SOU, Alm.del - 2011-12 - Bilag 364: Henvendelse af 13/7-12 fra Allan Bærentzen vedr. input til den igangværende debat om en reform af sociallovgivning anno 2012

Socialminister Karen Hækkerup har igangsat et arbejde for at revidere den nuværende sociallov-givning med henblik på at skabe en ny social reform anno 2012. Socialpolitisk Forening finder initi-ativet positivt. En socialpolitisk reform giver forventning om et gennemgribende arbejde medforbedrede og forstærkede indsatser over for vort samfunds store udfordringer. Socialpolitisk For-ening vil gerne bidrage til debatten om udvikling af det sociale arbejde for socialt udsatte borgere.Socialpolitisk Forening har gennemført en høring om socialpolitikkens udfordringer og krav til enfremtidig socialpolitik under titlen ’Den gode socialpolitik’. Foreningens medlemmer har bidragetmed idéer og tanker til udvikling af socialpolitikken gennem en Socialreform anno 2012. På denbaggrund vil Socialpolitisk Forening gerne bidrage med følgende synspunkter og ideer.En klar visionDet vil være essentielt, at fremtidens socialpolitik har en klar vision. Visionen skal bygges påanalyser af de udfordringer, som samfundet står over for, udfordringer som er blevet forstærket afden økonomiske krise i form af: stigende fattigdom og ulighed, en udskilning af udsatte grupper ogudkantsområder, boligsociale problemer og en byudvikling med tendenser til social polarisering.Det danske arbejdsmarked er under forandring med fare for social dumping og løntryk og flereworking poor. Også den internationale udvikling betyder nye udfordringer bl.a. internationalhjemløshed. Arbejdsmarkedet kræver højtuddannede medarbejdere, men en stor gruppe unge erslet ikke forberedt til fremtidens økonomi og global konkurrence. Vort samfund har dybtliggendealarmerende krisetegn af strukturel art! Svaret på udfordringerne har hidtil været mere: merekonkurrence, mere kontrol og mindre solidaritet, men samfundets kriser kan ikke løses medmin-dre vi står sammen og bevarer følelsen af at tilhøre et fællesskab.Fællesskabsfølelsen er afgørende for, at vi kan løse de udfordringer, vi står overfor. En analyse afsamfundets kriser og en klar vision i socialpolitikken med fokus på inklusion af udsatte borgere ialle livets aspekter, vil derfor være Socialpolitisk Forenings bud på en kommende socialpolitik.Inklusion forudsætter, at man ser den enkelte som en del af et fællesskab. Derfor skal der, i for-

hold til personer med sociale problemer, i langt højere grad tænkes i rehabilitering i videste for-stand kombineret med udvikling af et inkluderende samfund, et inkluderende arbejdsmarked og etuddannelsessystem, som formår at løfte alle. Den arbejdsmæssige revalidering er et vigtigt ele-ment heri, men man kan og må ikke reducere rehabilitering til alene at blive målet i forhold til ev-nen til at bidrage til arbejdsmarkedet. Også de nære miljøer i lokalsamfundet må spille en størrerolle for social inklusion. Mennesker med de største behov har de færreste ressourcer, og de kanikke manøvrere i vores nuværende sociale systemer, som er blevet for bureaukratiske og isoleredei forhold til menneskers livsverden.Den kravorienterede socialpolitik må balanceres med mere anerkendende metoder, som møderde udsatte grupper dér, hvor de står. Det må være menneskenes behov og hele livssituation, somstyrer de kommunale systemers indretning, og ikke systemerne som styrer behovene. Systemernebør indrettes efter anerkendelsesetik, der tager afsæt i og understøtter borgerens egne visionerog ønsker for et godt liv i alle henseender.En socialpolitisk vision bør formuleres med udgangspunkt i grundlæggende værdier af lighed,fællesskab og solidaritet. Værdierne baseres på retten til værdighed og integritet for den enkelte.Socialpolitikken skal udfoldes i balance mellem fællesskabet og respekten for den enkelte. I dennebalance bør der ikke mindst være fokus på kvaliteten af fællesskabet og de sociale systemer.Forsat udviklingI en kommende socialreform er det væsentligt at tage højde for, at socialpolitikken til stadighedskal være i udvikling for at kunne møde udfordringerne i et dynamisk samfund. Nye ideer skaludvikles og modnes. Det skal ikke kun ske i gennem en kort proces, som kan relateres til dennuværende lovgivning og de der tilhørende aktuelle problemstillinger på arbejdsmarkedet, iboligsektoren, uddannelse og sundhed. Socialpolitikken skal være på højde med den økonomiskeudvikling og virke forebyggende.Det er af stor vigtighed for en kommende socialpolitik, at der opstilles klare mål for den samledeindsats på det sociale område og de dertilhørende tilgrænsende områder, som socialpolitikkendækker over. Socialpolitikken skal genvinde noget af den grundlæggende betydning, der ligger iordet social, og som er andet og mere end en social sektor. Socialpolitik er ikke kun fordelings-

eller servicepolitik. Dertil har socialpolitikken gennem en årrække været behandlet og erstattet afbeskæftigelsespolitikken.En gennemtænkt socialpolitik kan være en produktiv faktor i vort samfund til gavn for helesamfundet. Det er derfor vigtigt, at socialpolitikken igen ligestilles med øvrige politikområder.Indsatser omkring sociale problemer skal derfor være præget af forebyggelse, helhedssyn ogsammenhæng, som inddrager de berørte og deres egne vurderinger og ideer. Socialpolitikken skaligen være mere fremtrædende i det politiske rum.Beskæftigelse er ikke det første eller eneste svar på komplekse sociale problemstillinger, men nårbeskæftigelsespolitik er aktuelt for udsatte grupper, bør også denne politik revideres og nytænkesmed udgangspunkt i en socialpolitik. Man kunne frigøre ressourcer til en målrettet beskæftigelses-indsats for de svageste grupper, og de der er længst væk fra arbejdsmarkedet, ved at minimerekontrol og reducere indsatser for de, der er umiddelbart arbejdsmarkedsparate.Der er behov for at ændre de nuværende systemer og den samfundsmæssige eksklusion afmennesker, der ikke passer ind heri. Der er behov for at etablere indsatser, som medfører, at maninkluderer mennesker som værdige samfundsborgere uanset nytteværdi. Der skal større fokus påpotentielt ekskluderende faktorer i arbejdet med socialt udsatte borgere f.eks. tiltagendediagnosticering og medicinering, matchgruppe-kategorisering m.v.Socialpolitisk Forening forslår, at der nedsættes en tænketank eller en socialkommission medpraktikere, forskere og borgere, som kan være med til at udvikle det sociale arbejde og detsforvaltning på kort og lang sigt til gavn for borgerne. Den seneste officielle danske social kommis-sion blev nedsat i 1991 og afgav en betænkning i 1993. Danmark så meget anderledes ud end idag. Det er tid til refleksion og nytænkning på feltet. Det er ikke mindst i krisetider, man skaltænke fremad og finde nye svar på samfundets udfordringer. Vort samfunds historie har mangeeksempler på, at det er i krisetider vi lægger fundamentet for en ny bæredygtig udvikling. Det ermed andre ord nu, hvor det er muligt at anlægge et nyt sporskifte for socialpolitikken, hvor visio-nen om inklusion anlægges og implementeres.

CivilsamfundetDanmark har et civilsamfund, hvor mange danskere deltager i frivilligt arbejde i idrætsklubber,patient- og brugerforeninger og meget meget mere. Nyere undersøgelser tyder på, at danskerne istigende grad er interesseret i at engagere sig i de lokale miljøer. Danskerne er grundlæggendesociale! Dette er en utrolig styrke i samfundet.På det sociale område er en lang række frivillige sociale organisationer med til at løfte hverdagsli-vet for udsatte mennesker. Inddragelse og støtte til civilsamfundsaktiviteter er en nødvendighedfor en fortsat udvikling af det sociale arbejde i nye former f.eks. gennem socialøkonomiskevirksomheder, hvor bl.a. mentorer og sociale tilbud indtænkes for den enkelte. Fornyelse og socialinnovation kommer ofte fra netop civilsamfundsorganisationer, der i daglig praksis omgås udsatteborgere. Et eksempel herpå er udvikling og afprøvning af netværk og støttefamilier i lokalsam-fundet/bydelen (community capacity building) med særligt fokus på udsatte børnefamilier.En socialreform bør inddrage og understøtte denne enorme ressource i udvikling af det socialearbejde. En forbedring af finansierings- og arbejdsforhold for civilsamfundsorganisationer, NGO’erog frivillige organisationer f.eks. gennem sikring af basisbevillinger til drift og administration (eftersvensk forbillede), som gør, at det sociale arbejde bliver mere stabilt og mindre afhængigt afudviklings-, pulje- fonds- og projektmidler. Ikke mindst på kommunalt niveau og på bydelsniveaukan civilsamfundsorganisationer være med til at skabe social sammenhængskraft og bæredygtig-hed kombineret med by-social udvikling. Løsning på mange af de store udfordringer i byerneforudsætter en styrkelse af lokalmiljøerne og et mere åbent samarbejde med de kommunaleforvaltninger på tværs af sektorgrænserne.ForebyggelseUdgangspunktet skal være at standse eksklusion så tidligt som muligt og øge indsatsen, der hvorproblemerne opstår, inden de bliver til sociale sager f.eks. i boligforeninger, i børneinstitutioner ogi skoler. Der skal tænkes ud af boksen, og civilsamfundsorganisationer skal inddrages i løsningenaf de sociale problemer f.eks. gennem idrætsforeninger og lignende.En socialpolitisk reform bør have fokus på forebyggelse, tidlig indsats, sammenhæng og styrkelseaf personlige ressourcer og ressourcer i det miljø hvor borgeren lever.

Aktive mentorer eller støttepersoner er vigtige i situationer, hvor udsatte borgere har brug forhjælp og støtte. I integrationssammenhænge har denne metode været givtig, og mange udsatteunge har peget på netop en stærk voksenstøtte som medvirkende årsag til, at de senere i livet harkunnet bryde med deres udsathed.På mange andre områder kan forebyggelse være et redskab til ikke at havne i en social situation.F.eks. en målrettet og konkret indsats overfor udsættelse af egen bolig, så hjemløshed forebygges.Flere unge, der udsættes af egen bolig, er ofte ”sofasovere” i en overgang, inden de henvender sigtil herbergerne. Indsatsen kunne styrkes for de unge ved enten i modtagelsen på herbergerne, dadette miljø ikke er befordrende for positiv udvikling. Men helst bør indsatsen styrkes langttidligere: gerne gennem relationen til det kommunale system, f.eks. jobcentret, som kan igang-sætte støttefunktioner. En tidlig indsats fordrer, at der tænkes på tværs af de sektorielle grænser.På en lang række områder kan lignende konkret forebyggelse forhindre yderligere social udsathed.Fattigdom og ulighedEn af de største og mest langtrækkende udfordringer er stigende fattigdom og social ulighed. Alforskning tyder på, at fattigdom og ulighed trækker en række sociale og sundhedsmæssige proble-mer med sig. De økonomisk mest ulige samfund er også de socialt mest dysfunktionelle.Regeringen bør derfor sætte alvorligt ind på at ændre den skæve udvikling, som er registreret desenere år, før den for alvor bider sig fast. Afskaffelsen af fattigdomsydelserne er kun begyndelsentil en egentlig anti-fattigdomspolitik og anti-ulighedspolitik. Det vil kræve et omfattende reform-arbejde at kombinere en sådan politik med en fortsat arbejdsudbudspolitik, men vi opfordrerregeringen til at gå i gang med formulering af strategiske målsætninger for reduktion af fattigdomog ulighed og opstilling af handleplaner for en sådan udvikling. Det er vigtigt, at anti-fattigdoms og– ulighedspolitikken har opbakning på allerhøjeste sted i regeringen.GlobaliseringMennesker flytter på tværs af grænser. Lige meget om man kan lide det eller ej, så flytter vi osmere end nogen sinde. Længslen efter frihed, flugten fra fattigdom, forelskelse, kærligheden ellereventyrlyst, tvinger os på vej. Det er ikke for alle, at denne rejse ender lykkeligt.

Man kan se afrikanske hjemløse/flygtninge leve illegalt i Spanien, man kan se legalt indvandredepolske arbejdere havne på gaden i København, eller man kan se alkoholiserede hjemløse danskere,som er strandet på en ferieø i syden.Hjemløshed er ikke mere blot et nationalt problem. Hjemløshed er blevet ”globaliseret” Man kannæsten sige, at den multikulturelle hjemløshed er et biprodukt af den globaliserede verden. Øko-nomien bevæger sig frit over landegrænser. Mennesker, i hvert fald de fra den privilegerede ver-den, kan bevæge sig rundt og frem og tilbage. Det kan fattige og hjemløse ikke. De kan og vil søgemod rigere egne. Det gælder ikke kun for hjemløse, det gælder også på arbejdsmarkedet.Migranter havner i job, hvor de ikke får overenskomstmæssig løn og udgør et ureguleret lavtløns-marked. Det er derfor vigtigt, at der udvikles initiativer og redskaber, som kan afhjælpe disse nyeproblemstillinger samt initiativer, der kan forebygge yderligere udvikling af denne problemstilling.Der er ved at udvikle sig et alternativt, ureguleret arbejdsmarked, men også det ordinære arbejds-marked er påvirket af internationale regler, som betyder en forøget risiko for at flere danskelønmodtagere kommer til at arbejde som fattige (working poor), noget vi hidtil næsten ikke har seti Danmark. Sammen med arbejdsmarkedets parter og EU-Kommissionen bør regeringen arbejdeimod en sådan udvikling.De særligt sårbare hjemløse migranter skal mødes på gaden og sikres muligheder i lovgivningen tilat inkludere disse menneskers adgang til hjemløsetilbud samt læge- og sundhedsydelser. Særligtsårbare hjemløse migranter skal sikres ”den gode hjemsendelse”.RettighederMange borgere kender ikke deres rettigheder, og intentionerne i lovene opfyldes ikke. Det er ble-vet alt for kompliceret at manøvrere i det offentlige system, og man har måttet etablere forløbs-koordinatorer i et omfang, der har medført, at man snart også må koordinere forløbskoordinatio-nen. Ikke alle kan tale for sig selv, og de svageste svigtes i systemet. Lovgivningen og den socialpo-litiske indsats skal også sikre behov og rettigheder for de allermest udsatte. Også de har krav påværdighed og på værdig hjælp.Gennem de seneste mange år har bureaukrati og kontrol optaget mere og mere af socialarbejder-nes tid og ressourcer. Lovgivninger, cirkulærer og processuelle retningslinjer m.m. er nu nået etniveau, hvor praktikere og borgere ikke kan overskue den lovgivning, som der findes. Der er der-

for brug for en radikal afbureaukratisering af det sociale arbejde. En ide er at udvikle og afprøvetilbud om ’Borgervejleder’ (med fokus på rettigheder og inddragelse) til udsatte borgere.Børn- og unges livDet er en vision, at børn skal have et godt børneliv. Det gode afsæt i børnelivet øger sandsynlighe-den for, at mennesker lykkes med det gode voksenliv. Men det forudsætter, at man anerkenderbørn og unge som eksperter i eget liv, og at deres egne idéer inddrages i de tidlige sociale indsat-ser. Tidlige indsatser er afgørende, men der skal satses langt mere på et bredt rehabiliterings-begreb. Et begreb, som igen skal inkludere relevante revalideringsindsatser, og som ikke kunforholder sig snævert til sundhed eller skæres til efter arbejdsmarkedssynsvinklen.Der skal også arbejdes langt mere målrettet på udviklingen af et 3. arbejdsmarked for dem, derikke kan rummes på det ordinære arbejdsmarked. Der er i det hele taget brug for en vifte af in-kluderende muligheder, som også kan inkludere lette og realistiske trin på uddannelsesstigen forsvage borgere. Dette skal ikke mindst ses i lyset af, at flere unge modtager specialundervisning,falder fra ungdomsuddannelserne m.m – udviklinger, der således vidner om målrettede nye tilbud,der dækker en stadig stigende større gruppe af unges behov.Et forslag er dertil, at styrke indsatsen med UU-vejledere og øvrige mentorer, hvor de unges per-spektiver og mål vægtes i valget af en uddannelse eller et uddannelsesforberedende tilbud, menhvor at de unge fortsat holdes op imod disse målsætninger med rygstøtte og pædagogik, men ikkemed truslen om evt. sanktioner. Det er vigtigt, at de unge ikke slippes, hvis de falder fra. E-vejled-ningen bør derfor også erstattes med relationel ordinær vejledning.KommunerneSocialpolitik handler ikke kun om økonomi, men der må som en del af socialpolitikkens grundlagfastlægges et minimum af acceptabelt leveniveau. Kommunerne har hovedansvaret for gennemfø-relsen af socialpolitikken, men kommunerne har reelt ingen instans, der kan retvise eller vejlededem, undtagen når det handler om de enkelte indsatsers legalitet. Kommunerne magter ikke altidopgaverne og de er ofte udsat for kritik, men ingen myndighed har i dag et reelt mandat i forholdtil kommunerne. Der er brug for en myndighed, som med fagligt udgangspunkt kan vende tommel-fingeren opad eller nedad i forhold til den kommunale praksis. Kommunernes Landsforening kanikke være denne myndighed.

Der eksisterer et utal af sagsbehandlere eller eksperter til hver problemstilling for socialt udsatte,som behandler indsatsen på hvert deres felt – og uden koordinering, hvilket i sidste ende går udover den enkelte borger. Det er f.eks. ikke muligt som arbejdsløs at deltage i både aktivering ogmisbrugsbehandling. Helhedsorienterede og langsigtede løsninger på tværs af forvaltninger sav-nes. I dette perspektiv kan f.eks. misbrugsbehandling være en nødvendig forudgående aktivitet føraktivering, selvom aktivering er en økonomisk indtægtskilde for kommunen, mens behandling eren udgiftskilde.I et borgerrettet perspektiv er det helt essentielt, at der er let adgang for den enkelte social-rådgiver til at iværksætte en indsats “her og nu”, og indsatsen skal koordineres bedre. Man kunneudpege koordinatorer til helhedsorienterede sagsforløb, som behandler komplekse socialeproblemstillinger, som håndteres af op til 4-5 sagsbehandlere. Et koordinator-team, som sikrer, atde enkelte indsatser ikke spænder ben for/udelukker hinanden, og som samtidig optimerer effek-ten og forbedrer livskvaliteten for den udsatte borger. Københavns Kommune har arbejdet med etlignende projekt ”Den Koordinerende Kontaktperson”.ForvaltningI Politiken d. 29. marts 2007, udtrykte en række topembedsmænd, fra blandt andet finansmi-nisteriet, beklagelse over at have været med til at igangsætte et forvaltningssystem, som nu vargået i selvsving – det såkaldte New Public Management. ”Tilgiv os – vi vidste ikke hvad vi gjorde”,skrev de, og angrede et system,”som udarbejder omfangsrige kontrakter, evalueringer, årsrappor-ter, akkrediteringer og så videre, uden at det har ført til øget tilfredshed med kvaliteten.”En række forskere med blandt andet Lone Bøgh Andersen, Kurt Klaudi Klausen, Carsten Greve ogJacob Torfing har i år givet et bud på en ny udvikling af forvaltningen af den offentlige sektor. Ioplægget: ”En innovativ offentlig sektor, som skaber kvalitet og fælles ansvar”, sætter de dengrundlæggende danske forvaltningspraksis- og funktionsmåde til debat på både statsligt, regionaltog kommunalt niveau. Til forskernes fordel taler, at de ikke er en direkte del af forvaltnings-apparatet, så derfor har de en særlig mulighed for at stille sig udenfor og se på den gældendeforvaltningspraksis med friske øjne.Deres synspunkter fortjener opmærksomhed og refleksion og bør tænkes ind i en kommende so-cial reform.

Mere specifikke forslagDigitalisering af den offentlige serviceI år 2015 skal al kommunikation med kommunen foregå via nettet. Rejsekort og mobiltelefoni skalbruges til at købe billetter. Skat ordnes via computeren. Bankforbindelser ordnes via netbank.Digitaliseringen er kommet for at blive. Vores verden bliver mere rationel, og det bliver ofte nem-mere at ordne praktiske gøremål ved egen hjælp.Digitalisering har en social skævhed, som rammer f.eks. svage ældre, handicappede og udsatte.Hvis det offentlige skal være en hjælp til alle, skal vi forsat fokusere på både at hjælpe flere til atlære de digitale hjælpe midler, men også have en opmærksomhed på dem, som ikke kan og ikkekommer med på den digitale linje, således at de får den hjælp, som de har brug for og ret til. Yder-mere bør den enkeltes mulighed for at finansiere udstyr til digitaliseringen ind tænkes i den socialelovgivning.Samtidig skal programudviklere, embedsmænd m.m. indtænke perspektiver omkring størst muligbrugervenlighed for de marginale grupper. Der skal være adgang til digitale muligheder både ikommuner og i frivillige organisationer for udsatte borgere.InddragelseUdsatte grupper får ofte den opfattelse, at de bliver umyndiggjort, eller at de bliver udsat formere kontrol end andre borgere eller på anden vis får indskrænket deres rettigheder yderligere. Isin debatbog– Fri os fra friheden- sætter Jacob Mchangama fokus på det paradoksale i, at desvage borgere, som velfærdsstaten egentlig burde forsvare, er dem, hvis frihed staten krænkermest.Mindre kontrol og mere dialog er vigtigt. Lydhørhed over for deres behov, især for de udsattegrupper, skal skabe længerevarende resultater og en bedre mulighed for at løse problemer fordenne gruppe, som ikke giver dem en vedblivende udbredt følelse af magtesløshed og af at blivekontrolleret. Derfor er tiltag om mere kontrol, mindre selvbestemmelse, og yderligere beføjelser iforhold til at skaffe sig oplysninger om folk en katastrofe, da det skaber angst og mistillid til detsociale system og dermed mindre samarbejdsvillighed.Dialog gennem udvikling af borger- eller bruger inddragelser er en nødvendighed i fremtidens so-ciale praksis, hvad enten det er på individ- eller på fællesniveau. Den nyligt offentliggjorte rapport

fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Social- og Integrationsministeriet om Fælles vær-dier i det sociale og sundhedsmæssige arbejde med socialt udsatte er et godt udgangspunkt.PensionFremtiden vil bringe flere pensionister, der ikke får en fuld folkepension: Globaliseringen ogindvandring betyder, at en mindre del af fremtidens pensionister vil kunne opnå en fuld folkepen-sion. Opmærksomheden skal derfor skærpes omkring udvikling af nye ældre fattigdomsgrupper ogforebyggelse heraf med sociale initiativer og indsatser.Misbrug og hjemløshedKommunernes Landsforening har igennem en årrække arbejdet på, at visitationsmuligheden til etbotilbud for hjemløse efter § 110 i Lov om social service skulle ændres. Ændringerne i den socialelovgivning i august 2011 har ændret forholdet mellem handle - og opholdskommunen. Dette harmedført en række uhensigtsmæssige forhold for den enkelte borger med ringe mulighed for atbevæge sig / flytte sig frit, og som er begrænset.En socialreform må fastholde visitationen på det enkelte botilbud, så borgeren der står uden tagover hovedet ikke først skal igennem kommunale visitationer, inden han/hun kan få en seng.Selvhenvender-princippet i forhold til hjemløses husly på botilbud skal bevares. Større fokus påforebyggelse af udsættelser via samarbejde mellem det kommunale niveau, boligselskaber ogpsykiatrien ønskes, og bør være en del af den fremtidige sociale indsats.SygedagpengeOphævelse af varighedsbegrænsningen - eller sikring af, at ingen alvorligt syge kan ryge ud afsygedagpengesystemet til "ingen forsørgelse" i kontanthjælpssystemet.RessourceforløbForliget om førtidspension bør sikre rimeligt forsørgelsesgrundlag for de alvorligt syge under 40 år,som skal deltage i årelange udviklingsforløb. Det vil betyde endnu flere, der risikerer en meget lavydelse i en årrække. Selvom der som et positivt islæt i reformen er en minimumsydelse der svarertil kontanthjælpen, som gøres ægtefælle- uafhængig, bør opmærksomheden henlægges på fattig-doms- og uligheds risici elementer i reformen.

RevalideringRevalidering bør generelt opprioriteres i kommunerne, hvor det efterhånden bruges meget lidt.Hvorfor skal man eksempelvis altid arbejdsprøves til et revalideringforløb? Man kunne eventuelt ilangt højere grad benytte sig af for revalidering. Endvidere kan man stille spørgsmålstegn ved, omman kun skal kunne revalideres til det ordinære arbejdsmarked? Og om revalideringen næstenkun skal bevilliges til virksomhedsrettede forløb? Dette aspekt er endnu mere aktuelt i forhold tilde aftalte reformer af førtidspension og fleksjob.