SUU, Alm.del - 2011-12 - Bilag 301: Henvendelse af 26/4-12 fra Danske Handicaporganisationer vedr.ulige adgang til sundhedsvæsenet for personer med handicap

Vedr. ulige adgang til sundhedsvæsenet for personer medhandicapKære Astrid Krag,Først vil jeg gerne byde dig velkommen tilbage fra en forhåbentlig veloverståetbarselsorlov.Jeg skriver til dig vedr. det åbne samråd tirsdag den 17. april om ligebehandling af allepatienter uanset bopæl, handicap m.v.Jeg er glad for, at du på samrådet fremhævede den lige adgang for alle borgere tilbehandling i sundhedsvæsenet som en af grundstenene i det danske velfærdssamfund oggjorde opmærksom på forpligtelserne i Handicapkonventionens artikel 25 om sundhed.Med baggrund i den konkrete sag fra Odense om diskrimination af en udviklingshæmmetpatient med kræft mente du ikke, at diskrimination af personer med handicap udgør etgenerelt problem i det danske sundhedsvæsen. Du efterlyste samtidig eventuelle oplysningerom det modsatte og lovede i så fald at tage affære.I handicaporganisationerne er vi desværre ikke i tvivl om, at personer med handicap opleverdiskrimination i sundhedsvæsenet. Her er det vigtigt at huske på, at diskrimination både kanvære direkte (som i sagen fra Odense) og indirekte, fx i form af mangel på den såkaldte’rimelige tilpasning’, der er nødvendig for, at personer med handicap kan nyde de sammerettigheder som alle andre.Selvom der aldrig er lavet nogen samlet kortlægning i Danmark, er diskriminationenefterhånden veldokumenteret og jeg vil som supplement til brevet fra Sytter Kristensen fraLandsforeningen LEV blot opliste nogle udvalgte eksempler:Fysisk træning:En undersøgelse fra 2011 lavet af Danske Handicaporganisationer(DH) viser, at borgere, der bor i botilbud, ikke får den fysiske træning, som de har behovfor – og ret til. Det kan fx handle om genoptræning efter udskrivning fra hospital,vedligeholdende træning eller vederlagsfri fysioterapi. Undersøgelsen viser bl.a., at på

hele 41 % af botilbudene får borgerne næsten aldrig eller blot indimellem den træning,de har behov for. Undersøgelsen viser også, at mange borgere slet ikke får vurderet deresbehov for træning, og at de ofte selv må betale for træningen. Undersøgelsen er eteksempel på, hvordan sundhedsvæsenet svigter en gruppe borgere, der pga. enfunktionsnedsættelse ikke selv har mulighed for at vurdere deres behov for samt opsøgefysisk træning.Medicinsikkerhed:DH har i samarbejde med flere andre interessenter netop afsluttet etprojekt om medicinsikkerhed i botilbud for personer med handicap. Projektetdokumenterer et stort behov for at forbedre kvaliteten i medicineringsprocessen – og herisær ift. samarbejdet med og opfølgning af de ordinerende læger. Projektet viser også, atmedicinsikkerheden kan forbedres, hvis relevante borgere får tilbud om en såkaldt’medicingennemgang’ – fx som del af et bredere sundhedstjek – og hvis de ansatte påbotilbudene får adgang til sparring om medicineringsprocessen fra en kvalificeretsundhedsperson. Disse ydelser har eksempelvis ældre borgere adgang til i form af desåkaldte forebyggende hjemmebesøg og i form af de lovpligtige tilsynsbesøg fraembedslægerne, hvis de bor på plejehjem.Diskriminerende brugerbetaling:Herudover oplever personer med handicap uligeadgang til sundhedsvæsenet pga. diskriminerende brugerbetaling på sundhedsydelser.Nogle handicap/kroniske sygdomme medfører fx ekstraordinært store udgifter tiltandlægehjælp, ofte som bivirkning af den nødvendige medicin eller pga. et epileptiskanfald. Hvis en borger har store sygdomsrelaterede udgifter til tandpleje som følge afeksempelvis parkinson, epilepsi, psykisk sygdom, aggressiv paradentose eller vissetarmsygdomme, kan hun/han ikke få hjælp til udgifterne, der i nogle tilfælde ender påmere end 100.000 kr. Og ikke alene bliver mennesker med sygdomsrelateredetandproblemer diskrimineret – reglerne diskriminerer faktisk også mellem kronisk syge.Hvis man lider af Sjøgren syndrom, kræft eller visse sjældne sygdomme, kan mansåledes få dækket sine sygdomsrelaterede tandlægeudgifter.Manglende tilgængelighed til forebyggelse og sundhedsfremme:Der mangler ikkekun fokus på ulighed i adgangen til det behandlende sundhedsvæsen.Handicapperspektivet er også fraværende i den generelle forebyggelses- ogsundhedsfremmeindsats i Danmark. Konsekvensen er, at mennesker med handicap ofteer udelukket fra at kunne bruge de eksisterende forebyggelses- ogsundhedsfremmetilbud, enten fordi tilbuddene ikke er tilgængelige eller fordi de ikke ertilstrækkeligt målrettet borgernes behov. Resultatet er, at de grupper, der ofte har størstbehov for forebyggelses- og sundhedsfremmeinitiativer, oplever dårligst adgang tiltilbuddene.Udover ovenstående eksempler modtager jeg også mange – ofte ganske tragiske –enkelthistorier fra DHs medlemsorganisationer, der bekræfter, at sundhedsvæsenet mangesteder slet ikke er gearet til at imødekomme behovene blandt personer med handicap. Medkonventionens termer mangler det danske sundhedsvæsen i vidt omfang det nødvendige

fokus på den ’rimelige tilpasning’, der skal sikre, at personer med handicap kan nyde denhøjest opnåelige sundhedstilstand på lige for med andre. Dette gælder desværre både ift.sundhedstilstandforebyggelse, tidlig opsporing, behandling og rehabilitering.Jeg ved, at der bl.a. i England og i vores nordiske nabolande er lavet større undersøgelser afden ulige adgang til både sundhed og sundhedsvæsenet for personer med handicap og jeg vilsundhedsvæsenetopfordre til, at du også inddrager handicapperspektivet og handicaporganisationerne i detbebudede sociale serviceeftersyn af sundhedsvæsenet. Vi bidrager meget gerne med videnom problemstillingerne såvel som med forslag til, hvordan vi kan nedbryde barriererne oglskabe et mere inkluderende sundhedsvæsen med fri og lige adgang for alle borgere.Hvis du mener det vil være formålstjenstligt, står jeg naturligvis til rådighed for et møde,hvor jeg kan uddybe problemstillingerne og vi sammen kan drøfte mulige løsninger.e