SUU, Alm.del - 2011-12 - Bilag 471: Det Etiske Råds udtalelse om eventuel lovliggørelse af aktiv dødshjælp

I et brev dateret den 12. juli 2012 har ministeren for sundhed og forebyggelse, Astrid Krag,bedt om Rådets stillingtagen til spørgsmålet om en eventuel lovliggørelse af aktiv dødshjælpi Danmark. Rådet takker hermed for henvendelsen og præsenterer i det følgende sine syns-punkter angående aktiv dødshjælp, hvor livet tages af svært lidende patienter, der anmoderom det.Indledningsvist vil Rådet gøre opmærksom på, at spørgsmålet om eventuel lovliggørelse afaktiv dødshjælp omkranses af en række andre temaer vedrørende afslutningen på livet, somikke er uden betydning for debatten om aktiv dødshjælp.En særdeles væsentlig pointe for Det Etiske Råd er, at det i meget høj grad er muligt atskabe anstændige rammer for en værdig død for alvorligt syge mennesker alene ved at havetilstrækkeligt fokus på den palliative omsorg. Hvis den palliative indsats er fuldt udviklet ogfungerer tilfredsstillende, vil der efter Rådets vurdering være tale om uhyre få tilfælde, hvoruafvendeligt døende patienter oplever aktiv dødshjælp som den bedste løsning. Noget tyderimidlertid på, at den palliative indsats endnu ikke er tilstrækkeligt udviklet og udbygget i Dan-mark, selv om der er sket væsentlige fremskridt gennem de seneste år.1Det Etiske Råd an-befaler i forlængelse heraf, at der fortsat skal være fokus på at udvikle den palliative indsats.Det bør ikke være på grund af en mangelfuld indsats på dette område, at aktiv dødshjælp fornogle patienter kan tage sig ud som en attraktiv mulighed.Der er herudover stor enighed i Rådet, og formodentlig også i befolkningen som helhed, om,at patienter ikke for enhver pris skal holdes i live ved at give livsforlængende behandling isituationer, hvor patienten er uafvendeligt døende. Der skal altså fortsat være fokus på athåndtere disse tilfælde på en hensigtsmæssig og etisk acceptabel måde. De avanceredebehandlingsmuligheder skal ikke benyttes til at holde patienten kunstigt i live langt ud overrimelighedens grænse, hvilket den nuværende lovgivning heller ikke lægger op til.2For noglepatienter vil en sådan forlængelse af livet blot føre til en oplevelse af meningsløshed og ud-vide den periode, hvor aktiv dødshjælp kan udgøre et alternativ til livet.De enkelte medlemmers helt overordnede holdning til en lovliggørelse af aktiv dødshjælpkan opsummeres som følger. Dele af synspunkterne uddybes efterfølgende.

Holdninger tillovliggørelse af aktiv dødshjælpModstandere af en lovændring:Nogle medlemmer af Det Etiske Råd (Jacob Birkler, Lillian Bondo, Niels Jørgen Cappelørn,Gunna Christiansen, Mickey Gjerris, Søren Peter Hansen, Lotte Hvas, Lene Kattrup, EsterLarsen, Edith Mark, Anne-Marie Mai, Jørgen E. Olesen, Thomas Ploug, Christian BorrisholtSteen og Christina Wilson) er imod at ændre den nuværende lovgivning. Efter medlemmer-nes opfattelse bør fokus være på en styrkelse af hjælpen i livet indtil døden med udgangs-punkt i patientens situation.Nogle af de anførte medlemmer (Mickey Gjerris, Edith Mark, Jørgen E. Olesen, ThomasPloug og Christina Wilson) registrerer, at det i undtagelsestilfælde kan være menneskeligtpåkrævet at udføre aktiv dødshjælp, men efter medlemmernes opfattelse retfærdiggør dissesjældne tilfælde ikke en ændring af loven. Efter de nævnte medlemmers opfattelse må ensådan lovændring forventes at få negative følgevirkninger, blandt andet for læge-patient-forholdet, for patienternes mulighed for at træffe selvstændige og utvungne beslutninger ogfor forståelsen af og forpligtelsen til at yde omsorg, som bør være rettet mod at hjælpe dendøende med livet i livet, som levende indtil døden.Nogle medlemmer (Edith Mark, Thomas Ploug og Christian Borrisholt Steen) mener, at enlovændring ville udgøre en krænkelse af menneskelivets særlige værdi. Disse medlemmerkan af den grund heller ikke tilslutte sig en sådan lovændring.

Mulige tilhængere af en lovændring:Nogle medlemmer af Det Etiske Råd (Rikke Bagger Jørgensen og Jørgen Carlsen) me-ner, at det i nogle ganske få tilfælde kan være etisk acceptabelt at udføre aktiv dødshjælp,hvis patienten selv ønsker dette og er udsat for ubærlige lidelser, som en optimal palliativindsats hverken på kort eller langt sigt kan reducere til et acceptabelt niveau. De nævntemedlemmer lægger imidlertid stor vægt på, at en eventuel lovændring ikke må få væsentlige,negative følgevirkninger for fx læge-patient-forholdet eller omfanget og karakteren af denpalliative indsats på hospitaler og hospicer. De nævnte medlemmer anbefaler derfor, at derforud for en eventuel lovændring foretages et gennemgribende udredningsarbejde, hvor deropstilles forskellige modeller for en lovændring, som sammenholdes med erfaringerne fraandre lande. Hvis det vurderes, at en lovliggørelse af aktiv dødshjælp har væsentlige, nega-tive følgevirkninger, er dette for de nævnte medlemmer en afgørende begrundelse for ikke atforetage en lovændring.

Et af de nævnte medlemmer (Jørgen Carlsen) finder assisteret selvmord mindre problema-tisk end aktiv dødshjælp, fordi patienten selv er årsag til sin død. Hvis det kommer på taleat give nogle patientgrupper mulighed for at få forkortet deres liv gennem en aktiv handling,anbefaler dette medlem derfor en lovliggørelse af assisteret selvmord i stedet for en lovlig-gørelse af aktiv dødshjælp.Principielt set har alle borgere i Danmark den mulighed at tage deres eget liv, hvis de ikkeønsker at leve længere. I praksis har meget syge patienter imidlertid sjældent denne mulig-hed, fordi de er bundet til deres sengeleje. En lovliggørelse af assisteret selvmord kan derforsiges at bibringe dem de muligheder for at tage sig selv af dage, som de fleste andre bor-gere har. De medlemmer, der peger på assisteret selvmord som supplement eller alternativtil aktiv dødshjælp, mener imidlertid, at en eventuel lovliggørelse af assisteret selvmord - li-gesom en eventuel lovliggørelse af aktiv dødshjælp - ville udgøre en radikal ændring af dendanske lovgivning, som kunne tænkes at have uønskede følgevirkninger. Disse medlemmermener derfor, at der forud for en eventuel lovændring skal foretages et gennemgribende ud-redningsarbejde, hvor der opstilles forskellige modeller for en lovændring, som sammenhol-des med erfaringerne fra andre lande. Efter medlemmernes opfattelse kan en lovliggørelseaf assisteret selvmord ikke komme på tale, hvis en sådan ændring vurderes at have væsent-lige, negative følgevirkninger.Aktiv dødshjælp og patienter, der ikke er uafvendeligt døende:Det Etiske Råd har diskuteret, om der er relevante forskelle på at lovliggøre aktiv dødshjælpalt afhængig af, om patienten er uafvendeligt døende, eller ikke er det. Den sidste gruppe afpatienter kunne fx være personer med lammelser eller neurologiske lidelser, der fremadskri-dende fører til væsentligt tab af de motoriske funktioner, hvilket gør både bevægelse og talevanskelig eller umulig.En væsentlig forskel på de to situationer er naturligvis, at den sidstnævnte gruppe af pa-tienter må forventes at leve i væsentligt længere tid med sygdommen end den førstnævntegruppe, givet at aktiv dødshjælp ikke er en mulighed. Det betyder på den ene side, at depatienter, der ikke er døende, i princippet kan have en betydeligt større interesse i at få ud-ført aktiv dødshjælp end de personer, der i forvejen er døende. Udsigten til at leve i årevismed helt ubærlige lidelser må således umiddelbart antages at være langt mere nedslåendeend at leve i en sådan tilstand i dage eller uger. Men på den anden side giver den længeretidshorisont også patienten bedre muligheder for, at behandlere og plejepersonale tilbyderbehandling, lindring, kommunikationsformer og samværsformer, så tilværelsen ikke oplevesså lidelsesfuld. Og samtidig forekommer det væsentligt mere indgribende at afkorte et livs-forløb, hvor der måske er adskillige år tilbage, end et livsforløb hvor der under alle omstæn-digheder kun er få dage eller uger tilbage. Det sidste er alt andet lige lettere at opfatte somen afkortelse af lidelsen end det første.Som det fremgår af anbefalingerne ovenfor, finder ingen medlemmer af Det Etiske Råd, atde to situationer rummer forskelle af så principiel karakter, at aktiv dødshjælp skal lovliggø-res i den ene situation og ikke i den anden.

De væsentligste temaeri debattenMedlemmerne af Det Etiske Råd anser spørgsmålet om en eventuel lovliggørelse af aktivdødshjælp for at være så komplekst, at det er umuligt at give en bare nogenlunde udtøm-mende fremstilling af alle nuancerne i debatten inden for den relativt korte svarfrist, ministerenanfører i sin henvendelse. Indledningsvist skal det derfor bemærkes, at Rådet tidligere harbehandlet spørgsmålet grundigt i to redegørelser, som blev offentliggjort i henholdsvis 1996og 2003. I redegørelserne præsenteres hovedargumenterne såvel for som mod lovliggørelse.Disse argumenter vil derfor ikke blive oplistet igen, der henvises i stedet til de nævnte redegø-relser, som er tilgængelige på Rådets hjemmeside.3På hjemmesiden vil Rådet også i løbet afefteråret som supplement til denne udtalelse etablere et temaområde med baggrundsteksterom aktiv dødshjælp.I udtalelsen her vil Rådet beskrive den udvikling i mulighederne for at yde palliativ omsorg, derhar fundet sted i Danmark gennem de seneste år. Som det fremgår tidligere, er disse mulighe-der ikke uden betydning for, hvordan man skal forholde sig til spørgsmålet om eventuel lovlig-gørelse af aktiv dødshjælp. Desuden præsenteres de problemstillinger og argumenter, der harværet centrale i forbindelse med de nuværende rådsmedlemmers stillingtagen. Det er såledesikke alle de synsvinkler og argumenter, der er blevet fremført på Rådets møder og indgår i deenkelte medlemmers stillingtagen, som er medtaget her. Blandt andet er nogle emner udeladt,fordi de er behandlet fuldt tilstrækkeligt i andre af Rådets publikationer.Efter Rådets opfattelse er spørgsmålet om lovliggørelse af aktiv dødshjælp ikke et problem,der kan findes en enkel løsning på. Det er derimod et dilemma, som der ikke er nogen upro-blematisk vej ud af, fordi der eksisterer en konflikt mellem forskellige værdier. Dette hængersammen med, at spørgsmålet – som det vil fremgå – involverer en lang række etiske værdierog principper, som de fleste personer tillægger en vis betydning, men som ikke desto mindrepeger i forskellig retning. Uanset hvilken løsning man vælger – om man lovliggør aktiv døds-hjælp eller ej – tilsidesætter man derfor værdier eller principper, der ikke kan betragtes somfuldstændig betydningsløse. En stillingtagen til spørgsmålet forudsætter således en afvejningaf de involverede værdier og principper. For nogle er denne afvejning relativt enkel, mens denfor andre er nærmest umulig at foretage, fordi begrundelserne for at være henholdsvis for ogimod forekommer nogenlunde lige tungtvejende.Fremstillingen i det følgende vil koncentrere sig om følgende temaer:A. Rammerne for diskussionenB. Den palliative indsats i Danmark og mulighederne for smertelindringC. Civil ulydighed i forbindelse med aktiv dødshjælpD. Lægerollen og omsorgens væsenE. Argumenter om følgevirkninger________________________________3

A. Rammerne for diskussionenDiskussionen om lovliggørelse af aktiv dødshjælp er efter Det Etiske Råds opfattelse særde-les kompleks. Efter Rådets opfattelse er det frugtbart at holde sig for øje, at kompleksitetenskyldes flere forhold, hvoraf nogle af de vigtigste beskrives nedenfor.I debatten om aktiv dødshjælp henvises der til en lang række værdier, idetværdierher og idet følgende anvendes som en samlebetegnelse for etiske normer, principper og rettighederaf vidt forskellig karakter. Nogle af de værdier, der oftest bringes på banen, er: princippetom menneskelivets ukrænkelighed, individets autonomi, retten til selvbestemmelse, rettentil en værdig død, lægerollen og læge-patient-forholdet, omsorg og forståelsen af omsorg,bekæmpelse af smerte og lidelse, menneskeværd og accept af menneskelig afhængighed.Mængden af involverede værdier er i sig selv med til at gøre diskussionen kompleks, fordi defleste personer anerkender gyldigheden af flere eller måske endda alle de involverede vær-dier. Hvis værdierne peger i forskellig retning i forhold til spørgsmålet om lovliggørelse af ak-tiv dødshjælp, er det som nævnt nødvendigt at afveje dem i forhold til hinanden. Men ofte eren sådan afvejning af subjektiv karakter og derfor vanskelig at begrunde, så diskussionerneender i manglende konsensus med konstateringer som fx ”jeg vægter nu en gang retten til atfå hjælp i livet og ikke til at dø højere end det enkelte menneskes ret til selvbestemmelse”.Det er imidlertid ikke blotmængdenaf involverede værdier, der gør problemstillingen kom-pleks. Det har også betydning, at de involverede værdier ofte kan bruges som argumenterbåde for og imod lovliggørelse af aktiv dødshjælp. Et godt eksempel er retten til selvbestem-melse, der for nogle udgør den væsentligste begrundelse for en lovliggørelse ud fra den be-tragtning, at det enkelte individ skal kunne vælge at dø på den måde, som han eller hun selvsynes er en god måde at dø på. Det skal andre ikke være dommere over. Men modstan-derne af lovliggørelse henviser også ofte til selvbestemmelse og pointerer, at et ønske omat få udført aktiv dødshjælp ofte vil være en konsekvens af den pressede og uoverskueligesituation, patienten befinder sig i. Hvis aktiv dødshjælp lovliggøres, vil en del patienter derforanmode om aktiv dødshjælp på et forkert grundlag, fordi der reelt ikke er tale om et frit valg.Retten til selvbestemmelse kan også bruges til at illustrere en anden komplicerende faktori diskussionen om aktiv dødshjælp, nemlig at de relevante værdier ofte kan udlægges påmeget forskellige måder. Og hvilken udlægning, man henholder sig til, kan være af betyd-ning for, om værdien taler for eller imod en lovliggørelse af aktiv dødshjælp. Hvis retten tilselvbestemmelse fx udlægges ”snævert”, som en ret til at disponere over sin egen krop ogbestemme over sit eget liv, udgør selvbestemmelse naturligvis et argument for lovliggørelse.Hvis retten til selvbestemmelse derimod knyttes sammen med og udledes af et mere grund-læggende ideal om at leve et liv i overensstemmelse med værdier, man selv har valgt og kanstå inde for, er det sværere at svare entydigt på, om retten til selvbestemmelse udgør et godtargument for at lovliggøre aktiv dødshjælp. Det afhænger nemlig blandt andet af, om manmener, at patienter i den terminale fase er i stand til at træffe selvstændige og velovervejedebeslutninger.Også i forbindelse med mange af de andre værdier i diskussionen om aktiv dødshjælp erder et vist definitorisk spillerum. Og også i disse tilfælde kan forståelsen af værdierne væreafgørende for, om de taler for eller imod en lovliggørelse af aktiv dødshjælp. Fx er det ikkeindlysende, hvad det vil sige at anerkendedet enkelte individs menneskeværd,ligesom detikke er klart, hvad en værdig død er – og om en værdig død overhovedet er et

realistisk og efterstræbelsesværdigt mål.4I én forståelse er en værdig død fx en død, hvorden døende har mulighed for at bevare en vis grad af selvkontrol. I andre sammenhængeforbindes værdighed derimod med den iboende værdi, der knytter sig til ethvert menneske-liv. Ifølge den sidste udlægning har den døende altså en værdighed alene i kraft af at væremenneske, men dermed kan det være svært at se, hvorfor værdigheden skulle kunne sættesover styr på grund af tab af selvkontrol. Noget helt andet er så, om en værdig død overhove-det er et realistisk og efterstræbelsesværdigt mål i alle tilfælde. Det er ikke givet, at dette ertilfældet, hvilket måske peger på, at man skal være varsom med at stille i udsigt, at alle hæn-delser i menneskelivet kan og skal foregå på en værdig måde.I forbindelse med udarbejdelsen af denne udtalelse har en diskussion i Rådet været, omdet giver mening at sige, atprincippet om menneskelivets ukrænkelighed5faktisk er en sågrundlæggende og ufravigelig værdi i den danske kultur, at det er problematisk at tilside-sætte den ved at lovliggøre aktiv dødshjælp. I den hidtidige diskussion om aktiv dødshjælphar et gennemgående argument fra modstanderne af at lovliggøre aktiv dødshjælp været,at dette er tilfældet. Problemet i at tilsidesætte princippet kan ifølge modstanderne ligge tosteder. For det første er det naturligvis helt forfejlet at lovliggøre aktiv dødshjælp, hvis detfaktisk er etisk forkert at udføre dødshjælp, fordi det strider mod et af vores væsentligste ogmest grundlæggende etiske principper. Og for det andet kan det have radikale, negative føl-gevirkninger at undlade at basere lovgivningen på princippet om menneskelivets ukrænkelig-hed, fordi princippet markerer en absolut og ultimativ grænse for, hvad vi ikke kan gøre vedhinanden uden at blive retsforfulgt: Nemlig slå hinanden ihjel. Hvis denne grænse overskri-des i enkelte tilfælde, undermineres princippets absolutte og ultimative karakter. Derfor kandet på ingen måde udelukkes og må måske snarere forventes, at der hen ad vejen vil findeet mere generelt skred i vores holdning til menneskelivets ukrænkelighed sted, hvilket ikke eracceptabelt.Modstanderne af at lovliggøre aktiv dødshjælp vil fx pege på, at dette netop er, hvad der ersket i Holland. En undersøgelse fra 1990 forsøger fx således at dokumentere, at accepten afat udføre aktiv dødshjælppåbegæring af patienten førte til misbrug i form af aktiv dødshjælpudenbegæring.6Denne tendens til fortløbende at udvide grænserne for, hvornår der udføresaktiv dødshjælp, bekræftes imidlertid ikke af en undersøgelse af udviklingen i Holland fra1990 til 2010, hvor hovedkonklusionen er den følgende:In conclusion, 8 years after the enactment of the Dutch euthanasia law, the inciden-ce of euthanasia and physician-assisted suicide is comparable with that in the periodbefore the law. The reporting rate seems to have stabilised at about eight out of tencases. Euthanasia and physician-assisted suicide did not shift to different patientgroups and the frequency of ending of life without explicit request continued to fall.7________________________________4

Korrektheden af denne konklusion er imidlertid omdiskuteret. I en artikel på LifeSiteNews.com fra den 24. oktober 20118citeres den bioetiske kommentator, Wesley J. Smith, fx såle-des for at undre sig over, hvordan nogen kan sige, at der ikke er tale om en ”slippery slope”[en etisk glidebane] efter lovliggørelsen af aktiv dødshjælp i Holland, når ”ensomhed” nu juri-disk set anerkendes som en af de faktorer, der kan indgå i beslutningen om at afslutte sit liv.Udtalelsen henviser til en holdningstilkendegivelse fra den hollandske lægeforening, KNMG,hvor foreningen lægger op til en udvidet forståelse af, hvilke former for lidelse der skal tagesi betragtning i forbindelse med anmodninger om aktiv dødshjælp:The current statutory framework and the concept of suffering are broader thantheir interpretation and application by many physicians to date. Vulnerability – ex-tending to such dimensions as loss of function, loneliness and loss of autonomy– should be part of the equation physicians use to assess requests for euthana-sia. The result of this non-linear sum of medical and non-medical problems, whichare usually not in themselves life-threatening or fatal, can lead to lasting and un-bearable suffering within the meaning of the Euthanasia Law.9Det skal tilføjes, at disse former for lidelse ifølge KNMG ikke i sig selv kan retfærdiggøre, aten anmodning om aktiv dødshjælp imødekommes. Lidelsen skal også have en medicinskbaggrund, det vil sige patienten skal have en sygdom med en medicinsk anerkendt diagno-se.10Pointen er imidlertid, at lægen ikke kan konkludere noget om patientens lidelser aleneud fra patientens sygdom:…the source of the suffering does not determine the extent of the experienceof the suffering. Suffering can both arise from myriad causes and have variousdimensions, and is personal in nature.11Derfor må lægen nødvendigvis et langt stykke af vejen basere sine vurderinger på patien-tens egen vurdering af sin situation.Nogle medlemmer af Det Etiske Råd mener ikke, at princippet om menneskelivets ukrænke-lighed i realiteten udgør en grundlæggende og ufravigelig værdi i den danske kultur. Dissemedlemmer henviser blandt andet til, at de fleste anser det for at være acceptabelt at udførepassiv dødshjælp,12at foretage abort eller at slå ihjel i forbindelse med krigshandlinger. Iden forstand er princippet om menneskelivets ukrænkelighed ikke absolut, det overtrumfesderimod, hvis der er væsentlige grunde til at gøre det. Og dette sker vel at mærke – vil nogle________________________________8

fortalere for at lovliggøre aktiv dødshjælp hævde – uden at der er klare indikationer for at an-tage, at dette i al almindelighed fører til en udskridning af vores etiske værdier. Fx kan manhævde, at lovliggørelsen af at indføre passiv dødshjælp i Danmark ikke har ført til en ændretholdning til værdien af at bevare menneskeligt liv.Diskussionen ovenfor demonstrerer blandt andet, at nogle af de begreber og distinktioner,vi benytter i forbindelse med spørgsmål om liv og død, har et indbygget normativt eller etiskindhold, som har stor betydning for, hvordan vi vurderer bestemte typer af handlinger. Etkomplicerende element i diskussionen om lovliggørelse af aktiv dødshjælp er således, atman udmærket kan problematisere rimeligheden af de relevante begreber og distinktionersnormative indhold. Er det fx på sin plads at sige, at passiv dødshjælp ikke tilsidesætter prin-cippet om menneskelivets ukrænkelighed, fordi lægen ikke har til hensigt at slå patientenihjel? I mange tilfælde giver lægen jo patienten den smertestillende medicin vel vidende, atden sandsynligvis vil føre til patientens død. Og så er det måske en strid om ord, om lægenfaktisk respekterer princippet om menneskelivets ukrænkelighed. Men striden er ikke udenbetydning for den etiske vurdering. Ligeledes kan man diskutere, om fx et 22 uger gammeltfoster er et menneske, som burde være omfattet af princippet om menneskelivets ukrænke-lighed. Eller om det tværtimod ikke skal betragtes som et fuldgyldigt menneske, så der ikkeer tale om at tilsidesætte princippet om menneskelivets ukrænkelighed, hvis der udføresabort. Igen er den etiske vurdering afhængig af forståelsen af de enkelte begrebers betyd-ning.Det er heller ikke ligegyldigt, hvilket begreb man bruger om det, der i denne tekst kaldesaktiv dødshjælp.13Eftersom ordet hjælp indgår i den valgte betegnelse, signalerer denumiddelbart noget positivt, som man ikke kan være imod. Anderledes forholder det sig medvendingendrab på begæring,der benyttes i lovgivningen. På grund af ordetdraber dennebetegnelse primært negativ, men det er vanskeligt at finde en helt neutral betegnelse. Ogsåalternative vendinger sommedlidenhedsdrabellereutanasisignalerer nemlig en holdningtil handlingen. På oldgræsk betyder eutanasi den gode død, men mange associerer formo-dentlig eutanasi med aflivningspolitikkerne i Nazi-Tyskland og opfatter derfor betegnelsennegativt.Diskussionerne i Det Etiske Råd har demonstreret, at man kan have en modvilje mod at ac-ceptere lovliggørelse af aktiv dødshjælp, uden at man er i stand til at begrunde denne mod-vilje på en måde, man selv finder tilfredsstillende. Et væsentligt spørgsmål – som her blotskal nævnes, men ikke diskuteres nærmere - er, hvilken betydning man skal tillægge denneform for modvilje? På den ene side ville det selvfølgelig være ideelt, hvis alle etiske vurderin-ger kunne gives en overbevisende begrundelse. Men på den anden side må man formodent-lig vedkende sig, at det er principielt umuligt at give en udtømmende begrundelse for etiskevurderinger, fordi man altid kan spørge efter en begrundelse for begrundelsen, osv.Et argument for at acceptere lovliggørelse af aktiv dødshjælp er fx, at det fremmer patientensselvbestemmelse, men hvordan kan det begrundes, at selvbestemmelsen bør respekteres?Et svar kunne være, at det gør det muligt for patienten at afslutte livet på den måde, der erbedst for patienten givet de ønsker og værdier, han eller hun har. Men hvorfor bør man gøre________________________________13Se Det Etiske Råds debatmateriale fra 2012Etik og Sprogbrug – Fra vugge til grav(http://ipaper.ipapercms.dk/

det muligt for patienten at dø på en måde, der er i overensstemmelse med hans eller hendesværdier og ønsker? Et svar kunne være, at det forøger patientens livskvalitet og afrunderlivet på en måde, der skaber kontinuitet med patientens hidtidige livsforløb. Men hvorfor børman forøge patientens livskvalitet og skabe kontinuitet med det hidtidige livsforløb? Her vilmange måske sige, at det da er selvindlysende – især måske at man skal fremme patientenslivskvalitet. Men hvis dette er svaret, har man opgivet yderligere begrundelser.Ethvert forsøg på at begrunde en etisk vurdering er altså enten cirkulært, eller også enderdet i en uendelig regres, hvor man kan blive ved med at spørge efter begrundelser for be-grundelserne. Alt i alt er det derfor et åbent spørgsmål, hvad det overhovedet vil sige at giveen tilfredsstillende begrundelse for en etisk vurdering. Og af samme grund kan det væresvært helt at afvise, at også holdninger, der ikke kan gives en udtømmende begrundelse,kan have en berettiget plads i forbindelse med etiske vurderinger.

B. Den palliative indsats i Danmark og mulighe-derne for smertelindringWHO definerer palliativ indsats som en indsats, der har til ”formål at fremme livskvaliteten hospatienter og familier, som står over for de problemer, der er forbundet med livstruende syg-dom, ved at forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurderingog behandling af smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og åndeligart”. WHO opfatter med andre ord den palliative indsats som en bred indsats, der ikke blotretter sig mod fysisk smerte og ubehag, men også har fokus på de psykologiske, eksistentielleog åndelige aspekter af lidelse.Det første danske hospice, Sct. Lukas Stiftelsens Hospice i Hellerup, åbnede i 1992. Siden daer der sket en markant udbygning af den palliative indsats i Danmark, hvilket er beskrevet i dekortlægninger, Palliativt Videncenter har gennemført eller er ved at gennemføre.14Det fremgårblandt andet af disse kortlægninger, at der var fem hospicer i Danmark i 2003, 14 i 2008 og17 i august 2012. Hospicer udgør en del af de specialiserede, palliative enheder, der ogsåomfatter palliative afdelinger og palliative teams. Den samlede palliative indsats omfatter ogsåindsatsen i kommunerne (hjemmepleje og plejecentre) og på hospitalerne. De specialiseredeenheder har imidlertid en særlig funktion, fordi de samarbejder med kommuner og hospitalerog er med til at udvikle rammerne for den palliative indsats dér.Ifølge Helle Timm, der er centerchef ved Palliativt Videncenter, blev udviklingen af det pallia-tive fagfelt ”skubbet i gang og frem af individuelle fagpersoner (ildsjæle), græsrodsbevægelserog private foreninger/organisationer”, mens der i de senere år har fundet en professionalise-ring af den palliative indsats sted. Et ”udtryk herfor er bestræbelserne på national koordineringog kvalitetssikring”.15Også fra 2008 og til i dag er der ifølge kortlægningerne fra Palliativ Videncenter sket en ud-bygning af den palliative indsats i Danmark, fx er antallet af palliative afdelinger steget frato til fire, mens antallet af palliative teams er steget fra 16 til 26. I samme periode har Sund-hedsstyrelsen udgivetAnbefalinger For Den Palliative Indsats (2011),16ligesom området erblevet tilført midler fra centralt hold, blandt andet via aftalen om Kræftplan lll, der blev indgåeti 2010.17Selv om der således har været mange bestræbelser på at udbygge og koordinere den pallia-tive indsats i Danmark gennem de senere år, er det naturligvis stadig berettiget at spørge, omden palliative indsats i Danmark for nærværende befinder sig på et acceptabelt niveau. Nogettyder på, at dette endnu ikke er tilfældet. I en artikel fra 2010, hvor udgifterne til den palliativeindsats i en række europæiske lande sammenlignes, konkluderes det fx således, at ”despiteits well earned reputation as a generally progressive welfare state, Denmark tends to trail wellbehind its European neighbors when it comes to end-of-life-care”.18Denne antagelse bliver________________________________14Se http://www.pavi.dk/ForskningOgUdvikling/kortlaegning.aspx for beskrivelser af igangværende kortlægnings-

bekræftet, hvis man fx sammenligner den specialiserede palliative indsats i Danmark medde anbefalinger,European Association for Palliative Care(EAPC) er fremkommet med.19Eksempelvis anbefaler EAPC, at der skal være mellem 80 og 100 hospicesenge pr. millionindbyggere, hvor der i Danmark kun er 208 i alt svarende til cirka 38 pr. million indbyggere.Ligeledes anbefaler EAPC, at der skal være et palliativt team pr. 100.000 indbyggere, hvorder i Danmark kun er cirka et team pr. 210.000 indbyggere. Et andet problem er, at udbredel-sen af de specialiserede palliative enheder er meget ulige fordelt mellem de forskellige regio-ner,20hvilket også må formodes at have betydning for den palliative indsats på hospitalerneog på kommunalt niveau.Det Etiske Råd ser det ikke som sin opgave at give en nærmere beskrivelse af de problemer,der knytter sig til den palliative indsats i Danmark, og vil nøjes med at anbefale, at indsatsenpå området fortsat vurderes med henblik på eventuelt at udbygge, udvikle og koordinere ind-satsen.Et særligt element i den palliative indsats er lindringen af smerter og andre former for fysiskubehag. Det Etiske Råd har bedt speciallæge Mogens Skadborg21om at vurdere, i hvilketyper af situationer smertelindring, beroligende medicin og anden palliativ behandling ikke ertilstrækkelig til at fjerne stærke smerter eller væsentligt fysisk ubehag. Efter Skadborgs vur-dering er det kun yderst sjældent, og måske i realiteten aldrig, umuligt at bringe uafvendeligtdøende patienters fysiske smerter og anden form for fysisk ubehag ned på et for patientenacceptabelt niveau. Det betyder ikke, at patienten kan blive fuldstændigt fri for fysisk ube-hag, men der er ikke tale om et ubehag, der i sig selv kan betegnes som ubærlig lidelse. Ide tilfælde, hvor det fysiske ubehag ikke kan bringes ned på et for patienten tåleligt niveau,skyldes det ifølge Mogens Skadborg derfor enten, at patienten ikke indvilliger i at modtageden optimale behandling, eller at det sundhedsfaglige personale ikke er i stand til at give denoptimale behandling. Det skal nævnes, at Mogens Skadborg har fået denne vurdering be-kræftet af flere kolleger med mangeårig erfaring med palliativ behandling.Mogens Skadborgs opfattelser deles af overlæge Stephen Wørlich Pedersen,22der også harfået sine vurderinger bekræftet af sit bagland. Ifølge Pedersen er de palliative muligheder såveludviklede, at behovet for at udføre aktiv dødshjælp skønnes at være forsvindende lille. Ef-ter Pedersens opfattelse hænger dette også sammen med, at de relevante patienter ændreropfattelse af livet og dets indhold i løbet af sygdomsforløbet. Hvad der forud for sygdomsfor-løbet forekom personen at være en helt utålelig livssituation, kan derfor være acceptabelt ogtåleligt, når patienten faktisk står i situationen, fordi han eller hun har ændret sin forståelseaf og forventninger til tilværelsen undervejs i forløbet. Ikke desto mindre er det dog ifølgePedersen vigtigt for patienterne at få afklaret deres situation, så de får en fornemmelse af,hvordan livet med sygdommen kommer til at være.________________________________19Se EAPC’s hjemmeside: http://www.eapcnet.eu/

Mogens Skadborg og Stephen Wørlich Pedersens vurderinger bekræftes af en udenlandskoversigtsartikel fra 2012, hvor forfatterne gennemgår den eksisterende litteratur om emnetfor at finde ud af, hvilke begrundelser patienter giver for at ønske deres død fremskyndet.23Ifølge forfatterne er en af de hovedkonklusioner, der kan drages ud fra de eksisterende un-dersøgelser, at ønsket om at forkorte livet stort set aldrig skyldes enkelte faktorer. Ønsket op-står snarere som resultatet af et samspil af faktorer, som tilsammen fører til ubærlig lidelse:… the factors that lead to the emergence of a wish to hasten death are total suf-fering, loss of self, and fear, which together produce an overwhelming emotionaldistress in relation to which the WTHD [wish to hasten death] is seen as a way out,i.e. the individual wishes to cease living in this way and to put an end to sufferingwhile maintaining some control over the situation. …. the wish to hasten death(WTHD) is a multifactorial construct with multiple meanings that do not necessarilyimply a genuine desire to hasten one’s death or actually taking steps toward this.Rather, it is a phenomenon that appears, among patients in the advanced stagesof illness, as a response to the extreme suffering that affects all aspects of theirhuman existence.24På baggrund af citatet siger det sig selv, at den palliative indsat ikke kun bør have den rentmedicinske indsats for øje, men også bør være rettet mod patientens eksistentielle og psy-kologiske behov. Dette følger som nævnt også af WHO´s definition af palliativ indsats. Den-ne side af palliation har Det Etiske Råd beskrevet i sin udtalelseÅndelig omsorg for døende,som blev udgivet i 2002.25Det skal nævnes, at langt hovedparten af de patienter, der får udført aktiv dødshjælp, erkræftpatienter. I årsrapporten fra 2010 for de fem regionale komiteer, der fører tilsyn med ak-tiv dødshjælp i Holland, nævnes det således, at af 3136 anmeldte tilfælde udgjorde kræftpa-tienter 2548, hjerte- og karsygdomme 158, neurologiske forstyrrelser 75, andre sygdomme237 og kombinerede sygdomme 118.26

C. Civil ulydighed i forbindelse medaktiv dødshjælpEt tema i begge Rådets tidligere publikationer om aktiv dødshjælp har været, om det er påsin plads at lovliggøre aktiv dødshjælp i betragtning af, at denne form for dødshjælp kun errelevant i ganske få tilfælde. I redegørelsen fra 2003 s. 25 hedder det fx:Disse få og ekstraordinære tilfælde bør overlades til nærtståendes personligeafgørelse og samvittighed under lovens vilkår og ikke danne baggrund for etgenerelt normbrud i landets lov og dermed i samfundets institutioner.I redegørelsen fra 1996 s. 150-151 er denne tankegang suppleret med følgende overvejel-ser:… det strafferetlige ansvar kan graderes og i lempeligste fald være forbundetmed ubetydelig eller tålelig personlig ulempe, således som der vil være tale omved påtaleundladelse eller strafbortfald.Udøvelse af aktiv dødshjælp under ekstraordinære tilfælde bør være en afgø-relse under ansvar for det øvrige samfund og retsmyndighederne. En sådan rets-tilstand giver ikke sikkerhed for retfærdighed i alle enkelttilfælde, men den opret-holder den størst mulige sikkerhed mod fejl og misbrug i et større perspektiv.Overvejelserne er aktuelle i tilknytning til sagen om den 60-årige mand, der forsøgte athjælpe sin syge 84-årige fader til at dø.27Sønnen fik af retten i Odense en straf på 60 dagesbetinget fængsel, hvilket kan opfattes som en meget mild dom.28Også Det Etiske Råd anno 2012 har overvejet, hvad der specifikt taler for og imod at ladedet være et samvittighedsspørgsmål for de pårørende eller den behandlende læge, om de ervillige til at udføre aktiv dødshjælp eller assistere patienten med at gøre selvmord og dermedudsætte sig for den risiko for retsforfølgelse, som handlingen vil medføre. Villigheden til atgøre dette afhænger naturligvis af, hvilken straf man kan forventes at få. Men hvis den netopafsagte dom i Odense kommer til at danne præcedens, vil selve straffen næppe udgøre enhelt uoverstigelig barriere i forhold til at udføre aktiv dødshjælp eller assistere med selvmord.Det kan dog ikke tages for givet, at straffen ville have været lige så lav, hvis en læge, og ikkeen pårørende, havde assisteret med selvmord eller havde udført aktiv dødshjælp. Noget an-det er så, at det måske i nogle tilfælde kan have store sociale eller kollegiale omkostninger.Fx vil ledelsen eller kollegerne på en afdeling næppe støtte, at den enkelte læge tager sageni egen hånd og udfører aktiv dødshjælp.Nogle medlemmer af Det Etiske Råd mener, at det måske kan være etisk acceptabelt at ud-føre aktiv dødshjælp i nogle få tilfælde. Men efter disse medlemmers opfattelse er det densamlede vurdering af en række af meget specifikke omstændigheder knyttet til den enkeltesituation, der er afgørende for, om det kan komme på tale eller ej. Fx er nogle af de spørgs-________________________________27Se fx: http://politiken.dk/indland/ECE1649774/soen-faar-betinget-dom-for-at-hjaelpe-syg-far-med-selvmord/

mål, man må tage stilling til, om patienten virker habil og fuldstændig afklaret angående sinanmodning om dødshjælp; hvor længe patienten forventes at leve uden aktiv dødshjælp;hvilken karakter patientens lidelser har, om de er umulige at lindre inden for en periode, ogom de er fuldstændig uudholdelige, mv.Det er altså nødvendigt at forholde sig til den helt konkrete situation for at finde ud af, om ak-tiv dødshjælp er en acceptabel mulighed eller ej. Men netop derfor lader det sig ikke gøre atudforme en lov, der opstiller klare retningslinjer for, i hvilke tilfælde aktiv dødshjælp skal væretilladt. En sådan lov må nødvendigvis dække et bredt spektrum af situationer og angiver der-for ikke de specifikke omstændigheder, der vil være afgørende for vurderingen af den enkel-te situation. Et alternativ til denne type af lovgivning kunne være at fastlægge en procedure,som med rimelig sikkerhed fører til, at der kun udføres aktiv dødshjælp under acceptableomstændigheder. Men også en sådan procedure er det vanskeligt at udforme, fordi det i sid-ste ende altid vil være udtryk for de involverede personers skøn, om aktiv dødshjælp er ac-ceptabel. Om skønnet er korrekt kommer dermed uundgåeligt til at afhænge af faktorer somden enkeltes dømmekraft og etiske dannelse, kulturen på de involverede afdelinger, mv. Iden givne sammenhæng er det ikke nødvendigvis acceptabelt, at den slags faktorer kommertil at have afgørende betydning, og problematikken demonstrerer, at en lovliggørelse af aktivdødshjælp på ingen måde løser alle problemer. Der vil derimod opstå nye typer af problemerknyttet til vurderingen af, hvornår det kan være på sin plads at udføre aktiv dødshjælp.På grund af de beskrevne problemer med at udforme en tilfredsstillende lovgivning, kan detvære nærliggende at bibeholde den nuværende lovgivning. Hvis enkeltpersoner – det væresig pårørende eller læger – af samvittighedsgrunde vælger at udføre aktiv dødshjælp, mådomstolene i hvert enkelt tilfælde tage stilling til hvor alvorlig en forseelse, der er tale om.Denne retshandling kan siges at have karakter af en fælles stillingtagen, hvor samfundetsom helhed påtager sig et ansvar for at fastlægge kriterier for i hvilke tilfælde, det må ansesfor acceptabelt at udføre aktiv dødshjælp. Og den, der dømmes mildt eller med straffrihed,oplever, at samfundet tager det fælles ansvar på sig og siger, at det var en forkert, men nød-vendig handling – som vi nu i fællesskab tager ansvar for.At den enkelte risikerer at blive retsforfulgt kan måske også medvirke til, at den enkelte per-son faktisk er tilbageholdende med at udføre aktiv dødshjælp. Dette er i det mindste opfattel-sen i Det Etiske Råds redegørelse fra 1996:Forbuddet bevirker utvivlsomt en udtalt og ønskelig tilbageholdenhed hos lægermed at indlade sig på aktiv dødshjælp. Straffelovens signalværdi er tydelig. Lovensbestemmelser er et klart udtryk for den samfundsmæssige strenghed, hvormed så-danne handlinger bedømmes. Den læge, der vil sætte sig ud over forbuddet, udsæt-ter sig for en stor personlig risiko, hvilket indebærer en høj grad af sikkerhed for, atsådanne handlinger kun foretages på grundlag af indgående etiske refleksioner.s. 151.

Man kan udmærket sætte spørgsmålstegn ved, om denne opfattelse er holdbar. Hvis aktivdødshjælp ikke er tilladt, har den enkelte læge eller pårørende et klart incitament til at udføreaktiv dødshjælp, uden at det bliver opdaget. Derfor kommer aktiv dødshjælp let til at foregåi det skjulte med de indlysende begrænsninger, dette fører med sig. Ikke mindst fravælgerden enkelte læge måske den kollegiale udveksling, der kan udgøre en væsentlig ressourcefor den etiske refleksion og også kan have karakter af en intern selvjustits, der giver en vissikkerhed for, at den enkelte læge ikke foretager en fejlvurdering. En lignende problematiker involveret, hvis pårørende udfører aktiv dødshjælp eller assisterer med selvmord, mensom sagen fra Odense demonstrerer, er der her også en anden problemstilling involveret.Det lykkedes nemlig ikke den 60-årige mand at slå sin far ihjel, hvilket må formodes enten atskyldes manglende adgang til eller manglende viden om medicin. Dette taler for, at det underalle omstændigheder er hensigtsmæssigt at involvere medicinske fagpersoner i forløb medaktiv dødshjælp eller assisteret selvmord - også selv om det er en pårørende, der er denhovedansvarlige for forløbet. Dette er formodentlig svært at arrangere, hvis aktiv dødshjælpikke er tilladt. Ligeledes ville det af rent praktiske grunde være svært for personen at udføreaktiv dødshjælp eller assisteret selvmord, hvis den pårørende var indlagt på et sygehus ellerlignende, medmindre handlingen var lovliggjort.

D. Lægerollen og omsorgens væsenEt væsentligt argument i debatten om aktiv dødshjælp er, at det er uforeneligt med lægensrolle at slå patienten ihjel. Tilhængerne af argumentet peger på, at der er en tusindårig tradi-tion for, at lægegerningen bør rette sig mod at kurere patientens sygdom og afhjælpe patien-tens lidelser, idet lægens særlige ekspertise er den medicinske ekspertise, som primært harblik for patienten som et biologisk væsen.29Denne forståelse af lægens rolle blev formuleretflere hundrede år før Kristi fødsel af den græske læge Hippokrates (cirka 460 f.Kr.- 370 f.Kr.)og indgår i Den Hippokratiske Ed, som har haft meget stor betydning for forståelsen af læge-gerningen. I eden står der blandt andet:Diætetiske Forskrifter vil jeg benytte til de syges Gavn efter Evne og bedste Skjønog hindre dem, der kan volde Skade og Fortræd. Selv om jeg opfordres dertil, vil jegikke udlevere nogen dødelige Gifte eller give noget saadant Raad...30Hvis lægen udfører aktiv dødshjælp og altså anvender sin viden til at fjerne patientens lidel-ser ved at slå patienten ihjel, går lægen ud over sin normale rolle i mindst to henseender. Fordet første skal lægen drage omsorg for at lindre patientens lidelser, hvilket ikke er foreneligtmed at slå patienten ihjel: Omsorgens fokus skal være patienten som et levende væsen ogskal givesindtildøden, ikke for at opnå døden. Og for det andet bliver lægen uundgåeligttrukket ind i at træffe beslutninger og foretage vurderinger, som han eller hun ikke i kraft afsin ekspertise som læge har særlige forudsætninger for at foretage. For som tidligere be-skrevet efterspørger patienterne ikke aktiv dødshjælp alene på grund af fysiske lidelser. Øn-sket om at fremskynde døden skyldes altid flere forskellige faktorer og involverer også fx

eksistentielle, filosofiske, psykologiske og religiøse spørgsmål, som klart ligger uden for denlægefaglige kompetence.For nogle medlemmer af Det Etiske Råd udgør uforeneligheden af lægerollen og dette at ud-føre aktiv dødshjælp et stærkt argument for, at det er urimeligt at pålægge læger som gruppeat udføre aktiv dødshjælp, også selv om patienten selv anmoder om det. Desuden må detforventes, at kun ganske få læger reelt vil være interesserede i at gøre det. Et andet problemer, at det kan skabe problemer i læge-patient-forholdet, hvis lægen bryder med sin normalerolle. For nogle patienter vil lægens rolle måske blive uklar, hvilket kan føre til en manglendetillid til, om lægen i alle tilfælde faktisk kan forventes at varetage patientens interesser.Det skal nævnes, at ikke alle medlemmer af Det Etiske Råd anser lægegerningen for atvære uforenelig med at udføre aktiv dødshjælp. Disse medlemmer vil blandt andet pege på,at aktiv dødshjælp ikke i væsentlig grad adskiller sig fra anden lægelig praksis, som ansesfor at være forenelig med lægerollen, fx passiv dødshjælp og abort. De medlemmer, der hardenne holdning, mener derfor ikke, at lovliggørelse af aktiv dødshjælp kan afvises med hen-visning til lægerollen.

E. Argumenter om følgevirkningerI debatten om aktiv dødshjælp fremføres argumenter af to helt forskellige typer. Den enetype er af principiel karakter, som fx ”aktiv dødshjælp bør lovliggøres, fordi det enkelte men-neske har ret til at bestemme over sit eget liv og sin egen død”. I én forståelse af argumentetudtaler det sig ikke om konsekvenserne af at tillade aktiv dødshjælp. Det ville det gøre, hvispåstanden fx samtidig var, at det enkelte menneske er bedst til at træffe de beslutninger, derskaber mest mulig livskvalitet for individet – netop derfor skal det bestemme selv. Hvis detvar det, der var påstanden, ville det være muligt at forsøge at undersøge, om det nu rent fak-tisk også forholder sig sådan. Hvis argumentet derimod er af principiel karakter, er det ikkeså enkelt at sige noget om, hvordan man kan afvise eller begrunde det. For som tidligerenævnt ender begrundelserne med enten at være cirkulære eller udgøre en uendelig regres.Som det fremgår, er en anden type af argumenter dem, der udtaler sig omkonsekvenserneaf at tillade aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord. Denne type af argumenter er der man-ge af i debatten. Blandt nogle af dem, der oftest fremføres, kan nævnes de følgende:•Hvis aktiv dødshjælp lovliggøres og bliver en accepteret praksis, vil det ændre for -ståelsen af omsorg på en måde, som vil forringe den palliative indsats. Døden vilblive medtænkt som et alternativ til pleje og lindring, derfor vil omsorg ikke læn-gere være ensbetydende med at være der for og give støtte til patienten, uansethvad der sker.Lovliggørelse af aktiv dødshjælp vil underminere princippet om menneskelivetsukrænkelighed og beslægtede principper om lighed og menneskeværd. Dette kanføre til en uønskværdig ændring af praksis også i andre sammenhænge.Lovliggørelse af aktiv dødshjælp vil føre til, at nogle patienter presses til at an-mode om aktiv dødshjælp af pårørende, fx fordi de føler sig til besvær og opleverat være en byrde for andre.

Alle disse argumenter udtaler sig om, hvad der vil ske, hvis aktiv dødshjælp lovliggøres. Iprincippet kunne man derfor undersøge, om de er korrekte, selv om det selvfølgelig er sær-deles vanskeligt i praksis, blandt andet fordi erfaringerne fra andre lande ikke uden viderekan overføres til dansk sammenhæng. Under alle omstændigheder er det dog uhyre vigtigt,at man i forbindelse med den danske diskussion om lovliggørelse af aktiv dødshjælp forsø-ger at tage ved lære af erfaringerne fra de lande, hvor aktiv dødshjælp eller assisteret selv-mord har været tilladt gennem en årrække, lande som fx Holland og Schweiz. I nogle tilfældeer det givetvis muligt at bruge disse erfaringer til at sandsynliggøre, om de anførte argumen-ter om konsekvenserne af at indføre en given lovgivning har noget på sig eller ej. Alt i alt vilDet Etiske Råd derfor kraftigt anbefale, at erfaringerne fra udlandet undersøges meget grun-digt forud for en eventuel lovændring i Danmark.Det Etiske Råd finder det samtidig væsentligt at gøre opmærksom på, at uanset om aktivdødshjælp lovliggøres eller ej, er der andre faktorer end lovgivningen, som har afgørendeindflydelse på, om der indfinder sig en hensigtsmæssig og etisk acceptabel praksis i forbin-delse med behandlingen af og beslutningerne angående alvorligt syge eller døende patien-ter. Særligt vil Rådet her fremhæve væsentligheden af, at der udvikles en kultur på de en-kelte behandlingssteder, som understøtter de enkelte sundhedspersoners blik for hver enkeltpatients livssituation og behov og ruster sundhedspersonen til at gå ind i en åben og frugtbardialog med både patienten, de pårørende og det øvrige personale. Hvis patienten beder omhjælp, bør sundhedspersonen anstrenge sig for at give en sådan hjælp ud fra en forståelsefor patientens specifikke perspektiv og behov. Hvis dette lykkes, vil det efter Rådets vurde-ring være en medvirkende årsag til, at antallet af patienter, der oplever et behov for at få ud-ført aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord, nedbringes.