Vil du være med til at stoppe geninstitutionaliseringen?

Kære Karen HækkerupI den forgangne uge blev vi vidende til endnu et eksempel på en kommune, deropfører nye kæmpeinstitutioner for mennesker med blandt andet udviklings-hæmning. Viborg Kommune etablerer nu et botilbud for mennesker med udvik-lingshæmning og autisme med hele 60 pladser, og kommunen har endog planenom yderligere udvidelse senere hen. Jeg er inderligt bedrøvet over denne udvik-ling. Og samtidigt føler jeg en frustrerende afmagt over for det tiltagende hykle-ri, hvor det stigende misforhold mellem de nationalt vedtagne, handicappolitiskeidealer og kommunernes konkrete praksis ignoreres og fornægtes.I 1998 vedtog Folketinget Serviceloven, som på meget lange strækninger varbåde visionær og revolutionerende. En af de mest skelsættende ændringer varafskaffelsen af institutionsbegrebet på voksenområdet. Heri lå nemlig en utvety-dig politisk og moralsk markering: Voksne mennesker med handicap skal ikkeleve et helt liv i institutioner! Som alle andre har mennesker med handicap kravpå et hjem, og den hjælp, som de har behov for, skal kunne ydes uanset denboform, de vælger. I den forstand var Serviceloven på forkant med de princip-per, som siden er blevet slået fast i FNs Handicapkonvention.Afskaffelsen af institutionsbegrebet udtrykte en klar afstandstagen i forhold til enhistorisk tradition i Danmark om anbringelse af mennesker med handicap i storecentralinstitutioner. Selvom mange af disse centralinstitutioner endnu var beboeti 1998 (og nogle faktisk er det endnu), så var der nu ingen tvivl om den retning,som Danmark ville bevæge sig i: Væk fra kæmpeinstitutioner og i retning afselvstændige boliger og mindre og selvvalgte fællesskaber.I de forløbne 14 år er der bestemt sket forbedringer. Mange har fået boliger afbedre fysisk standard, og der er også flere, som har fået mere individuelle ogselvstændige boliger. Jeg synes ikke hastigheden har været høj nok, men i deførste mange år efter Servicelovens vedtagelse var der ikke tvivl om retningen.Og enighed om retningen fandtes vel at mærke både på lokalt og nationalt ni-veau.

Men nu står vi ved en skillevej. Siden kommunalreformen er mennesker medhandicap – ikke mindst mennesker med udviklingshæmning – i stigende gradblevet anskuet som ”pladser” i et kommunalt planlægnings- og økonomistyrings-cirkus. Der handles lystig med ”pladser” på tværs af kommunegrænser, og visynes aktuelt at bevæge os endnu længere bort fra Servicelovens krystalklareintentioner om at adskille bolig og hjælp. Også når det gælder indholdet i hjæl-pen, ser vi klare tendenser til gen-institutionalisering, fx etablering af såkaldtehelhedstilbud, hvor beboerne kan henslæbe en hel tilværelse ’inden for murene’(er også tilfældet i Viborg), eller tvungne centralkøkkenordninger.For ikke at få KL på nakken må jeg hellere skynde mig at anerkende, at det ikkeer alle kommuner, der bevæger sig i denne bekymrende retning. Der er ogsåkommuner, hvor man har fattet, hvad det handicappolitiske projekt om af-institutionalisering handler om. Men det er desværre en klar tendens, at flere ogflere kommuner ignorerer intentionerne i Serviceloven og i FNs Handicapkonven-tion og hopper på den udokumenterede og naive påstand om, at der er stor-driftsfordele i ydelsen af hjælp til mennesker med handicap.Denne udvikling håber jeg, at du vil være med til at ændre. Din indsats vil væreen stor hjælp.På vores møde tilbage i januar i år, drøftede vi også tendenserne til genindførel-se af institutioner. Her var det klart min opfattelse, at du deler min bekymringfor udviklingen, og du ville se nærmere på problemet. Min opfordring er, at detsker nu – og at du handler! Ikke først når der foreligger en handicapkonventi-ons-handlingsplan om nogle år.Kort sagt så har vi brug for langt klarere handicappolitiske meldinger fra natio-nalt niveau, som entydigt bakker op bag kravet om afinstitutionalisering i prak-sis. Og vi har brug for konsekvent handling, når kommuner – hvad enten detskyldes uvidenhed eller ligegyldighed – direkte modarbejder visionen. Endelig såbør den annoncerede socialreform entydigt gøre op med den sidste rest af insti-tutionslovgivning i Serviceloven, nemlig § 108, om varige botilbud til voksne.Jeg ser frem til at høre dine holdninger til disse alvorlige udfordringer. Og jeg serfrem til klare meldinger og effektive initiativer.