SOU, Alm.del - 2011-12 - Bilag 229: Henvendelse af 6/3-12 fra PS Landsforeningen vedr. ændring af sociallovgivning og flere vil "falde mellem 2 stole

Behandling af psykisk syge – behandlingsformer og ansvar1Behandlingen af psykisk syge består af tre dele, der supplerer hinanden2:•en biologisk,•en psykoterapeutisk, og•en socialpsykiatrisk.Den biologiske behandlinger naturvidenskabeligt baseret og består af behandling medmedicin, ECT (elektrokonvulsiv terapi – også kaldet elektrochok) og psykokirurgiskeindgreb. Også lysbehandling i forbindelse med depression henregnes til biologisk be-handling.Psykoterapeutisk behandlinger en samlebetegnelse for en lang række behandlingsfor-mer, hvor samtalen er det bærende element i behandlingen.3Derudover dækker psykote-rapeutisk behandling over de psykoterapeutiske principper om udformningen af behand-lingsmiljøet. Sidstnævnte kaldes også miljøterapi.Socialpsykiatrisk behandlinger en samlebetegnelse for de behandlingstiltag, der sigtermod at fjerne eller begrænse de sociale konsekvenser af den psykiske sygdom. De soci-alpsykiatriske tilbud tager udgangspunkt i patientens bolig-, uddannelses-, (fri-tids)beskæftigelses- og sociale funktion. Uden for Danmark bruges normalt betegnelsenpsykosocial rehabilitering om dette behandlingselement.Alle tre metoder indgår i behandlingen, og elementernes indbyrdes vægt skal afspejles ibehandlingsplanen. Fx indgår den socialpsykiatriske behandlingsdel oftest med lav vægti behandling af lettere til middelsvære depressioner og den biologiske (farmakologiske)behandlingsdel med ringe vægt i behandling af anoreksi.

Psykiatriske patienter der har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning efter ud-skrivning fra sygehus skal tilbydes en genoptræningsplan4. Planen skal udarbejdes afsygehuset og er patientens sikkerhed for en målrettet indsats efter udskrivningen.Dette er en videreførelse af den tilsvarende bestemmelse i sygehusloven, men medkommunalreformen sker der en væsentlig ændring af genoptræningsbegrebet.Det fremgår af forarbejderne til sundhedsloven, at genoptræningsplanen tænkes at dæk-ke borgerenssamledebehov for rehabilitering – fx behov for specialundervisning, be-skæftigelse og træning med henblik på at vedligeholde psykiske (herunder kognitive)færdigheder. Rehabilitering er en helhedsorienteret intervention, fx bestående af bruger-undervisning, styrkelse af egenomsorg, støtte til adfærdsændringer, genoptræning, psy-kosocial omsorg samt efterbehandling.Det er hermed slået fast, at genoptræningsplanen fra 1. januar 2007 skal udstrækkes til atgælde psykiatriske patienters behov for socialpsykiatrisk behandling.Det behandlingsmæssigeansvar er i sundhedsloven (og psykiatriloven) entydigt placerethos den behandlingsansvarlige overlæge. Det er således lægens ansvar at udarbejde enbehandlingsplan, en udskrivningsplan og/eller en genoptræningsplan.Ansvaret forgennemførelsenaf behandlingen er fordelt over en række forskellige myn-digheder fx:•Ansvaret for den lægefaglige behandling er placeret hos regionerne•Ansvaret for den tandlægefaglige behandling (specialtandplejen) er placeret hoskommunen•Ansvaret for den socialpsykiatriske behandling er delt mellem regionerne, kommu-nerne og staten5Det overordnede ansvar er fordelt på en række ministerier. Det er først og fremmest In-denrigs- og Sundhedsministeriet, Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet.Indenrigs- og Sundhedsministeriet har det overordnede ansvar for hele sundhedslovgiv-ningen (det overordnede behandlingsansvar) og ansvaret som rekurs- og tilsynsmyndig-hed i forhold til kommunerne og regionerne.Socialministeriet har det overordnede ansvar for den socialpsykiatriske indsats uden forhospitalssektoren.Beskæftigelsesministeriet har det overordnede ansvar for forsørgelse og beskæftigelse.

ForvirringNår vi taler om behandling af psykiatriske patienter, opstår der ofte forvirring. Det gørder bl.a. fordi:•der er begrebsmæssig uklarhed omkring behandlingens indhold (hvad vi mener, nårvi taler om behandling)•der er ’rod’ i kompetencefordelingenMed strukturreformen er der udsigt til forbedring, men ikke løsning af problemerne.Den begrebsmæssige uklarhedDer er en årelang tilbøjelighed tilbegrebsmæssigtat ekskludere socialpsykiatrien frabehandlingen.Vi hører ofte om socialpsykiatri ctr behandlingspsykiatri. Behandlingspsykiatri benyttessom synonym for den regionale/(amtslige) psykiatri, mens socialpsykiatri benyttes somsynonym for den kommunale indsats (+ de regionale/amtslige botilbud).Ofte tænker man slet ikke på fx beskæftigelse og uddannelse i de etablerede systemeruden for psykiatrien som dele af socialpsykiatrien (socialpsykiatri foregår i socialpsykia-triske institutionter!!).Den begrebsmæssige uklarhed forstærkes af, at der arbejdes med begreber som ’efterbe-handling’, ’rehabilitering’ og ’genoptræning’. Hermed skabes der en begrebsmæssigafstand mellem de biologiske og terapeutiske behandlingsdele på den ene side, og densocialpsykiatriske behandlingsdel på den anden. Dette ses ikke at være lægefagligt be-grundet.Det anbefales, at man fremover taler omeenpsykiatri (= behandlingspsykiatrien?).Denne omfatter alle tre behandlingselementer.KompetencefordelingenDet giver god mening at give den behandlingsansvarlige (over)læge ansvaret for denbehandlingsmæssige indsats.Men: Når lægen kun har formel indflydelse på to af de tre behandlingsformer, virkersystemet ikke.Hvis en psykiater i en plan fastslår, at der er et lægefagligt behov for fx 20 timers bostøt-te pr. uge til en patient, har lægen ingen indflydelse på kommunens beslutning om attildele patienten de pågældende timer.Kunne man forestille sig, at lægen ordinerer medicin og kommunen afslår at betale formedicinen? Nej vel!

Hvad bør der gøres?Det erikkeformålet med dette notat at løse alle problemerne omkring behandling afpsykiatriske patienter.Jeg vil dog gerne pege på et par punkter:•Begrebsmæssigt bør man bestræbe sig på at inkludere socialpsykiatrien, når der talesom tilbud til psykiatribrugere (der bør ikke længere tales om behandlingspsykiatriog socialpsykiatri – der er kun een psykiatri).•Lægefagligt begrundede behov for socialpsykiatrisk indsats bør ikke kunne afvisesmed henvisning til manglende bevillinger m.m. (ansvaret skal placeres hos lægen ogikke hos myndigheden – som vi kender det fra den øvrige del af sundhedssystemet).Desværre har strukturreformen ikke bidraget til afklaring af spørgsmålene omkring be-handling af psykiatriske patienter.

DE9