SUU, Alm.del - 2011-12 - Bilag 108: Henvendelse af 6/12-11 fra JDRF - Fonden for diabetesforskning vedr. "Brug af nye behandlingsmetoder i type 1 diabetes"

Type 1 diabetes er en autoimmun sygdom hvor kroppens eget immunforsvar fejlagtigt angriber og udslettersine egne insulinproducerende celler. Sygdommen kan ikke helbredes eller forebygges, og rammer ofte i deunge år. Får man ikke tilført insulin kunstigt, vil man dø.At leve med type 1 diabetes kræver opmærksomhed døgnet rundt i en konstant og vanskelig afbalanceringaf kostindtag, aktivitet og insulininjektion for at holde blodsukkerniveauet inden for normalgrænserne.Bliver blodsukkeret for lavt risikerer patienten insulinchok og koma, og ligger det for højt øges risikoen forinvaliderende følgesygdomme. At det, med de nuværende behandlingsmetoder, er en umulig udfordring atfuldføre, hvad enten man har type 1 eller type 2 diabetes, er sundhedsektorens daglige omkostninger på 80mio. kr.1til behandling af diabetes og følgesygdommene et trist vidnesbyrd om.Den medicinske behandling af sygdommen foregår ved mange daglige målinger af blodsukkeret vha.teststrimler der analyseres i et måleapparat, kombineret med flere daglige insulininjektioner med eninsulinsprøjte (pen). Til trods for at måleapparater og insulinpenne er blevet forbedret løbende, liderstrimmel/penterapien af det indbyggede problem, at selv ved mange hyppige daglige målinger og injektioner,f.eks. 8 eller flere, afspejler den heraf følgende blodsukkerregulering kun meget groft kroppens naturligeregulering, som foregår non-stop og konstant døgnet rundt hos raske mennesker.Ny teknologi i form af insulinpumper og glukosesensorer, der begge konstant er tilkoblet patienten,løser denne opgave langt bedre, hvilket er dokumenteret i mange studier2. Bedre regulering, udtrykt vedlavere HbA1c niveau (langtidsblodsukkerværdi), medfører en stærk reduktion i risikoen for at udvikle deomkostningstunge diabeteskomplikationer og følgesygdomme3. Hertil skal tillægges en uvurderlig personliggevinst i livskvalitet, hvilket har yderligere positiv afsmittende økonomisk virkning.Allerede nu udgør disse nye teknologier for de fleste et langt bedre alternativ til blodsukkerregulering end dentraditionelle strimmel/penterapi, og i meget nær fremtid vil de omtalte to komponenter udgøre hjørnestenenei en egentlig kunstig bugspytkirtel, ganske enkelt ved at lade en computer styre insulinpumpens doseringbaseret på de kontinuerlige blodsukkermålinger fra glukosesensoren4.Det er således afgørende at dette nye behandlingsudstyr bliver implementeret i diabetesterapien, for allede der vil have gavn af det, i videst mulig omfang, hvilket også er konklusionen i 2011 rapporten fra dendanske ekspertgruppe5. Og fra JDRFs side vil vi gerne anerkende de politiske tiltag der er foretaget for at gøreinsulinpumper tilgængelige for type 1 diabetespatienter i Danmark.Med hensyn til finansiering af både insulinpumper og glukosesensorer er det en opgave for sygehusvæsenet,og dermed regionerne. Det kan dog konstateres at hvor der er kommet gang i anvendelse af insulinpumper,er brugen af glukosesensorer praktisk taget ikke eksisterende i Danmark, da der ikke er tilstrækkelig budget tilrådighed for dette.Mange studier dokumenterer som omtalt god samfundsøkonomi i at benytte de nye teknologier idiabetesbehandlingen fordi det, på den lange bane, tjener sig rigeligt hjem i form af færre udgifter til deomkostningstunge diabeteskomplikationer og følgesygdomme. Senest er det også påvist atomkostningen vedat bruge glukosesensorer er på samme niveau, for mange, som brugen af traditionelle teststrimler6. Det måvære oplagt at løse budgetproblematikken omkring glukosesensorer, når det kan gøres omkostningsneutralt._____________________________________________________________________Protektor: Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte

Det virker rimeligt og logisk at betragte insulinpumper og glukosesensorer som behandlingsredskaber manvisiteres til af en sygehuslæge. Derimod ser vi forbrugsmaterialerne, dvs. injektions- og sensorkateter mv., somnoget der ligger tættere på nåle og teststrimler, og derfor kunne de med fordel finansieres på tilsvarende vis,dvs. kommunalt. Fordelen vil være at man kunne benytte sig af de eksisterende offentlige udbud for at sikrelavest mulige priser og gøre brug af de bydende firmaers eksisterende distributionslogistik.Sidst men ikke mindst vil det være naturligt at forvente, at i det omfang glukosesensorer kan erstatteteststrimler rimelig omkostningsneutralt, vil de budgetmæssige forhindringer være bortfaldet, da beggeudgifter afholdes af samme kasse.Vi håber dette notat kan danne baggrund for en debat i Folketingets Sundhedsudvalg omkring en bedreløsning for finansiering af insulinpumper og glukosensorer.