Bilag 2: ”Familieformer og skilsmisse – der er ikke noget bedre end at have den hele og rigtige familie”,Børnerådet, juni 2011 .................................................................................................................................. 59Bilag 3: ”Statistik om forældreansvarslovens effekt i de sager, der behandles i statsforvaltningerne –oplysninger indsamlet i perioden 1. februar 2010 til 31. januar 2011”, Familiestyrelsen, juni 2011 ........... 113Bilag 4: ”Gennemgang af data om sager, hvor der er påstand om vold eller andregrænseoverskridende handlinger”, Familiestyrelsen, juni 2011................................................................... 125Bilag 5: ”Udviklingen 2007·2010 i sager om samvær, forældremyndighed og bopæl”,Indenrigs· og Sundhedsministeriet, juni 2011 .............................................................................................. 131Bilag 6: ”Sagskatalog – tunge samværssager (vold, grænseoverskridende handlingerog samarbejdschikane m.v.)”, Familiestyrelsen, juni 2011 ........................................................................... 139Bilag 7: ”Domspraksis om fælles forældremyndighed”, Familiestyrelsen, maj 2011 .................................... 237Bilag 8: ”Forældreansvarslovens § 11 – Skal den fælles forældremyndighed fortsætte?”,direktør Dorrit Sylvest Nielsen, Familiestyrelsen, og adj. professor, dr. jur. Svend Danielsen.”Forældreansvarslovens § 14 – Fælles forældremyndighed – overførsel af forældremyndighed”,landsdommer Lis Frost og adj. professor, dr. jur. Svend Danielsen2.............................................................. 283Bilag 9: ”Udviklingen i sagsbehandlingen m.v. i sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær”,Familiestyrelsen, april 2011.......................................................................................................................... 295Bilag 10: ”Den faglige ekspertgruppe om evalueringen af forældreansvarsloven – opsummeringaf drøftelser”, Familiestyrelsen, juni 2011 .................................................................................................... 313Bilag 11: Notater fra statsforvaltningerne om barnets initiativret og samvær med andre. Notater fra stats·forvaltningerne om transport, anvendelsen af § 39 og myndighedsbehandlingen (kompetencereglerne).Udarbejdet af Erfa·gruppen på forældreansvarslovens område .................................................................. 335Bilag 12: Input fra Indenrigs· og Sundhedsministeriet til brug for evalueringen af forældreansvarsloven3385Bilag 13: Input fra Undervisningsministeriet til brug for evalueringen af forældreansvarsloven ................. 389Bilag 14: Input fra Socialministeriet til brug for evalueringen af forældreansvarsloven .............................. 393

INDHOLDSFORTEGNELSE1. INDLEDNING............................................................................................................. 42. OM BØRNEINDDRAGELSE I FORÆLDREANSVARSLOVEN............................................ 43. EVALUERINGENS DATA OG METODE......................................................................... 74. SAGENS BEHANDLING............................................................................................... 84.1 I STATSFORVALTNINGERNE..................................................................................................................... 84.1.1 ANMODNING OG INDLEDENDE MØDE................................................................................................ 84.1.2 YDERLIGERE OPLYSNING AF SAGEN............................................................................................... 104.1.3 SAGENS AFSLUTNING UDEN FORLIG–AFGØRELSE ELLER INDBRINGELSE FOR RETTEN................. 154.2 HOS DOMSTOLENE................................................................................................................................. 164.2.1 SAGEN MODTAGES FRA STATSFORVALTNINGERNE........................................................................ 164.2.2 FORÆLDRENES FORKLARINGER...................................................................................................... 164.2.3 YDERLIGERE BELYSNING AF SAGEN............................................................................................... 184.3 BELYSNING AF BARNETS PERSPEKTIV–FREMSKRIDT OG FORSLAG TIL FORBEDRINGER...................... 20

5. SAMTALER MED BARNET........................................................................................ 235.1 RAMMER FOR SAMTALEN....................................................................................................................... 235.1.1 HVEM AFHOLDER SAMTALEN......................................................................................................... 235.1.2 BISIDDERE....................................................................................................................................... 245.1.3. TID OG STED................................................................................................................................... 265.2 FORINDEN SAMTALEN–FORBEREDELSE............................................................................................... 275.3 LEDSAGELSE AF BARNET....................................................................................................................... 285.4 INTRODUKTION TIL SAMTALEN.............................................................................................................. 285.5 SAMTALENS INDHOLD OG FREMGANGSMÅDER..................................................................................... 295.6 DILEMMAER OG UDFORDRINGER........................................................................................................... 305.6.1 ILØBET AF SAMTALEN.................................................................................................................... 305.6.2 VIDEREFORMIDLING AF BARNETS PERSPEKTIV.............................................................................. 325.7 EFTERFØLGENDE FORMIDLING.............................................................................................................. 365.8 VURDERING AF BØRNENES OPLEVELSE................................................................................................. 385.9 VURDERING AF BØRNESAMTALEN OG FORSLAG TIL FORBEDRINGER.................................................... 40

6. BØRNENE............................................................................................................... 436.1 INDDRAGELSE OG MEDBESTEMMELSE................................................................................................... 436.2 RAMMER FOR SAMTALEN....................................................................................................................... 436.2.1 AT TALE MED EN VOKSEN UDEN FOR FAMILIEN.............................................................................. 436.2.2 TID OG STED.................................................................................................................................... 456.3 FORBEREDELSE PÅ SAMTALEN.............................................................................................................. 456.4 SAMTALEN............................................................................................................................................. 466.5. FORMIDLING AF AFGØRELSEN.............................................................................................................. 476.6 BØRNENES OPLEVELSER AF AT BLIVE INDDRAGET OG FÅ MEDBESTEMMELSE SAMT FORSLAG TILFORBEDRINGER............................................................................................................................................ 486.7 OM BØRNEGRUPPER............................................................................................................................... 50SAMLET OPSUMMERING................................................................................................ 52

Forældreansvarsloven, der trådte i kraft den 1. oktober 2007, indebærer et øget fokus på barnetsperspektiv i sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær. Det fremgår af loven, at bar-nets perspektiv skal belyses i alle sager uanset barnets alder. Fremgangsmåden kan være forskellig,og barnet kan inddrages mere eller mindre direkte. Samtidig med lovens vedtagelse blev det beslut-tet, at loven skal evalueres. Evalueringen, som Familiestyrelsen står for, er opdelt i forskellige dele,heriblandt nærværende undersøgelse, som er en kvalitativ belysning af den del af forældreansvars-loven, der angår statsforvaltningernes og retternes belysning af barnets perspektiv, navnlig spørgs-målet om inddragelse af barnet i form af en samtale. Undersøgelsen er baseret på interview medbørnesagkyndige og jurister i statsforvaltningerne, med dommere og med børn, hvis forældre leverhver for sig.Rapporten indledes med et afsnit om forældreansvarsloven med fokus på den del, der omhandlerbørneinddragelse, hvorefter der følger et afsnit om evalueringens data og metode. Analysen indle-des med en belysning af de forskellige måder, hvorpå børneperspektivet inddrages under sagensbehandling i henholdsvis statsforvaltningerne og retterne. Samtaler med barnet belyses efterfølgen-de, herunder deres forløb og indhold samt dilemmaer indeholdt i samtalen. Endelig følger børnenesegne erfaringer med og holdninger til, at deres perspektiv inddrages. En opsamling med anbefalin-ger til mulige forbedringer ved statsforvaltningernes og retternes belysning af barnets perspektivafslutter rapporten.2.

Ministeriet for Familie og Forbrugeranliggender nedsatte i marts 2005 Udvalget om forældremyn-dighed og samvær, der havde til opgave at overveje, om reglerne på forældremyndigheds- og sam-værsområdet var tidssvarende, og om de i tilstrækkelig grad sikrede varetagelsen af barnets interes-ser og behov. Overvejelser og forslag fra udvalget indgår i betænkningen”Barnetsperspektiv” (be-tænkning nr. 1475), som forældreansvarsloven tager udgangspunkt i.Dele af udvalgets kommissorium angår inddragelse af barnet og styrkelse af børneperspektivet iforældremyndigheds- og samværsspørgsmål. Udvalgets opgave har været at tage stilling til:hvordan kriteriet”barnetsbedste” kan tydeliggøres, når myndighederne træffer afgørelserhvordan høringsreglerne i lov om forældremyndighed og samvær kan tilpasses høringsreg-lerne i den sociale lovgivninghvordan samtaler med børn gennemføres bedst muligt, og hvordan oplysninger fra samtalenbehandles og videreformidles

De enkelte punkter gennemgås i det følgende.Inspireret af reglerne i de øvrige nordiske lande, særlig Sverige og Norge, samt ud fra artikel 3 iFN’s konvention om barnets rettigheder foreslog udvalget, at alle afgørelser efter loven skal træffesud fra, hvad der er bedst for barnet. Forældreansvarslovens § 4 er en implementering af dette for-slag. Det er således en overordnet bestemmelse i loven, at fokus skal være på barnets bedste.Høringsreglerne i den tidligere lovgivning indebar, at der i sager om forældremyndighed og samværskulle være samtaler med børn, der er fyldt 12 år, med mulighed for at afholde samtalen med yngrebørn afhængig af barnets modenhed og sagens karakter, jf. § 29 b i lov om forældremyndighed ogsamvær. Undtagelser herfra angår tilfælde, hvor samtalen må antages at være til skade for barnet,eller hvor samtalen er uden betydning for sagens afgørelse. Herudover skulle der i børnesager efterden sociale lovgivning som udgangspunkt altid afholdes en samtale med barnet inden sagens afgø-relse. Udvalget om forældremyndighed og samvær foreslog, at aldersgrænsen på 12 år ophæves.Dette kommer til udtryk i forældreansvarslovens § 5: ”I alle forhold vedrørende barnet skal der ta-ges hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed.” Samtidig skal henvises tillovens § 34, der angår inddragelse af barnets perspektiv: ”Barnet skal inddrages under en sag omforældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kankomme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller påanden måde, der belyser barnets perspektiv.Stk. 2.Forpligtelsen til at inddrage barnet direkte i sa-gen gælder ikke, hvis det må antages at være til skade for barnet, eller hvis det må anses for unød-vendigt efter sagens omstændigheder.” Dette er baseret på overvejelser om, at børn altid bør havemulighed for at komme til orde vedrørende forhold, der berører deres liv, jf. også artikel 12 i FN’skonvention om barnets rettigheder, samt at det afgørende for inddragelse ikke bør være barnets al-der og modenhed, men måden de inddrages på, herunder håndteringen af dilemmaer og udfordrin-ger ved denne inddragelse.Mens myndighederne er forpligtet til at inddrage barnet, er det frivilligt for barnet, om det vil delta-ge. Som nævnt i stk. 2, gælder forpligtelsen til at inddrage barnet dog heller ikke efter lovændringentilfælde, hvor det kan antages at være til skade for barnet, eller hvor det anses for unødvendigt, her-under at der opnås enighed mellem forældrene, at barnet for kort tid siden har været inddraget i ensag, og der ikke er grund til at formode, at barnet på ny har behov for at blive inddraget og udtrykkesine synspunkter, eller at sagen angår spørgsmål, der har karakter af rene petitesser. Udvalget påpe-55

ger i denne forbindelse, at det i sager vedrørende yngre børn op til 7 år ofte vil være vanskeligt at fåbarnets synspunkter frem ved en egentlig samtale, hvorfor barnets perspektiv i sådanne tilfælde oftemå søges tilvejebragt på anden måde.Udvalget giver endvidere anbefalinger til, hvordan samtaler med børn bedst muligt gennemføres, oghvordan oplysninger fra samtalen behandles og videreformidles. Blandt anbefalingerne er, at samta-ler som udgangspunkt bør forestås eller have medvirken af kvalificerede og erfarne sagkyndige, derhar viden om og indsigt i børns udvikling og behov, samt at der fokuseres på de institutionellerammer, tid og ressourcer – alt ud fra overvejelser om, at barnets konfliktsituation ikke må forvær-res via samtalen, og at der bør sikres mulighed for at skabe en god kontakt og et tillidsforhold tilbarnet. På tidspunktet for udvalgets arbejde var der i retterne meget spredt praksis med hensyn til atinddrage en børnesagkyndig i samtaler med børn. Da lovændringen indebærer, at dommere vil skul-le tale med yngre børn end tidligere, foreslår udvalget en hjemmel til, at dommeren kan anmode enbørnesagkyndig om at deltage i samtaler med børn. Dette førte til indførelse af § 450 c i retsplejelo-ven: ”Samtaler med børn efter forældremyndighedsloven afholdes, uden at parterne er til stede,medmindre retten bestemmer andet. Retten kan anmode en børnesagkyndig om at deltage i samtaleneller om at afholde samtalen alene. Inden sagen afgøres, skal parterne gøres bekendt med hovedind-holdet af samtalen, medmindre afgørende hensyn til barnet taler imod det.”Den del af udvalgets kommissorium, der angår yderligere styrkelse af børneperspektivet i foræl-dremyndigheds- og samværsspørgsmål, herunder ved inddragelse af børnesagkyndig rådgivning afbåde børn og forældre så tidligt som muligt i forløbet, er særlig møntet på domstolene, da udvalgetpå baggrund af reformen på det familieretlige område lægger til grund, at børnesagkyndige forligs-bestræbelser i vidt omfang foregår i statsforvaltningerne. Udvalget foreslår, at der som et led i ret-tens forligsbestræbelser skabes mulighed for, at dommeren kan udpege en børnesagkyndig til atdeltage i forberedende retsmøder, medmindre forældrene modsætter sig dette. På denne baggrundindførtes § 450 a i retsplejeloven: ”Retten kan i sager om forældremyndighed eller barnets bopæleller for at kunne afgøre et spørgsmål om samvær og anden kontakt, jf. § 448, nr. 2 og 3, udpege enbørnesagkyndig til at deltage i forberedende møder. Retten kan med henblik på at opnå forlig an-mode den børnesagkyndige om at afholde en samtale med parterne eller barnet samt om at indhenteoplysninger, medmindre en part modsætter sig dette.”Til spørgsmålet om, hvorvidt børn skal tillægges en mere selvstændig rolle, foreslår udvalget enstyrkelse af barnets retsstilling i form af retten til at henvende sig til myndighederne, og at myndig-hederne på denne baggrund har pligt til at indkalde barnets forældre og/eller barnet til et møde omde forhold, som barnet ønsker hjælp til. Forældreansvarsloven § 35 er baseret på dette forslag: ”Etbarn, der er fyldt 10 år, kan anmode statsforvaltningen om at indkalde forældrene til et møde omforældremyndigheden, barnets bopæl eller samvær.”

Denne evaluering er kvalitativ, idet den er baseret på interview med henholdsvis medarbejdere istatsforvaltningerne og ved domstolene og med børn.Fra statsforvaltningerne er der interviewet seks jurister og fem børnesagkyndige fra de fem regio-ner, som forvaltningerne er inddelt i (Hovedstaden, Sjælland, Syddanmark, Midtjylland og Nordjyl-land). Desuden er der foretaget interview med 16 dommere fra 11 retter landet over. For at opnå envis spredning er der udvalgt retter fra hver af de regionale statsforvaltninger. De udvalgte er retten iHelsingør, Københavns Byret, retten i Glostrup, Roskilde, Næstved, Odense, Sønderborg, Århus,Viborg, Aalborg og Hjørring. Interviewpersonerne er valgt ud fra deres erfaring med børneinddra-gelse i sager om forældremyndighed, bopæl eller samvær. Varigheden af interviewene har varieretmellem ½ til 1½ time.Herudover er der foretaget interview med 15 børn i alderen 9 til 15 år. I alle tilfælde har interviewe-ne fundet sted efter samtykke fra en af barnets forældre. Udvælgelsen af børnene er sket dels viastatsforvaltningernes børnegrupper og dels via børnenes deltagelse i en samtale i statsforvaltningen.Adgangen via børnegrupper blev valgt ud fra en antagelse om, at børnene ville være mere tryggeved at blive interviewet sammen i et kendt forum og dermed være mere åbne og snakkesalige. Derer interviewet 11 børn fra to børnegrupper. Interviewene har fundet sted på statsforvaltningerne tilet børnegruppemøde og er foretaget som gruppeinterview med to til fire børn ad gangen. Godt halv-delen af børnene havde selv deltaget i en samtale i statsforvaltningen, og alle børn deltog engagereti de øvrige spørgsmål om børneinddragelse relateret til forældreansvarsloven. Disse interview vare-de knap en time.Da ikke alle de børn, der har deltaget i interview via børnegrupper, har været til en samtale i stats-forvaltningen eller i retten, har det endvidere været ønsket at gennemføre interview med børn, somhar deltaget i en sådan samtale inden for det seneste år. Flere statsforvaltninger har været behjælpe-lige med at skabe kontakten til disse børn. Der er blevet sendt brev ud til forældre til 90 børn medanmodning om interview, hvilket dog alene har resulteret i fire interview. At så få har ønsket at del-tage, skal formodentlig ses i sammenhæng med den situation, familien befinder sig i. De fire inter-view er foretaget som enkeltpersoninterview og er afholdt i Justitsministeriet eller i barnets hjem.Stedet er valgt ud fra forældrenes og børnenes ønske. Interviewenes varede 20-30 minutter.Alle 42 interviewpersoner er lovet anonymitet, og for børnenes vedkommende er frivilligheden iforhold til at besvare spørgsmål desuden understreget flere gange i løbet af interviewet.

En kvalitativ evaluering som denne, der alene omfatter et mindre udsnit af de mulige respondenter,vil ikke være repræsentativ. Det forhold, at der er foretaget interview med medarbejdere landetover, gør dog, at et relativt bredt erfaringsgrundlag belyses i undersøgelsen. De børn, der har stilletop til enkeltpersoninterview, er formodentlig et skævt udsnit af alle de børn, der er blevet bedt omat deltage. Det er nok primært de mere ressourcestærke børn, der ikke har oplevet de mest belasten-de forløb. Denne selektion har dog ikke fundet sted ved interview med børn i børnegrupperne, somderfor afspejler et noget mere bredt udsnit af forløb.Der skal her rettes en tak til Domstolsstyrelsen, som har været behjælpelig med at skabe kontakt tilde udvalgte retter, samt til de statsforvaltninger, der har faciliteret brevudsendelsen med anmodningom interview med børn. Yderligere skal der rettes en stor tak til alle de interviewede, ikke mindstbørnene.4.

Som det er fremgået, er det et grundlæggende princip i forældreansvarsloven, at barnets perspektivskal inddrages i sager om forældremyndighed, bopæl og samvær, samt at dette kan ske på forskelligvis i løbet af sagens behandling. Dette vil blive belyst i det følgende.Indledningsvis kan det bemærkes, at kommunalreformen på det familieretlige område indebar, atalle sager vedrørende separation, skilsmisse og forældremyndighed fra 1. januar 2007 opstartes istatsforvaltningerne. Det er således ikke længere muligt at anlægge disse sager direkte ved domsto-lene. I relation til sagens behandling har statsforvaltningerne afgørelseskompetence i samværssager,jf. forældreansvarsloven § 38, mens denne kompetence ligger hos domstolene i sager om forældre-myndighed og bopæl. Statsforvaltningerne kan dog træffe midlertidige afgørelser i sidstnævnte sa-ger, jf. forældreansvarsloven § 26, stk. 1, og indbringes en sag om forældremyndighed eller om bar-nets bopæl for retten efter forældreansvarsloven § 40, kan begge forældre anmode om, at ogsåspørgsmål om samvær og anden kontakt afgøres under retssagen, jf. § 38, stk. 3. Statsforvaltningenkan således ikke træffe afgørelse om samvær, hvis samværet ønskes afgjort under rettens behand-ling af en sag om forældremyndighed eller barnets bopæl.

Er derpå forhånd enighedom barnets bopæl eller samvær, eller angår uenigheden detaljer i relationtil samværets omfang og udøvelse, skal statsforvaltningerne ikke inddrages i aftalen. En sag omforældremyndighed skal under alle omstændigheder anmeldes eller godkendes af statsforvaltningen.Er derikke enighed på forhåndmellem forældrene i forhold til forældremyndighed, barnets bopæleller samvær indkaldes forældrene til et vejledningsmøde, jf. forældreansvarsloven § 31, stk. 2. Isærlige tilfælde kan et sådant møde udelades fx hvis forældrene på forhånd har anmodet om kon-fliktmægling eller der kan afholdes separate møder med forældrene. Som hovedregel indkaldesdog til et møde med begge forældre, hvor formålet er at finde løsninger om barnets fremtid, som ertil barnets bedste. Disse møder kan afholdes som etvejledningsmøde,hvor der er en juridisk sags-behandler til stede, eller som ettværfagligt møde,hvor også en børnesagkyndig deltager. Af Fami-liestyrelsens vejledning om samvær fremgår det, at tværfaglige møder kan være særligt relevante,hvis der er et højt konfliktniveau mellem forældrene, og der samtidig er tale om særlige forhold, fxforældre med psykisk sygdom, misbrug eller store sociale belastninger, børn med problemer, foræl-dre med små børn eller forældre med store børn, hvor en børnesamtale kunne blive en vigtig del afafgørelsesgrundlaget.Interviewpersonerne beretter, at muligheden for at indlede med et tværfagligt møde i praksis afhæn-ger af sagens karakter, herunder om sagen er karakteriseret ved at være evigt verserende , ved atangå meget små børn eller familier med særlige problemer, herunder misbrug, vold og psykisk syg-do. Også i tilfælde, hvor det vurderes, at der skal indkaldes til en samtale med barnet, tilstræbes deti visse af statsforvaltningerne at indlede med et tværfagligt møde.Ifølge informanterne er muligheden for at indlede med et tværfagligt møde flere steder begrænset pågrund af mangel på ressourcer, således at der ud fra ovennævnte kriterier sker en prioritering. I rela-tion til det økonomiske aspekt påpeges det, at”sager kan også blive dyrere af ikke at starte ordent-ligt ud.Der er blandt interviewpersonerne et udtalt ønske om at kunne indlede flere sager med et tværfag-ligt møde. Dette skyldes opfattelsen af, at der opnås flere forlig, når der både er en børnesagkyndigog en jurist til stede, at de indgåede aftaler kan have en større holdbarhed, og at det er hensigtsmæs-sigt i tilfælde, hvor der efterfølgende er en samtale med barnet:”Det allerbedste udgangspunkt for samtalen er, hvis den børnesagkyndige harværet med til et tværfagligt møde, så forældrene har mødt den børnesagkyndige.Det skaber en større tillid hos forældrene til, hvad der foregår ved samtalen. Detberoliger forældrene, og giver en større chance for, at de efterfølgende vil lytte.”

Bliver forældrenepå det indledende møde enigeom forældremyndighed, barnets bopæl og/ellersamvær, afsluttes sagen. Statsforvaltningerne kan dog foreslå, at barnet inddrages, hvis det findesrelevant, men ifølge interviewpersonerne sker dette ikke i praksis. Barnets perspektiv belyses såle-des alene via forældrene i sådanne sager. Den bagvedliggende antagelse er, at forældrene er nær-mest til at vurdere, hvad der er bedst for deres barn, og at en aftale mellem forældrene derfor afspej-ler dette. Desuden skal barnet ikke inddrages for enhver pris. Tilsvarende fremgår af betænkningenBarnets perspektiv og Familiestyrelsens vejledninger om samvær og om forældremyndighed ogbarnets bopæl.Forældrenes kendskab til deres børn betyder, at disses oplysninger i det hele taget betragtes somvæsentlige for at oplyse barnets perspektiv.Bliver forældrenepå det indledende møde ikke enige,skal statsforvaltningen vurdere, om sagen skaloplyses yderligere.

4.1.2 Yderligere oplysning af sagenDet bemærkes, at ved sager om bopæl og forældremyndighed skal statsforvaltningerne prioritere desager, hvor der er forligspotentiale, mens sager uden udsigt til forlig hurtigt skal afsluttes, så de kanbringes for retten, jf. Familiestyrelsens vejledning om forældremyndighed og barnets bopæl. Detteses også i praksis, hvor informanterne fortæller, at dekoncentrerer ressourcerne ved de sager,hvor der er noget at gøre – og ikke de håbløse sager.At der ikke foretages yderligere i sager udenforligspotentiale, fx fordi den ene part ikke møder op til indkaldte vejledningsmøder, skyldes ogsået hensyn til barnet:”Vi har ikke beslutningskompetencer ved sager om forældremyndighed og bopæl,kun de midlertidige afgørelser. Vi kan prøve at forlige parterne, så de kan undgåen retssag, og hvis de ikke bliver enige på det indledende møde, så kan de tilbydeskonfliktmægling eller børnesagkyndig rådgivning. Vi kan også høre barnet, menher er vi lidt tilbageholdende, for hvis ikke forældrene retter sig efter det, der bli-ver sagt, så kan dommeren ligeså godt tage den samtale. Ellers er det at foregøglebarnet noget. Det kan også være, at der mangler noget i den samtale, som dom-meren skal bruge, og så risikerer vi, at barnet skal høres igen. […] Vi undersøgeri udgangspunktet ikke sagen til bunds, da vi kun har den vejledende forpligtelse.”Ud over forældrenes oplysninger ved det indledende møde kan barnets perspektiv belyses på for-skellig vis, herunder ved at indhente oplysninger fra skolen, andre institutioner eller socialforvalt-ningen, via deltagelse i en samtale eller en børnesagkyndig undersøgelse. Alle interviewpersonerfortæller, at det ikke er muligt at oplyse en fast fremgangsmåde med hensyn til, hvordan barnets

perspektiv yderligere belyses i sagen, da alle sager er individuelle og bliver behandlet som sådan. Idet følgende gennemgås typiske kriterier for valg af de forskellige måder til yderligere at belysebarnets perspektiv.Ifølge informanterne vælges det atindhente oplysninger fra institutioner, socialforvaltningen m.v.itilfælde, hvor særlige forhold gør sig gældende, herunder at der er problematiske forhold ved børneller forældre, såsom sygdom eller misbrug, at der er en sag i kommunen, at forældrenes oplysnin-ger om barnet ikke stemmer overens, eller i nogle tilfælde, hvor barnet indkaldes til en samtale.Desuden vælges det at indhente oplysninger fra institutioner m.v. i sager, hvor der efter en samtalemed barnet fortsat er tvivl om sagens afgørelse. Disse oplysninger betragtes generelt som megetbrugbare, men der peges også på, at skoler og andre institutioner ikke ønsker at blive inddraget ikonflikten og derfor ofte afgiver meget neutrale svar med angivelse af et godt samarbejde med beg-ge forældre. Det generelle indtryk er, at der indhentes flere oplysninger nu end før forældreansvars-loven. Desuden påpeges, at de indhentede oplysninger fra institutioner m.v. generelt ikke kan ståalene som grundlag for en afgørelse.I vurderingen af, om der skal gennemføres ensamtale med barnet,skal der ifølge Familiestyrelsensvejledning om samvær lægges vægt på:Barnets alderBarnets modenhedOm barnet er i stand til at udtrykke sine egne synspunkter om samværetHvad sagen handler omHvor indgribende afgørelsen vil væreOm barnet vil kunne forstå og overskue konsekvenserne af at give sin mening til kendeOm samtalen vil kunne afholdes af en person, som barnet allerede kender og har tillid til,f.eks. en børnesagkyndig, som har deltaget i et rådgivningsforløb med barnet, en skolepsy-kolog e.l.Forældrenes konfliktniveauOm barnet bliver involveret direkte i forældrenes konfliktMed hensyn til barnets alder og modenhed er der som tidligere nævnt ikke en egentlig aldersgrænsei forældreansvarsloven, men samtidig er det påpeget, at det vil være vanskeligt at få synspunkterfrem i samtaler med børn under 7 år. De øvrige kriterier skal ses i sammenhæng med det tidligereanførte i afsnittet om børneinddragelse i forældreansvarsloven, herunder at barnet ikke skal inddra-ges direkte, hvis det må antages at være til skade for barnet, eller hvis det må anses for unødvendigtefter sagens omstændigheder. Blandt tilfælde, hvor det kan være til skade for barnet, hører et højtkonfliktniveau mellem forældrene, idet en samtale her kan bringe barnet i en yderligere loyalitets-konflikt, hvorfor mere hensigtsmæssige måder til at belyse barnets perspektiv bør overvejes, jf. Fa-1111

miliestyrelsens vejledning om samvær. Blandt situationer, hvor det betragtes unødvendigt, hørersom nævnt indledningsvis, at I) der opnås enighed blandt forældrene, II) barnet for kort forinden harværet inddraget i en tidligere sag, og der ikke er grund til at formode, at barnet på ny har behov forat blive inddraget og udtrykke sine synspunkter, og III) at sagen angår rene petitesser , såsom af-hentningssted. Vedrørende sidstnævnte peges på, at dette ikke alene skal betragtes fra et voksentperspektiv, men at der også skal tages hensyn til barnets retsstilling og interesse i at komme tilorde , jf. Udvalget om forældremyndighed og samvær og Familiestyrelsens vejledning om samvær.I praksis nævnes også her den individuelle sagsbehandling:”Nogle gange er det at skåne barnet ikke at tage det ind, andre gange er det godt,at det kommer ind og siger sin mening. Det er en individuel vurdering. Det fore-går ikke bare per automatik, men ud fra grundige drøftelser.”Det er derfor ikke muligt at give en fast opskrift på, hvornår barnet indkaldes til en samtale, men idet følgende gennemgås kriterier, der generelt indgår i vurderingen heraf.Alderskriteriet er i praksis omkring syv års alderen, dog kan det variere noget. Ifølge interviewper-sonerne inddrages også yngre børn gennem en samtale, typisk søskende. Modsat tages der ogsåhensyn til, hvor modent barnet er, eller om der er særlige forhold ved barnet, fx ADHD, som kanbetyde, at ældre børn ikke inddrages via en samtale. Der er ikke en entydig holdning blandt medar-bejderne i statsforvaltningerne til værdien af at inddrage de helt små børn. Der peges på, at dissebørn kan have svært ved at overskue sagens indhold, at de ikke har en egen holdning, og der derforsamlet set kan være et begrænset udbytte af en samtale. Andre er ikke så betænkelige ved at inddra-ge de små børn og ser det som uproblematisk og værdifuldt. Sagsindholdet er også af betydning iforhold til alderskriteriet. Det fortælles, at små børn ikke indkaldes til en samtale, hvis sagen angåret forhold, som de ikke kan forventes at have en mening om, eller hvor de antageligvis ikke vil kun-ne overskue konsekvenserne af deres udtalelser.Flere informanter i statsforvaltningerne fortæller, at en samtale med barnet undlades, hvis konflikt-niveauet mellem forældrene er for højt. Her henvises til, at det i disse situationer er”usikkert, ombarnet har frihed til at sige det, det allerhelst vil”,samt til overvejelser om at skåne barnet for atkomme i en alvorlig klemme, altså en vurdering af, om samtalen”kun vil gøre ondt værre.”Detpåpeges desuden, at kriteriet til skade for barnet ikke skal forstås bredt:”Det er meget svært at komme af sted med ikke at høre barnet, hvis det er fyldt 7år og forældrene er uenige. Der kan man godt sidde i det dilemma, at lige præcisdet her barn, har man faktisk ikke lyst til at inddrage i sagen, for det er helt tyde-1212

ligt på forældrenes oplysninger, at barnet er i klemme, men der kan vi ikke sno osudenom. Så skal vi være helt derhenne, hvor vi kan argumentere for, at det kanvære til skade for barnet.”Af andre grunde til at undlade at inddrage barnet via en samtale nævnes risikoen for, at barnet gen-tagne gange inddrages. Det angår sager, der vurderes til at ende i retten, og de evigt verserendesager, dvs. sager, der afsluttes, men opstår igen. Sidstnævnte sager er der ifølge informanterne endel af, og her er holdningen, at børnene ikke skal inddrages unødigt, hvilket i praksis betyder, at detforsøges undgået, at børn inddrages mere end én gang om året. Det påpeges, at det kan være bådegodt og dårligt for børnene at deltage i mere end én samtale:”Nogle gange er det godt for børnene at få lov til at sige, hvad de gerne vil i deher sager, andre gange er det noget skidt. Børnene kan tænke ”er der ingen, derhører efter”, og det kan meget vel gå ud over tilliden til de voksne.”Det opleves som svært, at afvise de sager, der går igen:”Der er nogle forældre – uanset hvad vi prøver med konfliktmægling, rådgivningm.v. – så fortsætter de. Og vi kan heller ikke tage våbnene fra dem. Vi har givetdem et system, der gør, at de kan komme igen og igen og igen.””IP1: Ligesom ved samvær bør der være en afvisningsbestemmelse ved bopæl ogforældremyndighed for at skabe ro for børnene. Det er helt grotesk, at de kankomme med de bopælssager igen og igen. Der bør være en stopper for, hvor man-ge gange man kan søge på samme grundlag.IP2: Ja, og med hensyn til samvær så udhuler princippet om barnets bedste afvis-ningsbestemmelsen.”Der henvises her til forældreansvarslovens § 39, som siger, at en anmodning om ændring af samværeller anden kontakt kan afvises, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt, samt til det over-ordnede princip om, at der altid skal tages hensyn til barnets bedste. Det fortælles, at samtalen giveret her og nu billede , hvorfor barnets bedste ikke kan vurderes i længere perioder ad gangen påbaggrund af en samtale.Handler sagen om petitesser, fx at en samværsordning udvides med en dag, undlades også en direk-te inddragelse af børnene.

Det opfattes endvidere som unødvendigt at inddrage barnet, hvis sagens udfald er meget klar påbaggrund af forældrenes oplysninger, fx ved krænkende adfærd i familien. Barnets udsagn vil næp-pe have indflydelse i sådanne tilfælde.Ifølge informanterne er det typisk i samværssager, statsforvaltningerne hører børnene. Sager ombopæl og forældremyndighed belyser statsforvaltningerne alene ved forældrenes forklaringer, hvissagen da ikke vurderes at have forligspotentiale. En samtale med barnet kan således også forekom-me i bopælssager, når det vurderes, at forældrene vil følge det, barnet siger, og sagen derfor ikkeskal videre til retten, eller i tilfælde, hvor der skal træffes en midlertidig afgørelse. Men det skersjældent i forældremyndighedssager:”Vi hører ikke børnene, hvis det handler om fælles forældremyndighed. Det er enteknisk juridisk ting, hvad skulle barnet mene om det?”Enbørnesagkyndig undersøgelse,jf. forældreansvarslovens § 33, stk. 1, kan ifølge Familiestyrel-sens vejledning om børnesagkyndige undersøgelser være hensigtsmæssig at gennemføre i eksem-pelvis sager:hvor barnet befinder sig i en udsat situation på grund af psykiske, fysiske eller sociale be-lastninger.om samvær, hvor samværet er eller kan blive meget konfliktfyldt på grund af forældrenesindbyrdes forhold.hvor der er alvorlige problemer hos den ene forælder eller begge forældre, fx psykiske pro-blemer, vold i familien og anden grænseoverskridende adfærd, kriminalitet, misbrug, andresociale belastninger samt nedsat forældreevne.hvor der er tale om lang tids adskillelse mellem barnet og samværsforælderen.hvor der er påstand om, at den ene forælder (i samværssager: samværsforælderen) har ud-øvet vold over for barnet, bopælsforælderen eller et andet medlem af den husstand, hvorbarnet dagligt opholder sig.hvor der er påstand om grænseoverskridende handlinger.hvor der i øvrigt er væsentlige samarbejdsproblemer mellem forældrene.Efter det oplyste foretages børnesagkyndige undersøgelser i statsforvaltningerne af eksterne psyko-loger og er af godt et par måneders varighed. Disse undersøgelser indeholder både samtaler medforældrene, samtale med barnet alene og observation af samspillet mellem barnet og hver af foræl-drene. Eksempler på sager, hvor der foretages børnesagkyndige undersøgelser, er ifølge informan-terne sager om helt små børn, børn der ikke er alderssvarende, børn der er meget i klemme ellermeget skrøbelige børn. Det forekommer endvidere i sager med særlige problemer blandt forældre-

4.1.3 Sagens afslutning uden forlig – afgørelse eller indbringelse for rettenFører forligsbestræbelserne i statsforvaltningerne ikke til enighed blandt forældrene, kan statsfor-valtningerne træffe afgørelse i sager om samvær. For så vidt angår sager om forældremyndighed ogbarnets bopæl, kan disse indbringes for retten. Statsforvaltningen kan indbringe sagen for retten,hvis forældrene anmoder herom inden fire uger efter sagens afslutning i statsforvaltningen, jf. for-ældreansvarsloven § 40. For at sagen kan indbringes for retten, kræver det, at parterne har modtagetvejledning på et møde i statsforvaltningen, eller at den ene part har deltaget i møde i statsforvaltnin-gen, mens anden part er udeblevet trods to indkaldelser, jf. forældreansvarsloven § 40, stk. 2.Når en sag indbringes for retten, skal statsforvaltningen ifølge Familiestyrelsens vejledning om for-ældremyndighed og barnets bopæl meddele retten, efter hvilken bestemmelse sagen indbringes(forældremyndighed, bopæl eller samvær), oplyse navn og adresser på parterne samt disses børn,oplyse om fri proces og advokater, om antallet (og ikke indholdet) af forligsmæssige tiltag, såsomvejledningsmøder samt medsende eventuelle indhentede erklæringer eller udtalelser, herunder:Dokumentation for, hvem der har forældremyndighedenNotat om samtale med barnetBørnesagkyndig erklæring eller undersøgelseUdtalelser fra institution, skole, kommune og andre relevante myndighederAfgørelser eller aftaler om forældremyndighed og/eller barnets bopæl, herunder midlertidigeafgørelserAfgørelser eller aftaler om samvær, herunder midlertidige afgørelserIfølge interviewpersonerne i statsforvaltningerne medsendes de påkrævede dokumenter.

4.2.1 Sagen modtages fra statsforvaltningerneBlandt dommerne gives der meget entydigt udtryk for, at sagerne generelt er meget lidt oplyste, nårde modtages fra statsforvaltningerne. En væsentlig årsag til dette er antagelig, at statsforvaltninger-ne hurtigt afslutter sagen, når den vurderes at ende i retten:”Så der er ikke mange bilag i den typiske forældreansvarssag. Ikke fordi de[statsforvaltningerne] ikke er samarbejdsvillige eller lignende. Jeg tænker, at dettypisk er sådan, at statsforvaltningerne tænker, at denne sag kan vi ikke kommevidere med, fordi konfliktniveauet er højt, så slutter de sagen, og så kan den enepart indbringe den for retten.”Der er dog samtidig en opfattelse af, at i sager, hvor barnets perspektiv er belyst yderligere i stats-forvaltningerne, sendes de relevante dokumenter ikke i alle tilfælde med. Det fortælles, at det er”medarbejderafhængigt, fx hvem der sender referat fra børnesamtale med. Nogle gange finder viførst ud af, at der har været en samtale, når vi taler med forældrene eller barnet.”Desuden fremgårdet ifølge flere af dommerne ikke altid, efter hvilken bestemmelse sagen indbringes. Det påpeges, atder således i nogle situationer er tale om”dobbeltarbejde, vi chikanerer skolerne med at indhenteudtalelser og børnene med samtaler,”samt at det hos forældrene og advokaterne kan virke uforstå-eligt og skabe frustration, at oplysningerne ikke videregives i alle tilfælde. I flere tilfælde fås oplys-ningerne fra advokaterne. Der er dog også en opfattelse af, at sagerne er bedre oplyst nu end vedtiden for forældreansvarslovens ikrafttræden, hvor statsforvaltningerne på samme tid var præget afomstillingsprocesserne ved kommunalreformen i 2007. Der er blandt dommerne et generelt ønskeom, at sagerne fortsat er bedre oplyst, når de modtages fra statsforvaltningerne.

praksis med at beramme samtalen med barnet i direkte forlængelse af mødet med forældrene, mengrundet dårlige erfaringer med, at børnene kommer til at sidde og vente, er dette ændret.En af hensigterne med at lade alle sager starte i statsforvaltningen var, at de fleste og mest omfat-tende forligsbestræbelser, herunder de forskellige måder at oplyse sagen på, hovedsageligt skullefinde sted i statsforvaltningens regi. Opfattelsen af, hvorvidt sagerne har forligspotentiale, eller omdisse muligheder er udtømte, når sagen indstilles til retten, er meget forskellig blandt dommerne.Dette betyder samtidig, at fremgangsmåden i sagsbehandlingen varierer alt efter, hvor meget vægtder lægges på forligsbestræbelser i løbet af sagsbehandlingen. Muligheden for, at en børnesagkyn-dig kan deltage ved møderne, jf. retsplejeloven § 450 a, er der derfor ingen entydig holdning til:”Vi har mulighed for at have børnesagkyndig med ved hovedforhandlingen, mendet bruges stort set ikke. Sådan foregår det i statsforvaltningen, så forligsmulig-heden er prøvet der.”Andre mener, at sagerne har forligspotentiale, men at ressourcerne ikke er til forligsbestræbelser iretterne:”De sager – hvor vi kan se, at den ene part ikke mødte op i statsforvaltningen – defår jo sådan set en førstebehandling ved domstolene. Her ville vi gerne lave enforligsmæssig sagsbehandling fra start af med et møde med også en børnesagkyn-dig, men det har vi ikke kapacitet til at få op at stå.”Andre igen vælger meget konsekvent at starte med at få en børnesagkyndig med på et forberedendemøde:”Vi starter op med et forberedende møde, hvor den børnesagkyndige også delta-ger, på nær i de sager hvor det ikke har et formål, fx hvor mor har boet på krise-center i flere år og far dømt for vold. Vi har en høj forligsprocent ved de møder,også de svære sager, dem der fremstår som håbløse.”Bliver forældrene forligt inden en samtale med barnet, inddrages barnet ikke. Et par af dommerneberetter, at det diskuteres i retten, hvorvidt barnet burde indkaldes i tilfælde af, at barnet ikke erenigt i forældrenes forligsaftale, og der henvises i den forbindelse til barnets retssikkerhed:”Det er et dilemma, at hvis forældrene opnår forlig, så høres børnenes stemmeikke. Jeg synes, det er et retssikkerhedsmæssigt problem over for børnene.”

4.2.3 Yderligere belysning af sagenSelv om sagerne ikke kører efter en fast skabelon, tages der som oftest stilling til, hvordan sagenyderligere skal belyses, når forældrene har afgivet deres forklaringer. Flere peger på, at officialmak-simen her er gældende, hvilket betyder, at myndigheden (her dommeren) har ansvaret for, at sagener tilstrækkelig oplyst, før der træffes afgørelse. Også af denne årsag gøres der meget ud af at oply-se sagerne.Praksis vedrørende indhentning afudtalelser fra institutioner m.v.er noget varierende. Som tidlige-re nævnt er det ifølge dommerne sjældent, at disse oplysninger følger med fra statsforvaltningerne,og de indhentes derfor af dommerne selv, eller fås af parternes advokater. Mange fortæller, at derret konsekvent indhentes oplysninger, så snart sagen modtages:”Vi gør det [indhenter oplysninger fra institutioner m.v.] i alle tilfælde, for atspeede sagerne lidt op. Tidligere hørte vi først forældrenes forklaringer ved rets-mødet, og derefter tog vi stilling til, hvad der skulle ske, men det har vist sig, at vinæsten altid har behov for at indhente oplysninger. Så nu skriver vi fra start af, såde ligger klar ved retsmødet.”Ifølge de dommere, der fortæller, at der som udgangspunkt altid indhentes oplysninger fra instituti-oner m.v., gøres dette dog ikke, hvis sagen er meget klar. Der kan også indhentes oplysninger på etsenere tidspunkt end ved sagens begyndelse, fx foranlediget af oplysninger fremkommet på mødetmed forældrene. Enkelte dommere beretter modsat om en praksis, hvor der langt fra altid indhentesoplysninger fra institutioner m.v., men at dette alene sker på baggrund af forældrenes oplysninger.I vurderingen af, ombarnet skal inddrages via en samtale,er det særligt alder og modenhed, dertages i betragtning. Ifølge interviewpersonerne er det hovedreglen, at børn fra skolealderen inddra-ges via en samtale. Desuden fortælles, at der afholdes samtaler med barnet, selv om forældrene gi-ver udtryk for, at barnet trives, og forældrene er enige om, at det ikke er nødvendigt at inddragebarnet via en samtale. Det vægtes således at få barnets egen mening frem.Også blandt dommerne er der forskellige holdninger til hensigtsmæssigheden og værdien af at ind-drage de helt små børn. Det er dog et fåtal, der er betænkelige herved.Det fortælles, at en samtale med barnet undlades, hvis det vurderes at være åbenbart overflødigt ogikke vil tilføje sagen noget. Som eksempel nævnes ophævelse af forældremyndighed i de tilfælde,hvor barnet i forvejen kun bor hos den ene part.En anden mulig grund til at undlade at indkalde børnene til en samtale er, at der for nyligt har væretafholdt en sådan samtale. Nogle fortæller, at hvis der i statsforvaltningen er afholdt en samtale med1818

barnet inden for det seneste halve år, undlades en samtale i retten. Der gives her udtryk for, at dennesituation ikke forekommer ofte, men når den gør, er der en noget forskellig holdning til, om det alli-gevel vælges at inddrage barnet til en samtale i retten. Tidsperspektivet og samtalens genstand detforhold at samtalen i statsforvaltningen kan have haft et andet fokus vil ifølge flere betyde, at ensamtale også vil blive holdt i retten. Enkelte dommere peger på, at det i nogle tilfælde vil være unø-digt og belastende for barnet:”Min oplevelse er, at børnene er glade for at blive hørt. Min oplevelse er også, atde nogle gange føler, at de er blevet overhørt – hvis de har været til samtale hosstatsforvaltningen og kort efter kommer hos os, da vi har kort berammelsestid påde her sager. Løsningen må være, at vi altid skal have referatet fra statsforvalt-ningen.”Med hensyn til problemet med at inddrage barnet gentagne gange peger et par af dommerne i lig-hed med informanterne fra statsforvaltningerne på, at der umiddelbart efter en afgørelse kan an-lægges en ny sag. Informanterne finder det hensigtsmæssigt at indføre en spærreregel eller karenstidpå et halvt til et helt år med henblik på at skåne børnene i de evigt verserende sager.Forældrenes konfliktniveau synes ikke at spille ind på, om en samtale med barnet afholdes eller ej,men kan influere på, om der deltager en børnesagkyndig ved samtalen, jf. det senere.Generelt gives der udtryk for, at dersamtale:med undtagelse af små børnstort set altid indkaldes til en

På samme måde som hos statsforvaltningerne afholdes der ikke samtaler, hvis det vurderes, at derskal være enbørnesagkyndig undersøgelse.Også i retterne fortæller enkelte om en mellemløsningen observationsrapport som består i et par besøg i hjemmet af en børnesagkyndig med det formål,at”gå det lille spadestik dybere, frem for at lave en hel børnesagkyndig undersøgelse, der kan være’overkill.’”Flere informanter peger netop på, at en børnesagkyndig undersøgelse er stor og ressour-cekrævende, og at den anses for at være unødvendig i en stor del af sagerne. Blandt eksempler påsager, hvor en sådan undersøgelse vurderes relevant, nævnes sager med særlige problematikker,såsom misbrug, psykisk sygdom eller tvivl om forældrekompetencer, samt sager, hvor der hosdommeren er tvivl om sagen.Beslutningen om, at der skal gennemføres en børnesagkyndig undersøgelse, kan tages efter mødetmed forældrenes forklaringer eller efter en samtale med barnet.

4.3 Belysning af barnets perspektiv – fremskridt og forslag til forbedringerSom nævnt er det et grundlæggende princip i forældreansvarsloven, at barnets perspektiv skal ind-drages i sager om forældremyndighed, bopæl og samvær. Interviewpersonerne giver entydigt udtrykfor, at loven er meget tydelig med hensyn til, at børn skal inddrages”Barnets synspunkt SKALkomme til udtryk i sagerne”.Desuden betragtes børneinddragelsen som meget væsentlig, herunderhenvises særligt til børnenes position i sagerne:”Det er vigtigt, at få belyst hvad barnet tænker uafhængigt af, hvad forældrenetænker.””Barnet skal have lov at ytre sig. Dem, der bliver mest berørt af sådan nogle af-gørelser, det er jo lige præcis børnene.””Det fungerer godt, at de også bliver hørt – de er stridens æble. De gør sig ogsånogle tanker om det, som er vældig, vældig gode at få med.”Det generelle indtryk, informanterne giver, er, at barnets perspektiv er styrket via forældreansvars-loven. Der henvises til, at omfanget af oplysninger til at belyse barnets perspektiv er større, end førforældreansvarsloven trådte i kraft, samt at der nu afholdes flere børnesamtaler, at det er blevetnemmere at argumentere over for forældrene, at børnenes perspektiv skal inddrages, og at fokus erflyttet fra forældrenes ret til børnenes ret og herigennem kommet mere fokus og vægt på barnetsperspektiv:”Jeg tænker, at jeg har fået helt nyt job efter forældreansvarsloven kom, for det erjo en helt anden måde at behandle sagerne på. Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om,20

at det produkt, vi sender ud nu, er så meget bedre. Og jeg tror også, at forældreneoplever det sådan.””Jeg synes, det var et stort fremskridt, både børneinddragelsen og at der brugesmere tid på sagerne. Nu graves der et spadestik dybere, både ved at der brugesbørnesagkyndige, og at der indhentes udtalelser, sådan som loven lægger op til.””Ja, det er da i hvert fald blevet bedre. Tidligere var vi ikke så opmærksomme påat få barnets perspektiv frem, men efter loven bestræber vi os på det i videst mu-ligt omfang – flere børnesamtaler og i det hele taget mere opmærksomme på at fåfrem, hvad barnet egentlig mener.”Særligt børnesamtalerne fremhæves som en forbedring:”Jeg er mere tryg ved at gøre det, jeg gør, efter selv at have set og hørt, hvad deselv har at sige.”Praksisændringen med hensyn til antallet af børnesamtaler forekommer størst i retterne. Her henvi-ses især til ændringen i alderskriteriet. En del af interviewpersonerne fra statsforvaltninger giverudtryk for, at alderskriteriet for at inddrage barnet via en samtale i praksis ikke var væsentlig ander-ledes i årene op til forældreansvarslovens ikrafttræden. Begge steder beretter desuden om flere bør-nesamtaler som resultat af en stigning i antallet af ansøgninger om fælles forældremyndighed.En enkelt interviewperson giver udtryk for, at det er gået den anden vej; at barnets perspektiv ikkeer forbedret via forældreansvarsloven. Der henvises her til, at det ikke er i barnets interesse at skulleinddrages, når der er tale om relativt små børn. Som tidligere nævnt er der blandt interviewperso-nerne forskellige holdninger til inddragelsen af de helt små børn.Samtidig med, at interviewpersonerne generelt vurderer forældreansvarslovens krav om børneind-dragelse positivt, kommer de også med forslag til forbedringer.Blandt informanterne fra statsforvaltningerne er der et ønske om flere ressourcer til forvaltning afloven:”Loven er god, men ressourcerne er bare ikke fulgt med.”Dette gælder særligt ressourcer tilafholdelse af tværfaglige møder, der betragtes som meget værdifulde, men som flere steder undla-des grundet mangel på ressourcer.Enkelte peger også på et bedre samarbejde med kommunerne i de sociale sager:”Vi er to instanser,der arbejder med en familie og nogle børn, og det kunne godt hænge bedre sammen.”Her henvisestil vigtigheden af at sikre en helhed for barnet mellem et samvær, der fastsættes af statsforvaltnin-21

gen, og eventuelle foranstaltninger omkring barnet iværksat af kommunen. Desuden peges på, atbemyndigelse og viden fra kommunen bør inddrages i højere grad for at opnå helhedsorienteredeløsninger, der tilgodeser barnets bedste, eksempelvis at der bevilges en støtteperson til barnet vedsamvær.Blandt dommerne er der et ønske om, at sagerne er bedre oplyst, når de sendes fra statsforvaltnin-gerne til retterne. Det ville forkorte sagsbehandlingstiden, og dobbeltarbejde ville undgås. Somnævnt skyldes de få oplysninger i sagen formodentlig ofte, at sagen hurtigt er afsluttet i statsforvalt-ningen, men der peges også på, at der i nogle tilfælde forefindes oplysninger i statsforvaltningerne,som ikke medsendes.Flere dommere foreslår også en øget mulighed for at undlade samtale med barnet i tilfælde, hvor detbetragtes som overflødigt, men de kommer samtidig med overvejelser om, hvorvidt det handler omloven eller forvaltningen heraf:”Jeg har tænkt, at det er meget nok, at loven skal bestemme, at vi skal holde sam-tale i alle sager, men nu hvor jeg tænker over det – man kunne også fortolke lovenlidt anderledes og lade være med at holde dem, der hvor man tænker ”her er detkun for samtalens skyld, at man afholder den.” Det har vi diskuteret lidt, os juri-ster indbyrdes. Hvad skal der til for, at det er overflødigt, som det står i loven?[…] Her kan man så spørge, om det er lovgivningen eller vores forvaltning afden, den er gal med?”Der peges også på berammelsestiderne for sagerne ved retterne som et område for forbedringer, daventetiden anses som en belastning, ikke mindst for børnene. Sagerne prioriteres, men det kan sta-dig blive bedre ifølge informanterne:”Og så kan vi gøre det bedre, at vi kan være hurtigere. Vi prioriterer disse sager,har sat særlig tid af i kalenderen til dem, men det har ikke virket nok; vi har al forlang sagsbehandlingstid.”Nogle interviewpersoner, både i statsforvaltningerne og i retterne, foreslår indførelsen af en spærre-regel eller karenstid på et halvt til et helt år, så det ikke vil være muligt at anlægge en ny sag umid-delbart efter en afgørelse, blandt andet for at skåne børnene for gentagen inddragelse.

5.1 Rammer for samtalen5.1.1 Hvem afholder samtalenUdvalget om forældremyndighed og samvær anbefaler, at samtaler med børn som udgangspunktudføres af eller under medvirken af kvalificerede og erfarne sagkyndige, der har viden om og ind-sigt i børns udvikling og behov.Af bekendtgørelse nr. 1071 af 6. september 2007 om forældremyndighed, barnets bopæl og samværm.v. fremgår det, at en samtale med barnet i statsforvaltningerne skal afholdes af en børnesagkyn-dig. Efter det oplyste er det i statsforvaltningerne fastansatte børnesagkyndige, der deltager vedsamtalen med barnet. Ifølge interviewpersonerne er disse børnesagkyndige uddannet som socialråd-givere, psykologer eller pædagoger, der har videreuddannet sig, og at alle har erfaring inden forbørneområdet. De børnesagkyndige interviewpersoner svarer bekræftende på, at de føler sig godtrustede til at holde samtaler med børnene, men påpeger, at det er et område, der kræver ajourførtviden.Den hyppigste praksis er ifølge informanterne, at det er den børnesagkyndige, der afholder samtalenalene. Dette har navnlig at gøre med hensynet til barnet og samtalens formål:”Jo mere officielt man gør det, jo mere bærer det præg af, at barnet bliver ind-kaldt som vidne, og det er jo ikke det, der er formålet med samtalen. Vi skal haveen fornemmelse af barnet, og hvordan det trives.”Retterne har ikke ansat børnesagkyndige, men benytter sig af eksterne psykologer. I nogle retter erdet efter forældreansvarslovens ikrafttræden valgt at lave et stillingsopslag og på den baggrund fåen samarbejdsaftale med et antal psykologer (cand.psyk.) med erfaring inden for området, menslisten over anvendte børnesagkyndige i andre retter er baseret på tidligere samarbejdspartnereenkelte steder efter de forhåndenværende søms princip . Der er blandt dommerne et generelt ind-tryk af, at de børnesagkyndige er godt rustede til opgaven, men flere peger på behovet for kursustil-bud til dommerne.Praksis for, hvem der afholder samtalen med barnet, varierer retterne imellem og flere steder ogsåinden for samme ret. Dommeren kan afholde samtalen alene, sammen med en børnesagkyndig ellerlade den børnesagkyndige afholde samtalen alene. Samlet set fortælles det, at der bruges børnesag-kyndige langt oftere efter forældrelovens ikrafttræden.2323

Der gives indtryk af, at de dommere, der vælger at afholde samtalen med barnet uden deltagelse afen børnesagkyndig, typisk har været længe i embedet. De afholder gerne samtalen alene med bar-net, når det angår sager med større børn, og sagen i øvrigt er ukompliceret. I sager med små børn, ethøjt konfliktniveau eller særlige forhold ved barnet vælges det at holde samtalen med en børnesag-kyndig. En enkelt dommer fortæller, at vedkommende i alle tilfælde afholder samtalen uden en bør-nesagkyndig. Den mest brugte form synes at være, at dommeren som udgangspunkt afholder samta-len sammen med en børnesagkyndig, hvor det typisk er den børnesagkyndige, der fører ordet. Dettesker ud fra overvejelser om, at de børnesagkyndige er mere kompetente til at føre samtalen medbarnet”de har nogle andre redskaber til at snakke med børn og får sagen belyst på en god måde”samtidig med, at mange dommere betragter det som en fordel at have set og hørt det barn, om hvisforhold de skal træffe afgørelse.Enkelte dommere deltager ikke, men lader den børnesagkyndige afholde samtalen alene ud fraovervejelser om kompetencer og for at undgå, at samtalen finder sted i retsbygningen:”Det er meget brugt, at den børnesagkyndige tager samtalen uden for retten udendommeren. Bygningen her er meget bombastisk bygning, og det gør det svært atskabe intimitet. […] Det er den bedste måde at skabe et godt rum for en god dia-log med barnet, synes jeg. Dels rammerne, og dels uddannelsen – dommerne eruddannet til at træffe beslutninger, de børnesagkyndige til at snakke med børn.”

5.1.2 BisidderePå baggrund af anbefalinger fra Udvalget om forældremyndighed og samvær er der i retterne ind-ført mulighed for at udpege en bistandsperson til barnet, jf. retsplejeloven § 450 d. Det påpeges afudvalget, at behovet for en bistandsperson er mindre, når en børnesagkyndig tilknyttes sagsbehand-lingen, hvorfor forslaget ikke omhandler statsforvaltningerne. Her er det dog også muligt for barnetat have en bisidder, jf. forvaltningsloven § 8. Bistandspersonen, der udpeges af dommeren, kan ha-ve til opgave at forklare barnet sagsgangen og afgørelsen samt være til stede under en samtale medbarnet. Personen har ikke partsbeføjelser, og vigtigheden af, at personen forholder sig neutralt i sa-gen, understreges. Udvalget anbefaler, at en bistandsperson anvendes i særlige tilfælde, herunder isager med meget højt konfliktniveau mellem forældrene, påstande om krænkende adfærd i familien,misbrug eller ressourcesvage forældre samt i langvarige sager, der har ført til flere retssager ombarnet, og i sager, hvor barnet er særligt udsat.I praksis anvendes bisiddere ikke i stor udstrækning. De fleste giver udtryk for, at de aldrig ellerkun få gange har erfaringer med, at barnet har haft en bisidder med til samtalen. Dette har i så faldværet barnets lærer, pædagog eller en person fra kommunen. Det kan tilføjes, at der er en formod-

ning om, at det i visse situationer vil være svært at få forældrenes samtykke til, at en repræsentantfra kommunen deltager i samtalen, da ikke alle vil være interesserede i, at de to instanser udveksleroplysninger.En bisidder ved samtalen betragtes alene relevant i sager med meget højt konfliktniveau, hvor bør-nene er pressede, sager med mistanke om krænkende adfærd, anbragte børn eller andre socialt tungesager. Nogle informanter giver udtryk for, at brugen af bisiddere i disse sager kan øges. I øvrigtsiger interviewpersonerne klart, at der ikke er et behov for, at bisiddere anvendes hyppigere vedsamtalen med barnet. Det skyldes først og fremmest, at der i langt de fleste sager deltager en børne-sagkyndig:”Jeg synes, at psykologerne er gode til at tage hånd om børnene, og det er danok, at barnet skal forholde sig til én voksen.”Desuden er flere informanter betænkelige ved, hvad det vil signalere over for barnet:”Det vil være et signal til barnet om, at det er farligt. Samtidig vil det også væresignalforvirring – skal personen beskytte barnet mod os eller…? Jeg synes, detville være et udtryk for en mistillid til systemet.””Jeg bruger det ikke. Det kunne være udmærket i særlige sager, men hvor mangepersoner skal være med? Hvor meget drama skal sættes i gang? Det er bedst atnedtone, så bliver børnene mest rolige.”Herudover er der stærke betænkeligheder ved en bisidders neutralitet. Flere har erfaringer med bi-siddere, der viste sig ikke at være neutrale, og alle påpeger vigtigheden af, at personen ikke er in-volveret i sagen:”Det er helt afgørende, at det er en professionel person, der ikke har noget atvinde eller tabe i denne her sag. Det skal være objektivt og uvildigt.””Man skal være et hundrede procent sikker på, at det er en helt neutral person.Og det ved jeg ikke, hvordan man kan være sikker på. Det har jeg aldrig prøvet.Det mener jeg, man skal være meget påpasselig med. Det kan nemt være en per-son, der hælder til den ene forælders side, og så er barnet måske bange for at sigenogle ting.”Af hensyn til neutralitet peges på, at en skolelærer, en pædagog eller en person fra kommunen kun-ne være mulige bisiddere, men her kommer samtidig overvejelser ind om barnets kendskab til per-2525

5.1.3. Tid og stedMed henblik på at skabe god kontakt og et tillidsforhold til barnet anbefaler Udvalget om forældre-myndighed og samvær, at der afsættes god tid til samtalen med barnet, at der gives mulighed for attale med barnet flere gange, hvis der er behov for det, at samtalen finder sted i nogle børnevenligerammer, og at der skal være mulighed for at vælge form og materialer alt efter modenhed og evner,fx mulighed for at tegne.En af de børnesagkyndige informanter i statsforvaltningerne mener, at der med fordel kan anvendesmere tid på børnesamtalerne, mens de øvrige i statsforvaltningerne giver udtryk for, at den afsattetid er tilpas. Der er blandt enkelte erfaringer med, at tiden tidligere har været for presset, men atdette er blevet ændret. Der afsættes typisk 1½-2 timer til en samtale inklusiv forberedelse og efter-følgende notatskrivning. Har barnet behov for at tale yderligere, kan der tilbydes børnesagkyndigrådgivning og i visse af statsforvaltningerne også børnegrupper. Det synes ikke at være udbredt, atselve børnesamtalen strækker sig over flere gange. Dette ville ifølge informanterne kunne bidragemed et mere tydeligt indtryk af barnet, men modsat er der også en risiko for, at det ville udgøre enbelastning for barnet. Enkelte efterspørger dog muligheden for at lave en”mini-undersøgelse, hvorde [børnene] kunne møde den børnesagkyndige et par gange.Det tilføjes, at statsforvaltningernehar frie rammer til, hvordan barnets perspektiv belyses, men at det også er et spørgsmål om ressour-cer.Dommerne i retterne vælger selv, hvor meget tid der skal afsættes til samtalen. Her afsættes ofte entime til samtalen, der typisk varer 30-45 minutter. Dertil kommer tid til forberedelse og notatskriv-ning. I tilfælde af, at den afsatte tid ikke er tilstrækkelig, stoppes samtalen ikke, men fortsættes udover den afsatte tid.Det er noget forskelligt, om der anvendes et særligt lokale til samtale med barnet. I statsforvaltnin-gerne foregår samtalen enten på den børnesagkyndiges kontor, som ofte er dekoreret med børneteg-ninger, eller i mødelokaler, der fx har børnevenlige plakater på væggene. Begge steder er der gerneremedier til at tegne og eventuelt lidt legetøj. Typisk får børnene tilbudt en juice eller en sodavand.I retterne afholdes børnesamtaler mange steder i et særligt lokale, fx et mæglingslokale eller andetlokale, der findes passende, hvor der kan være sofaer, børnevenlige plakater på væggene, lidt lege-2626

tøj, papir og farver. Børnene får også her typisk tilbudt noget at drikke. Som nævnt vælges det ogsåat holde samtalen uden for retten ud fra overvejelser om, hvilket indtryk retsbygningen giver barnet.Nogle fortæller, at enkelte dommere også til tider vælger at afholde samtalen med barnet under engåtur uden for retsbygningen. Andre afholder samtalen på dommerens kontor. De steder, der ikkehar et særligt lokale til formålet, er der ikke en ensartet holdning blandt dommerne til spørgsmåletom, hvorvidt lokalet er væsentligt:”Dommerens kontor er udmærket. Det er ikke noget must, at man har et specieltlokale.””Der burde også være et særligt børnerum. Det er for højtideligt på dommerenskontor, og jeg har heller ikke stole, der passer til børn, og der skulle være andretegninger på væggene. Her kommer der også personer med håndjern på eller sombander på gangen. Det bør tænkes ind i ny retsbygning.”

5.2 Forinden samtalen – forberedelseForberedelse på samtalen med barnet angår både medarbejderne, forældrene og barnet.I statsforvaltningerne kan den børnesagkyndiges forberedelse bestå i gennemgang af oplysninger fraet indledende tværfagligt møde eller læsning af referat fra juristen i tilfælde af, at det indledendemøde har været afholdt uden deltagelse af en børnesagkyndig. Ofte”tages der også en snak”medjuristen forinden samtalen. Herigennem får den børnesagkyndige en guide for, hvad der er vigtigt atfå afklaret under samtalen med barnet. I det omfang, der er korrespondance med forældrene ellerindhentet oplysninger fra institutioner m.v., vil dette også indgå i den børnesagkyndiges forberedel-se. De børnesagkyndige giver udtryk for, at de generelt oplever at være godt forberedt til samtalen,og deltagelse i et indledende tværfagligt møde ses som en væsentlig fordel.I retterne sker forberedelsen ligeledes ud fra forældrenes oplysninger samt på baggrund af eventueltindhentede oplysninger fra institutioner m.v. Udover at få afklaret, hvad børnesamtalen skal dække,så er oplysningerne også vigtige for at kunne opbygge et tillidsforhold til barnet:”Det er utrolig vigtigt, at børnene føler, det er legitimt at snakke med dem, og detgør de blandt andet, hvis de kan høre, at man kender noget til deres baggrund.”I tilfælde af, at den børnesagkyndige ikke har deltaget i mødet, hvor forældrene kommer med deresforklaringer, mødes dommeren og den børnesagkyndige typisk kort forinden samtalen med henblikpå en fælles forberedelse.

I statsforvaltningerne såvel som i retterne forberedes forældrene under mødet med disse på, hvadder skal ske under samtalen med deres barn. Denne forberedelse er af meget varierende omfang.Nogle af interviewpersonerne beretter, at forberedelsen alene består i oplysninger om dato for sam-talens afholdelse, mens andre fortæller om en mere detaljeret forberedelse af forældrene. Til sidst-nævnte hører både oplysninger om selve samtalens temaer (at børnene ikke vil blive spurgt om,hvor de helst vil være, men at de skal fortælle om deres hverdagsliv), at det er frivilligt at deltage,og at børnene ikke behøver at svare. Desuden kan der oplyses om, hvor samtalen bliver afholdtenkelte viser lokalet til forældrene hvad de skal forberede deres børn på, og hvornår de skal det,men også dessiner omkring, at de ikke skal udspørge deres børn efterfølgende om samtalens ind-hold, og at det er deres opgave at forberede børnene. Enkelte steder udleveres brochurer eller derhenvises til hjemmesiden www.morogfarskalskilles.dk med henblik på, at forældrene kan forberedederes børn. Flere har erfaringer med, at forberedelsen af forældrene er meget væsentlig, både for atgøre forældrene trygge ved, at barnet skal til samtale, for at de kan forberede deres børn på en or-dentlig måde og for at forhindre, at forældrene efterfølgende forhører børnene om samtalen.Fælles for statsforvaltningerne og retterne er, at de ikke ser barnet inden en samtale. Forberedelsenaf barnet er dermed overladt til forældrene med eventuel hjælp fra foldere eller hjemmesider. Yder-ligere forberedelse af barnet sker indledningsvis ved selve samtalen, jf. senere.

5.3 Ledsagelse af barnetBarnet kommer ofte til samtalen ledsaget af den forælder, som barnet opholder sig hos på tidspunk-tet for samtalen. Ifølge interviewpersonerne sker det også, at begge forældre møder op, fordi denene forælder kan frygte, at modparten vil forsøge at præge barnet lige op til samtalen. Hvis det er etmeget konfliktfyldt forhold, opfordres det til, at en anden person end en forælder følger barnet tilsamtalen.Den børnesagkyndige eller dommeren henter barnet i venteværelset, hvor der samtidig hilses på deneller de personer, der har ledsaget barnet. I denne situation påpeger flere vigtigheden af, at det gørespå en måde, så barnet oplever, at det er legitimt at gå med ind til samtalen. En del steder inviteresden eller de ledsagende personer også med ind i lokalet, igen med det formål at gøre barnet trygt.Forældrene eller andre ledsagere deltager i udgangspunktet ikke i samtalen, jf. også retsplejelovens§ 450 c og Familiestyrelsens vejledning om samvær. Undtagelse herfra er bisiddere, jf. det tidligere.

Mens samtalen for barnet er frivillig, er den en forpligtelse for statsforvaltningerne og retterne. Bar-net har ret til at blive hørt, men er ikke forpligtet til at deltage. Der er forskellige meninger om, ihvilken grad børnene opfatter selve det at deltage i samtalen som frivilligt. Mens enkelte beretter, atde ikke sjældent oplever børn, som møder op og takker nej til at deltage i samtalen, har andre aldrigoplevet, at børnene ikke vil deltage. Informanter, der beretter om sidstnævnte, giver udtryk for, atbørnene muligvis tidligere skulle have haft oplysningen om frivillighed, for mere reelt at kunnebetragte samtalen som et tilbud. At barnet undervejs ikke behøver at besvare spørgsmål, opleverbørnene, ifølge informanterne, reelt som en frivillig sag og gør også brug heraf.Barnet får også at vide, at det ikke skal træffe en afgørelse, og at der på baggrund af samtalen vilblive skrevet et notat, som vil blive gennemgået med barnet til sidst i samtalen. Desuden oplysesbarnet om, at forældrene vil få notatet at se:”Jeg gør meget ud af at sige til dem, at jeg rigtig gerne vil lytte til dem, men at deter mig, der bestemmer. Forstået på den måde, at jeg prøver at gøre dem begribe-ligt, at det ikke er deres ansvar. Jeg fortæller dem også, at jeg vil skrive lidt nedundervejs, og at deres forældre vil blive gjort bekendt med hovedindholdet. Det erikke sådan, at jeg vil citere dem for ting. […]Til sidst gennemgår jeg med dem,hvad jeg har tænkt mig at skrive, og om det er ok med dem. Det hele gøres for-skelligt afhængig af alder.”Flere steder spørges barnet også indledningsvis om, hvad forældrene har fortalt om samtalen, ogom, hvilke tanker barnet har gjort sig om samtalen. Erfaringerne er, at det er meget forskelligt, ihvilket omfang børnene er blevet forberedt på samtalen af forældrene. Mange af børnene oplevessom nervøse, når de møder op til samtalen, og derfor startes der også ud med at forsøge at gøre demtrygge.I retterne er det typisk dommeren, der giver introduktionen til samtalen, mens det i statsforvaltnin-gerne er den børnesagkyndige. I en af statsforvaltningerne er der udfærdiget en intern og udførligvejledning til de børnesagkyndige med typiske forhold og fokuspunkter i forbindelse med en samta-le med barnet, både før, under og efter. Der gives udtryk for, at det er en stor hjælp i det dagligemed denne standardskrivelse.

retter adskiller sig ved nøje at følge en særlig metode (inspireret af den norske psykolog HalvorØvreeide). I den føromtalte interne vejledning i en af statsforvaltningerne findes der endvidere ek-sempler på typiske spørgsmål, som søges afdækket under samtalen.Generelt er samtalerne struktureret ud fra temaer. Det fortælles, at børnene ikke spørges direkte til,hvor de helst vil bo, men at der spørges til hverdagsting, såsomhvordan spiser I?, får du madpakkemed?, fritidsinteresser?, bliver der læst godnathistorie?, hvad med venner og venner med hjem, nårman er hos den ene eller den anden?, hvad med lektier, når man er hos den ene og den anden?,hvad laver du sammen med far?, mor?, søskende?, hvordan klarer du dig i skolen?, hvad med bed-steforældre?, forholdet til evt. nye partnere? og deres evt. børn?Børnenes trivsel under det forløb,der har medført, at de nu er til samtale, kan også være genstand for samtalen:”Børnene spørges til, hvordan de har oplevet forløbet, hvordan det er nu, hvor-dan de har det hos far og mor, og hvis de kunne ønske, om der så var noget morog far kunne blive bedre til.”Børnenes trivsel med og tilknytning til forældrene søges således afdækket, uden at barnet direktebedes tage stilling til, hos hvem af forældrene det helst vil være. En undtagelse herfra er de størrebørn, dvs. dem på ca. 16 år og derover, der spørges mere direkte herom. Selve spørgemåden er iføl-ge informanterne i det hele taget tilpasset barnets alder, sådan at de mindre børn fx spørges til megetkonkrete og afgrænsede forhold, som de kan besvare. Der kan også bruges rollespil under samtaleneller en imaginær tryllestav til at få barnets ønsker om forbedringer hos forældrene frem.Den viden om barnet, som personen, der afholder samtalen, har via forberedelsen, forelægges ikke isin helhed for barnet, kun i det omfang, det findes relevant. Dette kan fx være spørgsmål, der indle-des med jeg har hørt fra din skole, at sådan og sådan .

der træffer afgørelsen. Der er forskellige opfattelser af, hvorvidt dette i praksis betyder, at barnetikke føler ansvar:”Det er noget af det, der er rigtig svært. Det er jo noget af det, der har været ettema. Skal børn vælge mellem far og mor? Nej, det skal de i hvert fald ikke. Det ernoget af det, vi italesætter over for børnene. Vi vil gerne høre, hvad de synes, mende skal ikke vælge.””Jeg prøver at gøre meget ud af at sige, at de har mulighed for at komme mednogle ønsker, men at det ikke er sikkert, at de bliver opfyldt – at det er andrevoksne, der har ansvaret for at træffe den beslutning. Det gør jeg meget ud af.Men jeg tror, det er svært at få børnene til slet ikke at føle et medansvar.””Det er noget af det, der er meget fokus på. Jeg synes, det lykkes meget godt ipraksis.”Hertil kommer, at barnet ikke må bringes i en situation, som det ikke kan overskue, jf. Familiesty-relsens vejledning om samvær. Blandt informanterne opleves dette overordnet set ikke som et pro-blemDet er der meget fokus på. Jeg føler absolut ikke, det sker. Helt sikkert.”Der henvises til,at dette tages med i betragtning både ved vurderingen af, om barnet skal indkaldes til en samtale, ogi forhold til, hvad barnet spørges til ved samtalen.Ligeledes bør barnet via deltagelse i en samtale ikke bringes i en alvorlig loyalitetskonflikt i forholdtil forældrene, jf. Familiestyrelsens vejledning om samvær. Nogle af informanterne mener, at detteer svært at undgå i praksis, men de fleste giver udtryk for, at det godt kan lade sig gøre:”Det kommer de aldrig, for vi spørger dem aldrig til om de vil være det ene ellerdet andet sted.””Det kan man ved at skabe et fortroligt samtalerum med dem. Men de er i en loy-alitetskonflikt, når de kommer. Det er også derfor, det er så vigtigt at skitsererammerne fra start af. Det handler jo ikke om, at de skal vælge. Det gøres de klartved starten af samtalen. De skal heller ikke fortælle om, hvem de helst vil bo hos.”Flere peger igen her på de børnesagkyndiges kompetencer at disse er gode til at spørge på denrigtige måde, så børnene ikke kommer i en (forstærket) loyalitetskonflikt. Desuden nævnes, at for-ældrenes konfliktniveau i statsforvaltningerne indgår som kriterium for at undlade en samtale medbarnet, jf. det tidligere.

5.6.2 Videreformidling af barnets perspektivNår en samtale med barnet er afholdt, skal der udfærdiges et notat om samtalens indhold. Af be-tænkningen Barnets perspektiv og i Familiestyrelsens vejledning om samvær fremgår de nærmereforhold omkring notatets udformning. Da barnets perspektiv tillægges stor vægt ved en afgørelse,skal notatet være udformet så fyldigt, at barnets synspunkter ikke kan betvivles på et senere tids-punkt. Samtidig skal der tages højde for, at notatet kommer til forældrenes kendskab, og at notatetikke må belaste barnets forhold til dets forældre. Der er således et dilemma i, at barnets synspunkterskal tydeliggøres i beslutningsgrundlaget,udfald. Udvalget om forældremyndighed og samvær påpeger på baggrund af den føromtalte under-søgelse af Hanne Warming, at det er en udfordring at forvalte barnets udtalelser og videreformidle, og når det er bekymret for, hvadder må siges til forældrene. Det anbefales, at der ikke videregives meget udførlige oplysninger omforældre eller anden nær familie, men at barnets udtalelser generaliseres og omskrives på en sådanmåde, at det undgås, at barnet bringes i en yderligere loyalitetskonflikt. Det skal drøftes med barnet,hvad der skal gengives i notatet om samtalen, og om der er noget, som ikke skal med. Mulighedenfor at undtage oplysninger fra forældrenes aktindsigt betragtes ikke som en ideel løsning, da barnetkan risikere at blive forhørt af forældrene, når disse bliver gjort bekendt med, at visse oplysningerer undtaget, jf. Familiestyrelsens vejledning om samvær og Udvalget om forældremyndighed ogsamvær.Ifølge interviewpersonerne udarbejdes notatet i statsforvaltningerne af den børnesagkyndige, derhar afholdt samtalen, mens det i retterne er forskelligt, om det er dommeren eller den børnesagkyn-dige, der gør det. Disse forskelle gælder også tilfælde, hvor begge har deltaget i samtalen. Fleredommere oplyser, at den børnesagkyndige udfører dette arbejde, fordi de ergode til at formulere,så barnet ikke kommer i klemme mellem forældrene.”Stort set alle informanter beretter, at børnene inddrages i notatskrivningen, så de er vidende om,hvad der fortælles videre til forældrene, og for at den person, der afholder samtalen, kan få bekræf-tet hos barnet, at dets udtalelser er korrekt forstået. Dette foregår typisk sidst i samtalen og enkeltesteder også undervejs. De større børn kan også være med i formuleringen af notatet. En enkelt for-tæller modsat, at notatet ikke gennemgås med barnet under samtalen.Ifølge Familiestyrelsens vejledning om samvær bør notatet indeholde en vurdering af, om barnet eralderssvarende, og i de tilfælde, hvor barnet er meget i klemme, også en vurdering af, om dets syns-punkter kan antages at være udtryk for egen mening. Det sker med henblik på at kunne imødegåeventuelle senere indvendinger fra en forælder om, at barnets udtalelser er påvirket af modparten.Der er blandt interviewpersonerne en forskellig holdning til denne del. Nogle giver udtryk for, atdet er rart at have, når der skal træffes afgørelser, mens andre mener, at det kan være uheldigtat

vurderinger af, om barnet fx er påvirket af den ene eller anden forælder, blandes sammen meddommerens afgørelse.”Det føromtalte dilemma om, at inddragelsen af barnet på den ene side er et spørgsmål om retssik-kerhed for barnet, mens dets oplysninger på den anden side vægtes i afgørelsen, hvorfor der ogsåom end i anden række ifølge Udvalget om forældremyndighed og samvær er tale om en forhold,som forældrene har interesse i og krav på at gøres bekendt med, påpeges også af interviewpersoner-ne:”Jeg sidder ikke med en løsning, men det er et væsentligt problem. Man kan ikkebåde blæse og have mel i munden i de tilspidsede sager, altså inddrage barnet ogsige, at dets perspektiv skal belyses, og samtidig sikre forældrenes indsigt i sagenog deres retssikkerhed. […] Det vigtigste må trods alt være at få den rigtige afgø-relse – den der er bedst for barnet. Ikke forældrenes retssikkerhed, men barnets.Børnene bør kunne udtale sig frit uden risiko for repressalier eller for at gøre denene eller den anden ked af det.””Men ud fra retsplejemæssige synspunkter så kan sagen heller ikke afgøres påbaggrund af oplysninger, som forældrene ikke er bekendt med. Det er et dilemma,som måske er uløseligt.””Før kunne vi sige til forældrene, at de ikke fik noget at vide fra samtalen. Nu erden vendt om, så det er hovedreglen, at de skal have et notat fra samtalen. Og deter jeg meget ked af, at de skal. Jeg ville gerne kunne sige til barnet, at det ikkeskal være bange for, at noget af det, vi snakkede om, kom videre. Jeg savner, atdet kommer til at fremgå af loven, at hovedreglen er, at barnet kan udtale siguden frygt for, at det bliver videregivet til forældrene. […] Det skal være sådan,at det kan man fuldt legalt undlade at gøre. Pt. kommer det an på, hvordan manhåndterer notatskrivningen.”Interviewpersonerne har således ikke en løsning på dilemmaet, der manifesterer sig ved udarbejdel-sen af notatet.I håndteringen af oplysninger, der kan belaste barnets forhold til dets forældre, anvendes både atudelade detaljer og kun videregive hovedindholdet, at omformulere, at udelade oplysninger og und-tage oplysninger fra forældrenes aktindsigt. Dette kan ske, hvis barnet under gennemgangen af no-tatet giver udtryk for, at det ikke ønsker, at forskellige dele skal indgå, men det kan også forekom-me, hvis personen, der afholder samtalen, vurderer, at barnet ikke selv kan overskue konsekvenser-ne af dets udtalelser.3333

Fokus på hovedindholdet af samtalen og brugen af omformuleringer i notatet synes at foregå retgenerelt. Det fortælles, at der udvælges i det, børnene siger, så det bliver dækkende, samtidig medat børnene ikke udleveres. Barnets udtalelser kan også omformuleres til noget mere positivt, fx for-tæller en interviewperson, at det”kan være meget følsomt, at forældre skændes, så det kan omfor-muleres til ”far og mor kan godt blive bedre til at snakke sammen.””Udeladelse af oplysninger vælges typisk, når det angår mindre relevante dele af samtalens indhold,mens muligheden for undtagelse fra aktindsigt kan komme på tale, når det handler om forhold, derer centrale for sagens afgørelse, eller som kan føre til en underretning. Den generelle oplevelse er,at det er yderst sjældent, at børnene vil have udelukket noget af central betydning:”Man kan også holde kæft med tilbagevirkende kraft hos mig, altså vi kan stregenoget ud. Det afhænger af hvad det er – ikke ved det mest afgørende, men det ermeget, meget sjældent, at noget undtages.””Hvis børnene ikke vil have noget med: Er det uden betydning, så streges det ba-re. Er det af betydning, så snakkes med juristen om at undtage. Det er sjældent, vihar problemet. Nogle gange er det nødvendigt at underrette kommunen, men ge-nerelt er det et dilemma at undtage oplysninger, og man skal tænke sig godt om.Undtagelsen kan blive ændret i Familiestyrelsen, plus at forældrene kan udspørgebarnet om det hemmeligholdte.”Risikoen for, at barnetnes af flere som årsag til, at undtagelser ikke anvendes i stor udstrækning.v-

Ikke alene omformuleringer og udeladelser af oplysninger, der kan belaste barnets forhold til detsforældre, men den generelle formulering af barnets udsagn i notatet fra samtalen nævnes som etforhold af betydning for at friholde barnet for ansvar og for at undgå, at børnene kommer i en (yder-ligere forstærket) loyalitetskonflikt. Det, der henvises til, er, at barnet ikke er blevet bedt om at væl-ge mellem forældrene, og at dette skal fremgå tydeligt af formuleringen:”Jeg tror, at det er fint nokmed børnene, at det har betydning, men måden, det siges på, er meget vigtig. De skal ikke vælgemellem deres forældre. Det skal være meget klart.”Flere peger også her på de børnesagkyndigeskompetencer at disse er gode til at formulere notatet på den rigtige måde, så børnene ikke ansvar-liggøres. Desuden nævnes betydningen af, hvordan vægten af barnets udsagn fremstår i afgørelser-ne:

”I vores begrundelse i afgørelsen fremgår det, at der er lagt vægt på barnets ud-sagn. Så barnet bliver i den grad gjort ansvarlig for løsningen. Vi stikker i dengrad andre og os selv blår i øjnene, hvis vi kalder det noget andet.””Jeg har tænkt over det for nylig. Det er dejligt nemt med de lidt større børn atskrive som begrundelse i afgørelsen, at det er på baggrund af barnets udsagn –for så holder den – men vi skal passe på, at barnet ikke ender som sandhedsvidne,og at det ser ud til, at det er barnet, der bestemmer. Jeg er selv begyndt at drejeden – i afgørelsen er der jo også lagt vægt på andre ting.””Jeg formulerer aldrig afgørelser, så der står ”barnet ville gerne sådan og så-dan.””Videregivelsen af oplysninger opleves generelt set ikke at bevirke, at børnene er tilbageholdendemed oplysninger under samtalen, tværtom siges børnene at være meget åbne og fortællende. Mulig-heden for at udelade oplysninger vurderes her af betydning. I særlige sager, såsom meget konflikt-fyldte forhold eller sociale sager, er der flere erfaringer med, at børnene ikke ønsker at komme medudtalelser grundet videregivelsen af disse. Desuden er der blandt informanterne erfaringer med, attrods bestræbelserne på at udforme notatet på en måde, der ikke belaster barnets forhold til detsforældre, forstærkes nogle børns loyalitetskonflikt alligevel efter samtalen eller afgørelsen, idet dis-se udspørges af forældrene om det nærmere indhold i samtalen:”Jeg har hørt om børn, der bliver afhørt minutiøst efterfølgende af forældrene.[…] Så selvom jeg mener, at det er ufarligt, er det ikke sikkert, det er det, nårbarnet kommer hjem. Selvom vi gør os umage for, at det skal være det.”Af denne årsag forbereder nogle barnet på en sådan situation:”Siger også typisk under samtalen til barnet, at ”du har ikke nogen pligt til at for-tælle dine forældre, hvad der er blevet sagt, og det er vigtigt, at du bestemmerselv, hvad du vil sige.””I tilfælde, hvor den børnesagkyndige har afholdt samtalen alene, videregives til tider oplysninger,der er udeladt i notatet, til den person, der skal træffe afgørelsen. Der er forskellige opfattelse afbrugbarheden herved. Nogle mener, at det er rart at have alle forhold med, mens andre giver udtrykfor, at det kan give problemer:”Jeg vil ikke høre noget, der ikke kan stå der. Det er et dilemma, hvis afgørelsenafspejler oplysninger, der ikke fremgår af notatet.”3535

5.7 Efterfølgende formidlingVidereformidling af indholdet i samtalen med barnet (notatet) til forældrene samt formidlingen afsagens afgørelse til både forældre og børn behandles af såvel Udvalget om forældremyndighed ogsamvær som i Familiestyrelsens vejledning om samvær. Med hensyn til videreformidlingen til for-ældrene fremgår det, at dette kan overvejes at ske på et opfølgende møde med forældrene.For så vidt angår en direkte formidling til barnet påpeger Udvalget om forældremyndighed og sam-vær visse dilemmaer i en sådan officiel information, såsom form, indhold, barnets alder og mulig-hed for opfølgning. Udvalget anbefaler, at der iværksættes forsøg med en direkte formidling til bar-net. Desuden anbefales det for domstolenes vedkommende, at i de sager, hvor der har medvirket enbørnesagkyndig eller en bistandsperson, skal disse sørge for, at det er muligt for barnet efterfølgen-de at kontakte den børnesagkyndige eller bistandspersonen for at få hjælp til at forstå resultatet ogkonsekvenserne af domstolens afgørelse. Videreformidling af en afgørelse til barnet anses særligrelevant i tilfælde, hvor barnets umiddelbare ønsker helt eller delvist ikke følges.I statsforvaltningerne sker videreformidlingen til forældrene af notatet fra samtalen med barnet en-ten via brev eller en opfølgende samtale. Ifølge interviewpersonerne forøger et opfølgende mødedels muligheden for at opnå forlig, dels tilliden til både samtalen med barnet og til udmeldinger påbaggrund heraf og dels holdbarheden af aftaler og afgørelser:”Det er lettere at bevæge folk i retning af en forligsmæssig løsning, hvis du siddermed dem, end det er, når notatet sendes ud. Der er ikke så mange, der bliver enigeaf at få et notat tilsendt.””Det kan se voldsomt ud på tryk – helt anderledes end hvis den, der har talt medbarnet, kan formidle det.”

”Man kan mærke, at det gør en forskel, når den børnesagkyndige sidder der. Debørnesagkyndige kan uddybe nogle ting, der gør, at forældrene bedre kan fæstelid til samtalen.””Vi bryder os ikke om bare at sende et notat ud. Det er helt tydeligt, at det er såbetydningsfuldt for forældrene at komme ind og høre, hvordan deres barn har det,og at de har tillid til at vi har snakket ordentlig med dem. Det gør også, at vi me-get sjældent får indvendinger efterfølgende, og det gjorde vi tit forinden. […] Jegsynes, at man tager hånd om forældre og børn på en helt anden måde end bare atstikke et notat med posten.”Også af hensyn til barnet anses et opfølgende møde for at være væsentlig:”En opfølgning med forældrene ville være, at løfte noget af ansvaret væk fra bør-nenes skulder og placere det der, hvor det skulle være, nemlig hos de voksne.””Vi kunne bløde op på det [ansvarliggørelsen af barnet], hvis vi havde nogle flereressourcer til at holde opfølgende møder med forældrene i stedet for at fremsendeet notat, som vi gør i dag, hvor børnene så skal stå skoleret.”Samtidig med, at holdningen til brugen af opfølgende møder generelt er, at det er meget fordelag-tigt, er det meget varierende, hvor ofte disse møder anvendes fra meget sjældent til næstenaltid. Variationen beror på ressourcer. Nogle oplever, at det ikke har været muligt at holde opføl-gende møder inden for rimelig tid efter samtalen med barnet af ressourcemæssige årsager, andre atdet tidligere har været muligt, men at det nu er reduceret på grund af sparehensyn. Generelt er der etønske om at kunne holde flere opfølgende møder, da det opleves relevant i langt flere sager enddem, hvor der i dag afholdes sådanne møder. Flere påpeger på samme tid, at behovet ikke angår allesager, bl.a. ikke de ukomplicerede.I retterne sker videreformidlingen til forældrene ved, at notatet sendes til parterne/deres advokater,og herefter er det forskelligt, om forældrene kommer til et opfølgende møde, og hvorvidt dette skerpå dommerens eller forældrenes anmodning. Generelt er det svært at komme med et bud på en sæd-vanlig fremgangsmåde:”Indtryk fra samtalen formidles til forældrene via retsbogen. Den sendes til par-terne, typisk deres advokater, og i en standardsag træffes der afgørelse på det fo-religgende grundlag. Hvis man til hovedforhandlingen kan mærke, at de ikke kanforliges nu, men måske senere, så berammes et nyt møde ca. 14 dage efter samta-len, hvor et forlig forsøges. Der kan også mangle noget, så man er nødt til at ind-3737

kalde forældrene igen, eller barnet kan sige noget, der gør det oplagt – altså så-dan at forældrene burde kunne indse, at det kunne blive godt for dem alle. Så ind-kaldes de igen. Eller forældrene kan selv bede om at mødes igen efter at have fåetretsbogen.””Notatet sendes til parterne. Vi skriver med forslag om forlig, og vi opnår rigtigmange, ca. 50 pct. Resten sendes til møde nr. 2. Det her møde sættes der tid af til,når sagen berammes. Her kommer den børnesagkyndige med et forligsforslag, oghvis forældrene ikke vil det forslag, så rykkes over i en retssal til hovedforhand-ling. […] Sådan gøres det ikke i alle tilfælde. Der er mange variationer, helt af-hængig af familiekonstellationen, forældrenes indsigt i barnets bedste, konfliktni-veau m.v. Sagerne får en individuel behandling.””Jeg startede ud med en forestilling om, at det var i helt særlige situationer, atder var behov for at forklare sig igen. Min erfaring siger mig bare, at der altid erbehov for at forklare sig igen. Så det er blevet sådan, at jeg fast har det – det op-følgende møde berammes på forhånd.”De nævnte variationer, både i statsforvaltningerne og i retterne, implicerer, at det er forskelligt, ihvilket omfang samtalen med barnet også bruges i forligsøjemed eller alene med henblik på at træf-fe afgørelse. Desuden fortælles, at notatet om samtalen med barnet både kan formindske og optrap-pe konflikten mellem forældrene og herigennem føre til såvel forlig som afgørelser. Alt i alt frem-står hyppigheden af, om sagen ender med forlig eller afgørelse på baggrund af samtalen med barnetmeget forskellig. Mens nogle fortæller, at der”oftest træffes afgørelse”,siger andre:”Ofte frafal-der advokaterne efter notatet fra samtalen. Vi forliger langt flere sager end før lovgivningen.”Med hensyn til formidling af afgørelsen til barnet hvilket som sagt er særlig relevant i tilfælde,hvor barnets umiddelbare ønsker ikke følges finder dette yderst sjældent sted. Det er meget for-skelligt, om dette anses for at være problematisk. Nogle omtaler det som en sort samvittighedeller et kildent spørgsmål , mens andre understreger, at børnene ikke er parter i sagen, hvorfor derikke skal ske en videreformidling til dem. Særligt i retterne fremstår det som en fremmed tanke atskulle formidle direkte til barnet. Nogle foreslår dog, at det måske kunne være en idé at formidleafgørelsen direkte til de større børn i form af et brev. Det kunne især ske i de tilfælde, hvor afgørel-sen ikke følger børnenes ønsker.

de er”bange for at gøre den ene eller den anden ked af det”,at det er”belastende at skulle delevandene”,men samtidig atmange – og det er heldigvis de fleste – er udmærket tilpas med situati-onen.”Desuden giver interviewpersonerne udtryk for, at de fleste børn er meget nervøse og harsommerfugle i maven, når de møder op til samtalen. På samme tid er der en stærk oplevelse af, atdet er betydningsfuldt og forløsende for børnene at komme til samtale:”Jeg oplever, at det er betydningsfuldt for børnene at blive set og hørt. Selvfølge-lig er det svært, og vi skal derfor være opmærksomme på de sager, hvor børnenekan komme endnu mere i klemme.””Børn tager det som en chance og et håb om at noget kan blive bedre.””De kommer lidt forsagte, men går meget forløste ud.””Jeg oplever, at de er meget lettede bagefter, og det er også den tilbagemelding vifår fra forældrene.”Vurderingen af, at det ikke er en dårlig og i nogen tilfælde ligefrem en god oplevelse for børne-ne at komme til samtale, kobles sammen med den måde, samtalen foregår på, og dens indhold, her-under at børnene ikke bliver bedt om at vælge mellem forældrene. Det fortælles, at flere børn efter-følgende giver udtryk for nå, var det ikke andet . Vurderingen kobles også sammen med det for-hold, at en del børn i forvejen er indblandet i forældrenes konflikt, og at det i denne situation er rarteller forløsende at tale med en neutral voksen person:”Jeg har egentlig oplevet, at de fleste børn er positive over for det og gerne vilinddrages. Jeg har egentlig været lidt overrasket over det. Det er nok fordi, de al-ligevel er så påvirkede af det, der sker, så man kan ikke skåne dem for det, uansetom de kommer i retten eller ej. De er udmærket klar over den konflikt, der er mel-lem forældrene.””Jeg oplever, at børnene synes, det er positivt at blive inddraget. De giver udtrykfor, at det er rart at tale med en, der ikke er en del af konflikten.”Det kan i denne sammenhæng nævnes, at flere dommere på eget initiativ under interviewet omtalerDR-dokumentaren Forældrekrigen , som viser børn, der er voldsomt påvirket af samtalen i retten.Dette billede betragtes som forvredet, og det siges eksempelvis:”Jeg kunne ikke genkende det billede. Jeg synes, det var chokerende. Jeg kenderselvfølgelig ikke deres ageren til og fra retten i bilen, men det er ikke min opfattel-3939

5.9 Vurdering af børnesamtalen og forslag til forbedringerInterviewpersonerne sætter generelt stor pris på samtalerne med børnene. Dette skyldes dels et ind-tryk af, at langt de fleste børn befinder sig godt ved at være til samtalen, dels en oplevelse af, atsamtalen foregår på en ordentlig måde, og at samtalerne er med til at forbedre aftalerne eller afgø-relserne:”Jeg synes, at samtalerne foregår på en fin og nænsom måde, så vi kan stå til an-svar for de afgørelser, vi laver.””Samtalerne er meget forskellige, men jeg har aldrig oplevet, at det er gået galt.Jeg oplever, at de børnesagkyndige er gode til at spørge rundt om emnet – ikkesætte det på spidsen, ikke presse med noget.””Jeg tror også, at aftalerne helt klart bliver bedre, både at det bliver bedre forbørnene, og at aftalerne bliver mere holdbare. Det gør et stort indtryk på de fle-ste.””Som dommer i de her sager er det absolut et fremskridt, at vi kommer nærmereind på det. Man føler sig egentlig bedre rustet til at træffe afgørelse. Man stårbedre som dommer, når man skal træffe afgørelse efter sådan en samtale. Manhar et bedre grundlag for at træffe afgørelse.”Flere peger her på, at den øgede brug af børnesagkyndige både ved et indledende møde og ved bør-nesamtalerne er med til at forbedre samtalernes kvalitet samt notatet om indholdet i samtalen. Des-uden bemærker nogle af informanterne en ændring ved, at de børnesagkyndige har fokus på barnetstrivsel og situation, mens samtalerne”tidligere bar mere præg af at være bevisregel.”Under hen-visning til sagernes forskellige karakter nævner af flere dommerne, at muligheden for at bestemme,hvor og af hvem samtalen skal holdes, er en fordel.En del af informanterne mener, at der samtidig er forhold omkring samtalen med barnet, der kanforbedres.

Et af disse angår ressourcer til afholdelse af kurser om børnesamtalen. Dette ønske fremkommerbåde blandt børnesagkyndige, jurister i statsforvaltningerne og dommere. De påpeger, at det er etområde, der kræver ajourført viden samt kompetencer, som jurister og dommere ikke har via deresuddannelse:”Jeg har deltaget i kurser, blandt andet med en norsk psykolog, og jeg menerselv, jeg lærte nogle fif – hvordan man skal sidde, at det er godt at gentage, så deføler sig forstået osv. Man kunne måske godt gøre det obligatorisk, at dommerneskulle på sådan et kursus, altså at man på en eller anden måde skulle klæde dom-merne på til det, hvis det er dommerne, der skal tage samtalerne.”Et andet forslag angår børnevenlige lokaler, der som beskrevet ikke findes alle steder, og som efter-lyses af nogle af informanterne.Også forberedelsen af forældrene på, hvad der skal foregå ved samtalen med barnet, nævnes som etområde, der kan forbedres. Som nævnt er denne forberedelse af meget varierende omfang, og fleregiver udtryk for, at forberedelsen kunne være bedre. Eksempelvis foreslås en informationsfolder,der forklarer forældrene, at det ikke er afgørende, hvem der ledsager barnet til samtalen, og somgiver indblik i samtalen, herunder at barnet ikke skal vælge mellem forældrene. Dette vil kunnegøre forældrene mere trygge ved samtalen med barnet og samtidig smitte af på forberedelsen afbarnet, som i høj grad er overladt til forældrene. I forlængelse heraf nævnes også muligheden for enpjece om samtalen målrettet de ældre af børnene. En sådan vil kunne sendes med posten eller væretilgængelig på en hjemmeside. Nogle har sådanne foldere, mens andre efterlyser dem.Kravene til udformningen af notatet om indholdet af samtalen med barnet indgår også blandt deforhold, der ifølge informanterne kan forbedres. Dette angår det tidligere nævnte dilemma vedrø-rende på den ene side barnets perspektiv som en retssikkerhed for barnet og på den side notatetsfunktion som bevisregel i afgørelserne. Der gives dog ikke et entydigt løsningsforslag på dette di-lemma.I statsforvaltningerne ses også et ønske om flere ressourcer til opfølgende møder med forældrene.Disse møder betragtes som værdifulde for både forligsbestræbelser, aftalerne eller afgørelsernesholdbarhed og for at undgå, at forældrene senere hen udfritter børnene om samtalen. En af infor-manterne siger om dette:”Det ville være en forbedring, hvis det blev skrevet ind i vejledningen, at man ind-stiller til, at der holdes opfølgende møder. Alt andet er først og fremmest ikke iorden over for barnet, men heller ikke i orden over for forældrene. Det er heller

ikke konfliktdæmpende, at få et notat ind af brevsprækken. […] Men sager er for-skellige, så der bør være individuelle løsninger.”Der er ikke enighed om, hvorvidt en direkte opfølgning til barnet vil være en god idé, men noglepeger på, at et brev til de ældre børn kunne være fordelagtigt, særligt i de tilfælde, hvor afgørelsengår imod dets ønsker. I en af statsforvaltningerne fortælles, at et forsøgsprojekt, hvor barnet ogsåinddrages efterfølgende, er på tale. En anden informant påpeger, at det kunne være en fordel med ettilbud til barnet om en afrundende samtale. Det tilføjes dog, at det er et tveægget sværd, da det ogsåkan være belastende for barnet at skulle inddrages flere gange.Endelig peges på det forhold, at der ikke er viden om barnets situation efter en samtale. Det er ogsået område, der kan forbedres:”Der mangler fokus på de reaktioner, samtalerne kan afstedkomme. Og det sam-ler vi ikke op på. Man kunne måske have et åbent tilbud om rådgivning både tilforældre og børn. Det skulle ikke være obligatorisk, men der er nogle børn, derlades i stikken.”

6.1 Inddragelse og medbestemmelseDer er ikke nogen tvivl hos børnene om, at man er nødt til også at spørge børnene i de her sager:”De kan jo ikke rigtig vide, hvad barnet tænker, hvis de ikke får det at vide. Og såkan det være, de træffer nogle dumme beslutninger, som barnet vil blive ked af.”Her rettes der opmærksomhed på, at forældrenes perspektiver ikke i alle tilfælde er det samme sombarnets. Adspurgt om det ikke er tilstrækkeligt at spørge forældrene, svarer et af børnene fx:”Nej, for de har måske en helt anden mening, end hun [barnet i en af de fire hi-storier] har, og så siger de jo bare, hvad de synes.”Ikke alene betragtes barnet som en vigtig kilde til viden, barnets position i sagen betyder samtidig,at det er væsentligt at høre børnene:”For det er jo os, det handler om.”Børnene giver også meget entydigt udtryk for, at barnets synspunkter skal vægtes i sagen i modsatfald reduceres barnet til”bare at være en brik, der flytter med”og”ellers bliver alt bestemt rundtom hovedet på mig.”I hvilken grad, det skal vægtes, er der forskellige holdninger til. Enkelte giverudtryk for, atbørn har jo selv ret til at bestemme”,men flere fortæller, at dette skal være i foreningmed de voksne. Nogle af børnene er også opmærksomme på, at der med indflydelsen følger et an-svar:”Ja, hun [barnet i en af de fire historier] skal være med til at bestemme, hvor hunskal bo, men hun skal kun have en indflydelse på det. Hun skal ikke have hele an-svaret.”Børnenes egne erfaringer med at blive inddraget i sagen i form af en samtale og medindflydelsenherigennem fremgår af det senere.

”Altså, man kan jo godt snakke med ens forældre, men nogle gange er det lidt ir-riterende, for det er jo ligesom dem, der er problemet.”Der peges her på, at det er nemmere at komme med sine synspunkter, når den voksne ikke er invol-veret i konflikten. Det fremstår på baggrund af interviewene som om, at en del børn opfatter samta-len som et rum, hvor der ikke skal tages hensyn til forældrenes reaktionerDu plaprer bare løsom, hvad der er galt.”Børnene virker i øvrigt meget opmærksomme på deres forældres reaktioner.Om det at tale med en voksen uden for familien siges:”Det er rart at kunne sige, hvad man gerne vil. Før har jeg ligesom følt, at jegblev nødt til at holde med enten min far eller min mor. Og jeg kunne ikke holdemed dem begge to, for det var besværligt.””Så er der ikke er nogen, der bliver sure, eller lidt kede af det, eller lidt glad, alt-så sådan lidt stort smil på læben, mens den anden bliver ked af det, jo.”Foruden muligheden for at tale mere åbent og uden at være bange for, hvilke reaktioner udtalelserneafstedkommer, gives der også udtryk for en større tillid til, at den voksne vil behandle barnets syns-punkter mere objektivt og professionelt:”Det var betryggende, at det var én, der var upartisk.””Det var rart at tale med én, der er neutral – én der ikke er en del af det. De hol-der hverken med min mor eller far.””Jeg synes ikke, det var så rart i starten at have det der ansvar, men da jeg såkom derind, fik jeg det ret meget bedre, for det virkede som om, at det var én, dervar vant til de der samtaler. Én der ikke ville være ond med mine holdninger.”Børnene er også blevet spurgt til, om de gerne ville have haft en bisidder. Der er blandt børneneikke noget ønske om, at en sådan person skulle deltage i samtalen. Det fortælles, at den børnesag-kyndige person gjorde dem trygge, at det var rart kun at være to til samtalen, og at det omvendt ikkeville være hverken rart eller trygt med flere voksne. De ser heller ikke noget behov herfor:”Nej, det tror jeg ikke rigtig, jeg havde brug for. Hun sagde jo ikke noget, jeg ikkeville svare på. Det var jo meget roligt.”

6.2.2 Tid og stedBørnene har generelt oplevet, at der var god eller rigelig tid under samtalen at den sluttede, når deikke havde mere at sige. En enkelt giver udtryk for, at der var for lidt tid til at snakke om de enkeltepunkter, og at der skulle være gået mere i dybden med spørgsmål og svar. Dette barn føler sig ikkeforstået.Med hensyn til det lokale, samtalen afholdes i, så bemærkes og huskes det af børnene. Mens der eren del af forholdene ved samtalen, børnene ikke kan huske, har alle lokalet i erindring og beskriverdet somlidt mørkt”, ”der var legetøj og farveblyanter og sådan noget”, ”der var lys ind og detvar åbent. Hyggeligt nok”, ”rart”, ”det var okay”, ”Det var dejligt, at man kunne sidde og tegnelidt”, ”Det var et rart sted. Meget hyggeligt med blomster og frisk luft og solskin”, ”Det var sådanmere et hvidt lokale.”

6.3 Forberedelse på samtalenBørnene fortæller, at de er blevet forberedt på samtalen af deres forældre. Det fremstår noget for-skelligt, hvor meget de har fået fortalt, men uanset omfanget heraf, er der meget delte meninger om,hvorvidt der er behov for at vide mere inden samtalen. Nogle giver udtryk for, at der ikke er behovfor mere forberedelse:”Det var meget sådan afslappet, ikke sådan nogen regler på den måde. Megetnemt. Man behøvede ikke et helt kursus i, hvordan man skulle gøre det.”Mens andre, og det gælder de ældre børn, gerne ville have vidst mere på forhånd, herunder at detvar frivilligt, at deres udtalelser ikke alene er bestemmende for afgørelsen, at der laves et notat, menat det er muligt at få indflydelse på udformningen af dette, samt mere om, hvad samtalen gik ud påmed henblik på at kunne forberede sig. De børn, der gerne på forhånd ville haft oplyst, at samtalener frivillig, siger samtidig, at det ikke ville have afholdt dem fra at deltage.

6.4 SamtalenI forhold til den introducerende del af samtalen fortæller de fleste af børnene, at de her er blevetoplyst om, at samtalen var frivillig eller mere i retning af, at der var mulighed for ikke at svareeller sige pas til spørgsmålene. Det er dog ikke alle børnene, der mener, at de er blevet gjort bekendtmed, at samtalen var frivillig. Det er også de fleste, men ikke alle, der ved samtalen er blevet orien-teret om, at afgørelsen ikke alene baseres på deres udtalelser. Alle fortæller, at de var klar over, atder blev skrevet et referat af samtalen (notatet), og at dette ville blive videregivet til forældrene.Muligheden for at omskrive eller undlade dele af samtalen i notatet er børnene også bekendte med.Et af børnene fortæller her:”Ved alle de ting, vi snakkede om, sagde hun ”er det okay, at jeg siger det her vi-dere til dine forældre.” Og da jeg så havde fortalt det hele, så snakkede vi om detigen.”Indholdet i samtalen opleves af børnene som stille og roligt . Her henvises til, at spørgsmåleneomhandler skole og fritid, hvor langt der er mellem forældrenes bopæl, hvad de foretager sig hoshenholdsvis den ene og den anden forælder og om generel trivsel. Nogle af børnene fortæller, at dehavde forestillet sig noget andet. En siger fx:”Man havde forventet, at man bare gik direkte til sagen, sådan ”Hvad synes DU?Vil DU også bo…?”, men det var slet ikke sådan.”Børnene giver generelt udtryk for, at de fik sagt de ting, de gerne ville.Holdningen til notatet fra samtalen er, at dette ikke skal være for detaljeret:”De skal ikke sige det specifikt. Den voksne skal ikke bare være en båndoptager,men komme med et kort referat eller en konklusion.”Dette skal ses i sammenhæng med, at børnene oplever samtalen som et fortroligt rum, hvor der ikkeskal tages hensyn til forældrenes reaktioner. Tilliden til personen, der afholder samtalen, er her afbetydning:”I starten er det måske lidt svært, fordi man ikke er helt sikker på, om man kanstole på personen. Men efterhånden er det ret nemt, og så er det rart, at man kanfå det ud.”Børnene har derfor også en ret klar holdning til, at det skal være muligt for barnet at bestemme,hvad der videregives til forældrene. De fortæller, at barnet skal sige ja til det og godkende det, dergår videre. Hvorvidt videregivelsen af oplysninger om samtalen til forældrene i praksis betyder, at4646

6.5. Formidling af afgørelsenFor så vidt angår en formidling til barnet om sagens afgørelse, peger Udvalget om forældremyndig-hed og samvær på visse dilemmaer ved at gøre dette per brev, herunder form, indhold, barnets alderog mulighed for opfølgning, og udvalget anbefaler derfor, at domstole og statsforvaltninger medinteresse for formidling til barnet gør sig overvejelser og iværksætter forsøg hermed, jf. det tidlige-re.Børnene giver generelt udtryk for, at de ikke vidste besked om, hvornår der ville ske mere i sagen.Nogle siger, at dette kunne have været rart at vide, så de kunne være forberedt på det.Typisk er sagens afgørelse eller aftale formidlet til barnet af forældrene, men enkelte har modtagetet brev. Børnene er spurgt, om de ønsker en direkte tilbagemelding fra myndighederne i form af etbrev eller et møde. De fleste giver udtryk for, at formidlingen bedst sker via forældrene:”Det er ikke rart at høre fra en fremmed.””Det er betryggende, at der ikke er én til, man skal tale med. Og hvis resultatetgør én ked af det, vil man gerne være hos far og mor.””Man vil helst høre det fra forældrene – dem der er tættest på. Man kender jo hel-ler ikke de andre så meget.””Hvis man nu begynder at græde, så er man sikker på, at de vil trøste én.”Der peges i den sammenhæng på vigtigheden af, at forældrene formår at være neutrale i deres for-midling:

”Hvis de kan sige det uden at vise, at de er lidt utilfredse med det. Den ene er noklidt utilfreds. […]og siger det med en måske lidt dyster tone eller en glad tone.Det kan godt være rart at høre en glad tone, men så har den anden jo bare dendystre tone på.”Et par af de ældre børn giver udtryk for, at de gerne ville have haft en direkte tilbagemelding i formaf et brev eller et møde med den børnesagkyndige for at få formidlet afgørelsen på en upartisk må-de og for at få en begrundelse for afgørelsen i relation til barnets udtalelser. Omvendt er der børn,som har fået formidlet afgørelsen i et brev, og de så hellere, at dette var sket via forældrene:”Jeg fik et brev selv. Det var næsten magen til min mors. Det var lidt underligt, atjeg ikke fik det at vide af mine forældre. Jeg synes nok, det var federe, at man fikdet at vide af sine forældre og ikke skulle sidde og læse det op.”

6.6 Børnenes oplevelser af at blive inddraget og få medbestemmelse samt forslag tilforbedringerBørnene fortæller, at de inden samtalen har været nervøse, men selve samtalen opleves ikke somproblematisk. Adspurgt, hvad de synes om at være til samtale og om at skulle sige sin mening, for-tælles, at”det var bare sådan en ganske almindelig samtale”, ”det var rart”, ”det var dejligt”,”det var nogle gange lidt svært, men også ret sjovt”, ”det lettede”, ”det var ret nemt og rart at fådet ud”, ”rart at sige sin mening”,og at”man følte som om, at alt det, man holdt inde, røg ud.”Det opleves også positivt, at der lyttes til og fokuseres på barnet:”De hører efter, de lytter, og de fokuserer rigtig meget på én – hvad man gernevil, og at det er én selv, man skal tænke på. […] Det er vigtigt, hvad børnene vil.Det glemmer nogle børn. De har travlt med at gøre deres forældre tilfredse.””Og hun lyttede meget til mig. Kun mig. Hendes mening kom ikke. Det var rart, athun bare lyttede til, hvad jeg sagde.”Ud over tilkendegivelser af, at det er lidt svært, men også rart og lettende få lov til at sige sin me-ning, fortælles det, at det også er en situation, som kræver overvejelser:”IP1: Man skal også lige tænke over det, inden man siger det højt.IP2: Ja, om det nu er det rigtige, man siger.”

Implicit heri ligger, at børnene er klar over, at deres synspunkter tillægges vægt. Samtidig er deglade for, at det ikke alene er deres synspunkter, der bliver bestemmende for afgørelsen eller afta-len. Det opleves positivt og hensigtsmæssigt ud fra overvejelser om ansvar:”Jeg kan godt lide, at man bliver hørt, men ikke får lov at bestemme det hele –men stadig har indflydelse.””Jeg ville gerne have en indflydelse, men ikke en al for stor indflydelse, for såblev min far og mor måske kede af det eller for glade.”I tilfælde, hvor barnets ønsker følges, fortælles”det var anderledes på den gode måde, at min me-ning også talte med”,mens det i et tilfælde, hvor afgørelsen ikke fulgte barnets ønsker, siges omdet at blive inddraget og fortælle sin mening:”Altså, jeg er ikke så vild med det. Jeg har jo prøvetdet, og der skete noget, der ikke rigtig skulle ske”.Det pågældende barn synes, at det var rart atvære inde til samtalen, men har ikke efterfølgende en oplevelse af at være blevet hørt. Det skal ogsåses i sammenhæng med, at barnet ikke var blevet oplyst om, at dets udtalelser ikke alene er be-stemmende for afgørelsen. Som påpeget af Udvalget om forældremyndighed og samvær, fremståren formidling til barnet således særlig vigtig, når afgørelsen går helt eller delvist imod barnets øn-sker. I tillæg hertil kan vigtigheden af, at barnet ved samtalen orienteres om, at dets udtalelser ikkealene er bestemmende for afgørelsen, påpeges.Et par af børnene har deltaget i flere samtaler og finder ikke dette problematisk:Det var okay”ogDet er fint nok, for de tager udgangspunkt i, hvad jeg gerne vil, og hvordan jeg har det”.Blandt børnenes forslag til forbedringer hører lokalerne. De børn, der har oplevet for mange hvidevægge giver udtryk for, at lokalerne bør være børnevenlige.Også bedre oplysning om samtalen på forhånd kommer flereslag til, jf. det tidligere.og særligt de ældrebørn med for-

6.7 Om børnegrupperI flere af statsforvaltningerne er der tilbud om børnegrupper. Disse består i grupper af jævnaldrende,hvis forældre er gået fra hinanden. De mødes i et forløb bestående af typisk 6-8 møder med henblikpå at drøfte problematiske sider ved deres situation. Der deltager børnesagkyndige ved møderne.Børnegrupperne er dermed en støttende foranstaltning, der i mindre grad angår inddragelsen af bar-nets perspektiv i sagens proces, som er fokuspunkt for denne evaluering. Eftersom de fleste af bør-nene i undersøgelsen er interviewet på tidspunktet for et møde i børnegruppen, er der også spurgt tilderes erfaringer med disse grupper.Det virker til, at børnene sætter meget stor pris på at komme til børnegruppemøderne. Børnene for-tæller, at de glæder sig til at komme. Også her nævnes fordelen ved at tale med nogen uden for fa-milien:”Man får sådan snakket ud om nogle ting, som man nok ikke ville snakke med sineforældre om.”Navnlig det at være sammen med andre børn i samme situation værdsættes:”Man kan godt se, at de andre har det på en måde, der minder lidt om, sådan jeghar det. Det er godt at vide, at man ikke er den eneste i verden, der har det sværteller sådan.””Du kan egentlig lære meget af at høre de andres historier – få lidt mere viden.Man kan høre, det ikke kun er mig, det går ud over, eller det ikke kun er mig, derhar de problemer, det er også andre, og hvordan de så har gjort det.”Den positive indvirkning af de andre børns fortællinger ses også ved, at disse kan bruges til atkommunikere svære forhold til forældrene:”Nu er mine forældre begyndt at lytte efter – altså fordi jeg fortæller om de an-dres historier – og gøre det bedre for mig.”

Børnene understreger, at det er væsentligt, at de ikke på forhånd kender øvrige børn i børnegruppen.Hvis det var tilfældet, ville det ifølge børnene indebære, at snakken ville blive mere falsk, useriøsog pjattende, samt at oplysninger ville blive tilbageholdt:”Det er vigtigt, det er fremmede, som ikke kan sige det videre til nogen, der ikkeskal have det at vide.”Flere fortæller, at de ved første møde var bange for, om der skulle dukke nogen op fra skolen ellerlignende.Det opleves som rart, at de voksne (børnesagkyndige) også deltager i møderne, så de kan være medtil at fremme og styre samtalen. Dog er dette en balance, da de voksne, ifølge børnene, også skalpasse på, at de ikke kommer til at fylde for meget:”Men nogle gange er der måske det problem, at så får man ikke snakket så megetsammen med de andre børn. Når de [børnesagkyndige] spørger, så kigger mansådan på dem og fortæller, og ikke så meget på de andre børn. Det gør vi så ipausen.”Børnene er tilfredse med den afsatte tid og lokalet, som børnegruppemøderne foregår i. Nogle pegerdog i lighed med lokalet for børnesamtalen på, at lokalet er noget sterilt, og at det ville være rartmed lidt flere farver på væggen.

SAMLET OPSUMMERINGSamlet set peges i undersøgelsen på, at belysning af barnets perspektiv og inddragelse af barnet stårcentralt i forældreansvarsloven. I forlængelse heraf gives der udtryk for, at der efter lovens ikraft-træden gøres flere bestræbelser på at få belyst barnets perspektiv i sager om forældremyndighed,bopæl og samvær. Denne del af forældreansvarsloven betragtes generelt som et fremskridt, hvilketskal ses i sammenhæng med holdningen til at inddrage børnene, som er, at det er væsentligt, og atdet forbedrer afgørelserne/aftalerne. Også børnene giver udtryk for, at det er vigtigt at blive inddra-get og få medindflydelse.Såvel medarbejderne i statsforvaltningerne, dommerne som børnene er enige om, at inddragelsen afbarnet i form af en samtale generelt foregår på en ordentlig og nænsom måde. Medarbejderne istatsforvaltningerne og dommerne vurderer desuden, at børnene oplevelse af at være til en samtalefor de flestes vedkommende er positiv. Dette billede bekræftes af børnene, som fortæller, at detkræver overvejelser, men samtidig finder de det rart og lettende. Det skal her påpeges, at børnene idenne undersøgelse formodentlig ikke har gennemgået meget belastende forløb.Dette er hovedindtrykket fra undersøgelsen. Det nævnes dog også, at det i særlige sager, fx i megetkonfliktfyldte forhold eller socialt tunge sager, hvor der samtidig er mange andre problematikker,kan være vanskeligere for barnet at komme til en samtale. I disse sager vurderes det at være relevantmed en bisidder. Dog understreges vigtigheden af, at en sådan person forholder sig objektivt oguvildigt til sagen. Brugen af bisiddere findes ikke relevant eller ønskværdig i øvrige sager.Et hovedindtryk fra undersøgelsen er også, at de professionelle er meget opmærksomme på de for-skellige risici ved samtalen, og at man derfor bestræber sig på at undgå, at barnet gøres ansvarligtfor sagens udfald, at det bringes i en situation, som det ikke kan overskue, eller at barnets loyalitets-konflikt forstærkes. Der er forskellige opfattelser af, hvorvidt dette altid lykkes i praksis. Derforunderstreges i undersøgelsen vigtigheden af, at barnet altid gøres præmissernes for inddragelsenklart, herunder ikke mindst at sagens afgørelse ikke alene beror på barnets udtalelser, samt at vide-reformidlingen af barnets udsagn sker med omhu. Erfaringer blandt børnene bestyrker vigtighedenheraf.Med hensyn til kriterierne for at inddrage et barn til en samtale er der delte meninger om hensigts-mæssigheden og værdien af at inddrage de meget små børn. Der tales både for og imod dette. Detdiskuteres desuden, om kriterierne for at undlade en samtale er for snævre, eller om det måskenærmere er et spørgsmål om, hvordan loven forvaltes.

Selv om der overordnet er et positivt indtryk af statsforvaltningernes og retternes belysning af bar-nets perspektiv, navnlig spørgsmålet om inddragelse af barnet i form af en samtale, peges i under-søgelsen på flere forhold, der kan forbedres.Forberedelse af forældrenepå samtalen med barnet er et område, der kan forbedres, fx i form af eninformationsfolder eller mundtligt på et indledende møde med forældre. Denne forberedelse ansesfor at være væsentlig med henblik på at øge forældrenes tryghed og tillid til samtalen med barnet.Det fremstår meget forskelligt, i hvilken udstrækning forældrene forberedes på samtalen med bar-net.En mere omfattende forberedelse af forældrene kan også forbedrebarnets forberedelse,da denne ihøj grad er overladt til forældrene. I forlængelse heraf nævnes også muligheden for en pjece til deældre børn. De ældre børn giver også selv udtryk for, at de gerne ville have vidst mere på forhånd,bl.a. at samtalen er frivillig, at der laves et notat, men at det er muligt at få indflydelse på udform-ningen heraf, at barnets synspunkter ikke alene er bestemmende for afgørelsen samt mere om, hvadsamtalen drejer sig om.Blandt medarbejdere i statsforvaltningerne er der et ønske om flere ressourcer til afholdelse aftvær-faglige møder,hvor en børnesagkyndig også deltager. Disse møder vurderes som betydningsfulde,ikke mindst i forhold til forældrenes forberedelse på en eventuel samtale med barnet. Desuden me-nes møderne at forbedre forligsmulighederne, ligesom der er en opfattelse af, at de kan medvirke tilat gøre de indgåede aftaler mere holdbare. Muligheden for at afholde et tværfagligt møde er efterdet oplyste begrænset af økonomiske grunde.Blandt dommerne er der et ønske ombedre oplyste sager,når disse sendes fra statsforvaltningerne.Det vil kunne forkorte sagsbehandlingstiden og modvirke dobbeltarbejde i bestræbelserne på at be-lyse barnets perspektiv. At der er få oplysninger i sagen, når denne oversendes fra statsforvaltnin-gerne, skyldes formodentlig ofte, at sagen er hurtigt afsluttet i statsforvaltningerne. Dommerne hardog også erfaret, at de oplysninger, der findes i sagen, ikke i alle tilfælde medsendes.Berammelsestiderfor sagerne ved retterne nævnes også som et forhold, der burdes forbedres, daventetiden anses for at være en belastning, ikke mindst for børnene.Der er også et ønske om deltagelse ikurser om samtalen med barnetmed henblik på at øge kompe-tenceniveauet og få opdateret viden på området. Dette ønske fremsættes både af børnesagkyndige,jurister og dommere.Børnevenlige lokalertil at afholde samtalen i ses mange, men ikke alle, steder. Dette efterlyses afnogle af dem, der afholder samtalen under forhold, der ikke er indrettet på børns præmisser. Børne-53

ne selv er opmærksomme på lokalet, som samtalen finder sted i, og ønsker, at dette skal være bør-nevenligt.Det er også forhold vednotatet om indholdet af samtalen,som foreslås forbedret eller i hvert falddiskuteret. Det efterlyses, at der tages klarere stilling til det dilemma, det er, at samtalen på den eneside er en retssikkerhed for barnet, hvorfor det bør kunne udtale sig frit og uden at blive belastet afsine udtalelser, mens barnets perspektiv på den anden side vægtes i afgørelserne, hvorfor forældrenehar krav på indsigt i grundlaget. Der gives dog ikke et entydigt løsningsforslag på dette. Blandt bør-nene er der en klar holdning til, at det skal være muligt for barnet at bestemme, hvad der videregi-ves i notatet.Blandt medarbejderne i statsforvaltningerne er der et ønske om flere ressourcer tilopfølgende mø-dermed forældrene efter samtalen med barnet. Det vurderes, at disse møder øger forældrenes tillidtil samtalen samt forståelsen og accepten af barnets udsagn. Møderne menes også at kunne forbedreforligsmulighederne, øge holdbarheden af aftaler/afgørelser og mindske risikoen for, at forældrenesenerebørnene om samtalen. Netop de forældrereaktioner, samtalerne afstedkommer,nævnes også som et område, hvor der savnes fokus. I praksis er det meget varierende, i hvilken ud-strækning opfølgende møder finder sted, men flere nævner, at muligheden er begrænset på grund afmangel på ressourcer.Behovet for at opnå forældrenes tillid og accept understreges af, at det hovedsageligt er dem, derformidler afgørelsen eller aftalen til barnet. Der er ikke enighed om, hvorvidt endirekte opfølgningtil barnetefter samtalen ville være en god idé, men der peges både blandt medarbejdere og børn på,at et brev til de ældre børn i visse sager kan være fordelagtigt, særligt i tilfælde hvor afgørelsen gårimod barnets ønsker. I øvrigt giver de fleste af børnene udtryk for, at de helst ser, at forældrene va-retager formidlingen, men peger samtidig på væsentligheden af, at forældrene kan håndtere denneopgave.Endelig anbefales det af såvel medarbejdere i statsforvaltningerne som af dommere, at der indføresenspærreregel eller en karenstid,så det ikke er muligt at anlægge en ny sag umiddelbart efter enafgørelse, blandt andet for at skåne børnene for gentagen inddragelse.

Med denne rapport sætter Børnerådet fokus på børns perspektiver på familielivet i alle detsformer, herunder også i forbindelse med skilsmisse. Undersøgelsen indgår som en del afFamiliestyrelsens evaluering af forældreansvarsloven, der trådte i kraft i 2007. Jeg er glad for, atBørnerådet har fået mulighed for at give børnene en stemme i debatten om den omstridte lov.Undersøgelsen bidrager med en række væsentlige indsigter. Det står således klart, at børnenehar et stort ønske om at blive taget med på råd, når der bliver truffet beslutninger i forbindelsemed skilsmisserne. Børnene vil høres, og de ønsker, at deres synspunkter skal vægtes i enskilsmissesag. Men alt for mange af skilsmissebørnene – op mod hver femte – oplever, at deslet ikke er blevet hørt, eller at deres meninger ikke er blevet taget alvorligt under skilsmissen.Vi skal altså gøre os umage for at få børnene mere – ikke mindre – med ind i beslutningerne,men med respekt for den sårbare situation, de ofte beﬁnder sig i.Undersøgelsen fortæller også, at forældrenes indbyrdes forhold er altafgørende for,hvordan man trives som barn. Det er de voksnes skænderier, der står som det værste forskilsmissebørnene. Og her har rigtig mange danske skilsmisseforældre brug for en alvorligopsang. Mere end hvert sjette skilsmissebarn fortæller nemlig, at deres forældre er uvenner.Og mere end hver 10. kunne hverken tale med deres mor eller far om deres egen situationunder skilsmissen. Disse børn har brug for hjælp, når nu forældrene ikke kan støtte dem.Jeg håber, at forældre vil blive bedre til at forstå, hvor stor en omvæltning, en skilsmisse kanvære for de involverede børn. Vores undersøgelse viser, at en betydelig gruppe børn vil havegavn af mere omsorgsfulde skilsmisseforældre – fx i forhold til børnenes fremtidige bopæl. Detbetyder umådeligt meget for børn at kunne bevare tilknytningen til skole og venner. Det er enalvorlig bekymring hos to ud af tre børn, der indgår i undersøgelsen.Også når det gælder stedforældre og -søskende er der mange børn, der kunne have bedreoplevelser af tingenes nye tilstand. En tredjedel af de børn, der bor med stedforældre, er kun’nogle gange’ glade for de nye familiemedlemmer. Og op mod 8 pct. af børnene fortæller os, atde aldrig er glade for deres stedforældre. Det vidner om børn i nogle meget svære situationer,som forældrene ikke har formået at tage ansvar for.Et andet centralt resultat af undersøgelsen handler om børnenes familieideal. Kernefamiliener børnenes klare billede af en rigtig familie. Det viser os, at vi alle må arbejde på at udvideog nuancere børns forståelse og respekt for de mange former, samlivet kan have. Jeg tror,at dette arbejde i høj grad starter hos os selv – vi kan ikke forlange, at vores børn er mindrefordømmende, eller mere anerkendende, end vi selv er.

En stor tak til alle de børn, der har bidraget til undersøgelsen og delt deres oplevelser,meninger og erfaringer med os. Og til deres lærere for det gode samarbejde. Vi har nu fulgtbørnene gennem 4. og 5. klasse, og vi glæder os til at lære dem endnu bedre at kende ved atfølge dem i 6. klasse også.Tak også til den følgegruppe af eksperter, der tidligt i forløbet bidrog med gode råd og input:Rådgivningschef Bente Boserup, Børns Vilkår, psykolog Renée Helmig Toft Simonsen, lektorAllan Westerling, RUC, seniorforsker Mai Heide Ottosen, SFI, kontorchef Malene Vestergaard,Familiestyrelsen, souschef Henriette Braad Olesen, Familiestyrelsen, børnesagkyndig rådgiverIngrid Bové Jakobsen, Statsforvaltningen samt forfatter og debattør Tine Bryld.Endelig vil jeg sige tak til Familiestyrelsen, der har udvist stor forståelse for at få børnsoplevelser belyst som led i evalueringen af forældreansvarsloven.

Familieformer og familiære relationerSyv ud af 10 børn i 5. klasse bor i kernefamilier, og 28 pct. af børnene har forældre, der er skilt.Hver fjerde af alle børnene bor skiftevis med deres mor og far og har dermed to hjem. Mereend hvert sjette bor med en eller to stedforældre.Hver fjerde af børnene er enige i, at en stedforælder kan være lige så vigtig i et barns liv som enbiologisk forælder, mens næsten halvdelen af børnene kun er lidt enige. Dette peger i retningaf, at det er muligt for en stedforælder at spille en essentiel rolle i et barns liv, og at det ikke erutænkeligt for et barn at få en ny betydningsfuld forælder.Dog ser vi også, at mere end hver fjerde af de børn, der selv har stedforældre, er uenige ogdermed på baggrund afegen erfaringgiver udtryk for, at en stedforælder ikke kan have sammebetydning som den biologiske forælder. Børnene vurderer i tråd hermed deres biologiskeforældre markant mere positivt end deres stedforældre. En anselig andel af børnene, hhv. ﬁreog otte pct., er aldrig glade for deres stedfar eller stedmor.82 pct. af børnene har helsøskende, 23 pct. har halvsøskende og 13 pct. har papsøskende,mens kun 6 pct. af børnene slet ingen søskende har. Ca. hvert sjette barn har to forskellige

En rigtig familieVi har spurgt børnene om deres forståelse af ’en familie’, og overraskende mange børn(51-69 pct.) anerkender ikke en række af de listede familieformer. Dette gælder bl.a.sammenbragte familier, familier med kun én voksen, storfamilier og homoseksuelle parmed børn. Dette er overraskende i lyset af, hvor udbredte nogle af disse familietyper er,men må også ses i lyset af, at kernefamilien endnu er den familietype, som børn i dag typiskpræsenteres for som normalen, hvad enten det er gennem reklamer, bøger eller andre medier.77 pct. af børnene er enige i, at det er bedst for børn at vokse op med begge sine forældre, ogyderligere 18 pct. er delvist enige heri. 16 pct. af børnene er enige i, at det faktisk kan være godtfor børn at have to hjem, mens mere end halvdelen modsat er direkte uenige heri.For børnene står kernefamilien ubetinget som billede på en rigtig familie. Dog tyder det på, atdette ikke nødvendigvis hænger sammen med oplevelsen af det gode familieliv men lige såvelfortæller noget om børnenes normalitetsforståelse og oplevelser af familieni forhold tilandrefamilier. På spørgsmålet om, hvad der er vigtigt for at have engodfamilie, fortæller børnenenemlig om de værdier og aktiviteter, man er fælles om i familien; gode oplevelser, kærlighed,humor, omsorg osv. Ligesom 66 pct. af børnene erklærer sig enige i, at det ikke gør så meget,hvordan familien er sammensat, hvis bare man er glade sammen.Halvdelen af børnene i undersøgelsen oplever deres familie som anderledes. Dette gælderi særlig grad børn, der bor i andre familieformer end kernefamilien, børn, der vurdererfamiliens økonomi som særlig god eller særlig dårlig, samt børn med anden etnisk baggrundend dansk. Vi har bedt børnene begrunde,hvorforde oplever deres familie som anderledes,og skilsmisser samt familieformer, der adskiller sig fra kernefamilien, fylder meget i børnenesbeskrivelser. Etnicitet, religion og økonomi er ligeledes forhold, der ifølge børnene blandtandre giver anledning til at opleve sin familie som anderledes. Men børnene fortæller ogsåom mange positive forhold, fx en særlig humor eller familiehobby, og i det hele taget er dettydeligt ud fra børnenes forklaringer, at det at være anderledes langt frakunforstås som nogetnegativt. Det forstås af mange børn som at være unik eller noget særligt.

Når børnene derimod skal pege på eventuelle positive konsekvenser ved en skilsmisse, erdette ubetinget muligheden for at få en mere glad familie samt at slippe for forældrenesskænderier.De børn, der selv har skilsmisseerfaringer, er mere tilbøjelige end de resterende børn tilat pege på det at ﬂytte skole, at ﬂytte til et andet hjem, at have forældre, der bor langt frahinanden, og ikke at have indﬂydelse på, hvor man vil bo, som det sværeste. Omvendt synesfærre skilsmissebørn, at det sværeste er at skulle vælge, hvem af sine forældre man vil bo hos.Det tyder altså på, at forestillingen om at skulle vælge hvor man vil bo, er værre, når man ikkeselv har oplevet en skilsmisse, mensikke at blive inddrageti beslutningen derimod synesværre, når man har oplevet en skilsmisse.Samtidig er børn med skilsmisseerfaring mere tilbøjelige end de resterende børn til at sepositivt på en række af de mere praktiske konsekvenser af en skilsmisse, såsom at få to hjemog at fejre jul ﬂere gange.Analyserne viser en række forskelle på piger og drenges vurderinger af en skilsmisseskonsekvenser for børn. Drengene er således mere fokuserede på de praktiske og materielleforhold, mens pigerne i højere grad peger på de mere følelsesprægede forhold. Disse nogetstereotype kønsforskelle kan tænkes at afspejle forskelle i piger og drenges strategier og måderat håndtere og snakke (med hinanden og andre) om skilsmisse, hvilket kan være vigtig indsigtfor voksne omkring børn i skilsmissesituationer.

skilsmissebarn.Meget ofte er det de samme børn, der ikke har eller har haft nogen at tale med – og som ogsåfortæller, at de ikke kunne tale med deres forældre om deres egen situation under skilsmissen.Hovedparten af børnene vurderer selv, at deres relationer til både andre børn og voksne samttil deres forældre er uforandrede efter forældrenes skilsmisse, mens en del oplever, at isærrelationerne til deres forældre er blevet bedre.Omvendt har godt hver 10. oplevet, at forholdet til deres forældre, søskende eller lærere erblevet dårligere.Næsten halvdelen af børnene karakteriserer deres forældres forhold i dag som godt. Men derer også 9 pct. af børnene, der fortæller, at deres mor og far er uvenner og ikke taler sammen.Yderligere 8 pct. fortæller, at forældrene er uvenner, men dog godt kan tale sammen.Samlet set er der altså tale om betydelige andele af skilsmissebørnene, der oplever forskelligealvorlige udfordringer.

Fra tidligere undersøgelser i Børne- og Ungepanelet ved vi, at familien spiller en meget storrolle og er en vigtig base i livet for børn i aldersgruppen. Vi ved også, at familien udgør enafgørende del af børnenes sociale identitet3. Dette billede bekræftes i denne undersøgelse,hvor stort set alle børnene fortæller, at familien er meget betydningsfuld for dem4, og atforældrenes meninger om så afgørende ting, som hvad man skal gå til i fritiden, hvilkenslags tøj man skal købe, og hvem man skal invitere med til sin fødselsdag, betyder mere endvennernes meninger om det samme5.Når vi beder børnene fortælle om detbedsteved deres familie, er tid, samvær, kærlighed,omsorg og humor nogle af de forhold, der oftest går igen. Børnene svarer fx:At vi er meget sammen, det betyder meget.Jeg synes, det bedste ved min familie er, at vi er gode til at samarbejde, og at vi alle er glade forhinanden. Jeg elsker min familie meget højt, og jeg ved, at vi kan klare alt sammen.De holder af mig og passer på mig og støtter mig i, hvad jeg gør.De er søde, og de hjælper mig, hvis jeg har problemer.At de altid hjælper en, når man har slået sig. Og at de altid siger godnat til én. De vil altid gørenoget for én.At jeg kan få nogle gode grin med dem.Vi har også spurgt børnene, hvad de kunne tænke sig atændreved deres familie, hvis dekunne. Ganske glædeligt fortæller rigtig mange af børnene, at de slet ikke har lyst til at ændrenoget ved deres familie, at den er præcis, som den skal være, og ikke kunne være bedre. Deskriver fx:Ikke noget, jeg synes, at vi har det mega godt.Ikke noget, mit liv er perfekt.Jeg ville ikke ændre noget, for jeg elsker det, jeg har.Men hovedparten af børnene nævner dog forskellige ting, de ville ændre, hvis de kunne.På ønskelisten hos en hel del børn står bl.a. (prioriteret efter emnernes hyppighed ibesvarelserne):

Glade forældre – et udbredt ønskeNoget af det, der fylder aller mest i børnenes beskrivelser af, hvad de gerne vil ændre ifamilien, omhandler imidlertid forældrenes indbyrdes relationer. Mange børn fortæller, at deville ønske, deres forældre ikke skændtes så meget, at de kunne ﬁnde ud af at tale sammen,ikke var uvenner eller råbte af hinanden. Og endnu ﬂere børn udtrykker ønsker om, at deresforældre ikke var blevet skilt, at de blev kærester, og at de ﬂyttede sammen igen. En delefterspørger en helt ’almindelig’ familie, hvor mor og far er sammen, og alle bor samme sted.Børnene skriver fx:At min mor og far ikke var skilt.At min far og mor stadig elskede hinanden, og de begge to havde lidt ﬂere penge.At det hele var lige som før, og at min far og min mor elskede hinanden.At min far og mor ikke var skilt, og jeg ikke havde papsøskende.At mine forældre var kærester, og at min mor ikke rejste så meget.At måske min mor og far var sammen, men at jeg stadig havde min papmor og papfar, elskernemlig dem lige så højt som min far og mor.At jeg havde en far, og at min familie var mere normal.At min mor og far ikke boede så langt fra hinanden.At min far og mor kunne enes, og at min mor ville acceptere min mening om,at jeg vil bo hos far.Enkelte børn fortæller, at de ville ønske, deres forældre ville lade sig skille, mens et barn selvvirker overrasket overikkeat ønske forældrenes skilsmisse omgjort:At min mor og far bliver skilt, eller min far ikke drikker mereDet ved jeg ikke, men det er faktisk dejligt, at de er skiltI de følgende afsnit ser vi nærmere på forskellige familieformer og -relationer, samt hvadbørnene forstår ved en almindelig eller ’rigtig’ familie.

Som det ses, mener ca. hver fjerde, at en stedforælder kan indtage en lige så central position iet barns liv som en biologisk forælder, mens næsten halvdelen af børnene giver udtryk for, atdet måske er muligt (er lidt enige). I disse børns øjne er det altså ikke umuligt for et barn at fåen ny betydningsfuld forælder og dermed for en voksen at indtage en forældrerolle for et ikke-biologisk barn.Det er imidlertid sådan, at de børn, der selv bor med stedforældre, ikke adskiller sig fra børnuden stedforældre på dette punkt. De er altså hverken mere eller mere uenige med de andrebørn, uagtet at de selv har erfaringer med stedforældre. Hhv. 28 og 32 pct. af disse børn erdirekte uenige i, at en stedfar og en stedmor kan være lige så vigtig i et barns liv, hvilket måsiges at være rigtig mange. Børnene fortæller på baggrund afegne erfaringer,at det ikkelader sig gøre for en ny forælder at erstatte eller være lige så betydningsfuld som en biologiskforælder, mens en endnu større gruppe fortæller, at det kun måske eller delvist lader sig gøre(er lidt enige).De børn, der selv har stedforældre, har vi spurgt, hvorvidt de er glade for disse. Tilsammenligning har vi stillet samme spørgsmål om børnenes biologiske mor og far.Nedenstående tabel viser deres svar.

Som det fremgår, er børnene ikke nær så positive i deres vurdering af stedforældrene som afderes biologiske forældre. Det er en anselig andel (ca. hver tredje), der kun nogle gange erglade for deres stedforældre, mens hhv. ﬁre og otte pct. af børnene ligefremaldriger glade forderes mors eller fars kærester.I de kvalitative interviews har vi spurgt børnene, hvorfor det mon forholder sig således,at mange børn har det bedre med biologiske forældre end med stedforældre. Vi bad demforklare, hvad der evt. kan være svært i relationen til stedforældre. Hassan fortæller:Stedforældre kan ikke være lige så vigtige i ens liv. Fordi det er jo en helt ny person. Man har jokendt sin mor altid, og så får man en ny mor. Altså, man hænger jo stadig fast i ens gamle mor.Man kan godt have det godt med personen, men man ved godt, at det ikke er ens mor.Freja fortæller ligeledes om det helt særlige bånd til biologiske forældre:Ens forældre er jo ens rigtige. Man har sådan et specielt forhold til dem, man kan bare ikke ladevære med at elske dem. Det er jo ens forældre, der har født en.De tre piger fra skole 2 er enige om, at man ikke kan være lige så åben og på samme måde væresig selv over for en stedfar, som man kan over for ens egen far. Maria har også følt sig usikker iforhold til sin stedfar, men hun fortæller, at det ændrede sig med tiden:Jeg var ligesom meget bange for – ligesom hvis det var en venindes far – bange for, at han blevsur på mig og sådan. Jeg var sådan lidt bange for ham. Man skulle lige lære ham at kendeordentligt. Nu er han lige som min far.En relation til en stedforælder er altså noget, der skal opbygges over tid, og kan med tidenblive en naturlig forælder-barn-relation. Men der kan også være andre essentielle ting påspil i starten, hvilket kommer frem i interviewene med Magnus og Laura, som begge harstedforældre:

Dette viser meget tydeligt, hvordan det for et barn kan opleves som helt forkert at få enrelation til en stedforælder, og omvendt hvorfor det kan være utroligt svært for stedforældreat få en rolle i et stedbarns liv. I barnets øjne overtager en stedforælder pladsen fra den, der ivirkeligheden skulle have den, og er den, der står i vejen for, at forældrene kan ﬁnde sammenigen. Magnus’ forklaring er et meget typisk eksempel på skilsmissebørns oplevelser af at ståmellem på den ene side drømmen og håbet om den ’rigtige’ familie og på den anden sidemuligheden for at skabe en ny familierelation.I interviewet med Laura fortæller hun om en anden også meget typisk problematik, nemligoplevelsen af at en stedforælder bryder ind i ens liv og tager noget fra én:Jeg tror meget, det er sådan tanken om, at det er morens nye kæreste, og om han skal tage over ogaltså bestemme. Og få hende, sådan at man ikke har hende så meget mere. Det har ikke så megetmed ham at gøre.Hvis man som skilsmissebarn har været vant til at have en forælder for sig selv og har væretmeget sammen, kan det at få en ny voksen ind i familien opleves som at skulle give afkald.Børnenes egne bud på, hvorfor det kan være svært at få en ny voksen ind i familien, er altsåbl.a., at man pr. deﬁnition vil være fremmed over for hinanden i starten, at man kan føle sigtilsidesat, blive jalousi og opleve, at man skal kæmpe om opmærksomheden fra den biologiskeforælder eller måske ligefrem give afkald. Ligesom man kan føle, at et nyt kærlighedsforholdgrundlæggende er forkert i forhold til den anden biologiske forælder.Endelig fortæller Magnus også, hvor svært det kan være at snakke med forældrene om de ’nye’familiemedlemmer, bl.a. fordi man kan være bange for at skuffe dem:Der er nogle ting, som jeg helst ikke vil snakke med min mor og far om. Jeg vil fx ikke snakkemed min far om hans nye kæreste. Fordi jeg vil nødig sige, at jeg ikke kan lide hende, for såbliver han sikkert bare skuffet eller ærgerlig eller ked af det. Jeg snakker ikke så meget med minfar om hende, men nogle gange så spørger han mig selvfølgelig, hvad jeg synes, og så plejer jegbare at svare det der ’ﬁnt, ja det var meget hyggeligt’eller sådan.

Børnenes svar på disse spørgsmål er ganske overraskende. Som det fremgår, er der – ud overstorfamilien – ikke rigtig nogen af de opstillede familieformer, som hovedparten af børneneanerkender. Dette er overraskende, idet mange af disse familieformer som allerede nævnt erganske udbredte, særligt sammenbragte familier og familier med kun én voksen. På den andenside kan man indvende, at om end andre familieformer end kernefamilien er udbredte, erdet denne familieform, børnene typisk præsenteres for, og som der refereres til – i medierne,skolen, litteraturen osv. Og ikke mindst er det kernefamilien, som hovedparten af børnene selvbor i.I interviewene har vi bedt børnene forklare, hvorfor de tror, at så mange børn ikke betragterkonstellationen ’én forælder med et eller ﬂere børn’ som en egentlig familie. Magnus fortæller:

Jeg tror, at en rigtig familie, det skal være sådan en samlet én, der passer på hinanden og bor detsamme sted og har det godt med hinanden. Altså, jeg vil ikke sige, at en familie er en mor og enlillebror og en storebror, der bor sammen. Det ville jeg ikke rigtig mene, var en familie. Det passerikke sammen. Der mangler ligesom noget, der mangler en far også. Der skal være en far og enmor og børn, så er det en familie. Det skal ligesom være alt sammen, ellers så fungerer det bareikke.Som det fremgår, har Magnus et helt klart billede af, hvad en rigtig familie er, nemlig mor,far og børn i samme hjem. Og han er langt fra ene om denne forståelse. Mange af de andreinterviewede børn refererer til samme familieforståelse:Interviewer:Louise:Hvad er en rigtig familie?De kan godt skændes, men holder stadig sammen. Familier kan også godt skilles,men så er det så ikke en rigtig familie, synes jeg ikke. Jeg tænker far, mor og børn,der holder sammen og elsker hinanden.Jeg synes, en rigtig familie er én med to forældre, der bor sammen. Man skal haveet godt familiesammenhold, og så skal man selvfølgelig have nogle børn. Ogmåske også et kæledyr.Mor og far og børn. Altså, det går jo ikke, at de er skilt.Hvorfor?Fordi man tænker jo, at hvis de elsker hinanden, så får man en bedre familie. Såhar man faktisk lyst til at være i den familie. Hvis man faktisk elsker hinanden,så har man lyst til at være der. Hvis de bare skændes hele tiden, så har man barelyst til at gå væk og lukke døren til sit værelse.

Det er interessant, at børnene i vurderingen af en god familie ikke er så optagede af biologiskebånd, og hvorvidt man bor sammen eller ej, som når det handler om en ’rigtig’ eller ’normal’familie. Det tyder på, at der for børnene er forskel på, hvad der er betydningsfuldt, alt efterom de kigger på familien udefra og i forhold til andre familier, eller om de kigger indad påfamilielivet. Når børnene svarer på, hvad der er afgørende for en god familie, er det ud fra,hvad de selv oplever som afgørende og vigtigt for det gode familieliv – altså et kig indad ifamilielivet. I modsætning hertil står det billede, der tegner sig, når de svarer på spørgsmålom den almindelige eller mest ’rigtige’ familie. Her svarer børnene på baggrund af, hvad detænker om andre familier og forestillingerne om, hvordan det ser ud, når andre kigger påens familie. Det er altså et kig på familien udadtil og dermed en vurdering i forhold til ennormalitetsforståelse13.Sat lidt på spidsen kan dette vidne om, at selv om børnene oplever det som rart oguproblematisk at bo i andre familieformer end kernefamilien, kan det i relation til andre –børn og familier – være svært og, som undersøgelsen også viser, give anledning til en følelse afat være anderledes.I det følgende afsnit ser vi nærmere på børnenes forståelser og oplevelser af have enanderledes familie.

Med en udbredt forståelse af den ’normale’ familie som en typisk kernefamilie er det ikkeoverraskende, at andre familietyper end kernefamilien kan give anledning til en oplevelse af atvære anderledes.For nogle børn kan det fx virke kompliceret og dermed anderledes at have forskelligesøskendetyper. Som Freja, der har en papbror og en biologisk søster, fortæller:Jeg synes måske, min familie er anderledes, fordi den er så rodet. Altså indviklet. Det der medhalv- og rigtige og helsøskende. Når man skal forklare andre folk, om vi egentlig er rigtigesøskende, eller om vi ikke er.Det er meget tydeligt, at Freja har en oplevelse af ikke at være ligesom de andre. Og endvidereat det at føle sig anderledes kan hænge sammen med oplevelsen af ikke at blive forstået,og at ens situation ikke bliver genkendt af de andre børn. At det er besværligt, når de andreikke kan forstå, hvordan det hele hænger sammen, og gang på gang at skulle forklare alting,fordi der altid er noget, der ikke vækker genklang. Der er altså tale om en manglende fællesreferenceramme.Halvdelen af børnene i spørgeskemaundersøgelsen (51 pct.) oplever deres egen familie somanderledes14. Vi har bedt dem fortælle, hvorfor de synes dette.

At være anderledes er mange tingDet er tydeligt ud fra børnenes svar, at anderledeshed ikke nødvendigvis er noget negativt.Anderledes kan også opfattes som ’unik’ eller ’speciel’. En del børn fortæller nemlig, at deresfamilie er anderledes, fordi de er særligt søde, omsorgsfulde, opmærksomme og passer ekstrameget på hinanden. Eller simpelthen bare fordi de er noget særligt, eller fordi de er ’mine’.Jeg synes, min familie er anderledes, fordi at i mit hoved er de jo bare mine helte.Fordi de er noget helt specielt.Fordi de er mine, og de er rigtig gode forældre.Fordi at de føles mere som bedre forældre end de andre. Og de er gift, det betyder også en del.Jeg tror, min familie gør lidt mere for mig end andre familier.Rigtig mange børn kan ikke helt forklare, hvorfor deres familie er anderledes. Det er barenoget, de fornemmer eller føler, uden at kunne forklare hvorfor. Og en del børn skriver også, atalle familier jo er forskellige.

Ikke-kernefamilierSkilsmisse og familieformer, der adskiller sig fra kernefamilien, er dog det, der fylder mest ibørnenes svar på, hvorfor de oplever deres familie som anderledes. Det kan fx være ikke athave en far, at bo i storfamilie, at være plejebarn, at have en svensk stedfar, at ens far er død, athave to mødre, at have pap-, bonus- og halvsøskende eller at bo skiftevis hos ens mor og far.Fordi jeg har tre fædre og måske en hel masse søskende, som jeg ikke kender, og så holder jegheller ikke kontakten med min papfar mere.Fordi den ene uge er jeg hos min far, og den anden uge er jeg hos min mor. I de ﬂeste andreskilsmissefamilier gør de ikke sådan.Min mor er kæreste med en kvinde.Fordi at alle de andre i min klasse ser begge sine forældre, jeg ser kun min mor.Nok fordi at jeg har ﬂere familier end nogen andre, pga. mine forældre er skilt, og fordi at jeg erden eneste i min klasse, der skal så langt, når jeg skal ned til min far.Det er fordi, at jeg ikke bor hos min rigtige mor, og jeg har næsten ikke set min rigtige far.At det ikke er min rigtige familie, for jeg er adopteret.Fordi min mor ikke elsker mig på en eller anden måde, og så er min far og mor skilt, og såbehandler min mor heller ikke min far ordentligt.Fordi de er skilt men bor sammen igen.Mine forældre er skilt, og så er Emmas mor fra min klasse blevet kærester med min far, så jeg erhalvsøster med Emma fra min klasse.Det er fordi, at min far vælger sin kæreste i stedet for sine børn.

At særligt etnicitet giver anledning til at føle sig anderledes, kendes også fra andreundersøgelser. De viser bl.a., at børn med anden etnisk baggrund end dansk ofte ﬁndersammen og vælger at lege med hinanden, da de oplever det som meget nemmere, fordi dederved undgår at skulle forklare sig og legitimere adfærd, holdninger osv.15.I spørgeskemaundersøgelsen ser vi, at også anderledes holdninger, meninger, interesser ogadfærd er noget, mange børn skriver om – især positivt. Fx at de har andre hobbyer, dyrkermere sport end andre, synger meget, tænker meget på miljøet osv. Nogle børn oplever, at de ideres familie laver nogle bestemte ting eller laver mere sammen end andre, hvilket gør deresfamilie anderledes.Vi er måske mere sammen og laver andre ting end de andre. Ingen er jo ens.Min far samler på fyldepenne.Min mor og mormor spiller meget computer.Vi spiser for det meste økologisk.Fordi de har en anden mening, end andre familier har.Fordi de gider noget, andre familier ikke gider.Min mor er meget sådan en, der tror meget på urter og olie. Men min far er normal.En del børn oplever, at deres familie og særligt forældre er mærkelige, pinlige, sære, underligeog ’ikke normale’. Og andre oplever, at de har anderledes regler i deres familier, og at de må/har lov til meget mindre end deres kammerater.Forbrug og velstand samt forældrenes arbejde er yderligere to forhold, der skiller sig ud ibørnenes besvarelser. En del børn oplever, at de har færre penge i familien, og at de får megetmindre end andre børn. Eller blot at de i deres familie bruger penge på andre ting, end degør i andre familier. Omvendt er velstand, et stort forbrug (fx på rejser og ting) og forkælelseogså noget, der får nogle børn til at opleve deres familie som anderledes. Forældrenes arbejdeomhandler særligt den tid, de bruger på arbejde og dermed ikke er hjemme. At de kommersent hjem, går til mange møder eller rejser meget. Det kan dog også være det ikke at have etarbejde eller at have et anderledes arbejde.At vi ikke har så mange penge og ikke har råd til at rejse og få nye ting og lidt dyre ting til voresfødselsdag.Fordi alle er mere forkælet end mig – slik legetøj og lidt med kærlighed.Fordi min mor og min far kommer sent hjem.Min far rejser hele tiden, og min mor er også meget på arbejde.Af andre ting, som lidt færre børn skriver om, kan nævnes sygdom i familien, udseende(fx højde) og alder, alkoholmisbrug, usund livsstil, forældre, der ryger, fædre i fængsel,familiemedlemmer, der er døde, anderledes boformer (fx på landet, på en gård mv.), at havekendte i familien eller være ﬂyttet meget. Ofte remser børnene ﬂere forhold op, som allesammen eller tilsammen gør familien anderledes.Fordi vi er mange, og min mor er lidt fed, så hun træner meget, så jeg ser hende ikke så tit.Fordi at jeg har en pony, det er der ret mange, der ikke har, og jeg har også en svensk stedfar.15 Se evt.Portræt af 4. klasse.En undersøgelse i Børnerådets Børne- og Ungepanel 2010.

Alle børn ved, at forældre, der bor sammen, kan vælge at lade sig skille. Som Mikkel, hvisforældre ikke er skilt, fortæller:Man overvejer risikoen. Men der er jo ikke mange, der tror, det sker. De ﬂeste håber jo bare på, detikke sker. Jeg tror, alle børn har tænkt over det – altså at ’tænk nu hvis det sker’.I dette afsnit ser vi nærmere på, hvilke forestillinger børn har om skilsmisse. Om denskonsekvenser – positive som negative – for børn generelt, og om de situationer og dilemmaeren skilsmisse kan bringe et barn i. Selv om vi spørger til skilsmisse sådan helt generelt og densbetydninger for børn bredt set, vil det naturligvis være sådan, at børnene svarer ud fra deresegen livssituation og erfaringer. Derfor ser vi også på de forskelle, der er i besvarelserne frabørn med og uden skilsmisseerfaringer.

Som det ses, erde børn, der selv har oplevet skilsmisse,mere tilbøjelige end de resterendebørn til at pege på det at ﬂytte skole, at ﬂytte til et andet hjem og ikke at må være med tilat bestemme, hvor man vil bo, som detsværeste.Omvendt synes færre skilsmissebørn, atdet sværeste er at skulle vælge, hvem af sine forældre man vil bo hos. Det tyder altså på, atdet forekommer værre at skulle vælge, hvor man vil bo, når man ikke selv har oplevet enskilsmisse, mensikke at blive inddrageti beslutningen, derimod synes værre, når manharoplevet en skilsmisse. Disse forskelle må ses i lyset af, at børnene naturligvis svarer medudgangspunkt i deres egen livssituation, hvor fx et valg mellem to forældre måske forekommersærligt voldsomt for de børn, der ikke selv har stået i situationen.7 pct. af børnene mener ikke, der er noget, der er særlig svært for børn, når forældre skalskilles, mens 5 pct. har skrevet andre ting end de listede. De skriver bl.a.:Når man ser, de ikke er sammen mereNår man savner den eneAt de ﬁnder andreAt se dem ﬂytteAt man ikke kan hygge sig med dem på samme tidAt vennerne er ligegladeAt forældrene aldrig gider se hinandenAt få en papmor eller papfarHvis ens far svigter enAt cykle frem og tilbage mellem mor og farAt man ikke må komme hjem til en af demAt komme ud med sine følelserHvis ens papfar ikke behandler ens mor godtAt man føler sig svigtet af far og morHvis man bliver uvenner med sine forældreAt sige farvel til den forælder, man ikke skal bo hosHvis man skal vælge mellem sine vennerHvis alle taler om énAt de sætter for høje forventninger til, hvad barnet synesAt gøre forældrene kede af det, hvis man kommer til at sige en ’halv-agtig-mening’At der ikke er nogen glad stemning mere ved forældreneHvis han vælger mor, bliver faren ked af det, og hvis han vælger faren, er det omvendtIkke at gøre nogen kede af det, hvis man vil bo hos en bestemt af sine forældreEller som et barn meget sigende skriver:Det er bare svært for os børn!Vi har også spurgt børnene, hvad de tror, er detsværeste ved at bo i en skilsmissefamilie– altsåikke lige når det sker, men detat være skilsmissebarn.Ifølge børnene er det sværeste førstog fremmesthvis forældrene er uvenner,og hvis man oplever, at man skalvælge mellem sineforældre(en loyalitetskonﬂikt). Se tabel 10.

18 pct. af børnene mener ikke, der er noget særlig godt for børn ved skilsmisser, mens4 pct. har skrevet andre ting end de listede. De skriver bl.a.:Hvis forældrene kan snakke sammen igenMere kærlighedHvis man har det godt sammen med papforældre og papsøskendeMan bliver stærkereMan er sammen med nogle ﬂere menneskerMan får nye vennerHvis man har det bedre i den nye familieHvis forældrene tager sig sammen og bliver gode vennerHvis ens papforældre elsker enHvis man får gode venner begge stederAt man har det sjovt med demAt man ikke skal høre på deres skænderier hele tiden og hele tiden frygte, at de bliver skiltHvis ens forældre bliver lykkelige med en anden, fx en ny mor eller farSom det ses, vurderer en større andel afde børn, der selv har oplevet skilsmisse,at detbedsteved skilsmisser kan være at få to hjem og fejre jul ﬂere gange. Omvendt synes færre, at fraværaf forældrenes skænderier er det bedste. Sidstnævnte forskel kan måske tolkes i retning af, atbørnene selv kan have erfaret, at en skilsmisse langt fra er en garanti for fravær af forældrenesskænderier.

KønsforskelleAnalyserne viser en række forskelle på piger og drenges vurderinger af en skilsmisseskonsekvenser for børn. Drengene vurderer i højere grad end pigerne, at det sværeste er at ﬂyttefra venner og at holde jul og ferier på skift, mens de er mere tilbøjelige til at se noget positivti at få to hjem og at få ﬂere ting, penge og gaver. De synes således mere fokuserede på depraktiske og materielle forhold.Pigerne derimod peger i højere grad på mere følelsesprægede forhold. De svarer oftere enddrengene, at det sværeste er, hvis forældrene ikke kan tale sammen, og hvis man skal vælgemellem forældrene. Det at slippe for forældrenes skænderier vurderes af markant ﬂere pigerend drenge som en mulig positiv konsekvens. Samtidig er pigerne mere orienterede modkonsekvenserne for det familiære samvær, idet de oftere end drengene vurderer det somsvært, hvis man mister kontakten til dele af familien, hvis en af forældrene får en ny kæreste,hvis forældrene vil bo langt fra hinanden17, og hvis man ikke kan være sammen med beggeforældre hele tiden.Det er vigtigt at holde sig for øje, at disse meget typiske og noget stereotype kønsforskelle ikkenødvendigvis afspejler forskelle i børnenes reelle oplevelser, idet de lige såvel kan tænkes atafspejle forskelle i de to køns måder at håndtere og snakke (med hinanden og andre) om disseting på. Kønsvariationerne kan således være et udtryk for to forskellige strategier, som det erabsolut givtigt at have indblik i, hvis man som forælder eller professionel voksen skal hjælpe etbarn med at håndtere en skilsmisse.

I forbindelse med den aktuelle evaluering af forældreansvarsloven18– og ligeledes dengenerelle debat om barnets tarv og ret i skilsmissesager – bidrager Børnerådet med input iform af barnets stemme.Med forældreansvarsloven fra 2007 er der kommet øget fokus på inddragelse af barneti sager om forældremyndighed, bopæl og samvær samt øget fokus på barnets ret ogforældrenes fælles ansvar. Blandt de elementer af lovgivningen, der nu evalueres, og somvi ønsker at bidrage med børnenes perspektiv på, erbørneinddragelseog herunder brug afbørnesagkyndigeogbørnesamtaler.For at få børnenes perspektiver på disse forhold præsenterede vi børnene i spørge-skemaundersøgelsen for ﬁre små historier (cases), som alle omhandler et aktuelt dilemma foret jævnaldrende barn i en skilsmissesag19. Efter hver historie blev børnene spurgt om, hvad desynes, børnene i historierne skulle gøre, eller hvad de tror, der ville være det bedste for dem.Igen er det vigtigt at holde sig for øje, at børnene naturligvis svarer ud fra deres egen kontekstog livssituation. De udtaler sig ud fra den viden, de har om deres egne forældre, som typiskadskiller sig markant fra de forældre, casene omhandler. Børn i højkonﬂiktskilsmisser ellerbørn fra udsatte familier ville måske fortælle noget andet. De få steder, analyserne har vistforskelle på baggrund af børnenes egne skilsmisseerfaringer, fremgår disse.

Case 2: Bopæl og medbestemmelseFar ﬂytter langt vækJoseﬁne er 11 år. Hun bor hos sin far i det hus, hvor hun altid har boet. Hendes morﬂyttede for tre år siden. Det tager to minutter at cykle over til hende. Farens nye kæresteog Joseﬁnes halvbror bor sammen med Joseﬁne og faren. Joseﬁne er meget glad for sin’nye’ familie, men lige så glad for sin mor, som hun tit tager over til. Joseﬁne er glad forsin skole, og hun har mange venner. I sin fritid går hun til håndbold og kor.Nu har Joseﬁnes far fået et nyt arbejde langt væk – så langt væk, at de skal ﬂytte. Det ertre timer væk. Faren går ud fra, at Joseﬁne ﬂytter med ham, men moren vil gerne have,at Joseﬁne bliver hos hende, der hvor Joseﬁne også har sine venner, skole og sport. Devoksne synes, at Joseﬁne skal være med til at bestemme, hvor hun skal bo.

81 pct. af børnene tror, det vil være bedst for Matthias, at den voksne fortæller om hansønsker og følelser til dem, som skal bestemme, hvor han skal bo. De resterende 19 pct. menermodsat ikke, at den voksne skal fortælle noget videre. Når afgørelsen om, hvor Matthias skalbo, er truffet, er det ifølge størstedelen af børnene (72 pct.) bedst for Matthias, at det er hansforældre, der fortæller ham om den. De resterende 28 pct. tror modsat, det vil være bedst forham, at den voksne, han har talt med, fortæller ham det. Ser vi på skilsmissebørnene alene, erdenne andel dog lidt større.I forhold til gældende lovgivning og praksis er det her afgørende, at hovedparten af børneneumiddelbart giver grønt lys for, at den børnesagkyndige videregiver barnets ytringer til denmyndighed, der skal træffe afgørelsen. Barnets perspektiv skal vægtes i den endelige afgørelse.Meldingen om, hvor barnet skal høre om den endelige afgørelse, er dog ikke helt entydig.Den største andel (mere end to ud af tre) vurderer, at beskeden skal komme fra forældrene,men vi ser samtidig, at børnenes egen erfaring har betydning for deres vurdering. At lidt ﬂereaf skilsmissebørnene synes, at den børnesagkyndige frem for forældrene skal overbringebeskeden, kan tolkes i retning af, at børnene i varierende grad har oplevet det som ubehageligtat stå mellem forældrene. Og at de måske har større forståelse for nødvendigheden af, at sværebeslutninger af og til løftes ud af familien og over i andre instanser. Dette er dog kun et bud,som det vil kræve mere dybdegående interview at underbygge.

I interviewet forklarer Hassan, hvorfor han ikke synes, det er oplagt at tale med en lærer omfamilien:Læreren kan fortælle videre, det gør venner ikke.Omvendt fortæller Laura, at det hjalp hende at tale med en lærer, da hendes forældre blevskilt:Læreren snakkede med mig, hvis hun kunne se, jeg blev ked af det. Og hjalp mig.Men beklageligvis fortæller 10 pct. af børnene i spørgeskemaundersøgelsen, at de slet ikkekan tale med nogen af lærerne, hvis de er kede af noget i deres familie. Det tyder på, at en dellærere med fordel kunne tage en mere aktiv rolle over for børn, der har det svært hjemme, fx iforbindelse med skilsmisse.Vender vi igen tilbage til casen om Jonathan, viser det sig, at hver femte endvidere synes,at dethelt sikkertvil være en god ide, at de i Jonathans klasse taler om, hvordan det er, nårens forældre bliver skilt. Næsten hver anden synesmåske,det vil være en god ide, mens enbetydelig andel, en tredjedel, slet ikke synes om ideen.Hvorvidt skilsmisse skal tages op i klassen som emne, er der altså ikke samme enighed om,som at læreren kan spille en rolle. De ﬂeste børn er åbne for ideen, men en tredjedel afviserden helt. Ser vi kun på svarene fra skilsmissebørnene, er andelen af børn, der er åbne for atsnakke om skilsmisse i klassen dog noget større. Hele 27 pct. af skilsmissebørnene synes heltsikkert, det vil være en god ide, mod kun 19 pct. af de resterende børn. Dette kunne indikere etbehov for en sådan snak på klassebasis. Og det underbygges af, at ﬂere skilsmissebørn oplever,at det ikke er noget, de snakker om i deres klasse23.Vi har også spurgt børnene, om de kunne tænke sig, at de i klassen snakkede mere om,at der er forskellige typer af familier – altså ikke nødvendigvis om skilsmisse og aktuellefamiliesituationer, men om mangfoldigheden i familietyperne. Men også her er der langt fraubetinget opbakning fra børnene. Hovedparten af børnene (56 pct.) svarer blankt nej, menskun 5 pct. helt sikkert gerne vil snakke mere om den slags24.I interviewene har vi spurgt børnene, hvorfor de tror, at så mange børn ikke er interesseredei at snakke om forskellige familieformer og skilsmisse i klassen. Det fremgår tydeligt, at detmed familien ikke rigtig er noget, børnene synes, hører til i skolen eller blandt samtlige børn iklassen. Snarere er det noget, de kan dele med en enkelt eller få fortrolige. Børnene reﬂektereralle over spørgsmålene ved at tænke det som noget meget individuelt og typisk i forhold tilskilsmisse, hvilket tyder på, at det ikke ligger lige for at forestille sig dette som et generelt tema.

372 af børnene i undersøgelsen (28 pct.) har selv forældre, der er skilt, og vi har spurgt omderes oplevelser under og efter deres forældre skilsmisse.Mens nogle børn har oplevet deres forældres skilsmisse for nylig, har andre været så små,da det skete, at de ikke husker særlig meget. Ved disse spørgsmål har børnene derfor haftmulighed for at svare, at de ikke kan huske det, hvilket rigtig mange af børnene har gjort(mellem 17 og 38 pct. ved de forskellige spørgsmål)25. Ved en del af spørgsmålene har også debørn, der har været 10 år eller mere ved forældrenes skilsmisse, imidlertid valgt at svare, at deikke husker det, hvilket kan undre. Eksempelvis svarer 25 pct. af disse børn, at de ikke husker,hvordan deres kommunikation med forældrene var under skilsmissen. Det kunne tyde på, atnogle af emnerne er svære for børnene at forholde sig til, evt. at det ligefrem for nogle vækkertanker og minder, som de ikke ønsker at beskæftige sig med.

At blive hørt og inddragetHovedparten af skilsmissebørnene (83 pct.) fungerer i en form for deleordning26, men hver 10.af dem er slet ikke glade for denne ordning. Yderligere 49 pct. er kun lidt glade for den.Dette kan hænge sammen med, at børnene ikke er blevet inddraget nok i beslutningerne.Det er nemlig typisk de samme børn, der ikke er rigtig glade for deleordningen, som hellerikke oplevede, at deres meninger og ønsker (fx om hvor de gerne ville bo) blev hørt og tagetalvorligt i skilsmissen. Af alle skilsmissebørnene er det hver 10., der slet ikke oplevede, at deblev hørt og taget alvorligt, da forældrene blev skilt, mens yderligere 12 pct. ikke synes, at deblev hørt nok.I interviewet giver Maria og Laura et bud på, hvorfor børn måske ikke bliver hørt nok iskilsmissesager:Maria:Laura:Måsketror de voksne, at de ved, at der er noget, der er bedre for børnene, og så erdet slet ikke.Måske voksne som ikke selv har prøvet at blive skilt. Som ikke helt forstår det.

Mere end halvdelen af skilsmissebørnene (56 pct.) oplevede, at de kunne tale godt med eneller begge forældre omderes egensituation, da forældrene blev skilt. Men en betydelig andelpå 12 pct. fortæller, at de ikke kunne tale med nogen af forældrene, hvilket betyder, at de komigennem skilsmissen uden en løbende dialog med minimum én forælder om, hvordan de selvhavde det.I interviewene bliver det tydeligt, at børnene oplever det som rigtig svært at snakke med for-ældrene om, hvordan de egentlig har det og oplever tingene som barn i en skilsmissefamilie.Interviewer:Magnus:Interviewer:Magnus:Interviewer:Magnus:Laura:Snakker de med jer om, hvordan I har det med det?Ja, de spørger tit, men det er samme svar hver gang, ’ja det er ﬁnt nok’.Ville du sige det, hvis du ikke syntes, det gik godt?Nej jeg ville ikke brage ind med, hvad jeg følte, jeg ville bare lade det gå sin gang.Er det svært at sige, hvordan du har det?Ja, det synes jeg, men jeg er blevet bedre til at sige min mening.Det er svært fordi... altså man vil helst ikke sige, hvis nu man synes, det erubehageligt at være henne ved moren, fordi det er meget anderledes, end det varfør. Det er svært at sige til hende.Kunne man så sige det til faren?Nej, for så ville min far ringe til min mor, og så ville de skændes om det og bliveuenige.Er man nogen gange bange for at skuffe sine forældre?Ja, meget.

Som det fremgår af interviewene med Magnus og Laura, kan man som skilsmissebarn havesvært ved at gøre opmærksom på egne følelser og behov. Måske fordi man oplever, man gørdet endnu sværere for forældrene, at man gør dem kede af det eller bekymrede eller måskeligefrem skaber ﬂere konﬂikter. Men der er ingen tvivl om, at det er vigtigt at have nogen attale med. Ikke mindst om de mange tanker om alt det nye og evt. bekymringer om, hvad derkommer til at ske. Flere af de interviewede børn fortæller da også, at det kan være rart at haveandre voksne – og børn – at tale med:Laura:Det betyder meget, at man har nogen at snakke med. Fordi det er nogle gangesådan lidt svært at snakke med sin far om, hvordan man har det med sin mor ogomvendt. Så kan det være meget dejligt fx at snakke med mormor, farmor ellergode venner. Eller veninder. Som man kan snakke med ordentligt. Sådan uden atskulle sørge for, at der er nogen, der ikke bliver kede af det.Hvem er det lettest at snakke med?En rigtig god veninde eller en farmor. Det er svært med ens forældre. Det er godtat snakke med nogen, man er gode venner med og kan lide rigtig godt og er ifamilie med.

Nogen at tale medI spørgeskemaundersøgelsen har vi spurgt børnene, om de har haft nogen at tale med – børnog voksne – både under og efter skilsmissen.Heldigvis fortæller langt de ﬂeste børn, at de både havde nogen at tale med, da forældreneblev skilt og også i dag, om hvordan det er at være skilsmissebarn. Men der er desværre ogsåen betydelig andel af børnene, hvor dette ikke er tilfældet27.16 pct. af børnene fortæller, at de ikke havde nogen voksne at tale fortroligt med, da deresforældre blev skilt. Lidt færre (ca. hver 10.) har ikke nogen voksne, som de kan tale fortroligtmed nu, om hvordan det er, når ens forældre er skilt.En betydelig andel af skilsmissebørnene har heller ingen jævnaldrende børn, som de kan værefortrolige med. 12 pct. af børnene fortæller, at de ikke havde nogen venner eller søskende,som de kunne tale med om skilsmissen. Og lige så mange (11 pct.) fortæller, at de ikke kenderandre børn i dag, som de kan tale med, om hvordan det er at have forældre, der er skilt.Meget ofte er det de samme børn, der ikke har og har haft nogen at tale med – og som ogsåfortæller, at de ikke kunne tale med deres forældre om deres egen situation under skilsmissen.Dette viser meget tydeligt, at der er et spillerum for lærere, pædagoger og andre voksneomkring en del skilsmissebørn.Lidt overraskende fortæller mange børn, at de ikke har (eller havde) lyst til eller behov for attale med andre børn og voksne (mellem 17 og 38 pct.). I interviewet spurgte vi børnene om etbud på årsagen hertil:Interviewer:Magnus:Frederik:Magnus:Hvorfor tror I, så mange børn ikke har lyst eller behov for at snakke med andrebørn og voksne om, hvordan det er?Måske vil de helst bare glemme det.Og man er blevet vant til det, og derfor ikke tænker så meget over det.Måske er det også sådan, at nogle børn synes, at det er pinligt, at deres forældre erskilt.I starten er man måske meget ked af det, og vil ikke snakke med de andre, forman tror ikke, man har brug for det. Jeg tror, de siger det, men ikke rigtig ved, atdet faktisk er godt for dem at få snakket ud.Tror du, de er bange for, hvad der kan ske?Ja, det var jeg i hvert fald i starten. Jeg syntes ikke, det var rart.

Som det ses, er det især forholdet til far og mor, som en hel del børn (hhv. 36 og 43 pct.)oplever som forbedrede efter skilsmissen, og i interviewet med Laura forklarer hun, hvad derfx kan ændre sig positivt efter en skilsmisse:Det er lidt svært at forklare, men når man er sammen med sin mor, så laver man ting, som morog datter godt kan lide at gøre. Og når man er sammen med sin far, laver man andre ting. Førlavede vi ikke så mange ting sammen, for der var ikke så meget, vi gad sammen.Men der er også børn, som har oplevet, at nogle af deres relationer er blevet dårligere. Som detses af ﬁgur 2, har godt hvert 10. af børnene oplevet, at forholdet til deres forældre, søskendeeller lærere er blevet dårligere. Lidt færre oplever, at forholdet til bedsteforældre og venner erblevet dårligere.I rapportens tidligere afsnit (’Forestillinger om skilsmisse’) så vi, at børnene generelt betragterdet som noget af det værste for børn i skilsmisser, hvis forældrene er uvenner og ikke kan talesammen. Ligesom det at slippe for forældres skænderier eller at få en gladere familie omvendtkan være noget af det positive ved en skilsmisse.Vi har spurgt skilsmissebørnene, hvordan de vil karakterisere deres forældres forhold i dag, oghele 17 pct. fortæller om forældre, der er uvenner. 9 pct. af børnene fortæller, at deres mor ogfar i dag er uvenner og ikke taler sammen. Yderligere 8 pct. fortæller, at forældrene er uvenner,men dog godt kan tale sammen. Modsat oplever næsten halvdelen af børnene, at deresforældre er gode venner. Se ﬁgur 3:

I interviewet med Laura fortæller hun, hvordan det kan opleves, når skilsmisseforældre ikke erså gode til at kommunikere med hinanden:Det er ikke så rart at skulle frem og tilbage og så vide, at de ikke er gode venner og kan snakkesammen. Og de skal også planlægge ting sammen. Og så skændes de, og det er ikke særlig rart.Og i spørgeskemaundersøgelsen skriver et barn som svar på spørgsmålet om, hvad der ersvært som skilsmissebarn:Hvis mine forældre har talt sammen, og de så har skændtes, så går det ud over mig.Samlet set kan man sige, at der er betydelige andele af skilsmissebørnene, der opleverforskellige alvorlige udfordringer, såsom ikke at have nogen at tale med om forældrenesskilsmisse eller om hverdagen som skilsmissebarn, at forældrene har et problematisk forhold(er direkte uvenner), eller at skilsmissen har ført til en forringelse af deres eget forhold til eneller begge forældre.

Børnenes besvarelser og perspektiver i denne undersøgelse bidrager med viden og ny indsigt imange facetter af både familieliv og skilsmisser set fra et børneperspektiv.Vi ser, at familien er særdeles betydningsfuld for børnene, og at den har mange funktioner,især som rum for kærlighed, omsorg, humor og nærvær. Familien har også mange former,og de familiære relationer mange variationer. Men det er kernefamilien, der er mest udbredt,og også den familieform, der ubetinget står som børnenes ideal. Det er kernefamilien,børnene anser som det mest rigtige og bedste for børn at vokse op i. Ligesom adskillelser frakernefamilien for mange børn giver anledning til oplevelser af at være anderledes.En mindst lige så vigtig indsigt er dog, at familieformen ikke nødvendigvis er en afgørendefaktor i forhold til det gode familieliv. Dette handler typisk om gode oplevelser, sammenhold,kærlighed osv. Idealet om kernefamilien synes lige så vel at knytte sig til en særlignormalitetsforståelse blandt børnene som til oplevelsen af kvalitet i familielivet. Men dettegør ikke behovet for at imødekomme børnenes ønsker om kernefamilien og eventuelleoplevelser af at være anderledes mindre. Tværtimod stiller det store krav til alle os voksne.Der er tydeligvis behov for generelt at gøre mangfoldighederne tydeligere og bryde medforestillingerne om, hvad der er normalt. Særligt forældre og andre voksne omkring børnenehar et ansvar for at bidrage til at udvide og nuancere normalitetsforståelsen.En af de måder dette også kan imødekommes på, er ved at skabe større åbenhed om familieni skolen. Børnene fortæller dog også, at de ikke ønsker, at skolen og klassen skal være et altfor intimt rum. De ønsker respekt for det, der er privat, og mindst af alt er de interesserede iat udstille egne adskillelser fra normen. Derfor er budskabet, at der er god fornuft i at arbejdemed normen i skolen og klassen, men på andre måder end med udgangspunkt i den enkeltessituation og oplevelser.Et særdeles vigtigt budskab fra børnene er, at de ønsker sig glade forældre, der har detgodt sammen. Skilsmisse er ikke nødvendigvis en hindring herfor. Børnene fortæller os, atde faktisk mener, at en skilsmisse nogle gange kan medføre en gladere familie og fx færreskænderier. Ligeledes ser vi, at hovedparten af skilsmissebørnene har et uændret eller bedreforhold til deres far og mor efter en skilsmisse. Skilsmisse er med andre ord ikke per se et ondefor børn. Og dette må uundgåeligt anses som et positivt budskab for forældre i skilsmisse. Detkan faktisk føre noget godt med sig for børnene.Men der er bestemt også forhold i forbindelse med en skilsmisse og i hverdagen derefter, derer særligt vanskelige og udfordrende set i børnenes perspektiv: Forholdet til stedforældre ogstedsøskende, forældre der er uvenner, loyalitetskonﬂikter og ikke mindst brud med skole,

venner og de nære omgivelser. Det er forhold som disse, vi skal være særligt opmærksommepå, og som vi er forpligtede til at sikre, at såvel lovgivning som praksis og de hverdagsligeforståelser af børnenes situation er gearet til at håndtere og rumme.Til myndighederne er børnenes budskaber klare: De vil gerne tilbydes hjælp, når situationenbliver svær, og de vil høres og inddrages i beslutningerne. Ligesom de vurderer, at barnetssynspunkter skal vægtes i en skilsmissesag.Budskabet til forældrene kunne ikke være mere tydeligt. Det er i første omgang deres ansvarat arbejde for venskab trods uenighed samt at sørge for at tilgodese børnenes behov forkonsensus, medindﬂydelse og ikke mindst stabilitet i forhold til de nære omgivelser. Detabsolut værste ved en skilsmisse set i et børneperspektiv er forældre, der ikke kan enes, menmange oplever ikke desto mindre dette.Hertil kommer det billede, der tegner sig af en forholdsvis stor gruppe af børn, der manglernogen at tale med – både under og efter forældrenes skilsmisse. Nogle børn kan hverkentale med deres mor eller far om deres egen situation, andre har ingen jævnaldrende at deleoplevelserne med, og en del børn føler slet ikke, de har nogen voksne, de kan vende sig mod.Ofte er det de samme børn, der er tale om, hvilket understreger de professionelle voksnesforpligtelse og ansvar for at indtage en aktiv og opsøgende position i forhold til børn i sådannesituationer. Undersøgelsen viser speciﬁkt, at der er et spillerum for lærerne i skolen. Men denviser også, at de ikke kan forvente, at børnene altid selv siger til. Nogle af børnene er i kriseunder eller lige efter en skilsmisse, og disse børn skal have en hjælpende hånd.I den forbindelse kommer børnene med et andet vigtigt budskab, nemlig at de, som alleredenævnt, ønsker respekt for det private og intime. De voksnes rolle skal nøje vurderes, oghjælpen skal være efter behov. Vores vigtigste opgave som voksne omkring børn i skilsmisser ermed andre ord at se og lytte til børnene, for derved at kunne vurdere om de vil tale og har brugfor hjælp.Forældrene er naturligvis ikke undtaget, men de er ikke altid de mest egnede i den konkretesituation. Derfor kan et andet budskab til forældre i skilsmisse være, at de med fordel kanopfordre børnene til at tale med andre voksne. Det kan være godt at have fået lov af sineforældre.Slutteligt er der også vigtige budskaber til og om stedforældre. For det første står det klart, atdet kan være svært for børnene at få en ’ny forælder’. Det er vigtigt at se situationen fra barnetsperspektiv og lytte til dets oplevelser og behov. Og som stedforælder kan det være givtigt atvide, at det ikke nødvendigvis forventes eller ønskes, at de indtager samme rolle i børnenesliv som de biologiske forældre. Hvis det er svært, er det altså ikke unormalt, og man kan medfordel sætte forventningerne ned og ikke mindst give det tid.

Den kvantitative del af undersøgelsenBørnerådet har ved hjælp af skiftende Børne- og Ungepaneler foretaget kvantitativeundersøgelser med børn som respondenter siden 1998. Panelet består af skoleklasser på sammeklassetrin, der udvælges og følges i en periode på tre år. Der oprettes således et nyt panel hvert 3.år, og panelet består altid udelukkende af klasser på samme klassetrin. Danmarks PædagogiskeUniversitetsskole (DPU) udtrækker panelklasserne ved simpel randomiseret stikprøve, såledesat panelet udgør et repræsentativt udsnit af børn på det pågældende klassetrin.Panelet besvarer internetbaserede spørgeskemaer tre til ﬁre gange årligt og bidrager herigennemtil at give Børnerådet børnenes perspektiv på forskellige emner. Børnene benytter sig af etkodeord, hvorfor kun én besvarelse er mulig. Det er ikke muligt at identiﬁcere de enkelte børn,og deres besvarelser er fuldstændigt anonyme.Det nuværende panel blev oprettet i sommeren 2009 og bestod på dataindsamlingstidspunktetaf 1873 børn fra 91 fjerdeklasser. Børnerådet følger dette panel til og med sommeren 2012, hvorbørnene afslutter 6. klasse.I oktober 2010 besvarede panelet spørgeskemaet ’Familiens mange former – og skilsmisse’ omfamilieliv, søskenderelationer, forskellige familieformer og skilsmisse. Denne rapport er baseretpå resultaterne heraf.Spørgeskemaets kvalitet og relevans er sikret via eksplorative fokusgruppeinterview med i altotte børn i to forskellige 5. klasser og efterfølgende test af skemaet i en hel 5. klasse.Statistiske testPanelets spørgeskemabesvarelser er bearbejdet statistisk. Sammenhænge er testet ved hjælpaf 2 eller -test, og kun signiﬁkante sammenhænge (p< 0,05) indgår i rapporten.Bortfald og repræsentativitet1324 børn har besvaret spørgeskemaet, hvilket giver en tilfredsstillende svarprocent på 71. I enundersøgelse af om bortfaldet er skævt, har det kun været muligt at kontrollere dette med hensyntil køn, da der for det første ikke indgår mange baggrundsoplysninger i denne undersøgelse, ogfor det andet da de øvrige spørgsmål, fx spørgsmål om familietype og etnicitet28, er opdelt påanden vis end hos Danmarks Statistik.Det viser sig, at der er signiﬁkant forskel på kønsfordelingen i vores undersøgelse og ipopulationen. Piger er således en anelse overrepræsenteret i denne undersøgelse, hvilket kan28 Fx opererer Danmarks Statistik med tre herkomst-kategorier, som er baseret på oplysninger om eget og forældresfødeland og statsborgerskab. Det kan oplyses, at i 10- og 11-årsalderen fordeler herkomstgrupperne i 2009 sigsåledes: 3 pct. indvandrere, 7 pct. efterkommere og 90 pct. dansk oprindelse.

Indsamlingen af oplysningerne om lovens virkninger på statsforvaltningens områ-de har et overordnet, kvantitativt og kvalitativt sigte. Det har således ikke værethensigten at gøre det muligt at belyse det fulde sagsforløb i hvert enkelt tilfælde,ligesom statistikken ikke siger noget om statsforvaltningernes ressourceforbrug pålovens område.Statistikken dækker alle ansøgninger vedrørende forældremyndighed, barnets bo-pæl og samvær, som afsluttes i statsforvaltningerne, og tegner dermed det samledebillede af, hvilke ansøgninger og altså også hvilke typer uenighed mellem foræl-drene statsforvaltningerne behandler. Statistikken indeholder ikke oplysningerom retternes behandling af sager efter loven, og den har hovedsagligt et kvantita-1 Det system, der bruges til indsamlingen af de relevante oplysninger, er udviklet i samarbejde med Danmarks Statistik. Statsforvaltningerneindrapporterer oplysningerne direkte til Danmarks Statistik, som overfører oplysningerne til en statistikbank, som Familiestyrelsen har adgang til.

tivt sigte i forhold til sagerne om forældremyndighed og barnets bopæl, hvor stats-forvaltningerne ikke har den endelig kompetence.Med statistikken kan der bl.a. redegøres for, hvor mange ansøgninger om foræl-dremyndighed, barnets bopæl og samvær statsforvaltningerne afslutter, og hvadansøgningerne vedrører. Statistikken vil også kunne afdække, i hvor stort omfangforældrene selv finder egne løsninger på deres uenighed, eller om sagen henholds-vis sendes i retten eller afsluttes med en afgørelse fra statsforvaltningen. Indholdetaf en aftale eller en afgørelse vil også fremgå af de statistiske oplysninger. Særligt iforhold til samværssagerne, hvor statsforvaltningerne har kompetence til at træffeendelig afgørelse, vil det være muligt at redegøre mere detaljeret for sagernes ind-hold.For så vidt angår belysningen af sagsbehandlingen i statsforvaltningen vil de ind-hentede oplysninger kunne belyse, hvilke mødeformer eller forligsbestræbelser derhar været anvendt i tilfælde, hvor forældrene bliver enige. Samtidig er også oplys-ninger om belysningen af barnets perspektiv centralt for indsamlingen af oplysnin-ger.

3. STATISTISKE OPLYSNINGERFOR DET FØRSTE ÅRIndsamlingen af oplysninger fra statsforvaltningerne blev iværksat den 1. februar2010 med henblik på, at der kan foreligge data for et år, når loven i år skal evalue-res. Denne afrapportering sker derfor som et led i belysningen af evalueringenstemaer og for at understøtte de kommende politiske drøftelser af loven.Statsforvaltningerne har i perioden fra den 1. februar 2010 til den 31. januar 2011afsluttet i alt ca. 20.000 ansøgninger (herefk-ker over afslutningen af ca. 8.000 ansøgninger om forældremyndighed og barnetsbopæl, og afslutningen af ca. 14.500 ansøgninger om samvær. Det bemærkes i denforbindelse, at der både er afsluttet rene samværs-, forældremyndigheds- og bo-pælssager, men at der også er afsluttet en et antal sager, hvor disse spørgsmål erbehandlet i forskellig kombination.Det samlede antal ansøgninger omfattede i alt ca. 28.500 børn. I ca. 2/3 af tilfæl-dene var der tale om sager vedrørende 1 barn, mens der i godt 1/4 af tilfældenevar tale om sager, der vedrørte 2 børn.

4. FORÆLDREMYNDIGHED OGBARNETS BOPÆLUd af de ca. 8.000 sager om forældremyndighed og barnets bopæl indgik forældre-ne en aftale i ca. 28 pct. af sagerne.Derudover blev ca. 22 pct. af sagerne afsluttet efter, at statsforvaltningerne havdeafholdt møde med forældrene eller gennemført andre forligsbestræbelser, uden atforældrene i den forbindelse nåede frem til en aftale. Det kan dog med nogen for-sigtighed antages, at den ansøgende forælder i disse sager i et vist omfang har fra-faldet sin ansøgning, eller at forældrene har nået en eller anden form for enighedom eller accept af situationen. Det bemærkes i forlængelse heraf, at ud af de ca.8.000 afsluttede sager har statsforvaltningerne afsluttet ca. 7 pct. ved at sende demdirekte i retten, fordi der tidligere har været afholdt møde eller udfoldet forligsbe-stræbelser, uden at forældrene nåede frem til en egentlig aftale i statsforvaltningen.Endelig kan det fremhæves, at ca. 18 pct.holder sig passiv, inden der har været afholdt møde i statsforvaltningen.Fordelingen af måderne, hvorpå de ca. 8.000 sager er afsluttet, fremgår nedenfor affig. 1.n-r-

Særligt om forældrenes aftaler, så viser de indsamlede data, at forældrene i de til-fælde, hvor der var en påstand om ophævelse af den fælles forældremyndighed,indgik en aftale om fortsat fælles forældremyndighed i ca. 66 pct. af tilfældene, og ica. 29 pct. af tilfældene aftalte de, at moren skulle have forældremyndigheden ale-ne. Faren fik i disse situationer forældremyndigheden alene efter aftale i ca. 3 pct.af tilfældene. De indsamlede data viser også, at forældrene i ca. 6 pct. af de tilfælde,hvor en forælder havde søgt om at få del i forældremyndigheden, indgik en aftaleherom. Det er således fortsat billedet, at forældrene i ganske udstrakt grad er istand at indgå aftaler om forældremyndighed, herunder også om at fortsætte denfælles forældremyndighed eller etablere en sådan.For så vidt angår aftaler om barnets bopæl, så har forældrene i ca. 17 pct. af sager-ne aftalt, at bopælen skulle flyttes til moren, og de har i samme omfang aftalt, atbopælen skulle flyttes til faren. I ca. 48 pct. af sagerne aftalte de, at bopælen skulleforblive hos moren, mens den i ca. 15 pct. af tilfældene efter aftale fortsat var hosfaren.I omkring 6.000 sager om forældremyndighed og barnets bopæl blev der gennem-ført forligsbestræbelser i statsforvaltningen. Der blev gennemført et møde medsagsbehandleren alene i ca. 54 pct. af sagerne, mens der blev afholdt tværfagligtmøde i ca. 37 pct. af sagerne og givet børnesagkyndig rådgivning i knap 3 pct.Forældrene tog imod et tilbud om konfliktmægling i ca. 30 ud af de 6.000 sager.Hertil kommer nogle sager, hvor det er angivet, at der ikke er afholdt møde.Forældrene indgik som nævnt ovenfor aftale om forældremyndighed eller barnetsbopæl i ca. 28 pct. af alle sager om forældremyndighed og barnets bopæl, svarendetil ca. 2.300 sager. Der blev i omkring halvdelen af disse sager afholdt møde medsagsbehandleren alene, mens der blev afholdt tværfagligt møde i ca. 40 pct. af sa-gerne og givet børnesagkyndig rådgivning i ca. 4 pct. I 11 sager tog forældreneimod et tilbud om konfliktmægling. Hertil kommer nogle sager, hvor det er angi-vet, at der ikke er afholdt møde. Som det også er nævnt i den tidligere gennemgangaf indsamlede oplysninger for de første 3 måneders data, så understøtter tallene, atden tværfaglige metode har en afsmittende virkning på de møder, hvor alene sags-behandleren deltager. Det tværfaglige arbejde synes at gøre det muligt for sagsbe-handleren at inddrage aspekter og viden herfra og derved opnå en højere forligs-grad. Denne metodeafsmitning fra det tværfaglige møde til møder alene med sags-behandleren var også et af de resultater, som forsøget med tværfaglige samværs-møder i højkonfliktsager ifølge midtvejsevalueringen fra april 2009 kunne fremvi-se.Om konfliktniveauet i aftalesagerne fremgår det af de indsamlede oplysninger, atder i ca. 49 pct. af sagerne efter sagsbehandlerens opfattelse var et lavt konfliktni-veau, mens konfliktniveauet var højt i ca. 38 pct. af sagerne. Til sammenligning varkonfliktniveauet i de sager, der blev indbragt for retten i forbindelse med forligsbe-stræbelser, lavt i ca. 21 pct. af sagerne og højt i ca. 63 pct.

Fig. 3Sagsbehandlernes oplysninger om forældrenes konfliktniveau viser, at forældrene iaftalesagerne blev vurderet at have et højt konfliktniveau i ca. 38 pct. af sagerne,mens konfliktniveauet i ca. halvdelen af sagerne blev vurderet som lavt.Statsforvaltningen tog i knap en fjerdedel af sagerne stilling til samværet ved afgø-relse, jf. fig. 2 ovenfor. I ca. 26 pct. af disse sager fastsatte statsforvaltningen sam-vær, mens samvær blev ophævet eller afslået i ca. 23 pct. af sagerne. Statsforvalt-ningen traf ca. 84 endelige afgørelser om deleordning, svarende til godt 2 pct. afalle afgørelser eller under 1 pct. af alle samværssager. Dertil kommer, at der blevtruffet ca. 22 afgørelser om midlertidige deleordninger, svarende til under 1 pct.alle afgørelser.Fordelingen af de forligsbestræbelser, som blev gennemført i statsforvaltningerne iforbindelse med de trufne afgørelser, fremgår nedenfor af fig. 4. Det bemærkes, atder blev gennemført konfliktmægling i ca. 18 sager, hvilket udgør mindre end 1pct. af alle afgørelsessager. Derudover ses det, at billedet af anvendelsen af de for-skellige forligsredskaber i afgørelsessagerne i høj grad stemmer overens med aftale-sagerne, idet der dog er en klart højere andel af sager, hvor der ikke afholdes mø-der.

Fig. 4Om forældrenes konfliktniveau fremgår det af de indhentede data, at det blev vur-deret som værende lavt i ca. 19 pct. af afgørelsessagerne og højt i ca. 72 pct. Op-lysningerne viser altså ikke overraskende en klart højere forekomst af et højt kon-fliktniveau mellem forældrene end i forhold til aftalesagerne, hvor ca. 38 pct. afsagerne var kendetegnet ved et højt konfliktniveau.De indsamlede data indeholder også oplysninger om, hvad statsforvaltningen be-grunder en samværsafgørelse med. Det fremgår, at de 84 endelige afgørelser omdeleordninger hovedsagligt er begrundet i barnets bedste, barnets alder og mening,samt det hidtidige samvær.Afgørelserne om at afslå eller ophæve samvær er udover barnets bedste hoved-sagligt begrundet i de nedenfor anførte begrundelser. Det bemærkes, at en afgørel-se kan være begrundet i flere forhold. Begrundelsen for at afskære barnets kontaktvar iCa. 22 pct. af afgørelsernebarnets alderCa. 37 pct. af afgørelsernebarnets meningCa. 34 pct. af afgørelsernesærlige forhold hos samværsforælderenCa. 10 pct. af afgørelsernesærlige forhold hos barnetCa. 14 pct. af afgørelsernesamværsforælderens ustabilitet i forhold til sam-værCa. 15 pct. af afgørelserneovergreb mod barnet eller andre i barnets bo-pælsfamilie.Nedenfor i fig. 5 ses antallet af afgørelser om at afslå eller ophæve samværet, somer begrundet med det anførte forhold. Der blev i alt truffet 736 afgørelser om atafslå eller ophæve samværet.

Fig. 5Særligt om samarbejdschikane ses det af de indsamlede oplysninger, at samarbejds-chikane blev anført som baggrunden eller en del af baggrunden2for ca. 4 pct. afalle sager om samvær. Videre viser oplysningerne, at ca. 4 pct. af alle afgørelser isamværssager bl.a. var begrundet i samarbejdschikane, og at eksempelvis under 1pct. af afgørelser om fastsættelse af samvær var begrundet heri, hvilket også gjordesig gældende for afgørelser om ophævelse af samvær.De indsamlede data viser også, at statsforvaltningerne har behandlet ca. 440 sager,hvor der har været påstand om vold eller andre grænseoverskridende handlinger.Disse sager udgør således ca. 3 pct. alle samværssager. Forældrene indgik i ca. 37pct. af de 440 sager en aftale om samværet ved 4 ud af 5 af disse aftaler var for-ældrene enige om, at der skulle være samvær. Statsforvaltningerne traf afgørelse ica. 63 pct. af de 440 sager, og ved lidt under halvdelen af disse afgørelser blev kon-takten mellem barnet og samværsforælderen afskåret, mens der i lidt over halvde-len af sagerne blev truffet afgørelse om, at der skulle være samvær.Statsforvaltningerne har i perioden behandlet 555 ansøgninger, der kun omhandle-de transport, og 34 ansøgninger om samvær med andre.

VOLD OG ANDRE GRÆNSEOVER-SKRIDENDE HANDLINGERI det følgende gennemgås de data, som er indsamlet om statsforvaltningernes be-handling af samværssager, hvor der er påstand om vold eller andre grænseover-skridende handlinger, i perioden fra den 1. februar 2010 til 31. januar 2011. Gen-nemgangen uddyber på dette punkt Familiestyrelsens rapport om de indsamledeoplysninger om forældreansvarslovens effekt i den samlede portefølje af sager, derbehandles af statsforvaltningerne.Statsforvaltningerne har i perioden afsluttet i alt ca. 14.500 samværsansøgninger(sager). Ud af disse har der i ca. 440 sager været påstand om vold eller grænse-overskridende adfærd fra samværsforælderens side. Dette svarer til ca. 3 pct. af detsamlede antal samværssager.Knap halvdelen af påstandene har været om overgreb mod barnet, mens godt entredjedel har været påstande om overgreb mod bopælsforælderen. I knap hver ti-ende sag er overgrebet ifølge bopælsforælderen begået både i forhold til barnet ogdenne forælder.indsamlede oplysninger anvendes som et samlebegreb for vold og andre grænse-overskridende handlinger.Ikke overraskende vurderes der i ca. 82 pct. af sagerne at være et højt konfliktni-veau mellem forældrene, mens konfliktniveauet i ca. 11 pct. af sagerne vurderes atvære lavt. I lavkonfliktssagerne er det gjort gældende, at der er begået overgrebmod barnet i ca. halvdelen af tilfældene og overgreb mod bopælsforælderen i knapen tredjedel af sagerne.De ca. 440 sager resulterede ifølge de indsamlede oplysninger i en aftale mellemforældrene i ca. 37 pct. af tilfældene, mens statsforvaltningerne traf afgørelse i deresterende ca. 63 pct. af sagerne.Trods påstanden om overgreb aftalte forældrene i omkring 4 ud 5 tilfælde, at derskulle være samvær, og omvendt var indholdet af ca. hver femte aftale, at der ikkeskulle være samvær. Hertil kommer enkelte aftaler om samvær med andre ogtransport i forbindelse med samvær.Statsforvaltningerne bestemte ved ca. 39 pct. af afgørelserne, at der skulle væresamvær, og ved ca. 15 pct. at der skal skulle være et midlertidigt samvær. Statsfor-valtningerne traf også afgørelse om, at der ikke skulle være samvær dette var så-Forældrene aftaler i 4 udaf 5 tilfælde, at der skalvære samvær, selvom deter gjort gældende, at derer begået vold eller andreovergrebSager med påstand omvold eller andre grænse-overskridende handlingerudgør ca. 3 pct. af allesamværssager

ledes udfaldet af ca. 32 pct. af afgørelserne, mens samværet ved ca. 14 pct. af afgø-relserne blev suspenderet.De indsamlede data indeholder også oplysninger om de begrundelser, der liggerbag statsforvaltningernes afgørelser i samværssager. Ofte vil en afgørelse være be-grundet i flere forhold.I de sager, hvor der var påstand om overgreb, og hvor afgørelsen førte til ophæ-velse af samværet, var afgørelsen i ca. 16 pct. af tilfældene bl.a. begrundet i over-greb mod barnet, i ca. 11 pct. i overgreb mod bopælsforælderen og i ca. 2 pct. iovergreb mod andre i barnets familie. Begrundelsen for at ophæve samværet varsåledes iCa. 25 pct. af afgørelsernebarnets bedsteCa. 13 pct. af afgørelsernebarnets meningCa. 13 pct. af afgørelsernesærlige forhold hos samværsforælderenCa. 16 pct. af afgørelserneovergreb mod barnetCa. 11 pct. af afgørelserneovergreb mod bopælsforælderenCa. 2. pct. af afgørelserneovergreb mod andre i barnets familieHertil kommer andre begrundelser, som var mindre hyppigt anvendt.Det bemærkes, at statsforvaltningerne ved ca. 40 afgørelser afslog en ansøgningom at fastsætte samvær, og at en relativt fremtrædende begrundelse for en afgørel-se om(som også dækker over afslag på andre ansøgnin-ger end fastsættelse af samvær) er overgreb mod barnet eller bopælsforælderen.Denne begrundelse er således anvendt i henholdsvis ca. 15 og ca. 21 afgørelser.Det er ikke muligt at udlede, hvilke begrundelser der er givet i de tilfælde, hvor derer givet afslag på en ansøgning om fastsættelse af samvær. Det er således vigtigt atholde sig for øje, at udfaldet af en sag, hvor der gives afslag på ansøgningen er af-hængig af ansøgningens indhold.Ved afgørelser om samvær med overvågning er barnets bedste den hyppigst an-vendte begrundelse, idet den anvendes i ca. 26 pct. af sagerne. Dertil kommerbarnets alder (ca. 9 pct.) og særlige forhold hos samværsforælderen (13 pct.). Af-gørelser om samvær under overvågning er lidt sjældnere begrundet i overgrebmod barnet eller bopælsforælderen end afgørelser om ophævelse af samværet -begrundelserne var således anvendt i henholdsvis ca. 13 pct. og ca. 7 pct. af afgø-relserne.Statsforvaltningen bestemte som nævnt i ca. 54 pct. af deres afgørelser, at derskulle være samvær. Begrundelsen for denne afgørelse var iCa. 13 pct. af afgørelserneat overgreb ikke var sandsynlig-gjort/dokumenteretCa. 23 pct. af afgørelsernebarnets bedsteCa. 12 pct. af afgørelsernebarnets alderCa. 9 pct. af afgørelsernebarnets mening

Barnets perspektiv er ifølge de indsamlede oplysninger først og fremmest belystgennem forældrenes oplysninger, nemlig i ca. 90 pct. af sagerne, hvilket stemmeroverens med det generelle billede i sager efter forældreansvarsloven. I sager omforældremyndighed, barnets bopæl og samvær er barnets perspektiv i ca. 94 pct. afsagerne bl.a. belyst ved forældrenes oplysninger. Belysningen af barnets perspektivadskiller sig i øvrigt fra det generelle billede, idet belysningen i højere grad skerved udtalelser fra relevante myndigheder og fagpersoner, ligesom der i højere gradgennemføres børnesagkyndige undersøgelser. Data viser, at der er gennemført enbørnesagkyndig undersøgelse i ca. 20 pct. af sagerne, hvor dette redskab er an-vendt i ca. 1 pct. af forældremyndigheds- og bopælssagerne og i ca. 5 pct. af detsamlede antal samværssager. Brugen af udtalelser er mere end dobbelt så hyppigsom i sager efter loven generelt set. Nedenfor i fig. 3 gengives de forskellige må-der, hvorpå barnets perspektiv er belyst i sager, hvor der er påstand om overgreb.

Udviklingen 2007-2010 i sager om samvær, forældremyndighedog bopælDette papir viser udviklingen i afsluttede sagsforløb i statsforvaltningerne vedrø-rende fastsættelse af samvær, forældremyndighed og bopæl fra 2007 til 2010.Data er hentet fra statsforvaltningernes registreringssystem.Data er korrigeret for kodesanering, som blev gennemført med virkning pr. 1. janu-ar 2010. Ved kodesaneringen blev antallet af koder til registrering af aktiviteter pådet familieretlige område reduceret væsentligt, således statsforvaltningernes regi-antallet af afgørelser/afsluttede sagsforløb.I det følgende er data fremstillet, således som sagsforløbene er registreret fra 2010og frem.Det bemærkes, at der i alle årene er en relativ stor andel af sager, som er afsluttetmed registreringensellerI2010 er de to registreringsmuligheder reduceret til en registreringsmulighed. Stats-tnerne i forbindelse med mødet og i samråd med sagsbehandlerer enige om ikke at foretage sig yderligere.Dette er en systematisk fejlregistrering, som ISM er ved at undersøge omfanget af.Praksis vil fremadrettet blive ændret, således at situationer som ovenstående altefter mødes karakter - registreres som fuld enighed eller afsluttet.Ved forespørgsler om antallet af afsluttede forløb tager Indenrigs- og Sundhedsmi-nisteriet udgangspunkt i de totale antal registreringer, da det angiver aktiviteten forde sagsforløb, som opstartes i statsforvaltningerne.Indenrigs- og Sundhedsministeriet følger udviklingen i statsforvaltningernes forligs-procenter samt statsforvaltningernes indsats med at få indkaldt parterne til mødeinden 35 dage efter anmodningen via kvartalvise afrapportering af resultatkontrakt.Statsforvaltningernes afrapportering på disse mål er gengivet bagerst i notatet.

1. INDLEDNINGg-net ved et højt konfliktniveau, og hvor der eksempelvis er påstande om vold,grænseoverskridende handlinger og samarbejdschikane m.v. Sagerne må betegnessom komplekse på grund af påstandenes karakter og det høje konfliktniveau mel-lem forældrene.Det er efter Familiestyrelsens opfattelse af betydning i forhold til disse sager at sø-ge at afdække, om loven og særligt administrationen af den er i overensstemmelsemed barnets bedste. Med henblik på en sådan afdækning har vi inddraget en rækkeaf de sager, der ligger bag henvendelser til Retsudvalget, ligesom vi har inddragetsager, som Børns Vilkår har kendskab til. Derudover er afdækningen sket på bag-grund af samværssager, som Familiestyrelsen har haft under behandling, og somindeholder påstande om vold, grænseoverskridende handlinger, børnebortførelseog samarbejdschikane m.v.Gennemgangen af sagerne er sket med henblik på at identificere eventuelle pro-blemer eller uhensigtsmæssigheder, men også for at give et indblik i hvordan sa-gerne bliver behandlet af myndighederne og i sagernes karakter.Styrelsen har til brug for gennemgangen af sagerne indhentet samtlige sagsakter istatsforvaltningen. Styrelsen har dermed gennemgået alle breve m.m. fra beggeforældre og eventuelle andre parter, sagkyndige undersøgelser, notater fra samtaler,mødenotater m.v. Da disse tunge sager oftest er kendetegnet ved at indeholdemange akter og oplysninger, har det ikke været muligt at udarbejde en detaljeretbeskrivelse af alle sagens oplysninger. Hertil kommer også hensynet til de involve-rede parter, som gør, at gengivelsen i nogen grad må være summarisk.

2. SAMMENFATNINGSagskataloget beskriver sagsforløbene i 28 sager, hvor der er et højt konfliktniveaumellem forældrene og eksempelvis påstande om vold, grænseoverskridende hand-linger, børnebortførelse og samarbejdschikane m.v.Fremstillingen af den enkelte sag indledes med et kort resume, hvor sagens mestcentrale elementer angives, og hvor det også fremgår, hvilke oplevelser eller syns-punkter der ligger bag en henvendelse til Folketingets Retsudvalg. Fremstillingenaf sagen tager afsæt i det seneste sagsforløb på tidspunktet for gennemgangen ogbeskriver de centrale dele af historikken forud for. Da de 28 sager i udstrakt gradindeholder gentagne henvendelser til myndighederne, hvilket kataloget også vil vi-se, tages der forbehold for et eventuelt efterfølgende forløb.Der gengives for hver sag en række faktuelle oplysninger om barnet og forældrene;eksempelvis barnets alder og bopæl samt tidspunktet for forældrenes samlivsop-hævelse. Fremstillingen indeholder også en oversigt over de afgørelser og domme,der er om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær, ligesom der er en over-sigt over møder og andre vigtige sagsskridt i sagen. Det bemærkes i den forbindel-rækker over et møde med både sagsbehandleren og enbørnesagkyndig. Derudover indeholder fremstillingen oplysninger om, hvordanbarnets perspektiv er belyst, og hvilke særlige oplysninger sagen i øvrigt måtte in-deholde, eksempelvis i form af lægeerklæringer, sagkyndige undersøgelser m.m.Det er Familiestyrelsens opfattelse, at gennemgangen af sagerne tegner et billede afmeget ressourcekrævende sager, hvor det ikke ved en umiddelbar vurdering er mu-ligt at konkludere, hvad der er bedst for barnet i sagen. Behandlingen af sagernekræver således grundighed i sagsoplysningen og ekspertise for så vidt angår vurde-ringen af sagens oplysninger.Gennemgangen viser, at forældrene i disse meget konfliktfyldte sager oftest givermeget forskellige og modsatrettede oplysninger. Det kan være om de faktiske for-hold, eksempelvis om, hvor længe de har boet sammen, eller om eventuelle syg-domme m.v. hos den anden. De forskellige oplysninger kan også være i forhold tilforældrenes opfattelse af deres indbyrdes forhold og deres forhold til barnet, her-under barnets holdning og tilstand. Forældrene er i sagerne generelt meget uenigeom, hvad der er bedst for deres barn.Både på grund af vanskelighederne ved at få sagen tilstrækkeligt oplyst gennemforældrene, men også på grund af karakteren af de påstande, der fremsættes i endel af sagerne, og på grund af konfliktniveauet, har det i mange af sagerne væretnødvendigt at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse, før statsforvaltningeneller retten traf afgørelse. Der er i 18 af de 28 gennemgåede sager gennemført eller5

forsøgt gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, og i 1 sag afstod statsforvalt-ningen fra at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse, fordi kommunen gen-nemførte en § 50-undersøgelse. Supplerende kan det tilføjes, at der er afholdt bør-nesamtale i 9 af de 15 sager, hvor barnet havde en alder, hvor der som udgangs-punkt under hensyn til børnenes alder kan gennemføres en samtale. Det bemær-kes, at der er i næsten alle de resterende sager var gennemført en børnesagkyndigundersøgelse eller anden form for særlig belysning af barnets perspektiv.Sagskataloget viser generelt, at oplysningen af sagen og belysningen af barnets per-spektiv bl.a. sker ved indhentelse af udtalelser fra barnets institution og udtalelserfra kommunen, herunder gennem § 50-undersøgelser, som kommunen har gen-nemført. Det sker også gennem lægeerklæringer, psykologvurderinger, rapporterfra overvågede samvær, underretninger, samtaler med barnet og børnesagkyndigeundersøgelser m.v.At forældrene som anført har en polariseret opfattelse af sagen er med til særligt idisse sager at fremhæve det forhold, at en eller begge forældre måske i højere gradhar blik for egne ønsker og krav end for barnets behov. Det er således i flere afsagerne gengivet, at barnet efter en sagkyndig vurdering er i klemme i forældreneskonflikt, herunder også i form af at den ene forælder knytter barnet meget tæt tilsig. Der er også gengivet sager, hvor omfanget af ansøgninger og henvendelser tilandre myndigheder må anses som et udtryk for, at forælderen ikke formår at sesagen i et bredere perspektiv end sit eget. Gennemgangen af sagerne efterlader etindtryk af, at konflikten mellem forældrene fylder meget i deres liv.Sagernes kompleksitet og tyngde kommer også til udtryk i det antal møder, der erafholdt i sagerne. Det må på baggrund af gennemgangen af sagerne lægges tilgrund, at der er i disse sager er afholdt et relativt stort antal møder med henblik påat løse eller afgøre forældrenes uenighed. Sagerne er samtidig kendetegnet ved, atder er afholdt mange tværfaglige møder, hvilket betyder, at en børnesagkyndig del-tager for i særlig grad at sikre belysningen af barnets perspektiv og forsøge at flytteforældrenes fokus til barnet.Antallet af møder og gennemførelsen af andre sagsskridt, som er beskrevet i frem-stillingerne, skal også i nogen grad ses som en afledet effekt af forældrenes mangeansøgninger og henvendelser til myndighederne. Der er i sagskataloget flere ek-sempler på, hvordan disse tunge sager bl.a. på grund af konfliktniveauet komplice-res og bliver meget langvarige som følge af forældrenes gentagne ansøgninger oghenvendelser, og hvordan konfliktniveauet dermed også fastholdes. De gennemgå-ede sager har med undtagelse af 3 sager en tidsmæssig udstrækning fra omkring1½ - 2 år (8 sager) og helt op til ca. 7-8 år (2 sager).Hvis man ser nærmere på de meget langvarige sagsforløb i sagskataloget, viser dis-se sager, at der ofte er truffet flere afgørelser af bl.a. både statsforvaltningen ogretten; i en sag er der truffet 24 afgørelser i perioden juli 2005 til oktober 2010 og ien anden sag 23 afgørelser i perioden april 2005 til juni 2010. Derudover er der ide meget langvarige sager ofte gennemført en undersøgelse af barnet og dets for-

hold i kommunalt regi. Der vil således kunne være tilfælde, hvor barnet inddragesaf flere myndigheder samtidigt.En række af de beskrevne sager er trods sagens privatretlige karakter hos statsfor-valtningen (som en partstvist mellem forældrene) i lige så høj grad udtryk for ensag med tunge socialretlige aspekter. Til støtte herfor kan der henvises til, at sager-ne i sagskataloget viser,atder er gennemført en § 50-undersøgelse eller anden un-dersøgelse af barnet i kommunalt regi i 10 sager,atkommunerne i 9 sager har af-givet udtalelse,og atkommunerne i 1 sag har gennemført en undersøgelse af for-ældrene. Hertil kommer de udtalelser m.v., som afgives af institutioner og skoler.Derudover viser sagerne også flere eksempler på psykisk dårligt fungerende foræl-dre og forældre med misbrugsproblemer.Sagskataloget indeholder sager, hvor den ene forælder har gjort gældende, at bar-net er blevet udsat for overgreb af den anden forælder. I sådanne sager er det afafgørende betydning at reagere hurtigt på beskyldningerne for at beskytte barnetmod eventuelle overgreb. Imidlertid er vurderingen af påstandens rigtighed oftevanskelig, og den mødes ikke sjældent af den anden forælder med en forklaring omchikane m.m.Sagskataloget belyser således også, hvordan myndighederne reagerer på alvorligepåstande om vold, grænseoverskridende handlinger og samarbejdschikane, og giverkonkrete eksempler på dette. Eksempelvis beslutter statsforvaltningen i en sag atsuspendere samværet umiddelbart efter, at påstanden er fremsat og iværksætterderefter nærmere undersøgelse, og i en anden sag tillægges en forælders påstandeikke betydning. Der er også et eksempel på, at en forælder, som er samværsforæl-der, tidligt i forløbet anmelder den anden forælder for overgreb til politiet, men atdisse anmeldelser ikke fører til yderligere. Endelig viser en sag betydningen af etudstrakt samarbejde med kommunen; i sagen havde den ene forælder anmeldtovergreb på barnet til politiet 4 gange uden at dette førte til sigtelse, og kommunengennemførte undersøgelser af barn og forældre, ligesom kommunen ydede psyko-loghjælp til bopælsforælderen, sådan at denne kunne rumme afleveringen af barnettil samvær.Opsamlende er det på baggrund af gennemgangen af de 28 sager ikke Familiesty-relsens opfattelse, at der kan tales om grundlæggende fejl eller uhensigtsmæssighe-der i behandlingen af sagerne. Det kan derimod lægges til grund, at disse komplek-se sager rummer udfordringer, som særligt kan tilskrives forældrenes konfliktni-veau, og som også synes at følge af det sociale tilsnit, som sagerne har. Netop pågrund af kompleksiteten af sagerne, er det vanskeligt at opstille entydige succeskri-terier for afgørelsen af en sag, men det vurderes at være af afgørende betydning forbarnet, at sagerne løses inden for et regelsæt og i en myndighedsstruktur, der givermulighed for en nuanceret sagsoplysning og indrømmer mulighed for skøn.

ØVRIGE OPLYSNINGER I SAGEN OG BELYSNING AF BARNETS PER-SPEKTIV:Aktuelle lægelige oplysninger beskriver fars fysiske og psykiske forhold. Han harbehov for stor støtte i offentlige og sociale sammenhænge. Han har tidligere haftet alkohol- og kokainmisbrug, ligesom der aktuelt ses tegn på alkoholmisbrug. Haner restitueret efter en hjerneskade nogle år tidligere og er ikke i medicinsk behand-ling. Fars egen læge mener ikke, at der er noget, der taler imod samvær.Barnets perspektiv er bl.a. belyst ved en børnesagkyndig undersøgelse fra 2009 ogtidligere udtalelser fra vuggestue og kommune.Den børnesagkyndige undersøgelse har navnlig på grund af fars forhold været læn-ge undervejs. Af undersøgelsen fremgår det, at der ikke er grund til at tro, at morvil have vanskeligheder ved at tage vare på barnet alene. Mor har været i behand-ling for sin psykiatriske lidelse. Den børnesagkyndige vurderer, at far helt synes atmangle forståelse for og indlevelse i, hvad et barn på 5 år har brug for. Det vurde-res også, at far må antages at have svært ved at tage vare på et barn i længere tid.På grund af det meget konfliktfyldte forhold mellem mor og far, fars måde at op-fatte omgivelserne på og fars manglende forståelse for et barn, frarådes det, at fa-ren og barnet er alene sammen. Det vurderes heller ikke, at der er mulighed forovervåget samvær på nuværende tidspunkt.Både kommune og vuggestue havde i tidligere udtalelser beskrevet mors psykiskeforhold og fars misbrug og (manglende) omsorgsevne.I 2010 afslår statsforvaltningen at fastsætte samvær. Statsforvaltningen lægger sær-lig vægt på det meget høje konfliktniveau mellem mor og far, fars personlige for-hold, herunder fars manglende indlevelse og forståelse af et barn på 5 år og usik-kerheden om fars eventuelle misbrug, det hidtidige begrænsede omfang af samværog barnets alder. Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse.SAGSKATALOGTUNGE SAMVÆRSSAGER

Februar 2008: Tværfagligt møde med begge forældre i statsforvaltningen. For-ældrene indgår aftale om samvær. Statsforvaltningen indkalder forældrene tilopfølgende tværfagligt møde i juni 2008.April 2008: Far søger om udvidelse af samværet.Juni 2008: Tværfagligt møde i statsforvaltningen. Forældrene indgår aftale omudvidelse af samværet.Februar 2009: Tværfagligt møde i statsforvaltningen, da Familiestyrelsen harbedt statsforvaltningen om at genoptage sagen. Forældrene indgår en ny aftaleom udvidelse af samværet med det samme og yderligere optrapning få månedersenere.April 2009: Mor søger om suspension af samværet.Juni 2009: Tværfagligt møde i statsforvaltningen. Far møder, mor har meldt af-bud.Juli 2009: Statsforvaltningen beder forældrene om samtykke til at iværksætte enbørnesagkyndig undersøgelse.August 2009: Far møder til overvåget samvær i statsforvaltningen, men mormøder ikke.Oktober-november 2009: Møder om samvær og forældremyndighed aflyses, damor er taget på et længerevarende studieophold i udlandet.

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:Mor oplyser, at hun og far ikke kan samarbejde, og at far ikke passer ordentligt påbarnet. Hun oplyser også, at far under samlivet har udsat hende for vold, hvilketførte til politianmeldelse og ophold på krisecenter med barnet. Mor oplyser, atbarnet reagerer negativt efter samvær, hvor faren og hans kæreste ifølge barnetskændes og slås, hvilket efter morens oplysninger er dokumenteret ved politirap-porter. Derudover oplyser hun, at børnehaven har udtalt, at barnet er ked af det ibørnehaven. Hun oplyser også, at en § 50-undersøgelse fra kommunen konklude-rer, at barnet følelsesmæssigt er bagud.Far oplyser, at barnet har det dårligt og ofte har mareridt. Han oplyser også, atbarnet én gang har overværet en episode, hvor han og hans kæreste skændtes me-get kraftigt, og hvor politiet blev involveret. Han bemærker, at barnet har fortaltham, at mor og mors kæreste skændes foran barnet.Begge forældre oplyser, at de kommunikerer dårligt, og at barnet er begyndt atholde sig for ørerne og krumme sig, når der kommer høje lyde.Statsforvaltningen sender i begyndelsen af 2009 en underretning til kommunen, dastatsforvaltningen er bekymret for barnets trivsel og adfærd.

December 2008: Statsforvaltningen afviser at behandle fars anmodning omfastsættelse af julesamvær. Familiestyrelsen afviser at behandle klagen, da enstillingtagen ikke vil kunne nås, inden et samvær eventuelt skulle begynde.Marts 2009: Statsforvaltningen afslår at suspendere samværet. Statsforvaltnin-gen tager stilling til en klage over sagsbehandlingen.Juni 2009: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse fra marts2009 om afslag på suspension af samværet.Juli 2009: Statsforvaltningen træffer afgørelse om weekendssamvær samt ferie-og helligdagssamvær.August 2009: Statsforvaltningen suspenderer samværet, fordi faren er anmeldtfor at have begået vold mod børnene.September 2009: Familiestyrelsen afviser at behandle sagen om suspension igen,da der ikke foreligger nye oplysninger.Oktober 2009: Politiet indstiller efterforskningen af anmeldelsen om vold.December 2009: Statsforvaltningen fastholder suspension af samvær.Januar 2010: Statsadvokaten afviser at rejse sigtelse mod faren og samleveren.Februar 2010: Statsforvaltningen træffer afgørelse om optrapning af samvær tilsamvær med overnatning.Marts 2010: Familiestyrelsen ændrer statsforvaltningens afgørelse fra februar2010 til overvåget samvær og beder statsforvaltningen om at iværksætte en bør-nesagkyndig undersøgelse.Maj 2010: Statsforvaltning træffer afgørelse om omfanget af det overvågedesamvær.Juni 2010: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse fra maj2010.Juli 2010: Fogedretten pålægger moren at udlevere børnene til overvåget sam-vær. Det overvågede samvær, som blev fastsat ved statsforvaltningens afgørelsefra maj 2010 har endnu ikke været gennemført.August 2010: Statsforvaltningen fastholder i et brev fogedrettens beslutningom, at kun mor må aflevere børnene til det overvågede samvær. Familiestyrel-sen vejleder mor om forældreansvarslovens regler.September 2010: Statsforvaltningen træffer afgørelse om aflysning af det sidsteovervågede samvær efter opfordring fra overvågningsstedet. Der fastsættes ikkeyderligere overvåget samvær, idet statsforvaltningen afventer den børnesagkyn-dige undersøgelse.Oktober 2010: Familiestyrelsen vejleder mor om forældreansvarsloven.November 2010: Statsforvaltningen afslår at fastsætte samvær.Marts 2011: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse fra no-vember 2010.

Marts 2009: Mor klager over statsforvaltningens sagsbehandling og over stats-forvaltningens afgørelse fra marts 2009 om ikke at suspendere samværet.Juni 2009: Mor beder Familiestyrelsen om at behandle sagen om suspensionigen.August 2009: Mor anmelder far og hans samlever for vold mod børnene.November 2009: Mor klager til statsadvokaten over politiets afgørelse om ind-stilling af efterforskning.Februar 2010: Statsforvaltningen kontakter kommunen med henblik på eventu-el iværksættelse af støtteforanstaltninger i forhold til børnene på baggrund afstatsforvaltningens afgørelse fra februar 2010 om retablering af samværet. Morklager til Familiestyrelsen over statsforvaltningens afgørelse og over sagsbe-handleren. Far sender sine sommerferiesamværsønsker til statsforvaltningen.Marts 2010: Mor anmoder om suspension af samvær. Statsforvaltningen rykkerkommunen for en udtalelse om, hvorvidt der er blevet iværksæt støtteforan-staltninger eller lignende tiltag over for moren og børnene.April 2010: Far rykker statsforvaltningen for fastsættelse af tidspunkter forovervåget samvær.Maj 2010: Far rykker igen for fastsættelse af tidspunkter for overvåget samvær.Mor klager over statsforvaltningens afgørelse fra maj 2010.Juni 2010: Børnesagkyndig undersøgelse iværksættes.August 2010: Mor klager over, at statsforvaltningen lægger til grund, at hun per-sonligt skal aflevere børnene til overvåget samvær.Oktober 2010: Resultat af den børnesagkyndige undersøgelse foreligger.December 2010: Far klager over statsforvaltningens afgørelse fra november2010.

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:Der er et meget højt konfliktniveau mellem forældrene, hvilket bl.a. kommer tiludtryk gennem deres tilkendegivelser i forskellige fora på internettet.Mor oplyser, at faren og hans samleverske er voldelige over for børnene, og atsamleverskens 8-årige søn har misbrugt det ældste barn seksuelt. Mor mener, atfaren chikanerer hende ved at skrive om hende og hendes familie i forskellige forapå internettet. Hun mener, at farens og hans samleverskes hetz mod hende påvir-ker børnene meget. Børnene fortæller ifølge moren, at faren slår dem, og de sigerifølge moren tydeligt fra i forhold til samvær. Mor mener, at faren lider af post-traumatisk stresssyndrom.Far oplyser, at moren chikanerer ham gennem skriverier om ham og hans familiepå forskellige internetsider, og han afviser at hetze hende. Om sin deltagelse i de-bat på internettet siger han, at diskussionerne foregår uden at oplyse morens iden-titet, og at han kun gør det for at have nogen at snakke med om sine oplevelsersom samværsforælder. Han afviser at være voldelig over for sine børn, ligesom hanafviser, at samleverskens søn har gjort børnene fortræd. Far mener, at morens chi-kane forhindrer samvær, og at det er på grund af hendes påvirkning af børnene, atde ikke ønsker samvær.16

ØVRIGE OPLYSNINGER I SAGEN OG BELYSNING AF BARNETS PER-SPEKTIV:Børnenes perspektiv er belyst gennem udtalelser fra børnenes institution, § 50-undersøgelse og 2 børnesagkyndige undersøgelser.Ifølge den børnesagkyndige undersøgelse, som gennemføres i 2007, komplicererde spændinger, der er knyttet til samværet, den følelsesmæssige situation for detældste barn og kan føre til emotionelle reaktioner hos barnet. Det anføres også, atdet yngste barn med alderen vil kunne påvirkes. Ifølge undersøgelsen virker mo-rens indstilling til faren hindrende for udviklingen af samarbejdet mellem dem.Den børnesagkyndige påpeger, at børnene nyder kontakten med faren og har be-hov for kontakt til både moren og faren. Der er således ikke grundlag for at afslåsamvær.Af institutionsudtalelserne fremgår, at der efter skilsmissen er et godt samspil mel-lem far og børnene, og at børnene trives. Børnenes adfærd ændrer sig dog i for-hold til samværet, og særligt det ældste barn viser tydelige stressreaktioner og rea-gerer meget voldsomt i forhold til at skulle på samvær hos faren.Kommunen anfører i § 50-undersøgelsen, at forældrenes konflikt overskyggerbørnenes perspektiv, og kommunen frygter, at børnene kommer i klemme mellemforældrene. Det er kommunens opfattelse, at børnenes reaktion på konflikten påsigt kan give dem problemer både i forhold til mor og far, da det kan være vanske-ligt for dem at glædes over at skulle på samvær og over at komme hjem efter sam-vær og at vise denne glæde. Kommunen anbefaler, at forældrene får tilbudt hjælpfor at få genetableret en god kontakt.Af den børnesagkyndige undersøgelse fra 2010 fremgår, at begge børn er så påvir-kede af forældrenes høje konfliktniveau, at de fravælger samværet, og at det vil på-virke deres udvikling og trivsel negativt, hvis de fortsat skal befinde sig i den kon-fliktfyldte relation. Forældrene vurderes ikke at være i stand til at standse konflik-ten. Det er den børnesagkyndiges opfattelse, at en eventuel retablering af kontak-ten mellem far og børn skal ske på anden måde en hidtil, og at inddragelse af fo-gedretten vil forstærke børnenes uvilje i forhold til faren. Det forslås som alterna--sted, hvor faren kan være til stede samtidig med børnene uden at nærme sig dem.Hvis dette forløber uproblematisk nogle gange, vil der kunne etableres en neutralkontakt mellem de voksne, og yderligere tilnærmelser vil kunne ske efter noglegange med kontakt mellem de voksne.

MØDER M.V. I FORBINDELSE MED AFGØRELSER:December 2007: Far søger om samvær.Februar 2008: Forældrene indgår aftale om fælles forældemyndighed.Januar 2008-december 2008: På baggrund af fars ansøgninger om samvær del-tager forældrene i flere tværfaglige møder i statsforvaltningen. Forældrene ind-går flere aftaler om samvær, bl.a. at samværet skal foregå sammen med en per-son, som barnet kender.Februar 2009: Tværfagligt møde i statsforvaltningen. Mor søger om suspensionaf samværet, alternativt overvåget samvær. Far søger om en midlertidig afgørel-se.Marts 2010: Far søger om, at barnet skal have bopæl hos ham.Marts 2010: Statsforvaltningen aflyser et tværfagligt møde i marts og beder omsamtykke til at foretage en børnesagkyndig undersøgelse. Rapporter fra detovervågede samvær sendes i høring, og bopælssagen sendes i retten.Maj 2010: Mor meddeler, at hun ikke ønsker at medvirke til en børnesagkyndigundersøgelse, og at hun ønsker samværssagen behandlet i retten.

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:Mor oplyser i efteråret 2008, at barnet reagerer negativt efter samvær og opførersig anderledes i institutionen. Barnets reaktion efter samvær forværres ifølge mo-ren i starten af 2009, og moren er utryg ved samvær. Barnet er i øvrigt ifølge morofte syg på grund af et dårligt immunforsvar, og barnet har efter morens oplysningastma, som dog ikke er behandlingskrævende. Moren aflyser gentagne gange sam-været på grund af sygdom hos barnet.Kommunen oplyser i efteråret 2008 til politiet, at mors særbarn under samtalermed kommunen har oplyst, at faren har krænket hende seksuelt. Særbarnets skoleudtrykker stor bekymring omkring hendes hjemmesituation. Mor søger i februar2009 statsforvaltningen om suspension af samværet eller overvåget samvær mellemfar og barnet, indtil straffesagen er afsluttet.Far mener, at mor chikanerer med de mange aflysninger af samværet. Far oplyser,at han ikke tror, at barnet reelt er sygt, og han søger samværet gennemført ved fo-gedrettens hjælp. Far afviser påstanden om seksuelle krænkelser af mors særbarn.I marts 2009 tiltales far for krænkelse af mors særbarn, hvorefter samværet midler-tidigt gøres overvåget. Byretten dømmer far for blufærdighedskrænkelse, men hanfrifindes i starten af 2010 af landsretten, da der ikke findes at være fornødent bevisfor domsfældelse.Begge forældre giver udtryk for, at de ønsker at samarbejde, men samarbejdet van-skeliggøres efter sigtelsen af far. Frem til og med december 2008 indgår forældreneaftaler om samvær, men konfliktniveauet optrappes i forbindelse med straffesagen.

ØVRIGE OPLYSNINGER I SAGEN OG BELYSNING AF BARNETS PER-SPEKTIV:Barnet har ifølge lægeudtalelser et svagt immunforsvar og derfor risiko for infekti-oner, og der foreligger lægeerklæringer som dokumentation for barnets sygdom.Barnets vuggestue og dagpleje har ingen bekymringer i forhold til barnet, der hardet godt og trygt.Rapporter fra det overvågede samvær i perioden juni 2009 til april 2010 viser, atbarnet i starten er meget trykket på grund af konfliktniveauet mellem forældrene,men at barnet med tiden bliver mere trygt og glad under samværene. Om samvæ-rene fra januar 2010 og frem til marts 2010 fremgår det, at barnet er i klemme, oget samvær i marts 2010 må stoppes før tid, da barnet reagerer anderledes end nor-malt. Den børnesagkyndige overvåger formoder, at mor udøver samarbejdschika-ne, og at dette påvirker barnet. Overvågeren anbefaler en børnesagkyndig under-søgelse.Statsforvaltningen ønsker at foretage en børnesagkyndig undersøgelse, men morvil ikke medvirke.Mor beder i maj 2010 om, at samværssagen sendes i retten, hvor en bopælssag iverserer. Sagens afslutning er ukendt.

OVERSIGT OVER AFGØRELSER OG DOMME OM FORÆLDREMYN-DIGHED, BARNETS BOPÆL OG SAMVÆR:Oktober 2005: Statsforvaltningen henlægger sagen.November 2006: Byretten træffer afgørelse om omhævelse af forældremyndig-hed.December 2006: Statsforvaltningen suspenderer midlertidigt samvær mellem farog barnet.Januar 2007: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse.August 2007: Statsforvaltningen træffer afgørelse om overvåget samvær. Fami-liestyrelsen ændrer statsforvaltningens afgørelse til beskyttet overvåget samvær.September 2007: Familiestyrelsen giver afslag på genoptagelse af sagen.December 2007: Statsforvaltningen giver afslag på farmorens ansøgning omsamvær.Januar 2008: Statsforvaltningen fastsætter erstatningssamvær.Februar 2008: Statsforvaltningen giver afslag på farens anmodning om genop-tagelsen af samværssag. Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelseaf januar 2008 om erstatningssamvær. Statsforvaltningen afviser at behandle sa-gen om ophævelse af samvær.April 2008: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse fra februar2008 om afvisning af behandling af mors anmodning om ophævelse af samvær.Yderligere giver Familiestyrelsen afslag på suspension af samvær og beder stats-forvaltningen om iværksættelse af nærmere undersøgelse af, hvordan et evt.fremtidig samvær mellem far og barnet skal tilrettelægges og iværksættelse afbørnesagkyndig undersøgelse. Statsforvaltningen fastsætter erstatningssamvær.Juli 2008: Statsforvaltningen giver faren delvis medhold i hans ansøgning omsamvær. Der fastsættes erstatningssamvær og det beskyttede samvær udvides fraen gang om måned til hver 14. dag.August 2008: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse fra de-cember 2007 om afslag på samvær for farmor.Oktober 2008: Statsforvaltningen træffer afgørelse om ikke at fratage farenorienteringsretten om barnet.e-Januar 2009: Statsforvaltningen afslår morens ansøgning om begrænsning afkendesamværet.Februar 2009: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse fra no-vember 2008.August 2009: Statsforvaltning afviser farens anmodning om udvidelse af sam-vær.Februar 2010: Statsforvaltning træffer afgørelse om fortsat overvåget kende-samvær, dog må farmoren deltage, hvis overvågeren vurderer, at det er godt forbarnet.Juni 2010: Statsforvaltningen træffer afgørelse om optrapning af overvågetsamvær.22

MØDER M.V. I FORBINDELSE MED AFGØRELSER:September 2005: Mor henvender sig til statsforvaltningen og beder om rådgiv-ning om samvær og forældremyndighed. Statsforvaltningen indkalder til børne-sagkyndig rådgivning i oktober 2005. Forældrene indgår selv aftale om samvær.Oktober 2005: Far ringer og aflyser den børnesagkyndige rådgivning på vegneaf begge forældre.Maj 2006: Forældrene anmoder om børnesagkyndig rådgivning.Juli 2006: Afholdelse af børnesagkyndig rådgivning med begge forældre.September 2006: Mor ansøger om fuld forældremyndighed og ophævelse afsamvær mellem far og barnet.November 2006: Mor anmoder igen om ophævelse af samvær mellem far ogbarnet.December 2006: Far anmoder om udvidelse af samvær. Far klager over stats-forvaltningens afgørelse.Februar 2007: Statsforvaltningen indkalder forældrene til tværfagligt møde imarts 2007, som efter morens anmodning rykkes til april 2007.April 2007: Statsforvaltningen afholder tværfagligt møde med begge forældre.August 2007: Mor klager over afgørelsen om overvåget samvær.Oktober 2007: Farmoren søger om samvær med barnebarnet.December 2007: Far søger om erstatningssamvær, da moren udeblev fra 3 fast-satte samværstidspunkter.Januar 2008: Farmor klager over statsforvaltningens afslag på samvær. Mor kla-ger over fastsættelse af erstatningssamvær og anmoder om ophævelse af sam-vær.Februar 2008: Far anmoder om genoptagelse af samværssagen. Far klager overafslag på genoptagelse. Mor klager over afvisning af behandling af sagen omophævelse af samvær.April 2008: Statsforvaltningen oplyser, at der efter opfordring fra Familiestyrel-sen vil blive iværksæt en børnesagkyndig undersøgelse.Juni 2008: Statsforvaltningen iværksætter børnesagkyndig undersøgelse. Far sø-ger igen om erstatningssamvær og anmoder om udvidelse af overvåget samvær.August 2008: Far søger om midlertidigt samvær med barnet.September 2008: Statsforvaltningen indkalder forældrene til tværfagligt møde ioktober 2008. Mødet bliver rykket til senere tidspunkt i oktober 2008, hvormødet afholdes med parterne hver for sig efter morens anmodning. Far søgerom erstatningssamvær.Oktober 2008: Mor anmoder statsforvaltningen om at fratage faren oriente-ringsretten. Mor ansøger senere om suspension af samvær, subsidiært ind-skrænkning af overvåget samvær. Statsforvaltningen afholder tværfagligt mødemed begge forældre hver for sig.November 2008: Far søger om erstatningssamvær for aflyst samvær i september2008.December 2008: Mor ønsker kortere samvær.Januar 2009: Far klager over statsforvaltningens afgørelse fra november 2008om begrænsningover statsforvaltningens afslag på at begrænse omfangetm23

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:Forholdet mellem forældrene bliver mere og mere konfliktfyldt efter, at faren i by-retten og landsretten dømmes for blufærdighedskrænkelse af morens lillesøster,som på tidspunktet for gerningen er 12 år. Det meget konfliktfyldte forhold mel-lem forældrene, specielt morens modstand mod at samarbejde med faren, medfø-rer, at statsforvaltningen i en længere periode nedsætter samværet til et minimum.Mor oplyser, at hun ikke har tillid til faren, efter at denne er dømt for blufærdig-hedskrænkelse af hendes lillesøster. Hun er overbevist om, at han kunne udsættebarnet for lignende krænkelser, da han efter morens mening ikke selv er i stand tilat se, at han har gjort noget forkert i forhold til søsteren. Mor mener, at faren haret problem i forhold til unge piger. Han har over for hende oplyst, at han som 30-årig havde et forhold til en 14-årig pige. Mor mener, at far er karakterafvigende ogseksuelt afsporet. Han er utilregnelig og ude af stand til at styre sine drif-ter/impulser. Mor er af den opfattelse, at samværet påvirker barnet negativ. Hunsynes, at barnet skal kende til sin far, men mener ikke, at barnet skal have mulighedfor at kunne knytte sig til faren.Far anfører, at han er uskyldig dømt og oplyser, at han aldrig kunne finde på atgøre noget krænkende over for sit barn. Han oplyser, at barnet er helt trygt hosham, når de har samvær, og synes, det er ren chikane af moren, at hun ofte ikkeafleverer barnet til samvær.

de samvær fungerer godt, og barnet er ikke urolig ved samværet med faren, menovergangene i forbindelse med de overvågede samvær forvirrer barnet, ligesom detkan mærke, at der er særlige og for barnet uforståelige forhold, der gælder, når hunskal være sammen med sin far. Efter den sagkyndiges opfattelse har barnet ikkehaft negative erfaringer med sin far. Det største problem er den ydre forvirring,som hun møder, og det forhold, at hun ikke ser ham så tit. Den børnesagkyndigekommer frem til, at der ikke er noget, som peger på, at faren ikke er i stand til athave et ansvarsfuldt forhold til sit barn. Undersøgelsen har ikke vist tegn på, at fa-ren er så personlighedsmæssigt afvigende, at der er sandsynlighed for, at han vilvære seksuelt krænkende over for sit barn. Det er således efter den børnesagkyndigrådgivers opfattelse ingen fare for barnet.Statsforvaltningen optrapper samværet. Dette begrundes med, at der ikke forelig-ger forhold, der kan begrunde indskrænkning eller ophævelse af samvær.Statsforvaltningens sidste afgørelse har ikke været forelagt Familiestyrelsen.

MØDER M.V. I FORBINDELSE MED AFGØRELSER:Juni-august 2007: Far søger om fastsættelse af samvær. Møde i statsforvaltnin-gen, hvor forældrene indgår aftale om samvær.Oktober 2007: Far søger om ændring af samværet.Maj 2008 - juni 2008: Mor søger om ændring af samværet. Forældrene aftaler pået tværfagligt møde i statsforvaltningen en mindre udvidelse af samværet. Stats-forvaltningen indkalder til et opfølgende tværfagligt møde i september.Juni 2008 - september 2008: Begge forældre søger om ændring af samværet.Mor søger også om suspension. Statsforvaltningen ændrer efter mors anmod-ning mødetidspunktet for det opfølgende tværfaglige møde til oktober 2008.Oktober 2008: Tværfagligt møde i statsforvaltningen. På mødet trækker mor sinanmodning om suspension af samværet tilbage.November 2008: Mor søger om ændring af afleveringssted. Far søger om er-statningssamvær.December 2008: Statsforvaltningen oplyser, at forældrene vil blive indkaldt til etopfølgende møde i april 2009.Februar 2009 - april 2009: Far indbringer sagen for fogedretten. Mor søger omændring af samværet. Statsforvaltningen meddeler forældrene, at der skal iværk-sættes en børnesagkyndig undersøgelse.April 2009 - september 2009: Far sender 5 ansøgninger om diverse ændringerog udvidelser af samværet. Mor søger om fuld forældremyndighed og suspensi-on af samværet.Marts 2010 - april 2010: Statsforvaltningen modtager den børnesagkyndige un-dersøgelse.

ØVRIGE OPLYSNINGER I SAGEN OG BELYSNING AF BARNETS PER-SPEKTIV:Barnets perspektiv er belyst ved indhentelse af udtalelse fra barnets læge og vugge-stue samt aktuelt ved en børnesagkyndig undersøgelse. Mor har herudover indhen-tet udtalelse fra sundhedsplejerske, underretning fra læge til kommune samt enpsykologvurdering af barnet, der er foretaget på mors initiativ.Af mors indhentede oplysninger fremgår bl.a., at sundhedsplejersken har udtalt, atbarnet har en meget stærk tilknytning til mor. Af en af mor indhentet psykolog-vurdering fremgår, at barnet vurderes som separationsfølsom. Barnets læge oply-ser, at der på baggrund af mors oplysninger er mistanke om omsorgssvigt undersamvær, men at der ikke er fysiske tegn på omsorgssvigt.Vuggestuen udtaler, at de ikke har oplevet reaktioner hos barnet i forbindelse medsamvær. Vuggestuen oplyser, at mor ofte bruger lang tid på at sige farvel til barnetved aflevering, og at barnet er i vuggestuen 2-6 timer om dagen.Den børnesagkyndige undersøgelse viser, at barnet er stærkt knyttet til mor, og atmor har et stort behov for at passe på barnet. Den børnesagkyndige vurderer, atmors indhentede psykologvurdering kun fortæller den halve sandhed om børnsudvikling, og at den mest sandsynlige forklaring på barnets kraftige reaktioner påsamvær med overnatning er mors negative reaktioner på samværet. Undersøgelsenviser, at barnet er glad for far og hans familie, og at barnet er knyttet til faren, somfremstår som en kompetent far. Den børnesagkyndige observerer ikke under sam-været noget, der kan begrunde en eventuel efterreaktion på samværet, men denbørnesagkyndige vurderer, at barnet lider under forældrekonflikten. På den bag-grund vurderer den børnesagkyndige, at samvær med overnatning først skal etable-res, når tilliden mellem forældrene er genetableret og konfliktniveauet normalise-ret, alternativt når barnet er 5-6 år.Statsforvaltningen bestemmer, at der ikke er grundlag for at ændre omfanget afsamværet, som er 6 timer hver anden uge. Afgørelsen lægger særlig vægt på dethøje konfliktniveau mellem forældrene, på den stærke tilknytning mellem morenog barnet, og at barnet er glad for sin far, men lider under konflikten mellem for-ældrene. Statsforvaltningen lægger endelig vægt på den børnesagkyndiges vurde-ring af samværets omfang.

OVERSIGT OVER AFGØRELSER OG DOMME OM FORÆLDREMYN-DIGHED, BARNETS BOPÆL OG SAMVÆR:November 2006: Statsamtet fastsætter midlertidigt dagssamvær hos et af morsfamiliemedlemmer.April 2007: Mor får forældremyndigheden alene ved dom.Januar 2009: Statsforvaltningen afslutter forældremyndighedssagen. Far anmo-der ikke om, at forældremyndighedssagen indbringes for retten.Juli 2009: Statsforvaltningen træffer afgørelse om dagssamvær 2 dage i trækhver 14. dag.December 2009 - januar 2010: Statsforvaltningen afviser at behandle mors an-søgning om, at samværet ophæves.Januar 2010 - februar 2010: Statsforvaltningen genoptager samværssagen. For-ældrene indgår i fogedretten forlig om indskrænkning af enkelte samvær.Marts 2010: Statsforvaltningen afslår at ophæve samværet.April 2010: Fogedretten fastsætter erstatningssamvær. Fogeden bestemmersamtidig, at mor kan pålægges tvangsbøder, hvis hun ikke udleverer barnet tilsamvær.April 2010: Statsforvaltningen afslutter forældremyndighedssagen. Statsforvalt-ningen træffer afgørelse om suspension af samværet.Maj 2010: Statsforvaltningen ophæver samværet.

MØDER M.V. I FORBINDELSE MED AFGØRELSER:December 2008 - januar 2009: Far søger om fastsættelse af samvær og fællesforældremyndighed. Separate møder med forældrene i statsforvaltningen efteranmodning fra mor. Statsforvaltningen afholder mødet med far som et tværfag-ligt møde.Februar 2009 - april 2009: Far søger om fastsættelse af midlertidigt samvær.Statsforvaltningen meddeler forældrene, at der skal iværksættes en børnesag-kyndig undersøgelse.Maj 2009 - juli 2009: Resultatet fra den børnesagkyndige undersøgelse forelig-ger. Statsforvaltningen afholder møde samt konfliktmægling med forældrene,uden at enighed om samværet opnås.November 2009 - december 2009: Mor søger om ophævelse af samværet.Januar 2010 - februar 2010: Far søger om fælles forældremyndighed, ændring aftransporten i forbindelse med samværet og erstatningssamvær. Statsforvaltnin-gen indkalder forældrene til tværfagligt møde i februar, hvilket ændres til marts2010 efter fars anmodning. Mor søger om suspension af samværet.Marts 2010 - april 2010: Mor søger igen om suspension af samværet. Mor afly-ser mødet i statsforvaltningen på grund af barnets sygdom. Statsforvaltningenafholder det tværfaglige møde med far.April 2010: Statsforvaltningen afholder møde med mor, der søger om ophævel-se og suspension. Mor ønsker ikke overvåget samvær fastsat eller at medvirke tilen supplerende børnesagkyndig undersøgelse. Statsforvaltningen indbringerforældremyndighedssagen for retten.

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:Forholdet mellem forældrene er i vekslende grad konfliktfyldt, og deres opfattelseaf de faktiske omstændigheder er meget forskellig.Mor oplyser, at far er psykisk ustabil, psykopat, og at han har været fysisk og psy-kisk voldelig over for både hende og andre personer, herunder hendes familie. Mormener, at far mangler empati og forståelse for barnet og barnets behov, og at hanudøver psykisk vold mod barnet og er grænseoverskridende. Mor oplyser, at farkun kortvarigt har været alene med barnet. Mor oplyser også, at barnet har væretindlagt på grund af psykosomatiske reaktioner på samværet.Far benægter mors oplysninger og oplyser, at mor har et voldsomt temperament,og at hun har slået ham. Far oplyser, at han har haft en depression, men at han si-den har haft det psykisk godt. Han oplyser, at han har været alene med barnet i optil 5-6 timer ad gangen.Samværet mellem far og barnet har været ustabilt, begrænset og præget af længere-varende afbrydelser samt fogedrettens involvering. Mor har deltaget i alle samværbortset fra ét. I længere perioder har der efter aftale været dagligt samvær i morenshjem. Mor melder far til politiet og beder om polititilhold i 2009. Herefter har derefter indgåelse af forlig i fogedretten igen været samvær i en periode.30

ØVRIGE OPLYSNINGER I SAGEN OG BELYSNING AF BARNETS PER-SPEKTIV:Forældrene har sendt en række oplysninger til statsforvaltningen. Far har sendttidligere domme fra en voldtægtssag mod ham (frifundet i landsretten, men dømtfor vold mod en ekskæreste og andre forhold).Moren har bl.a. sendt en række journalark fra en tidligere periode fra sygehus samttidligere og nyere udtalelser fra sundhedsplejerske, kommune, præst, læge og bør-nehave. Mor har også indsendt en underretning fra Børns Vilkår til kommunensamt en aktuel § 50-undersøgelse. Mors oplysninger viser, at hun havde psykiskeproblemer, og at forældrenes forhold var og er præget af uoverensstemmelser, på-stande om vold (ikke anmeldt), og at mor aktuelt reagerer med angst i forhold tilfar, er bekymret for sin og barnets sikkerhed og ikke magter at møde far.Barnets perspektiv er aktuelt belyst ved en børnesagkyndig undersøgelse, der ogsåbygger på en udtalelse fra børnehaven, hvor børnehaven udtrykker stor bekymringfor barnets psykiske trivsel og udvikling.Om barnet fremgår af den børnesagkyndige undersøgelse, at der ikke er observeretforhold, der giver anledning til bekymring for barnets trivsel og velbefindende. Til-svarende gælder for så vidt angår fars forhold til barnet. Undersøgelsen viser også,at der ikke har været grundlæggende forskel på barnets samspil med hver af foræl-drene, og at der ikke udover i overleveringssituationerne har været observeret væ-sentlig utryghed eller reservation hos barnet. Den børnesagkyndige vurderer, atbarnets eventuelle reaktioner i forbindelse med samvær navnlig skyldes forældre-nes konfliktniveau.I kommunens § 50-undersøgelse konkluderes det, at barnet er presset på grund afforældrenes konflikt. Kommunen vurderer, at det på grund af mors utryghed ogfrygt for far er urealistisk at etablere et konstruktivt samarbejde mellem forældrene.Kommunen anbefaler, at barnet kommer stabilt og kontinuerligt i børnehaven,men vurderer, at iværksættelse af støtteforanstaltninger for barnet vil kunne udsæt-te barnet for et yderligere pres og skabe større forvirring og uro hos barnet.Statsforvaltningen ophæver samværet og lægger vægt på, at barnets voldsommereaktioner på samværet har medført, at børnehaven, kommunen og læge udtrykkerstor bekymring for barnets videre udvikling. Statsforvaltningen har også lagt vægtpå, at forholdet mellem forældrene er så konfliktfyldt, at det er en belastning forbarnet, som er meget påvirket af mors reaktion. Statsforvaltningen mener derfor,at det er bedst for barnet, at der for tiden ikke er samvær.Afgørelsen er ikke påklaget til Familiestyrelsen.

OVERSIGT OVER AFGØRELSER OG DOMME OM FORÆLDREMYN-DIGHED, BARNETS BOPÆL OG SAMVÆR:April 2005: Statsamtet fastsætter midlertidigt samvær.Maj 2005: Fogedretten afsiger 2 kendelser om tvangsfuldbyrdelse af samvær.Juni 2005 - september 2005: Retten træffer i juni 2005 afgørelse om, at mor fårforældremyndigheden. Landsretten stadfæster dommen i september 2005.November 2005: Statsamtet træffer afgørelse om samvær.December 2007: Statsforvaltningen træffer afgørelse om transport af barnet iforbindelse med samvær.Marts 2008: Familiestyrelsen hjemviser samværssagen til fornyet behandling istatsforvaltningen på baggrund af nye oplysninger.April 2008: Statsforvaltningen træffer ny afgørelse om transport af barnet i for-bindelse med samvær.August 2008: Samværet ændret i retten efter aftale mellem parterne.September 2008: Retten træffer afgørelse om, at der ikke skal være fælles foræl-dremyndighed.December 2008: Statsforvaltningen ændrer samværet efter forældrenes aftale ogafslår at fastsætte erstatningssamvær.Januar 2009: Statsforvaltningen afviser at behandle fars ansøgning om ændringaf julesamvær.Februar 2009: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse fra april2008.

Februar 2009: Statsforvaltningen afslår at ændre afhentning/aflevering ved feri-er.Marts 2009: Statsforvaltningen giver efter aftale mellem forældrene far tilladelsetil at udøve sommerferiesamvær i udlandetApril 2009: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse fra februar2009.Oktober 2009: Statsforvaltningen suspenderer samværet.November 2009: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse omsuspension.December 2009: Både statsforvaltningen og Familiestyrelsen afviser at genopta-ge afgørelsen om suspension.Januar 2010: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse om afvis-ning af at genoptage afgørelsen om suspension.April 2010: Statsforvaltningen ophæver samværet. Derudover afslår statsfor-valtningen at fastsætte samvær efter forældreansvarslovens § 20 med fars hu-stru.Juni 2010: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse om ophæ-velse af samværet.

MØDER M.V. I FORBINDELSE MED AFGØRELSER:Januar 2007: Mor ønsker møde om ændring af samvær.April 2007: Møde med mor i statsforvaltningen. Far melder afbud. Statsforvalt-ningen indkalder forældrene til børnesagkyndig rådgivning.Maj 2007: Begge forældre oplyser, at det ikke er relevant med børnesagkyndigrådgivning, da samarbejdet fungerer bedre efter mødet. Far søger herefter omændring af samværet.Juli 2007: Statsforvaltningen indkalder til møde i september 2007, som beggeforældre accepterer. Far aflyser efterfølgende mødet og ønsker skriftlig sagsbe-handling på grund af enighed mellem parterne. Mor fastholder ønske om møde.Far beder statsforvaltningen høre mor om fælles forældremyndighed mhp. for-ældreansvarslovens ikrafttræden 1. oktober 2007.Oktober 2007: Statsforvaltningen holder møde med mor. Mor afviser aftale omfælles forældremyndighed. Far søger om fælles forældremyndighed, fælles an-svar for transporten, deleordning og orienteringsret.November 2007: Statsforvaltningen holder møde med far. Far ønsker sag omforældremyndighed indbragt for retten og søger samtidig om bopælen.December 2007: Statsforvaltningen indbringer forældremyndighedssagen forretten.Juli 2008: Mor søger om ændring af samvær.November 2008: Far søger om ændring af det samvær, der blev aftalt i retten iaugust 2008.Januar 2009: Far søger om ændring af julesamværet og afhentning/afleveringved andre ferier.Marts 2009: Far søger om tilladelse til at udøve sommerferiesamvær i udlandet.September 2009: Far søger statsforvaltningen om ændring af samvær.

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:Forholdet mellem mor og far er meget konfliktfyldt.Mor oplyser, at ægteskabet har været præget af fysisk og psykisk vold, og at barnethar overværet flere episoder, hvor far slår mor. Mor oplyser ligeledes, at far fleregange har truet med selvmord, og at hun føler sig chikaneret af fars gentagne hen-vendelser til hende og forskellige myndigheder.Far oplyser, at mor udøver samarbejdschikane. Derudover oplyser far, at barnet erudsat for vold hos moren. Far henviser ligeledes til, at moren skader barnet, og atbarnet udsættes for PAS (forældrefremmedgørelse). Far indberetter under hele for-løbet mor gentagne gange til kommunen for misrøgt af barnet. Far beder fleregange om ny sagsbehandler. Far anmelder mor, mors advokat, tidligere samleverm.fl. for injurier. Far retter henvendelse til forskellige offentlige myndigheder omsagen.I 2009 afviser Folketingets Ombudsmand to gange at tage stilling til fars klage overstatsforvaltningen og Familiestyrelsen.Far klager i 2010 til Psykolognævnet over den børnesagkyndige, som har haft ensamtale med barnet i statsforvaltningen. Psykolognævnet finder ikke anledning tilat kritisere den børnesagkyndiges virke i sagen.

ØVRIGE OPLYSNINGER I SAGEN OG BELYSNING AF BARNETS PER-SPEKTIV:Sagen og barnets perspektiv er belyst gennem forældrenes oplysninger, en samtalemed barnet i statsforvaltningen og ved en § 50-undersøgelse udarbejdet af kom-munen, som mor har indsendt til statsforvaltningen.Af notatet fra samtalen med barnet fremgår, at barnet er grædende og følelsesmæs-sigt meget påvirket. Mor er på den baggrund og på barnets ønske til stede undersamtalen. På grund af barnets tilstand lykkes det ikke at gennemføre samtalen.I kommunens § 50-undersøgelse vurderes det, at barnet fremstår som meget lukketog eftertænksom i forhold til egne følelser, og det fremgår, at hun har svært ved attale om sin far. Derudover vurderes det, at barnet ligeledes har svært ved at giveudtryk for sine følelser over for sin mor. Det skyldes formentligt, at barnet ikkeSAGSKATALOGTUNGE SAMVÆRSSAGER

føler sig hørt af mor, der til stadighed har sendt barnet på samvær trods barnetsprotester herimod. Mor begrunder dette med frygten for at skulle i fogedretten.Det vurderes i undersøgelsen, at mor gennem en årrække har været under et stortfølelsesmæssigt pres. Det fremgår, at mor oplever psykisk chikane fra faren, og athun lever i en konstant usikkerhed i forhold til, hvad faren kan finde på. Det frem-går også, at far gentagne gange har underrettet kommunen med beskyldninger om,at mor ikke kan tage vare på barnet, og at beskyldningerne hver gang er blevet un-dersøgt og afvist. Det fremgår videre, at faren også har fremsat andre beskyldnin-ger mod mor, herunder om socialt bedrageri. Rapporten bygger på udtalelser fraSFO, praktiserende læge og skole. Kommunen tilbyder på baggrund af undersøgel-sen familiebehandling med henblik på støtte til barnet.Statsforvaltningen ophæver samværet og lægger især vægt på, at mor og barn igen-nem en årrække har levet under et massivt pres fra far, og at dette nu har medførtet behov for behandling. Derudover lægger statsforvaltningen vægt på, at fars utal-lige henvendelser til kommunen må betegnes som chikane.Familiestyrelsen stadfæster i juni 2010 statsforvaltningens afgørelse.

MØDER M.V. I FORBINDELSE MED AFGØRELSER:December 2007 og januar 2008: Far søger om fastsættelse af samvær.Januar 2008: Far trækker sin ansøgning om samvær tilbage. Far overdrager for-ældremyndigheden til mor alene.Marts 2008: Far søger om samvær.Maj 2008: Møde med forældrene i statsforvaltningen. Far søger om genetable-ring af fælles forældremyndighed.Maj 2008: Statsforvaltningen indkalder alle tre børn til en samtale.Juni 2008: Møde med forældrene i statsforvaltningen om forældremyndighed.Det er kun far, der møder, men det viser sig, at mor ikke er indkaldt via sin ad-vokat. Der indkaldes derfor til et nyt møde.Juni 2008: Samtaler med børnene i statsforvaltningen.Januar 2009: Retten afholder retsmøde med forældrene med deltagelse af psy-kolog. Få dage efter holdes nyt møde med børnene samt en børnesagkyndigpsykolog.August 2009: Mor oplyser, at hun ikke ønsker at deltage i et møde om foræl-dremyndighed. Sagen indbringes for retten.Marts 2009: Statsforvaltningen bliver gjort opmærksom på, at retten har iværk-sat en børnesagkyndig undersøgelse. Statsforvaltningen oplyser herefter foræl-drene om, at statsforvaltningen vil afvente resultatet af den børnesagkyndigeundersøgelse, før der eventuelt foretages yderligere.

ØVRIGE OPLYSNINGER I SAGEN OG BELYSNING AF BARNETS PER-SPEKTIV:Børnenes perspektiv er belyst gennem en samtale med børnene i statsforvaltnin-gen, en samtale med forældrene og børnene i retten og en aktuel børnesagkyndigundersøgelse i rettens regi. Kommunen har på baggrund af henvendelser fra morsfamilie overvejet iværksættelse af en § 50-undersøgelse.De to ældste børn oplyser under samtalen i statsforvaltningen, at de føler sig svig-tet af faren i den periode, hvor moren havde det dårligt. De mener, at faren er år-sag til familiens problemer. Alle tre børn giver udtryk for, at de ikke ønsker kon-takt til deres far.Rettens psykolog udtaler på baggrund af samtaler med forældrene og børnene iretten, at der er en meget stærk fælles alliance mellem børnene og moren mod fa-ren, og at børnene er ulykkelige over situationen. Den børnesagkyndige finder si-tuationen stærkt bekymrende og vurderer, at det er direkte skadeligt for børnene,hvis der ikke sker forsoning mellem forældrene, og at moren støtter op om etsamvær.I den børnesagkyndige undersøgelse vurderer psykologen, at mor er stærkt krise-præget og udviser tydelige tegn på, at hendes omsorgsevner er mangelfulde ogsvingende. Den børnesagkyndige finder det usikkert, om mor kan varetage foræl-dremyndigheden over børnene alene på forsvarlig vis. Endelig vurderer den børne-sagkyndige, at moren og børnene har behov for særligt kvalificeret psykiatrisk /psykologisk bistand over en længere periode til at få adskilt morens og hver afbørnenes tanke- og følelsesliv, så børnene kan få alderssvarende, selvstændige ognuancerede relationer til faren og den øvrige familie.Det fremgår videre af den børnesagkyndige undersøgelse, at børnene har oplevet,at faren kun prioriterede sit arbejde i årene op til samlivsophævelsen. Det fremgårogså, at børnene har følt sig dybt svigtet over at være alene med en mor i alvorligkrise, hvor faren ikke kunne hjælpe. Undersøgelsen viser også, at børnene er fagligtog socialt velfungerende i skolen, og at børnene vurderes at have været en alt fortæt følelsesmæssig relation til moren, som har stået på i al for lang tid. Endeligfremgår det af undersøgelsen, at børnene giver udtryk for ikke at ønske samværmed faren, og at den ældste pige udviser en markant sort/hvid-tænkning, når hunforklarer, at hun ikke vil se sin far.

August 2008: Byretten træffer afgørelse om, at far fortsat skal have forældre-myndigheden alene. Landsretten stadfæster dommen i december 2008.Januar 2009: Statsforvaltningen træffer afgørelse om begrænsning af samværet.Juli 2009: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse.September 2009: Statsforvaltningen suspenderer samværet. Statsforvaltningentræffer afgørelse om, at der ikke skal fastsættes telefonisk kontakt mellem morog barn.Januar 2010: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse om su-spension af samvær fra september 2009.Februar 2010: Forældrene indgår i fogedretten forlig om overvåget samvær mel-lem mor og barn 1 gang om ugen i 2 timer, i alt 4 gange.Marts 2010: Statsforvaltningen træffer afgørelse om, at der ikke fastsættes sam-vær mellem mor og barn.Marts 2010: Statsforvaltningen træffer afgørelse om, at mor fratages retten til atfortsat kan deltage i aktiviteter, hvor kun forældrene deltager.April 2010: Statsforvaltningen afslår at fastsætte overvåget samvær i statsfor-valtningens regi under henvisning til, at kommunen har tilbudt at etablere over-våget samvær en gang om ugen.April 2010: Statsforvaltningen afviser at behandle mors ansøgning om fastsæt-telse af telefonisk kontakt mellem mor og barn.April 2010: Byretten træffer afgørelse om, at far fortsat skal have forældremyn-digheden alene.Maj 2010: Statsforvaltningen afviser at behandle mors ansøgning om samvær.Juni 2010: Statsforvaltningen afviser at behandle mors ansøgning om samvær.

MØDER M.V. I FORBINDELSE MED AFGØRELSER:Marts 2007: Børnesagkyndig rådgivning med forældrene i statsforvaltningen.September 2007: Far søger om ændring af samværet.Oktober 2007: Mor søger om at få forældremyndigheden og om samvær, her-under midlertidigt samvær.Oktober 2007: Tværfagligt møde med forældrene i statsforvaltningen om for-ældremyndighed og samvær.December 2007: Mor søger om, at der fastsættes telefonisk kontakt mellem morog barn.April 2008: Åben børnesagkyndig rådgivning med forældrene i statsforvaltnin-gen.Oktober 2008: Mor søger om udvidelse af samværet.Januar 2009: Tværfagligt møde med forældrene i statsforvaltningen om samvær.April 2009: Mor søger om udvidelse af samværet og om telefonisk kontakt.Maj 2009: Åben børnesagkyndig rådgivning med forældrene i statsforvaltnin-gen.August 2009: Far søger om, at samværet ændres til overvåget samvær i samar-bejde med kommunen.September 2009: Kommunen søger om, at mor fratages retten til at deltage igenerell39

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:Forholdet mellem mor og far er meget konfliktfyldt, og forældrenes opfattelse afde faktiske forhold er meget forskellige.Mor oplyser, at hun i 2004 blev diagnosticeret med personlighedsforstyrrelser, menat diagnosen ikke længere er aktuel, og at hun ikke har været i behandling siden.Mors erhvervevne er nedsat med 75 % på grund af en kronisk sygdom, og hun erpå denne baggrund tilkendt pension.Mor mener ikke, at der er noget til hinder for samvær (ønsker fælles forældremyn-dighed og deleordning), at far udøver samværschikane, og at han påvirker barnet tilat være bange for hende. Det er hendes opfattelse, at far mangler empati ogforældreevne, at han overser sygdomsbilleder hos barnet, og at far har startet mis-tanken om, at hun skulle lide af Münchhausen by Proxy. Hun mener ikke, at huner selvmordstruet eller har været det, som påstået af far.Far mener, at mor lider af en personlighedsforstyrrelse, og at dette er årsagen tildet manglende samarbejde. Han mener, at det er for risikabelt for barnet at havesamvær med mor uden overvågning. Han oplyser også, at der har været ro om-kring barnet i den periode, hvor barnet ikke har haft samvær med mor, og at hanog barnet er henvist til et familiecenter ved kommunen for at få værktøjer til athåndtere problematikkerne mellem dem og mor. Far ønsker, at barnet skal havekontakt med mor under ordnede forhold.

ØVRIGE OPLYSNINGER I SAGEN OG BELYSNING AF BARNETS PER-SPEKTIV:Mor har i det tidlige forløb indgivet politianmeldelse mod far for mistanke om sek-suel krænkelse af barnet og for vold mod sig. Der er ifølge sagens oplysninger ikkesket yderligere i anledning af disse anmeldelser.Far har aktuelt søgt om polititilhold, da han ikke ønsker, at mor opsøger ham ellerbarnet på hans bopæl, eller at hun kontakter, opsøger eller afleverer ting til barnet iskolen. Der indgås aftale mellem mor, far og politiet, og politiet vil herefter følgeop på sagen og beslutte, om der skal gives et polititilhold.Det fremgår af oplysningerne om mors forhold, at hun tidligere har fået diagnosenkturdet blev anbefalet, at hun fik behandling hos psykiater.Af en erklæring fra barnets læge fremgår det, at mors adfærd giver mistanke omSAGSKATALOGTUNGE SAMVÆRSSAGER

diagnosen Münchhausen by Proxy, og at lægen foreslår, at der fastsættes overvågetsamvær. Af senere erklæringer fremgår det, at mor ikke frembyder nogen psykia-trisk diagnostik, hverken Münchhausen by Proxy eller anden personlighedsforstyr-relse. I den seneste erklæring fra mors privatpraktiserende læge udtales det, at derud fra kontaktmønstret og konsultation er mistanke om en mulig psykisk forstyr-relse hos mor, men at der ikke er stillet en diagnose.Om far fremgår det, at han ikke har en psykiatrisk lidelse, men at han er belastet afsin situation i forhold til samarbejdsvanskelighederne mellem mor og far.Kommunen har udarbejdet en § 50-undersøgelse samt truffet forskellige beslut-ninger i forhold til forældrene og barnet. Bl.a. har kommunen begrænset den tid,mor må opholde sig i børnehaven. Kommunen tilbyder, at der kan være overvågetsamvær 1 hverdag om ugen af to timers varighed hos mor, hvor barnet vil blivetransporteret til og fra samvær af personen fra kommunen.Barnets perspektiv er både ved domstolene og i statsforvaltningen belyst på for-skellig vis, herunder ved en række udtalelser fra barnets børnehave, skole, oplys-ninger fra kommunen samt børnesagkyndig erklæringer. Der foreligger også udta-lelser fra speciallæger om barnet.Om barnet fremgår det af lægeerklæringer, at barnets trivselsproblem, vægttab ogfysiske sygdomstegn må ses på baggrund af en svær psykosocial belastning og enmistanke om Münchhausen by Proxy.Børnehaven har bl.a. udtalt, at mors besøg påvirker barnets rutiner, og at besøgenekan have en negativ indflydelse på barnet (mor bliver på et tidspunkt fjernet medpolitiets hjælp). Børnehaven udtaler, at barnet lever i et spændingsfelt mellem for-ældrene, og at det vurderes som en trussel for barnets trivsel, hvis forældrenes ev-ne til at samarbejde om barnets ve og vel ikke forbedres væsentligt. Børnehavenudtaler, at deres samarbejde med far er præget af tillid, mens deres samarbejde medmor er belastende, tidskrævende og til tider konfliktfyldt.Skolen har bl.a. udtalt, at barnet giver udtryk for, at hun ikke ønsker, at mor skalkomme på skolen. Skolen oplyser videre, at samarbejdet med far er positivt.Kommunen har sendt en række bekymringsskrivelser til statsforvaltningen i for-hold til barnets samvær med mor. Kommunen anbefaler, at mors psykiske tilstandog forældreevne undersøges, og at der fortsat tilbydes samtaler med faren i familie-centeret med henblik på at rådgive ham i bl.a. at støtte barnet i en normal udvik-ling, og at far og barn indgår i et forløb dér.Af børnesagkyndige erklæringer fremgår det bl.a., at barnets aktuelle, fremtidige ogsociale udvikling er truet. Barnets udvikling er præget af den langvarige og markan-te konflikt mellem forældrene. Barnet er knyttet til begge forældre, men er i en loy-alitetskonflikt. Det vurderes, at hvis barnet udleveres til samvær med mor, vil bar-nets identitetsudvikling blive påvirket af mors begrænsede evne til at tage barnets

perspektiv og af mors mangelfulde registrering af barnets grænser. Det vurderesendelig, at det vil påvirke barnets udvikling ikke at have mulighed for at have kon-takt med mor på en aftalt, rolig og ordentlig måde.Statsforvaltningen afslår at fastsætte samvær mellem mor og barn. Statsforvaltnin-gen lægger vægt på den børnesagkyndige erklæring, og at mor ikke ønsker at delta-ge i overvåget samvær i kommunens regi.Statsforvaltningen afslår kort tid efter at fastsætte overvåget samvær i statsforvalt-ningens regi under henvisning til, at kommunen har tilbudt at etablere overvågetsamvær en gang om ugen. Statsforvaltningen mener, at dette bedst varetager bar-nets tarv.Statsforvaltningen afslår herefter at (gen)behandle mors ansøgning om samvær udfra de samme oplysninger.Sagen verserer fortsat ved statsforvaltningen, idet mor på ny har ansøgt om sam-vær og oplyst, at hun er indforstået med overvåget samvær. Mor ønsker også ensag om barnets bopæl og samvær indbragt for retten.

Sag nr. 12: Højt konfliktniveau og mors bekymringfor fars forhold og hendes bekymring for barnets re-aktion førte ikke til ophævelse af samværResumé: Far ansøger statsforvaltningen om at fastsætte samvær med barnet. Gen-nem sagen er der store uoverensstemmelser om de faktiske omstændigheder, ogder er et meget højt konfliktniveau mellem forældrene. Moren mener ikke, at derbør være samvær, fordi far er tilknyttet det kriminelle miljø, og fordi han har væretvoldelig og truende over for hende. Mor har i perioder ikke udleveret barnet tilsamvær. Under sagen er der foretaget en børnesagkyndig undersøgelse, som kon-kluderer, at det fastsatte dagssamvær gradvist bør udvides, sådan at far og barn kanudvikle deres forhold. Statsforvaltningen udvider samværet, sådan at der er wek-kendsamvær med 1 overnatning hver anden uge. Familiestyrelsen beslutter, at be-tydningen for barnet af forældrenes konflikt skal undersøges nærmere og hjemvi-ser sagen.

OVERSIGT OVER AFGØRELSER OG DOMME OM FORÆLDREMYN-DIGHED, BARNETS BOPÆL OG SAMVÆR:Oktober 2006: Statsamtet afslår at fastsætte midlertidigt samvær, mens sam-værssagen verserer.November 2006: Familiestyrelsen stadfæster statsamtets afgørelse.Juni 2007: Statsforvaltningen træffer midlertidig afgørelse om 3 overvågedesamvær og herefter 3 uovervågede samvær af 4 timer, hvor aflevering og af-hentning skal ske via et overvågningssted. Samværene er betinget af, at faren af-leverer dokumentation for, at han ikke er påvirket af stoffer og alkohol.August 2007: Statsforvaltningen træffer midlertidig afgørelse om 3 overvågedesamvær. Herefter samvær uden overvågning i først 3 timer og herefter 4 ½time. Fortsat vilkår om, at faren skal dokumentere, at han ikke er påvirket afstoffer og alkohol. Afgørelsen videreføres ved ny midlertidig afgørelse i decem-ber 2007.Juli 2008: Statsforvaltningen forlænger det midlertidige samvær og besluttersamtidigt, at vilkåret bortfalder ved afgørelsen.Januar 2009: På baggrund af en børnesagkyndig undersøgelse træffer statsfor-valtningen en ny midlertidig afgørelse. Omfanget af samværet er uændret i for-hold til tidligere midlertidige afgørelser. Statsforvaltningen ønsker at indhenteoplysninger fra barnets institution og oplysninger om baggrunden for, at morhar fået overfaldsalarm, før der træffes endelig afgørelse.Februar 2009: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse fra janu-ar 2009.April august 2009: Fogedretten pålægger mor at udlevere barnet til samvær.Hvis ikke barnet udleveres, vil mor blive pålagt tvangsbøder på 8.000 kr.Juni 2010: Statsforvaltningen træffer afgørelse om samvær og bestemmer, atsamvær i begyndelsen skal være fra kl. 10.30 til 17.00 hver anden lørdag. Fra ok-tober udvides samværet, sådan at der er samvær hver anden uge fra lørdag tilsøndag.

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:Forholdet mellem mor og far er meget konfliktfyldt, og forældrenes opfattelse afde faktiske omstændigheder er meget forskellig.Mor oplyser, at far ikke har været interesseret i barnet, og at han er meget tempe-ramentsfuld og truende over for hende. Hun oplyser, at faren er en del af det kri-minelle miljø, og at han er involveret i salg af stoffer. Hun oplyser, at barnet hardet svært i forbindelse med samværene, og at barnet i de perioder, hvor det ikkeudleveres til samvær, har fået det bedre.Far benægter alle mors påstande og oplyser, at hun forsøger at chikanere hanssamvær med barnet. Han ønsker at have mere tid sammen med barnet og har der-for bedt om, at samværet udvides. Faren er af den opfattelse, at moren godt ved, athan er en god far, og at hendes modstand mod samvær skyldes hans miljø.Der er under sagens forløb truffet flere midlertidige afgørelser om samvær, hvorder er fastsat dagssamvær. Afhentning og aflevering er foregået via et overvåg-ningssted.

Barnets perspektiv er belyst ved en børnesagkyndig undersøgelse og ved en udta-lelse fra barnets institution. Derudover er det belyst ved forældrenes oplysninger tilsagen om barnet.Af den børnesagkyndige undersøgelse fremgår det, at barnet er alderssvarende,men er usikker og utryg over for nye kontakter. Det er den børnesagkyndiges vur-dering, at barnet er tæt knyttet til sin mor og hendes miljø, at mors forhold til farer uafklaret, og at mor ser barnets negative reaktioner som en bekræftelse af hen-des egen negative opfattelse af faren.Den børnesagkyndige vurderer, at barnet oplever det som fint at være sammenmed faren, men at samvær opleves som forvirrende, når barnet skal forene detmed den negativitet, som fornemmes hos mor. Barnet har således svært ved atforene de to verdener.Det vurderes, at de forvirrende forhold omkring samværene med faren er uhen-sigtsmæssige for barnet. Den børnesagkyndige mener, at samværet bør ændres oggradvist normaliseres, da barnet ellers ikke vil kunne udvikle et ordentligt forholdtil faren og hans familie.Statsforvaltningen træffer herefter afgørelse om dagssamvær, der senere skal udvi-des til samvær med en enkelt overnatning.Familiestyrelsen hjemviser sagen til yderligere belysning af barnets perspektiv, her-under særlig en belysning af hvilken betydning konflikten mellem forældrene harfor barnet.

OVERSIGT OVER AFGØRELSER OG DOMME OM FORÆLDREMYN-DIGHED, BARNETS BOPÆL OG SAMVÆR:Maj 2005: Aftale om samvær.Juli 2005: Statsamtet fastsætter samvær uden overnatning.September 2005: Familiestyrelsen udvider samværet i forhold til statsamtets af-gørelse.April 2006: Statsamtet afslår at ophæve samværet.April 2006: Familiestyrelsen stadfæster statsamtets afgørelse.December 2006: Statsamtet fastsætter to overvågede samvær.Marts 2007: Statsforvaltningen fastsætter optrapningssamvær med overnatning.Juni 2007: Familiestyrelsen hjemviser samværssagen til fornyet behandling istatsforvaltningen på baggrund af nye oplysninger.September 2007: Statsforvaltningen afslår at ændre samværet.Oktober 2007: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse.Oktober 2008: Statsforvaltningen afslår at træffe midlertidig afgørelse.December 2008: Statsforvaltningen afslår at ophæve samværet. Samtidig ændressamværet til hver anden weekend efter en optrapningsperiode.December 2008: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse efterklage fra far og hjemviser samværssagen til fornyet behandling i statsforvaltnin-gen på baggrund af ny ansøgning om erstatningssamvær.Februar 2009: Familiestyrelsen stadfæster igen statsforvaltningens afgørelse ef-ter klage fra mor.Februar 2009: Statsforvaltningen afslår at ændre samværet.Maj 2009: Statsforvaltningen afslår at suspendere eller ophæve samværet.December 2009: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse.December 2009: Statsforvaltningen afslutter forældremyndighedssagen.December 2009: Statsforvaltningen afviser at tage stilling til mors ansøgning omophævelse.December 2009: Familiestyrelsen afviser at genoptage sagen.Februar 2010: Statsforvaltningen fastsætter efter afgørelse fra Familiestyrelsenpå ny en optrapningsordning for samværet.Marts 2010: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse.April 2010: Familiestyrelsen afviser at genoptage sagen.Maj 2010: Statsforvaltningen afslår at ændre afgørelsen af februar 2010 for såvidt angår transport. Samtidig afslår statsforvaltningen mors ansøgning om æn-dring af samværet (ophævelse, overvåget samvær eller ny optrapningsordning).Oktober 2010: Familiestyrelsen ændrer statsforvaltningens afgørelse for så vidtangår transport og stadfæster statsforvaltningens afslag på ændring af samværet.Der har i sagen derudover fra november 2006 været afholdt over 50 retsmøder ifogedretten, hvor far har begæret udlevering af barnet til samvær. Moren har væretpålagt tvangsbøder på en størrelsesorden på op til 10.000 kr., og barnet har fleregange været tvangsudleveret med fogedens hjælp.

MØDER M.V. I FORBINDELSE MED AFGØRELSER:November 2005: Mor søger om indskrænkning af samværet. Ansøgningentrækkes tilbage en uge senere.Januar 2006: Mor søger om ophævelse af samvær på baggrund af seksuellekrænkelser.Februar 2006: Far søger om erstatningssamvær.Februar 2006: Udtalelse om barnet fra institution. Barnet er i normal udvikling.Februar 2006: Underretning fra Teamet for seksuelt misbrugte børn, Rigshospi-talet, der hverken kan be- eller afkræfte, om barnet har været udsat for seksuelleovergreb.Februar 2006: Kommunen søger statsamtet om suspension af samvær mellembarn og far.Februar 2006: Kommunen anmelder far for seksuelt overgreb.Marts 2006: Mor anmelder far for seksuelt overgreb på barnet.Marts 2006: Udtalelse om barnet fra institution.Marts 2006: Statsamtet oplyser, at man agter at iværksætte en mindre børnesag-kyndig undersøgelse.Juni 2006: Kommunen har afsluttet § 38-undersøgelse uden at iværksætte for-anstaltninger i forhold til barnet.Juni 2006: Politiet indstiller efterforskning af anmeldelse om seksuelt overgreb.Juli 2006: Mor går under jorden med barnet.September 2006: Udtalelse om barnet på baggrund af legeterapi foretaget påvegne af kommunen.November 2006: Underretning fra praktiserende læge om seksuelt overgreb.November 2006: Mor søger om suspension af samvær samt iværksættelse af enbørnesagkyndig undersøgelse.December 2006: Far søger om erstatningssamvær.Januar 2007: Udtalelse om samspillet mellem barn og far fra overvåget samvær istatsforvaltningen.Januar 2007: Far søger om udvidelse af samværet.Januar 2007: Far opsøger barnet i institution.Februar 2007: Forældrekompetenceundersøgelse af begge forældre foretaget påvegne af Lokalcenter Valby.Marts 2007: Udtalelse om barnet fra institution.April 2007: Mor anmelder far for seksuelt overgreb på barnet.Maj 2007: Udtalelse fra institution.Juni 2007: Mor søger om ophævelse af samvær.Juni 2007: Mor klager over psykologen, som forestod forældrekompetenceun-dersøgelsen.Juli 2007: Udtalelse om bekymring for barnet fra praktiserende læge.Juli 2007: Politiet indstiller efterforskning af anmeldelse om seksuelt overgreb.Juli 2007: Mor anmelder far for seksuelt overgreb på barnet.August 2007: Underretning fra Teamet for seksuelt misbrugte børn, Rigshospi-talet, til kommunen på baggrund af henvendelse fra mor.August 2007: Far anmelder mor til politiet for afgivelse af urigtige oplysninger.47

September 2007: Politiet oplyser, at der ikke er rejst sigtelse mod far for seksu-elt overgreb.November 2007: Møde i statsforvaltningen på baggrund af fars ansøgning omdel i forældremyndighed. Far møder, mor aflyser.December 2007: Møde i statsforvaltningen på baggrund af fars ansøgning omdel i forældremyndighed. Far møder, mor aflyser.Februar 2008: Notat fra overvåget samvær foranstaltet af fogedretten.Marts 2008: Psykolognævnet rejser alvorlig kritik af psykologens virke i forbin-delse med forældrekompetenceundersøgelsen af mor.Maj 2008: Far søger eneforældremyndighed.Juli 2008: Mor søger om ophævelse af samvær, herunder suspension under sa-gens behandling.Juli 2008: Psykologisk undersøgelse af barnet foretaget på vegne af kommunen.September 2008: Notat fra 5 overvågede samvær foranstaltet af fogedretten.Intet tegn på seksuelle krænkelser. Tværtimod er barnet ked af at skulle hjemfra samvær.September 2008: Udtalelse fra barnets institution. Barnet beskrives som velfun-gerende.September 2008: Møde i statsforvaltningen, hvor begge forældre møder, mormed advokat. Grundet højt konfliktniveau afholdes sidste del af mødet medforældrene hver for sig.Oktober 2008: Udtalelse fra kommunen om, at tvangsmæssig gennemførelse afsamværet er særdeles belastende for barnet.Februar 2009: Mor søger om ophævelse af samvær.Marts 2009: Mor søger om ophævelse af samvær.Marts 2009: Underretning fra barnets institution på baggrund af episode, hvorfogeden tvangsudleverer barnet til far fra institutionen. Efterfølgende beskrivesbarnet som værende nervøs og usikker i institutionen.April 2009: Mor anmelder far for seksuelt overgreb på barnet.April 2009: Mor søger om suspension.April 2009: Politiet afviser mors anmeldelse.September 2009: Udtalelse fra person, der har støttet samværet mellem barn ogfar efter anmodning fra fogedretten: Far er for optaget af sagen, fjerner fokusfra barnet, barnet bange for at gå på toilettet hos far.Oktober 2009: Far søger om del i forældremyndigheden.December 2009: Mor søger om ophævelse af samvær.December 2009: Udtalelse om barnet fra praktiserende læge. Bekymret for bar-net og beder statsforvaltningen se på sagen igen.Maj 2010: Mor søger om ophævelse af samvær, alternativt overvåget samvær ogny optrapningsordning, da ej samvær siden februar 2010.Juli 2010: Udtalelse om barnet fra praktiserende læge. Meget bekymret for bar-nets trivsel.

Barnets perspektiv er belyst ved en psykologisk undersøgelse af barnet fra 2008.Derudover er barnets perspektiv belyst i form af overvåget samvær fastsat af fo-gedretten og overværet af kommunen. Endelig er barnets perspektiv belyst ved ensamtale i forbindelse med udkørende fogedforretning, hvor fogeddommerensammen med to børnesagkyndige taler med barnet.I den psykologiske undersøgelse af barnet vurderes det, at barnet er 1 år bagud isin udvikling på det sociale område. Det skyldes barnets ustabile fremmøde i insti-tution på baggrund af mors tilbageholdelse. Derudover vurderes det, at barnetsbillede af far er meget negativt og sandsynligvis påvirket af moren og mormoren.Det vurderes også, at barnets beskrivelser af seksuelle overgreb fra farens side fo-rekommer opremsende, udetaljerede og noget fabulerende, og at barnet udovergenerthed ikke reagerer følelsesmæssigt, når han fortæller om det. Undersøgelsekan hverken be- eller afkræfte, at barnet skulle have været udsat for seksuelle over-greb fra fars side. Det fremgår dog af undersøgelsen, at muligheden for, at udtalel-serne har deres udspring i andet end den reelt erfarede virkelighed, må medtænkesi lyset af det spændingsfelt, som barnet gennem de seneste år har befundet sig i.Kommunen udtaler i fogedretten i 2009, at de overvågede samvær er forløbetgodt. Det er kommunens vurdering, at det er bedst for barnet, at samværet kom-mer i gang hurtigst muligt. Kommunen oplyser derudover, at barnet får psykolog-hjælp på grund af forældrenes konflikt, og at mor også får psykologhjælp for atkunne rumme afleveringen af barnet til far. Kommunen vurderer, at samværet ikkeer skadeligt for barnet, men at det kan være svært for barnet at komme hos fargrundet det lange forløb uden samvær.I maj 2010 afslår statsforvaltningen at ændre samværet. Statsforvaltningen læggerisær vægt på kommunes udtalelse om det overvågede samvær under fogedretsbe-handlingen.SAGSKATALOGTUNGE SAMVÆRSSAGER

MØDER M.V. I FORBINDELSE MED AFGØRELSER:Juni 2007: Mor søger om ophævelse af fars samvær.August 2007: Statsforvaltningen indkalder forældrene til tværfagligt møde, sommor melder afbud til.September 2007: Tværfagligt møde med far i statsforvaltningen. Mor udebliverfra mødet uden afbud. Far fremsætter på mødet ønsker om det fremtidige sam-vær.Januar 2008: Tværfagligt møde i statsforvaltningen med forældrene. Forældreneindgår aftale om samvær.Februar 2008: Mor tilbagekalder aftalen om samvær, som blev indgået på mødeti statsforvaltningen i januar 2008. Mor søger om ophævelse af samværet, alter-nativt indskrænkning af samværet.Oktober 2008: Tværfagligt møde i statsforvaltningen med forældrene.Oktober 2008: Statsforvaltningen iværksætter en børnesagkyndig undersøgelse.September 2009: Mor søger om ophævelse af samværet.November 2009: Far søger om fælles forældremyndighed/overførsel af foræl-dremyndigheden.December 2009: Tværfagligt møde i statsforvaltningen om forældremyndighedog samvær.Marts 2010: Retten bestemmer under behandlingen af forældremyndighedssa-gen, at der skal udarbejdes en børnesagkyndig erklæring.Juli 2010: Mor søger om suspension af samværet.September 2010: Statsforvaltningen ophæver samværet.September 2010: Retten bestemmer, at forældrene skal have fælles forældre-myndighed, og at barnet skal have bopæl hos mor.

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:Forholdet mellem forældrene er meget konfliktfyldt.Mor oplyser tidligt i forløbet, at samværet er præget af aflysninger og manglendeinteresse fra far, og at samarbejdet mellem forældrene fungerede godt, før dettebegyndte. Mor oplyser, at far har et alkoholmisbrug, at han har et voldsomt tempe-rament, og at han under deres samliv drak meget, var voldelig og har taget kvæler-tag på mor. Mor oplyser også, at far har truet med at slå hende og sig selv ihjel, ogat han flere gange har forsøgt at begå selvmord. Mor oplyser, at hun ikke mener, atfar drikker under samværet, men oplyser dog senere, at far ikke kan være alenemed barnet på grund af sit alkoholmisbrug. Mor oplyser, at far i et tilfælde har væ-ret voldelig over for mors kæreste og har stukket et af mors familiemedlemmermed en kniv. Barnet har ifølge mor ikke overværet voldsepisoden. Mor oplyser, atbaggrunden for, at far ikke har haft samvær siden voldsepisoden, er, at det ikke harværet muligt at lave nye aftaler om samvær med far. Mor oplyser, at barnet ikkeønsker eller tør være sammen med faren. Mor oplyser, at barnet er meget ulykke-ligt og tisser i bukserne, og at barnet har truet med selvmord og givet udtryk for atville slå faren ihjel. Mor oplyser, at far har været indlagt på psykiatrisk afdeling.

Far oplyser tidligt i forløbet, at samværet kun er blevet aflyst et par enkelte gangeog efter aftale med mor. Far oplyser dog senere, at hans aflysninger af samværskyldes, at han har haft fysiske problemer, som gjorde, at han var bange for, at hanikke kunne tage sig af barnet. Herudover afviser far mors påstande dog bekræfterhan, at han har truet med at begå selvmord. Far oplyser, at han kun er blevet dømtfor vold mod mors familiemedlem, og at han ikke har overfaldet mors kæreste,men kun har forsvaret sig. Far oplyser, at mor ikke vil udlevere barnet til samvær,og at mor forhindrer en ordentlig kontakt mellem ham og barnet. Far afviser, atbarnets problemer skyldes samværet med ham, da der stort set ikke har været sam-vær.I 2008 og 2009 er der stort set ikke samvær2009, at samværet skal tvangsfuldbyrdes.fogedretten bestemmer flere gange i

ØVRIGE OPLYSNINGER I SAGEN OG BELYSNING AF BARNETS PER-SPEKTIV:Om fars forhold fremgår det af ældre journaler fra psykiatrisk hospital, at far tidli-gere har haft kontakt til den psykiatriske skadestue på grund af trusler om selv-mord, og at han har været indlagt efter selvmordsforsøg. Det fremgår også, at far iden forbindelse har oplyst, at han har haft et mangeårigt periodisk alkoholforbrug,at han har svært ved at styre sit temperament, og at han har flere selvmordsforsøgbag sig. Nyere oplysninger fra psykiatrisk hospital viser, at faren inden for de sene-ste par år har henvendt sig i skadestuen med politiet, da han har truet med selv-mord i svært beruset tilstand, og at det her blev vurderet, at far opfylder kriteriernefor moderat depression. Det fremgår også, at han i denne periode indlægges frivil-ligt på lukket afdeling i 1 dag, da han vurderes som selvmordstruet.Om mors forhold fremgår det, at mor er førtidspensionist og har en støttepersonog hjemmevejleder fra kommunen. Det er oplyst, at mor modtager hjælp til at for-stå breve fra myndigheder m.v. og til at sætte grænser for sine børn, ligesom bar-nets institution i perioder har haft samtaler med mor for at hjælpe med vanskelig-heder i dagligdagen. I 2010 tildeler kommunen mor støtte til udleveringen af bar-net i forbindelse med samvær. Mor ønsker dog ikke at modtage denne støtte.Om barnet er der oplysninger fra barnets institution, læge, hospital og skole samtfra 2 børnesagkyndige undersøgelser.

Af institutionens oplysninger fremgår, at barnet har nogle særlige behov motoriskog talemæssigt. Institutionen har ikke mødt faren, men udtaler, at barnet uopfor-dret giver udtryk for, at hun godt kan lide sin far. Institutionen har ikke kunnetkonstatere ændringer i barnets adfærd efter besøg hos faren.Barnets læge udtaler, at barnet har vandladningsproblemer, og at disse problemerer udtryk for, at samværsproblematikken påvirker barnet i udtalt grad. Af en senereudtalelse fra hospitalet fremgår det, at hospitalet ikke kan udtale sig om, hvorvidtvandladningsproblemerne skyldes farens adfærd.Barnets skole oplyser, at barnet er meget knyttet til mor. Skolen udtaler også, atmor taler meget om, at barnet er utrygt ved at skulle være sammen med far. Barnethar to gange til en pædagog fortalt, at det er hyggeligt og sjovt at være hos faren.Senere oplyser skolen, at far har været på skolen, og at barnet var glad for at seham.Af den første børnesagkyndige undersøgelse fremgår, at der under et overvågetsamvær hos far er god kontakt mellem far og barnet. Den børnesagkyndige udta-ler, at mor er forbeholden over for far, men at hun samarbejder i forbindelse medsamværet, og at hun er indstillet på et overvåget samvær. Om samarbejdet mellemforældrene oplyses, at begge forældre er opmærksomme på, at det er barnet, derskal have det gon-den part. Den børnesagkyndige vurderer, at barnet viser tryghed over for beggeforældre, men lader sig påvirke af, at det har fået fortalt, at far har slået mors kære-ste. Den børnesagkyndige vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt at etablere etovervåget samvær til at begynde med, og at forældrene herefter vil være parate tilat tale om at udvide samværet, forudsat at det overvågede samvær udvikler sig po-sitivt.I en senere børnesagkyndig undersøgelse vurderes det, at barnet er alvorligt bela-stet af, at barnet gerne vil være loyal over for mor, men samtidig er glad for far oggerne vil være sammen med ham. Den børnesagkyndige vurderer, at mor bevidsteller ubevidst formidler en forventning til barnet om, at barnet har modvilje, erbange for faren og ikke vil på samvær hos ham, og at barnet på grund af den tættealliance med mor aflæser hende og handler loyalt ved at give udtryk for ikke at villepå samvær. Den børnesagkyndige vurderer også, at moren ud fra en dyb indreoverbevisning er imod samvær, og at hun undgår samarbejde med faren, fordi detvil føre til samvær. Den børnesagkyndige konkluderer, at samtaler med barnet vi-ser, at barnet uden forbehold har behov for at være sammen med sin far, men ikkeudtrykker det og reagerer afvisende af loyalitet over for mor. Det vurderes, at bar-net har behov for at møde og være sammen med faren, og at far rummer tilstræk-kelig ansvarlighed og vil være i stand til at opretholde den stabilitet, der er nødven-dig for at tilgodese et barn.I juni 2010 træffer statsforvaltningen afgørelse om samvær mellem far og barnet iform af en optrapningsordning, hvor samværet først er dagssamvær en dag hver

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:Forældrene aftaler efter deres samlivsophævelse, at børnene har samvær med farenhver anden weekend. I efteråret 2008 stopper samværet mellem far og det yngstebarn. Forholdet mellem forældrene er meget konfliktfyldt.Mor oplyser, at hun under forældrenes samliv har været den primære omsorgsper-son for børnene på grund af farens arbejde. Hun oplyser, at faren er tempera-mentsfuld, at han har udsat hende for psykisk vold, og at han kan være megetvoldsom, fysisk truende og hårdhændet over for børnene. Hun oplyser, at det æld-ste barn flere gange har talt om at begå selvmord, herunder i 2006, hvilket førte tilflere måneders skolefravær. Mor mener, at samværet er meget konfliktfyldt forbørnene, men oplyser i 2008, at børnene har brug for deres far, og at hun ikke vilmodsætte sig samvær, hvis børnene ønsker det. Mor oplyser senere, at der i efter-året 2008 har været en voldsom episode, hvor far tog det yngste barn med sig modbarnets vilje, og at det yngste barn nu ikke længere ønsker samvær.Far mener, at mor sygeliggør børnene, hvilket gør børnene usikre. Han henviser til,at moren fastholder, at det ældste barn har været selvmordstruet, selvom en bør-nepsykiater har afvist dette. Han oplyser også, at morens mistillid til skole og sko-lepsykolog har ført til, at det yngste barn er blevet smidt ud af sin skole. Han afvi-ser, at han er voldelig eller har psykopatiske træk og oplyser, at børnene er i en loy-alitetskonflikt. Han oplyser også, at han oplever episoden i efteråret 2008 anderle-des end mor, og at han og det yngste barn efter episoden havde et hyggeligt sam-vær. Han mener, at mor har påvirket det yngste barn til ikke at ville have samvær.Han mener, at statsforvaltningens langsomme sagsbehandling forværrer forholdetmellem forældrene og børnene. Far rykker flere gange statsforvaltningen for enafgørelse.

ØVRIGE OPLYSNINGER I SAGEN OG BELYSNING AF BARNETS PER-SPEKTIV:Børnenes perspektiv er belyst gennem samtaler med børnene i statsforvaltningen i2008 og 2009 og øvrige oplysninger, som forældrene har sendt til statsforvaltnin-gen.Det ældste barn tilkendegiver under alle samtaler i statsforvaltningen, at barnet tri-ves under samværet. Barnet tilkendegiver først et ønske om en udvidelse af detaftalte samvær, men indskrænker senere sine ønsker til samværet. Dette skyldes ifølge barnet, at det yngste barn ikke længere vil på samvær hos faren. Den børne-sagkyndige vurderer, at barnet giver udtryk for sine egne ønsker til samværet.Det yngste barn udtrykker under den første samtale i statsforvaltningen et ønskeom at forsøge en udvidelse af samværet, hvilket den børnesagkyndige tolker somet entydigt ønske. Det yngste barn udtaler dog senere over for børnesagkyndige istatsforvaltningen, at barnet ikke ønsker samvær, bl.a. på baggrund af en konkretepisode i efteråret 2008. Statsforvaltningens børnesagkyndige vurderer i forbindel-se med en samtale i 2009, at barnet aktuelt kan have behov for en mindre pause isamværet, da barnet er fastlåst i sin afvisning af faren, men at det er vigtigt, at farenfortsat kontakter barnet ved sms eller brevkontakt. Det er den børnesagkyndigesindtryk, at barnet savner og har behov for kontakt med faren, men ikke tør visedette. Den børnesagkyndige vurderer, at der er grund til bekymring for det yngstebarns videre udvikling, hvis barnet helt eller delvist mister kontakten til faren oghans familie.En tidligere udtalelse fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center viser, at det ældstebarn tidligere har truet med selvmord, men at barnet i den konkrete situation ikkeblev vurderet som selvmordstruet. Episoden vurderes som udtryk for de sværebelastninger under barnets opvækst, forældrenes konflikter, og at faren kan be-handle børnene hårdt. Familien tilbydes familiebehandling og faren individuel psy-kologisk behandling. En senere udtalelse fra familiecenteret viser, at familien harmodtaget familiebehandling, og at børnene har levet i et spændingsfelt under for-ældrenes samliv, men at der er kommet langt mere ro i familien efter skilsmissen.Lægelige udtalelser fra 2009, som bygger på samtaler med mor og konsultationermed børnene, viser, at det yngste barn er traumatiseret, har psykosomatiske symp-tomer og under konsultationen giver udtryk for at være bange for sin far. Af udta-lelsen vedrørende det ældste barn fremgår, at barnet er meget belastet og mærketaf forældrenes konfliktfyldte forhold og sandsynligvis en far, der har været verbaltog fysisk krænkende. Det vurderes, at begge børn vil have gavn af psykologbe-handling.Kommunen udtrykker bekymring for børnenes samvær med faren, og det yngstebarns institution samt det ældste barns skole udtrykker også bekymring for børne-ne. Kommunen har i 2009 udarbejdet handleplaner på baggrund af gennemførte §50-undersøgelser. § 50-undersøgelserne konkluderer, at børnene er meget skrøbe-56

lige og belastede. Kommunen tilbyder på baggrund heraf psykologsamtaler til bør-nene og forældrene.Mødrehjælpen opfordrer under sagens behandling statsforvaltningen til at samar-bejde med kommunen. Far vil dog ikke samtykke til, at statsforvaltningen indhen-ter en udtalelse fra kommunen. Børns Vilkår anmoder om, at der holdes en nysamtale i statsforvaltningen med det yngste barn, da barnet ikke føler sig hørt ogforstået.Statsforvaltningen træffer i april 2009 afgørelse om samvær mellem far og det æld-ste barn på baggrund af samtalen med det knap 14-årige barn og i overensstem-melse med barnets ønsker.Statsforvaltningen afslår senere samme år at fastsætte samvær mellem faren og detyngste barn. Statsforvaltningen lægger ved afgørelsen vægt på samtalen med barneti statsforvaltningen, barnets alder, og på at der er iværksat et forløb i kommunen,hvorfor der ikke findes grundlag for at iværksætte en børnesagkyndig undersøgel-se. Statsforvaltningen er indstillet på efter ansøgning at tage sagen op igen, når derer forløbet 6 måneder til 1 år.I november 2010 beder far om genoptagelse af samværssagen vedrørende det yng-ste barn. Statsforvaltningen behandler fortsat denne ansøgning.Sagen har ikke været behandlet af Familiestyrelsen.

Sag nr. 16: Statsforvaltningen afviser at træffe afgø-relse om midlertidig forældmyndighed og barnetsbopæl. Der er højt konfliktniveau og uoverenstem-melser mellem forældrene om, hvad der er bedstfor børneneResumé: Far flytter til samme by som mor og børnene med det formål, at der etab-leres en deleordning. Moren vælger herefter uden forudgående varsel at flytte til enanden by med børnene, da hun ikke ønsker at bo i samme by som faren. Far, derhar del i forældremyndigheden, meddeler børnenes kommende skole, at han ikkeønsker at samtykke til, at børnene skal indmeldes i ny skole. Faren anlægger samti-dig en sag ved statsforvaltningen om midlertidig forældremyndighed og bopæl.Der verserer efterfølgende samværssager om omfanget og tilrettelæggelsen af sam-været, og børnene har været til samtale tre gange i statsforvaltningen. Faren haranlagt ny sag om bopæl, som verserer i statsforvaltningen.

OVERSIGT OVER AFGØRELSER OG DOMME OM FORÆLDREMYN-DIGHED, BARNETS BOPÆL OG SAMVÆR:August 2008: Statsforvaltningen træffer afgørelse om ikke at imødekomme fa-rens ansøgning om midlertidig forældremyndighed/bopæl. Statsforvaltningentræffer samtidig afgørelse om ikke at ændre samværet, som forældrene selv haraftalt.August 2008: Efter anmodning fra faren sender statsforvaltningen forældre-myndighed og samværssagen i retten.September 2008: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse.December 2008: Udskrift af retsbogen, hvoraf det fremgår, at forældrene erenige om, at der skal være fælles forældremyndighed, og at børnene skal bo hosmoren og gå i skole i den by, hvor moren bor. Forældrene indgår også forligom samvær.November 2009: Statsforvaltningen træffer afgørelse om udvidelse af samværet.Januar 2010: Statsforvaltningen afviser mors ansøgning om ændring af samvæ-ret.

MØDER M.V. I FORBINDELSE MED AFGØRELSER:April 2008: Såvel far som mor søger om ændring af aftale om samvær indgået imaj 2007.Juli 2008: Møde i statsforvaltningen med forældrene.August 2008: Samtale med børnene om forældremyndighed og bopæl.August 2008: Far søger om midlertidig forældremyndighed, bopæl og samvær,da han ikke er enig i, at en flytning vil være bedst for børnene.Februar 2009: Far søger om ændring af transporten i forbindelse med samvær.April 2009: Møde i statsforvaltningen med forældrene om fars ansøgning omtransport.Maj 2009: Samtale med børnene om bl.a. ansøgning om transport.Maj 2009: Opfølgende møde med forældrene om samtalen med børnene.September 2009: Far søger om udvidelse af samvær.Oktober 2009: Forældrene deltager i konfliktmægling i statsforvaltningen ogindgår aftale om forbedring af kommunikationen mellem dem, og at børneneikke skal inddrages af forældrene.

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:Sager indledes, da far oplyser, at han flytter tættere på børnene, og at han i denforbindelse ønsker en udvidelse af samværet. Mor vælger uden forudgående varselat flytte til en anden by med børnene, da hun ikke ønsker at bo i sammen by somfaren. Umiddelbart før mors flytning anlægger faren en sag om, at forældremyn-digheden og bopælen midlertidigt tillægges ham. Konfliktniveauet mellem foræl-drene er højt og mor nævner bl.a., at der har været vold i ægteskabet. Dette afviserfaren. Der opstår stor usikkerhed om børnenes skoleskift i forbindelse med flyt-ningen, idet faren ikke ønsker at medvirke til dette. Familiestyrelsen stadsfæsterstatsforvaltningens afgørelse om ikke at tillægge faren forældremyndighed og bo-pælen midlertidigt. Styrelsen bemærker i sin afgørelse, at det ville have været bedstfor børnene, hvis de havde bibeholdt deres oprindelige bopæl under sagens be-handling i retten. Da børnene allerede er flyttet og begyndt i ny skole, ændres stats-forvaltningens afgørelse imidlertid ikke.De efterfølgende samværssager om transport og udvidelse af samværet og senestfars ansøgning om at få tillagt bopælen over børnene er præget af et højt konflikt-niveau og store uenigheder mellem forældrene om, hvad der er bedst for børnene.

ØVRIGE OPLYSNINGER I SAGEN OG BELYSNING AF BARNETS PER-SPEKTIV:Barnets perspektiv er under sagerne belyst ved 3 samtaler med børnene i statsfor-valtningen. Af børnesamtalerne fremgår det, at børnene har et meget stort kend-skab til forældrenes uoverensstemmelser, og at de aktivt bliver inddraget af beggeforældre. Børnene er meget optagede af at bidrage til, at der genskabes en stabil ogharmonisk tilstand i deres familie. De udtrykker ønske om, at se faren mere, da desavner ham i deres hverdag.Det ældste barn udtaler, at det er svært med forældrenes konflikt, og at barnet iperioder ikke har haft lyst til at leve. Den yngste fortæller, at det var en fejl, at hun iden første børnesamtale gav udtryk for, at hun gerne ville skifte skole. Barnet øn-sker at komme tilbage til den gamle skole. Børnene udtrykker ønske om at se farenmere, da de savner ham i deres hverdag. På baggrund af børnesamtalen i maj 2009vælger statsforvaltningen at lave en underretning til børnenes bopælskommune iforhold til deres generelle trivsel. Den børnesagkyndige oplyser også, at det børovervejes, om børnene skal skånes fra at blive inddraget yderligere.SAGSKATALOGTUNGE SAMVÆRSSAGER

April 2009: Mor anmoder om ophævelse af fælles forældremyndighed, og faranmoder om fastsættelse af samvær.Maj 2009: Tværfagligt møde med begge forældre i statsforvaltningen. Forældre-ne indgår aftale om genoptagelse af samvær. Far fastholder ønske om fællesforældremyndighed, og mor overvejer om spørgsmålet om fælles forældremyn-dighed skal indbringes for retten. Statsforvaltningen indkalder samtidig foræl-drene til børnesagkyndig rådgivning i juni 2009.Juni 2009: Mor ønsker forældremyndighedssagen indbragt for retten. Statsfor-valtningen fastsætter ny tid til børnesagkyndig rådgivning i juli 2009.Juli 2009: Begge forældre møder til børnesagkyndig rådgivning. Der aftalesweekendsamvær. Efterfølgende anmoder mor igen om børnesagkyndig rådgiv-ning.September 2009: Mor ønsker samværet indbragt for retten.April 2010: Retten gennemfører en børnesagkyndig undersøgelse.Maj 2010: Mor anmoder statsforvaltningen om et møde til evaluering af detfastsatte samvær.Juni 2010: Mor rykker for et møde med statsforvaltningen og henviser til, atsamvær ikke fungerer.Juli 2010: Statsforvaltning indkalder forældrene til møde i august 2010.August 2010: Statsforvaltning ændrer efter mors anmodning tidspunktet formødet til et senere tidspunkt i august 2010.

ØVRIGE OPLYSNINGER I SAGEN OG BELYSNING AF BARNETS PER-SPEKTIV:Barnets perspektiv er aktuelt belyst ved en børnesagkyndig undersøgelse i rettensregi.Om barnet fremgår af den børnesagkyndige undersøgelse, at der er vigtigt, at deropretholdes samvær mellem far og barnet. Der er ikke observeret utryghed ellerreservation hos barnet i forbindelse med samvær med far eller mor. Den børne-sagkyndige vurderer, at barnets eventuelle reaktioner i forbindelse med samværnavnlig skyldes forældrenes høje konfliktniveau. Der konkluderes, at barnet vil ha-ve gavn af, at der er faste rammer omkring samvær, og at fysisk kontakt mellemforældrene i forbindelse med aflevering/afhentning bør undgås. Den børnesag-kyndige mener ikke, at forældrene er i stand til at etablere et samarbejde.Forældrene indgår forlig ved retten, og der fastsættes samvær mellem far og bar-net.Mor anmoder i maj 2010 statsforvaltningen om evaluering af samvær, da hun ikkemener, at samvær fungerer. Sagen har ikke verseret i Familiestyrelsen.

OVERSIGT OVER AFGØRELSER OG DOMME OM FORÆLDREMYN-DIGHED, BARNETS BOPÆL OG SAMVÆR:Juni 2007: Statsforvaltningen giver afslag på behandling af sag om sommerferie-samvær. Ansøgningen er indleveret for sent.November 2007: Statsforvaltningen træffer afgørelse om midlertidlig samvær.Januar 2008: Statsforvaltningen fastsætter samvær.Juli 2009: Fogedretten bestemmer, at barnet skal udleveres til samvær med far.Statsforvaltningen træffer afgørelse om suspension af samvær.Oktober 2009: Statsforvaltningen ophæver suspension af samvær.Februar 2010: Socialcenter, Århus Kommune, træffer afgørelse om anbringelseaf barnet i netværksplejefamilie.April 2010: Socialcenter, Århus Kommune, ophæver anbringelsen.Maj 2010: Statsforvaltningen træffer afgørelse om midlertidigt samvær mellembarnet og faren.September 2010: Retten træffer afgørelse om forældremyndighed og bopæl.

MØDER M.V. I FORBINDELSE MED AFGØRELSER:Juni 2007: Far anmoder om fastsættelse af sommerferiesamvær og anmoderefterfølgende om fastsættelse af samvær.Juli 2007: Statsforvaltningen indkalder forældrene til møde i august 2007. Fartilbagekalder anmodning om fastsættelse af samvær.September 2007: Far anmoder om genoptagelse af samværssag. Statsforvaltnin-gen indkalder forældrene til møde i oktober 2007.Oktober 2007: Statsforvaltningen holder møde med far. Mor aflyser mødet.Statsforvaltningen indkalder barnet til børnesagkyndig samtale i november 2007og begge forældre til møde i december 2007.November 2007: Mor aflyser barnets børnesagkyndige samtale. Far anmoderom fastsættelse af midlertidigt samvær.December 2007: Statsforvaltningen afholder møde med begge forældre. Dertilbydes konfliktmægling eller børnesagkyndig rådgivning. Dette ønskes ikke.Statsforvaltningen indkalder barnet til samtale i januar 2008.Januar 2008: Statsforvaltningen afholder samtale med barnet.Marts 2008: Far anmoder om fælles forældremyndighed og barnets bopæl.Statsforvaltningen indkalder forældrene til møde i maj 2008.Maj 2008: Statsforvaltningen afholder møde med begge forældre.Juni 2008: Far ønsker forældremyndigheds- og bopælssagen indbragt for retten.Far trækker efterfølgende sagen tilbage.Maj 2009: Mor anmoder om ændring af samvær.Juni 2009: Møde i fogedretten om udlevering til sommerferiesamvær.August 2009: Far anmoder om midlertidig forældremyndighed. Statsforvaltnin-gen genoptager sagen om suspension af samvær. Far ønsker også bopælsretten.Statsforvaltningen indkalder barnet til børnesagkyndig samtale i september2009.September 2009: Statsforvaltningen indkalder begge forældre til møde om farsanmodning om forældremyndighed. Statsforvaltningen afholder børnesagkyn-SAGSKATALOGTUNGE SAMVÆRSSAGER

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:Forholdet mellem parterne er meget konfliktfyldt under sagens forløb, og parternehar forskellige opfattelser af forholdene.Frem til sommer 2007 aftalte forældrene selv samværet mellem far og barnet. Morlider af en alvorlig sygdom og har haft en længerevarende sygeperiode og flere til-bagefald. Mor afviser, at barnet skulle have boet hos faren, mens hun var syg. Moroplyser, at hun afbrød samvær mellem far og barnet, fordi barnet angiveligt varbange, græd og altid ville hjem, når hun var på besøg hos far. Mor oplyser også, atfar har været voldelig, fysisk og psykisk, både under og efter ægteskabet, og at hanudsætter barnet for psykisk vold.Far oplyser, at mor under hele sit sygdomsforløb har været stærkt medicineret og ihvert fald tidligere har haft et hashforbrug. Far frygter, at barnets psykiske tarv ertruet. Far mener, at moren overdriver og har tendens til at lyve. Far oplyser, at hani 15 måneder havde barnet boende hos sig, mens moren var syg, og anser sig selvfor at have været den primære forælder i denne periode. Han afviser selv at haveværet voldelig over for mor eller barnet og oplyser, at han stoppede med at rygehash 3 måneder efter, at barnet blev født. Far mener, at mor udøver chikane, og atdette skyldes, at han har fundet en ny kæreste.Mens faren tilkendegiver, at han gerne vil samarbejde med moren, oplyser moren,at hun ikke mener, at det er muligt for dem at samarbejde.

I de børnesagkyndige samtaler, oplyser barnet, at hun er meget glad for samværetmed sin far, og at hun gerne vil holde fast i dette. Hun giver udtryk for at savne sinfar.Af en § 50-undersøgelse fremgår, at barnet virker som et trist og vredt barn, derbider følelserne i sig, ikke mærker sig selv og er så overbelastet, at det påvirkerselvkontrol, impulshæmning, opmærksomhed, koncentration, tænkning og opfat-telse af andre mennesker og hændelser. Dette menes, at skyldes morens livstruendeog langvarige sygdom med en uvis prognose, forældrenes vanskelige og konflikt-fyldte skilsmisse og samarbejde omkring barnet, barnets langvarige linegang mel-lem sine forældre for ikke at svigte hverken sin far eller mor og fars lejlighedsvisevrede. Det konkluderes, at der er sket en alarmerende eskalering i symptomer påmistrivsel inden for det sidste år, og at det derfor er nødvendigt med ro omkringspørgsmålet om samværAf den aktuelle børnesagkyndige undersøgelse fremgår, at det vurderes, at det eryderst hensigtsmæssigt, at barnet bevarer kontakten med sin far, og at barnet vilhave gavn af en tæt kontakt til begge forældre, da barnet er tæt knyttet til begge.Det vurderes, at farens temperament og vrede kun er én årsag blandt mange til, atbarnet har det svært, og at barnet ikke virker bange eller utryg over for far. Denbørnesagkyndige har indtryk af, at det måske mere er morens manglende efterbe-arbejdning af sit sygdomsforløb, der har en negativ indvirkning på hendes evne tilat se sin egen andel i barnets udviklingsmæssige udfordringer samt hendes evne tilat støtte op om barnets kontakt til faren. Det vurderes dog, at det er problematisk,at begge forældre har svært ved at adskille egne negative oplevelser i deres indbyr-des forhold fra deres opgave og rolle som forældre, således at de har svært ved atvære tilstrækkeligt loyale over for hinanden som forældre.Retten træffer i september 2010 afgørelse om, at der skal være fælles forældremyn-dighed. Retten mener ikke, at der foreligger så svære og uovervindelige samar-bejdskonflikter mellem forældrene, at der ikke kan etableres fælles forældremyn-dighed. Far får tillagt barnets bopæl, da retten mener, at han er den af forældrene,der er bedst egnet til at samarbejde omkring barnet i det daglige og sikre barnetskontakt til den anden forælder.Sagen har ikke verseret i Familiestyrelsen.

OVERSIGT OVER AFGØRELSER OG DOMME OM FORÆLDREMYN-DIGHED, BARNETS BOPÆL OG SAMVÆR:2003 - november 2006: Mor får efter forældrenes aftale forældremyndighedenalene. Statsamtet fastsætter barnets samvær med faren. Statsamtet fastsætter ef-terfølgende vilkår om, at faren ikke må tage barnet med til steder, hvor fars kir-ke dyrker deres religion. Familiestyrelsen stadfæster statsamtets afgørelse omvilkår for samværet.Juni 2007 - januar 2008: Statsforvaltningen træffer afgørelse om, at samværetindskrænkes, fortsat med vilkåret om religion. Familiestyrelsen stadfæster stats-forvaltningens afgørelse.Oktober - november 2008: Statsforvaltningen ophæver samværet. Afgørelsenpåklages ikke.Februar - oktober 2009: Statsforvaltningen afviser at behandle fars nye ansøg-ning om fastsættelse af samvær. Familiestyrelsen beder statsforvaltningen om atbehandle fars ansøgning.Juli 2010: Statsforvaltningen fastsætter samvær til én gang om måneden fra fre-dag til lørdag på vilkår af, at faren ikke må tage barnet med i frikirken eller til ar-rangementer, som arrangeres af eller for frikirkens medlemmer.66

MØDER M.V. I FORBINDELSE MED AFGØRELSER:Oktober 2007 - december 2007: Far søger fælles forældremyndighed. Statsfor-valtningen afholder tværfagligt møde med begge forældre. Far ønsker ikke for-ældremyndighedssagen indbragt for retten og ønsker samværets omfang fast-holdt.Forår 2008 - september 2008: Forældrene aftaler, at samværet udvides. Mor sø-ger efterfølgende om, at samværet ophæves eller gøres overvåget, da far ikkeoverholder vilkåret for samværet eller afleveringstidspunkt. Tværfagligt mødemed begge forældre i statsforvaltningen. Far oplyser på mødet, at han hverkenkan eller vil overholde vilkåret for samvær.Oktober 2008 - december 2008: Far søger om fælles forældremyndighed ogændring af samvær. Statsforvaltningen indkalder til møde med begge forældre.Mor møder, far udebliver uden afbud.Februar 2009 - marts 2009: Far søger om fælles forældremyndighed og samvær.Statsforvaltningen afholder møde med far om forældremyndighed. Far trækkerpå mødet sin ansøgning om fælles forældremyndighed tilbage.November 2009: Statsforvaltningen iværksætter en børnesagkyndig undersøgel-se.Marts-maj 2010: Resultatet af den børnesagkyndige undersøgelse foreligger.Statsforvaltningen afholder tværfagligt møde med begge forældre. Far oplyser,at han ikke er indstillet på at følge det tidligere fastsatte vilkår for samværet.

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:Forældrene har mange kontinuerlige konflikter. Fars religiøse påvirkning af barneter et centralt konfliktpunkt.Mor oplyser, at far inddrager barnet i forældrenes konflikter og påvirker barnetmeget med sin religion. Mor finder fars religionsudøvelse ekstremistisk. Derudoveroplyser mor, at far udøver psykisk terror mod hende, at han flere gange har truethende på livet, og at hun stadig er bange for ham. Hun benægter selv at have psy-kiske problemer.Far oplyser, at det er mor, der inddrager barnet i voksenkonflikter. Far mener ikke,at barnet er påvirket af forældrenes religiøse uenigheder, og han forklarer, at barnethos ham selv søger religionen. Far benægter at have truet mor. Derudover oplyserfar, at mor har en psykisk lidelse.Far er religiøs og tilhører en bestemt kirke, hvor han er hjælpepræst og i gang medat uddanne sig til præst. Mor og barn tilhører folkekirken. I perioden, hvor samvæ-ret er ophævet, er der fortsat telefonisk kontakt mellem barnet og faren og farensfamilie.

ØVRIGE OPLYSNINGER I SAGEN OG BELYSNING AF BARNETS PER-SPEKTIV:Sagen er oplyst gennem forældrenes oplysninger og en børnesagkyndig undersø-gelse fra 2010.Det fremgår af den børnesagkyndige undersøgelse, at der er et særdeles varmt ognært forhold mellem far og barn, og at far besidder en særdeles god forældreevne.Den børnesagkyndige vurderer, at forældrene er meget forskellige af temperamentog følelser, og at far er grænseoverskridende i forhold til mor. Det er den børne-sagkyndiges vurdering, at far tidvist vil blive for nidkær i sin religionsudøvelse, athan virker overivrig og utålmodig, og at han også fremover vil have svært ved atblive på egen banehalvdel i forældre-/voksenrelationen. Den børnesagkyndigevurderer også, at far vil være svær at holde på plads i et samarbejde uden ydre råd-givning og mægling af en person, der har fars tillid over for fars tænkning og an-skuelser.Den børnesagkyndige konkluderer, at det hovedsagelig er på voksenniveau, at kon-flikterne består, og at disse givetvis vil bestå, uanset om de er af religiøs art eller ej.Den børnesagkyndige anbefaler, at der fastsættes samvær på grund af det megetstærke bånd mellem barnet og faren og farens familie.I juli 2010 fastsætter statsforvaltningen igen samvær, sådan at der er samvær éngang om måneden fra fredag til lørdag på vilkår af, at faren ikke tager barnet med ifrikirken eller til arrangementer, som arrangeres af eller for frikirkens medlemmer.Statsforvaltningen lægger ved afgørelsen vægt på karakteren og omfanget af foræl-drenes konflikter, herunder religiøse uenigheder. Statsforvaltningen lægger ogsåvægt på, at faren ikke vil kunne friholde barnet for forældrenes uenigheder, og atdet derfor er nødvendigt med det fastsatte vilkår for samværet.Mor klager til Familiestyrelsen over statsforvaltningens afgørelse. I august 2010stadfæster Familiestyrelsen statsforvaltningens afgørelse om, at der skal være sam-vær.

Sag nr. 20: Forældrene indgår aftale om fælles for-ældremyndighed og bopæl hos far på trods af, at farhar været voldelig over for morResumé: Forældrene indgår i 2010 aftale om henholdsvis fælles forældremyndig-hed, og at deres 11-årige barn skal bo hos faren på trods af oplysninger om, atfar har været voldelig over for mor. Barnet har på grund af mors indlæggelse påhospital boet hos far i en længere periode og ønsker ikke at flytte tilbage til moreller at have samvær med hende. Mor oplyser i 2010 over for Retsudvalget, atsamværet med faren gennem tiden har præget sønnen i negativ retning, og at farhar været voldelig over for mor. Mor oplyser også, at sønnen efter at han er flyt-tet til sin far radikalt har ændret adfærd, og at han er blevet voldelig over forhende og andre. Sagen har ikke været behandlet af statsforvaltningen eller rettenefter forældrenes aftale.

MØDER M.V. I FORBINDELSE MED AFGØRELSER:Juli 2007: Far søger om fastsættelse af samvær.August 2007: Møde i statsforvaltningen. Der opnås enighed om samvær mellemfar og barnet hver 4. fredag af ca. 5 timers varighed. Samværet skal løbe over en6-måneders periode. Statsforvaltningen kan herefter kontaktes, hvis der er be-hov.Januar 2008: Far søger om ændring af forældremyndighed og om samvær.Februar 2008: Tværfagligt møde i statsforvaltningen, hvor der opnås enighedmellem forældrene om at fortsætte samværet hver 4. fredag indtil videre.Marts 2008: Forældremyndighedssagen sendes i retten. Far ønsker, at rettenogså tager stilling til samvær.Juni 2009: Byretten træffer afgørelse om fælles forældremyndighed. Der indgåsforlig om bopæl hos mor og om samvær mellem far og barn. Der har væretiværksat en børnesagkyndig undersøgelse under sagen.November 2009: Mor oplyser, at landsretten træffer afgørelse om ene-forældremyndighed til mor.April 2010: Mor og far indgår aftale om fælles forældremyndighed og bopæl hosfar. Mor har ikke samvær, da barnet modsætter sig kontakt med mor.

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:Begge forældre mener, at deres høje konfliktniveau påvirker barnet. Forældrenesopfattelser af barnets behov er forskellige.Det er oplyst, at far er dømt for vold mod mor.Mor oplyser, at barnet er blevet bortvist fra skolen og har svært ved at fungere so-cialt. Mor oplyser også, at barnet kan mærke konflikten mellem mor og far. Ifølgemor er der iværksat en række undersøgelser for at finde det rigtige skoletilbud tilbarnet, barnet er begyndt i et forløb hos en psykolog, og barnet er i aflastningsfa-milie hver anden weekend. Mor mener ikke, at far har forståelse for barnets særligebehov.Mor oplyser til statsforvaltningen i 2008, at det eksisterende samvær mellem far ogbarnet har fungeret fint. Mor oplyser også, at barnet har overværet en voldsepisodemellem mor og far, og at barnet reagerede kraftigt på dette, hvorefter samværetblev afbrudt. Mor oplyser videre, at samværet under retssagen i starten forløb fint,men at barnet siden er blevet meget aggressivt.Far oplyser under sagen i statsforvaltningen i 2008, at han ikke føler, at barnet harnogen specielle behov, men at barnet er mærket af konflikten mellem mor og far.Under retssagen i 2009 oplyser far, at han er bekymret for barnet.I forbindelse med mors 2 hospitalsforløb i 2009 bor barnet hos far. Barnet har si-den boet hos far og vil ikke tilbage til mor.

ØVRIGE OPLYSNINGER I SAGEN OG BELYSNING AF BARNETS PER-SPEKTIV:Barnets perspektiv er belyst ved en børnesagkyndig undersøgelse iværksat af retteni 2009.Af den børnesagkyndige undersøgelse fremgår, at barnet fremtræder som et ikkealdersvarende fungerende barn med ringe selvtillid og med ringe ballast. Den bør-nesagkyndige vurderer, at det er nærliggende at tilskrive såvel barnets grundlæg-gende psykiske konstitution som det ustabile forhold til far en del af skylden forbarnets fremtræden og problemer. Af undersøgelsen fremgår også, at mor har engod fornemmelse for barnets udviklings- og trivselsbehov, og at hun forholder sigrelevant i varetagelsen heraf. Den børnesagkyndige vurderer også, at far reelt virkerbekymret for barnets udvikling og trivsel, men at det er usikkert, om far vil kunnetilbyde barnet de relevante rammer. Det anføres, at fars ønske om at få barnet i ennormal skole forekommer urealistisk i betragtning af alvoren i barnets problemer.Den børnesagkyndige vurderer, at barnets føler sig knyttet til både mor og far oghar behov for god kontakt med begge. På grund af mistillidsforholdet mellem for-ældrene vurderes der dog at være fare for, at barnet kan blive bragt i en større fø-lelsesmæssig klemme mellem dem, end barnet allerede er. Det er omvendt denbørnesagkyndiges vurdering, at det er i barnets interesse at få en mere stabil kon-takt med far.Byretten træffer i juni 2009 afgørelse om fælles forældremyndighed, og der indgåsforlig mellem forældrene om bopæl hos mor og samvær med far. Mor oplyser se-nere, at landsretten har besluttet, at mor skal have forældremyndigheden alene.I april 2010 indgår mor og far aftale om fælles forældremyndighed og bopæl hosfar. Mor har ikke samvær, da barnet modsætter sig kontakt med mor.

MØDER M.V. I FORBINDELSE MED AFGØRELSER:Marts 2003: Begge forældre søger om, at samværet bliver fastsat.Maj 2003: Møde med forældrene i statsforvaltningen. Der aftales et nyt møde.Juni 2003: Møde med forældrene i statsforvaltningen. Forældrene aftaler en2/12-ordning for det ældste barn og en 4/10-ordning for det yngste barn.Juni 2006: Forældrene deltager i børnesagkyndig rådgivning.Oktober 2007: Far søger om en deleordning.December 2007: Møde med forældrene i statsforvaltningen. Forældrene prakti-serer nu en 5/9-ordning for det ældste barn og en 4/10-ordning for det yngstebarn.Februar 2008: Samtale med børnene i statsforvaltningen.Februar 2008: Tværfagligt møde med forældrene i statsforvaltningen.April 2008: Forældrene deltager i børnesagkyndig rådgivning.September 2008: Tværfagligt møde med forældrene i statsforvaltningen om detældste barns bopæl.September 2008: Forældremyndighedssagen sendes i retten.

ØVRIGE OPLYSNINGER I SAGEN OG BELYSNING AF BARNETS PER-SPEKTIV:Sagen er oplyst gennem forældrenes oplysninger.Børnenes perspektiv er herudover belyst ved en af far indsendt rapport fra juni2006 fra en psykolog med speciale i børnepsykologi, supervision og terapi. Psyko-lograpporten er udarbejdet på baggrund af, at forældrene i 2005 henvendte sig tilpsykologen med et ønske om, at det ældste barn startede i terapi. Psykologen af-holder under forløbet samtaler med det ældste barn, forældrene og skolen og er påhjemmebesøg hos begge forældre. Derudover foreligger der 2 udtalelser fra detyngste barns børnehave, som er indsendt af mor. Statsforvaltningen har under sa-gen belyst børnenes perspektiv gennem en samtale med børnene.Børnehaven oplyser i maj 2006, at man er bekymret for det yngste barn, der i enperiode har virket trist, usikker og nervøs. Børnehaven oplyser også, at barnet harleget voldsomt, og at barnet under leg, og når barnet blev vredt, har brugt ordlukker af.Psykologen oplyser i rapporten fra juni 2006, at forældrene siden januar 2006 harpraktiseret en deleordning, og at det ældste barn trives med deleordningen. Psyko-logen anbefaler, at det ældste barn fortsætter med deleordningen, og hvis mor ikkekan acceptere dette, anbefaler psykologen, at barnet får bopæl hos far.Børnene oplyser under en samtale i statsforvaltningen i februar 2008, at de ønskeren deleordning. Det yngste barn oplyser under samtalen, at mor næsten altid plagerbarnet med, at der ikke skal være en delordning, men at barnet ønsker mere tidsammen med faren og derfor ønsker en deleordning. Det ældste barn oplyser un-der samtalen, at barnet ikke kan forstå, hvorfor mor ikke ønsker en deleordning,når det er det, barnet ønsker. Barnet oplyser, at barnet ønsker en deleordning, dadet savner begge forældre.I april 2008 fastsætter statsforvaltningen en deleordning. Statsforvaltningen læggerafgørende vægt på børnenes udtalelser.

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:Der er tale om et meget konliktfyldt forhold mellem forældrene.Faren er i 2006 idømt 6 måneders fængsel for at have udøvet vold over for mor(hvilket oplyses af mor i april 2010).Faren udførte ulovligt barnet til udlandet efter forældrenes samlivsophævelse i au-gust 2009. Far og barn kom tilbage til Danmark på baggrund af en aftale om sam-vær.Mor oplyser i april 2010, at hun fortsat er bange for, at far vil bortføre barnet, ogat hun derfor ønsker, at samværet skal være overvåget. Hun oplyser også, at samli-vet har været præget af vold, som barnet har oplevet, og at hun er bange for far oghans reaktioner. Hun oplyser endelig, at barnet reagerer fysisk på samvær ved atblive syg.Far oplyser, at han bortførte barnet til udlandet i desperation og bekymring for,hvilke nye betingelser mor ville stille for samværet.Far oplyser, at barnets problemer ikke skyldes ham. Far oplyser, at barnet er ulyk-keligt over, at mor og far ikke bor sammen længere, og at de ikke er gode venner.Far mener ikke, at en begrænsning af samværet kan løse dette. Far mener, at et uo-vervåget samvær hos ham vil give et roligere og mere stabilt samvær for barnet.

Kommunen anbefaler i en udtalelse fra marts 2010, at samværet fortsætter somovervåget samvær. Kommunen vurderer, at barnet er sårbart og har brug for tryg-hed og forudsigelighed, og oplyser, at der er planer om iværksættelse af psykolo-gisk undersøgelse og eventuel legeterapi. Ud fra overvågningsstedets rapport vur-deres det, at barnet har svært ved at håndtere savnet af både mor og far. Kommu-nen oplyser, at barnet har oplevet vold i familien, hvilket fylder for meget for bar-net. Kommunen foreslår, at barnet kan besøge far, så barnet og overvågningsste-det kan se, hvad far kan tilbyde i forhold til bolig og samvær. Kommunen anbefa-ler, at der er samvær en dag hver 14. dag.En psykolog, som har haft barnet i legeterapi, vurderer i en udtalelse fra juni 2010,at omfanget af samværet bør begrænses. Psykologen anbefaler, at samværet bliver1 x 5 timer hver anden weekend. Psykologen vurderer, at barnet har et stort indrekaos, indeholder voldsomme aggressioner og lider af stor angst. Psykologen vurde-rer, at det er vigtigt for barnet af se sin far, da barnet er glad for sin far, og samvæ-ret beskrives positivt. Psykologen vurderer dog samtidig, at barnet ikke kan rummesamvær både lørdag og søndag hver anden weekend.Om forholdet mellem forældrene fremgår det af skadestuejournaler fra september2005, september 2006, januar 2008, august 2008 og april 2009, at mor har været påskadestuen, fordi far har udøvet vold mod mor.Af en underretning fra sundhedsplejersken fra oktober 2005 fremgår, at sundheds-plejersken er blevet kontaktet af mors praktiserende læge, da mor har udviklet enfødselsdepression på baggrund af traumatisk opvækst og en voldelig ægtefælle. Detfremgår også af underretningen, at far har slået mor mange gange og truet med atbortføre barnet, og at far ydmyger og kritiserer mor.Vuggestuen underretter i september 2006 kommunen, da vuggestuen er bekymretfor forholdene i hjemmet.I juni 2010 træffer statsforvaltningen midlertidig afgørelse om overvåget samvær 1x 5 timer hver anden uge. Statsforvaltningen lægger vægt på, at observationerne frade overvågede samvær og udtalelserne fra kommunen og psykologen peger på, atdet er bedst for barnet, at der bevares en regelmæssig kontakt til faren. Statsfor-valtningen lægger i forhold til omfanget af samværet og vilkåret om overvågningvægt på, at faren har bortført barnet, og at kommunen og psykologen anbefaler, atsamværet indskrænkes.Statsforvaltningen har samtidig iværksat en børnesagkyndig undersøgelse, sombegge forældre har samtykket til.Statsforvaltningens afgørelse er ikke påklaget til Familiestyrelsen.

MØDER M.V. I FORBINDELSE MED AFGØRELSER:Februar 2009: Forældrene indgår aftale om fars samvær med barnet.Februar 2009: Forældrene indgår aftale om ophør af fælles forældremyndighed.Mor får forældremyndigheden alene.Juli 2009: Mor søger om ændring af samværet.Oktober 2009: Tværfagligt møde i statsforvaltningen med forældrene. Foræl-drene indgår aftale om samværet.Januar 2010: Mor søger om ændring af samværet. Mor tilbagekalder dog heref-ter ansøgningen.Marts 2010: Far søger om udvidelse af samværet.April 2010: Mor søger om, at samværet ændres til overvåget samvær.Maj 2010: Møde i statsforvaltningen med mor. Far har meldt afbud.Maj 2010: Statsforvaltningen indkalder til møde i juni 2010. Far melder afbud tilmødet, som derfor ikke afholdes.Juni 2010: Statsforvaltningen indkalder til nyt møde i juni 2010.Juni 2010: Møde i statsforvaltningen med forældrene.Juli 2010: Samtale med barnet i statsforvaltningen.

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:Forældrene oplyser, at der indtil samværsaftalen i februar 2009 har været en dele-ordning. Efter fars afsoning i 2009 aftaler forældrene, at samværet skal starte lang-somt op igen. Forældrene oplyser begge i den forbindelse, at de er i stand til atsamarbejde med hinanden. Konfliktniveauet optrappes dog meget under sagen.Mor oplyser under sagens behandling, at far er kriminel, og at barnet bliver passetaf andre under samværet. Mor oplyser, at hun er bekymret og føler sig utryg, nårbarnet er på samvær. Mor mener, at der ryges hash i farens hjem og giver udtrykfor stor bekymring for forholdene i farens hjem. Mor henviser også til barnets re-aktioner efter samvær.Far oplyser, at barnet trives med samværet, og at barnet ønsker samværet udvidet.Han oplyser, at mor flere gange ikke har overholdt samværsaftalen, og at fogedret-ten derfor er blevet inddraget. Far oplyser, at der ikke ryges hash, når barnet er hosham, og at han stort set ikke ryger hash. Far mener, at moren forsøger at sætteham i et dårligt lys over for statsforvaltningen, og at det er morens og hendesmands chikanøse adfærd i forhold til samværet og til ham og hans kæreste, somgiver problemer i forhold til samværet. Far oplyser, at barnet er mærket af morensog morens mands had til faren. Far oplyser også, at han har været til samtaler medkommunen, men at kommunen ikke foretager sig yderligere vedrørende forholde-ne i hans hjem.Far har i 2009 og 2010 afsonet to fængselsdomme, begge af nogle måneders varig-hed.

arbejde i sagen. På baggrund af henvendelsen fra Børns Vilkår retter statsforvalt-ningen henvendelse til kommunen.Kommunen udtaler, at der er massive samarbejdsproblemer mellem forældrene ogmellem de 2 familier i det hele taget. Kommunen udtaler, at barnet udsættes formange påvirkninger, som ikke er hensigtsmæssige for barnets generelle trivsel.Barnets institution udtaler, at barnet er sundt og alderssvarende og trives godt iinstitutionen. Institutionen har ikke haft kontakt til faren, hvorfor institutionenikke kan udtale sig om forholdet mellem faren og barnet.Skolen udtaler ligeledes, at barnet er alderssvarende udviklet og i god trivsel. Bar-nets samspil med børn og voksne er god, og barnet er tillidsfuld over for sin lærer.Skolen har ikke grundlag for at beskrive barnets tilknytning til og samspil med for-ældrene, da læreren kun har talt med moren en gang og aldrig har set faren.Statsforvaltningen beslutter at iværksætte en børnesagkyndig undersøgelse for at fåbelyst barnets perspektiv yderligere. Statsforvaltningen har herved lagt vægt på demassive samarbejdsproblemer mellem forældrene.

Sag nr. 24: Ikke ændring af afhentningsstedet trodspolititilholdResumé: Forældrene ophæver samlivet kort tid efter deres andet barns fødsel. Morføler sig chikaneret af faren, og far tildeles på den baggrund et polititilhold. Morfastholder, at børnene skal afhentes og afleveres på institutionen, så forældreneikke skal mødes. I forbindelse med det ældste barns skolestart, ansøger faren omændring af afleveringstidspunkt og -sted, og statsforvaltningen ændrer det sådan, atmor skal afhente ved samværs afslutning. Faren bliver i den forbindelse pålagt atopholde sig indendørs ved afhentningen. Statsforvaltningen anser ikke polititilhol-det for at være tilstrækkeligt til at fravige udgangspunktet i loven. Mor har i sinhenvendelse til retsudvalget anført, at forældreansvarslovens udgangspunkt ikketager højde for tilfælde, hvor der på grund af en samværsforælders chikane ermeddelt et polititilhold.

OVERSIGT OVER AFGØRELSER OG DOMME OM FORÆLDREMYN-DIGHED, BARNETS BOPÆL OG SAMVÆR:December 2003: Statsforvaltningen fastsætter samvær mellem far og det ældstebarn med afhentning/aflevering på institutionen.Marts 2005: Politiet udsteder polititilhold, bl.a. fordi far har skaffet sig adgangtil mors hus uden hendes samtykke.Maj 2005: Far dømmes for overtrædelse af polititilholdet.Juni 2005: Statsforvaltningen henviser faren til, at sag om faderskab og foræl-dremyndighed skal anlægges ved retten. Statsforvaltning træffer afgørelse omsamvær. Samværet med det ældste barn justeres, og der fastsættes ikke samværmed det yngste barn efter farens ønske.August 2005: Statsforvaltningen træffer afgørelse om tidspunkter for sommer-feriesamvær.November 2005: Far idømmes bøde for overtrædelse af tilhold.December 2005: Statsforvaltningen henviser mor til at anlægge forældremyn-dighedssag ved retten.April 2006: Statsforvaltningen henlægger sagen om samvær efter farens mang-lende respons på statsforvaltningens henvendelse.Juni 2006: Far idømmes straf for overtrædelse af tilhold.Oktober 2007: Statsforvaltningen træffer afgørelse om ændring af afhentnings-stedet til afhentning på samværsforælderens bopæl.November 2007: Far idømmes bøde for overtrædelse af tilhold. Familiestyrel-sen tilbagesender mors klage til statsforvaltning til genoptagelse.Januar 2008: Statsforvaltningen ændrer afhentningsstedet. Afhentning skal fo-regå ved hovedindgangen ved politigården. Familiestyrelsen stadfæster statsfor-valtningens afgørelse.April 2008: Familiestyrelsen afviser at behandle sagen. Statsforvaltningen fast-holder, at mor skal afhente børnene efter afslutning af samvær på fars bopæl.Juni 2008: Statsforvaltningen henlægger sagen om fastsættelse af sommerferie-samvær, da forældrene selv bliver enig.August 2008: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningen afgørelse fra april2008.Maj - august 2009: Familiestyrelsen videresender mors henvendelser til statsfor-valtningen.September 2009: Familiestyrelsen beder statsforvaltningen fremskynde sagsbe-handlingen. Folketingets Ombudsmand sender mors klage til statsforvaltningenog statsforvaltningens direktør.November 2009: Familiestyrelsen træffer afgørelse om, at statsforvaltningenudviser passivitet.Januar 2010: Folketingets Ombudsmand videresender mors klage til Familiesty-relsen.Februar 2010: Familiestyrelsen træffer afgørelse om, at statsforvaltningen udvi-ser passivitet. Statsforvaltningen træffer afgørelse, om at mor afhenter ved sam-værets afslutning, og der meddeles afslag på hverdagssamvær mellem far ogbørnene.

MØDER M.V. I FORBINDELSE MED AFGØRELSER:Oktober 2003: Mor anmoder om fastsættelse af samvær mellem far og det æld-ste barn, men ønsker ikke at der fastsættes samvær mellem far og det yngstebarn.November 2004: Mor anmelder far til politiet og søger om polititilhold.Januar 2005: Mor anmoder om fastsættelse af samvær mellem far og det yngstebarn.Februar - april 2005: Far anmoder om ændring af samvær med det ældste barn,ansøger om fælles eller eneforældremyndighed over det ældste barn samt ønskeren faderskabstest i forhold til det yngste barn.Maj 2005: Statsforvaltningen indkalder far til møde i juni 2005.Juni 2005: Statsforvaltningen afholder møde med far.Juli 2005: Mor anmoder statsforvaltningen om konkret fastsættelse af sommer-feriesamvær.November 2005: Mor anmoder om ophør af fælles forældremyndighed for detyngste barn, som far underskriver. Far anmoder om fastsættelse af samvær meddet yngste barn og om ændring af samværet med det ældste barn.Februar 2006: Far anmoder om udvidelse af samvær og tilpasning af samværmed begge børn.Juni 2007: Far søger om ændring af weekendsamvær grundet det ældste barnsskolestart.August 2007: Far ønsker at udvide ansøgning om samvær til også at omfatte detyngste barn på samme vilkår som samvær med det ældste barn.Oktober 2007: Far søger om, at hans ansøgning bedømmes efter de nye regler iforældreansvarsloven.November 2007: Statsforvaltningen indkalder, efter mors ønske, kun mor tiltværfagligt møde i december 2007. Mor klager over statsforvaltningens afgørel-se fra oktober 2007 om afhentningsstedet.December 2007: Statsforvaltningen afholder tværfagligt møde med mor.Januar 2008: Mor klager over statsforvaltningens afgørelse fra januar 2008.Februar 2008: Mor anmoder om genoptagelse af spørgsmålet om afhentnings-stedet.Marts 2008: Både statsforvaltningen og Familiestyrelsen genoptager sagen.Maj 2008: Mor klager over statsforvaltningens afgørelse fra april 2008.November 2008: Mor søger om genoptagelse af sagen om samvær, da farenalligevel ikke ser det yngste barn som fastsat i resolutionen og har skiftet bopæl.Mor ønsker stadig, at hun ikke skal afhente børnene.Januar 2009: Mor rykker telefonisk for sagsbehandling af klagen.Februar 2009: Far anmoder i forbindelse med mors klage om, at samvær meddet ældste barn forbliver uændret, dvs. hver 2. uge, og at samvær med det yng-ste barn ændres til hver 4. uge. Yderligere anmoder far om fastsættelse af hver-dagssamvær en dag hver 14. dag. Der bedes yderligere om fastsættelse af som-merferiesamvær.81

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:Der er et meget højt konfliktniveau mellem forældrene.Politiet udsteder polititilhold på baggrund af fars chikane over for mor i tiden eftersamlivsophævelsen. Forældrene kommunikerer primært gennem fars samlever.Mor mener, at far udsætter hendes for psykisk chikane og ønsker derfor ikke direk-te kontakt til ham. Mor siger, at faren lyver om alt, og at han ikke er til at stole på.Mor siger også, at faren ikke tager sig af børnene under samværet, og at de oftebliver passet af andre. Mor nægter selv at afhente børnene efter ændring af afhent-ningsstedet.Far siger, at mor er utilregnelig og meget voldsom, og at hun har angrebet hamfysisk. Far siger også, at mor slår sine børn. Han mener, at mor udøver samar-bejdschikane ved, at afhentning/aflevering af børnene skal ske på hendes præmis-ser, også selv om han tilbyder alternativer.

Sag nr. 25: Retten fastholder den fælles forældre-myndighed og samvær mellem far og 2½-årigt barn,trods morens påstand om psykisk vold og chikane ogfarens påstand om morens psykiske sygdomResumé: Mor mener, at far mangler empati, har psykopatiske træk og en narcissi-stisk personlighedsforstyrrelse. Hun anmelder ham for chikane mod hende og forovergreb mod barnet. Far mener, at mor er psykisk syg, og at hun har reduceretforældreevne. Han mener ikke, at hun er i stand til at tage vare på barnet, og hanfrygter, at hun vil slå barnet, da hun ifølge ham har slået sine særbørn. Far søgerom eneforældremyndighed eller barnets bopæl, men retten fastholder den fællesforældremyndighed under sagens behandling, da en børnesagkyndig vurderer, atforældrene ikke har uløselige konflikter. Moren pålægges af fogedretten at udleverebarnet til samvær og tages i forvaring, da hun ikke vil oplyse, hvor barnet opholdersig. Moren henvender sig til Retsudvalget, fordi hun mener, at forældreansvarslo-ven tvinger forældre til at udlevere barnet til forældre, der udøver psykisk vold ogchikane.

December 2009: Statsforvaltningen fastsætter efter aftale med forældrene jule-samvær.Januar 2010: Landsretten stadfæster byrettens dom fra oktober 2009.Februar 2010: Statsforvaltningen afslår at oversende samværssagen til behand-ling i den statsforvaltning, hvor moren og barnet nu bor.Marts 2010: Fogedretten fastslår, at samvær kan aflyses pga. morens arbejde, ogder fastsættes datoer for erstatningssamvær i forbindelse med kommende aflys-ninger pga. morens arbejde.April 2010: Statsforvaltningen træffer bl.a. afgørelse om gradvis optrapning afsamværet og bestemmer, at feriesamvær først fastsættes på et senere tidspunkt.Maj 2010: Familiestyrelsen afviser at tillægge mors klage opsættende virkning.Fogedretten fastsætter erstatningssamvær for aflyst samvær i maj 2010.Juni 2010: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse fra april2010, men beder samtidig statsforvaltningen om at genoptage sagen under hen-visning til en igangværende § 50-undersøgelse. Familiestyrelsen fastholder stats-forvaltningens beslutning om, at sagen ikke sendes til en anden statsforvaltning.Fogedretten afsiger kendelse om gennemførelse af samværet og beslutter sam-tidig, at moren skal i forvaring, da hun nægter at oplyse, hvor barnet befindersig.Juli 2010: Landsretten stadfæster fogedrettens afgørelse fra juni 2010 om forva-ring af moren. Statsforvaltningen afslår at tillægge far eneforældremyndighedmidlertidigt og afslår at tillægge ham barnets bopæl midlertidigt. Den statsfor-valtning, som efter mor og barnets flytning, er stedlig kompetent, henlæggermors ansøgning om samværet under henvisning til Familiestyrelsens afgørelsefra juni 2010.August 2010: Mor søger om ophævelse af samvær, eller at det ændres til et me-get begrænset samvær.November 2010: I retten aftaler forældrene samværet frem til næste retsmøde,hvor den børnesagkyndige undersøgelse forventes at foreligge. Politiet indstilleren efterforskning af faren for seksuel krænkelse af barnet, som er iværksat påbaggrund af anmeldelse fra mor, da der ikke er rimelig formodning for, at etstrafbart forhold er begået.

Maj 2009: Resultatet af en børnesagkyndig undersøgelse, som blev iværksæt afretten, foreligger. Forældrene anmoder om børnesagkyndig rådgivning på op-fordring fra retten.Juni 2009: Statsforvaltningen indkalder forældrene til børnesagkyndig rådgiv-ning i juli 2009.Juli 2009: Statsforvaltningen afholder børnesagkyndig rådgivning. Kun far mø-der, mens mor udebliver.Oktober 2009: Far klager til Patientklagenævnet over en speciallæges udtalelse.Far søger om ændring af samvær.November 2009: Mor anmoder om ændring af samvær, da hun er flyttet til enanden landsdel. Far anmoder om fastsættelse af julesamvær.December 2009: Far klager over transport.Januar 2010: Statsforvaltningen indkalder forældrene til tværfagligt møde i fe-bruar 2010. Far søger om erstatningssamvær.Februar 2010: Statsforvaltningen afholder tværfagligt møde med far. Mor afly-ser under henvisning til, at sagen nu bør behandles af en anden statsforvaltningpå grund af flytningen. Mor klager over, at sagen ikke oversendes til den andenstatsforvaltning og over, at sagen skal afgøres på skriftlig grundlag.Marts 2010: Mor klager igen over, at statsforvaltningen ikke vil sende sagen vi-dere til den anden statsforvaltning. Statsforvaltningen indkalder moren til tvær-fagligt møde i marts 2010. Far søger om erstatningssamvær for endnu et aflystsamvær. Statsforvaltningen afholder tværfagligt møde med mor.April 2010: Mor klager over statsforvaltningens afgørelse fra april 2010 og overstatsforvaltningens beslutning om ikke at overføre sagen til anden statsforvalt-ning.Maj 2010: Den nu stedligt kompetente statsforvaltning modtager en ansøgningfra mor om ændring af samvær. Statsforvaltningen indkalder begge forældre tiltværfagligt møde. Kommunen iværksætter en § 50-undersøgelse.Juni 2010: Den nu stedligt kompetente statsforvaltning indkalder forældrene tiltværfagligt møde i juni 2010. Mor beder Familiestyrelsen om, at sagen sendes tilstatsforvaltningen til fornyet behandling. Statsforvaltningen afholder tværfagligtmøde med far, da mor melder afbud. Far anmoder om at få tillagt forældre-myndigheden og barnets bopæl.Juli 2010: Statsforvaltningen videresender forældremyndigheds- og bopælssagentil retten. Mor anmoder fogedretten om overvåget samvær og beder statsfor-valtningen om at suspendere samværet. Der er på dette tidspunkt uklarhed mel-lem de 2 involverede statsforvaltninger om, hvor sagen skal behandles.August 2010: Statsforvaltningen indkalder til møde til september 2010.September 2010: Resultatet af § 50-undersøgelsen foreligger. Begge forældreaflyser mødet med statsforvaltningen.November 2010: Statsforvaltningen indkalder forældrene til møde i november2010, som dog aflyses af begge forældre. Retten iværksætter en børnesagkyndigundersøgelse.

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:Der er et meget højt konfliktniveau mellem forældrene, som har meget svært vedat kommunikere med hinanden, hvilket ifølge en psykolog bl.a. skyldes, at de harmeget forskellige værdier og opfattelser af, hvad et familieliv er.Mor mener, at far har en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, og at han har psy-kopatiske træk. Hun anfører også, at han mangler empati og er meget ustabil. Morpåpeger, at barnet virker meget tillukket, når det har været hos faren i længere tid.Mor anmelder far til politiet for chikane, hvilket hun begrunder med, at han ved-holdende over for forskellige myndigheder beskylder hende for samarbejdschika-ne, voldelig adfærd, omsorgsvigt, embedsmisbrug og for at være psykisk syg.Far siger, at mor har psykiske problemer, og at hun har forsøgt at begå selvmord.Han anfører også, at hun efterlader barnet alene. Han er bekymret for, at morkunne finde på at slå barnet og oplyser, at han har set hende slå sine to særbørn.Han siger, at moren har en form for personlighedsforstyrrelse eller en skizotypisklidelse og henviser til, at hun har været indlagt på flere psykiatriske afdelinger. Deter hans opfattelse, at moren har reduceret forældreevne. Faren afviser, at han chi-kanerer moren, og han afviser også, at han skulle være psykisk syg.

ØVRIGE OPLYSNINGER I SAGEN OG BELYSNING AF BARNETS PER-SPEKTIV:Det fremgår af sagens oplysninger, at mor under graviditeten med fællesbarnet harværet indlagt på psykiatrisk afdeling med en fødselspsykose, der havde afsæt itraumatiske oplevelser i forbindelse med fødslen af det første barn. Ifølge egenlæge er hun ikke længere mærket af fødselspsykosen, men har imidlertid udvikletposttraumatisk stresssyndrom på grund af konflikten med far. Af en udtalelse fraden psykiatriske afdeling, som mor var indlagt under graviditeten, fremgår, at per-sonalet har været bekymret for begge forældres forældreevne, og det blev anbefaletat foretage en forældreevneundersøgelse.Barnets perspektiv er belyst ved udtalelser fra vuggestuen/dagplejen, kommunen, §50-undersøgelse og børnesagkyndig undersøgelse.Kommunen fulgte familien efter barnets fødsel. Kommunen nærede ikke bekym-ring for barnets trivsel, og moren blev beskrevet som en god og kærlig mor, derviste stor omsorg, kærlighed og opmærksomhed i forhold til sine børn. Kommu-nen var dog bekymret for, at forældrenes høje konfliktniveau på sigt ville kunne fåen negativ indflydelse på barnet.Ifølge den børnesagkyndige undersøgelse fra maj 2009 fremtræder barnet som enalderssvarende udviklet og umiddelbart upåfaldende pige i god trivsel. Det vurde-res, at hun muligvis har nogle reaktioner i forbindelse med skiftene mellem foræl-drene, men der ses ikke tegn på mangler i den emotionelle kontakt til mor, somman ville forvente, hvis mor ikke var i stand til at forholde sig relevant i kontaktenSAGSKATALOGTUNGE SAMVÆRSSAGER

til barnet. Barnet virker naturligt knyttet til sin mor. Observationerne i forbindelsemed undersøgelsen har vist, at forældrene hver især forekommer relevant optagedeaf barnets trivsel og velbefindende. Der er generelt ikke set forhold under besøge-ne, der giver anledning til bekymring for forældrenes forhold. Forældrene fore-kommer dog ifølge den børnesagkyndige noget fastlåste i en meget ringe tillid tilhinandens formåen, og det er den børnesagkyndiges vurdering, at der skal etable-res relativt faste rammer for deres kontakt med barnet. Den børnesagkyndige pe-ger på, at forældrene af hensyn til barnet bør bringes på talefod, og at de bør opnåen nogenlunde samstemmende opfattelse af barnets behov.Af § 50-undersøgelsen fremgår, at barnet har behov for sammenhæng i sin hver-dag og behov for, at de voksne omkring hende arbejder mod det fælles mål at ska-be en tryg og stabil hverdag for hende. Kommunen vurderer, at barnets situationer meget uholdbar, og at det på længere sigt vil være skadende for hendes udvik-ling, hvis situationen fortsætter uændret. Det er ifølge undersøgelsen tydeligt, atforældrenes konflikt har en meget stor indflydelse på barnets trivsel, og at barnethar behov for hjælp for at få ro i forhold til samvær med faren.De seneste ansøgninger om samvær og forældremyndighed/barnets bopæl er end-nu ikke færdigbehandlede i henholdsvis statsforvaltningen og retten. Retten hardog afslået en midlertidig ændring i forældremyndigheden under sagens behandlingfor at motivere forældrene til at samarbejde, da en børnesagkyndig vurderer, atforældrene ikke har uløselige konflikter.

Sag nr. 26: Forældrenes uenighed om religion førertil konflikter omkring samværetResumé: Faren er tilknyttet en frikirke, som moren er stor modstander af. Morenønsker ikke, at barnet påvirkes af farens religiøse opfattelse og mener ikke, at farenoverholder vilkåret for samværet om, at barnet ikke må tages med til kirkeligehandlinger og arrangementer i frikirken. Faren oplyser, at han overholder vilkåretog mener, at moren chikanerer samværet og forældrenes samarbejde. Forældreneskonflikter fører til, at barnet i en periode ikke udleveres til samvær. Barnet er på-virket af konflikten, men ønsker samvær med sin far. Statsforvaltningen fastsættersamvær i overensstemmelse med det nu 13-årige barns ønske. Mor oplyser overfor Retsudvalget, at hun er utilfreds med, at det ikke har konsekvenser, at vilkåretfor samværet ikke overholdes, og at den eneste måde at beskytte barnet mod ånde-lige overgreb er at nægte at udlevere barnet til samvær.

OVERSIGT OVER AFGØRELSER OG DOMME OM FORÆLDREMYN-DIGHED, BARNETS BOPÆL OG SAMVÆR:Oktober 2005: Statsforvaltningen fastsætter samvær hver anden weekend frafredag til søndag og fastsætter samtidig vilkår om, at barnet ikke må deltage ikirkelige handlinger ud over i folkekirken eller i øvrigt deltage i arrangemen-ter for farens aktuelle frikirke eller andre frikirker.Februar 2006: Statsforvaltningen præciserer bl.a. det løbende samvær.November 2006: Familiestyrelsen ændrer statsforvaltningens afgørelse, sådan atdet alene er et vilkår for samværet, at barnet ikke må deltage i kirkelige handlin-ger eller i øvrigt i arrangementer for farens aktuelle frikirke. Styrelsen beder og-så om, at statsforvaltningen behandler farens nye ansøgning om udvidelse afsamværet.Juni 2008: Statsforvaltningen træffer bl.a. afgørelse om udvidelse af det løbendesamvær, sådan at det er fra torsdag til mandag i hver anden uge, og om ikke atændre vilkåret for samværet.April 2009: Familiestyrelsen stadfæster statsforvaltningens afgørelse af juni 2008om ikke at ændre vilkåret for samværet.December 2009: Statsforvaltningen ændrer det løbende samvær til 1 hverdagom ugen uden overnatning. Statsforvaltningen bestemmer samtidig, at barnetskal til en ny samtale, når samværet har løbet i 3 måneder.Juli 2010: Statsforvaltningen træffer bl.a. afgørelse om ændring af det løbendesamvær, sådan at det er fra fredag til lørdag i hver anden uge.Marts 2011: Statsforvaltningen henlægger sagen på grund af forældrenes forlig ifogedretten.

MØDER M.V. I FORBINDELSE MED AFGØRELSER:December 2006: Mor oplyser til statsforvaltningen, at forældrene har indgåetaftale om samvær.Juli 2007: Statsforvaltningen genoptager behandlingen af sagen i henhold tilFamiliestyrelsens afgørelse af november 2006.Oktober 2007: Tværfagligt møde med forældrene i statsforvaltningen, hvor fa-ren søger om en deleordning.November 2007: Samtale med barnet i statsforvaltningen og efterfølgende tvær-fagligt møde med forældrene i statsforvaltningen. På mødet indgår forældreneaftale om en midlertidig udvidelse af det løbende samvær, sådan at der hver an-den uge er samvær fra onsdag til søndag. Aftalen gælder indtil det næste tvær-faglige møde i statsforvaltningen, som statsforvaltningen indkalder til i marts2008.December 2007: Mor søger om ophævelse af aftalen om midlertidig udvidelseaf det løbende samvær.Marts 2008: Far melder afbud til det tværfaglige møde i marts 2008. Mor oply-ser, at der for tiden er weekendsamvær hver anden uge fra fredag til mandag.

Statsforvaltningen indkalder til tværfagligt møde i april 2008, som aflyses afmors advokat pga. farens ferie.April 2008: Statsforvaltningen indkalder forældrene til tværfagligt møde i maj2008, som mors advokat melder afbud til.Maj 2008: Statsforvaltningen indkalder forældrene til tværfagligt møde i maj2008, som fars advokat melder afbud til. Far søger om en deleordning.Juni 2008: Statsforvaltningen indkalder forældrene til tværfagligt møde i juni2008.Juni 2008: Tværfagligt møde med forældrene, hvor forældrene indgår aftale omsommerferiesamvær. Samtale med barnet i statsforvaltningen.April 2009: Mor søger om indskrænkning af det løbende samvær. Statsforvalt-ningen indkalder forældrene til et møde i maj 2009, som fars advokat melderafbud til.Maj 2009: Møde i statsforvaltningen med moren alene.Juni 2009: Tværfagligt møde i statsforvaltningen, hvor forældrene indgår aftaleom sommerferiesamvær i 2009.Juli 2009: Samtale med barnet i statsforvaltningen.August 2009: Statsforvaltningen indkalder forældrene til tværfagligt møde i ok-tober 2009, som fars advokat melder afbud til.November 2009: Statsforvaltningen indkalder forældrene til tværfagligt møde idecember 2009.December 2009: Tværfagligt møde med forældrene i statsforvaltningen.April 2010: Samtale med barnet i statsforvaltningen.Juni 2010: Far søger om udvidelse af samværet, sådan at det er fra torsdag tilmandag morgen i hver anden uge.November 2010: Mor søger om ophævelse af samværet.

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:Moren er stor modstander af den frikirke, som faren er tilknyttet, og ønsker ikke,at barnet påvirkes af farens religion. Hun oplyser, at årsagen til forældrenes sam-livsophævelse var, at hun ikke ville tilslutte sig frikirken. Hun mener, at det, derforegår i frikirken, går langt ud over børns grænser. Hun oplyser også, at frikirkener blevet farens livsstil, og at han har en tæt tilknytning til frikirken. Hun mener, atfarens måde at udøve sin religion på påvirker barnet i negativ retning. Hun oplyser,at barnet gerne vil se sin far, men at barnet ikke ønsker at deltage i farens religiøseliv, herunder at være i kontakt med frikirken, da barnet er utrygt ved dette. Hunoplyser, at hun ikke er bekymret for samværet, så længe vilkåret om, at barnet ikkemå deltage i kirkelige handlinger eller i øvrigt i arrangementer for frikirken, over-holdes, men at hun ikke tillid til, at faren overholder vilkåret. Hun ønsker at stå forbarnets religiøse opdragelse alene.Faren oplyser, at han overholder vilkåret for samværet. Han oplyser også, at morenikke ønsker at samarbejde, men at han gerne vil samarbejde. Han oplyser videre, atforældrene ikke kommunikerer med hinanden, og at moren bevidst ønsker at be-grænse samværet mellem ham og barnet. Han mener, at moren påvirker barnet tilat blive utryg ved hans religion og hans omgangskreds. Han oplyser, at moren ikke89

kan acceptere hans livsstil og hans liv med frikirken. Han oplyser også, at barnetsavner ham. Han mener, at det er moren og ikke ham der påvirker barnet medsin livsanskuelse, og at barnet er stærkt påvirket af moren. Han er uforstående overfor, at hans samvær reduceres på grund af hans religion.I 2009 flytter faren ind på en lokalitet tilhørende frikirken, og moren nægter på denbaggrund i en periode på ca. 8 måneder at udlevere barnet til samvær. Moren udle-verer dog barnet til sommerferiesamvær.Det fremgår af sagen, at forældrene flere gange har været i fogedretten enten pågrund af morens påstand om, at faren ikke overholder vilkåret for samværet, ellerfordi moren har nægtet at udlevere barnet til samvær.Barnet har deltaget i samtaleforløb i kommunens Børne- og Familiecenter, hvorsærligt relationen til faren er blevet drøftet.Konfliktniveauet mellem forældrene må betegnes som meget højt.

ØVRIGE OPLYSNINGER I SAGEN OG BELYSNING AF BARNETS PER-SPEKTIV:Barnets perspektiv er under sagerne primært belyst gennem 4 samtaler med barneti statsforvaltningen.Af børnesamtalerne fremgår det, at barnet har en god og stabil tilknytning til beggeforældre, og at hun holder meget af både sin far og mor. Under flere af samtalernegiver barnet udtryk for et ønske om at være mere sammen med far og for et behovfor mere nærvær med ham. Under en af samtalerne oplyser barnet, at hun ikke gårså meget i kirke med sin far mere, fordi hun bliver ked af det, og at faren og hunikke taler sammen om det, der foregår i kirken. Det er den børnesagkyndiges ind-tryk, at barnet er påvirket af forældrenes konflikt. Barnet vurderes at have behovfor, at faren giver sig tid til at være sammen med hende, da der ses en længsel efternærvær fra farens side. Barnet giver under en af samtalerne udtryk for, at hun ikkeønsker, at samværet skal foregå på det sted, som frikirken ejer, og hvor faren pådet tidspunkt bor, da hun ikke føler sig tryg der.Under den sidste samtale i statsforvaltningen i april 2010 oplyser barnet, at hun erglad for at være sammen med faren, og at der under samværet ikke har været per-soner til stede fra frikirken. Hun fortæller, at hun gerne vil have mere samværeventuelt med overnatning. Hun oplyser også, at det er godt, at det er statsforvalt-ningen, der skal træffe afgørelse, da skænderier mellem forældrene herved kanundgås. Det er den børnesagkyndiges indtryk, at barnet og faren har et godt fælles-skab sammen, og at barnet står i en konflikt mellem forældrene, som forældrene pånogle områder har kunnet friholde barnet for.Derudover har moren bl.a. fremsendt udtalelser fra kommunen fra 2008 og 2009.

Af udtalelsen fra 2008 fremgår det bl.a., at der har været et individuelt forløb medbarnet i perioden august 2007 til maj 2008, hvor der gennemsnitligt har været af-holdt en samtale en gang om ugen. Kommunen oplyser, at barnet under forløbethar været optaget af konflikten mellem moren og faren. Det fremgår, at barnet harhaft fysiske symptomer på sin mistrivsel i form af ondt i maven, og at bl.a. hendesloyalitet over for begge forældre har medført, at hun er blevet fastlåst og ude afstand til at udtrykke egne følelser. Det fremgår videre, at samtalerne har hjulpethende til at adskille egne følelser fra forældrenes konflikt, og at hun nu trives bådei skolen og fritiden, og at mavesmerterne er ophørt.Af udtalelsen fra kommunen fra 2009, fremgår det, at der har været et yderligeresamtaleforløb med barnet i 2009, hvor moren også deltog. Det fremgår af udtalel-sen, at samtalerne har handlet om barnets relation til faren, og at barnet har fortalt,at hun igen jævnligt har ondt i maven. Videre fremgår det, at barnet føler sig svig-tet af faren, da hun føler, at han ikke overholder aftaler om at ringe til hende, og athan vælger noget andet frem for hende. Det fremgår også, at hun savner sin far, ogat hun er optaget af, at frikirken har taget faren fra hende. Derudover fremgår detbl.a., at barnet befinder sig i et dilemma på grund af forældrenes meget forskelligeholdninger til frikirken, og at hun derfor føler, at hun må forholde sig passivt. En-delig fremgår det, at hun føler, at frikirken vil lave hende om, og at hun ønsker, atfaren respekterer, at frikirken ikke er en del af hendes liv.I juni 2010 træffer statsforvaltningen bl.a. afgørelse om ændring af det løbendesamvær, sådan at der er samvær hver anden uge fra fredag til lørdag. Statsforvalt-ningen finder, at det er bedst for barnet, at samværet udvides i overensstemmelsemed barnets ønsker. Statsforvaltningen har i den forbindelse også lagt vægt på denbørnesagkyndiges vurdering på baggrund af samtalen i statsforvaltningen i april2010. For så vidt angår vilkåret for samværet bemærker statsforvaltningen, at vilkå-ret er indsat af hensyn til barnet og ikke er udtryk for, at statsforvaltningen fastsæt-ter begrænsninger i farens muligheder for at udtrykke sin ret til religionsfrihed.Moren anmoder i november 2010 statsforvaltningen om, at samværet ophæves, dahun mener, at vilkåret for samværet tilsidesættes. I december 2010 indgår foræl-drene dog forlig om samværet i fogedretten, og statsforvaltningen henlægger påden baggrund sagen.

OVERSIGT OVER AFGØRELSER OG DOMME OM FORÆLDREMYN-DIGHED, BARNETS BOPÆL OG SAMVÆR:Juni 2008: Forældrene indgår forlig i byretten om fælles forældremyndighed, ogat børnene får bopæl hos moren.August 2008: Statsforvaltningen træffer midlertidig afgørelse om, at moren fårforældremyndigheden over børnene samt midlertidig afgørelse om samværetmellem børnene og faren i form af en 5/9-ordning. Statsforvaltningen indbrin-ger samtidig forældremyndighedssagen, herunder også spørgsmålet om samvær,for retten.September 2008: Familiestyrelsen ophæver statsforvaltningens midlertidige af-gørelse om forældremyndighed og stadfæster statsforvaltningens afgørelse ommidlertidigt samvær.December 2008: Forberedende retsmøde i byretten, hvor forældrene meddeler,at de er enige om fælles forældremyndighed.Maj 2009: Byretten afsiger dom om, at børnene skal have bopæl hos moren, ogat samværet fortsat skal være i form af en 5/9-ordning. Byretten fastsætter ogsåferiesamvær.November 2009: Landsretten stadfæster byrettens dom om bopæl og samvær.

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:Forældrene bliver separeret i 2007, men bor fortsat på samme adresse sammenmed børnene frem til sommeren 2008.Forældremyndighedssagen indbringes første gang for retten i 2007. Moren oplyserunder retssagen, at børnene ikke skal flytte fra den by, som de bor i. Hun oplyserogså, at hun har oplevet, at faren har fået voldsomme vredesudbrud, som børnenehar overværet, at han har rusket i hende, så hun fik blå mærker, og at han er græn-seoverskridende.I forhold til morens oplysninger om vold forklarer faren, at han ikke er voldelig,men at han ligesom moren har et temperament. Han oplyser også, at beggeforældre har taget sig af børnene under samlivet. Han oplyser videre, at moren harmeldt børnene ind i en privatskole i en anden by, og at hun først, da de skulle i ret-ten, fortalte, at hun ikke ville flytte alligevel.Der udarbejdes en børnesagkyndig undersøgelse under byrettens behandling afsagen, og i juni 2008 indgår forældrene i byretten forlig om fælles forældremyndig-hed, og at børnene skal bo hos moren. Moren flytter kort tid efter til en by om-kring 40 kilometer fra den tidligere fælles bopæl, hvor faren fortsat bor.Forældrene kan herefter ikke blive enige om, hvor børnene skal gå i skole, og derrejses en ny sag i statsforvaltningen om forældremyndighed, bopæl og samvær. Fa-ren oplyser, at det var en forudsætning for forliget i byretten, at moren ikke flytte-de med børnene til en anden by.Det fremgår af sagen, at det ældste barn har gået i børnehaveklasse og 1. klasse påen skole i nærheden af den tidligere fælles bopæl, og at det yngste barn startede iSFO på samme skole i maj 2008.Statsforvaltningen træffer i august 2008 afgørelse om, at moren skal have foræl-dremyndigheden midlertidigt over børnene, så børnene kan starte i en skole i nær-heden af morens bopæl. Statsforvaltningen finder det nødvendigt, at der træffes en93

midlertidig afgørelse om forældremyndighed, da skolen er påbegyndt, og det ervæsentligt, at børnene starter i skole snarest. Statsforvaltningen sender samtidigforældremyndighedssagen i retten.Familiestyrelsen ophæver i september 2008 statsforvaltningens afgørelse om mid-lertidig forældremyndighed, så forældrene fortsat har fælles forældremyndighed.Styrelsen finder ikke, at der er behov for at udpege en midlertidig forældremyndig-hedsindehaver, da den opståede uenighed ikke var til hinder for, at børnene kunnepåbegynde skoleåret. Styrelsen lægger herved afgørende vægt på, at børnene allere-de var tilmeldt en skole i nærheden af den tidligere fælles bopæl på det tidspunkt,hvor moren ønskede den fælles forældremyndighed ophævet.Forældrene er under den anden retssag enige om, at de fortsat skal have fælles for-ældremyndighed, og retssagen omhandler kun spørgsmålene om bopæl og samvær.Faren henviser under retssagen til, at børnene er kede af at være flyttet, og at deikke trives i deres nye skole. Han oplyser, at en lærer på den nye skole har oplyst, atbørnene er i klemme i forældrenes høje konfliktniveau. Han oplyser også, at for-holdet mellem forældrene er blevet værre, og at han vil være bedst til at få genetab-leret et rimeligt samarbejde. Moren forklarer, at børnene er glade og velfungerendeog trives i deres nye skole, og at de også er glade for at være på samvær hos deresfar.

ØVRIGE OPLYSNINGER I SAGEN OG BELYSNING AF BARNETS PER-SPEKTIV:Børnenes perspektiv er belyst gennem en børnesagkyndig undersøgelse, som eriværksat af retten og blev afsluttet i marts 2008, og en samtale med børnene i by-retten under den anden retssag.Det fremgår af konklusionen fra den børnesagkyndige undersøgelse, at begge for-ældre er i stand til at drage relevant omsorg for børnene og støtte deres udvikling,at forældrene har samme idealer og værdier i relation til børnenes opdragelse, og atde før og også fremover vil kunne samarbejde herom. Det vurderes på den bag-grund, at der ikke er grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed. Dabørnene særligt det ældste barn er tæt knyttet til moren, og da børnene betrag-ter moren som deres primære omsorgsperson anbefales det, at moren bliver bo-pælsforælder. Det fremgår i den forbindelse, at hverken moren eller børnene psy-kologisk og følelsesmæssigt vil kunne klare en adskillelse i hverdagen, og at farenvurderes at være den mest fleksible af forældrene og den, der vil kunne gå ind ogud i forhold til børnene uden at miste relationen til dem eller gøre det for kompli-ceret for børnene følelsesmæssigt.Af hovedindholdet af samtalen med børnene i byretten i forbindelse med den an-den retssag fremgår det, at børnene synes, at der er faldet mere ro over tingene,end der har været tidligere. Børnene fortæller, at de ønsker at være med til at be-stemme mere og ønsker mere fleksibilitet i forhold til samværet. Det fremgår afvurderingen fra samtalen, at begge børn trives med den eksisterende samværsord-SAGSKATALOGTUNGE SAMVÆRSSAGER

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:Baggrunden for morens ønske om begrænsning eller ophævelse af samværet er, athun ikke mener, at faren har det nødvendige overskud til at tage sig af barnet læn-gere tid ad gangen. Hun henviser også til, at barnet ikke har sit eget værelse hosfaren, og at han i øvrigt ikke bor børnevenligt. Derudover begrunder hun ansøg-ningen med, at der tidligere har været episoder i forbindelse med samværet, hvorbarnet ikke har fået nok at spise, og hvor faren har råbt ad hende. Dette har med-ført, at barnet er bange og ked af at komme på samvær.Faren mener, at samværet fungerer godt og henviser til, at der også har været engod kommunikation med daginstitutionen omkring barnet. Han mener, at barnetsutryghed bl.a. kan skyldes, at moren har fået ny samlever, og dermed ønsker atskubbe ham ud af deres liv, herunder også barnets.

1. INDLEDNINGForældreansvarslovens § 11og § 14 omhandler rettens adgang til henholdsvis atbestemme, om den fælles forældremyndighed skal fortsætte eller ej og til at etable-re fælles forældremyndighed. Herudover kan retten efter § 14, stk. 1, bestemme, atforældremyndigheden skal overføres til den forælder, der ikke har del i forældre-myndigheden.Bestemmelserne er som bekendt væsentlige nyskabelser, da der før forældrean-svarsloven ikke var mulighed for, at retten kunne dømme til fælles forældremyn-dighed.I det følgende gennemgås i alt 80 offentliggjorte landsrets- og højesteretsdomme,hvoraf 40 domme er afgjort efter forældreansvarsloven § 11, og 40 domme er af-gjort efter § 14, stk. 1. Dommene er afsagt i perioden fra oktober 2008 til august2010. De gennemgåede domme er alle trykt i Tidsskrift for Familie- og Arveret(TFA).Formålet med gennemgangen af domspraksis i denne ca. 2 års periode er at be-skrive tendenserne i domstolenes anvendelse af bestemmelserne særligt i forholdtil den fælles forældremyndighed. Gennemgangen belyser således bl.a. domstolenesanvendelse af kriterieti § 11.Landsretspraksis efter § 11 i det første år, loven har været i kraft, er gennemgået afdirektør Dorrit Sylvest Nielsen, Familiestyrelsen, og adj. professor, dr. jur. SvendSkal den fælles forældremyn-dighed fortsætte? .Tilsvarende er landsretspraksis efter § 14, stk. 1, i samme periode gennemgået aflandsdommer Lis Frost og adj. professor, dr. jur.r-ældreansvarslovens § 14 Fælles forældremyndighed overførsel af forældremyn-

2. SAMMENFATNING2.1. Domspraksis efter § 11Ud af de 40 gennemgåede landsretsdomme, som er afgjort efter forældreansvars-lovens § 11 i perioden november 2008 til august 2010, er den fælles forældremyn-dighed blevet fastholdt i 11 domme og ophævet i de resterende 29 domme. Hvisman sammenholder dette resultat med gennemgangen af landsretspraksis i det før-ste år, forældreansvarsloven har været i kraft, ses en betydelig forskel, idet resulta-tet for denne periode var, at der i 22 domme ud af 48 blev dømt til fortsat fællesforældremyndighed.Forskellen ses dog ikke at være udtryk for en ændret domspraksis, da retten fortsatses at foretage en konkret og individuel vurdering af, om der foreligger sådannetungtvejende grunde, at det er bedst for barnet, at den fælles forældremyndighedophæves. Gennemgangen giver således indtryk af, at landsretterne og Højesteretlæner sig op ad lovforslagets bemærkninger ved vurderingen af, om der foreliggertungtvejende grunde.Gennemgangen viser, at retten ses at foretage en konkret vurdering af, om foræl-drenessamarbejdsproblemerer af en sådan karakter, at det er bedst for barnet,at den fælles forældremyndighed bliver ophævet, da der i dommenes præmisserhenvises til om samarbejdsproblemerne er alvorlige (se bl.a. TFA2009.455/2), omkonfliktniveauet er af en sådan karakter, at der foreligger tungtvejende grunde(TFA2010.216/2) eller om samarbejdsvanskelighederne er af begrænset karakter(TFA2010.189). Retten ser i den forbindelse bl.a. på forældrenes samarbejdspro-blemer og på deres aktuelle og fremtidige samarbejdsmuligheder, hvor forældrenesforklaringer ses at udgøre en central rolle ved rettens vurdering heraf. Gennem-gangen viser endvidere, at retten også ser på, om barnet er påvirket af forældreneskonflikt. Gennemgangen giver endelig indtryk af, at retten sætter større krav tilforældrenes samarbejdsmuligheder, hvis der er tale om et barn med særlige behov,se f.eks. TFA2009.137.I forhold tiluenighed om væsentlige enkeltspørgsmålforeligger der en Høje-steretsdom (TFA2010.482/2), som i overensstemmelse med lovbemærkningernefastslår, at uenighed om skolevalg i sig selv ikke kan føre til ophævelse af den fællesforældremyndighed. Der foreligger dog også domme, hvor det vurderes, at foræl-drenes uenighed om væsentlige enkeltspørgsmål af hensyn til barnet må føre til enophævelse af den fælles forældremyndighed. Disse domme viser ifølge dommenespræmisser, at der foretages en konkret vurdering af, om der er grundlag for at fra-vige udgangspunktet om, at uenighed om enkeltspørgsmål ikke kan føre til ophæ-DOMSPRAKSIS OMFÆLLES FORÆLDREMYNDIGHED

velse af den fælles forældremyndighed, fordi forældrene ikke kan løse deres uenig-hed på en måde, så det ikke går ud over barnet, se f.eks. TFA2010.375.Gennemgangen viser også, atvoldi alle tilfælde fører til ophævelse af den fællesforældremyndighed, hvis retten vurderer, at påstanden om vold er tilstrækkeligtunderbygget. Retten har således ophævet den fælles forældremyndighed i tilfælde,hvor den ene forælder var dømt for vold mod den anden forælder (seTFA2009.407 og TFA2010.529). Retten har også ophævet den fælles forældre-myndighed, hvis retten på baggrund af forældrenes forklaringer e.l. kunne lægge tilgrund, at den ene forælder har udøvet vold mod den anden forælder, se f.eks.TFA2009.178.Der er i perioden afsagt to landsretsdomme (TFA2010.678 og TFA2010.262),hvor der er taget særlig stilling til betydningen afsamarbejdschikane.I beggedomme blev samarbejdschikanen tillagt væsentlig betydning. I den ene dom førteden ene forælders samværschikane til, at den fælles forældremyndighed blev ophæ-vet og tillagt den anden forælder alene, da denne forælder måtte anses for bedst tilat sikre børnenes mulighed for kontakt til begge forældre, hvilket ses at være i trådmed lovbemærkningerne. I den anden dom blev samværschikanen tillagt skade-virkning for den forælder, som hindrede samværet, da landsretten ikke fandt, atsamværschikanen kunne begrunde, at der ikke fortsat skulle være fælles forældre-myndighed. Derudover foreligger der to domme (TFA2010.710 og TFA2010.327),hvor den ene forælder havde bortført eller tilbageholdt barnet i udlandet, hvilket ibegge tilfælde førte til ophævelse af den fælles forældremyndighed. Dommene ersåledes udtryk for, at samarbejdschikane tillægges betydning ved rettens afgørelserom forældremyndighed.En forælders eventuelleuegnethed som forældremyndighedsindehaverer ble-vet vurderet i to domme (TFA2009.413 og TFA2009.505). I begge domme blevder foretaget en konkret vurdering af, om forælderens problemer var af en sådankarakter, at tungtvejende grunde måtte føre til, at det var bedst for barnet, at denfælles forældremyndighed blev ophævet. I den ene af dommene førte den ene for-ælders alvorlige alkoholmisbrug til, at den fælles forældremyndighed blev ophævet.Endelig har en forældersmanglende interesseog kontakt til barnet i en rækkedomme ført til ophævelse af den fælles forældremyndighed.Gennemgangen af de 40 domme giver således samlet set indtryk af, at domstolenei præmisserne ses at anvende bemærkningerne til forældreansvarslovens § 11 vedrettens vurdering af, om der foreligger tungtvejende grunde til at ophæve den fæl-les forældremyndighed.For så vidt angåroplysningen af sagerneses børnesagkyndige undersøgelser kunat være anvendt i begrænset omfang, mens samtaler med barnet har været afholdt iDOMSPRAKSIS OMFÆLLES FORÆLDREMYNDIGHED

lidt over en tredjedel af sagerne. Antallet af samtaler må dog i langt de fleste tilfæl-de være begrundet i, at der var tale om et yngre barn (7 år eller derunder).Gennemgangen viser, at det kun er i få tilfælde, at samtalen med barnet har væretafholdt i statsforvaltningen, og i de tilfælde, hvor retten har afholdt en samtale, ersamtalen i næsten alle tilfælde blevet afholdt i byretten. Til gengæld er der i hoved-parten af samtalerne (ca. tre fjerdedele af samtalerne) en børnesagkyndig til stedeunder rettens samtale med barnet. Det må derfor formodes, at domstolene gene-relt benytter muligheden for, at en børnesagkyndig kan deltage i rettens samtalemed barnet.Gennemgangen viser også, at i de tilfælde, hvor barnets perspektiv ikke er blevetbelyst ved en samtale, er barnets perspektiv primært belyst gennem forældrenesforklaringer. Forældrenes forklaringer ses generelt at indgå som et væsentligtgrundlag for rettens afgørelse om, hvorvidt den fælles forældremyndighed skal be-vares eller ej.Gennemgangen afpåstandenei byretten og landsretten viser, at der i langt ho-vedparten af sagerne nedlægges principal påstand om fortsat fælles forældremyn-dighed af en af forældrene. Uenigheden mellem forældrene ses derfor primært atomhandle spørgsmålet om, hvorvidt den fælles forældremyndighed skal bevareseller ej, og ikke, om det er den ene eller den anden af forældrene, der skal haveforældremyndigheden alene.Derudover ses påstande om fortsat fælles forældremyndighed i mange sager ogsåat være suppleret af enpåstand om barnets bopæl,og landsretten og Højesterethar derfor også i knap tre fjerdedele af sagerne, hvor der dømmes til fortsat fællesforældremyndighed, også taget stilling til barnets bopæl.

Det fremgår af forarbejderne til § 14, stk. 1, at hvis der foreligger en af de grunde,som kan føre til ophævelse af den fælles forældremyndighed efter § 11, kan derefter § 14, stk. 1, heller ikke etableres fælles forældremyndighed. Der kan såledesikke etableres fælles forældremyndighed efter § 14, stk. 1, hvis der foreligger sværeog uovervindelige samarbejdsproblemer, hvis der foreligger vold m.v., hvis en afforældrene er uegnet som forældremyndighedsindehaver, eller hvis en forælder ik-ke er interesseret i at varetage omsorgen for barnet m.v.Forældrenessamarbejdsproblemeri forhold til etablering af fælles forældremyn-dighed har været vurderet i hovedparten af de 40 domme. Gennemgangen af dissedomme giver indtryk af, at der skal foreligge samarbejdsvanskeligheder af et vistomfang, hvis fælles forældremyndighed ikke skal etableres. Dette ses f.eks. iTFA2010.782/2, hvor moren havde oplyst, at forældrene alene kommunikeredevia sms og kontaktbog, og hvor der blev etableret fælles forældremyndighed. Til-svarende kan TFA2010.127 nævnes, hvor der også blev etableret fælles forældre-myndighed, selvom begge forældre havde forklaret, at samarbejdet mellem demvar konfliktfyldt. Endelig henvises der i præmisserne i flere af landsretsdommeneog i højesteretsdommen TFA2009.551 til, at der ikke er omstændigheder, der medgrundlag for at fravige forældreansvarslovens udgangspunkt om fælles

Ved vurderingen af forældrenes samarbejdsproblemer ses det i en række dommeogså at have betydning, om der er tale om etbarn med særlige behov.Præmis-serne viser således, at der foretages en konkret vurdering af forældrenes samar-bejdsmuligheder set i forhold til, at der skal samarbejdes om et barn med særligebehov. Denne vurdering foretages på baggrund af oplysningerne om forældreneshidtidige samarbejde og konfliktniveau samtidig med, at retten foretager en vurde-ring af, om forældrene vil være i stand til at samarbejde om barnet fremover, her-under om konfliktniveauet vil blive optrappet ved fælles forældremyndighed.Derudover viser gennemgangen, at forældrenes uenighed omvæsentlige enkelt-spørgsmål,som efter loven kræver enighed mellem forældrene (i de konkrete sa-ger religion, skolevalg og pas), i enkelte domme sammenholdt med forældreneskonfliktniveau har ført til, at der ikke blev etableret fælles forældremyndighed. ITFA2010.136 førte forældrenes uenighed om skolevalg dog i sig selv til, at der ikkeblev etableret fælles forældremyndighed.Vold m.v.ses behandlet i enkelte af dommene, men er kun dokumenteret i et til-fælde (TFA2009.191), hvor der ikke blev etableret fælles forældremyndighed. Inogle domme foreligger der oplysninger om vold fra en af forældrene, og gennem-gangen af disse domme viser, at disse oplysninger ikke nødvendigvis fører til, atder ikke etableres fælles forældremyndighed, se f.eks. TFA2010.226. Omvendt kanoplysninger om vold fra en af forældrene indgå i den samlede vurdering af samar-DOMSPRAKSIS OMFÆLLES FORÆLDREMYNDIGHED

bejdsmulighederne mellem forældrene og være medvirkende til, at der ikke etable-res fælles forældremyndighed, se TFA2009.375.En forælders eventuelleuegnethed som forældremyndighedsindehaverharværet vurderet i 1 dom, hvor oplysningerne om farens alkoholforbrug indgik ilandsrettens vurdering af, om der skulle etableres fælles forældremyndighed eller ej.Landsretten inddrog dog til forskel fra byretten flere forhold i præmisserne endfarens alkoholforbrug, da der også blev henvist til forældrenes indbyrdes forholdog det ældste barns særlige behov.Endelig har en forælders manglende kontakt til barnet (og dervedmanglende in-teresse for at varetage omsorgen for barnet m.v.)i 1 dom ført til, at der ikkeblev etableret fælles forældremyndighed.Samlet set giver gennemgangen altså indtryk af, at det har betydning for spørgsmå-let om etablering af fælles forældremyndighed, om der foreligger forhold, der iføl-ge forarbejderne ikke kan føre til etablering af fælles forældremyndighed, og atlandsretterne og Højesteret foretager en konkret og individuel vurdering heraf påbaggrund af oplysningerne i sagen. Præmisserne i flere af dommene, herunder hø-jesteretsdommene, viser, at der foretages en konkret vurdering af, om der er om-stændigheder, der med den fornødne vægt taler imod etablering af fælles foræl-ud-med en formodning for etablering af fælles forældremyndighed.Spørgsmålet om, hvorvidt der gælder et udgangspunkt om fælles forældremyndig-hed efter § 14, stk. 1, har bl.a. været behandlet i landsdommer Lis Frost og adj.professor, dr.jur. Svend Danielsens artikel, som gennemgik landsretspraksis i detførste år, loven har været i kraft. Det anføres således i artiklen, at der efter § 14,stk. 1, ikke gælder en formodning for etablering af fælles forældremyndighed, dakriteriet om tungtvejende grunde alene findes i § 11, og at en afgørelse om etable-ring af fælles forældremyndighed derfor ikke kan begrundes med, at der ikke fore-ligger tungtvejende grunde, der taler imod fælles forældremyndighed, eller med, atdet er lovens udgangspunkt2.Betydningen af, at kriteriet om tungtvejende grunde ikke findes i § 14, stk. 1, menat disse grunde alligevel har afgørende betydning for rettens vurdering af, om derskal etableres fælles forældremyndighed eller ej, ses således at give visse fortolk-ningsproblemer. Det vurderes derfor, at det kan være et behov for en tydeliggørel-se af § 14, stk. 1, herunder i forhold til § 11.

Af forarbejderne til § 14, stk. 1, fremgår også, atbarnets relation til den foræl-der,der ikke har del i forældremyndigheden, er af afgørende betydning for vurde-ringen af, om det er bedst for barnet, at der etableres fælles forældremyndighed.Gennemgangen viser, at den følelsesmæssige tilknytning mellem barnet og foræl-deren i 2 tilfælde fik betydning for landsrettens afgørelse om etablering af fællesforældremyndighed.Endelig sesbarnets egen holdningi 2 tilfælde at have haft betydning for rettensafgørelse om, at der ikke blev etableret fælles forældremyndighed.I forhold tiloverførsel af forældremyndighedfremgår det af lovbemærkninger-ne, at der skal tages hensyn til, om indehaveren af forældremyndigheden uden ri-melig grund hindrer den anden forælders kontakt til barnet, se afsnit 4.5.Spørgsmålet omsamarbejdschikanehar været behandlet i 6 ud af de 11 domme,hvor der er taget stilling til en påstand om overførsel af forældremyndigheden.Gennemgangen viser, at landsretten i tråd med lovbemærkningerne tillæggersamarbejdschikane betydning ved vurderingen af, om forældremyndigheden skaloverføres til den anden forælder.I to tilfælde blev forældremyndigheden således overført til den anden forælder un-der henvisning til, at der forelå samarbejdschikane. I den ene dom (TFA2010.211)blev der i præmisserne bl.a. henvist til, at faren måtte antages at være den bedste tilat sikre, at barnet fik en god kontakt til begge forældre. I den anden sag(TFA2009.177) indgik samværschikanen fra morens side som et moment ved afgø-relsen.I de tilfælde, hvor landsretten konstaterede, at forældremyndighedsindehaverenuden rimelig grund hindrede barnets kontakt til den anden forælder, men alligevelikke overførte forældremyndigheden, blev der i 2 tilfælde henvist til, at en overfør-sel af forældremyndigheden ville være for indgribende og forbundet med sådanneomkostninger for barnet, at en overførsel af forældremyndigheden ikke ville værebedst for barnet. Samværschikanen ses således også i disse domme at være blevettillagt betydning ved vurderingen af, om forældremyndigheden skulle overføres tilden anden forælder.Gennemgangen viser endelig for så vidt angåroplysningen af sagerne,at børne-sagkyndige undersøgelser har været anvendt i begrænset omfang (i 8 tilfælde), og atder har været afholdt en samtale med barnet i omkring halvdelen af sagerne. I desager, hvor der har været afholdt en samtale med barnet, har barnet været mellem8 og 17½ år, og der har været en børnesagkyndig til stede i omkring to tredjedeleaf samtalerne. Det må antages, at årsagen til, at der ikke har været afholdt en sam-tale med barnet i ca. halvdelen af sagerne, er barnets alder, da barnet i 13 ud af de21 sager, hvor der ikke har været afholdt en samtale, var 7 år eller derunder.DOMSPRAKSIS OMFÆLLES FORÆLDREMYNDIGHED

3. DOMSPRAKSIS EFTER § 113.1. Kort overblik over dommeneAf de 40 gennemgåede domme, som er afgjort efter forældreansvarslovens § 11, er2 domme afsagt af Højesteret, 17 domme afsagt af Vestre Landsret og 21 dommeafsagt af Østre Landsret.I 11 (heraf 2 højesteretsdomme) af de 40 domme blev den fælles forældremyndig-hed fastholdt, mens den fælles forældremyndighed blev ophævet i de resterende 29domme. I 26 af disse domme fik moren forældremyndigheden alene.Sammenholdt med den tidligere gennemgang af retspraksis fra det første år efterlovens ikrafttræden (perioden 1. oktober 2007 til og med september 2008) var re-sultatet for denne periode, at der i 22 ud af 48 sager fortsat skulle være fælles for-ældremyndighed, mens den ene forælder fik forældremyndigheden alene i de reste-rende 263.Gennemgangen af de 40 domme viser, at der i 8 ud af de 11 domme, hvor lands-retten eller Højesteret bestemte, at den fælles forældremyndighed skulle fortsætte,også blevet taget stilling til barnets bopæl. Herudover var der i 1 af sagerne enig-hed mellem forældrene om, at barnet skulle have bopæl hos moren, seTFA2009.189.Gennemgangen viser også, at landsretten i 25 tilfælde stadfæstede byrettens dom,og at landsretten ændrede byrettens dom i 13 tilfælde. I de 2 sager, hvor Højesterettog stilling til sagen, stadfæstede Højesteret i begge sager byrettens dom (i 1 af sa-gerne var byrettens dom blevet ændret af landsretten).3

3.2. Påstande under sagerneDet fremgår af lovforslagets bemærkninger til § 11, at adgangen til at dømme tilfælles forældremyndighed kræver, at mindst én af forældrene ønsker det. Retten erderfor bundet af forældrenes påstande, da der skal foreligge en anmodning fra enaf forældrene om fælles forældremyndighed, for at retten kan bestemme, at denfælles forældremyndighed skal fortsætte.En påstand om fælles forældremyndighed kan være subsidiær. Det er tilsvarendetilstrækkeligt, at påstanden om fortsat fælles forældremyndighed fremsættes underen anke til landsretten for, at landsretten kan tage stilling til påstanden. Domstole-ne er heller ikke afskåret fra at behandle en påstand om fortsat fælles forældre-myndighed, selvom der ikke har været fremsat anmodning herom under statsfor-valtningens behandling af sagen.Gennemgangen af de 40 domme viser, at der nedlægges påstand om fælles foræl-dremyndighed i alle sagerne enten ved en principal eller subsidiær påstand. I stortset alle sager nedlægges påstanden om fortsat fælles forældremyndighed af sagsøgteunder byrettens behandling af sagen.Gennemgangen viser også, at det i tre fjerdedele af byretsdommene er sagsøgtesønske, at den fælles forældremyndighed skal fortsætte, og at der i hovedparten afde sager, hvor sagsøgte nedlægger principal påstand om ophævelse af fælles foræl-dremyndighed nedlægges subsidiær påstand om, at den fælles forældremyndighedskal fortsætte. Dette billede understøttes af de principale påstande under landsret-tens behandling, da der i hovedparten af sagerne for landsretten er nedlagt en prin-cipal påstand om fortsat fælles forældremyndighed, og da de principale påstandeom ophævelse af fælles forældremyndighed i næsten alle tilfælde er suppleret af ensubsidiær påstand om fortsat fælles forældremyndighed.Påstandene om, at den fælles forældremyndighed skal fortsætte er i mange af sa-gerne suppleret af en påstand om barnets bopæl. Dette viser sig også ved, at der i 8af de 11 domme, hvor landsretten eller Højesteret bestemte, at den fælles foræl-dremyndighed skulle fortsætte, også blevet taget stilling til barnets bopæl.

til hovedprincippet om barnets ret til to forældre, hvilket indebærer, at forældreneskal tage ansvar for barnet, dels ved at drage omsorg for barnet, dels ved at samar-bejde om væsentlige beslutninger om barnet. Dette hovedprincip indebærer, at deter en forudsætning for, at retten kan ophæve den fælles forældremyndighed, at derforeligger tungtvejende grunde, jf. § 11, 2. pkt.Der gælder således en formodning for, at den bedste løsning for barnet vil være, atden fælles forældremyndighed fortsætter. Det centrale er i den forbindelse, omforældrene kan håndtere deres eventuelle uenigheder på en sådan måde, at det ikkegår ud over barnet. Det er den forælder, som gør gældende, at den fælles foræl-dremyndighed skal ophøre, der må sandsynliggøre, at ophævelsen vil være bedstfor barnet.Der er i lovbemærkningerne angivet en række eksempler på, i hvilke tilfælde, derkan ske ophævelse af den fælles forældremyndighed:Hvis der er svære og uovervindelige samarbejdsproblemer mellem forældrene iforhold til barnet.Hvis den ene forælder har udøvet vold e.l., herunder seksuelle krænkelser, modden anden forælder, barnet eller andre i familien.Hvis der foreligger samarbejdschikane.Hvis en af forældrene er uegnet som forældremyndighedsindehaver.Hvis en af forældrene ikke er interesseret i at varetage omsorgen for barnet.Den følgende gennemgang af domspraksis tager udgangspunkt i disse eksempler.

3.4.1.1. Domme om fortsat fælles forældremyndighedRetten har i omkring 6 af de gennemgåede domme bestemt, at den fælles foræl-dremyndighed skulle fortsætte, fordi forældrenes samarbejdsvanskeligheder ikkevar så alvorlige, at det var bedst for barnet, at den fælles forældremyndighed blevophævet.Præmisserne fra dommene viser, at retten foretager en konkret vurdering af karak-teren af forældrenes samarbejdsproblemer ved vurderingen af, om den fælles for-ældremyndighed skal fortsætte eller ej.I TFA2009.189 var faren udstationeret i Kina, mens moren og børnene boede ie-de til at udøve forældremyndigheden og efter det oplyste er parternes samarbejds-vanskeligheder af begrænset omfang. Det forhold, at faderen nu har bopæl i Kina,vanskeliggør ikke i afgørende grad hans udøvelse af forældremyndigheden. Dettiltrædes herefter, at der ikke er grundlag for at ophæve den fælles forældremyn-I TFA2009.455/2 gjorde moren under sagen gældende, at forældrene ikke kunnesamarbejde om børnenes forhold, herunder opdragelse og religiøse forhold, og atder var risiko for, at faren ville bortføre børnene. Moren oplyste under landsrettensbehandling, at faren havde slået børnene, at hun havde opholdt sig på et krisecen-ter, og at hun havde fået en overfaldsalarm. Faren oplyste bl.a., at der ikke tidligerehavde været uenighed mellem ham og moren om børnene. I en børnesagkyndigundersøgelse blev det bl.a. konkluderet, at forældrene havde vanskeligt ved at sam-arbejde, at moren var utryg ved faren og holdt sit opholdssted skjult for ham, og atdet virkede vanskeligt for forældrene at finde sammen i en fælles varetagelse afbørnenes tilværelse. Højesteret stadfæstede landsrettens dom om fortsat fællesforældremyndighed. Af Højesteretsbevisførelsen for Højesteret findes det sandsynliggjort, at der foreligger sådannealvorlige samarbejdsproblemer eller andre tungtvejende grunde, at det vil værebedst for B1, B2 og B3, at den fælles forældremyndighed ophører. Det bemærkesherved, at det forhold, at forældrene har forskelligt syn på børnenes forhold somfølge af forskellig kulturel baggrund og religiøs tilknytning ikke i sig selv kan føre

nu ikke afgjort. Byretten ophævede den fælles forældremyndighed med henvisningtil forældrenes samarbejdsvanskeligheder og usikkerheden om farens opholds-grundlag i Danmark. Landsretten ændrede byrettens dom og bestemte, at der fort-Oplysnin-gerne om appellantens opholdsgrundlag i Danmark kan ikke i sig selv begrunde, atden fælles forældremyndighed skal ophæves. Det må lægges til grund, at samværetogså siden byretsdommen har fungeret godt. Herefter og efter oplysningerne omparternes konflikter er der ikke tale om et konfliktniveau af en sådan karakter, attungtvejendeI TFA2010.273 havde faren været varetægtsfængslet i 15 måneder i surrogat påpsykiatrisk hospital som sigtet for røveri. Moren havde også psykiske lidelser ogvar også sigtet i røverisagen. Faren havde i et vist omfang boet sammen med mo-ren og havde haft tæt kontakt til den 4-årige datter, som efter forældrenes forkla-ringer var meget glad for sin far. Faren havde kun set den 1-årige søn enkelte gan-ge. Moren oplyste under retssagen, at hun havde beskyttet adresse, da hun varbange for faren, som hun oplyste truede hende. Faren oplyste, at moren fuldstæn-dig havde afbrudt hans kontakt med børnene, at moren led af en psykisk sygdom,og at hun havde et misbrug af hårde stoffer. Byretten fandt ikke, at der på nuvæ-rende tidspunkt forelå sådanne tungtvejende grunde, der kunne medføre ophævel-se af den fælles forældremyndighed. Byretten anførte bl.a. i præmisserne, at derforelå et modsætningsforhold mellem forældrene, og at moren havde anført, atfaren truede hende, men at der ikke forelå dokumentation for afgørelser fra politieteller anmeldelser. Byrettens indtryk var, at moren under farens varetægtsfængslinghavde modarbejdet farens samvær med børnene. Landsretten stadfæstede byret-tens dom, da landsrettens-punkt foreligger sådanne alvorlige samarbejdsproblemer eller andre tungtvejendegrunde, at det vil være bedst for D og S, at den fælles forældremyndighed ophø-

I TFA2010.388 havde der ikke været kommunikation mellem forældrene siden de-res separation 5 måneder tidligere, og moren frygtede, at faren ville bortføre barnettil udlandet. Der var også problemer med samværet og uenighed om omskæring ogdåb af drengen. Landsretten stadfæstede byrettens dom om fortsat fælles foræl-dremyndighed. Landsretten fandt trods forældrenes manglende kommunikationikke, at der forelå sådanne tungtvejende grunde, at det ville være bedst for barnet,at den fælles forældremyndighed blev ophævet.I TFA2010.512 ønskede mor forældremyndigheden alene over den 7-årige dreng,som ikke ønskede at se faren. Faren havde ikke villet skrive under på skolepapirer,og der var uenighed om barnets religiøse opdragelse. Byretten ophævede den fællesforældremyndighed, da forældrene ikke havde noget samarbejde om barnet, og dade bl.a. var uenige om drengens religiøse opdragelse. Landsretten ændrede byret-tens dom og bestemte, at der fortsat skulle være fælles forældremyndighed medDOMSPRAKSIS OMFÆLLES FORÆLDREMYNDIGHED

3.4.1.2. Domme om ophør af fælles forældremyndighedRettens vurdering af forældrenes samarbejdsproblemer har i en række domme førttil, at den fælles forældremyndighed blev ophævet. Som eksempler kan nævnes føl-gende domme:I TFA2010.688 lagde landsretten ved afgørelsen om ophævelse af den fælles for-ældremyndighed vægt på forældrenes meget dårlige indbyrdes forhold, at de ikkekunne samarbejde om børnene, og at det var usandsynligt, at forældrene ville kun-ne blive enige om væsentlige beslutninger om børnenes forhold. Forældrene talteikke sammen, og den begrænsede kommunikation mellem dem foregik via sms. Enbørnesagkyndig undersøgelse viste, at især de to ældste børn var meget påvirkedeaf forældrenes meget konfliktfyldte forhold, og landsretten lagde vægt på, at de toældste børn led under forældrenes svære og uovervindelige samarbejdsproblemer.Landsretten ophævede derfor den fælles forældremyndighed og tillagde faren for-ældremyndigheden alene.I TFA2010.345 fandt byretten og landsretten, at der var grundlag for at ophæveden fælles forældremyndighed, selvom det ikke kunne lægges til grund, at farenhavde modarbejdet moren vedrørende beslutninger om børnene. Byretten oglandsretten lagde vægt på, at faren boede det meste af tiden i udlandet og på foræl-drenes vanskelige samarbejdsforhold, hvilket var tungtvejende grunde til at ophæ-ve den fælles forældremyndighed.I TFA2010.216/2 var kommunikationen mellem forældrene dårlig, og der var kon-flikter om bl.a. sengetider, høfebermedicin, lektier, og om barnet skulle til psykolog.Den børnesagkyndige, der deltog i samtalen med barnet i byretten vurderede, at bar-net var belastet af konflikten. Landsretten fandt, at der forelå et så højt konfliktniveaumellem forældrene, at barnet led under det. Der forelå derfor tungtvejende grundetil at ophæve den fælles forældremyndighed.I følgende to domme var der tale omet barn med særlige behov:I TFA2009.137 fremgik det af en børnesagkyndig undersøgelse, at begge forældrehavde mangelfuld forældreevne, herunder til konstruktivt samarbejde. Byrettenfandt, at uenighed om skolevalg og pasudstedelse var eksempler på samarbejdschi-kane. Landsretten fandt, at der var sådanne samarbejdsproblemer om barnet på 8år, som havde særlige behov, at det af hensyn til barnet var så tungtvejende grunde,at den fælles forældremyndighed skulle ophæves.DOMSPRAKSIS OMFÆLLES FORÆLDREMYNDIGHED

3.4.1.3. Uenighed om væsentlige enkeltspørgsmålEfter forældreansvarslovens § 3, stk. 1, 1. pkt., kræver væsentlige beslutninger ved-rørende barnets forhold enighed mellem forældrene. Det er f.eks. beslutninger omskolevalg, religiøse forhold, pas, væsentlig medicinsk behandling og væsentligeindgreb.Hvis forældrene ikke kan blive enige om enkelte væsentlige beslutninger vedrøren-de barnets forhold, må uenigheden som udgangspunkt løses ved, at forældreneselv løser deres konflikt, eventuelt gennem statsforvaltningens tilbud om børne-sagkyndig rådgivning eller konfliktmægling. Uenighed om enkelte væsentlige be-slutninger, såsom f.eks. skolevalg, vil således som udgangspunkt ikke kunne føre tilen ophævelse af de fælles forældremyndighed. Det centrale vil i den forbindelsevære, om forældrene kan løse deres eventuelle uenigheder på en måde, så det ikkegår ud over barnet.Uenighed om skolevalghar været behandlet i en række domme, herunder iTFA2010.482/2, hvor Højesteret tog stilling til spørgsmålet. I denne sag havdeforældrene i ca. 4 år praktiseret en deleordning mellem faren og det 6-årige barn.På grund af forældrenes uenighed om det forestående skolevalg ønskede faren, atden fælles forældremyndighed blev ophævet. Byretten bestemte, at den fælles for-ældremyndighed skulle fortsætte, mens landsretten ophævede den fælles forældre-myndighed på grund af forældrenes uenighed om skolevalg og deres nuværendesamarbejdsvanskeligheder. Højesteret stadfæstede byrettens dom om fortsat fællesforældremyndighed. Højesteret fandt ikke, at der var oplyst sådanne tungtvejendegrunde, at der var grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed. Højeste-ret bemærkede, at uenighed om skolevalg ikke i sig selv kan anses for at være ud-tryk for svære og uovervindelige samarbejdsproblemer, og at der efter forældrenesforklaringer for Højesteret nu var enighed om skolevalg.

Uenighed om skoleskift i forbindelse med den ene forælders flytning førte i føl-gende to domme til, at byretten ophævede den fælles forældremyndighed af hen-syn til barnet. Begge byretsdomme blev efterfølgende ændret af landsretten.I TFA2009.409 ophævede byretten den fælles forældremyndighed på grund af for-ældrenes uenighed om skoleskift i forbindelse med moren og barnets flytning til enanden by. Byretten begrundede dette med, at uenigheden om skoleskiftet medfør-te, at barnet i en periode ikke gik i skole og blev undervist hjemme af sin mor, ogat dette var en helt uholdbar situation. Byretten skønnede også, at forældrenesuenighed og konflikt var så voldsom, at barnet led under, at hun ikke kunne gå iskole som andre børn. Landsretten ændrede afgørelsen, sådan at den fælles foræl-dremyndighed skulle fortsætte. Landsretten begrundede dette med, at barnet varvelfungerende, at samværene forløb godt, at forældrene samarbejdede om gennem-førelse af samvær, og at forældrene ikke længere var uenige om barnets skoleskift.Landsrettens dom om fortsat fælles forældremyndighed var således begrundet i envurdering af forældrenes samarbejde omkring barnet og bar i øvrigt præg af, atforældrene på tidspunktet for landsrettens dom ikke længere var uenige om skole-valg.TFA2009.570 omhandlede også en situation, hvor der var uenighed om skoleskift iforbindelse med den ene forælders flytning. I denne sag flyttede moren og ønske-de, at børnene skulle flytte til en skole i nærheden af hendes nye bopæl. Også idenne sag ophævede byretten den fælles forældremyndighed og tillagde faren for-ældremyndigheden over børnene alene. Byretten lagde vægt på, at forældrene varenige om, at en afgørelse om fælles forældremyndighed og bopæl ikke ville løseuenigheden om valg af skole, at uenigheden om skolevalg havde bestået i lang tid,og at den kunne have været medvirkende til det ældste barns dårlige trivsel. Lands-retten ændrede afgørelsen til fortsat fælles forældremyndighed, da forældrenesuenighed kun angik spørgsmålene om bopæl og skoleskift. Landsretten fandt ikke,at der i øvrigt forelå væsentlig uenighed mellem forældrene, som kommunikeredeuden vanskeligheder sammen. Landsretten henviste også til, at da børnene alleredevar indmeldt i skole, skulle forældremyndighedsindehaverne ikke nødvendigvistræffe anden afgørelse herom. Børnene fik bopæl hos faren, så de kunne fortsættederes skolegang dér.Uenighed om, hvorvidt barnet skal i specialskole, er blevet behandlet i denne sag:I TFA2010.375 havde en 12-årig alvorlige kognitive, sociale og følelsesmæssigeproblemer, og en erklæring fra Børnepsykiatrisk Klinik anbefalede, at han kom ispecialskole. Moren var enig i dette, mens faren modsatte sig flytning af drengen tilskole med specialklasser, da han mente, at drengens problemer i det væsentligeskyldtes ordblindhed. Byretten ophævede den fælles forældremyndighed og tillagdemoren forældremyndigheden over barnet alene. Byretten anførte i præmisserne

hvilke problemer S har, og denne uenighed har meget stor betydning for den hjælppå, at S har såvel kogni-tive som sociale og følelsesmæssige problemer. [...] der peges entydigt på, at S børe-mer alene skyldes, at han er ordblind og derfor ikke skal i en specialklasse, menhave hjælp til sin ordblindhed eventuelt på Ordblindeinstituttet. Situationen er så-ledes helt låst for S og har været det i meget lang tid. Under disse omstændighederer der tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighet-ten stadfæstede, idet det ikke blev tillagt betydning, at faren nu udtalte, at han iførste omgang ikke ville tage drengen ud af den specialklasse, hvor han nu gik.Der foreligger derudover en dom, hvor hensynet til, at barnet kunne få den nød-vendige hjælp, var udslagsgivende i en sag, hvor forældrene varuenige om medi-cinsk behandling.I TFA2010.548 var forældrene således uenige om, hvorvidt det12-årige barn skulle i medicinsk behandling for ADHD. Af en erklæring fra Bør-ne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter fremgik, at der ville være risiko for tilta-gende sociale og følelsesmæssige vaskeligheder, yderligere psykiatrisk overbygningsamt depression, angst, adfærdsforstyrrelse og misbrug, hvis anbefalingerne ommedicinsk behandling ikke blev fulgt. Faren var også under ankesagen uenig i,at barnet havde behov for medicinsk behandling og havde tilkendegivet, at hanikke ønskede at medvirke til regionscenterets anbefalinger, hvorimod moren heletiden havde været opmærksom på barnets særlige behov og havde støttet anbefa-lingerne. Landsretten fandt på den baggrund, at der mellem forældrene var en så-dan uenighed om væsentlige forhold, der var vigtige for barnet, at tungtvejendegrunde talte for, at den fælles forældremyndighed blev ophævet. Forældrenesuenighed om medicinsk behandling førte i denne sag altså til, at den fælles foræl-dremyndighed blev ophævet.

I to andre sager, TFA2009.178 og TFA2009.479, lagde retten til grund, at farenhavde udøvet vold mod moren. I den første sag skete dette på baggrund af parter-nes forklaringer, mens det i TFA2009.479 var på baggrund af morens forklaring ogbarnets oplysninger under dommerens samtale med barnet. I begge sager blev denfælles forældremyndighed ophævet, og moren fik forældremyndigheden alene overbarnet.I TFA2010.455 havde begge forældre forklaret om vold under ægteskabet, hvilketførte til ophævelse af den fælles forældremyndighed.Der ses dog også domme, hvor retten ikke finder, at kunne lægge en forælders op-lysninger om vold til grund, se TFA2009.455/2 og TFA2009.513, som er omtaltunder afsnit 3.4.1.1. I begge domme bestemte henholdsvis Højesteret og landsret-ten, at den fælles forældremyndighed skulle fortsætte, da forældrenes samarbejds-problemer ikke var af en sådan karakter, at det var bedst for barnet, at den fællesforældremyndighed blev ophævet.Ikke kun påstande om vold kan føre til ophævelse af fælles forældremyndighed. ITFA2010.13/3 var moren af den opfattelse, at sagsøgte havde begået seksuelleovergreb mod deres 5-årige barn. Under hensyn til forældrenes dybtliggende kon-flikt, som havde udspring i moderens overbevisning om seksuelle krænkelser blevden fælles forældremyndighed ophævet og tillagt moren alene. I TFA2010.303 varfar dømt for blandt andet blufærdighedskrænkelse over for andre børn, hvilkethavde ført til, at moren havde mistet tilliden til ham og ikke kunne eller ville sam-arbejde med ham omkring barnet. Landsretten vurderede ud fra de oplysninger,der forelå, herunder en psykologisk undersøgelse af faren, at morens holdning varberettiget. Den fælles forældremyndighed blev derfor ophævet og tillagt morenalene.

Foreligger der samarbejdschikane, må retten anlægge et fremtidsorienteret per-spektiv ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet. Det må således tillæggesstor vægt, hvem af forældrene, der har bedst evne til at samarbejde og dermed pålængere sigt kan sikre barnets samvær med den anden af forældrene. Det skyldes,at barnet har behov for kontakt med begge sine forældre, at begge forældre haransvaret for, at samværet virkeliggøres, og at det er en stor belastning for barnet,hvis den ene forælder hindrer den anden forælders kontakt til barnet og vanskelig-gør et samarbejde om barnet.Retten skal derfor i de tilfælde, hvor samarbejdschikane påvises, overveje at over-føre forældremyndigheden til den anden forælder, hvis denne må anses som bedreegnet til fremover at varetage samarbejdet omkring barnet og sørge for, at kontak-ten til den anden forælder bliver opretholdt. Det gælder uanset, om barnet hidtilhar haft bopæl hos den forælder, der udøver samarbejdschikane.Der er i perioden afsagt to landsretsdomme (TFA2010.678 og TFA2010.262),hvor der er taget særlig stilling til betydningen af samarbejdschikane.I TFA2010.678 havde der ikke været samvær mellem moren og de to børn på 8 og9 år fra 2007 til 2009. Byretten lagde på baggrund af bl.a. en børnesagkyndig un-dersøgelse til grund, at faren havde modarbejdet børnenes kontakt med moren ogforsøgt at påvirke deres opfattelse af moren i negativ retning. Børnene havde dentætteste relation til faren, selvom det måtte lægges til grund, at de ikke forventedeomsorg fra faren svarende til deres alder og ikke gav udtryk for en grundlæggendetryghed i deres hverdag. For at tilgodese børnenes mulighed for at have kontaktmed begge forældre og for at mindske den negative påvirkning af børnene, be-stemte byretten, at den fælles forældremyndighed skulle ophæves og tillægges mo-ren alene. Landsretten stadfæstede byrettens dom.I TFA2010.262 nægtede moren konsekvent at udlevere det 3-årige barn til samvær,og der havde derfor kun været 1 overvåget samvær siden samlivsophævelsen for 1år og 10 måneder siden. Byretten lagde til grund, at den manglende gennemførelseaf samvær alene skyldtes morens forhold, og at moren heller ikke fremover agtedeat udlevere barnet til samvær. Byretten fandt, at det ville være bedst for barnet, atkontakten til både moren og faren blev bevaret, og bestemte derfor, at forældrenefortsat skulle have fælles forældremyndighed, og at barnet skulle have bopæl hosfaren. Landsretten tiltrådte, at moren alene var skyld i, at samværet ikke blev gen-nemført, og fandt ikke, at morens ensidige nægtelse af samvær kunne begrunde, atfaren ikke fortsat skulle have del i forældremyndigheden. Landsretten ændrede dogbyrettens afgørelse om bopæl, idet landsretten bestemte, at barnet skulle have bo-pæl hos moren, som havde været barnets primære omsorgsperson gennem helebarnets opvækst. En af de tre dommere stemte dog for, at byrettens dom skullestadfæstes.DOMSPRAKSIS OMFÆLLES FORÆLDREMYNDIGHED

Bortførelse eller tilbageholdelse af barnet i udlandeter også en måde at hindreden anden forælders kontakt med barnet, og det er derfor relevant også at gen-nemgå domme, hvor den ene af forældrene har bortført eller tilbageholdt barnet iudlandet.I den forbindelse kan TFA2010.710 nævnes. I denne sag bortførte faren et 5-årigtog et 7-årigt barn til udlandet og tilbageholdte børnene ulovligt i en periode påmindst 5 måneder. Byretten ophævede den fælles forældremyndigheden og tillagdemoren forældremyndigheden alene. Byretten bemærkede, at farens handlemådeviste manglende ønske om samarbejde og manglende hensyntagen. Landsrettenstadfæstede og tilføjede, at farens grundlæggende tillidsbrud måtte antages at havemedført en høj grad af utryghed for børnene og moren, og at det i væsentligt om-fang ville vanskeliggøre samarbejdet mellem forældrene.Farens tilbageholdelse af tvillinger på 12 år i udlandet førte i TFA2010.327 også til,at den fælles forældremyndighed blev ophævet og tillagt moren alene.

3.4.4. UEGNET SOM FORÆLDREMYNDIGHEDSINDEHAVERHvis en forælder er uegnet som forældremyndighedsindehaver, kan fortsat fællesforældremyndighed efter lovbemærkningerne ikke anses for at være i barnets inte-resse. Uegnetheden kan f.eks. skyldes massivt misbrug, en alvorlig psykisk lidelseeller andet, der gør forælderen uegnet til at deltage i væsentlige beslutninger vedrø-rende barnets liv.I tråd hermed er der afsagt følgende dom, hvor morens alvorlige alkoholmisbrugførte til ophævelse af den fælles forældremyndighed:I TFA2009.413 havde moren gentagne gange været under behandling for alvorligtalkoholmisbrug, uden at dette havde forhindret tilbagefald. Oplysningerne i sagengav ikke grundlag for at fastslå, at misbruget var under kontrol. Landsretten ophæ-vede den fælles forældremyndighed over det knap 12-årige barn og tillagde farenforældremyndigheden alene.En psykisk lidelse hos en af forældrene fører dog ikke nødvendigvis til ophævelseaf den fælles forældremyndighed, hvilket denne dom illustrerer:I TFA2009.505 var moren diagnosticeret skizofren og fik medicinsk behandling.Moren boede på et bosted for sindslidende. Det ældste barn på 15 år boede på etskolehjem, og det yngste barn på 8 år var anbragt uden for hjemmet. Begge foræl-dre havde samvær med børnene. Landsretten lagde ligesom byretten til grund,at moren var realistisk omkring sin utilstrækkelige forældreevne, og at hun medrelevant støtte kunne tage del i det, der angik børnenes forhold og trivsel. Da for-DOMSPRAKSIS OMFÆLLES FORÆLDREMYNDIGHED

3.4.5. MANGLENDE INTERESSE FOR AT VARETAGE OM-SORGEN FOR BARNET M.V.Hvis en forælder ikke er interesseret i at varetage omsorgen for barnet og dermed iat deltage i forældrenes fælles ansvar for barnet, kan dette ifølge bemærkningernetil loven føre til, at retten må ophæve den fælles forældremyndighed. Tilsvarendegælder, hvis en forælder ved sin adfærd har vist, at den pågældende ikke har tilhensigt at deltage i barnets liv. Det kan f.eks. være en forælder, som efter sam-værspraksis ikke ville få samvær, f.eks. fordi den pågældende ikke har formået atvære stabil i kontakten med sit barn eller har været fraværende i barnets liv i flereår, og den manglende kontakt kan tilskrives samværsforælderens egne forhold.Gennemgangen af dommene viser, at hvis den ene forælder i en længere periodeikke viser interesse for at have forbindelse til barnet, kan dette føre til, at den fællesforældremyndighed bliver ophævet.Som eksempel herpå kan nævnes TFA2010.83, hvor moren ikke havde talt medfaren siden 2008, og det 8-årige barn i 2009 kun havde set faren to gange. Farenvar også udeblevet fra hovedforhandlingen. Byretten og landsretten lagde hereftertil grund, at faren reelt ikke havde nogen interesse i at deltage i barnets opvækst ogopdragelse og ophævede den fælles forældremyndighed.I TFA2009.150 havde der ikke været kontakt mellem faren og det nu 2-årige barn i1 år efter forældrenes samlivsophævelse, og det blev lagt til grund, at dette udeluk-kende skyldtes faren, som først havde bedt om at få samvær med barnet, efter atmoren havde søgt statsforvaltningen om ophævelse af den fælles forældremyndig-hed. Landsretten ophævede den fælles forældremyndighed og tillagde moren for-ældremyndigheden alene.Endelig kan nævnes TFA2009.139. I denne sag havde faren siden samlivsophævel-sen 3 år tidligere kun opretholdt sporadisk kontakt med de 3 børn på nu 3, 6 og 8år. Børnene havde slet ikke haft samvær med faren i det seneste års tid, uden atdette kunne tilskrives andre forhold end farens egne. Det mindste barn havde al-drig haft samvær. Landsretten ophævede herefter den fælles forældremyndighed ogtillagde moren forældremyndigheden alene.

3.5. Bevisførelse og inddragelsen af barnet og detsperspektivForældreansvarslovens øgede fokus på inddragelsen af barnet og dets perspektivkommer til udtryk i lovens § 34. Efter denne bestemmelse skal barnet inddragesunder en sag om forældremyndighed, bopæl og samvær, så dets perspektiv ogeventuelle synspunkter kan komme til udtryk. I bestemmelsen er nævnt, at dettef.eks. kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller påanden måde, der belyser barnets perspektiv. Det fremgår også af forældreansvars-lovens § 5, at der i alle forhold vedrørende barnet skal tages hensyn til barnets egnesynspunkter alt efter alder og modenhed.Rettens afgørelser om forældremyndighed og barnets bopæl, herunder om samvær,skal til enhver tid træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, og retten har derforet selvstændigt ansvar for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Retten skal derfor sørgefor at være i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger for at kunne foretage dennevurdering, herunder sørge for, at der i medfør af forældreansvarslovens § 34 ersket en tilstrækkelig inddragelse og belysning af barnet og dets perspektiv. Det be-ror på rettens konkrete vurdering, om der foreligger et forsvarligt og tilstrækkeligtoplysningsgrundlag til, at retten kan træffe afgørelse i sagen.Retssager om forældremyndighed og barnets bopæl, herunder om samvær, er civileretssager, men er på grund af deres særlige karakter omfattet af en række særregleri retsplejelovens kapitel 42. Sagerne er indispositive, da det ikke er overladt til par-terne selv at tilrettelægge sagsbehandlingen ved deres påstande, anbringender ogbevisførelse.Rettens bevisførelse er reguleret i retsplejelovens § 450 b, hvorefter retten i sagerom forældremyndighed og bopæl, herunder om samvær, kan træffe bestemmelseom bevisførelse, herunder om at tilvejebringe børnesagkyndige erklæringer. Rettenkan også pålægge en part at give møde og afgive forklaring efter samme regler,som gælder for vidner.Beslutter retten, at der skal afholdes en samtale med barnet, er dette reguleret iretsplejelovens § 450 c, hvorefter retten kan anmode en børnesagkyndig om at del-tage i samtalen eller om at afholde denne alene. Denne mulighed for medvirken afbørnesagkyndige blev indført i retsplejeloven som følge af forældreansvarsloven.Der blev i den forbindelse henvist til, at det herved kunne sikres, at barnets per-spektiv blev belyst på en for barnet skånsom måde, og at medvirken af børnesag-kyndige særligt var relevant i sager, hvor barnets modenhed skulle vurderes.Af retsplejelovens § 450 c fremgår også, at samtaler med børn efter forældrean-svarsloven afholdes, uden at parterne er til stede, medmindre retten bestemmerDOMSPRAKSIS OMFÆLLES FORÆLDREMYNDIGHED

andet. Det fremgår også, at parterne skal gøres bekendt med hovedindholdet afsamtalen, inden sagen afgøres, medmindre afgørende hensyn til barnet taler imoddet.Retten kan endelig efter retsplejelovens § 450 a udpege en børnesagkyndig til atdeltage i forberedende retsmøder. Denne bestemmelse er bl.a. tænkt anvendt i sa-ger, som er indbragt for retten, og som ikke er søgt løst forligsmæssigt i statsfor-valtningen, f.eks. på grund af forældrenes modtand på dette tidspunkt, eller fordiden ene forælder ikke er mødt op i statsforvaltningen.Ser man på domstolenes oplysning af sagerne viser gennemgangen af de 40 dom-me, at der i 7 af sagerne blev foretaget enbørnesagkyndig undersøgelse.Bar-nets alder var i disse sager mellem 4 og 12 år.I 1 tilfælde (TFA2010.678) var den børnesagkyndige undersøgelse foretaget understatsforvaltningens behandling af sagen. I 2 tilfælde (TFA2010.47 ogTFA2010.13/3) blev der gennemført i alt 2 børnesagkyndige undersøgelser, idetlandsretten i begge sager iværksatte en ny børnesagkyndig undersøgelse underlandsrettens behandling af sagen.I de 7 tilfælde, hvor der forelå en børnesagkyndig erklæring, henviste landsretten i6 tilfælde til erklæringen i dommens præmisser. I 1 sag (TFA2009.455/2) ses denbørnesagkyndige undersøgelse at have haft betydning, men der henvises ikke di-rekte til undersøgelsen i dommens præmisser.Der har været afholdtsamtaler med barneti 15 sager. Derudover har retten iyderligere 1 sag (TFA2010.303) villet afholde en samtale med barnet, som imidler-tid ikke kunne gennemføres. I 2 tilfælde har der både været afholdt en samtale medbarnet og gennemført en børnesagkyndig undersøgelse.I 2 tilfælde blev samtalen afholdt under statsforvaltningens behandling af sagen(TFA2010.482/2 og TFA2009.570). I TFA2010.482/2 havde hverken byretteneller landsretten haft en samtale med det 6-årige barn, men i Højesterets dom refe-reres en samtale med barnet, som statsforvaltningen havde afholdt. I TFA2009.570anførte byretten, at retten ikke havde fundet tilstrækkeligt anledning til at indkaldebørn på 8 og 14 år til en samtale, da begge børn havde været til samtaler med enbørnesagkyndig i statsforvaltningen, og notaterne fra samtalerne var fremlagt forretten.I de resterende 13 sager, hvor samtalen blev afholdt af retten, var børnene i alde-ren 6 til 14 år. Der har i 9 tilfælde været en børnesagkyndig til stede under samtalenmed barnet, mens dommeren har afholdt samtalen alene med barnet i 4 tilfælde. Ide tilfælde, hvor der har været en børnesagkyndig til stede under samtalen, varbarnet i alderen 6 til 14 år. I de tilfælde, hvor dommeren afholdt en samtale medbarnet alene, var barnet i alderen 8 til 12 år.

Samtalen med barnet har i næsten alle tilfælde alene været afholdt i byretten. I 1tilfælde har samtalen med børn på 10 og 12 år dog alene været afholdt i landsretten(TFA2010.688), og i 1 tilfælde (TFA2009.409) har både byret og landsret afholdten samtale med en 10-årig.I mange af dommene er det alene anført, at der har været afholdt en samtale medbarnet, og om samtalen er afholdt sammen med en børnesagkyndig. I visse dom-me refereres hovedindholdet eller dele af samtalen med barnet i dommen dog, sef.eks. TFA2009.479 og TFA2009.413.I 10 ud af de 15 sager, hvor der har været afholdt en samtale med barnet enten istatsforvaltningen eller i retten, henviste byretten og/eller landsretten i dommenspræmisser til samtalen med barnet. Samtalen er dog ikke det eneste, som der blevhenvist til i præmisserne, da der også blev henvist til forældrenes forklaringer ogeventuelle andre oplysninger, som var fremlagt for retten.I 20 ud af de 25 sager, hvor der ikke har været afholdt en samtale med barnet, varbarnet 7 år eller derunder. Ser man på, hvordan retten har inddraget og belyst dissebørns perspektiv, fremgår det, at der i 4 af disse sager forelå en børnesagkyndigundersøgelse. I de resterende 16 sager var barnets perspektiv primært belyst gen-nem forældrenes forklaringer. I enkelte sager forelå der også oplysninger om vold,herunder en voldsdom, rapporter fra overvåget samvær og erklæringer fra barnetsinstitution.I de 5 sager, hvor de ikke har været afholdt en samtale med barnet, og barnet varover 7 år gammel, var barnets perspektiv i 1 tilfælde belyst ved en børnesagkyndigundersøgelse. I de resterende 4 sager var barnets perspektiv i 3 sager alene belystgennem forældrenes forklaringer og i 1 tilfælde forelå der udtalelser fra kommunenog skolen samt en speciallægeerklæring.Anden bevisførelseudover forældrenes forklaringer, børnesagkyndige undersø-gelser og samtaler med barnet ses i 15 af de 40 gennemgåede sager, hvor der ogsåforelå lægelige udtalelser, udtalelser fra kommune, udtalelser fra barnets skole oginstitution m.v. Der var i ingen af sagerne vidneførsel.Opsummerende viser gennemgangen, at der i 20 sager hverken har været afholdten samtale med barnet eller har været gennemført en børnesagkyndig undersøgel-se, og at barnets perspektiv i ca. 12 sager alene var belyst ved forældrenes forkla-ringer. Det bemærkes dog, at der må tages forbehold for, at ikke alle indhentedeoplysninger er nævnt i dommene.

4. DOMSPRAKSIS EFTER § 14, STK.14.1. Kort overblik over dommeneAf de 40 gennemgåede domme, som er afgjort efter forældreansvarslovens § 14,stk. 1, er 2 domme afsagt af Højesteret, 12 domme afsagt af Vestre Landsret og 26domme afsagt af Østre Landsret.I 36 sager tog landsretten eller Højesteret stilling til, om der skulle etableres fællesforældremyndighed eller ej, og kun 4 af sagerne var således rene overførelsessa-ger.Der blev i 17 domme etableret fælles forældremyndighed, heraf i de to højesterets-domme, og i 2 domme blev forældremyndigheden overført til den anden forælder.I 23 tilfælde forblev forældremyndigheden hos den forælder, der i forvejen havdeforældremyndigheden alene. I 2 af dommene fik forældrene fælles forældremyn-dighed over det ene barn, mens moren bevarede forældremyndigheden alene overdet andet barn. Disse 2 domme er derfor talt med begge steder.Til sammenligning var resultatet af den tidligere gennemgang af 19 domme fra detførste år efter lovens ikrafttræden (oktober 2007 til september 2008), at der i 5 til-fælde blev etableret fælles forældremyndighed, og at forældremyndigheden i 5 til-fælde blev overført til den anden forælder. I 9 tilfælde forblev forældremyndighe-den hos den forælder, der i forvejen havde den alene4.I 6 af de 17 domme, hvor landsretten eller Højesteret etablerede fælles forældre-myndighed, blev der også taget stilling til barnets bopæl. Herudover var der i 3 til-fælde enighed mellem forældrene om barnets bopæl ved fælles forældremyndighed.Gennemgangen viser også, at landsretten i 22 tilfælde stadfæstede byrettens dom,og i 14 tilfælde ændrede byrettens dom. I 2 tilfælde stadfæstede landsretten byret-tens dom vedrørende det ene barn, mens byrettens afgørelse blev ændret vedrø-rende det andet barn. I de 2 højesteretssager stadfæstede Højesteret i det ene til-fælde byrettens dom og ændrede landsrettens dom, se TFA2009.551. I det andettilfælde var sagen i byretten og landsretten blevet behandlet efter den tidligere lov

4.2. Påstande under sagerneEn afgørelse om forældremyndighed efter § 14, stk. 1, kan som det fremgår afbestemmelsen træffes efter anmodning fra en forælder, som ikke har del i foræl-dremyndigheden. Initiativet ligger således hos denne forælder, der derfor vil væresagsøger under byrettens behandling af forældremyndighedssagen.Retten er bundet af parterne påstande og vil på baggrund af formuleringen af § 14,stk. 1, ikke kunne træffe afgørelse om fælles forældremyndighed eller om overfør-sel af forældremyndigheden, hvis den forælder, der ikke har del i forældremyndig-heden, ikke har nedlagt påstand herom, se TFA2008.65. Derudover kan der kundømmes til fælles forældremyndighed, hvis mindst én af forældrene ønsker det.§ 14, stk. 1, medfører således, at den forælder, der har forældremyndigheden, somsagsøgt ikke kan nedlægge og få prøvet en påstand om fælles forældremyndighed,medmindre sagsøger har nedlagt påstand herom.Gennemgangen af dommene viser dog, at det er sjældent, at den forælder, der ikkehar del i forældremyndigheden, ikke nedlægger påstand om fælles forældremyndig-hed. I kun 1 ud af de 40 domme nedlagde den forælder, der ikke havde del i foræl-dremyndigheden, alene en påstand om overførsel af forældremyndigheden i bådebyretten og landsretten, og i 4 tilfælde nedlagde forælderen for landsretten alenepåstand om overførsel af forældremyndigheden.Ser man på de principale og subsidiære påstande viser gennemgangen af domme-ne, at sagsøgers principale påstand ved sagens start i byretten ofte var fælles foræl-dremyndighed. Der blev således kun i 10 tilfælde nedlagt principal påstand omoverførsel af forældremyndigheden fra sagsøgers side. I 8 af disse 10 sager var sag-søgers principale påstand suppleret med en subsidiær påstand om fælles forældre-myndighed.Sagsøgers påstande i landsretten eller Højesteret giver samme billede. I 10 tilfældeblev der i landsretten eller Højesteret fra den forælder, der ikke havde forældre-myndigheden, nedlagt principal påstand om overførsel af forældremyndigheden,mens den principale påstand i 30 tilfælde var fælles forældremyndighed. I 7 ud afde 10 sager var den principale påstand om overførsel af forældremyndighed sup-pleret med en subsidiær påstand om fælles forældremyndighed. I de 30 tilfælde,DOMSPRAKSIS OMFÆLLES FORÆLDREMYNDIGHED

4.3. KriterietKriteriet for rettens afgørelser om forældremyndighed efter § 14, stk. 1, fremgår aflovens § 4, hvorefter afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedstfor barnet. Retten skal altså foretage en konkret og individuel vurdering af, om deter bedst for det pågældende barn, at der etableres fælles forældremyndighed, ellerom forældremyndigheden skal overføres til den anden forælder.Der gælder efter ordlyden af § 14, stk. 1, ikke et krav om tungtvejende grunde somi § 11 om ophævelse af den fælles forældremyndighed. Gennemgangen af domme-ne viser da også, at der i de fleste tilfælde henvises til både § 14, stk. 1, og § 4, ipræmisserne, se f.eks. TFA2009.402, hvor landsretten tilsidesatte byrettens anven-delse af § 14, stk. 1, jf. § 11, og i stedet anvendte § 14, stk. 1, jf. § 4.Efter ordlyden af § 14, stk. 1, ses der således ikke at gælde en formodning for, atfælles forældremyndighed er bedst for barnet på samme måde som efter § 11. Detfremgår dog af bemærkningerne til bestemmelsen, at de forhold, som kan føre tilophævelse af den fælles forældremyndighed efter § 11, dvs. tungtvejende grunde,indgår i vurderingen af, om det er bedst for barnet, at der etableres fælles foræl-dremyndighed, se nærmere herom under afsnit 4.4.

til barnet er det ikke afgørende, hvilket omfang samværet har haft, men at der harværet en kontakt mellem forælderen og barnet. Hvis den manglende kontakt skyl-des samværssabotage, skal dette indgå i bedømmelsen, sådan at samværsforælde-rens mulighed for at få fælles forældremyndighed ikke svækkes. Derudover frem-går det, at de faktiske forhold har stor betydning, ikke mindst hvis barnet i længereperioder har boet hos den, der nu søger om del i forældremyndigheden.Af Folketingets Retsudvalgs betænkning over forslag til forældreansvarslov frem-går, at det også er afgørende, hvad der er baggrunden for, at den pågældende for-ælder, der søger om del i forældremyndigheden, ikke tidligere har haft del i foræl-dremyndigheden eller er blevet frataget denne.Det er også afgørende for vurderingen af, om det er bedst for barnet, at der etable-res fælles forældremyndighed, om der foreligger forhold, som taler imod etableringaf fælles forældremyndighed. De forhold, der kan tale imod etablering af fællesforældremyndighed efter § 14, stk. 1, er de samme forhold, som kan føre til ophæ-velse af den fælles forældremyndighed efter § 11. Foreligger der en af de grunde,som kan føre til ophævelse af den fælles forældremyndighed efter § 11, kan derefter § 14, stk. 1, således heller ikke dømmes til fælles forældremyndighed.Der kan ifølge forarbejderne altså ikke etableres fælles forældremyndighed efter §14, stk. 1,hvisder foreligger svære og uovervindelige samarbejdsproblemer,hvisden ene forælder har udøvet vold e.l., herunder seksuelle krænkelser, mod barnet,den anden forælder eller andre i familien,hvisen af forældrene er uegnet som for-ældremyndighedsindehaver, f.eks. på grund af massivt misbrug, en alvorlig psykisklidelse eller andet, der gør forælderen uegnet til at deltage i væsentlige beslutningervedrørende barnets liv,eller hvisen forælder ikke er interesseret i at varetage om-sorgen for barnet og ved sin adfærd har vist, at den pågældende ikke er interessereti at deltage i barnets liv.Derudover er der i lovbemærkningerne taget stilling til nogle konkrete situationer.Det fremgår således, at der i de tilfælde, hvor forældrene er flyttet fra hinanden førbarnets fødsel, og der søges om del i forældremyndigheden kort tid efter fødslen,kan lægges vægt på, hvor lang tid parret har levet sammen inden samlivsophævel-sen, og om det er sandsynliggjort, at der på baggrund af dette forudgående fælles-skab kan etableres et samarbejde omkring barnet. Der vil efter omstændighedernekunne lægges vægt på forældrenes indbyrdes relationer og forholdets varighed, selvom forældrene ikke har boet sammen.Det fremgår også, at der som udgangspunkt vil kunne etableres fælles forældre-myndighed, hvis den ene af forældrene er blevet fradømt forældremyndighedenefter lov om forældremyndighed og samvær i forbindelse med en samlivsophævel-se på grund af uenighed om barnets bopæl, og den pågældende forælder i periodensiden samlivsophævelsen har opretholdt kontakt til barnet. Søges der om del i for-DOMSPRAKSIS OMFÆLLES FORÆLDREMYNDIGHED

4.4.1. DOMME OM ETABLERING AF FÆLLES FORÆLDRE-MYNDIGHEDGennemgangen af de 17 domme, hvor der blev etableret fælles forældremyndig-hed, viser, at der i hovedparten af dommene blev lagt vægt påforældrenes evnetil at samarbejde, herunder på konfliktniveauet mellem forældrene.Som ek-sempler herpå kan følgende domme nævnes:I TFA2010.782/2 havde forældrene til en 4-årig dreng kun meget kortvarigt levetsammen, og moren havde fra fødslen forældremyndigheden alene. Der havde væ-ret flere samværssager i statsforvaltningen, men samværet fungerede nu ifølge fa-ren. Ifølge moren havde forældrene intet samarbejde og kommunikerede kun viamails, sms og kontaktbog. Byretten fandt det ikke sandsynligt, at forældrene kunnesagen, at der ikke i parternes og Sden fornødne vægt taler imod at etablere fælles forældremyndighed over S. Der ersåledes ikke grundlag for at fravige forældreansvarslovens udgangspunkt om fælles

I TFA2010.390 havde moren forældremyndigheden alene i henhold til aftale ind-gået i september 2009. Forældrene havde kun samlevet i ca. 4 måneder. Morenville nu flytte til Australien, hvor hun havde fundet en kæreste over internettet.Moren oplyste under byrettens behandling af sagen, at faren havde været megettemperamentsfuld under deres samliv, og at han en gang havde taget kvælertag påhende. Byretten lagde til grund, at faren før samlivsophævelsen var sammen medfamilien, herunder barnet næsten dagligt, at der efter samlivsophævelsen fortsathavde været regelmæssigt samvær, og at baggrunden for, at forældrene aftalte, atmoren skulle have forældremyndigheden, alene var praktiske grunde. Byrettenv-om samarbejdsforholdet mellem sagsøgeren og sagsøgte er blevet anstrengt eftersagsøgtes udmelding om, at hun agter at flytte til Australien med D, og selvomsagsøgtes eventuelle flytning vil gøre det praktisk vanskeligt for parterne at samar-bejde, er der ikke efter sagens oplysninger i øvrigt grund til at antage, at konfliktni-veauet mellem parterne er så højt, at der er tungtvejende grunde, der taler for at

fravige forældreansvarslovens udgangspunkt om fælles forLandsretten stadfæstede byrettens dom.I TFA2010.127 havde moren siden 1999 haft forældremyndigheden alene over 10-årig pige og 12-årig dreng. Faren ønskede nu fælles forældremyndighed. Beggeforældre forklarede, at samarbejdet mellem dem var konfliktfyldt. Drengen havdedesuden problemer i skolen og i forhold til sociale relationer. Byretten fandt pågrund af forældrenes indbyrdes dårlige forhold og samarbejde, at det ikke ville væ-re bedst for børnene med fælles forældremyndighed. Landsretten ændrede byret-tens dom og etablerede fælles forældremyndighed med følgende begrundelse:arternes forklaringer må lægges til grund, at de hidtil har haftuoverensstemmelser, er der ikke grundlag for at antage, at der er tale om sværeuoverensstemmelser, eller at disse har afspejlet sig negativt hos børnene. Herefterog ud fra en samlet vurdering af oplysningerne i øvrigt findes der ikke at foreliggeomstændigheder, der med den fornødne vægt taler imod at etablere fælles foræl-

I TFA2009.551 flyttede forældrene fra hinanden, da barnet var cirka 1 år, og veddom af 1. september 2000 blev de skilt og aftalte, at moren skulle have forældre-myndigheden alene. Faren, der ikke boede langt fra moren og barnet, havde heref-ter regelmæssigt samvær med barnet. Byretten etablerede fælles forældremyndig-hed, idet retten ved afgørelsen lagde til grund, at samværet for tiden fungerede fint.Byretten fandt ikke, at der forelå sådanne problemer i samarbejdet i forhold tilbarnet, at der var grundlag for at fravige forældreansvarslovens udgangspunkt om,at der skal være fælles forældremyndighed. Landsretten ændrede byrettens dom,sådan at moren beholdt forældremyndigheden alene. Landsretten henviste navnligtil det oplyste om forældrenes samarbejde og til indholdet af den samtale, som by-retten havde afholdt med barnet. Højesteret stadfæstede byrettens dom om etable-

I TFA2009.417/3 var moren dansk, og faren kom fra et andet EU-land. De lærtehinanden at kende i 2006 og flyttede i efteråret sammen i en dansk by. Faren tog ijanuar 2007 til sit hjemland, men kom i juni 2007 tilbage til moren, der i juli fødtederes nu 1�-årige fællesbarn. Det lykkedes ikke moren og faren at etablere et fa-stere samliv, og fra barnets fødsel og frem var faren kun sammen med barnet isammenlagt 6 uger, herunder i form af månedligt weekendsamvær med 2 timer omlørdagen og 2 timer om søndagen. Byretten fandt, at moren og faren kunne etable-re et godt samarbejde om barnet, og at det derfor var bedst for barnet, at foræl-drene i fællesskab havde ansvaret for ham. Byretten henviste til, at faren siden bar-nets fødsel havde ønsket at få del i forældremyndigheden, og til det anførte omDOMSPRAKSIS OMFÆLLES FORÆLDREMYNDIGHED

Endelig kan nævnes TFA2009.283 hvor der i tråd med lovbemærkningerneblev foretaget en vurdering af, om der var forhold, der talte imod etablering af fæl-les forældremyndighed. Der blev således i præmisserne henvist til, at der ikke fore-lå sådanne varige og uovervindelige samarbejdsproblemer mellem forældrene, atdet var udelukket at genetablere den fælles forældremyndighed.Ved vurderingen af forældrenes samarbejde ses der i nogle af dommene også på,om der er tale omet barn med særlige behov.Her kan følgende domme nævnes:I TFA2010.57 havde det 10-årig barn siden forældrenes samlivsophævelse i 2002boet hos sin mor. Moren havde ved dom i 2004 fået forældremyndigheden alene,og faren ønskede nu, at forældremyndigheden blev overført til ham, subsidiært atder blev etableret fælles forældremyndighed. Barnet og moren led af ADHD, ogfaren var skeptisk over for, om det var nødvendigt, at barnet fik så megen medicin.Af en skoleudtalelse fremgik, at forældrene var dybt uenige med hensyn tilADHD-medicinen. Under en samtale med dommeren og en børnesagkyndig gavbarnet udtryk for, at han gerne vil bo 7 dage hos hver af forældrene. Byretten fandtdet bedst for barnet, at moren fortsat havde forældremyndigheden alene. Byrettenlagde bl.a. vægt på uenigheden om behandlingen, og at barnet havde behov for enfast og struktureret tilværelse, hvor han ikke måtte udsættes for risiko for at blivepræget af forældrenes eventuelle uoverensstemmelser. Faren ankede og forklaredei landsretten, at han nu havde accepteret, at barnet havde ADHD og havde brugfor medicin. Moren forklarede, at samarbejdet med faren efter byretsdommen vargået op og ned. Landsretten ændrede byrettens dom og etablerede fælles foræl-s-førelsen for landsretten ikke er sandsynliggjort, at parternes samarbejde, herunderøden vægt taler

samvær, hvis der var behov for det. Flertallet lagde også vægt på, at forældrenessamarbejde om barnets samvær og hans forhold i øvrigt var bedret væsentligt, ogfandt på trods af, at barnet måtte anses at have særlige behov på grund af sin diag-nose ADHD ikke, at fælles forældremyndighed ville medføre en relevant risiko for,at konfliktniveauet mellem forældrene ville blive optrappet. Flertallet fandt detherefter bedst for barnet med fælles forældremyndighed. Mindretallet fandt påbaggrund af den tvivl, der var om farens forståelse for barnets situation, ikke atfælles forældremyndighed kunne anses for bedst for barnet.Det skal som nævnt indgå i vurderingen af, om der skal etableres fælles forældre-myndighed eller ej, om der foreligger forhold, som taler imod etablering af fællesforældremyndighed. Der kan således f.eks. ikke etableres fælles forældremyndighedefter § 14, stk. 1, hvis den ene forælder har udøvet vold e.l., herunder seksuellekrænkelser, mod barnet, den anden forælder eller andre i familien.Oplysninger omvoldforelå i TFA2010.390 som er omtalt oven for og iTFA2010.226. I sidstnævnte sag ophævede forældrene til den nu 1½-årige pigesamlivet før fødslen, men faren havde kontinuerligt haft samvær med pigen. Farenønskede nu fælles forældremyndighed. Moren forklarede, at faren havde væretvoldelig under samlivet, hvilket han benægtede. En børnesagkyndig undersøgelseanbefalede, at moren fik forældremyndigheden alene. Byretten lagde til grund, atder var en dyb mistillid mellem forældrene, som fortsat påvirkede navnlig morenmeget, og at det på nuværende tidspunkt ikke var bedst for pigen, at der blev etab-leret fælles forældremyndighed. Byretten lagde ved afgørelsen også vægt på anbefa-lingen i den børnesagkyndige undersøgelse. Landsretten ændrede byrettens dom ogetablerede fælles forældremyndighed, da landsretten efter en samlet vurdering afoplysningerne i sagen ikke fandt, at der i forældrenes og barnets forhold forelåomstændigheder, der med den fornødne vægt talte imod at etablere fælles foræl-dremyndighed. Landsretten anførte, at der ikke var grundlag for at fravige foræl-dreansvarslovens udgangspunkt om fælles forældremyndighed.Barnets relation til den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden,ersom nævnt af afgørende betydning for vurderingen af om, det er bedst for barnet,at der dømmes til fælles forældremyndighed. I tråd hermed er der i disse to dom-mes præmisser henvist til tilknytningen mellem barnet og forælderen:I TFA2009.299 havde moren haft forældremyndigheden alene over det nu 11-årigebarn, siden barnet var 1½ år. Landsretten stadfæstede byrettens dom om genetab-lering af fælles forældremyndighed. På baggrund af en børnesagkyndig erklæringog den samlede bevisførelse for landsretten, der navnlig bestod i partsforklaringerog en fortrolig samtale med barnet, lagde landsretten til grund, at der var et særligttæt følelsesmæssigt forhold mellem barnet og faren. Landsretten fandt herefter, atdet selvom barnet havde boet hos sin mor siden forældrenes samlivsophævelse,

og selvom moren havde haft forældremyndigheden alene siden barnet var 1½ årvar bedst for barnet, at der blev etableret fælles forældremyndighed.I TFA2009.264 var samlivet blevet ophævet i 2003, og moren havde ved dom fra2004 fået forældremyndigheden alene over det nu 8-årige barn. Faren, der havdemarokkansk baggrund, var enig i, at barnet skulle bo hos moren, og ønskede fællesforældremyndighed. Landsretten stadfæstede byrettens dom om etablering af fællesforældremyndighed, da faren havde haft regelmæssigt samvær med overnatning, ogbarnet ifølge samtalen i byretten var følelsesmæssigt knyttet til faren og ønskedeøget samvær. Landsretten fandt ikke, at der mellem forældrene var uenighed omskolevalg, religion, bopæl eller opdragelse, eller at der i øvrigt eksisterede et sådantkonfliktniveau mellem dem, at de ikke ville være i stand til at samarbejde om ud-øvelsen af fælles forældremyndighed.I følgende dom sesrettens samtalemed det 17½-årige barn at have haft betyd-ning for sagens afgørelse:I TFA 2009.367 var forældremyndighedssagen i byretten og landsretten blev af-gjort efter lov om forældremyndighed og samvær. Højesteret fastslog ved kendelseaf 11. december 2008, at forældreansvarsloven fandt anvendelse under sagen. VedHøjesterets afgørelse af forældremyndighedsspørgsmålet i februar 2009 var barnet17½ år, og havde siden juni 2007 haft ophold på en institution. Forældrene varenige om, at hun skulle blive boende dér, i hvert fald indtil hun fyldte 18 år. Bar-net gav under en samtale med de deltagende højesteretsdommere udtryk for, athun helst så, at forældrene fik fælles forældremyndighed over hende. Højesteretfandt ud fra en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, at der ikke i forældrenesog barnets forhold forelå omstændigheder, der med den fornødne vægt talte imodetablering af fælles forældremyndighed.

ring, til grund, at børnene havde det godt hos hende. Landsretten fandt derfor ikkegrundlag for at imødekomme farens principale påstand om overførsel af foræl-dremyndigheden til ham. I forhold til farens subsidiære påstand om etablering afm-menholdt med den børnesagkyndige erklæring og den foretagne § 50-undersøgelselægger landsretten til grund, at det ikke er lykkedes parterne at få et samarbejde ombørnene til at fungere i de ca. 7 år, der er forløbet siden samlivets ophævelse, udenat det ensidigt kan lægges M til last. Det lægges endvidere til grund, at det dårligesamarbejde er belastende for børnene. Efter det, der er fremkommet for landsret-ten, er der ikke grundlag for at antage, at en fælles forældremyndighed vil forbedresamarbejdet til gavn for børnene, men tværtimod er der risiko for, at konflikternevil bbørnene, at der ikke blev etableret fælles forældremyndighed.I TFA2009.415/2 bestemte byretten, at der skulle etableres fælles forældremyndig-hed over børn på 12, 10 og 8 år. Landsretten fandt efter forældrenes konfliktfyldteforhold, at der var sådanne samarbejdsvanskeligheder mellem dem, at det var bedstfor børnene, at der ikke var fælles forældremyndighed. Landsretten bemærkede, atorældremyndighed ikke er tænkt anvendt som tvangsmiddel til samarbejde

I en række domme ses der udover forældrenes samarbejdsproblemer også på,om der er tale omet barn med særlige behov.Som eksempler kan følgendedomme nævnes:I TFA2010.232 havde forældrene til det nu 10-årige barn aldrig boet sammen, ogfaren havde siden før barnets fødsel været gift med en anden kvinde. Samværetmellem faren og barnet havde været uregelmæssigt og i perioder ophævet. Barnethavde adfærds- og trivselsproblemer, og ifølge den børnesagkyndige erklæring varhan knyttet til både sin mor og sin far og havde behov for stabilitet, overskuelig-hed og tæt voksenstøtte. Byretten etablerede fælles forældremyndighed, da det ikkevar godtgjort, at der forelå så uovervindelige samarbejdsproblemer eller konflikter,at fælles forældremyndighed ville være til skade for barnet. Da sagen blev behand-let i landsretten, havde drengen i nogle måneder boet hos sin far på grund af mo-rens sygdom, men forældrene var enige om, at barnet skulle bo hos moren frem-over. Moren oplyste, at der var overvejelser om en midlertidig anbringelse uden forhjemmet, hvilket faren var stærkt imod. Landsretten bestemte, at moren fortsatskulle have forældremyndigheden alene. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at kontak-ten mellem faren og barnet havde været begrænset og uregelmæssig frem til fornylig, at barnet havde personlighedsmæssige problemer, og at barnet ifølge denbørnesagkyndige undersøgelse havde behov for stabilitet, regelmæssighed og over-skuelighed i sin dagligdag. Landsretten lagde også vægt på, at forældrene kun hav-de begrænset kommunikation, at de ikke havde et aktuelt samarbejde omkring bar-net, at de ikke havde samme opfattelse af, hvilke tiltag som var nødvendige i for-DOMSPRAKSIS OMFÆLLES FORÆLDREMYNDIGHED

hold til barnets særlige behov, og at deres konfliktniveau vurderedes til at værehøjt.I TFA2009.493 havde moren haft forældremyndigheden alene siden forældrenessamlivsophævelse i 2002, og faren ønskede nu forældremyndigheden alene. Det nu8-årige barn led af Tourettes syndrom, ADHD og autisme, og der havde på noglepunkter været uenighed mellem forældrene om behandlingen. Landsretten ændre-de byrettens dom om fælles forældremyndighed, sådan at moren fortsat havdeforældremyndigheden aleneg-domme har S behov for, at der regelmæssigt træffes en række væsentlige beslut-ninger, herunder om den medicinske behandling og skolegang. Det forudsætterved fælles forældremyndighed over S, at forældrene kan samarbejde godt, såledesat der hurtigst muligt kan opnås enighed til gavn for S. Moderen har i en lang år-række haft forældremyndigheden over S alene, og det må lægges til grund, at for-ældrene siden samlivsophævelsen hovedsageligt har kommunikeret skriftligt. Efterbevisførelsen, herunder de afgivne forklaringer og det indtryk, som forældrene hargivet landsretten, finder landsretten, at det er ganske usikkert, om samarbejdet mel-lem forældrene kan blive væsentligt forbedret, hvis faderen tillige får del i foræl-dremyndigheden over S. Herefter og efter en samlet vurdering af bevisførelsen iøvrigt finder landsretten, at det er bedst for S, at der ikke etableres fælles foræl-

Uenighed om væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold,som efterlovens § 3, stk. 1, kræver enighed mellem forældre med fælles forældremyndighed,har været behandlet i nogle af dommene.I TFA2010.264 var forældrene uenige om religion og skolevalg. I denne sag havdemoren siden 2003 haft forældremyndigheden alene over det nu 10-årige barn, ogfaren ønskede nu fælles forældremyndighed. Begge forældre var muslimer, men dervar ifølge moren uenighed om barnets religiøse opdragelse og om skolevalg, dafaren ønskede, at barnet skulle gå i muslimsk skole, hvilket hun var imod. Farenhavde tre år tidligere fået udstedt pas til barnet uden morens viden og havde næg-tet at udlevere det. Moren frygtede derfor bortførelse. Efter udlevering af passet tilmoren havde samværet fungeret uden større problemer. Landsretten stadfæstedebyrettens dom om ikke at etablere fælles forældremyndighed med følgende be-DOMSPRAKSIS OMFÆLLES FORÆLDREMYNDIGHED

Forældrenes uenighed om skolevalg førte i følgende sag til, at der ikke blev etable-ret fælles forældremyndighed:I TFA2010.136 havde faren siden 2001 haft forældremyndigheden over det nu 13-årige barn. Samværet med moren var aftalt som en deleordning. Moren ønskedeforældremyndigheden overført til sig, subsidiært fælles forældremyndighed, og atbarnet fik bopæl hos hende, da barnet havde givet udtryk for, at hun ønskede atvære mere hos moren, og at hun ønskede at skifte skole til en skole i nærheden afmorens bopæl. Byretten fandt uanset barnets tilkendegivelser at det var bedstfor hende, at faren beholdt forældremyndigheden, og bemærkede, at selvom foræl-drene i øvrigt ville være i stand til at varetage forældremyndigheden i fællesskab,var der ikke grundlag herfor, da der var uenighed om skolevalg. Landsretten stad-fæstede dommen og udtalte blandt andet, at uenigheden om skolevalg syntes atvære et væsentligt forhold i forældrenes konflikt, og at der herefter ikke forelå så-danne forhold mellem forældrene, at der kunne etableres fælles forældremyndig-hed.Uenighed om skolevalg og andre væsentlige enkeltspørgsmål blev behandlet iTFA2009.83. I denne sag var den fælles forældremyndighed over det nu 10-årigebarn i sommeren 2006 blev ophævet ved dom og tillagt moren alene, og der blevetableret en 6/8-ordning, som fortsat var gældende. Faren ønskede nu fælles for-ældremyndighed. Byretten afslog at etablere fælles forældremyndighed. Byrettenfandt efter oplysningerne om forældrenes tvister om skolevalg, uoverensstemmel-ser om daglige spørgsmål og om udlevering af pas, at forældrenes konfliktniveauoverskyggede det eventuelt positive for barnet i en fælles forældremyndighed. By-retten fandt derfor, at der forelå tungtvejende grunde til ikke at etablere fælles for-ældremyndighed, og at det var bedst for barnet, at forældremyndigheden alene varhos moren. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse, og anførte, at der var

ældremyndighed ikke svækkes. Det fremgår også, at hvis forældrenes konflikteromkring samarbejdet om barnet skyldes, at den ene forælder uden påviselig grundhar forsøgt at hindre den anden forælders kontakt til barnet, skal dette ligesomved afgørelser efter § 11 tillægges betydelig vægt5.I TFA2010.555, TFA2010.350 og TFA2009.545/2 forelå der samværschikane, ogder blev i alle 3 domme både taget stilling til, om forældremyndigheden skulleoverføres til den anden forælder, eller om der skulle etableres fælles forældremyn-dighed. I forhold til fælles forældremyndighed blev dette ikke etableret i nogle afdommene, da der bl.a. blev henvist til forældrenes konfliktfyldte forhold og sværesamarbejdsvanskeligheder. Dommene er også gennemgået i afsnit 4.5.Vold m.v.fik betydning i TFA2009.191, hvor faren ønskede fælles forældremyn-dighed over det nu 5-årige barn, som moren havde haft forældremyndigheden overalene, siden den fælles forældremyndighed blev ophævet ved dom i februar 2007. Idenne sag stadfæstede landsretten byrettens dom om, at der ikke skulle etableresfælles forældremyndighed. Landsretten henviste til de grunde, som byretten havdeanført, herunder at faren ved dom i november 2007 var dømt for trusler over formoren, og at han fortsat havde politihold i forhold til hende og hendes andet barn.Landsretten var på den baggrund enig med byretten i, at der forelå uovervindeligesamarbejdsvanskeligheder, og at det derfor var bedst for barnet, at forældremyn-digheden forblev hos moren alene.I TFA2009.375 ønskede faren fælles forældremyndighed over det knap 7-årigebarn. Moren havde siden dom fra juni 2005 haft forældremyndigheden alene. Mo-ren oplyste under sagen, at faren tidligere havde slået hende foran barnet. Lands-retten lagde til grund, at der efter forældrenes samlivsophævelse havde været man-ge konflikter mellem forældrene vedrørende samværet. Vedrørende morens oplys-r-dere rigtigheden heraf, men moderens holdning til faderen viser, at det ikke ersandsynligt, at forældrene, hvis der blev etableret fælles forældremyndighed, vilåt-te være enige oogså til grund, at barnet blev påvirket af for-ældrenes forhold til hinanden i negativ retning, og fandt herefter, at de anførte om-stændigheder og en samlet vurdering af forældrenes forhold i øvrigt med fornødenvægt talte imod, at der blev etableret fælles forældremyndighed. Det var derforbedst for barnet, at forældremyndigheden forblev hos moren.Oplysninger om vold forelå også i TFA2009.459, som er omtalt ovenfor. I lands-rettens præmisser omtales morens oplysninger om vold dog ikke direkte. Landsret-ten fandt dog i denne sag ikke grundlag for at etablere fælles forældremyndighedpå grund af forældrenes manglende evne til at samarbejde, og da der var risiko for,at fælles forældremyndighed ville skærpe konflikterne til skade for børnene. Lands-5

retten henviste i den forbindelse til parternes forklaringer, den børnesagkyndigeerklæring og § 50-undersøgelsen.Spørgsmålet om, hvorvidt en forælders forbrug afalkoholhar betydning ved af-gørelsen om etablering af fælles forældremyndighed, har været behandlet iTFA2009.280. I denne sag ønskede faren fælles forældremyndighed over de 2 børnpå 10 og 14 år. Den 14-årige gik på en specialskole for børn med Asberger-syndrom, og der forelå oplysninger om, at faren havde et alkoholforbrug. Byrettenbestemte, at der ikke skulle etableres fælles forældremyndighed, idet der blev hen-vist til farens betydelige alkoholforbrug og til, at han drak under samvær. Landsret-ten stadfæstede byrettens dom og henviste i præmisserne til oplysningerne omforældrenes forhold, deres indbyrdes relationer og navnlig det ældste barns særligebehov.I TFA2010.598 fik det forhold, at en forælderikke havde vist interesse for atvaretage omsorgen for barnetog ved sin adfærd havde vist, at den pågældendeikke havde til hensigt at deltage i barnets liv, betydning. I denne sag var moren, derkom fra Vietnam, og faren, der kom fra Kina, blevet gift i juni 1995, men separeretallerede i august 1995, og i 1997 blev ægteskabet opløst. I marts 1996 fødte morenbarnet. Faren ville ikke umiddelbart anerkende faderskabet, og der blev ikke etab-leret nogen kontakt mellem faren og barnet. Faren ønskede nu at få kontakt medbarnet og at få del i forældremyndigheden, som moren havde alene. Da faren ikkehavde haft kontakt med det nu 14-årige barn, tiltrådte landsretten, at det var bedstfor barnet, at moren fortsat havde forældremyndigheden alene.Endelig sesbarnets egen holdningi nogle domme at have haft betydning vedvurderingen af, om der skal etableres fælles forældremyndighed eller ej.I TFA2010.143/2 havde moren siden fødslen haft forældremyndigheden aleneover to børn på nu 12 og 15 år, og forældrene havde ophævet samlivet, da morenvar gravid med den yngste dreng. Faren ønskede nu fælles forældremyndighed.Efter en konflikt i 2005 mellem faren og det ældste barn, efter at barnet havde ud-øvet hærværk i farens hus, mens denne var på ferie, ønskede barnet ikke at se sinfar, og der havde kun været sporadisk kontakt mellem faren og barnet siden 2005.Det ældste barn gav under samtaler med dommerne i byretten og landsretten ud-tryk for, at han ikke ønskede at se sin far. Byretten bestemte, at der skulle etableresfælles forældremyndighed over begge børn. Landsretten stadfæstede for så vidtangår det yngste barn, men fandt efter en samlet vurdering af sagens oplysninger,herunder forældrenes forklaringer og samtalerne i byretten og landsretten med detældste barn, at det var bedst for ham, at moren fortsat havde forældremyndighe-den over ham alene.I TFA2010.43 havde forældrene til det nu 13-årige barn ikke boet sammen efterbarnets fødsel, og moren havde altid haft forældremyndigheden alene. SamværetDOMSPRAKSIS OMFÆLLES FORÆLDREMYNDIGHED

4.5. Domme om overførsel af forældremyndighedenOm overførsel af forældremyndighed fremgår det af lovforslagets bemærkninger,at der ved vurderingen af barnets bedste, jf. § 4, skal tages hensyn til, om indehave-ren af forældremyndigheden uden rimelig grund hindrer den anden forælders kon-takt til barnet. Hvis barnet må antages at lide under, at den ene forælder til stadig-hed umuliggør et samarbejde omkring den anden forælders kontakt til barnet, måretten derfor anlægge et fremtidsorienteret børneperspektiv, sådan at det nøjeovervejes, hvad der på længere sigt vil være det bedste for barnet. Hvis den andenforælder vil være bedre egnet til at varetage samarbejdet omkring barnet og sikrebarnets kontakt til begge forældre, skal forældremyndigheden overføres til denne.Bemærkningerne er i tråd med hovedprincippet i forældreansvarsloven om, at bar-net har ret til to forældre.Landsretten har i 10 ud af de 40 domme taget stilling til, om forældremyndighedenskal overføres til den forælder, der ikke har forældremyndigheden. I 6 af dissedomme har spørgsmålet omsamarbejdschikaneværet behandlet.I 4 af de 6 domme blev forældremyndigheden ikke overført til den forælder, derikke havde forældremyndigheden:I TFA2010.736 havde forældrene til det nu 3-årige barn ikke levet sammen efterbarnets fødsel, og moren havde forældremyndigheden alene. Faren ønskede nuforældremyndigheden overført til sig. Fra barnet var ca. 4 til 10 måneder gammel,havde faren samvær 1 time om ugen på morens bopæl. Herefter ønskede morenikke længere, at der skulle være samvær, og efter 3 overvågede samvær i august2008, der ifølge overvågeren forløb fint, havde faren ikke set barnet. En børnesag-kyndig undersøgelse iværksat af fogedretten måtte opgives, da moren ikke villemedvirke, og trods udkørende fogedforretning til børnehave og morens bopæl vardet ikke lykkedes at gennemføre samværet. I juni 2010 flyttede moren til Indienmed barnet. Landsretten lagde til grund, at moren uden rimelig grund havde hin-dret samværet mellem barnet og faren, og at moren således havde udøvet sam-værschikane i flere år og i størstedelen af barnets liv. Landsretten vurderede dog, atdet ville være så indgribende og forbundet med sådanne omkostninger for barnet,hvis forældremyndigheden over hende blev overført til faren, at dette ikke villeDOMSPRAKSIS OMFÆLLES FORÆLDREMYNDIGHED

være bedst for hende. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom om ikke atoverføre forældremyndigheden over barnet til faren.I TFA2010.555 havde det nu 7-årige barn boet hos sin mor siden forældrenes sam-livsophævelse, da hun var under 1 år gammel. Moren fik i 2004 ved dom foræl-dremyndigheden alene. Moren havde gentagne gange beskyldt faren for at værepsykisk uligevægtig og voldelig over for barnet og havde på den baggrund forsøgtat få samværet indskrænket. Disse beskyldninger understøttedes ikke af den børne-sagkyndige undersøgelse eller af andet, og barnet benægtede selv at være blevetslået. Byretten overførte forældremyndigheden til faren, da denne var bedst til atsikre barnet ro og stabilitet og en naturlig kontakt til begge forældre. Landsrettenændrede dommen, så moren fortsat havde forældremyndigheden alene. Landsret-ten lagde vægt på, at moren ikke havde udøvet samværschikane eller på anden må-de hindret kontakten mellem faren og barnet, og at barnet hele sit liv havde boethos moren og trivedes der. Landsretten anførte, at det uanset morens uhensigts-mæssige adfærd og vedvarende, men udokumenterede, beskyldninger mod farenom vold eller voldsom adfærd, ikke på nuværende tidspunkt kunne anses for bedstfor barnet, at forældremyndigheden blev overført til faren.I TFA2010.350 havde forældrene til det nu 7-årige barn ophævet samlivet, da hunvar spæd, og faren havde ikke set hende siden 2005, da moren trods gentagne fo-gedsager, tvangsbøder og forvaring havde nægtet at udlevere barnet til samvær.Landsretten lagde ligesom byretten til grund, at moren i en længere årrække havdeudøvet samværschikane ved uden rimelig grund at have hindret farens samværmed barnet. Landsretten vurderede dog i lighed med byretten, at det ville være såindgribende og forbundet med sådanne omkostninger for barnet, såfremt foræl-dremyndigheden skulle overføres til faren, at en overførsel ikke ville være bedst forbarnet. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom om ikke at overføre foræl-dremyndigheden til faren.I TFA2009.545/2 havde forældrene til det nu 5-årige barn aldrig levet sammen, ogmoren havde fra fødslen haft forældremyndigheden alene. Moren havde trods gen-tagne fogedsager nægtet at udlevere barnet til samvær, og faren havde sidst setbarnet, da han var 7 uger gammel. I byretten fortalte moren, at barnet troede, atfaren til hendes to ældste børn også var hans far. Byretten lagde til grund, at morenuden rimelig grund havde hindret farens kontakt til barnet. Byretten fandt på trodsaf den udøvede samværschikane, at det var bedst for barnet der havde boet helelivet hos sin mor og formentlig ikke var bekendt med farens eksistens at foræl-dremyndigheden fortsat skulle tilkomme moren alene. Landsretten stadfæstede ihenhold til grundene.I 2 af dommene overførte landsretten på grund af samarbejdschikanen forældre-myndigheden til den forælder, der ikke havde forældremyndigheden:

I TFA2010.211 havde forældrene til det nu 9-årige barn ophævet samlivet, da bar-net var under 1 år gammel, og barnet havde siden boet hos sin mor. Moren havdeflere gange politianmeldt faren for seksuelle krænkelser, og efterforskningen varhver gang blevet henlagt. Moren havde på grund af disse beskyldninger nægtet atudlevere barnet til samvær, og der havde i perioden 2002 til 2008 været 9 fogedsa-ger. Byretten fandt begge forældre egnede til at have forældremyndigheden, menlagde vægt på, at moren uden rimelig grund havde hindret farens samvær, og enbørnesagkyndig erklæring og fandt, at faren måtte antages at være den bedste til atsikre, at barnet i fremtiden fik en god kontakt til begge forældre, og ikke igen komi loyalitetskonflikt mellem sine forældre. Landsretten stadfæstede i henhold tilgrundene og bemærkede derudover, at faren syntes at være mest ressourcestærk oghave bedst blik for barnets udvikling og til at drage omsorg for, at barnet kunne fåden fornødne støtte. Landsretten bemærkede også, at barnet måtte anses for atvære faldet godt til hos faren, men at landsretten ikke lagde afgørende vægt herpåhenset til det korte tidsrum, barnet havde boet hos faren efter byretsdommen.I TFA2009.177 var det 5-årige barn i august 2007 blevet tvangsfjernet fra moren,der havde forældremyndigheden alene. Farens kontakt med barnet havde i perio-der efter forældrenes ophævelse af samlivet i 2003 været begrænset. Efter tvangs-fjernelsen havde faren igen etableret en fast kontakt med barnet, og trods det be-grænsede samvær havde faren en god og indlevende kontakt med barnet. Byrettenlagde til grund, at moren ikke havde formået at give barnet den nødvendige tryg-hed og omsorg, og at dette havde ført til åbenbar risiko for alvorlig skade på bar-nets sundhed og udvikling. Byretten lagde også til grund, at det begrænsede sam-vær mellem faren og barnet skyldtes, at moren ikke havde ønsket at medvirke tilsamvær, men tværtimod havde lagt hindringer i vejen for samværets gennemførel-se. Byretten fandt herefter, at det var bedst for barnet, at forældremyndighedenblev overført til faren. Under landsrettens behandling af sagen kom det frem, atmoren var blevet dømt for vold mod barnet. Landsretten stadfæstede byrettensdom i henhold til grundene, som var blevet bestyrket ved bevisførelsen for lands-retten.I de resterende domme, hvor landsretten har taget stilling til, om forældremyndig-heden skal overføres til den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, erforældremyndigheden i ingen af sagerne blevet overført til denne forælder. Someksempler kan følgende domme nævnes.I TFA2010.136 som også er omtalt under afsnit 4.4.2. lagde landsretten tilgrund, at faren, der i ca. 8 år havde haft forældremyndigheden alene over det 13-årige barn, havde formået på fuldt tilfredsstillende måde at forestå en opvækst ogudvikling for barnet, der fremstod som en socialt velfungerende ung pige og havdeet godt netværk med veninder og sportsaktiviteter hos faren. Landsretten fandtderfor, at der måtte kræves særlige holdepunkter for at fastslå, at det alligevel villevære bedst for barnet, at forældremyndigheden blev overført til moren. Uanset atDOMSPRAKSIS OMFÆLLES FORÆLDREMYNDIGHED

barnet havde tilkendegivet, at hun gerne ville flytte til sin mor, fandt landsrettenikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at det ville være bedst for barnet, at for-ældremyndigheden blev overført til moren.I TFA2009.459 anførte landsretten, at børnene på 6 og 8 år hele deres liv havdeboet sammen med moren, og at det efter de foreliggende oplysninger, herunder enbørnesagkyndig erklæring, måtte lægges til grund, at de havde det godt hos hende.Da der ikke heroverfor var fremkommet oplysninger, der gav grundlag for at anta-ge, at det desuagtet ville være bedst for børnene, at forældremyndigheden blevoverført til faren, bestemte landsretten, at moren fortsat skulle have forældremyn-digheden alene.I TFA2009.293 stadfæstede landsretten byrettens dom om, at forældremyndighe-den skulle forblive hos moren alene. Landsretten lagde vægt på, at børnene på 13og 11 år havde boet hos deres mor siden forældrenes samlivsophævelse i 1998, ogat de efter det oplyste havde det godt. Landsretten lagde også vægt på, at børneneikke havde set deres far i de sidste mere end 4 år, og på det, der i en børnesagkyn-dig erklæring var anført om børnenes forhold til faren og om forholdet mellemforældrene.

4.6. Bevisførelse og inddragelsen af barnet og detsperspektivSom nævnt i afsnit 3.5. skal rettens afgørelser om forældremyndighed og barnetsbopæl, herunder om samvær, til enhver tid træffes ud fra, hvad der er bedst forbarnet, jf. forældreansvarslovens § 4. Retten skal i den forbindelse sørge for, at dersker en tilstrækkelig inddragelse af barnet og dets perspektiv, jf. forældreansvarslo-vens § 34, og skal også tage hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder ogmodenhed, jf. forældreansvarsloven § 5.Retssager om forældremyndighed og barnets bopæl, herunder om samvær, er om-fattet af en række særregler i retsplejelovens kapitel 42, som bl.a. indeholder reglerom rettens bevisførelse, herunder om tilvejebringelse af børnesagkyndige undersø-gelser, og om samtaler med barnet m.v. Der henvises til afsnit 3.5.Gennemgangen af de 40 domme viser, at der i 8 af sagerne blev foretaget enbør-nesagkyndig undersøgelsei forbindelse med sagen. Barnets alder i disse sagervar mellem 1½ år til 13 år.I 2 tilfælde var den børnesagkyndige undersøgelse blevet iværksat af statsforvalt-ningen og i de øvrige tilfælde af retten. Derudover forelå der i 4 sager tidligerebørnesagkyndige undersøgelser. Disse undersøgelser var blevet gennemført i hen-holdsvis 2003, 2004, 2005 og 2007.DOMSPRAKSIS OMFÆLLES FORÆLDREMYNDIGHED

I 6 af de 8 tilfælde, hvor der forelå en børnesagkyndig undersøgelse, henvistelandsretten til undersøgelsen i dommens præmisser.Der har været afholdten samtale med barneti 19 sager. Derudover har byretteni 2 sager (TFA2009.293 og TFA2009.287/2) villet afholde en samtale med børne-ne, som ikke kunne gennemføres, enten fordi moren ikke mødte op med børnenetil samtalen, eller fordi børnene ikke ønskede at møde op. I sidstnævnte sag afholdtlandsretten under ankesagen en fortrolig samtale med de 2 børn.Der har været afholdt såkaldt fortrolige samtaler6med barnet i 2 tilfælde(TFA2009.287/2 og TFA2009.299). Begge samtaler er blevet afholdt af landsret-ten. I TFA 2009.299 blev der også gennemført en børnesagkyndig undersøgelse.Der har ikke i andre sager end denne både været afholdt en samtale med barnet oggennemført en børnesagkyndig undersøgelse.I 2 sager (TFA2009.287/2 og TFA2009.283) havde der også været afholdt samtalermed børnene i statsforvaltningen. Der blev i begge disse sager også afholdt samta-ler med børnene i henholdsvis landsretten og byretten.Børnenes alder var i de 19 sager, hvor der blev afholdt en samtale, mellem 8 og17½ år. Der var i 13 tilfælde en børnesagkyndig til stede under samtalen, og de re-sterende 6 samtaler blev afholdt af dommeren/dommerne alene. I de tilfælde, hvorder var en børnesagkyndig til stede under samtalen, var barnet i alderen 8 til 15 år.I de 5 tilfælde, hvor dommeren/dommerne afholdt en samtale med barnet alene,var barnet henholdsvis 10, 11, 12, 15 og 17½ år. I 1 af tilfældene var der tale omsøskende på 12 og 15 år.Det har i næsten alle tilfælde været byretten, som har afholdt samtalen med barnet.I 15 tilfælde blev samtalen således afholdt af byretten, mens landsretten har afholdt2 samtaler og Højesteret 1 samtale. I 1 tilfælde (TFA2010.143/2) afholdt både by-retten og landsretten en samtale med barnet.I visse domme refereres hovedindholdet eller uddrag af samtalen, se f.eks.TFA2010.127 og TFA2010.43, men dette er ikke tilfældet i alle domme.I 10 af de 19 sager, hvor der har været afholdt en samtale med barnet, henviserbyretten og/eller landsretten i dommens præmisser direkte eller indirekte til samta-len med barnet. Samtalen er dog ikke det eneste, der henvises til i præmisserne, dader også henvises til særligt forældrenes forklaringer og eventuelle andre oplysnin-ger, som er fremlagt under sagen, herunder udtalelser fra skole og institution.

I 13 ud af de 21 sager, hvor der ikke har været afholdt en samtale med barnet, harbarnet været 7 år eller derunder. Det fremgår, at retten i 3 tilfælde i stedet har be-lyst disse børns perspektiv ved en børnesagkyndig undersøgelse. I de resterende 10tilfælde var barnets perspektiv i 4 tilfælde alene belyst ved forældrenes forklaringerog i de øvrige sager forelå bl.a. udtalelser fra barnets institution, skole, læge, nota-ter fra overvåget samvær, psykolograpport eller tidligere børnesagkyndige under-søgelser.I de 8 sager, hvor der ikke har været afholdt en samtale med barnet, og barnet erover 7 år gammel, er barnets perspektiv i 4 tilfælde belyst ved en børnesagkyndigundersøgelse. I de resterende 4 sager var barnets perspektiv i 3 sager alene belystgennem forældrenes forklaringer og i 1 tilfælde forelå en tidligere børnesagkyndigundersøgelse og en tidligere undersøgelse fra kommunen.Anden bevisførelseudover forældrenes forklaringer, børnesagkyndige undersø-gelser og samtaler med barnet ses i 17 af de 40 gennemgåede sager, hvor der bl.a.foreligger udtalelser fra barnets skole og institution, lægelige udtalelser, notater fraovervåget samvær, tidligere børnesagkyndige undersøgelser, undersøgelser frakommunen og en psykolograpport. I 13 domme har der ikke været afholdt ensamtale med barnet eller gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, og i 6domme er barnets perspektiv alene belyst ved forældrenes forklaringer. Der mådog tages forbehold for, at ikke alle indhentede oplysninger er nævnt i dommene.

Af direktør Dorrit Sylvest Nielsen, Familiestyrelsen og adj. professor, dr. jur. Svend DanielsenI forældreansvarsloven er en væsentlig nydannelse § 11, 2. pkt.,hvorefter det kan bestemmes, at en fælles forældremyndighed skalfortsætte, selv om den ene af forældrene ønsker den ophævet. Denneartikel omhandler landsretspraksis om bestemmelsen i det første år,loven har været i kraft.om ophævelse af den fælles forældremyndighed, betyder ikke, atlandsretten er afskåret fra at træffe bestemmelse om fortsat fælles for-ældremyndighed«. Noget overraskende tilføjes i landsrettens præmisser,at »det forhold, at begge forældre principalt har påstået den fællesforældremyndighed ophævet, kan imidlertid indgå i vurderingen af,hvad der er bedst for barnet«.Gennemgangen af det første års domme efterlader et indtryk af, atfælles forældremyndighed i mange tilfælde er forældres andet valg.Sagsøgere må rent logisk nedlægge en principal påstand om, at fælles-skabet skal ophæves, men har undertiden en subsidiær påstand omfælles forældremyndighed. Sagsøgtes påstand om fælles forældremyn-dighed er også i en del tilfælde subsidiær i forhold til en påstand omselv at få eneforældremyndighed.Det er tilstrækkeligt, at påstanden om fælles forældremyndighedfremsættesunder en anketil landsretten. Som nævnt ovenfor havdelandsdommerne i de første mange sager ikke en byretsdom at tagestilling til, fordi førsteinstansafgørelsen var afsagt før lovens ikrafttræ-den. Resultatet bestyrkes af T:FA 2008.158 Ø, hvor byretsdommenvar afsagt efter lovens ikrafttræden, og hvor en subsidiær påstand omfortsat fælles forældremyndighed først blev fremsat i landsretten.Konsekvensen af retspraksis må ligeledes være, at domstolene ikkeer afskåret fra at behandle en påstand om fortsat fælles forældremyn-dighed, selv om denne mulighed ikke har været fremme understatsfor-valtningens sagsbehandlinginden indbringelsen for retten.

1. LandsretssdommeneDer er offentliggjort 48 domme fra de to landsretter om forældreansvars-lovens § 11 i T:FA, afsagt fra den 1. oktober 2007 til og med september2008. To afgørelser er trykt i UfR, se UfR 2008.330 V og UfR 2008.562Ø, omtalt i T:FA. 2008.63 og T:FA 2008.121. De 48 er antagelig langtde fleste domme, landsretterne har afsagt om emnet i den omhandledeperiode. Det er først i efteråret 2008, at nogle domme ikke trykkes,fordi de ikke belyser nye aspekter og argumenter. Afgørelser, der alenevedrører uenighed om barnets bopæl, men hvor forældrene har væreteller er blevet enige om at fortsætte den fælles forældremyndighed, erikke omfattet af artiklen. Der forekom i øvrigt i de seneste måneder afetårsperioden flere bopælssager i landsretterne, bl.a. fordi nogle foræl-dre accepterede byretsdommens resultat, fælles forældremyndighed,og kun indbragte bopælsspørgsmålet. Tre bopælsdomme er offentlig-gjort i T:FA, nemlig T:FA 2008.175 V, T:FA 2008.223 V og T:FA2008.429 V.Af de 48 domme er 17 afsagt af Vestre Landsret og 31 af ØstreLandsret. Resultatet var i 22, at der fortsat skulle være fælles forældre-myndighed, og i 26 at den ene af forældrene fik tillagt forældremyndig-heden alene. I én sag var der dissens i landsretten, se T:FA 2008.572V. Kun i 27 af de 48 sager blev spørgsmålet om fælles forældremyn-dighed behandlet gennem to instanser. Det skyldes, at 18 af de ankedebyretsdomme var afsagt før lovens ikrafttræden, og i 3 tilfælde, at ingenaf forældrene, heller ikke subsidiært, nedlagde påstand om fælles for-ældremyndighed. I de 27 domme, hvor der blev taget stilling tilspørgsmålet om fælles forældremyndighed i to instanser, stadfæstedelandsretten i 18 tilfælde og ændrede byrettens dom i 9. I 6 af sagerneændredes byrettens afgørelse om, at den fælles forældremyndighedskulle fortsætte, idet landsretten i stedet bestemte, at den skulle bringestil ophør, medens det i 3 tilfælde i anken bestemtes, at den fælles for-ældremyndighed skulle fortsætte.

3. GrundreglenForældreansvarslovens §§ 10 og 11 gælder ophævelse af forældresfælles forældremyndighed. Fællesskabet kan være skabt gennem ægte-skab, jf. § 6, gennem ugiftes omsorgs- og ansvarserklæring, jf. § 7, stk.1, nr. 1, ved ugiftes fælles folkeregisteradresse, jf. § 7, stk. 3, eller vedaftale, jf. § 9. § 10 omhandler aftaler om ophævelse, medens § 11ifølge 1. pkt. omhandler tilfælde, hvor forældrene er uenige om foræl-dremyndigheden. Det er som nævnt praksis i landsretterne efter § 11,der er genstand for denne artikel.Som det fremgår af den aftale, alle de politiske partier indgik omudformningen af § 11, 2. pkt., og som er gengivet i lovforslagets be-mærkninger s. 12-13, er det »lovens klareudgangspunkt,at forældreneharfælles forældremyndighed,og at dette fællesskab omkring barnetfortsætter efter en samlivsophævelse«. Dette gælder også i uenigheds-tilfælde. Det er i overensstemmelse med det grundlæggende principom »barnets ret til begge sine forældre«. I de specielle bemærkningertil § 11 henvises til, at »forældrene - uanset at de ikke lever sammenlængere - skal tage ansvar for barnet, dels ved at drage omsorg forbarnet, og dels ved at samarbejde omkring væsentlige beslutninger ombarnets forhold«, se lovforslaget s. 80.Ophævelseaf den fælles forældremyndighed kan ifølge 2. pkt. kunske, »hvis der foreliggertungtvejende grunde«til, at den ikke skalfortsætte. I den politiske aftale bemærkes uddybende, at de tungtvejendeside 1

Thomson Reutersgrunde af hensyn til barnet skal tale derfor. »Det centrale i denne for-bindelse er, om forældrene kan håndtere deres eventuelle konflikterpå en sådan måde, at det ikke går ud over barnet«. Der er således enganske stærk formodning for fortsættelsen, og kun hvis den, der ønskerophævelse, kan løfte bevisbyrden og godtgøre sådanne grunde, kanophævelse ske. I lovforslaget s. 80 anføres, at »retten … skal foretageen almindelig bevisbedømmelse«, men det tilføjes, at den, »som gørgældende, at den fælles forældremyndighed skal ophøre, må … sand-synliggøre, at ophævelsen vil være bedst for barnet«. I en række tilfældehenviste landsretterne da også til, at der ikke er grundlag for at fravigelovens udgangspunkt, se f.eks. T:FA 2008.55 V, T:FA 2008.108 V ogT:FA 2008.404 Ø. Bevissituationen er også beskrevet i T:FA 2008.447Ø, hvor landsretten anførte, at »det (findes) ikke godtgjort, at der fore-ligger sådanne alvorlige samarbejdsproblemer eller andre tungtvejendegrunde, som sandsynliggør, at det vil være bedst for S, at den fællesforældremyndighed skal ophøre«.

ART2009010301-TFAog samværsafhentning og -aflevering foregik som hovedregel i institution. Der var uenighed om omsorgen ved sygdom. Landsretten, deændrede byrettens dom og bestemte fortsat fælles forældremyndighedgengav afsnit af forarbejderne og anførte bl.a., at parterne »er uenigeom mange ting, og de har svært ved at tale sammen. Efter det oplysteer der imidlertid ikke grundlag for at antage, at parternes indbyrdeforhold knap to år efter separationen er af en sådan karakter, at børneneder er henholdsvis 3 og 4 år, lider under det«.Som nævnt blev resultatet i over halvdelen af sagerne, at denfællesforældremyndighedskulle bringes tilophør,idet den ene af forældrenefik forældremyndigheden alene. I en række tilfælde anføres det i præmisserne blot, at samarbejdsvanskelighederne er svære og uovervindelige. Undertiden varieres ordvalget. I T:FA 2008.168 Ø fandtes samarbejdsvanskelighederne at være »særdeles svære og (parternes) indbyrdeproblemer og konflikter så uovervindelige …«. I T:FA 2008.233 Øhenvistes til »parternes interne relationer«. Som et eksempel på enudførlig beskrivelse i præmisserne af konflikterne henvises til T:FA2008.102 V, hvor der var »massive konflikter ved aflevering og afhentning af S i forbindelse med samvær, og F har i flere tilfælde ødelagS´ tøj. Begge parter har i forbindelse med chikane flere gange indgivepolitianmeldelse … Af statsforvaltningens notat … fremgår, at parternehar et meget højt konfliktniveau, og at de kommer med diverse beskyldninger mod hinanden. Den børnesagkyndige har … bemærket, at dendårlige stemning mellem forældrene ikke kan undgå at påvirke S (2år) … I vurderingen er det tillige tillagt en vis betydning, at parterneforskellige baggrund og kultur … har været medvirkende til at skærpekonflikterne i forbindelse med S«. På tilsvarende måde anførte landsretten i T:FA 2009.58 Ø, at »på grundlag af de meget omfattende oplysninger om sagens parter, deres forklaringer i retten og rettens indtrykaf parterne, findes der at foreligge sådanne samarbejdsvanskelighedemellem parterne, der end ikke har kunnet aftale samvær uden at involvere kommunen og deres advokater, at der er tungtvejende grunde tiat ophæve den fælles forældremyndighed«.Det grundlæggende kriterium i lovens § 4, »hvad der erbedstfobarnet«,gælder også i § 11-sagerne. Det uddybes i lovforslaget s. 80hvorefter det indgår i vurderingen, om »barnet lider under« forældrene»uenighed og konflikt«. Der skal således ske en vurdering ud fra barnetperspektiv. Inddragelsen heraf i sagerne bærer præg af, at børneneegen røst kun høres i et begrænset omfang. Det skyldes, at 36 af de 48sager angik børn, der ikke var fyldt 7 år. Vurderingen kan være bådepositiv og negativ. I T:FA 2008.280 Ø henviste landsretten positivt tilat »begge forældre (har) været i stand til at tage vare på S, og S har siden forældrenes samlivsophævelse haft et tæt forhold til begge forældre«. Som et eksempel på en negativ bedømmelse anførte landsretteni T:FA 2008.158 Ø, at der var »langvarige og dybtgående konfliktemellem parterne, der utvivlsomt i betydelig grad påvirker S (12 år)«På samme måde bemærkes i T:FA 2008.219 V, at »parterne har i flereår ikke på nogen måde kunnet samarbejde om D´s opvækst, hverkenom væsentlige eller uvæsentlige forhold, og samarbejdsvanskelighederne har medført, at D (16 år) er kommet voldsomt i klemme og lideunder det«. I T:FA 2008.290 Ø henvistes til »parternes indbyrdekonfliktfyldte forhold, som er skadeligt for D (3½ år)«. I T:FA 2008.351Ø om en 2-årig er ordvalget det samme.Det har betydning, ombarneter særligskrøbeligteller kræver speciehensyntagen. I T:FA 2008.414 Ø nævntes, at en 3-årig »er en sart ogskrøbelig pige«. I T:FA 2009.000 V var der ifølge en psykolog problemer med en 4-årigs trivsel uden at grunden hertil nærmere var klarlagtog der var ikke grundlag for at fastslå, at hensynet til pigen talte forat den fælles forældremyndighed skulle ophæves. I T:FA 2009.37 Øhenvistes til, at drengen nu var diagnostiseret som infantil autist.

4. Samarbejdsvanskeligheder og konflikterHovedeksemplet på, at der kan ske ophævelse, er ifølge lovforslagetsbemærkninger s. 80, at der foreligger »såsværeoguovervindeligesamarbejdsvanskelighedermellem forældrene i forhold til barnet, atdet positive for barnet i, at der dømmes til fælles forældremyndighed,overskygges af forældrenesalvorlige konflikter.Vurderer retten, atforældrenes uenighed og konflikt i forhold til forskellige forhold ved-rørende barnet eller samarbejdet herom, er så voldsom, at barnet liderunder det, må retten ophæve den fælles forældremyndighed«.Med disse udsagn må det søges vurderet, hvor grænsen går mellembegrænsede uenigheder og svære og uovervindelige samarbejdsvanske-ligheder eller konflikter. Som nævnt ovenfor nåede landsretterne iomkring halvdelen af ankesagerne til, at de ikke var så alvorlige, atfællesskabetikke kunnefortsætte.I nogle sager gjorde landsretterneikke så meget ud af at uddybe, hvorfor lovens udgangspunkt skullefastholdes. I T:FA 2008.438 Ø bemærkes således blot, at der ikke findes»at foreligge sådanne tungtvejende grunde, at der er grundlag for atfravige lovens klare udgangspunkt«. I T:FA 2008.55 V anføres lidtmere udførligt, at parterne »har problemer med at samarbejde i forholdtil S, herunder i forbindelse med samvær. Der findes imidlertid ikkeat være tale om sådanne tungtvejende problemer i samarbejdet … atder er grundlag for at fravige forældreansvarslovens udgangspunkt«.I T:FA 2008.108 V er ordvalget næsten det samme. I T:FA 2008.373Ø anføres, at »det opståede manglende samarbejde og parternes uenig-hed findes … ikke at udgøre sådanne tungtvejende grunde, at den fællesforældremyndighed skal ophæves«, og det tilføjes, at forældrene »tid-ligere har kunnet samarbejde, herunder om en deleordning«. I T:FA2008.551 V var landsrettens ordvalg under henvisning til byrettensbegrundelse, »at der ikke er grundlag for at ophæve den fælles foræl-dremyndighed«. I vurderingen indgår ikke blot oplysningerne om for-ældrenes hidtidige forhold, men også en vurdering eller enprognoseaf, hvorledes fremtiden vil arte sig, idet det er det kommende samarbej-de, der har betydning. I T:FA 2008.164 V havde »der i forbindelsemed fastsættelsen og gennemførelsen af samvær … været konflikter… (men da de ikke har) haft en sådan karakter, at der er uovervindeligesamarbejdsvanskeligheder … finder landsretten heller ikke, at derfremover vil opstå sådanne vanskeligheder, at det taler imod fællesforældremyndighed«. I T:FA 2008.436 Ø, hvor der var tale om anven-delse af lovens § 14 vedrørende et andet barn, fastslog byretten, at»uanset parternes samarbejdsproblemer finder retten det af væsentligbetydning for S (knap 4- årig anbragt uden for hjemmet), at parternemotiveres til sammen at søge de bedste løsninger, således at S kan be-vare tilknytningen til begge sine forældre«.En af de senere domme, T:FA 2008.404 Ø, med udførlige præmisser,er måske pågrænsenaf, at fælles forældremyndighed er løsningen.Forældrene forklarede, at de stort set kun kommunikerede med sms,Copyright � 2009 Thomson Reuters Professional A/S

5. Uenighed om væsentlige enkeltspørgsmålIfølge lovens § 3, stk. 1, skal forældre med fælles forældremyndighedvære enige om væsentlige beslutninger vedrørende barnet. I lovforslagets. 76 nævnes i skemaform bl.a., at det gælder skolevalg, religiøsespørgsmål og pasudstedelse. I lovforslaget s. 80 anføres, at »det krævesefter § 11 ikke, at der er enighed mellem forældrene om samtligespørgsmål vedrørende barnet. Det centrale er, om forældre kan håndterederes eventuelle uenigheder på en sådan måde, at det ikke går ud overbarnet«. I udvalgsbetænkningen »Barnets perspektiv« (nr. 1475/2006),der dannede grundlag for loven, var kriteriet i lovudkastets § 11, 2.pkt., at »retten kan kun træffe afgørelse om, at den fælles forældremyn-dighed skal fortsætte, hvis der er bestemte holdepunkter for at antage,at forældrene kan samarbejde om barnets forhold«. Med forslaget omdisse mere begrænsede muligheder for at dømme til fælles forældre-myndighed kunne det i betænkningen s. 273 anføres: »Det kan …tænkes, at uenigheden om et enkelt spørgsmål, f.eks. skolevalg og reli-giøse forhold, er så grundlæggende, at en ophævelse af fællesskabeter den eneste mulige løsning.«Loven har åbnet adgang til at få løst enkelttvister om to væsentligespørgsmål, nemlig om barnets bopæl, jf. § 17, herunder om at få bopæli udlandet med barnet, jf. § 17, 2. pkt., og om samværet, jf. kap. 4.Angår tvisten kun bopæl eller samvær, er der ikke grund til at anlæggesag efter § 11, se T:FA 2008.179 Ø, hvor landsretten anførte: »Uenig-heden mellem forældrene angår alene D´s bopæl. Der foreligger såledesikke tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed«.Ifølge lovens forarbejder fandtes der ikke anledning til at regulereyderligere i forhold til andre mulige enkelttvister mellem forældrene,se betænkningen s. 157 og lovforslaget s. 34.Med disse lovregler og forarbejderne til den formulering af § 11, 2.pkt., der blev gennemført, er det relevant at vurdere domstolenes synpå uenighed om væsentlige enkeltspørgsmål. I T:FA 2008.55 V forkla-rede moderen, at årsagen til sagen var manglende samtykke til pasud-stedelse, men spørgsmålet nævnes ikke i præmisserne, og den fællesforældremyndighed skulle fortsætte. I T:FA 2008.52 Ø anførte lands-retten, at »uenigheden mellem forældrene angår … spørgsmålet omS´s bopæl og det hertil knyttede skolevalg«, og retten bestemte fællesforældremyndighed med bopæl hos moderen, idet der henvistes til, atdet ville være »bedst for S, der efter sommerferien er begyndt i 1.klasse på C-skolen i A, at S har bopæl hos M«. I T:FA 2008.588 Øfremgik det af moderens forklaring, at der var uenighed om opdragelsen,herunder om religiøse spørgsmål. Hun var modstander af, at børneneskulle læse koranen. Faderen forklarede, at han gerne ville have, atbørnene lærte urdu. Byretten fastslog, at »selv om der ikke er enighed… om alle spørgsmål, finder retten ikke, at der foreligger sådannetungtvejende grunde, at det vil være bedst for børnene, at den fællesforældremyndighed ophæves«, hvilket landsretten stadfæstede. I T:FA2009.60 Ø om en 8-årig anførte landsretten, at »da parterne ikke harkunnet blive enige om valget af skole til trods for længerevarende be-stræbelser på at opnå enighed og under hensyn til parternes samarbejds-vanskeligheder i tiden efter byretsdommen, findes der at foreligge så-danne tungtvejende grunde, at det skønnes bedst for S, at den fællesforældremyndighed ophæves«.Man kan måske konkludere, at uenigheden om et enkeltspørgsmålkan være så vigtig for barnet eller måske så langvarig, at den kan til-lægges betydning. Der vil normalt i sådanne tilfælde foreligge andreuenigheder eller samarbejdsvanskeligheder, så den samlede vurderinger, at der skal være eneforældremyndighed. Det kan som anført i T:FA2008.102 V have »en vis betydning, at parternes forskellige baggrundog kultur … har været medvirkende til at skærpe konflikterne«. Detsamme nævntes i T:FA 2008.239 V.

6. Vold m.v.I lovforslaget har bemærkninger omvolden fremtrædende plads, se s.80. Her anføres, at ophævelse også kommer på tale, »hvor den eneforælder har udøvet vold eller lignende mod den anden forælder, barneteller andre i familien. Voldsudøvelsen kan påvirke familien som helhedi en sådan grad, at det ikke kan antages at være i barnets interesse, atder i disse situationer skal dømmes til fælles forældremyndighed.«Sager med vold spiller en vis rolle i praksis.Kun i et par sager forelå der dokumentation for eller oplysninger omvoldsdomme.I T:FA 2008.99 V var det ifølge landsretten ubestridt,»at F mindst en gang er blevet dømt for vold mod M, og hun har fåetetableret et tilhold mod ham. Under disse omstændigheder - sammen-holdt med sagens oplysninger i øvrigt« ophævedes den fælles forældre-myndighed. I T:FA 2008.368 Ø var faderen i april 2007 idømt 30 dagesfængsel for at have givet moderen en lussing. Samværet med faderenfungerede ifølge de samstemmende forklaringer upåklageligt. Byrettenbestemte, at der fortsat skulle være fælles forældremyndighed, idet derhenvistes til, at »der er tale om en enkeltstående episode«. Landsrettenstadfæstede.I andre sager var deroplysninger,navnlig forklaringer, omvoldmoddenanden ægtefælleeller om husspektakler, som blev lagt til grund ipræmisserne. I UfR 2008.330 V, jf. T:FA 2008.63, havde der underdet korte samliv været »flere uoverensstemmelser, herunder husspek-takler, hvor politiet havde været involveret, senest i forbindelse medat (faderen) sammen med (sønnen) i påsken 2007 …havde forladthjemmet… samarbejdet har heller ikke i denne periode (efter byrets-dommen) fungeret tilfredsstillende«. I T:FA 2008.239 V var faderenasylansøger. Moderen havde to gange anmeldt ham for vold. »Beggeparter har forklaret om massive konflikter ved aflevering og afhentning… i forbindelse med samvær. Fogedretten har måttet inddrages heri,og der har været indgivet politianmeldelse. Under disse omstændighederer der uoverskuelige samarbejdsvanskeligheder«. I T:FA 2008.233 Øanførte byretten, hvilket landsretten tiltrådte: »Efter samlivsophævelseni maj 2005 har M´s liv været præget af alvorlig frygt for F i anledningaf sagen, hvor han er idømt en langvarig fængselsstraf for narkotikakri-minalitet. Hun har af den grund beskyttet adresse, og F´s samvær medD gennemføres ved afhentning og aflevering på et neutralt sted. M hardesuden søgt at få politiet til at meddele F advarsel mod at kontaktehende. Under disse omstændigheder er der ikke udsigt til, at parternei overskuelig fremtid vil kunne etablere det samarbejde, som er nød-vendigt for, at den fælles forældremyndighed kan fungere tilfredsstil-lende.« I T:FA 2009.42 Ø henviste byretten til, at moderen havde be-skyldt og anmeldt faderen for vold, og til hans beskyldninger om hetz.Faderen havde fået polititilhold på grund af sms-er. Landsretten henvistetil »parternes forklaring om forløbet af og omkring samværet efterbyrettens dom, herunder indstævntes forklaring om fortsat dårligkommunikation via sms« og fandt, at »der fortsat (er) tungtvejendegrunde for ikke at opretholde den fælles forældremyndighed«.Der kan også være antydninger omvoldmod barnet. I T:FA 2008.116V, hvor fællesskabet ophævedes, anførte landsretten bl.a., »at M efterudskrivningen fra institutionen i januar 2006 flyttede i en lejlighedmed hemmelig adresse … Der har også i tiden derefter været problemeri forbindelse med gennemførelse af samvær, og fogedretten har i fleretilfælde været involveret … de gensidigt har fremsat beskyldningermod hinanden, blandt andet for at have udøvet vold mod S, og at deri den anledning har været rettet henvendelse til læge, politiet og desociale myndigheder.«I bemærkningerne i lovforslaget s. 80 nævnes også, at »det sammevil være tilfældet, hvis der er sketseksuelle krænkelseraf barnet, denanden forælder eller andre familiemedlemmer«. Spørgsmålet strejfesi en enkelt dom, hvor der også var samværssabotage, se T:FA 2008.599V, idet landsretten, der tiltrådte ophævelsen af den fælles forældremyn-dighed, bl.a. lagde til grund, »at M´s ene søn har begået seksuelleside 3

7. Samværssabotage m.v.I lovforslaget s. 80 nævnessamarbejdssabotage:»Skyldes konflikterneomkring samarbejdet og barnet, at den ene forælder uden påviseliggrund har forsøgt at hindre den anden forælders kontakt til barnet, måretten anlægge et fremtidsorienteret perspektiv ved vurderingen af,hvad der er bedst for barnet.« Som eksempel kan nævnes T:FA2008.599 V, hvor landsretten som begrundelse for ophævelse af denfælles forældremyndighed bl.a. anførte: »Efter det oplyste havde F ikkesamvær med A fra december 2007 til marts 2008, og det kan læggestil grund, at dette skyldtes, at M modsatte sig det«.En anden årsag til konflikter kan være enfrygtfor børnebortførelse.Denne havde ikke i T:FA 2008.48 V en sådan karakter, at den fællesforældremyndighed ikke kunne fortsætte. Landsretten anførte: »F harboet i Danmark i mange år. Han taler dansk og er dansk statsborger.Han er under uddannelse i Danmark, hvor også hans forældre og endel af hans øvrige familie bor. På denne baggrund og efter de oplysnin-ger, der … foreligger, kan der ikke anses at bestå en sådan risiko for,at F vil forlade Danmark sammen med S, hvis han får del i forældre-myndigheden, at det i sig selv kan begrunde, at parterne ikke fortsatskal have fælles forældremyndighed«. Heller ikke i UfR 2008.562 Ø,jf. T:FA 2008.121, førte synspunktet til ophævelse af fællesskabet, idetlandsretten anførte: »Uenigheden om forældremyndigheden skyldesM´s frygt for, at F udrejser med S til Kuwait. Landsretten finder imid-lertid ikke, at der … er fremkommet oplysninger, der bestyrker M´sfrygt. F har uden problemer gennemført samvær … Parterne har tidli-gere kunnet samarbejde om samvær, og begge har gode … vilkår«.

9. Uegnede forældreIfølge lovforslaget s. 80 kan det »som udgangspunkt … ikke være ibarnets interesse, at der dømmes til fælles forældremyndighed, hvisen forælder er uegnet som forældremyndighedsindehaver«.Uegnethedblev konstateret i T:FA 2008.414 Ø, hvor en »sart og skrøbelig« 3-årigvar anbragt uden for hjemmet, »blandt andet på grund af omsorgssvigt.Efter det oplyste er ingen af forældrene i stand til at drage omsorg forD. Samlivet mellem forældrene er ophævet efter uoverensstemmelserog vold, og efter det oplyste er der fortsat uoverensstemmelser«. I T:FA2008.537 Ø fandtes moderen ifølge byretten »psykisk skrøbelig« oguden »tilstrækkelige personlige ressourcer til at have forældremyndig-heden alene«, ligesom »hun ikke formår at varetage opgaven med atintegrere børnene i det danske samfund«. Landsretten stadfæstede, atfaderen skulle have forældremyndigheden alene. Omvendt blev denfælles forældremyndighed i T:FA 2008.63 Ø fortsat efter det hidtidigeforløb til trods for, at moderens ifølge en psykologerklæring »intelli-gensmæssige og personlighedsmæssigt svage funktionsniveau«.Som eksempel på uegnethed nævnes i forarbejderne »en alvorligpsykisk lidelse…., der gør forælderen uegnet til at deltage i væsentligebeslutninger vedrørende barnets liv«. I T:FA 2008.330 V skyldteskonfliktniveauet ifølge moderen, at faderen tidligere havde fået stilletdiagnosen forstyrret personlighedsstruktur, blandet type. Børnene på12 og 7 år ville ifølge en psykologerklæring ikke have samvær, de varnervøse og bange. Byretten fandt, »at konfliktniveauet mellem parterneer så højt, at det i hvert fald for tiden vil være umuligt at få dem til atsamarbejde. For at skabe ro om børnene er der derfor tungtvejendegrunde til at ophæve«. Landsretten tiltrådte. I T:FA 2009.37 Ø anførtelandsretten, at »efter det oplyste om faderens psykiske diagnose(skizofreni) findes der ikke at være tilstrækkelig sikkerhed for, at haner i stand til at sikre den nødvendige struktur for S eller at deltage i demange og nødvendige beslutninger, som løbende skal træffes somfølge af, at S nu er diagnosticeret som infantil autist«.I bemærkningerne i lovforslaget s. 80 nævnes som endnu et eksempelpå uegnethed»massivt misbrug«.I T:FA 2009.65 Ø henviste landsrettentil, at »moderen gennem flere år (har) haft et svært alkoholmisbrug,som - henset til skolens udtalelser og indberetning fra socialforvaltnin-gen - er til skade for D og fortsat ikke anses for at være under kontrol«.Faderen fik forældremyndigheden alene. Misbrugsproblemer behøverdog ikke at nødvendiggøre ophævelse af fællesskabet. I T:FA 2008.125V havde en far ifølge byretten »et betydeligt alkoholproblem«, mender var samvær, og ifølge landsretten var der »ikke sådanne konflikter… eller andre tungtvejende grunde til, at forældreansvarslovens ud-gangspunkt om fælles forældremyndighed bør fraviges«. I T:FA2008.572 V var der ifølge byretten »uanset at sagsøgte stadig har brugfor behandling for sit misbrug, … ikke, således som forholdene er pånuværende tidspunkt, tungtvejende grunde til at ophæve den fællesforældremyndighed«, hvilket landsrettens flertal stadfæstede.Der er eksempler på, at der er truffet beslutning om fælles forældre-myndighed over børn anbragt uden for hjemmet, se T:FA 2008.106 Ø,T:FA 2008.414 Ø og T:FA 2008.436 Ø.

8. Manglende interesse eller mulighederI bemærkningerne i lovforslaget s. 80 nævnes, at »der også (kan) væretale om, at en forælderikkeerinteressereti at varetage omsorgen forbarnet og ved sin adfærd har vist, at den pågældende ikke har til hensigtat deltage i barnets liv …, eksempelvis fordi den pågældende ikke harformået at være i stabil kontakt med sit barn eller har været fraværendei barnets liv i flere år, og den manglende kontakt kan tilskrivessamværsforælderens egne forhold«. I T:FA 2008.276 Ø var en farrussisk gift. Han havde ifølge landsretten »efter at han har etableret sigmed en ny familie - kun i ganske begrænset omfang haft samvær ogkontakt med børnene (en 4 og en 3-årig). … faderen (har) ved sin ad-færd vist, at han ikke er interesseret i at varetage omsorgen for børne-ne«. I T:FA 2008.535 Ø havde moderen ifølge byretsdommen »kun… haft sporadisk kontakt med børnene, som nu er 2½ og 4 år. Ifølgesagsøgeren beror dette på, at sagsøgte ikke gider børnene«. Landsrettenstadfæstede, at faderen skulle have forældremyndigheden alene.I praksis er der truffet bestemmelse om eneforældremyndighed, fordiden ene af forældrene uden egentlig manglende interesseikke kandeltagei barnets fremtidige liv. I T:FA 2008.382 Ø havde en far afsonetstraf under en nu 3-årigs første 1½ leveår og havde nu været varetægts-fængslet i ½ år. Byretten anførte, at faderen »for tiden er i en situation,hvor han reelt er ude af stand til at varetage forældremyndigheden ellertage del i samme«. Landsretten stadfæstede af de grunde, som var anførtaf byretten.Omvendt er der et eksempel på, at der træffes afgørelse om fortsatfælles forældremyndighed, selv om denfremtidigemuligekontaktkanforekommebegrænset.I T:FA 2008.447 Ø anførte landsretten, at »denomstændighed, at appellanten er afvist asylansøger, og at hans opholds-grundlag og bopælsforhold er usikre, findes ikke i sig selv at være tilhinder for, at han kan påtage sig det medansvar for S, som fælles for-ældremyndighed indebærer«.Copyright � 2009 Thomson Reuters Professional A/S

ART2009010301-TFAsamtale med en 12-årig. I en byretsdom anføres, at »retten efter ønskefra parterne ikke har fundet det nødvendigt at inddrage S (8 år)«. Detfremgår ikke af dommen, om der i T:FA 2008.151 Ø var en samtalemed en 7-årig. I T:FA 2008.63 Ø om en 11-årig, i T:FA 2008.153 Øom børn på 16, 11 og 9 år, i T:FA 2008.330 V om en 12-årig og en 7-årig forelå børnesagkyndig erklæringer. Både dommeren i byretten oglandsdommerne havde herudover samtaler med nogle af børnene idisse sager.Anden bevisførelseer sjælden. Der forelå erklæringer i en halv snessager. De allerfleste var fra kommuner, børnehaver, skoler og SFO.En var fra en dagplejekonsulent, og en anden var om et overvågetsamvær. I to af sagerne forelå der lægelige oplysninger om en af foræl-drene. Kun i en enkelt sag var der vidneførsel, idet en ny samlever afgavforklaring i T:FA 2008.153 Ø.Det må bemærkes, at erfaringerne viser, at det ikke er sikkert, at alleindhentede oplysninger omtales eller nævnes i dommene.Med den begrænsede inddragelse af andre beviser end forældrenesforklaringer kan konstateres, at de har en central betydning for vurde-ringen af mulige samarbejdsvanskeligheder og et eventuelt konfliktni-veau. Det samme er tilfældet i forhold til vurderingen af, hvad der erbedst for barnet, jf. § 3. Det gælder naturligvis navnlig de faktiske op-lysninger, der kommer frem, samt de holdninger forældrene giver ud-tryk for. Hertil kommer, som det anføres i et par landsretspræmisser,at resultatet »støttes af det indtryk, som partsforklaringerne for lands-retten har efterladt«, se T:FA 2008.351 Ø og T:FA 2009.58 Ø. Nårresultaterne vurderes, må det tages i betragtning, at det kun er de cen-trale dele af partsforklaringerne, der gengives i dommene eller i retsbø-gerne.

10. SøskendemedtrækI T:FA 2008.153 Ø med flere søskende fik samarbejdsvanskelighederomkring et barn afsmittende virkning for de andre børn. En 11-årig Bvar »inde i en meget dårlig udvikling skolemæssigt og socialt. … derer og har været så svære og uovervindelige samarbejdsvanskelighedervedrørende B, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om at løftedenne opgave. Uanset at konfliktniveauet ikke er det samme vedrørendeA og C (en 16 og en 9-årig), finder landsretten, at hensynet til klarhedvedrørende ansvaret også for disse børns opvækst og muligheden forat koordinere den indsats, der skal ydes til alle de tre børn, fører til, atforældremyndigheden også over A og C tillægges moderen alene«.I T:FA 2008.339 Ø ophævedes fællesskabet kun for en 12-årig, me-dens landsretten også stadfæstede, at det fortsatte for en 9-årig, en 7-årig og en 5-årig. Faderen fik forældremyndigheden over den ældste,idet »landsretten lægger som byretten vægt på, at faderen vil være bedsttil at sikre, at D bliver undersøgt af en børnepsykolog eller børnepsyki-ater og får den nødvendige hjælp, og at faderen vil være bedst til atsikre et fremtidigt samarbejde om børnene«. Landsretten lagde ogsåvægt på, at moderen »fortsat ikke realistisk har søgt at få afklaret sinefremtidige bopælsforhold, at hun påvirker børnene negativt i forholdtil faderen, og at hun ikke formår at skelne sine egne frustrationer frabørnenes behov«.

11. BevisførelsenDanske forældremyndighedssager bærer også i internationalt perspektivpræg af en meget begrænset bevisførelse. Normalt træffes afgørelsenalene på grundlag af forældrenes forklaringer i retten. Vidner er yderstsjældne og børnesagkyndige undersøgelser foretages kun i begrænsetomfang. Det ser ikke ud til, at dette har ændret sig, selv om domstolenenu ikke længere »blot« skal træffe et valg mellem forældrene, menogså skal vurdere, om de fortsat skal have fælles forældremyndighed.Det har interesse at undersøge, i hvilket omfang der foreliggerbør-nesagkyndige erklæringer.I forarbejderne nævnes; at »inddragelse afbørnesagkyndige … kan medvirke til en afdækning af … konfliktni-veauet«. I 4 af de 18 sager, hvor byretten efter de hidtidige regler ikkeskulle tage § 11 i betragtning, blev der foretaget en børnesagkyndigundersøgelse, se T:FA 2008.63 Ø, T:FA 2008.99 V, T:FA 2008.106Ø og T:FA 2008.168 Ø, medens landsretten efter lovens ikrafttrædenlod en børnesagkyndig foretage undersøgelse i en sådan sag, se T:FA2008.153 Ø. I de 27 sager, hvor der har skullet tages stilling til § 11gennem to instanser, spillede børnesagkyndige erklæringer, måske pågrund af statistiske tilfældigheder, en endnu mindre rolle, se T:FA2008.330 V, T:FA 2008.290 Ø, T:FA 2008.339 Ø og T:FA 2009.37Ø om undersøgelser i byretten. I T:FA 2008.99 V og i T:FA 2008.290Ø henviste landsretten i præmisser til erklæringen. Landsretten afsloganmodninger om en sagkyndig undersøgelse i T:FA 2008.276 Ø meden bemærkning om, at efter »parternes forklaringer og børnenes alder(4 og 3 år) finder landsretten, at børnenes perspektiv og eventuellesynspunkter er kommet tilstrækkelig til udtryk« og i T:FA 2008.280Ø med bemærkning, at »de foreliggende oplysninger, herunder erklæ-ringen fra daginstitutionen i … i tilstrækkelig grad belyser barnets (en5½ årig) perspektiv«. Også i T:FA 2008.414 Ø afslog landsretten, lige-som det var tilfældet med en anmodning om en supplerende undersø-gelse i T:FA 2009.58 Ø.Samtaler med børnomtales kun sjældent i dommene, men det skyldessom nævnt ovenfor, at de allerfleste børn, sagerne omhandler, var under7 år. I T:FA 2008.152 Ø var der en samtale med en 12-årig i byretten,og i T:FA 2008.373 Ø talte både byretsdommeren og landsdommernesammen med psykologer med en 10-årig og en 14-årig. I T:FA2008.219 V talte landsretsdommerne med en 15-årig, og i T:FA 2009.65Ø havde byretsdommeren en samtale med en knap 8-årig. I T:FA2008.158 Ø refereres i byretsdommen et notat om statsforvaltningensCopyright � 2009 Thomson Reuters Professional A/S

12. Konklusion og vurderingEfter gennemgangen er det samlede indtryk af landsretternes praksisi det første år, forældreansvarsloven har været i kraft, at dommerne harværet i stand til at håndtere politikernes signaler og kriterierne om, atder skal være tungtvejende grunde for at ophæve den fælles forældre-myndighed, jf. lovens § 11. Der forekommer at være foretaget en indi-viduel afvejning af, om det vil være bedst for barnet, at fællesskabetfortsætter. Selv om afgørelserne afspejler visse forskelle i vurderingenaf, hvornår grundene er tungtvejende, synes der at være tale om nuancer,ikke meningsforskelle. Det er naturligvis en mangel ved analysen, atden sker på skriftligt grundlag, idet de faktiske oplysninger, der navnligbestår af måske forholdsvis kortfattede sammenfatninger i dommeneller retsbogen af forældrenes forklaringer, er begrænsede. Konklusio-nen i børnesagkyndige undersøgelser gengives således meget sjældent.Notaterne om børnesamtalerne gengives noget overraskende så godtsom ikke. Indtrykket af gennemgangen præges tillige af, at det ikke eret repræsentativt udsnit af byretsdommene, der ankes.Det er også indtrykket, at dommerne i de fleste sager har taget poli-tikernes ønske, som gengivet i forliget om, at »domstolenes afgørelserom forældremyndighed, bopæl eller samvær skal begrundes bedre«,til sig. Præmisserne forekommer generelt mere udførlige end tilfældetvar tidligere, da der kun var spørgsmål om at tilkende den ene ellerden anden af forældrene forældremyndigheden.Naturligvis har det en mangel, når dommene skal bedømmes, at deraldrig har været foretaget en efterfølgende undersøgelse af, hvorledesresultatet har indvirket på børns fremtid i årene efter afsigelsen. Somopfølgning på forældreansvarsloven vil Det Nationale Forskningscenterfor Velfærd (SFI) i perioden 2008-2011 gennemføre en undersøgelsemed henblik på at evaluere loven med særlig fokus på dom til fællesforældremyndighed.

Af landsdommer Lis Frost og adj. professor, dr. jur. Svend DanielsenSom bekendt giver forældreansvarsloven, der trådte i kraft den 1.oktober 2007, adgang til at dømme til fælles forældremyndighed, selvom forældrene ikke er enige herom. Spørgsmålet opstår både i tilfælde,hvor der hidtil har været fælles forældremyndighed, som den ene ønskerophævet, jf. § 11, og i tilfælde, hvor der hidtil har været eneforældre-myndighed, jf § 14, stk. 1. Sidstnævnte bestemmelse vedrører tilligeoverførsel af eneforældremyndigheden til den anden af forældrene.Denne artikel omhandler § 14, stk. 1, og inddrager til belysning afbestemmelsens anvendelse ankedomme, der er afsagt det første år,loven har været i kraft.2008.590 Ø, gik byretten i sin afgørelse videre end påstandene tillod:Moderen havde ved dom i sommeren 2005 fået tillagt forældremyndig-heden alene. Faderen påstod nu genetablering af fælles forældremyn-dighed. Byretten udtalte, at parternes forhold var så konfliktfyldt, atetablering af fælles forældremyndighed ikke ville være til børnenesbedste. Dernæst udtaltes, at børnene havde haft fast bopæl hos moderensiden samlivsophævelsen og var faldet godt til i børneinstitutionen, ogat det derfor var bedst for dem, at forældremyndigheden forblev hosmoderen alene. Da der ikke var nedlagt nogen påstand om overførselaf forældremyndigheden til faderen, burde der ikke have været tagetstilling til, om det var bedst for børnene, at forældremyndigheden for-blev hos moderen. Landsretten nøjedes da også med at frifinde moderenfor påstanden om fælles forældremyndighed og konkludere, at foræl-dremyndigheden herefter fortsat var hos hende. Der var ikke andremuligheder.I 3 af de 19 sager påstod den, der ikke havde del i forældremyndig-heden, aleneoverførsel af forældremyndigheden.I en af disse, T:FA2009.47 V, nedlagde begge forældre såvel i byret som landsret alenepåstand vedrørende overførsel af forældremyndigheden. Byretten trafafgørelse om, at der ikke skulle være fælles forældremyndighed, daenhver mulighed for samarbejde måtte anses for udelukket, og overførteforældremyndigheden til den anden af forældrene. Landsretten bemær-kede, at byretten, da der ikke forelå nogen påstand om fælles forældre-myndighed, ikke havde haft hjemmel til at tage stilling hertil, jf. foræl-dreansvarslovens § 14, stk. 1, 1. led. (Landsretten stadfæstede i øvrigtoverførslen af forældremyndigheden, jf. nedenfor i afsnit 5.3).I den anden sag, T:FA 2008.363 Ø, havde forældrene i 2001 ved af-tale ophævet deres fælles forældremyndighed og tillagt faderen foræl-dremyndigheden alene. Moderen påstod nu, at forældremyndighedenskulle overføres til hende. Faderen påstod frifindelse, subsidiært fællesforældremyndighed. Byretten tog moderens påstand til følge. Underanken påstod faderen fælles forældremyndighed. Moderen påstodstadfæstelse. (Der er en anonymiseringsfejl i den trykte udgave aftidsskriftet, idet M - og ikke F - i begyndelsen af ankedommen angivessom den ankende part). Begge instanser udtalte, at der var tungtvejendegrunde imod fælles forældremyndighed, og landsretten stadfæstede,at det var bedst for barnet at overføre forældremyndigheden til moderen.I ingen af instanserne blev det berørt, om retten overhovedet kunnetræffe afgørelse om fælles forældremyndighed, når der end ikke forelåen subsidiær påstand om fælles forældremyndighed fra moderen, derjo var den, der var uden del i forældremyndigheden.I den tredje sag, T:FA 2008.68 V, blev der derimod taget direktestilling til rettens kompetence: En far, der aldrig havde haft del i foræl-dremyndigheden, påstod i 1. instans overførsel af forældremyndighedenefter den dagældende § 12, stk. 2, i lov om forældremyndighed ogsamvær. Det fik han medhold i. Moderen ankede med påstand omside 1

I 7 af de 19 sager påstod den af forældrene, der ikke havde del i for-ældremyndigheden, senest i ankenoverførsel af forældremyndigheden,subsidiært fælles forældremyndighed.Det drejer sig om T:FA 2008.181Ø, T:FA 2008.189 V, T:FA 2008.254 Ø, T:FA 2008.398 V, T:FA2008.455 Ø og T:FA 2008.467 V samt T:FA 2009.44 V. I bemærknin-gerne til forslaget til forældreansvarsloven forudsættes dette at værenormalsituationen (L 133 af 31. januar 2007, side 82, 3. nye afsnit ivenstre spalte), og forslagets kommentarer om anvendelsen af § 14,stk. 1, har i hovedsagen denne konstruktion som forudsætning.I 9 af de i alt 19 sager, T:FA 2008.123 V, T:FA 2008.371 V, T:FA2008.401 Ø, T:FA 2008.450 V, T:FA 2008.560 V, T:FA 2008.590 Øog T:FA 2008.592 Ø samt T:FA 2009. 42 Ø og T:FA 2009.54 V påstodden, der var uden del i forældremyndigheden, i anken kunetableringaf fælles forældremyndighed,og der blev som følge heraf alene tagetstilling til dette spørgsmål. I 7 af de 9 sager var der også i byrettenalene påstået fælles forældremyndighed. I en enkelt af disse, T:FACopyright � 2010 Thomson Reuters Professional A/S

Thomson Reutersfælles forældremyndighed efter den netop ikrafttrådte forældreansvars-lovs § 14, stk. 1, subsidiært at hun skulle beholde forældremyndighedenalene. Faderen påstod frifindelse for fælles forældremyndighed og iøvrigt stadfæstelse. Landsretten fastslog, at hverken ordlyden af foræl-dreansvarslovens § 14 eller lovens bemærkninger hertil giver grundlagfor at afsige dom om fremtidig fælles forældremyndighed efter § 14,stk. 1, uden anmodning fra den af forældrene, der er uden del i foræl-dremyndigheden. Det var i sagen faderen. Han havde ikke anmodetom fælles forældremyndighed, og hans påstand om frifindelse forfælles forældremyndighed blev derfor taget til følge. (Landsrettenstadfæstede i øvrigt byrettens afgørelse om overførsel af hele forældre-myndigheden til faderen, jf. nedenfor i afsnit 5.3).Ordlyden af § 14, stk. 1, angiver direkte på anmodning fra hvem,retten kan bestemme fælles forældremyndighed eller overførsel afforældremyndigheden. Det kan retten på anmodning enten fra den far,der ikke har og aldrig har haft del i forældremyndigheden, eller fra denmor eller far, der ved aftale eller dom har givet afkald på/mistet foræl-dremyndigheden. I lovforslagets bemærkninger angives det i overens-stemmelse hermed, at § 14, stk. 1 omhandler tilfælde, hvor den enehar forældremyndigheden alene, og den anden ønsker at få forældre-myndigheden overført eller at få del i den, ligesom det gentages, atretten kan bestemme fælles forældremyndighed eller overførsel efteranmodning fra den, der ikke har forældremyndigheden (L 133 af 31.januar 2007 side 81, næstsidste afsnit i højre spalte og side 83, 2. nyeafsnit i venstre spalte). § 14 erstatter forældremyndighedslovens § 12og § 13, og efter disse bestemmelser var det kun den af forældrene,som ikke havde del i forældremyndigheden, der kunne anlægge sag.Tilsvarende ligger initiativet efter forældreansvarsansvarslovens § 14hos denne, der altid vil stå som sagsøger i 1. instans. Ved at nedlæggeen alt eller intet påstand om overførsel tager sagsøgeren en standpunkt-srisiko: Må det efter bevisførelsen lægges til grund, at det er bedst forbarnet at overføre forældremyndigheden helt, bliver det resultatet. Imodsat fald frifindes sagsøgte.Formuleringen af § 14, stk. 1, harmonerer med et rodfæstet principom, at den ene af forældrene ikke kan påtvinge den anden af forældreneen forældremyndighed, som vedkommende ikke har i forvejen. Tilsva-rende kan statsforvaltningen ikke på anmodning fra den, barnet harbopæl hos, fastsætte samvær for den anden af forældrene, hvis ikkeder allerede foreligger en samværsaftale eller -afgørelse, jf. hervedforældreansvarslovens § 19, stk. 2, og der er ikke nogen pligt for denanden af forældrene til at have kontakt med barnet (L 133 side 87,sidste afsnit i højre spalte - 88, 1. nye afsnit i venstre spalte). Princippetbygger på en forudsætning om, at forældremyndighed og samvær i al-mindelighed kun er til gavn for barnet, hvis forholdet er ønsket af denpågældende af forældrene. I almindelighed har den, der har forældre-myndigheden alene eller i hvert fald har ret til at have barnet boende,næppe heller noget ønske om at påtvinge den anden en uønsket foræl-dremyndighed eller et samvær. Med bestemmelsens udvidelse af ad-gangen til at anmode om overførsel til også at omfatte delvis overførsel,altså fælles forældremyndighed, stiller sagen sig vel i et lidt andet lys.Det kan i den konkrete situation forekomme utilfredsstillende, hvisden, der har forældremyndigheden, ikke som sagsøgt kan nedlæggeog få prøvet en påstand om fælles forældremyndighed. Alternativet er,at vedkommende, hvis dommen lyder på overførsel, henvises til efter-følgende at indlede en sag, hvor vedkommende anmoder om fællesforældremyndighed. Man kunne derfor overveje, om det var muligt atåbne adgang til prøvelse efter § 14 i denne situation, samtidig med atudgangspunktet om, at initiativet ligger hos den, der ikke har del iforældremyndigheden, i øvrigt fastholdes.

Om det er bedst for et barn at ændre den eksisterende ordning medhensyn til forældremyndigheden afhænger i hvert enkelt tilfælde af enkonkret og individuel vurdering. Herom siges der i lovforslagets speci-elle bemærkninger til § 14 følgende vedrørendefælles forældremyndig-hed:»Det afgørende for vurderingen af, om det i sådanne situationerer bedst for barnet, jf. lovforslagets § 4, at der dømmes til fælles foræl-dremyndighed, er barnets relation til den forælder, der ikke har del iforældremyndigheden« (L 133 side 82, sidste afsnit i venstre spalte).Der nævnes herefter eksempler på konkrete momenter, der bør indgåi denne vurdering: 1) Den tid, der er gået siden en samlivsophævelseeller en aftale/dom, 2) hvordan kontakten mellem barnet og den, deranmoder om at få del i forældremyndigheden har været i den forløbnetid, 3) baggrunden for at den pågældende ikke har haft del i forældre-myndigheden eller har fået den frataget, 4) om der har været samværs-sabotage, og 5) om forældrene har ophævet samlivet før barnets fødsel,eller eventuelt aldrig har boet sammen. Udover denne vurdering af,om der er forhold, der taler for fælles forældremyndighed, skal det -ikke overraskende - også vurderes, 6) om der er forhold, der taler imodfælles forældremyndighed. De forhold, der nævnes, er de samme, somefter bemærkningerne til § 11 kan føre til ophævelse af en eksisterendefælles forældremyndighed. Det vil sige svære og uovervindelige sam-arbejdsvanskeligheder, vold, seksuelle krænkelser, uegnethed på grundaf massivt misbrug, alvorlig psykisk lidelse eller andet og manglendeinteresse for barnet.Fører den samlede vurdering til, at fælles forældremyndighed måanses for bedst for barnet, skal der dømmes hertil. Ellers skal der skefrifindelse. I modsætning til § 11 om fortsat fælles forældremyndighedindeholder § 14 således ikke nogen formodning for etablering af fællesforældremyndighed. Det er derfor misvisende, når det i note 24 til §14 i Karnovs Lovsamling anføres, at »[b]estemmelsen svarer til § 11,hvorefter fælles forældremyndighed kun kan ophæves, hvis der forelig-ger tungtvejende grunde«. I udvalgsbetænkningen »Barnets perspektiv«(nr. 1475/2006) blev det foreslået, at de særlige, varierende kriterier,der fandtes i enkeltbestemmelserne i den hidtidige lov om forældremyn-dighed og samvær skulle ophæves og erstattes af grundreglen, der nufindes i lovens § 4, (betænkningen side 84-85 og 271), og at dette i §11 og § 14, stk. 1, skulle suppleres med et 2. punktum om, at derskulle kunne dømmes til fælles forældremyndighed, men kun hvis dervar bestemte holdepunkter for at antage, at forældrene kunne samarbej-de om barnets forhold. Under forhandlingerne om lovforslaget indgikalle de politiske partier i Folketinget en aftale, der grundlæggendeændrede betingelserne for at ophæve den fælles forældremyndighed.Det skete med følgende passus i forliget, som efter ordlyden kun errettet på sager efter § 11:»Det er således lovens klare udgangspunkt, at forældrene har fælles forældre-myndighed, og at dette fællesskab fortsætter efter en samlivsophævelse. Denfælles forældremyndighed kan kun ophæves, hvis tungtvejende grunde afhensyn til barnet taler for det.«

Thomson Reuterslovforslagets bemærkninger til § 14 på forhold, der taler imod genetab-lering af fælles forældremyndighed, er en gentagelse af de forhold, dernævnes i bemærkningerne til § 11 om tungtvejende grunde. Se til illu-stration T:FA 2008.401 Ø, hvor ankeinstansen rettede op den misvisen-de begrundelse i 1. instans. I denne sag var den fælles forældremyndig-hed blevet ophævet og tillagt faderen alene efter de tidligere regler.Moderen påstod nu, at der fremover skulle være fælles forældremyn-dighed, hvilket blev taget til følge i 1. instans »i overensstemmelsemed forældreansvarslovens udgangspunkt«, og da der ikke under sagenvar fremkommet sådanne oplysninger, at der var »sandsynliggjorttungtvejende grunde til ikke at tillægge parternes fælles forældremyn-dighed, jf. herved forældreansvarslovens § 14 og § 11.« Resultatet blevstadfæstet i anken, men begrundelsen blev tilsidesat. Landsretten lagdei stedet for vægt på, at forældrene under den tidligere sag af en børne-sagkyndig var vurderet meget lig hinanden, at de begge var egnede tilat varetage forældremyndigheden, og at barnet siden ophævelsen afden fælles forældremyndighed havde haft udstrakt samvær med mode-ren. Henset hertil, og til at kommunikationen mellem parterne varblevet stadig bedre, fandtes fælles forældremyndighed at være bedstfor barnet.Der er eksempler på domme, der frifinder for etablering fælles foræl-dremyndighed med den begrundelse, at »tungtvejende grunde talerimod«. Se f.eks. T:FA 2008.363 Ø og T:FA 2008.560 V. I begge tilfæl-de tiltrådte landsretten, at der som følge af forældrenes konfliktfyldteforhold og dårlige samarbejde var tungtvejende grunde, der talte imodat etablere fælles forældremyndighed. Det siger sig selv, at der skalske frifindelse for en påstand om etablering af fælles forældremyndig-hed, hvis tungtvejende grunde taler imod, at den skal være fælles. Iden situation er denne løsning klart ikke bedst for barnet. Det fremgårda også af Retsudvalgets betænkning af 26. april 2007, side 9, 2. afsnit,at der ikke skal etableres fælles forældremyndighed, hvis der foreliggeren af de grunde, der kan begrunde ophævelse af en fælles forældremyn-dighed. Som eksempler nævnes, at den ene part er misbruger ellervoldelig, eller at forældrene har haft store og uovervindelige samar-bejdsproblemer, og der henvises til et spørgsmål til Retsudvalget fraen privatperson om § 14's betydning i et tilfælde, hvor en mor ved entidligere dom havde fået forældremyndigheden alene, og faderens rettil samvær var ophævet.Selv om der skal frifindes for en påstand om etablering af fællesforældremyndighed, når »tungtvejende grunde« taler imod, er det for-mentlig uhensigtsmæssigt at anvende udtrykket i begrundelsen. Detleder tanken hen på § 11, der bygger på en formodning for fælles for-ældremyndighed, og kan føre til den misforståelse, at der også i § 14-sager er formodning for fælles forældremyndighed. Det er der somnævnt ikke.Vedrørendeoverførsel af forældremyndighedenfremgår det i lovfor-slaget side 20 og side 83, venstre spalte, 2. afsnit, at der fortsat skaltages hensyn til, om indehaveren af forældremyndigheden uden rimeliggrund hindrer den anden af forældrenes kontakt til barnet, såkaldtsamværssabotage. Hvis den, der har forældremyndigheden umuliggørsamarbejdet om den andens kontakt til barnet, og den anden vil værebedre til at varetage samarbejdet om barnet og sikre barnets kontakttil begge forældre, skal forældremyndigheden overføres. Bortset herfraer der ikke nærmere vejledning at hente i bemærkningerne. På denbaggrund er det vel ikke helt utænkeligt, at der kan hentes nogen in-spiration i retspraksis efter § 12 og § 13 i lov om forældremyndighedog samvær i de tilfælde, hvor betingelserne for etablering af fællesforældremyndighed ikke er opfyldt, eller der ikke er påstand herom,(cf. note 24 til § 14 i Karnovs Lovsamling, hvor det antages, at denneretspraksis næppe er relevant længere).

4. Grundlaget for, at en af forældrene har forældremyn-digheden alene.Som nævnt skal det i vurderingen af, om der skal etableres fælles for-ældremyndighed, indgå, hvad der er baggrunden for, at den, der søgerom at få del i forældremyndigheden, ikke tidligere har haft (del i) deneller er blevet frataget den.I alle dommene på nær en, er der oplysninger om, hvorvidt eneforæl-dremyndighed hviler på en aftale eller en dom, eller er lovbestemt.Derimod er der ingen egentlig redegørelse for baggrunden herfor. Derer forældrenes forklaringer herom, og i 3 af dommene, T:FA 2008.401V, T:FA 2008.450 V og T:FA 2008.467 V, henvises der til børnesag-kyndige erklæringer fra de forudgående sager, der i alle tilfælde varafgjort med en dom i 2006.I størstedelen af sagerne havde uenighed medført, at en tidligerefælles forældremyndighed blev afløst af en dom om eneforældremyn-dighed. Det var tilfældet i 14 af de 19 sager, og i 4 af disse var dengamle sag ført gennem to instanser, idet den endelige dom var afsagtaf landsretten. En dom var afsagt i 2000, tre i 2002, en i 2003, to i 2004,en i 2005, fem i 2006 og en i 2007. I tre sager ønskedes en aftale omeneforældremyndighed ændret. En var fra 2001, en fra 2005 og en fra2008.I lovforslagets bemærkninger er der et helt afsnit om de ugifte mødre,der fra fødslen har haft eneforældremyndighed, fordi der ikke er indgåeten aftale eller afgivet en erklæring, der indebærer fælles forældremyn-dighed. Kun i to af de 19 domme, T:FA 2008.68 V og T:FA 2009.54V, forelå denne situation, og her blev resultatet i det første tilfældeoverførsel af forældremyndigheden jf. ovenfor i afsnit 2, i det andettilfælde blev der, som nævnt nedenfor i afsnit 5.1, indført fælles foræl-dremyndighed.

5.1. Dom til fælles forældremyndighedDe fem sager, hvor landsretten tog en påstand om fælles forældremyn-dighed til følge, er alle kendetegnet ved, at retten positivt konstaterede,at der var en nær tilknytning mellem den, der ønskede del i forældre-myndigheden, og barnet/børnene, samt at der var i hvert fald en visgrad af samarbejde mellem forældrene:I T:FA 2008.123 V hedder det bl.a., at drengen »siden separation i2001 har haft bopæl hos sin mor, men at han har haft regelmæssigtsamvær med sin far. Parterne har forklaret, at samværsordningen nuforløber stort set uden problemer«.I T:FA 2008.181 Ø anføres bl.a., »at begge parter er velegnede til atvaretage forældremyndigheden over D og S, der i deres opvækst harhaft en nær tilknytning til begge forældre og til hinanden«.I T:FA 2008.254 Ø lyder begrundelsen for at indføre fælles forældre-myndighed, »at D i hele sin opvækst - således også i tiden efter juni2002, hvor forældremyndigheden blev tillagt faderen alene - har haftnær tilknytning til begge forældre. Det lægges endvidere til grund, atparterne på en i det væsentlige tilfredsstillende måde har samarbejdetom D's forhold. De omstændigheder, som i 2002 begrundede, at foræl-dremyndigheden over D blev tillagt faderen alene, findes ikke nu attale imod etablering af fælles forældremyndighed«.I T:FA 2008.401 V, hvor faderen et år tidligere havde fået tillagtforældremyndigheden alene, hedder det bl.a., at »barnet … siden harside 3

Thomson Reutershaft et udstrakt samvær med moderen«, og at »kommunikationenmellem parterne er blevet stadig bedre«.T:FA 2009.54 V skiller sig ud, idet sagen blev anlagt af en ugift fartil 12-årige tvillinger. Byretten lagde vægt på, at børnene siden samlivs-ophævelsen for 1½ år siden havde opholdt sig en uge ad gangen hoshver af forældrene, der begge havde deltaget i pasningen, at det efterdet oplyste skyldtes en tilfældighed, at der ikke var fælles forældremyn-dighed, og at der ikke var svære og uovervindelige samarbejdsproble-mer, der talte imod etablering af fælles forældremyndighed. Forlandsretten forklarede forældrene samstemmende, at de nu bedre kunnetale sammen om børnene, og moderen udtalte, at hun ikke så nogetproblem i fælles forældremyndighed, hvis hun og faderen kunne talesammen om børnene. Landsretten stadfæstede med henvisning til by-rettens begrundelse.I alle fem domme blev der truffet afgørelse om børnenes fremtidigebopæl, og i tre af sagerne, T:FA 2008.123 V, T:FA 2008.254 Ø ogT:FA 2008.401 Ø, beholdt børnene deres bopæl. I den første sag vardet som følge af S' psykosomatiske lidelser på grund af konflikten ogbetydelige indlæringsvanskeligheder sammenholdt med, at han nu vari en positiv udvikling, bedst for ham at blive i det vante miljø hos mo-deren. I det andet tilfælde vurderedes det ud fra indholdet i en børne-sagkyndig erklæring og en samtale med D, at det var bedst for hendeat blive boende hos faderen. I det tredje tilfælde havde D boet hos sinfar, fra denne for godt et år siden havde fået forældremyndigheden, ogder var ikke oplyst om forhold, der kunne danne grundlag for, at Dskulle skifte bopæl. I de sidste to afgørelser, T:FA 2008.181 Ø og T:FA2009.54 V, blev der truffet afgørelse om, at børnene skulle skifte bopæl.Den første sag var speciel ved, at moderen, der havde forældremyndig-heden alene, ville flytte til USA. Under sagen fik faderen i sommeren2007 midlertidig forældremyndighed, og børnene flyttede ind hos ham.Landsretten fandt, at moderens ønske om at flytte til USA med børneneikke i sig selv kunne begrunde en overførsel af forældremyndigheden,men at det var bedst for børnene at bo hos deres far og herved blive ivante omgivelser samt bevare stabiliteten i deres hverdag. I den andenafgørelse blev det ud fra oplysningerne om parterne og deres forholdsamt indholdet af en samtale med børnene anset for bedst for børnene,at de fremover boede hos deres far.

ART2009011101-TFAskal etableres alene med det formål at bidrage til en genetablering afkontakten mellem børnene og moderen, når der henses til, at det hidti-dige forløb har vist, at moderen ikke har interesse i at varetage omsor-gen for S og deltage i hans liv.« Landsretten overførte i stedet for for-ældremyndigheden til faderen, jf. nedenfor i afsnit 5.3.I de øvrige sager var samarbejdsproblemer den bærende begrundelse.I T:FA 2008.189 V, hvor parterne havde ophævet samlivet i 2005, be-mærkede landsretten, »at samarbejdet ikke har fungeret. Efter en kon-kret vurdering er det herefter ikke bedst for børnene, at parterne pånuværende tidspunkt får fælles forældremyndighed.«I T:FA 2008.363 Ø anførte landsretten, at »efter bevisførelsen, her-under det indtryk, parternes forklaringer har efterladt i retten, må detantages, at parternes indbyrdes forhold er så konfliktfyldt, at de ikkevil kunne samarbejde«, idet der yderligere henvises til, at »appellantensadfærd over for S på væsentlig måde vil være til skade for S i forbin-delse med fælles forældremyndighed«. Landsretten overførte forældre-myndigheden jf. nedenfor i afsnit 5.3.I T:FA 2008.371 Ø henviste landsretten også til »et højt konfliktni-veau« samt til byrettens udførlige præmisser bl.a. om »at konflikterne... er så massive, at de overskygger fordelene for børnene ved en fællesforældremyndighed med risiko for fortsatte konflikter«.I T:FA 2008.398 V anførte landsretten, at »parterne har så svære oguovervindelige samarbejdsvanskeligheder, at det ikke kan antages atvære bedst for D, at der træffes bestemmelse om fælles forældremyn-dighed«. Landsretten overførte forældremyndigheden, jf. nedenfor iafsnit 5.3.I T:FA 2008.450 V konstaterede landsretten, at der også frem tilankebehandlingen havde »været et meget højt konfliktniveau, hvorparterne ikke har kommunikeret med hinanden og er fremkommet medbeskyldninger mod hinanden, ligesom børnenes samvær med deres fari lange perioder har været afbrudt som følge af parternes dårlige ellermanglende kommunikation«.I T:FA 2008.467 V konstaterede landsretten, at »parternes forholdhar været præget af konflikter, og der er en nærliggende risiko for, atfælles forældremyndighed vil føre til jævnlige skænderier mellemparterne til skade for børnene«.I T:FA 2008.560 V henviste landsretten til »det forudgående forløb«,at kommunikationen næsten udelukkende var skriftlig, og at det varen væsentlig forudsætning for en fortsat positiv udvikling for barnet,at den også i fremtiden hovedsagelig ville kunne foregå skriftlig.I T:FA 2008.590 Ø henviste landsretten til byrettens begrundelseom, at der var uovervindelige samarbejdsproblemer og tilføjede, at detikke »har været hensigten, at der skal etableres fælles forældremyndig-hed for derigennem at afprøve muligheden for at afhjælpe en konfliktmellem forældrene, som ikke er gavnlig for børnenes trivsel«.I T:FA 2008.592 Ø anførte landsretten, at efter »de hidtidige storeproblemer med hensyn til parternes samarbejde m.v., herunder medindgivelse af politianmeldelser, … der (er ikke) grundlag for at antage,at disse problemer nu er overstået«.I T:FA 2009.42 Ø henviste landsretten til det »oplyste om parterneog deres håndtering af D´s behov, herunder D´s særlige behov somordblind«. Antagelig dækker dette over konflikter og samarbejdsvan-skeligheder mellem parterne som følge af deres forskellige syn på D'sbehov og håndteringen heraf.I T:FA 2009.46 V stadfæstede landsretten byrettens begrundelse om»flerårlige svære samarbejdsvanskeligheder, der ikke var udsigt til kanovervindes inden for en overskuelig fremtid«.

5.2. Frifindelse for fælles forældremyndighed.I 12 sager afviste landsretten fælles forældremyndighed. I en af sagerneblev fælles forældremyndighed afvist efter en vurdering af barnets(manglende) relation til den af forældrene, der havde forældremyndig-heden.I T:FA 2008.455 Ø havde moderen forældremyndigheden alene overen 13-årig, der i 1½ år, siden september 2006, havde boet hos sinmormor og ikke i den periode haft nogen kontakt af betydning medsin mor. I byretten påstod faderen overførsel af forældremyndigheden,subsidiært fælles forældremyndighed. Moderen påstod frifindelse forpåstanden om overførsel, men tog bekræftende til genmæle over forpåstanden om fælles forældremyndighed. Hun tilsluttede sig også, atdrengen fremover skulle bo hos faderen. Byretten afviste overførsel,men traf afgørelse om fælles forældremyndighed, idet det ansås forsandsynligt, at konfliktniveauet ville mindskes med den opnåedeenighed om bopælen, at der dermed var udsigt til, at det fornødnesamarbejde om fælles forældremyndighed kunne etableres, og at fællesforældremyndighed på længere sigt kunne bidrage til en genetableringaf kontakten mellem den 13-årige og moderen til gavn for drengen.Byretten burde for så vidt, når nu man havde frifundet for påstandenom overførsel, blot have taget den subsidiære påstand til følge udenanden begrundelse, end at moderen havde taget bekræftende til genmælepå dette punkt. Faderen ankede imidlertid, og landsretten afviste fællesforældremyndighed. Det hedder herom i dommen, at det »ifølge forar-bejderne … ikke har været hensigten, at en fælles forældremyndighedCopyright � 2010 Thomson Reuters Professional A/S

Thomson Reutersfor godtgjort, at 6-årige D var en skrøbelig pige, der var præget af demange omskiftelser hun havde været udsat for, at hun havde behov forstruktur, ro, stabilitet og forudsigelighed, og at faderen bedst kunnesikre dette. I den anden sag fandtes det navnlig efter indholdet af noglebørnesagkyndige erklæringer om samspillet mellem drengen og hveraf forældrene bedst at overføre forældremyndigheden over 6-årig tilfaderen. Der fremgår ikke nærmere af præmisserne, men af sagsfrem-stillingen i byrettens dom fremgår det, at der var et kompliceret forholdmellem barnet og moderen, der havde en psykisk lidelse.Som anført ovenfor i afsnit 5.2. blev fælles forældremyndighed afvisti T:FA 2008.363 Ø, T:FA 2008.398 V og T:FA 2008.455 Ø, og foræl-dremyndigheden blev overført til den anden af forældrene.I T:FA 2008.363 Ø havde faderen forældremyndigheden alene.Barnet havde boet 6 år hos ham, men flyttede for et år siden til moderen.Af de grunde, der er angivet ovenfor i afsnit 5.2, herunder faderensskadelige adfærd over for barnet, og under hensyn til den nu 12-årigestilknytning til sin mor var det bedst at overføre forældremyndighedentil hende.I T:FA 2008.398 V havde 11-årig pige, der var ordblind og modtogspecialundervisning, været igennem mange flytninger med sin mor,og havde senest også skiftet skole. Hun havde hele tiden haft regelmæs-sigt samvær med faderen, der måtte anses for bedst til at støtte pigenog varetage hendes særlige behov, og herunder navnlig skabe denbedste sociale ramme for hende. Forældremyndigheden blev derforoverført til ham. Herved kunne pigen også vende tilbage til sin gamleskole.I T:FA 2008.455 Ø udtalte landsretten, at det efter det oplyste »her-under om parternes og S' forhold, S' behov for ro, struktur, stabilitetog forudsigelighed i sin hverdag« var bedst at overføre forældremyn-digheden til faderen.I fem domme blev derfrifundet foren påstand om overførsel af for-ældremyndigheden:I to af dommene, T:FA 2008.181 Ø og T:FA 2008.254 Ø, blev betin-gelserne for at bestemme fælles forældremyndighed anset for opfyldt.Som anført ovenfor bemærkede landsretten i den første afgørelse, atdet forhold, at moderen ville flytte til USA, ikke i sig selv kunne be-grunde en overførsel af forældremyndigheden til faderen, men børnenesbopæl blev flyttet til faderen. Den anden afgørelse indeholder ingenbemærkninger til påstanden om overførsel af forældremyndigheden.Som anført ovenfor beholdt barnet sin bopæl.I de tre øvrige domme blev der frifundet for påstande om fælles for-ældremyndighed, jf. ovenfor. Som begrundelse for også at frifinde foroverførsel af forældremyndigheden anførte landsretten i T:FA 2008.189V efter at have afvist fælles forældremyndighed, at efter oplysningerneom »A's tilknytning til sin mor, er det bedst for ham, at hans mor fortsathar forældremyndigheden over ham. Alle 3 børn har hidtil boet hos M,og det må - også efter landsrettens samtaler med B og C - lægges tilgrund, at hverdagen hos moderen fungerer udmærket.« Det blev end-videre anført, at C og B's ønsker om at være sammen med deres farkunne imødekommes ved en netop aftalt samværsordning. På denbaggrund var det bedst for alle børnene, at forældremyndigheden for-blev hos moderen.I T:FA 2008.467 V konstaterede landsretten om overførselspåstanden,at »børnene har boet hos M siden 2005, og hun må antages bedst atvære i stand til at sørge for børnene. Hun må desuden antages at værei stand til at sikre, at børnene bevarer kontakten med deres far.« Detansås derfor for bedst for børnene, at forældremyndigheden blev hosmoderen.I T:FA 2009.44 V udtalte byretten blandt andet, at moderen, derhavde forældremyndigheden alene, havde »bedst forståelse for A'sbehov«, bedst kunne give ham »de nødvendige faste, forudsigelige ogtrygge rammer« og bedst kunne hjælpe ham fagligt. Byretten udtaltevidere, at der »ikke er grund til at formode, at A samlet set vil kommeCopyright � 2010 Thomson Reuters Professional A/S

6. Barnets perspektivBarnets perspektiv kan indgå i sagen på forskellig måde. Det er karak-teristisk for § 14-sagerne, at de hovedsageligt handler om de (lidt)større børn, og dermed også at deres perspektiv inddrages gennem endommersamtale i byretten, men ofte også i landsretten. Det sidstnævnteafhænger til dels af, hvor fyldestgørende oplysninger, der allerede eri sagen f.eks. i form af et samtalenotat fra en dommersamtale i byretten.Kun fem af de 19 sager angik udelukkende børn, der ikke var fyldt 7år. I disse sager var der ingen dommersamtale med børnene. I de øvrige12 sager var der samtaler med børn mellem 8 og 13 år. I en enkelt sagmed søskende på 10 og 6 år var der i byretten også en samtale medden 6-årige. I nogle tilfælde refereres der i domsbegrundelsen direktetil samtalerne. F.eks. siges det i T:FA 2008.189 Ø, der endte med, atforældremyndigheden over tre børn forblev hos moderen, at »det må- også efter landsrettens samtale med C og B - lægges til grund, athverdagen hos moderen fungerer udmærket«. I T:FA 2008.371 V, hvorlandsretten til dels under henvisning til byrettens præmisser stadfæstede,at der ikke skulle være fælles forældremyndighed, anførte byretten, atbørnene »i samtalen kredsede … meget om de samme konfliktfyldteepisoder …, de har på nuværende tidspunkt en klar forestilling om, atdenne relation [med faderen] er forbundet med konflikt, og de giverikke udtryk for positive erindringer om samværet med ham«. I T:FA2009.42 Ø om en 12-årig pige anførte byretten bl.a., »at uenigheden… giver anledning til konflikter, som sætter hende i en meget klemtsituation mellem to forældre, som hun holder meget af«. I T:FA 2009.44V, hvor landsretten i henhold til byrettens grunde stadfæstede, at for-ældremyndigheden ikke skulle overføres, skrev byretten, »at det, uansetA's egne tilkendegivelser, er bedst for ham, også på længere sigt, athan bliver boende hos sagsøgte«. I T:FA 2009.54 V, hvor landsrettenligeledes i henhold til byrettens grunde stadfæstede, at faderen fremoverskulle have del i forældremyndigheden over 12-årige tvillinger, og atde skulle have bopæl hos faderen, henviste byretten blandt andet til,at det efter »… indholdet af dommerens samtale med A og B findesbedst for A og B at have bopæl hos F«.I andre tilfælde indgår betydningen af børnenes egne udtalelser idommens præmisser på en mere diskret måde. Det gælder f.eks. T:FA2008.363 Ø, hvor landsretten stadfæstede, at moderen fortsat skullehave forældremyndigheden alene. Her anførte byretten, at »S gav underbørnesamtalen udtryk for, at han er helt afklaret med, at han vil bo hosM og de to søskende, samt at han er belastet af de oplevelser, som hanhar haft hos F, og at han føler sig utryg bare ved tanken om at skullese F«. Landsretten gentog ikke dette og henviste heller ikke til et fore-liggende samtalenotat. Derimod henvistes der til S' tilknytning til M.

Thomson ReutersDe påstande, der nedlægges af den, der er uden del i forældremyn-digheden, sætter grænserne for, hvad retten kan træffe afgørelse om.I forarbejderne til bestemmelsen antages det, at der normalt vil væreen principal påstand om overførsel af forældremyndigheden og ensubsidiær påstand om fælles forældremyndighed. Antagelsen holderikke stik for de foreliggende ankesager, idet anmoderen i 12 ud af de19 sager på forhånd havde truffet sit valg. I ni tilfælde blev der alenepåstået fælles forældremyndighed, mens der i tre sager alene blev på-stået overførsel. Til gengæld holder den formodede rækkefølge stik ide syv sager, hvor der blev nedlagt såvel en principal som en subsidiærpåstand. I ingen tilfælde påstod anmoderen principalt fælles forældre-myndighed, subsidiært overførsel. I et enkelt tilfælde, T:FA 2008.467V, blev påstanden om overførsel endda først nedlagt i anken, efter atbyretten havde truffet afgørelse om fælles forældremyndighed.Det afgørende for udfaldet af en sag efter § 14, er, om det er bedstfor barnet at ændre eller at bevare den eksisterende retlige ramme forforældreskabet. Bestemmelsen indeholder ingen formodning for detene resultat frem for det andet. I 10 - det vil sige godt halvdelen - afsagerne fik anmoderen noget ud af sin sag, ligeligt fordelt på fællesforældremyndighed og overførsel. I de fem sager, der resulterede ifælles forældremyndighed, var der positive oplysninger om relationenmellem barn og anmoder og om samarbejdet mellem forældrene, dergav grundlag for at antage, at en ændring til fælles forældremyndighedvar bedst for barnet. I de fem sager, hvor forældremyndigheden blevoverført, var der oplysninger om skadelige opvækstforhold i hjemmetog eventuelt en direkte negativ relation mellem barnet og forældremyn-dighedsindehaveren. Samtidig var der oplysninger om relationen mel-lem barnet og den anden af forældrene samt om dennes forhold, dergav grundlag for at antage, at en overførsel af forældremyndighedenville forbedre barnets vilkår. Et gennemgående tema i begrundelserneer barnets særlige behov og behovet for struktur, ro, stabilitet, og for-udsigelighed. Flere af begrundelserne består til dels i generelle udsagn,der må kobles sammen med de oplysninger, der fremgår af parternesforklaringer, børnesagkyndige erklæringer m.v. Det helt dominerendetræk ved de afgørelser, der frifinder forældremyndighedens indehaverfor en påstand om fælles forældremyndighed, er, at der efter oplysnin-gerne navnlig om forældrenes indbyrdes forhold ikke er tillid til, at enfælles forældremyndighed vil være bedst for barnet. På baggrund afoplysningerne om de gældende forhold for barnet sammenholdt medoplysningerne om forældrenes konflikter henvises der således i flereafgørelser direkte til risikoen for, at en fælles forældremyndighed vilskærpe konflikterne mellem forældrene til skade for barnet.

1. INDLEDNINGDer er gennem de seneste 20-30 år løbende sket en udvikling med fokus på at for-lige forældre i sager om forældremyndighed og samvær eller hjælpe forældre til selvat finde løsninger. Baggrunden for denne udvikling er en opfattelse af, at forældre-ne selv rummer de bedste løsninger på deres uenigheder. Samfundets rolle bliverdermed i videre omfang at tilbyde redskaber, der kan hjælpe forældre til at løse de-res uenigheder og konflikter i mindelighed.Statsforvaltningerne har derfor siden 1986 haft konfliktløsningstilbud til forældre isager om forældremyndighed og samvær. Konfliktløsningstilbuddene er gennemårene udvidet betragteligt, og der er gennemført en række forsøgsordninger, somkan hjælpe forældre, som er gået fra hinanden, eller som er ved at gå fra hinanden,til at kunne samarbejde omkring deres børn og selv løse deres indbyrdes uoverens-stemmelser. Statsforvaltningen har derudover også tilbud, som henvender sig di-rekte til børn.Udviklingen og fokus på forligsmæssige løsninger er også afspejlet i de lovændrin-ger, der er gennemført, særligt i 2007, hvor den familieretlige strukturreform ogforældreansvarsloven trådte i kraft.I det følgende beskrives de ændringer, der er gennemført i lovgivningen, som følgeaf det øgede fokus på forligsmæssige løsninger i sager om forældremyndighed,barnets bopæl og samvær.Den metodeudvikling, der har været gennemført og stadig foregår i statsforvalt-ningen i form af konfliktløsningstilbud, forsøgsordninger og tilbud rettet til børn,beskrives også. Denne metodeudvikling skal ses som en fortsat udvikling af områ-det.Den familieretlige struk-turreform trådte i kraftden 1.1.2007 og medførteet øget fokus på forligs-mæssige løsninger i stats-forvaltningerne. Struktur-reformen betød, at allesager om forældremyn-dighed, bopæl og samværskal begynde i statsfor-valtningenForældreansvarsloventrådte i kraft den1.10.2007 og medførte etøget fokus på inddragel-sen af barnet i sager omforældremyndighed, bo-pæl og samvær også iforbindelse med forligs-bestræbelserne i statsfor-valtningen

2.2.1. STATSAMTERNES BEHANDLING AF FORÆLDREMYN-DIGHEDSSAGER FØR 1. JANUAR 2007Efter lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær som senestændret ved lov nr. 446 af 9. juni 2004 kunne statsamtet behandle forældremyndig-hedssager, når der var enighed om forældremyndigheden.Forældre, som ønskede at indgå en aftale om fælles forældremyndighed, om ophøraf fælles forældremyndighed eller om overførsel af forældremyndighed til den an-den forælder skulle således som udgangspunkt anmelde aftalen til statsamtet. Stats-amtet behandlede efter lov om forældremyndighed og samvær også sager om god-kendelse af aftaler om overførsel af forældremyndighed til andre end forældre.a-veget i enkelte tilfælde, da statsamtet også havde kompetence til at træffe afgørelsei sager om forældremyndighed ved dødsfald og til at træffe visse midlertidige for-ældremyndighedsafgørelser. Statsamtet kunne således træffe midlertidige afgørelserom forældremyndighed ved dødsfald og midlertidige afgørelser om forældremyn-dighed, hvis forældremyndighedsindehaveren var forhindret i at træffe bestemmel-se om barnets personlige forhold.Da statsamtet som udgangspunkt ikke havde kompetence til at tage stilling til tvi-ster om forældremyndighed, måtte statsamtet henvise forældrene til at anlægge enforældremyndighedssag direkte ved retten. Statsamtet havde dog mulighed for atindkalde forældrene til et vejledningsmøde på baggrund af anmodningen og kunnetilbyde børnesagkyndig rådgivning og/eller konfliktmægling.Statsamtet kunne før 1.januar 2007 som ud-gangspunkt kun behandler-ældremyndighed

2.2.2. DOMSTOLENES BEHANDLING AF FORÆLDREMYN-DIGHEDSSAGER FØR 1. JANUAR 2007Tvister om forældremyndighed blev som nævnt oven for før strukturreformenalene behandlet af domstolene. Domstolene behandlede følgende forældremyn-dighedssager:Sager om ophør af fælles forældremyndighed.Sager om overførsel af forældremyndighed.Sager om ændring af aftale eller afgørelse om forældremyndighed.Sager om statsamtets afgørelser om forældremyndighed efter dødsfald.Midlertidige afgørelser om forældremyndighed.Ændring af midlertidige afgørelser, hvis retssag var anlagt.Derudover kunne anmeldelse af aftaler om fælles forældremyndighed, om ophør affælles forældremyndighed og om overførsel af forældremyndighed til den andenforælder ske til retten, hvis en sag om forældremyndighed var indbragt for retten.Retten kunne tilsvarende under en retssag godkende aftaler om overførsel af for-ældremyndigheden til andre.5Tvister om forældremyn-dighed blev før 1. januar2007 alene behandlet afdomstolene

2.2.3. SAGSBEHANDLINGEN I SAMVÆRSSAGERKompetencen til at træffe afgørelser om samvær lå før strukturreformen alene hosstatsamterne, og en ansøgning om samvær skulle derfor indgives til statsamtet.Domstolene kunne ikke træffe afgørelse om samvær og måtte derfor i tilfælde afuenighed herom henvise forældrene til at få spørgsmålet afgjort af statsamtet.Når statsamtet modtog en ansøgning om fastsættelse, ændring eller ophævelse afsamvær, kunne statsamtet vælge at afholde et møde med forældrene, hvor en juri-disk sagsbehandler deltog. Statsforvaltningen kunne også tilbyde forældrene bør-nesagkyndig rådgivning og/eller konfliktmægling. Endelig kunne statsamtet beslut-te at indhente flere oplysninger fra ansøgeren eller iværksætte yderligere undersø-gelser, f.eks. ved at afholde en samtale med barnet eller iværksætte en børnesag-kyndig undersøgelse. Statsamternes behandling af samværssager indebar typisk endel mødevirksomhed, men der var ikke et lovkrav om, at der skulle holdes møder isamværssager. Sagsbehandlingen i statsamtet blev varetaget af en juridisk sagsbe-handler, mens de børnesagkyndige kun blev inddraget i de situationer, hvor foræl-drene ønskede børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling, eller når der skul-le afholdes en samtale med barnet, gennemføres en børnesagkyndig undersøgelsem.v.Sagsbehandlingen i statsamterne bar derved før strukturreformen præg af en ad-skillelse mellem den juridiske sagsbehandling og den håndtering af sagen, som be-roede på børnesagkyndig ekspertise.Sager om samvær blev før1. januar 2007 alene be-handlet af statsamtet

2.3. Strukturreformens indvirkning på sagsbehand-lingenDen 1. januar 2007 trådte loven om strukturreformen i kraft. Samtidig blev de 15statsamter nedlagt og erstattet af 5 nye regionale statsforvaltninger.Strukturreformen indebar store forandringer i behandlingen af sager om forældre-myndighed og samvær. Strukturreformen betød bl.a., at der kom et øget fokus påforligsbestræbelser i sager om forældremyndighed og samvær. Dette medførte enrække kompetencemæssige ændringer i forhold til statsforvaltningernes og dom-stolenes behandling af disse sager.Formålet med strukturreformen var at etablere én fælles indgang i sager om sepa-ration, skilsmisse og forældremyndighed, da statsforvaltningerne i forvejen be-handlede sager om samvær, børnebidrag og størrelsen af ægtefællebidrag. Alle sa-6Strukturreformens fokusvar forligsmæssige ogsamlede løsninger

ger om separation, skilsmisse og forældremyndighed skulle herefter også begynde istatsforvaltningen. Sigtet med strukturreformen var samtidig, at mange af de res-sourcer, som blev anvendt ved domstolene og i statsamterne til at træffe afgørelse,i stedet kunne anvendes til at søge at opnå forligsmæssige løsninger, hvor foræl-drene medinddrages i løsningen af problemerne.Forældrene fik herved mulighed for gennem øget rådgivning, mægling og bistandfra sagsbehandlerne og de børnesagkyndige i statsforvaltningerne at få en samletløsning på spørgsmål om bl.a. forældremyndighed og samvær. Strukturreformenbetød, at en sag om forældremyndighed kun skal indbringes for domstolene, hvisder ikke under statsforvaltningens vejledning og rådgivning kan opnås enighedmellem forældrene.Domstolene bevarede kompetencen til at træffe endelig afgørelse i sager, hvor derer tvist om forældremyndigheden, men det var forventningen, at en stor del af desager, der blev behandlet ved domstolene, fremover ville kunne afsluttes i enighedi statsforvaltningerne.Strukturreformen betød således, at:Alle sager om forældremyndighed skal begynde i statsforvaltningerne og kanikke længere anlægges direkte ved domstolene.Der blev indført obligatoriske vejledningsmøder i forbindelse med statsforvalt-ningens behandling af sager om forældremyndighed og samvær.Der blev indført tværfaglige vejledningsmøder i statsforvaltningen.Sager om forældremyndighed skulle indbringes for retten af statsforvaltningen.Statsforvaltningerne fik kompetence til at træffe midlertidige afgørelser om for-ældremyndighed.Domstolene fik i visse forældremyndighedssager kompetence til samtidig attræffe afgørelser om samvær og anden kontakt, herunder midlertidige afgørel-ser.Strukturreformen indebar i øvrigt ikke ændringer i statsforvaltningernes kompe-tence til at behandle de forældremyndighedssager, som er beskrevet under afsnit2.2.1.

2.3.1. STATSFORVALTNINGENS BEHANDLING AF FORÆL-DREMYNDIGHEDS- OG SAMVÆRSSAGERStrukturreformens fokus på forligsmæssige løsninger betød, at der blev indført ob-ligatoriske vejledningsmøder i sager om forældremyndighed og samvær. Formåletmed vejledningsmødet er at finde frem til, om der er mulighed for, at forældrenekan nå frem til en forligsmæssig løsning. Statsforvaltningen skal derfor på vejled-ningsmødet udover at informere og vejlede forældrene om regelsættene, aftale-mulighederne og retsvirkningerne af eventuelle aftaler søge at afklare, hvad derer sagens egentlige konflikt. Statsforvaltningen skal også orientere om mulighedenfor børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling. Samtidig skal statsforvaltnin-7Strukturreformen indførteobligatoriske vejled-ningsmøder i statsforvalt-ningen i sager om foræl-dremyndighed og samvær

gen sørge for at inddrage barnets perspektiv på et så tidligt tidspunkt som muligt,så barnets holdninger og synspunkter kan indgå i grundlaget for forældrenes even-tuelle forlig. Statsforvaltningen skal også være opmærksom på at behandle spørgs-mål om forældremyndighed og samvær samlet, så forældrene under statsforvalt-ningens behandling af sagen får mulighed for at få en samtidig og samlet løsningpå disse spørgsmål.Strukturreformens fokus på forligsmæssige løsninger medførte også, at der blevindført mulighed for at afholde tværfaglige vejledningsmøder, hvor både en juri-disk sagsbehandler og en børnesagkyndig deltog. Der havde dog forud for indfø-relsen af de tværfaglige vejledningsmøder været gennemført forsøg med tværfagli-ge samværsmøder, se afsnit 3.4.Strukturreformen betød, at hvis forældrene bliver enige om forældremyndighedenog/eller samværet under sagens behandling i statsforvaltningen, skal statsforvalt-ningen afslutte sagen ved, at statsforvaltningen enten henlægger forældremyndig-hedssagen eller modtager forældrenes anmeldelse af en aftale om forældremyndig-heden. Bliver forældrene enige om samværet, skal statsforvaltningen slutte dennesag ved, at statsforvaltningen noterer forældrenes aftale, hvis de ønsker det, hvor-efter aftalen vil kunne tvangsfuldbyrdes.Da kompetencen til at træffe endelig afgørelse i tvistsager om forældremyndighedefter strukturreformen fortsat ligger hos retten, skal statsforvaltningen afslutteforældremyndighedssagen, hvis forældrene ikke når til enighed. Statsforvaltningenskal inden sagens afslutning vejlede forældrene om børnesagkyndig rådgivning ogkonfliktmægling, jf. ovenfor. Statsforvaltningen skal dog hurtigt afslutte forældre-myndighedssagen, hvis yderligere forligsbestræbelser skønnes nyttesløse. Foræl-dremyndighedssagen kan herefter indbringes for retten af statsforvaltningen, hvisen af forældrene anmoder om det.Er der tale om en sag om samvær eller anden kontakt skal statsforvaltningen træffeafgørelse om samværet eller anden kontakt, hvis forældrene ikke kan blive enige.Det skyldes, at statsforvaltningen har kompetence til at træffe endelige afgørelserom samvær. Retten har dog under visse forældremyndighedssager også kompeten-ce til at tage stilling til spørgsmål om samvær eller anden kontakt. Hvis statsfor-valtningen har afsluttet en sådan forældremyndighedssag, skal statsforvaltningenderfor vejlede forældrene om, at retten i disse sager kan anmodes om at tage stil-ling til samvær og anden kontakt.Statsforvaltningen kan under statsforvaltningens behandling af en forældremyn-dighedssag træffe midlertidige afgørelser om forældremyndighed. Statsforvaltnin-gen kan også træffe midlertidige afgørelser om samvær under statsforvaltningensbehandling af en samværssag.

2.3.2. DOMSTOLENES BEHANDLING AF FORÆLDREMYN-DIGHEDS- OG SAMVÆRSSAGERHvis forældrene ikke kan blive enige om forældremyndigheden understatsforvaltningens behandling af sagen, skal statsforvaltningen afslutte sagen.Forældrene kan herefter bede statsforvaltningen om, at sagen indbringes for retten,som har kompetence til at træffe endelig afgørelse om forældremyndigheden.Indbringelsen for retten sker ved, at statsforvaltningen sender sagen til retten.Statsforvaltningen skal i forbindelse med sagens indbringelse for retten oplyse ret-ten om, hvad der er grunden til, at sagen blev afsluttet. Statsforvaltningen skalsamtidig medsende indhentede oplysninger, herunder en eventuel børnesagkyndigerklæring og andre udtalelser, samt notater fra samtaler med børn. Der skal ikkeudfærdiges en stævning i forbindelse med sagens indbringelse for retten.Retten kan under behandlingen af sagen træffe midlertidig afgørelse om forældre-myndighed. Hvis spørgsmålet om samvær også skal afgøres under retssagen, kanretten også træffe midlertidig afgørelse om samvær. Indførelsen af adgangen fordomstolene til også at kunne træffe afgørelse om samvær, giver forældre mulighedfor at få en samlet løsning på forældremyndigheds- og samværsspørgsmål.Strukturreformen ændrede herudover ikke på domstolenes behandling af sager omforældremyndighed.Hvis der ikke opnås enig-hed om forældremyndig-hed i statsforvaltningen,kan sagen indbringes forretten

2.4. Forældreansvarslovens indvirkning på sagsbe-handlingenDen 1. oktober 2007 trådte forældreansvarsloven i kraft. Forældreansvarslovenafløste lov om forældremyndighed og samvær. Forældreansvarsloven videreførtesamtidig de kompetencemæssige ændringer, som blev indført ved strukturrefor-men, se afsnit 2.3.I relation til behandlingen af sager om forældremyndighed, bopæl og samvær med-førte forældreansvarsloven særligt følgende:Øget fokus på inddragelsen af barnet i sager om forældremyndighed, barnetsbopæl og samvær og inddragelsen af børnesagkyndige.Øget fokus på forældrenes fælles ansvar for barnet.Mulighed for, at der kan træffes afgørelse om, hos hvem af forældrene barnetskal have bopæl, når der er fælles forældremyndighed.Strukturreformen og forældreansvarsloven har betydet en ændret tilgang til be-handlingen af sager om forældremyndighed, bopæl og samvær. Fokus på behand-lingen af disse sager er nu, at der skal skabes mulighed for, at forældrene gennemstatsforvaltningens behandling af sagen kan nå frem til forligsmæssige løsningerom forældremyndighed, bopæl og samvær. Dette fokus er blevet understøttet af9

forældreansvarslovens fokus på forældrenes fælles ansvar for barnet. Samtidig harforældreansvarsloven medført et skærpet fokus på barnets perspektiv, også i for-bindelse med forligsbestræbelser.Denne ændrede tilgang til behandlingen af sager om forældremyndighed, bopæl ogsamvær stiller nye krav til sagsbehandlingen, som ikke længere i samme grad erpræget af en traditionel juridisk tilgang, men i lige så høj grad af et ønske om athjælpe forældrene med selv at finde frem til løsninger med hjælp fra professionellebåde jurister og børnesagkyndige. Disse ændringer i sagsbehandlingen kommertil udtryk gennem:Tværfaglige møder i statsforvaltningerne med deltagelse af jurist og børnesag-kyndig.Øget fokus på belysningen af barnets perspektiv, så barnet kan synliggøresikke kun for myndighederne, men også for forældrene, som herved kan få hjælptil at finde frem til den bedste løsning for barnet.Som noget nyt medførte forældreansvarsloven som nævnt også, at der nu er mu-lighed for, at der kan træffes afgørelse om, hos hvem af forældrene barnet skal ha-ve bopæl, når der er fælles forældremyndighed. De saglige kompetenceregler for såvidt angår bopælsafgørelser er de samme som for afgørelser om forældremyndig-hed. En sag om barnets bopæl skal derfor begynde i statsforvaltningen, mens ret-ten har kompetencen til at træffe endelige afgørelser om barnets bopæl, se afsnit2.3.2.Indbringelsen af en bopælssag for retten sker på samme måde som ved indbringel-sen af en forældremyndighedssag, se afsnit 2.3.2. Retten kan under behandlingen afen forældremyndigheds- eller bopælssag træffe midlertidig afgørelse om, hos hvemaf forældrene barnet skal have bopæl. Hvis spørgsmålet om samvær også skal afgø-res under retssagen, kan retten under sagen træffe midlertidig afgørelse om sam-vær.

2.4.1. STATSFORVALTNINGENS BEHANDLING AF FORÆL-DREMYNDIGHEDS-, BOPÆLS- OG SAMVÆRSSAGEREt af formålene med forældreansvarsloven er som nævnt at sikre, at barnet får mu-lighed for at komme til orde vedrørende forhold, der berører barnets liv. Samtidigsikres det, at der tilvejebringes et konkret børneperspektiv i sager om forældre-myndighed, bopæl og samvær, så der kan opnås et kvalificeret grundlag for foræl-drenes forligsbestræbelser og for myndighedernes afgørelser i disse sager.Det fremgår derfor nu tydeligt af loven, at der altid skal ske en synliggørelse afbarnets perspektiv. Det betyder, at statsforvaltningen og retten har pligt til at ind-drage barnet, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme frem. Ind-dragelsen af barnet og dets perspektiv er altså en afgørende del af statsforvaltnin-gens og rettens oplysning af sager om forældremyndighed, bopæl og samvær. Dainddragelsen af barnet og dets perspektiv også indgår som led i forældrenes for-10Efter forældreansvarslo-ven skal der altid ske ensynliggørelse af barnetsperspektiv f.eks. vedsamtaler, børnesagkyndi-ge undersøgelser eller påanden vis

2.4.2. RETTENS BEHANDLING AF FORÆLDREMYNDIGHEDS-,BOPÆLS- OG SAMVÆRSSAGERNår en sag om forældremyndighed og/eller bopæl er indbragt for retten, skal ret-ten sikre, at barnets perspektiv er tilstrækkeligt belyst, inden retten træffer afgørelsei sagen.Retten må i den forbindelse vurdere, om barnets perspektiv er tilstrækkeligt belystunder statsforvaltningens behandling af sagen, f.eks. ved statsforvaltningens afhol-delse af en samtale med barnet, eller om barnets perspektiv skal uddybes ved, atder afholdes yderligere en samtale med barnet under retssagen. Herved kan detundgås, at barnet belastes med at skulle inddrages flere gange under sagen omsamme spørgsmål. Beslutter retten at afholde en samtale med barnet, kan rettenanmode en børnesagkyndig om at deltage i samtalen eller om at afholde samtalenalene.Retten skal også sikre, atbarnets perspektiv er til-strækkeligt belyst

3. VÆRKTØJER, FORSØGSORD-NINGER OG ØVRIGE TILTAG3.1. IndledningDette afsnit beskriver den metodeudvikling i sager om forældremyndighed ogsamvær, der har været gennem de sidste 20-30 år, og som stadig er i gang. De for-skellige værktøjer, forsøgsordninger og øvrige metoder er også afspejlet i lovgiv-ningen, bl.a. i strukturreformens indførelse af obligatoriske (tværfaglige) vejled-ningsmøder og i forældreansvarslovens bestemmelser om børnesagkyndig rådgiv-ning og konfliktmægling.Metodeudviklingen er udtryk for den forandring området er undergået, og somnavnlig har taget fart de sidste 5-10 år. Fra at være etsom tilbød at træffe afgørelse i en forælderkonflikt, er der nu i større omfang taleom et fokus på hjælp til selvhjælp. Og først når dette ikke er en farbar vej i denenkelte sag, træffes der afgørelse i den partstvist, som uenigheden repræsenterer.Partstvisten er særegen derved, at denne omfatter barnet som genstand og netopdenne særegenhed har været afsæt for forandringen og metodeudviklingen. De fa-ste redskaber og initiativer har alle fokus på at hjælpe parterne både forældre ogbørn. Enten som en konfliktløsende eller en støttende funktion.Udviklingen er gået fratraditionelt juridisk afgø-relsessystem til fokus påforligsmæssige løsningerog hjælp til selvhjælp

3.2. Børnesagkyndig rådgivningStatsamternes (nu statsforvaltningerne) børnesagkyndige rådgivning blev indførtden 1. januar 1986. Bestemmelsen om børnesagkyndig rådgivning findes nu i for-ældreansvarslovens § 32.Formålet med børnesagkyndig rådgivning er at hjælpe forældrene til selv at løsekonflikterne vedrørende forældremyndighed og samvær under hensyn til, hvad derer bedst for barnet. Rådgivningen skal dels give forældrene en dybere indsigt i de-res egen og den anden forælders situation, dels styrke dem i at bruge deres egneressourcer til at komme overens. Rådgivningen er en hjælp til selvhjælp, og det op-timale er, at forældrene selv finder en løsning på deres problemer. I anden rækketilstræber rådgivningen at dæmpe konfliktniveauet mellem forældrene og dermedmindske konflikternes påvirkning af barnet.Børnesagkyndig rådgivning kan både tilbydes i forbindelse med en verserende sagom forældremyndighed, bopæl eller samvær i statsforvaltningen og i tilfælde, hvorstatsforvaltningen ikke behandler en konkret sag, men hvor forældrene er uenigeom forældremyndighed, bopæl eller samvær.Børnesagkyndig rådgiv-ning blev indført som til-bud i statsamterne i 1986

Rådgivning kan gennemføres blot en af forældrene ønsker det. Børnesagkyndigrådgivning tilbydes ikke kun til forældre, men også til børn. Formålet med dette erat give barnet mulighed for at tale med en børnesagkyndig om de problemer i fa-milien, som berører barnet. Børnesagkyndig rådgivning tilbydes bl.a. til børn i for-bindelse med, at barnet er til en børnesamtale i statsforvaltningen, ligesom denbørnesagkyndige kan vælge udelukkende at give børnesagkyndig rådgivning til bar-net, hvis det i situationen vurderes at være nødvendigt at skåne barnet for samta-len.En børnesagkyndig rådgivning udføres af en børnesagkyndig, som er uddannetpsykolog, psykiater eller socialrådgiver med særlig erfaring i familieforhold. Stats-forvaltningens jurist kan eventuelt også deltage i rådgivningen, hvis forældrene øn-sker det. En børnesagkyndig rådgivning varer normalt ca. 1 - 1½ time, og der kanaftales flere rådgivningssamtaler, hvis der er behov for det.Den børnesagkyndige rådgivning foregår uafhængigt af statsforvaltningens juridi-ske sagsbehandling. Børnesagkyndig rådgivning er således et neutralt rum, hvorforældrene kan få rådgivning og vejledning. Der må derfor ikke videregives oplys-ninger fra rådgivningsforløbet til den juridiske sagsbehandler, medmindre der fore-ligger samtykke fra forældrene. En eventuel sag om forældremyndighed, barnetsbopæl eller samvær sættes derfor også i bero, indtil rådgivningen er afsluttet. Stats-forvaltningen vil dog kunne træffe midlertidige afgørelser om forældremyndighed,barnets bopæl eller samvær, mens rådgivningen foregår.Børnesagkyndig rådgivning er et tilbud til forældre og børn, og det er derfor frivil-ligt at deltage. Det er gratis at få børnesagkyndig rådgivning i statsforvaltningerne.

3.3. KonfliktmæglingKonfliktmægling blev indført som en landsækkende ordning i statsamterne (nustatsforvaltningerne) i 2001 på baggrund af midler fra satspuljen. Hermed blevstatsamternes konfliktløsningstilbud udvidet, idet statsamternes konfliktløsnings-tilbud herefter både omfattede børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling. I2007 blev ordningen gjort permanent. Bestemmelsen om konfliktmægling findesnu i forældreansvarslovens § 32, som også omfatter børnesagkyndig rådgivning.Konfliktmægling er ligesom børnesagkyndig rådgivning en frivillig konfliktløs-ningsmetode, hvor neutrale konfliktmæglere gennem en struktureret proces hjæl-per forældrene til selv at nå til enighed om en tilfredsstillende løsning. Mæglernesrolle er som forhandlingsleder at lede og styre forhandlingen gennem konfliktmæg-lingens faser. Konfliktmægling er tilsvarende et alternativ til, at myndigheder træf-fer afgørelse i konflikten. Børn deltager ikke i konfliktmægling.Formålet med konfliktmægling er at sætte forældrene i stand til bedre at kunneindgå aftaler om barnet samt sikre, at disse aftaler får et indhold, som begge foræl-dre kan respektere og arbejde for at overholde. Et andet vigtigt formål er også, atforældrene gennem mæglingen bliver udstyret med redskaber, som de kan anvende13Konfliktmægling blev ind-ført som tilbud i statsam-terne i 2001

til at dæmpe konfliktniveauet mellem dem. Tanken bag konfliktmægling er, at for-ældrene selv rummer den bedste løsning på deres konflikt. Det er i en konflikt-mægling derfor mæglernes rolle at være processtyrende, mens forældrene selv haransvaret for resultatet. Hvor fokus for børnesagkyndig rådgivning er at tilbydeforældre rådgivning og vejledning fra en fagperson, er fokus for konfliktmæglingsåledes forældrenes konflikt og deres fremtidige håndtering af konflikten.Statsforvaltningens tilbud om konfliktmægling gives til forældre, der ikke leversammen og er uenige om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær. Tilbud-det er møntet på forældre, der selv ønsker at blive i stand til at indgå aftaler ombørnene og er i stand til at overskue konsekvenserne af de aftaler, der indgås undermæglingen.Konfliktmæglingen foregår ligesom børnesagkyndig rådgivning uafhængigt afden juridiske sagsbehandling i statsforvaltningen. Der bliver derfor ikke videregivetoplysninger fra sagsbehandleren til mæglerne eller omvendt. Mæglerne har derforheller ikke på forhånd kendskab til konflikten, ligesom mæglerne har tavshedspligtom, hvad der foregår under konfliktmæglingen. En eventuel sag om forældremyn-dighed, barnets bopæl eller samvær sættes derfor også i bero, indtil konfliktmæg-lingen er afsluttet. Statsforvaltningen vil dog kunne træffe midlertidige afgørelserom forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, selvom sagen er overgået tilkonfliktmægling.Konfliktmægling er frivillig for begge parter og kan afbrydes, hvis én af parterneikke længere ønsker at fortsætte. Det er gratis for parterne at deltage i konflikt-mægling. En konfliktmægling i statsforvaltningen kan normalt gennemføres på etenkelt møde af ca. 3-4 timers varighed.Konfliktmæglingen i statsamterne blev evalueret af Center for Alternativ Sam-fundsanalyse (CASA) i 2004. Evalueringen viste, at 71 pct. af forældrene vurdere-de, at konfliktmæglingen alt i alt var vellykket, og at 84 pct. af forældrene helt ellerdelvist fandt en løsning på deres uenighed under konfliktmæglingen. Evalueringenviste også, at et halvt år efter konfliktmæglingen overholdt lidt mere end halvdelenaf forældrene den aftale, de havde indgået under mæglingen, og 2/3 af forældrenehavde fortsat en eller anden form for aftale. Rapporten findes på Familiestyrelsenshjemmeside:familiestyrelsen.dk.

landsdækkende. Forsøgsprojektet fra Statsamtet Ribe viste, at aftalefrekvensen vedførstegangsfastsættelse af samvær i projektperioden steg markant, og at 2/3 af sa-gerne blev afsluttet med aftaler mellem forældrene om de væsentligste forhold.Familiestyrelsens forsøgsordning med særlige tværfaglige møder i ansøgningssagerom samvær vedrørende særligt udsatte børn blev i første omgang gennemført iperioden 2007-2009. Målet med forsøgsprojektet var at styrke kvaliteten i statsfor-valtningernes sagsbehandling i de nævnte sager gennem en ensartet og helhedsori-enteret tilgang til forældrenes konflikt om samvær.Formålet med dette særlige tværfaglige møde er at sikre, at barnets perspektiv fåren mere central plads ved afgørelsen af samværssager, at gøre forældrene opmærk-somme på barnets behov og dermed hjælpe forældrene med at finde frem til denløsning, der er bedst for barnet, og at styrke statsforvaltningens afgørelsesgrundlagi de tilfælde, hvor forældrene ikke selv når frem til en aftale.Målet med disse tværfaglige møder er således at skabe faste rammer for barnet, ogat reducere konflikten mellem forældrene, hvilket har betydning for barnets trivsel.Målgruppen for forsøgsprojektet var sager, hvor forældrene har et vedvarende højtkonfliktniveau, og hvor konfliktniveauet overskygger fokus på barnet. Konfliktenmellem forældrene kunne være kendetegnet ved et fastlåst kommunikationsmøn-ster mellem forældrene, ved gentagen inddragelse af ofte flere offentlige myndig-heder eller ved, at barnet af forældrene gøres til part i konflikten. Samtidig kunnemålgruppen have en række andre problemer, f.eks. psykiske problemer, misbrugs-problemer, sociale problemer, eller der kunne være særlige behov hos barnet.I november 2009 afgav Rambøll Management en rapport om evalueringen af for-søgsprojektet. Rapporten konkluderer, at de tværfaglige møder hjælper forældrenemed at finde den løsning, der er bedst for barnet, og at møderne også styrkergrundlaget for statsforvaltningernes afgørelser i de sager, hvor forældrene ikke nårtil enighed.Rapporten peger bl.a. på, at brugen af de tværfaglige møder har indfriet målsæt-ningerne bag projektet, og at metoden har medvirket til at tilvejebringe forlig isamværssager med et højt konfliktniveau. Der opnås således enighed i 68 pct. afsagerne, hvor målsætningen var at opnå enighed i 2/3 af sagerne.Medarbejderne i statsforvaltningerne angiver ifølge rapporten, at det er inddragelseaf både det børnesagkyndige og det juridiske element i det tværfaglige samarbejde,som øger kvaliteten i sagsbehandlingen og medvirker til bedre og mere holdbareløsninger.Rapporten konkluderer også, at forældrene er meget positive over for tværfaglig-heden i mødet og det forhold, at både en jurist og en børnesagkyndig deltager.Dog har hovedparten af de deltagende forældre ikke oplevet en væsentlig redukti-on af deres indbyrdes konfliktniveau. Der er imidlertid en mindre gruppe på 1815

3.5. ParrådgivningFor at sætte fokus på børn i vanskelige familiemæssige situationer blev der ved fi-nansloven for 2005 afsat midler til et forsøgsprojekt med forskellige former forparrådgivning i perioden 2005-2009. Formålet med projektet var at tilbyde en fo-rebyggende indsats i forhold til forældre, der ønskede at bevare parforholdet, ellersom ønskede, at samlivsophævelsen foregik så skånsomt som muligt, især i forholdtil børnene. 12 udvalgte projekter varetog projektet, som blev afsluttet i sommeren2009 med en evaluering foretaget af Rambøll.På baggrund af resultaterne med parrådgivning i forsøgsprojektet er tilbuddet omparrådgivning med satspuljemidler nu videreført i en ny ordning i perioden 20102013. Forældre med børn under 18 år kan søge om parrådgivning mod en begræn-set egenbetaling.Formålet med parrådgivningen er at tilbyde en forebyggende indsats, som kanmodvirke, at børn kommer i klemme som følge af forældrenes indbyrdes proble-mer og konflikter. Fokus for parrådgivning er i modsætning til børnesagkyndigrådgivning og konfliktmægling således en tidlig indsats.Parrådgivning gives til familier med psykologiske og relationelle problemer og til-bydes både til samlevende forældre og til ikke-samlevende forældre. Der er medtilbuddet et særligt fokus på familier, som ikke selv har økonomiske ressourcer tilfuldt ud at finansiere parrådgivning. Ordningen forudsætter derfor en vis indtægts-afhængig egenbetaling.Ordningen med parrådgivning varetages af Center for Familieudvikling og udføressom parkurser med individuel opfølgning. Kurserne tilbydes i hele landet. Familie-styrelsen fører tilsyn med ordningen.Tilbud om parrådgivninger blevet givet siden 2005

Forsøgsprojektet etablerer grupper, hvor forældre kan mødes med andre forældre isamme situation og ansatte (børnesagkyndige og jurister) fra statsforvaltningen.Hensigten med gruppen er at hjælpe forældrene med at holde fokus på skilsmisse ibørnehøjde.Med gruppen får forældre mulighed for at mødes med andre forældre i samme si-tuation. Forældrene får samtidig vejledning om reglerne og hjælp til en god kom-munikation med hinanden samt råd om, hvordan skilsmissen kan håndteres i for-hold til børnene. På den måde kan forældrene få hjælp til fra starten at få skabtnogle gode rammer og indgå aftaler, der er gode for børnene.I hver gruppe deltager 8 forældre samt en børnesagkyndig og en jurist fra statsfor-valtningen. Der er til forskel fra parrådgivning fokus på det neutrale rum, ogforældrepar deltager således ikke sammen i gruppen, men hver for sig. Gruppenmødes op til 6 gange. Hvert møde er af 1 ½ times varighed, og det er gratis at del-tage.

3.7. BørnegrupperUd over statsforvaltningens tilbud om konfliktløsning til forældre har statsfor-valtningen også tilbud, som er henvendt direkte til børn.Børn kan ligesom forældre få børnesagkyndig rådgivning i statsforvaltningen. Dabørn kan have glæde af at være sammen med andre børn, som også har oplevet, atderes forældre er gået fra hinanden, er der i nogle statsforvaltninger også mulighedfor, at barnet kan deltage i en børnegruppe.I en børnegruppe får barnet mulighed for at snakke med andre jævnaldrende børnom den situation, som barnet er i. Ved møderne i børnegruppen er der rådgiveretil stede, som er vant til at arbejde med børn.Børnegrupperne henvender sig især til børn i alderen 10-14 år, men der deltagerogså yngre børn i nogle børnegrupper. Deltagelsen i en børnegruppe vil typisk væ-re et forløb på 6-8 møder.I en børnegruppe kanbarnet mødes med andrebørn i samme situation

1. BAGGRUNDFamiliestyrelsen har som led i evalueringen af forældreansvarsloven etableret enfaglig ekspertgruppe om evalueringen af forældreansvarsloven. I ekspertgruppendeltager repræsentanter for Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,Dommerfuldmægtigforeningen, Danske Familieadvokater, Indenrigs- og Sund-hedsministeriet, statsforvaltningerne og Familiestyrelsen.Formålet med etableringen af ekspertgruppen er at sikre, at de professionelle aktø-rer, der beskæftiger sig med forældreansvarsloven til daglig, bliver inddraget i ar-bejdet med evalueringen af loven.Der har været afholdt i alt 5 møder i ekspertgruppen, hvoraf 1 møde har været af-holdt sammen med øvrige relevante aktører på området.Ekspertgruppen har bidraget med faglige input for at kvalificere de 9 temapunkerfor evalueringen af forældreansvarsloven. Gruppens drøftelser har taget afsæt inogle overordnede spørgsmål, som relaterer sig til de 9 temapunkter.Nedenfor gengives i mere summarisk form indholdet af gruppens drøftelser.

2.1. Forældrenes syn på fælles forældremyndighedog barnets bopæl og forældremyndighedsindehave-res og bopælsforælderens beslutningsbeføjelserOmforældrenes syn på fælles forældremyndighedhar nogle af ekspertgrup-pens deltagere fremhævet, at der er stor forskel på forældres opfattelse af indhol-det af ”fælles forældremyndighed” og det juridiske indhold(se også under afsnittetom deleordninger). Det er bl.a. anført, at forældre mener at have en forpligtelseved fælles forældremyndighed, men at det samtidig er uklart for dem, hvad forplig-telsen nærmere går ud på. Der er derfor behov for at tydeliggøre betydningen af athave fælles forældremyndighed, da forældrene i statsforvaltningen, hvor sagen star-ter, ”kæmper” mod fælles forældremyndighedpå et uoplyst grundlag. Det er grup-pens opfattelse, at der er behov for direkte kommunikation til forældrene og sam-fundet i øvrigt om betydningen af fælles forældremyndighed (og herunder om lo-vens indhold i det hele taget).Gruppen har drøftet, ombegrebet”fællesforældremyndighed” bør ændres,sådan at der i stedet tales om ”forældreansvar”. Det er nævnt, at indholdet af ”fæl-lesforældremyndighed”i dag i meget høj grad er, at forældrene skal tage et fællesansvar. Begrebet dækker således ikke kun over beslutninger, som forældre medfælles forældremyndighed skal være enige om. Nogle af gruppens deltagere har til-føjet, at forældrene sjældent er uenige om de væsentlige beslutninger, hvis der sesbort fra skolevalg, som ifølge gruppen skaber konflikter. Det er gruppens opfattel-se, at tvisterne reelt ikke handler om det juridiske indhold af at have fælles foræl-dremyndighed, men i højere grad om de følelsesmæssige aspekter heraf. Ifølgegruppen opleves det at have del i forældremyndigheden af forældrene som en an-DEN FAGLIGE EKSPERTG RUPPE OM EVALUERINGEN AF FORÆLDREANSVARSLOVEN OPSUMMERING AF DRØFT ELSER

erkendelse af dem som forældre og som et udtryk for deres ligeværdighed (foræl-dreidentitet).Anja Cordes har nævnt, at der efter hendes erfaring synes at være et holdnings-skifte på vej, hvor forældrene i højere grad anser det for givet, at de skal samar-bejde om barnet og derfor også skal have fælles forældremyndighed, og at et størrekendskab til det egentlige indhold af fælles forældremyndighed vil styrke denneudvikling og føre til en øget accept af fælles forældremyndighed.Det er i gruppen drøftet, om loven i højere grad skal bruges somsignallovgiv-ning,sådan at begrebet ”fælles forældremyndighed” kun dækker over forældrenesideelle fælles ansvar og ikke har et juridisk indhold. Der kan i så fald ske en udvi-delse af bopælsforælderens beføjelser, sådan at denne forælder kan træffe beslut-ninger om barnets personlige forhold alene, dog måske med undtagelse af beslut-ningen om at flytte til udlandet, jf. også lovens § 3, stk. 2. Konsekvenserne af atflytte beslutningsbeføjelser til bopælsforælderen bør ifølge gruppen overvejes nøje,både mere generelt, herunder også ud fra hensynet til den anden forælder, menogså i forhold til anden lovgivning.Flere i gruppen har nævnt, at det centrale for barnet er, at det fælles forældreansvarfungerer i det daglige. Der bør derfor tages udgangspunkt ibarnets interesse ifælles forældremyndighed.Barnets interesse er, at forældrene samarbejder, og atkonfliktniveauet er lavt. Formålet må derfor være at finde den mest konfliktdæm-pende løsning af hensyn til barnet.Gruppen har drøftet,om muligheden for at få en afgørelse om barnets bopælhar medført færre tvister, og gruppen er af den opfattelse, at dette ikke er tilfældet.Det er gruppens indtryk, at det reelle indhold af forældrenes konflikt ofte er bopæl,skolevalg og samvær, dvs. nærheden til barnet–også når der rejses en forældre-myndighedssag. Det blev dog samtidig bemærket, at der naturligvis fortsat er tvi-ster, som reelt handler om forældremyndighed.Ekspertgruppen peger på, at kravet om enighed omskolevalger årsag til mangekonflikter–særligt i retten–og at denne problemstilling med de gældende reglerer uløselig. På den ene side er kravet om enighed ved skolevalg med til at give detat have fælles forældremyndighed et reelt indhold. På den anden side er det ikkelogisk at sondre mellem beslutninger om skolevalg og daginstitution, og det er vig-tigt for barnet, at der er ro omkring skolen. Gruppen har på baggrund af drøftel-serne peget på, at skolevalg er en beslutning, som skal kunne træffes af bopælsfor-ælderen, eventuelt med pligt for denne til først at drøfte spørgsmålet med den an-den forælder (som har del i forældremyndigheden).Det er også nævnt, at kravet om enighed ompas til barnetpå samme måde somskolevalg er konfliktskabende.Betydningen af at undervise og informere forældrene om det at være en brudt fa-milie er også berørt. Det er nævnt, at det kan være gavnligt, at forældre modtagerDEN FAGLIGE EKSPERTG RUPPE OM EVALUERINGEN AF FORÆLDREANSVARSLOVEN OPSUMMERING AF DRØFT ELSER

2.2. Virkningerne af et udgangspunkt om fælles for-ældremyndighed og adgangen til at rejse nye sagerom forældremyndighed (og bopæl)Gruppen har drøftetkriterierne i forældreansvarslovens bestemmelser omfælles forældremyndighed i § 11 og § 14, stk. 1.Diskussionen af kriterierne i §14, stk. 1, er afhængig af, hvordan fælles forældremyndighed fremover defineres, jf.drøftelserne ovenfor.På baggrund af de nu indvundne erfaringer har ekspertgruppen drøftet, om krite-riet ”tungtvejende grunde”i§ 11i alle situationer levner tilstrækkelig plads til atskønne over, hvad der er bedst for barnet, og træffe afgørelse i overensstemmelsehermed. Ved vurderingen heraf må det tillægges væsentlig betydning, at de sager,der indbringes for domstolene, er sager, hvor det ikke har været muligt at opnåenighed mellem forældrene. Som følge heraf vil en betydelig del af domstolssa-gerne alt andet lige være konflikttunge sager.Der er på den baggrund enighed om, at kriteriet ”tungtvejende grunde” af hensyntil barnet bør blødes op, således at der gives et større råderum for udøvelse af etnødvendigt, konkret skøn over, om begge forældre fremadrettet kan og vil samar-bejde til bedste for barnet, herunder om de kan og vil håndtere uenigheder på enmåde, der ikke er til skade for barnet.Der er blandt gruppens deltagere blevet peget på, at en opblødning f.eks. kan skeved at bringe § 11 i overensstemmelse med forslaget i betænkning nr. 1475/2006om Barnets Perspektiv, således at der alene kan dømmes til fortsat fælles foræl-dremyndighed, når der foreligger bestemte holdepunkter for at antage, at foræl-drene kan samarbejde om barnets forhold. En anden mulig model for opblødningkunne være, at lade det fremgå direkte af § 11, at det afgørende kriterium er, hvadder er bedst for barnet, og enten at erstatte begrebet ”tungtvejende grunde” med etmindre bastant udtryk, eller at uddybe bemærkningerne til bestemmelsen, såledesat det kommer til at fremgå mere entydigt, at der skal foretages et samlet skønover, hvad der er bedst for barnet.Om§ 14, stk. 1,som omhandler (gen)etablering af fælles forældremyndighed, erder blevet henvist til, at der i bestemmelsen ikke er formuleret noget kriterium, derskal anvendes ved afgørelse af sagerne, men at det følger af lovens § 4, at den en-kelte afgørelse skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Ekspertgruppen

anser det for gavnligt, at der herved er skabt et rum for at foretage en positiv vur-dering af, hvilken løsning der er bedst for barnet i den konkrete sag.§ 14, stk. 1, omfatter imidlertid ganske forskelligartede typer af sager. Bestemmel-sen regulerer således både tilfælde, hvor barnets far aldrig har haft del i forældre-myndigheden, og tilfælde, hvor der tidligere har været fælles forældremyndighed,men hvor en af forældrene nu har forældremyndigheden alene. Den sidstnævntegruppe omfatter dels tilfælde, hvor den fælles forældremyndighed er ophævet efteraftale mellem forældrene, dels tilfælde, hvor ophævelsen er sket ved dom. Dengruppe, hvor den fælles forældremyndighed er ophævet ved dom, indeholder såvelsager, der er afgjort efter de tidligere gældende regler, hvor enhver af ikke-samle-vende forældre havde ret til at få ophævet en fælles forældremyndighed, som sager,der er afgjort efter den gældende § 11. § 11-sagerne er kendetegnet ved, at der i eneller flere retsinstanser er fundet tungtvejende grunde til at ophæve den fælles for-ældremyndighed, og forældremyndigheden er blevet overladt til en af parterne ale-ne. Afgørelserne er truffet efter nøje vurdering og i en række tilfælde efter fore-tagelse af en børnesagkyndig undersøgelse, og lovens almindelige udgangspunktom fælles forældremyndighed er dermed blevet afvist i den konkrete sag.På den baggrund finder ekspertgruppen, at det bør præciseres i § 14, stk. 1, at gen-etablering af fælles forældremyndighed forudsætter, at forholdene har ændret sig,således at der nu er positive holdepunkter for at antage, at fælles forældremyndig-hed fremover vil være bedst for barnet. En sådan præcisering vil tillige give foræl-drene en bedre mulighed for at vurdere grundlaget for at føre sag. Der er i densammenhæng peget på, at der er sager, som endnu ikke er blevet behandlet efterforældreansvarsloven, hvilket der bør tages hensyn til.Ekspertgruppen har i forlængelse af drøftelserne om genetablering af fælles foræl-dremyndighed haft en generel drøftelse afadgangen til at rejse sag ved dom-stolene efter forældreansvarsloven §§ 11 og 14, stk. 1, og § 17.På den ene side har parterne en naturlig og anerkendelsesværdig interesse i at kun-ne få prøvet og afgjort deres sag ved domstolene. Det må også anerkendes, at derpå grund af forældreansvarssagernes karakter kan være grundlag for at indbringeen tvist om f.eks. forældremyndighed for retten, selv om der tidligere er truffet enendelig afgørelse ved domstolene i en sådan tvist mellem de samme parter og ved-rørende det samme barn. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis forholdene i det hjem,hvor barnet bor, har ændret sig i en retning, der er ødelæggende for barnets trivsel.På den anden side må det også erkendes, at den brede adgang til igen og igen atindlede sag efter forældreansvarsloven kan virke processkabende, og at det kanvære en betydelig belastning for et barn at være genstand for forældrenes procesfø-relse. Belastningen må antages alt andet lige at være særlig voldsom i de tilfælde,hvor den ene af forældrene ikke accepterer dommens resultat for fremtiden, menkort tid efter indleder en ny sag. Gentagne processer kan også føre til en uheldigbelastning af den familie, som barnet bor i, det vil navnlig sige den anden af foræl-drene, der har accepteret dommen, men også f.eks. hel- eller halvsøskende eller enDEN FAGLIGE EKSPERTG RUPPE OM EVALUERINGEN AF FORÆLDREANSVARSLOVEN OPSUMMERING AF DRØFT ELSER

ny partner. Der er derfor anledning til at overveje, om usikkerheden vedrørendebarnets forhold kan reduceres.For så vidt angår sager om genetablering af fælles forældremyndighed efter § 14,stk. 1, må det antages, at en bestemmelse om, at der skal påvises ændrede forhold, iet vist omfang kan hjælpe parterne til at foretage en realistisk vurdering af, om derer grundlag for på ny at indlede en sag. Navnlig af hensyn til barnet mener grup-pen, at der kan være et behov for at kunne bremse forældremyndigheds- og bo-pælssager, som rejses igen og igen. Efter forældreansvarslovens § 39 kan statsfor-valtningen afvise en anmodning om samvær eller anden kontakt, hvis forholdeneikke har ændret sig væsentligt. Gruppen har peget på, at det i forhold til både § 11,§ 14 og § 17 kan overvejes at indføre en hjemmel for domstolene / statsforvalt-ningerne svarende til forældreansvarslovens § 39, således at nye sager mellem desamme parter kan afvises, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt, herunderhvis sagen reelt drejer sig om samvær. Der er peget på, at dette kan ske ved en re-videring af retsplejelovens § 448 e, hvis det er domstolene, der skal kunne afvise ensag om forældremyndighed eller barnets bopæl.

3. BARNETS PERSPEKTIVGruppens drøftelser af temapunktet”Barnets perspektiv” har taget afsæt i følgen-de emner:Funktioner og formål med inddragelsen af barnet.Formidling til forældrene og barnet, sådan at fokus flyttes fra konflikten til bar-nets behov i et fremadrettet perspektiv.Samtalen som en støtte til barnet.Anja Cordes har også som et overordnet punkt nævnt, at børn ikke bør inddragesdirekte i forældremyndighedssager, da disse sager alene vedrører kompetence til attræffe beslutninger.Anja Cordes har ombørnesamtalennævnt, at forældrene er meget opmærksom-me på værktøjet, også som et redskab i konflikten til at påvirke barnet. Der er der-for behov for vejledning og information til forældrene om, hvad børnesamtaler er,og hvordan de bruges.Betydningen af, at barnet forud for samtalen informeres om samtalens nærmereindhold og form m.v. er drøftet. I statsforvaltningerne lægges en folder til barnet iindkaldelsesbrevet til forældrene, og der vil blive lagt en video, som viser en børne-samtale, på hjemmesidenmorogfarskalskilles.dk(i skrivende stund er detteDEN FAGLIGE EKSPERTG RUPPE OM EVALUERINGEN AF FORÆLDREANSVARSLOVEN OPSUMMERING AF DRØFTELSER

sket). Det vil fremgå af indkaldelsesbrevet til forældrene, at barnet på hjemmesidenkan se, hvordan en børnesamtale gennemføres. Derudover vejledes forældrene påvejledningsmødet om børnesamtalen og kan også få udleveret informationsmateri-ale om børnesamtalen.Flere i gruppen har peget på, atopfølgende møder med forældrene efter enbørnesamtaleerfaringsmæssigt er gavnlige, fordi mødeformen giver forældrenesærligt gode muligheder for at forstå barnet og dets behov. Anvendelsen af opføl-gende møder er i nogle statsforvaltninger den almindelige fremgangsmåde, mensdet i andre sker ud fra en konkret vurdering, hvor også barnets eventuelle ønskeom et opfølgende møde med forældrene kan spille ind. De opfølgende møder af-holdes med forældrene med deltagelse af en jurist og den børnesagkyndige, somhar afholdt samtalen med barnet. Når der afholdes et opfølgende møde, sendesnotatet fra samtalen med barnet som udgangspunkt ikke til forældrene forud formødet.Om statsforvaltningernesbørnegrupperer det blevet nævnt, at grupperne er ensucces, og at der er gode erfaringer med grupperne. Det blev dog samtidig nævnt,at økonomi kan føre til, at børnegrupper ikke udbredes mere, end de er i dag, og atikke alle statsforvaltninger har børnegrupper.Omretternes afholdelse af samtalermed barnet har Lis Frost og Ole Høyer op-lyst, at hovedparten af samtalerne finder sted i byretterne, og at det er indtrykket,at der i almindelighed deltager børnesagkyndige i hvert fald i samtaler med børn ialderen op til 10-12 år, og i øvrigt hvis sagen giver anledning til det. Hvis referatetfra samtalen er fyldestgørende, bliver barnet ikke indkaldt til en samtale underlandsrettens behandling af sagen. Om formidlingen af, hvad en samtale er, er detanført, at det er muligt at inddrage den børnesagkyndige under retssagen på et tid-ligt tidspunkt for at forklare parterne, hvad samtalen drejer sig om.Gruppen har drøftet, om det vil være hensigtsmæssigt, at barnet får enbisidder.Idisse drøftelser er der bl.a. peget på, at det ikke er sikkert, at eventuelle ordningerom bisiddere skal være ens i statsforvaltningerne og i retterne, da forældrene ogbarnet er forskellige steder i processen.Det er også nævnt, at professionelle bisiddere til børn i nogle tilfælde kan være engod idé, men at det kan være uhensigtsmæssigt, når familiemedlemmer er bisidderefor barnet. Det er samtidig nævnt, at man skal passe på, at ”systemet ikke pustesfor stort op”.For så vidt angår statsforvaltningerne er der givet udtryk for en vis modstand mod,at barnet har en bisidder med sig til en børnesamtale. Det er statsforvaltningernesopfattelse, at de børnesagkyndige fungerer som talerør for børnene, og at det erderes opgave at ”passe på dem” under børnesamtalen.Derudover passes der ogsåpå børnene ved, at forældrene forud for samtalen får information om samtalen.Dernæst vil etablering af en egentlig bisidderordning være unødig bureaukratisk, dader allerede efter de nugældende regler er mulighed for, at barnet kan have en bi-DEN FAGLIGE EKSPERTG RUPPE OM EVALUERINGEN AF FORÆLDREANSVARSLOVEN OPSUMMERING AF DRØFT ELSER

sidder med. Der må også tages hensyn til, at der er tale om partstvister, hvor bisid-deren af den anden forælder vil kunne opfattes som en partsrepræsentant. En bi-sidder kan dog i særlige tilfælde hjælpe med at forberede barnet forud for møderm.v. i statsforvaltningen. Det er også i drøftelserne anført, at den børnesagkyndigeaf barnet kan opleves som en del af systemet, og Anja Cordes har nævnt, at detderfor kan være en god idé med professionelle bisiddere.For så vidt angår retterne har Anja Cordes anført, at retsplejelovens § 450 d omudpegning af en person til at bistå barnet under retssagen kun sjældent ses benytteti praksis. Der er peget på, at dette kan skyldes et manglende kendskab til bestem-melsen, men det kan ogsså skyldes, at der i almindelighed ikke er behov for at ud-nytte muligheden.Professionelle bisiddere vil efter fleres opfattelse med god mening kunne anvendesi forhold til barnets initiativret.I forhold til bestemmelsen i § 35 om barnets initiativret er der peget på et behovfor information om muligheden for at anvende bestemmelsen og om, hvad detbetyder at bruge den. For så vidt angår spørgsmålet om aldersgrænse, er det på denene side anført, at der ikke bør være en aldersgrænse, og på den anden side, at det-te er nødvendigt for bl.a. at dæmme op for situationer, hvor en forælder står bagbarnets henvendelse.

4. VOLD OG ANDEN GRÆNSE-OVERSKRIDENDE ADFÆRDMed forældreansvarsloven blev voldsbegrebet udvidet til også at omfatte vold modbopælsforælderen eller andre i familien. Samtidig blev det fastholdt, at vold modbarnet altid skal føre til, at samvær afslås eller ophæves. Der er efter gruppens op-fattelse ikke problemer i forhold til myndighedernes håndtering af sager, hvor derer vold mod barnet, idet der her følges en entydig praksis. Drøftelserne har derfortaget afsæt i situationer, hvor volden retter sig mod den anden forælder og i føl-gende spørgsmål:Kan myndighederne blive bedre til at håndtere sager om vold og anden grænse-overskridende adfærd?Marianne Samuelsson har på et møde i ekspertgruppen kort orienteret om Stats-forvaltningen Syddanmarks deltagelse i Odense Kommunes projekt ”Familielivuden vold”. OdenseKommunes projekt indgår som en del af ServicestyrelsensDEN FAGLIGE EKSPERTG RUPPE OM EVALUERINGEN AF FORÆLDREANSVARSLOVEN OPSUMMERING AF DRØFT ELSER

satspuljeprojekt:”Børn og kvinder i Familier med Vold”. Projektetsoverordnedeformål er at styrke kommunernes og krisecentrenes støtte til og behandling af børnog mødre i familier med vold.Formålet med statsforvaltningens deltagelse i projektet har været dels at afdækkesamarbejdsflader mellem statsforvaltningen og kommunen, dels at finde veje til atstyrke dette samarbejde til gavn for børn i familier med vold. De konkrete tiltag,der har været samarbejdet omkring i projektet, har været afholdelse af dialogmødermellem kommunen og statsforvaltningen og afvikling af temadage for bl.a. stats-forvaltningens medarbejdere om voldens dynamikker og om, hvad volden gør vedbørn. Derudover er der etableret en kontaktordning med én bestemt kontaktper-son i kommunen og i statsforvaltningen i relation til henvendelser i konkretevoldssager, men også med henblik på at få mere generel information og vejledningom bl.a. procedurer og praksis vedrørende forældreansvarsloven. Samarbejdspro-jektet har også haft fokus på bisidderrollen forstået på den måde, at en af kommu-nens medarbejdere–typisk fra et af kommunens familiehuse–nu oftere er med tilmødet i statsforvaltningen sammen med den, der har været udsat for vold. Bisidde-rens opgave er at støtte den voldsramte og samtidig være med til at sikre, at denvedkommende får sine synspunkter frem.Anja Cordes har peget på, at et kritikpunkt er, at myndighederne er passive, hvis enforælder gør opmærksom på, at der foreligger vold mod hende eller ham. Det erdog samtidig opfattelsen, at myndighederne er blevet bedre til at reagere på fysiskvold, men at der er et stort problem i forhold til psykisk vold, idet dette ofte bliveropfattet som chikanøs adfærd fra den anden forælders side. Der er således pegetpå, at det er et problem, at der mangler sanktioner i forhold til den forælder, somudøver samarbejdschikane i form af psykisk voldelig adfærd.Lis Frost har bemærket, at det altid vil afhænge af en konkret vurdering, hvilkenbetydning den ene parts tilkendegivelser om (fysisk) vold udøvet mod vedkom-mende af den anden part skal tillægges ved afgørelse af en sag om f.eks. forældre-myndighed eller barnets bopæl. Det er således væsentligt, om udsagnene står aleneog uden nogen form for sandsynliggørelse, eller om der er andre forhold, der støt-ter udsagnene. Det kan f.eks. være en erkendelse fra den anden part eller en straf-fedom, men også efterforskningsoplysninger, lægelige oplysninger, eller oplysnin-ger fremkommet ved de sociale myndigheders undersøgelse, ved en børnesagkyn-dig undersøgelse eller på anden måde, kan være af betydning. Kan det lægges tilgrund, at der er begået fysisk vold, har voldens karakter og omfang betydning, lige-som det har betydning, om der er risiko for gentagelse, og om barnet har oplevetvolden.

5. SAMARBEJDSCHIKANEGruppensdrøftelser af temapunktet ”Samarbejdschikane” har taget afsæt i følgen-de spørgsmål:Er der behov for at foretage ændringer for så vidt angår samarbejdschikane?Kan hensynet veje tungere i afgørelserne?Anja Cordes har nævnt, at de sanktioner, som findes i loven over for den forælder,som udøver samarbejdschikane, ikke anvendes i praksis, da barnets perspektiv i defleste tilfælde vejer tungere end samarbejdschikane. Det er i den forbindelse blevetnævnt, at det skal være lettere at overføre forældremyndigheden eller bopælen, nåren forælder udøver samarbejdschikane.Anja Cordes har også nævnt, at myndighederne ikke lever op til intentionerne iforarbejderne til forældreansvarsloven, om at samarbejdschikane ikke må kunnebetale sig. Det er heroverfor påpeget, at det kan være vanskeligt at konstatere, omder foreligger samarbejdschikane. Ét sagsforløb vil ofte isoleret set ikke være til-strækkeligt til at foretage denne vurdering. Da denne konstatering således først kanske på et senere tidspunkt, er det svært at skride hurtigt ind over for samarbejds-chikane. Det er også peget på, at samarbejdschikane tillægges betydelig vægt, menat afgørelsen altid skal være til barnets bedste, hvorfor konstateringen af, at derforeligger samarbejdschikane, ikke altid vil få betydning for sagens endelige resul-tat.Gruppen har herefter drøftet, om der kan sættes hurtigere ind i sager, hvor der ersamarbejdschikane. Det er blevet nævnt, at der kan være behov for hurtigt at ind-drage de sociale myndigheder, og at statsforvaltningen indgår et samarbejde medkommunen i disse sager.Flere har foreslået, at det skal være muligt at udarbejde forældreevneundersøgelser,som vil kunne indgå i sagsoplysningen, og som modsat børnesagkyndige undersø-gelser alene har fokus på den pågældende forælders forældreevne. Med et sådantredskab vil man i en række situationer kunne skåne barnet for direkte inddragelse isagen.

6.1. DeleordningerFlere har anført, at der er mange forældre, der misforstår reglerne om fælles foræl-dremyndighed og er af den opfattelse, at man automatisk får en deleordning, hvisman har del i forældremyndigheden. Det er nævnt, at deleordninger af forældrenetypisk opfattes som både 6/8- og 7/7-ordninger. Det er nævnt, at denne misfor-ståelse ikke findes, når forældrene kommer i retten. Flere har oplyst, at mange for-ældre kommer i statsforvaltningen med den opfattelse, at de først er ligeværdigeforældre, når der er fastsat en deleordning. Problematikken om deleordninger kanderfor ofte være konfliktoptrappende, og forældre kan føles sig mindreværdige,hvis de ikke har en deleordning.Det er blevet nævnt, at der i mange ansøgninger om fastsættelse af en deleordningligger en skjult dagsorden om økonomi, idet der normalt ikke betales bidrag, hvisder er en deleordning.Det er oplyst, at der generelt ikke træffes mange afgørelser, hvor der bliver fastsaten deleordning. Statsforvaltningerne er således tilbageholdende med at fastsættedeleordninger, da kriterierne i forarbejderne sjældent er opfyldt. Hvis der træffesafgørelse om deleordning kan det bl.a. være begrundet i, at børn–ofte større børn–har ønsket dette i forbindelse med en børnesamtale. De fleste af de eksisterendedeleordninger er blevet etableret på baggrund af forældrenes aftale. Anja Cordeshar heroverfor anført, at aftalerne kan bero på en misforståelse hos forældre om, atfælles forældremyndighed er det samme som en deleordning.På baggrund af drøftelserne understreger gruppen, at der ligger en stor opgave i atfå kommunikeret indholdet og forudsætningerne for fælles forældremyndighed ogdeleordninger, sådan at der ikke er en antagelse om, at fælles forældremyndighedaltid fører til en deleordning. Forudsætningerne for deleordninger skal foldes mereud i forarbejderne til loven, sådan at det signaleres tydeligere, at deleordninger ikkeDEN FAGLIGE EKSPERTG RUPPE OM EVALUERINGEN AF FORÆLDREANSVARSLOVEN OPSUMMERING AF DRØFT ELSER

6.2. TransportLene Anderson har oplyst, at statsforvaltningerne afslutter et stort antal sager omtransport. Marianne Samuelsson har oplyst, at det ikke sjældent alene er transport-spørgsmålet, der adskiller parterne i forhold til at indgå en aftale om samværet.Transportreglerne stiller i forhold til tidligere praksis større krav til forældrene omsamarbejde og koordinering ved afhentning og aflevering af barnet. Marianne Sa-muelsson har også nævnt, at undtagelserne fra udgangspunktet om et fælles ansvarer et stort problem og ofte er konfliktskabende. Dertil kommer, at de er svære athåndtere for sagsbehandlerne i statsforvaltningerne.Der er enighed i gruppen om, at transport er kommet til at fylde meget mere, enddet har været intentionen med indførelsen af reglen.Der er i gruppen peget på, at transport er et fælles ansvar, og at det er et godt sig-nal at sende til forældrene, men samtidig er transportreglernes konfliktoptrappendekarakter nævnt. Flere i gruppen har foreslået, at undtagelserne bliver gjort mere”skarpe”,sådan at der skal meget til, før de kan anvendes.

6.3. Samvær med andreFamiliestyrelsen har forud for gruppens drøftelser om samvær med andre nævntde problemstillinger, som styrelsen er stødt på i forbindelse med anvendelsen afbestemmelsen. Der har i forhold til den personkreds som bestemmelsen omfatter,været et problem i forhold til homoseksuelle par, hvor der ikke er sket stedbarns-adoption på tidspunktet for samlivsophævelsen. I disse situationer har styrelsenanvendt en analogi af § 20 og dermed betragtet medmoren, som værende omfattetaf personkredsen. Derudover har tilknytningskravet være drøftet indgående, her-under om kravet skal lempes i forhold til bedsteforældre og små børn, da det inogle tilfælde kan være svært at få etableret en tilknytning, når barnet er helt lille.Marianne Samuelsson har nævnt, at statsforvaltningerne i flere tilfælde har oplevet,at § 20 er blevet brugt som et forsøg på at omgå afgørelser, der afskærer kontaktenmellem barnet og samværsforælderen. Det er således flere gange sket, at bedste-forældre søger om samvær umiddelbart efter, at en forælder har fået ophævet etsamvær, eller samvær er blevet afslået. I disse tilfælde har statsforvaltningen afslået

7. RETTERNES FASTSÆTTELSE AFSAMVÆRGruppensdrøftelser af temapunktet ”Retternes fastsættelse af samvær” har tagetafsæt i følgende emner/spørgsmål:Fordele og ulemper ved de nuværende saglige kompetencereglerEr der behov for at ændre de saglige kompetenceregler, og i givet fald hvordan?Konsekvenser ved en eventuel ændring af de saglige kompetencereglerFamiliestyrelsen har forud for gruppens drøftelser kort orienteret om de problem-stillinger, som har været oppe i forbindelse med retternes fastsættelse af samvær,herunder problemstillingen om overvåget samvær.Til brug for ekspertgruppens drøftelser har Lis Frost på et møde i gruppen orien-teret om domstolenes behandling af forældreansvarssager og har herunder rede-gjort for de forhold, der efter hendes opfattelse medfører, at afgørelse af samværs-tvister i alle tilfælde bør følge hovedreglen i forældreansvarslovens § 38, stk. 1, ogsåledes afgøres administrativt ved indbringelse for statsforvaltningerne med rekurstil Familiestyrelsen.Intentionen med forældreansvarslovens § 38, stk. 3, der er en undtagelsesbestem-melse, har været at gøre det muligt for forældre at inddrage tvister om samvær som”vedhæng” under domstolenes behandling af § 11-og § 17-sager og et lille hjørneaf § 14-sagerne og dermed få en samlet afgørelse af tvister om forældremyndighed,bopæl og samvær. Formålet har ikke været, at retterne skulle overtage statsforvalt-ningernes afgørelseskompetence i samværssager og træffe ”rene” samværsafgørel-ser. Det er da heller ikke det sædvanlige, men der er i praksis eksempler på, at ensag, der er indbragt for retten som en tvist om f.eks. bopæl og samvær, udvikler sigtil at være en ren samværssag, f.eks. fordi forældrene undervejs bliver enige omDEN FAGLIGE EKSPERTG RUPPE OM EVALUERINGEN AF FORÆLDREANSVARSLOVEN OPSUMMERING AF DRØFT ELSER

bopælen, eller fordi dommen i første instans alene ankes for så vidt angår samvær.Dette forekommer uhensigtsmæssigt og har ikke været intentionen med § 38, stk.3.Vigtigere er det dog, at samværssager efter deres karakter og ud fra de nu ind-vundne erfaringer generelt ikke egner sig til behandling ved de civile retter. Opga-ven for retten er som en del af den dømmende myndighed at afgøre konkrete, vel-afgrænsede tvister mellem parterne på baggrund af de påstande, parterne nedlæg-ger. Dette gælder også i forældreansvarssager. Det tilstræbes at afsige dommen in-den for en frist på 4 måneder fra sagens indbringelse for retten, og den enkelte retsbehandling af sagen afsluttes endeligt med dommens afsigelse. Parterne kan ankedommen, og for ankeinstansen gælder samme principper.Samværssager har ofte en anden karakter. De er typisk langt mere uafgrænsede ogdetaljerige. Temaer og konfliktpunkter skifter undervejs, der kan være stor usik-kerhed hos forældrene med hensyn til, hvilke løsninger de ønsker, og ofte kan detvære praktiske frem for retlige hensyn, der er afgørende. Disse forhold gør, at sa-gerne hører hjemme hos statsforvaltningerne med de videregående muligheder forsagsbehandling, som det administrative system rummer.Som eksempler på det uhensigtsmæssige i at lade domstolene behandle samværssa-ger har Lis Frost henvist til, at der i praksis jævnligt ses påstande, der er så upræ-cise, at de er uegnede til at indgå i en domskonklusion. Retten kan i et vist omfangbistå parterne med at tilrette deres påstande, men det forudsætter, at hver af par-terne er på det rene med, hvilket resultat de ønsker at opnå. Ofte har parterneimidlertid ikke et (fuldt) afklaret forhold til de mange elementer, der kan indgå i ensamværsordning. For den part, der fører sagen med det hovedformål at få med-hold i, at barnet skal have bopæl hos vedkommende, kan det f.eks. skyldes mang-lende psykisk parathed til at nedlægge en præcis samværspåstand, der forudsætter,at vedkommende ikke får medhold i påstanden om bopæl.Det forekommer også hyppigt, at samværspåstande for retten alene vedrører nogleenkelte punkter eller i hvert fald ikke er fuldstændige, og at en af parterne–ellerbegge–allerede kort tid efter dommens afsigelse har yderligere punkter om sam-vær, der ønskes afgjort. Som allerede nævnt afsluttes den enkelte rets behandling afen sag imidlertid med dommens afsigelse, og retten kan ikke i sådanne tilfældegenåbne sagen og ændre dommen. Det er et grundlæggende princip, at dommenstår fast, når mulighederne for anke til en overordnet ret er udtømt, og såfremt enaf parterne–eller begge–ønsker, at der skal træffes afgørelse om yderligere punk-ter vedrørende samværet, eller at der skal foretages ændringer af tidspunkter ogsted for samværet, af samværets omfang og forløb eller andet, må parterne henvi-ses til at rette henvendelse til den relevante statsforvaltning.Dette princip vedrørende domstolenes rolle og virkemåde gælder også i de tilfælde,hvor det kommer på tale, at et samvær skal være overvåget. Retten vil i sådannesituationer kunne bestemme i dommen, at der skal være samvær af et nærmere an-givet omfang, og at det i en periode skal være overvåget, men det er ikke en dom-DEN FAGLIGE EKSPERTG RUPPE OM EVALUERINGEN AF FORÆLDREANSVARSLOVEN OPSUMMERING AF DRØFT ELSER

stolsopgave at indgå i den nærmere tilrettelæggelse og effektuering af overvågnin-gen, når dommen er afsagt, og retten kan ikke behandle de mange praktiskespørgsmål, der kan opstå, hvis overvågeren bliver syg, hvis en af parterne ønsker atfå ændret tidspunktet for eller varigheden af det overvågede samvær eller lignende.I konsekvens heraf har landsretterne i en række tilfælde ved dommen truffet afgø-relse om overvåget samvær og fastsat de overordnede rammer herfor, men haroverladt det til statsforvaltningen at træffe nærmere bestemmelse om den konkretetilrettelæggelse og gennemførelse af samværet, herunder eksempelvis at finde fremtil den person, der skal være overvåger og træffe bestemmelse om tid og sted. Nårparten herefter har henvendt sig til den relevante statsforvaltning, har statsforvalt-ningen imidlertid afvist at medvirke under henvisning til, at man efter forvaltnin-gens opfattelse ikke har adgang til at forestå planlægningen af et overvåget samværfastsat af retten. Det siger sig selv, at den opfattelse ikke deles af landsretterne, derhar truffet afgørelserne, og resultatet er ikke rimeligt for de implicerede børn ogforældre.Gruppen af sager om overvåget samvær er relativt lille, men ikke mindst for dennekategori forekommer det helt oplagt, at de ikke er egnet til behandling ved dom-stolene, men hører naturligt hjemme hos statsforvaltningerne.Lis Frost afsluttede med, at det ud fra de nu foreliggende erfaringer efter hendesopfattelse er mest hensigtsmæssigt at overlade samværssagerne til statsforvaltnin-gen, der er en sagsbehandlende myndighed med en omfattende erfaring i at be-handle netop disse sager. Forældreansvarslovens § 29, 2. punktum, og § 38, stk. 3,bør således ophæves, og bemyndigelsesbestemmelsen i § 42 bør præciseres, såledesat det kommer til at fremgå, at bemyndigelsen alene vedrører fastsættelse af reglerfor statsforvaltningerne og ikke domstolene. I § 13, stk. 1, i bekendtgørelsen omforældremyndighed, barnetsbopæl og samvær m.v. bør ordene ”og retten” udgå.Joy Winther, Tine Hammerhøj Madsen og Ole Høyer har tilsluttet sig Lis Frostsredegørelse, herunder dens konklusioner.På baggrund af Lis Frosts redegørelse blev spørgsmålet om retternes fastsættelse afsamvær drøftet.Marianne Samuelsson har på baggrund af de indhøstede erfaringer med forældre-ansvarslovens virke tilsluttet sig Lis Frosts synspunkter. Det er også efter hendesmening mest hensigtsmæssigt, at samværssagerne alene behandles i statsforvaltnin-gerne med rekurs til Familiestyrelsen. Herved undgås også de principielle betænke-ligheder, der kan være forbundet med de situationer, hvor statsforvaltningenumiddelbart efter en dom er afsagt skal tage stilling til en ansøgning om ændring afdet af retten fastsatte samvær.Marianne Samuelsson har bemærket, at hendes holdning til spørgsmålet om retter-nes fastsættelse af samvær også skal ses i sammenhæng med hendes forslag til enændret kompetencefordeling, således at der gennemføres et egentligt enstrengetsystem, se nedenfor.DEN FAGLIGE EKSPERTGRUPPE OM EVALUERINGEN AF FORÆLDREANSVARSLOVEN OPSUMMERING AF DRØFT ELSER

Joy Winter har bemærket, at det ikke er hensigtsmæssigt, at retterne har sager lig-gende, som de ikke kan afslutte, fordi sagen afventer afholdelse af overvågedesamvær eller lignende.Anja Cordes har bemærket, at der er et væsentligt hensyn at tage til barnet og par-terne, at der fortsat er mulighed for, at retten både kan tage stilling til forældre-myndighed, bopæl og samvær, særligt i forhold til det tidsmæssige aspekt. AnjaCordes mener, at domstolene er gode til at håndtere samværssager, og at det vilvære ærgerligt, at problemerne i forhold til overvåget samvær fører til, at kompe-tencen til at træffe afgørelse om samvær tages fra retterne. Hvis man flytter sam-været fra retterne, vil dette være i strid med intentionen om at give forældrene ogbarnet en mulighed for at få en samlet løsning.Familiestyrelsen har for så vidt angår spørgsmålet om retternes fastsættelse afovervåget samvær henvist til, at Familiestyrelsen med Vestre Landsret har haftdrøftelser om retternes fastsættelse af overvåget samvær, herunder gennemførelsenheraf.

7.1. Kompetencefordelingen i sager om forældre-myndighed, barnets bopæl og samværKompetencen mellem domstolene og statsforvaltningerne blev herefter kort drøf-tet i gruppen. Marianne Samuelsson har nævnt, at det vil være hensigtsmæssigt,hvis statsforvaltningen fik mulighed for at træffe endelige afgørelser om forældre-myndighed og barnets bopæl. Et enstrenget system vil medføre større gennemsig-tighed for borgerne, som i dag har svært ved at gennemskue de forskellige aktørerskompetence i sagerne.Marianne Samuelsson mener, at en sådan kompetenceændring også vil medførebedre forhandlings- og forligsmuligheder, og at statsforvaltningerne i konsekvensheraf ville kunne forlige endnu flere sager, ligesom den samlede sagsbehandlings-tid, inden borgerne får afklaret deres (endelige) retsstilling, må forventes at kunneforkortes ganske betydeligt. Under forligsbestræbelserne får statsforvaltningernekendskab til familiens samlede situation og en samling af kompetencen vil under-støtte mulighederne for helhedsløsninger. Det vil også betyde, at barnet ikke skalhøres/inddrages flere gange i samme sagskompleks, først i statsforvaltningen ogderefter i retten, sådan som det er tilfældet i dag. I forvejen træffer statsforvaltnin-gerne midlertidige afgørelser om forældremyndighed og bopæl, ligesom statsfor-valtningerne er tillagt kompetencen i sager om udpegning af en ny forældremyn-dighedsindehaver ved forældremyndighedsindehaverens død. Har forældrene veduenighed ønsket deres samlede sag (forældremyndighed/bopæl og samvær) over-sendt til retten, sker det ikke sjældent, at retten alene afsiger dom om forældre-myndighed (bopæl), idet påstanden om samvær hæves, eller parterne indgår forligom, at samværssagen skal afgøres af statsforvaltningen. Det betyder, at forældrene

vender tilbage til statsforvaltningen–efter forløbet af normalt ganske lang tid–for at få løst deres uenighed om samvær.Ingrid Bové Jakobsen har nævnt, at statsforvaltningerne med en sådan ændring afkompetencereglerne vil kunne lave endnu bedre løsninger for det enkelte barn, dastatsforvaltningerne ofte oplever, at forældrene alene er fokuseret på at få sagerneoversendt til retten hurtigst muligt, og således ikke er interesserede i en forligs-mæssig løsning.Som en ulempe i forhold til forslaget om at statsforvaltningens skal kunne træffeendelige administrative afgørelser om forældremyndighed og barnets bopæl, er detanført, at sagsbehandlingen kan blive endnu længere, end den er i dag.Anja Cordes har nævnt, at en ændring af kompetencereglerne som foreslået vilmedføre et stort tilbageslag og et behov for, at der tilføres massive ressourcer tilstatsforvaltningerne, da statsforvaltningerne ikke har ressourcer nok til også atkunne træffe endelige afgørelser om forældremyndighed og barnets bopæl, somdet ser ud i dag. Anja Cordes mener, at det vil være en nødvendig forudsætning forsådanne overvejelser at iværksætte en grundig undersøgelse af konsekvenserne afen sådan kompetenceændring, særligt i forhold til forældre og børn.

8. UHENSIGTSMÆSSIGHEDER ILOVEN AF MERE TEKNISK KARAK-TERGruppen er kommet med følgende input om uhensigtsmæssigheder i loven af me-re teknisk karakter, som bør ændres i forbindelse med evalueringen af loven.§ 23–orienteringsretDet er nævnt, at bestemmelsen er en videreførelse af lov om forældremyndighedog samværs bestemmelse om retten til orientering, og at reglen således er udformetpå et tidspunkt, hvor det ikke var muligt at dømme til fælles forældremyndighed.Efter den tidligere lov ville en sag om ophævelse af fælles forældremyndighed altidføre til, at en af forældrene fik frataget forældremyndigheden, mens udfaldet af densamme sag i dag vil kunne være en fastholdelse af fælles forældremyndighed,medmindre der foreligger tungtvejende grunde, eksempelvis vold eller svære sam-arbejdsproblemer. Denne ændring af retstilstanden betyder, at kredsen af forældre,

som benytter § 23, i et vist omfang har ændret sig. Konsekvenserne af dette børovervejes, særligt i forhold til muligheden for at deltage i sociale arrangementer.Det er nævnt, at der er behov for oplysning til skoler m.v. om, hvordan bestem-melsen skal håndteres i praksis.§ 42 - bemyndigelsesbestemmelsenLis Frost har henledt opmærksomheden på forældreansvarslovens § 42, der be-myndiger ministeren til at ”… fastsætte regler1) om behandling af sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samværm.v.,2) om behandling af sager om transport af barnet i forbindelse med samvær, her-under forældrenes afholdelse af udgifter herved,3) om overvåget samvær,4) om anmeldelse af aftaler om forældremyndighed,5) om børnesagkyndig rådgivning, børnesagkyndige undersøgelser og konflikt-mægling og6)om klagers behandling.”Lis Frost mener, at det bør præciseres, at bemyndigelsen alene vedrører statsfor-valtningerne og ikke domstolene. Domstolenes behandling af forældreansvarssagerer reguleret i retsplejeloven, herunder navnlig kapitel 42, og Lis Frost har peget på,at der ikke i forarbejderne er oplyst om forhold, der kan begrunde, at en så vidtgå-ende bemyndigelse til at udstede bindende retsforskrifter også skulle gælde i relati-on til domstolene.Indbringelse for rettenAnja Cordes har nævnt, at det er vanskeligt at komme igennem over for statsfor-valtningen med anmodninger om direkte indbringelse for retten efter § 40, stk. 3.Efter denne bestemmelse kan statsforvaltningen i særlige tilfælde efter anmodningafslutte sagen og indbringe den for retten, selvom betingelserne efter § 40, stk. 1eller 2, ikke er opfyldt.

Vedr. Familiestyrelsens j.nr. 2010 -7301-00033Familiestyrelsen har ved brev af 16. august 2010 anmodetstatsforvaltningerne om bemærkninger ve drørende barnetsinitiativret og samvær med a ndre.Statsforvaltningen Hovedstaden skal i den anledning b e-mærke følgende:Vedrørende barnets initiativret, jf. § 35 i forældrea n-svarslovenAfgrænsningAf forarbejderne til forældreansvarsloven fremgår det i k-ke, om § 35 kun vedrører de situationer, hv or et barn hen-vender sig i en sag, der ikke verserer i fo rvejen, eller om§ 35 omfatter alle tilfælde, hvor et barn henvender sig tilstatsforvaltningen.Af Vejledning om Samvær af 6. september 2007, pkt.2.2.2., fremgår det heller ikke, om henvendelser fra børn iallerede verserende sager skal betragtes som sager, der eromfattet af barnets initiativret. Det fremgår af vejledni n-gen, at § 35 alene er en adgang for børn over 10 år til atanmode statsforvaltningen om at indkalde forældrene tilet møde, mens bestemmelsen ikke ændrer på, at det for t-sat kun er forældrene, som kan anmode om en afgørelseog har klageadgang.Statsforvaltningen Hovedstaden har på den baggrund al e-ne anset de tilfælde, hvor et barn henvender sig i en sag,der ikke allerede verserer i statsforvaltningen om detsamme spørgsmål, med den virkning, at sagen påbegyndesog forældrene indkaldes på barnets init iativ, for omfattetaf § 35 og registreret disse med en kode.STATSFOR VALTNINGE NHOVEDSTADENBORUPS ALLÉ 177, BLOK D -E2400 KØBENHAVN NVJOURNAL NR.: 2010 -110/41

Antal henvendelserStatsforvaltningen Hovedstaden har i alt registreret firesager om barnets initiativret jf. § 35 i perioden fra 2008til 2010. I 2008 har vi registreret to sager, i 2009 to sager,og i 2010 har vi ikke haft nogen henvendelser fra børn imedfør af § 35.Herudover har Statsforvaltningen Hovedstaden ifølge o p-lysninger fra vores børnesagkyndige rådgivere én til tohenvendelser om måneden fra børn, der møder uanmeldtfor at give deres mening til kende i en allerede verserendesag om samvær, bopæl eller forældremyndighed. De bø r-nesagkyndige oplyser, at børnene i disse situationer altidmøder sammen med en af forældrene. Henvendelser frabørn i allerede verserende sager er ikke blevet reg istreretmed en kode.Statsforvaltningens behandling af sager om barnets in i-tiativretI tre ud af de fire sager har statsforva ltningen fulgt bar-nets henvendelse op med en indkaldelse af forældrene tilet vejledningsmøde. I ét tilfælde er der endvidere tilbudtog gennemført rådgivning af barnet.I den ene af sagerne verserede der en sag ved retten. Ba r-net på 13 år henvendte sig t il statsforvaltningen sammenmed sin mor, da barnet ikke ville hjem til sin far, der varbopælsforælder. Statsforvaltningen fulgte op på barnetshenvendelse ved at tage kontakt til barnets kommune, derforetog det videre fornø dne i sagen. Sagen blev heref terhenlagt i statsforvaltningen.Den anden sag omhandlede en 13 -årig pige, der henvendtesig i statsforvaltningen sammen med sin far, med ønskeom, at hendes far blev bopælsforælder i stedet for hendesmor. Sagen var kort forinden afgjort ved retten med mo-deren som bopælsforælder. Statsfo rvaltningen fulgte oppå pigens henvendelse ved at indkalde forældrene til ve j-ledningsmøde. Da faderen udeblev fra mødet, tilbød oggennemførte statsforvaltningen børnesagkyndig rådgi v-ning af pigen alene.Den tredje sag verserede i statsforvaltningen vedr ørendesamvær, og der havde været afholdt et møde om dettespørgsmål. En 11-årig dreng henvendte sig alene, efter atvære løbet hjemmefra, med et ønske om at skifte bopæl.Statsforvaltningen fulgte op på hans he nvendelse ved atindkalde forældrene til vejledningsmøde om drengens b o-pæl.Den sidste sag omhandlede en 16 -årig drengs skriftligehenvendelse til statsforvaltningen med et ønske om æ n-SIDE 2

dring af forældremyndighedens placering. Der blev i de n-ne sag fulgt op med en op ringning til barnet og efterfø l-gende indkaldelse af forældrene til vejle dningsmøde.Statsforvaltningens håndtering af situationer, hvor barnethenvender sig uanmeldtStatsforvaltningen Hovedstaden har udarbejdet retning s-linjer, der anvendes i de situatio ner, hvor et barn møderop uanmeldt. Det betyder, at disse retningslinjer både a n-vendes i forhold til børn, der gør brug af initiativretten jf.§ 35, og børn, der møder uanmeldt op i allerede versere n-de sager.Af disse retningslinjer fremgår det, at der skal tilkaldesen børnesagkyndig rådgiver, som taler med barnet ombaggrunden for barnets henvendelse og om hvad barnetønsker. Den børnesagkyndige rådgiver vejleder barnet omdets muligheder og om den videre sagsbehandling, heru n-der om at statsforvaltningen vil orientere foræ ldrene ombarnets henvendelse og tage stilling til, om forældreneskal indkaldes, såfremt sagen ikke all erede verserer.Hvilke problemstillinger opleves i sagerneI alle fire sager har barnet haft en klar forventning om, atstatsforvaltningen hurtigt kunne handle på baggrund afbarnets henvendelse og gennemføre de af barnet ønskedeændringer. I ét tilfælde var der tale om en akut situation,hvor barnet var løbet hjemmefra og ikke ville hjem igentil bopælsforælderen.Statsforvaltningen Hovedstaden har ikke erfaret, at debørn, der henvendte sig, har haft vanskeligheder ved atoverskue konsekvenserne af henvendelsen til statsforval t-ningen. I alle fire tilfælde har det været den børnesagky n-dige rådgivers vurdering, at barnet har været afklaret ogmålrettet ved henvende lsen.I ingen af sagerne har barnet haft et ønske om at hemm e-ligholde sin henvendelse eller sine ønsker til ændringer.Alle fire børn har givet klart udtryk for, at de ønskede, atderes forældrene skulle konta ktes og indkaldes til møde.I de fire registrerede sager er to børn mødt sammen meden af forældrene og to børn er mødt eller har henvendt sigalene. I den ene sag, hvor barnet henvendte sig sammenmed sin far, udeblev faderen fra det møde, der blev in d-kaldt til på baggrund af barnets henvendelse. I denne sager det statsforvaltningens vurdering, at ba rnets ønsker varpåvirket af faderens holdninger og ønsker.SIDE 3

På baggrund af de fire registrerede sager er det ikke stat s-forvaltningens erfaring, at forældrene misbruge r barnetsinitiativret til at lægge pres på barnet. Der er de rimod taleom børn, der lever med en i forvejen kompleks og vansk e-lig samværs- eller forældremyndighedsproblematik, ogsom vælger at give deres mening til kende på de nne måde.Vedrørende samvær med andre, jf. § 20 i forældrea n-svarslovenAntal sager i periodenStatsforvaltningen Hovedstaden har truffet 26 afgørelserog formidlet fire aftaler i medfør af § 20 om samvær medandre end forældre.I 2008 er der truffet 13 afgørelser, i 2009 er der tr uffetseks afgørelser og formidlet tre aftaler om samvær medandre end forældrene, og i 2010 er der truffet syv afgøre l-ser og formidlet én aftale om samvær med andre end fo r-ældrene.Valg af konfliktløsningstilbudI 21 af sagerne er der afholdt vejlednin gsmøde med par-terne. Ni sager er alene behandlet på skriftligt grundlag. Ién sag har der efter vejledningsmødet tillige været afholdtbørnesagkyndig rådgivning, hvorefter sagen er a fsluttet. Ide sager, hvor det har været relevant, har der været a f-holdt samtale med barnet.Beskrivelse af problemstillingerGennemgangen af sagerne viser, at der i 21 sager er taleom ansøgninger fra bedsteforældre. Stedfædre/socialefædre er ansøgere i fem sager, og i fire sager er ansøgernenærtstående familieme dlemmer til barnet.I 14 af de 30 sager er den anden forælder afgået ved d ø-den. I 16 af de 30 sager er den anden forælder forhindret iat have samvær, eller den anden forælder er ukendt forbarnet.Der er givet afslag på fastsættelse af samvær i 15 tilfæ l-de. I 13 tilfælde er der fastsat eller aftalt samvær.Endvidere er der truffet to afgørelser om ændring af tidl i-gere fastsat samvær.I de 13 sager, hvor der er fastsat eller aftalt samvær, erder i fire tilfælde fastsat weekendsamvær hver 2. uge.Dette samvær er i alle tilfælde fastsat mellem et barn ogstedfar, hvor barnet ikke kender sin biologiske far. I de

Evaluering af forældreansvarsloven§§ 35 og 20Familiestyrelsen har i brev af 16. august 2010, j.nr. 2010-7301-00033, anmodet ERFA-gruppen påforældreansvarslovens område om input til brug for evalueringen af loven. Om de hidtil indhøstedeerfaringer kan for Statsforvaltningen Sjællands vedkommende oplyses:1) Barnets initiativret, § 35Antal henvendelser, som statsforvaltningen skønner at have modtaget i 2008, 2009 og 1. halvår2010Henvendelser fra børn registreres ikke særskilt. Det anslås, at vi har 20-25 henvendelser fra børnom året. Disse dækker (ganske få) telefoniske henvendelser, (nogle) personlige henvendelser og forflertallets vedkommende skriftlige henvendelser.Henvendelserne dækker både samvær, forældremyndighed og barnets bopæl og fremsættes–ogsåaf børn under 10 år - på forskellig vis, således f.eks.- brev, som barnet selv har skrevet og sendt- brev, som en anden end barnet har skrevet, underskrevet af barnet- email fra klasselærer på barnets vegne- og senest en webcam-optagelse med barnet, indsendt elektronisk af en samværsforælder.Vi har drøftet, om der ses en tendens til, at børnene inden henvendelsen til statsforvaltningen harbesøgt statsforvaltningernes børnehjemmeside henholdsvis børnebrevkassen, men det har vi ikkefundet belæg for at antage.Statsforvaltningens behandling af sager om barnets initiativretAlle henvendelser fra børn håndteres og screenes individuelt, og alle til rådighed stående redskaberanvendes, uanset om der er tale om en situation, omfattet af § 35, eller ikke (f.eks. hvis barnet erunder 10 år eller der er tale om samvær med et barn, anbragt uden for hjemmet, hvorstatsforvaltningen ikke har kompetence).Telefoniske henvendelser besvares af en børnesagkyndig. Skriftlige henvendelser behandlesligeledes i første række af børnesagkyndige, der så vidt muligt tager telefonisk kontakt til barnetmed henblik på at afdække baggrunden for barnets henvendelse og ikke mindst vejlede om, hvilkemuligheder statsforvaltningen har dels rent juridisk, dels rådgivningsmæssigt. Det afklaresherunder, om barnet ønsker, at forældrene inddrages. Barnet får børnesagkyndig rådgivning påstedet og tilbydes mulighed for fornyet telefonisk kontakt. Kan der ikke opnås telefonisk kontakt,skriver vi–afhængig af situationen–til barnet eller forældrene, eksempelvis med tilbud om ellerindkaldelse til børnesagkyndig rådgivning.Statsforvaltningens håndtering af situationer, hvor barnet henvender sig uanmeldt istatsforvaltningenDet er ikke forekommet, at et barn har henvendt sig alene. Det er sket enten med veninder, enforælder, en pårørende eller en anden voksen (advokat).1

I alle tilfælde taler en børnesagkyndig med barnet. Det er forekommet, at et barn har ønsket, atveninder har deltaget i samtalen. I en sådan situation tager den børnesagkyndige konkret stilling til,i hvilket omfang barnet kan have bisidder med til samtalen.Problemstillinger, som statsforvaltningen har oplevetVed statsforvaltningen verserer løbende et antal særligt konfliktfyldte sager om samvær,forældremyndighed og barnets bopæl, som med afbrydelser strækker sig over flere år. Det betyderbl.a., at nogle børn er bekendt med og i visse tilfælde fortrolige med statsforvaltningens rolle,kompetence og muligheder, herunder for inddragelse af barnet, og derfor helt relevant kan benyttesig af initiativretten.I andre tilfælde har der mere været tale om et nødråb fra barnet, der ikke trives, og som f.eks.ønsker at skifte skole p.g.a. mobning. Således er det et særligt og belastende dilemma for børnene,at statsforvaltningen kan eller skal inddrage forældrene. I disse situationer aktiveres ud over denbørnesagkyndige rådgivning også vejledning om henvisningsmuligheder i bl.a. kommunalt regi(PPR m.v.).Generelt er der altså tale om børn, der er belastede af en forældrekonflikt eller manglendeforældresamarbejde og eventuelt tillige er i en af andre grunde udsat position.Det er stadig erfaringen, at bestemmelsen giver anledning til misforståelser, navnlig følgende 2aspekter:1) PåklageDet er forekommet flere gange, at børn har henvendt sig personligt, er blevet bragt ind af pårørendeeller har skrevet til statsforvaltningen, efter at vi har truffet en afgørelse eller retten afsagt en dom,for at tilkendegive en utilfredshed med resultatet.Det forhold, at initiativretten ikke tillige er en ret til efterfølgende at klage henholdsvis anke over enafgørelse, som myndighederne har truffet, må give anledning til overvejelser om særlig vejledningom bestemmelsen, sådan at der ikke skabes yderligere frustration på grund af skuffedeforventninger. Muligheden for at give barnet åben børnesagkyndig rådgivning aktiveres selvsagtomgående, idet det erfaringsmæssigt kan støtte barnet at tale med en neutral person medbørnesagkyndig indsigt.2) KompetenceReglen ertænkt som ”en livline” for barnet. Udover at en henvendelse fra et barn kan udløseselvstændig vejledning og børnesagkyndig rådgivning til barnet, er ”råderummet” istatsforvaltningen, at vi kan indkalde forældrene til et vejledningsmøde, som kan være tværfagligt.Det er oplevelsen, at et antal henvendelser udspringer af forventninger om andreløsningsmuligheder, end bestemmelsen rummer. Som eksempel kan nævnes en ansøgning fra enung om udpegning af en (tilfældig) anden forældremyndighedsindehaver end forælderen.Som det fremgår, ses situationer, hvor der kan være tvivl om, hvorvidt et barn har henvendt sig påeget initiativ eller er ansporet til det, ligesom en kontakt kan have karakter af et ”partsindlæg”. Selvom vi har haft sager, hvor § 35 har opfyldt sit formål, kan der altså også være tale om, at nogle børnudsættes for en yderligere belastning.Endelig udgør spørgsmålet om deltagelse af bisiddere ved personlige henvendelser enproblemstilling, som nødvendigvis må håndteres konkret.

2) Samvær med andre, § 20Antal sagerStatsforvaltningen Sjælland har registreret følgende antal sager afsluttet2008: 332009: 422010, 1. halvår: 9Statsforvaltningens sagsbehandlingDisse sager behandles som andre sager om samvær. I udgangspunktet adskiller sagsbehandlingensig ikke, og konfliktløsningstilbud anvendes individuelt efter en konkret vurdering. Således kommerogså børnesagkyndig undersøgelse på tale. Tilsvarende kan en afgørelse også være fastsættelse afovervåget samvær.Til forskel fra andre sager vil belysningen af barnets perspektiv i form af inddragelse af barnet veden personlig samtale indebære flere samtaler, hvis der er flere konkurrerende ansøgere, som ikkesøger samtidig.Problemstillinger, som gør sig gældendeDe 84 behandlede sager omfatter ansøgninger- fra et bredt spektrum af nærtstående, således stedforældre, forældres søskende, søskende,bedsteforældre, samlever med enlig adoptant- såvel hvor en biologisk forældre er død, som hvor den biologiske forælders kontakt erafskåret eller begrænset.Helt generelt er disse sager mere end almindeligt komplicerede og særligt ressourcekrævende, ogsåselv om børnene ikke altid nødvendigvis anses for ”særligt udsatte og sårbare”. Det gælder ikkemindst, hvor der er flere eller mange konkurrerende ansøgere, herunder en biologisk forælder.Problemstillinger, der kan peges på:1) (Mulig) Konflikt mellem portalbestemmelsen om barnets bedste og forudsætningen omsamværets omfang, hvor- der er tale om små børn- stedsøskende ikke kan have samvær i samme omfang som søskende hos disses biologiskeforælder, der tillige er social forælder for dem- der er aldersspredning mellem søskende, således at der for det større barn er en tilknytningtil ansøgeren, men for det yngre ikke eller kun i begrænset omfang er etableret entilknytningsåledes at det forudsatte omfang af samvær i praksis virker enten begrænsende eller indebærerforskelsbehandling af (halv-)søskende.En helt speciel situation, der bør give anledning til nærmere overvejelser, er hvor en(ene)forældremyndighedsindehaver med flere børn med forskellige fædre/mødre afgår ved døden,og forældremyndigheden tillægges forskellige personer. I relation til § 20 vil disse børn kunne væremeget forskelligt stillet.Med forældreansvarslovens § 20 kan der ved lovens revision være særlig grund til at indtænkenutidens familiedannelser. Der kan således peges på–også i tilfælde, hvor reglen har været anvendtanalogt–at et barn (ikke kun teoretisk) kan få et relativt begrænset samvær med den nærtståendeperson, som har været eller er en primær omsorgsgiver.3

2) Modstand hos bopælsforælderen eller den/de der har fået tillagt forældremyndigheden veden forældremyndighedsindehavers dødrummer et særligt konfliktpotentiale i § 20-sammenhæng.3) Ansøgers omsorgsevne, begrundet i alderI praksis har der været ansøgninger både fra søskende, som har været meget unge, og frabedsteforældre i en høj alder, med såvel små som større børn. I begge ender af spektret vil detteinfluere på vurderingen af om, i hvilket omfang og under hvilke betingelser et samvær kanfastsættes.4) Det énstrengede systemSager, hvor statsforvaltningen har truffet afgørelse om forældremyndighed ved dødsfald, indbringesfor domstolene som 2. instans. Domstolene har imidlertid ikke kompetence til også at behandle sagom samvær i denne situation. Dette indebærer, at der samtidigt og sideløbende kan/skal behandlessag om samme barn i statsforvaltnings- og domstolsregi, og vurderes ikke at være hensigtsmæssigt.

03-10-2010Om barnets initiativret og samvær med andre - Syddanmark.1. Forældreansvarslovens § 35 om barnets initiativretBarnets initiativret er i 2008 og 2009 registreret med tællekode 117901.I 2010 er der registreret med tællekode 192181.2008: 0 tællekoder 117901 i Syddanmark2009: 1 tællekode 117901 i alt i Syddanmark2010: 9 tællekoder 192181 i alt i Syddanmark (i 1. ½ år), heraf 6 i AabenraaTællekoderne giver ikke et retvisende billede af antal henvendelser efter § 35 i nogen af årene. Vi har ialle årene haft henvendelser efter § 35, som vi har visiteret til den relevante sagsbehandling.Henvendelsen er derefter afsluttet med koden for den relevante sagsbehandling (evt. ingen kode). Vihar således glemt, at sagen er rejst efter § 35 med dertil hørende tællekode.I øvrigt gælder § 35-tællekodenefter kodeinstruksen kun når der er ”indkaldt til møde”. Det betyder, atde henvendelser, som ender med en telefonisk eller skriftlig kontakt til barnet f.eks. i forhold til destørre teenagebørn ikke bliver medtalt.Det forekommer også, at en forælder begrunder sin ansøgning om f.eks. bopæl med henvisning til etvedlagt brev, hvor barnet har udtrykt sit ønske. Disse sager vil heller ikke blive medtalt som § 35-sager.Antal henvendelser:Ribe: skønsmæssigt 10 henvendelser om åretOdense: skønsmæssigt 10-15 henvendelser om åretAabenraa: skønsmæssigt 10 henvendelser om åretSagsbehandlingen:Henvendelserne, som oftest enten er et brev, mail eller et opkald fra et barn, behandles efter en konkretvurdering af den enkelte henvendelse. Det er en børnesagkyndig rådgiver, der visiterer alle § 35henvendelserne og vurderer hvilket tilbud/sagsbehandling, der konkret er relevant:------børnesagkyndig rådgivning af barnet,børnesagkyndig rådgivning af forældrevejledningsmøde af forældrene om samvær/ forældremyndighed/ bopælbørnesamtaletelefonisk kontakt til barn, evt. både barn og forældre.på skriftligt grundlag.

Sagsbehandlingen:I 2009 registreredes aktiviteterne i statistikken. Vi kan se, at der i 2/3 del af de realitetsbehandledesager er afholdt møde, hovedparten som tværfaglige møder. 1/3 del af sagerne er behandlet på skriftligtgrundlag. Tilsvarende registreringer er ikke foretaget i 2010 (eller i 2008), fordi der ikke længereregistreres efter sagsbehandlingstype.Sagerne vil ofte starte på skriftligt grundlag. Afhængig af sagens karakter og de konkret fremkomneoplysninger vil sagen blive færdiggjort på skriftligt grundlag eller viderebehandlet i form afmødeafholdelse, typisk tværfagligt møde og muligt børnesamtale og evt. opfølgende møde.Genstand for skriftlig behandlede sager kan være sager, hvor de formelle betingelser for bestemmelsensanvendelsesområde, ikke er opfyldt. Det kan også være sager, hvor vi vurderer, at der er tale om”omgåelse” af en afgørelse, hvor ikke-bopælsforælderenhar fået afslag på samvær.Typisk er sagerne så konfliktfyldte med stor modstand fra bopælsforælderen, at det kun er i et fåtal afsager, at det vil give mening at tilbyde rådgivning/konfliktmægling.

1. far har frasagt sig samvær. Farmor søger. Afslag, idet far jo kan lade være med at frasige samvær.2. far har fået afslag. Farmor og farbror søger. De 2 ansøgere har samme bopæl som far. Afslagomgåelse.3. Mormor søger. Mor er død. § 34 samtale. barnet ønsker ikke samvær med mormor. Afslag.4. Farmor søger. far er død. Ingen tilknytning. Afslag.5.En mor er afgået ved døden. Hendes forældre søger om samvær. Faren er først imod samvær.Datteren indkaldes til børnesamtale. Datteren ønsker kontakt til bedsteforældrene. Faren er på detopfølgende møde enig i samvær én gang om måneden.6. høring - møde - samtale med børn - møde - farmor frafalder7. høring–møde - aftale i mødenotat om opstart på samvær og berammet opfølgende møde8. høring - møde - aftale i mødenotat om samvær9-10.Begge sager startede på skriftligt grundlag.I den første sag var det farfar og farmor, der søgte om samvær. Far havde ikke samvær på grund afpsykisk sygdom. Der blev holdt børnesamtale og opfølgende møde, hvor der blev indgået aftale omsamvær og telefonkontakt.I den anden sag var det mormor og morfar, der søgte. Samværet med mor var ophævet efter barnetsønske. Der blev holdt børnesamtale og opfølgende møde, hvor der blev indgået aftale om samvær.11.farmor meddelt afslag på samvær med børnebørn pga for højt konfliktniveau mellem farmor og mor- sagen er påklaget til Fam.styrelsen, hvor den endnu ikke er afsluttet.12. sag er endt med en aftale ml. farmor og mor om samvær 1 gang om måneden.13. ikke biologisk far. fuld enighed om, at manden der har fungeret som far for 2 piger skal havesamvær 1. weekend om måneden.14. mor er død, far der hidtil har været alm, sv forældre, får bopælen. Bedsteforældre, der har været enstor del af pigens liv, får sv 1 gang om måneden og 1 uge i sommerferien. aktuelt har far søgt omophævelse.15. Faster søger samvær, da far er død. Der har tidligere været samvær, men faster og mor er blevetuenige, og faster søger det derfor fastsat. Høringer og indkaldelse til møde. På mødetfuld enighed om weekend hver 4. uge + påske + hver 2. jul + hvert2. nytår + sommerferie + efterårsferie + vinterferie.16. flere farmorsager, hvor der er givet afslag pga manglende social tilknytning

ERFA-Gruppen på forældreansvarslovens område–evaluering af forældreansvarsloven.1. Vedrørende barnets initiativret (§ 35):Antal henvendelser: Kode 117901: 24Kode 192181: 15I alt 39 kodede henvendelser med barnets initiativret i 2007-2008-2009 og 2010 (til dato).Henvendelserne er typisk fra større børn–teenagere.Sagsbehandlingen:I Hovedkontoret har vi valgt at følge bestemmelsens ordlyd, hvorefter barn, der er fyldt 10 år, kananmode statsforvaltningen om at indkalde forældrene til et møde om forældremyndigheden, barnetsbopæl eller samvær.Udgangspunktet er derfor, at vi indkalder forældrene til et vejledningsmøde.Hvis henvendelsen er skriftlig, afhænger det af indholdet af henvendelsen, hvorledes sagenbehandles. Oftest kaldes forældrene umiddelbart efter ind til et tværfagligt vejledningsmøde, hvorforældrene i indkaldelsesbrevet gøres bekendt med deres barns henvendelse.Der er også eksempler på, at sagsbehandleren ringer til barnet for at få en nærmere uddybning. Ofteer barnet meget godt orienteret om sin sag og ved f.eks., at forældrene tidligere har været til møde istatsforvaltningen, og hvem der har forældremyndigheden m.v.Under vejledningsmødet opnås tit enighed mellem forældrene. Eller barnet indkaldes efterfølgendetil en § 34 samtale, idet én af forældrene måske ikke stoler på, at det er barnets egen holdning, dethar tilkendegivet i sin henvendelse.Vi har ét eksempel på, at forældrene blev enige om, at alle tre børn skulle til børnesagkyndigrådgivning, og sagen sluttede med denne rådgivning.Ved gennemgang af sagerne kan det konstateres, at der er mange sager om bopæl–hvor (det store)barn nu ønsker at bo hos den anden af forældrene, fordi det er røget uklart med bopælsforælderen.Det bliver der så fulgt op på under det efterfølgende vejledningsmøde, hvor der vejledes om, at etbopælsskifte ikke nødvendigvis er en god idé i tilfælde af uløste konflikter mellem bopælsforælderog barnet.Selve håndteringen af henvendelsen afhænger af, om barnet ringer, skriver eller møder. Hvis barnetskriver, går sagen naturligvis til vedkommende sagsbehandler. Hvis barnet ringer, er der en aftale

med Info-centret om, at samtalen viderestilles til specialkonsulenten, og i dennes fravær til 2fuldmægtige.Hvis vores faste børnesagkyndige rådgiver i huset er ledig, sker det, at vedkommende taler medbarnet. Ellers aftales det med barnet, hvad der bliver noteret fra barnets henvendelse, og at viindkalder forældrene til et møde, hvor forældrene vil blive gjort bekendt med henvendelsen.Ved de telefoniske henvendelser opleves det undertiden, at én af forældrene står i baggrunden.Andre gange ringer barnet fra sin mobiltelefon fra f.eks. skolen. Oftest giver barnet udtryk for, atén/begge forældre ved, at det kontakter statsforvaltningen. Andre gange er det efter råd fra f.eks.skolelærer.Vi oplever ikke, at børnene decideret ikke kan overskue konsekvenserne af sin henvendelse. Når vifortæller, at vi vil indkalde forældrene, synes de, at det er en god idé. De ved også, at sagen måskeskal afgøres endeligt i retten. Mange sager handler om bopæl.Hvis henvendelsen kun vedrører samvær, og der samtidigt/efterfølgende kommer en ansøgning fraén af forældrene om genoptagelse af sagen, kan sagsgangen være, at vi orienterer bopælsforælderenog indkalder barnet direkte til en § 34-samtale med efterfølgende vejledningsmøde af forældrene.De uanmeldte henvendelser er typisk sammen med én af forældrene. Hvis den børnesagkyndige erledig, taler hun med barnet. Den medfølgende forælder afleverer måske samtidigt en ansøgning omf.eks. bopæl, eller om ændring af samværet. Herefter indkaldes begge forældre til etvejledningsmøde.I afdelingskontoret anvendes den procedure, at barnet tilbydes børnesagkyndig rådgivning. Dettekan ske ved telefonisk kontakt til barnet eller ved at bopælsforælderen kontaktes, og tilbudet givesgennem denne. Under rådgivningen formulerer barnet sammen med rådgiveren, det som barnetønsker viderebragt til forældrene. Undertiden afsluttes sagen med rådgivningen af barnet.Giver barnet samtykke til at oplysninger fra rådgivningssamtalen gives videre tilforældrene, indkaldes forældrene til tværfagligt møde med deltagelse af den børnesagkyndige, derhar haft samtalen barnet.Alternativt indkaldes forældrene til tværfagligt møde, og barnets skriftlige henvendelse dannergrundlag for mødet.Der er få sager, hvor barnet ikke er tilbudt rådgivning eller hvor barnet ikke har ønsket rådgivninginden mødet med forældrene. I de sager har sagsbehandleren ofte haft en telefonisk kontakt medbarnet inden mødet.I sager hvor forældrene har indsendt en ansøgning samtidig med barnets henvendelse, indkaldesforældrene til vejledningsmøde, og barnet tilbydes rådgivning.Når børn henvender sig uanmeldt–eller telefonisk - håndteres henvendelsen på samme måde som ihovedkontoret, ved at barnet kommer til at tale med en jurist.

Er der akut behov for børnesagkyndigrådgivning af barnet, kan dette etableres, hvis en af debørnesagkyndige er ledig. Det kan være i situationer, hvor barnet nægter at tage tilbage tilbopælsforælderen, eller hvor barnet giver indtryk af at være under stærkt pres fra den forælder, derkommer med barnet.Er barnet ledsaget af en af forældrene, vil vi så vidt muligt tale med forælderen, men ofte har barnetogså behov for vejledning.ProblemstillingerVi burde have en vejledning til børn om, hvordan de skal gøre ved henvendelser til os. F.eks. enstandardansøgning i mailform, som de kan udfylde på intranettet og sende til os med oplysning omhvordan de kan kontaktes, om deres forældre er bekendt med henvendelsen etc.Det kan ved skriftlige henvendelser være svært at vide, om særligt bopælsforælderen er orienteretom barnets henvendelse, og man kan derfor være tilbageholdende med at skrive til denne, da barnetkan komme i klemme.De fleste børn har dog orienteret forældrene, inden de kontakter os, og mange gange er det en afforældrene, der hjælper barnet med at kontakte os.Det kan også være svært at vurdere, om barnets brev skal vedlægges indkaldelsen til forældrene.Der kan være tale om oplysninger, som barnet ikke ønsker videregivet til forældrene, og hvor viville undtage for aktindsigt, hvis vi havde flere oplysninger om forholdene. Vi er derfortilbageholdende med at videresende barnets brev, før vi har talt med barnet.Vi har ikke mange eksempler på forældres misbrug af initiativretten.Mange gange suppleres en ansøgning af barnets bemærkninger. I den situation fortolker vi somudgangspunkt henvendelsen som en ansøgning fra en af forældrene, og vi håndterer derefter barnetshenvendelse efter aftale med forældrene i et møde.Orienteringen af barnet om mødet med forældrene er meget forskellig, og vi har ikke nogen egentligprocedure. Oftest er det forældrene, der orienterer barnet om resultatet.2. § 20-sagerneSager med afgørelseskode 115%9%: 59 i perioden 2008, 2009 og 2010 (til dato)Hvis vi ikke umiddelbart meddeler afslag, fordi ansøgerne enten ikke er nærmest pårørende ellernært knyttet til barnet, er sagsbehandlingen identisk med en almindelig samværssag.Et par af sagerne har været efter § 20, stk. 1, hvor vi har truffet afgørelse om samvær medbedsteforældre eller ældre søskende, og hvor der forud havde verseret en § 15-sag.Efter stk. 2 har vi modtaget ansøgninger fra bedsteforældre, men det har ikke ført til fastsættelse afsamvær. Begrundelse kan være, at barnet ikke ønsker samvær, eller at der i forvejen var samvær

med far. Der har været sager, hvor samværsforælder sad i fængsel, og hvor bedsteforældre søgte omsamvær, men det viste sig, at far kunne få udgang, hvorefter bedsteforældrene fik afslag/trakansøgningen.I sager med stedforældre har parterne indgået aftale om samværet på møde i statsforvaltning (udenhøring af biologisk forælder).I Afdelingskontoret meddeles ligeledes ofte afslag på skriftligt grundlag, fordi ansøgeren ikke ernærmeste pårørende eller nært knyttet til barnet. Afgørelsen træffes primært udfra oplysninger omfamilieforholdene, hidtidige kontakt og barnets alder.Meddeles ikke afslag på det grundlag, behandles sagerne som andre samværssager med hensyn tilbelysning af barnets perspektiv, forligstilbud og andre sagsbehandlingsskridt. Sagerne behandlesovervejende tværfagligt.Sagerne har meget forskellig karakter. Der er skjulte sager, hvor samleveren "socialfar" får samværmed barnet efter en samlivsophævelse i forbindelse med en ansøgning om samvær med etfællesbarn. I disse sager indgås ofte forlig, om at stedbarnet har det samme samværsom fællesbarnet. Sagerne behandles ikke som § 20 - samvær, fordi der ikke foreligger enansøgning. Spørgsmålet bliver rejst i et møde, hvor der findes en løsning.I sager om stedforældres samvær ønsker parterne nogle gange ikke, at der indhentes enerklæring fra den anden forælder. De ønsker ikke at fremprovokere en ansøgning om samvær fra enpassiv forælder. Parterne har derfor ofte en interesse i at indgå forlig.I højkonfliktsager, hvor den ene forælder er frataget retten til samvær/kontakt med barnet, får viansøgninger fra familiemedlemmer til den forælder, der ikke ser barnet. Afslag er dog ofte på tale idisse sager, fordi familien ikke forholder sig neutralt, og bopælsforælderens forhold til ansøgeren erderfor ofte også konfliktfyldt. Det kan skinne igennem at ansøgningen er motiveret i, at deretableres kontakt til den af forældrene barnet ikke har kontakt med f.eks. i situationer, hvorbarnet ikke har haft tradition for regelmæssige besøg hos den faster eller farmor, der nu søgersamvær.Fastsættes § 20 -samvær i en situation, hvor en ansøger er meddelt afslag på forældremyndighedefter § 15, kan presset på barnet blive meget stort, hvis ansøgeren ikke accepterer atforældremyndigheden er tildelt en anden.Der er flere søskende, der har henvendt sig for at få samvær med hel- eller halvsøskende, herundermindreårige ansøgere.5. oktober 2010Sanne Glad SelanderLisbeth Bisgaard

Vedr.: Evaluering af forældreansvarsloven, jeres j.nr. 2010-7301-00033.Vi skal i det følgende besvare Familiestyrelsens spørgsmål vedrørende barnets initiativret ogsamvær med andre end forældrene, jf. jeres brev af 16. august 2010.Barnets initiativret (§ 35)Antal henvendelserDet er ikke muligt for statsforvaltningen at foretage en nøjagtig opgørelse over antallet afhenvendelser, men vi vurderer skønsmæssigt at modtage ca. 10 henvendelser årligt fra børn. Der ermuligvis en svagt stigende tendens fra 2008 og frem til nu. Henvendelserne har været fra børn ialderen 11 år og opefter.Statsforvaltningens behandling af sager om barnets initiativretDen typiske opfølgning på en henvendelse fra et barn er enten børnesagkyndig rådgivning afforældre og barn eller et tværfagligt møde vedrørende samvær, forældremyndighed eller bopæl.Uanmeldte henvendelser fra børnHvis et barn henvender sig uanmeldt i statsforvaltningen, er det altid–om muligt–enbørnesagkyndig, der taler med barnet. Skriftlige og telefoniske henvendelser fra et barn håndteresogså af en børnesagkyndig. Den børnesagkyndige foretager herefter en vurdering af, hvad dervidere skal ske i anledning af barnets henvendelse, f.eks. indkaldelse af barn og forældre til enbørnesagkyndig rådgivning.Særlige problemstillingerI nogle tilfælde har det været forældrene/den ene forælder, der har stået bag barnets henvendelse tilstatsforvaltningen. Det forekommer derfor, at forældre misbruger barnets selvstændige initiativret.I andre tilfælde har det været barnets klasselærer eller anden kontaktperson på barnets skole, somhar hjulpet barnet med at rette henvendelse til statsforvaltningen–ofte pga. problemer i relation tilbarnets samvær med samværsforælderen.

Vi har herudover ikke bemærket særlige problemstillinger forbundet med barnets initiativret.Samvær med andre (§ 20)Antal sagerI 2008, 2009 og 1. halvår 2010 har vi behandlet henholdsvis 15, 11 og 18 sager om samvær medandre.SagsbehandlingenSagerne startes typisk op med en skriftlig sagsbehandling i form af orientering/partshøring afbopælsforælder over ansøgningen samt indhentelse af erklæring efter § 36, stk. 2 fra den andenforælder.Herefter vil der typisk blive afholdt et vejledningsmøde i sagen. Det typiske konfliktløsningstilbudhar i disse sager været børnesagkyndig rådgivning.De fleste sager har drejet sig om ansøgninger fra bedsteforældre, stedforældre og ansøgninger fraden ikke-biologiske forælder ved samlivsophævelse mellem et homoseksuelt forældrepar.Særlige problemstillingerI enkelte sager er der givet afslag på samvær pga. kravet om nær tilknytning mellem barnet ogansøger ikke har været opfyldt.I andre sager er der givet afslag efter § 20, stk. 2, idet der har været ”normalt” samvær mellembarnet og samværsforælderen.Ud fra vores erfaring med disse sager ville det være ønskeligt med en præcisering/uddybning ivejledningen om samvær af reglerne om transport af barnet til og fra samvær i disse sager, idet dettekan volde vanskeligheder. Ligeledes ville det være gavnligt med nogle eksempler på, hvadomfanget af et samvær efter § 20 kan være.

Vedrørende Familiestyrelsens j.nr. 2010 -7301-00033.Familiestyrelsen har ved brev af 11. november 2010 i a n-ledning af evalueringen af forældreansvarsloven anmodetstatsforvaltningerne om bemærkninger vedrørende anve n-delsen af § 21, stk. 3, om transport i forbindelse medsamvær, anvendelsen af det skærpede æ ndringskriterium iforbindelse med anmodninger om ændringer af samvær jf.§ 39 og vedrørende kompetencereglerne ved behandling afsager om forældremyndighed og samvær.Statsforvaltningen Hovedstaden skal i den anledning b e-mærke følgende:Vedrørende transport jf. § 21, stk. 3, i forældrea n-svarsloven samt § 14 i bekendtgørelse nr. 1071 af 6.september 2007 om forældremyndighed, barnets b opælog samvær m.v.Antal afgørelser:Statsforvaltningen Hovedstaden har i 2008 truffet 206 a f-gørelser om transport. Heraf er 48 afgørelser truffet efterafholdt møde og 158 afgørelser er truffet efter skriftligbehandling. Endvidere har spørgsmålet om t ransport i 68tilfælde været drøftet på vejledningsmødet i et sådant o m-fang, at det har medført en koderegistr ering om enighedeller overvejende eni ghed.Statsforvaltningen Hovedstaden har i 2009 truffet 163 a f-gørelser om transport. Heraf er 45 afgørelser truffet efterafholdt møde og 118 afgørelser er truffet efter skriftligbehandling. Endvidere har spørgsmålet om transport i 186tilfælde været drøftet på vejledningsmødet i et sådant o m-fang, at det har medført en koderegistr ering om enighedeller overvejende enighed.STATSFOR VALTNINGE NHOVEDSTADENBORUPS ALLÉ 177, B LOK D-E2400 KØBENHAVN NVJOURNAL NR.: 2010 -110/41

Statsforvaltningen Hovedstaden har i første halvår af 2010truffet 1 4 8 afgørelser om transport. Endvidere er der reg i-streret 226 sager med enighed om transportspørgsmålet.Det bemærkes, at der i k oderegistreringen med virkningfra 2010 ikke længere sondres mellem om afgørelsen tru f-fet efter mødeafholdelse eller efter skriftligt b ehandling.Beskrivelse af problemstillinger:Til belysning af, hvilke problemstillinger der optræder itransportsagerne, er de 148 afgørelser fra første halvår2010 gennemgået.I 125 sager er der truffet afgørelse efter hovedreglen omen ligedeling af transporten og udgifterne hertil. I 30 afdisse afgørelser har én af parterne gjort undtagelsen omflytning gældende. I 10 sager er undtagelsen om praktiskeforhindringer eller andre særlige omstændigheder gjortgældende. I de resterende 85 sager er undtagelsen om pa r-ternes økonomiske fo rhold gjort gældende.I 23 sager er der truffet afgørelse om ikke at ligedeletransporten eller udgifterne hertil. I 16 sager er begru n-delsen, at én af forældrene er flyttet. I to sager er begru n-delsen, at denne afgørelse er bedst for barnet. I de rest e-rende fem sager er begrundelsen én af parternes økonom i-ske forhold.Forslag til ændring af transportreglerne:Forældreansvarslovens udgangspunkt om en praktisk ogøkonomisk ligedeling af transporten mellem forældrene iforbindelse med samvær understreger lovens overordnedeprincip om, at det er forældrenes fælles ansvar, at samv æ-ret er velfungerende.I ganske mange sager påberåber én af forældrene sig, atén af de meget detaljerede undtagelser i bekendtgørelsenskal anvendes. Herved bliver en egentlig sagsbehandlingog afgørelse af transportspørgsmålet nødvendig. Antalletaf afgørelser bekræfter dette.Det er vores erfaring, at vejledni ng om og drøftelse aftransportspørgsmål optager en stor del tiden på vejle d-ningsmøderne, ligesom det er vores erfaring, at drøftelseaf spørgsmålet om transport kan være ganske konflikto p-trappende mellem parte rne.Det er Statsforvaltningen Hovedstadens o pfattelse, at ud-gangspunktet om en ligedeling af transporten bør fastho l-des. Hovedreglen bør imidlertid gøres mere generel, sål e-des at den kun i ganske særlige tilfælde vil kunne frav i-

ges. Undtagelserne i bekendtgørelsens § 14, stk. 2, bør s å-ledes udgå. Der bør alene kunne undtages fra hove dreglen,hvis resultatet ellers ville være åbenbart urimeligt.Vedrørende anvendelsen af § 39 i forældreansvarsl o-ven.Beskrivelse af problemstillinger:Efter § 39 kan en anmodning om ændring af samvær elleranden kontakt afvises, hvis forholdene ikke har ændret sigvæsentligt.Formålet med bestemmelsen er, at skabe ro om samværetved at mindske forældrenes interesse i hyppige henve n-delser til statsforvaltningen.I praksis kan afgrænsningen til § 21, stk. 4, om æ ndringaf samvær være vanskelig. Dette skyldes at, ansøgeren o f-te vil anføre, at en ændring af samværet vil være bedst forbarnet, uanset at sagen har været behandlet for kort tidsiden. I disse situationer kan en sag ikke afvises uden re a-litetsbehandling. Dette gælder også selv om barnets pe r-spektiv har været belyst kort tid fori nden.I 2008 er der truffet 603 afgørelser ændring eller afslagpå ændring af samvær jf. § 21, stk, 4. Til sammenligninger der truffet 196 afgørelser om a fvisning efter § 39.I 2009 er der truffet 680 afgørelser ændring eller afslagpå ændring af samvær jf. § 21, stk, 4, Til sammenligninger der truffet 173 afgørelser om a fvisning efter § 39.I første halvår 2010 er der truffet 32 afgørelser efter § 39,I samme periode er der truffe t 1230 afgørelser om fas t-sættelse, ændring eller afslag på ændring af samvær. Detbemærkes, at der med virkning fra 1. januar 2010 ved k o-deregistreringen ikke længere so ndres mellem sager efter§ 21, stk, 1, og § 21, stk. 4, ved koderegistr eringen.Sagerne efter § 39 udgør en lille del sammenlignet meddet samlede antal sager om ændringer eller afslag på æ n-dringer af samvær.Til yderligere belysning af de problemstillinger, der gørsig gældende i forbindelse med afgørelse efter § 39, harvi gennemgået de 32 afgørelser, der er truffet i medfør afbestemmelsen i første hal vår af 2010.I 22 sager har statsforvaltningen afvist at behandle ansø g-ningen om en ændring af det løbende samvær med den b e-grundelse, at der i nden for en kortere periode var truffetafgørelse om eller aftalt samvær. I tre sager har statsfo r-

valtningen afvist at behandle ansøgningen med den b e-grundelse, at der er tale om en ansøgning om æ ndring af etenkeltstående samvær. I syv sager har statsforvaltningenafvist at behandle ansøgningen med den begrundelse, atstatsforvaltningen af tidsmæssige årsager ikke kan nå atbehandle en ansøgning om placering af sommerferiesa m-vær. Vi bemærker i den forbindelse, at disse afgørelserrettelig burde været truffet efter § 21, stk, 4.Gennemgangen viser s åledes, at afgørelser om afvi sningefter § 39 på grund af ansøgning om ændring af et enkel t-stående samvær udgør en meget lille del af de trufne afg ø-relser. Den overvejende del af de trufne afgørelser, o m-handler ansøgninger om ændringer af det løbende samvæ r,som er afvist ud fra et tid sperspektiv.Beskrivelse af praksis for anvendelsen af § 39 ved aftalerom samvær:Statsforvaltningen Hovedstaden har lagt til grund, at F a-miliestyrelsen med dette spørgsmål ønsker en belysning afstatsforvaltningens praksi s i de tilfælde, hvor parterne pået møde i statsforvaltningen har indgået en aftale omsamvær, og én af parterne efter ganske kort tid anmoderom en ændring af den in dgåede aftale.Statsforvaltningen følger i sådanne tilfælde den praksis,at en anmodning om ændring af et samvær realitetsb e-handles med henblik på en afgørelse efter forældrea n-svarslovens § 21, idet der ikke kan siges at have væretenighed om samværet.Vi skal i den forbindelse henvise til, at vi herved følgerFamiliestyrelsens tilkendegivel ser fremført i forbindelsemed Familiestyrelsen besøg i statsforvaltningerne i efte r-året 2008.Såfremt én af parterne i tilfælde, hvor samværet har væretpraktiseret efter aftalen, anmoder om ændring af det afta l-te samvær, vil vi afvise anmodningen efter § 39, såfremtdet skønnes, at der ikke i anmodningen er anført væsen t-ligt ændrede forhold, eller at ændri ngen vil være bedst forbarnet.Vurderer statsforvaltningen, at der er grundlag for at b e-lyse barnets perspektiv i forbindelse med en anmodningom ændring af samværet, vil sagen blive behandlet efterlovens § 21, stk. 4.Forslag til ændring af § 39 herunder om bestemmelsenskal udvides til også af omfatte forældremyndigheds - ogbopælssager:

Det er Statsforvaltningen Hovedstadens opfatte lse, at derer behov for en klarere formulering af § 39. En anmodningom ændring af samvær bør først kunne realitetsbehandlesefter udløbet af en vis periode efter, at der er fastsat elleraftalt samvær, medmindre det godtgøres, at samværet eråbenbart urimeligt for bar net. Herved bringes bestemme l-sen i overensstemmelse med formålet om, at der skal sk a-bes ro om barnet.Det er endvidere Statsforvaltningen Hovedstadens opfa t-telse, at der er behov for at etablere en muli ghed for ogsåat afvise ansøgninger om ændringer af f orældremyndighedog bopæl, kort efter at der truffet afgørelse om sammespørgsmål.Det er statsforvaltningens erfaring, at den ubegrænsedeadgang til på ny at rejse forældremyndigheds - og bopæls-sager i enkelte tilfæ lde udnyttes af forældre, der ikke vilacceptere en afgørelse om fo rældremyndighed eller bopæl,der går dem imod til at få prøvet spørgsmålet igen. Somen følge heraf skabes der aldrig ro for barnet, som må l e-ve i uvished om, hvor det skal bo.Vedrørende myndighedsbehandlingen.Beskrivelse af fordele og ulemper ved de nuværende ko m-petenceregler.Samlet behandling af hele sagen ved én my ndighedDe nuværende kompetenceregler, hvorefter statsforval t-ningerne har hjemmel til at træffe afgørelse om samværog midlertidig forældremyndighed og bopæl , giver mulig-hed for en sagsbehandling, hvor der er tidsmæssig sa m-menhæng mellem afgørelsen om midlertidig forældremy n-dighed og bopæl og samvær.Retternes kompetence til at træffe afgørelse om samværunder behandlingen af en sag om forældremyndighed ogbopæl giver på samme måde mulighed for en samlet afg ø-relse.Dobbeltkompetence i ved behandling af samværss a-genEn ulempe i de nuværende kompetenceregler er denuklarhed, der er i statsforvaltningernes og retternes do b-beltkompetence ved afgørelser om midler tidigt samvær ogsamvær jf. lovens §§ 29 og 38, idet det ikke direkte afordlyden af disse bestemmelser fremgår, at statsforval t-ningens kompetence til at træffe afgørelse ophører vedsagens indbringelse for retten, cf. § 26, stk. 1, der u d-

trykkeligt bestemmer, at kompetencen ligger hos denmyndighed, der behandler sagen.Klage over midlertidige afgørelserStatsforvaltningen har i medfør af § 23 i bekendtg ørelsenr. 1071 af 6. september 2007 under visse betingelser m u-lighed for at genopt age behandlingen af en sag. Er en sagom forældremyndighed eller bopæl indbragt for retten evt.sammen med samværsspørgsmålet, vil en afgørelse ommidlertidig forældremyndighed, midlertidig bopæl ellermidlertidigt samvær fra statsforvaltningen ikke kunnegenoptages ved klage, idet statsforvaltningens kompete n-ce antages at ophøre ved sagens indbringelse for retten.Af samme årsag vil Fam iliestyrelsen ikke kunne hjemviseen påklaget afgørelse til fornyet behandling. Parterne erhenvist til at gøre nye anbringender gældende i r etten. Detsynes uhensigtsmæssigt, at det ikke er muligt for statsfo r-valtningen at reparere en afgørelse, når der er tale omåbenbare fejl eller behov for mindre praktiske justeringeri afgørelsen.Rettens kompetence til at behandle sager om sa m-vær jf. § 38, stk. 2, 2. pkt.:Efter § 38, stk. 2, 2. pkt., kan retten efter anmodning fraén af parterne under en sag om eventuelt ophør af fællesforældremyndighed, jf. § 11, eller barnets bopæl, jf. § 17,tillige behandle spørgsmålet om samvær. Retten kan ogsåbehandle spørgsmålet om samvær under en sag om eve n-tuel etablering af fælles forældremyndi ghed jf. § 14, nårder er tale om en ugift far, der ikke tidligere har haft del iforældremyndigheden, og det er første gang en sag heromer indbragt for retten.Derimod kan retten ikke kan behandle spørgsmålet omsamvær, såfremt én af forældrene ved en tidligere dom e l-ler ved en tidligere aftale har fået forældremyndighedenalene. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at ba g-grunden for denne retstilstand er, at det må forventes, atder i disse tilfælde allerede er taget stilling til samvær s-spørgsmålet.Forslag til ændring eller præcisering af de saglige ko m-petenceregler.Dobbeltkompetence ved behandling af samværss a-genStatsforvaltningernes og retternes kompe tence i forbin-delse med afgørelser om samvær bør tydeliggøres i loven.

08-12-10Evaluering af forældreansvarslovenTransport, § 39, myndighedsbehandlingenFamiliestyrelsen har i brev af 11. november 2010, j.nr. 2010-7301-00033, anmodet ERFA-gruppenpå forældreansvarslovens område om input til brug for evalueringen af loven. I lyset af de hidtilindhøstede erfaringer kan for Statsforvaltningen Sjællands vedkommende oplyses:1) TransportAntal afgørelser, som statsforvaltningen har truffet2008:1072009:881. halvår 2010:56Der er tale om ”rene” afgørelser om transport.Spørgsmålet om transport er også et uenighedspunkti vejledningsmøderne, men her registreres ikke særskilt, når vi træffer en afgørelse om samvær.ProblemstillingerDen manglende mulighed for inddrivelse af ”tilkendte” transportudgifter generer delskonflikter,dels særskilte henvendelser herom, som statsforvaltningen skal besvare. Vi er uden kendskab til,hvad det fører til i andre forvaltningsgrene henh. domstole.I forhold til bosætning og familiedannelser i Danmark anno 2010 rummer transporten til og frasamvær utvivlsomt særlige udfordringer. Det er ikke muligt for statsforvaltningen at vurdere, omder en ”social slagside”, da vi ikke har viden om, i hvilket omfang der ydes tilskud efter den socialelovgivning. Ud fra vores sagsmateriale er der dog ikke tvivl om, at det for nogle børn er en del af et”børneliv”, at der skal afsættes tid til at pendle mellem forældrene, alt afhængig af afstand ogintervaller i samværet.ForslagDet kan med fordel fremhæves i vejledningen/regelsættet, at afhentning og aflevering i institutionbetragtes som opfyldelse af transportforpligtelsen.Flytning til andet område end barnets (hidtidige) nærområde:Ifølge nuværende praksis er grænsen lagt på 150-200 km. Efter vores opfattelse er det for langt, ogvi vil pege på en grænse på 50 km. som langt mere rimeligt. I den forbindelse bør det også indgå, atder er stor forskel på, om far/mor flytter til/fra områder med udbygget infrastruktur eller til egne ilandet, som er mindre udbyggede.2) § 39ProblemstillingerEfter gældende praksis er anvendelsesområdet meget snævert. Det gælder i forhold til aftaler,forældre har indgået, og afgørelser, som statsforvaltningen har truffet, idet tidsfaktoren–detforhold, at barnet er blevet ældre–spiller ind. En klarificering af praksis kan her være hjælpsom.Dette ikke mindst i forhold til, at der kan blive tale om inddragelse af barnet til belysning af detsperspektiv med jævne mellemrum.1

ForslagDet kan overvejes, om sager om forældremyndighed og bopæl tillige skal omfattes. Vi menerimidlertid, at det vil være retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, hvis statsforvaltningen skal kunneafgøre, om en sag om forældremyndighed eller bopæl skal kunne indbringes for retten, somforældreansvarsloven aktuelt formuleret. Hvis statsforvaltningen fik endelig kompetence i sager omforældremyndighed og bopæl, ville der derimod være mulighed for at udstrække anvendelsen af §39 i disse sager. Belastningen af barnet–i form af yderligere og gentagen inddragelse iforældrekonflikten - ville dermed kunne begrænses.3) Myndighedsbehandlingen, gældende kompetencereglerFordeleDer er mulighed for fri proces også til samværssager ved domstoleneUlempera) ForligsbestræbelserVi har ikke mulighed for at vurdere, i hvilket omfang statsforvaltningensforligsløsningsbestræbelser begrænses af muligheden for, at en part kan kræve en sag omforældremyndighed, barnets bopæl og samvær indbragt for retten. I daglig praksis kan vi imidlertid,i det omfang vi orienteres om retssagens udfald, konstatere, at et antal sager hæves eller afsluttessom forligt. Det opleves også, at der ikke kan opnås samtykke til yderligere forligsbestræbelser iform af børnesagkyndig undersøgelse, da én af parterne har et ønske om hurtigt at få sagen bragtvidere til retten.Hvor statsforvaltningens forligsbestræbelser i form af børnesagkyndig rådgivning gives og benyttessom tilbud, vanskelliggøres denne pga. usikkerhed om den videre sagsbehandling.b) Barnets perspektivTankegangen i det gældende regelsæt har været, at sagen skulle være så vel oplyst istatsforvaltningen, at barnet ikke skulle inddrages i højere grad. Den gældende administration erimidlertid, at barnet inddrages flere gange i de samme problemstillinger, først i statsforvaltningenog senere i retten.c) Ændringssager, samværStatsforvaltningen behandler en række sager om ændring af samvær, fastsat af retten.Hvor der ikke er en tilstrækkelig begrundelse for rettens afgørelse om samvær, har vi ikke mulighedfor at afvise at behandle en ny sag om samvær efter § 39.Hvor rettens afgørelse om samvær er upræcis, vil statsforvaltningen være nødt til at behandle en nyansøgning. Det vil som oftest indebære, at alle forligsløsningsbestræbelser re-/aktiveres, herunderevt. med fornyet inddragelse af barnet.Ansøgning om ændring af rettens afgørelse ses i nogle tilfælde i nær tilslutning hertil. Det må giveanledning til betænkelighed, da statsforvaltningen dermed reelt kan få rollen som ankeinstans forrettens afgørelse.Disse sager har ikke været forventede og er dermed heller ikke indgået i de bevillingsberegninger,som dannede grundlag for budgetteringen af familieretsreformerne.2

d) Midlertidige afgørelserSystemet generer et øget behov for midlertidige afgørelser. Det er statsforvaltningens opfattelse, atdet retssikkerhedsmæssigt vil være at foretrække, at der træffes afgørelse efter en egentligrealitetsbehandling.e) Videregivelse af oplysningerDer er–af gode grunde–fastsat bestemmelser om, hvilke oplysninger statsforvaltningen kanvideregive til retten. Det kan dog være problematisk, at oplysninger af betydning for sagensafgørelse, der er tilvejebragt under et møde i statsforvaltningen, ikke videregives.f) Forum shoppingg) Overvåget samværI sager om fastsættelse af overvåget samvær har der i særlige grad været regelkonflikt. Domstolenesbehandling styres af retsplejeloven, mens statsforvaltningen som administrativ myndighed har enanderledes ”handlefrihed” og mulighed for ”styre” og tilrettelægge et forløb henholdsvis justere ogkorrigere et forløb, ligesom vi har mulighed for at integrere det i en sagsbehandling.Ved statsforvaltningens sagsbehandling og afgørelse har parternes påstande ikke samme betydning,når der er tale om et vilkår, som f.eks. om overvåget samvær. Statsforvaltningen fastsætter kunvilkår om overvåget samvær, hvis betingelserne for at fastsætte vilkår er til stede. Det er såledesikke muligt at ”aftale sig til overvåget samvær” i statsforvaltningen.ForslagStatsforvaltningerne får alene kompetence til at behandle og afgøre sager om forældremyndighed,barnets bopæl og samvær.Det indebærer, at eksperticen fremover i endnu højere grad samles ét sted.Statsforvaltningerne kan tilbyde- et mere tilgængeligt og uformelt system til løsning af familiens vanskelige problemstillinger- et for barnet mere skånsomt regi, hvor det som udgangspunkt kun skal høres/inddragespersonligt 1 gang–i samme sagskompleks- integrerede løsninger i forhold til børnesagkyndige undersøgelser henh. overvåget samvær,hvis vilkår for samvær er opfyldtDet aktualiserer diskussionen, om der skal være adgang til fri proces under en administrativsagsbehandling. Det har vi i udgangspunktet ingen holdning til, da det et politisk spørgsmål.Hvis kompetencen fortsat skal være delt mellem statsforvaltning og domstole:--Samværssager bør udelukkende behandles ved statsforvaltningerneHvis retten fortsat skal behandle sager om samvær, bør alle sager om forældremyndighedkunne udløse, at samværssagen kan indbringes for retten, uafhængig afforældremyndighedsstatus.

I forbindelse med transportsager oplever vi ofte en megetstærk fokusering fra forældrenes side på undtagelserne tilhovedregel. I praksis betyder det, at statsforvaltningen isagerne skal tage begrundet stilling til alle undtagelsesb e-tingelserne. Det er således i rigtig mange sager nødve n-digt at indhente oplysninger om eksempelvis økonomi.Det er ønskeligt med en regelfo renkling, således at § 14,stk. 2, nr. 2 og 4 blev eneste undtagelsesbestemmelser tilhovedreglen–eventuelt kombineret med en klar definit i-on af, hvor lang rejsetiden skal være forlænget, for atundtagelsen herom kan bringes i anve ndelse.Anvendelsen af § 39Problemstillinger§ 39 er knyttet op på kriterierne væsentlig forandrede fo r-hold eller barnets bedste. Kriteriet ”væsentligt forandredeforhold” giver normalt ikke anledning til problemer i re-

lation til vurderingen realitetsbeha ndling eller afvisning.Som det peges på i spørgsmålet er kriteriet ”barnets bed-ste” vanskeligere at håndtere i forhold til realitetsbehand-ling eller afvisning. Den ene af forældrene kan jo m egetnemt som begrundelse for en ansøgning om ændring afsamværet påberåbe sig, at den eksisterende ordning ikkeer til barnets bedste, og at barnet mistrives med denneordning. En sådan påstand kan ofte ikke umiddelbart afv i-ses og det betyder, at påstanden må unde rsøges nærmere,og at der må træffes en realitetsafgørel se, medmindreforældrene bliver forligt, også selv om der kun er gåetforholdsvis kort tid siden sidste afgørelse.Efter vejledningen er anvendelsen af § 39 navnlig tiltænktenkeltstående fravigelser af samværet, dvs ”ad hoc æn-dringer”. Netop enkeltståend e ændringer og ”barnets bed-ste” kan i praksis skabe usikkerhed, og det betyder måske,at § 39 ikke bliver anvendt i den udstrækning, det var ti l-tænkt, og at formålet med at skabe ro dermed ikke o pnås.For at skabe ro omkring barnet og for at undgå en udh u-ling af bestemmelsen kunne § 39 muligvis præciseresyderligere ved en lovændring eller at der i vejledningensker en uddybning af ”barnets bedst” i forhold til mulig-heden for at afvise realitetsb ehandling.§ 39 og aftalerForeligger der en klar aftale o m samvær, og er der ikkenoget, der indikerer, at aftalen ikke er til ba rnets bedste,vil vi afvise efter § 39. Det vil typisk være tilfældet, nåraftalen er indgået i statsforvaltningen. Problemet med a n-vendelsen af § 39 på aftaler er imidlertid ofte, når parter-ne selv har indgået en aftale, herunder også et retsforlig,som enten ikke er klar eller fuldstændig eller hvis in dholdbestrides af en af forældrene, så vil vi foretage en real i-tetsbehandling. Tilsvarende vil også gælde, hvis vi skø n-ner, at den indgåede aftale ikke er til barnets be dste.Forslag til ændring af § 39Se ovenfor under problemstillinger.Dernæst vurderes det også, at bestemmelsen i § 39 børudvides til omfatte forældremyndigheds - og bopælssager.Hensigten hermed er at sikre ro for ba rnet og at undgågentagne sagsforløb kort tid efter hina nden.Ikke sjældent bliver en ansøgning om ophævelse af fællesforældremyndighed eller overførsel af foræ ldremyndighedbegrundet med forhold, der alene relaterer sig til samv æ-ret eller mangel på samm e. I disse situationer ville det

også kunne være ønskeligt med en afvisningsbestemmelseforstået på den måde, at ansøgningen afvises, da den ikkeangår forhold, der har relevans for forældremyndighed s-spørgsmålet.MyndighedsbehandlingenFordele og ulemper ved nuværende system - forslagIntentionerne med forældreansvarsloven var én in dgang,forlig og helhedsløsninger. Baseret på erfaringerne frahverdagen synes det mere optimalt, hvis der gennemføreset fuldstændigt enstrenget system. Hvis statsforvaltni n-gerne fik kompetence til at kunne tilbyde forældrene ensamlet løsning på alle deres forhold (separat i-on/skilsmisse/forældremyndighed/bopæl/samvær) ville dethøjst sandsynligt indebære, at forlig nemmere kunne in d-gås, og at sagen hurtigere ville kunne afs luttes og dermedville de involverede hurtigere kunne få vished for deresretsstilling. Samtidig ville en del af statsforvaltningernesmidlertidige afgørelser kunne undgås, idet der hurtigereville kunne træffes en endelig afgørelse. Et enstrenget s y-stem vil også være nemmere at forstå for borgeren.Tildeles statsforvaltningerne kompetence i forældremy n-digheds- og bopælssager vil det svare til, hvad der aller e-de gælder for foræ ldremyndighed ved død. Der skal tagesstilling til, om det er do mstolene eller Familiestyrelsen,der skal være klageinstans.For så vidt angår samvær og retternes kompetence er detafgørende, at dommen eller retsforliget er ful dstændigt ogudtømmende. Ellers kan det være vanskeligt både for f o-gedretterne at eksekvere afgørelsen/afta len og for stats-forvaltningen at tage stilling til en anmodning om æ n-dring af samværet. Og i visse situationer støder officia l-maksimen og forhandlingsmaksimen uheldigt sammen påbekostning af barnets bedste.Med venlig hilsenKontorcheferneStatsforvaltningen Syddanmark

Til FamiliestyrelsenEvaluering af forældreansvarsloven–svar på brev af 11. november 2010TRANSPORTREGLERNEAntal afgørelser:2008:1862009:1902010–6 mdr.: 88Som det fremgår af ovennævnte opgørelse, er antallet af koder steget for så vidt angårtransportafgørelser. Vi mener, at det primært skyldes, at der i begyndelsen varusikkerhed/uvidenhed hos fuldmægtigene om, at der skulle kodes særskilt for transport isamværssager. Umiddelbart vurderes antallet af transportsager at være nogenlunde konstant og ikkefaldende, til trods for at reglen om deling af transport efterhånden må være kendt hos borgerne.En beskrivelse af de problemstillinger, som statsforvaltningen finder, gør sig gældende for såvidt angår reglerne om transport:Hovedreglen om at forældrene deler ansvaret for barnets transport i forbindelse med samværopleves generelt som god og meningsgivende for borgerne.Undtagelsesbestemmelserne opleves undertiden som modsatrettede, hvis en forælder f.eks.både er lavestlønnede, men samtidigt er den, der flytter langt væk.Der er en lang række skøn, som fortsat er uafklaret i praksis, og det er svært for borgeren atgennemskue retstillingen, når reglerne i så høj grad afhænger af skøn.”Omstændigheder i øvrigt” findes at være retssikkerhedsmæssigt problematisk, og åbner foret for vidt skøn.Administrativt fylder reglerne meget, og der et stort arbejde forbundet med at træffeafgørelser i disse sager. Fra et sagsbehandler synspunkt bevirker reglerne, at barnetstransport nu i højere grad er statsforvaltningens ansvar end forældrenes. Borgerne indsenderbemærkninger i form af konkrete oplysninger om fly- tog- og bustider og har en forventningom, at statsforvaltningen opstiller og undersøger afgangstider m.v.Det svært at forklare praksis omkring afhentning og aflevering i daginstitution til borgerne.Særligt besværligt er de sager, hvor bopælsforælder og/eller samværsforælder har flere børn,der skal afhentes/afleveres på forskellige adresser i landet. Det kan medføre en dominoeffekti relation til tilretning af samværsafgørelser med de andre børn.

Statsforvaltningens eventuelle forslag og argumenter for en ændring af transportreglerne:Det bør klart fremgå af reglerne, hvilke undtagelser der har forrang frem for andre. Det ersåledes ikke klart, at den forælder der er ubemidlet, og som hidtil har været fritaget fra atdeltage i transportudgifter efter bekendtgørelsens § 14, stk. 2, nr. 1, efter praksis vil blivepålagt alle udgifter efter § 14, stk. 2, nr. 2, hvis vedkommende flytter langt væk med barnetog gør transporten væsentlig mere omkostningsfuld.Formuleringen i bekendtgørelsen om, at samværsforælder henter til samvær ogbopælsforælder henter hjem fra samvær bør blødes op. Det er et udmærket udgangspunkt,og sikkert også det bedste for barnet, men det kan være svært for den ene forælder at kommeigennem med, at det bør være modsat, fordi bestemmelsen er formuleret, som den er.Undertiden er ”den modsatte” ordning bedst for barnet, hvisf.eks. samværsforælder ikkekan nå at hente barnet i institutionen. I den situation vil barnet opleve at skulle tilbopælsforælder i kort tid, hvorefter det bliver hentet af samværsforælderen.Undtagelsesbestemmelserne skal være så få som muligt, og der er behov for klare grænserfor, hvornår f.eks. transporten er blevet mere besværlig eller bekostelig at det kan begrundefravigelse–gerne med angivelse af kilometertal eller rejsetid, så det bliver enkelt atadministrere. Hvis en forælder bor ude på landet, er kilometerafstand ikke så interessant somselve rejsetiden, idet transport kan involvere flere busskift, ventetider m.v.Det burde overvejes, om der overhovedet bør være undtagelser til reglen om ligedeling aftransport.

AFVISNINGER EFTER § 39En beskrivelse af de problemstillinger, som statsforvaltningen finder, gør sig gældende for såvidt angår § 39 og anvendelsen herafDet kan være et dilemma at skelne imellem, hvornår der er tale om væsentligt ændredeforhold i relation til barnets bedste. Er ændring af fritidsaktiviteter f.eks. væsentligt ændredeforhold? I relation til barnet er det måske væsentligt. Samtidigt bør der være opmærksomhedpå, at sagerne ikke popper op for tit, idet det i sig selv kan være konfliktoptrappende.I sager, hvor der ikke er samvær, idet det måske er ophævet, kan det være vanskeligt atvurdere, hvorvidt der foreligger væsentligt forandrede forhold.Undertiden er samværsaftaler fra domstolene lidt upræcise m.h.t. klokkeslæt, lige/ulige år oguger. Det kan derfor være vanskeligt umiddelbart at afvise disse sager.Det samme gør sig gældende, hvis forældrene selv har indgået aftaler, der giver anledning tilfortolkningstvivl.

Hvis en afgørelse er truffet med afsæt i høring af barnet, og der igen søges omsamvær/ændring af samværet, finder vi det problematisk, hvis barnet relativt hurtigt skalbelastes med en ny samtale.En beskrivelse af statsforvaltningens praksis for anvendelsen af § 39 ved aftaler om samværHvis samværet hviler på en aftale indgået i statsforvaltningen har forældrene ikke fået enbegrundelse for samværsordningen. Hvis de umiddelbart herefter retter henvendelse medanmodning om ændring af samværet, afviser vi som udgangspunkt ikke efter § 39, mentræffer en begrundet afgørelse i stedet.Hvis forældrene har anvendt deres aftale om samvær i en periode bruger vi § 39, hvisansøgeren ikke har påvist væsentligt forandrede forhold. Vi anvender i den situation sammevurdering, som hvis samværet var fastsat.Statsforvaltningens eventuelle forslag og argumenter for en ændring af § 39, herunderstatsforvaltningens vurdering af, om bestemmelsen skal udvides til også at omfatteforældremyndigheds- og bopælssager:Det burde overvejes, om vi i videre omfang bør afvise sager, selv om aftaler er upræcise, ogstille krav til forældrene om, at de har været i fogedretten, og dér fået afvist aftalen pgamanglende klarhed. Det kunne lette statsforvaltningen for mange sager.I sager hvor barnet har været hørt, bør der efter vores opfattelse gå længere tid indensamværssagen genoptages med henblik på fornyet vurdering af, om barnet har ændretholdning til kontakten. Efter Familiestyrelsens praksis genoptages sager, hvor børn harværet hørt allerede efter ca. 1 år. Intentionen med at undgå evigt verserende sager, hvorbarnet belastes, fordi der er usikkerhed om samværet, ses ikke udmøntet i den nuværendepraksis på området. Med forældreansvarsloven er det præciseret, at det er barnets ret tilkontakt med den forælder, barnet ikke bor hos, som reguleres ved reglerne om samvær.Samtidig har børn over 10 år fået en initiativret der bevirker, at barnet selv kan initiere ensag, hvis barnet ønsker kontakt med en forælder. Praksis bør efter vores opfattelse i lysetheraf ændres, således at der i udgangspunktet bør gå længere tid inden barnet skal høres påny.Ændringer i barnets udviklingstrin fører ofte til, at sager ikke kan afvises efter § 39. I noglesager er dette dog mindre velbegrundet. Det gælder f.eks. sager, hvor et tidligere afslag påsamvær har været begrundet i misbrugsproblemer, manglende omsorgsevne,samarbejdschikane eller andre problematikker, som hidrører fra forældrenes forhold. Derbør således altid være fokus på, om der er væsentligt ændrede forhold i relation til deomstændigheder, der oprindeligt førte til afslag.Ændringer af forældrenes aftaler om transport, afvises kun undtagelsesvist iStatsforvaltningen Midtjylland, idet det er vores opfattelse, at Familiestyrelsen ønskersagerne genoptaget, blot fordi hovedreglen i loven er fraveget. Kravet om”væsentligtændrede forhold” bør også gælde ved transportaftaler.

Det burde overvejes, at afvisningsbestemmelsen udvides til også at omfatte sager omforældremyndighed og bopæl efter §§ 11 og 14 samt § 17–evt. med rekurs til domstolene.Indførelsen af”én indgang” og dermed den administrative behandling af disse sager hargjort det lettere for borgerne at rejse disse sager ved uenighed om barnet, uanset en landsretmåske for kort tid siden har truffet afgørelse om forældremyndighed og/eller bopæl. En sagkan rejses med den virkning, at parterne kommer til et forligsmøde i statsforvaltningen, ogsåuden at sagen agtes indbragt for domstolene. Vi har dog mulighed for straks at afsluttesagen i statsforvaltningen efter § 40, stk. 3, hvis der for nyligt har været gennemførtforligsbestræbelser, men forældrene vil kunne få sagen indbragt for retten (igen).Desuden er der i sager med påstand om ophævelse af fælles forældremyndighed en relativlet adgang til at få fri proces. Da udgangspunktet efter loven er fælles forældremyndighed,vil forældrene gentagne gange kunne søge ophævelse efter bestemmelsen i § 11.)Vi foreslår, at bestemmelsen udvides til at omfatte afvisning af ændring af midlertidigeafgørelser om samvær, forældremyndighed og bopæl, således at bestemmelsen supplererforældreansvarslovens § 30.

MYNDIGHEDSBEHANDLINGENEn beskrivelse af fordele og ulemper ved de nuværende kompetenceregler:Det er en afgørende fordel for borgeren, at sagerne kan finde en løsning ét sted. Vi opleverdog, at der af og til under retternes behandling er brug for en hurtigere stillingtagen tilsamværet i f.eks. sager om suspension på grund af mistanke om vold ellergrænseoverskridelser.Retterne har i mange sager i utilstrækkeligt omfang taget stilling til samværsspørgsmålene. Ide sager opleves det som sagsforlængende, at statsforvaltningen siden hen skal i gang medat reparere på afgørelserne.Selv om samværet er medindbragt for retten, bliver samværet alligevel undertiden ikkebehandlet der, men forældrene retter umiddelbart efterfølgende henvendelse tilstatsforvaltningen og beder om en afgørelse om samvær.Fordelen ved at statsforvaltningen kan træffe midlertidige afgørelser om forældremyndighedog bopæl er, at borgerne hér får mulighed for at drøfte disse spørgsmål i et reeltforligsforum, hvor de tillige kan få sagkyndig vejledning og belyst barnets perspektiv.

som 1. instans–evt. med rekurs til domstolene. Drejer det sig om sager med større børnundgår barnet herved at blive inddraget i sagsbehandlingen ved forskellige myndigheder.De saglige kompetenceregler er udformet til lov om forældremyndighed og samvær, ogintentionen om at domstolene skal kunne tage stilling til samvær første gang en sagbehandles i retten, er fortabt med ændringen af forældreansvarsloven, hvor udgangspunkteter at parterne har fælles forældremyndighed, og retterne kan idømme fællesforældremyndighed. Da kompetencereglerne ikke på det her punkt er konsekvensændret,kan samværsspørgsmålet nu rejses flere gange for retten, når sager indbringes efterforældreansvarslovens § 11.Det foreslås at reglerne forenkles på den måde, at den myndighed der behandler sagen omforældremyndighed eller bopæl, også tager stilling til samvær og træffer afgørelser ommidlertidig forældremyndighed, bopæl og samvær efter anmodning. Kompetencereglernebør være konsekvente, og det er ikke hensigtsmæssigt, at det er op til parterne selv atbestemme, om samværet ønskes behandlet af statsforvaltningen eller af retten.Enten bør samværet altid følge bopæls-/forældremyndighedssagen, eller også bør samværetkun behandles ved statsforvaltningen (med tilhørende yderligere ressourcer tilført).Den 8. december 2010Sanne Glad SelanderLisbeth Bisgaard

Vedr.: Evaluering af forældreansvarsloven, jeres j.nr. 2010 -7301-00033.Vi skal i det følgende besvare Familiest yrelsens spørgsmål vedrørende transport,anvendelsen af § 39 og m yndighedsbehandlingen, jf. jeres brev af 11. november2010.TransportAntal afgørelser om transportStatsforvaltningen har i 2008, 2009 og 1. halvår af 2010 truffet henholdsvis 80,61 og 53 afgørelser om transport.Vi skal gøre opmærksom på, at det alene har været muligt at trække statistik påantal afgørelser, der alene omhandler transporten i forbindelse med samvær. Erder således som en del af en afgørelse om samvær truffet afgørelse om transpo r-ten, indgår denne afgørelse om t ransport ikke i ovenstående opgørelse.Problemstillinger ved reglerne om transportDen nuværende regel om transporten i forbindelse med samvær er med de mangeundtagelser til hovedreglen med til at skabe flere konflikter mellem forældrene.Mange forældre accepterer ikke hovedreglen, hvorefter de begge skal tage del idet praktiske og økonomiske i forbindelse med transporten, men påberåber sig eneller flere af undtagelserne. De mange undtagelser medfører også, at det er bl e-vet vanskeligt at opnå en forligs mæssig løsning mellem forældrene om transpo r-ten. Sagt med andre ord ønsker de at få prøvet om undtagelsesbestemmelsernefinder anvendelse i deres tilfælde.Transporten er blevet endnu et punkt, som forældrene kan strides om, og det sesikke sjældent, at en ansøgning om transport fra den ene af forældrene, medfører,at den anden forælder søger om ændring af samværet. De tidligere gældende re g-ler/praksis–hvor der var en fast hovedregel–fungerede meget bedre i praksis,idet forældrene måtte acceptere dett e, og dermed var spørgsmålet ikke et, derblev videre diskuteret.I praksis er det desuden sådan, at afgørelsen om transport i langt den overveje n-de del af sagerne følger hovedreglen. Det er således sjældent, at undtagelsernefinder anvendelse, men der b ruges mange ressourcer på at undersøge og vurdere,om den konkrete sag er omfattet af en af undtagelserne.Forslag til ændring af transportreglerneAf hensyn til at mindske de mulige konfliktpunkter forældrene imellem–og ikkemindst skabe ro for barnet om samværet–bør man overveje at indføre en regelmed et fast udgangspunkt uden nogen (så mange) undtagelser.

-2-Anvendelsen af § 39Problemstillinger ved § 39 og anvendelsen heraf§ 39 i forældreansvarsloven finder i praksis sjældent anvendelse, selvo m forhol-dene ikke har ændret sig væsentligt. Dette skyldes, at forældrene oftest gør gæ l-dende, at en ændring af samværet er påkrævet af hensyn til barnet. Det bet yder,at der skal foretages en realitetsbehandling. Erfaringen i praksis er dog, at detoftest munder ud i, at der ikke er grundlag for at ændre på samværet.Gentagne ansøgninger i en sag skaber uro for både forældre og barn om samv æ-ret, mens sagen verserer. Efter tidligere praksis kunne der i større udstrækningske afvisning ved ansøgninger om æn dringer og småjusteringer af samværet ogdermed mindskede man den uro og usikkerhed, der kunne opstå om samværet.Det er vores oplevelse, at det oftest er bedst for barnet, at der skabes ro om sa m-været–og at det derfor ikke hele tiden er oppe til vurderi ng, om der skal skeændringer heri.Praksis for anvendelsen af § 39 ved aftaler om samværHvis forældrene i umiddelbar tilknytning til, at de har indgået aftale om samv æ-ret, fratræder aftalen, vil vi ikke anvende § 39, men i stedet træffe en realitetsa f-gørelse om fastsættelse af samværet (som så godt i realiteten kan være en fas t-holdelse af deres aftale, fordi det aftalte samvær vurderes at være til barnetsbedste).Vender forældrene tilbage efter noget tid og ønsker ændringer i samværet–og erder hverken i ansøgningen opl yst om væsentligt forandrede forhold eller, at deter påkrævet af hensyn til barnet at få ændret samværet–vil § 39 blive anvendt.Forslag til ændring af § 39Det bør overvejes at udvide anvendelsesområdet for § 39, således at ansøg ningerom enkeltstående ændringer/justeringer af samværet som altovervejende u d-gangspunkt altid kan afvises.Desuden bør anvendelsesområdet for § 39 i praksis udvides, så forældrene fas t-holdes i deres aftaler om samvær og dermed i deres fælles ansvar for samværet afhensyn til at skabe ro og forudsigelighed for barnet i forhold til barnets samværmed samværsforælderen.Det kunne også overvejes at indføre en pendant til § 39 i forældrem yndigheds -og bopælssagerne, for derigennem at begrænse antallet af gange forældrene kanvende tilbage med fornyede ansøgninger om ændringer i forhold til forældrem y n-digheden/barnets bopæl. Det opleves som en meget stor belastning for barnet,hvis en sag verserer for længe/gentagne gange, da forældrenes uro om sagen i n-direkte påvirker barnet.

-3-MyndighedsbehandlingenFordele og ulemper ved de nuværende kompetencereglerBorgerne kan ikke forstå, at statsforvaltningen ikke kan træffe afgørelse i sagerom forældrem yndighed og barnets bopæl efter, at de har været til et vejle d-ningsmøde, men at disse sager i stedet skal indbringes for domstolene til afgøre l-se.Statsforvaltningen udfolder forligsbestræbelser i disse sager, der af denne grundalle starter i statsforvaltningen. Under forligsbestræbelserne opnås der et så in d-gående kendskab til sagen, at det ville være oplagt, at det var statsforvaltningen,der traf afgørelsen. Dette ville utvivlsomt medføre en væsentlig kortere sagsb e-handlingstid til gavn for sagens parter og ikke mindst barnet. Der går meget tidtabt ved, at en anden instans skal til at sætte sig ind i sagen, beramme retsmøderosv.I forvejen træffer statsforvaltningen midlertidige afgørelser om forældrem yndi g-hed og bopæl, ligesom vi er tillagt kompetencen i sager om udpegning af en nyforældrem yndighedsindehav er ved forældrem yndighedsindehaverens død. Sids t-nævnte afgørelser kan i øvrigt indbringes for retten, hvorved retten agerer klag e-instans i disse sager. Dette klagesystem kunne med fordel overføres til alle øvr i-ge sager om forældrem yndighed og barnets bopæl . Statsforvaltningen træffer a l-lerede i dag afgørelse i sager om samvær, hvilke sager ofte er mindst lige såkomplicerede som sager om forældrem yndighed og bopæl.Vedrørende samværssager er det sådan i dag, at domstolene tillige kan træffe a f-gørelse om s amværet under en bopæls - eller forældrem yndighedssag. Vi oplever imange tilfælde, at forældrene ved uenighed ønsker, at den samlede sag (f.eks.forældrem yndighed og samvær) oversendes til retten for derved at få deres sagbehandlet af én instans–og altså ikke have sagerne verserende ved både stat s-forvaltningen (samværet) og retten (forældrem yndigheden). Imidlertid sker derganske ofte det, at retten alene afsiger dom om forældrem yndigheden, hvorefterforældrene så vender tilbage til statsforvaltningen fo r at få afgjort samværet. Pådette tidspunkt er der normalt forløbet ganske lang tid fra sagen senest var vers e-rende i statsforvaltningen, hvilket bet yder, at forældrene naturligt er ganskeutålmodige i forhold til at få en afgørelse om samværet. Om årsage n til de man g-lende afgørelser om samvær hos retterne, har vi alene hørt fra nogle forældre, atde af deres advokater er blevet rådet til at få samværet fastsat af statsforvaltni n-gen, hvorefter påstanden om samvær hæves over for retten.I de tilfælde, hvor retterne fastsætter samværet, har vi ofte oplevet, at forældreneefterfølgende retter henvendelse til statsforvaltningen for at få præciseret sa m-været, fastsat yderligere (ferie)samvær m.m. Vi har oplevet, at samværet ikke a l-tid har været tilstrækkeligt p ræcist fastsat til, at afgørelsen herom vil kunne da n-ne grundlag for en tvangsfuldbyrdelse af fogedretten. Vi har desuden oplevet, atder alene er fastsat det løbende dags -/weekendsamvær, men ikke f.eks. er tagetstilling til ferie - og helligdagssamvær, hv orfor forældrene vender tilbage til osmed ønske om fastsættelse heraf.

-4-Ud fra vores erfaringer med retternes fastsættelse af samvær må vi nok sige, atdomstolssystemet ikke rigtig er velegnet til behandling af disse sager. F.eks. kandomstolene ikke efterfølgende (efter, at der er afsagt dom) genoptage en sag,hvis der er behov for at foretage justeringer af samværet, ligesom retterne erbundet af parternes påstande. Herudover må det vel anerkendes, at statsforval t-ningerne har en mangeårig erfaring og der med unik ekspertise i at behandle sa m-værssager.Forslag til ændring af saglige kompetencereglerDet foreslås, at kompetencen til at træffe afgørelse om forældrem yndighed ogbopæl overføres fra domstolene til statsforvaltningerne, med mulighed for atindbringe statsforvaltningernes afgørelse for domstolene. Se i øvrigt ovenfor.Desuden foreslås det, at samvær alene kan fastsættes af statsforvaltningen.

Notat om evaluering af forældreansvarslovenFamiliestyrelsen har ved brev af 6. april 2011 anmodet Indenrigs- og Sund-hedsministeriet om i notatform at fremsende ministeriets bemærkninger til be-tydningen af fælles forældremyndighed i forhold til lovgivningen inden for mini-steriets område. Familiestyrelsen har endvidere bedt ministeriet om at oplyse,om forældreansvarsloven efter ministeriets opfattelse har medført uhen-sigtsmæssigheder i forhold til denne lovgivning.Ministeriet skal i den anledning oplyse følgende:Forældreansvarslovens regler om forældremyndighedsindehaverens beslut-ningsbeføjelser har betydning for sundhedslovens regler om samtykke til be-handling.Efter den nuværende lovgivning om informeret samtykke til behandling af pati-enter er det ikke tilladt at indlede eller fortsætte behandling uden patientens in-formerede samtykke, jf. sundhedslovens § 15, stk. 1, medmindre andet følgeraf lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af lovens §§ 17-19.Sidstnævnte bestemmelser omhandler mindreårige patienter (§ 17), patienter,der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke (§ 18), samt patientermed øjeblikkeligt behandlingsbehov (§ 19).Efter § 17, stk. 1, kan en patient, som er fyldt 15 år, selv give informeret sam-tykke til behandling, omend forældremyndighedens indehaver tillige skal haveinformation og inddrages i den mindreåriges stillingtagen.Såfremt patienten ikke er fyldt 15 år, følger det af sundhedslovens § 14 om pa-tienter, der ikke selv kan varetage deres interesser, at den eller de personer,som efter lovgivningen er bemyndiget hertil, indtræder i patientens rettighederefter sundhedslovens §§ 15-51, herunder altså også reglerne om samtykke tilbehandling.Det følger af forældreansvarslovens § 2, at forældremyndighedens indehaverskal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige for-hold ud fra barnets interesse og behov. Det er følgelig forældremyndighedensindehaver, som giver samtykke til behandling af et barn under 15 år.I det omfang forældremyndigheden er fælles, opstår spørgsmålet om, hvorvidtder skal indhentes samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere.

Til illustration af hvilke beslutninger, der er forbundet med henholdsvis foræl-dremyndighed, bopæl og samvær, er der endvidere i bestemmelsens speciellebemærkninger indsat et skema, hvoraf det bl.a. fremgår, at forældremyndig-hedsindehaverne sammen træffer beslutning om væsentlige medicinske for-hold.Det fremgår imidlertid så vidt ses ikke af lovbemærkningerne, om der forskelpå beslutninger om væsentlige lægelige indgreb eller væsentlige medicinskeforhold, ligesom det ikke er nærmere uddybet eller eksemplificeret, hvad derforstås ved sådanne indgreb/forhold, herunder navnlig hvor alvorlige disse skalvære, for at bestemmelsen finder anvendelse.Ministeriet modtager løbende henvendelser fra såvel borgere som sundheds-personer, der er i tvivl om, hvorvidt det i den for henvendelsen konkrete situa-tion er krav, at begge forældremyndighedsindehavere giver samtykke til denomhandlede behandling.Ministeriet skal på den baggrund henstille til Familiestyrelsens overvejelser,om det vil være hensigtsmæssigt med en uddybning evt. ved brug af ek-sempler af den oven for nævnte bestemmelse i en vejledning. Styrelsen vil iden forbindelse kunne indhente sundhedsfaglig rådgivning fra Sundhedssty-relsen.

Evaluering af forældreansvarslovenFamiliestyrelsen har ved brev af 6. april 2011 anmodet Indenrigs- og Sund-hedsministeriet om bemærkninger til betydningen af fælles forældremyndighedi forhold til lovgivningen på ministeriets område.Ministeriet har i brev af 6. maj 2011 afgivet bemærkninger, hvor det fremgår atforældreansvarslovens regler om forældremyndighedsindehaverens beslut-ningsbeføjelser har betydning i forhold til sundhedslovens regler om samtykketil behandling.Alle sager vedrørende forældremyndighed, barnets bopæl og samvær starter istatsforvaltningerne, som henhører under Indenrigs- og Sundhedsministerietsressort.Statsforvaltningerne har stor fokus på, at sagens parter tilbydes et møde hur-tigst muligt og senest 35 dage efter anmodningen herom. Mere end 76 pct. afmøderne er pr. 1. kvartal 2011 tilbudt afholdt inden 35 dage i 4 ud af 5 stats-forvaltninger. I 2 statsforvaltninger er stort set alle tilbudt et møde inden 35dage.Udgangspunktet for sagsbehandlingen i statsforvaltningerne er efter forældre-ansvarsloven forligsbestræbelser mellem parterne, således at sagen kan af-sluttes i statsforvaltningen og ikke videresendes til afgørelse i retten. Omkring70 pct. af de behandlede forældremyndighedssager bliver forligt i statsforvalt-ningerne. Der er i løbet af 2010 registreret et fald i det samlede antal sager,som er oversendt til retten.Statsforvaltningerne anvender forskellige redskaber at belyse barnets per-spektiv i sagsbehandlingen.Der har været afsat ca. 10 mio. kr. fra satspuljen til afholdelse af tværfagligemøder i særligt komplekse samværssager. Det er sager, som bl.a. kan værekendetegnet ved et højt konfliktniveau mellem sagens parter, og hvor børnenekan være særligt udsatte.Satspuljebevillingen ophører med udgangen af 2011, og statsforvaltningernekan fremadrettet kun tilbyde tværfaglige møder i meget begrænset omfang.Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil generelt følge evalueringen af forældre-ansvarsloven tæt og vil være særligt opmærksom på økonomiske konsekven-ser og udvikling i servicetilbud som måtte følge af evalueringen.

Evaluering af forældreansvarslovenUnder henvisning til Familiestyrelsens brev af 6. april 2011 om evalue-ring af forældreansvarsloven har Uddannelsesstyrelsen følgende be-mærkninger:I forhold til folkeskolelovgivningen er det uenighed om skolevalg mellemikke-samboende forældre med fælles forældremyndighed, som først ogfremmest har betydning.I folkeskolelovens § 36, stk. 2, er følgende fastsat:”Til hver skole hører et skoledistrikt, der kan være større eller mindre for de enkelteklassetrin. Et barn optages i skolen i det distrikt, hvor det bor eller opholder sig, jf.dog stk. 3, § 3, stk. 2, § 5, stk. 8, og §22.”Det følger af bestemmelsen, at barnet skal optages i distriktsskolen,medmindreforældrenevælger, at barnet skal gå i en anden folkeskole, jf.bestemmelsen om frit skolevalg i lovens § 36, stk. 3, skal gå i en frigrundskole m.v. eller skal hjemmeundervises, jf. lovens § 33, stk. 2, elleratkommunalbestyrelsenhenviser barnet til undervisning på en anden skoleend distriktsskolen, jf. bestemmelserne om henvisning til specialunder-visning eller dansk som andetsprog m.v. i lovens § 3, stk. 2, § 5, stk. 8,eller § 22.Det fremgår endvidere af folkeskolelovens § 36, stk. 4, at en elev, der eroptaget i en skole, har ret til at fortsætte skolegangen i denne skole, selvom eleven flytter under skoleforløbet til en anden bopæl inden forkommunen eller til en anden kommune.

2Af lovens § 35 fremgår det, at forældremyndighedens indehaver ellerden, der faktisk sørger for barnet, skal medvirke til, at barnet opfylderundervisningspligten, og den pågældende må ikke lægge hindringer i ve-jen herfor.Det følger af bestemmelserne, at hvis forældre med fælles forældremyn-dighed ikke kan blive enige om, hvilken skole deres barn skal gå på, skalkommunalbestyrelsen optage barnet i distriktsskolen. Det er således bar-nets bopæl, som er det afgørende for, hvor barnet skal gå i skole, med-mindre forældrene er enige om et andet skolevalg.Folkeskoleloven indeholder ikke bestemmelser om, hvad der forstås vedbarnets bopæl. Bestemmelser herom er fastsat i CPR-loven, hvoraf detfremgår, at kommunalbestyrelsen i CPR skal registrere enhver på dennesbopæl i kommunen. Ved bopæl forstås det sted (den bolig), hvor en per-son regelmæssigt sover, når denne ikke er midlertidigt fraværende pågrund af ferie, forretningsrejse, sygdom eller lignende, og hvor denne harsine ejendele.For børn, hvis forældre ikke har samme bopæl, og hvor forældrene harfælles forældremyndighed, skal kommunalbestyrelsen registrere barnethos den af forældrene, som disse ved deres underskrift erklærer sig enigeom. Opholder barnet sig lige længe ad gangen hos hver af forældrene,som på trods af fælles forældremyndighed ikke er enige om registrerin-gen, skal barnet registreres med bopæl hos den af forældrene, der er ud-peget som bopælsforælder efter § 17, stk. 1, eller § 26, stk. 1, i forældre-ansvarsloven. Er der ikke udpeget en bopælsforælder efter § 17, stk. 1,eller § 26, stk. 1, i forældreansvarsloven, forbliver barnet registreret påden adresse, barnet havde, før uenigheden opstod, hvis denne adresse eren af de angivne adresser.Uddannelsesstyrelsen modtager jævnligt henvendelser fra kommuner ogskoler, som er usikre på, hvorvidt kommunen/skolen kan eller skal opta-ge et barn på en bestemt skole, når der er uenighed mellem forældrene.Forældreansvarslovens bestemmelse i § 3, stk. 1, hvorefter forældre medfælles forældremyndighed skal være enige om væsentlige beslutningervedrørende barnets forhold, herunder skolevalg, synes således–efterhenvendelserne at regne–at give anledning til tvivl i forhold til, hvordankommune/skole skal forholde sig til tvister mellem forældre med fællesforældremyndighed om, hvilken skole et barn skal gå på. Det er styrel-sens indtryk, at problemstillingen er blevet forværret efter fastsættelsenaf bestemmelsen om, at retten kun kan ophæve den fælles forældremyn-dighed, hvis der foreligger tungtvejende grunde, jf. forældreansvarslovens§ 11. Kommunerne/skolerne bliver oftere stillet over for konflikter mel-

6. juni 2011

Notat

om

Evaluering af forældreansvarsloven

I forbindelse med evaluering af forældreansvarsloven har Familiestyrelsen bedtom Socialministeriets bemærkninger til betydningen af fælles forældremyndig-hed i forhold til lovgivningen inden for Socialministeriets område. Socialmini-steriet er blevet bedt om at beskrive eventuelle snitflader mellem Socialministe-riets lovgivning og Forældreansvarsloven, herunder om der er evt. uhensigts-mæssigheder eller forslag til lovændringer mv. på området.Dette notat beskriver kort henholdsvis servicelovens og dagtilbudslovens reg-ler. Det vurderes overordnet, hvordan visse afgørelser efter forældreansvarslo-ven om fælles forældremyndighed og samvær i nogle tilfælde fremstår uhen-sigtsmæssige i forhold til de sociale problemstillinger og indsatser, der givesefter serviceloven til udsatte børn og unge og deres familier. Dette er bl.a. aktu-elt i familier, som er særligt udsatte, herunder de familier, hvor der er tale omf.eks. psykisk sygdom eller vold og andre overgreb. Notatet afgrænser sig til atfokusere på de konsekvenser, forældreansvarsloven vurderes at have i forholdtil de berørte børns og unges tarv. Notatet berører således ikke til de aspekter,der vedrører de berørte forældres retsstilling.

1. ForældreansvarslovenForældreansvarsloven trådte i kraft den 1. oktober 2007 og indeholder reglerneom forældremyndighed, barnets bopæl og samvær. Forældreansvarsloven harbl.a. medført:at fælles forældremyndighed kun kan ophæves, hvis der foreliggertungtvejende grunde (§ 11),at der er mulighed for at træffe afgørelse om barnets bopæl ved fællesforældremyndighed (§ 17),at forældres beslutningsbeføjelser ved fælles forældremyndighed nær-mere blev fastlagt (§ 3, stk. 1).Det fremgår særligt i forhold til forældres beslutningsbeføjelser efter § 3, atforældre med fælles forældremyndighed skal være enige om væsentlige beslut-ninger vedrørende barnets forhold. Dette gælder f.eks. beslutninger om barnetsflytning til udlandet, herunder til Grønland og Færøerne, væsentlig medicinskbehandling og væsentlige indgreb, skole-valg, skolefritidsordning, risikobeto-net fritidsaktivitet, navnevalg, religiøse forhold, ægteskab og pas.Det fremgår også af § 3, stk. 1, at den forælder, som barnet har bopæl hos, påegen hånd kan træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv,herunder hvor i landet bopælen skal være. Dette gælder f.eks. også beslutninger

2. Servicelovens regler om støtte til udsatte børn og ungeServicelovens kapitel 11 omhandler indsatsen over for udsatte børn og unge ialderen 0-18 år. Målgruppen er de børn og unge, som har et særligt behov forstøtte, dvs. som har et behov, som rækker ud over de behov, som kan opfyldesaf de tilbud, som i almindelighed tilbydes børn eller unge og deres familier(herunder dagtilbud og skole mv.). Det fremgår bl.a. af servicelovens § 46, atkommunalbestyrelsen ved anvendelsen af reglerne om særlig støtte skal læggeafgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unges bedste. Hvis etbarn eller en ung vurderes at have behov for særlig støtte, træffer kommunalbe-styrelsen som udgangspunkt afgørelse om støtte efter § 52. Kommunalbestyrel-sen kan inden for viften af foranstaltninger i servicelovens § 52, stk. 3 tilbydeden hjælp, som er nødvendig ud fra barnets individuelle behov. Det kan f.eks.dreje sig om familiebehandling eller konsulentbistand. Det kan også dreje sigom en anbringelse uden for hjemmet.

2.1 Støtten gives med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren

Afgørelser om særlig støtte til børn og unge efter servicelovens kapitel 11 træf-fes i forhold til forældremyndighedsindehaveren, da der er tale om støtte tilbørn og unge i alderen 0-18 år. Det forudsættes, at forældremyndighedsindeha-veren er en central part i barnets eller den unges liv. Inddragelse af og samar-bejdet med forældremyndighedsindehaveren har således afgørende betydningfor effekten af kommunens indsats. Iværksættelse af foranstaltninger efter § 52forudsætter således som hovedregel forældremyndighedsindehaverens samtyk-ke, jf. servicelovens § 52 stk. 1. Afgørelser om foranstaltninger efter § 52 ersåledes ikke gyldige, hvis ikke (begge) forældremyndighedsindehaveres sam-tykke forligger. Hvis der er tale om anbringelse uden for hjemmet, skal derogså foreligge et samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år.

2.2 Afgørelser uden forældremyndighedsindehaverens samtykke

Kommunens Børn og ungeudvalg kan i særlige tilfælde træffe afgørelse omstøtte til et barn eller en ungudenforældremyndighedsindehaverens samtykke,jf. servicelovens § 58. Det sker i de sager, hvor det vurderes, at der er åbenbarrisiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig ska-de, og hvor det vurderes, at problemerne ikke kan løses under barnets eller denunges ophold i hjemmet. Børn og ungeudvalget kan træffe afgørelse udensamtykke fra forældremyndighedsindehaveren vedr. anbringelse uden forhjemmet og afgørelser, som træffes i tilknytning hertil (hjemgivelse, viderefø-relse af anbringelsen samt afgørelser vedr. samvær m.v.). Endvidere kan derefter servicelovens § 63 iværksættes lægelig undersøgelse og behandling udensamtykke. Endelig kan der efter servicelovens § 56 træffes afgørelse om foran-staltninger efter § 52, stk. 3, nr. 1 og 3 og 6 (herunder ophold i dagtilbud m.v.,familiebehandling og en fast kontaktperson), hvis det anses for at være af væ-sentlig betydning for barnets eller den unges særlige behov for støtte.

2.3 Støtte til forældre, hvis børn er anbragt uden for hjemmet

I forbindelse med, at et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet efter §52, stk. 3, nr. 7, skal kommunalbestyrelsen tilbyde forældremyndighedsindeha-veren en støtteperson, jf. § 54. Endvidere skal kommunalbestyrelsen træffeafgørelse om støtte til forældrene under barnets eller den unges anbringelse.Støtten skal så vidt muligt medvirke til at løse de problemer, som har væretårsag til anbringelsen med henblik på at støtte forældrene i at varetage omsor-gen for barnet eller den unge.

2.4 Afgørelser om samvær efter hhv. forældreansvarsloven og serviceloven

Efter forældreansvarslovens §§ 21, stk. 1, og 22, stk. 1, jf. § 38, stk. 1, kanstatsforvaltningen træffe afgørelse om samvær og anden kontakt mellem foræl-dre og børn. Dette gælder dog ikke, hvis barnet er anbragt uden for hjemmetefter kapitel 11 i lov om social service, jf. forældreansvarslovens § 24. Detgælder heller ikke i de situationer, hvor kommunalbestyrelsen gennemfører enbørnefaglig undersøgelse af et barn eller en ung, som opholder sig på en institu-tion eller er indlagt på sygehus, mens undersøgelsen foregår, jf. servicelovens §51 og forældreansvarslovens § 24.

2.5 Kommunalbestyrelsens afgørelser om samvær

Kommunalbestyrelsens regulering af samvær mellem børn og forældre m.v., jf.servicelovens § 71 sker med udgangspunkt i en vurdering af, hvad der er bedstfor barnets eller den unges tarv. Dette blev tydeliggjort med Barnets Reform,hvor man ændrede sidestillingen af henholdsvis forældrene og barnets eller denunges ret til samvær og kontakt, således at hensynet til barnets eller den ungesudvikling vægtes højere end forældrenes ønske om samvær og kontakt1.Udgangspunktet for kommunalbestyrelsens afgørelse skal fortsat være, at bar-net eller den unge som hovedregel har brug for at bibeholde kontakten til for-ældrene. Det er dog samtidig vigtigt, at kommunalbestyrelsen i sine afgørelsertager hensyn til, at barnet eller den unge ikke skal opleve et samvær eller enkontakt med en forælder i de situationer, hvor selve kontakten vurderes somskadeligt for barnets trivsel og udvikling. Det kan f.eks. være i situationer, hvoren forælder er psykisk syg eller tidligere har udsat barnet eller den unge forvold eller seksuelle overgreb, og hvor samvær derfor vurderes at være til skadefor barnet.I forbindelse med vurderingen af barnets behov er kommunalbestyrelsen for-pligtet til at sikre, at der finder en samtale sted med barnet eller den unge, jf.lovens § 48, hvorved barnet eller den unges holdning til en afgørelse om sam-vær kan tilvejebringes. På den baggrund skal barnet eller den unges meningtillægges vægt i forhold til barnets eller den unges modenhed og udvikling.Det er alene kommunalbestyrelsen, der efter en konkret vurdering træffer afgø-relse om samværet, herunder om samværets omfang. Det bør derfor fremgå af1

afgørelsen, hvis barnets eller den unges holdning ikke følges. Det er vigtigt, atkommunalbestyrelsen åbent og tydeligt gør barnet eller den unge opmærksompå, at der ikke er tale om, at barnet eller den unge selv skal tage beslutningenom samvær. Dermed kan det for det første undgås, at barnet eller den ungeoplever selv at stå med ansvaret for beslutningen om samvær. For det andetskal barnet eller den unge vide, at kommunalbestyrelsen ud fra hensynet tilbarnet selv kan træffe en anden afgørelse, der går imod, hvad barnet eller denunge selv har peget på.

2.6 Forældremyndighedsindehaveren er part i sagen

I en del af de familier, hvor der er behov for særlig støtte, vil der være tale om,at den ene forælder har forældremyndigheden alene. Da beslutningen om støttetil et barn eller en ung træffes i forhold til forældremyndighedsindehaveren, erdet som udgangspunkt alene forældremyndighedsindehaveren, der er part isagen.

2.7 Forældre uden forældremyndighed

Den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, er alene part i afgørel-ser, der gælder dennes ret til at bevare kontakten til barnet eller den unge. Den-ne forælder har således ret til at klage over afgørelser, der begrænser kontakteneller over afgørelser, hvor der gives afslag på støtte til samvær, som forældre-myndighedsindehaveren har givet samtykke til. Derudover skal kommunenvære opmærksom på, at den almindelige adgang til at få information om bar-nets eller den unges forhold, som fremgår af forældreansvarslovens § 23, ogsåfinder anvendelse, når det drejer sig om et barn eller en ung, der er anbragtuden for hjemmet. Det betyder, at den forælder, der ikke har del i forældre-myndigheden, har ret til efter anmodning at blive orienteret om barnets forholdfra skoler, børneinstitutioner samt fra social- og sundhedsvæsenet. Adgangentil at få information omfatter alene oplysninger, der vedrører barnet og ikkeoplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold.

2.8 Servicelovens regler vedrørende vold mod kvinder og børn

Præcisering af underretningspligten:Servicelovens § 153 vedrørende fagpersoners skærpede underretningspligt,angiver en specifik pligt til at underrette kommunen i tilfælde, hvor der erkendskab til eller grund til at antage, at et barn eller ung er udsat for vold ellerandre overgreb. Kommunen skal på baggrund af en sådan underretning under-søge, om der er grund til at gribe ind over for sagen, herunder iværksætte enbørnefaglig undersøgelse efter § 50, samt hjælp efter § 52.KvindekrisecentreIfølge servicelovens § 109 skal kommunalbestyrelsen tilbyde midlertidigt op-hold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold ellertilsvarende vis krise i relation til familie- og samlivsforhold. Kvinderne kanvære ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte.Ret til psykologbehandling:Alle børn, som følger med deres mor på krisecenter, har ret til psykologbehand-ling. Bestemmelsen følger af servicelovens § 109, stk. 5.Side 4 af 9

3. Snitflader mellem forældreansvarsloven og servicelovenI det følgende beskrives de overordnede problemstillinger, som Socialministe-riet vurderer, eksisterer i relation til forældreansvarslovens og servicelovenssnitflader. De beskrevne problemstillinger tager afsæt i Ankestyrelsens afgørel-ser i klagesager vedr. kommunernes afgørelser om børn og unge efter service-loven2. Endvidere tager de afsæt i en række konkrete sager, som Servicestyrel-sen har været i berøring med via deres projekt- og konsulentarbejde i relationtil kvinder og børn, som er udsat for vold og seksuelle overgreb3. De beskrevneproblemstillinger vedrører således de udsatte familier, som modtager hjælpefter serviceloven i relation til de ovenfor skitserede bestemmelser.Nedenstående er baseret på foreløbige tilbagemeldinger om erfaringerne påområdet. Det må således overvejes, om der er behov for en konkret udredningaf de beskrevne problemstillingers indhold og omfang.

3.1 Samtykkekrav til foranstaltninger efter servicelovens kapitel 11

Ankestyrelsen modtager årligtca. 550 klager over afgørelser om anbringelse af børn og unge uden forhjemmet uden samtykke og om overvåget samvær, ogca. 450 underretninger fra borgere og fagpersoner om bekymringer for børnog unge samtca. 300 orienteringer fra politiet om børn og unge, der mistænkes for kri-minalitet.Indehavere af forældremyndigheden, samt børn over 12 år, er parter i dissesager.I forbindelse med Ankestyrelsens behandling af underretningssager vurderesdet, at det i sager med fælles forældremyndighed kan være vanskeligt forkommunen at indhente samtykke fra begge forældre. Dette gør sig især gæl-dende i de tilfælde, hvor en forælder har minimal kontakt med barnet eller denunge, eller hvor der eksisterer konflikter mellem forældrene.Konsekvensen kan være, at en relevant foranstaltning over for et barn eller enung iværksættes for sent, eller i værste fald, at foranstaltningen ikke kan iværk-sættes (med mindre det vurderes, at indsatsen kan iværksættes efter tvangsbe-stemmelserne i servicelovens §§ 56, 58 eller § 63, jf. afsnit 2.2 ovenfor). Entenfordi den ene forælder ikke reagerer på henvendelsen om samtykke, eller fordi2

forælderen vælger ikke at imødekomme anmodningen om samtykke. Dette kanhave uhensigtsmæssige konsekvenser for indsatsen over for det barn eller denunge, som har brug for særlig støtte efter servicelovens kapitel 11.3.2 Afgørelser efter forældreansvarsloven om fælles forældremyndighedog samvær i relation til udsatte familier som modtager støtte efter service-loven.Aftaler og afgørelser vedr. fælles forældremyndighed og samvær kan bedstudmøntes, hvis forældrene kan samarbejde om deres børn. Dette kan imidlertidvære vanskeligt i nogle af de udsatte familier, som er belastede af tunge socialeproblemstillinger som fx vold, psykisk sygdom eller alkohol-misbrug m.v. I detfølgende skitseres, hvordan aftaler om eller afgørelser vedr. fælles forældre-myndighed og samvær kan vanskeliggøre en social indsats efter serviceloven.Afsnittet tager udgangspunkt i en række af de eksempler, Socialministeriet erbekendt med via Servicestyrelsens arbejde med projekter om vold i nære relati-oner. Eksemplerne kan også være aktuelle i en række andre sammenhænge,f.eks. i familier hvor der eksisterer alkohol eller stofmisbrug og psykisk syg-dom m.v.3.3 Fælles forældremyndighed og samvær kan skabe barrierer for en soci-al indsats efter serviceloven.De børn og unge, som vokser op i familier med eksempelvis vold og andreovergreb er ofte traumatiserede som følge af de tilfælde af psykiske eller fysi-ske overgreb, de har været vidne til, eller som de selv har været udsat for. Enrække af disse børn bor på kvindekrisecentre med deres mødre efter servicelo-vens § 109, jf. afsnit 2.8 ovenfor4. Dette gør dem særligt udsatte i forhold tilaftaler eller afgørelser vedr. fælles forældremyndighed og samvær med den afforældrene, som har udøvet de pågældende overgreb m.v. Dette skyldes bl.a., atde pågældende børns og unges sociale udvikling og sundhed påvirkes af deresrelation til forældrene, såvel som af forældrenes indbyrdes relation. Det er i denforbindelse ofte tilfældet, at den voldelige parts adfærd ikke stopper efterskilsmissen, hvilket vanskeliggør den sociale indsats over for familien. Somnævnt ovenfor, kan de skitserede problemstillinger også være aktuelle i andretilfælde, f.eks. i sager hvor den ene part er psykisk syg m.v.Socialministeriet er via Servicestyrelsen bekendt med en række sager, hvoraftaler eller afgørelser om fælles forældremyndighed og samvær efter forældre-ansvarsloven har kompliceret ovenstående sociale problemstillinger yderligere.Det skyldes, at fælles forældremyndighed og samvær kan medføre, at den foru-rettede del af familien er nødt til at opretholde (hyppig) kontakt med den volde-lige part i sagen. Dette øger i mange tilfælde risikoen for, at den voldelige partschikane overfor familien fortsætter. Det kan eksempelvis ske i de situationer,hvor barnet overleveres til samvær hos den pågældende part, eller i situationer,4

Det skønnes, at ca. 28.000 kvinder årligt udsættes for partner vold (og ca. 9000mænd). Der er ca. 20-22.000 børn og unge som årligt vokser op i voldsramte familier.Jf. Helweg-Larsen, Karin og Frederiksen, Marie Louise (2007): Mænds Vold modKvinder. Omfang – karakter og indsats mod vold – 2007. Statens Institut for Folke-sundhed og Syddansk Universitet.Det er dog kun en mindre andel af disse familier,som søger ophold på krisecentre. Antallet af børn og unge, som har været med deresmor på krisecenter efter servicelovens § 109 i mere end en uges varighed, var ca. 900(2010). Heraf var ca. 60 % i alderen 0-6 år. Der har været indskrevet i alt ca. 1500kvinder på krisecentre efter servicelovens § 109 i 2010. Tallet er behæftet med en visusikkerhed, da der kan være tale om de samme børn, som har haft ophold på krisecen-ter af flere omgange.Kirstina Stenager og Lise Barlach: LOKK årsstatistik 2010 –Kvinder og børn på krisecentre (2010).

hvor det er nødvendigt at deltage i et fælles møde vedr. børnene i fx Statsfor-valtningen eller i den kommunale socialforvaltning. Konsekvensen af ovenstå-ende kan være, at den forurettede forælder og dermed også de pågældende børnog unge fastholdes i en situation, hvor de udsættes for overgreb m.v., hvilketsom oftest vil være skadeligt for barnets eller den unges udvikling. Dette van-skeliggør samtidig kommunens støtte-tiltag over for barnet eller den unge efterbl.a. servicelovens § 52 og § 109.3.3 Samarbejdet mellem Statsforvaltning og andre offentlige institutionerOvenstående problemstillinger understreger vigtigheden af, at Statsforvaltnin-gen er i besiddelse af tilstrækkelig viden vedr. en eventuel børnesag i kommu-nen, når der træffes afgørelser om fælles forældremyndighed og samvær. Detteer også relevant i de sager, hvor den pågældende familie ikke selv oplyser om,at der er vold i familien eller lign.Det er i den forbindelse Socialministeriets vurdering, at der med fordel kanindledes et samarbejde om, hvordan man i højere grad kan sikre, at der i sagerom fælles forældremyndighed og samvær foreligger tilstrækkelig viden ombarnet eller den unges situation, sådan så det sikres, at barnets tarv varetages ialle sager. Dette gælder ikke mindst i de tilfælde, hvor der kan være vold ellerandre alvorlige forhold i familien (fx i de tilfælde, hvor der foreligger en børne-sag i kommunen mv.).Formålet er at sikre, at de aftaler eller afgørelser, der indgås eller træffes (evt.efter forældreansvarsloven), ikke medvirker til at øge de eksisterende konflikterog sociale problemstillinger, som eksisterer i udsatte familier, og som har be-tydning for det enkelte barns udvikling og trivsel. I den forbindelse er det bl.a.vigtigt, at Statsforvaltningen er i besiddelse af tilstrækkelig viden om fx tegn påvold eller om de konsekvenser, det kan have for et barn at overvære vold mel-lem forældrene. Endvidere forudsætter det, at Statsforvaltningen er i besiddelseaf alle relevante oplysninger i en sag, således, at afgørelsen træffes på et til-strækkeligt oplyst grundlag..Tilrettelæggelse af procedurer som tager højde for sårbare familiers behovI relation til ovenstående er det på baggrund af Servicestyrelsens erfaringerendvidere opfattelsen, at der ved tilrettelæggelsen af de procedurer, som afgø-relser om forældremyndighed mv. baseres på, med fordel kan tages højde for,om der er tale om særligt udsatte familier, som pga. af deres situation kan havevanskeligt ved at håndtere almindelige sagsgange. Eksempelvis kan nævnes demøder i Statsforvaltningen, hvor begge forældre skal deltage, på trods af, at denene part har begrundet frygt for at mødes med den anden part. Dette kan være itilfælde, hvor der eksisterer alvorlige konflikter mellem parterne, eller hvor enforælder har svært ved at holde aftaler pga. misbrug mv. Endvidere kan hyppi-ge genbehandlingsmøder om f.eks. midlertidige afgørelser om samvær, med-virke til uhensigtsmæssige oplevelser af psykisk stress i de pågældende famili-er. Dette kan have alvorlige konsekvenser for de berørte børns og unges udvik-ling, bl.a. fordi børns og unges trivsel som oftest påvirkes af, hvordan deresforældre trives.Opsummering og anbefalingOvenstående skitserer kort en række af de problemstillinger, som vurderes ateksistere i relation til forældreansvarslovens og servicelovens indsatsområdeover for udsatte børn og unge og deres familier. Problemstillingerne vedrørerprimært de konsekvenser, som sager om fælles forældremyndighed og samvær

har for de udsatte børn, unge og deres familier, som modtager støtte efter ser-vicelovens kapitel 11 samt § 109 og §§ 153-154.Som det fremgår, vedrører de skitserede problemer primært de tilfælde, hvorder eksisterer et højt konfliktniveau mellem de to forældre, herunder hvor denene forælder udviser en adfærd, som kan være skadelig over for det enkeltebarns eller den unges udvikling. Det vurderes, at der med fordel kan ske enstyrkelse af samarbejdet mellem Statsforvaltningen og de sociale myndighedermed henblik på at sikre, at børn og unge i udsatte familier ikke udsættes foruhensigtsmæssigt pres som følge af deres forældres konflikter, og at der iværk-sættes de nødvendige foranstaltninger i tide.Det kan på baggrund af ovenstående bl.a. overvejes, hvordan det i højere gradkan sikres:1. At der udveksles tilstrækkelig oplysninger mellem de kommunale socialemyndigheder og Statsforvaltningen i sager, hvor kommunen har iværksat ensocial indsats over for den pågældende familie (f.eks. hvor der er indgivet enunderretning efter servicelovens § 153, iværksat en børnefaglig § 50-undersøgelse og foranstaltninger efter servicelovens § 52 eller § 109 m.v.).Dette kan være med til at sikre, at der foretages de nødvendige børnesagkyndi-ge undersøgelser i sager, hvor der har været mistanke om omsorgssvigt eller ersket andre overgreb m.v.. Det vil endvidere kunne understøtte, at afgørelser omsamvær efter forældreansvarsloven tager højde for, om samværet vil kunneskade et barn eller en ung, herunder hvilke rammer for samværet, som kan fo-rebygge eventuelle skadesvirkninger.2. At der i sager om fælles forældremyndighed og samvær m.v. tilrettelæggessærlige sagsgange som sikrer, at de implicerede børns og unges trivsel ikkepåvirkes unødigt af disse, og at der arbejdes målrettet mod at mindske foræl-drenes konfliktniveau.3. At kommuner og Statsforvaltningen altid samarbejder om sager, hvor enkommune i forbindelse med en indsats efter serviceloven vurderer, at en afgø-relse om samvær er skadelig for et udsat barns eller en ungs udvikling og triv-sel.Det kan endvidere overvejes, hvordan der generelt og i højere grad kan sikreskoordinering mellem serviceloven og forældreansvarslovens bestemmelser.Dette kan f.eks. være relevant i forhold til, hvilke beføjelser serviceloven ogforældreansvarsloven tillægger henholdsvis forældremyndighedsindehaverenog bopælsforælderen. Dette er bl.a. relevant i forhold til forebyggende foran-staltninger efter serviceloven, såvel som i de tilfælde, hvor børn og unge eranbragt uden for hjemmet (hvor kommunalbestyrelsen overtager en del af for-ældremyndighedsindehaverens beføjelser).

I dagtilbudsloven defineres forældre som de personer, der på det tidspunkt,hvor barnet optages i et tilbud efter dagtilbudsloven, har del i forældremyndig-heden over barnet, eller den person hos hvem barnet opholder sig mest, mensom ikke nødvendigvis har del i forældremyndigheden. Omfattet af begrebetforældre er både biologiske forældre, adoptivforældre og plejeforældre.Retten til ydelser efter dagtilbudsloven følger forældrene. Det betyder, at det erforældrenes opholdskommune, der er forpligtet til at stille en plads i et tilbudefter dagtilbudsloven til rådighed for barnet eller den unge. Dette gælder dogikke, hvis et barn ikke bor sammen med sine forældre.

Snitflader mellem forældreansvarsloven og dagtilbudsloven.

Der er efter Socialministeriets vurdering ikke uhensigtsmæssigheder i foræl-dreansvarsloven i forhold til dagtilbudsloven.