Socialudvalget 2011-12
SOU Alm.del Bilag 235
Offentligt
Til kirkeordførereDen mail, som jeg sendte i går, indeholdt desværre ikke de synspunkter om regeringens aktuelle indgreb ifolkekirkens forhold, som jeg omtalte. De er nu nedenstående.Det er en mulighed at anse regeringens indgreb for et så alvorligt forhold, at det fortjener bestræbelser på atudsætte lovens virkning til efter et afholdt folketingsvalg. Da indgrebet vedrører kravet til kirken ommedvirken og ikke loven som sådan, kunne bestræbelserne måske hidføre, at regeringen opgiver detgrundlovsstridige indgreb i folkekirkens indre anliggender, således at loven i øvrigt kan gennemføres. Detdrejer sig om, hvorvidt den verdslige stat skal blande sig i og bestemme over kirkens trosforhold.
Begrebet trosfrihed - også grundlovens - betyder først og fremmest frihed fra den verdslige statsindgreb i retten til fri religiøs overbevisning og frihed til at samles i fællesskaber herom.Når regering/kirkeminister og folketing nu er undervejs med krav til folkekirken om udarbejdelseaf ritualer med et forudsat indhold, så er det et eksempel på et sådant indgreb i trosfriheden, hvorindgrebet tillige indeholder, at den verdslige statsmagt ikke anerkender, at folkekirken er ettrossamfund - et kristent fællesskab. At indgrebet indeholder det forbehold, kirkens præster hver forsig personligt kan kræve sig fritaget for medvirken ved vielse af homoseksuelle, fjerner ikke denrealitet, at kirken bindes af den verdslige stats beslutning om, at vielse af homoseksuelle er og skalvære forenelig med den kristne tro, som folkekirken skal beskæftige sig med.Hvis folkekirken adlyder ordren ved, at biskopperne udarbejder ritualer, har folkekirkenaccepteret den verdslige myndigheds forudsætning om retten til nu, og det vil selvfølgelig ogsågælde i fremtiden, at kunne fastlægge indholdet af den kristne tro, som folkekirken skal beskæftigesig med. Kun fantasien sætter grænser for, hvilke indgreb, der kan forventes i fremtiden.For så vidt er det kun tilfældigt, at indgrebet denne gang vedrører kirkens medvirken til vielse afhomoseksuelle. Der er uenighed i kirken om, hvorvidt sådan medvirken er forenelig med denluthersk-evangeliske lære, og det er derfor et trosspørgsmål, der henhører under den trosfrihed, somet trossamfund nyder godt af.Denne interne uenighed kan det være vanskeligt nok for folkekirken at håndtere, men denverdslige stats indgriben i sig selv med afgørelse af, hvordan kirkens løsning på dette spørgsmålskal være, er dog i sig selv et langt større problem for kirken, fordi indgrebet fjerner denstroværdighed som trossamfund – som kristent fællesskab. På sigt vil det være ødelæggende forfolkekirken.På kortere sigt vil de lokale kristne fællesskaber i menighederne kunne leve videre, indtil det gårop for borgerne, at den verdslige statsmyndighed dikterer troens indhold, og at kirkens ledereaccepterer dette. Evnen til at være kristne fællesskaber vil efterhånden forsvinde, når de ikkelængere kan opretholde illusionen om, at fællesskabet, forkyndelsen og den missionerendevirksomhed i sidste ende er et trosanliggende, mens verdslige hensyn træder i forgrunden frem forkirkens evne til troværdigt at søge at opretholde og udbrede den kristne tro. Hvorfra skal det lokalearbejde skaffe engagerede medarbejdere under sådanne vilkår?Det har ikke vakt tilstrækkelig opmærksomhed, at statens krav til kirken i virkeligheden rummerto problemer, hvor indgrebet i sig selv er det ene, som bør behandles ud fra overvejelser omforholdet mellem kirke og stat, mens det andet om kirkens eventuelle medvirken til vielse af
homoseksuelle beror på helt andre overvejelser. Regeringen har blandet problemerne sammen ogderved opnået, at en positiv holdning til homoseksuelle i brede kredse i befolkningen bliver enløftestang til at fastslå den ændring i forholdet mellem stat og kirke, hvor kirken for fremtiden vilblive anset for en underordnet del af den statslige forvaltning.Retten til indgreb vil for eksempel generelt set få meget alvorlige følger, når kirkeministerengennemfører en allerede planlagt udredning af kirkens forhold med henblik på måske at regulerenogle områder i forholdet mellem stat og kirke. Udredningen og dens konsekvenser vil blive prægetaf den opfattelse, at kirken er en del af den statslige forvaltning, der ikke kræver særlighensyntagen. Ved tilrettelæggelsen af kirkens forhold efter en udredning og senere, vil der være storforskel på, om det sker efter hensyn til forvaltningsinteresser, eller det sker efter de interesser, der erknyttet til et trosfællesskab.At det i visse juridisk-faglige kredse hævdes, at folkekirken er en del af statsforvaltningen, er ikkeuforeneligt med, at folketing og regering/kirkeminister efter grundloven er udelukket fra at gribe indi kirkens trosanliggender, og det udelukker heller ikke, at folketing og regering/kirkeminister ifølgegrundloven har pligt til at tage særlige hensyn til folkekirken, som ikke skal tages i forhold tilforvaltningsorganer.Tværtimod.Hvorfor er folkekirken den eneste institution foruden kongen/regeringen, folketinget ogdomstolene, der udtrykkeligt nævnes i grundloven og altså adskilt fra de andre? Hvorfor anføre igrundloven, at staten skal støtte kirken - hvis den ikke var noget særligt? Hvorfor anføre, at kirkenskal have en ”forfatning” i modsætning til afvigende trossamfund, hvis forhold ordnes ved lov?Sprogligt taler intet for en holdbar konstatering af, at folkekirken ikke efter grundlovensformulering er institution med en ganske særlig status, der i det mindste i trosanliggender er ligesåbeskyttet af grundloven som andre trossamfund.Grundlovens tilblivelse i 1849 rummer intet, der antyder, at grundlovgiverne har forestillet sig, atregeringen fra tid til anden skulle kunne gribe ind i kirkens forhold - tværtimod foreskrivergrundloven en ”forfatning”, som kun kan forstås som en stabil ordning med henblik på, at kirkenskal ordne egne indre anliggender, og slet ikke en ordning, hvor staten kan gribe ind, når det passerden. At kirken ikke har fået nogen forfatning har ikke haft nogen betydning, fordi folketing ogregering hidtil ikke har blandet sig i kirkens trosanliggender.Med regeringens aktuelle indgreb skal borgerne dog tilsyneladende ikke regne med grundlovensbeskyttelse af deres kirke, der vil være underlagt skiftende verdslige opfattelser også af troensindhold, medmindre biskopperne træder i karakter og på folkekirkens vegne afviser at medvirke tilfremme af den verdslige stats indgreb, hvilket ikke forhindrer deres medvirken til internt i kirken atsøge en løsning, som på en eller anden måde imødekommer ønsker om at tage hensyn til dehomoseksuelles selvfølgelige adgang til at være en værdifuld del af folkekirkens fællesskab.Herved opnås, at kirken uden statens indblanding i trosanliggender får mulighed for selv at findeen løsning. Sådan som kirken fik, da folketinget i 1948 gjorde det muligt, at kirken efter egenbestemmelse kunne, men ikke skulle, ansætte kvindelige præster.At regeringens og kirkeministerens aktuelle krav til kirken er et bevidst indgreb i kirkens indreanliggender - trosanliggender – følger af, at det står den verdslige stat frit for at afskaffefolkekirkens medvirken til, at ægteskabslovens verdslige regler bliver gældende mellem topersoner, der ønsker, at dette skal være tilfældet for deres vedkommende.
