SUU, Alm.del - 2011-12 - Bilag 417: Henvendelse af 13/8-2012 fra Lisa Andersen vedr. transkønnede og den debat der er opstået på denne baggrund

Sammenfattendepeges på, at den lille gruppe af transkønnede, der traditionelt i Danmark betegnessom transeksuelle, og som er karakteriseret ved, at deres kønsidentitet er forskellig fra det vedfødslen erhvervede køn, ifølge førende menneskerettighedseksperter behandles krænkende i defleste vestlige samfund, herunder Danmark. Den transkønnede kan ikke frit vælge at leve sit liv somtranskønnet, fordi samfundet ikke accepterer et juridisk kønsskifte uden diagnostisering ogdybtgående operative indgreb. Ifølge flere eksperter indenfor forskning og behandling aftranskønnede, er det ikke rimeligt at betragte transkønnethed i sig selv som en psykisk sygdom,hvorfor det bør fjernes fra sygdomsklassifikationslister. I forlængelse heraf kan der ikke stilles kravom, at en person skal lade sig underkaste behandlingsmæssige krav som forudsætning for et juridiskkønsskifte. Der peges på, at samfundet bør anerkende det juridiske kønsskifte som det centrale og aten person i denne forstand kan skifte køn alene på baggrund af, at have dokumenteret og realiseretsin kønsidentitet i et fastlagt mindste tidsrum. Behandlinger, herunder hormoner og operativekønskorrigerende indgreb, gennemføres i overensstemmelse med den transkønnede og i det omfangdet findes betimeligt.

~Dette notat har til formål at belyse en række aktuelle forhold for transkønnede i dagens Danmark,herunder hvorvidt transkønnethed skal betragtes som en psykisk sygdom, som i dag, eller omtranskønnethed, i lighed med homoseksualitet, skal betragtes som en normal variation; om decivilretslige vilkår og muligheder (eller mangel på samme) for at indgå i samfundet som transkønnetpå lige vilkår med befolkningen i øvrigt. Desuden forhold vedrørende vejledning, rådgivning ogbehandling af transkønnede, der ønsker hjælp til hormon- og anden behandling, der skal øgemulighederne for at leve et normalt liv som det ønskede køn og bidrage til personens psykiskevelbefindende og livskvalitet i det hele taget.Skrivelsen tager sit udgangspunkt i en række tiltag, der i disse år på afgørende vis er med til atpræge vores forståelse af hvad transkønnethed er og hvorledes de transkønnedes vilkår er isamfundet i dag.Dette først og fremmest i lyset af de anbefalinger førende menneskerettighedseksperter har fremsatgennem de seneste år. Men også i lyset af den debat, blandt såvel lægfolk som specialister, omhvorvidt transkønnethed skal betragtes som en sygdom - psykisk og/eller fysisk - eller ej. Dennediskussion er yderligere aktualiseret af det pågående revisionsarbejde af den amerikanske2

sygdomsklassifikation taler man om’kønsidentitetsforstyrrelse’(GID –Gender Identity Disorder), iWHOs ICD (International Classification of Diseases )5, og i Danmark, bruges betegnelsen’transeksualisme’og i den kommende version af DSM, er der forslag om betegnelsen’kønsdysfori’der betegner en tilstand af følelsesmæssig nedtrykthed og ulyst betinget af forskellen mellem detfysiologiske og det oplevede køn. Endelig har der været forslag om det mere klinisk neutrale’kønsinkongruens’, der beskriver misforholdet mellem det biologiske og det oplevede køn, menundlader at tage stilling til eventuelle følgetilstande. Karakteristisk for de diagnostiske kriterier er,at transkønnethed er ledsaget af lidelse og ubehag.Kønsidentitetanvendes bredt om det oplevedekøn.Indledningsvis skal også fremhæves, at vilkårene for kønsskifte i Danmark aktuelt er, at personenskal gennem en lang psykiatrisk vurdering (typisk 4-8 år) inden der gives tilladelse til et operativtindgreb, der omfatter kastration og tildannelse af ydre kønsorganer for det ønskede køn, hvorefterpersonen civilretsligt kan skifte køn – det såkaldte juridiske kønsskifte – med navn, cpr-nr. osv. Deter vigtigt her at hæfte sig ved, at der ifølge Sundhedsstyrelsen stilles omfattende krav om operativeindgreb inden det juridiske kønsskifte kan godkendes6.Antallet af transkønnede er ifølge flere eksperter stigende, men det er vanskeligt med et skøn pga demange transkønnede der ikke søger offentlig hjælp. I følge det Amerikanske Psykologforbund harman skønnet antallet til ca. 2-3% af befolkningen vilket vil svare til omkring 100.000-150.000

danske transkønnede. Antallet der ønsker et fuldstændigt kønsskifte med operation som nævntovenfor, er derimod mindre og angives at udgøre 1 ud af 10.000 mænd og 1 af 30.000 kvinder - iDanmark altså omkring 250 mænd (mtk) og 100 kvinder (ktm), skønsvis 350 personer. Men med destigende behandlingsmuligheder indenfor hormonel og plastikkirurgi er tallet stigende7.Skrivelsen er bygget op over to hovedtemaer: I -Sygdom og kønsskifte og II Juridisk kønsskifte ogsocialpolitisk spørgsmål. I et afsluttende tredje afsnit diskuteres en række afledte konsekvenser afgennemførelsen af de foreslåede ændringer baseret primært på ratificeringer af de nævntemenneskerettighedskrav og nogle etiske spørgsmål tages op.

I -Sygdom og kønsskifteSom omtalt er det amerikanske system til diagnosticering af psykiske sygdomme (DSM) underrevision og i den forbindelse er der blandt sundhedssagkyndige, transpolitiske og andreorganisationer, rejst debat om hvorvidt transkønnede, herunder ”kønsidentitetsforstyrrelse” fortsatskal betragtes som en psykisk sygdom, eller fjernes fra diagnosesystemerne. Et afgørende argumentfor at fjerne transkønnede fra listen over mentale sygdomme er, som det er fremført også af detAmerikanske psykiatriforbund (APA), at flere undersøgelser har påvist, at transkønnethed i sig selvikke nødvendigvis er ledsaget af psykisk lidelse og stress. Tilsvarende udtrykkes af af Meyer-Bahlburg, at”selv om der gives udtryk for stress og ubehag blandt voksne før-opereredetranskønnede med GIV (Kønsidentitets-variation) der nærmer sig eller er i gang med det somatiskeog legale kønsskifte, er forekomsten i høj grad variabel og når ikke nødvendigvis et klinisk relevantniveau for følelsesmæssigt ubehag og stress. Derfor er en universel betegnelse der involvere enhenvisning til følelsesmæssig stress og ubehag som f.eks. ”køns-dysfori” ikke korrekt”(Meyer-Bahlburg 2009 si. 12. Forfatteren er med i revisionsgruppen i APA for afsnittende om transkønnede8

Hvis sygdom betegner en psykisk, fysisk og/eller social tilstand af lidelse og/eller ubehag, så er detklart dokumenteret, at dette langt fra altid karakteriserer transkønnede – hvorfor det er urimeligt attranskønnede kategoriseres som psykisk syge. Forskning har endvidere påvist, at en betragtelig delaf den lidelse og belastning som transkønnede oplever, kan tilskrives diskriminering og konfliktermed at harmonere samfund og det valgte køn (Meyer-Bahlburg 2009).Det Amerikanske Psykologforbund anfører, at en”psykologisk tilstand betragtes kun som en mentalsygdom (mental disorder) hvis den forårsager signifikant ubehag eller funktionsnedsættelse4

Det samme gives der udtryk for i de såkaldte ”Standardsof Care”som udgives af en internationalorganisation af eksperter indenfor behandling af transkønnede og hvis vejledning lægges til grundfor behandling af transkønnede overalt i verden. I deres seneste anbefalinger (SOC version 7 fra2010, si. 410) anføres, at det at give”udtryk for kønskarakteristika, inklusive identiteter, der ikkestereotypisk er forbundet med ens tillagte køn ved føldslen, er et almindeligt og kulturafhængigtmenneskeligt fænomen, som ikke skal vurderes som i sig selv patalogisk eller negativt”.Tilsvarende med homoseksualitet: selv om nogle homoseksuelle lider under deres tilstand på et ellerandet tidspunkt af deres liv, er dette ikke tilstrækkeligt til at erklære alle homoseksuelle sompsykisk syge – således som det i dag sker med transkønnede.Dette modsvares af formuleringer af de ovennævnte menneskerettighedseksperter. Såledesfremhæves det i Princip 18 i Yogyakarti-principperne, at:”ingenperson må tvinges til at underkastesig nogen som helst form for medicinsk eller psykologisk behandling, procedure, testning …enpersons seksuelle orientering og kønsidentitet er ikke, og ikke i sig selv, en medicinsk tilstand ogskal ikke behandles, kureres eller undertrykkes”.I den seneste Hammarberg-rapport (2011) fremhæves det i anbefaling 6.2, at staterne”skalgennemgå ethvert krav om en diagnose af mentale sygdomme som forudsætning for at tilbydesundhedsbehandling med henblik på at fjerne enhver forhindring for at den transkønnede kan nydegodt af rettighederne til selvbestemmelse og den højest opnåelige standard for sundhed”.Senest har EU’s Ministerråd og Parlamentet udsendt en rapport hvori ovenstående princippertiltrædes og som skal tjene som reference for regeringer, internationale organisationer osv.11På denne baggrund anbefales det, at transkønnethed, uanset den aktuelle diagnostiskebetegnelse, fjernes fra sygdomsklassifikationslister.Vurdering af den transkønnede som forudsætnng for kønsskifteUd fra den betragtning, at transkønnethed ikke i sig selv er en psykisk sygdom, rejser sig naturligtspørgsmålet om hvorvidt en psykiatrisk udredning er nødvendig, ud over at konstatere, at personen

ikke samtidigt lider af en psykisk sygdom. På denne baggrund kunne den transkønnede selv tagevare på sit eget liv og sit kønsskifte og omfanget heraf.En vurdering af den transkønnede skal derfor alene bestå i en dokumentation for, at personenalvorligt og velovervejet har truffet sit valg om kønskifte. Det offentlige har en legitim interesse i atsikre sig, at den person der ønsker at skifte køn, mener det seriøst og at ønsket er udtryk for etvedvarende behov hos personen. Den mest enkle måde at sikre sig dette på, er at stille krav om, atpersonen dokumenteret har levet som medlem af det modsatte køn i en periode på eksempelvis etår. Der er ikke tale om krav til diagnostisering eller behandling i forløbet, selv om det selvsagt villevære relevant for mange, at modtage rådgivning og evt. behandling med hormoner i perioden, hvisdette ikke er sket tidligere. Denne dokumentation kunne udarbejdes af personens læge, af andensundhedsfaglig person eller af studie- eller arbejdsplads.Hvor der er tale om operative og irreversible indgreb i forbindelse med kønsskiftet bør overvejes atforetage en dyberegående vurdering af om personen psykisk såvel som fysisk samlet set ville kunnefå udbytte af indgrebet og i den forbindelse vurdere hvilke indgreb der vil være relevante ogønskede.Dette skal ikke diskuteres i detaljer her, men der kan henvises til Standards of Care (2011)12, hvorman har opstillet følgende kriterier: a) at personens kønsdysfori er vedvarende og veldokumenteret;b) er istand til at foretage fuldt informeret samtykke; c) er myndig; d) at eventuel forekomst afvæsentlige medicinske- eller mentale sundhedsproblemer skal være velkontrollerede; e) 12måneders kontinuerlig hormonterapi og f) 12 måneders ’real-life’ erfaring (side 60f.). For enuddybende diskussison henvises til Standards of Care.For unge, ikke myndige, transkønnede der ønsker fysiologiske kønskorrektioner, kan igen henvisestil SOC, der, så længe personen ikke er myndig, anbefaler brug af medicin til at stoppe/undertrykkeudviklingen af de fysiologiske virkninger af kønshormonerne (østrogen og testoteron) og dermedudviklingen af de sekundære kønstræk i puberteten. Denne behandling er reversibel, men kan, hvisden unge fortsat ønsker kønskorrektion, fortsættes traditionelt når personen er myndig og med bedreresultat end hvis der ikke var medicineret.13Alt dette vil stille krav om bedre rådgivningsmuligheder og færre kontrolinstanser end i dag, hvorSexologisk Klinik, RH betragtes som højeste vidensinstans indenfor området, men hvor

behandlingen af transkønnede mere består af en vurdering og udredning af om personen lever op tilde diagnostiske kriterier og mindre af rådgivning og hjælp til processen.I forlængelse heraf bør det overvejes, om rådgivningen af transkønnede med henblik påkønsskifteoperation kun skal være samlet et enkelt sted – eller om denne kunne decentraliseres.På denne baggrund anbefales det, at enhver diagnostisering af transkønnede i traditionelforstand erstattes af dokumentation for, at personen i et år har levet som medlem af detmodsatte køn, som forudsætning for det juridiske kønsskifte (se nedenfor). Behandling,rådgivningogvejledningsamthjælptilgennemførelseafeneventuelfysisk

II Kønsskifte: juridiske og socialpolitisk spørgsmålSom det er i dag skelnes der ofte mellem det såkaldt fysiske kønsskifte og det juridiske. Detjuridiske kønsskifte vil sige at personen får ret til at skifte til et kønsbestemt fornavn svarende til detnyerhvervede køn, til at skifte personnummer og få pas, kørekort osv. i overensstemmelse hermed.Dette forudsætter imidlertid, at personen har gennemgået det fysiske kønsskifte hvorsundhedsstyrelsen har opstillet en række betingelser om kastration m.m. Heraf fremgår ifølgeSundhedsstyrelsensVejledning om kastration med henblik på kønsskifte,at”Det er en forudsætningfor at anerkende et juridisk kønsskifte fra mand til kvinde, at følgende er opfyldt: Kønskirtlerne erfjernet (orchidektomi), penis er fjernet (penektomi), vaginoplastik og tildannelse af kønslæber erforetaget.”14Man må spørge om hvis interesser det er Sundhedsstyrelsen varetager her, når det erveldokumenteret, at mange transkønnede først og fremmest ønsker det juridiske kønsskifte, og de derønsker et kønsskifte understøttet af operative ændringer selv burde kunne være medbestemmende omhvor omfattende disse skal være.

Yderligere fremgår det af Princip 3, at”Enhver persons selvdefinerede seksuelle orientering og kønsidentitet er en integreret del af derespersonlighed og er af et af de mest basale aspekter ved selvbestemmelse, værdighed og frihed.Ingen må tvinges til at underkaste sig medicinske procedurer, incl. kønsmodificerende operationer,sterilisationer eller hormon terapi, som et krav om en legal anerkendelse af deres kønsidentitet.”Selvsamme formuleringer stort set anvendes af Europarådet i 200915:”Sådanne krav er klart i konflikt med respekten for personens fysiske integritet. At krævesterilisation eller andre kirurgiske indgreb som forudsætning for legal anerkendelse af ensforetrukne køn ser bort fra den kensgerning, at mens sådanne operationer ofte ønskes af dentranskønnede person, så er dette ikke altid er tilfældet. Desuden er operationer af denne type ikkealtid medicinsk mulige, tilgængelige eller…behandlingen er ikke i overensstemmelse med de ønskerog behov patienten har…Men den legale anerkendelse af personens foretrukne kønsidentitet gøresumulig uden disse behandlinger og anbringer således personen i et limbo uden nogen tilgængeligudgang. Det er bekymrende, at transkønnede mennesker synes at være den eneste gruppe i Europasom er genstand for legalt ordineret statspåbudt sterilisation….medicisnk behandling må altidadministreres efter individets bedste interesser og må tilpasses til hans/endes specielle behov ogsituation. Det er ude af proportioner. at en stat bestemmer en behandling i form af ”en størrelsepasser alle”. De basale bekymringer over menneskerettighederne her vedrører om hvorvidt en såstærk interferens af staten i individers private liv kan retfærdiggøres… for at klassificere nogen somtilhørende det ene eller det andet køn.”Tilsvarende rekommanderes det af Hammarberg i seneste rapport (2011), at staterne skal:”Ophæv krav om sterilisation og andre tvangsmæssige medicinske behandlinger som i alvorliggrad kan forringe individets autonomi, sundhed eller velbefindende, som nødvendige krav for enlegal anerkendelse af den transkønnede persons foretrukne køn”. (Discrimination on grounds ofsexual orientation and gender identity in Europe. 2011, si. 13).Tilsvarende bestemmelser er tiltrådt af EU's ministerråd i 2010, hvor man i kapitlet vedrørenderespekt for privat- og familieliv anfører (si.11):

20. Forudgående krav, inklusive ændringer af fysisk karakter, for legal anerkendelse afkønsændring (gender reassignment) bør jævnligt gennemses med henblik på at ændre krænkendekrav.16Fra brugerside er tilsvarende synspunkter selvsagt fremhævet også af den europæiske organisationaf transkønnede, TGEU. I deres Centrale krav, formuleret i 2005, pkt. 2 fremgår det, attranskønnede har”Ret til at ændre sit juridisk registrerede køn (gender/sex) i alle dokumenter tilden foretrukne kønsrolle. Denne ret må ikke være ledsaget af nogle som helst krav om f.eks. kræveteller påtvunget psykologisk, psykoterapeutisk eller psykiatrisk vurdering eller behandling, af nogetkrav om medicinsk-psykologisk diagnose af ’køns-dysfori’, ’kønsidentitets afvigelse’ eller’transseksualisme’; hormonbehandling, invasiv eller ikke-invasiv kønsmodificerende kirurgi;sterilisation eller barnløshed; eller noget som helst krav om at være ugift eller ’aldrig-gift’ ellerskilsmisse”.17Vælger man i Danmark at følge de principper der er lagt frem af de nævntemenneskerettighedseksperter, vil det få store konsekvenser for de transkønnede. Sondringen mellem’fysiologisk’kønsskifteog’juridisk’kønsskifteblivermindreinteressant,fordi

menneskerettighedsprincipperne betyder, atdet juridiske køn blive det centrale i transkønnedesforhold til det offentlige og samfundet i øvrigt.Det juridiske kønsskifte er som nævnt en anerkendelse af personens psykologiske ellerselvvurderede køn – kønsidentitet - som indebærer at navn, personnummer, pas osv rettes til ioverensstemmelse med det valgte køn. Dette bliver altså det egentlige kønsskifte af betydning forden transkønnedes forhold til samfundet. Om der skal foretages noget fysiologisk eller ej bliver optil den enkelte at vælge, idet samfundet bør anerkende at den fysiske del af kønsskiftet for mangekan have afgørende betydning for personens fremtidige trivsel og helbred.Når man ikke kan stille nævnte behandlingsmæssige krav, bortfalder selvsagt Sundhedsstyrelsenskrav til et kønsskifte (kastration osv. osv.), og det juridiske bliver det egentlige.Gennemføres dette krav vil det have afledte konsekvenser for en lang række af de efterfølgendekrav der kan opstilles til navn, pas, personmummer osv.Det anbefales på denne baggrund at man i Regering og Folketing tiltræder og implementermenneskerettighedsprincipperne som de er fremstillet i Yogyakarta-principperne, af EU

III Afledte konsekvenser civilretsligtSom det er fremgået, er centrale civilretslige ændringer betinget af diagnostisering og et operativtindgreb hvilket fratager den transkønnede retten til selv at forvalte sit liv som transkønnet.Ved implementering af tidssvarende meneskerettigheder, som præsenteret i Yogyakrataprincipperne og Europarådets nyligt publicerede rapporter, betyder det samtidigt, at når personenskifter køn, med eller uden behandling og operative indgreb, træder de rettigheder som eksisterer idag automatisk i kraft: retten til at skifte fornavn, personnummer og ændring af dokumenter sompas, kørekort og sygesikringsbevis.

Dette indebærer følgende ændringsforslag til eksisterende loveog regler:”Kønsidentitet” anvendes som ikke-diagnostisk betegnelsen for transkønnede i officielledokumenter, love, bestemmelser osv. i overensstemmelse med brugen i de nævntemenneskerettighedserklæringer.Navn: Ret til selv at vælge fornavn. Dette kunne ledsages af en ret til selv at vælge fornavn for allemyndige personer (en ændring af navneloven).Personnummer: personen får ændret sit personnummer. Alternativt kunne man overveje at ændrepersonnumre så eventuel kønsidentifikation ikke er del af personnummeret.Pas, sygesikring og kørekort: ændringer heri i overenstemmelse med ovenstående. Mulighed for atfå indskrevet en ’intetkøns’- betegnelse – et X – i passet.Navneændring i offentlige papirer regelsættes (eksamenspapirer o.a.). I dag findes ingen samlederegler på området.Rådgivning og differentierede behandlingstilbud får en central rolle på Sexologisk Klinik og detovervejes hvorledes dette kan etableres på flere niveauer og decentralt. Det anbefales atSundhedsstyrelsen udarbejder en Rådgivnings- og behandlingsvejledning for behandlere med

IV Etiske og praktiske overvejelserGennemføres de ovennævnte forslag vil det have en række implikationmer for såvelfamiliemedlemmer til den transkønnede som i forhold til personer den transkønnede har og fårkontakt med i det ’offentlige rum’. Uden at gå ind i en diskussion af hvad der skal forstås ved etikog moral, kan man med en mere dagligdags tilgang tale om, at etiske overvejelser er på sin pladsnår private handlinger har eller kan have negative konsekvenser for andre.For den transkønnede drejer dette sig især om de tilfælde, hvor den transkønnede ved sit kønsskiftekommer i konflikt med hvad evt. ægtefælle og børn legitimt har kunnet forvente sig.Har den transkønnede på et tidspunkt engageret sig i et forhold til en anden person og efter et stykketid springer ud med ønsker om tidvis eller mere permanet at skifte køn, så bliver hun også nødt til atforhold sig til det brud på legitime forventninger partneren har haft da forholdet blev indledt. Der erda også eksempler på, at dette brud har ført til egentlige opbrud i forholdet, og den transkønnede måselvsagt forholde sig til sit ansvar og svigt og tage det på sig. Dette indebærer ikke, at man ikke kanblive nødt til at foretage dette brud, og i og for sig er det ikke så meget anerledes end utroskab ellerat man blot ’er vokset fra hinanden’ som det så smukt hedder i dag.Det andet forhold er til eventuelle børn. Også her er der eksempler på, at udspringet som trans harført til alvorlige og langvarige brud, sorg og ulykke osv. Der er dog nok ligeså mange eksempler påat det er gået godt. Men den transkønnede kommer ikke uden om at forholde sig moralsk til dennesituation og overveje sit ansvar overfor børnene og søge at håndtere situationen så smertefrit sommuligt.

Man kunne her desuden nævne en række mere specielle situationer der kan opstå i kølvandet på eneventuel gennemførelse af det juridiske kønsskifte, som f.eks. anvendelse af idrætsanlæg,svømmehaller, hospitalsindlæggelse, fængsling. Disse situationer implicerer en vis skønsomhed fraalle parter, nogle kan nok blive provokeret og føle sig generet, men etiske konsekvenser kan manikke med rimelighed tale om. Disse mere dagligdags eksempler drejer sig snarere om hvad man børog kan i dette samfund: At man som ikke-opereret går ind på det modsatte køns badeafsnit vil noglemåske mene er en moralsk forargeligt, men hvor det ville være mere korrekt at betragte det som etbrud på nogle samfærdselsregler i samfundet. Men brud herpå vil sjældent betyde andet, end atnogle føler sig forudrettede – men igen, dette sker i mange forskellige situationer for nogle, i andresituationer for andre osv. således at man ikke med rimelighed kan betragte det som overtrædelser afetiske foreskrifter.Mere ekstreme tilfælde omfatter risikoen for, at en transkønnet kvinde bliver ”far” eller omvendt entranskønnet ”mand” føder et barn. I disse tilfælde kan der være større eller mindre praktiskeproblemer og konsekvenser, som dog ikke indebærer etiske eller moralske overvejelser, ud overforholdet til de evt. børn med to ’mødre’ eller to ’fædre’. Men for det første er det noget som megetsjældent vil finde sted i praksis, hvorfor det er vanskeligt at opstille samfundsmæssige regler til atstyre dette. For det andet, hvis det etiske ligger i, at vores handlinger er til skade for andre, sågælder det næppe disse sammenhænge. At en transemand føder et barn, kan jo ikke være til skadefor andre end personen selv og hans forhold til barnet – det er måske ikke ideelt, men er til at levemed ud fra et samfundsmæssigt perspektiv. Omvendt er omkostningerne for de transkønnede somgruppe meget store hvis man ikke vil tillade juridisk kønsskifte med henvisning til sådanneenkeltstående tilfælde.Sammenfattende behøver samfundet ikke at rejse nogen pegefinger i forhold til det juridiskekønsskifte. Der vil være nogle praktiske situationer og foranstaltninger som man må indrette sig påhenadvejen,mensomikkeertilstrækkeligetilatmanikkeimplementere

Dette var forekomster APA tidligere fremsatte, mens de idag angiver, at der mangler undersøgelser som sigernoget sikkert om forekomsten. Standards of Care (se note 7) angiver stor usikkerhed om tallene, fx for mændsvedkommende fra 1-11.900 til 1-45.000. [www.apa.org/topics/transgender.html]. For godt 50 år siden angaven svensk forsker Wålinder, at 1 af 100.000 mænd og 1 af 400.000 kvinder var transseksuelle – svarende til ca.35 personer i Danmark (Walinder,J. (1968). Transsexualism: Definition, prevalence and sex distribution.ActaPsychiatrica Scandinavica, 43(S203),255-257.)8