SOU, Alm.del - 2011-12 - Bilag 171: Henvendelse af 31/1-12 fra KABS VIDEN vedr. Projekt Socialsygepleje

IndholdsfortegnelseSammenfatning ................................................................................................................................................. 3Projektet Socialsygepleje – det gode patientforløb .......................................................................................... 5Projektramme................................................................................................................................................5Evalueringsopsamling....................................................................................................................................5Baggrund for projektet..................................................................................................................................5Socialsygeplejen i somatikken – projektets første del ...................................................................................... 6Socialsygeplejen i psykiatrien – projektets anden del....................................................................................... 6Omfanget af psykiatriske lidelser og stofbrug................................................................................................... 7Dobbeltdiagnosticerede og dobbeltbelastede mennesker...........................................................................8Socialsygeplejen i psykiatrien ............................................................................................................................ 9Case: På arbejde med socialsygeplejersken .................................................................................................. 9Accelererede patientforløb...........................................................................................................................9Socialsygeplejerskens arbejdsopgaver........................................................................................................10Udfordringer og tematikker i psykiatrien ........................................................................................................ 11Case: At have en plan .................................................................................................................................. 11Helhedsorienterende behandlingsplaner....................................................................................................12Case: Den lange vej til diagnosen ................................................................................................................ 12Diagnosen - adgang til relevant hjælp.........................................................................................................13Case: Kopper har ører, hvorfor kan de ikke høre? ....................................................................................... 14Stofmisbrug versus brug af stoffer..............................................................................................................14Case: Den abstinente patient ...................................................................................................................... 15Høje doser og viden om stoffer og substitutionsmedicin...........................................................................16Socialsygeplejerskernes vidensformidling...................................................................................................16Patientudsagn .................................................................................................................................................. 18Patienternes oplevelse af socialsygeplejen.................................................................................................18Projektstatistik ................................................................................................................................................. 19Foreløbige konklusioner og perspektivering ................................................................................................... 20Referencer ....................................................................................................................................................... 21

Denne rapport er en midtvejsstatus over de foreløbige resultater fra den psykiatriske del afProjekt Socialsygeplejerske –det gode patientforløb.Projektet er treårigt udviklingsprojekt, finansieret af satspuljemidler fra Sundhedsstyrelsen og1forankret i KABS VIDEN . Fra psykiatrien deltager Psykiatrisk Center Glostrup samt Psykiatrisk Center Nordsjælland iHillerød.Målgruppen for socialsygeplejerskernes arbejde er stofbrugere under indlæggelse, og formålet er at forbedreindlæggelse og udskrivning–dels ved at formidle viden til personalet om målgruppens særlige problemer, dels ved atsikre en bedre koordination med de sociale hjælpeindsatser i kommunerne.Overordnet kan man konkludere, at projektet allerede på nuværende tidspunkt har demonstreret stor nytteværdi ipsykiatrien, hvor man ligesom i somatikken har en række problemer med at rumme og håndtere den stofafhængigepatient med hensyn til misbrugsmedicinsk behandling, sociale problemer og adfærd i afdelingen.Det er i det hele taget velkendt, at stofbrugende patienter med psykiske problemer ofte falder mellem de systemer, derskal hjælpe dem. I denne sammenhæng drejer det sig om psykiatrien, misbrugssektoren og ofte også andre kommunaleforanstaltninger. Det bliver også i denne rapport understreget, at der er stort behov for, at behandlingen af dissedobbeltbelastede patienter integreres.Projekt Socialsygeplejehar foreløbig afdækket, at de psykiatriske afdelinger selv har et stort behov for tilførsel af videnom rusmidler, stofmisbrug, abstinenser og abstinensbehandling, misbrugsadfærd, livsstil samt skadesreduktion. Her ersocialsygeplejen en relevant løsning, med mindre psykiatrien selv vil sikre større fokus på disse emner.Denne midtvejsstatus viser, hvordan socialsygeplejersken kan bidrage til, at dobbeltbelastede patienter får et bedreindlæggelses- og udskrivelsesforløb i psykiatrien ved at bidrage med et løft og en støtte i en travl behandlingshverdag ogtilbyde sin viden, faglighed og ressourcer:opkvalificere og tilføre personalet viden om stoffer, stofbrug, behandlings- og støttetilbud, abstinenser ogsufficient håndtering af disse gennem faglig sparring, rådgivning og undervisning.bygge bro mellem personale og patienter ved at forklare ovenstående, samt give indsigt i muligheder ogretningslinjer.at øge opmærksomheden på, at når patienterne synes at udfordre systemet, går det ofte også den anden vej; atsystemet udfordrer patienterne fx ved ikke at behandle dem sufficient ift. abstinenser.gøre opmærksom på, at rationalet om accelererede patientforløb ikke må overse kompleksiteten ogbetydningen af en helhedsorienteret plan for de dobbeltbelastede patienter.bidrage med koordinering af det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde omkring disse patienter og tilbydeopfølgning og ressourcer her.Opsummerende kan man sige, at socialsygeplejersken i psykiatrien – som i somatikken – tilbyder en svært belastetpatientgruppe noget ekstra, som der ellers sjældent er ressourcer til, men som patienterne har behov for og gavn af.Derudover er socialsygeplejersken med til at holde fokus på de psykiatriske problemstillinger, så patienter medmoderat/rekreativt brug af stoffer ikke blot sendes videre til stofmisbrugsbehandling.Alt i alt har projektet i psykiatrien foreløbig vist, at socialsygeplejen kan være med til at opkvalificere den psykiatriskebehandling, indlæggelse og udskrivelse til en gruppe patienter, der er ekstra udsatte. Socialsygeplejen kan også væremed til at skabe mere helhedsorienterede løsninger for denne patientgruppe, som ellers risikerer at blive såkaldte”svingdørspatienter” eller ”tabt på gulvet”, fordi de langsigtede løsninger er op til patienten selv at mestre. Her bidragersocialsygeplejersken med indsigt og viden om andre indsatsmuligheder og bygger bro til eksterne samarbejdspartnere.1

Men midtvejsevalueringen har også vist, at projektet kun kan opfylde disse succeskriterier, hvis indsatsen baseres på etsamarbejde i psykiatrien. Hvis der ikke lyttes til – og gøres brug af – socialsygeplejerskernes faglige argumenter,ekspertviden og kompetencer, kan disse resultater ikke nås. Dereren vilje tilstede i psykiatrien til at skabe forbedringerfor disse patienter, men meget tyder på, at det videre arbejde ikke er gjort med en enkelt socialsygeplejerske alene.Meget personale har taget socialsygeplejen til sig og har givet udtryk for en større forståelse og indsigt i disse patienterskomplekse problemstillinger, men der er stadig lang vej. En måde at styrke disse resultater, kunne være at udvidesocialsygeplejen til et misbrugspsykiatrisk team bestående af såvel socialsygeplejerske og speciallæge i psykiatri mederfaring med misbrugsproblematikker.

Baggrund for projektetFor at kunne give en kvalificeret midtvejsstatus på socialsygeplejens foreløbige resultater i psykiatrien, er det nødvendigtat forstå projektets grundlæggende forankring og ideologi.Socialsygeplejen tog sin begyndelse iprojekt UDENFORmed et 2årigt forsøgsprojekt forestået af Nina Brünés påBispebjerg Hospital i 2006-2007 (3). Dette projekt synliggjorde forskellige årsager til, at stofbrugeres indlæggelses- ogudskrivelsesforløb ofte ikke forløb på samme måde som andre patienters hospitalsindlæggelser. Der var fx tale omafbrudte indlæggelsesforløb, insufficient smerte- og/eller abstinensbehandling, manglende viden blandthospitalspersonalet om denne gruppe patienter, og om relevante tilbud og muligheder udenfor hospitalet. Mangler, derdels resulterede i insufficient behandling, dels i forskellige former for kontrollerende regimer ift. disse patienter, som ikkevar befordrende for samarbejdet. Dette resulterede bl.a. i, at patienten ofte forlod behandlingen før tid.Forsøgsprojektet viste, at en socialsygeplejerske kunne bidrage med vigtig viden, tid og forståelse for såvel patientenssom personalets situation og bygge bro mellem disse parter, samt bygge bro til samarbejdspartnere uden for hospitalet.Dette betød, at patienterne i langt højere grad fik – og gennemførte – et bedre behandlingsforløb, var lettere atsamarbejde med, samt at der blev lagt en plan for et bedre tværsektorielt samarbejde omkring patienten og dennesvidere forløb efter udskrivelse (3). Projektets ideologiske udgangspunkt var præget af projektlederens mangeårige5

–Projektet har siden sin start d. 1. februar 2010 til projektets afslutning i somatikken d. 30. november 2011 væretinvolveret i 710 patientforløb.Resultaterne her er positive:For det førsteoplever patienterne sig hørt og forstået, ligesom de føler sig mere trygge vedindlæggelsen og personalet. Dette gør dem bedre i stand til at samarbejde med hospitalspersonalet.For det andetoplever personalet i somatikken en opkvalificering og aflastning af deres arbejde ift. en ofte vanskelig patientgruppe.Fordet tredjeer socialsygeplejersken med til at bygge bro til de kommunale samarbejdspartnere og indsatser udenforhospitalsregi og er dermed med til at styrke det tværsektorielle samarbejde til gavn for patienten og dennes behandling.Ordningen har haft så stor succes, at den er blevet gjort permanent før projektets afslutning. Socialsygeplejerskerne ersåledes fastansat pr. 1. december 2011 på hhv. Bispebjerg og Hvidovre Hospital med midler fra Region Hovedstaden.Politisk har projektet også høstet stor bevågenhed og socialsygeplejens foreløbige resultater blev således eksponeret påen stor konference om ulighed i sundhed afholdt af Region Hovedstaden i maj 2011.

–Nærværende rapport beskriver de foreløbige erfaringer og resultater projektet indtil videre har gjort sig i psykiatrien.Materialet baserer sig på deltagerobservationer ifm. socialsygeplejerskernes arbejde, socialsygeplejerskernesjournaloptegnelser og kvalitative interviews med såvel personale og patienter. Materialet supplereres med statistiskmateriale over de afsluttede patientforløb, som projektet i psykiatrien foreløbig har haft berøring med. Det statistiskemateriale er systematisk registreret af de to socialsygeplejersker i psykiatrien. Det drejer sig om 226 patientforløb fraopstarten 1. september 2010 til 15. november 2011.Som nævnt ønskede man at afprøve de gode erfaringer fra den somatiske socialsygepleje med en psykiatrisksocialsygepleje. Data i forbindelse med denne midtvejsstatus viser imidlertid, at der er flere forskelle i tilrettelæggelsenog indholdet af den konkrete socialsygepleje i psykiatrien, selvom det overordnede formål med socialsygeplejenvedbliver at være det samme.Det der således i første omgang springer i øjnene, er, at mens man i projektets somatikdel efter 16 måneder har 450afsluttede patientforløb, har man i projektets psykiatridel tilsvarende 226 patienter igennem de første 14 måneder. Detvar forventeligt, at psykiatrien ville have færre patientforløb med målgruppen, fordi det samlede patientoptag i psykiatrien7i sig selv er mindre: Psykiatrisk Center Glostrup har 138 normerede senge og Psykiatrisk Center Nordsjælland har 164(i alt: 302 sengepladser). Til sammenligning har Bispebjerg og Hvidovre Hospital en samlet kapacitet på 10378sengepladser . Projekt Socialsygeplejes psykiatridel fik endvidere en langsom start, fordi det tog længere tid atintroducere projektet og synliggøre socialsygeplejerskernes funktion. En anden årsag var, at der på det ene center varfærre patienter i målgruppen end forventet. Dette resulterede i, at man i marts 2011 udvidede målgruppen til også atinkludere socialt udsatte psykisk syge med et misbrug af alkohol. Derudover var der nogle udfordringer ved at overføreden somatiske socialsygeplejemodel direkte til psykiatrien, hvorfor projektmedarbejderne måtte udvikle andre metoder6

og tilgange. I det følgende opridses forskelle og ligheder i projektets to dele:Den psykiatriske socialsygepleje resulterer, som i somatikken, i:Tryghed hos de patienter, der igennem flere år har haft en stofproblematik, ift. socialsygeplejerskens kendskab tilrusmiddelproblematikker, abstinenssymptomer og behandling af disse, kendskab til misbrugsbehandling generelt,samt kendskab til hjælpemuligheder/instanser udenfor psykiatrien.Faglig og personlig sparring ift. disse patienter, samt undervisning af personalet i — og håndtering af —misbrugsproblematikker, problematikker vedr. socialt udsatte, skadesreduktion, abstinenser, sufficientmedicinering mv.Brobygning mellem personale og patient, samt styrkelse af det tværsektorielle samarbejde.For begge delprojekter (somatik og psykiatri) gælder det, at de er indlejret i et behandlingssystem, som i dag fokusererpå effektivitet og optimering. Det betyder bl.a., at indlæggelsen kun strækker sig i det omfang, der er et klartbehandlingsformål til stede inden for den pågældende afdelings speciale og kompetenceområde. Er der ikke det, vilpatienten blive udskrevet eventuelt mhp. videre opfølgning hos andre samarbejdspartnere internt eller eksternt. Samtidig– og måske netop forstærket af det effektive system – opleves og karakteriseres patienter med stofbrug ofte sombesværlige og svære at samarbejde med. Dette har været et fællestræk både i somatikken som i psykiatrien. Mange afdisse patienter har ofte svært ved at indordne sig gængse behandlingsrammer og – procedurer. Dette forværresyderligere af personalets manglende fornødne redskaber, viden og ressourcer til at håndtere denne kompleksepatientgruppe, som ofte har flere forskellige behandlingskrævende problematikker og behov.Udover den psykiatriske og somatiske socialsygeplejes lighedspunkter, synes nogle temaer i det psykiatriske arbejde atadskille sig fra den somatiske socialsygepleje på følgende punkter:Ligesom i somatikken er der problemer med at rumme stofbrugerne. Derudover har psykiatrien det problem, at denpsykiatriske udredning og diagnostik sløres og udfordres af stofindtaget.I modsætning til den tilgang projektets somatiske socialsygeplejersker benytter i kontakten til patienterne, blev depsykiatriske socialsygeplejersker nødt til at udvikle andre måder at have kontakt til patienterne på og væreopmærksomme på ikke at komme til at underminere det psykiatriske personales behandlingsrelation til patienten.Netop relationen og behandlingsalliancen er et vigtigt omdrejningspunkt i psykiatrien.Den dobbeltbelastede patient har ikke samme adgang til psykiatriens forskellige tilbud, som andre psykiatriskepatienter, på grund af deresstofbrug.På samme vis har denne gruppe patienter heller ikke altid samme adgangtil misbrugsrelaterede tilbud, som andre stofbrugere, fordi de er svære at rumme på grund af derespsykiatriskesymptomer/problemstillinger.Denne problematik er velkendt indenfor dobbeltdiagnosefeltet, men vil også indgå istatusrapporten, da den har betydning for den psykiatriske socialsygepleje. Når patienterne her benævnesdobbeltbelastede og ikke – diagnosticerede, har det den simple forklaring, at flere patienter netop ikke erdiagnostisk udredt. Som det vil fremgå i det følgende, står patienten ofte dårligere ift. adgang til hjælp pga.manglende psykiatrisk diagnose.Ovenstående uddybes med cases fra praksis og citater fra de kvalitative interviews med patienter og personale .9

Derudover viser undersøgelser, at der hos 60-70 % af stofbrugerei stofmisbrugsbehandlingfindes en psykiatrisk lidelseog at livsstilsprævalensen for psykiatrisk lidelse ved stofmisbrug er ca. 90 % (5).Generelt er det svært at skelne mellem den primære og sekundære psykiske komorbiditet ved misbrug/afhængighed (4).Dette problem forstærkes yderligere af, at den ubehandlede psykiatriske lidelse gør det svært for patienten atgennemføre misbrugsbehandling, mens brug af stoffer enten slører eller forstærker de psykiatriske symptomer, så detbliver svært at udrede diagnostisk og dermed målrette behandlingsindsatsen i psykiatrien. Rusmidler kan på den eneside forværre de psykiske symptomer og på den anden side kan psykiske symptomer pine patienten så meget, atstofindtag bliver en måde at lindre disse symptomer på (dvs. en form for selvmedicinering). Der er altså tale om et stortantal patienter, som har et behandlingskrævende behov ift. såvel stofbruget som den psykiatriske lidelse samtidigt (6). Idenne rapport – som i projektet – er fokus på stofbrugeren med psykiske problematikker, da brug af stoffer er detoverordnede karakteristikum for projektets målgruppe.

”Når vi ser patienter med både misbrug og psykiatri, er den første overvejelse ofte: Hvad kom først? Det er tit meget svært at finde udaf; er misbruget symptomatisk eller er det symptomgivende, primært eller sekundært til psykiatrisk lidelse? Problemet for os er, at vimange gange har svært ved at komme videre i diagnosticeringsprocessen, når patienterne er aktivt misbrugende. Vi kan jo ikke vide,når f.eks. en ung mand kommer ind i en psykotisk affekttilstand, om det er én, der er ved at udvikle en grundlæggende psykotisklidelse, eller om det er én, der er blevet psykotisk, fordi vedkommende har indtaget stoffer. Hvis vi skal videre med det, så vil vi jogerne se vedkommende stoffri, så vi kan gå videre med psykologer og psykiatere og begynde at afdække problemerne. Det lader sigbare ikke altid gøre. Derfor er der mange, der desværre skal gå i mange år og være misbrugende og have åbenlyse psykiatriskesymptomer, uden at man egentlig – eller kun til dels – kan skille tingene ad.”(Klinikchef Henrik Søltoft-Jensen, Psykiatrisk CenterNordsjælland)

En patient med en psykiatrisk diagnose og et samtidigt misbrug, betegnesdobbeltdiagnosticeret(6). Den psykiatriskediagnose gives på baggrund af diagnostisk udredning (7). Der er imidlertid mange patienter med stofbrug som pga.stofbruget endnu ikke er færdig-udredt psykiatrisk. Dvs. patienten indlægges med en såkaldt ”aktionsdiagnose”, sombliver det behandlingsfokus, psykiatrien tager udgangspunkt i, i det konkrete indlæggelsesforløb. En forklaring på denmanglende videre psykiatriske udredning er, at psykiatrien er tilbageholdende med at diagnosticere, så længe der er etaktivt brug af stoffer. Spørgsmålet om, hvorvidt misbruget eller den psykiatriske lidelse kom først, er således entilbagevendende kompleks og uafklaret diskussion i psykiatrien (fx 7:290). Der kan således være patienter/brugere sombåde har misbrugs- og psykiske problemer, uden at kunne betegnes dobbeltdiagnosticerede. I stedet kan de siges atvære dobbeltbelastede (6). Om patienten er dobbeltdiagnosticeret eller dobbeltbelastet, ændrer imidlertid ikke ved, at derer tale om mennesker med komplekse problemstillinger af såvel social, fysisk, psykisk og medicinsk karakter. Pga.problemernes modsatrettethed – stofferne forhindrer den ene behandling og de psykiatriske problemer den anden –falder disse mennesker ikke kun mellem to behandlingssystemer (hhv. psykiatrien og misbrugsbehandlingen), men ogsåofte mellem mange andre indsatser, der har svært ved at rumme personen, enten på grund af den ene eller den andenhovedproblematik.Udover selve misbruget og de psykiske problematikker er der ofte mange andre komplicerede problemstillinger, der oftestiller krav om omfattende tværfagligt og tværsektorielt koordination og samarbejde, fx:Komplekse sociale problemer (fx dårlig økonomi, kriminalitet, manglende bolig, lille/manglende netværk,voldelig/truende adfærd mv.).Afbrudt skolegang/ringe uddannelsesniveau.Afbrudte arbejdsforhold/manglende erhvervserfaring og arbejdsløshed.Somatiske problemer og hospitalsindlæggelser (nedsat helbred, hiv, hepatitis o.lign.).Komplekse medicinske problemer.Negative erfaringer med forskellige offentlige hjælpeinstanser og det at blive mødt med fordomme.Projekt Socialsygepleje – det gode indlæggelsesforløbhar således til formål at støtte og hjælpe hospital/psykiatri med atgive lige adgang til sundhed for denne gruppe sårbare patienter, ved at opkvalificere deres behandling, indlæggelses- ogudskrivelsesforløb.

Case: På arbejde med socialsygeplejerskenSocialsygeplejersken møder ind kl. 8-8.30, hvor hun tjekker sin mail, for at se om der er nogle akutte ting, hun skal væresærligt opmærksom på. Herefter går hun til morgenkonferencen, hvor hun får et overblik over, hvilke patienter der erblevet indlagt/udskrevet. Denne morgen er 11 behandlere samlet til den psykiatriske morgenkonference. Der er bådesygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, studerende, en socialrådgiver, to læger, hvoraf den ene er overlægen,samt socialsygeplejersken. Plejepersonalet gennemgår afdelingens patienter. Der er nøje fokus på, hvilken plan der erlagt for den enkelte patient, samt hvornår patienten kan udskrives eller overflyttes. Socialsygeplejersken supplerer dettværfaglige team med viden og uddybende spørgsmål i forbindelse med de patienter, der har misbrugsproblematikker10eller er i substitutions-behandling . Undervejs aftaler det tværfaglige team, hvilke opgaver der skal løses og hvem dergør hvad. Her byder socialsygeplejersken også ind ift. fx at afdække patienters stofbrug, kontakte misbrugscentre,bostøttesteder o. lign. Da konferencen er slut, drøfter socialsygeplejersken opgavefordelingen med afdelingenssocialrådgiver. De aftaler i hvilken rækkefølge, de hver især skal tale med fælles patienter. Herefter tilsersocialsygeplejersken de aftalte patienter, der har været på morgenkonferencen, ligesom hun også selv opsøger patientertil sin målgruppe. Dem finder hun på sin runde rundt i de øvrige afdelinger ved at gennemgå afdelingens dagsseddel,hvor man kan se de patienter, der er indlagt. Indimellem skal der ringes til patienters hjemkommuner, eventuellemisbrugscentre, herberger eller lign. for at undersøge, hvilke foranstaltninger, der evt. er sat i værk og hvilke planer, derallerede ligger for patienten i det øvrige professionelle netværk. Undervejs rundt på afdelingerne og mellem de forskelligepatientsamtaler og telefonopkald, holder socialsygeplejersken øje med lægens og psykologens runder, så hun kan nå atfange dem ift. tilbagemeldinger/input om de patienter, hun har tilset. De respektive kontaktpersoner bliver ogsåorienteret, ligesom socialsygeplejersken skriver sine observationer og det hun evt. har iværksat ind i sygeplejejournalen.Der bliver gået en del frem og tilbage mellem de forskellige afdelinger. Indimellem hiver en sygeplejerske eller læge fat isocialsygeplejersken ift. sparring om abstinensbehandling eller sparring om en patient, hvor man har opdaget etstofbrug. Dagen slutter på socialsygeplejerskens kontor, hvor afsluttede patientforløb og data på socialsygeplejerskensindsatser skal registreres til projektet.

”Det kan godt være personalet er vant til at se misbrug i psykiatrien, men det er ikke et område, man fordyber sig meget i, og ivirkeligheden tror jeg alle sidder med en eller anden fornemmelse af, at vi ofte taber misbrugere mellem to stole. De kommer ind hosos, vi laver noget akutbehandling, derefter regner vi med, at andre tager over. Så kommer de tilbage og vi opdager, at andre ikke hartaget over. Det er ikke fordi, de ikke gerne vil tage over, men det handler nogen gange om motivation hos patienten eller manglenderessourcer. Men i det hele taget, den overgang fra psykiatri til misbrugsbehandling, at facilitere den, det er et problem. Og der er detteprojekt nærmest skræddersyet til at sikre den overgang.”(Klinikchef Henrik Søltoft-Jensen, Psykiatrisk Center Nordsjælland)”Man arbejder ud fra det, der hedder accelererede patientforløb: Alt det der er i hospitalspsykiatri, det er det akutte og intensive. Såman skal ret hurtigt have afklaret, hvad er det, vi sender videre til? Man kan ikke hænge i dette system i længere tid. Det kræver en delaf kompetencerne hos dem, der nu en gang vurderer på det korte tidsrum, man har. Det er en lang diskussion, både noget medøkonomi og alt sådan noget. Men bestemt også en ideologi om, at folk måske er bedre tjent med at blive behandlet ude i det lokale ellerambulante miljø eller hjemmefra.”(Konstitueret udviklingschef Lilli Beder, Psykiatrisk Center Glostrup)”Vi har jo altid haft muligheden for at henvise dem et sted hen, men det var patientens eget ansvar at komme her fra og der til.Socialsygeplejersken er jo meget mere brobygger og sikrer sig, at de møder op og følger op på det. Før når vi udskrev, så var de ude aføje, ude af sind.”(Afdelingsleder Pia Husum Frederiksen, Psykiatrisk Center Nordsjælland)

til indlæggelsen) behandlet i psykiatrien, som derefter anser deres arbejde for afsluttet. Disse patienter er imidlertid ikkefærdigbehandlede i bred forstand, da de, som tidligere nævnt, fortsat har mange komplekse problemstillinger udoverselve aktionsdiagnosen. Som det fremgår af projektets registrering over patientforløb (se side 16) blev 180 af de 226,som indtil videre har deltaget i projektet, udskrevet som færdigbehandlede. Selvom det i registreringen fremgår, at dengennemsnitlige indlæggelsestid er på 15,5 dage, er der flere patienter som udskrives væsentlig hurtigere: Fx blev 37 afde registrerede patienter udskrevet efter en til to dages indlæggelse. Dvs. at disse patienter max havde én overnatning ipsykiatrien. 106 patienter var indlagt mellem to og syv dage. Ser man på medianen er indlæggelsestiden således nedepå 5,0 dage. Spændet mellem den længste indlæggelsesperiode og den korteste er; fra få timer (det kan fx dreje sig omen patient til afrusning) til en indlæggelse på 203 dage (der fx drejer sig om dom til behandling).Det har indimellem været en udfordring for socialsygeplejerskerne at nå at tilse de patienter, som kun er indlagt i kort tidog nå at lægge en ordentlig plan inden patienten blev udskrevet. Udfordringen ved psykiatriens effektivisering er derfor atsikre gode arbejdsgange til de samarbejdspartnere, som psykiatrien evt. udskriver til, da de særligt udsatte patienter ofteikke selv magter at tage kontakt til det næste hjælpesystem. Denne problematik gjorde sig også gældende i somatikken(2). Som det fremgår af citaterne ovenover, har socialsygeplejersken derfor en vigtig funktion i denne koordinering ogudskrivelsesplan. Socialsygeplejerskens opgaver kan skitseres som nedenstående:

Socialsygeplejerskens arbejdsopgaverOverordnet kan den psykiatriske socialsygeplejerskes arbejdsopgaver deles op i tre funktionsområder:PatientenPersonaletKommunale samarbejdspartnereOpgaver ift. patienten:Den primære opgave ift. patienten er at møde vedkommende med respekt og omsorg forderigennem at afdække, hvilke stofrelaterede problematikker vedkommende har og medvirke til, at patienten modtageren værdig og god behandling. Afdækningen har dermed til formål at bidrage til det øvrige personale og lægen, så de kanoptimere deres indsats til gavn for patienten, dels ved at:-få afklaret patientens vanlige (substitutions)behandling og sikre, at vedkommende får det han/hun plejer at få.-synliggøre eventuelle abstinenser, så de kan blive behandlet sufficient.-indhente supplerende oplysninger til misbrugsanamnesen, der kan understøtte og kvalificere den efterfølgendediagnostik.-afklare andre relevante emner/problemområder ift. den videre plan og udskrivelse (fx kommunaleforanstaltninger, boligsituation, netværk mv.).I ovenstående opgaver bygger socialsygeplejersken endvidere bro mellem patienten og personalet. Andre opgaver ift.patienten kan være:-Ledsagelse til møder i kommunen.-Besøg på misbrugsinstitutioner.-Deltagelse i lægesamtaler eller samtaler med fx pårørende og kontaktperson.For de patienter, som overflyttes til anden afdeling, er socialsygeplejersken den person, som skaber kontinuitet ogsammenhæng ved at følge patienten i det videre forløb.Opgaver ift. personalet:Her er socialsygeplejerskens primære opgave at støtte og give faglig sparring til personalet ift.disse patienters komplekse situation og dermed forebygge misforståelser og konflikter. Dette gøres ved:-Faglig sparring og supervision ift. den konkrete patient og situation.-Holdningsbearbejdning og undervisning af personalet ift. brug af og kendskab til rusmidler, misbrugsadfærd oglevevilkår, for på den måde at skabe en forståelse for patientens komplekse situation og behov, abstinens- ogsmertebehandling, håndtering af medicin, forebyggelse af misforståelser og konflikter, betydningen af enpragmatisk og anerkendende tilgang til patienten, herunder kendskab til skadesreduktion.Derudover bidrager socialsygeplejersken med tidligere nævnte misbrugsanamnese, støtte og deltagelse i forbindelsemed forskellige møder og samtaler, samt kontakt til eksterne samarbejdspartnere for at støtte en mere helhedsorienteretindsats og udskrivelse.Opgaver ift. kommunale samarbejdspartnere:Socialsygeplejersken er opsøgende i sin kontakt med eksternesamarbejdspartnere og bygger bro mellem disse og psykiatrien, samt koordinerer – og laver aftaler for – en fælles planfor patienten, hvor det er muligt. I flere tilfælde har socialsygeplejersken stået for at udarbejde tydelige arbejdsgange ift.forskellige samarbejdspartnere. Herved er socialsygeplejersken med til at styrke den tværsektorielle indsats. Derudoverbistår hun også her med faglig sparring med fokus på psykiatriske problematikker, brug af og kendskab til rusmidler,misbrugsadfærd, livstil, levevilkår mv. for på den måde at skabe en forståelse for patientens komplekse situation og

En ung mand er indlagt efter et selvmordsforsøg. Derudover lider han af angst og socialfobi. Han får metadon ogbenzodiazepin, som han indimellem supplerer med illegal metadon. Socialsygeplejersken og patienten har dagen indenaftalt, at hun kommer forbi, for at følge op på forskellige tiltag, hun har iværksat. Heriblandt henvisningsprocedurer til Skt.Hans mhp. et videre behandlingsforløb der. Hun skal derfor også følge op på faxer, samtykkeerklæringer,tilbagemeldinger og høre, hvad patienten har fået at vide. Patienten bliver glad for at se socialsygeplejersken, men giverudtryk for at have det ad helvede til, fordi han netop på stuegang har fået at vide, at han bliver udskrevet næste dag.Socialsygeplejersken og patienten taler lidt om, hvilke konsekvenser det vil have for ham, hvilke argumenter ogforventninger han har ift. eventuelt at forblive indlagt i længere tid og at han skal vide, at der højst sandsynligt er en delventetid, før han kan komme til Skt. Hans og at han ikke kan være indlagt indtil da. Det er han klar over, men synes derer så mange løse ender, han gerne ville have mere på plads inden en udskrivelse. Patienten er tydeligt påvirket aftanken om udskrivelse og han fortæller, at han har fået rigtig ondt i maven over beskeden, der kom helt bag på ham. Haner bange for at komme hjem i sin lejlighed, bange for, hvad han kan finde på og for at øge sit stofindtag. Han synesindlæggelsen har været så kort, og at han blev stillet noget andet i udsigt, som han nu ikke får gavn af, bl.a. en samtalemed en psykiater fra misbrugssektoren og aktiviteter med en fysioterapeut. Socialsygeplejersken spørger ind til, hvadhan har givet udtryk for ift. personalet om sine tanker. Det har han ikke magtet at inddrage dem i. Socialsygeplejerskenfortæller ham, at plejepersonalet giver udtryk for, at han ikke benytter sig af dem, men holder sig for sig selv og mestligger under dynen på sin stue. Hun opfordrer ham til at fortælle sin kontaktperson, hvordan han har det og hvad hantumler med. Det samtykker han til. Da samtalen er færdig, går socialsygeplejersken videre med at undersøge, hvor langtman er kommet med den videre planlægning. Der mangler stadig forskellige dokumenter mv. Hun kontakter, efter aftalemed kontaktpersonen og afdelingens læge, Skt. Hans for at høre, hvad de skal have af oplysninger for at sætte skub iprocessen. Bagefter finder hun læge og kontaktperson og inddrager dem i den plan, hun har i værksat. Det drejer sigbåde om et møde med et misbrugsbehandlingssted, som kan hjælpe patienten indtil Skt. Hans kan tage ham, aftaler omdiverse oplysninger til Skt. Hans, som socialsygeplejersken tilbyder at udarbejde, planer med fysioterapeut mv., samtpatientens bekymring ved at blive udskrevet i morgen, og fordelene ved en lidt længere udskrivelsesplan, som han ogsåkan nå at finde sig til rette med. I fællesskab når de frem til, at patienten kan blive en uge mere, så de forskellige tingfalder på plads og han afsluttes på en ordentlig måde. Dette viderebringes til patienten, der ånder lettet op.

”Altså, den klassiske patient er den alkoholiker, der kommer ind til afrusning for 17. gang. (…) Når de fysiske symptomer så ervelbehandlede, og patienten er kommet til sig selv og der i øvrigt ikke er tungere psykiatri i det, så udskriver vi patienten med enbrochure og regner med, at patienten så får henvendt sig i et alkoholambulatorium, og får fortsat sin antabusbehandling og fårsnakket om sit alkoholmisbrug og får styr på det. Så føler vi ligesom, at så har vi ryggen fri; vi har behandlet patienten akut, tænktlangsigtet. Men så regner vi med, at andre tager over, og vi regner ikke mindst med, at patienten selv tager et ansvar. I 9 ud af 10tilfælde får vi folk tilbage igen, fordi de kommer hjem, de får ikke kontaktet lænkeambulatoriet og de får ikke mere end den antabus, vihar givet dem, de kan begynde at drikke allerede efter et par dage.”(Klinikchef Henrik Søltoft-Jensen, Psykiatrisk CenterNordsjælland)”Misbrugere kan være svære at komme ind på livet af, hvornår skal man springe til? Når vi ser dem i den akutte psykiatri, der har manjo i hvert fald en mulighed. Det er også derfor, at det er et velvalgt sted at have en socialsygeplejerske, for her har vi fat i patienterne,de kommer jo selv og vil have hjælp. Dvs. der er en åbning for, at man kan få en mere fremadrettet behandlingstilgang. Derfor ertanken om socialsygepleje i akut psykiatrisk regi, ganske fornuftig, fordi mange misbrugere ser vi kun i akut psykiatrisk regi og ikke iet mere planlagt psykiatrisk regi.”(Klinikchef Henrik Søltoft-Jensen, Psykiatrisk Center Nordsjælland)

Som casen ovenoverillustrerer,har det betydning for indlæggelse og udskrivelse, at der er en plan med socialpsykiatrisksigte for patienten. En sådan plan er socialsygeplejersken ofte med til at udforme ifm. dobbeltbelastede patienter. Delsundersøger og iværksætter hun relevante indsatser ift. patientens eventuelle fortsatte indlæggelse, dels koordinerer ogstøtter hun det tværsektorielle samarbejde ift. patientens videre forløb. Socialsygeplejerskerne er meget opmærksommepå kravet om effektivitet og formål med patienternes indlæggelse, samtidig trækker de på en bredere og merespecialiseret viden ift. de dobbeltbelastede patienter, som gør, at de kan se andre behov og problemområder,muligheder og relevante tilbud end det faste personale. Socialsygeplejerskens input bliver derfor vigtig ift. patientensvidere behandlingsforløb og den brobygning til eksterne samarbejdspartnere, som socialsygeplejersken, qua sin videnpå området, kan etablere, er med til at sikre, at andre tager over, når psykiatrien udskriver. Ifølge det interviewedepersonale har det stor betydning, at dette netværk styrkes og er klar til at tage over, men det er også ressourcemæssigtsvært for det almindelige psykiatripersonale selv at have en opdateret viden og indsigt om relevante tilbud ogmuligheder. Det nævnes også flere gange i interviewene, at socialsygeplejersken har den fornødne tid til at tage sig afdisse opgaver, en opgave det er svært at afsætte tid til for det faste personale. Denne påpegning afsocialsygeplejerskens specialiserede og brede viden om andre samarbejdspartnere og tilbud, var også til stede isomatikken. Den specialiserede viden som socialsygeplejerskerne kan bidrage med, ville være al for ressourcekrævendefor det faste personale at opretholde. Brobygningsarbejdet giver også behandlingen og indlæggelsesforløbet et løft og etargument for at beholde vedkommende lidt længere, så han/hun ikke tabes, inden andre kan tage over. For patientenhar det ligeledes stor betydning, at vedkommende er medinddraget og velinformeret om den videre plan. Det givertryghed og kan være med til at sikre, at den dobbeltbelastede patient ikke ender uden for rækkevidde ved fx at tage flerestoffer.

En ung kvinde er indlagt på psykiatrisk afdeling, fordi hun har været suicidaltruende. Kvinden har været indlagt i 3 dage,men har på et hjemmebesøg røget hash og fået at vide, at det er udskrivningsgrund. Lægen planlægger hendesudskrivelse mhp. at andre instanser må tage over. Patienten fortæller selv, at hun tidligere har haft bostøtte og værettilknyttet Distriktpsykiatrisk Center, men at disse tilbud er stoppet pga. hendes ustabile fremmøde og manglende evne tilat overholde aftaler. Iflg. socialsygeplejersken fremgår det endvidere af patientens journal, at patienten har gentagnepsykiatriske indlæggelser bag sig, at hun fra 14årsalderen startede med at ryge hash og siden også har fået etamfetaminforbrug. Kvinden beskriver endvidere manglende lyst til at leve, at hun er ”kronisk ked af det”, at hun hørerstemmer og har stoftrang. Socialsygeplejersken argumenterer derfor overfor den udskrivende læge, at patienten børudredes grundigere, at kvinden har beskrevet psykiske symptomer siden barndommen og at der er kendt psykisksygdom i familien, som kan pege på en arvelig disposition. Patienten selv forklarer brugen af stoffer, som en måde atmestre sin kaotiske situation på. Lægen fastholder, at der ikke kan ske yderligere udredning, før patienten har væretstoffri i tre måneder. Socialsygeplejersken og lægen kommer dog frem til et kompromis om en plan, der skal rummekvinden, indtil hun nogle dage efter kan indskrives til et misbrugsbehandlingssted og at den psykiatriske udredning kanforegå ambulant, når hun bliver stoffri. Patienten har imidlertid besluttet sig for at forlade afdelingen pga. reprimandenom, at stofbrug var udskrivningsgrund. Socialsygeplejersken kontakter det misbrugsungeteam, som patienten til sidstindvilliger i at besøge og ledsager den unge kvinde derhen for at introducere hende til behandlingsstedet. Noget tidsenere følger socialsygeplejersken op på patientforløbet efter aftale med patienten selv. Den unge kvinde fortæller, atdet går fremad, at hun har afholdt sig fra amfetamin, men stadig ryger lidt hash.Cirka et halvt år senere i projektet dukker den unge kvinde op på psykiatrisk skadestue igen. Hun er atter indlagt medsuicidaltanker, angst og tristhed. Patienten ryger nu kun meget lidt hash i forbindelse med søvnproblemer.Socialsygeplejersken følger op med ungeteamet, som forklarer, at kommunen har stoppet hendes behandling, da manherfra ikke længere vurderede den nødvendig. Dette var dog ikke patientens egen opfattelse, som brød helt sammenved denne udmelding. Under den nye psykiatriske indlæggelse bliver det imidlertid muligt at foretage en diagnostisk

Afdelingssygeplejerske: ”Hvis de skal ind og udredes med en psykiatrisk diagnose, så skal de være stoffri eller alkoholfri i en periode,for at de egentlig kan blive diagnosticeret. Det er svært at udrede, når der er misbrug, for misbruget slører symptomer i sig selv.”Interviewer: ”Hvad gør I så, hvis de kommer for at blive udredt og har et stofmisbrug? Sender I dem tilbage, hvor de kom fra?”Afdelingssygeplejerske: ”Der kan jeg bruge et eksempel, f. eks. en alkoholker, der kommer ind hér på baggrund af, at han har haftselvmordstanker. Så kan man måske begynde at snakke om, måske er der en underliggende depression hér, der egentlig gør, atJeppe drikker, som selvmedicinering, ikke? Og da kan vi ikke udrede med det samme, for man siger, at inden alkoholtågerne damperaf, går der noget tid, og så vil de typisk blive sendt til egen læge. Og så er det dér, det falder igennem på en måde, der gør, at debegynder at drikke igen. Så det er ikke bare nemt at komme ind og få en diagnose.”(Afdelingssygeplejerske Pia Husum Frederiksen,Psykiatrisk Center Nordsjælland)

”Jeg synes der er flere og flere af de unge, som vi prøver at holde og få strikket et tilbud sammen til, så de ikke bare bliver sendt ud(…). Men vi er også presset på sengene, og har et stort flow. Men det ville være rart at vide, at man havde et andet sted at sendedem hen, og man kunne sikre sig, at der var nogen, der ventede på dem.”(Afdelingssygeplejerske Helle Lytken, Psykiatrisk CenterNordsjælland)”Lidt i afmagt over at se mange patienter falde ned mellem to stole, så kan man godt gøre sig nogle tanker om, hvorvidtmisbrugsbehandlingen i virkeligheden skulle ligge inde under psykiatrien. Vores tilgang er jo vores diagnosesystem, hvor helemisbrugsproblematikken er indarbejdet og vi har meget med det at gøre i afrusningssituationer. Mange akutte situationer er jomisbrugsudløste og misbrug og psykiatri går desværre ofte hånd i hånd, fordi misbrugsstoffer jo har nogle, jeg ved ikke om man kansige ”positive sider”, patienterne bruger dem jo til at berolige sig selv og selvmedicinere sig. Så er der bare en masse ulemper veddet. (…) I virkeligheden er mit ønske om at integrere behandlingerne i højere grad, måske også et udtryk for den afmagt, som manindenfor psykiatrien ofte føler i forhold til misbrug. At det er sådan noget, der kører lidt sit eget løb på sidelinjen. Dels håber man atkunne begrænse det, men dels bruger man det også som en undskyldning for ikke at kunne gøre mere for patienten, selv om viegentlig gerne ville.”(Klinikchef Henrik Søltoft-Jensen, Psykiatrisk Center Nordsjælland)

-Casen om diagnosen er taget med for at illustrere nogle af de allerede berørte problematikker ift. samtidig forekomst afstofbrug og psykiatrisk lidelse. Men casen skal også illustrere de problematikker versus muligheder for hjælp, der er vedat være diagnosticeret psykisk syg eller ej.I casen har den unge kvinde igennem mange år været i kontakt med systemet, (både det psykiatriske og det kommunalesystem), uden at hun har fået det bedre. Kendetegnende for hendes forløb er institutioners forskellige forsøg på athjælpe fra hvert sit ståsted, uden at et egentligt koordineret samarbejde finder sted. Dette er den velkendte problematikpå dobbeltdiagnoseområdet, og som citaterne viser, en velkendt uhensigtsmæssighed i praksis. Man kan tale om treforskellige behandlingssituationer (9):Parallel behandling, hvor patienten er i behandling to forskellige steder.Sekventiel behandling, hvor patienten først bliver behandlet det ene sted, så det andet.Integreret behandling, hvor patienten får behandling af begge lidelser, samme sted.En sekventiel behandling kan let blive fragmenteret og være belastende for den i forvejen dårlige patient. Mødet medsocialsygeplejersken i ovenstående case bliver starten på en parallel behandling, som til sidst ender med en mereintegreret indsats, hvor der både tages hånd om stofbruget og den psykiske lidelse samtidigt. Den psykiatriske udredningog dermed fastsættelse af diagnosen er en afgørende faktor for, at den unge kvinde får den hjælp hun har behov for.Den relevante hjælp og støtte øgede desuden den unge kvindes livskvalitet og almene helbredstilstand og gjorde det

Personalet har bedt socialsygeplejersken om at tilse en ung patient, der er blevet indlagt på den lukkede afdeling, fordihan efter eget udsagn var gået ”bananas” efter at have drukket øl og taget stoffer. Den unge var ”udadreagerende” og”suicidaltruende”. Personalet synes kontakten nu er høflig, men afglidende. Socialsygeplejersken møder patienten påstuen. Hun fortæller lidt om hospitalet og om hendes rolle. Den unge mand undrer sig over at være havnet på ”denlukkede”. Synes det føles som at være i fængsel, at det er mærkeligt at være frihedsberøvet og ikke kunne gøre det,man er vant til. Socialsygeplejersken forklarer, at det at være indlagt på den lukkede afdeling, er en måde at passe påpatienter, der har det dårligt. Det giver anledning til en snak om at være til fare for sig selv og andre, og videre til en snakom det, der gik forud for indlæggelsen. Samtalen bevæger sig forholdsvist hurtigt, dog i en rolig atmosfære, frem modpatientens problematikker: Hvordan han har det generelt og om stofindtaget var nyt for ham. Patienten fortæller om etstofbrug, der startede fire år tidligere, men at han fra omkring 15års alderen begyndte at komme i situationer, som den,der nu har været anledning til hans indlæggelse. Han fortæller, at han er ked af at såre dem, han holder af, om hvordandet er blevet værre og værre. At han har afbrudt flere skoleforløb og jobs. Hovedsagligt fordi han er blevet smidt ud pga.slagsmål og stofbrug. Socialsygeplejersken spørger roligt videre ind til stofbruget: Hvilke stoffer han tager, hvad stoffernegør for ham? Hvornår, hvordan, med hvem og hvor tit tager han dem? Svarene handler om at søge en flugtvej, en frelse,fred, indre ro. Patienten tager alt, hvad han kan få fat i: Kokain, amfetamin, hash, morfin – dog ikke heroin understregerhan. Han taler om at søge en mening med livet, om en rastløshed, om ikke at kunne døje ikke at have menneskeromkring sig. At han ikke er bange for mørke, men for at være alene med tanker. Alle mulige tanker, om livet, meningenmed livet, religioner, er der en skæbne mv. Han fortæller, at alt kan få ham til at stoppe op og tænke, som fx når han serden kop, der står foran ham på bordet, så tænker han: kopper har ører, hvorfor kan de ikke høre? Han kommer medmange af disse eksempler, han taler hurtigt og i en glidende strøm, hvor den ene tanke afløser den anden...

”Men det skal man jo (behandle de psykiatriske symptomer, selvom patienten ikke er stoffri), i mange tilfælde skal man gå ind ogbehandle på den psykiatriske symptomatologi, også selvom de ikke er stoffri. Problemet kan mere være diagnosticeringsprocessen,altså at finde ud af, hvad det egentlig handler om. Det trækker ud, og det bliver ved at være kompliceret. Så man kan sige, at viudsætter en meget mere målrettet udrednings- og behandlingstilgang, når vi ikke kan få skilt tingene ordentligt ad.”(Klinikchef HenrikSøltoft-Jensen, Psykiatrisk Center Nordsjælland)””Det hjælper jo ikke noget, at vi behandler den psykiatriske lidelse, hvis vedkommende bliver ved med at have et misbrug”, men der viljeg da sige, det hjælper da altid noget! Og det skal vi jo; behandle den psykiatriske lidelse. Men det er dette med at møde patienternedér, hvor de er så velbehandlede, at man kan begynde at bearbejde denne misbrugsproblematik. For på en eller anden måde væverdet sig jo ind i hinanden, og selvfølgelig gør det jo ikke den psykiatriske lidelse bedre (…).”(Konstitueret udviklingschef Lilli Beder,Psykiatrisk Center Glostrup)

Ovenstående patient blev udskrevet fra psykiatrien mhp. at få videre behandling på en misbrugsinstitution. Selv beskrevpatienten ikke stofferne som sit primære problem, men mere rastløsheden og de mange tanker han havde, samt at hangjorde sine pårørende kede af det, når han gik amok (slåskampe, smadrede ting). Personalet så stofbruget som detprimære problem, men i samtalen mellem socialsygeplejersken og patienten kom det frem, at han ikke tog stoffer dagligt,men at stofbruget var en måde indimellem at holde sit liv ud på. Forskning understreger på samme vis, at unge med brugaf stoffer adskiller sig fra voksne stof(mis)brugere, ved endnu ikke at have en misbrugsidentitet: Det kan godt være enung har et stort forbrug – eller misbrug – af stoffer og alkohol, men det er blot ét af flere problemer – og ofte ikke detproblem de først og fremmest selv ønsker løst (10). I forbindelse med deltagerobservationen til denne undersøgelse, varder flere gange, hvor patienter, så snart et brug af illegale rusmidler blev nævnt, blev defineret som stofmisbrugere afpersonalet. Det er problematisk, at der ikke skelnes mellem brug, misbrug og afhængighed, og at man ikke undersøgerom patienten overhovedet ønsker at ophøre med sit stofbrug/synes det er et problem. Det ensidige fokus på stofbrugetoverskygger andre problemer, som kan være medvirkende årsag til, at stofbruget overhovedet er på tale (fx somselvmedicinering). Problematikken bliver yderligere forstærket af, at de to behandlingssystemer som regel kun har etmeget lille samarbejde, hvis noget overhovedet. Især hvis det eneste psykiatrien har at tilbyde, er at henvise brugeremed stofbrug af større eller mindre grad til stofmisbrugsbehandlingen uden at se nærmere på de psykiatriske

problemstillinger, patienten er kommet med og uden videre psykiatriske opfølgning.Socialsygeplejersken sørger for at afdække omfanget og brugen af patienternes stofindtag, som supplement til enmisbrugsanamnese, der kan understøtte og kvalificere den efterfølgende diagnostik: Hvad tager du? Hvor meget, hvorofte, hvornår og hvordan tager du stofferne? Hvad gør stofferne for dig? Sådanne spørgsmål kan give et fingerpeg om,hvor omfattende brugen af stoffer er, og om der kan være psykiatriske problematikker/andre problematikker bag brugen.Med udgangspunkt i viden om forskellig brug af stoffer, forsøger socialsygeplejerskerne dermed at gøre det psykiatriskepersonale opmærksomme på forskellen mellem brug af stoffer, misbrug og/eller afhængighed, for dermed at undgå, atdet psykiatriske blik glider helt i baggrunden.

En morgen tilser socialsygeplejersken en patient, som er genindlagt med kun en uges interval. I påvirket tilstand erpatienten sprunget ud af et vindue i 5 meters højde. Da socialsygeplejersken kommer ind på stuen, ligger patienten i sinseng og har det rigtig skidt. Socialsygeplejersken konstaterer hurtigt, at han har abstinenser og dette bekræfterpatienten, der er vant til at få både metadon og benzodiazepin. Socialsygeplejersken finder sygeplejersken og den næstetimes tid går hovedsagligt med at argumentere overfor personalet, at patienten har mange abstinenser. Sygeplejerskensiger, at han har fået sin substitutionsbehandling af aftenvagten og mener derfor ikke han skal have mere. Patienten harogså fået benzodiazepin. Socialsygeplejersken holder fast i, at patienten har abstinenser og sygeplejersken går ind ogscorer for alkoholabstinenser. Dem er der ingen af, men hun konstaterer, at han har lav puls og er svedende og bederderfor lægen prioritere ham først. Det viser sig, at det benzodiazepinpræparat patienten har fået skal øges fem gange,for at svare til det patienten vanligvis får. Lægen vil gerne give mere metadon, men er usikker på dosis. Medicinmodulleter nede, hvorfor personalet faktisk ikke kan se, hvad aftenvagten har givet patienten. Efter grundigere undersøgelseviser det sig, at patienten kun har fået halv dosis. Enden på forvirringen bliver, at patienten får sin metadon. Dosis givesover to doser med en times interval, fordi lægen vil sikre sig, at patienten kan tåle sin høje dosis. Patienten får det førstbedre hen på eftermiddagen, da han til sidst er sufficient medicineret. Senere opsøger sygeplejerskensocialsygeplejersken og ønsker mere viden om patientens abstinenser. Socialsygeplejersken viser sygeplejersken etabstinensskema, hvor man kan se, hvilke symptomer patienter har ved morfinabstinenser. Sygeplejersken undrer sigover, at de taler om morfinabstinenser, da patienten jo ikke fik morfin og hun bliver overrasket over at høre, at metadonligesom morfin er et opioidpræparat.

”Ja, der er lidt berøringsangst herinde med doser. Der er vi meget bedre til alkoholabstinenser. Fordi vi har mere erfaring med det ogfordi alkoholabstinensbehandling traditionelt set er et hospitalsspeciale, som har ligget i vid udstrækning i psykiatrien, så har manogså fået erfaring med det, hvorimod opioid-abstinensbehandling og abstinenser af andet stofmisbrug ligger andre steder, så har viikke erfaringen. Og så er det ikke akut på samme måde, alkoholabstinenser er en akut situation, og kan være livstruende, det er detikke på samme måde med andre abstinenser. Men det kan jo være nok så afgørende for, hvordan patienterne reagerer.”(KlinikchefHenrik Søltoft-Jensen, Psykiatrisk Center Nordsjælland)”Socialsygeplejersken har hjulpet os med, været med til at formulere, hvor meget de (patienter med stofbrug) skal have. Det er pæntstore mængder! Det har været svært at vænne sig til, at vi skal derop. Jeg tror nok, at plejepersonalet har vænnet sig hurtigere til detend lægerne har, altså nogle gange er det pænt store mængder, de skal have. Det kan virke lidt voldsomt at ordinere så storemængder metadon eller stesolidpræparat eller andre ting, så de kan holde ud at være her.”(Afdelingssygeplejerske Helle Lytken,Psykiatrisk Center Nordsjælland)”Det er noget socialsygeplejersken har gjort mig opmærksom på; den manglende viden, der kan være i forhold til at vurdere om enpatient har abstinenser. I psykiatrien er vi nok relativt gode til at se, om det er alkoholabstinenser, men i forhold til de nye typer afstoffer, der er der et ret lavt vidensniveau i forhold til at identificere abstinenser. Det er dér socialsygeplejersken har kunnet gøre enforskel.”(Konstitueret udviklingschef Lilli Beder, Psykiatrisk Center Glostrup)”Det er jo svært, hvis man ikke har det helt store kendskab til stoffer og misbrugere og hvad det gør, fordi det er så individuelt,hvilken indflydelse det har på den enkelte. Så derfor er det rart at have en, der har så meget i sin ballast omkring det. (…) jeg vedikke så meget om abstinensbehandling til misbrugere, det er mest alkoholikere, jeg kender til, så det er rart at have ensparringspartner, det kan jeg også fornemme, at mange af lægerne synes. Hun (socialsygeplejersken) ved, hvad der er det bedstefor de forskellige misbrugsgrupper ift. abstinensbehandling.”(Sygeplejerske Katharina Nielsen, Psykiatrisk Center Glostrup)

En af de opgaver den psykiatriske socialsygeplejerske bruger meget tid på, er undervisning og supervision af personalet.Selvom stoffer er velkendt hos psykiatriske patienter, er det ikke et emne, som psykiatrien har særligt fokus på, dastofmisbrugsbehandlingen traditionelt har ligget i misbrugsregi. Såvel deltagerobservationer, interviews,socialsygeplejerskernes projektregistreringer peger alle sammen på, at der er et stort behov for undervisning i stoffernesvirkning, abstinenser, medicinering osv. Casen ovenover er langt fra enestående. I socialsygeplejerskernes undervisninger det ofte medicin, der er brug for at tale om. Mange stofbrugere er i behandling med doser, som er meget høje ift., hvadman ellers ser i praksis. Derfor underviser socialsygeplejersken i, hvordan man ud fra Sundhedsstyrelsens vejledning (5)skal være opmærksom på tolerancen hos disse patienter, så de får den korrekte dosis. Læger i såvel psykiatri somsomatik har en forsigtighed ift. de høje doser, der ofte er påkrævet, når vi taler om stofbrugere. Mensocialsygeplejerskernes undervisning handler også om holdningsbearbejdning:

”(…) sådan noget som skadesreduktion, det er vi heller ikke så meget inde over, vel. Det er en helt ny måde at tænke på. Vi havde enmeget misbrugende patient, der kom ind hér i starten, da socialsygeplejersken var ny. Han havde en plasticpoise fuld af rene kanyler,og der var jeg en af dem, der sagde, at det skulle han i hvert fald ikke have med, når han skulle ud igen. Hvor socialsygeplejersken såsagde: ”Jamen skulle han nu ikke det, så han havde mulighed for at bruge nogle rene sæt?” (…)Vi har ikke været vant til at tænke i debaner. Problemet forsvinder jo ikke, fordi vi konfiskerer det.”(Afdelingssygeplejerske Helle Lytken, Psykiatrisk Center Nordsjælland)”Den holdning med, at misbrugende patienter er besværlige, den kan jeg sagtens genkende, men det er en holdning, man er nødt tilat gøre op med og da vil en socialsygeplejerske kunne være med til netop at bløde op for det og i virkeligheden gøre tilgangen tilpatienterne meget mere helhedsorienteret. Så man kan sige, at en socialsygeplejerske er en vigtig ambassadør for de patienter, somer klemt i systemet. Man kan afstigmatisere patienterne på mange områder.”(Klinikchef Henrik Søltoft-Jensen, Psykiatrisk CenterNordsjælland)

Sygeplejerske: ”Ja, jeg har jo været med til et lille foredrag (undervisning), hvor hun (socialsygeplejersken) fortalte om stofferne ogderes virkning, så jeg synes bare, hun har et godt indblik i mange misbrugeres historie, kan sætte sig ind i deres historie og hvorfor deer kommet i denne her situation? Der er jo ikke nogen, der ønsker at være stofmisbruger, så det synes jeg er rart.”Interviewer: ”Hvad betyder det så ift. dit arbejde, at du har hørt sådan et foredrag?”Sygeplejerske: ”Jamen det betyder da, at jeg hele tiden har det i mente, at jeg hele tiden tænker, at der er et menneske bag det her,man kan godt nogen gange blive lidt irriteret på dem, når man har lidt travlt, når de kommer, og de er så meget opsøgende hele tiden,det kan godt blive for meget.”(Sygeplejerske Katharina Nielsen, Psykiatrisk Center Glostrup)

Undervisningen kan dels være planlagt som et foredrag om denne patientgruppe, stoffer, abstinenssymptomer mv. Detkan dreje sig om undervisning for en hel afdeling, en gruppe studerende på tværs af afdelingerne eller særligtsammensatte personalegrupper (fx arbejdsgrupper, nøglepersoner). Dels foregår undervisningen mere ad hoc, isituationen, når fx en sygeplejerske – som i casen ovenover – spørger om de generelle kendetegn ved forskelligeabstinenser. Den faglige sparring tager som regel udgangspunkt i konkrete patientforløb; hvordan håndterer vi denne herproblematik? Hvordan tackler vi patientens hashrygning o.lign. Brobygningen handler her om den mådesocialsygeplejerskerne forsøger at give personale, patienter og samarbejdspartner indblik i den anden partsperspektiver, arbejdsvilkår, muligheder/ressourcer. For personalet i psykiatrien kan det handle om at formidle enforståelse for mennesket bag stofferne eller mulighederne i tilbud udenfor psykiatrien. For samarbejdspartnerne kan dethandle om forståelse for den psykiatriske problemstilling, betydningen af en hurtig indsats for, at patienten ikke tabes pågulvet mv. og for patienterne kan socialsygeplejersken bygge bro mellem patient og personale ved fx at forklarebestemte regler og procedurer i afdelingen. I de forskellige former for vidensformidling ligger implicit et element af

”Det, jeg hører personalet sige, og det jeg selv er glad for, det er den faglige sparring, man får med hende, ikke? Det bliver løftet oppå et andet niveau, der kommer andre argumenter og der er andre muligheder. Verden er ikke bare sort/hvid, man kan se ting fraflere vinkler, hvor vi ensidigt måske har fokuseret på det psykiatriske, men der er også en anden måde at anskue tingene på, medden viden og erfaring man har med misbrugsbehandling i dag, med skadesreduktion osv.”(Afdelingssygeplejerske Helle Lytken,Psykiatrisk Center Nordsjælland)” (…) det (socialsygeplejerskens tilstedeværelse) er også lidt en aflastning for os (plejepersonalet), fordi de (patienter med stofbrug)er så tunge mange gange. Det, at der er en anden, der lige kan gå ind og tage en lille snak med dem og forklare, hvordan systemetvirker. Så jeg synes de forløb, jeg har været med i, hvor hun har været med, der har det fungeret rigtig, rigtig godt.”(SygeplejerskeKatharina Nielsen, Psykiatrisk Center Glostrup)”Og jeg ved, at mit personale sætter stor pris på socialsygeplejersken og ingen tvivl om, at den dialog som socialsygeplejersken gårind i med personalet, har været en øjenåbner for dem! (…) der er mange patienter af vores, som er dobbeltdiagnosepatienter og vioplever det som en svær gruppe at kunne behandle, fordi det også er misbruget, der fylder rigtig meget. Og hvor vi i det psykiatriskesystem ikke havde den helt store forståelse for det misbrugsmæssige og hvad det egentlig vil sige. Her får vi jo meget viden tilført ogen viden der gør, at vi kan se på hele mennesket og hele problematikken, som jo er to forskellige ting.”(Afdelingssygeplejerske PiaHusum Frederiksen, Psykiatrisk Center Nordsjælland)

Sygeplejerske: ”Socialsygeplejersken har en hel enorm viden om misbrugere og det at være i misbrug. Så hun er rigtig god at havesom sparringspartner; hvad der kan gøres bedre i plejen og komme med forslag til, hvad den bedste behandling vil være. Man lærerogså utrolig meget af at være med til hendes samtaler med patienterne. (…) Hendes tilgang til patienterne, hun har simpelthen såmeget forståelse for dem, altså det møder man ikke så tit, synes jeg, altså den der rigtige dybdegående forståelse for deres situation,hvorfor de har det så svært. Man kan mange gange også selv komme til at tænke; ”hvorfor lader du ikke bare være. Altså, hvorforstopper du ikke?! Når du kan se, hvad det gør ved dig!” Så det synes jeg er rigtig, rigtig inspirerende at se, den måde hun går til dempå.”Interviewer: ”Fornemmer du så, at det får en betydning, når man snakker sådan til dem?”Sygeplejerske: ”Ja meget! De får tillid til én og de føler sig meget mere mødt og det gør jo, at der kommer et bedre forløb ud af det.At de føler sig hørt og set og taget alvorligt.”(Sygeplejerske Katharina Nielsen, Psykiatrisk Center Glostrup)

”Jeg vil gerne påpege, at hun (socialsygeplejersken) er flink, rar og venlig. Alle kan godt lide at blive behandlet godt! Så det var rart atmøde hende. Tidligere har jeg oplevet, at man ikke gad høre på mig, når jeg fortalte om mine problemer. Jeg har talt med enstudievejleder, som virkede ligeglad. Først her (på psykiatrisk afd.) har jeg mødt forståelse for mig. Så først og fremmest har hun(socialsygeplejersken) vist en forståelse for mig, og også givet mig en forståelse ift. det, jeg måske ikke selv forstår, hvorfor jeg blevindlagt og hvorfor jeg har gjort, som jeg har gjort. At jeg ikke er et skidt menneske, men kan have brug for hjælp.” (Ung patient, indlagtefter affekthandling)”Jeg ved godt, at det ikke er så meget, men det der med at få styr på min medicin, det er faktisk det, jeg har mest brug for. At hunsådan kunne berolige mig omkring tingene og sætte tingene lidt i relief. Det betyder meget for én, når man ligger og er lidt ked af detog tænker, hvordan skal det gå med det hele. Så det var en stor hjælp.” (Mand indlagt med suicidaltanker)

Interviewer: ”Hvordan har det været at møde en socialsygeplejerske?”Patient: ”Hun (socialsygeplejersken) er slet ikke som de andre. Hun er åben, lytter utrolig meget til, hvad man siger uden at vende detimod mig (…). Personalet spørger ikke engang, hvorfor (han ikke vil udskrives næste dag). Hvis de gør, så bruger de det imod mig,når jeg svarer. Fx når jeg har sagt, at jeg godt kunne lide at være her, så siger de (personalet), at det er ikke så godt.”Interviewer: ”Hvad har socialsygeplejersken betydet for din indlæggelse?”Patient: ”Det har betydet, at jeg har fået et bedre ophold, helt klart. Jeg har fået indsigt i nogle ting omkring det misbrugsmæssige.Jeg har fået lidt bedre selvtillid ved at snakke med hende. Så det er et bedre ophold, før er der aldrig kommet en skid ud af det. Hun(socialsygeplejersken) står nok for 90 % af de ting, der sættes i gang nu. Det er nogle andre ideer, end de kommer med her. (…) Detgiver mig et håb om, ikke at komme tilbage hertil. Håber det, der bliver sat i gang nu, kan give mig et godt liv. Jeg føler denne gang,at der er sat noget i gang.” (Ung patient indlagt efter selvmordsforsøg)

Patienternes oplevelse af socialsygeplejenUdover de tre citerede patienter herover, har yderligere syv patienter givet deres udsagn om socialsygeplejerskernestilbud. Samlet set har disse patienter givet udtryk for at have fået udbytte af mødet med socialsygeplejersken. Destofbrugere, der har været i systemet (psykiatri og kommunale foranstaltninger) i en årrække, har hilst tilbuddet megetvelkomment. For dem har det især drejet sig om ikke at skulle bekymre sig om den medicinske behandling, fordisocialsygeplejersken har indgående kendskab til stofmisbrug, abstinenser og abstinensbehandling. Det har betydet, atde ikke har følt sig nødsaget til at tjekke om personalet kom med de rette doser medicin etc. Dette udsagn blev ogsåbekræftet i et af interviewene med personalet, som netop beskrev, hvor påtrængende nogle af de stofbrugende patienterkunne være ift. deres fokus på deres substitutionsmedicin. Såvel personale som patienter oplevede således et bedresamarbejde, når den medicinske behandling var på plads.Et andet tema i patientinterviewene og de samtaler antropologen observerede mellem patienter ogsocialsygeplejerskerne, omhandler stofbruget. For de patienter som har haft stofproblematikker igennem flere år, er deten lettelse at møde forståelsen, indsigten og kendskabet om stoffer i samtalerne med socialsygeplejersken. Som nævnttidligere har mange stofbrugere negative erfaringer med i baggagen, som kan præge deres tilgang til nye professionelleog dermed gøre det svært at skabe en god behandlingsalliance. Det har derfor betydning, at socialsygeplejersken ikkeomtaler stofbruget som et onde, men undersøger, hvad stofferne evt. hjælper patienten til at mestre. For de patienter,hvor stofproblematikken er forholdsvis ny, hovedsagelig ifm. unge patienter, opleves det oplysende og tankevækkende attale med socialsygeplejersken i hendes afdækning af forbruget. Det er imidlertid vigtigt at understrege, atsocialsygeplejersken ikke forholder sig til, hvorvidt patienten bør holde op med sit stofbrug, men i langt højere grad talerud fra en afdækkende, anerkendende og skadesreducerende tankegang; hvordan stofbruget ser ud og hvordanvedkommende kan passe bedre på sig selv. Det betyder ikke, at socialsygeplejersken ikke kan/vil hjælpe patienter videretil stofmisbrugsbehandling, men det er bare ikke den primære indfaldsvinkel.Under sine samtaler med patienterne, undersøger socialsygeplejersken aktivt, hvad der ligger til grund for patienternessvar og oplevelser. Det betyder fx, at hun i samtalen undersøger, hvorfor patienten måske ikke er motiveret for at komme

hjem, ligesom hun spørger uddybende til, hvad der ligger til grund for indlæggelsen, stofbruget mv. Socialsygeplejerskenspørger også ind til, hvad patienten tænker om forskellige forslag til det videre forløb samt hvilke barrierer ellermuligheder, der er med de forskellige forslag set fra patientens perspektiv og livssituation. Denne form foraktiv lytningerogså med til at forberede patienten på udskrivelsen og på at få lagt en så solid socialpsykiatrisk plan for patienten sommuligt. De psykiatriske socialsygeplejersker har til samtalerne med disse patienter, fundet det anvendeligt også atbenytte redskaber fra den kognitive adfærdsterapi. Det kan fx dreje sig om enkle skemaer, hvor patienten får til opgaveat skrive om et aktuelt emne og derefter sætte nogle tanker, følelser og handlinger på. Sådanne skemaer bruges fx ift. deovervejelser, socialsygeplejersken beder patienten tænke igennem ift. den videre plan. De interviewede patienter, somhavde prøvet sådanne skemaer, fandt dem anvendelige i en grad, hvor de selv begyndte at finde på emner, de kunnesætte ind i nye skemaer.

Tidsperiode, antal patienter og psykiatrisk center: I perioden 1. september 2010 til 15. november 2011 - i alt 14 måneder- har socialsygeplejerskerne i psykiatrien været tilknyttet 226 patientforløb. Derudover fravalgte seks patienter tilbuddetom socialsygepleje: 110 patientforløb på Psykiatrisk Center Glostrup og to patienter som takkede nej til tilbuddet, og 116patientforløb på Psykiatrisk Center Nordsjælland i Hillerød og fire patienter som takkede nej. I de følgende opgørelser erdet kun de 226 patienter, som tog imod tilbuddet om socialsygeplejeprojektet, som indgår:Målgruppe: De fleste af patienterne er stofbrugere indlagt med psykiatriske problemstillinger. På Psykiatrisk CenterNordsjælland udvidede man målgruppen til også at indbefatte socialt udsatte alkoholikere.Køn: Ud af de i alt 226 patienter er 162 mænd og 64 kvinder.Alder: Gennemsnitsalderen er 37 år, med den yngste på 18 år og den ældste på 65 år. (Median 37,0 år).Boligforhold: 143 af patienterne har en selvstændig bolig. 13 bor i bofællesskab. 24 bor på gaden. 12 bor på herberg,forsorgshjem eller natcafé. 22 bor hos familie, kæreste eller venner. Den resterende restgruppe er registreret underandet, som kan være fængsel, behandlingsinstitution, campingvogn, sommerhus mv.Indkomstforhold: Ud af de 226 patientforløb er 17 patienter i arbejde. 109 modtager kontanthjælp og 69 fårførtidspension. 6 får dagpenge og 5 modtager sygedagpenge. 5 oplyser, at de ingen indkomst har. 2 ernærer sig vedprostitution. Én lever af en arv. De resterende 6 er på efterløn, folkepension eller SU.Indlæggelsestype: 180 patienter blev indlagt akut, 6 var planlagte indlæggelser, 11 indlagt under rød tvang, 7 under gultvang, mens 7 var indlagt i surrogat. 13 var indlagt i henhold til dom.Forekomst og type af substitutionsbehandling: Ud af de 226 patienter var 59 af patienterne i opioidsubstitutionsbehandling. I 49 tilfælde blev der igangsat abstinensbehandling. 117 patienter var ikke i nogen form forsubstitutionsbehandling.Forekomst af smerter og abstinenser: Smertebehandling har været et grundlæggende fokuspunkt i projektet, og selv omdet er mest oplagt i somatikken, har der i psykiatrien været 11 patienter, som har haft smerter under indlæggelsen, deresterende 214 havde ikke smerter. Derimod havde 153 patienter abstinenser under indlæggelsen, mens 72 ingenabstinenser havde.Indlæggelsesdiagnoser: Indlæggelsesdiagnoserne i lægejournalerne spænder over alt fra akut psykose,selvmordstanker og – forsøg, paranoide vrangforestillinger, depression, afhængighedssynddrom af alkohol eller multiblestoffer, psykisk lidelse forårsaget af brug af multible stoffer, abstinenstilstande og dom til behandling.

Etablering af kontakt til socialsygeplejersken: På Psykiatrisk Center Glostrup skete henvendelsen tilsocialsygeplejersken i 88 tilfælde fra afdelingerne, i 17 tilfælde opsøgte socialsygeplejersken selv patienterne, i 3tilfælde skete henvendelsen via primær sektor og i 1 tilfælde henvendte patienten sig selv. På Psykiatrisk CenterNordsjælland var 56 henvendelser foretaget af afdelingspersonalet, i 57 tilfælde opsøgte socialsygeplejersken selvpatienterne, 2 tilfælde skete via primær sektor og i 1 tilfælde henvendte patienten sig selv.Udskrivelsesforløb: Ud af de 226 indlæggelser er 188 blevet færdigbehandlede og udskrevet som planlagt. 24 er gået,før de var færdigbehandlede og 10 er udskrevet før planlagt pga. alt fra pladsmangel til uacceptabel opførsel. 10 blevoverflyttet til andet hospital.Opfølgning/patientens videre forløb: Ud af 226 patienter var boligforholdene afklaret i 195 af tilfældene og 29 var ikkeafklaret ved udskrivelsen. 13 patienter blev udskrevet uden videre opfølgning ved samarbejdspartner. De øvrige blevhenvist til enten en eller flere forskellige samarbejdspartnere. Tallene fordeler sig således: I 137 tilfælde blev deretableret kontakt og henvist til et misbrugscenter, 40 til distriktspsykiatrien, 37 til støttekontaktperson, 14 til herberg, 13til bofællesskab, 11 blev sendt til kriminalforsorgen herunder fængsel, 10 til sagsbehandler, 10 til OPUS, 7 til OP-team,6 til bostøtte, 6 til ADHD-klinik, 3 til privat praktiserende psykiater, 2 til egen læge, 2 til døgnbehandling og 2 tilkrisecenter.Pårørende: Af de 226 patienter havde 122 ingen kontakt til pårørende under indlæggelsen, 54 havde mellem 1-2 besøgog 49 havde mellem 3 eller flere besøg.

Projekt Socialsygepleje – det gode patientforløbhar foreløbig vist, at der er stort behov for tilførsel af viden omstofproblematikken, med alt hvad den indebærer, for at forbedre behandling, indlæggelse og udskrivelse af dedobbeltbelastede patienter i psykiatrien. Her er socialsygeplejen en relevant løsning, fordi socialsygeplejerskerne kanbidrage med ekspertviden om såvel stoffer, forskellige former for brug/misbrug, behandlingsmuligheder og –retningslinjermv.Socialsygeplejerskens afdækning af omfanget og brugen af patienternes stofindtag, er et vigtigt supplement tilmisbrugsanamnesen, som kan understøtte og kvalificere den efterfølgende diagnostik. Netop den diagnostiskeudredning har betydning for om patienterne får adgang til relevant hjælp i såvel psykiatriske som kommunale tilbud.At det tværsektorielle samarbejde er vigtig, peger al forskning på. Netop her bidrager socialsygeplejersken ved sitkendskab til både psykiatriske- og misbrugsbehandlingsmæssige tilbud. Koordinering, samarbejde og patientinddragelseer alle vigtige elementer for at undgå, at disse patienter falder mellem systemerne. Men det er også elementer, der tagertid. Her har socialsygeplejerskerne haft de nødvendige ressourcer.Denne midtvejsevaluering har imidlertid også vist, at socialsygeplejen kun kan komme til sin ret, hvis indsatsen baserespå et samarbejde i psykiatrien. Socialsygeplejen er ment som et supplement i psykiatrien for en gruppe ofte svære,komplicerede patienter. Dereren vilje tilstede i psykiatrien til at skabe forbedringer for disse patienter, men meget tyderpå, at det videre arbejde ikke er gjort med en enkelt socialsygeplejerske alene. En overvejelse kunne være at udvidesocialsygeplejen til et misbrugspsykiatrisk team bestående af såvel socialsygepleje og speciallæge i psykiatri mederfaring med misbrugsproblematikker.

1.Projektbeskrivelse. Projekt Socialsygepleje – det gode patientforløb.Nina Brünés, KABS 2009.2.Projekt SocialsygeplejeMidtvejsstatus over Projekt Socialsygepleje i somatikken. KABS VIDEN, juni 2011.3.Projekt Socialsygeplejerske – fra indlagt stofmisbruger til indlagt patient.Nina Brünés, projekt UDENFOR 2007.4.Narkosituationen i Danmark 2011.Sundhedsstyrelsen 2011.5.Vejledning om den lægelige behandling af stofmisbrugere i substitutionsbehandling.Sundhedsstyrelsen 2008.6.Stofmisbrug i socialfagligt perspektiv.Servicestyrelsen 2010.7.Basisbog i psykiatri.Henrik Day Poulsen (red). Munksgaard Danmark 2010.8.PsykiatriNyt. Særnummer: Virksomhedsplan 2011.Region Hovedstadens Psykiatri 2010.9.Dobbelt Diagnose – Dobbelt Behandling.Katrine Schepelern Johansen. KABS VIDEN, KABS 2009.10.Undersøgelse af unge under 18 år med misbrugsproblemer.Ditte Ehrenreich og Susanne Pihl Hansen. Videns- ogformidlingscenter for socialt udsatte, 2006.