SUU, Alm.del - 2011-12 - Bilag 390: Henvendelse af 3/7-2012 fra Gadejuristen vedr. ulovlig diskrimination af nordiske statsborgere i Københavns Kommune

3. juli 2012Vedr.: Ulovlig diskrimination af nordiske statsborgere i Københavns KommuneDanmark har som det eneste nordiske land i mange år haft en indskrænkende fortolkning afbeskyttelsen mod hjemsendelse af nordiske statsborgere i Nordisk Konvention om Social Bistandog Sociale Tjenester og har i mange år opretholdt en hjemmel i aktivloven til hjemsendelse afnordiske statsborgere, der indenfor de første 3 års ophold søger om længerevarende forsørgelse.Debatten om Danmarks hjemsendelsespraksis i forhold til nordiske statsborgere har i høj gradomhandlet fortolkningen af Nordisk Konvention om Social Bistand og Sociale Tjenester art. 7 ogden hjemmel, der findes i dansk ret til at hjemsende nordiske borgere i aktivlovens § 3, stk. 4.Gadejuristen, der yder retshjælp til udsatte borgere, ser imidlertid en række bekymrende tegn på,at kommunerne, der forvalter størstedelen af ydelser til udsatte borgere herunder udsatteborgere fra andre nordiske lande, i videre omfang end hvad der følger af hjemsendelsesreglerne,forsøger at undgå at yde støtte til nordiske borgere i Danmark.Gadejuristen har over tid konstateret, at særligt Københavns Kommune aktivt forsøger at undgå atyde støtte til udsatte nordiske statsborgere, der bor og opholder sig i Københavns Kommune.Dette sker bl.a. ved, at man særdeles aktivt forsøger at hjælpe disse borgere tilbage tiloprindelseslandet, og såfremt borgeren afviser dette, afskærer dem fra enhver form for hjælp. Vihar set gentagne eksempler på, at man ulovligt afviser forskellige former for ydelser og støtte,samt at man i urimelig grad forsøger at trække sagerne i langdrag med henblik på at skabe så ringe1

livsbetingelser for de pågældende, at man herigennem kan presse dem til at forlade landet.Københavns Kommune har ansat socialarbejdere med særligt kendskab til de sociale systemer i deøvrige nordiske lande, der umiddelbart alene synes at have til formål at hjælpe udsatte nordiskeborgere tilbage til deres oprindelsesland. Afviser man at forlade landet tilhører man ikke længeremålgruppen og kan ikke længere få hjælp af disse særlige socialarbejdere, der ellers ville kunneyde kvalificeret støtte med deres kendskab til de sociale systemer i alle de nordiske lande.Vi er aktuelt særligt foruroliget over Københavns Kommunes åbenlyst ulovlige afvisning af at ydesubstitutionsbehandling til opioidafhængige nordiske statsborgere med bopæl i kommunen.Efter Nordisk konvention om social sikring art. 5 er nordiske statsborgere, trods ikke at have væretarbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende i EU-retlig forstand, omfattet af lovgivningen idet nordiske land, hvor de har bopæl.Af sundhedslovens § 142 følger at kommunerne skal yde vederlagsfri substitutionsbehandling medbl.a. metadon. Kravet for at kunne modtage ydelser efter sundhedsloven er, at man har lovligtophold og bopæl her i landet, jf. sundhedslovens § 7. Ved bopæl forstås tilmelding tilfolkeregistret, jf. sundhedslovens § 7, stk. 2.Ret til ydelser efter serviceloven, som eksempelvis stofbehandling og adgang til herberger, haralle, der har lovligt ophold i landet og som i øvrigt opfylder betingelserne, jf. servicelovens § 2.Til trods herfor ser vi, at Københavns Kommune afviser at yde støtte efter såvel sundhedslovensom serviceloven til nordiske statsborgere alene på baggrund af deres statsborgerskab.Københavns Kommune har senest begrundet dette med, at man vurderer, at disse nordiskestatsborgere på et ikke nærmere bestemt tidspunkt vil kunne få behov for længerevarendeforsørgelse og derfor på et tidspunkt vil kunne risikere hjemsendelse. Man foretager altså enhypotetisk vurdering af, at borgeren engang i fremtiden vil kunne antages at søge om støtte efteraktivloven, og at en sådan ansøgning vil kunne medføre hjemsendelse.En sådan hypotetisk forestilling om borgerens mulige fremtidige behov og handlinger kannaturligvis ikke bruges til at afskære nordiske borgere den hjælp, de har ret til, og som kommunener forpligtet til at levere.Der er tale om en åbenlys ulovlig diskrimination af nordiske statsborgere og med de begrænsedemuligheder for at få indbragt disse sager for en højere myndighed, er det næsten umuligt for dissemennesker faktisk at få den behandling, de har krav på.Gadejuristen ser sig derfor nødsaget til at rette henvendelse til de relevante ministre, FolketingetsSocialudvalg, Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg, Københavns Kommunesoverborgmester Frank Jensen, Københavns Kommunes Socialudvalg og Nordisk Råds Medborger-og Forbrugerudvalg for at få stoppet den ulovlige praksis og sikre disse udsatte mennesker adgangtil den hjælp og støtte, de har behov for og krav på.2

Der kan være tale om livsvigtig behandling til udsatte borgere, og den nuværende praksis risikererat koste menneskeliv. Københavns Kommune kan mene, at en lovlig praksis vil betyde, at flereomkostningstunge borgere fra de nordiske lande vil tage ophold i kommunen, men en sådanmodvilje mod de nuværende regler må ikke komme til udtryk ved, at man blot tilsidesættergældende ret, og lader de mest udsatte borgere bære omkostningerne i en kommunalpolitiskkamp mod de nordiske konventioner.Lige nu kæmper Gadejuristen for endnu en nordisk borgers adgang til den livsvigtigesubstitutionsbehandling som Københavns Kommune afviser at indskrive borgeren i på baggrund afstatsborgerskab i et andet nordisk land og en hypotetisk mulighed for, at borgeren på et tidspunktvil ansøge om økonomisk støtte, der måske kan føre til hjemsendelse. Efter en hård kamp foroverhoved at blive tilset af en kommunal læge med ansvar for substitutionsbehandling, er deralene tilbudt nedtrapning og administrativ afgiftning. Denne behandling tilbydes på trods afborgerens ønske om vedligeholdelsesbehandling og mod den ansvarlige læges vurdering afbehandlingsbehovet, og er alene besluttet af juristerne i Københavns Kommunes Socialforvaltning.Den alvorlige risiko for en sådan borgers liv og helbred er baggrunden for denne appel til deansvarlige politikere om at sikre udsatte nordiske statsborgere adgang til de sociale ogsundhedsmæssige ydelser, de har behov for og krav på.