Kære læserHvem er de grønlandske børn og unge i Danmark? Er de danskere eller grønlæn-dere? Er de en etnisk minoritet, et integrationsprojekt eller et almindeligt danskgennemsnitsbarn?De fleste af de grønlændere, der bor i Danmark, lever en almindelig tilværelse. Menfor et stort mindretal forholder det sig anderledes.Siden 2007 har Foreningen Grønlandske Børn drevet projektet ”Et godt liv i Dan-mark”, der henvender sig til udsatte grønlandske børn og unge bosiddende i Dan-mark. Generelt gælder det for børnene i projektet, at de har levet i større mistrivselend først antaget. Mobning, ensomhed og social isolation, mangel på mad, søvnog rent tøj, manglende voksenkontakt og alkoholproblemer, alvorlig fysisk ellerpsykisk sygdom eller vold i familien har for mange af børnene været en del af hver-dagen.Børnenes mistrivsel har i mange tilfælde været overset i de institutionelle sam-menhænge, de har indgået i. Det har derfor været afgørende for foreningen atbidrage til at sikre, at børnene får de sociale støttetilbud, som de har både behovfor og krav på. Således er der for over halvdelen af de godt 100 børn, der har væretmed i projektet, blevet iværksat en kommunal støtteforanstaltning.Igennem projektets levetid har vi opnået en tæt relation til de udsatte grønland-ske familier. Som børnenes fortaler har det været nødvendigt også i stort omfang

at yde en støttende indsats for hele familien, og ofte har de socialpædagogiskemedarbejdere i Foreningen Grønlandske Børn været bisiddere for familien, foreksempel ved møder med offentlige myndigheder.Selv om børnene er meget udsatte, har de også mange ressourcer og sociale kom-petencer. Vi har gennem ”Et godt liv i Danmark” fokuseret på at anerkende ogstyrke det, børnene er gode til, og kan se, at det bærer frugt i form af øget selvtillidog mod på fremtiden i Danmark.Da de udsatte grønlandske børn og unge er en gruppe, der ikke er vant til at kommetil orde, hverken hjemme, i skolen eller andre steder, er bogen yderligere et ønskeom at give børnene en chance for selv at udtrykke sig via interviews, billeder, digteog breve.Den unikke viden om udsatte grønlandske familiers hverdag og virkelighed i Dan-mark, som vi har fået gennem ”Et godt liv i Danmark”, og de erfaringer, vi har gjortos i arbejdet med målgruppen, ønsker vi at dele med andre fagfolk i håb om, at detvil komme de udsatte grønlandske børn og familier til gode.Bogen er skrevet som en opslagsbog og behøver ikke læses fra ende til anden. Detbetyder, at den er nem og overskuelig at slå op i, men også at der nogle steder vilforekomme overlapninger. Bogen består af syv kapitler, og alt indhold bygger påden viden og de erfaringer, vi har opnået gennem ”Et godt liv i Danmark”. Bogengiver ikke håb om lette løsninger, men om at der dog findes løsninger.

Nyt land, nyt sprog,ny kultur…om at være grønlænder i DanmarkAt arbejde med udsatte etniske minoritetsbørn, i dette tilfælde grønlæn-dere i Danmark, er en balancegang mellem det almene og det særlige – mel-lem på den ene side at arbejde ud fra en generel viden om udsatte børn ogpå den anden side en specifik viden om grønlandske børn.Nedenstående har vi listet vores erfaringer omkring nogle af de særligevilkår, der kan have betydning i arbejdet med udsatte grønlandske familieri Danmark.

Det kan være sårbart at flytte til et nyt land og en fremmed kultur; det gælder ikkeblot for grønlændere i Danmark. Mens man gerne vil bevare sin egen kulturellebaggrund, skal man samtidig lære at tilegne sig et nyt sprog, en ny kultur og læreat begå sig i et andet lands systemer. Vores erfaring er, at grønlændere i Danmarkofte bliver mødt med nogle andre forventninger, end dem vi har til andre etniskeminoritetsgrupper. Der findes ingen integrationstilbud til grønlændere i Danmark.Fordi grønlændere er danske statsborgere og er blevet undervist i dansk i dereshjemland, betragter vi dem næsten som halvt danske. Det gælder især for børnene

og i særlig høj grad for børn, hvor den ene forælder er dansk. Også selvom barnetmåske har boet størstedelen af sit liv i Grønland.Konsekvensen er ofte social isolation. Ofte kender familierne ikke til de danskesystemer og måder at gøre tingene på, og mange er ikke vant til eller klar over, atde kan få hjælp til for eksempel at udnytte lokalmiljøets aktiviteter og tilbud. Formange grønlændere er det desuden almindeligt, at man blot dukker op hos hinan-den, og mange grønlændere har ikke erfaring med at ”invitere på besøg”, som mangør i Danmark. Resultatet er, at familierne ofte lever meget isoleret uden særligtilknytning til det danske samfund.Vores erfaring er desuden, at de grønlandske familier indadtil er glade for og stolteaf deres kulturelle baggrund, men modsat andre etniske minoriteter, der ofte haret stærkt fællesskab, hvor de værner om deres kultur på godt og ondt, viser degrønlandske børn og voksne ikke udadtil på samme måde stolthed over det, dekommer fra. Det grønlandske opleves ofte som en barriere, frem for en ressource– måske særligt på grund af omgivelsernes måde at møde dem på. Vores erfaringer, at grønlændere ofte har en lav placering i samfundets sociale hierarki.

Når man arbejder med sårbare og udsatte mennesker, udgør håndteringen af egnefordomme og forforståelser en vigtig del af arbejdet.Vores erfaring er, at det i relationen til udsatte grønlændere ofte er særligt vigtigtat have disse begreber helt på plads. Der hersker mange fordomme om grønlæn-dere, og der findes mange opfattelser af og forventninger til kulturen, landet ogdets indbyggere.En forælder havde brug for hjælp, men søgte den ikke, da hun var ban-ge for at blive associeret med det udbredte billede af ”den alkoholise-rede grønlænder”.Det handler selvfølgelig om at anerkende de forskelle, der kan være. Men endnuvigtigere er det at blive bevidst om, hvilke forskelle, man tror, der er – altså hvilkeforforståelser man har. En forforståelse kan være god at have med i rygsækken,hvis man er bevidst om, at den kun udgør én mulighed. Den kan få én til at stilleudforskende spørgsmål som: ”Jeg har hørt, at grønlændere kan synes, at det erunødvendigt at have en kalender og lave præcise aftaler – gælder det også fordig?”. Tager man derimod for givet, at sådan forholder det sig, har man brugt sinviden til at dømme og generalisere, og ens forforståelse er da forvandlet til enfordom.

Vores erfaring i Foreningen Grønlandske Børn er, at grønlandske familier ofte haren anden familiestruktur, end den vi typisk ser i Danmark. Hvor hovedparten afdanskere lever individualistisk, far, mor og barn, lever mange grønlændere i etfællesskab med hele familien: tanter, fætre, onkler og bedsteforældre. Ansvar ogbeslutningskompetencer, herunder opdragelse, ligger dermed hos hele familien,modsat danske familier hvor ansvaret først og fremmest placeres hos forældrene.Når en grønlandsk familie flytter til Danmark, reduceres familien pludselig til kunat bestå af forældre og børn. Der er ikke længere en stor familie til at hjælpe medopdragelse af barnet.Vores erfaring er, at udsatte grønlandske familier ikke har nogen til at lære demom danske hverdagsstrukturer og normer. Det er desuden vores erfaring, at for-ældrene ofte ikke snakker med deres børn om hverdagssituationer, følelser ogoplevelser. Børnene er overladt til at se forældrenes handlinger og drage deresegne konklusioner herudfra. Børnene kan derfor opleve ensomhed, og da bådede og forældrene ved meget lidt om de danske systemer, lever de ofte et isoleretliv uden særlig tilknytning til det omgivende samfund.

Det, at familien lever i nuet, kan også komme til udtryk i forhold til skolen, hvorbørnene ikke nødvendigvis møder op hver dag. Familien og dét at have det godtsammen hjemme er første prioritet, og derfor kommer man måske ikke i skole, hvismoster for eksempel er på besøg.At familierne lever i nuet kan ligeledes komme til udtryk i forhold til deres tilgangtil møder og aftaler. Det kan være svært at lave faste aftaler med forældrene,og ofte dukker forældrene ikke op til planlagte møder. Som fagperson er det fru-strerende, når man har planlagt en arbejdsdag, men vores erfaring er, at vi måse på det som en arbejdsbetingelse. Da forældrene er dem, der ikke til fulde harressourcerne, er det os, der som fagpersoner må rette ind og gøre tingene på enanden måde end sædvanligt. Det kan for eksempel være ved at gribe familierne idet nu, de lever i. Ring, når du har et par timer fri i kalenderen og spørg, om du måkomme ud i deres hjem og snakke nu. Acceptér, at nogle ting er anderledes endhos danskere generelt, og arbejd så derudfra.Samtidig er det vigtigt hele tiden at være bevidst om balancegangen mellem detalmene og det særlige. Det er vores erfaring, at ovenstående gør sig særligt gæl-dende for udsatte grønlandske familier. Men muligvis gør det sig også gældendefor andre udsatte familier – og muligvis gør det sig ikke gældende for alle udsattegrønlændere.

...om mobning ogmistrivsel i skolenNår børn mistrives, skaber det nogle udfordringer for de voksne omkringbarnet. Den første udfordring kan være rent faktisk at få øje på, at barnetmistrives. Har man mistanke om, at et barn mistrives, er udfordringen der-næst, hvordan man som voksen bedst støtter barnet.Nedenfor har vi listet nogle af de erfaringer, vi har gjort os i ForeningenGrønlandske Børn i forhold til udsatte grønlandske børns mistrivsel i sko-len, og de udfordringer, det skaber for de voksne omkring barnet.

Vores erfaring er, at mange grønlandske børn oplever at blive mobbet. De skil-ler sig ud fra de andre børn, de ser anderledes ud, og ofte er børnene massivtensomme. Børnene har ingen venner, de går ikke til noget i fritiden, og fordommesamt en manglende interesse for deres kulturelle baggrund er for manges vedkom-mende en del af hverdagen.Som fagperson ved du formentligt godt, at det er vigtigt, at du håndterer mobning,når du ser det. Der er imidlertid stor risiko for, at du netop ikke ser, at de udsattegrønlandske børn mobbes. Vores erfaring er, at fordi disse børn ofte er stille ogindadvendte og ikke gør opmærksom på sig selv, er det flere gange blevet

overladt til barnet selv at løse situationen. Som med alle børn er det også i for-holdet til de grønlandske børn en fordel at holde fokus på løsninger og på fælles-skabet, at inddrage både børn, forældre og de andre lærere samt at arbejde medmobningen som et problem, hele klassen skal have hjælp til at løse frem for atudpege enkelte børn som ”ofre” eller ”skyldige”.Det handler dog ikke altid kun om relationen til de andre børn. Som andre udsattebørn kan også det udsatte grønlandske barn have et større behov for voksenkon-takt end andre børn. Her er det vigtigt at vide, at grønlandske børn og forældreikke har for vane at tale meget sammen; der er for eksempel ikke noget, der hedderpinlig tavshed i den grønlandske kultur, og en stor del af kommunikationen er oftenonverbal og består i stedet af kropssprog og mimik. Det betyder, at der kan værebrug for lidt mere tid i forhold til det grønlandske barn, da det ikke er vant til atudtrykke sig og sætte ord på for eksempel følelser og oplevelser. Brug lidt tid indimellem i frikvarteret på at tale med barnet om, hvordan det har det, eller hvaddet for eksempel har lavet i weekenden. Undgå at gøre et stort nummer ud af det,hvor barnet bliver ”kaldt op” til en samtale, men gør det i stedet til en uformelhyggesnak. Spørg og lyt oprigtigt og rummende til barnet.

Når et barn er udsat og sårbart, er der stor sandsynlighed for, at forældrene også erdet. For udsatte grønlandske børn gælder det, at forældrene ofte lever en isolerettilværelse uden megen tilknytning til det danske samfund. Forældrene føler sigusikre i forhold til offentlige instanser herunder skolen, og særligt de aktiviteterder direkte inkluderer dem såsom skolehjemsamtaler, forældremøder og fælles-det er aldrig barnets ansvar

,

at det bliver mobbet

arrangementer. Som lærer kan man let føle sig magtesløs og frustreret, når manstår med et barn, hvis forældre ikke møder op til samtaler og arrangementer, ikkeskriver i kontaktbogen, ikke returnerer sedler med mere.Måske kan det være en hjælp at huske på, at du som fagperson er den, der har res-sourcerne. Det er dig, der kan og skal være drivkraften, ikke forældrene. En mådeat hjælpe og komme mor eller far i møde kan være at ringe, når der for eksempel erfastsat dato for forældremøde eller skolehjemsamtale. Sørg for at tage teten, nårdu ringer, fortæl hvilke tider, der er at vælge imellem til skolehjemsamtale og aftalet præcist tidspunkt. Spørg, om der er én, far/mor kunne tænke sig at få med. Detkan være en god ven, et familiemedlem, en socialrådgiver, en anden lærer – hvemsom helst, der kender familien, og som forældrene føler sig trygge ved. Brug lidtmere tid på den udsatte far/mor end på de forældre, der er i stand til at navigerei systemet. Spørg til, hvordan forældrene har det, om der er noget ved skolen, deundrer sig over, eller om der er noget, de gerne vil vide mere om.

Forældrenes isolation og usikkerhed har ofte den konsekvens, at børnene ikke fården hjælp og opbakning i forhold til skolen, som de har brug for. Vores erfaring er,at børnene som en følge heraf alt for ofte bliver mødt med løftede pegefingre forting, de ikke kan eller skal være ansvarlige for; eksempelvis fravær, manglendemadpakke og gymnastiktøj, lektier, der ikke er lavet og en kontaktbog, der ikkeer skrevet i.Hvis barnet ofte kommer i skole uden gymnastiktøj, så husk først og fremmest, atdet ikke er barnets skyld. Sørg dernæst for, at der altid ligger noget tøj klar, barnetkan låne; det ligger bare i et bestemt skab, hvor barnet selv kan gå hen og tage det.Hvis barnet kommer i skole uden madpakke, så tal med barnets sagsbehandler omfrokostpenge, så der altid er mad til barnet. Undgå at gøre et stort nummer ud afdet over for barnet og kammeraterne – ingen bryder sig om at føle sig anderledes.Generelt handler det om at ”vende bøtten på hovedet”; at se barnets ressourcerfrem for de problemer og barrierer, der også er. Se på barnet med de potentialerog ressourcer, det har. Frem for bebrejdelser over fravær, så vis din glæde over,at barnet nu er der, når det hver tredje dag kommer i skole. Når barnet har lavetlektier, så anerkend de ressourcer, der skal til for at sætte sig ned og lave lektier,når man ikke oplever nogen opbakning hjemmefra. Hjælp eventuelt barnet medat få en lektiehjælper eller starte i en lektiecafe.

På et tidspunkt blev en af vores medarbejdere ringet op af en skole an-gående et af børnene i projektet. Skolen fortalte, at barnet havde enmeget høj fraværsprocent, han havde næsten aldrig lavet lektier, hanhavde aldrig frokost med, og hans forældre returnerede aldrig sedler.Skolen betegnede ham som en stille og sympatisk dreng, når han varder, men på grund af det store fravær så de sig nødsaget til at meldeham ud. Medarbejderens svar til skolen var: ”I har en dreng, som førstkom til Danmark og lærte det danske sprog, da han var teenager, somkommer fra et hjem, hvor der ingen opbakning er til skolen, og somhar været udsat for store svigt af forskellig art. Alligevel formår han atkomme i skole op til flere gange om ugen, han er sød og rar, når han erder, og sommetider har han endda lavet lektier! Det synes jeg dælemeer flot og vidner om nogle store ressourcer”. Efter denne udmeldingholdt skolen endnu et møde og vendte tilbage med besked om, at deville lade drengen blive i skolen og sætte ind med ekstra støtte for athjælpe ham videre. I dag er drengen i gang med at tage en uddannelsesom håndværker.

Vores erfaring er, at udsatte grønlandske børn ofte har stort fravær og fagligt erunder niveau i forhold til det forventelige. Skolen som institution har traditionfor at fokusere på det faglige og på struktur, og i en travl skolehverdag kan detvære svært at opdage, om barnets basale behov som for eksempel faste senge-og måltider, forældresamvær og hjælp til at komme op om morgenen, er dækket.Men ofte lever grønlandske familier i nuet på en helt anden måde, end vi er vanttil i Danmark, og struktur og planlægning er ikke på samme måde en del af dereshverdag. Vi har for eksempel flere gange oplevet, at grønlandske børn har haftsvært ved, eller været meget forundrede over, måden tingene foregår på, når dekommer på efterskole i Danmark, hvor der er fast struktur i forhold til mødetider,spisning, sovetidspunkter og så videre.Hvis de basale behov i barnets liv ikke er opfyldt, nytter det ikke at sætte ind medlektiehjælp og forventninger om, at barnet skal løftes til et fagligt højere niveau.Alle mennesker har brug for regelmæssig søvn, sund kost og faste rammer for atfungere i en hverdag.

En dreng, der tydeligt trængte til at komme væk hjemmefra, blevsendt på efterskole, men blev efter kort tid smidt ud. Han magtedeikke at følge et almindeligt undervisningsforløb, han manglede hjælptil basale ting som hygiejne, at komme i seng om aftenen og få nogetat spise. Han var fagligt langt under niveau og havde fravær på over 50procent i sin gamle skole. Han kom senere på en særlig kostskole, hvorder var plads til hans individuelle behov for hjælp.For en fagperson er der nok ikke noget nyt i, at det kan være nødvendigt at skriveen underretning, når et barns basale behov ikke er opfyldt, så familien og barnetkan få den hjælp, de har brug for. Til trods herfor oplevede vi i Foreningen Grøn-landske Børn at skrive ”første gangs-underretninger” på hovedparten af de børn,der har været tilknyttet ”Et godt liv i Danmark”. Vores erfaring er, at der langtfrabliver skrevet alle de underretninger, der er behov for, hvorfor vi bagerst i bogenhar lavet en guideline til, hvordan du kan skrive en underretning.Hvis barnet har ressourcerne til at få noget ud af for eksempel lektiehjælp ogspecialundervisning, så sørg for at sætte realistiske mål for barnet, så I opnår suc-cesoplevelser frem for nederlag. Hav fokus på, at det skal være sjovt og hyggeligt,og udnyt de fordele, der er ved, at resten af klassen ikke er til stede: Ingen tidspres,ingen risiko for at udstille sig selv, men omvendt et sted, hvor der er plads til atfejle. En frivillig lektiehjælper kan gå på biblioteket med barnet og finde noglebøger, der passer i niveau til barnet og på den måde være med til at løfte barnetsfaglige selvværd og selvtillid.

Det er ikke kun udseendet og den kulturelle baggrund, der gør, at udsatte grøn-landske børn kan føle sig anderledes og udenfor. Det faktum, at deres forældreofte ikke har lige så mange penge som de andre forældre, har stor betydning ibarnets hverdag. For eksempel har forældrene ofte ikke råd til at lade børnene gåtil en fritidsinteresse på grund af kontingent, udstyr og de kolonier, der tit følgermed. Børnene får måske ikke lommepenge eller penge med til frokost, og de harikke computer og mobiltelefon. Vores erfaring er, at børnene som en følge herafofte udelukkes fra fællesskabet. Det er ikke sjovt at have venner med hjem, hvisman er flov over, at der ikke er noget mad i køleskabet, eller hvis man ikke kanspille computer. Hvis man ikke har lommepenge, er man udelukket fra sociale akti-viteter som for eksempel biografen. Har man ikke telefon, er man ikke en del af”sms-fællesskabet”, og hvis man ikke går til en fritidsinteresse eller i fritidsklub, fårman ikke muligheden for at opbygge relationer uden for skolen, og man har ikkenogen oplevelser at fortælle om, når de andre børn i skolen fortæller om stævnereller opvisninger.Hvis du observerer, at et barn er udenfor på grund af forældrenes knappe økonomi,så arranger et møde med barnets forældre og sagsbehandler, hvor I kan tale ommuligheden for, at barnet kan gå til en fritidsinteresse ligesom kammeraterne,samt eventuelt få kontakt til en frivillig, der vil hjælpe barnet derhen og hjemhver gang. Hvis børnene i klassen går til ”klub”, og de andre altid har penge medtil snacks, så tal med sagsbehandleren om muligheden for, at der altid ligger lidtpenge i klubben til det barn, der ikke får med hjemmefra. Tag en snak på et for-ældremøde om at sætte max beløb for gaver, når børnene er til fødselsdag hos

Hvis du har et grønlandsk barn i klassen, kan det måske være en ide at lave temaom Grønland og Danmark, så klassen får indsigt i hinandens kulturelle baggrundog historie. Lad børnene medbringe billeder eller artefakter hjemmefra, som dekan fortælle om. Sørg for at have fokus på rummelighed, anerkendelse og godtkammeratskab i klassen. Er der flere grønlandske børn i klassen eller på skolen,så vær bevidst om gruppesammensætningen. Vores erfaring er, at de grønlandskebørn ofte sættes i gruppe sammen. Det kan der både være fordele og ulemperved. Det kan give barnet en følelse af tryghed at være i gruppe med andre, derligner det og har samme baggrund. Omvendt kan det forstærke følelsen af at væreanderledes og udenfor, hvis det gøres meget konsekvent.

Tillid, mistillid ogmisforståelser…mellem familie og fagfolkNår nogle forældre har det så svært, at de har brug for hjælp fra udefrakom-mende instanser for at kunne fungere og generere overskud til børnene ihverdagen, så er der tale om en sårbar situation for den involverede fami-lie.For at kunne hjælpe den familie, der er udsat, bedst muligt, er det vigtigt, atder i vid udstrækning skabes et tillidsforhold mellem familien og dem, derskal hjælpe. Nedenfor har vi listet nogle af de faktorer, som vi har erfaret,kan påvirke tillidsforholdet i henholdsvis positiv og negativ retning.

Noget af det, der kan gøre det svært at skabe en tillidsfuld relation, når man arbej-der med udsatte familier, er, at det for den enkelte familie meget let kan oplevessom en kritik frem for en hjælp, når familien tilbydes støtte i en eller anden form.Hvis man i forvejen føler sig skrøbelig i sin forældrerolle, kan det opleves sommeget voldsomt, at der bliver lavet en underretning. Forældrene ved måske godt,at de har brug for hjælpen, men de kan være bange for, at børnene skal blive fjerneteller for, hvordan det vil se ud udadtil. På den måde kan det være svært at få fami-

Som fagperson kan du forsøge at skabe en stemning af ro, intimitet, hygge ognærvær til møder. Stille rum, lukkede døre, ro i blikket og kendte ansigter kangøre en stor forskel. Hvis familien har en bisidder, så brug vedkommende som ensocial tolk, der kan hjælpe dig og familien med at forstå hinanden bedst muligt.Invitér bisidder med til møder, og tal med familien og bisidder om, hvorvidt du skalringe til familien eller til bisidder for at lave nye aftaler; for nogen forældre kandet måske være en lettelse at slippe for den del af ansvaret. Hvis du skal foreslå ettiltag for familien som for eksempel kostskole eller familiepleje, så bed bisidderom at tage med, hvis din og familiens relation endnu ikke er så tæt. Bisidderen kanmåske som social tolk fortælle tingene med nogle andre ord.Inden du skal tale med forældrene om for eksempel en underretning, en anbrin-gelse eller andet, der er svært for forældrene, kan det være en ide at tale medskolelærer, sundhedsplejerske, pædagog, misbrugskonsulent eller hvem der ellerskan være inde over familien. Vores erfaring er, at du på den måde er bedre rustet tilat fortælle forældrene om det, de også gør godt og derigennem fremstille tiltagetsom en hjælp og omsorg for familien. Forældrene skal dog altid først give tilladelsehertil i en samtykkeerklæring.

Skal et barn anbringes, kan det desuden være vigtigt at lave nogle fuldstændigtklare aftaler med familien om, hvornår, hvordan og hvor ofte de skal se barnet.Sørg for, at det er helt klart, hvem der gør hvad, og hvem der tager initiativ; ikkebare ”I skal ses på disse datoer”, som måske ville være nok for en dansk mor, meni stedet ”på lørdag klokken ti skal du tage bus nr. 14 hen til denne adresse”.

At navigere i det offentlige system kan sommetider være en udfordring, selv formennesker med stort personligt overskud. Lange forretningsgange og sagsbe-handlinger, papirer og skemaer der skal udfyldes og medbringes og samtaler ogmøder med diverse fagfolk på forskellige kontorer og sommetider forskelligeadresser.Når man hverken kender Danmark, sproget eller måder at gøre tingene på særligtgodt, kan det være meget ressourcekrævende at skulle begå sig i systemet. Følerman sig dertil usikker, sårbar og isoleret kan det være en næsten uoverkommeligopgave. For familierne i projektet har det været en belastning at blive indkaldt tilmøder og samtaler på flere forskellige adresser og langt fra hjemmet.Vores erfaring er, at det kan være en stor hjælp for familien, hvis du som fagpersonind imellem har mulighed for at køre ud på bopælen og afholde mødet i hjemmet.Det giver samtidig mulighed for at lære familien at kende på en anden måde ogad den vej opbygge en tillidsfuld relation.

Har forældrene en bisidder eller en kontaktperson, så hav jævnlig kontakt medvedkommende. Når du som skolelærer har fastsat datoer for skolehjemsamtaler,eller du som sagsbehandler skal indkalde til møde, så ring til bisidderen, der kansørge for at ringe og informere forældrene og lave en aftale. Tænk på bisidderensom en social tolk, der kan hjælpe med at gøre det klart for forældrene, hvad derer blevet talt om, hvilke aftaler der er lavet, hvilke konsekvenser der kan være, oghvad forældrene skal sørge for til næste gang. Den sociale tolk kan omvendt ogsåhjælpe med at forklare, hvad forældrene mener, hvilke ønsker de har, eller hvadde kan være bange for.Vores erfaring er, at mange grønlandske familier har svært ved at finde rundt i detdanske sociale system og måder at gøre tingene på, hvilket kan have den konse-kvens, at de ikke får vendt tilbage på skriftlige henvendelser fra det offentlige. Detkan for eksempel være et tilbud om fritidsaktiviteter til børnene. Den manglenderespons opfattes af systemet som en modvilje, og familien får ikke gjort brug afet tilbud, de måske kunne have gavn af. Derfor kan det være en god ide at følge oppå breve med en telefonisk henvendelse eller ved et møde, samt at informere eneventuel bisidder, så familien får praktisk hjælp til at forholde sig til og gøre brugaf de tilbud, der eksisterer.

Sproget kan være grobund for mange barrierer. I relationen til udsatte grønlæn-dere er der ofte større risiko for misforståelser end i forhold til andre etniskeminoriteter. Grundet grønlænderes danske statsborgerskab betragtes de ofte somdanske, både hvad angår kultur og sprog. Mange grønlændere taler og forstår dogikke sproget i et omfang, så man kan forlange, at de skal forstå, hvad der bliver taltom til et møde, hvor for eksempel flere fagfolk er samlet, og alle har en agenda.Den sproglige forståelse påvirkes desuden af, at der ofte er tale om en sårbarsituation for forældrene, hvor de kan føle sig usikre og nervøse for, hvad der skalske. Manglende viden om det danske samfunds komplicerede struktur kan dertilmedføre, at meget af det, der er implicit for os, ikke er implicit for grønlændere.Derudover kan den grønlandske tilbageholdenhed fejlagtigt opfattes som accept,mens der måske i realiteten er tale om en grønlandsk høflighedsnorm over for enovervældende dansk talestrøm. Sagsbehandlerens formuleringsevne og -vilje kanutilsigtet komme til at virke voldsom, og vores erfaring er, at man oftest kommerlængere, hvis man er god til at lytte.I mange familier tales der primært grønlandsk, og derfor behersker nogle børnikke det danske sprog godt nok til at kunne sætte ord på komplicerede sammen-hænge og bør som minimum have mulighed for tolkning, når de skal tale medsagsbehandler eller psykolog. Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, atmange af børnene heller ikke taler flydende grønlandsk, så reelt har de ikke nogetsprog, de mestrer til fulde. Det kan derfor være vigtigt at være ekstra opmærksom

Konsekvenserne af de sproglige og til tider uopdagede barrierer kan være, at denberørte familie ikke opfanger alt, hvad der er blevet sagt i forhold til aftaler ogtiltag, at familien ikke får udtrykt egne ønsker, behov og spørgsmål, samt at familieog fagfolk går fra mødet med en opfattelse af at være nået til enighed, mens dermåske reelt er tale om to forskellige forståelser af mødets indhold.En bisidder vil i rollen som social tolk kunne hjælpe med at sikre, at forældrenehar forstået og opfattet, hvad der er blevet sagt på møder, samt at fagpersonenhar forstået forældrene rigtigt. Vores erfaring er, at grønlandske familier ikke nød-vendigvis forstår, hvad der bliver sagt, selvom de nikker og siger ja. Afsæt tid til,at du kan spørge ind til og vise interesse for, hvad familien tænker frem for blot atinformere. Vær bevidst om at fortælle tingene på flere forskellige måder, hvis duer i tvivl om, hvorvidt familien har forstået dig.

Sammen eller hverfor sig…når flere fagfolk er inde over samme sagVores erfaring i Foreningen Grønlandske Børn er, at det ofte kan væresærdeles konstruktivt, når flere fagfolk arbejder sammen om at hjælpeen udsat familie. Forskellige aktører fra familiens liv kan være med til atbelyse forskellige aspekter af forældrenes og barnets hverdag og på denmåde sikre en helhedsløsning.Dog kan det også være forbundet med udfordringer at skulle samarbejdepå tværs af organisationer og faggrænser. Manglende viden om hinandensfaglige kvalifikationer eller om strukturen i den enkelte organisation kanlet føre til misforståelser og i yderste konsekvens samarbejdsvanskelig-heder.Derfor har vi medtaget et afsnit om de erfaringer, vi har gjort os om sam-arbejdet mellem forskellige fagfolk både i forhold til de barrierer, der kanopstå og de fordele, der kan være ved at bringe forskellige fagligheder ispil.

Vores erfaring er, at før udsatte grønlandske børn har lært det, ofte hverken for-tæller, hvordan de har det, stiller krav eller udtrykker ønsker. Derfor kan det værehensigtsmæssigt at tale med de andre aktører i barnets liv, der kan give vigtiginformation om barnet.Inden et sådant samarbejde mellem flere forskellige fagfolk starter op, kan detvære en god ide at afsætte tid til, at hver enkelt aktør får mulighed for at præsen-tere sit faglige udgangspunkt og sin rolle i forhold til forældrene og barnet, ogat alle får mulighed for at give udtryk for forventninger til det kommende sam-arbejde. På den måde kan der i stedet for misforståelser og konflikter opstå etkonstruktivt samarbejde til familiens fordel.Fragmenterede og hurtige løsninger kan resultere i tiltag, der ikke fungerer fordet enkelte barn. Vores erfaring er, at konstruktive netværksmøder med fokuspå helhedsløsninger ofte ender med en mere langsigtet og holdbar løsning. Brugforskellige fagfolks optikker til at få belyst alle barnets virkeligheder. Invitér foreksempel lærere, pædagoger, psykologer, barnets socialrådgiver, misbrugskon-sulenter, klubpædagoger, psykiatrien, arbejdsmarkedssagsbehandler, sundheds-plejerske og bisidder. Folkeskolen kan for eksempel vurdere, om barnet vil kunneklare et almindeligt efterskoleophold set i forhold til fravær og fagligt niveau,mens en klubpædagog måske i højere grad kan vurdere barnets sociale kompe-tencer. Jo flere fagfolk der er inde over samme sag, des større risiko er der dog for,at problematikken samt løsningerne distanceres fra den familie, det handler om.Derfor kan det være vigtigt, at der ved hvert møde aftales en kortsigtet og konkretda det som udgangspunkt er sagsbehandleren

,

der har bemyndigelse til at træffe afgørelseom foranstaltninger for barnet

,

er det ofte også sagsbehandleren

,

der indkalder til net

-

værksmøder

.

alle omkring barnet kan dog indkalde eller opfordre til et netværksmøde

,

sålænge der foreligger en samtykkeerklæring fra forældrene

En af de ulemper, der kan være ved, at mange fagfolk skal samarbejde om en sag,er logistikken. Jo flere involverede aktører, jo mere planlægning, koordinering ogmailudveksling, jo flere kalendere der skal passe sammen og des større risiko foraflysning. For den berørte familie har det ofte den konsekvens, at tingene tagerlængere tid end sædvanligt. Vores erfaring er, at det faktisk kan minimere tids-forbruget en del, hvis der blot bliver oprettet en fælles mailingliste til at startemed, så familien og alle involverede aktører altid er opdateret om de samme ting.Dernæst kan det være vigtigt, at der tages nogle hurtige beslutninger og eventueltlaves nogle ”her og nu”-løsninger, indtil en mere langsigtet og holdbar løsning erarbejdet på plads.

Jeg har aldrig før oplevet nogle børn, der var så massivt ensomme på s å utrolig t mange områder som de grøn-landske børn. De er sim-pelthen alene. I starten af projektet, når vi spurgte børnene, om de havde en god ven, så var der næsten ingen af dem, der sagde ja. Det, synes jeg jo, er et grundvilkår for at være til - at man dels derhjemme har nogen, der kerer sig om en, men også at man har et netværk, nogle ven-ner, og det havde de her børn bare ikke.

Guideline tilunderretningerDer kan være flere udfordringer forbundet med at skrive en underretning: Hvornårskal man skrive en underretning, hvordan bygges den op, hvad skal medtages ogudelades, hvem skal den sendes til og så videre.Flere fagfolk oplever berøringsangst i forbindelse med at skrive en underretning.Imidlertid har man som fagperson skærpet underretningspligt, hvilket betyder,at man ikke nødvendigvis skal have en sikker viden om, at barnet eller den ungehar brug for hjælp. Det er nok, at man ”gennem sit arbejde bliver bekendt med, aten ung under 18 år formodes at have behov for særlig støtte efter servicelovensbekendelser” bagerst i denne bog findes link til yderlige information om skær-pet underretningspligt. Man bør altså altid lade tvivlen komme barnet tilgodeog huske, at barnet er afhængigt af, at en voksen går ind og tager affære. Huskdesuden, at en underretning er et udtryk for omsorg for barnet – ikke et udtryk foren straf af forældrene. Vores erfaring er, at det ofte kan være en hjælp at søge rådog sparring hos en kollega og eventuelt skrive underretningen i et samarbejde. Pånogle skoler er der ansat sagsbehandlere, som man kan gå til for praktisk hjælp.En underretning skal altid være objektiv og ikke vurderende. Som fagperson kom-mer man let til at forholde sig følelsesmæssigt til beskrivelserne, fordi man kanhave følelser for barnet og forældrene, hvilket kan resultere i, at man kommer til atskrive, hvad man synes, og hvad man vurderer, der bør ske. Det er imidlertid sags-

behandlerens opgave at vurdere og konkludere på baggrund af det materiale, derer indhentet. Det er desuden vigtigt, at det fremgår tydeligt og præcist i begyndel-sen af underretningen, hvorfor man henvender sig, og hvad bekymringen går på.Man bør involvere de berørte forældre på et så tidligt stadie som muligt. Voreserfaring er, at man som fagperson kan komme en del frygt til livs (for eksempelfrygten for at barnet skal blive fjernet), hvis man inden afsendelse af underret-ningen taler med forældrene om den og er bevidst om at fremstille underretnin-gen som en hjælp og ikke en anklage. Ved at forklare familien hvad formålet medunderretningen er, kan man forsøge at få en dialog, som tager udgangspunkt iløsninger; til fordel for den familie, der måske frygter de sociale myndigheder.Det er en god ide altid at ringe til sagsbehandleren i familieafdelingen både før ogefter, du sender en underretning. Vær desuden opmærksom på, at hvis du senderen underretning op til sommerferien eller helligdage som jul og påske, kan fami-lien risikere at skulle vente ekstra lang tid på svar på grund af feriefravær. Hvis dusender en underretning på et af disse tidspunkter, bør du derfor som minimumringe til sagsbehandleren inden. Vores erfaring er, at det er hensigtsmæssigt atfølge op, når man først har sendt en underretning. Sagsbehandlerne har travlt,og hvis man vil sikre sig, at der sker noget, kan det godt betale sig til tider at væresærdeles vedholdende.Siden januar 2011 har pædagoger og andre fagfolk med Barnets Reform fået rettil at blive orienteret om, hvorvidt kommunen har fulgt op på deres underretningeller ej. Desuden er det muligt at sende underretningen til Ankestyrelsen, hvis manikke føler, at den bliver taget alvorligt i kommunen.

”Et godt liv i Danmark”– et integrationsprojektSiden 2007 har Foreningen Grønlandske Børn drevet det landsdækkendeintegrationsprojekt ”Et godt liv i Danmark”, der henvender sig til udsattegrønlandske børn og unge mellem 7 og 18 år bosiddende i Danmark. Pro-jektet har platform i de fem største byer i Danmark; København, Århus,Odense, Aalborg og Esbjerg. Hvert område har plads til cirka 15 grøn-landske børn og unge. Bemandingen hvert sted er en fuldtidsansat, endeltidsansat og mellem 6 og 12 frivillige. Projektet er fuldt finansieret afsatspuljemidler; først i en fireårig periode og herefter forlænget halvandetår i en lidt ændret udgave. Projektet løber frem til sommeren 2012.

En vifte af forskningsrapporter og bøger udgivet i de første år af årtusindeskiftetkonstaterede, at 48 % af de 18 - 29-årige grønlændere bosiddende i Danmark varafhængige af offentlig støtte, og at grønlænderes uddannelsesforhold og tilknyt-ning til arbejdsmarkedet (eksemplificeret ved andengenerationsgrønlændere påFyn) var ringe sammenlignet med andre borgere i landet. For at ændre statistik-ken for den næste generation udviklede Foreningen Grønlandske Børn ”Et godtliv i Danmark”.

Målet er integration, og det handler for os om, at børnene lærer at begå sig i detdanske samfund. Ved projektets afslutning er det derfor et konkret mål, at hvertenkelt barn og ung er karakteriseret ved, at de i relation til deres egne ønsker ogbehov bruger deres nærmiljø og deltager i forenings- og klubliv eller lignende akti-viteter. Vi forventer, at deres selvtillid er blevet styrket, og at de deltager i skolenbåde socialt og fagligt og indgår i venskaber med andre børn. Det er målet, atbørnene har fået styrket deres ressourcer og brudt deres isolation, og at de igen-nem deltagelse i projektet har fået viden om og konkret afprøvet nogle mulighederi deres by og lokalmiljø. Endvidere er det et mål, at de har udviklet et ordforråd,der gør, at de kan udtrykke behov og relatere disse i forhold til alment gældendenormer og konkrete muligheder i området.

Projektets aktiviteter er bygget op over nogle pædagogiske målsætninger ogkonkrete indsatsområder i forhold til børnenes liv. Indsatsområderne i projektetfungerer som en progressionslinje over tid, således at hvert område fungerer somet fundament og som en forudsætning for det efterfølgende. Indsatsområdernefungerer som styringsredskab for aktiviteternes indhold og tilgang. Endvidere erder til hvert indsatsområde knyttet et tema, som der arbejdes ud fra. Temaerneer nøje defineret i relation til foreningens målgruppeanalyse og erfaringer medgrønlandske børn og unges problematikker og karakteristika, men operationalise-res i en erkendelse af, at børnene er individuelt forskellige og besidder forskelligebehov og problematikker. Progressionslinjen med indsatsområder og tilhørendetemaer ser ud som følger:

En fast månedlig aktivitet i projektet er weekendkolonierne, hvor børnene i hvertaf de fem områder mødes og er sammen fra fredag til søndag. Weekendkoloniernefungerer som et tiltrængt pusterum for deltagerne, samtidig med at koloniernetilbyder aktiviteter, som styrker deltagernes selvtillid og deres sociale, faglige ogkulturelle kompetencer. Aktiviteterne spænder vidt fra orienteringsløb og fiske-ture hvor fangsten udgør aftensmaden, til skøjteløb, kajaksejlads og kunstterapi,hvor børnene lærer at bruge deres følelser konstruktivt, når de maler selvportræt-ter. Der bliver desuden lavet aktiviteter, der passer til årstiden; på et år runder viblandt andet fastelavnsfester, strandture, drageflyvning, juleværksted og nytårs-taffel. Endelig er der tilbagevendende aktiviteter, som fødselsdage, arrangeredeture til uddannelsesinstitutioner og udarbejdelse af en personlig mappe, hvoraktiviteter bliver dokumenteret med logbog og fotos.

En gang om året erstattes weekendkolonierne af en fælles sommerlejr for del-tagerne. Sommerlejren foregår i skolesommerferiens første uge og har som sitprimære formål at give deltagerne sjove, spændende og positive oplevelser. Deter vigtigt for os i vores arbejde, at aktiviteterne styrker børnenes ressourcer ogkompetencer, og at børnene bliver hørt i forhold til, hvad de gerne vil lave. Envæsentlig andel af deltagerne kommer ikke ellers hjemmefra i sommerferien, ogpå sommerlejren har børnene etableret venskaber på kryds og tværs af alder, kønog kommunegrænser.

Familiecafeen startede som en forældrecafe, hvor forældrene kunne danne net-værk, mens børnene var på koloni, men bortset fra et succesfuldt første år i Esbjergblev tilslutningen til cafeen aldrig særlig stor. Derfor ændredes konceptet til enfamiliecafe, hvor både forældre og børn samledes sidst på måneden seks gangeom året. Det har været en stor succes - ikke mindst for børnene som har nydt gen-synet mellem kolonierne. Familiecafeen strækker sig over en hel dag, hvor der harværet aktiviteter om eftermiddagen og afsluttende fællesspisning om aftenen.

En gang om året bliver familierne inviteret til en uges ophold på et feriecenter.Ugen igennem er der arrangeret aktiviteter, som børn og forældre kan lave sam-men, og om aftenen er der åbent hus i en fælles opholdsstue, hvor familierne harhygget sig med sang, kortspil og snak. Familielejrene bliver afviklet sammen medDansk Folkehjælp, som finansierer dem og hvorfra der deltager frivillige, der arbej-der sammen med ansatte og frivillige fra Foreningen Grønlandske Børn. Formåletmed familielejrene er at give familierne positive fælles oplevelser, der kan tilførehverdagen nye ressourcer.

De børn, der har haft behov for og lyst til at blive matchet med en kontaktfamilieer blevet det cirka halvvejs i projektet. Det er op til hvert enkelt barn og familie,hvor ofte de ses. Fælles for dem er, at det typisk er helt almindelige hverdagsting,de foretager sig sammen; de læser højt, laver mad, spiller spil og tager på mindreudflugter. Formålet med kontaktfamilieprojektet har været at skabe grobund foret langvarigt venskab, hvorigennem barnet kan opleve andre omgangsformer ognormer, og også derigennem få styrket deres ressourcer og brudt deres isolation.Kontaktfamilierne har lagt energi, varme og nærvær i deres forhold, og børneneog deres familier har kvitteret med at invitere til fødselsdage og kaffemik.

”Et godt liv i Danmark” er blevet evalueret i hhv. 2008, 2009 og 2010 af eksternevaluator, Epinion. Evalueringsrapporten fra 2010 viser, at børnene generelt harfået stort udbytte af projektet, som præger deres trivsel positivt. Således fortæl-ler 92 procent af børnene, at de har fået det bedre eller meget bedre, efter de erstartet i projektet. Det tal var i henholdsvis 2008 og 2009 på 44 og 73 procent. 64procent af børnene synes, det er blevet bedre eller meget bedre at gå i skole efterat være kommet med i projektet. Samtlige børn har fået venskaber med andre børni projektet, hvilket vurderes at være en væsentlig kvalitet i børnenes liv, da langtde fleste inden projektstart ikke kendte til at have en ven.

Der findes en del litteratur om børns vilkår i Grønland, men indtil 2010 ikke nogetpå skrift om grønlandske børn og unge i Danmark. I marts 2010 udgav seniorfor-sker Else Christensen fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd denførste systematiske undersøgelse af grønlandske børn i Danmark under titlen afsamme navn. Undersøgelsen viser, at langt de fleste grønlandske børn i Danmarktrives godt, og at de fleste har en grønlandsk mor og en dansk far. Undersøgelsenviste dog også, at de børn, der havde to grønlandske forældre, har svagere ressour-cer og fungerer dårligere socialt og psykisk, end de andre børn i undersøgelsen.Dette foranledigede endnu en undersøgelse.I juli 2011 udgav Else Christensen Væk fra Grønland, som er baseret på interviewsmed enlige forældre i 20 grønlandske børnefamilier fra ”Et godt liv i Danmark”. Denkvalitative undersøgelse viser, at ensomheden i familierne er overvældende, ogat projektet, som Foreningen Grønlandske Børn driver, er nødvendig for målgrup-pen indtil den sociale isolation er brudt, børnenes trivsel er sikret og faggrupperskærper opmærksomheden på den oversete gruppe af udsatte grønlandske børnog unge.

De usyNliGe BørNBogen, du sidder med i hånden, er skrevet af medarbejdere i Foreningen Grønland-ske Børn for at hjælpe og inspirere dig, som i dit daglige arbejde er i kontakt medborgere af grønlandsk oprindelse.Foreningen Grønlandske Børn (FGB) har eksisteret siden 1924 og har Dronning Mar-grethe som protektor. Foreningen gennemfører aktiviteter, der styrker grønlandskebørn og unges ressourcer og kompetencer med særligt fokus på sårbare børn ogunge.De fleste af de grønlændere, der bor i Danmark, er velfungerende og velintegrerededanskere med grønlandske aner. Men for omkring 1000 socialt udsatte børn og ungeforholder det sig anderledes. På grund af svigt i hjemmet, sprogvanskeligheder ellerlignende bærer de rundt på store problematikker som lavt selvværd, ensomhed ogsocial isolation.I 2007 iværksatte FGB det landsdækkende integrationsprojekt “Et godt liv i Dan-mark” for grønlandske børn og unge, som lever en isoleret tilværelse og har behovfor støtte til at blive integreret i det danske samfund. Mere end 100 børn har delta-get i projektet, som bl.a. omfatter weekendkolonier, familielejre, besøg i idræts-foreninger og individuel støtte. Den sociale indsats har forbedret de grønlandskebørns livskvalitet betragteligt – og børnene har dermed bedre forudsætninger forat komme til at leve et selvstændigt og værdigt voksenliv.De usynlige børn er skrevet på baggrund af de erfaringer, som FGB har opnåetgennem dette og andre projekter for sårbare grønlandske børn.FGB er en politisk uafhængig ngo, der arbejder for at sikre, at alle grønlandske børnog unge bosiddende i Grønland eller Danmark skal leve et værdigt liv med mulighedfor positiv udvikling i respekt for deres rettigheder.