Her var tillidsvæk-kende eksperter, som ville hjælpemig til at leve et bedre liv trodssmerterne.- Overlæge Niels-Henrik Jensenog smertepsykolog Søren Frølichbetragtede mig ikke som hypo-konder. For mig blev de uvurder-lige sparringspartnere, som stilledederes ekspertise til rådighed. Påsmerteskolen var jeg sammen medandre smertepatienter og fleredygtige behandlere. Denne proceslærte mig at håndtere mine smer-ter med forskellige teknikker.Liselotte er særlig hårdt ramt, fordihendes sygdom forværres kon-stant. Hun kommer aldrig tilbagepå arbejdsmarkedet og må i dagbetale for hjælp med alt det prak-tiske arbejde i hjemmet. Alligevelsynes hun, at hendes liv er blevetbedre – selv om hun stadig hardårlige dage. Smerteskolen harlært hende at fokusere på, at derigen vil komme gode dage.

Artrosepatienterhar gavn af fysisk træningAlle patienter, der har fået indopereret en ny hofte, bliver genoptrænet. Svenske erfaringermed artroseskoler (slidgigtskoler) viser, at fysisk træning også kan være nyttig før operationen.I den svenske region Värmland tog fysiotera-peuten Maria Klässbo for 27 år siden initiativettil en ”hofteskole”, eller som det kaldes i dag:”artroseskole”. Her skulle patienterne lære attræne allerede flere år før en operation. Det bleven succes. Mange af patienterne kunne nemligundvære operation efter det gennemførte træ-ningsforløb – eller i hvert fald udskyde tidspunktetfor operationen.Både i Värmland og andre dele af Sverige bredteidéen sig hurtigt. De fleste svenske regionersender deres artrosepatienter på skole, indendet kan komme på tale at operere dem. MariaKlässbo er i dag dr.med. og har bl.a. skrevet enafhandling, hvor hun vurderede patienter fraartroseskolen. Vurderingen viste, at de, derhavde været på artroseskole, forbedrede bådederes selvvurderede tilstand og deres sundheds-relaterede livskvalitet.I dag er det ikke kun hoftepatienter, men ogsåpatienter med andre artroseproblemer, somoptrænes for – så vidt muligt – at undgå enoperation. Dette princip bakkes op af bådepraktiserende læger og ortopædkirurger. I fleresvenske regioner har artroseskoler medvirket tilen betydelig nedbringelse af ventelisterne.- For at udvikle kvaliteten og følge langtids-effekten af artroseskoler har man i Sverige startetet nationalt kvalitetsregister (www.boaregistret.se). Ved at samkøre med knæprotese- og hofte-proteseregistrene kan vi i fremtiden svare på, hvormange der undgår operation efter at have væretpå skole, siger Maria Klässbo.- Naturligvis er det fint for både patienterne ogsamfundet, at vi reducerer behovet for operationer.Jeg mener, at man først skal prøve alle andremetoder. Kun når der ikke findes andre udveje,bør patienten opereres.Maria Klässbo tilføjer, at det for en yngre patientligefrem kan være en fordel at udskyde operationen.Hvis den indopererede protese kan holde resten aflivet, undgår patienten dermed en om-operation.

CASE 6Læge Allan Villadsen, derarbejder på Svendborg Sygehus’ortopædkirurgiske afdeling, stårfor den danske del af projektet.165 patienter med hofte- ellerknæartrose deltager i projektet,som udføres i samarbejde medSyddansk Universitet og OdenseUniversitetshospital.Optræningen er målrettet forbed-ring af patienternes daglige fysiskefunktion samt reduktion af smer-terne og forbedring af livskvaliteten.Allan Villadsen håber desuden,at resultaterne bliver så præcise,at man får et overblik over, hvilkemuskler optræningen i fremtidenskal fokusere på. Han kan på nuvæ-rende tidspunkt ikke offentliggørekonkrete resultater, da projektet ef-ter planen først afsluttes i maj 2012.

Træningen begyndtefør operationenHenning Hugger har gode erfaringer med at trænesig op til en knæoperation.Henning Hugger, der arbejdersom driftsassistent i RingeFjernvarmeselskab, døjede i langtid med en 25 år gammel sports-skade i venstre knæ. Efter 4-5år med smerter og uro i knæetblev det efterhånden svært forHenning at passe sit job.Da knæet skulle ”renoveres”,viste det sig, at SvendborgSygehus var i gang med afprøvede svenske erfaringer, hvorpatienterne trænes op til atblive opereret.- Jeg fik tilbud om at være med,og det har jeg bestemt ikkefortrudt, fastslår Henning, somdeltog i alle træningstimerne 2gange ugentlig i månederne optil operationen. Træningen fore-gik med bl.a. bolde og elastikkerfor at styrke knæet og muskula-turen før operationen. Men detvar ikke alene knæet, jeg blevsat til at træne. Muskelkorsettetskulle bygges op med både ryg-og maveøvelser, så jeg alt i altkom i bedre form før operationen.

Dansk forskning 2Erik Poulsen har en baggrund somkiropraktor forsker på SyddanskUniversitet og er i gang med etph.d.-projekt, som undersøgerværdien af hofteskolen og manuelbehandling af patienter medartrose i hoften.- En hollandsk undersøgelse harvist, at manuel behandling afhofteartrose har bedre effekt endkun træning. Vi har derfor valgt atundersøge, hvordan den manuellebehandling klarer sig i sammen-ligning med hofteskolen, forklarerErik Poulsen.I undersøgelsen er 115 patienterdelt op i 3 grupper: 1) artroseskoleefter svensk model, 2) hofteskoleog manuel behandling, 3) kunøvelserne fra hofteskolen. ErikPoulsen tilføjer, at patientens ak-tive indsats og deltagelse altid ervæsentlig for det endelige resultat.