Til Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg.Uddeles venligst til samtlige medlemmer af udvalget samt offentliggørelse.

Statsministeren har både i sin nytårstale og Clements program af 8.januar 2012 meldt ud, at alle, som kanbidrage til det danske samfund, har pligt til også at gøre dette.

Det er bare ikke altid, at samfundet gør sit

til, at det kan lade sig gøre.

Her tænker jeg på problematikken i forbindelsen med fortolkningen af L46/L48 vedr. overflytningen af ØfeldtCentrene til sundhedslovens § 79.

Vi var mange patienter, der var overbeviste om, at overflytningen af Øfeldt Centrene naturligt medførte, atalle patienterne på Øfeldt Centrene blev flyttet med over i § 79, og ikke kun nogle af patienterne. Men detviste sig desværre senere hen, at det var dét, der skete.

Loven blev af ministeriet fortolket således, at kun den ene halvdel af Øfeldt Centrenes patienter (devederlagsfri handicappede patienter) var omfattet af overflytningen, også selvom lovens tekst er helt klar: "§79, stk. 3. Regionsrådet yder tillige specialiseret ambulant behandling til henviste patienter, der har bopæl ide regioner, hvor afdelinger af Øfeldt Centret er beliggende",

og således ikke udelukker nogle af Øfeldt

Centrenes patienter.

Summa summarum: Halvdelen af Øfeldt Centrenes patienter – ca. 250 igangværende – desværre netop dengruppe, som statsministeren sætter sin lid til, idet de har de allerbedste muligheder for at fastholde oggenvinde deres tilknytning til arbejdsmarkedet – er nu overladt til en uvis skæbne og får således svært ved atbidrage til statsministerens opfordring til, at alle, der kan, skal yde en arbejdsindsats i samfundet.

De har forsøgt al anden behandling

og er af deres læge blevet henvist til Øfeldt Centrene, som en sidstemulighed! Og fordi disse patienter ikke kan få tilsvarende behandling andre steder i landet, harmyndighederne – som noget helt unikt – pålagt stedet behandlingspligt.

Udelukkelsen af disse patienter bevirker nemlig, at patienterne skal kunne finde ca. 5000 kr. pr. måned ideres budget for at kunne modtage behandlingen på Øfeldt Centrene. Hvem kan det? Og hvad hvis manherudover også skal finde penge til transport?

Udgiften overstiger jo langt det rådighedsbeløb, som kontanthjælpsmodtagere er i besiddelse af, og som jonetop kan være borgere, der ikke kan magte at vende tilbage til arbejde pga. smerter i bevægeapparatet.Flere oplever tilstødende depressioner og angst for at kunne slå til - Alt sammen en selvforstærkende ondcirkel, der hverken gavner det enkelte menneske eller samfundet! Det er den verden, jeg befinder mig i.

Det hænger heller ikke sammen nationaløkonomisk. Den ”besparelse”, i behandlingsudgifter, somudelukkelsen medfører, er ”pebernødder”! Det kommer til at koste et beløb, der er mange gange så stort iden anden ende, når en lang række patienter ikke kan få behandlingen eller må afbryde deresbehandlingsforløb, fordi de ikke har råd (tabt arbejdsfortjeneste, sygehusindlæggelser, operationer ogudgifter til medicin og hjemmehjælp mv.). Herudover kommer så tab af livskvalitet.

Som det sikkert er udvalget bekendt, har jeg selv, grundet voldsomme smerter, været igennem 56

hospitalsindlæggelser, inden jeg kom i behandling på Øfeldt Centrene, og efter jeg er startet hos

Øfeldt, har jeg ikke været indlagt en eneste gang pga. smerter. Før behandlingen var jeg på højeste

smertedækning med morfin og metadon, og efter behandlingen hos Øfeldt er jeg nu på minimalt

morfinforbrug. Jeg tillader mig at linke til min historik (nederst).

På mine medpatienters vegne appellerer jeg derfor til udvalget om reelt at gøre det muligt for disse

smertepatienter at få den nødvendige specialiserede Øfeldt-behandling, således at patienterne kan

vende tilbage til et helbred, der gør dem i stand til at kunne være med til at arbejde os ud af den

økonomiske krise, som landet befinder sig i.