InDHOLDSFOrTegneLSeHøring: Den gode socialpolitikTidsskrift for Socialpolitisk ForeningFormand:Knud VilbyLandssekretær:Dorte OlsenSocial Politik udkommer seks gangeårligt og sendes automatisk til allemedlemmerredaktion:Peter Bundesen (Ansv.)E-mail: [email protected]Tine GomardE-mail: [email protected]Matilde Høybye-MortensenE-mail: [email protected]Margit LotzE-mail: [email protected]Preben EtwilE-mail: [email protected]Morten FrederiksenE-mail: [email protected]Sofie Nørgaard-NielsenE-mail: [email protected]Helga MadsenE-mail: [email protected]Dette nummer er redigeret af:Dorte Olsen og Knud Vilbyredaktionssekretær:Nina Særkjær OlsenISSN 0905-8176Artikler fra Social Politik kan citeres medtydelig kildeangivelseRedaktionen gør opmærksom på, atartikler i Social Politik ikke nødvendigvisdækker redaktionens eller SocialpolitiskForenings synspunkterTryk:Eks-Skolens Trykkeri ApSTlf.: 35 35 72 76

Tina Juul Rasmussen:»Angst æder som bekendt sjæle« . . . . . . . . . . . . . . . . . 11Tina Juul Rasmussen:Hvor er de sprækker som lukker lyset ind? . . . . . . . . . 13Dorte Olsen:Her er der ingen der spørger om hvorfor jeg er her . . 15Tina Juul Rasmussen: De frivillige– en modbevægelse eller en flok fromme lam? . . . . . . 17Peter Abrahamson: Hvad kan vi lære af de andreeuropæiske lande, og hvad kan vi bruge EU til? . . . . . 19Tina Juul Rasmussen:Fløjlshandsker eller jernnæve i socialpolitikken? . . . . 24Tina Juul Rasmussen: Vi er nødt til at uddanne folk . . 30Tina Juul Rasmussen: Vi må sikre inklusionen . . . . . . 33Knud Vilby:Skal vi forny og forynge Socialpolitisk Forening? . . . . 37

Vi har rettigheder alene i kraft af, at vi ermennesker, og en af vore rettigheder er ret-ten til et værdigt liv. Det lyder måske banalt,men det er vigtigt, og det glemmes alt forofte.I Socialpolitisk Forening har vi længe ar-gumenteret for, at socialpolitikken igen fåren langt mere central placering i dansk po-litik. Efter folketingsvalget og regerings-skiftet er der et håb, men som de førstemåneder med en ny regering har vist, såkommer de gode og nødvendige forandrin-ger ikke af sig selv.Derfor besluttede Socialpolitisk Foreningat lave en to dages høring om behovet for engod socialpolitik, og derfor fokuserer CASApå behovet for en ny og bedre socialpolitik iSocial Årsrapport 2011, der er levet i sam-arbejde med Socialpolitisk Forening.Dette nummer er et særnummer af SocialPolitik, der fortæller om høringen og densresultater. En høringskomite, bestående afnogle af landets førende forskere og prakti-kere på det socialpolitiske område, formule-rede efter høringen og på grundlag af

dialogen de nødvendige krav til en ny soci-alpolitik.Komiteen siger, at socialpolitikken ståroverfor et opbrud, fordi den i en årrække erblevet behandlet stedmoderligt. De argu-menterer for, at socialpolitikken igen bliverfremtrædende i det politiske rum, ikke udfra en tænkning om nytte men på grundlagaf rettighedstænkning. Vi skal tænke i etsamfund, der inkluderer mennesker fremfor at ekskludere dem.Komiteen peger på en række af proble-merne og herunder også på at systemerne erblevet uoverskuelige, og at kommunerneikke altid magter deres opgaver. Men der eringen instans der kan vejlede og retledekommunerne, undtagen hvis det direktehandler om hvorvidt kommunerne er på lo-vens side eller ikke. Der er ingen, der i dag-ligdagen kan vende tommelfingeren op ellerned i forhold til kommunernes praksis pådet sociale område. Men det skal der være.Der er brug for en faglig social myndighed iforhold til kommunerne.Vi skal ikke have en bedre socialpolitik forat enhver borger skal have en økonomisknytteværdi for samfundet. Men fordi vi

bedst muligt skal sikre alle et værdigt liv. Detgiver også et bedre og mere værdigt sam-fund med et bedre fællesskab.Men selv om det ikke er nytteværdien, derer udgangspunktet, er det også nyttigt meden god socialpolitik.Komiteen peger eksempelvis på, at fysiskhandicappede i dag ikke får de mulighederpå arbejdsmarkedet, som de har evner til, ogpå at et uoverskueligt socialt system reelt be-tyder, at personer, der udsættes for socialebegivenheder, væltes omkuld i stedet for atmodtage støtte. Det er ikke værdigt, og detkan ikke betale sig.

Læs bladets mange analyser og bidrag tiltænkningen. Socialminister Karen Hække-rup gav på høringen udtryk for at regerin-gen er lydhør. Høringens konklusion, somkan læses på side 33, var at der er brug forlangt mere end småjusteringer, og vi vil i So-cialpolitisk Forening sørge for, at anbefalin-ger og analyser kommer videre, både tilFolketinget og dets socialudvalg og til Kom-munernes Landsforening.

Den 15. og 16. november afholdt Socialpolitisk For-ening høring i København under overskriften»Den gode socialpolitik«.En høringskomité bestående af embedsmænd, eksperter og politikere skulle påbaggrund af 13 oplægsholdere og debat med hinanden og over 100 deltagerne isalen efter de to dage votere og fremlægge et fælles bud på visioner og handlingpå det socialpolitiske område, som kunne overdrages til socialminister og regering.Følg oplæg, debat og det afsluttende bud fra komitéen på de næste sider.

Med en otte mand og kvinde stor hørings-komité, 13 oplægsholdere og mere end 100diskussionsivrige deltagere i salen var sce-nen sat til to dages intens debat om fremti-dens socialpolitik.– Det er rigtig mange år siden, socialpoli-tikken er blevet diskuteret i sin helhed. I deseneste 10-15 år har vi oplevet en udviklingfra welfare til workfare, hvor fokus gradvister flyttet fra social- til beskæftigelsespolitik.Det betyder, at nogen er løftet ud af socialeproblemer til et bedre liv, mens andre harfået mindre mulighed for at sætte dagsorde-nen i deres eget liv, startede Knud Vilby, for-mand for Socialpolitisk Forening med at slåfast.Og fraværet af en debat om udviklingenpå det sociale område er alvorlig, påpegedehan.– Fordi vi har set uligheden, fattigdom-men, de psykiske problemer osv. vokse, ogdet får karakter af en afskalling af samfun-det. Mange kan ikke følge med og ryger af.Selvom der er forbedringer på vej medden nye regerings afskaffelse af de laveste

Græshopperne æder altKnud Aarup, social- og arbejdsmarkedsdi-rektør i Randers Kommune, lagde ud medat definere sig selv som praktikeren:– Der er ingen tvivl om, at vi har væretvidne til ændringer på socialområdet, somikke har været af det gode siden indførslen afden aktive arbejdsmarkedspolitik underNyrup-regeringen. Men intentionen om atallokere ressourcer på arbejdsmarkedet, vargod, så vi skal passe på, at vi ikke skyller bar-net ud med badevandet. En aktiv arbejds-markedspolitik er vigtig for et samfund somvores, indledte han og slog fast:– Men den kortest mulige vej til selvfor-sørgelse er ikke altid den bedste vej, og forde stadigt flere, som ikke magter at holdefast, er de meget firkantede regler ikke godenok. Vi har for eksempel haft en stor gruppeunge, særligt mænd, som står uden en or-dentlig afslutning på folkeskolen, men harklaret sig med odd jobs igennem 00’erne.Dem er der store problemer med at få ud-dannet – ligesom de psykisk sårbare, derikke magter at arbejde, som arbejdsmarke-det fungerer i dag. Så vi har også en stor ud-fordring, hvor vi er nødt til at tænkeanderledes i vores prioriteringer. Kunne

man i højere grad skelne mellem de ar-bejdsmarkedsparate og dem, som skal me-stre livet? Det er et element, man skal haveind i en fremtidig socialpolitik – at kunnemestre livet, ikke kun arbejdslivet, sagdeKnud Aarup og nævnte også mulighedernemed socialøkonomiske virksomheder, somer en succes i flere andre europæiske landefor mennesker uden for arbejdsmarkedet.– Jeg har besøgt disse virksomheder iTyskland og England, og folk her føler, at debidrager med noget og har et værdigt ar-bejdsliv. Dem skulle vi have flere af i Dan-mark.Lisbet Zornig Andersen, formand for Bør-nerådet, startede med at udtrykke sin be-kymring for den voksne generation, der harspottet børnene som dem, der skal reddederes kriseramte forældre.– I er græshoppegenerationen – dem, somæder alt og efterlader intet. Og I har fået kigpå børnene, som dem, der skal redde jer. Italer om børn som »ufærdige voksne«. Debliver gjort til superbørn, som kan tage overfor jer, os og mig. Men hør: Der er en mil-lion borgere under 18 år i Danmark. Det eren ret stor gruppe, som med en fjerdedel afderes liv levet, bør have en selvstændig be-rettigelse. Vi bør kunne støtte dem i grund-

læggende rettigheder og ikke kun betragtedem som ufærdige voksne, sagde LisbethZornig Andersen og tilføjede, at netop der-for er Børnerådet i gang med at spørge 2.000børn: »Hvad er det gode børneliv?«– Og lur mig, om ikke der er en divergensimellem det, de svarer og de voksnes opfat-telse, som Mandag Morgen er ved at under-søge. Jeg gætter på, at børnene nok synes,det er fedt at være sammen med deres for-ældre og venner, at rejse, gå til fritidsaktivi-teter osv., mens forældrene nok tænker ilektiehjælp, hurtig uddannelse osv., så vi fårnoget arbejdskraft.

Svære kår for et værdigt livBo Heide-Jochimsen, opsøgende gademed-arbejder blandt hjemløse i Projekt Udenfor,plæderede for et fokus i socialpolitikken pådem, som er på bunden af bunden – dehjemløse, psykisk syge og psykotiske.– Vi arbejder med mennesker, som lever10, 15, 20 år på gaden uden hjælp – medstof- og alkoholmisbrugere, og med en storgruppe af danske fattige, som bliver udsat afboligen, fordi de ikke kan betale regningernemere. Vi ser også en voksende gruppe afEU-borgere, som lever på gaden – dem, somblev inviteret herop for at lave samtalekøk-kener, men nu under krisen ikke er vel-komne længere, sagde han og slog fast, atsocialpolitikkens ideologi med at behandlefolk så dårligt som muligt for at få dem til attage et arbejde, kun har én konsekvens forde mest udsatte:– Den er meget ekskluderende, og ideolo-gien om at »arbeit macht frei« passer ikke tildenne gruppe. Og når hele systemet er byg-get op om, at man tror, folk vil snyde i for-hold til deres ydelser, mødes de medmistillid. Det giver ar på sjælen. De trorikke, at de er noget værd. Det er et problem

– for så har menneskelighed og et værdigtliv svære kår.Finn Kenneth Hansen fra Center fra Al-ternativ Samfundsanalyse (CASA), fremhæ-vede tal, som understreger behovet for ensocialpolitik, der favner alle.– De sidste 40 år har 25 procent væretuden for arbejdsmarkedet. Og tidligere varmange af dem hjemmegående husmødre,som blev underholdt af ægtefællen. Men desidste 25 år har gruppen på 25 procent væretpå offentlig forsørgelse. Hvad skal vi gøremed dem? Syv procent er på førtidspension– det er uacceptabelt. Og vi har haft én pro-cent anbragte børn og unge i mange år. Såhvad skal der ske? Hvordan skal vi behandlefolk, så der er plads til os alle? Derfor skalsocialpolitikken på dagsordnen, og vi måtænke det hele igennem på en mere grund-læggende måde. Vi kan ikke bare fortsættemed reformer, reformer og reformer.Morten Ejrnæs, Aalborg Universitet, an-fægtede de seneste års mantraer om at ’detskal kunne betale sig at arbejde’ og ’noget fornoget’:– At det altid skal kunne betale sig at ar-bejde, er jo en flabethed over for dem, somikke kan, men det er blevet gjort til et man-tra. Og når noget-for-noget er den højestevisdom i et samfund, er der noget funda-mentalt galt i forhold til inklusion. Der skalvære plads til alle dem, som ikke kan leve optil hverken det første, andet eller tredje ar-

Alle er gode til en tingEyvind Vesselbo (V) sad som det enestemedlem af høringskomitéen fra FolketingetsSocialudvalg. Og alligevel konstaterede han:– Jeg tror, der har bredt sig en opfattelse,også i Folketinget, om, at nu skal vi stoppeop og gå en anden vej, end vi har gjort imange år i socialpolitikken. Vi har mistetden menneskelige dimension. Og det er johele nøgleindgangsvinklen: Hvordan manopfatter sine medmennesker. Det skal vi taleom i dag, sagde han og forlængede sit indlægmed ordet ’inklusion’– Ordet har bredt sig, men det burde jovære en naturlig ting, en banalitet, at alle ermed i samfundet. Og retorikken er ogsåmed til at skabe grøfter. Vi taler fint om påudlændingeområdet, at mange fra ikke-vest-lige lande er kommet i arbejde, men vi glem-mer, at en endnu større gruppe er faldet udog lever ved siden af det danske samfundet.Gummi Tarzans far (forfatteren Ole LundKirkegaard, red.) mente, at vi alle var mestgode til en ting. Og det kunne være godt atfokusere på det, for så stigmatiserer vi ikkefolk.

Høringskomitéen medlemmerBente Adolphsen, lektor, cand.jur. på VIA University CollegeBettina Post, formand for Dansk SocialrådgiverforeningBo Heide-Jochimsen, socialpædagog og opsøgende gademedarbejder hosProjekt Udenfor.Eyvind Vesselbo, medlem af Folketinget for VenstreFinn Kenneth Hansen, cand.polit. hos Center for Alternativ Samfundsanalyse(CASA)Knud Aarup, direktør for Social og Arbejdsmarked i Randers KommuneLisbeth Zornig Andersen, formand for BørnerådetMorten Ejrnæs, lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde påAalborg Universitet

– Jeg interesserer mig ikke for økonomi.Men jeg tillader mig at mene, at man måhave et ordentlig socialt system, som manhar råd til at finansiere, når man kan hældemilliarder ud til bankerne, der ikke holderhus med pengene. Men jeg hører gernemodforslag, kridtede Kirsten Ketscher ind-ledende banen op. Og fortsatte med at kon-statere:– Der er sket en massiv erosion i det so-ciale system, og der er brug for en genrejs-ning af den sociale sikring, men mangeforstår ikke den i dag. Det er nu ret enkelt –det handler om at give dem, som ikke kanforsørge sig selv, et rimeligt eksistensgrund-lag. Ligesom vi har en brandforsikring modbrand og en sygeforsikring mod sygdom,forklarede Kirsten Ketscher og hev fat i fi-nansieringsmodellen for de sociale ydelsersom erosionens store synder.– Hvad kommer det en dagpengemodta-ger ved, at folkeskolen er nedslidt – ikke ethammerslag, vil jeg mene. Men alligevel harkommunerne et budget, som kæder de to

sammen. Og her vil jeg pege på systemetstore svaghed: Den generelle skattefinansie-ring. I Danmark har vi én stor skattekasse,hvor vi lægger alle pengene ned i og rørerrundt. Og så tager vi op til det, vi nu synes ervigtigt. Den model må vi reformere megetgrundlæggende for at synliggøre den socialesikring og dens finansiering. Ellers ser vi fat-tighjælpstendenser – som med satspuljen.Der kræver, at vi afkommunaliserer den so-ciale sikring. Og jeg ved, at det er farliggrund, fordi vi tror, at kommunerne kan ogved alt, men det kan de ikke – det er endansk specialitet, som ikke er værd at be-holde. Vi må se på de andre nordiske lande,som gør det på en anden måde.

Vi er retligt underfrankeredeHerfra gik det med over stok og sten videretil grund- og menneskerettighederne, somKirsten Ketscher påpegede, er næsten usyn-lige i den danske lovgivning.– Vi har en blufærdighed i Danmark over-for, at vi har tiltrådt en række FN- og EU-konventioner. I stedet for at sige, at der ivisse sammenhænge er tale om brud påmenneskerettighederne, kommer man meden masse mærkelige betragtninger. Det er,hvad jeg kalder en old school jura og retligunderfrankering, som jeg ikke bryder migom. Vi trænger til en nyere og friskere mådeat se tingene på, sagde hun og sluttede afmed en bandbulle om sammenhængen mel-lem mindsteydelser og fattigdom:– Det er et stort problem, at vi i dansk retikke har en mindsteindkomst. Man er nødt

til at gøre sig forestillinger om, hvad folk skalhave for at overleve. Vi har retten til forsør-gelse i Grundloven, § 75, stk. 2. Det hev jegop i min afhandling for mange år siden ogfik så mange på kassen af Aarhus Universi-tet, som åbenbart har nedsat sig som kusto-der til bevogtning af grundloven ud fra entraditionsbestemt fortolkning. Det har jegsiden fået medhold i af Højesteret, fortaltehun og henviste til praksis andre steder.– I de fleste andre EU-lande har man fo-restillinger om, hvad folk skal have for atleve. Men i Danmark lever man af ingenting,og folk bliver sat ud af deres hjem. Og her erjo ikke kun tale om tab af bolig, men ogsåtab af netværk og værdighed. Men modsatfx Tyskland, hvor Forbundsretten slog fast,at man ikke måtte indregne og trække et fik-tivt forbrug af pelse og lystyachter fra de so-ciale ydelser. Det sker ikke i Danmark – herkommer ingen kritik af systemet fra dom-stolene, sagde Kirsten Ketscher, som bagef-ter fik anerkendelse for sin ’stand-up jura’ afLisbeth Zornig Andersen. Det er et stortproblem, at vi i dansk ret ikke har en mind-steindkomst.

– Jeg husker de triste, grå efterkrigsår i1950’erne med arbejdsløshed og socialhjælpmed valgretstabende virkning. Vi havde bo-lignød med slum - syv baggårde i Nansens-gade, og når man som ung socialrådgiversteg op i 7. baggård, blev man mødt af lugtenaf kål, blegkogning og ammoniak. Her vararbejdsløse mænd og undertrykte kvinder,der fik det fjerde barn, når de var 23, spistegrød i stedet for bøf og måtte finde sig i al-ting.Hanne Reintoft genopfriskede dystre min-der fra en fortid ikke så fjern endda. Social-rådgiveruddannelsen var kommet til sidst i1930’erne – med pionerånd, men også et vistkald.– Og med forlov – dengang fungerede destore statslige institutioner heller ikke, så nårvi i dag hidser os op, så tro ikke, at bureau-kratiet kan løse problemerne. Jeg sad sompraktikant i frokostpausen og tudede overStatens Åndssvageforsorgs mammutinstitu-tioner med 50-sengs stuer. »Flæb ikke, vi må

Civil ulydighed kan anbefalesMen, påpegede Hanne Reintoft, mulighedenfor at udvikle socialt arbejde kom heldigvis.– Og dengang lå det altid i luften, at vigjorde vores bedste – uden kontrol fra chef-erne. Men det var ikke sjov at administrereen kvindeundertrykkende abortlovgivning i1950’erne, så der voksede en modstand fremfra gulvet, indtil loven blev ændret.– Jeg have mine metoder til at sikre abor-ter, og der opstod faktisk en slags civil uly-dighed. Det anbefales at tage metoden op,konstaterede hun nøgternt.I 1960’erne rykkede tingene for alvor.– »Vi var ved at gøre det bedre«. Vi fik re-valideringscentre – fik rehabiliteret folk, dervar opstigning og udligning i socialgrup-perne. Vi løftede mennesker opad. I dagensjobcentre sænker man dem nedad. Og derer stor foragt for alvorligt syge mennesker,desværre. Man tænker straks nedad – i om-skolingen. Læreren kan blive kassedame. Ogordet værdighed kender de ikke. Kun 5.000bliver revalideret om året, mens alle skrigerpå uddannelse, uddannelse, uddannelse.Hvorfor gør man det så ikke for mange flere?Det kunne være en melding til socialmini-steren.I 1960’erne kom kvinderne tilmed ud på

arbejdsmarkedet, og kommunerne kom påbanen – der skulle bygges daginstitutionerog iværksættes ældrepleje, så husmødrenekunne frisættes. Det var en tid med op-blomstring, hvor manglen på arbejdskraft ogkvinderne, der gerne ville ud at arbejde, pas-sede som fod i hose.– Bortset fra, at vi samtidig grundlagdeden kvindelige underbetaling i plejesekto-ren, mindede Hanne Reintoft om og fort-satte den historiske gennemgang medkonstante paralleller til nutidens socialpoli-tik. Hun fremhævede især børneforsorgslo-ven fra 1964, som grundlagde en familie-rådgivning af høj kvalitet.– Dengang var det lettere at være social-arbejder – arbejdet var respekteret. Derfandtes stadig sygehussocialrådgivere, ogfolk fik pensioner på baggrund af ordentligelægeerklæringer. De skulle ikke først ydmy-ges i mange år. I dag skal folk leve under ek-sistensgrundlag, men ingen kan ikke bliveved at hænge i en enkelt finger, så vi skal afmed den fattigdomsydelse.

disciplinere arbejdskraften og gøre folk såbange for at synke ned, at de finder sig i hvadsom helst. Der er blevet stille ude på ar-bejdspladserne og i det sociale arbejde. Ogangst æder som bekendt sjæle, mindedeHanne Reintoft om.– Vi ser de private forsikringer blomstreog oplever, at alvorligt syge mennesker bliverudsat for strukturel vold fra systemet. Envold, som skaber angst og nedbryder selv-værd. For ingen kan i fire, fem og seks årvære frataget magten over egen tilværelse –det vil alle gå rabundus på, sagde Hanne Re-intoft og forsatte:– Vi må genopfinde den civile ulydighed,for i dag er det at standse kontanthjælpenblevet en disciplin i socialt arbejde. Vi erogså det land, som overlader flest til ægte-fælleforsørgelse! At vi skulle synke dertil …Og man kaldte nedladende loftet over kon-tanthjælp for »en ny chance til alle«. Men,som Bodil Udsens mor sagde: »Her er ikketid til jammer, kun til at knokle, så vi kangøre det hele bedre igen.«

Tre årtier med mistillid og pisk1970’erne fortsatte de positive takter og mar-kerede sig som et årti, hvor man ikke så nedpå dem, der ikke kunne sørge for sig og sine,som Grundloven siger. Men med 1980’ernesmassearbejdsløshed begyndte udviklingenat tage en drejningen.– Mistilliden opstod og er siden er blevetbrugt til at udvande kontanthjælpssystemet.Og fagforeningerne har - med få undtagelser– overladt disse mennesker til sig selv, påpe-gede Hanne Reintoft.Under SR-regeringen i 1990’erne blev so-ciallovgivningen skåret ned med 30 mia.kroner. Og tendensen fortsatte med pisk ogatter pisk ind i 00’erne.– I dag ser vi en konsekvent linje, der skal

– Vi er nået et niveau på beskæftigelsesom-rådet, som er helt absurd. En optælling afregler i min A-kasse lød på 22.408 A4-sideri 2010. Og der er siden kommet flere til. IDansk Socialrådgiverforening har vi brugtrigtig mange kræfter på afbureaukratiseringde senere år, fordi vores medlemmer har for-talt os, hvor stor en belastning det er fordem. Men har kun haft en meget lille effekt– dybt frustrerende, men sådan er det, sagdeen ærlig Henrik Egelund, socialpolitisk ko-ordinator i Dansk Socialrådgiverforening isit oplæg om netop afbureaukratisering.Og han dokumenterede: »Væk med bøv-let, Inger« – kampagnen om afbureaukrati-sering fra den tidligere beskæftigelses-minister – modtog 1.700 forslag, og kun 46blev gennemført.– Det siger lidt om mulighederne i denform for afbureaukratisering. Og jeg menerheller ikke, at det kun er lovgivningen ellerde centraladministrative regler, som er pro-

blemet. Det stikker langt dybere. Der erbrug for et opbrud og en omstilling, sagdeHenrik Egelund og fremhævede et eksem-pel fra børneområdet, der normalt ikke op-fattes særligt bureaukratisk.– Op til Barnets Reform arbejdede vi iDansk Socialrådgiverforening f.eks. for, atman i visse tilfælde kunne gennemføre for-anstaltninger uden en §50-undersøgelse. Ogden ændring blev gennemført. Siden under-søgte vi, hvad børnesagsbehandlerenebrugte deres tid på. Det viste sig, at de i 2008brugte 8,5 minut i timen på borgerkontakt.Det var i 2011 steget til 11 minutter – altsåkun 2,5 minutter mere i timen som følge afBarnets Reform. Så belastningen ligger altsåandre steder, f.eks. i en stærk ledelsesstyringog et it-helvede i kommunerne, som ikkefungerer, men som binder folk til skærmen.Og en diskurs om, at det er vigtigere at sættefluebenene rigtigt i skemaerne end at talemed folk. Den voldsomme udbygning afkontrol og dokumentation og ønsket om atkunne styre i detaljen gør, at borgerne for-toner sig, fordi procedurer og flueben er vig-tigere.

gående løsning: Opbrud og omstilling.– Flyt den sociale indsats til arenaer, somkan realisere en anden måde at arbejde på –og find løsninger sammen med borgerne.Fleksibelt, uformelt og på borgernes præ-misser, stadig med fokus på resultater, fag-ligt handlerum, krav om refleksion ogudvikling – med ude af kontorerne, ude i lo-kalområderne, hvor borgerne er. Og vi skalgenindsætte borgerne. De er ikke service-modtagere, men subjekter i eget liv. Det erdet modsatte, de er sket: Antallet af sanktio-ner er eksploderet fra: 31.000 i 2007 til125.000 i 2010. Den mistillid er ødelæg-gende for dialogen, sagde Henrik Egelund.Og stillede selv spørgsmålet:– Et opbrud fra det, vi har gjort i mangeår, er et dybtgående brud med en bureau-kratisk tradition, men er det så ikke dybtnaivt at forestille sig det? Det mener jeg ikke,for alle elementerne i en omstilling er ikkenye, men bare forsømt og ignoreret. Jo, detvil møde modstand fra mange lag – det kanvære svært at arbejde med digitale systemersom DUBU ude på en skole eller en dagin-stitution. Men hvis vi ikke forsøger at reali-sere det, sker det aldrig. For det findes

Nej tak til flere eksperimenterDebatten i salen afspejlede en dyb enighed istørre tillid, anstændig sagsbehandling oginddragelse af borgerne som eksperter ideres eget liv. Knud Aarup, social- og ar-bejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune,efterlyste svar på, hvordan kommunerne fin-der ud af at vælge den rigtige vej med bag-grund i viden om metoder, som alleredefindes?Susanne Bloch Jespersen, socialrådgiverog tidligere kommunal leder, ønskede at talekommunerne og den offentlige sektor op,ikke ned. Og en enkelt borger frabad sig atblive udsat for flere eksperimenter – demhavde hun oplevet så rigeligt under den tid-ligere beskæftigelsesminister Claus HjortFrederiksen.Henrik Egelund understregede igen, atmeget af det, han taler om, findes i kimformrundt omkring.– Der er noget at bygge videre på. Og detkan gøre omstillingen lettere, fordi der er enmasse, man kan tale op. Måske kan man laveet system, hvor man siger: I får en posepenge med krav om at opfylde retssikkerhe-den osv., men ellers har I ret stor handlefri-hed og kan arbejde med de bedste metoder,så længe I kan dokumentere resultaterne. Ogmed hensyn til at inddrage borgerne, så fin-des der mange håndtag og erfaringer, somkan sikre dialogen og udvikle det sociale ar-bejde i en retning, som borgerne kan se sigselv i, og som giver mening, konstateredeHenrik Egelund.f Dorte Olsen

Her er der ingen der spørger omhvorfor jeg er herMed fortællinger fra aktiviteter om-kring handicapidræt gav Kristian Jen-sen, centerleder i HandicapidrættensVidenscenter sine bud på hvordan deter muligt at skabe social inklusiongennem idræt. Men fortællingernekunne også være taget fra kulturelleaktiviteter. Det afgørende er, at de in-deholder et reelt ønske om ligeværdigsocial inklusion.

Kristian Jensen havde fået til opgave at ledeet seminar under overskriften: Inklude-rende initiativer i socialpolitik – Kultur,idræt og sundhed, og indledte med en for-tælling om en ung mand med alvorlige psy-kiske vanskeligheder (PTSD) og dennesmøde med en ligeværdig og inkluderendeidræt.Kristian havde i sensommeren indbudt 4unge krigsveteraner fra krigen i Afghanistantil at deltage i en fast ugentlig aktivitet i enhandicapidrætsforening. Aftenerne foregåri en sportshal og deltagerne er mennesker ialle aldre, med og uden fysiske og psykiskehandicap. Fælles for de aktiviteter, der bliverafviklet i er, at de bliver tilrettelagt med ud-gangspunkt i samtlige deltagers fysiske for-måen. Da der var en ung mand, der ikke kanbruge sine arme, blev aftens kamp tilrette-lagt så alle deltagere lå på gulvet og kunmåtte bruge benene i et spil om bolden.

Den 23årige unge mand, som Kristianmest kendte som voldsomt nedtrykt og in-desluttet, var med i spillet og Kristian iagttoghvordan han både synes at slappe af, grinedeog var meget engageret i kampen.Efter kampen spurgte Kristian den ungemand om hvad han havde fået ud af kampenog hvad det var, der havde gjort ham så glad.Hertil svarede han: – Her kan man helt væresig selv, for her er der ingen der spørger omhvorfor jeg er her.Budskabet i fortællingen var klart: Gen-nem kultur og idræt er der mulighed for atskabe inkluderende fællesskaber og sikreplads til mangfoldighed. Fællesskaber og ak-tiviteter, der kan bryde grænser og mønstre,og som giver mennesker mulighed for at for-andre deres situation og forbedre deresfremtidsudsigter. Det kan lade sig gøre, hvisvi tør være åbne overfor nye situationer ogkan være til stede i forskellige sammenhæng,uden hele tiden at skulle gøre rede for hvemvi er og hvorfor vi er her.Mads Samsing fra Landsstyrelsen i Social-politisk Forening, der tidligere har arbejdeti et jobcenter med sygemeldte, spurgte omhvordan erfaringerne fra sådanne idrætsak-tiviteter fx kan overføres til kommunernesarbejde med sygemeldte: – I den kommunehvor jeg arbejdede, havde vi 4 forskellige til-bud med idræt, som de sygemeldte kunnevælge mellem Men alligevel oplevede jegikke, at de sygemeldte følte det som en hjælpeller i det hele taget følte megen glæde ved atskulle deltage i disse tilbud. Og det selvomtilbuddene var tilrettelagt for at forbedre hel-

bredet både fysisk og psykisk. Mads gavogså selv en del af svaret på det ved pege på,at kravene til de sygemeldte om at de skaldeltage i idrætsaktiviteterne i sig selv kanudgøre en barrierer, også selvom det synesindlysende at idræt har en særdeles positiveffekt på langt de fleste sygdomme. Og Lie-sel Christensen supplerede med at pege på,at den 23årige veteran jo netop selv havdebestemt sig for at deltage i weekendkurset. -Problemet med de ellers velmenende tilbudtil sygemeldte er, at de ofte bliver proppetned i halsen på de sygemeldte. Den enkeltehar efterhånden ikke selv meget at skulle be-stemme i forbindelse med sygeforløbet. Derer ikke den nødvendige tid til at fokusere pålige netop ens egen situation og sygdom, nårman som syg bliver puttet i bestemte kate-gorier og skal acceptere at deltage bestemteaktiviteter, for ikke at miste retten til at fåudbetalt sygedagpenge, sagde Liesel Chri-stensen.Vivi Kløcker fra foreningen Handicap-pede Studerende og Kandidater gav udtrykfor en vis bekymring ved begrebet inklusion,og advarede imod at det bliver en label, derbliver sat på fx handicappede: - For at få reelinklusion er det vigtigt, at relationerne ogaktiviteterne mellem mennesker, både i ci-vilsamfundet og i de offentlige institutioner,ikke kun fokusere på at inklusion er nogetmed en gruppe, som pr definition er uden-for og derfor skal tilpasse de gældende for-hold, men at inklusion er når fællesskabetsammen flytter grænser for det normale.

nem mange år har været i en række arbejds-prøvninger og jobtræning, men stadig ikkemagtede at være på et krævende arbejds-markedet. Den unge veteran var alvorligtpsykisk præget af krigstraumer, og derforlangt fra tilstrækkeligt stabil til at arbejde ifaste tider og rutiner, som er kravet på detmeste af arbejdsmarkedet. Så der var altså ikkefundet en arbejdsplads til den unge soldat.

Derfor var der arrangeret et stormøde ijobcentret. Her deltog 6 fagfolk fra kommu-nen, den unge mands mor og Kristian. Mentil trods for at der var 8 mennesker, der allevar engagerede og ønskede at støtte den26årige i at få et godt liv, så endte mødet medat det blev besluttet at den unge mand skullehave førtidspension. – Det var på sin vis enlettelse, at den 26årig med denne beslutningfik afsluttet en lang periode med stor usik-kerhed omkring sin økonomiske situation,men på den anden side så sad alle deltagernetilbage med en følelse af afmagt i forhold tilat ingen af os er i stand til at give en så ungmand et tilbud om inkluderende arbejds-fællesskaber og et håb for fremtiden, sagdeKristian Jensen.For Kristian Jensen illustrerer denne for-tælling behovet for et langt bedre samspilmellem arbejdspladserne og jobcentrene ommuligheden for at tilrettelægge arbejdsplad-ser, så alle kan få en chance for at arbejde.Og som kilde til idéer om nye og udviklendearbejdspladser, kan man sagtens skele til deinkluderende tiltag som fx sker i handicapi-drætten.

Det er ikke alt, der tællesder tællerOg det er ikke alt, der tællerder tælles.– Einsteins ord er gode til at belyse diskus-sionen mellem det offentlige og det frivillige.I New Public Management (NPM) tællerman alt, men i det frivillige arbejde er detikke alt, der tæller, som tælles.NPM kan ikke tænke ud over sig selv ogderfor har man vanskeligt ved at tænke krea-tivt i de offentlige systemer. I mit konceptkan og skal det frivillige arbejde derfor altidvære et korrektiv. Vi bør altid repræsentereden civile borger og se ham som en borgermed værdighed og menneskerettigheder, ogikke kun som en arbejdskraft, som vi gør deti dag.

Sådan indledte Johs Bertelsen, forstanderfor Kristeligt Studenter-Settlement og for-mand for Frivilligt Forum sit oplæg om detnye samspil med frivilligt arbejde. Og hananskuede samspillet i en kontekst af de so-ciale problemer, vi står overfor:– Vi har en udstødende lovgivning på detsociale og beskæftigelsesmæssige område,en dårligere sundhedstilstand, et truet miljø,750.000 borger uden for arbejdsmarkedet oget administrativt system, som tæller megetaf det, der ikke tæller. Så der er behov for attænke en ny socialpolitik, som er omfor-mende, inddragende og mobiliserende. Deter vigtige elementer – der er behov for op-brud og bærekraft. Og her burde vi som fri-villige have gode ressourcer, sagde JohsBertelsen og spurgte selv:– Men er den frivillige sektor i stand til atyde en sådan korrektiv funktion? Den kriti-ske stemme er også her ved at forsvinde,som Hanne Reintoft talte om, at den var deti forvaltningen og fagbevægelsen. Så hvor-dan kommer vi videre? Som konsekvens afdet, jeg lige har sagt, er der brug for en øgetbevidstgørelse og organisering i den frivil-lige sektor og i samspillet med den offentligesektor.Og erfaringen fra Frivilligt Forum er, atder er store udfordringer i organisations-samarbejdet, fordi den social- og frivillig-hedspolitiske bevidsthed er så svag iDanmark, påpegede Johs Bertelsen.

Spilleregler for det frivillige arbejdeJohs Bertelsen fremlagde den nye aftale mel-lem den frivillige verden og fagbevægelsen– de såkaldte »spilleregler for frivilligt ar-bejde« mellem den offentlige sektor og de ci-vile.- De er opstået, fordi det er sket en tilnær-melse mellem de to verdener. Vores mål er atbeskytte det frivillige arbejde, så det offent-lige ikke bruger os til offentlige opgaver.Men også at sikre borgernes retssikkerhedog sikre, at den nødvendige faglighed bliverbevaret til gavn for borgerne. Det har derværet god respons på fra fagforeningernesside.Et skridt på vejen mod et bedre samspil erogså at bruge den eksisterende struktur ogat få kommunerne til at forstå, at der børvære frivilligcentre og frivilligråd i alle kom-munerne som vigtige demokratiske organer.Endelig bør der udvikles innovationsplat-forme i kommunerne – dvs. mere uformellefora, hvor man mødes nogle gange om åretog innoverer samarbejdet, sagde Johs Ber-telsen.Han mente, at udviklingsprocessen i ret-ning af en bedre udnyttelse af de frivilligeressourcer i et tæt samspil med den profes-sionelle faglighed i den offentlige sektor stårpå to ben:– Det ene ben er at arbejde nedefra i entæt dialog med den frivillige sektor og de an-satte for at kvalificere og udvikle arbejdet.Og det andet ben er ovenfra at vedtage en ci-vilsamfundspolitik fra regeringens side – enpolitisk udmelding om, at civilsamfundethar vægt og midler til at være en ligeværdigmodspiller. Det er vigtig at få anerkendt ci-vilsamfundet som en særlig samfundsmæs-sig sektor og så sikre en finansiering, så manikke skal hoppe fra pulje til pulje, sagde JohsBertelsen.

Hvem kontrollerer de frivillige?Lisbeth Zornig Andersen udtrykte ambiva-lens over for hele frivilligområdet.–Det er smukt på mange måder, men jegser et problem i rettighedsaspektet. I Børne-rådet overvåger vi, om børnekonventionenoverholdes i forskellige sammenhænge, ognår man lader frivillige overtage opgaver, erden overvågning sat helt ud af spil. Det erikke muligt at kigge med over skulderen. Ogda der kørte den store sag om pædofili i denkatolske kirke, undersøgte vi, hvor mangerådgivninger der findes for seksuelle kræn-kelser. Der er over 100 i Danmark! Fra storeveletablerede til små en-personers forenin-ger, hvor man går på glødende kul osv. Herkunne vi godt tænke os en akkrediterings-model.– Det er kompliceret, erkendte Johs Ber-telsen.– At lægge rådgivningsopgaver ud til fri-villigsektoren kan være farligt, fordi manikke har kontrol med det. Det er jeg enig i.Men samtidig er en væsentlig del af voresopgave at være vagthund over for kommu-nerne – at holde øje med, at tingene funge-rer ordentligt. Omvendt skal det heller ikkevære sådan, at dem som sidder i kommu-nerne er de onde, og de frivillige uden for erde gode. Der skal findes en legaliseret ogkvalificeret måde at arbejde sammen på. Ogjeg er enig i, at der skal være en akkreditering.

Hvad kan vi lære af de andreeuropæiske lande, og hvad kanvi bruge EU til?Var overskriften på et seminar derblev ledet af Peter Abrahamson, der imange år har studeret den europæ-iske og internationale socialpolitik. Iartiklen giver Peter Abrahamson sitbud på hvad vi kan lære fra de for-skellige velfærdsmodellerne i de eu-ropæiske lande og hvilke mulighederder er i EU’s sociale dimension.

3 paradokserSvarene på overskriftens spørgsmål er for-met af, hvad jeg vil kalde for tre paradokser,som jeg skal forsøge kort at afklare indled-ningsvist. For det første er socialpolitikkenikke underlagt kollektive beslutninger i EU.Dvs. at den er et suverænt, nationalt anlig-gende, som der kun kan besluttes om vedenstemmighed. Dvs. at hvis bare ét med-lemsland (Malta!?) er uenig, så bliver deringen kollektiv beslutning. På den andenside så tilsiger den stigende globalisering ogeuropæisering at de fælles udfordringermødes med fælles, eller i hvert fald koordi-nerede reaktioner. Dette paradoks har sidendet europæiske fællesskabs start i 1950’erneværet forvaltet således, at vi er afstået for

egentlig harmonisering af europæisk social-politik; i stedet for er vi landet på en kon-sensuel koordinering af socialpolitikken.Her har bløde styringsinstrumenter væretdominerende i form af fx Den sociale Pagt(1989), Henstilling om målene for socialpo-litikken (1992); osv.For det andet er det sådan, at socialpoli-tikken har to diametralt modsatrettedefunktioner. Dels skal den sikre borgernes so-cial rettigheder, så de kan leve et liv i over-ensstemmelse med menneskelig værdighed,samtid med, at den skal være med til at sikrero og orden via kontrol med de fattige, mar-ginaliserede og udstødte. Så, foruden denemanciperende side, så indeholder social-politikken også en affinitet ift. et markeds-økonomisk samfund, hvor dens funktionbliver at bidrage til at sikre eksistensen af ensund og veluddannet arbejdskraft (den pro-duktive socialpolitik).For det tredje så er det fortrinsvis den ’lille’socialpolitik i form af foranstaltninger over-for de fattige og dårligt stillede, der har voresopmærksomhed, mens størstedelen af ind-satsen ikke har en bevågenhed, der svarer tildens omfang. Af Figur 1 (side 20) fremgårdet, at de sociale ydelser til kontant- og bo-lighjælp i Danmark i 2010 kun udgjorde femprocent af de samlede sociale ydelser.

Inspiration fra de øvrigevelfærdsregimerI socialvidenskabelige kredse er der en ud-strakt enighed om, at socialpolitikken i Eu-ropa har udviklet sig indenfor fire distinktforskellige velfærdsregimer, som jeg alleredediskuterede ved en konference arrangeret afSocialpolitisk Forening i 1991 (Abrahamson1991; Abrahamson 1993). Forskellene kankort skematiseres som vist i skema øverstside 21.

Tabel 1.Fire europæiske velfærdsregimerSydeuropæiskTildelings-kriteriumPolitiskideologiCentralinstitutionOmfangFinansieringBehov, dvs.trangsprøvetKristdemo-kratiskFamilie ognetværkBegrænsetNGO’er viadonationer ogbidragTilhørendeen familieeller lokaltfællesskabVelgørendeKontinental-europæiskBidrag, dvs.trangsprøvetKonservativFrivilligeforeningerOmfattendeArbejdsmar-kedets partervia bidragTilknyttetarbejds-markedetStatus-bevarendeAtlantiskBehov, dvs.trangsprøvetLiberalMarkedetBegrænsetStaten viaskatterStatsborgerSkandinaviskRettighed,dvs. universelSocial-demokratiskStatenOmfattendeStaten viaskatterStatsborger

Således kan vi fra det sydeuropæiske re-gime lære vigtigheden af tværsektorielt sam-arbejde og uformel solidaritet i det civilesamfund. Ligesom i det kontinentale regimeså bliver vi her opmærksom på de frivilligeorganisationers rolle som vi allerede har for-søgt at koordinere den i Danmark via frivil-lighedscentraler. Fra den kontinental-europæiske model kan vi i øvrigt lære af ker-

negruppernes stærke korporative solidari-tet. Således får mellemindkonstgruppernesyd for grænsen en væsentlig bedre kom-pensation fx ifm. arbejdsløshedsunderstøt-telse, end der er tale om her. I og med at detatlantiske regime er baseret på at borgenelangt hen ad vejen skal klare sig selv, så harman der stor erfaring med selvforvaltedegræsrodsinitiativer, som fx de såkaldteclai-

Muligheder og begrænsninger I EUssociale dimensionSom nævnt indledningsvis så reguleres so-cialpolitikken i EU fortrinsvis via bløde sty-ringsinstrumenter. Der er dog en væsentligundtagelse, og det gælder vandrende ar-bejdstagere. Forordning 1408/71 sørger idetaljer for at vi kan sammenlægge optje-ningsret, at vi kan eksportere rettigheder ogprincippet om pro-rata-temporis, dvs. at vihar adgang til en brøkdel af en ydelse, sva-rende til den tid vi har opholdt os i et andetEU-land (Abrahamson 2011: 395). Men dade fleste af os ikke flytter rundt mellem EU-landene, så er den vigtigste regulering den,der sker enten via forskellige henstillinger,meddelelser, osv. Fra Rådet og Kommissio-nen, eller indirekte som konsekvens af regu-leringen af andre politikområder. Såledeshar arbejdsmiljølovgivning givet anledningtil lovgivning på barselsområdet, og regule-ringen af arbejdsmarkedet har givet anled-ning til en skærpelse af ligestilling mellemmænd og kvinder.Med udvidelsen af Unionen til 27 lande erkompleksiteten af socialpolitiske foranstalt-ninger forøget i en sådan grad, at det histo-riske ønske om harmonisering er blevetendnu mere usandsynligt. I stedet for fore-går reguleringen via den såkaldte Åbne Ko-ordinations Metode, der har været anvendtsiden 1997 (på beskæftigelsesområdet), ogsiden Lissabon topmødet i 2000 også overforsocial udstødelse. Senest er også pensions-og sundhedsområdet reguleret på dennemåde. Metoden består i, at Stats-og Rege-

ringschefernes på deres halvårlige møde iDet europæiske Råd, vedtager en række fæl-les målsætninger (som fx at reducere børne-fattigdommen til det halve); men det er såhelt op til medlemsstaterne at vælge midlertil at opfylde målene. Således skal der ikkeprioriteres eller vælges mellem forskelligesocialpolitiske modeller for løsning af so-ciale problemer; hvert land gør som de selvønsker i forlængelse af deres traditioner ogpræferencer. For så vidt angår beskæftigelseog social udstødelse så skal medlemslandeneformulere hvordan de forventer at opnå defælles mål i såkaldte Nationale handlings-planer. Efter en passende periode på fx treår afrapporterer landene om deres frem-skridt og resultater til Kommission, der her-udfra opsummerer, hvor langt Unionen erkommet på området. Eneste sanktionsmu-lighed hvis målene ikke er opnået er »sha-ming and blaming;« altså ris til og »pegenfingre« (»hængen ud«) af de lande, der ikkehar opnået det forventede. På de udvalgteområder klarer Danmark sig fint, og vi harsåledes ikke skulle stå til kritik og repri-mander. På de store områder såsom pensio-ner og sundhed er formuleringerne megetbrede og generelle såsom krav om bæredyg-tighed, adgang og gennemsigtighed; mensmålsætningerne for den ’lille’ socialpolitikhar været mere håndgribelige (forøgelse afden kvindelige erhvervsfrekvens, reduktionaf fattigdom, PC'ere i alle skoler osv.) Dan-mark og de øvrige nordiske landes socialpo-litiske særpræg er i denne sammenhængikke truet af det europæiske samarbejde.Imidlertid tyder den seneste udvikling på,at den ’store’ socialpolitik, i hvert fald foreuro-landenes vedkommende, ikke længerekan anses for udelukkende at være et natio-nalt anliggende. Medlemslandenes suveræ-nitet mht finanspolitik er de facto ophævetsom vi har set det for Grækenlands, Portu-

LitteraturP. Abrahamson (1991). »EF og den sociale di-mension: På vej mod en europæisk socialpo-litik?« SUMma Summarum Vol. 2, No. 1:50-59.P. Abrahamson (1993). »Socialpolitikmodel-ler i Europa: Forskelle og konvergens.« Nor-disk Socialt Arbeid vol. 13, no. 1:3-14.P. Abrahamson (2011). »Den sociale dimen-sion i EU.« J. E. Larsen & I. H. Møller (red.)Socialpolitik. København: Hans Reitzels For-lag (Tredje reviderede udgave), pp. 393-409.

Socialpolitikken bestemmer værdighedDen mest konkrete konsekvens af den åbnekoordinationsmetode er udvekslingen af»bedste praksisser« mellem forskellige loka-liteter indenfor medlemslandene. Dennepraksis kan »omgå« det nationale niveau ogpåvirke direkte lokalt. Over tid udviklerdisse kommunikationer og udvekslinger tiludviklingen af såkaldte »epistemiske« fæl-lesskaber, hvor socialarbejdere, administra-torer og politikere begynder at tænke påsamme måde ift at løse diverse sociale pro-blemer. Tendensen bliver en delvis konver-gens af den europæiske socialpolitik overtid, hvilket dog ikke har medført nogen trus-sel overfor det skandinaviske velfærdsre-gime. Den seneste udvikling har bekræftet,at socialpolitikken forbliver et nationalt an-liggende for så vidt vi fører en ’ansvarlig’ fi-nanspolitik. Det er altså politikken og ikkeøkonomien der afgør, om vi behandler dedårligt stillede værdigt.

For ti år siden kortlagde man socialforsk-ningen i Danmark og fandt frem til, at dervar omkring 200 forskere, som brugte ’nogettid’ på socialforskning – spredt ud over helelandet. Nu er en ny kortlægning på vej, for-talte Jørgen Søndergaard, direktør for SFI -Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.– Og det har nok ikke forandret sig såmeget, så vi har altså et fragmenteret forsk-ningsmiljø, fordi socialforskningen ikke harværet særligt højt prioriteret de seneste 25år. For SFI er billedet at den faste grundbe-villing har været for nedadgående, mens derer kommet flere projektmidler, som har be-tydning for, hvad der bliver forsket i. For ek-sempel er der et strategisk forsknings-program på uddannelsesområdet, som be-tyder, at en større del af SFIs forskning hand-ler om uddannelsesspørgsmål, end vi villehave valgt med frie hænder. Den godenyhed er, at kvaliteten af forskningen og for-skerne forsat bliver bedre, sagde Jørgen Søn-

dergaard og ridsede tre dimensioner i soci-alpolitikken op: forsørgelse, omsorg og ini-tiativer til forebyggelse og evnen til at bliveselvhjulpen, som han koblede til forsknin-gens resultater.– Forsørgelse er det område, som er bedstudforsket. Vi ved mindre om omsorg ogmindst om den tredje dimension. Og det ermåske der, det for alvor brænder på frem-adrettet, hvis man skal lykkes med at skabeet mere inkluderende samfund. Det kræveren grundlæggende forståelse af menneskeneog årsagerne til deres problemer. Hvis manikke har den, er det svært at lave effektiv fo-rebyggelse og indsatser til at kunne klareeget liv. Men jeg tror, at både sammenhæn-gene og løsningerne er meget sammensatteog komplekse. Derfor er vi nødt til at brugeenergi på at finde frem til dem, hvis hjælpenskal være effektiv, sagde Jørgen Søndergaardog erklærede sig enig i synspunktet om at sepå tværs af områderne.– En effektiv socialpolitik skal integrereelementer fra alle siloerne – uddannelse, ar-bejdsmarkedet, sundhed, integration, kri-minalprævention osv. Men selvom vi tit talerom samarbejde på tværs, er der ikke tegn på,at vi er særlig gode til det, når man kiggerefter, hvordan det fungerer, sagde han ogfremhævede blandt andet børneområdetsom eksempel.– Det er jo åbenlyst, at der ofte går for langtid, før der bliver handlet på børn og ungemed problemer. Er det et undervisnings-mæssigt, opdragelsesmæssigt eller psyki-atrisk problem – eller hvad har vi med at

Brug for en ny tilgang– Vi tænker strukturelt og i sekvenser. Førstskal man være rask, så skal man tilrettelæggeen socialpædagogisk indsats, og så til sidsttræne eller uddanne vedkomme. Men hvemsiger, at denne silotænkning er rigtig? Re-sultaterne er i hvert fald ikke gode.Så, konstaterede Jørgen Søndergaard, derer behov for et tættere samspil mellem dentraditionelle socialforskning, uddannelses-forskning, adfærdsforskning og psykiatriskforskning for at producere andre svar. Ogdet er svært at få til at ske med så et frag-menteret forskningsmiljø, påpegede han.– Kort fortalt tror jeg, at der er brug for enny tilgang til socialpolitikken for at kunneunderstøtte menneskers evne til at klare egetliv, integreret på tværs af alle politikker. El-lers tror jeg ikke, at socialpolitikken lykkes.Og der er behov for mere fokus på at udviklehelhedsbrede indsatser. Vi kan ikke løsemenneskers beskæftigelsesproblemer adskiltfra for eksempel sundhedsproblemerne. Og

så skal forskningen løftes, ønskede JørgenSøndergaard.Knud Aarup, Randers Kommune, varhurtigst på aftrækkeren og konstaterede:– En af vores højt besungne danske virk-somheder, Novo Nordisk, bruger 15-18 pct.til forskning. Hvis vi skulle det, ville detsvare til over seks mia. kroner til social-forskning om året. Måske kunne et sådantmassivt løft bringe os hen til det tredje punkt– effekten af forebyggelse. Vi har ikke tid tilden årelange omstilling, det tager, inden viser effekten af indsatsen. Det kan vi ikkeholde til økonomisk, erfarede vi for år til-bage i Horsens Kommune, da daværendeborgmester Vagn Ry forsøgte.Det fik Jørgen Søndergaard til at mindes,dengang Henrik Dam Kristensen gik fra atvære landbrugsminister til at blive socialmi-nister og blev konfronteret med de samledemidler til socialforskning.– »Det er jo, hvad vi bruger til at forske ien enkelt plante i Landbrugsministeriet«, re-fererede Jørgen Søndergaard.

Brug de svar vi harBettina Post, Dansk Socialrådgiverforening,efterlyste, at man i højere grad fokuserer påde svar, vi har – frem for dem vi ikke har.– Jeg synes, vi har rigtig mange svar, somvi ikke vil lytte til og drage konsekvenserneaf. Præmieeksemplet er nedsættelsen af denkriminelle lavalder. Den daværende regeringnedsatte en kommission til at undersøgekonsekvenserne af at sænke lavalderen, ogda kommissionen anbefalede at lade være,sagde daværende justitsminister Brian Mik-kelsen: »Ja, vi mener så noget andet« ogsænkede den kriminelle lavalder til 14 år.Når det kommer op på det politiske niveau,så knækker filmen, og det er et kæmpe pro-blem. Jeg har kun været med i 25 år – og her

er jeg jo en ren årsunge – og jeg kan se, atdiskussionerne går rundt i ring: ”Det ved viikke noget om,” men det gør vi. Så lyt til sva-rene og gør dem til handling.Lisbeth Zornig Andersen erkendte, at hunstadig befinder sig i en undringsfase, for hunhar kun været med i to år.– Hvorfor er vi nu nået frem til, at vi skalhave helhedstænkning? Det har vi jo for ek-sempel i §50 (børneundersøgelser, red.),hvor vi netop kigger på de seks søjler hos detenkelte barn. Vi ved jo godt, at de hængersammen. Så er det en ny erkendelse? Og hvisdet ikke er, er det så fordi, vi har dumme po-litikere eller forskere, som ikke formidle tilpolitikerne, hvad der skal ske? Jeg er jo selven af eksperterne nu og kan se, hvor sværtdet er at komme igennem til politikernemed evidensbaseret viden.Finn Kenneth Hansen, CASA, bakkedeBørnerådsformanden op i, at det ikke er ennyhed, at der skal tænkes på tværs.– Det har vi vidst i årevis. Men socialpoli-tikken har jo været forsvundet de sidste ti år.Vi hørte jo selv i går alle talerne efterlyse endebat, og her må vi tage i egen barm: Hvor-for er forskningsinstitutionerne ikke gået ifront og har påpeget de socialpolitiske pro-blemstillinger?Eyvind Vesselbo mente, at svaret på Lis-beth Zornigs frustrationer lå i det faktum, atde fleste politikere nu kommer direkte fra

universitetet, hvor de har læst økonomi ogjura.– Det gælder ikke kun i Folketinget, menogså i lederjobs rundt omkring, og de harikke en pind forstand på det kvalitative ilivet. Problemet er, at når man drøfter forsk-ning, så er det ikke bare tal, statistikker ograpporter – der er både kvantitativ og kvali-tativ forskning, og når jeg nævner det i fol-ketinget, bliver folk fjerne i blikket. Ogderfor bliver det svært at gå ned på det men-neskelige plan og forske i det.Bo Heide-Jochimsen høstede debattenssidste klapsalver ved at påstå, at socialpoli-tikkens trange kår har afsæt i hele tanke-gangen om at måle alt i tal.– Det kan være svært på socialområdet. Vihar for eksempel Hjemløsestrategien med500 mio. kroner. Det er fint, men så sætterman Rambøll til at evaluere. Og de vil af-skaffe hjemløsheden ved at putte folk i boli-ger. Så allerede her går det galt, fordihjemløshed er så meget mere kompliceretend som så. Men de måler kun på dem, somkommer ind i bolig, men ikke ud igen, ogfire år senere har man en succes. Det er etmeget godt billede på, hvordan man laversocialpolitik i dag.

Et spørgsmål om politikEfter Jørgen Søndergaard overtog Jesper Jes-persen, økonom fra Roskilde Universitet,med et opdrag om at svare på spørgsmålet:En inkluderende socialpolitik – er der råd?Og startede med at sige, at det kunne hanikke svare på.– Det kommer helt an på, hvordan manregner, og hvem man spørger. Og der er i højgrad mangel på forskning på mit område isammenhængen mellem socialpolitik ogden samfundsøkonomiske udvikling. Detmå vi prøve at få bredt ud og talt om, men

min konklusion er, at det i høj grad er etspørgsmål om politik, indledte han.Og her har økonomerne to forskelligemenneskesyn og samfundssyn, påpegedeJesper Jespersen. Den lidt gammeldags er, atsocialpolitik skal forebygge og afhjælpe pri-mært fattigdom og andre social problemerover fordelingspolitikken.– Man kan jo tale om, at i det menneske-syn benytter man sig af en fløjlshandske – atman har tillid til og vil det bedste for hinan-den som mennesker.

Dets modsætning, fortsatte han, er at op-fatte mennesket som individuelt optime-rende med det formål at forbedresituationen for sig selv, og værdien for sam-fundet ligger i individets arbejdskraft ogskattebetaling. Så hvis man kan opnå socialeydelser, vil man kræve sin ret – uanset omman har brug for det.– Og for at holde styr på den gruppe ba-vianer, er der brug for kontrol og tvang - enjernnæve. Og er det så ikke karikaturer? Nej,det ligger i den neoliberalistiske markeds-tankegang, at jo mere individuel konkur-rence, jo mere vil folk anstrenge og jo størreeffektivitet og produktion. Mens indgrebsom hæmmer konkurrencen og de indivi-duelle økonomiske incitamenter vil føre tilet ringere resultat. Derfor vurderer man vel-færdsstaten negativt. Hvorimod den mere

traditionel opfattelse af mennesker og vel-færdsstatens konsekvenser rummer et ele-ment af solidaritet. Og den økonomiskeregulering har her en positiv virkning på deområder, hvor individet ikke selv kan over-skue og træffe alle beslutninger, undervisteJesper Jespersen.Der er i de seneste 20-25 år sket en for-skydning i retning af den mere individuellemarkeds- og konkurrencestatslige tænkning– væk fra velfærdstankegangen, fortsattehan og spurgte retorisk: Hvad er så konse-kvenserne af den forskydning?– Den disponible indkomst deler man opi befolkningsgrupper med 10 procent (deci-ler, red.)i hver, og ser man på udviklingenfra 2001-2007, er der enkelte slående tal i fa-citfeltet: Realindkomsten hos de fattigste 10pct. af befolkningen er faldet gennem00’erne. Mens den øverste tiendedel har enindkomstfremgang på tre procent om året.Over ti år er det en stigning på 30 procent.Stigningen i den øverste decil, de ti procentrigeste, har været på cirka 80.000 kr. på års-basis i disponibel indkomst. Og det svarertil, hvad man har som samlet indkomst i dennederste decil. Det siger noget om, hvormeget uligheden er steget, forklarede JesperJespersen.Dog, påpegede han, ligger Danmarks sta-dig i top, når man sammenligner med andreEU-lande, kun Sverige har en mindre uligefordeling. Men Danmark har bevæget sigmarkant i retning af den ulighed, der her-sker i de andre EU-lande de senere år. Herer det navnlig fordelingen af skattebetalin-gen, der er blevet mindre progressiv, mensder stadig er en betydelig omfordeling i formaf sociale ydelser (bl.a. folkepension og ar-bejdsløshedsunderstøttelse).– I 00’erne har der været vækst i danskøkonomi indtil 2008. Men fra 1998-2008 har

dansk økonomi performet dårligt i europæ-isk sammenhæng. Produktivitetsstigningenhar været i bund, og der har ikke fundetnogen samlet stigning i beskæftigelsen sted,så arbejdsløsheden er i dag på samme niveausom i slutningen af 1990’erne. Samfunds-økonomien fungerer altså ikke bedre somfølge af forskydningen i den økonomisketankegang – måske snarere tværtimod. Deter en af mine konklusioner, sluttede JesperJespersen.

Reagerede på uenighedEyvind Vesselbo udfordrede konklusionenved at mene, at Jesper Jespersen var farvet afsin egen politiske holdning.– Når du nævner, at der er en forskel på80.000 kr. i begge deciler, så har de to jo ikkenoget som helst med hinanden at gøre.Ingen har jo snuppet noget fra nogen, mendet kan bruges til en politisk forargelse, ogdet er jo meget smart. Og ja, nu sagde jegnoget, I ikke er enige i, og så reagerer I meddet samme. Det er godt, kommenterede Ey-vind Vesselbo på salens mumlende tilken-degivelse af uenighed.Jesper Jespersen bed igen:– Eyvind, det er ikke rigtigt, at min politi-ske holdning styrer min fremlægning. Deter et spørgsmål om økonomisk håndværk.Der er forskellige forklaringsmodeller, somkan bruges til at rådgive om fremtiden, ogher har de individbaserede makromodellerikke været gode. Dernæst kan jeg love dig,at man kan vurdere de velfærdsmæssigekonsekvenser af hhv. en stigning i årsind-komsten på 80.000 kr. i den rigeste del af be-folkning med et fald i indkomsten i dennederste decil, hvor niveauet for den årligeindkomst kun er 80.000 kr.Bo Heide-Jochimsen hævede sig atter oppå det menneskelige niveau, væk fra tallene:

– Jeg er den bløde – hverken jurist ellerøkonom. Og jeg mener ikke, at vi har råd tilat miste de mange skæbner, vi gør. Har vimenneskeligt råd og lyst til at give flere ogflere børn en dårlig opvækst? At der bliverlængere og længere vej tilbage til et ’normalt’liv? Vi skal ikke kun kigge på tal.Bettina Post mente, at vi ynder at findeeksperter, vi er enige med, når vi mødertvivl.– Jeg skulle helt til Sverige for at finde enøkonom, der mener det samme som mig.Han siger, at det koster 500.000 svenske kr.at forebygge, at en syvårig med ADHD eks-kluderes for life. Til sammenligning kosterdet en mio. kroner at spærre en inde i fæng-sel i et år. Det er da en brøk, der er til at tageog føle på. Den brøk, synes jeg, at vi skal ind-føre!Lisbeth Zornig Andersen supplerede meden opfordring til økonomerne om at regnepå, hvad et tabt liv koster. – Vi bruger om-kring 14-17 mia. kroner om året på udsattebørn. Jeg vil gætte på, at de koster os 50-70mio. kroner, inden de dør. Hvor er busines-scasen i det her – med de penge vi mangleri samfundet i dag? Og så kan vi bruge dekloge socialrådgivere og psykologer til atsige: Hvad er alternativet? Hvad skal mangøre for ikke tabe folk? Og i fællesskab laveet håndholdt regnestykke, som kan overbe-vise politikerne om, at det godt kan betalesig at investere.

test. Man er nødt til at tage et politisk ansvar,mener jeg. Og det undrer mig, at når vi førervelfærdsdiskussionen og bruger ressourcerpå at afhjælpe sociale problemer, så taler viom at ’investere’, og at det er ’omkostnings-fyldt’ at føre socialpolitik. Hele sprogbrugener blevet uhyggeligt instrumentaliseret. Vimå aldrig glemme, at vi har ansvaret formennesker ve og vel – det er ikke produk-tionsfaktorer; men den økonomistiske syns-vinkel vinder frem i disse år. De udgifter, derer forbundet med den besluttede socialpoli-tik, må betales kollektivt. Hvis vi skruede be-skatningsniveauet tilbage til slutningen af1990’erne, ville det lukke hullet i de offent-lige finanser. Og havde vi ikke et velfunge-rende samfund dengang? Jeg har i dagfremlagt tal, som siger, at fremskridtene iden mellemliggende periode ikke har væretimponerende, fastslog Jesper Jespersen.

– Målet er, at vi kan lukke vores mødesteder.Og vi mener, at nøgleordet er forebyggelse.Så klar var meldingen fra Maria Berg-mann Nielsen, formand for Ventilen Dan-mark, en ungdomsorganisation, somtilbyder ensomme unge mulighed for atvære sammen med jævnaldrende gennemmødesteder og netværksarbejde. Hun varinviteret til at give et bud på, hvad ungemener er en god socialpolitik.– Jeg mener, at socialpolitikken skal tagehensyn til unge, der ikke hører til de klassi-ske grupper, vi oftest hører fra. Derfor er detdejligt at høre, at forskningen også mener, atvi skal have større fokus på forebyggelse,sagde Maria Bergmann Nielsen og fortalte,at i Ventilen kommer unge, som ikke kankategoriseres. Unge, som passer sig selv ogikke nødvendigvis har mindre bemidledeeller rige forældre, men unge som møderensomheden.– Det er vigtigt, at vi anerkender proble-met, og også anerkender, at de unge synes,problemet er pinligt. Det tages ikke alvorligtaf de voksne. »Hvorfor finder du ikke barenogle andre at tale med?« Det er bare ikkeså nemt. Hos os kan de komme og få nye

Med kronprinsesse Marys opbakningVentilen har flere projekter, bl.a. projekt»Netværk ud i livet«, et inklusionsprojekt pågymnasier i hovedstadsområdet. Her hjæl-per unge hinanden to og to gennem mak-kerskabsgrupper, fordi mange oplever detsom svært at starte på en ungdomsuddan-nelse, men her får de en buddy, forklaredeVentilens formand. Projektet er anerkendt afKronprinsesse Mary, som er gået ind i etsamarbejde med Ventilen.– Vi arbejder også ud fra ung-til-ung-princippet – unge, som hjælper hinanden ihverdagen. I Aftenshowet forleden var enung, som tidligere er kommet hos os, og hanmente, at hvis der havde været makker-skabsgrupper på hans uddannelse, ville hanikke være droppet ud to gange. »Netværk –sådan!« er et andet projekt i gråzonen forunge, fortalte Maria Bergmann Nielsen, somogså slog et slag for de frivillige.– De løser mange af de vigtige opgaver, ogderfor er det et problem, at der er loft påtimer for frivillige på dagpenge. Det frivil-lige arbejde giver dem en mulighed for atsnuse til den virkelige verden og måskenøgleordet er fore-✱Vi mener, atBergmann Nielsenbyggelse, Maria

træffe de rigtige valg tidligere, påpegedeMaria Bergmann Nielsen.Hun også ærgrede sig over, at de midler,som gives til den frivillige sektor, ikke rygeri de rigtige puljer – et problem, som harværet omtalt i dagspressen for nylig.– Det er surt at vide, når man selv knoklerfrivilligt mange timer om måneden.Knud Aarup, Randers Kommune, villevide, om Ventilen har erfaringer med at»blande« frivillige og ansatte, og Morten Ejr-næs spurgte til erfaringer med at bruge bi-siddere i sociale sager.– Ventilen har et uddannelsesprogram foralle frivillige, som starter hos dem, og des-uden et samarbejde med psykologer og so-cialrådgivere, mens ressourcerne ikkerækker til at følge de unge til møder. I stedetprøver vi at tale sagen igennem med denunge på mødestedet. Det er kun, hvis deunge skal i medierne, som kan være megetsårbart, at vi går med, svarede Marie Berg-mann Nielsen.Lisbeth Zornig Andersen refererede til enundersøgelse fra Børnerådet af 2.000 børn ifjerde klasse. Den viser, at 10-15 procentikke har nogen »bedste venner«, de føler sigdårlige i skolen, går ikke til fritidsaktiviteterog spiser ikke sammen med forældrene omaftenen.– Det er nogle af dem, I fanger senere,anerkendte Børnerådsformanden.

procent, og mange af de unge ønsker at emi-grere, fordi de ikke føler, at de har en frem-tid. Hvis vi sørger for job til de unge,tilgodeser vi, at de ikke falder igennem,sagde Rasmus Christiansen.Og gik i brechen for at bevare SU’en forhjemmeboende, som har været truet i fi-nanslovsforhandlingerne.– Vi er nødt til at uddanne folk - i dag skalman jo have en studentereksamen for atblive renovationsarbejder. Og her er SU’envigtig. Heldigvis ser det ud til at afskaffelsenaf SU’en for hjemmeboende er pillet af bor-det. Den er nedladende blevet kaldt for ca-fépenge. Men de 750 kroner, jeg får i SU, kanjeg næppe åbne døren til en café for. Til gen-gæld bruger mange pengene til transport, tilat betale for at bo hjemme for osv. Og fjernerman dem, kan det betyde, at nogle mistergrundlaget for at gå i skole. Så det kan godtvære, at SU’en er dyr samfundsmæssigt, menjeg tror, den er dyrere at afskaffe, sagde Ras-mus Christiansen.Han erkendte også, at ikke alle har desamme ambitioner om en uddannelse, ogfor nogle er vejen til arbejdsmarkedet lang.Dem er man også nødt til at lytte til.– Hvis man skal op på hesten igen, skalman føle, at man har en rolle at spille i sam-fundet. Så dem må vi inkludere i stedet forekskludere.

hvis de unge ikke får SU eller uddannelse,kan det have en konsekvens for fællesskabet.– For hvis man holder op med at tage ud-dannelse, og ens forældre er fattige, skal vitil at se på fattighjælp og enkeltydelser. Der-for må vi have fokus tilbage på, hvilket sam-fund vi vil have, sagde hun.Rasmus Christiansen kvitterede med atkonstatere, at mange forældre på Lolland,hvor han bor, ikke har forudsætningerne forat forsørge deres unge.Lisbeth Zornig Andersen, som selv er op-vokset på Lolland, supplerede med tal:– Hvert tiende barn på Lolland leverunder OECDs fattigdomsgrænse. Og meddet følger åndelig fattigdom. Hvordan kan vihjælpe disse unge til at skabe fællesskab,viden og rollemodeller? Du må ikke rejse fraLolland, Rasmus. Du skal blive der!– Jeg er selv medlem af Red Barnets mobsquad, som tager rundt på skoler for at fore-bygge mobning, svarede Rasmus Christian-sen. - Måske er en løsning ved at få flerefrivillige til at løse nogle af problemerne?Knud Aarup kunne fortælle, at hans farkom fra Nakskov og fik en uddannelse, lige-som hans to brødre gjorde.– Min farfar var glarmester, farmor varpoliobarn. Så hvorfor fik min far og hans tosøskende en uddannelse? Fordi de røde iNakskov byråd dengang sikrede, at der ikkeskete et »talentspild«, som man ville sige idag – at arbejdernes talentfulde børn ogsåfik uddannelse. Min far fik et kommunaltlegat og troede, at han var den eneste, mendet gjaldt 18 ud af 20. Og der fik man fak-tisk skabt en social opstigning gennem ud-dannelse. Hvor meget af det har vi fået skabti det meget udbredte, velpolstrede SU-sy-stem? Og har vi fortsat råd til den universa-lisme? Be my guest – hvis vi har råd. Men hvisikke – kunne man så se differentieret på det?

Søger de unge med mod og visionerBettina Post, Dansk Socialrådgiverforening,konstaterede, at hun blev ’så glad i låget’ overat høre to unge mennesker fortælle om detarbejde, de udfører.– I mit segment, som er +50, går vi rundtog søger dem: Hvor er de unge, som hardrive, indsigt og mod til at videreføre de so-cialpolitiske debatter? Jeg sidder jo ved bør-nebordet her – jeg hører stadig til de yngste,og det duer jo ikke! Så kom med buddene:Hvor finder vi de unge, som kan kommemed en socialpolitisk fremadskuende vi-sion?Rasmus Christiansen kommenterede påuddannelse som et springbræt til at kommevidere.– Vi mangler ikke gymnasielle uddannel-ser på Lolland, men vi har for eksempel ikkeet universitet. Det kunne måske være enmåde at holde på de unge. Og med hensyntil de unges engagement til at føre socialpo-litik videre, så tror jeg, at mange ikke gidergå ind i politik. De vil hellere underholdesforan tv eller gå til fester. Det må man taleom – det kræver jo bl.a. forældreopbakning,sagde han og fortalte, at en lærer på hansuddannelse mente, det var spild af tid, atRasmus skulle ind og deltage i socialpolitikhøring.– Det battede jo alligevel ikke noget at ud-danne sig til politiker, jeg skulle da hellerekomme til timen, var holdningen. Og dener nok ikke så produktiv for at få unge en-gageret i fremtidens socialpolitik.

Trods tidspres og lidt uenighed lykkedes dethøringskomitéen at fremlægge et samlet,kort forslag til fremtidens socialpolitik, somsocialpolitisk Forening nu vil overdrage tilregeringen.Knud Aarup, social- og arbejdsmarkeds-direktør i Randers Kommune, præsenteredekomitéens drøftelser og forslag efter entimes intens votering bag lukkede døre:– Vi har haft en første drøftelse og er be-stemt ikke færdige. Vi strukturerede voresdebat ud fra fire overskrifter, og vi nåedeknap og nap det andet punkt, erkendte hantil en start.Helt overordnet var komiteen enige ombehovet for at revitalisere socialpolitikkenog give den en mere fremtrædende positioni det politiske rum. Og her er det værd at slået par søm fast, som Knud Aarup udtryktedet:– Det er altid problematisk, når man skalprøve at skrive det her på en formel. Menman kunne måske starte med at sige, atsocialpolitikken har det værdimæssigeudgangspunkt, at lighed, fællesskab og soli-

daritet skal stå centralt og skal kombineresmed retten til værdighed og integritet forden enkelte – altså en balance mellem fæl-lesskabet og respekten for det enkelte men-neske.– Og i forhold til, hvordan man tilrette-lægger den socialpolitiske indsats, skal manarbejde ud fra et helhedssyn med en sam-menhæng i indsatsen over for de socialeproblemer. Det er der ikke noget nyt ogoverraskende i, men når socialpolitikken harhaft den stedmoderlige placering i nogle år,er det meget godt at gøre fuldstændig klart,sagde Knud Aarup.

SektoransvarlighedI forlængelse af udgangspunktet om enhelhed i indsatsen drøftede komitéen mu-ligheden for en art »socialpolitikkens sek-toransvarlighed«. Knud Aarup uddybede:– Det handler om ikke at se den socialeindsats som noget, der foregår inden for etbestemt reservat rettet mod en bestemtgruppe af befolkningen, men at prøve at an-lægge en bred forebyggende og tidlig tilgangtil løsningen af sociale problemer, hvor manmedtænker alle politikområder og alle vel-færdssamfundets institutioner.Og formulerer man en fælles overskrift foren af hovedudfordringerne, fortsatte KnudAarup, kunne det være: At stoppe eksklu-sionen ved at etablere indsatser, som sikrerat man på de enkelte områder får inkluderetden enkelte som samfundsborger.– En anden udfordring er at arbejde ud fraet bredt begreb om rehabilitering. At indsat-sen ikke kun skæres efter en arbejdsmar-kedssynsvinkel. Det har i mange år været det

eneste vurderingskriterium, og dermed –fordi det var bedre at komme ud at arbejde– var der ingen grund til at revalidere folk.Så nu tænker man kun rehabilitering påsundhedsområdet. Men med alle de proble-mer, vi står overfor, bør vi anlægge et bre-dere rehabiliteringssyn, sagde Knud Aarup.Med hensyn til strukturen på det socialeområde var der bred enighed i komitéen om,at der er brug for en overordnet, faglig myn-dighed, som kan vende tommelfingeren opeller ned over for kommunernes sociale ind-sats, som ikke altid er god nok. En sådan in-stans findes ikke, som det er nu.Knud Aarup sluttede komitéens drøftelseraf med at konstatere et behov for koordina-tion i de sociale sager.– Det er nogle af de store vanskeligheder,vi ikke får løst over night, som handler om,at det at manøvre i det kommunale systemer svært og kompliceret. Derfor anvender vistigende grad forløbskoordinatorer, menomfanget af det er nu også blevet så stort, atder er behov for at koordinere det. Og denproblemstilling skal løses. For dem, som harstørst behov for hjælp, har også færrestressourcer til at gennemskue, hvordan mangriber sin situation an i forhold til myndig-hederne. Det handler ikke om at se tilbagepå det tabte paradis, men der var faktisk tid-ligere intentioner i bistandsloven om at havedenne ene person, som bandt trådene rigtigtsammen. Og nogle af de intentioner bør vikunne finde en ny udgave af, så det bliverlettere for folk at få de rettigheder og det liv,de har krav på.

pegede på baggrund af forslag fra salen, atder i relation til sektoransvarligheden er ensocialpolitisk pointe i at støtte de tiltag, somallerede finde sted rundt omkring.– For eksempel lokaler til unge at samles i,eller at folk tager ud og gør noget ved mob-bekulturen er bestræbelser med en social-politik dimension, som udføres i andet regi.Det skal vi støtte op om i de andre sektorer,som har at gøre med civilsamfundets ansvar.

Finn Kenneth Hansen fra CASA byggedevidere på tanken om betydningen af en ci-vilsamfundsstrategi – især i de »kystnære«områder (Udkantsdanmark, red.), hvor foreksempel udbygning af uddannelsesinstitu-tioner er en mulighed for at fastholde og til-trække unge med ressourcer.– Og så er der de universelle ydelser. Vihar ikke været så meget inde på forsørgel-sesområdet, men overførselsindkomsternekunne være værd at lægge vægt på – at fåformuleret et mindste forsørgelsesgrundlagfor at undgå fattigdom, sagde han.Bettina Post, formand for Dansk Social-rådgiverforening, pointerede at rettigheds-tænkningen skal stå central igen:– Udgangspunktet for en ny socialpolitiker ikke, at mennesker kan nytteoptimeres. Viskal tage udgangspunkt i en rettigheds-tænkning. I vores lovgivning er der enrække fornuftige rettigheder, som alminde-lige mennesker ikke kender. Det handler omat få dem i spil, for eksempel gennem reha-biliteringstanken, så vi , når vi er blevet slået

omkuld for kortere eller længere tid af denene eller den anden årsag, får den beretti-gede støtte til at komme tilbage på beneneigen. dermed kan vi undgå, at folk hamrerned mellem søjler og stole med risiko for ibedste fald at være alt for længe om atkomme på benene igen, i værste fald at rygehelt ned på bunden af en social deroute,sagde hun.Lisbeth Zornig Andersen, formand forBørnerådet, konstaterede, at hun var blevetbekræftet i, at det er rigtigt at spørge bør-nene: Hvad er det gode børneliv?– Vi skal give dem et godt afsæt med fore-byggelse og tidlig indsats. Så er sandsynlig-heden for, at tingene lykkes, meget bedre.Men vi kan have nok så mange gode ideer,men i alt, hvad vi gør og i den politik, vi ud-former, er vi nødt til at høre eksperterne selv– dem det handler om.Bente Adolphsen, lektor på lektor, på VIAUniversity College, mente, at man er nødt tilat finde en lovgivning og en arbejdsmetode,så socialarbejderne arbejder respektfuldt ogaf egen drift sikrer borgernes rettigheder, forder vil være borgere, hvis stemme ikke bliverhørt.– Jeg arbejder med børneområdet, og hervil altid være nogen, som ikke kan tale forsig selv, så det skal vores lovgivning ogmåden, vi håndterer arbejdet på, kunnesikre. For som Knud siger: Hvem sikrer atkommunerne gør det, de skal? Det er jo ikkehos de svageste, at stemmerne er. Og derforer vi også nødt til at være enige om, hvornedslagspunkterne i de socialpolitiske tiltager og få området delt lidt op: Hvad er debrede tiltag, hvad er ydelsesområdet, oghvad er omsorgsområdet? Efter min bedstemening er det myndighederne, som skal gåind dg tage ansvar for det.Bo Heide-Jochimsen fra Projekt Udenfor

fremhævede det universelle i socialpolitik-ken:– Vi fandt også frem til, at en god social-politik gælder alle – ikke kun dem, der kanråbe op og navigere i det sociale systemet.Den gælder også dem, som er allernederst –dem i ghettoerne, de hjemløse. Alle har dekrav på værdig hjælp, men de bliver stadigmødt med forståelsen af, at de kommer forat snyde. Så længe det ikke bliver ændret, fårde ikke den hjælp, de har krav på. Det må viændre, så også de allerdårligste har en vær-dig plads i samfundet.

Kan vi lave en fælles plan?Debatten med salen afspejlede det grund-læggende ønske om inklusion frem for eks-klusion.Henrik Egelund, socialpolitisk koordina-tor i Dansk Socialrådgiverforening, påpe-gede, at også den nye regering fortsættertankegangen med pålæg om arbejde og ud-dannelse til alle.– Derfor er en grundlæggende målsæt-ning om at inkludere vanvittig vigtig, forden har ikke været tilstede i ti år. Den dis-kussion skal landes ordentligt - med orden-lige tilbud og inkluderende muligheder tilafløsning af ti års pisk.

Han mente dog, at det gensidige, tværsek-torielle ansvar er meget svært at gennemførei praksis.– Det er indlysende rigtig, at noget skalgøres, men det er store skridt og mange folk,som skal flytte sig. Den dagsorden skal kom-munerne sætte – i stedet for at isolere ogbygge siloer op.Johs Bertelsen, formand for FrivilligtForum forslog en fælles strategiplan som enmulighed.– En god socialpolitik er en vision i sigselv, men måske skal man tænke i en koor-dinerende indsats, hvor alle trækker påsamme hammel fra de forskellige organisa-tioner og institutioner?Knud Vilby anerkendte ideen om, at enig-hed om den overordnede beskrivelse burdeskabe mulighed for, at man kan lave en fæl-les plan, båret af den samme overordnendevision om fællesskab, solidaritet, lighed ogværdighed som borger.– Det vil influere på værditænkningenmange steder, mente han.Lisbeth Zornig Andersen glædede sig:– Det er lige præcis vores tanker i Børne-rådet. Der var derfor, vi fik tanken om en vi-sion for det gode børneliv. Vi mangler enoverordnet børnepolitik, men den skal passeind i de andre politikker, fordi børn bliverikke ved med at være børn … Deres trivselhænger også sammen med, hvordan foræl-drene har det på arbejdsmarkedet – har detid til at være gode forældre osv. Derforburde regeringen formulere en ny, sammen-hængende vision for Danmark. Og vi er fri-ske på at gå sammen med andre!Bente Adolphsen opfordrede til at kiggepå Grundloven.– Hvis bare vi overholder den, er vi nåetlangt, fordi den rummer netop idealerne omfælleskab og individets rettigheder. Hele

magtens tredeling handler om, at tingeneskal gå ordentligt for sig – og Folketingetskal lovgive inden for forfatningen, så måskeskal vi have en forfatningsdomstol, som kankigge på lovene, lød hendes forslag.Henrik Egelund mente, at det handler omat være vaks ved havelågen nu.– Vi skal hjælpe beskæftigelsesministerMette Frederiksen med at få tingene på rettespor, så det ikke bliver en fortsættelse afInger Støjbergs politik, og her tænker jeg på,at vi for eksempel skal hjælpe med at sikreinklusionen.Knud Vilby lovede afslutningsvis, at ko-mitéens forslag bliver gjort færdigt i startenaf december, så regeringen har mulighed forat kigge på det, når finanslovsforhandlin-gerne er overstået.

Det er ikke en proces for processens skyld.Socialpolitisk Forening har behov for den.Vi synes selv, vi er en aktiv forening. Dersker noget både i landsforeningen og i de fle-ste lokalafdelinger, og vi har fået en ny afde-ling på Lolland og Falster. Vi oplever også,at der er interesse og et stort behov for detvi laver, senest ved den store todages høring.Socialpolitisk Forening kan noget som andresociale foreninger ikke kan, når det gælderom at informere om og fokusere på politi-ske problemstillinger på det sociale område.Det så vi i fattigdomsåret, og det ser vi nu,hvor der – måske – igen er udsigt til forbed-ringer på det sociale område.Men i forhold til behovet, er vi en alt forlille forening. Vi har svært ved at få tag i nyesocialt interesserede unge. Og selv om vi ge-nerelt hele tiden har en vis tilgang af med-lemmer, er der af naturlige grunde også etfrafald. Samtidig oplever vi, at nogle af voreskollektive medlemmer er faldet fra. Detskyldes blandt andet sammenslutninger og

sammenlægninger i kommuner og fagbe-vægelse, men også at der spares hele vejenrundt, og at mange derfor har en tendens tilat skære det fra, der ikke opfattes som heltuundværligt. Det betyder alt sammen, at vislås med for få ressourcer (penge) og alt formeget arbejde lagt på for få skuldre, isærlandssekretærens.Vi er sikre på, at vi er uundværlige for densocialpolitiske debat, og vi får året igennemmange vidnesbyrd om det. Men vi har altsåsvært ved at overbevise tilstrækkeligt mangepotentielle nye medlemmer om det.Forud for selve strategiprocessen har vimoderniseret og forenklet foreningens ved-tægter, vi har – synes vi selv – forbedretvores tidsskrift »Social Politik«, vi har ud-viklet hjemmesiden, der bruges meget mereaktivt, og vi har udviklet vores netværks-samarbejde med beslægtede foreninger oginstitutioner.Håbet er at vi nu kan tage nogle skridt, derover hele landet gør det lettere at få øje på ogblive en del af Socialpolitisk Forening. Vi vilgerne blive bedre til at fokusere og udviklecentrale temaer, og vi vil gerne samarbejdeog netværke mere blandt andet med de mil-jøer, hvor unge interesserer sig for socialeproblemstillinger, måske uden at tænke itraditionelle socialpolitiske baner.Har du som medlem noget at byde på iden proces, og vil du gerne være med i dis-kussionen, er den 7. januar en rigtig godmulighed - se næste side.

Vi har i den forbindelse brug for bidrag fra alle vores medlemmer – både dekollektive og de individuelle medlemmer – og vi håber derfor at se så mangesom muligt til workshoppen.Forud for workshoppen går bl.a. en interviewrunde med vores størrekollektive medlemmer omhandlende, hvilke ønsker de har til SocialpolitiskForening, for at det fortsat er attraktivt for dem at være medlemmer afforeningen. Resultatet heraf vil blive præsenteret på workshoppen.Børge Bisgaard, projektleder ved HK Kommunal, vil lede os gennem dagen.Socialpolitisk Forening vil sørge for lidt let frokost.

Workshoppen afholdes i HK Kommunals lokaler København:Weidekampsgade 8, 0900 København C.Tilmelding er nødvendig og kan ske på:[email protected] eller 35 82 83 50.Vi håber at se mange af jer medlemmer til en god dialog om, hvordan vi ifællesskab kan udvikle Socialpolitisk Forening til i fremtiden også at være envigtig aktør i udviklingen af og debatten om socialpolitikken.

Social Årsrapport 2011Der er behov for en socialpolitikSocial Årsrapport 2011 peger på behovet for en socialpolitik. En socialpolitiksom kan afhjælpe og forebygge de sociale problemer, som personer ogfamilier bliver ramt af eller udsættes for i dagens Danmark. Sociale proble-mer som i perioder kan være en barriere for et almindeligt hverdagsliv.Artiklerne i Social Årsrapport er skrevet af en række praktikere, socialfagligerepræsentanter fra de faglige organisationer, forskere, og aktører på detsociale område, som hver især give deres bidrag til formulering af elementertil en ny socialpolitik.Artiklerne omfatter følgende temaer:• Indkomstoverførslerne i Danmark• Sygedagpengeområdet• Rehabilitering• Et alternativt arbejdsmarked• Socialpolitik for de svageste• Økonomisk ulighed• Beskæftigelse og arbejdsløshed• Kontanthjælp og førtidspensionSocial Årsrapport udgives i et samarbejde mellem Center for AlternativeSamfundsanalyse, CASA og Socialpolitisk Forening.Udgivet på Socialpolitisk ForlagISBN 978-87-7504-131-2ISSN 1600-4493Vejledende pris: 125 kr.Forsendelse: 46 kr.Medlemmer af Socialpolitisk Forening kan få årsrapporten tilsendtuden forsendelsesomkostninger ved indbetaling af 125 kr. tilMerkur Bank 8401 – 1107616. Husk navn og adresse på indbetalingen, såsender vi straks bogen.

7. januar kl. 11 – 15

Workshop om strategi for Socialpolitisk Forenings arbejdei de kommende år . Tilmelding og yderligere oplysningerpost@socialpolitisk-forening .dk eller telefon 35 82 82 50

14. marts kl. 8.30 – 15

Ulighedens Topmøde 2012Hvem betaler for prisen for ulighedi sundhed?Tænketanken Cevea, i samarbejde med bl .a . Social-politisk Forening . Læs mere på www .cevea .dk

23. marts kl. 14 – 19.30

Socialpolitisk Forening afholder debatmøde under overskriftenSocialpolitikken efter ½ år med en ny regeringog efterfølgendegeneralforsamling . Læs mere på www .socialpolitisk-forening .dk .Dagsorden til generalforsamlingen kommer i Social Politik nr . 1,2012

8. – 12. juli

Social Work Social Development 2012: Action and Impact .Verdenskonference i Stockholm .Se mere på www .swsd-stockholm-2012 .org