BUNDESGERICHTSHOF I ZR 111/08
I ovennævnte sag skulle Appelretten tage stilling til, hvor grænsen går for hvornår enaudiolog kan henvise patienter til andre sundhedsudbydere, særligt hvornår en audiolog kanhenvise til andre sundhedsudbydere med hvem, pågældende audiolog har en forbindelseeller en særlig interesse i, at patienten henvises til.Sagsøger var audiolog med sit daglige virke i Bremerhaven og Cuxhaven. Sagsøgte var HNOlæge i Cuxhaven.Sagsøger påstod blandt andet, at Sagsøgte regelmæssigt henviste patienter uden særligeobjektive grunde til en gren af ”f.AG” i Cuxhaven, hvor Sagsøgte var aktionær.I henhold til ”NdsBoÄ” § 34 stk 5 er en henvisning til visse sundhedsudbydere forbudt, hvisdet sker uden rimelig grund. Efter bestemmelsen kræver en henvisning, at henvisendesundhedsudbyder har iagttaget, at der er objektive grunde til stede for henvisningen.I henhold til afgørelsen, kan en læge/sundhedsudbyder ikke henvise patienten til en andenform for sundhedsplejeudbyder, hvis der derved er sandsynlighed for, at henvisende lægemodtager en ydelse eller anden fordel.Følgelig er det kun i helt særlige tilfælde, som er medicinsk/helbredsmæssigt begrundet, ogsom konkret har relation til vedkommende patient, at en læge uden opfordring hertil kanhenvise en patient til en tredjepart. Det har i den forbindelse ikke betydning, at henvisendelægen hævder, at den anbefaledes tredjepart har speciel ekspertise, eller at lægen har stortillid til vedkommende tredjepart.Dommen fremhæver, at formålet med § 34, stk. 5 er at sikre, at patientens valgfrihed erupåvirket af usaglige hensyn. Denne valgfrihed er allerede nedsat, hvis lægen til patientenselv foreslår en vis udbydere af sundhedsydelser, eller endog anbefaler en vis udbyder.Situationen er imidlertid en anden, hvis patienten, fordi han ikke selv kender til en egnettjenesteyder, eller fordi han selv søger et alternativ, selv spørger lægen til råds for enanbefaling. Her vil det være acceptabelt for lægen at pege på en specifik tredjepart(klinik/læge/sundhedsplejeudbyder).