Anmodning om autorisationsordning for uroterapeuter

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i brev af 19. oktober 2010 (sagsnummer 1004901) ikke fun-det grundlag for etablering af en autorisationsordning for uroterapeuter.Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyser i det nævnte brev om den generelle praksis, som liggertil grund for vurderingen af ansøgninger om etablering af autorisationsordninger. Først oplyses ombaggrunden for praksis og herefter for de kriterier, som indgår i den konkrete afvejning. Dernæsthenvises der til Sundhedsstyrelsens udtalelse (j.nr 7-107-5/1/MCO), hvorefter ministeriet på denbaggrund konkluderer, at der ikke vil være noget grundlag for etablering af en autorisationsordningfor uroterapeuter.Vi skal hertil indledningsvis bemærke, at Sundhedsstyrelsen i sin udtalelse alene skriver, at der pådet foreliggende grundlag ikke erdokumenteretet behov for en autorisationsordning for uroterapeu-ter. Dette er forståeligt og har den naturlige forklaring, at vores henvendelse til Indenrigs- og Sund-hedsministeriet den 28. april 2010 ikke var en formel ansøgning, men en anmodning om oplysnin-ger om fremgangsmåden ved ansøgning om etablering af en autorisationsordning for uroterapeuter.Vi bad med andre ord om vejledning til brug for en sådan ansøgning, jf. forvaltningslovens § 7, stk.1.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet burde i stedet for den anvendte fremgangsmåde have hørt osover Sundhedsstyrelsens udtalelse, således at vi havde mulighed for at supplere oplysningsgrundla-get med den fornødne dokumentation. Herefter burde ministeriet have foretaget enkonkretvurde-ring, hvor dokumentation fra os om uroterapeuter i Danmark vurderes i forhold til de kriterier, somefter ministeriets egen redegørelse indgår i den konkrete afvejning.Indenrigs- og Sundhedsministeriets tilrettelæggelse af sagsbehandlingen er således i strid med heltalmindelige forvaltningsretlige principper om sagsoplysning og kontradiktion. Og fremgangsmådener ikke mindst helt urimelig i lyset af, at vi – som det allerede er fremhævet – alene bad om vejled-ning til brug for en formel ansøgning.På den baggrund – og da vi nu har modtaget den vejledning, som vi bad om i vores henvendelse af28. april 2010 – skal vi hermed ansøge om etablering af en autorisationsordning for uroterapeuter:Formålet med vores ansøgning er at styrke patientsikkerheden og fremme kvaliteten af sundheds-væsenets ydelser. Dette er selve formålet med autorisationsordninger, jf. § 1, stk. 1, i autorisations-loven.Efter det oplyste lægges der i praksis bl.a. vægt på ”om gruppen i forvejen er velreguleret gennemoffentlig uddannelse”.Hertil kan det oplyses, at vi er både læger, sygeplejersker, jordemødre og fysioterapeuter med enuroterapeutuddannelse. Efter vores opfattelse ville det imidlertid være forkert, hvis f.eks. en klageover vores uroterapeutiske arbejde behandles, som om vi havde fejlbehandlet noget på vores grund-uddannelsesniveau, hvor vi har vores oprindelige autorisation. En konkret situation som f.eks. enklage skal svare til den egenskab, som arbejdet er udført i.I overensstemmelse hermed er det følgende anført på Sundhedsstyrelsens hjemmeside om sund-hedspersoner med flere professioner:”Personer, der har to(eller flere) autorisationer, fx som læge og tandlæge eller som læge og sygeplejerske får et indivi-duelt 'autID' for hver autorisation. Pågældende skal anvende det autID, der i den konkrete situation svarer til den egen-skab som arbejdet/funktionen udføres i.”

Der lægges i praksis endvidere vægt på, ”i hvilket omfang gruppen udøver selvstændig privat virk-somhed”. Det kan hertil oplyses, at det er vores vurdering, at ca. 50 %, herunder os selv, er selv-stændigt erhvervsdrivende og dermed uden den adgang til instruktion og supervision, som er ind-bygget i det offentlige sundhedssystem. Der er derfor behov for at kunne udpege kvalificerede (au-toriserede) uroterapeuter for patienterne.Der lægges også vægt på, ”i hvilken udstrækning udøvelsen af virksomheden konkret kan udgøre enfare for patienterne”. Det kan hertil oplyses, at vi i vores arbejde som uroterapeuter behandler medstrøm (elstimulationer og vibrationer) i urinrør, skede og endetarm, hvilket selvsagt kan medførefare for patienterne, hvis ikke behandlingen udføres korrekt og efter høje faglige standarder. Da deter underlivet, der behandles, skal man som uroterapeut også have en stor faglig viden om overgreb,

seksuel misbrug og folks forskellige holdninger (religiøse eller opdragelsesmæssige), så disse pati-enter ydes den rette omsorg ved behandlingerne.Sundhedsstyrelsen har i overensstemmelse hermed anerkendt, at uroterapi er en højt specialiseretfunktion, jf. specialevejledning for gynækologi og obstetrik fra 22. december 2010, side 9:”Urogynækologi: (om ikke at kunne holde på afføringen og bylder i underlivet)• Analinkontinens i samarbejde med kirurger, gynækologer oguroterapeuter.(<300 pt.):Herlev Hospital, Odense Universitetshospital, AUH Århus (kirurgi), AUH Aalborg Sygehus, Gråbrødre Kli-nikken (kun konservativ behandling i formaliseret samarbejde, foreløbigt godkendt)• Fistler (ikke fysiologiske forbindelser) mellem blære og skede, tarm og skede eller blære, tarm og skede i samar-bejde med kirurger oguroterapeuter(<100 pt.):Herlev Hospital, Odense Universitetshospital, AUH Århus (kirurgi)”

Det samme fremgår af Sundhedsstyrelsens:Rapport for specialet: Gynækologi og obstetrik, side 28.På denne baggrund er det vores opfattelse, at der er behov for den kvalitetssikring og vejledning tilbrugerne (patienterne), som vil være indbygget i en autorisationsordning for uroterapeuter. Der fin-des i Danmark ca. 400.000 kvinder, ca. 100.000 mænd og ca. 60.000 børn, der lider af urininkonti-nens. Disse personer vil blive hjulpet langt hurtigere, bedre og billigere ved at blive behandlet afautoriserede uroterapeuter frem for sundhedspersoner, der ikke er tilstrækkelig kvalificerede til atudføre sådanne behandlinger. En autorisationsordning vil således kunne medvirke til, at der fore-kommer færre tilfælde af uhensigtsmæssig faglig adfærd, idet patienterne kan gå direkte til speciali-sterne, dvs. de autoriserede uroterapeuter. Med disse afsluttende bemærkninger skal vi anmodeSundhedsministeriet om at foretage en konkret og saglig vurdering af, om vores ansøgning kanimødekommes.Såfremt der er behov for yderligere dokumentation eller lignende, er det vores forventning, atSundhedsministeriet vender tilbage til os, så vi får mulighed for at bidrage til sagsoplysningen.Kopi af dette brev sendes til Folketingets Sundhedsudvalg.Med venlig hilsenFormand Hanne RyttergaardGunnvor Nicolajsen og Birthe Bonde.