REU, Alm.del - 2011-12 - Bilag 81: Betænkning nr. 1528/2011 om revision af reglerne om forkyndelse afgivet af en arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeriet

INDLEDNING ............................................................................................................................. 51.1Arbejdsgruppens nedsættelse og kommissorium ................................................................. 51.2Arbejdsgruppens sammensætning........................................................................................ 61.3Arbejdsgruppens arbejde...................................................................................................... 6SAMMENFATNING AF ARBEJDSGRUPPENS OVERVEJELSER ....................................... 8GÆLDENDE RET ..................................................................................................................... 113.1Hvad er forkyndelse? ......................................................................................................... 113.1.1 Pligt til forkyndelse ........................................................................................................ 113.1.1.1Civile sager ........................................................................................................... 123.1.1.1.1 Indispositive sager ............................................................................................ 153.1.1.1.2 Fogedsager........................................................................................................ 163.1.1.1.3 Sager omfattet af skatteinddrivelsesloven ........................................................ 173.1.1.1.4 Skiftesager ........................................................................................................ 183.1.1.2Straffesager ........................................................................................................... 193.1.1.2.1 Inden hovedforhandlingen ................................................................................ 193.1.1.2.2 Forkyndelse af anklageskrift og indkaldelse .................................................... 193.1.1.2.3 Forkyndelse af dom og ankemeddelelse .......................................................... 203.1.2 Forkyndelsesformer ....................................................................................................... 223.1.2.1Brevforkyndelse, postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse ..................... 233.1.2.2Digital forkyndelse ............................................................................................... 243.1.2.3Adressater ............................................................................................................. 253.1.3 Forkyndelse for juridiske personer ................................................................................ 253.1.3.1Forkyndelsesstedet ................................................................................................ 263.1.3.2Personkredsen ....................................................................................................... 273.1.4 Beskikkelse af stævningsmænd mv. .............................................................................. 27STATISTIK ............................................................................................................................... 294.1Sager omfattet af retsplejeloven, konkursloven mv. .......................................................... 294.2Sager omfattet af skatteinddrivelsesloven.......................................................................... 30EU-RETTEN OG FOLKERETLIGE FORPLIGTELSER ........................................................ 315.1Civile sager ........................................................................................................................ 315.1.1 Forkyndelsesforordningen ............................................................................................. 315.1.1.1Forkyndelsesforordningens indhold ..................................................................... 315.1.2 Haagerkonventionen om forkyndelse og Den nordiske retshjælpsoverenskomst ......... 355.2Straffesager ........................................................................................................................ 375.2.1 EU-retshjælpskonventionen ........................................................................................... 375.2.2 Europarådets retshjælpskonvention og Den nordiske retshjælpsoverenskomst ............ 39FREMMED RET ....................................................................................................................... 426.1Norsk ret ............................................................................................................................. 422

6.1.1 Forkyndelsesformer ....................................................................................................... 426.1.2 Adressater....................................................................................................................... 436.1.3 Forkyndelse for juridiske personer ................................................................................ 446.1.4 Forsvarerens bistand til forkyndelse for tiltalte ............................................................. 456.2Svensk ret ........................................................................................................................... 456.2.1 Forkyndelsesformer ....................................................................................................... 466.2.2 Adressater....................................................................................................................... 486.2.3 Forkyndelse for juridiske personer ................................................................................ 497ARBEJDSGRUPPENS OVERVEJELSER ............................................................................... 517.1Pligt til forkyndelse ............................................................................................................ 517.1.1 Civile sager .................................................................................................................... 527.1.1.1Undladelse af forkyndelse i civile sager ............................................................... 537.1.1.2Undladelse af forkyndelse i indispositive sager ................................................... 557.1.1.3Undladelse af forkyndelse i fogedsager ................................................................ 557.1.1.3.1 Betalingspåkravssager ...................................................................................... 557.1.1.3.2 Øvrige fogedsager ............................................................................................ 597.1.1.4Undladelse af forkyndelse i sager omfattet af skatteinddrivelsesloven ................ 607.1.1.5Undladelse af forkyndelse i skiftesager ................................................................ 617.1.2 Straffesager .................................................................................................................... 617.1.2.1Forkyndelse af ankemeddelelser og anklageskrifter i ankesager ......................... 617.1.2.2Forkyndelse af tilsigelser i bødesager og af domme i straffesager ....................... 647.1.2.3Undladelse af forkyndelse i straffesager............................................................... 677.1.2.4Forkyndelse af anklageskrift og indkaldelse ........................................................ 687.1.2.5Forkyndelse i bødesager med erstatningskrav ...................................................... 697.1.2.6Forkyndelse af dom .............................................................................................. 727.2Forkyndelsesformer ........................................................................................................... 737.2.1 De gældende forkyndelsesformer .................................................................................. 737.2.1.1Adressaterogforkyndelsesstedvedpostforkyndelseogstævningsmandsforkyndelse .................................................................................................. 737.2.1.1.1 Forkyndelse for udlejeren mv........................................................................... 747.2.1.1.2 Forkyndelse på arbejdspladsen ......................................................................... 757.2.1.2Privates adgang til at foretage postforkyndelse .................................................... 767.2.1.3Forkyndelse i Statstidende .................................................................................... 777.2.2 Indførelse af nye forkyndelsesformer ............................................................................ 787.2.2.1Telefonforkyndelse ............................................................................................... 787.2.2.1.1 Tidsfrister ......................................................................................................... 847.2.2.1.2 Adgangen til telefonnumre ............................................................................... 857.2.2.2Digital forkyndelse ............................................................................................... 877.2.2.2.1 Retsplejelovens regler om digital forkyndelse ................................................. 873

7.2.2.2.1.1 Andre myndigheders mulighed for at foretage digital forkyndelse .......... 887.2.2.2.1.2 Tekniske muligheder ................................................................................. 897.2.2.2.2 Forenklet digital forkyndelse............................................................................ 897.2.2.2.2.1 Tekniske muligheder ................................................................................. 917.2.2.2.3 Konklusion ....................................................................................................... 937.2.2.3Påmindelser på sms eller e-mail ........................................................................... 947.2.2.3.1 Tekniske muligheder ........................................................................................ 957.2.2.3.2 Konklusion ....................................................................................................... 957.2.3 Forsvarerens bistand til forkyndelse for tiltalte ............................................................. 967.2.4 Udpegning af en person til at modtage en forkyndelse .................................................. 977.2.5 Hvilken forkyndelsesform bør anvendes?...................................................................... 977.3Forkyndelse for juridiske personer .................................................................................... 977.3.1 Forkyndelsesformer ....................................................................................................... 997.3.2 Forkyndelse på bestyrelses- og direktionsmedlemmers bopæl .................................... 1007.3.3 Forkyndelse for interessentskaber ................................................................................ 1007.4Udenlandske forkyndelser................................................................................................ 1017.5Beskikkelse til at foretage stævningsmandsforkyndelser mv. ......................................... 1017.6Beskikkelse til at foretage telefonforkyndelser mv.......................................................... 1047.7Udkast til bekendtgørelse om forkyndelse ....................................................................... 1057.7.1 Privates adgang til at foretage postforkyndelse ........................................................... 1067.7.2 Privates anmodninger om stævningsmandsforkyndelse .............................................. 1067.7.3 Mulighed for at nægte at modtage dokumentet ........................................................... 1067.7.4 Forkyndelse på arbejdspladsen .................................................................................... 1077.7.5 Politiets bistand til forkyndelse .................................................................................... 1078LOVUDKAST OG BEMÆRKNINGER................................................................................. 1098.1Lovudkast ......................................................................................................................... 1098.2Bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser ..................................................... 1149ADMINISTRATIVE FORSKRIFTER .................................................................................... 1319.1Udkast til bekendtgørelse om forkyndelse ....................................................................... 131

I november 2009 besluttede Justitsministeriet at nedsætte en arbejdsgruppe, som skulle foretage engennemgang af regler og praksis vedrørende forkyndelse og overveje behovet for ændringer afretsplejeloven eller administrative forskrifter udstedt i medfør heraf.Af arbejdsgruppens kommissorium af 13. november 2009 fremgår bl.a. følgende:”[Der] anvendes i dag betydelige ressourcer ved retterne og hos politiet på at få forkyndtindkaldelser mv. i både civile sager og straffesager. Det forekommer endvidere jævnligt, atmanglende rettidig forkyndelse medfører omberammelser og udsættelser af retsmøder.Justitsministeriet har på denne baggrund besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skalgennemgå regler og praksis vedrørende forkyndelse. Arbejdsgruppen skal på grundlag herafvurdere, hvordan forkyndelser kan gennemføres mere effektivt under hensyntagen tilretssikkerheden og formålet. Arbejdsgruppen skal endvidere overveje, om forkyndelse børkunne undlades i flere tilfælde, eventuelt i sammenhæng med mulige ændringer af reglerneom genoptagelse - f.eks. i visse straffesager, hvor der bliver spørgsmål om andre sanktionerend bødestraf.Det bør overvejes, hvordan man bedst kan fremme anvendelsen af mindre ressourcekrævendeforkyndelsesformer end stævningsmandsforkyndelse, herunder om der eventuelt bør indføresnye og mindre ressourcekrævende forkyndelsesmåder som f.eks. telefonisk forkyndelse. Detkan i forbindelse hermed f.eks. også overvejes, om der er behov for at opretholde reglen om,at postforkyndelse ikke kan iværksættes af private uden rettens medvirken.Det bør bl.a. også overvejes, om stævningsmandsforkyndelse i videre omfang bør kunne skepå arbejdspladsen uden, at der først er forsøgt forkyndelse på bopælen, og omstævningsmanden selv bør kunne få adgang til de personoplysninger m.v., som er nødvendigefor at kunne forkynde på arbejdspladsen.Arbejdsgruppen bedes endelig overveje, om der bør indføres regler om forkyndelse forjuridiske personer i retsplejeloven.I det omfang arbejdsgruppens overvejelser giver anledning til at foreslå ændringer afretsplejeloven eller administrative forskrifter udstedt i medfør heraf, anmodes arbejdsgruppenom at udarbejde udkast hertil.Arbejdsgruppen skal så vidt muligt afslutte sit arbejde inden udgangen af 2010.Arbejdsgruppens forslag vil blive forelagt for Retsplejerådet til udtalelse, inden der i givetfald fremsættes lovforslag på området.”

Ved betænkningens afgivelse havde arbejdsgruppen følgende sammensætning:Retspræsident Christian Lundblad (formand)Politiadvokat Marianne Birck, PolitidirektørforeningenDommer Søren Hafstrøm, Den Danske DommerforeningSpecialkonsulent Helle Jensen, SkatteministerietStatsadvokat Peter Brøndt Jørgensen, Foreningen af StatsadvokaterKriminalassistent Johan Kofod, PolitiforbundetAdvokat Mette Lauritzen, Landsforeningen af ForsvarsadvokaterStævningsmand Per Nørgaard, Stævningsmændenes LandsforeningSekretariatschef Ulla Otken, DommerfuldmægtigforeningenKontorfuldmægtig John Spøhr, HK Landsklubben Danmarks DomstoleKontorchef Mette Undall-Behrend, JustitsministerietUdviklingschef Joy Winter, DomstolsstyrelsenVed indledningen af arbejdet var kontorchef Christina Toftegaard Nielsen, Justitsministeriet,medlem af arbejdsgruppen. Hun blev afløst af kontorchef Mette Undall-Behrend, Justitsministeriet,den 17. januar 2011.Fuldmægtig Louise Mundt Dinesen, Justitsministeriet, har fungeret som sekretær forarbejdsgruppen.1.3Arbejdsgruppens arbejde

Arbejdsgruppen om revision af reglerne om forkyndelse foreslår på baggrund af sine overvejelseren modernisering af retsplejelovens regler om forkyndelse.Arbejdsgruppen har i overensstemmelse med sit kommissorium overvejet, om forkyndelse kanundlades i flere tilfælde end i dag, se afsnit 7.1, og om der bør foretages ændringer i de gældenderegler om forkyndelsesformer, se afsnit 7.2.1.Arbejdsgruppen har ikke fundet anledning til at ophæve kravet om forkyndelse i nævneværdigtomfang,menforeslårfølgendeændringervedrørendepostforkyndelseogstævningsmandsforkyndelse:Retsplejelovens § 157 indeholder regler om postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelsebl.a. for udlejeren og på arbejdspladsen. Arbejdsgruppen foreslår, at der indføres en ny regeli § 157 om, at forkyndelse – hvis den pågældende ikke selv træffes – kan ske for ledelseneller personalet på en institution eller et hospital, hvor den pågældende er bosat ellermidlertidigt opholder sig, medmindre ledelsen eller personalet oplyser, at den pågældendeikke længere opholder sig på stedet.I dag er forkyndelse på arbejdspladsen subsidiær i forhold til forkyndelse på bopælen.Arbejdsgruppen foreslår, at adgangen til at foretage forkyndelse på arbejdspladsen ligestillesmed adgangen til at foretage forkyndelse på bopælen.For så vidt angår postforkyndelse finder arbejdsgruppen i øvrigt, at der ikke er noget tilhinder for at give de godkendte, private klage- eller ankenævn mulighed for at iværksættedenne forkyndelsesform uden rettens medvirken. Arbejdsgruppen foreslår således, at der ibekendtgørelsen om forkyndelse indføres en regel herom.

anses for sket den dag, meddelelsen telefonisk gives den pågældende. Det er således ikke enbetingelse, at den pågældende modtager dokumentet. Det foreslås i øvrigt, at der indføres enbeskikkelsesordning for personer, der skal foretage telefonforkyndelse, svarende til den, der gælderfor stævningsmænd.Arbejdsgruppens flertal er af den opfattelse, at det er retssikkerhedsmæssigt forsvarligt at indføretelefonforkyndelse som ny forkyndelsesform. Flertallet vurderer, at effektivitetshensyn taler for atindføre telefonforkyndelse, da det vil være ressource- og tidsbesparende. Flertallet antager, at overhalvdelen af sagerne vil være egnede til telefonforkyndelse, men bemærker samtidig, at antallet afsager, hvor det lykkes at foretage telefonforkyndelse, ikke kan forudsiges. Der vil i øvrigt være etvist ressourcespild forbundet med de sager, hvor man forgæves forsøger telefonforkyndelse.Et mindretal (repræsentanten for Stævningsmændenes Landsforening) er af den opfattelse, attelefonforkyndelse ikke bør indføres som ny forkyndelsesform. Mindretallet mener, at det ikke vilvære retssikkerhedsmæssigt forsvarligt, og vurderer, at telefonforkyndelse ikke vil være ressource-og tidsbesparende.Arbejdsgruppen foreslår desuden, at der indføres regler om en ny digital forkyndelsesform –forenklet digital forkyndelse.Forslaget om forenklet digital forkyndelse indebærer, at den meddelelse, der skal forkyndes, medeventuelle bilag gøres tilgængelig for den pågældende i en digital postkasse, der anvendes til sikkerdigital kommunikation med det offentlige (f.eks.www.borger.dkogwww.virk.dk).Efter forslagetanses meddelelsen for forkyndt, hvis meddelelsen åbnes af den pågældende. Når meddelelsenåbnes, sendes en besked om, at meddelelsen er blevet åbnet, automatisk retur til myndigheden. Dervil altså være tale om en automatisk funktionalitet, og borgeren eller virksomheden vil ikke havemulighed for at vælge, om beskeden afsendes. Forkyndelsen anses for sket den dag, denpågældende åbner meddelelsen.Med henblik på at undgå, at tiltalte og vidner udebliver fra retsmøder, foreslår arbejdsgruppen itilknytning hertil, at der etableres adgang til, at retterne og politiet kan sende sms-påmindelser tilpersoner, der skal møde i retten:”Husk retsmøde [dato/kl.] i [retten]”.Arbejdsgruppen anbefaler endvidere, at retsplejelovens regler om digital forkyndelse (§ 154, stk. 2,§ 155, nr. 2, og § 156 a) sættes i kraft, når domstolenes nye sagsbehandlingssystemer”De JuridiskeFag Systemer”(JFS) er indført, og at § 154, stk. 2, og § 156 a ændres, således at også andremyndigheder end domstolene får mulighed for at foretage digital forkyndelse. Reglerne om digitalforkyndelse vil få et selvstændigt anvendelsesområde i forhold til forkyndelse for myndigheder ogadvokater. Hertil kommer, at der vil kunne foretages digital forkyndelse i de digitale postkasser, der9

anvendes til digital kommunikation med det offentlige, indtil det tidspunkt, hvor eventuelle reglerom forenklet digital forkyndelse er gennemført.Det bemærkes dog, at arbejdsgruppen ikke har foretaget en nærmere vurdering af de økonomiskekonsekvenser forbundet med gennemførelse af digital forkyndelse, forenklet digital forkyndelse ogen sms-påmindelsesordning, og at en afklaring heraf naturligvis vil være nødvendig, før der træffesendelig beslutning om gennemførelse af sådanne ordninger.Arbejdsgruppen har herudover overvejet, om der bør indføres regler om forkyndelse for juridiskepersoner i retsplejeloven. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at retsplejeloven – forfuldstændighedens skyld – bør indeholde sådanne regler.Arbejdsgruppen foreslår således, at der indføres en regel om, hvilke forkyndelsesformer der kananvendes i forhold til juridiske personer, og en regel om, hvem der kan modtage forkyndelser påden juridiske persons vegne, og hvor forkyndelse kan finde sted.Arbejdsgruppen foreslår, at samtlige forkyndelsesformer bortset fra telefonforkyndelse skal kunneanvendes i forhold til juridiske personer. I relation til den personkreds, der kan modtage enforkyndelse på den juridiske persons vegne, foreslår arbejdsgruppen en udvidelse, idet der fremover– hvis et direktionsmedlem, et bestyrelsesmedlem eller en anden, der har ansvar for den juridiskepersons anliggender, ikke træffes på sin bopæl – skal kunne ske postforkyndelse ogstævningsmandsforkyndelse dér for personer over 18 år, der hører til husstanden.Der henvises i det hele til afsnit 7, som indeholder en række yderligere forslag, der ikke er omtalther.Arbejdsgruppen har på baggrund af sine overvejelser udarbejdet et udkast til lovforslag medbemærkninger, se afsnit 8.Arbejdsgruppen foreslår endelig, at de gældende bekendtgørelser (bekendtgørelse nr. 255 af 20. juni1972 om instruks for stævningsmænd og bekendtgørelse nr. 256 af 20. juni 1972 om forkyndelse)ophæves og erstattes af én bekendtgørelse, se udkastet til bekendtgørelse om forkyndelse i afsnit 9.

Reglerne om forkyndelse af processuelle meddelelser i civile sager og straffesager findes iretsplejelovens kapitel 17 og i bekendtgørelse nr. 255 af 20. juni 1972 om instruks forstævningsmænd, bekendtgørelse nr. 256 af 20. juni 1972 om forkyndelse samt bekendtgørelse nr.508 af 1. juli 1998 med senere ændringer om vederlag til stævningsmænd og til vidner ifogedforretninger.Til retsplejelovens almindelige regler om forkyndelse knytter sig reglerne om stævningsmænd iretsplejelovens §§ 57, 58 og 67 og en lang række særlige bestemmelser om, i hvilke tilfælde visseprocessuelle meddelelser skal forkyndes.Herudover er det i nogle regler uden for retsplejeloven bestemt, at visse meddelelser skal forkyndes.Den seneste større ændring af reglerne om forkyndelse blev gennemført ved lov nr. 66 af 8. marts1972 om ændring af retsplejeloven (Forkyndelser m.v.), der trådte i kraft den 1. juli 1972.Hertil kommer, at en arbejdsgruppe nedsat under Justitsministeriet afgav betænkning nr. 1202 omforkyndelse i 1990.3.1Hvad er forkyndelse?

Det følger således af retsplejelovens § 175, stk. 1, at indkaldelse til at møde som vidne skalforkyndes for vidnet. Forkyndelse skal dog ikke ske, hvis vidnet er til stede i retten eller umiddelbarnærhed heraf, jf. § 176. Udebliver et vidne uden lovligt forfald eller uden i tide at have meldt sitforfald, kan retten pålægge vidnet en bøde eller erstatning, jf. § 178, stk. 1, nr. 1, 3 og 4. Hvisvidnet er fraværende, og der træffes afgørelse om, at bøde eller erstatning pålægges vidnet, skalafgørelsen forkyndes for den pågældende, jf. § 178, stk. 2.Endvidere skal dekret om udmeldelse af syns- og skønsmænd forkyndes for de udmeldte ioverensstemmelse med de for vidner givne regler, jf. retsplejelovens § 203, stk. 1. Ifølge BernhardGomard og Michael Kistrup er forkyndelse af udmeldelsesdekretet i almindelighed overflødig ogsker derfor vistnok aldrig i praksis.2Endelig er der en særlig regel i skatteinddrivelseslovens § 9, hvorefter forkyndelse i de af lovenomfattede sager kan erstattes af anden meddelelse til skyldneren, jf. nærmere herom i afsnit3.1.1.1.3.3.1.1.1 Civile sagerEfter retsplejelovens § 153, stk. 1, skal processuelle meddelelser i borgerlige sager forkyndes,medmindre andet er bestemt i loven.I medfør af § 154, stk. 1, gives meddelelser fra retten på den måde, som rettens formandbestemmer, medmindre loven indeholder anden forskrift.Det er anført i betænkning nr. 1202/1990 om forkyndelse, at § 154, stk. 1, i praksis indebærer enbetydelig begrænsning af hovedreglen i retsplejelovens § 153, stk. 1.3Som nævnt i afsnit 3.1 må der sondres mellem meddelelser og forkyndelser.Kapitel 17 i den oprindelige retsplejelov havde titlen ”Forkyndelser og Meddelelser”. Kapitletindledtes med bestemmelser om forkyndelse, herunder en bestemmelse svarende til dennugældende § 153. I forlængelse af bestemmelserne om forkyndelse fulgte bestemmelser ommeddelelser, herunder en bestemmelse svarende til den nugældende § 154, stk. 1 og 3.Forud for lov nr. 66 af 8. marts 1972, der trådte i kraft den 1. juli 1972, afgav Retsplejerådet den 14.december 1970 en særudtalelse vedrørende forkyndelse. Udtalelsen indeholdt et udkast til forslag tillov om ændring af retsplejeloven, hvori rådet foreslog, at der blev foretaget en række ændringer af

bestemmelserne i kapitel 17. Rådet foreslog bl.a. at ændre kapitlets titel til ”Meddelelser ogforkyndelser”. Forslaget indledtes således med en bestemmelse om meddelelser svarende til dennugældende § 154, stk. 1 og 3. Bestemmelsen blev foreslået affattes således:”§ 153.Meddelelser fra retten sker på den måde, som rettens formand bestemmer,medmindre loven foreskriver, at meddelelsen skal forkyndes eller gives på andensærlig måde.Stk. 2.Rettens beslutning om, hvorledes meddelelsen skal gives, er ikke genstand forkære.”Retsplejerådet foreslog bestemmelserne om forkyndelse, herunder en bestemmelse, der delvistsvarer til den nugældende § 153, indsat i forlængelse heraf. Bestemmelsen blev foreslået affattetsåledes:”§ 154.Skal en meddelelse efter denne lov forkyndes, skal forkyndelsen foregå efterreglerne i §§ 155-165.”Retsplejerådet anførte følgende i bemærkningerne til den foreslåede § 154:”Efter rådets opfattelse bør der i de enkelte bestemmelser, som foreskriver, at der skalgives meddelelse, tages stilling til, om meddelelsen skal forkyndes, således at kap. 17alene indeholder regler om, hvorledes forkyndelse skal ske. Som følge heraf er i § 154optaget en bestemmelse om, at såfremt en meddelelse skal forkyndes, skal det skeefter reglerne i de følgende paragraffer. Fremgangsmåden medfører, at der måforetages ændring af en del andre bestemmelser i retsplejeloven.”Den foreslåede ændring af titlen på kapitel 17 og de foreslåede ændringer af §§ 153 og 154 blevikke gennemført.Af bemærkningerne til den nugældende § 153, stk. 1 og 2, som blev indsat ved lov nr. 66 af 8.marts 1972 om ændring af retsplejeloven (Forkyndelser m.v.), fremgår bl.a. følgende herom:”Bestemmelserne i § 153, stk. 1 og 2, er ikke medtaget i retsplejerådets udkast, idetder efter rådets opfattelse i de enkelte bestemmelser, som foreskriver, at der skal givesmeddelelse, bør tages stilling til, om meddelelsen skal forkyndes.For så vidt angår borgerlige sager finder justitsministeriet imidlertid, at denne ændringbør afvente retsplejerådets kommende betænkning om behandling af borgerlige sagerog betænkning fra udvalget angående revision af reglerne om udlæg og udpantningm.v. I de lovudkast, der er indeholdt i disse betænkninger, vil der være taget stillingtil, hvilke meddelelser der skal forkyndes. Den gældende bestemmelse i § 153, stk. 1,foreslås derfor opretholdt indtil videre med enkelte sproglige ændringer […].”

I betænkning nr. 634/1971 om udlæg og udpantning og betænkning nr. 698/1973 om behandling afborgerlige sager samt de efterfølgende lovforslag4gøres der ingen bemærkninger omretsplejelovens § 153, stk. 1, og heller ikke om baggrunden for, at man undlod at ophævebestemmelsen i forbindelse med disse lovændringer.Det foreskrives i en række bestemmelser i retsplejeloven, at der skal ske forkyndelse af nærmereangivne meddelelser i civile sager, se herom i det følgende.I Kommenteret Retsplejelov er anført følgende om § 153:”Retsplejerådet havde oprindelig foreslået, at der – i lighed med, hvad der gælder inden forstrafferetsplejen, jf. stk. 2 – i de enkelte bestemmelser, som foreskriver, at der givesmeddelelse, bør tages stilling til, om meddelelsen skal forkyndes. Justitsministeriet fandtimidlertid, at denne ændring burde afvente kommende lovreformer inden for den borgerligeretspleje, jf. FT 1971-72, tillæg A, sp. 65 og Zahle i J 1973.298. De af Justitsministeriet i FT1971-72 bebudede lovreformer er nu gennemført, uden at § 153, stk. 1, er blevet ophævet. Detgenerelle krav om forkyndelse i § 153, stk. 1, synes i dag i modstrid med en række regler iden borgerlige retspleje […] der udtrykkeligt foreskriver forkyndelse, og dermed forudsætter,at forkyndelse vel ikke i almindelighed er nødvendig.”5Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen og Lasse Højlund Christensen anfører følgende om § 153, stk. 1,og § 154, stk. 1:”Der lægges således efter ordlyden op til en sondring mellem processuelle meddelelser og(andre) meddelelser fra retten, men henset til bestemmelsernes forhistorie skal Rpl § 153, stk.1, formentlig bortfortolkes.Bestemmelserne blev i deres nuværende udformning indsat i retsplejeloven i 1972.Retsplejerådet havde i et forslag til bestemmelserne alene medtaget en bestemmelse svarendetil Rpl § 154, idet der ”… i de enkelte bestemmelser, som foreskriver, at der skal givesmeddelelse, [bør] tages stilling til, om meddelelsen skal forkyndes…”. Justitsministerietforeslog derimod en til Rpl § 153 svarende bestemmelse opretholdt, indtil nogle konkretelovændringer – der bl.a. skulle tage stilling til, om der i en række tilfælde skulle skeforkyndelse – blev gennemført. Disse lovændringer blev efterfølgende gennemført, men Rpl §153 blev ikke ophævet.Rettens formand bestemmer således formen, såfremt der ikke er krav om forkyndelse eller iøvrigt foreskrevet en særlig form for meddelelse i den relevante bestemmelse.”6

I litteraturen antages det således, at retsplejelovens § 153, stk. 1, er en reminiscens fra en tidligereretsstilling. I praksis foretages forkyndelse i en række sager i tilfælde, hvor det ikke er bestemt i deenkelte bestemmelser i retsplejeloven, f.eks. forkyndelse af udeblivelsesdomme i sager omægteskab eller forældremyndighed (kapitel 42) og af resultatet af retsgenetiske undersøgelser ifaderskabssager (kapitel 42 a). Det må anses for uafklaret, om disse forkyndelser i dag sker somfølge af den foreskrevne pligt til at foretage forkyndelse i § 153, stk. 1, eller i medfør af § 154, stk.1, hvorefter meddelelser fra retten gives på den måde, som rettens formand bestemmer.Det bemærkes i den forbindelse, at en part i en civil sag kan give afkald på at få underretning omprocessuelle meddelelser ved forkyndelse, jf. retsplejelovens § 160, 1. pkt. Har en part antaget enadvokat til at udføre sagen, kan forkyndelse vedrørende sagen ske for advokaten, jf. § 161, ogadvokaten kan på partens vegne give afkald på kald og varsel.Det følger af retsplejelovens § 350, stk. 1, at retten laderstævningenforkynde for sagsøgte. Rettenforkynder samtidig et pålæg om indlevering af svarskrift for sagsøgte, jf. § 351, stk. 1. Efterretsplejelovens § 406, stk. 1, skal der også ske forkyndelse af stævningen og pålæg om indleveringaf svarskrift i sager om småkrav, jf. henvisningen til kapitel 33, som dog modificeres ibestemmelsens stk. 2-6.Påstande eller anbringender, som ikke er angivet i stævningen, kan kun tages i betragtning til skadefor sagsøgte, hvis ændringerne er foretaget i et retsmøde, hvor sagsøgte var repræsenteret, eller hvisændringerne er forkyndt for sagsøgte, jf. § 352, stk. 1, og § 360, stk. 3. Tilsvarende kan modkravkun tages i betragtning, hvis de er fremsat i et retsmøde, hvor sagsøgeren var repræsenteret, eller iet processkrift, der er forkyndt for sagsøgeren, jf. § 359 og § 360, stk. 1.Retten lader endvidereankestævningenforkynde for indstævnte, jf. retsplejelovens § 375 og § 410,stk. 3, for så vidt angår ankestævninger i sager om småkrav.Hvis indstævnte har udvidet sin påstand eller fremsat anbringender, der ikke var påberåbt i 1.instans, kan hensyn hertil kun tages, såfremt ændringen eller fremsættelsen er foretaget i etretsmøde, hvor appellanten var mødt, eller i et processkrift, der er forkyndt for appellanten, jf. § 379og § 386, stk. 1. Tilsvarende gælder det, at hvis indstævnte udebliver, og appellanten har udvidetsin påstand eller fremsat anbringender, der ikke var fremsat i 1. instans, kan hensyn hertil kun tages,såfremt ændringen eller fremsættelsen er foretaget i et retsmøde, hvor indstævnte var mødt, eller i etprocesskrift, der er forkyndt for indstævnte, jf. § 386, stk. 2.3.1.1.1.1 Indispositive sagerDer gælder nogle særregler om forkyndelse i sager om ægteskab og forældremyndighed(retsplejelovens kapitel 42). Det følger således af § 450, stk. 2, at de sagsøgte i sager om omstødelse15

af ægteskab, der anlægges af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, skal givemøde efter samme regler, som gælder for vidner (herunder § 175 og § 178, stk. 2). Det følgerendvidere af § 450 b, 2. pkt., at retten i sager om forældremyndighed eller barnets bopæl mv. omnødvendigt kan pålægge en part at give møde og afgive forklaring efter samme regler, som gælderfor vidner (herunder § 175 og § 178, stk. 2).Der gælder endvidere nogle særregler om forkyndelse i faderskabssager (kapitel 42 a), jf.retsplejelovens § 456 m, stk. 3, om forkyndelse af meddelelse om sagens anlæg og tilsigelser, § 456h, stk. 7, om vidnetvang og retsgenetiske undersøgelser, og § 456 i, stk. 1 og 2, om moderen og deneller de mænd, der er parter i sagen. Endelig skal der i medfør af § 456 n, stk. 2, ske forkyndelse afdommen i faderskabssager.3.1.1.1.2 FogedsagerRetsplejelovens særlige regler om pligt til forkyndelse af meddelelser i fogedsager omtales i detfølgende.Det følger af retsplejelovens § 477 d, stk. 1, at retten laderbetalingspåkravvedhæftetDomstolsstyrelsens vejledning forkynde for skyldneren, medmindre udlæg er udelukket efter § 490eller konkurslovens §§ 12 c, 31 eller 207, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse i såfald undlades. Hvis skyldneren har indsigelser mod kravet, skal disse fremsættes inden 14 dage fraforkyndelsen (i udlandet, på Færøerne og i Grønland er fristen dog 4 uger). Hvis skyldneren ikkefremsætter indsigelser mod kravet, giver fogedretten betalingspåkravet påtegning. Harfordringshaveren anmodet om foretagelse af udlæg uden fornyet anmodning, iværksætterfogedretten tvangsfuldbyrdelse på grundlag af betalingspåkravet, jf. § 477 e, stk. 1 og 2. Skyldnerenindkaldes således til at møde i fogedretten. Hvis der skal være mulighed for at politifremstilleskyldneren, forkyndesindkaldelsenfor den pågældende.Som udgangspunkt skal der endvidere – hvis fuldbyrdelse forlanges på grundlag afudpantningsret– ske forkyndelse af meddelelse om fogedforretning for skyldneren, jf. § 493, stk. 3, jf. § 486.Forkyndelse skal dog ikke ske, hvis andet er bestemt i lovgivningen, se afsnit 3.1.1.1.3 om sageromfattet af skatteinddrivelsesloven. Fogedretten kan endvidere bestemme, at et krav skal kunnefuldbyrdes, selv om forkyndelse af meddelelse efter § 493, stk. 3, ikke er sket, hvis skyldnerensamtykker, eller det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligtforringet, jf. § 486, stk. 2.Det er desuden en forudsætning forpolitifremstillingaf en skyldner, at lovlig tilsigelse er forkyndtfor ham eller hende, jf. § 494, stk. 2, og bestemmelsens stk. 4 om fremstilling af en forenings elleret selskabs direktør eller i fornødent fald et medlem af bestyrelsen. I retsplejelovens kapitler omumiddelbare fogedforretninger, arrest og forbud henvises i øvrigt til § 494, stk. 2 og 4, jf. således §16

598, stk. 2 (om umiddelbare fogedforretninger), § 631, stk. 2 (om arrest), og § 646, stk. 2 (omforbud).Det følger af retsplejelovens § 561, stk. 1, 1. pkt., at fogedretten, når den har modtaget anmodningom tvangsauktion over fast ejendom, indkalder skyldneren til møde, såfremt ejendommen benyttestil beboelse for denne eller hans familie, eller hvis fogedretten i øvrigt finder, at der er behov for etmøde. Indkaldelsen af skyldneren sendes ved anbefalet brev, eller hvis skyldnerens adresse ikkekendes, bekendtgør fogedretten indkaldelsen i Statstidende, jf. bestemmelsens stk. 1, 4. og 5. pkt. Istedet for at indkalde skyldneren til et møde kan fogedretten dog, hvis den skønner det forsvarligt,skriftligt meddele denne, at der er indgivet anmodning om tvangsauktion, jf. bestemmelsens stk. 5,1. pkt.Ved lov nr. 447 af 9. juni 2004 om ændring af retsplejeloven mv. (Digital kommunikation iretsplejen mv.) blev der endvidere indført adgang til at forkynde indkaldelsen til vejledningsmødet.Følgende er anført i bemærkningerne til loven:”Efter § 561, stk. 1, 4. pkt., skal indkaldelse til et vejledningsmøde for skyldneren vedtvangsauktion ske ved anbefalet brev.Med henblik på at give mulighed for at anvende digital kommunikation også i disse tilfældeforeslås det, at indkaldelsen også skal kunne forkyndes for den pågældende, således at denforeslåede nye digitale forkyndelse i givet fald kan anvendes […].”Reglerne om digital forkyndelse, herunder ændringen af § 561, stk. 1, er endnu ikke sat i kraft, seafsnit 3.1.2.2.Endelig skal underretning eller tilsigelse til forretninger om panthavers overtagelse af brugen af enejendom som udgangspunkt forkyndes for pantsætter, jf. § 589, stk. 4.3.1.1.1.3 Sager omfattet af skatteinddrivelseslovenSkatteinddrivelsesloven gælder for inddrivelse af skatter, afgifter, bøder og andre ydelser, deropkræves eller inddrives af det offentlige, og som i lovgivningen er tillagt udpantningsret, jf. § 1.Det følger af skatteinddrivelseslovens § 5, at udlæg, hvis ikke andet er bestemt i loven, foretagesefter reglerne i retsplejelovens kapitler 45-47. Som også nævnt ovenfor skal der som udgangspunkt– hvis fuldbyrdelse forlanges på grundlag afudpantningsret– ske forkyndelse af meddelelse omfogedforretning for skyldneren, jf. retsplejelovens § 493, stk. 3.Forkyndelseskravet er dog uden praktisk betydning i sager omfattet af skatteinddrivelsesloven, jf.denne lovs § 9, stk. 1.

Efter § 9, stk. 1, kan forkyndelse for de enkelte skyldnere erstattes af en bekendtgørelse i de mestudbredte dagblade. Bekendtgørelse kan først ske efter sidste rettidige betalingsdag, og udlæg kantidligst foretages 7 dage efter bekendtgørelsen. Efter § 9, stk. 2, kan udlæg foretages udenforudgående forkyndelse eller bekendtgørelse, hvis dette tydeligt er angivet på indbetalingskorteller anden skriftlig meddelelse til skyldneren, hvori beløbets størrelse og sidste rettidigeindbetalingsdag er anført. Udlæg kan tidligst foretages 7 dage efter sidste rettidige betalingsdag.Gives meddelelse efter sidste rettidige betalingsdag, kan udlæg tidligst foretages 7 dage efterafsendelsen af meddelelsen.Det følger desuden af skatteinddrivelseslovens § 7, stk. 1, at pantefogeder kan træffe bestemmelseom fremstilling af skyldnere ved politiets foranstaltning efter reglerne i retsplejelovens § 494, stk. 2og 3. Der kan uanset bestemmelsen i retsplejelovens § 494, stk. 3, træffes bestemmelse omfremstilling for at fremskaffe oplysning om skyldnerens arbejdsgiver til brug for lønindeholdelse,såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden ikke i forvejen måtte være bekendt med, hvem der erarbejdsgiver.Politifremstilling af en skyldner forudsætter, at lovlig tilsigelse er forkyndt for ham eller hende, jf.retsplejelovens § 494, stk. 2.3.1.1.1.4 SkiftesagerEn række lovbestemmelser foreskriver pligt til forkyndelse i skiftesager.Særreglen i retsplejelovens § 664, stk. 2, fastsætter således, at i sager om skifte af fællesbo skalankestævningen forkyndes for såvel den ankendes modpart som for skifteretten, der på boetsbekostning skal sørge for, at der i fornødent omfang tages til genmæle. Denne bestemmelse er dogophævet ved lov nr. 594 af 14. juni 2011 om ægtefælleskifte m.v., som træder i kraft den 1. marts2012.Hertil kommer særregler i konkursloven om forkyndelse. Det følger således af konkurslovens § 23,stk. 2 og 3, at en fordringshaverskonkursbegæringskal forkyndes for skyldneren, medmindre hanpå anden måde er gjort bekendt med begæringen. I medfør af lovens § 253 skal der endvidere skeforkyndelse af en ankestævning såvel for den ankendes modpart som for kurator eller, hvor ingenkurator er beskikket, for skifteretten eller skifterettens medhjælper.Det følger i øvrigt af konkurslovens § 139, stk. 2, at i en sag anlagt af skyldneren inden konkursen,kan modfordringer gøres gældende til selvstændig dom, hvis de inden konkursdekretets afsigelse erfremsat i et retsmøde, hvor skyldneren var repræsenteret, eller i et processkrift, der er forkyndt forskyldneren. Tilsvarende følger det af dødsboskiftelovens § 108, at modkrav kan påkendes i en sag18

anlagt af afdøde ved de almindelige domstole inden dødsfaldet, hvis de er fremsat af sagsøgte i etretsmøde, hvor afdøde var til stede eller repræsenteret, eller i et processkrift, der var forkyndt forafdøde inden dødsfaldet.3.1.1.2 StraffesagerDet følger af den generelle regel i retsplejelovens § 153, stk. 2, at der kun skal ske forkyndelse istraffesager, hvis dette er særligt bestemt.Retsplejeloven indeholder en række regler om forkyndelse af meddelelser i straffesager, sombeskrives i det følgende.3.1.1.2.1 Inden hovedforhandlingenHvis der er truffet afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, er udgangspunktet, atstrafforfølgning mod den, der har været sigtet, kun kan fortsættes efter den overordnedeanklagemyndigheds bestemmelse, hvis meddelelse herom er forkyndt for den pågældende inden 2måneder fra afgørelsens dato, jf. retsplejelovens § 724, stk. 2.Det følger endvidere af retsplejelovens § 748, stk. 4, at sigtedes udeblivelse fra et retsmøde kun kanmedføre retsvirkninger, hvis tilsigelse til retsmødet er lovligt forkyndt og indeholder oplysningerom virkningerne af udeblivelse.I medfør af retsplejelovens § 802, stk. 3, kan der foretages beslaglæggelse af en mistænkts heleformue eller en del af denne, herunder formue, som den mistænkte senere måtte erhverve, såfremttiltale er rejst for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder ellerderover, og tiltalte har unddraget sig videre forfølgning i sagen. Har retten afsagt kendelse ombeslaglæggelse af en formue eller en del af en formue, jf. § 802, stk. 3, skal kendelsen forkyndes fortiltalte efter reglerne i § 159 om forkyndelse i Statstidende, jf. § 807, stk. 4.3.1.1.2.2 Forkyndelse af anklageskrift og indkaldelseRetsplejeloven indeholder endvidere bestemmelser om forkyndelse af anklageskrift og indkaldelseaf tiltalte mv.Det følger af lovens § 835, stk. 2, at anklagemyndigheden forkynder en kopi afanklageskriftetfortiltalte, eventuelt i forbindelse med forkyndelse af indkaldelse, jf. § 844, stk. 2. Sker forkyndelse afanklageskriftet for tiltalte ikke straks efter indledning af sagen, skal anklagemyndigheden sende enkopi af anklageskriftet til tiltalte i et anbefalet brev.

Inden hovedforhandlingen kan anklagemyndigheden berigtige angivelser i anklageskriftet ellerudvide tiltalen til andre strafbare forhold end de forhold, der er nævnt i anklageskriftet, hvilket skerved indlevering og forkyndelse af yderligere eller nyt anklageskrift, jf. § 836, stk. 1.Efter § 844, stk. 2, sørger anklagemyndigheden endvidere for, at enindkaldelsemed oplysning omtid og sted for hovedforhandlingen forkyndes for tiltalte med mindst 4 dages varsel, idet retten dogkan fastsætte et kortere varsel.I tilståelsessager er der ikke krav om forkyndelse af indkaldelsen, men forkyndelse sker i praksis, daudeblivelse kun kan medføre retsvirkninger (f.eks. anholdelse efter § 757), hvis retten har forkyndtindkaldelsen indeholdende oplysninger om virkningerne af udeblivelse for sigtede, jf. § 748, stk. 1og 4.I straffesager, i hvilke der ikke medvirker lægdommere, forkynder retten indkaldelsen for tiltalte.Ved forkyndelsen skal der udleveres en kopi af anklageskriftet til tiltalte, jf. § 896, stk. 2. Det følgeraf § 896, stk. 4, at forkyndelse af indkaldelsen kanundlades,når der under sagen ikke er spørgsmålom højere straf end bøde. I så fald sender retten indkaldelsen og en kopi af anklageskriftet til tiltaltesenest 2 uger før hovedforhandlingen.Sager om overtrædelse af færdselsloven behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 76-78 og80, medmindre sagen kan afgøres med vedtagelse efter færdselslovens § 119 a, jf. § 119, stk. 1, 1.pkt. Dette indebærer, at forkyndelse af indkaldelsen sker efter de samme regler som andrestraffesager. I færdselssager, hvor der – ud over påstand om bøde – er påstand om konfiskation,førerretsfrakendelse eller erstatning, skal indkaldelsen dog forkyndes, hvis sagen skal kunnefremmes i tiltaltes fravær, jf. retsplejelovens § 896, stk. 2, og § 855, stk. 3, nr. 4. Det følger såledesogså af § 896, stk. 3, nr. 2, at indkaldelsen bl.a. skal angive, at tiltaltes udeblivelse uden oplystlovligt forfald kan medføre, at tiltalte dømmes for de forhold, som tiltalen angår, uden mulighed foranke, jf. §§ 855 og 902.Retsplejeloven indeholder desuden en særlig regel om nævningers udeblivelse. Hvis en nævningudebliver, og der træffes afgørelse om, at bøde pålægges nævningen, skal afgørelsen forkyndes forden pågældende, jf. § 85, stk. 2.3.1.1.2.3 Forkyndelse af dom og ankemeddelelseRetsplejeloven indeholder desuden bestemmelser om forkyndelse af domme og ankemeddelelsermv.Udgangspunktet er, at der ikke skal ske forkyndelse af straffedomme. Det følger således afretsplejelovens § 219 a, stk. 5, 1. pkt., at retten meddeler tiltalte udskrift af dommen. Hvis en sag20

imidlertid er fremmet i tiltaltes fravær, jf. § 855, stk. 3, nr. 1-5, skal udskrift afdommenforkyndes.Hvis sagen er fremmet efter § 855, stk. 3, nr. 4, om sagens fremme, når tiltalte ikke idømmes højerestraf end ubetinget fængsel i 3 måneder eller andre retsfølger end konfiskation, førerretsfrakendelseeller erstatning, skal forkyndelse af udskriften ske for tiltalte personlig, medmindre tilsigelsen harværet forkyndt for denne personlig, jf. § 219 a, stk. 5, 2. og 3. pkt.I medfør af § 831, stk. 5, sker forkyndelse af domme i tilståelsessager efter de regler, som gælderfor andre domme, der afsiges af byretten i straffesager.Ved lov nr. 493 af 17. juni 2008 om ændring af retsplejeloven (Begrænsning af langvarige sigtelserog varetægtsfængslinger mv.) blev kravet om forkyndelse afanklagemyndighedensankemeddelelseroganklageskrifter i ankesageri de ordinære ankesager, jf. retsplejelovens § 902,jf. § 904, ophævet. Formålet med ændringen var at lette fremgangsmåden for meddelelse til tiltalteom anklagemyndighedens anke, så meddelelse herom til tiltalte kan skeved almindeligt oganbefalet brev,jf. § 907, stk. 1. Byretten og tiltaltes forsvarer underrettes samtidig om anken vedalmindeligt brev.Det følger dog af retsplejelovens § 907, stk. 2, at der fortsat skal ske forkyndelse afanklagemyndighedens ankemeddelelser i de ekstraordinære ankesager. Ved anke til landsret medProcesbevillingsnævnets tilladelse efter retsplejelovens § 903 eller anke til Højesteret, der altidkræver tilladelse, jf. retsplejelovens § 932, skal anke og kontraanke fra anklagemyndighedens sidetil skade for tiltalte således fortsat forkyndes. Det samme gælder eventuel anke fraanklagemyndighedens side efter udløb af ankefristen efter § 910, stk. 2, 1. pkt., 1. led, som dog haret yderst snævert anvendelsesområde.I de ekstraordinære ankesager, hvor anken omfatter beviserne for tiltaltes skyld, og hvor anke ikkeer sket efter § 902, jf. § 904, udarbejder anklagemyndigheden desuden et anklageskrift, der skalforkyndes for tiltalte, jf. § 919, stk. 2.Der findes i øvrigt særlige regler i retsplejeloven, hvorefter statsadvokatens ankemeddelelse i visseprivate straffesager skal forkyndes for den private sagsøger, jf. § 990, stk. 1 og 2.Endelig følger det af § 970, stk. 1, at hvis kæremål rejses af anklagemyndigheden, skal kæremåletuden ophold forkyndes for sigtede, og når nogen anden for det foreliggende spørgsmålsvedkommende er at betragte som modpart, tillige for sidstnævnte, medmindre anklagemyndighedeni retten i den pågældendes overværelse har erklæret at ville rejse sådant kæremål.

Det følger af retsplejelovens § 155, at forkyndelse kan ske ved brevforkyndelse, digital forkyndelse,postforkyndelse eller stævningsmandsforkyndelse.Efter § 155 er de forskellige forkyndelsesformersideordnede.Den, der iværksætter forkyndelse,vælger således selv, på hvilken måde forkyndelse skal ske, jf. § 1, stk. 1, i bekendtgørelsen omforkyndelse.7Ud over de ovennævnte almindelige forkyndelsesregler indeholder retsplejeloven bl.a. regler omforkyndelse i udlandet og i Statstidende. Forkyndelse i udlandet efter retsplejelovens § 158 kan kunske, hvis det ikke er muligt at foretage forkyndelse her i landet. Forkyndelse i Statstidende kan kunske, når ingen af retsplejelovens øvrige forkyndelsesformer giver mulighed for at gennemføreforkyndelsen, jf. § 159.Det følger desuden af § 162, stk. 1, at en beslutning om tidspunktet for et nyt møde eller for enretshandlings foretagelse, der træffes i et retsmøde, anses for at være forkyndt for de personer, derer til stede i retsmødet. Beslutningen kan også anses for at være forkyndt for en part ellerrettergangsfuldmægtig, der deltager i et retsmøde ved anvendelse af telekommunikation, jf.retsplejelovens § 32 c og bemærkningerne til denne bestemmelse, som blev indsat i retsplejelovenved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- ogdomstolsreformen).Efter § 162, stk. 2, anses beslutningen efter bestemmelsens stk. 1 endvidere for at være forkyndt forpersoner, der har været lovligt tilsagt til mødet, men som enten er udeblevet eller uberettiget harforladt mødet, forinden beslutningen blev truffet. Retten bør dog give de pågældende meddelelseom beslutningen, hvis denne må antages at være af særlig interesse for dem.Efter retsplejelovens § 163, stk. 1, er en forkyndelse gyldig, selv om meddelelsen ikke kommer tilvedkommendes kundskab.Er det dokument, der skal forkyndes, kommet vedkommende i hænde, anses forkyndelse for sket,selv om forkyndelsen ikke er foretaget i overensstemmelse med reglerne i §§ 155-157, jf. § 163,stk. 2.

3.1.2.1 Brevforkyndelse, postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelseVedbrevforkyndelsesendes eller afleveres meddelelsen til adressaten, der samtidig anmodes om atbekræfte modtagelsen på en genpart af dokumentet eller, hvis forkyndelsen foretages ved rettenseller anklagemyndighedens foranstaltning, et særligt modtagelsesbevis, jf. retsplejelovens § 155, nr.1.Meddelelsen anses for forkyndt, hvis genparten eller modtagelsesbeviset er underskrevet af denpågældende personlig. Forkyndelse anses for sket den dag, modtageren anfører at have modtagetmeddelelsen. Er ingen modtagelsesdag anført, eller er den angivne modtagelsesdag senere enddatoen i poststemplet på tilbagesendelsen, anses forkyndelse for sket på poststemplets dato, jf. §156.Brevforkyndelse adskiller sig fra postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse ved, atbrevforkyndelse kun kan ske for den pågældende personlig og forudsætter modtagerens aktivemedvirken.Vedpostforkyndelsesendes meddelelsen til adressaten i brev med afleveringsattest, ogstævningsmandsforkyndelsesker ved, at en stævningsmand afleverer meddelelsen til denpågældende.De nærmere regler om postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse findes i retsplejelovens §157, jf. også afsnit 3.1.2.3. Det er efter denne bestemmelse udgangspunktet, at forkyndelse skal skefor den pågældende personlig på bopælen, det midlertidige opholdssted eller på arbejdsstedet, mentræffes den pågældende ikke, kan forkyndelse ske for en nærmere bestemt personkreds på bopælen,opholdsstedet eller arbejdsstedet.Bestemmelsen regulerer således, både for hvem og hvor forkyndelse kan ske. Forkyndelse for denpågældende personlig er imidlertid gyldig, uanset hvor den sker, jf. retsplejelovens § 157, stk. 1, nr.1, hvorimod forkyndelse for personer, der hører til den i retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 2, nævntepersonkreds, kun kan ske, når de træffes på henholdsvis bopælen, opholdsstedet eller arbejdsstedet.Det bemærkes i den forbindelse, at der i § 3 i bekendtgørelsen om forkyndelse og § 6, stk. 1, 2. pkt.,i bekendtgørelsen om instruks for stævningsmænd er fastsat begrænsninger i adgangen til atforetage forkyndelse på den pågældendes arbejdssted. Det følger således af disse bestemmelser, atforkyndelse kun må ske på den pågældendes arbejdssted, såfremt det ikke kan antages, at der kantræffes nogen på hans bopæl eller opholdssted, over for hvem forkyndelse kan ske, eller særligegrunde i øvrigt taler for, at forkyndelsen sker på arbejdsstedet.

Det bemærkes, at private ikke kan iværksætte postforkyndelse uden rettens medvirken, jf. § 1, stk.2, i bekendtgørelsen om forkyndelse.3.1.2.2 Digital forkyndelseReglerne om digital kommunikation, herunder digital forkyndelse, blev indsat i retsplejeloven vedlov nr. 447 af 9. juni 2004 om ændring af retsplejeloven mv. (Digital kommunikation i retsplejenm.v.), men er endnu ikke sat i kraft.Det følger af retsplejelovens § 154, stk. 2, at meddelelser fra retten kan gives ved anvendelse afdigital kommunikation, hvis modtageren har samtykket i at modtage meddelelser på denne måde, jf.dog § 155, nr. 2. Bestemmelsens pendanter i konkurslovens § 237 b, dødsboskiftelovens § 115 b ogfællesboskiftelovens § 92 b (§ 71 i lov nr. 594 af 14. juni 2011 om ægtefælleskifte m.v., der træder ikraft den 1. marts 2012, idet § 71 dog træder i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse)er heller ikke sat i kraft endnu.I henhold til retsplejelovens § 155, nr. 2, kan forkyndelse ske ved, at den meddelelse, der skalforkyndes, ved digital kommunikation gøres tilgængelig for den pågældende, der samtidig anmodesom at bekræfte modtagelsen (digital forkyndelse). Henvisningen ”jf. dog § 155, nr. 2”, i § 154, stk.2, indebærer, at der ikke kræves samtykke til digital forkyndelse.Ved digital forkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis den pågældende bekræfter at havemodtaget meddelelsen enten ved en meddelelse, der sendes ved digital kommunikation medanvendelse af digital signatur, eller ved at sende en personligt underskrevet kopi af meddelelsen, jf.§ 156 a, 1. pkt. Af bemærkningerne til lov nr. 447 af 9. juni 2004 fremgår, at digital forkyndelseforudsætter, at modtageren aktivt bekræfter modtagelsen af dokumentet, og at en automatiskfunktionalitet hos modtageren, hvorved modtagelsen f.eks. bekræftes ved åbning af en digitalmeddelelse, således ikke er tilstrækkelig.Forkyndelse anses for sket den dag, modtagerenmodtagelsesdag anført, eller er den angivnemodtagelsesdag for den digitalt fremsendtetilbagesendelsen, anses forkyndelsen for sketpoststemplets dato, jf. § 156 a, 2. og 3. pkt.anfører at have modtaget meddelelsen. Er ingenmodtagelsesdag senere end den registreredebekræftelse eller datoen i poststemplet påpå den registrerede modtagelsesdag eller på

ske kryptering eller lignende, således at uvedkommende ikke kan læse meddelelsen, jf. ogsåretsplejelovens § 154, stk. 2, 3. pkt.Som anført ovenfor er reglerne om digital forkyndelse endnu ikke sat i kraft. Det følger afbemærkningerne til lov nr. 447 af 9. juni 2004, at reglerne om digital kommunikation, herunderreglerne om digital forkyndelse, vil kunne sættes i kraft sagsområde for sagsområde, efterhåndensom der indføres nye it-sagsbehandlingssystemer ved domstolene.3.1.2.3 AdressaterVedbrevforkyndelsekan forkyndelse kun ske for den pågældendepersonlig.Dette indebærer, atbrevet stiles til den pågældende, der personligt bekræfter modtagelsen på en genpart af dokumenteteller et særligt modtagelsesbevis.Vedpostforkyndelseogstævningsmandsforkyndelseskal forkyndelsesom udgangspunktske for denpågældendepersonlig,jf. retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 1. Hvis den pågældende ikke selvtræffes, kan forkyndelse ske på bopælen eller opholdsstedet for personer, der hører til husstanden,eller, hvis den pågældende bor til leje i en andens bolig, for udlejeren eller dennes ægtefælle, for såvidt de pågældende træffes på bopælen eller opholdsstedet, ligesom forkyndelse kan ske på denpågældendes arbejdssted over for arbejdsgiveren eller dennes repræsentant eller, for så vidt angårselvstændige næringsdrivende, på den pågældendes kontor, værksted eller forretningslokale overfor personer, der er ansat i virksomheden, jf. stk. 1, nr. 2, litra a og b. I disse tilfælde kanforkyndelse dog ikke ske for personer under 18 år, jf. stk. 2. Som nævnt i afsnit 3.1.2.1 er adgangentil at foretage forkyndelse på arbejdsstedet subsidiær, jf. § 3 i bekendtgørelsen om forkyndelse og §6, stk. 1, 2. pkt., i bekendtgørelsen om instruks for stævningsmænd.Er vedkommende part i en borgerlig sag, kan såvel brevforkyndelse som postforkyndelse ogstævningsmandsforkyndelse endvidere ske for en særligt bemyndiget person eller den, der erantaget som advokat, jf. retsplejelovens §§ 160 og 161.3.1.3Forkyndelse for juridiske personer

være overflødig. Det blev imidlertid forudsat i forbindelse med ophævelsen, at den hidtidigeretstilstand med hensyn til forkyndelse blev opretholdt.Retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 2, litra b, sidste led, indeholder en særregel om postforkyndelse ogstævningsmandsforkyndelse for selvstændige næringsdrivende (fysiske personer). Efterbestemmelsen kan forkyndelsen – hvis den ikke kan ske for den selvstændige næringsdrivendepersonlig, jf. stk. 1, nr. 1 – ske på den pågældendes kontor, værksted eller forretningslokale over forpersoner, der er ansat i virksomheden. Det antages i litteraturen, at retsplejelovens § 157, stk. 1, nr.2, litra b, sidste led, anvendes analogt, når der skal ske forkyndelse for juridiske personer.8Det eruvist, om der i denne antagelse også ligger, at kun de forkyndelsesformer, der er omfattet afbestemmelsen (postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse), kan anvendes over for juridiskepersoner.I afsnit 3.1.3.1 og 3.1.3.2 søges det nærmere fastlagt, hvor forkyndelse for en juridisk person kanfinde sted, og hvem der kan modtage en forkyndelse på vegne af en juridisk person.3.1.3.1 ForkyndelsesstedetGorm Toftegaard Nielsen anfører, at det er nærliggende at læse praksis således, at forkyndelsen kanske på virksomhedens kontor, værksted eller forretningslokale, se også Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen og Lasse Højlund Christensen, der anfører, at forkyndelsen kan ske ”på selskabets kontorm.v.”.9Lars Lindencrone Petersen og Erik Werlauff anfører til sammenligning, at forkyndelse kunkan ske på selskabets hjemsted (hovedkontoret).10Det følger af retspraksis, at hvis forkyndelsen søges foretaget på bestyrelsesformandens ellerdirektørensbopæl,kan forkyndelsen ikke ske for andre personer tilhørende husstanden eller forpersoner, som i øvrigt opholder sig på bopælen, jf. ØLT 1932.178 (forkyndelse for hustruen tilbestyrelsesformanden for et aktieselskab ikke anset for lovlig) og UfR 1929.826 Ø (forkyndelse forhusassistenten hos direktøren for et aktieselskab ikke anset for lovlig).I den forbindelse skal dog også nævnes Østre Landsrets kendelse optrykt i UfR 1987.59/2 Ø, hvoret anpartsselskab blev tilsagt til fogedretten i anledning af en begæring om udlæg for skyldigparkeringsafgift. Tilsigelsen blev forkyndt på selskabets og dettes direktørs fælles adresse fordirektørens hustru, der modtog tilsigelsen under protest. Da fogedretten i medfør af retsplejelovens§ 494, stk. 4, i de tilfælde, hvor skyldneren er et selskab, kan tilsige direktøren ellerforretningsføreren for selskabet, fandtes forkyndelsen for selskabets direktør lovlig sket for dennes8

hustru på bopælen, jf. retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 2, litra a. Kendelsen vedrører således ensærlig situation.3.1.3.2 PersonkredsenDet følger af Østre Landsrets kendelse af 15. november 2005, optrykt i UfR 2006.710 Ø, atpostforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse skal ske for en fysisk person – også når sagsøgte eren juridisk person.Lars Lindencrone Petersen og Erik Werlauff anfører følgende om, hvem der kan modtage enforkyndelse på en juridisk persons vegne:”Når adressaten, fx sagsøgte i en retssag, er et aktie- eller anpartsselskab eller en andenjuridisk person, kan forkyndelse foretages for ethvert bestyrelses- eller direktionsmedlem.Dette følger af den selskabs- og foreningsretlige repræsentationsmagt, der tilkommer hverenkelt af disse personer, og som ikke kan indskrænkes gennem vedtægtsbestemmelse.”11Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen og Lasse Højlund Christensen anfører, at ”forkyndelse kan skefor bestyrelsesmedlemmer, direktører og øvrige ansatte”.12Gorm Toftegaard Nielsen anfører –ligesom Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen og Lasse Højlund Christensen – at forkyndelse også kanske foransatte,og henviser til UfR 1920.10 Ø, hvor en forkyndelse blev anset for lovlig, da den varforetaget for en ansat på selskabets kontor. Gorm Toftegaard Nielsen anfører dog, at forkyndelse foransatte forudsætter, at direktøren ikke selv er til stede. Gorm Toftegaard Nielsen anfører desuden, athvis der er tale om, at forkyndelsen modtages af en ansat, er forkyndelsen kun lovlig, hvis denforetages på virksomhedens kontor.133.1.4Beskikkelse af stævningsmænd mv.

I retsplejelovens § 67 fastsættes det, i hvilke tilfælde stævningsmanden er inhabil. Det følgersåledes af bestemmelsen, at en stævningsmand ikke må foretage eller deltage i en forretning, nårnogen af parterne er hans ægtefælle eller beslægtet eller besvogret med ham i lige op- ellernedstigende linje eller i første sidelinje, eller han selv er part i sagen eller er interesseret i densudfald.Stævningsmanden er underlagt tavshedspligt efter straffelovens §§ 152 ff.Stævningsmanden har krav på vederlag og befordringsgodtgørelse for forkyndelse, jf.bekendtgørelse nr. 508 af 1. juli 1998 med senere ændringer om vederlag til stævningsmænd og tilvidner i fogedforretninger, som har hjemmel i bl.a. retsplejelovens § 165, stk. 1, hvorefterDomstolsstyrelsen fastsætter regler om vederlag for forkyndelse, jf. stk. 1, 2. pkt.Det følger af retsplejelovens § 57, stk. 3, at polititjenestemænd og sognefogeder uden særligbeskikkelse kan foretage forkyndelser i straffesager. Om sognefogeders opgaver henvises til § 117samt bemærkningerne til lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskelligeandre love (Politi- og domstolsreformen), hvoraf fremgår, at sognefogeder bistår politiet medopgaver hovedsagelig af administrativ karakter, f.eks. forkyndelse af stævninger mv. – typisk påmindre befolkede øer.Efter § 57, stk. 4, kan justitsministeren fastsætte regler om, i hvilket omfang politiet skal foretageeller medvirke ved forkyndelser, jf. § 8 i bekendtgørelsen om forkyndelse og § 7 i bekendtgørelsenom instruks for stævningsmænd. Polititjenestemænd har dog ifølge § 165, stk. 3, ikke krav påvederlag for forkyndelse i straffesager.

Det fremgår af afsnit 3.1.1 ff., at der skal ske forkyndelse i en række sager omfattet afretsplejeloven, konkursloven mv.Det følger af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 508 af 1. juli 1998 med senere ændringer om vederlagtil stævningsmænd og til vidner i fogedforretninger, at vederlag til stævningsmænd for foretagelseaf de i retsplejeloven nævnte forkyndelser er 24 kr. (33,01 kr. i 2010-niveau og 33,11 kr. i 2011-niveau) for hver person, for hvem den pågældende meddelelse ønskes forkyndt. Vederlagetudbetales også, hvis stævningsmanden 3 gange forgæves har forsøgt at gennemføreforkyndelsesforretningen. Er den pågældende flyttet, og forsøger stævningsmanden forkyndelse påden nye adresse, betales nyt vederlag efter reglerne i 1. og 2. pkt. Bekendtgørelsens § 1, stk. 2 og 3,indeholder regler om befordringsgodtgørelse.Domstolsstyrelsen har oplyst, at der i finansåret 2010 blev foretaget ca. 594.000 forkyndelser pådomstolenes område.Domstolsstyrelsen har endvidere oplyst, at udgifterne til stævningsmænd på domstolenes områdeudgjorde ca. 30.700.000 kr. i finansåret 2010. Heraf udgjorde ca. 19.600.000 kr. udbetaling afhonorar til stævningsmændene, mens ca. 8.575.000 kr. udgjorde udbetaling af kørselsgodtgørelse.Det resterende beløb blev bl.a. anvendt til udbetaling af feriegodtgørelse og sygedagpenge mv.På foranledning af arbejdsgruppen iværksatte Domstolsstyrelsen en spørgeskemaundersøgelse omudsættelse af straffesager i uge 34 og 35 i 2010. Resultaterne af undersøgelsen viste, at navnligKøbenhavns Byret måtte udsætte en del straffesager på grund af manglende forkyndelse. For deøvrige retters vedkommende var der ikke i samme omfang problemer med at få gennemførtforkyndelser, og flere retter havde således kun problemer med at få gennemført forkyndelser i etfåtal af sagerne, f.eks. retterne i Herning, Holbæk, Holstebro, Nykøbing Falster og Viborg.Hvis stævningsmændene ikke har kunnet foretage forkyndelse i civile sager, herunder fogedsagerog skiftesager, og i straffesager, videresender retten sagerne til politiet med henblik på forkyndelse.Domstolsstyrelsen har ikke statistik over, hvor mange sager der videresendes til politiet medhenblik på forkyndelse.Politiet foretager forkyndelser i domsmandssager og nævningesager (de såkaldte”interne sager”)og i sager fra retterne og SKAT (de såkaldte”eksterne sager”).Det er ikke muligt at opgøre, hvormange forkyndelser der foretages i domsmandssager og nævningesager årligt. Politiet har dog årligt

Som nævnt under punkt 3.1.1.1.3 fremgår det af skatteinddrivelseslovens § 9, stk. 1, at forkyndelsefor den enkelte skyldner kan erstattes af en bekendtgørelse i de mest udbredte dagblade.Skatteministeriet har oplyst, at restanceinddrivelsesmyndigheden hver måned indrykker en annoncei alle kendte dagblade, hvilket medfører en udgift på 65.000-70.000 kr. pr. måned ellergennemsnitligt 66.000 kr. pr. måned. Den samlede udgift til annoncering efterskatteinddrivelseslovens § 9, stk. 1, udgør således ca. 800.000 kr. pr. år.Skatteministeriet har endvidere oplyst, at restanceinddrivelsesmyndigheden sender en meddelelse tilden enkelte skyldner med indkaldelse til selve udlægsforretningen, og atrestanceinddrivelsesmyndigheden gennemfører ca. 30.000 udlægsforretninger pr. år. Dette antal erdog ikke et udtryk for antal sendte indkaldelser, idet indkaldelser til udlægsforretninger, der aflysessom følge af, at restancen betales, eller at der findes en anden løsning, ikke kan opgøres og derforikke er medregnet i de 30.000 sager. Hvis skyldner ikke møder til udlægsforretningen på baggrundaf indkaldelsen, fortsættes sagen som udgangspunkt som en udkørende forretning.Skatteministeriet har endelig oplyst, at der – enten efter indkaldelsen eller efter den udkørendeforretning – kan ske politifremstilling af skyldneren med henblik på at afgive oplysninger om hansøkonomiske forhold. En politifremstilling forudsætter en lovligt forkyndt tilsigelse.Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender som udgangspunkt stævningsmandsforkyndelser.Honoraret til stævningsmanden udgør 75 kr., som svarer til det honorar, private aktører bliveropkrævet af stævningsmændene. Hertil kommer udgifter til befordringsgodtgørelse. Antallet afstævningsmandsforkyndelser pr. år kan ikke opgøres præcist, men i 2010 blev udbetalt 193.200 kr. ihonorarer til stævningsmænd via lønsystemet. Hertil kommer befordringsgodtgørelsen, derudbetales på en særskilt konto. I 2010 blev der udbetalt 261.900 kr. i befordringsgodtgørelse. Deangivne beløb omfatter dog ikke honorarer og befordringsgodtgørelse til stævningsmænd, der ermomsregistrerede.Skatteministeriet skønner på baggrund af ovenstående, at restanceinddrivelsesmyndighedenanvender stævningsmandsforkyndelse i ca. 2.500 sager pr. år.

Forkyndelsesforordningen (Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse imedlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager), der trådte ikraft den 31. maj 2001, blev vedtaget med hjemmel i EF-traktatens artikel 61, litra c, der henviste tilartikel 65 om det grænseoverskridende civilretlige samarbejde, og artikel 67. Forordningen varderfor omfattet af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender, jf. protokollen omDanmarks stilling, der er knyttet som bilag til Lissabontraktaten.Den 19. oktober 2005 indgik Det Europæiske Fællesskab og Danmark en såkaldt parallelaftale omforkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager i dansk ret.Parallelaftalen indebærer, at Danmark på mellemstatsligt grundlag er tilknyttet reglerne i Rådetsforordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige ogudenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelsesforordningen), således atreglerne i forordningen, der som følge af det retlige forbehold hidtil ikke havde omfattet Danmark,også gælder mellem Danmark og de øvrige medlemsstater. Parallelaftalen sigter mod en anvendelseog fortolkning af forkyndelsesforordningen i Danmark, som svarer til den, der gælder i de andremedlemsstater.Folketingets samtykke i medfør af grundlovens § 19 blev givet ved lov nr. 1564 af 20. december2006 om ændring af retsplejeloven (Gennemførsel af parallelaftale mellem Det EuropæiskeFællesskab og Danmark om forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile ogkommercielle sager), og parallelaftalen trådte herefter i kraft den 1. juli 2007.Forkyndelsesforordningen er efterfølgende blevet ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets ogRådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne afretslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelse af dokumenter) ogom ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000. Den nye forkyndelsesforordning blevgennemført i dansk ret ved Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1476 af 12. december 2007 omgennemførelse af ændringer af forkyndelsesforordningen.5.1.1.1 Forkyndelsesforordningens indholdForkyndelsesforordningen indeholder bl.a. regler om forkyndelse på tværs af grænserne af retsligeog udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager. Forordningen omfatter ikke forkyndelsemv. i straffesager. Forordningen er baseret på Haagerkonventionen af 15. november 1965 om31

forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommerciellespørgsmål, se afsnit 5.1.2 nedenfor, men reglerne er revideret med henblik på at forenkle ogforbedre fremsendelsen af dokumenter på tværs af grænserne. Ændringerne omfatter bl.a. en meredirekte forbindelse mellem de involverede myndigheder, mulighed for anvendelse af mere modernekommunikationsmidler og ensartede regler om oversættelse af dokumenter.Forordningen finder således anvendelse i civile og kommercielle sager, hvor et retsligt ellerudenretsligt dokument skal sendes fra en medlemsstat til en anden for at blive forkyndt.Forordningen omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrativeanliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt.Forordningen finder ikke anvendelse, når adressen på den person, som dokumentet skal forkyndesfor, er ukendt (artikel 1).Det er efter forordningen udgangspunktet, at fremsendelse af dokumenter til forkyndelse kan skedirekte mellem de involverede myndigheder. Formålet hermed er at sikre en effektiv og hurtiggennemførelse af forkyndelsen.Hver medlemsstat udpeger en eller flere ”fremsendende instanser” og ”modtagende instanser”, derer kompetente til henholdsvis at fremsende og modtage retslige og udenretslige dokumenter tilforkyndelse (artikel 2). Medlemsstaterne kan dog vælge at udpege én fremsendende og modtagendeinstans, som varetager begge funktioner, hvilket sker for 5 år ad gangen med mulighed forforlængelse. I Danmark er retterne udpeget som fremsendende instanser og Justitsministeriet sommodtagende instans, jf. § 2, stk. 1 og 2, i bekendtgørelsen om gennemførelse af ændringer afforkyndelsesforordningen.Herudover udpeger hver medlemsstat en ”central enhed”, der har til opgave at give oplysninger tilde fremsendende instanser og at søge at løse vanskeligheder, som måtte opstå i forbindelse medfremsendelse af dokumenter til forkyndelse (artikel 3). I Danmark er Justitsministeriet udpeget somden centrale myndighed, jf. § 2, stk. 2, i bekendtgørelsen.Dokumenter, der skal forkyndes, fremsendes direkte og hurtigst muligt fra den fremsendendeinstans til den modtagende instans (artikel 4) sammen med en formular med en anmodning omforkyndelse. Formularen er medtaget som bilag til forordningen. Fremsendelse kan ske på enhveregnet måde – f.eks. elektronisk eller pr. telefax – forudsat at der er tale om en fuldstændiggengivelse, og at alle angivelser er let læselige, jf. § 2, stk. 3, i bekendtgørelsen. Den modtagendeinstans kvitterer for modtagelsen (artikel 6), sørger for forkyndelse for modtageren (artikel 7) ogattesterer på formularen, at forkyndelse er sket (afleveringsattest) (artikel 10).

Med henblik på en mere effektiv procedure er der fastsat regler om, at en modtagelsesattest skalfremsendes hurtigst muligt til den fremsendende instans og inden 7 dage (artikel 6). Kan enforkyndelsesanmodning ikke umiddelbart imødekommes, skal den modtagende instans rekvirereeventuelle manglende oplysninger og dokumenter. Er anmodningen ikke sendt til den rette stedligtkompetente instans, skal anmodningen videresendes til den kompetente instans i sammemedlemsstat. Den modtagende instans har pligt til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for, atdokumentet kan forkyndes hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest en måned eftermodtagelsen. Har det ikke været muligt at forkynde dokumentet senest en måned efter modtagelsen,skal den modtagende instans omgående underrette den fremsendende instans herom, og denmodtagende instans fortsætter som udgangspunkt med at træffe alle nødvendige foranstaltningermed henblik på at foretage forkyndelse (artikel 7). Medlemsstaterne skal angive, hvilke sprogforkyndelsesanmodningen og afleveringsattesten kan udfyldes på (artikel 4, stk. 3, og artikel 10,stk. 2). Danmark accepterer, at forkyndelsesanmodningen og afleveringsattesten udfyldes på dansk,engelsk og fransk, jf. § 3 i bekendtgørelsen om gennemførelse af ændringer afforkyndelsesforordningen.Modtageren kan nægte at modtage det dokument, der skal forkyndes, hvis det ikke er affattet påeller oversat til modtagerstatens officielle sprog eller et sprog, som modtageren forstår. Den, deranmoder om forkyndelse, afholder eventuelle udgifter til oversættelse, men med mulighed forsenere at få dem godtgjort som sagsomkostninger (artikel 5). Den modtagende instans skal iforbindelse med forkyndelsen skriftligt underrette modtageren om, at pågældende inden for en fristpå en uge kan nægte at modtage dokumentet, hvis sprogkravene ikke er opfyldt. Underretning skerved anvendelse af en standardformular. Nægtelse kan ske i forbindelse med forkyndelsen eller vedat sende dokumentet tilbage til den modtagende instans. Nægter modtageren at modtagedokumentet, skal den modtagende instans straks underrette den fremsendende instans herom. Hvismodtageren har nægtet at modtage dokumentet under henvisning til, at dokumentet ikke erudfærdiget på rette sprog, kan dokumentet forkyndes efter forordningen ledsaget af en oversættelsetil rette sprog (artikel 8).Forordningen fastlægger tidspunktet for, hvornår forkyndelse anses for sket (artikel 9).Forkyndelsesdatoen er den dag, dokumentet forkyndes i overensstemmelse med modtagerlandetslovgivning. Hvis et dokument i henhold til en medlemsstats lovgivning skal forkyndes inden for enbestemt frist, er den dato, der gælder i forhold til rekvirenten, dog den, der følger af dennemedlemsstats lovgivning.Forordningen tillader desuden andre former for forkyndelse af retslige dokumenter.En medlemsstat kan således i særlige tilfælde fremsende retslige dokumenter til den modtagendeinstans ad konsulær eller diplomatisk vej (artikel 12).33

En medlemsstat har også adgang til uden anvendelse af tvang at forkynde retslige dokumenter vedafsenderstatens diplomatiske eller konsulære repræsentanter. En medlemsstat kan dog erklære, atden modsætter sig denne form for forkyndelse på sit territorium, medmindre dokumentet skalforkyndes for en statsborger i afsenderstaten (artikel 13). Danmark accepterer forkyndelse veddiplomatiske og konsulære repræsentanter også over for andre end afsenderstatens statsborgere.Endvidere har en medlemsstat adgang til at lade forkyndelse ske for personer, der er bosat i enanden medlemsstat, direkte med posten ved anbefalet brev med modtagelsesbevis eller tilsvarende(artikel 14). I forordningen betegnes denne forkyndelsesform ”postforkyndelse”.Endelig kan enhver, der har interesse i en retssag, direkte anmode den kompetente person –stævningsmand eller lignende – i modtagerstaten om at gennemføre forkyndelse af retsligedokumenter, hvis en sådan direkte forkyndelse er hjemlet i den pågældende medlemsstat (artikel15). Direkte forkyndelse ved stævningsmand er hjemlet i dansk ret, jf. § 6, stk. 1, i bekendtgørelseom forkyndelse, hvorefter anmodninger om forkyndelse ved stævningsmand kan sendes til enstævningsmand i den retskreds, hvor forkyndelse skal ske.Efter forordningens artikel 16 kan udenretslige dokumenter fremsendes med henblik på forkyndelsei overensstemmelse med bestemmelserne i forordningen.Kommissionenbiståetafetrådgivendeudvalgfastsætterdenødvendigegennemførelsesforanstaltninger til forordningen (artikel 17-18). Kommissionen udarbejder enhåndbog med oplysninger om de enkelte landes meddelelser om kompetente myndigheder, sprogmv. (artikel 23).Forordningens artikel 19 indeholder særlige regler for så vidt angår tilfælde, hvor sagsøgteudebliver. Når en stævning eller lignende har skullet forkyndes i en anden medlemsstat, og sagsøgteikke er mødt, må der ikke afsiges udeblivelsesdom, før det er fastslået, at stævningen er forkyndteller afleveret i så god tid, at sagsøgte kunne varetage sine interesser. En medlemsstat kan meddele,at sagen alligevel kan afgøres, hvis en forkyndelsesattest efter et konkret fastsat tidsrum på mindst 6måneder ikke kunne opnås, til trods for at ethvert rimeligt forsøg herpå er gjort. Danmark harmeddelt, at danske domstole – hvis betingelserne er opfyldt – kan afgøre en sådan sag, selvom derikke er modtaget en forkyndelsesattest, jf. også § 4, stk. 1, i bekendtgørelsen. Dommeren kan ipåtrængende tilfælde træffe bestemmelse om foreløbige eller sikrende foranstaltninger.Der er mulighed for genoptagelse af udeblivelsesdomme inden for en vis frist i tilfælde, hvorstævning mv. har skullet forkyndes i en anden medlemsstat, men sagsøgte uden egen skyld ikke itide har fået kendskab til stævningen eller dommen, og pågældendes indsigelser ikke forekommer34

helt grundløse. Anmodning skal fremsættes inden for rimelig tid efter, at sagsøgte har fået kendskabtil dommen. En medlemsstat kan dog meddele, at genoptagelsesanmodninger indgivet efter en visfrist på minimum et år ikke vil blive imødekommet (artikel 19, stk. 4). Det følger af § 4, stk. 2, ibekendtgørelsen, at en genoptagelsesanmodning i Danmark skal fremsættes inden et år efterdommens afsigelse, jf. herved retsplejelovens § 367, hvorefter den, der er dømt som udebleven mv.,kan kræve sagen genoptaget ved skriftlig anmodning til retten inden 4 uger fra dommens afsigelse.Retten kan undtagelsesvis genoptage sagen, hvis anmodning indgives senere, men inden et år efterafsigelsen. Genoptagelse kan betinges af, at sagsøgte betaler de sagsomkostninger, der er pålagt,eller stiller sikkerhed for betalingen.Forordningens artikel 20 regulerer forholdet til andre internationale aftaler, som medlemsstaternehar indgået. Det fremgår, at forordningen bl.a. erstatter Haagerkonventionen om forkyndelsemellem medlemsstaterne. Forordningen er dog ikke til hinder for gældende eller nye aftaler mellemmedlemsstaterne om yderligere fremskyndelser eller forenklinger af forkyndelse, forudsat at de erforenelige med forordningen. I medfør af § 5 i bekendtgørelsen finder Den nordiske overenskomstaf 26. april 1974 om gensidig retshjælp ligeledes anvendelse ved anmodning om forkyndelse afdokumenter mellem Danmark og de øvrige nordiske lande, se herom afsnit 5.1.2 nedenfor.Oplysninger, herunder navnlig personoplysninger, som fremsendes efter forordningen, må af demodtagende instanser kun anvendes til det formål, der lå til grund for fremsendelsen. Sådanneoplysninger skal behandles fortroligt. Dette berører ikke nationale bestemmelser om de berørtepersoners ret til at blive holdt orienteret om anvendelsen af de fremsendte oplysninger og hellerikke direktiverne om behandling af personoplysninger (95/46/EF) og om behandling afpersonoplysninger i den elektroniske kommunikationssektor (2002/58/EF) (artikel 22).Kommissionen skal senest den 1. juni 2011 og herefter hvert femte år forelægge Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport omforordningens anvendelse, bl.a. med en vurdering af de i henhold til artikel 2 udpegede instanserseffektivitet og den praktiske anvendelse af artikel 3, litra c), og artikel 9. Rapporten ledsages omnødvendigt af forslag til, hvordan denne forordning kan tilpasses til udviklingen inden forforkyndelsesordningerne (artikel 24). Kommissionens rapport er endnu ikke færdigudarbejdet.5.1.2Haagerkonventionen om forkyndelse og Den nordiske retshjælpsoverenskomst

Haagerkonventionen om forkyndelse er i dag gældende i forhold til en lang række lande i og udenfor Europa. Inden for Den Europæiske Union er Haagerkonventionen om forkyndelse imidlertidafløst af reglerne i forkyndelsesforordningen, se afsnit 5.1.1 ovenfor.Efter Haagerkonventionen om forkyndelse kan forkyndelse ske ved fremsendelse af dokumenter tilen central myndighed i hver kontraherende stat, som modtager og gennemfører anmodninger omforkyndelse fra andre stater. For Danmarks vedkommende er Justitsministeriet udpeget som centralmyndighed.Herudover indeholder Haagerkonventionen om forkyndelse mulighed for, at forkyndelse kan skeuden anvendelse af tvang ved en konsulær eller diplomatisk repræsentant i modtagerstaten, jf.artikel 8.Efter Haagerkonventionen er der endvidere adgang til at sende retslige dokumenter direkte medposten til personer i udlandet, jf. artikel 10 (a). Danmark har ikke taget forbehold herfor. Danmarkhar imidlertid meddelt Haagerkonferencen for International Privatret følgende:“As for Article 10 (a) Denmark has not declared that it objects to this method of transmission.However, this does not imply that such method is valid service in Denmark. The Danishcourts have not yet had the opportunity to rule on the matter.”Efter konventionens artikel 10 (b) er der herudover adgang til, at stævningsmænd, embedsmændeller andre kompetente personer i den stat, hvorfra dokumentet hidrører, lader forkyndelse foretagedirekte ved stævningsmænd, embedsmænd eller andre kompetente personer i udlandet.Endelig er der efter konventionens artikel 10 (c) adgang til for enhver person, der har interesse i enretssag, at lade forkyndelse af retslige dokumenter foretage direkte ved den stævningsmand,embedsmand eller anden kompetent person i udlandet, som skal foretage forkyndelsen. Danmarkhar dog taget forbehold over for denne forkyndelsesmåde, der således ikke kan anvendes vedforkyndelse af udenlandske dokumenter i Danmark.Haagerkonventionen indeholder herudover særlige regler, der har til formål at beskytte sagsøgtemod visse udeblivelsesdomme. Under forudsætning af, at der efter domslandets lovgivning er pligttil at forkynde en stævning (eller et tilsvarende dokument) for sagsøgte, må dommeren efterkonventionens artikel 15 ikke afgøre sagen, før det er konstateret, at stævningen i tilstrækkelig tidfør retsmødet er forkyndt i de former, der i forkyndelseslandet er fastsat, eller er afleveret tilsagsøgte personligt eller på bopælen under anvendelse af en anden af de fremgangsmåder, der erhjemlet i konventionen.

En kontraherende stat kan dog efter artikel 15, stk. 2, erklære, at dommeren kan afsigeudeblivelsesdom, selv om bevis for forkyndelse eller faktisk aflevering ikke er modtaget, hvisstævningen er oversendt til forkyndelse efter en af de i konventionen hjemlede fremgangsmåder,der er gået mindst 6 måneder siden oversendelsen, og der på trods af enhver rimelig anstrengelseikke er modtaget nogen bekræftelse på forkyndelse eller aflevering fra forkyndelseslandet.Danmark har afgivet en sådan erklæring efter artikel 15, stk. 2. Dommeren kan i påtrængendetilfælde træffe bestemmelse om foreløbige eller sikrende foranstaltninger.Efter konventionens artikel 16 skal sagsøgte, der er dømt som udebleven, have adgang til at anmodeom genoptagelse, hvis sagsøgte uden egen skyld ikke i tide har fået kendskab til stævningen ellerdommen, og sagsøgtes indsigelser ikke forekommer helt grundløse. Et land kan ved erklæringfastsætte en absolut frist på ikke under et år for anmodninger om genoptagelse. Danmark har vederklæring fastsat en sådan et-årsfrist, jf. herved retsplejelovens § 367 om genoptagelse.Danmark har endvidere tiltrådt Den nordiske overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp,jf. bekendtgørelse nr. 100 af 15. september 1975 (Lovtidende C), som indeholder regler om bl.a.forkyndelse mellem de nordiske lande. Efter overenskomsten kan anmodninger om forkyndelsefremsættes direkte over for den relevante myndighed, f.eks. direkte over for den domstol, der skalforanstalte forkyndelsen.5.25.2.1StraffesagerEU-retshjælpskonventionen

Ved lov nr. 258 af 8. maj 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- ogforbrugerforhold på telemarkedet og lov om international fuldbyrdelse af straf m.v. blev bl.a.konventionen af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unionsmedlemsstater (EU-retshjælpskonventionen) gennemført i dansk ret. Formålet med EU-retshjælpskonventionen, som trådte i kraft den 23. august 2005, var at få retshjælpen til at fungerehurtigere og mere effektivt.EU-retshjælpskonventionens artikel 5 vedrører ”fremsendelse og forkyndelse af retsdokumenter”.Det følger af stk. 1, at en medlemsstat fremsender retsdokumenter, som er bestemt for personer, deropholder sig på en anden medlemsstats område, direkte til disse med posten. Ifølgebemærkningerne til lov nr. 258 af 8. maj 2002 må begrebet ”retsdokumenter” og udtrykket ”deropholder sig på en anden medlemsstats område” fortolkes bredt.I medfør af konventionens artikel 5, stk. 2, må retsdokumenter kun fremsendes gennem dekompetente myndigheder i den anmodede medlemsstat, a) hvis adressen på den person, somdokumentet er bestemt for, er ukendt eller usikker, b) hvis den anmodende medlemsstats relevante

processuelle regler kræver bevis for dokumentets forkyndelse for modtageren ud over det bevis, derkan opnås i forbindelse med fremsendelse med posten, c) hvis det ikke har været muligt atpostforkynde dokumentet, eller d) hvis den anmodende medlemsstat har gode grunde til at mene, atfremsendelse med posten vil være virkningsløs eller er uhensigtsmæssig.Artikel 5, stk. 3 og 4, indeholder regler om henholdsvis oversættelse og skriftlig vejledning afmodtageren af dokumenterne.Når der er grund til at antage, at modtageren ikke forstår det sprog, retsdokumentet er affattet på,skal dette, eller i det mindste de væsentlige afsnit heraf, oversættes til det eller et af de nationalesprog i den medlemsstat, på hvis område modtageren opholder sig. Hvis den myndighed, somretsdokumentet kommer fra, er bekendt med, at modtageren kun forstår et andet sprog, skaldokumentet, eller i det mindste de væsentlige afsnit heraf, oversættes til dette andet sprog, jf. artikel5, stk. 3.I medfør af bestemmelsens stk. 4 skal alle retsdokumenter ledsages af en følgeskrivelse, hvori detmeddeles, at modtageren kan indhente oplysninger hos den myndighed, som dokumentet kommerfra, eller hos andre myndigheder i den pågældende medlemsstat om vedkommendes rettigheder ogpligter i forbindelse med dokumentet. Stk. 3 om oversættelse gælder også for denne følgeskrivelse.Hvis ikke der sker direkte fremsendelse til modtageren af dokumenterne, formuleres anmodningenom forkyndelse skriftligt eller ved hjælp af ethvert middel, der kan frembringe skriftligdokumentation på en måde, der tillader den modtagende medlemsstat at fastslå ægtheden.Anmodningen om forkyndelse fremsendes som udgangspunkt direkte mellem de judiciellemyndigheder, jf. artikel 6, stk. 1. Anmodningen kan dog i særlige tilfælde fremsendes ogtilbagesendes a) mellem en medlemsstats centrale myndighed og en anden medlemsstats centralemyndighed, eller b) mellem en medlemsstats judicielle myndigheder og en anden medlemsstatscentrale myndighed, jf. stk. 2.Danmark har ved ratifikationen af konventionen afgivet følgende erklæring:”De »judicielle myndigheder« i Danmark omfatter domstolene samt anklagemyndigheden,der efter den danske retsplejelov omfatter Justitsministeriet, Rigsadvokaten, statsadvokaterne,Politidirektøren i København og politimestrene.Den »centrale myndighed« i Danmark er Justitsministeriet.[…]”

Der kan endvidere i hastende sager ske fremsendelse gennem Interpol eller et organ, der erkompetent ifølge bestemmelser vedtaget i medfør af Traktaten om Den Europæiske Union (nu”Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde” (TEUF)), jf. artikel 6, stk. 4.Når der ydes gensidig retshjælp, respekterer den anmodede medlemsstat de formkrav og denfremgangsmåde, som den anmodende medlemsstat udtrykkeligt angiver, medmindre andet erbestemt i denne konvention, og medmindre de pågældende formkrav og den pågældendefremgangsmåde strider mod de grundlæggende retsprincipper i den anmodede medlemsstat, jf.artikel 4, stk. 1. Den anmodede medlemsstat udfører efter stk. 2 anmodningen om retshjælp såhurtigt som muligt, idet den i videst muligt omfang tager hensyn til de procesfrister og andre frister,som den anmodende medlemsstat måtte have angivet. Den anmodende medlemsstat begrunderfristerne (se også bestemmelsens stk. 4, som indeholder nærmere regler om frister).Kan anmodningen ikke eller kun delvis imødekommes i overensstemmelse med den anmodendemedlemsstats krav, underretter den anmodede medlemsstats myndigheder straks den anmodendemedlemsstats myndigheder herom og anfører, på hvilke betingelser anmodningen vil kunneimødekommes. Myndighederne i den anmodende medlemsstat og den anmodede medlemsstat kanefterfølgende aftale, hvorledes anmodningen videre skal behandles, om nødvendigt gøre den viderebehandling betinget af, at ovennævnte betingelser opfyldes, jf. artikel 4, stk. 3.Artikel 23 indeholder regler om beskyttelse af personoplysninger i sager omfattet af konventionen.5.2.2Europarådets retshjælpskonvention og Den nordiske retshjælpsoverenskomst

Danmark har ratificeret den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp istraffesager, jf. bekendtgørelse nr. 18 af 17. juli 1963 (Lovtidende C), samt første tillægsprotokol af17. marts 1978, jf. bekendtgørelse nr. 82 af 4. september 1986 (Lovtidende C), og andentillægsprotokol af 8. november 2001, jf. lov nr. 258 af 8. maj 2002 om ændring af straffeloven,retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet og lov om internationalfuldbyrdelse af straf m.v., der bl.a. gennemfører den anden tillægsprotokol.14I medfør af konventionens artikel 7, stk. 1, skal den anmodede stat lade stævninger og retsafgørelserforkynde, når disse af den begærende stat fremsendes i dette øjemed. Forkyndelsen kan ske ved, atstævningen eller dokumentet formløst overleveres til vedkommende person. På den begærende statsudtrykkelige anmodning skal den anmodede stat lade forkyndelsen ske efter den for forkyndelsen af14

tilsvarende dokumenter i vedkommende stats egen lovgivning foreskrevne fremgangsmåde eller påanden særlig måde, som er forenelig med dens lovgivning.Det følger af artikel 7, stk. 2, at bevis for forkyndelsen skal afgives ved en af adressatenunderskrevet og dateret kvittering for modtagelsen eller ved en af den anmodede stat afgiveterklæring, der angiver, at forkyndelsen er sket, samt forkyndelsens form og tidspunktet for densforetagelse. Kvitteringen eller erklæringen skal straks fremsendes til den begærende stat. På denbegærende stats anmodning skal den anmodede stat angive, om forkyndelsen er sket ioverensstemmelse med den sidstnævnte stats lovgivning. Såfremt forkyndelsen ikke kan foretages,skal den anmodede stat straks underrette den begærende stat om grundene hertil.En række lande har i forbindelse med ratifikationen af konventionen angivet en tidsfrist påminimum en måned for forkyndelse af stævninger og vidneindkaldelser, jf. artikel 7, stk. 3.Tidsfristen indebærer, at dokumenter, der skal forkyndes for personer, som opholder sig i depågældende lande, skal være myndighederne i hænde, senest en måned før den tiltalte eller vidnetskal give møde. Danmark har afgivet følgende erklæring:”En stævning, der skal forkyndes for en tiltalt, som opholder sig i Danmark, skal overleverestil dansk myndighed mindst 30 dage forinden det tidspunkt, på hvilket den indstævnte skalgive møde.”Anmodninger om forkyndelse fremsendes som udgangspunkt gennem de centrale myndigheder,men anmodningerne kan tillige fremsendes direkte – eventuelt via Interpol – til den judiciellemyndighed i udlandet, jf. konventionens artikel 15 som ændret ved anden tillægsprotokols artikel 4.Af den ændrede bestemmelse fremgår desuden, at fremsendelsen kan ske elektronisk eller vedandre kommunikationsmidler.Anmodninger om forkyndelse skal indeholde angivelse af den myndighed, der fremsætterbegæringen, anmodningens genstand og dens begrundelse og navn og adresse på den person, overfor hvem forkyndelse skal ske, jf. konventionens artikel 14. Efter anden tillægsprotokols artikel 15,stk. 4, skal anmodningerne til gavn for den anmodede stats myndigheder desuden ledsages af et kortresumé af dokumenternes indhold.Udgangspunktet er efter konventionens artikel 16, at der ikke kan kræves oversættelse afanmodninger og tilhørende dokumenter. Danmark har dog afgivet en erklæring til den bestemmelse,idet anmodninger til Danmark som udgangspunkt kun kan fremsendes på dansk, engelsk og fransk.Det følger af anden tillægsprotokols artikel 15, at såfremt den myndighed, der udstedtedokumenterne, ved eller har grund til at formode, at modtageren kun forstår et andet sprog, end det

eller de sprog, som dokumenterne er udstedt på, skal dokumenterne eller i det mindste de vigtigsteafsnit deraf ledsages af en oversættelse til dette andet sprog.Efter første tillægsprotokols artikel 3 finder konventionens bestemmelser om forkyndelse ligeledesanvendelse på forkyndelse af dokumenter vedrørende fuldbyrdelse af en straffedom, inddrivelse afen bøde eller betaling af sagsomkostninger.Anden tillægsprotokols artikel 16 vedrører ”postforkyndelse”. Det følger således af bestemmelsen,at en parts kompetente judicielle myndigheder nu har mulighed for atsendeprocesdokumenter ogjudicielle afgørelser med posten direkte til personer, som befinder sig på en anden parts territorium.Dokumenterne skal ledsages af en rapport, hvori det anføres, at modtageren kan skaffe oplysningerfra den i rapporten anførte myndighed vedrørende vedkommendes rettigheder og forpligtelser iforbindelse med forkyndelsen af dokumenterne.Det bemærkes, at Den nordiske overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp, som eromtalt i afsnit 5.1.2 ovenfor, finder anvendelse i såvel civile sager som straffesager indbyrdesmellem disse lande.

Hovedreglen er, at forkyndelse foretages ved postforkyndelse(”postforkynning”),hvorved forstås,at dokumenterne sendes med almindeligt brev vedlagt modtagelseskvittering, eller at dokumenternesendes anbefalet. Forliksrådets dokumenter kan dog forkyndes ved fremsendelse af almindeligt brevuden modtagelseskvittering. Postforkyndelse kan som udgangspunkt kun foretages af visseoffentlige myndigheder, herunder de almindelige domstole og anklagemyndigheden, samt afadvokater, som skal indkalde vidner, jf. domstollovens § 163 a.Hvis ikke forkyndelse kan gennemføres ved postforkyndelse, kan forkyndelse ske vedstævningsmand(”stevnevitne”),hvorved forstås, at dokumentet afleveres til den pågældende af enstævningsmand, jf. domstollovens § 165, 1. led, og § 5, litra c, i forskrift om postforkynning. Hertilkommer, at offentlige myndigheder kan lade forkyndelse i straffesager foretage ved en ansat ipolitiet eller i kriminalforsorgen, og at offentlige myndigheder – hvis det af tidsmæssige grunde ernødvendigt – i andre sager kan lade forkyndelse foretage ved en person, som retten har bemyndigetdertil, jf. domstollovens § 165, 2. led. Ligesom efter de danske regler kan stævningsmanden efteromstændighederne foretage forkyndelse for andre end den pågældende selv, jf. §§ 169-171, seafsnit 6.1.2 nedenfor.Hvis de personer, som er nævnt i domstollovens §§ 169-171, nægter at modtage dokumentet, ellerde er forhindret i at give underretning til den pågældende, eller hvis der ikke er personer på stedet,som forkyndelsen kan ske for, kan forkyndelse desuden ske ved, at stævningsmanden efterlader enskriftlig meddelelse i en lukket kuvert med oplysning om, at dokumentet kan afhentes f.eks. pårettens kontor eller posthuset. Tilsvarende vil der – hvis det sted, hvor forkyndelse skal foretages, erlukket, eller hvis det af andre grunde er hensigtsmæssigt – kunne ske forkyndelse ved, atstævningsmanden sætter meddelelsen op eller anbringer det på iøjnefaldende måde. Bor der folk inærheden, bør stævningsmanden desuden underrette nogle af dem om forkyndelsen og opfordredem til at gøre den pågældende opmærksom på den, jf. domstollovens § 176.

For så vidt angår domme i straffesager, sker forkyndelse efter § 159 a ved, at dommen læses op iretten(”domsforkynnelse”),ved at den sigtede møder frem på rettens kontor eller andet offentligtkontor(”fremmøteforkynnelse”)eller ved postforkyndelse. Subsidiært kan der ske forkyndelse afdomme i straffesager ved stævningsmand.I medfør af domstolloven § 179 kan forkyndelse endvidere ske”underhaanden”ved, at den person,der skal forkyndes for, ved sin underskrift bekræfter at have modtaget dokumentet. For så vidtangår andre end offentlige tjenestemænd og advokater, skal underskriften dog bekræftes af endommer, notar, advokat eller stævningsmand. Der henvises i øvrigt til afsnit 6.1.4 om forsvarerensbistand til forkyndelse for tiltalte.Er det ikke muligt at foretage forkyndelse efter de ovennævnte regler, kan retten i andre sager endstraffesager bestemme, at der skal ske opslag i retten(”på retsstedet”)sammen med en meddelelseom, at dokumentet kan hentes på rettens kontor. Er der tale om forkyndelse af en stævning, stillesder yderligere krav til forkyndelse, bl.a. at dokumentet eller uddrag heraf skal offentliggøres i Norsklysingsblad og i en eller flere aviser, jf. domstollovens § 181.Herudover er der efter lovens § 187 adgang til at foretage forkyndelse i et retsmøde.Endelig skal det nævnes, at domstollovens § 197 a giver adgang til ved forskrift at bestemme, atskriftlig kommunikation med domstolene også kan ske elektronisk. Det følger af forarbejderne til §197 a, at bestemmelsen åbner op for, at forkyndelse kan ske elektronisk efter reglerne ompostforkyndelse.15I juni 2010 blev det ved forskrift bestemt, at der i visse af Forliksrådets sager kanske elektronisk forkyndelse for sagsøger. Det norske justitsministerium har desuden iværksat enhøring over et forslag til ny forskrift om prøveordning med elektronisk kommunikation meddomstolene og om forslag til ændring af forskrift om postforkynning. Forslaget har bl.a. til formålat give adgang til, at forkyndelse kan ske elektronisk. Ifølge forslaget til ændring af § 4 i forskriftenom postforkynning gennemføres forkyndelsen elektronisk uden modtagelseskvittering, idet der istedet genereres en automatisk besked til retten, når modtageren åbner dokumentet.6.1.2Adressater

en voksen person af samme husstand, som er til stede der, eller for den, som den pågældende borhos, eller for en voksen person af dennes husstand, for husejeren eller en, som på hans vegne førertilsyn med huset, hvis de bor der, eller på arbejdsstedet for”arbeidsherren”, ”en arbeidsformand”,eller hvis det er et kontor, for en betjent, som er ansat der, jf. § 169.Hertil kommer, at der for en forretningsdrivende, som har fast forretningssted, altid kan skeforkyndelse på forretningsstedet, hvis sagen udspringer af forretningen. Hvis den pågældende ikkeselv træffes, kan forkyndelsen ske for en betjent, som er ansat på forretningsstedet, jf. § 170, 1. led.Hvis der ikke er et fast forretningssted, kan forkyndelsen ske på det seneste faste forretningssted foren voksen person, som er til stede der, såfremt der ikke er gået mere end seks måneder, sidenforretningsstedet sidst blev benyttet, jf. bestemmelsens 2. led.Herudover følger det af § 171, at hvis en person, som opholder sig i Norge, hverken har bopæl ellerarbejdssted der, og er vedkommende forgæves søgt personlig, kan forkyndelsen ske på hansmidlertidige opholdssted for en voksen person af samme husstand eller for den, han opholder sighos, eller for en voksen person af dennes husstand.Endelig indeholder domstolloven en regel om forkyndelse for rettergangsfuldmægtige. Når en parthar antaget en rettergangsfuldmægtig i en sag, kan forkyndelser vedrørende sagen rettes tilrettergangsfuldmægtigen, hvis ikke andet er bestemt ved lov, jf. § 193, 1. led. Forkyndelse afmeddelelse om anke og genoptagelse mv. samt om fuldbyrdelse af dom mv. skal dog ske for denpågældende selv, medmindre rettergangsfuldmagten udtrykkeligt angiver, at sådanne meddelelserkan forkyndes for rettergangsfuldmægtigen, jf. bestemmelsens 2. led.6.1.3Forkyndelse for juridiske personer

Den 10. december 2010 blev der vedtaget en lov, der har til formål at give adgang til, at forsvarerenkan anmodes om at bistå med forkyndelse af anklageskrift og indkaldelse til hovedforhandling fortiltalte. Forkyndelsen er en underhåndsforkyndelse, se herom afsnit 6.1.1. Forkyndelsen sker ved, atforsvareren overleverer dokumenterne til tiltalte, som ved sin underskrift bekræfter modtagelsen, ogved at forsvareren bekræfter tiltaltes underskrift.Det følger af bemærkningerne til lovforslaget, at forsvareren ikke skal bruge tid og ressourcer på atopspore tiltalte med henblik på at bistå med forkyndelsen.16Forkyndelse skal således ske iforbindelse med møder, som forsvareren alligevel afholder med tiltalte. I bemærkningerne tillovforslaget henvises til straffeprosessloven § 265, 1. led, 1. pkt., hvorefter forsvareren udenunødigt ophold skal tage kontakt til tiltalte med henblik på at drøfte, hvordan forsvaret bør føres, ogdet anføres, at forkyndelse vil kunne finde sted i et møde, som forsvareren afholder med klienten iden forbindelse.Forsvareren skal inden en af anklagemyndigheden fastsat frist underrette anklagemyndigheden om,hvorvidt der er sket forkyndelse af anklageskriftet, og forsvareren skal senest en uge førhovedforhandlingen underrette anklagemyndigheden om, hvorvidt der er sket forkyndelse afindkaldelsen til hovedforhandlingen.6.2Svensk ret

Den nye delgivningslag (Svensk författningssamling 2010:1932) trådte i kraft den 1. april 2011, ogindeholder de generelle regler om forkyndelse af dokumenter bl.a. i domstolenes og andremyndigheders sager, jf. delgivningslagens § 1. Med den nye delgivningslag vil moderne teknikblive anvendt i videre omfang end hidtil, og der vil blive lagt et større ansvar på parter og andre, derskal forkyndes for. Delgivningslagen komplementeres af delgivningsförordningen (SFS 2011:154),som ligeledes trådte i kraft den 1. april 2011.Det følger af delgivningslagens § 2, stk. 1, at forkyndelse(”delgivning”)indebærer, at et dokumentsendes eller overleveres til den eller de personer, over for hvem forkyndelse kan foretages, eller atnogen af de øvrige fremgangsmåder i loven anvendes.Ud over delgivningslagen trådte den nye lag om auktorisation av delgivningsföretag i kraft den 1.april 2011. Formålet med denne lov er at muliggøre autorisation afprivateforkyndelsesvirksomheder.De ansatte i de autoriserede forkyndelsesvirksomheder skal godkendesog er underlagt tavshedspligt. Loven omtales dog ikke nærmere i det følgende.

Delgivningslagen indeholder følgende forkyndelsesformer: Sædvanlig forkyndelse(”vanligdelgivning”),mundtlig forkyndelse(”muntlig delgivning”),forenklet forkyndelse(”förenkladdelgivning”),særlig forkyndelse for juridiske personer(”särskild delgivning med juridisk person”),stævningsmandsforkyndelse(”stämningsmannadelgivning”)ogkundgørelsesforkyndelse(”kungörelsedelgivning”),jf. § 2, stk. 3. Forkyndelsesformerne beskrives nærmere i det følgende,idet dog særlig forkyndelse for juridiske personer omtales i afsnit 6.2.3.I medfør af delgivningslagens § 4, stk. 1, skal den forkyndelsesmåde anvendes, som er passende iforhold til dokumentets indhold og omfang, og som medfører så få udgifter og ulejlighed sommuligt. Forkyndelse må ikke ske på en måde, der er uhensigtsmæssig i forhold tilomstændighederne ved forkyndelsen, jf. stk. 2.Det følger af delgivningslagens § 16, at sædvanlig forkyndelse(”vanlig delgivning”)sker ved, atdokumentet, som skal forkyndes, sendes eller overleveres til den pågældende. Myndighederne kanefter § 17, stk. 2, sende dokumentet elektronisk (f.eks. pr. e-mail). Sædvanlig forkyndelse anses forsket, når den pågældende har modtaget dokumentet, jf. § 18, stk. 1. Ifølge delgivningsförordningens§ 6 skal den pågældende bekræfte modtagelsen.Mundtlig forkyndelse(”muntlig delgivning”)indebærer, at det dokument, der skal forkyndes, læsesop for den pågældende, jf. delgivningslagens § 19, stk. 1, 1. pkt. I svensk ret har man afretssikkerhedsmæssige grunde ikke fundet det forsvarligt at nøjes med at læse dele af dokumentetop for den pågældende. Den pågældende skal således kunne gøre sig bekendt med hele dokumentetsindhold i forbindelse med telefonsamtalen.17Dokumentet sendes tillige til den pågældende,medmindre det anses for unødvendigt, jf. lovens § 19. I medfør af lovens § 20, stk. 2, kan mundtligforkyndelse dog ikke anvendes i forhold til forkyndelse af dokumenter, som indleder en sag, hvilkethar sammenhæng med, at den pågældende som nævnt umiddelbart skal kunne gøre sig bekendt medhele dokumentets indhold.18Mundtlig forkyndelse anses for sket, når dokumentet er blevet læst opfor den pågældende, jf. § 21. Efter delgivningsförordningens § 8, stk. 1, skal myndigheden sikre sig,at personen, som myndigheden har kontakt til, er identisk med den pågældende, og den pågældendeskal – når dokumentet er læst op – informeres om, at forkyndelse har fundet sted. Efterbestemmelsens stk. 2 skal myndigheden spørge den pågældende om, til hvilken adresse dokumentetønskes fremsendt. Reglerne om mundtlig forkyndelse erstatter de hidtil gældende regler omtelefonforkyndelse og om adgangen til at forkynde i retsmøder.

Forenklet forkyndelse(”förenklad delgivning”)indebærer, at dokumentet, som skal forkyndes,sendes til den pågældende, og så vidt muligt den følgende arbejdsdag sendes en kontrolmeddelelse,hvoraf fremgår, at dokumentet er sendt, jf. delgivningslagens § 22. Efter § 23 sker fremsendelse tilden pågældendes senest kendte adresse eller registrerede adresse. Myndigheden skal somhovedregel have varslet den pågældende om, at denne forkyndelsesform kan blive anvendt.Forkyndelsesformen kan ikke anvendes til forkyndelse af dokumenter, som indleder en sag, jf.lovens § 25. I medfør af § 26 anses forenklet forkyndelse for sket, når der er gået to uger fra, atdokumentet er sendt, såfremt kontrolmeddelelsen er blevet sendt som foreskrevet, og det ikkeforekommer usandsynligt, at dokumentet er kommet frem.Forkyndelse kan desuden ske ved, at stævningsmanden eller en af de personer, der er nævnt i § 40(f.eks. personer ansat ved politiet, anklagemyndigheden, de almindelige domstole,kriminalforsorgen og visse andre offentlige myndigheder), overleverer dokumentet til denpågældende, jf. delgivningslagens § 31(”stämningsmannadelgivning”).I tilfælde af, at denpågældende vægrer sig mod at modtage dokumentet (f.eks. ved ikke at åbne døren), kanstævningsmandsforkyndelse ske ved at efterlade dokumentet på stedet, medmindre det anses foruhensigtsmæssigt, jf. § 32, stk. 2.19Stævningsmandsforkyndelse kan også ske ved at efterladedokumentet på den pågældendes bopæl eller på passende sted i nærheden deraf, hvis 1) denpågældende ikke træffes der, 2) der ikke i øvrigt er personer, som kan modtage dokumentet, jf. §§34-36 (se afsnit 6.2.2), 3) det ikke kan fastlægges, hvor den pågældende opholder sig, og 4) der medhensyn til, hvad der er kommet frem i forbindelse med forsøg på forkyndelse over for denpågældende, er anledning til at antage, at han eller hun er undveget eller på anden måde unddragersig forkyndelsen (såkaldt”spikning”),jf. § 38. Det bemærkes, at der er tale om kumulativebetingelser i § 38. Stævningsmandsforkyndelse er sket, når dokumentet er overleveret på denforeskrevne måde, eller når den pågældende har vægret sig mod at modtage dokumentet, jf. § 39,stk. 1.Kundgørelsesforkyndelse(”kungörelsedelgivning”)sker som hovedregel ved, at myndighedenbeslutter, at dokumentet i en vis tid er tilgængelig hos myndigheden eller på et andet sted, og atmeddelelse herom og om dokumentets hovedindhold inden for ti dage fra beslutningen kundgøres ien avis eller i nogle tilfælde i myndighedens lokale. Kundgørelsesforkyndelse anses for sket, nårder er gået to uger fra beslutningen om kundgørelsesforkyndelse, hvis kundgørelse er sket, og andreforeskrevne foranstaltninger er truffet, jf. § 51. Kundgørelsesforkyndelse kan ske, 1) hvis denpågældende ikke har kendt bopæl, og det ikke kan fastlægges, hvor den pågældende opholder sig,2) hvis forudsætningerne for at foretage stævningsmandsforkyndelse efter § 38 er opfyldte, eller 3)hvis forudsætningerne for forenklet forkyndelse er opfyldte, men der mangler en adresse, jf. § 23.

Udgangspunktet er, at forkyndelse skal ske for den pågældende selv, jf. delgivningslagens § 11, stk.1. Er der en stedfortræder for den pågældende (f.eks. en forælder, der repræsenterer et barn), skaldokumentet forkyndes for stedfortræderen, og hvis der er anledning til det, skal forkyndelse ske fordem begge, jf. bestemmelsens stk. 2.Ved stævningsmandsforkyndelse er der nogle særlige regler om forkyndelse for andre end denpågældende selv, såkaldt”surrogatdelgivning”.Hvis den pågældende har kendt bopæl i Sverige,men han ikke træffes, kan dokumentet således udleveres til en voksen person, der er medlem afhusstanden, og som træffes der eller i umiddelbar nærhed deraf, jf. lovens § 35. Hvis denpågældende ikke er til stede på sin arbejdsplads inden for sin sædvanlige arbejdstid, kandokumentet udleveres til arbejdsgivere, hvorved forstås virksomhedslederen eller en person i entilsvarende stilling eller personalechefen, jf. delgivningslagens § 36. En arbejdsgiver har pligt til påbegæring af stævningsmanden eller en anden af de personer, der er nævnt i § 40, at oplyse, om denperson, der skal forkyndes for, er ansat hos ham, og om den ansattes arbejdstider og arbejdspladsmv., jf. § 44. Er dokumentet blevet udleveret til en person som angivet i § 35 og 36, skalmeddelelse herom tillige sendes til den pågældende selv, jf. § 34, stk. 2.Det bemærkes, at der – for så vidt angår stævninger i civile sager – kun kan skesurrogatforkyndelse, hvis den pågældende er undveget eller på anden måde unddrager sigforkyndelsen, jf. rättegångsbalkens kapitel 33, § 5. Det følger endvidere af lovens kapitel 33, § 6, atsurrogatforkyndelse ikke kan anvendes ved forkyndelse af anklageskrifter i straffesager.Endelig følger det af delgivningslagens § 15, stk. 1, at hvis den pågældende har enrettergangsfuldmægtig, kan forkyndelse ske for rettergangsfuldmægtigen. Hvis forkyndelsen sker20

Delgivningslagen indeholder særlige regler om forkyndelse for juridiske personer. Det følger aflovens § 12, 1. led, at forkyndelse for staten som udgangspunkt skal ske for en person, som erberettiget til at modtage forkyndelsen ved den myndighed, som skal varetage statens interesser isagen. Hvis det ikke fremgår af lov eller anden forskrift, hvilken myndighed der skal varetagestatens interesser i sagen, skal forkyndelse ske for Justitiekanslern eller en person, der er berettigettil at modtage forkyndelser på Justitiekanslerns vegne, jf. bestemmelsens 2. led.Det følger endvidere af delgivningslagens § 13, 1. led, at forkyndelse over for andre juridiskepersoner end staten skal ske for en person, som er berettiget til at repræsentere den juridiske person,eller – hvis flere er berettiget sammen – for en af dem. Den administrerende direktør i etaktieselskab kan altid modtage forkyndelsen. Af bestemmelsens 2. led følger, at hvis forkyndelseikke kan ske for en person nævnt i 1. led, kan forkyndelse ske for en suppleant eller enadministrerende vicedirektør i et aktieselskab, som skal sørge for at overlevere dokumentet tilpersonen nævnt i 1. led.Lovens § 14 indeholder en særregel om forkyndelse i forhold til medlemmer af foreninger mv. Hvisikke lovens § 13 er anvendelig, kan forkyndelse i forhold til medlemmer i foreninger mv. tillige skefor et bestyrelsesmedlem eller en person, som er udpeget til at forvalte foreningens anliggender, jf.§ 14, 1. led, 1. pkt. Findes der ikke en bestyrelse eller en forvalter som nævnt i bestemmelsens 1.led, 1. pkt., kan forkyndelsen ske for en person, som er berettiget til at sammenkalde dem, dertræffer beslutninger i foreningens anliggender, jf. bestemmelsens 1. led, 2. pkt. Hvis det ikke erlykkedes at foretage forkyndelse efter § 14, 1. led, eller det vurderes udsigtsløst at forsøge atforetage forkyndelse på denne måde, kan forkyndelse ske for en suppleant for etbestyrelsesmedlem, jf. § 14, 2. led, 1. pkt. Suppleanten skal sørge for at overlevere dokumentet tilen person, som er berettiget til at repræsentere medlemmerne af foreningen mv., eller underrettedem, som forkyndelsen angår, jf. bestemmelsens 2. led, 2. pkt.Delgivningslagen indeholder desuden regler om særlige forkyndelsesformer for juridiske personer.Forkyndelse for en juridisk person kan således i visse tilfælde ske ved”särskild delgivning medjuridisk person”og”kungörelsedelgivning när en juridisk person inte har fullgjort sinregistreringspligt”.”Särskild delgivning med juridisk person”indebærer, at dokumentet sendes til den juridiske person,og at der senest den følgende arbejdsdag sendes en kontrolmeddelelse til den juridiske person om,49

at dokumentet er blevet sendt, jf. § 27. Dokumentet og kontrolmeddelelsen sendes til denregistrerede postadresse for den juridiske person, jf. § 28. Forkyndelsen anses som udgangspunktfor gennemført, når der er gået to uger fra afsendelsen af dokumentet.”Särskild delgivning medjuridisk person”må anvendes, når der ikke har kunnet ske forkyndelse ved”vanlig delgivning”eller”förenklad delgivning”.”Kungörelsedelgivning”for en juridisk person kan ske, 1) når den juridiske person ikke har enregistreret adresse, som kan anvendes til”särskild delgivning med juridisk person”,eller 2) når enjuridisk person i strid med gældende regler ikke har registreret en person, som er berettiget til atrepræsentere den juridiske person, når der ikke er andre personer bosat i Sverige, som er udpeget tilpå den juridiske persons vegne at tage imod forkyndelse, og når der ikke har kunnet ske forkyndelsemed andre forkyndelsesformer, jf. § 50, stk. 1. I § 50, stk. 1, nr. 2, er der tale om kumulativebetingelser.

Arbejdsgruppen om revision af reglerne om forkyndelse har i overensstemmelse med sitkommissorium foretaget en gennemgang af regler og praksis vedrørende forkyndelse.Arbejdsgruppen har på grundlag heraf vurderet, hvordan forkyndelser kan gennemføres mereeffektivt under hensyntagen til retssikkerheden og formålet.Arbejdsgruppens overvejelser om retsplejelovens regler om pligt til forkyndelse i civile sager ogstraffesager fremgår af afsnit 7.1. Arbejdsgruppen overvejelser om de gældende forkyndelsesformerog om mulig indførelse af nye forkyndelsesformer mv. fremgår af afsnit 7.2. I afsnit 7.3 redegøresfor arbejdsgruppens overvejelser om mulig indførelse af regler om forkyndelse for juridiskepersoner. Arbejdsgruppens overvejelser om udenlandske forkyndelser fremgår af afsnit 7.4. I afsnit7.5 og 7.6 redegøres for arbejdsgruppens overvejelser om beskikkelse til at foretagestævningsmandsforkyndelse og telefonforkyndelse mv. Endelig fremgår arbejdsgruppensovervejelser om udkastet til en ny samlet bekendtgørelse om forkyndelse af afsnit 7.7.7.1Pligt til forkyndelse

I afsnit 3.1.1 ovenfor er retsplejelovens regler om pligt til forkyndelse i civile sager og straffesagerbeskrevet.I overensstemmelse med kommissoriet har arbejdsgruppen overvejet, om forkyndelse kan undladesi flere tilfælde, eventuelt i sammenhæng med mulige ændringer af reglerne om genoptagelse – f.eks.i visse straffesager, hvor der bliver spørgsmål om andre sanktioner end bødestraf.Arbejdsgruppen har herunder overvejet, om kravet om forkyndelse i de fælles regler for civile sagerog straffesager kan ophæves. Disse regler er beskrevet i afsnit 3.1.1.Som nævnt i afsnit 3.1.1 skal indkaldelse til at møde som vidne som udgangspunkt forkyndes forvidnet, jf. retsplejelovens § 175, stk. 1. Der er i arbejdsgruppen blevet peget på, at det i civile sagerofte er advokaterne, der indkalder vidnerne til at møde i retten. Det forekommer dog, at retten –hvis der er tale om et modvilligt vidne – foretager forkyndelse af vidneindkaldelsen.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at kravet om forkyndelse i retsplejelovens § 175, stk. 1, børopretholdes. Muligheden for anvendelsen af tvangsmidlerne i § 178, stk. 1 (f.eks. pålæggelse afbøde, afhentning ved politiet eller tilpligtelse til at erstatte de udgifter, som vidnet har forårsaget),bygger på en forudsætning om, at der via forkyndelsen er sikkerhed for, at indkaldelsen er kommetfrem til den pågældende, og det bør fortsat være tilfældet.

Rettens kendelse om at pålægge et fraværende vidne bøde eller erstatning skal forkyndes for vidnet,jf. § 178, stk. 2, 3. pkt. Det er i arbejdsgruppen blevet overvejet, om kravet om forkyndelse afkendelsen burde ophæves. Der er imidlertid blevet peget på, at i de få tilfælde, hvor retten har afsagten sådan kendelse, vil vidnet – hvis den pågældende er til stede i et senere retsmøde i sagen – fåafgørelsen forkyndt i retten. Arbejdsgruppen finder derfor ikke anledning til at ophæve kravet omforkyndelse af kendelsen.Som anført i afsnit 3.1.1 skal dekret om udmeldelse af syns- og skønsmænd forkyndes for deudmeldte i overensstemmelse med de for vidner givne regler, jf. retsplejelovens § 203, stk. 1. Ilitteraturen antages det som nævnt, at forkyndelse af udmeldelsesdekretet i almindelighed eroverflødig. Arbejdsgruppen har påpeget, at der i praksis ikke sker forkyndelse afudmeldelsesdekretet, og i arbejdsgruppen er der derfor enighed om, at kravet om forkyndelse afudmeldelsesdekretet bør erstattes af et krav om meddelelse. Arbejdsgruppen foreslår således, at §203, stk. 1, ændres i overensstemmelse hermed.Nedenfor følger arbejdsgruppens overvejelser om, hvorvidt forkyndelse kan undlades i typer afhenholdsvis civile sager og straffesager, samt arbejdsgruppens overvejelser om nogle af de regler,der er beskrevet i afsnit 3.1.1.7.1.1Civile sager

Efter retsplejelovens § 153, stk. 1, skal processuelle meddelelser i borgerlige sager forkyndes,medmindre andet er bestemt. I medfør af § 154, stk. 1, gives meddelelser fra retten på den måde,som rettens formand bestemmer, medmindre loven indeholder anden forskrift.Det er anført i betænkning nr. 1202/1990 om forkyndelse, at § 154, stk. 1, i praksis indebærer enbetydelig begrænsning af hovedreglen i retsplejelovens § 153, stk. 1,21og det antages i litteraturen,at retsplejelovens § 153, stk. 1, er en reminiscens fra en tidligere retsstilling.Retsplejelovens systematik kunne således tale for en ændring af §§ 153-154, om end anvendelsen afbestemmelserne synes at fungere i praksis. Som nævnt i afsnit 3.1 må der sondres mellemmeddelelser og forkyndelser. Arbejdsgruppen finder, at dette bør afspejles i retsplejeloven, ogforeslår derfor, at titlen på lovens kapitel 17 (”Forkyndelser m.v.”) ændres til ”Meddelelser ogforkyndelser”. Arbejdsgruppen finder således også, at den gældende bestemmelse i retsplejelovens§ 154 om meddelelser bør flyttes til § 153, som indleder kapitel 17. Som nævnt er udgangspunktetefter den gældende § 153, stk. 1, at der skal ske forkyndelse af processuelle meddelelser i borgerligesager, cf. § 153, stk. 2, hvorefter der i straffesager kun skal ske forkyndelse, når det er bestemt vedlov. Arbejdsgruppen finder, at det udtrykkeligt bør fremgå af de enkelte bestemmelser i21

retsplejeloven, som foreskriver, at der skal gives meddelelse, om meddelelsen skal forkyndes,således at kapitel 17 alene indeholder regler om, hvorledes forkyndelse skal ske. Arbejdsgruppenforeslår derfor, at der i retsplejeloven indføres en bestemmelse om, at såfremt en meddelelse skalforkyndes, skal det ske efter reglerne i §§ 155-165. Disse forslag svarer til de forslag, somRetsplejerådet fremsatte i en særudtalelse af 14. december 1970 om forkyndelse, se herom afsnit3.1.1.1. Arbejdsgruppen finder, at hensynet til systematikken i retsplejelovens kapitel 17 taler for atgennemføre de nævnte forslag, men bemærker samtidig, at forslagene ikke som sådan tilsigternogen ændring af gældende ret og derfor ikke vurderes at ville have nævneværdig betydning ipraksis. Gennemførelse af forslagene forudsætter, at der forinden fremsættelse af lovforslag kanfindes ressourcer til at foretage en gennemgang af retsplejelovens regler om meddelelser samt af enrække andre love, der indeholder bestemmelser om meddelelser, med henblik på at tage stilling til,om de enkelte bestemmelser bør indeholde et krav om, at meddelelsen skal forkyndes.Arbejdsgruppen har i øvrigt overvejet, om der bør ske ophævelse af kravet om forkyndelse i særligetyper af civile sager. Disse overvejelser er nærmere beskrevet i det følgende.7.1.1.1 Undladelse af forkyndelse i civile sagerDet følger af retsplejelovens § 350, stk. 1, at retten lader stævningen forkynde for sagsøgte. Rettenforkynder samtidig et pålæg om indlevering af svarskrift for sagsøgte, jf. § 351, stk. 1.Ved lov nr. 414 af 10. juni 1997 om ændring af retsplejeloven (Hurtigere behandling af civile sagermv.) ophævedes den dagældende § 350, stk. 2, hvorefter retten kunne bestemme, at stævningen icivile sager i 1. instans ikke skulle forkyndes. I bemærkningerne til ændringsloven er anførtfølgende:”4.9.Forkyndelse af stævninger4.9.1. Gældende retVed lov nr. 369 af 18. maj 1994 blev der i retsplejelovens § 350, stk. 2, indsat enbestemmelse, hvorefter retten kan bestemme, at stævningen i civile sager i 1. instans ikke skalforkyndes. I stedet fremsendes stævningen til sagsøgte med almindeligt brev. Samtidig blevder indsat en bestemmelse i § 219, stk. 4, hvorefter de processuelle frister, som løber fradommens afsigelse, regnes fra dommens forkyndelse for sagsøgte, når denne er dømt somudebleven, uden at stævningen er blevet forkyndt, og § 165, stk. 2, blev ændret, således atudgiften ved forkyndelsen af disse domme afholdes af den, som har begæret forkyndelsen.Reglerne indebærer, at sagsøger, for at kunne få dommen fuldbyrdet i fogedretten, skal ladeden forkynde for sagsøgte, idet dommen først kan fuldbyrdes 14 dage efter forkyndelsen, jf.retsplejelovens § 480.En undersøgelse foretaget af Justitsministeriet i august/september 1995 viste, at 17byretsembeder ud af 82, herunder de 5 præsidentledede byretter i København, Århus, Odense,Aalborg og Roskilde, på daværende tidspunkt anvendte de nye regler, hvorefter der ikke skerforkyndelse af stævningen, men fremsendelse af denne ved almindeligt brev til sagsøgte.

Af undersøgelsen fremgik bl.a., at ordningen generelt har været en fordel for embedernessagsekspedition, men 11 ud af de 17 embeder fremhævede, at stævningsmænd og advokatervar utilfredse med ordningen.Advokatrådet har tilkendegivet, at reglerne bør ophæves, idet de medfører et meget betydeligtadministrativt arbejde for advokaterne, som skal sørge for dommenes forkyndelse.Der har også været en række andre problemer med ordningen, bl.a. i de sager, hvor der veddommen tillægges statskassen omkostninger. Problemet har her været, om retten vedinddrivelse af omkostningerne selv skulle lade dommen forkynde, eller om retten kunneanvende den af sagsøger forkyndte dom, og om retten i så fald skulle betale en del afforkyndelsesomkostningerne.4.9.2. ForslagetI reformforslaget fra Advokatrådet og Den Danske Dommerforening foreslås det, at alleborgerlige sager indledes med en egentlig forkyndelse af stævningen ved rettensforanstaltning.Justitsministeriet er enig i, at de praktiske vanskeligheder for advokater m.v. ved forkyndelseaf de udeblivelsesdomme, der bliver afsagt på grundlag af stævninger, som ikke er forkyndtfor sagsøgte, har vist sig at overstige de fordele, der for nogle retter har været forbundet medordningen. Det må endvidere anses for hensigtsmæssigt, at retternes fremgangsmåde vedbehandling af civile sager på dette punkt bliver ensartet, således at advokaterne kan anvendesamme praktiske fremgangsmåde ved udtagelsen af stævninger ved alle byretter.Det foreslås derfor i overensstemmelse med reformforslaget, at bestemmelsen i § 350, stk. 2,hvorefter retten kan bestemme, at stævningen ikke skal forkyndes, ophæves. Dette indebærer,at retten i alle civile sager, skal lade stævningen forkynde for sagsøgte. En eventueludeblivelsesdom vil herefter ikke skulle forkyndes.”Det er helt centralt, at sagsøgte – for at kunne varetage sine interesser – bliver bekendt med, atsagsøger har anlagt en sag, og hvad sagen drejer sig om. Arbejdsgruppen finder derfor, at kravet omforkyndelse af stævninger, herunder stævninger i småsager, af retssikkerhedsmæssige og rentpraktiske grunde bør opretholdes.En række bestemmelser fastsætter, at der skal ske forkyndelse af senere fremsatte påstande,anbringender og modkrav i 1. instans, og at der skal ske forkyndelse af ankestævningen ogudvidede påstande og senere fremsatte anbringender i ankesagen.Arbejdsgruppen har overvejet at lade kravet om forkyndelse erstatte af et krav om meddelelse fradet tidspunkt, hvor sagsøger i stævningen og sagsøgte i et eventuelt svarskrift har oplyst enpostadresse. Det påhviler således sagsøger og sagsøgte – hvis denne indleverer et svarskrift – atoplyse en relevant postadresse, hvortil meddelelser vedrørende sagen kan sendes, og hvorforkyndelse kan ske, jf. retsplejelovens § 348, stk. 2, nr. 1, og § 351, stk. 2, nr. 5.54

Da udvekslingen af synspunkter mellem parterne i allerede anlagte sager typisk finder sted udenstørre problemer, herunder gerne mellem advokater, findes der ikke at være grundlag for reelleeffektiviseringer eller besparelser på dette område. Arbejdsgruppen finder derfor ikke anledning tilat foreslå ophævelse af kravet om forkyndelse i § 352, stk. 1, § 359 og § 360, stk. 1 og 3,vedrørende sager i 1. instans, og § 375, § 410, stk. 3, og § 386, stk. 1 og 2, vedrørende ankesager.7.1.1.2 Undladelse af forkyndelse i indispositive sagerSom nævnt i afsnit 3.1.1.1.1 gælder der særregler om forkyndelse i sager om ægteskab ogforældremyndighed (retsplejelovens kapitel 42) og i faderskabssager (kapitel 42 a). Ved rettensafgørelse i disse sager, hvorved der skabes en ny retsstilling mellem parterne, og hvor retten harselvstændige pligter til oplysning af sagerne, er der et særligt behov for, at parterne er bekendt meddisse sagers eksistens og afgørelse, f.eks. må der ikke herske uvished om et fastlagt faderskab,forældremyndighed eller separation. Arbejdsgruppen har derfor ikke fundet anledning til at ophævekravet om forkyndelse i disse særregler.7.1.1.3 Undladelse af forkyndelse i fogedsagerArbejdsgruppen har overvejet, om reglerne om forkyndelse i fogedsager bør ændres. Det følgendeafsnit indeholder arbejdsgruppens overvejelser om forkyndelse i betalingspåkravssager. Af afsnit7.1.1.3.2 følger arbejdsgruppen overvejelser om forkyndelse i andre fogedsager.7.1.1.3.1 BetalingspåkravssagerReglerne om betalingspåkrav blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 450 af 9. juni 2004 omændring af retsplejeloven og lov om retsafgifter (Forenklet inkassoproces). Reglerne vedrørerinddrivelse af forfaldne pengekrav på højst 100.000 kr., jf. lov nr. 614 af 14. juni 2011 om ændringaf retsplejeloven og lov om retsafgifter (Forhøjelse af beløbsgrænse for den forenkledeinkassoproces m.v.).Af §§ 477 d og 477 e fremgår bl.a. følgende om fremgangsmåden i sager om betalingspåkrav:Retten forkynderbetalingspåkravetvedhæftet Domstolsstyrelsens vejledning for skyldneren,medmindre udlæg er udelukket efter § 490 eller konkurslovens §§ 12 c, 31 eller 207 (efterikrafttrædelsen af lov nr. 718 af 25. juni 2010 om ændring af konkursloven og forskellige andrelove (Rekonstruktion m.v.), og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse i så fald undlades.Hvis skyldneren har indsigelser mod kravet, skal disse fremsættes inden 14 dage fra forkyndelsen (iudlandet, på Færøerne og i Grønland er fristen dog 4 uger). Hvis skyldneren ikke fremsætterindsigelser mod kravet, giver fogedretten betalingspåkravet påtegning.

Hvis fordringshaveren har anmodet om foretagelse af udlæg uden fornyet anmodning, iværksætterfogedretten tvangsfuldbyrdelse på grundlag af betalingspåkravet. Skyldneren indkaldes således til atmøde i fogedretten. Hvis der skal være mulighed for at politifremstille skyldneren, forkyndesindkaldelsenfor den pågældende.Skyldneren har mulighed for inden 4 uger efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet enpåtegning om, at der ikke rettidigt er fremkommet indsigelser, at kræve sagen genoptaget.Fogedretten kan undtagelsesvis genoptage sagen, hvis anmodning indgives senere, men inden 1 årefter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt er fremkommetindsigelser. Fogedretten kan betinge genoptagelse af, at skyldneren betaler de sagsomkostninger,der er pålagt skyldneren, eller stiller sikkerhed for betalingen. Om denne regel er anført følgende ibemærkningerne til lov nr. 450 af 9. juni 2004 om ændring af retsplejeloven og lov om retsafgifter(Forenklet inkassoproces):”Stk. 4giver skyldneren mulighed for at få sagen genoptaget efter samme regler, som gælderfor genoptagelse af en sag, når der er afsagt udeblivelsesdom, jf. retsplejelovens § 367.Skyldneren har således krav på, at sagen genoptages, hvis anmodning herom fremsættes inden4 uger efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt erfremkommet indsigelser.Fogedretten kan betinge genoptagelse af, at skyldneren betaler de sagsomkostninger, der erpålagt skyldneren, eller stiller sikkerhed for betalingen, men bortset herfra har skyldneren etabsolut krav på genoptagelse, når anmodningen fremsættes inden for 4-ugers fristen.Sagsomkostningerne omfatter retsafgiften og eventuelle advokatudgifter i forbindelse medindleveringen af betalingspåkravet, hvorimod udenretslige inkassoomkostninger ikke eromfattet.Indgives anmodningen om genoptagelse senere end 4 uger efter, at fogedretten har givetbetalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt er modtaget indsigelser, vil genoptagelsederimod kun kunne ske undtagelsesvis. Adgangen til genoptagelse forudsættes administreretpå samme måde som reglen i retsplejelovens § 367. Der vil således navnlig kunne tageshensyn til, om det er undskyldeligt, at anmodningen om genoptagelse ikke er indgivettidligere.”I betalingspåkravssagerne sker der således som regel forkyndelse to gange. Først forkyndes selvebetalingspåkravet og efterfølgende indkaldelsen, som muliggør eventuel senere politifremstilling.Det blev i forbindelse med indførelsen af reglerne om betalingspåkrav overvejet at ladebetalingspåkravet med første påtegning og tilsigelsen til at møde i fogedretten forkynde samtidig forskyldneren. Følgende fremgår af bemærkningerne til lov nr. 450 af 9. juni 2004 om ændring afretsplejeloven og lov om retsafgifter (Forenklet inkassoproces):

”3.6.Forkyndelse af betalingspåkravet[…]Der har i forbindelse med høringen over betænkningen været peget på, at der burde væremulighed for, at fogedretten – i de tilfælde, hvor fordringshaveren har anmodet om at fåforetaget udlæg uden fornyet anmodning herom – samtidig med forkyndelsen afbetalingspåkravet forkynder en tilsigelse til møde i fogedretten, således at dette mødebortfalder, såfremt skyldneren rettidigt fremsætter indsigelser.Retsplejerådets forslag indebærer, at tilsigelse til møde i fogedretten først kan ske,nårdet erkonstateret, at skyldneren ikke har fremsat indsigelser, og Justitsministeriet har ikke fundettilstrækkeligt grundlag for på dette punkt at fravige Retsplejerådets forslag. Lovforslaget erderfor udformet således, at der først er hjemmel til at tilsige skyldneren til møde i fogedretten,når fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at skyldneren ikke har fremsatindsigelser.Efter Justitsministeriets opfattelse er der bl.a. en risiko for, at forkyndelse af en tilsigelse til atmøde i fogedretten samtidig med forkyndelsen af betalingspåkravet ledsaget af en vejledningom, at en indsigelse indebærer, at mødet i fogedretten bortfalder, vil kunne betyde, at derfremsættes flere ubegrundede indsigelser mod betalingspåkrav. Samlet set er det således efterJustitsministeriets opfattelse tvivlsomt, om forslaget om samtidig indkaldelse til møde ifogedretten generelt vil føre til en mere effektiv inddrivelse.”Arbejdsgruppen er enig i, at samtidig forkyndelse af betalingspåkravet med første påtegning vedlagtvejledningen og af indkaldelsen til mødet i fogedretten indebærer risiko for, at der vil blive fremsatflere ubegrundede indsigelser mod betalingspåkravet.Arbejdsgruppen har dog fundet anledning til på ny at overveje spørgsmålet om forkyndelse ibetalingspåkravssager. Arbejdsgruppen har således overvejet følgende model:Retten sender betalingspåkravet med første påtegning ledsaget af vejledning til skyldneren,medmindre udlæg er udelukket efter § 490 eller konkurslovens §§ 12 c, 31 eller 207 (efterikrafttrædelsen af lov nr. 718 af 25. juni 2010 om ændring af konkursloven og forskellige andrelove (Rekonstruktion m.v.), og fordringshaveren har anmodet om, at fremsendelse i så faldundlades.Hvis skyldneren har indsigelser mod kravet, skal skyldneren skriftligt give fogedretten meddelelseherom inden en vis frist fra afsendelsesdatoen.Fremkommer der ikke rettidigt indsigelser mod kravet fra skyldneren, giver fogedrettenbetalingspåkravet anden påtegning. Fordringshaveren underrettes herom, og betalingspåkravet

forkyndes for skyldneren. Har fordringshaveren anmodet om foretagelse af udlæg uden fornyetanmodning, forkyndes samtidig indkaldelsen, der muliggør eventuel senere politifremstilling.Skyldneren har mulighed for inden 4 uger efter, at betalingspåkravet med anden påtegning erforkyndt, at kræve sagen genoptaget. Fogedretten kan undtagelsesvis genoptage sagen, hvisanmodning indgives senere, men inden 1 år efter, at betalingspåkravet med anden påtegning erforkyndt (eventuelt mod betaling af sagsomkostninger eller mod sikkerhedsstillelse for betalingen).Modellen vil således indebære, at der som udgangspunkt alene skal ske forkyndelse én gang ibetalingspåkravssagerne.Som nævnt i afsnit 3.1 har forkyndelse bl.a. til formål at sikre, at en meddelelse kommer frem tiladressaten, således at adressaten har mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet. Den gældendeordning sikrer, at skyldneren modtager betalingspåkravet og kan gøre indsigelser imod kravet indenen vis frist fra forkyndelsen. Der er i arbejdsgruppen blevet peget på, at der med den ovenforbeskrevne ordning vil være risiko for, at skyldneren ikke modtager betalingspåkravet medførstepåtegningen og dermed ikke får mulighed for at gøre indsigelser gældende. Som det klareudgangspunkt vil der dog være tale om et ubestridt pengekrav, jf. også bemærkningerne til lov nr.450 af 9. juni 2004 om ændring af retsplejeloven og lov om retsafgifter (Forenklet inkassoproces),hvorfor retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ikke gør sig gældende i samme grad som i andrecivile sager, jf. afsnit 7.1.1.1 ovenfor. Skyldneren vil endvidere have mulighed for at begære sagengenoptaget, da fristen for genoptagelse regnes fra forkyndelse af betalingspåkravet med andenpåtegning.Andre forhold taler dog imod indførelse af modellen.Modellen forudsætter således, at der bl.a. foretages ændringer i de materielle regler ombetalingspåkrav, jf. retsplejelovens kapitel 44 a og § 481 a, hvorefter betalingspåkrav medpåtegning efter § 477 e, stk. 2, kan fuldbyrdes straks. Efter den gældende ordning sker der somnævnt forkyndelse af betalingspåkravet med første påtegning, og derfor kan betalingspåkravet medanden påtegning fuldbyrdes straks. Den model, som arbejdsgruppen har overvejet, indebærerimidlertid, at der ikke sker forkyndelse af betalingspåkravet med første påtegning, men derimod afbetalingspåkravet med anden påtegning, og betalingspåkravet ville derfor først skulle have sammebindende virkning som en dom og dermed være klar til fuldbyrdelse, når forkyndelsen er sket.Medmindre det umiddelbart lykkes at forkynde telefonisk, jf. afsnit 7.2.2.1, vil det derfor værenødvendigt for retten – når sagen kommer retur fra forkyndelse – at finde sagen frem igen og anførepå denne, at forkyndelse er sket. Modellen vil således efter arbejdsgruppens opfattelse ikke genereltforenkle retternes sagsgange. Hertil kommer, at det ville skulle fremgå afbetalingspåkravsdokumentet, om det er forkyndt, således at det umiddelbart kan ses af dokumentet,58

om det kan fuldbyrdes. Efter arbejdsgruppens opfattelse vil der være risiko for, at dokumenter, derhar fået anden påtegning, men som endnu ikke er forkyndt, ved en fejl udsendes fra retten eller påanden måde kommer i omløb, hvilket vil kunne give anledning til tvivl om dokumentets status.Hertil kommer, at retterne i dag modtager et relativt begrænset antal anmodninger om genoptagelse,men en konsekvens af ordningen kunne være, at flere skyldnere vil begære sager genoptaget, fordiretsmødet i fogedretten derved vil bortfalde. Genoptagelse af sagen vil som udgangspunktindebære, at sagen – afhængig af kravet størrelse – skal behandles som en småsag eller enalmindelig civil sag.Der er i arbejdsgruppen endelig blevet peget på, at advokatkontorerne ofte undlader at anmode omforetagelse af udlæg uden fornyet anmodning. I så fald vil der alligevel skulle ske forkyndelse togange i sagen. Der vil således skulle ske forkyndelse, når betalingspåkravet har fået andenpåtegning samt i forbindelse med fogedforretningen.Arbejdsgruppen finder således samlet set, at det vil være administrativt og retssikkerhedsmæssigtbetænkeligt at indføre ovennævnte model, og arbejdsgruppen finder således ikke anledning til atforeslå indførelse af modellen. Arbejdsgruppen har i den forbindelse navnlig lagt vægt på denovennævnte risiko for, at dokumenter, der har fået anden påtegning, men som endnu ikke erforkyndt, ved en fejl udsendes fra retten eller på anden måde kommer i omløb.7.1.1.3.2 Øvrige fogedsagerHvis fuldbyrdelse forlanges på grundlag afudpantningsret,skal der som udgangspunkt skeforkyndelse af meddelelsen om fogedforretning for skyldneren, jf. § 493, stk. 3, jf. § 486, senærmere herom i afsnit 3.1.1.1.2. På grund af kravenes karakter er det arbejdsgruppens opfattelse,at kravet om forkyndelse i § 493, stk. 3, skal opretholdes. Der henvises i øvrigt til afsnit 7.1.1.4 omsager omfattet af skatteinddrivelsesloven.Som nævnt i afsnit 3.1.1.1.2 er det en forudsætning forpolitifremstillingaf en skyldner, at lovligtilsigelse er forkyndt for ham eller hende, jf. § 494, stk. 2, og bestemmelsens stk. 4 om fremstillingaf en forenings eller et selskabs direktør eller i fornødent fald et medlem af bestyrelsen. Da det ermeget indgribende for skyldneren at blive afhentet af politiet, bør kravet om forkyndelse efterarbejdsgruppens opfattelse bibeholdes.Det følger af retsplejelovens § 561, stk. 1, 1. pkt., at fogedretten, når den har modtaget anmodningom tvangsauktion over fast ejendom, indkalder skyldneren til møde, såfremt ejendommen benyttestil beboelse for denne eller hans familie, eller hvis fogedretten i øvrigt finder, at der er behov for etmøde. Indkaldelsen af skyldneren sendes ved anbefalet brev, eller hvis skyldnerens adresse ikkekendes, bekendtgør fogedretten indkaldelsen i Statstidende, jf. bestemmelsens stk. 1, 4. og 5. pkt. I59

stedet for at indkalde skyldneren til et møde kan fogedretten dog, hvis den skønner det forsvarligt,skriftligt meddele denne, at der er indgivet anmodning om tvangsauktion, jf. bestemmelsens stk. 5,1. pkt.Som nævnt i afsnit 3.1.1.1.2 blev der ved lov nr. 447 af 9. juni 2004 om ændring af retsplejelovenmv. (Digital kommunikation i retsplejen mv.) adgang til at forkynde indkaldelsen tilvejledningsmødet. Følgende er anført i bemærkningerne til loven:”Efter § 561, stk. 1, 4. pkt., skal indkaldelse til et vejledningsmøde for skyldneren vedtvangsauktion ske ved anbefalet brev.Med henblik på at give mulighed for at anvende digital kommunikation også i disse tilfældeforeslås det, at indkaldelsen også skal kunne forkyndes for den pågældende, således at denforeslåede nye digitale forkyndelse i givet fald kan anvendes […].”Reglerne om digital forkyndelse, herunder ændringen af § 561, stk. 1, 4. pkt., er endnu ikke sat ikraft, se afsnit 3.1.2.2.Der er i arbejdsgruppen blev peget på, at skyldneren som regel er bevidst om sin situation.Heroverfor står imidlertid, at tvangsauktionen er meget indgribende for skyldneren, og at det ofteefterlader ham særdeles gældstynget. Arbejdsgruppen har overvejet, om fogedrettens mulighed forat fremsende indkaldelsen til vejledningsmødet ved anbefalet brev bør afskaffes, således at der erkrav om forkyndelse i alle sager omfattet af § 561, stk. 1. Der er således blevet peget på, atretsplejelovens meddelelsesformer bør ensrettes. Hertil kommer, at retterne – set i forhold tilforkyndelse – som udgangspunkt ikke vil spare ressourcer ved at fremsende anbefalet brev tilskyldneren. Domstolsstyrelsen har imidlertid oplyst, at retterne ønsker at bevare muligheden for atfremsende indkaldelsen til vejledningsmødet ved anbefalet brev, da det vil være med til at sikre enhurtig og effektiv behandling af tvangsauktionssagerne. Retterne ønsker endvidere, at der indføresmulighed for indkaldelse af skyldneren ved forkyndelse. Arbejdsgruppen foreslår derfor, at § 561,stk. 1, 4. pkt., sættes i kraft (sammen med de øvrige bestemmelser om digital forkyndelse).Endelig skal underretning eller tilsigelse til forretninger om panthavers overtagelse af brugen af enejendom som nævnt i afsnit 3.1.1.1.2 som udgangspunkt forkyndes for pantsætter, jf. § 589, stk. 4.Da panthavers overtagelse af brugen af en ejendom er meget indgribende for pantsætter, anbefalerarbejdsgruppen, at kravet om forkyndelse opretholdes.7.1.1.4 Undladelse af forkyndelse i sager omfattet af skatteinddrivelseslovenSom anført i afsnit 3.1.1.1.3 kan forkyndelse for de enkelte skyldnere efter retsplejelovens § 493,stk. 3, i sager omfattet af skatteinddrivelsesloven under visse betingelser erstattes af enbekendtgørelse i de mest udbredte dagblade, jf. skatteinddrivelseslovens § 9, stk. 1.

Som nævnt i afsnit 3.1.1.2 følger det af den generelle regel i retsplejelovens § 153, stk. 2, at der kunskal ske forkyndelse i straffesager, hvis dette er særligt bestemt. Arbejdsgruppen har overvejet, omder bør ske ophævelse af kravet om forkyndelse i visse typer af straffesager.I afsnit 7.1.2.1 og 7.1.2.2 er en beskrivelse af de seneste væsentlige ændringer af reglerne omforkyndelse i straffesager, hvorved kravet om forkyndelse af anklagemyndighedensankemeddelelser og anklageskrifter i de ordinære ankesager og kravet om forkyndelse af tilsigelseri bødesager og af domme i de fleste straffesager blev ophævet. Beskrivelsen har dannet baggrundfor arbejdsgruppens overvejelser om, hvorvidt der på andre områder vil kunne ske ophævelse afkravet om forkyndelse i andre typer af straffesager, se herom afsnit 7.1.2.3.Af afsnit 7.1.2.4, 7.1.2.5 og 7.1.2.6 følger arbejdsgruppens overvejelser om visse af de regler mv.,der er beskrevet i afsnit 3.1.1.2.7.1.2.1 Forkyndelse af ankemeddelelser og anklageskrifter i ankesagerVed lov nr. 493 af 17. juni 2008 om ændring af retsplejeloven (Begrænsning af langvarige sigtelserog varetægtsfængslinger mv.) ændredes retsplejelovens regler om forkyndelse afankemeddelelserog anklageskrifter i ankesager.Formålet med lovændringen var en generel forenkling afbehandlingen af ankesager, så meddelelse til tiltalte om anklagemyndighedens ordinære anke ellerkontraanke til skade for tiltalte og underretning om anklageskriftet i disse sager kan skevedalmindeligt og anbefalet brev,jf. § 907, stk. 1, og § 919, stk. 2.Der er således efter retsplejelovens § 907, stk. 1, ikke – i de omfattede sager – krav om forkyndelseaf ankemeddelelsen. Lovens § 907, stk. 1, har følgende ordlyd:

”Stk.1.Vil anklagemyndigheden anke til skade for tiltalte efter § 902, jf. § 904, ellerkontraanke til skade for tiltalte over for tiltaltes anke efter samme bestemmelser, skal enmeddelelse om anke være landsretten i hænde inden udløb af fristen foranklagemyndighedens anke eller kontraanke. Genpart af ankemeddelelsen sendes så vidtmuligt samtidig til tiltalte med almindeligt og anbefalet brev og med almindeligt brev tilbyretten og tiltaltes forsvarer. Er tiltalte varetægtsfængslet eller undergivet andenforanstaltning, jf. § 769, kan genpart af ankemeddelelsen dog sendes som almindeligt brev tildet varetægtsfængsel (arresthus) eller den institution, hvor tiltalte er anbragt.”Det følger endvidere af retsplejelovens § 919, stk. 1, 1. pkt., at i sager, hvor anken omfatterbeviserne for tiltaltes skyld, udarbejder anklagemyndigheden snarest muligt et anklageskrift, somtiltalte efter stk. 2 – hvis anklagemyndigheden anker til skade for tiltalte efter § 902, jf. § 904, ellerkontraanker – skal underrettes om efter fremgangsmåden i § 907, stk. 1. Efter lovens § 919, stk. 2,er der således ikke krav om forkyndelse af anklageskrifter i disse sager.Af de almindelige bemærkninger til ændringen af retsplejeloven, som byggede påStrafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1492/2007 om begrænsning af langvarige sigtelser ogvaretægtsfængslinger, fremgår bl.a. følgende om baggrunden for ophævelsen af kravet omforkyndelse af ankemeddelelser og anklageskrifter:”5.6.Forkyndelse af ankemeddelelser5.6.1. […]5.6.2. Udvalget bemærker, at det i praksis jævnligt forekommer, at der er vanskeligheder medat få en ankemeddelelse forkyndt over for tiltalte, hvilket medfører, at anklagemyndighedensanke til skade for tiltalte eventuelt afvises eller må opgives.Den manglende forkyndelse skyldes således i nogle tilfælde en uhensigtsmæssigtilrettelæggelse af arbejdet med forkyndelse, men ofte sker det også, at den manglendeforkyndelse beror på tiltaltes forhold, f.eks. i tilfælde, hvor det trods mange henvendelser påtiltaltes bopæl ikke inden for fristen er lykkedes at træffe tiltalte eller andre, over for hvemforkyndelse kan ske.[…]Udvalget finder, at der med henblik på dels at begrænse de ressourcer, der fraanklagemyndighedens og navnlig politiets side anvendes på forkyndelse af ankemeddelelser,dels at begrænse ankeinstansens ressourceforbrug i forbindelse med stillingtagen til, omankemeddelelsen er lovligt forkyndt, og om anke er sket rettidigt, bør foretages en ændring afde gældende ankeregler, således at tiltalte fremover som hovedregel underrettes om anken vedalmindeligt og anbefalet brev uden krav om forkyndelse. Landsretten, byretten og tiltalteseventuelle forsvarer bør samtidig underrettes om anken. Udvalget anser dennefremgangsmåde for at være forsvarlig, idet det forudsættes, at tiltalte i forbindelse medvejledningen om reglerne for anke i forbindelse med domsafsigelsen mv. er blevet vejledt om,

at anke kan ske på denne måde. Endvidere vil den tiltalte ved at kontakte landsretten,byretten, anklagemyndigheden eller sin eventuelle forsvarer kunne få oplyst, omanklagemyndigheden har anket dommen inden for fristen.[…]Efter de gældende regler skal også anklageskriftet forkyndes for tiltalte i ankesager. Itilknytning til den ovenfor beskrevne ordning vedrørende anklagemyndighedensankemeddelelse foreslår udvalget, at også anklageskriftet i ankesager bør kunne sendes tiltiltalte ved almindeligt og anbefalet brev. Der er ikke i praksis tale om en vidtrækkendeændring, idet forkyndelse af anklageskriftet vil være sket i forbindelse med sagens behandlingi første instans. I anken er det endvidere ikke muligt at udvide tiltalen. Anklageskriftet iankesager består da også typisk f.eks. i en henvisning til anklageskriftet i første instans.Udvalget foreslår, at ordningen med anke uden forkyndelse alene skal gælde ordinær anke ogkontraanke i forbindelse hermed, mens der i alle andre tilfælde fortsat skal ske forkyndelse afanklagemyndighedens anke til skærpelse. Det gælder således ved anke til landsret ellerHøjesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse og ved en eventuel anke efter ankefristensudløb. Det samme gælder kontraanke i de nævnte tilfælde.[…]5.6.3. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets overvejelser og forslag, og lovforslaget erudformet i overensstemmelse hermed.”Af de specielle bemærkninger til retsplejelovens § 907, stk. 1, fremgår endvidere bl.a. følgende:”[…]Det foreslås istk. 1, 1. pkt.,at anklagemyndighedens ankemeddelelse i tilfælde, hvoranklagemyndigheden anker til skade for tiltalte, skal være landsretten i hænde inden udløb afankefristen. Desuden skal genpart af ankemeddelelsen så vidt muligt samtidig, dog senest påankefristens sidste dag, sendes til tiltalte ved almindeligt og anbefalet brev og ved almindeligtbrev til den pågældende byret og tiltaltes forsvarer, jf. stk. 1,2. pkt.Det er en betingelse forankens rettidighed, at disse breve så vidt muligt afsendes, men ikke, at tiltalte modtagermeddelelsen, herunder eventuelt afhenter det anbefalede brev. At brevene så vidt muligt skalsendes til tiltalte sigter til, at brevene skal sendes til tiltaltes folkeregisteradresse eller denadresse, som tiltalte har oplyst i retten, jf. nedenfor. Har tiltalte ingen folkeregisteradresse, oghar tiltalte ikke i retten oplyst en adresse, som brevene kan sendes til, er det somudgangspunkt ikke muligt for anklagemyndigheden at sende brevene til tiltalte.Anklagemyndigheden skal kunne dokumentere afsendelsen, f.eks. ved postkvitteringvedrørende afsendelsen af et anbefalet brev og ved brevkopi vedrørende det almindelige brev.Det forudsættes, at underretning kan sendes til tiltaltes folkeregisteradresse, medmindretiltalte i retten har oplyst en anden adresse, hvortil han eller hun ønsker underretningen sendt.Retsformanden forudsættes i sin vejledning af tiltalte om reglerne for anke at vejlede herom.Er anklagemyndigheden ikke bekendt med tiltaltes adresse – f.eks. fordi den tiltalte i

retsmødet ikke har oplyst en adresse, og tiltalte i folkeregisteret er registreret som værendeuden fast bopæl, forsvundet eller udrejst af landet – kan fremsendelse af genpart undlades.Hvis tiltalte efter sagens afgørelse er varetægtsfængslet eller undergivet anden foranstaltning,jf. § 769, kan genpart af ankemeddelelsen sendes som almindeligt brev til detvaretægtsfængsel (arresthus) eller den institution, hvor tiltalte er anbragt, jf. stk. 1,3. pkt.Detforudsættes i den forbindelse, at overgivelsen til tiltalte kan dokumenteres ved f.eks.attestation eller lignende.[…]”I relation til retsplejelovens § 907, stk. 1, kan der desuden henvises til Vestre Landsrets kendelse af9. marts 2009, optrykt TfK 2009.393 V. Tiltalte havde i en nævningesag ved domsafsigelsen anketdommen til landsretten, og anklagemyndighedens frist for kontraanke udløb derfor 2 uger senere –den 23. oktober 2008. Ankemeddelelsen blev indgivet rettidigt til landsretten den 22. oktober 2008,og samme dag sendte anklagemyndigheden genpart af ankemeddelelsen til Arresthuset i Esbjerg iden tro, at tiltalte var indsat her. Han var imidlertid allerede før domsafsigelsen overført tilArresthuset i Odense. Anklagemyndigheden havde derfor ikke i overensstemmelse medretsplejelovens § 907, stk. 1, 3. pkt., sendt genpart af ankemeddelelsen til det arresthus, hvor tiltaltevar anbragt. Tiltalte fik ankemeddelelsen udleveret den 27. oktober 2008, men det kunne ikkeoplyses, hvornår Arresthuset i Esbjerg havde videresendt genparten til Arresthuset i Odense.Landsretten afviste derfor anklagemyndighedens kontraanke med den begrundelse, at anken ikkevar rettidig, og at overskridelsen af fristen ikke skyldtes forhold, som ikke kunne tilregnesanklagemyndigheden, jf. retsplejelovens § 910, stk. 2, 1. pkt.Kendelsen betyder, at anklagemyndigheden – når der skal ske underretning efter § 907, stk. 1, 3.pkt. – gør sig store bestræbelser på at få fastlagt, i hvilket varetægtsfængsel (arresthus) eller hvilkeninstitution, jf. § 769, tiltalte er anbragt.Bl.a. i lyset af den omtalte kendelse fra Vestre Landsret er der i arbejdsgruppen peget på, at det ervæsentligt at få skabt en dialog mellem anklagemyndigheden, domstolene og kriminalforsorgen om,hvordan det bedst muligt sikres, at de oplysninger, som anklagemyndigheden og domstolene liggerinde med om, hvor tiltalte er anbragt, er retvisende. Arbejdsgruppen anbefaler således, at derindledes en dialog herom mellem de nævnte myndigheder.7.1.2.2 Forkyndelse af tilsigelser i bødesager og af domme i straffesagerKravet om forkyndelse for tiltalte aftilsigelser i bødesagerog afdomme i de fleste straffesagerblevophævet ved lov nr. 369 af 18. maj 1994 om ændring af straffeloven og retsplejeloven(Rejsedommerordning, forkyndelse, udeblivelsesdomme i straffesager samt lønindeholdelse forbøder, sagsomkostninger og konfiskerede beløb m.v.).

Det følger således af retsplejelovens § 896, stk. 4, 1. pkt., at forkyndelse af indkaldelse tilhovedforhandlingen kan undlades i straffesager, i hvilke der ikke medvirker lægdommere, når derunder sagen ikke er spørgsmål om højere straf end bøde. Retten skal dog efter bestemmelsens stk. 4,2. pkt., sende indkaldelsen og en kopi af anklageskriftet til tiltalte senest to uger førhovedforhandlingen.Det følger endvidere af den generelle regel i retsplejelovens § 219 a, stk. 5, at det erudgangspunktet, at der ikke skal ske forkyndelse af dommen i straffesager. Bestemmelsenforeskriver således, at retten skal meddele tiltalte udskrift af dommen. Hvis en sag er fremmet trodstiltaltes udeblivelse, jf. § 855, stk. 3, nr. 1-5, skal udskrift af dommen dog forkyndes, og hvis sagener fremmet efter § 855, stk. 3, nr. 4, skal forkyndelse af udskriften ske for tiltalte personlig,medmindre tilsigelsen har været forkyndt for denne personlig.Om baggrunden for ophævelsen af kravet om forkyndelse af tilsigelser i bødesager og af domme ide fleste straffesager er anført følgende i bemærkningerne:”4.2.Justitsministeriets overvejelser[…]Justitsministeriet [finder], at forkyndelse kan vurderes mere nuanceret end hidtil, uden atretssikkerheden forringes.Forsendelse ved almindeligt brev giver en betydelig grad af sikkerhed for, at meddelelsenafleveres på adressen eller returneres til afsenderen, når aflevering ikke kan ske. Postvæsenetskønner således, at under én promille af de almindelige breve, som afsendes, efterfølgendereklameres.Selv om brevet er behørigt afleveret af postvæsenet, er det imidlertid ikke sikkert, atadressaten har modtaget forsendelsen. Adressaten kan være flyttet uden at give postvæsenetbesked om adresseændringen, eller den pågældende kan være bortrejst, indlagt på sygehus,varetægtsfængslet osv. På den anden side bør det i vidt omfang kunne forudsættes, at den, derforlader sin adresse, sørger for, at post videresendes, og at der i øvrigt sikres mulighed for atkunne opnå kontakt med den pågældende.Retsplejelovens regler om genoptagelse af behandlede sager må desuden ses ikke mindst somen retssikkerhedsgaranti i tilfælde af, at gennemførelsen af en processuel meddelelse svigter,således at domstolene ved vurderingen af en begæring om genoptagelse vil kunne læggebetydelig vægt netop på dette forhold.Retssikkerhedsmæssige hensyn kan efter Justitsministeriets opfattelse derfor ikke være tilhinder for indførelse af regler om, at visse processuelle meddelelser, som efter de gældenderegler skal forkyndes, kan gives ved almindeligt brev, når adgangen til genoptagelse yder eneffektiv beskyttelse i de meget få tilfælde, hvor meddelelsen ikke skulle komme frem. Når der

kan opstå spørgsmål om at frihedsberøve den, til hvem meddelelsen er rettet, hvis denpågældende ikke møder, vil adgangen til genoptagelse ikke altid være en effektiv beskyttelse.Kravet om forkyndelse bør derfor ikke opgives i disse tilfælde.Den skitserede ordning foreslås af de nævnte grunde gennemført ved en ophævelse af kravetom forkyndelse af de nedennævnte processuelle meddelelser.Det bemærkes i øvrigt, at de bestående muligheder for genoptagelse skønnes at være sårummelige, at forslaget uden betænkeligheder kan gennemføres inden for rammerne af degældende regler om genoptagelse.[…]4.3.2. Forkyndelse af tilsigelse i bødestraffesagerRetsplejelovens kapitel 81 vedrører tiltale og domsforhandling for byretten, henholdsvis Sø-og Handelsretten i sager, i hvilke der ikke bliver spørgsmål om højere straf end bøde ellerhæfte.I det omfang, der i sager, som behandles efter dette kapitel, er spørgsmål om at pålæggefrihedsstraf, taler stærke grunde for at opretholde det gældende krav om forkyndelse aftilsigelsen.De i retsplejelovens kapitel 81 nævnte bødesager er overordentligt talrige, og forkyndelse aftilsigelser i disse sager har på grund af sagsantallet stor betydning for ressourceforbruget.Uanset at hensynet til retssikkerheden er særligt tungtvejende, hvor der er spørgsmål om atpålægge straf, finder Justitsministeriet dog ikke, at retssikkerhedsmæssige hensyntilstrækkeligt kan begrunde det nuværende forbrug af ressourcer i forbindelse medbehandlingen af disse mindre alvorlige sager. Det må herved tillægges betydning, at det i dager hovedreglen i praksis, at disse sager - uanset forkyndelse af tilsigelse - afgøres vedafsigelse af udeblivelsesdom, jf. § 934. Dette må antages at bero på, at tiltalte almindeligvisikke har indsigelser mod den rejste tiltale, og at sagens behandling ved retten derfor aleneskyldes, at bøden ikke er betalt, efter at tiltalte har modtaget et bødeforlæg.Hertil kommer, at der i disse sager er tale om straf af relativt begrænset følelighed, og at denbødefældte har vid adgang til genoptagelse af sagen. Det vil således også efter den foreslåedenyordning være sjældent forekommende, at den bødefældte ikke har haft kendskab tilstraffesagens behandling i retten, og i de få tilfælde, hvor bødefældte ikke har modtagetunderretning herom, kan sagen forlanges genoptaget, inden bødekravet inddrives.Justitsministeriet finder det på denne baggrund forsvarligt at foreslå kravet om forkyndelseophævet i disse sager.4.3.3. Forkyndelse af domme i straffesager

De gældende regler i retsplejelovens § 219, stk. 4, hvorefter en fældende straffedom altid skalforkyndes, hvis den domfældte ikke har været til stede ved domsafsigelsen, forekommer merevidtgående, end hensynet til retssikkerheden nødvendiggør.Efter § 219, stk. 3, gælder i civile sager den regel, at dommen (kendelsen) skal forkyndes,hvis parterne ikke er gjort bekendt med, hvornår dom vil blive afsagt, enten vedtilkendegivelse herom ved sagens optagelse eller ved tilsigelse til domsafsigelsen. Deprocessuelle frister regnes i disse tilfælde fra forkyndelsen, men i alle andre tilfælde fradommens afsigelse, uanset om parterne har været til stede eller ej.En tilsvarende ordning foreslås gennemført for så vidt angår straffesager.[22] På grund afstraffedommens offentligretlige karakter foreslås det dog, at anklagemyndigheden i alletilfælde skal sende udskrift af dommen til en tiltalt, der ikke har været til stede ved afsigelsen.Udskriften skal imidlertid ikke forkyndes for den tiltalte, som vælger ikke at give møde tildomsafsigelsen, og ankefristen løber da fra dommens afsigelse. En tiltalt, der er udeblevet fradomsafsigelsen, må således selv skaffe sig underretning om resultatet før ankefristens udløbved henvendelse enten til retten eller til anklagemyndigheden.For så vidt angår de i retsplejelovens § 934 omtalte bødesager regnes fristen dog i de flestetilfælde fra den dag, hvor udskrift af dommen er sendt til domfældte. Som nævnt indebærerden foreslåede ordning, at forkyndelse af såvel tilsigelse som dom i disse bødesager undlades.Selv om en sådan ordning af retssikkerhedsmæssige grunde kan give anledning til en visbetænkelighed, må det som ovenfor nævnt antages, at den bødefældte i langt de fleste tilfældehar været bekendt med sagens behandling ved retten.I de ret få tilfælde, hvor den pågældende ikke har haft kendskab hertil, kan sagen forlangesgenoptaget, jf. retsplejelovens § 987, stk. 1 […].”7.1.2.3 Undladelse af forkyndelse i straffesagerSom det fremgår af ovenstående, er kravet om forkyndelse blevet ophævet i flere typer afstraffesager. Arbejdsgruppen har overvejet, om kravet om forkyndelse kan ophæves i andre typer afstraffesager.I medfør af retsplejelovens § 724, stk. 2, er udgangspunktet, at hvis der er truffet afgørelse ompåtaleopgivelse eller tiltalefrafald, kan strafforfølgning mod den, der har været sigtet, kun fortsættesefter den overordnede anklagemyndigheds bestemmelse, hvis meddelelse herom er forkyndt for denpågældende inden 2 måneder fra afgørelsens dato. Arbejdsgruppen har overvejet, om forkyndelsekan undlades i disse sager. Det er imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, at der afretssikkerhedsmæssige grunde er behov for, at den pågældende ved besked om, at22

strafforfølgningen fortsættes, hvorfor kravet om forkyndelse bør opretholdes i disse sager.Arbejdsgruppen har i øvrigt peget på, at der er tale om et mindre antal sager.Det er arbejdsgruppens generelle opfattelse, at forkyndelse af retssikkerhedsmæssige grunde ikkekan undlades i sager, hvor der er udsigt til, at den pågældende kan blive idømt en fængselsstraf.I færdselssager, hvor der – ud over påstand om bøde – er påstand om konfiskation,førerretsfrakendelse eller erstatning, skal indkaldelsen som nævnt i afsnit 3.1.1.2.2 forkyndes, hvissagen skal kunne fremmes i tiltaltes fravær, jf. retsplejelovens § 896, stk. 2, og § 855, stk. 3, nr. 4.Arbejdsgruppen har overvejet, om kravet om forkyndelse af indkaldelsen i disse sager bør ophæves.Arbejdsgruppen finder dog, at det er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at ophæve kravet omforkyndelse, navnlig i tilfælde hvor der er udsigt til, at tiltalte kan få frakendt førerretten.7.1.2.4 Forkyndelse af anklageskrift og indkaldelseDet følger af retsplejelovens § 835, stk. 2, at anklagemyndigheden forkynder en kopi afanklageskriftet for tiltalte, eventuelt i forbindelse med forkyndelse af indkaldelse, jf. § 844, stk. 2.Sker forkyndelse af anklageskriftet for tiltalte ikke straks efter indledning af sagen, skalanklagemyndigheden sende en kopi af anklageskriftet til tiltalte i et anbefalet brev.Der er i arbejdsgruppen blevet peget på, at der i nævningesager som regel sker forkyndelse afanklageskriftet straks efter indledning af sagen. Dette hænger sammen med, at der ofte er enbetydelig presseinteresse omkring nævningesager, og når anklageskriftet forkyndes, kan det ianonymiseret stand, således at forurettedes eller vidners identitet ikke fremgår, udleveres til pressenallerede en uge efter forkyndelsen (hvis anklageskriftet er sendt til tiltalte med almindeligt brev, kandet først udleveres 14 dage efter afsendelsen, medmindre dokumentet er modtaget retur), jf. § 6, stk.1 (og 2), i bekendtgørelse nr. 546 af 18. juni 2004 om retslister og om massemediernes aktindsigt iog opbevaring af kopier af anklageskrifter og retsmødebegæringer mv. som ændret vedbekendtgørelse nr. 1005 af 6. oktober 2006 og bekendtgørelse nr. 770 af 23. juni 2010.Der er i arbejdsgruppen endvidere blevet peget på, at anklagemyndigheden i domsmandssagerindleder med at sende en kopi af anklageskriftet til tiltalte med almindeligt brev. Senere forkynderanklagemyndigheden anklageskriftet og indkaldelsen for tiltalte.Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at retsplejelovens § 835, stk. 2, ændres ioverensstemmelse med praksis.Arbejdsgruppen foreslår desuden, at det præciseres i § 835, at anklagemyndighedens eller rettensfremsendelse af kopi af anklageskriftet til forsvareren skal ske straks efter indledning af sagen, eller

– hvis der ikke er beskikket en forsvarer for tiltalte, når sagen indledes – så snart forsvareren erbeskikket, jf. forslaget til nyt stk. 3.7.1.2.5 Forkyndelse i bødesager med erstatningskravDer har i forbindelse med arbejdsgruppens arbejde rejst sig et særligt problem vedrørendeforkyndelse i bødesager med erstatningskrav. Arbejdsgruppen er således blevet opmærksom på, atder er divergerende praksis med hensyn til, om retterne forkynder tilsigelsen i bødesager mederstatningskrav. I nogle retter behandles bødesager med erstatningskrav, uden at der er sketforkyndelse, hvis kravet er opgjort i anklageskriftet.I Retsplejerådets betænkning nr. 1522/2010 om reform af den civile retspleje VI, Behandling afforurettedes civile krav under straffesager (Adhæsionsprocessen), der blev afgivet den 12. januar2011, er anført følgende herom23:”Retsplejerådet er bekendt med, at nogle byretter i praksis forkynder erstatningskrav ibødesager, hvor der ellers ikke er krav om forkyndelse, jf. retsplejelovens § 896, stk. 4. Detmå antages at ske ud fra den antagelse, at der i tilfælde af tiltaltes udeblivelse så også kandomfældes for så vidt angår erstatningskravet. Da spørgsmålet om forkyndelse aferstatningskrav i bødesager allerede er under behandling i Arbejdsgruppen om revision afreglerne om forkyndelse og bør ses i sammenhæng med den generelle revision afforkyndelsesreglerne, finder Retsplejerådet ikke grundlag for at gå nærmere ind i spørgsmåletom, hvad der fremover bør gælde med hensyn til forkyndelse af erstatningskrav i bødesager.”Problemstillingen berøres ikke i bemærkningerne til lov nr. 411 af 9. maj 2011 om ændring afretsplejeloven (Forenkling af bødesagsprocessen), som har til formål at indføre en ordning, hvor deti bødeforelæg kan angives, at den pågældende – hvis bødeforelægget ikke vedtages – udenyderligere varsel kan blive dømt for den lovovertrædelse, som bødeforelægget angår, medmindreden pågældende inden for den frist, der er fastsat i bødeforelægget, anmoder om, at sagen behandlesi et retsmøde. I forslaget anføres følgende om bødesager med erstatningskrav:”2.Gældende ret2.1. Udstedelse af bødeforelæg og indbringelse af bødesager for retten[…]Rigsadvokaten har oplyst, at anklagemyndigheden i praksis anvender bødeforelæg i de flestebødesager. Det gælder dog ikke, hvis sagen omfatter konfiskationskrav, der ikke kan afgøresudenretligt, og som udgangspunkt heller ikke, hvis forurettede har udtrykt ønske omerstatning, uden at erstatningen er blevet betalt, eller forlig om erstatningen er indgået.

Endvidere forsøges visse typer af bødesager ikke afsluttet med bødeforelæg, f.eks. fordi der ertale om meget store bøder, som erfaringsmæssigt ikke umiddelbart bliver betalt.[…]5. Lovforslagets udformning[…]Som udgangspunkt vil alle sager, hvor der er udstedt bødeforelæg, der som beskrevet ovenforindeholder meddelelse om, at behandling af sagen i et retsmøde forudsætter anmodningherom, og hvor sagen behandles uden domsmænd efter reglerne i retsplejelovens kapitel 80,være omfattet af den foreslåede ordning. Det forudsættes dog, at der i sager, hvor der erudstedt et bødeforelæg, men hvor anklageskriftet indeholder påstande, der går ud overbødeforelægget, vil blive indkaldt til hovedforhandling, som det sker i dag. Det kan f.eks.være tilfældet, hvis en forurettet efter udstedelsen af bødeforelægget har fremsat et krav omerstatning, som ønskes behandlet under straffesagen.[…]”Ved lov nr. 369 af 18. maj 1994 om ændring af straffeloven og retsplejeloven(Rejsedommerordning, forkyndelse, udeblivelsesdomme i straffesager samt lønindeholdelse forbøder, sagsomkostninger og konfiskerede beløb m.v.) blev kravet om forkyndelse af tilsigelser ogdomme i [de fleste] bødesager ophævet, se også afsnit 7.1.2.2. I § 219 indsattes som stk. 6:”Stk. 6.Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen, meddeler anklagemyndigheden ham udskrift afdommen. Udskriften af en fældende dom skal forkyndes, medmindre tiltalte er gjort bekendtmed tidspunktet for domsafsigelsen eller sagen er afgjort i medfør af § 934. Udskriften afdommen skal altid forkyndes, hvis sagen i medfør af § 847, stk. 3, nr. 1-5, er fremmet itiltaltes fravær. Tiltalte vejledes om retsmidlerne mod afgørelsen. Vejledningen gives vedafsigelsen, hvis tiltalte er til stede, og ellers ved den efterfølgende meddelelse. Er borgerligtkrav forfulgt under sagen, finder reglen i stk. 3 tilsvarende anvendelse.[24]”Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår følgende om bødesager med erstatningskrav:”Forslaget indebærer, at en tiltalt, der ikke har været til stede ved domsafsigelsen, altid skalhave udskrift af dommen. Udskriften skal ikke forkyndes, hvis dommen er frifindende, hvistidspunktet for domsafsigelsen var tilkendegivet tiltalte, eller hvis sagen er omfattet af § 934[nu § 897 som ændret ved lov nr. 411 af 9. maj 2011 om ændring af retsplejeloven

(Forenkling af bødesagsprocessen)]. Denne ordning gælder ikke, hvis borgerligt krav erforfulgt under sagen, eller hvis sagen er fremmet i hans fravær […].[…]Som det fremgår af det foregående sammenholdt med [bemærkningerne til den dagældende §932], foreslås, at små bødestraffesager som udgangspunkt skal kunne behandles udenforkyndelse. Udeblivelsesdom i en sådan sag skal kunne afsiges, når tilsigelsen er sendt tiltiltalte ved almindeligt brev, men det er en konsekvens af henvisningen til stk. 3, at dommen iså fald skal forkyndes, hvis der er taget stilling til et borgerligt krav. Har tiltalte (udenforudgående forkyndelse) givet møde under sagen, vil meddelelse om efterfølgende retsmøder- og dermed om tidspunktet for domsafsigelse - efter omstændighederne være forkyndt efterbestemmelsen i retsplejelovens § 162, således at forkyndelse af dommen er ufornøden.[…]”Efter ikrafttrædelsen af lov nr. 369 af 18. maj 1994 om ændring af straffeloven og retsplejelovenskulle tilsigelsen i bødesager med erstatningskrav således ikke forkyndes, men hvis der var afsagtudeblivelsesdom i en sådan sag, skulledommenforkyndes (medmindre tilsigelsen var forkyndt).Ved lov nr. 414 af 10. juni 1997 om ændring af retsplejeloven (Hurtigere behandling af civile sagerm.v.) blev der indført krav om forkyndelse af stævningen i alle civile sager og om tilkendegivelse aftidspunktet for dommens afsigelse i alle civile sager og straffesager. I bemærkningerne er der ingenudtrykkelige bemærkninger om, hvorvidt der skal ske forkyndelse af tilsigelsen i bødesager mederstatningskrav. På den ene side kan det tale for, at der – som hidtil – ikke skal ske forkyndelse aftilsigelsen i disse sager. På den anden side kan det generelle krav om forkyndelse af stævninger ialle civile sager tale for, at der skal ske forkyndelse af tilsigelsen, da erstatningskravet er etcivilretligt krav. For så vidt angår dommen i en sådan sag, skal retten efter ikrafttrædelsen af lov nr.414 af 10. juni 1997 om ændring af retsplejeloven i såvel civile sager som straffesager ved sagensoptagelse til dom tilkendegive, hvornår dommen vil blive afsagt, men der er ikke krav omforkyndelse af dommen. I bemærkningerne til den oprindeligt foreslåede § 219 a, hvis stk. 4, sidstepkt., henviste til § 219, stk. 1, 2. pkt. [25], var følgende anført:”Stk.4svarer til den nugældende § 219, stk. 6, bortset fra sidste pkt. Ifølge den nugældendebestemmelse i § 219, stk. 6, sidste pkt., skal der i de sager, hvor et borgerligt krav, som f.eks.et erstatningskrav fra en forurettet ved forbrydelsen, er forfulgt sammen med straffesagen,følges samme fremgangsmåde som i borgerlige sager, hvor det ikke på forhånd ertilkendegivet, hvornår dommen vil blive afsagt.

Da der efter forslaget ikke længere vil forekomme tilfælde, hvor det i en borgerlig sag ikke ertilkendegivet, hvornår dommen vil blive afsagt, foreslås det, at retten også i tilfælde, hvor etborgerligt krav er forfulgt under en straffesag, skal tilkendegive, hvornår dommen vil bliveafsagt. Det foreslås derfor, at den foreslåede regel i § 219, stk. 1, 2. pkt., skal finde tilsvarendeanvendelse, således at retten også i disse sager skal tilkendegive, hvornår dommen vil bliveafsagt. […]”Det bemærkes, at der blev fremsat et ændringsforslag, som indebar, at stk. 4, sidste pkt., i denoprindeligt foreslåede § 219 a udgik. Der blev imidlertid i stedet indsat et nyt 2. pkt. i § 219 a, stk.1, med tilsvarende virkning.Det må således anses for tvivlsomt, om der skal ske forkyndelse af tilsigelsen i bødesager mederstatningskrav. Arbejdsgruppen finder på den baggrund, at der er anledning til at præcisere iretsplejelovens § 896, at der skal ske forkyndelse af tilsigelsen i bødesager med erstatningskrav,uanset om erstatningskravet er opgjort. Derved sikres det, at forurettede kan få dom for siterstatningskrav i forbindelse med bødesagen, og det sikrer således forurettede en bedre retsstilling.Det skal i øvrigt nævnes, at Retsplejerådet i den ovenfor nævnte betænkning nr. 1522/2010 foreslår,at der indføres en udvidet adgang for forurettede til at forfølge sit civilretlige krav i straffesager.Efter forslaget skal der udfyldes en blanket, hvorpå der angives oplysninger om kravets størrelse oggrundlag samt oplysninger om særlige beviser vedrørende kravet. Blanketten og dokumenter, somforurettede påberåber sig, skal efter forslaget så vidt muligt forkyndes for tiltalte samtidig medanklageskriftet mv.7.1.2.6 Forkyndelse af domI medfør af retsplejelovens § 219 a, stk. 5, 1. pkt., meddeler retten tiltalte udskrift af dommen. Hvisen sag imidlertid er fremmet i tiltaltes fravær, jf. § 855, stk. 3, nr. 1-5, skal udskrift af dommenforkyndes. Hvis sagen er fremmet efter § 855, stk. 3, nr. 4, om sagens fremme, når tiltalte ikkeidømmes højere straf end ubetinget fængsel i 3 måneder eller andre retsfølger end konfiskation,førerretsfrakendelse eller erstatning, skal forkyndelse af udskriften ske for tiltalte personlig,medmindre tilsigelsen har været forkyndt for denne personlig, jf. § 219 a, stk. 5, 2. og 3. pkt.Der er i arbejdsgruppen blevet peget på, at det ikke er klart, om der altid sker forkyndelse somforeskrevet i § 219 a, stk. 5, 2. og 3. pkt. Der er desuden blevet peget på, at det kan væreressourcekrævende at få iværksat forkyndelse af domme i udlandet. Henset til sagens indgribendekarakter for den enkelte finder arbejdsgruppen dog, at kravet om forkyndelse i sager omfattet afbestemmelsens stk. 5, 2. og 3. pkt., bør opretholdes. Arbejdsgruppen finder i den forbindelse også,at kravet bør opretholdes i sager om frakendelse af førerretten, da der er tale om en væsentligrettighed, og da kørsel efter frakendelse af førerretten er sanktioneret. For så vidt angår forkyndelseaf domme i udlandet henvises til afsnit 7.4.

I praksis anvendes stævningsmandsforkyndelse, jf. retsplejelovens § 155, nr. 4, i vidt omfang medsucces, jf. også arbejdsgruppens kommissorium, hvoraf fremgår, at en betydelig del af det samledeantal forkyndelser sker ved stævningsmandsforkyndelse.I arbejdsgruppens kommissorium er det anført, at brevforkyndelse, jf. § 155, nr. 1, ikke anvendesmeget i praksis, formentlig fordi brevforkyndelse kræver modtagerens aktive medvirken for atkunne gennemføres. I arbejdsgruppen er det imidlertid blevet påpeget, at også brevforkyndelseanvendes i vidt omfang med succes.I arbejdsgruppens kommissorium er det endvidere anført, at postforkyndelse, jf. § 155, nr. 3, harhaft en begrænset praktisk anvendelse, formentlig fordi postforkyndelse må foretages i dagtimerne,hvor der ofte ikke vil blive truffet nogen hjemme på bopælen. I overensstemmelse hermed er detblevet oplyst, at anklagemyndigheden og restanceinddrivelsesmyndigheden kun anvenderpostforkyndelse i begrænset omfang. Det er samtidig blevet oplyst, at disse myndigheder i hvertfald i et vist omfang har succes med anvendelse af denne forkyndelsesform.Arbejdsgruppen har således ikke fundet anledning til at ændre § 155, nr. 1, 3 og 4.I det følgende afsnit redegøres for arbejdsgruppens overvejelser om kredsen af adressater og omforkyndelsesstedet ved postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse, se afsnit 7.2.1.1. Iforlængelse heraf redegøres for arbejdsgruppens overvejelser om privates adgang til at foretagepostforkyndelse, se afsnit 7.2.1.2. Arbejdsgruppens overvejelser om forkyndelse i Statstidendefølger af afsnit 7.2.1.3.7.2.1.1 Adressater og forkyndelsessted ved postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelseArbejdsgruppen har i det følgende gjort sig nogle overvejelser om kredsen af adressater og omforkyndelsesstedet ved postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse.

7.2.1.1.1 Forkyndelse for udlejeren mv.Bor den pågældende til leje i en andens bolig, kan forkyndelse ske forudlejeren(logiværten) ellerdennes ægtefælle, hvis udlejeren eller ægtefællen er over 18 år og træffes på bopælen elleropholdsstedet, jf. retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 2, litra a, og stk. 2, og § 6, stk. 2, i bekendtgørelseom instruks for stævningsmænd.I Østre Landsrets kendelse af 29. juni 1995, optrykt i UfR 1995.815/2 Ø, blev en sigtet persontilsagt til retsmøde i anledning af politiets forhørsbegæring. Den sigtede boede på Sundholm, ogtilsigelsen blev forkyndt for en ansat på institutionens kontor. Forsvareren gjorde gældende, at derikke forelå en lovlig forkyndt tilsigelse efter retsplejelovens § 157, stk. 1, idet en ansat på eninstitution ikke kan sidestilles med”udlejeren eller dennes ægtefælle”.Østre Landsret fandt, attilsigelsen var lovligt forkyndt efter retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 2, litra a,”eller dennesanalogi”,og anholdelsesbeslutning kunne derfor afsiges efter lovens § 757.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at forkyndelse – hvis den pågældende ikke selv træffes – børkunne ske for ledelsen eller personalet på en institution eller et hospital, hvor den pågældende erbosat eller midlertidigt opholder sig, medmindre ledelsen eller personalet oplyser, at denpågældende ikke længere opholder sig på stedet. Ved ”institutioner” forstår arbejdsgruppen f.eks.behandlingssteder, herberg, krisecentre og asylcentre. Arbejdsgruppen finder, at der skal være taleom steder, hvor den pågældende overnatter. Det vil således ikke være tilstrækkeligt, at denpågældende modtager ambulant behandling eller lignende på stedet. Arbejdsgruppen finder, atforkyndelsen bør kunne foretages for ledelsen og personalet på institutionen eller hospitalet, dog såvidt muligt for ledelsen. Det forudsættes, at der er tale om personale, der beskæftiger sig medsagsbehandling mv. og pleje på stedet i modsætning til f.eks. personale, der beskæftiger sig medvedligeholdelse mv. af de fysiske rammer. Arbejdsgruppen finder som nævnt, at forkyndelse forledelsen eller personalet ikke skal kunne ske, hvis ledelsen eller personalet oplyser, at denpågældende ikke længere opholder sig på stedet. Det vil f.eks. være relevant, hvis den pågældende ien periode har opholdt sig på et herberg, men nu ikke længere kommer der. Arbejdsgruppen foreslårderfor, at der i retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 2, indføres en regel herom efter nr. 2, litra a (dennugældende nr. 2, litra b, bliver således til nr. 2, litra c), og at § 6, stk. 2, i bekendtgørelse ominstruks for stævningsmænd ændres i overensstemmelse hermed.Arbejdsgruppen finder, at § 157, stk. 2-4, skal finde tilsvarende anvendelse i de tilfælde, hvor derforetages forkyndelse for ledelsen eller personalet på institutionen eller hospitalet. Det følger af stk.4, at hvis en person, for hvem forkyndelse kan ske efter stk. 1, nr. 2, uden rimelig grund nægter atmodtage en forkyndelse, kan han ved kendelse tilpligtes at erstatte omkostninger, der er en følge afhans nægtelse. Arbejdsgruppen foreslår som nævnt, at forkyndelse for ledelsen eller personalet ikkeskal kunne ske, hvis ledelsen eller personalet oplyser, at den pågældende ikke længere opholder sig

på stedet. Efter arbejdsgruppens opfattelse må dette anses for at være en sådan rimelig grund til atnægte modtagelse som nævnt i stk. 4. Ledelsen eller personalet vil således i sådanne tilfælde ikkekunne tilpligtes at erstatte omkostninger, der er en følge af nægtelsen.Efter arbejdsgruppens opfattelse er der ikke i øvrigt behov for at udvide personkredsen i § 157, stk.1, nr. 2, litra a.7.2.1.1.2 Forkyndelse på arbejdspladsenDet følger af arbejdsgruppens kommissorium, at arbejdsgruppen skal overveje, omstævningsmandsforkyndelse i videre omfang bør kunne ske på arbejdspladsen uden, at der først erforsøgt forkyndelse på bopælen, og om stævningsmanden selv bør kunne få adgang til depersonoplysninger mv., som er nødvendige for at kunne forkynde på arbejdspladsen.Det følger således af retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 1, at forkyndelse kan ske på arbejdsstedet forden pågældende personlig. Efter bestemmelsens stk. 1, nr. 2, litra b, 1. led, kan forkyndelse på denpågældendes arbejdssted – hvis den pågældende ikke selv træffes – ske over for arbejdsgiveren ellerdennes repræsentant.Den udvidede adgang til at foretageforkyndelse på arbejdspladsenblev indført ved lov nr. 66 af 8.marts 1972 om ændring af retsplejeloven (Forkyndelser m.v.). Retsplejerådet anførte i en udtalelseaf 14. december 1970 bl.a. følgende herom:”[Det må] anses for rigtigst at foretage forkyndelse på bopælen, hvis der kan træffes nogender, over for hvem forkyndelse kan ske, idet forkyndelse på arbejdspladsen kan medføre visseulemper for såvel den pågældende som arbejdsgiveren. […] Bestemmelsen må forståssåledes, at den kan anvendes ikke alene, hvis den, forkyndelsen angår, ikke er til stede påarbejdspladsen, men også hvis han på grund af arbejdspladsens størrelse kun vanskeligt kankomme til stede.”I bemærkningerne til loven gentages det, at forkyndelse dog normalt bør ske på bopælen, hvis dertræffes nogen dér, over for hvem forkyndelse kan ske.Det følger af § 3 i bekendtgørelsen om forkyndelse, at post- og stævningsmandsforkyndelse kun måske på den pågældendes arbejdssted, såfremt det ikke kan antages, at der kan træffes nogen på hansbopæl eller opholdssted, over for hvem forkyndelse kan ske, eller særlige grunde i øvrigt taler for,at forkyndelsen sker på arbejdsstedet, jf. også § 6, stk. 1, 2. pkt., i bekendtgørelse om instruks forstævningsmænd.Der er således allerede på nuværende tidspunkt adgang til at foretage forkyndelse på arbejdspladseni et vist omfang. I arbejdsgruppen er der imidlertid blevet peget på, at der i praksis foretages

forkyndelse på arbejdspladsen i et meget begrænset omfang, fordi adgangen til at foretageforkyndelse på arbejdspladsen er subsidiær. Arbejdsgruppen har derfor overvejet, om adgangen tilat foretage forkyndelse på arbejdspladsen bør udvides yderligere. En udvidet adgang til at foretageforkyndelse på arbejdspladsen kan være forbundet med ulempe for den pågældende og forarbejdsgiveren. Det må dog antages, at en udvidet adgang til at foretage forkyndelse påarbejdspladsen vil øge sandsynligheden for, at forkyndelse kan gennemføres – enten for denpågældende selv, jf. retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 1, eller for arbejdsgiveren eller dennesrepræsentant, jf. bestemmelsens stk. 1, nr. 2, litra b, 1. led. Effektiviseringshensyn taler således for,at adgangen til at foretage forkyndelse på arbejdspladsen udvides yderligere, og det erarbejdsgruppens opfattelse, at forkyndelse på arbejdspladsen bør sidestilles med forkyndelse påbopælen. Det er i øvrigt arbejdsgruppens opfattelse, at også telefonforkyndelse skal kunne foretagespå arbejdspladsen, jf. afsnit 7.2.2.1 nedenfor. Myndigheden bør således kunne rette telefoniskhenvendelse til arbejdspladsen og bede om at tale med den pågældende, jf. § 20, 1. pkt., i udkastettil ny bekendtgørelse om forkyndelse.Arbejdsgruppen finder dog samtidig, at princippet om diskretion, som i dag bl.a. er udtrykt i § 5 ibekendtgørelsen om instruks for stævningsmænd, er af særlig stor betydning, når forkyndelseforetages på arbejdspladsen. Ligesom hidtil skal det, der skal forkyndes, overgives i lukket kuvert,således at uvedkommende ikke bliver bekendt med indholdet, medmindre der foretages forkyndelseover for den pågældende personlig, jf. § 16, stk. 1, i udkastet til ny bekendtgørelse om forkyndelse.Hvis en myndighed foretager telefonforkyndelse på arbejdspladsen, skal det tilsvarende ske understørst mulig diskretion, jf. § 20, 2. pkt., i udkastet til ny bekendtgørelse om forkyndelse.En forudsætning for at kunne foretage forkyndelse på arbejdspladsen er, at myndigheden haradgang til oplysninger om den pågældendes arbejdsgiver. Retterne og politiet har allerede pånuværende tidspunkt mulighed for at få adgang til SKAT’s oplysninger om, hvilken arbejdsgiverder indeholder A-skat for lønmodtageren. Efter arbejdsgruppens opfattelse må det anses forhensigtsmæssigt, at stævningsmændene får adgang til disse oplysninger fra retten, hvis det errelevant i den konkrete sag.7.2.1.2 Privates adgang til at foretage postforkyndelseKommissoriet lægger op til, at arbejdsgruppen overvejer, om private bør kunne iværksættepostforkyndelse uden rettens medvirken, jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelse om forkyndelse.Justitsministeriet modtog i efteråret 2009 en henvendelse fra Forbrugerstyrelsen (nu Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen), der forespurgte, om bekendtgørelsens § 1, stk. 2, kunne ændres, således atde godkendte, private klage- eller ankenævn kan foretage postforkyndelse på lige fod medoffentlige myndigheder, jf. § 4, 1. pkt., i lov om forbrugerklager, hvorefter Forbrugerklagenævnet

og de godkendte, private klage- eller ankenævn skal forkynde en afgørelse for denerhvervsdrivende, hvis forbrugeren har fået helt eller delvist medhold.Det er afgørende, at der er sikkerhed for, at det er det rette dokument, der kommer frem til denperson, der sker forkyndelse for. Ved brevforkyndelse sikres dette ved kravet om, at modtagerenskal bekræfte modtagelsen af dokumentet, jf. § 155, nr. 1. Ved postforkyndelse er der ikke ettilsvarende krav om, at modtageren skal bekræfte modtagelsen af dokumentet.Økonomi- og erhvervsministeren (nu erhvervs- og vækstministeren) kan godkende oprettelsen af ogvedtægterne for private klage- eller ankenævn, som omfatter bestemte brancher eller andreafgrænsede områder. En sådan godkendelse kan kun meddeles, hvis klage- eller ankenævnetsvedtægter indeholder bestemmelser om nævnets sammensætning og sagsbehandling, som erbetryggende for parterne, samt bestemmelser om betaling af gebyrer og omkostninger. Det erendvidere en betingelse for godkendelse, at klage- eller ankenævnets formand og eventuellenæstformænd er dommere, jf. forbrugerklagelovens § 5, stk. 1 og 2. Henset hertil finderarbejdsgruppen ikke, at der er noget til hinder for at give de godkendte, private klage- ellerankenævn mulighed for at iværksætte postforkyndelse uden rettens medvirken. Arbejdsgruppenforeslår derfor, at bekendtgørelsen om forkyndelse ændres i overensstemmelse hermed.Den sikkerhed, der skal knytte sig til forkyndelse og de deraf følgende retsvirkninger, fører dogefter arbejdsgruppens opfattelse til, at der ikke generelt bør gives alle private adgang til ativærksætte postforkyndelse uden rettens medvirken.7.2.1.3 Forkyndelse i StatstidendeEfter retsplejelovens § 159 kan der under visse betingelser foretages forkyndelse i Statstidende.Der er i arbejdsgruppen blevet peget på, at det kan forekomme betænkeligt at foretage forkyndelse iStatstidende, da Statstidende fortrinsvis læses af professionelle og ikke af borgere. Arbejdsgruppenhar imidlertid fundet, at det er nødvendigt at opretholde muligheden for at foretage forkyndelserefter retsplejelovens § 159. Der kan således forekomme tilfælde, hvor sagsøgtes adresse er ukendt,og hvor hensynet til sagsøger tilsiger, at der bør være mulighed for forkyndelse i Statstidende. Derer i den forbindelse også blevet peget på, at Statstidende er tilgængelig på internettet(www.statstidende.dk), og at der er et link dertil på Domstolsstyrelsens hjemmeside(www.domstol.dk).Arbejdsgruppen har i øvrigt overvejet, om adgangen til at foretage forkyndelse i Statstidende børudvides. Da Statstidende som nævnt ovenfor fortrinsvis læses af professionelle og ikke af borgere,finder arbejdsgruppen dog ikke, at adgangen til at foretage forkyndelse i Statstidende bør udvides..

I det følgende er arbejdsgruppens forslag til indførelse af nye forkyndelsesformer behandlet.I afsnit 7.2.2.1 redegøres for arbejdsgruppens overvejelser om indførelse af telefonforkyndelse somforkyndelsesform. Arbejdsgruppen har endvidere overvejet behovet for at sætte retsplejelovensregler om digital forkyndelse i kraft og for indførelse af en ny form for digital forkyndelse(”forenklet digital forkyndelse”),se afsnit 7.2.2.2. I forlængelse heraf redegøres for de overvejelser,som arbejdsgruppen har gjort sig om, hvorvidt forkyndelse bør kunne ske pr. sms, og om, hvorvidtder bør være adgang til at fremsende en sms-påmindelse til en person, der skal møde i retten, seafsnit 7.2.2.3.7.2.2.1 TelefonforkyndelseDet følger af arbejdsgruppens kommissorium, at arbejdsgruppen skal overveje, hvordan man bedstkan fremme anvendelsen af mindre ressourcekrævende forkyndelsesformer endstævningsmandsforkyndelse, herunder om der eventuelt bør indføres nye og mindreressourcekrævende forkyndelsesmåder som f.eks. telefonisk forkyndelse.Spørgsmålet om indførelse af adgang til at foretage telefonforkyndelse har tidligere været genstandfor overvejelser. På daværende tidspunkt fandt man dog ikke, at telefonforkyndelse burde indføressom forkyndelsesform. I betænkning nr. 1202/1990 om forkyndelse er anført følgende herom:”I [arbejds]gruppens overvejelser vedrørende"telefonforkyndelse"er indgået dels et tidligereforslag, hvorefter meddelelse kan gives ved telefonisk henvendelse til den pågældende, delsen kombination af telefonisk henvendelse og forsendelse ved almindeligt brev, som af og tilfungerer i praksis.Efter de gældende regler er det normalt en del af forkyndelsesproceduren, at den skriftligemeddelelse kommer frem til modtageren eller en person, for hvem forkyndelse kan ske, ogdette krav kan ifølge sagens natur ikke opfyldes ved telefonisk henvendelse.Det er stævningstjenestens erfaring, at det ikke sjældent er muligt at opnå forbindelse medden, forkyndelsen vedrører, eller hans pårørende ved telefonisk henvendelse. Herefter senderstævningsmanden meddelelsen ved almindeligt brev til den adresse, den pågældende opgiver,eller det aftales eventuelt, at meddelelsen afhentes hos stævningsmanden. Dennefremgangsmåde fungerer i et vist omfang i praksis, men anerkendes ikke som forkyndelse,med mindre betingelserne i retsplejelovens § 157 er opfyldt.Uanset nogle af de meddelelser, som skal forkyndes, har et meget enkelt indhold, foreksempel tid og sted for afholdelse af et retsmøde, finder arbejdsgruppen, at formidling afmeddelelsen i en sådan form, at modtageren får det fornødne kendskab til indholdet, kun kansikres ved at fastholde kravet om, at den skriftlige meddelelse kommer frem til en, der kanmodtage forkyndelse.

Efter arbejdsgruppens opfattelse vil der endvidere være for mange fejlmuligheder knyttet tilen forkyndelsesform, hvor telefonisk kontakt udgør den eneste sikkerhed for, at forkyndelsesker for en person, der kan modtage forkyndelse.”I bemærkningerne til lov nr. 369 af 18. maj 1994 om ændring af straffeloven og retsplejeloven(Rejsedommerordning, forkyndelse, udeblivelsesdomme i straffesager samt lønindeholdelse forbøder, sagsomkostninger og konfiskerede beløb m.v.) er anført følgende:”Ved revisionen af reglerne om forkyndelse i 1972 regnede man med udstrakt anvendelse afbrevforkyndelse. Denne forventning har imidlertid ikke holdt stik. Det er en udbredt erfaring,at folk - ikke mindst i de større byområder - ofte undlader at reagere på en henvendelse ombrevforkyndelse. Også postforkyndelse anvendes kun i begrænset omfang, hvilket må antagesat bero både på omkostningerne ved denne forkyndelsesform og dens manglende effektivitet.En meget betydelig del af forkyndelserne sker således ved stævningsmandsforkyndelse, somubetinget er den mest effektive - men også den mest ressourcekrævende - af de iretsplejelovens § 155 nævnte forkyndelsesformer.På baggrund af erfaringerne med brev-, post- og stævningsmandsforkyndelse er det overvejet,om besparelser på forkyndelsesområdet kan opnås ved indførelse af nye forkyndelsesformer,som er billigere og/eller mere effektive end de eksisterende. Blandt de forslag, som tidligereer indgået i overvejelser om besparelser eller effektivisering på forkyndelsesområdet, kannavnlig nævnes muligheden for at foretage forkyndelse ved anbefalet eller almindeligt brev,ved »brevkasseforkyndelse« og ved telefonisk henvendelse, i sidstnævnte tilfælde eventuelt iforbindelse med efterfølgende afsendelse af meddelelsen til en opgivet adresse.Det gælder imidlertid for alle de nævnte meddelelsesformer, at de enten hverken er billigereeller mere effektive end de eksisterende forkyndelsesformer eller er uegnede til at varetage dehensyn, som er formålet med reglerne om forkyndelse.Da retsplejelovens regler om forkyndelse bygger på det princip, at alle forkyndelsesformerhar samme retsvirkninger, vil det desuden af systematiske grunde være mindrehensigtsmæssigt at indføre regler om en forkyndelsesform, der ikke kan anvendes i alle detilfælde, hvor meddelelser skal forkyndes, men kun i bestemte kategorier af sager.”The Boston Consulting Group (BCG) foreslår imidlertid i rapporten ”Kvantificering afeffektiviseringstiltag samt opdatering af sagsmodel for de danske byretter” fra november 2009, atder indføres adgang til at foretage telefonforkyndelse, og denne form for forkyndelse skal kunneforetages såvel privat som på arbejdspladsen. BCG anfører følgende om telefonforkyndelse:”Da der i de nuværende regler ikke er krav om underskrift på en genpart (stævningsmandensattestation er nok), vil telefonforkyndelse kunne være effektiv i de tilfælde, hvor der ikke erforståelsesproblemer og den person, der besvarer opkaldet, står ved sin identitet. I tilfældemed forståelsesproblemer (enten på grund af sprog eller med hensyn til at forstå konsekvenseraf ikke at møde for retten) eller hvor vedkommende ikke vil oplyse sin identitet (fx fordi detikke er muligt for retten/stævningsmanden at legitimere sig i telefonen), vil denne metode

ikke være hensigtsmæssig. I disse tilfælde vil forkyndelse skulle overgå til traditionelstævningsmandsforkyndelse.Telefonisk forkyndelse på arbejdspladsen (inden for normal kontortid) vil i de tilfælde, hvorvedkommende selv kommer til telefonen, kunne foretages i fuld diskretion, da andre jo ikkekan høre, hvad der bliver sagt fra rettens side.”26Arbejdsgruppen har således overvejet, om telefonforkyndelse bør indføres som en nyforkyndelsesform. Arbejdsgruppen har overvejet følgende model:Myndigheden giver telefonisk meddelelsen til den pågældende. Meddelelsen med eventuelle bilagsendes eller overdrages forinden eller efterfølgende til den pågældende. Den pågældendesmodtagelse af dokumentet vil ikke være en betingelse for at anse forkyndelse for sket. Hvismyndigheden har sendt dokumentet, men den pågældende ikke modtager det, er det således hanseller hendes eget ansvar at bede om genfremsendelse. Forkyndelsen anses for sket den dag,meddelelsen telefonisk gives den pågældende.Telefonforkyndelse skal alene kunne foretages for den pågældende selv. Efter § 5 i den gældendebekendtgørelse om instruks for stævningsmænd skal stævningsmanden foretage forkyndelsehensynsfuldt og diskret (§ 5 i udkastet til ny bekendtgørelse om forkyndelse). Det følger videre af §2 i den gældende bekendtgørelse om forkyndelse, at det, der skal forkyndes, skal sendes ellerafleveres i lukket kuvert eller på anden måde således tillukket, at uvedkommende ikke bliverbekendt med indholdet, medmindre en stævningsmand, politiet eller en sognefoged foretagerforkyndelse over for den pågældende personlig, jf. også § 7, stk. 2, i den gældende bekendtgørelseom instruks for stævningsmænd (§ 16, stk. 1, i udkastet til ny bekendtgørelse om forkyndelse).Dette princip om diskretion skal også gælde ved telefonforkyndelse, og det fører til, attelefonforkyndelse ikke skal kunne foretages for andre end den pågældende selv.Det fremgår af afsnit 7.2.1.1.2, at adgangen til at foretage forkyndelse på arbejdspladsen efterarbejdsgruppens opfattelse bør sidestilles med forkyndelse på bopælen. Telefonforkyndelse skalogså kunne ske på arbejdspladsen, men i overensstemmelse med ovenstående kun for denpågældende selv. Myndigheden skal således kunne rette telefonisk henvendelse til arbejdspladsenog bede om at tale med den pågældende.Myndigheden skal sikre sig, at personen, som myndigheden har rettet telefonisk henvendelse til,vedkender sig at være den person, der skal ske forkyndelse for. Myndigheden bør foretage kontrolaf den pågældendes fødselsdato. Det forekommer, at en person er registreret som ejer af flere afhusstandens telefoner. F.eks. vil forældre ofte være registreret som ejere af deres børns26

mobiltelefoner. I disse tilfælde bør myndigheden være særligt opmærksom i forbindelse medidentifikationen af den pågældende. Det samme gør sig gældende, når myndigheden foretagertelefonforkyndelse på arbejdspladsen. Hvis den pågældende ikke vil oplyse sin identitet, eller hvisder i øvrigt er tvivl om den pågældendes identitet, må der således anvendes en andenforkyndelsesform.I afsnit 6.2.1 er de svenske regler om mundtlig forkyndelse omtalt. I svensk ret skal det dokument,der skal forkyndes, læses op for den pågældende, og dokumenter, som indleder en sag, kan ikkeforkyndes mundtligt. Dette har sammenhæng med, at mundtlig forkyndelse anses for sket, nårdokumentet er blevet læst op for den pågældende. Den pågældende skal således umiddelbart havemulighed for at gøre sig bekendt med hele dokumentets indhold.I lyset af det anførte har arbejdsgruppen drøftet, om der – som i svensk ret – bør stilles krav om, atdokumentet læses op for den pågældende. Arbejdsgruppen har dog fundet, at det erretssikkerhedsmæssigt forsvarligt med en ordning, hvorefter den pågældende kan kræve, atdokumentet i sin helhed læses op i forbindelse med telefonsamtalen. Myndigheden skal vejlede denpågældende om adgangen hertil.Der er i arbejdsgruppen blevet givet udtryk for, at navnlig indkaldelser, betalingspåkrav,konkursbegæringer og retsmødebegæringer vil være velegnede til telefonforkyndelse. Omvendt erder blevet givet udtryk for, at f.eks. stævninger i civile sager og anklageskrifter konkret kan værefor omfattende og komplicerede til at være genstand for telefonisk forkyndelse. Heroverfor er derimidlertid blevet peget på, at det vil være en unødig begrænsning kun at medtage visse sagstyper ogdokumenter. Arbejdsgruppen finder således, at det bør overlades til myndigheden at vurdere i denkonkrete sag, om dokumentet egner sig til telefonforkyndelse, eller om dokumentet f.eks. er foromfattende eller kompliceret til at være genstand for telefonforkyndelse.Myndigheden meddeler ved telefonforkyndelsen den pågældende, at meddelelsen med eventuellebilag vil blive fremsendt til den pågældende. Fremsendelsen kan ske til den pågældendesfolkeregisteradresse eller en anden adresse efter den pågældendes ønske. Myndigheden meddelerendvidere den pågældende, at det – hvis den pågældende ikke modtager dokumentet – er hans ellerhendes eget ansvar at bede om genfremsendelse. Myndigheden oplyser den pågældende om, hvortilhenvendelse skal rettes, hvis den pågældende ikke modtager dokumentet. Den pågældende har ogsåmulighed for at aftale med myndigheden, at han eller hun afhenter dokumentet hos myndigheden.Den pågældende er herefter selv ansvarlig for afhentning af dokumentet.Det påhviler den person, der foretager telefonforkyndelsen, at vurdere, om den person, der skalforkyndes for, må antages at have forstået telefonsamtalen. Man kunne f.eks. forestille sig, at denperson, der skal forkyndes for, ikke taler dansk eller et andet sprog, som tales af den medarbejder,81

der skal foretage telefonforkyndelsen (f.eks. engelsk), eller at den pågældende forekommer ude afstand til at forstå en besked af den omhandlede karakter på grund af sygdom eller handicap eller pågrund af påvirkning af alkohol eller lignende. I sådanne tilfælde kan forkyndelse ikke anses for sket,og en anden forkyndelsesform må derfor anvendes i stedet.Opmærksomheden skal desuden henledes på nogle særlige forhold, der vil kunne forekomme iforbindelse med telefonforkyndelse.Det kan således forekomme f.eks. ved telefonforkyndelse af en stævning og et pålæg omindlevering af et svarskrift, at den person, der skal ske forkyndelse for, svarer på sin mobiltelefonog oplyser, at han eller hun er bortrejst og derfor ikke har adgang til sin post. Det kan endvidereforekomme ved telefonforkyndelse af tilsigelser, at personen oplyser, at han eller hun er syg ogderfor ikke kan give møde. Sådanne oplysninger skal af myndigheden undergives sædvanligsagsbehandling. Det forudsættes således, at det i forbindelse med telefonforkyndelsen overvejes,om der bør ske udsættelse af eventuelle frister, eller om personen bør pålægges at fremlægge enlægeerklæring.Det forudsættes i øvrigt, at telefonforkyndelse ikke vil blive anvendt, hvis brevet meddokumenterne ikke kan forventes modtaget inden fristen, jf. herom afsnit 7.2.2.1.1 om tidsfrister.Det bemærkes desuden, at en ankemeddelelse i medfør af retsplejelovens § 908, stk. 2, 1. pkt., kanfremsættes mundtligt til den person, som foretager forkyndelsen, og som i så fald skal gøre notatherom. Denne regel vil også finde anvendelse ved telefonforkyndelse.Arbejdsgruppens flertal (Marianne Birck, Søren Hafstrøm, Helle Jensen, Peter Brøndt Jørgensen,Johan Kofod, Mette Lauritzen, Christian Lundblad, Ulla Otken, John Spøhr, Mette Undall-Behrend,Joy Winter) foreslår, at der i retsplejeloven indsættes regler om telefonisk forkyndelse.Arbejdsgruppens flertal konstaterer, at der de seneste år har været en betragtelig teknologiskudvikling, herunder på telefoniområdet, således at størstedelen af befolkningen anvendermobiltelefon. Hertil kommer, at en klar instruktion til de medarbejdere, der skal foretagetelefonforkyndelse, vil være med til at sikre, at meddelelsen gives til den person, der skal skeforkyndelse for. Det er således efter flertallets opfattelse retssikkerhedsmæssigt forsvarligt atindføre telefonforkyndelse som ny forkyndelsesform.Effektivitetshensyn taler efter flertallets opfattelse for at indføre telefonforkyndelse som nyforkyndelsesform. Telefonforkyndelse vil således kunne foretages i umiddelbar forlængelse af selvesagsbehandlingen. Det vurderes at kunne føre til en forkortelse af sagsbehandlingstiderne, hvilketvil være til gavn for borgere og virksomheder. Indførelse af telefonforkyndelse som ny82

forkyndelsesform vil således være tidsbesparende. Hertil kommer, at udgifterne begrænses tiltelefonudgifter og portoudgifter til fremsendelse af dokumenterne, og fremsendelse pr. e-mail kanbegrænse udgifterne yderligere.Arbejdsgruppen antager, at over halvdelen af sagerne vil være egnede til telefonforkyndelse, menbemærker samtidig, at antallet af sager, hvor det lykkes at foretage telefonforkyndelse, ikke kanforudsiges. Der vil i øvrigt være et vist ressourcespild forbundet med de sager, hvor man forgævesforsøger telefonforkyndelse.Arbejdsgruppens flertal foreslår, at der i bekendtgørelsesform fastsættes nærmere regler omtelefonforkyndelse, jf. retsplejelovens § 165, stk. 1, 1. pkt., som bemyndiger justitsministeren til atfastsætte nærmere regler om forkyndelse.Skatteministeriet har i øvrigt givet udtryk for, at restanceinddrivelsesmyndigheden også bør haveadgang til at foretage telefonforkyndelse. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil i så fald væreunderlagt retsplejelovens regler om forkyndelse og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf.Et mindretal (Per Nørgaard) udtaler følgende med hensyn til forslaget om at indføretelefonforkyndelse som ny forkyndelsesform:”Telefonforkyndelse bør ikke indføres som ny forkyndelsesform.Af retssikkerhedsmæssige grunde bør stævningsmandsforkyndelse også fremover være denforkyndelsesform, der anvendes mest i praksis. Stævningsmændene har således bedre mulighederfor at identificere den person, der skal ske forkyndelse for. Stævningsmændene vejleder endvidere ividt omfang den pågældende om sagens gang mv.Hertil kommer, at et samlet tiltag fra retterne kunne effektivisere forkyndelsessystemet.Stævningsmændene bør bl.a. have mulighed for at benytte retternes kontorfaciliteter, have adgangtil retternes it-systemer og have en telefon stillet til rådighed.Telefonforkyndelse vurderes ikke at ville være ressource- og tidsbesparende. Den person, der skalforetage forkyndelsen, skal først finde frem til den pågældendes telefonnummer, hvilket navnligkan være et problem, når den pågældende er bosat i en etageejendom. Herefter skal den person, derskal foretage forkyndelsen, sikre sig den pågældendes identitet, og at den pågældende må antages athave forstået telefonsamtalen. Såfremt den pågældende måtte ønske det, skal der endvidere skeoplæsning af det dokument, der skal forkyndes. Dernæst skal der tages stilling til, om dokumentetskal sendes til den pågældende og i givet fald til hvilken adresse, eller om den pågældende vil

afhente dokumentet hos myndigheden. Endelig skal der ske fremsendelse af dokumentet til denpågældende, eller dokumentet skal lægges til afhentning.Hertil kommer, at det ikke vil være muligt at foretage telefonforkyndelse for personer, der ikke ersamarbejdsvillige. Stævningsmændene vurderes at ville have større succes med at forkynde fordisse personer, bl.a. fordi stævningsmændene ofte er bekendt med deres opholdssteder.Der foreligger i øvrigt ikke talmateriale, som underbygger, at det vil være ressource- ogtidsbesparende at indføre telefonforkyndelse. Man burde derfor indlede med en forsøgsordning vedenkelte retter.I øvrigt bemærkes det, at stævningsmændene – hvis antallet af stævningsmandsforkyndelserreduceres – vil stille krav om et højere vederlag pr. forkyndelse. Det bemærkes i den forbindelseogså, at der kan opstå problemer med rekruttering af (nye) stævningsmænd på grund af mangel påarbejde og dermed en lavere indtjening.Hvis telefonforkyndelse indføres som ny forkyndelsesform, bør telefonforkyndelsen udføres afstævningsmænd, som typisk arbejder uden for almindelig kontortid, hvor der er størresandsynlighed for at træffe de personer, der skal ske forkyndelse for. Stævningsmændene bør i såfald udstyres med telefon og have adgang til de relevante oplysninger, f.eks. om hemmeligetelefonnumre.”7.2.2.1.1 TidsfristerSom nævnt i afsnit 7.2.2.1 anses telefonforkyndelse for sket den dag, meddelelsen telefonisk givesden pågældende. Meddelelsen med eventuelle bilag sendes (eller overdrages) forinden ellerefterfølgende til den pågældende. Det vil i praksis kunne betyde, at der går nogle dage fratelefonforkyndelsen til den pågældendes modtagelse af dokumenterne.Domstolsstyrelsen har oplyst, at retterne som regel fremsender breve som B-breve.Justitsministeriet har i anden anledning indhentet oplysninger fra Post Danmark om leveringstiderfor B-breve. På baggrund af oplysningerne fra Post Danmark kan man i almindelighed lægge tilgrund, at B-breve er kommet frem til modtageren senest 5 dage efter, at brevet er overgivet tilpostafsendelse.Retsplejeloven indeholder en række regler med frister, der regnes fra forkyndelsen. Her nævnesflere af disse regler, idet der dog ikke er tale om en udtømmende opregning. F.eks. indeholderretsplejelovens § 178, stk. 2, en frist for begæring om omgørelse af en kendelse, hvorved bøde ellererstatning er pålagt et fraværende vidne (14 dage fra forkyndelse af kendelsen). Desuden indeholder§ 477 e, stk. 1, en lovbestemt frist for skyldnerens afgivelse af indsigelser i betalingspåkravssager84

(14 dage fra forkyndelsen, dog 4 uger fra forkyndelsen, hvis forkyndelsen sker i udlandet, påFærøerne eller i Grønland). Hertil kommer, at § 904, stk. 2, indeholder en lovbestemt frist for ankeaf domme, der skal forkyndes efter § 219 a, stk. 5 (14 dage fra forkyndelsen).Det følger endvidere af retsplejelovens § 351, stk. 1, at retten pålægger sagsøgte at indlevere etsvarskrift inden en frist, der i almindelighed skal være på mindst to uger, og som regnes frapålæggets forkyndelse, jf. også § 375 for så vidt angår ankesager.Hertil kommer regler, der indeholder frister for myndighedernes forkyndelse, f.eks. § 844, stk. 2,hvorefter anklagemyndigheden sørger for, at en indkaldelse med oplysning om tid og sted forhovedforhandlingen (og eventuelt anklageskrift, jf. § 835, stk. 2) forkyndes for tiltalte med mindst 4dages varsel, idet retten dog kan fastsætte et kortere varsel (jf. også § 896, stk. 2, om straffesager, ihvilke der ikke medvirker lægdommere), eller § 175, stk. 3, hvorefter vidnet i borgerlige sager skalindkaldes med en uges varsel og i straffesager med aftens varsel, hvortil lægges to døgn, såfremtafstanden til mødestedet er over 30 km.Når retterne foretager telefonforkyndelse, er det vigtigt, at de er opmærksomme på sådannetidsfrister. Det forudsættes, at telefonforkyndelse ikke anvendes, hvis brevet med dokumenterneikke kan forventes modtaget hos adressaten inden fristen. Dette vil navnlig være relevant, når derskal ske forkyndelse efter § 844, stk. 2, § 896, stk. 2, eller § 175, stk. 3.I relation til de frister, der regnes fra forkyndelsen, f.eks. fristerne i retsplejelovens § 477 e, stk. 1,og § 904, stk. 2, skal retterne sørge for, at meddelelsen med eventuelle bilag overgives tilpostafsendelse umiddelbart efter, at telefonforkyndelsen har fundet sted (medmindre meddelelsenmed eventuelle bilag er blevet fremsendt inden telefonforkyndelsen). Det er arbejdsgruppensopfattelse, at disse frister er af en sådan karakter, at den pågældende – uanset at han eller hun førstnogle dage senere modtager dokumentet på skrift – har tilstrækkelig tid og lejlighed til at anføre, athan eller hun har indsigelser eller til at anke dommen.For så vidt angår frister, der alene er minimumsfrister, f.eks. en frist efter retsplejelovens § 351, stk.1, forventes retten i forbindelse med fastsættelsen af svarfristen at tage behørigt hensyn til, at der ersket telefonforkyndelse, og at meddelelsen med eventuelle bilag derfor først vil være kommet fremtil modtageren og således vil kunne danne grundlag for udarbejdelse af svarskrift nogle dage senere(medmindre meddelelsen med eventuelle bilag er blevet fremsendt inden telefonforkyndelsen).7.2.2.1.2 Adgangen til telefonnumreEn forudsætning for effektivt at kunne gennemføre telefonforkyndelse er, at den, der skal forkynde,har adgang til oplysninger om telefonnumre. For så vidt angår civile sager, herunder fogedsager,finder arbejdsgruppen, at sagsøger og fordringshaver så vidt muligt bør oplyse eget og henholdsvis85

sagsøgtes og skyldners telefonnummer ved sagens fremsendelse til retten, og at tydeligere rubrikkerbør indsættes i Domstolsstyrelsens skemaer for stævninger og betalingspåkrav. Der vil dog væresager, som ikke indeholder oplysninger om telefonnumre på de personer, der skal foretagestelefonforkyndelse for (f.eks. straffesager), eller hvor sagsøgers eller fordringshavers oplysninger erbehæftede med fejl. Der er derfor i et vist omfang behov for, at de personer, der skal forkynde, selvfår adgang til oplysninger om telefonnumre, herunder hemmelige telefonnumre.Med henblik på at styrke det strafferetlige værn mod terrorisme og forbedre politietsefterforskningsmuligheder fik politiet ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven,retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven,udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige(Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse afFN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorismemv.) adgang til også de hemmelige telefonnumre i nummeroplysningsdatabasen (”118”), uden atbetingelserne for edition er opfyldt, jf. nu § 31, stk. 6, jf. stk. 5, nr. 2, og § 11 i lov om elektroniskekommunikationsnet og -tjenester.Retterne og restanceinddrivelsesmyndigheden har på nuværende tidspunkt ikke adgang til dehemmelige telefonnumre i nummeroplysningsdatabasen (”118”). I lyset af at retterne ogrestanceinddrivelsesmyndigheden allerede i dag har adgang til CPR-registeret, som indeholderoplysninger om personer med navne- og adressebeskyttelse, findes der ikke at værebetænkeligheder forbundet med at give disse myndigheder adgang til de hemmelige telefonnumre.Arbejdsgruppen foreslår derfor, at § 31, stk. 6, i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester ændres, således at også retterne og restanceinddrivelsesmyndigheden får adgang til dehemmelige telefonnumre. Det forudsættes i den forbindelse, at kun de personer ved retterne og hosrestanceinddrivelsesmyndigheden, der beskikkes til at foretage telefonforkyndelser, får adgang tiloplysninger om de hemmelige telefonnumre. Det forudsættes endvidere, at adgangen tiloplysningerne kun anvendes i forbindelse med telefonforkyndelser.For så vidt angårtaletidskorter der på nuværende tidspunkt ikke krav om registrering af brugeren.Det kan dog oplyses, at en tværministeriel arbejdsgruppe under Justitsministeriet og (nu) Erhvervs-og Vækstministeriet for tiden er ved at overveje, hvordan oplysninger om brugere af bl.a.taletidskort kan registreres, så politiet får mulighed for at sammenholde oplysninger om brugerenmed oplysninger om kommunikationsapparatet. Arbejdsgruppen skal bl.a. gennemgå og vurdere detekniske muligheder for at registrere sådanne oplysninger, inddrage erfaringer fra andre lande,belyse økonomiske og administrative konsekvenser samt inddrage telebranchen i arbejdet.Hvis den nævnte brugerregistreringsordning bliver en realitet, finder arbejdsgruppen, at ogsåretterne bør have adgang til oplysningerne.86

7.2.2.2 Digital forkyndelseDet følger af arbejdsgruppens kommissorium, at arbejdsgruppen skal overveje, hvordan man bedstkan fremme anvendelsen af mindre ressourcekrævende forkyndelsesformer endstævningsmandsforkyndelse, herunder om der eventuelt bør indføres nye og mindreressourcekrævende forkyndelsesmåder.The Boston Consulting Group (BCG) har i rapporten ”Kvantificering af effektiviseringstiltag samtopdatering af sagsmodel for de danske byretter” anført, at det nuværende forkyndelsessystem påmange måder virker forældet, da det ikke gør brug af moderne teknologi, og at det er BCG’sanbefaling at gøre brug af moderne teknologi til forkyndelse i langt højere grad, end det gøres idag.27Nedenfor følger arbejdsgruppens overvejelser om digital forkyndelse og en ny digitalforkyndelsesform(”forenklet digital forkyndelse”).7.2.2.2.1 Retsplejelovens regler om digital forkyndelseArbejdsgruppen har på baggrund af ovenstående overvejet, om reglerne om digital forkyndelse,som blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 447 af 9. juni 2004 om ændring af retsplejeloven mv.(Digital kommunikation i retsplejen m.v.), bør sættes i kraft.Efter retsplejelovens § 155, nr. 2, kan forkyndelse således ske ved, at den meddelelse, der skalforkyndes, ved digital kommunikation gøres tilgængelig for den pågældende, der samtidig anmodesom at bekræfte modtagelsen (digital forkyndelse).Anvendelse af digital kommunikation kan ske, hvis modtageren har samtykket i at modtagemeddelelser på denne måde, idet der dog ikke kræves samtykke til digital forkyndelse, jf.retsplejelovens § 154, stk. 2, 1. pkt., konkurslovens § 237 b, 1. pkt., fællesboskiftelovens § 92 b, 1.pkt. (§ 71 i lov nr. 594 af 14. juni 2011 om ægtefælleskifte m.v., som træder i kraft den 1. marts2012), og dødsboskiftelovens § 115 b, 1. pkt.Ved digital forkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis den pågældende bekræfter at havemodtaget meddelelsen enten ved en meddelelse, der sendes ved digital kommunikation medanvendelse af digital signatur, eller ved at sende en personligt underskrevet kopi af meddelelsen, jf.retsplejelovens § 156 a, 1. pkt. Digital forkyndelse forudsætter således, at modtageren aktivtbekræfter modtagelsen af dokumentet.

Retsplejelovens regler om digital forkyndelse bygger på en redegørelse om digital kommunikationmed domstolene, der i oktober 2003 blev afgivet af en arbejdsgruppe under Domstolsstyrelsen. Detvar arbejdsgruppens opfattelse, at der ingen betænkeligheder er knyttet til, at en meddelelse udenforudgående samtykke sendes digitalt, når meddelelsen kun vil få retsvirkning, hvis modtagerenbekræfter modtagelsen. Retsplejerådet og Justitsministeriet tilsluttede sig arbejdsgruppens forslag.Den meddelelse, der skal forkyndes digitalt, skal i almindelighed være forsynet med en digitalsignatur, der kan sikre, at meddelelsen stammer fra den angivne afsender, og at meddelelsen ikke erblevet ændret undervejs. De almindelige regler om beskyttelse af fortrolige oplysninger, herunderf.eks. persondatalovens regler om behandling af personoplysninger, gælder også ved digitalforkyndelse. Dette indebærer bl.a., at der skal ske kryptering eller lignende af meddelelser, derindeholder fortrolige oplysninger, således at uvedkommende ikke kan læse meddelelsen, jf. ogsåretsplejelovens § 154, stk. 2, 3. pkt.Af bemærkningerne til lov nr. 447 af 9. juni 2004 følger, at reglerne om digital kommunikation,herunder reglerne om digital forkyndelse, vil kunne sættes i kraft sagsområde for sagsområde,efterhånden som der indføres nye edb-sagsbehandlingssystemer ved domstolene.7.2.2.2.1.1 Andre myndigheders mulighed for at foretage digital forkyndelseDet er Justitsministeriets opfattelse, at der gælder en generel regel om, at private personer,virksomheder mv. som udgangspunkt ikke bør kunne kontaktes af offentlige myndigheder veddigital kommunikation, medmindre den pågældende forudgående har givet et udtrykkeligt ellerstiltiende samtykke. Et sådant samtykke vil kunne ligge i, at borgeren selv har henvendt sig veddigital kommunikation. Ved professionelle parter, f.eks. advokater, kan samtykket ligge ianvendelse af brevpapir med angivelse af e-mailadresse. Arbejdsgruppen har i sit arbejde lagt dettetil grund.Denne regel svarer til retsplejelovens § 154, stk. 2, som må antages alene at vedrøre digitalkommunikationfra domstolene.Baggrunden for denne antagelse er, at reglen (og dens pendanter i konkursloven,fællesboskifteloven og dødsboskifteloven) blev indsat på baggrund af redegørelsen om digitalkommunikation med domstolene. Hertil kommer, at det i bemærkningerne til bestemmelsen eranført, at ”det foreslås præciseret, at domstolene kan anvende digital kommunikation, hvismodtageren har givet samtykke til at modtage meddelelserfraretten på denne måde, jf.1. pkt.”Endelig er stk. 2 indsat i en bestemmelse, der vedrører meddelelser fra retten, jf. stk. 1 og 3.I § 154, stk. 2, er det tillige fastsat, at der ikke kræves samtykke til digital forkyndelse, jf. ordene”jf. dog § 155, nr. 2”. Da § 154, stk. 2, som nævnt antages alene at vedrøre digital kommunikation88

fra domstolene, vil det være nødvendigt at indsætte en generel regel i retsplejeloven om, at der ikkekræves samtykke til digital forkyndelse, hvis også andre myndigheder, f.eks. anklagemyndighedenog restanceinddrivelsesmyndigheden, skal kunne foretage digital forkyndelse uden samtykke.Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at der indsættes et nyt stk. 1 i § 156 a, hvoraf detfremgår, at der ikke kræves samtykke til digital forkyndelse, og at ordene ”jf. dog § 155, nr. 2”udgår af § 154, stk. 2, og at der i stedet indsættes en henvisning til § 156 a, nyt stk. 1.7.2.2.2.1.2 Tekniske mulighederDomstolsstyrelsen har oplyst, at det på nuværende tidspunkt i princippet teknisk set er muligt fordomstolene at foretage digital forkyndelse efter retsplejelovens § 155, nr. 2, men at de fleste privateikke kan modtage krypterede e-mails. Styrelsen har endvidere oplyst, at mulighederne for atforetage digital forkyndelse vil blive forbedrede, når domstolenes nuværende edb-systemer erstattesaf nye sagsbehandlingssystemer”De Juridiske Fag Systemer”(JFS).Rigspolitiet har oplyst, at digital kommunikation, herunder digital forkyndelse, vil være mulig ipolitiets nye digitale sagsbehandlingssystem”POLSAG”.Systemet er indtil videre underimplementering, og digital kommunikation, herunder digital forkyndelse, kan derfor endnu ikkegennemføres. Der foreligger aktuelt ingen oplysninger om tidshorisonten for, hvornår digitalkommunikation, herunder digital forkyndelse, vil kunne gennemføres i”POLSAG”.Skatteministeriet har oplyst, at SKAT i dag anvender Skattemappen til at kommunikere digitalt medborgere og virksomheder.7.2.2.2.2 Forenklet digital forkyndelseArbejdsgruppen har endvidere overvejet mulighederne for indførelse af en ny digitalforkyndelsesform(”forenklet digital forkyndelse”).Retsplejelovens regler om digital forkyndelse, jf. § 155, nr. 2, og § 156 a, indebærer som nævnt iafsnit 7.2.2.2.1, at retterne ved digital kommunikation gør dokumentet tilgængeligt for denpågældende, der bekræfter at have modtaget meddelelsen enten ved en meddelelse, der sendes veddigital kommunikation med anvendelse af digital signatur, eller ved at sende en personligtunderskrevet kopi af meddelelsen.Der er dog i arbejdsgruppen blevet peget på, at kravet om, at den pågældende aktivt bekræftermodtagelsen, vil kunne stå i vejen for gennemførelse af digital forkyndelse.Arbejdsgruppen har derfor overvejet mulighederne for indførelse af en ny digital forkyndelsesform(”forenklet digital forkyndelse”)indebærende, at den meddelelse, der skal forkyndes, med

eventuelle bilag gøres tilgængelig for den pågældende i en digital postkasse, der anvendes til sikkerdigital kommunikation med det offentlige, og når meddelelsen åbnes, sendes en besked om, atmeddelelsen er blevet åbnet, automatisk retur til myndigheden. Der vil altså være tale om enautomatisk funktionalitet, hvorved modtagelsen bekræftes ved åbning af den digitale meddelelse.Borgeren eller virksomheden vil således ikke have mulighed for at vælge, om beskeden afsendes.Meddelelsen anses for forkyndt, hvis meddelelsen åbnes af den pågældende. Forkyndelsen anses forsket den dag, den pågældende åbner meddelelsen.Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om retsvirkningen af forenklet digital forkyndelse skalknytte sig til åbningen af den elektroniske postkasse eller til åbningen af den konkrete digitalemeddelelse, der skal forkyndes. Arbejdsgruppen har fundet det mest nærliggende at laderetsvirkningen følge af åbningen af den konkrete digitale meddelelse. Skulle det erfaringsmæssigtvise sig, at de personer, der skal foretages forkyndelse for, åbner deres elektroniske postkasse udenat åbne de modtagne digitale meddelelser, der skal forkyndes, kan der på sigt være behov for at sepå de tekniske muligheder for at ændre på ordningen.Som nævnt ovenfor i afsnit 7.2.2.2.1.1 antages der at gælde en generel regel om, at private personer,virksomheder mv. som udgangspunkt ikke bør kunne kontaktes af domstolene eller andre offentligemyndigheder ved digital kommunikation, medmindre den pågældende forudgående har givet etudtrykkeligt eller stiltiende samtykke. Et sådant samtykke vil kunne ligge i, at borgeren selv harhenvendt sig ved digital kommunikation. Ved professionelle parter, f.eks. advokater, kan samtykketligge i anvendelse af brevpapir med angivelse af e-mailadresse.Reglen er for domstolenes vedkommende som nævnt ovenfor udtrykkeligt indføjet i retsplejelovens§ 154, stk. 2, 1. pkt.Den generelle regel er fraveget på en række forskellige områder, herunder vedskatteforvaltningslovens § 35, stk. 1, der bemyndiger skatteministeren til at fastsætte regler om, athenvendelser til og fra told- og skatteforvaltningen skal være i elektronisk form (digitalkommunikation), og herunder fravige formkrav i lovgivningen, der er til hinder for digitalkommunikation. Bestemmelsen er endnu ikke sat i kraft.Som anført i afsnit 7.2.2.2.1 følger det endvidere af retsplejelovens § 154, stk. 2, 1. pkt.,konkurslovens § 237 b, 1. pkt., fællesboskiftelovens § 92 b, 1. pkt. (§ 71 i lov nr. 594 af 14. juni2011 om ægtefælleskifte m.v., som træder i kraft den 1. marts 2012), og dødsboskiftelovens § 115b, 1. pkt., at anvendelse af digital kommunikation til digital forkyndelse efter retsplejelovens § 155,nr. 2, ikke kræver samtykke. Det blev som nævnt fundet forsvarligt at fravige den generelle regelom samtykke til digital kommunikation, fordi den digitale meddelelse kun vil få retsvirkninger, hvismodtageren bekræfter modtagelsen.90

Arbejdsgruppen har overvejet, om det generelle krav om samtykke til digital kommunikationligeledes bør fraviges i forbindelse med forenklet digital forkyndelse, der som nævnt ikke vil kræve,at modtageren bekræfter modtagelsen. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det også her vil væreforsvarligt at fravige samtykkekravet, navnlig da meddelelsen kun vil få retsvirkning, hvismodtageren åbner den. Arbejdsgruppen har i den forbindelse også lagt vægt på den betydeligeudvikling på det digitale område i løbet af de senere år. På grund af de tekniske forhold omkringforslaget til forenklet digital forkyndelse vil det imidlertid næppe have nogen betydning i praksis,om der skabes lovhjemmel til at fravige samtykkekravet i forbindelse med forenklet digitalforkyndelse, jf. herom nedenfor under pkt. 7.2.2.2.2.1.Ligesom ved digital forkyndelse efter § 155, nr. 2, forudsættes det ved forenklet digital forkyndelse,at den meddelelse, der skal forkyndes, i almindelighed er forsynet med en digital signatur, der kansikre, at meddelelsen stammer fra den angivne afsender, og at meddelelsen ikke er blevet ændretundervejs.De almindelige regler om beskyttelse af fortrolige oplysninger, herunder f.eks. persondatalovensregler om behandling af personoplysninger, vil også gælde ved forenklet digital forkyndelse. Detteindebærer bl.a., at der også ved forenklet digital forkyndelse af meddelelser, der indeholderfortrolige oplysninger, skal ske kryptering eller lignende, således at uvedkommende ikke kan læsemeddelelsen.7.2.2.2.2.1 Tekniske mulighederSom nævnt ovenfor vil forenklet digital forkyndelse indebære, at den meddelelse, der skalforkyndes, med eventuelle bilag gøres tilgængelig for den pågældende i en digital postkasse, deranvendes til sikker digital kommunikation med det offentlige.Arbejdsgruppen tænker her navnlig på mulighederne for at anvende de digitale postkasser påwww.borger.dk, www.virk.dkogwww.e-boks.dktil at foretage forenklet digital forkyndelse.Formuleringen ”en digital postkasse, der anvendes til sikker digital kommunikation med detoffentlige” vil imidlertid også kunne omfatte andre digitale postkasser end de nævnte, herunderf.eks. Skattemappen eller fremtidige digitale postkasser. Disse postkasser vil således med denforeslåede formulering også kunne anvendes til forenklet digital forkyndelse, forudsat at deopfylder de krav til forkyndelsen, der følger af arbejdsgruppens forslag.Påwww.borger.dk, www.virk.dkogwww.e-boks.dkhar borgere og virksomheder fået mulighedfor at oprette en digital postkasse, der kan anvendes til digital kommunikation med offentligemyndigheder, og som understøtter kommunikation med signerede og krypterede e-mails. IfølgeØkonomistyrelsen har mange benyttet sig af muligheden for at oprette en digital postkasse, og der91

bliver løbende oprettet flere digitale postkasser. Pr. 1. oktober 2011 er der 1.061.729 borgere, derviawww.borger.dkellerwww.e-boks.dkhar tilmeldt sig post fra en eller flere myndigheder. Herafhar 687.019 borgere tilmeldt sig post fra alle offentlige myndigheder. Pr. 1. oktober 2011 er der1.385 virksomheder, der viawww.virk.dkhar tilmeldt sig post fra en eller flere myndigheder. Herafhar 398 virksomheder tilmeldt sig post fra alle offentlige myndigheder.På nuværende tidspunkt kan domstolene ikke fremsende meddelelser til de digitale postkasser påwww.borger.dk, www.virk.dkogwww.e-boks.dk.Domstolsstyrelsen har dog oplyst, at de nyesagsbehandlingssystemer”De Juridiske Fag Systemer”(JFS) vil blive sammenkoblet med dedigitale postkasser påwww.borger.dk, www.virk.dkogwww.e-boks.dki løbet af 2012.Der antages som nævnt ovenfor at gælde en generel regel om, at private personer, virksomhedermv. som udgangspunkt ikke bør kunne kontaktes af domstolene eller andre offentlige myndighederved digital kommunikation, medmindre den pågældende forudgående har givet et udtrykkeligt ellerstiltiende samtykke.De digitale postkasser påwww.borger.dk, www.virk.dkogwww.e-boks.dker i overensstemmelsehermed i dag indrettet således, at det er frivilligt for den enkelte borger eller virksomhed, om manønsker at oprette en digital postkasse. For at kunne anvende de nævnte digitale postkasser tilforenklet digital forkyndelse skal borgeren eller virksomheden således have oprettet en postkasse ogi den forbindelse have givet samtykke til at modtage digital kommunikation fra offentligemyndigheder. Som systemerne er indrettet i dag, har borgere og virksomheder, der opretter endigital postkasse, endvidere mulighed for at fravælge digital kommunikation med bestemtemyndigheder. Sker forenklet digital forkyndelse i forbindelse med disse systemer, vil det såledessom nævnt ovenfor ikke have nogen praktisk betydning, om samtykkekravet ophæves, idet systemetunder alle omstændigheder kræver samtykke til at modtage digital kommunikation.Økonomistyrelsen har oplyst, at det er hensigten, at det på længere sigt skal gøres obligatorisk forførst virksomheder og dernæst borgere at have en digital postkasse til kommunikation medoffentlige myndigheder. Der vil i så fald heller ikke længere være adgang til at fravælge digitalkommunikation med bestemte myndigheder. Bliver dette en realitet, vil der ikke længere gældenoget generelt samtykkekrav, og der vil således heller ikke være behov for en specifik undtagelse tilsamtykkekravet for så vidt angår forenklet digital forkyndelse.Det er en forudsætning for at kunne foretage forenklet digital forkyndelse via de digitale postkasser,at myndigheden kender modtagerens CPR-nummer eller CVR-nummer. Dette giver imidlertid ikkeproblemer, idet både domstole, politi og SKAT allerede i dag har adgang til CPR-registeret og kanhente CPR-numre på de personer, der skal ske forkyndelse for. CVR-numre er tilgængelige påwww.cvr.dk.92

Systemet med de digitale postkasser påwww.borger.dk, www.virk.dkogwww.e-boks.dkindeholder på nuværende tidspunkt ikke en automatisk funktionalitet, hvorved modtagelsenbekræftes ved åbning af den digitale meddelelse, se herom i afsnit 7.2.2.2.2. Økonomistyrelsen hardog oplyst, at det er styrelsens opfattelse, at det teknisk set vil være muligt at etablere en sådanautomatisk funktionalitet.7.2.2.2.3 KonklusionArbejdsgruppen finder, at de digitale postkasser – når den automatiske funktionalitet, hvorvedmodtagelsen bekræftes ved åbning af den digitale meddelelse, er etableret – vil være egnet til atforetage forenklet digital forkyndelse.En forudsætning for at kunne gennemføre forenklet digital forkyndelse via de digitale postkasser er,at den borger eller den virksomhed, der skal ske forkyndelse for, har oprettet en digital postkasse ogfaktisk åbner den meddelelse, der skal forkyndes. Der er i arbejdsgruppen blevet peget på, at detsegment, som det er vanskeligst at få forkyndt for, formentlig ikke vil oprette og anvende dedigitale postkasser, og i forhold til dem vil det således næppe være muligt at foretage forkyndelsevia de digitale postkasser.Arbejdsgruppen antager dog, at den generelt stigende digitalisering af samfundet må antages at føretil, at flere og flere borgere og virksomheder anvender de digitale postkasser. Arbejdsgruppen erendvidere af den opfattelse, at regler om forenklet digital forkyndelse vil give mulighed forgennemførelse af et større antal forkyndelser end efter reglen om digital forkyndelse iretsplejelovens § 155, nr. 2, og at der med forenklet digital forkyndelse generelt set er eteffektiviseringspotentiale.Domstolsstyrelsen har oplyst, at man – når de nye sagsbehandlingssystemer”De Juridiske FagSystemer”(JFS) er blevet sammenkoblet med de digitale postkasser påwww.borger.dk,www.virk.dkogwww.e-boks.dk– ønsker at kunne foretage digital forkyndelse og forenklet digitalforkyndelse.Rigsadvokaten har oplyst, at man i anklagemyndigheden ønsker at kunne foretage digitalforkyndelse og forenklet digital forkyndelse. Det forudsætter dog, at”POLSAG”kan anvendesdertil.Skatteministeriet har oplyst, at SKAT i dag anvender Skattemappen til at kommunikere digitalt medborgere og virksomheder, og at SKAT derfor kun vil anvende de digitale postkasser til at foretageforkyndelse, hvis det er økonomisk rentabelt.

Arbejdsgruppen anbefaler endvidere, at retsplejelovens regler om digital forkyndelse (§ 154, stk. 2,§ 155, nr. 2, og § 156 a) sættes i kraft, når domstolenes nye sagsbehandlingssystemer”De JuridiskeFag Systemer”(JFS) er indført, og at § 154, stk. 2, og § 156 a ændres således, at også andremyndigheder end domstolene får mulighed for at foretage digital forkyndelse. Reglerne om digitalforkyndelse vil få et selvstændigt anvendelsesområde i forhold til forkyndelse for myndigheder ogadvokater. Hertil kommer, at der vil kunne foretages digital forkyndelse i de digitale postkasser, deranvendes til digital kommunikation med det offentlige, indtil det tidspunkt, hvor eventuelle reglerom forenklet digital forkyndelse er gennemført.Det bemærkes dog, at arbejdsgruppen ikke har foretaget en nærmere vurdering af de økonomiskekonsekvenser forbundet med gennemførelse af digital forkyndelse og forenklet digital forkyndelse,og at en afklaring heraf naturligvis vil være nødvendig, før der træffes endelig beslutning omgennemførelse af sådanne ordninger.7.2.2.3 Påmindelser på sms eller e-mailArbejdsgruppen har overvejet, om forkyndelse bør kunne ske pr. sms. Arbejdsgruppen harimidlertid ikke fundet, at sms er et egnet middel til at foretage forkyndelse dels på grund aftekstmængden, dels fordi der vil være sikkerhedsmæssige problemer forbundet med en sådanforkyndelse.Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om retterne og politiet bør have adgang til at sende enpåmindelse pr. sms eller e-mail til en person, der skal møde i retten, f.eks. med indholdet:”Huskretsmøde [dato/kl.] i [retten]”.I den forbindelse er det blevet understreget, at det alene vil værerelevant at sende påmindelser, hvis der skal skepersonligtfremmøde i retten.Som nævnt ovenfor antages der at gælde en generel regel om, at private personer, virksomhedermv. som udgangspunkt ikke bør kunne kontaktes af domstolene eller andre offentlige myndighederved digital kommunikation, medmindre den pågældende forudgående har givet et udtrykkeligt ellerstiltiende samtykke.Det er Justitsministeriets opfattelse, at den regel også gælder henvendelser på sms. Det kræversåledes som udgangspunkt borgerens samtykke at sende en sms-påmindelse fra en offentligmyndighed. Et sådant samtykke kunne f.eks. indhentes i forbindelse med forkyndelsen eller viawww.borger.dkellerwww.virk.dk,jf. herom nedenfor. Arbejdsgruppen har lagt dette til grund isine videre overvejelser.De almindelige regler om beskyttelse af fortrolige oplysninger, herunder f.eks. persondatalovensregler om behandling af personoplysninger, vil også gælde ved udsendelse af påmindelser pr. smseller e-mail. Kan påmindelsen imidlertid begrænses til at indeholde tekst som”Husk retsmøde94

[dato/kl.] i [retten]”,og det således ikke angives, hvilken afdeling (f.eks. fogedretten) denpågældende skal møde i, vil der ikke være tale om fortrolige oplysninger, der skal krypteres.7.2.2.3.1 Tekniske mulighederBorgere og virksomheder kan – som et supplement til de digitale postkasser, der er omtalt i afsnit7.2.2.2.2.1 (www.borger.dk ogwww.virk.dk)– anmode om at få tilsendt påmindelser pr. sms(NemSMS) eller e-mail. Borgeren eller virksomheden skal selv indtaste sit mobilnummer og giverderved samtykke til modtagelse af sms-beskeder fra offentlige myndigheder. Pr. 1. oktober 2011har 507.156 borgere givet samtykke til at modtage sms-påmindelser (NemSMS) fra en eller flereoffentlige myndigheder. Heraf har 357.472 borgere givet samtykke til at modtage sms-påmindelserfra alle offentlige myndigheder.Anvendes systemerne påwww.borger.dkellerwww.virk.dktil digitale forkyndelser, vil sms-påmindelsesordningen kunne tilknyttes. Det bemærkes i den forbindelse, at det dog ikke er enforudsætning for fremsendelse af en sms-påmindelse, at der forinden er sendt et elektroniskdokument til den digitale postkasse.Myndighederne kan i øvrigt integrere påmindelsesordningenså påmindelserne kan sendes automatisk og nemt.7.2.2.3.2 KonklusionDet er arbejdsgruppens opfattelse, at påmindelser pr. sms eller e-mail vil være et egnet middel til atreducere antallet af udeblivelser fra retsmøder, navnlig i de sager, hvor der sker berammelse lang tidforud for retsmødet.Såvel Domstolsstyrelsen som Rigsadvokaten har oplyst, at de ønsker at benytte sig af en eventuelfremtidig ordning med sms-påmindelser.Arbejdsgruppen anbefaler på ovenstående baggrund, at der etableres mulighed for at fremsendepåmindelser pr. sms eller e-mail. Det ville i den forbindelse være nærliggende at anvendeNemSMS-ordningen påwww.borger.dkellerwww.virk.dk,hvis de digitale postkasser i forvejenhar været anvendt til forenklet digital forkyndelse. Myndigheden vil dog også kunne anvende ettelefonnummer, der har været anvendt til at foretage telefonforkyndelse, forudsat den pågældendehar givet samtykke til at modtage sms-påmindelser.Arbejdsgruppen har overvejet, om det generelle krav om samtykke til digital kommunikation børfraviges, således at der skabes lovhjemmel til, at domstole og politi kan sende en påmindelse pr.sms eller e-mail om retsmødedato til en borger, uden at den pågældende har givet samtykke dertil.ieksisterendesystemer,

Arbejdsgruppen anbefaler dog, at man til at begynde med anvender NemSMS-ordningen påwww.borger.dkellerwww.virk.dk,eller at man indhenter samtykke f.eks. i forbindelse medtelefonforkyndelse. Dermed er der ikke behov for at skabe lovhjemmel til, at domstolene og politietkan sende påmindelser pr. sms eller e-mail til borgerne, uden at de pågældende har givet samtykkedertil. Arbejdsgruppen anbefaler dog samtidig, at spørgsmålet genovervejes, hvis der senere skullevise sig at være behov for at kunne fremsende sådanne påmindelser, uden at de pågældende hargivet samtykke.Det bemærkes dog, at arbejdsgruppen ikke har foretaget en nærmere vurdering af de økonomiskekonsekvenser forbundet med indførelse af en sms-påmindelsesordning, og at en afklaring herafnaturligvis vil være nødvendig, før der træffes endelig beslutning om indførelse af en sådanordning.Skatteministeriet har i øvrigt givet udtryk for, at også restanceinddrivelsesmyndigheden har etønske om at kunne sende påmindelser til de personer, der skal møde hosrestanceinddrivelsesmyndigheden. Arbejdsgruppen har dog ikke taget stilling til, om dette vil væremuligt inden for rammerne af direktivet om behandling af personoplysninger (95/46/EF).7.2.3Forsvarerens bistand til forkyndelse for tiltalte

Arbejdsgruppen har overvejet om regler svarende til den nye norske ordning, som indebærer, atforsvareren bistår med forkyndelsen for den tiltalte, bør indføres i retsplejeloven.Som nævnt i afsnit 6.1.4 henvises der i bemærkningerne til lovforslaget til straffeprosessloven §265, 1. led, 1. pkt., hvorefter forsvareren uden unødigt ophold skal tage kontakt til tiltalte medhenblik på at drøfte, hvordan forsvaret bør føres, og det anføres, at forkyndelse vil kunne finde stedi et møde, som forsvareren afholder med klienten i den forbindelse.I arbejdsgruppen er der blevet peget på, at dansk ret ikke indeholder en regel svarende til dennorske straffeprosesslovs § 265, 1. led, 1. pkt. Det følger således alene af retsplejelovens § 739, atadvokaten eller den beskikkede forsvarer ikke må misbruge sin stilling til at modarbejde sagensoplysning eller gøre sig skyldig i tilsidesættelse af de ham påhvilende pligter til behørig at fremmesagen. Det er endvidere blevet påpeget, at der ikke altid bliver afholdt møde med tiltalte forud for etretsmøde, f.eks. fordi tiltalte ikke har reageret på et brev fra forsvareren. Hertil kommer, atarbejdsgruppen har fundet det betænkeligt, at forsvareren får pålagt en myndighedsrolle, hvilket kanpåvirke tiltaltes tillid til forsvareren. Der er således også blevet peget på, at der er risiko for, at ensådan ordning vil afholde tiltalte fra at kontakte forsvareren. På den baggrund kan arbejdsgruppenikke anbefale, at en ordning svarende til den norske indføres i retsplejeloven.

En part i en borgerlig sag kan udpege en person, over for hvem forkyndelse kan ske efter reglerne iretsplejelovens §§ 155-157, idet § 157, stk. 4, dog kun finder anvendelse, hvis den pågældende harerklæret sig villig til at modtage forkyndelse, jf. § 160, 2. og 3. pkt.Der er i arbejdsgruppen blevet peget på, at der også i straffesager bør være adgang til at udpegepersoner, over for hvem forkyndelse kan ske. Der er desuden blevet peget på, at også vidner børhave adgang til at udpege en person, over for hvem forkyndelse kan ske. Arbejdsgruppen foreslårsåledes, at § 160 ændres i overensstemmelse hermed. Udvidelserne vil indebære, at en sigtet ellertiltalt i en straffesag og et vidne i en borgerlig sag eller straffesag fremover vil kunne udpege f.eks.en pårørende, over for hvem forkyndelse kan ske. Denne ordning kan bl.a. sikre, at parter og vidnerkan lade andre afhente dokumenter til forkyndelse i retten eller hos politiet i de servicecentre, derhar vist sig velegnede til netop denne borgerkontakt.Det fremgår ikke af bemærkningerne til retsplejelovens § 160 (oprindeligt § 161), at der er krav om,at personen udpeges ved skriftlig fuldmagt. Arbejdsgruppen finder dog af bevismæssige grunde, atder – i såvel civile sager som straffesager – fra parten eller vidnet bør foreligge en skriftligfuldmagt, ifølge hvilken der kan ske forkyndelse for den udpegede person af meddelelsen medeventuelle bilag eller i sagen som sådan. Arbejdsgruppen foreslår derfor, at bestemmelsen ændres,således at det fremgår, at der er krav om en skriftlig fuldmagt. Arbejdsgruppen foreslår endvidere,at det fastsættes i bestemmelsen, at den udpegede person skal være myndig.7.2.5Hvilken forkyndelsesform bør anvendes?

personer, og det antages i litteraturen, at § 157, stk. 1, nr. 2, litra b, sidste led, om forkyndelse forselvstændige næringsdrivende anvendes analogt, når der skal ske forkyndelse for juridiske personer.Det er uvist, om der i denne antagelse også ligger, at kun de forkyndelsesformer, der er omfattet afbestemmelsen, kan anvendes over for juridiske personer.Gorm Toftegaard Nielsen kritiserer i artiklen ”Selskabsansvar – Forældelse, forkyndelse og andenstraffeproces” optrykt i UfR 2005B.179 f, at retsplejeloven ikke indeholder regler om forkyndelsefor juridiske personer. Artiklen indeholder bl.a. en omtale af bestemmelsen i straffelovens § 94, stk.5, om afbrydelse af forældelsesfrister. Det anføres bl.a. i artiklen, at det forhold, at bestemmelsen istraffelovens § 94, stk. 5, henviser til, at forældelsesfristen for en juridisk persons ansvar kanafbrydes over for en person, der efter retsplejelovens § 157 kan modtage forkyndelser på denjuridiske persons vegne, kan virke besynderligt, idet retsplejelovens § 157 ikke indeholder reglerom, hvem der kan modtage en forkyndelse på selskabers vegne.Folketingets Retsudvalg udbad sig ved spørgsmål nr. 155 af 30. maj 2005 (Alm. del)justitsministerens kommentar til artiklen. Justitsministeriet henviste i sin besvarelse af spørgsmåletbl.a. til bemærkningerne til lov nr. 364 af 24. maj 2005 om ændring af straffeloven (Forældelse,skærpelse af straffen for falske afsonere m.v.), hvor det er anført, at fristafbrydelse efterstraffelovens § 94, stk. 5, 2. pkt., skal ske over for personer, der efter retsplejelovens § 157 kanmodtage forkyndelse på den juridiske persons vegne, hvilket i praksis vil omfatte en vid kreds afpersoner, f.eks. ansatte. Justitsministeriet anførte desuden følgende i besvarelsen:”Efter det for Justitsministeriet oplyste giver spørgsmålet om forkyndelse over for juridiskepersoner og om juridiske personers øvrige processuelle retsstilling ikke anledning tilproblemer i praksis.Der foreligger derfor efter Justitsministeriets opfattelse ikke noget aktuelt behov for – sådansom professor, lic. jur., Gorm Toftegaard Nielsen er inde på – at indføre særlige regler pådette område, herunder særlige regler om hvem der kan modtage en forkyndelse på vegne afen juridisk person. Justitsministeriet vil dog på lidt længere sigt overveje at anmodeRetsplejerådet om at se nærmere på denne problemstilling.”Arbejdsgruppen har på den baggrund overvejet, om der er behov for indførelse af regler omforkyndelse for juridiske personer.Arbejdsgruppen finder ikke som sådan, at forkyndelse for juridiske personer – ud over de i detfølgende nævnte særlige problemstillinger – giver anledning til problemer i praksis. Efterarbejdsgruppens opfattelse bør retsplejeloven imidlertid for fuldstændighedens skyld indeholderegler om, hvilke forkyndelsesformer der kan anvendes i forhold til juridiske personer, hvem derkan modtage en forkyndelse på vegne af den juridiske person, og hvor forkyndelsen kan finde sted.Arbejdsgruppen foreslår således, at der indføres bestemmelser herom.98

I arbejdsgruppens forslag til § 155, nyt stk. 2, fastsættes det, hvilke forkyndelsesformer der kananvendes i forhold til juridiske personer, se herom afsnit 7.3.1.Forslaget til ny § 157 a, stk. 1, indeholder regler om brevforkyndelse, digital forkyndelse ogforenklet digital forkyndelse for juridiske personer.Med forslaget til ny § 157 a, stk. 2, indføres regler om postforkyndelse ogstævningsmandsforkyndelse for juridiske personer. Forslaget til § 157 a, stk. 2, tilsigter – medundtagelse af stk. 2, nr. 2, se herom afsnit 7.3.2 – at kodificere gældende praksis og tilsigter såledesikke at ændre i den personkreds over for hvem, der kan ske forkyndelse. Om de enkelte reglerhenvises til bemærkningerne til lovudkastet. Det bemærkes, at § 157, stk. 1, nr. 2, litra b, sidste led(forslagets litra c, sidste led), om forkyndelse for enkeltmandsvirksomheder opretholdes i sinnuværende form.I det følgende redegøres for arbejdsgruppens overvejelser om, hvilke forkyndelsesformer der skalkunne anvendes i forhold til juridiske personer, om forkyndelse på bestyrelses- ogdirektionsmedlemmers bopæl og om forkyndelse for interessentskaber, se afsnit 7.3.1, 7.3.2 og7.3.3.7.3.1Forkyndelsesformer

Som nævnt ovenfor indeholder retsplejeloven ikke regler om, hvilke forkyndelsesformer der kananvendes over for juridiske personer. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at retsplejeloven børindeholde regler herom.Med henblik på at forbedre mulighederne for at foretage forkyndelse for juridiske personer foreslårarbejdsgruppen, at der skal være adgang til at anvende langt de fleste forkyndelsesformer over forjuridiske personer. Arbejdsgruppen finder det således forsvarligt at anvende brevforkyndelse,digital forkyndelse, forenklet digital forkyndelse, postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelseover for juridiske personer.Arbejdsgruppen er derimod betænkelig ved at indføre adgang til at anvende telefonforkyndelse overfor juridiske personer. Baggrunden for dette er, at der – navnlig for så vidt angår størrevirksomheder – vil være risiko for, at det, der er oplyst i forbindelse med telefonforkyndelsen, ikkevideregives korrekt til rette vedkommende i virksomheden, og at den, der modtagertelefonforkyndelsen, ikke er den samme som den, der modtager post i virksomheden.Arbejdsgruppen finder derfor ikke, at denne forkyndelsesform skal kunne anvendes over forjuridiske personer.

Det følger som nævnt i afsnit 3.1.3.1 af retspraksis, at hvis forkyndelsen søges foretaget påbestyrelsesformandens eller direktørens bopæl, kan forkyndelsen ikke ske for andre personertilhørende husstanden eller for personer, som i øvrigt opholder sig på bopælen, jf. ØLT 1932.178(forkyndelse for hustruen til bestyrelsesformanden for et aktieselskab ikke anset for lovlig) og UfR1929.826 Ø (forkyndelse for husassistenten hos direktøren for et aktieselskab ikke anset for lovlig).Der er i arbejdsgruppen blevet peget på, at denne retstilstand bevirker, at der ganske ofte ikke kanske forkyndelse på bestyrelsesformandens eller direktørens bopæl. For effektivt at kunnegennemføre forkyndelse for juridiske personer finder arbejdsgruppen, at det fremover bør væremuligt – hvis et direktionsmedlem, et bestyrelsesmedlem eller en anden, som har ansvar for denjuridiske persons anliggender, ikke selv træffes på sin bopæl – at foretage forkyndelse dér forpersoner over 18 år, der hører til husstanden, f.eks. ægtefællen eller samleveren.De gældende bestemmelser i retsplejelovens § 157, stk. 3-4, skal tilsvarende finde anvendelse, nårforkyndelse er sket for en person over 18 år, der hører til bestyrelses- eller direktionsmedlemmetshusstand. Det indebærer bl.a., at den person, for hvem forkyndelsen kan ske, kan tilpligtes aterstatte omkostninger, der er en følge af, at personen uden rimelig grund har nægtet at modtageforkyndelsen, eller af, at personen har undladt at overlevere meddelelsen med eventuelle bilag tilvedkommende, selv om dette kunne være sket uden væsentlig udgift eller besvær, jf.bestemmelsens stk. 4.7.3.3Forkyndelse for interessentskaber

Folketingets Retsudvalg udbad sig ved spørgsmål nr. 167 af 16. november 2009 (Alm. del)justitsministerens bemærkninger til en henvendelse om forkyndelse for et interessentskab. Ihenvendelsen beskrives et tilfælde, hvor en lønmodtager ikke har kunnet gennemføre et krav modsin arbejdsgiver (et interessentskab), fordi det ikke har været muligt at forkynde en stævning for alleinteressenterne. Justitsministeriet har anført i besvarelsen, at ministeriet vil sende henvendelsen tilarbejdsgruppen om revision af reglerne om forkyndelse med henblik på, at henvendelsen kan indgåi arbejdsgruppens overvejelser.Hvis en sag er anlagt mod et interessentskab (I/S), men ikke mod interessenterne, kan forkyndelseforetages for interessentskabet som sådant, f.eks. over for en receptionist, der er ansat ivirksomheden. Som regel anlægges sagen dog (også) mod (alle) interessenterne personligt. Hvisdette er tilfældet, skal forkyndelse ske for hver enkelt af de interessenter, der er stævnet, da disse iså fald også dømmes personligt, og de derfor skal sikres mulighed for at varetage deres interesser isagen. Stævninger mod en person skal altid forkyndes, og arbejdsgruppen finder ikke fornødentgrundlag for at indføre en særstilling for interessenter. Det bemærkes i den forbindelse, at eninteressent også kan være en juridisk person. Arbejdsgruppen foreslår derfor på dette punkt, at100

Der er i arbejdsgruppen givet udtryk for, at domstolene har problemer med at få forkyndelsergennemført i udlandet. Som det fremgår af afsnit 5, er der tale om en kompleks regulering afudenlandske forkyndelser. Da den enkelte ret kun sjældent skal foranledige forkyndelser foretaget iudlandet, opbygges der typisk ikke ved den enkelte ret erfaring med udenlandske forkyndelser.Det kunne overvejes – i det omfang det er i overensstemmelse med de internationale forpligtelser –at samle de forkyndelser, der skal til udlandet, hos f.eks. Domstolsstyrelsen eller en ret.Domstolsstyrelsen har bemærket, at ressourcerne – hvis dette bliver en realitet – skal overgå fra deenkelte retter til styrelsen eller den ret, der udpeges. Arbejdsgruppen mener dog, at domstolenesproblemer med at få forkyndelser gennemført i udlandet bør undersøges nærmere.Arbejdsgruppen anbefaler på den baggrund, at der nedsættes en arbejdsgruppe i domstolenes regi,som skal have til opgave at undersøge, hvordan domstolenes arbejde med at få gennemførtforkyndelser i udlandet kan lettes.7.5Beskikkelse til at foretage stævningsmandsforkyndelser mv.

Retsplejelovens §§ 57 og 58 er beskrevet i afsnit 3.1.4. Bestemmelsen i § 57 indeholder regler ombl.a. beskikkelse af stævningsmænd og om polititjenestemænds og sognefogeders adgang og pligttil at foretage forkyndelser i straffesager. Bestemmelsen i § 58 indeholder regler omjustitsministerens adgang til at udfærdige en instruks for stævningsmænd, den højtidelige erklæring,som afgives af stævningsmænd, og vejledning af stævningsmænd.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der bør foretages en række ændringer i retsplejelovens §§ 57og 58. Bestemmelserne foreslås i den forbindelse struktureret på den måde, at § 57 alene indeholderregler for stævningsmænd, og at § 58 alene indeholder regler for polititjenestemænd, sognefogederog andre personer, der beskikkes til at foretage forkyndelser.Som hidtil er der behov for, at der i hver retskreds samt ved landsretterne og Sø- og Handelsrettenaf vedkommende præsident beskikkes det fornødne antal stævningsmænd til at foretageforkyndelser, jf. § 57, stk. 1, 1. pkt., og en forkyndelses gyldighed skal heller ikke fremover kunneanfægtes af, at stævningsmanden har handlet uden for den retskreds, i hvilken den pågældende eransat, jf. bestemmelsens stk. 2.

Som nævnt i afsnit 3.1.4 følger det af § 57, stk. 1, 2. pkt., at der på tingstederne samt henholdsvis ilandsretternes, Sø- og Handelsrettens og Københavns Byrets lokaler opslås en fortegnelse over debeskikkede stævningsmænd. I praksis opslås den i § 57, stk. 1, 2. pkt., nævnte fortegnelse imidlertidikke. Arbejdsgruppen foreslår derfor, at stk. 1, 2. pkt., ophæves, og at stævningsmændene i stedetudstyres med et legitimationskort fra Domstolsstyrelsen.Efter § 58, stk. 1, udfærdiger justitsministeren en instruks for stævningsmænd. Den gældendebekendtgørelse om instruks for stævningsmænd har imidlertid ikke hjemmel i § 58, stk. 1, men i §57, stk. 4, som bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler om polititjenestemænds pligt til atforetage forkyndelser, og § 165, stk. 1, som bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler omforkyndelse. Arbejdsgruppen foreslår derfor, at § 58, stk. 1, om instruksen for stævningsmændophæves.Det følger af § 58, stk. 2, 1. og 2. pkt., at stævningsmanden til vedkommende retspræsident afgiveren højtidelig erklæring om, at han med troskab og samvittighedsfuldhed vil opfylde de pligter, derpåhviler ham efter retsplejeloven og den ham meddelte instruks. Formen for erklæringen fastsættesaf Domstolsstyrelsen. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der også fremover vil være behov for, atstævningsmanden afgiver en sådan erklæring. Arbejdsgruppen foreslår dog, at bestemmelsenmoderniseres, således at ordene ”højtidelig” og ”med troskab og samvittighedsfuldhed” udgår. Somkonsekvens af arbejdsgruppens forslag til ophævelse af § 58, stk. 1, finder arbejdsgruppen i øvrigt,at ordene ”den ham meddelte instruks” bør erstattes af ”de bekendtgørelser, der er udstedt i medføraf loven”. Erklæringen bør i øvrigt efter arbejdsgruppens opfattelse kunne afgives i forbindelse medstævningsmandens ansættelsesbrev.Efter § 58, stk. 2, 3. pkt., har dommeren i retskredsen at vejlede stævningsmændene med hensyn tilderes pligter. Denne vejledningspligt bør også gælde fremover, idet ordlyden dog bør ændres,således at det ikke er dommeren i retskredsen, men retten, der vejleder stævningsmændene.Som nævnt ovenfor bør reglerne om stævningsmænd fremover være indeholdt i § 57.I dag kan polititjenestemænd og sognefogeder uden særlig beskikkelse foretage forkyndelser istraffesager, jf. den gældende bestemmelse i § 57, stk. 3. Polititjenestemænd og sognefogeder skalefter arbejdsgruppens opfattelse også fremover kunne foretage forkyndelser uden beskikkelse.Adgangen for polititjenestemænd og sognefogeder til at foretage forkyndelser skal dog ikke værebegrænset til straffesager. Politiet foretager således allerede i dag forkyndelser i civile sager,herunder fogedsager (de såkaldte”eksterne sager”).Arbejdsgruppen foreslår derfor, at ordene ”istraffesager” udgår af bestemmelsen.

I praksis sker der ikke kun beskikkelse af stævningsmænd i traditionel forstand efter § 57, stk. 1,men også f.eks. af administrativt personale i politiet eller af ansatte i kriminalforsorgen.Arbejdsgruppen er af den opfattelse, at der også fremover vil være behov for at beskikke andre endstævningsmænd i traditionel forstand til at foretage stævningsmandsforkyndelser. Arbejdsgruppenfinder således, at der vil være behov for at kunne beskikke ansatte ved retten, ansatte i politiet ogansatte i kriminalforsorgen dertil. Kompetencen til at foretage beskikkelse bør i disse tilfælde værehos den ansættende myndighed, der har instruktions- og tilsynsbeføjelsen over for sine ansatte.Arbejdsgruppen foreslår derfor, at retspræsidenten i hver retskreds samt ved landsretterne og Sø- ogHandelsretten kan beskikke ansatte ved retten til at foretage stævningsmandsforkyndelser, atpolitidirektøren kan beskikke ansatte i politikredsen til at foretage stævningsmandsforkyndelser, ogat direktøren for kriminalforsorgen kan beskikke ansatte i kriminalforsorgen til at foretagestævningsmandsforkyndelser i kriminalforsorgens institutioner.Arbejdsgruppen finder ikke, at der er behov for, at de beskikkede personer, der foretagerstævningsmandsforkyndelser som led i deres almindelige tjeneste, afgiver en erklæring svarende tilden, som stævningsmænd afgiver. Ansættelsesmyndigheden skal dog i forbindelse medbeskikkelsen instruere den beskikkede i, hvordan den pågældende skal foretagestævningsmandsforkyndelser, og i øvrigt vejlede den beskikkede med hensyn til dennes pligter.Efter § 57, stk. 4, kan justitsministeren fastsætte regler om, i hvilket omfang politiet skal foretageeller medvirke ved forkyndelser. Arbejdsgruppen foreslår, at justitsministeren fremover skal kunnefastsætte regler om, i hvilket omfang retterne, politiet og kriminalforsorgen skal foretage ellermedvirke ved forkyndelser.Reglerne om polititjenestemænd, sognefogeder og andre personer, der beskikkes til at foretageforkyndelser, bør som nævnt ovenfor fremover være indeholdt i § 58.Som nævnt i afsnit 3.1.4 indeholder retsplejelovens § 67 en habilitetsregel for stævningsmænd.Arbejdsgruppen foreslår, at denne regel udvides til også at angå andre personer, der foretagerforkyndelse, jf. således forslaget til ny § 67.Efter retsplejelovens § 165, stk. 1, 2. pkt., fastsætter Domstolsstyrelsen regler om vederlag forforkyndelse. Stævningsmænd modtager vederlag og befordringsgodtgørelse for forkyndelse, jf. dengældende bekendtgørelse nr. 508 af 1. juli 1998 med senere ændringer om vederlag tilstævningsmænd og til vidner i fogedforretninger. Personer, der foretager forkyndelser som led ideres almindelige tjeneste, modtager derimod ikke vederlag herfor. Arbejdsgruppen foreslår, at detpræciseres i bestemmelsens stk. 1, 2. pkt., at Domstolsstyrelsen fastsætter regler om vederlag ogbefordringsgodtgørelse til stævningsmænd. Som konsekvens heraf foreslår arbejdsgruppenendvidere, at den gældende bestemmelses stk. 3, hvorefter polititjenestemænd ikke har krav på103

Da telefonforkyndelse – i modsætning til brevforkyndelse og digital forkyndelse – forudsætter enumiddelbar kontakt mellem den, der foretager forkyndelsen, og den, der sker forkyndelse for, finderarbejdsgruppen, at der – ligesom ved stævningsmandsforkyndelse – er behov for, at der skerbeskikkelse af personer, der skal foretage telefonforkyndelser.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at stævningsmænd skal kunne beskikkes til at foretagetelefonforkyndelser. Retterne kan således vælge at stille telefoner til rådighed forstævningsmændene til brug herfor. Arbejdsgruppen foreslår derfor, at der indføres regler om, atstævningsmænd kan beskikkes til at foretage telefonforkyndelser. Der henvises til forslaget tilretsplejelovens § 57. Stævningsmændene skal – ligesom ved stævningsmandsforkyndelse –oppebære vederlag for telefonforkyndelse. Domstolsstyrelsen fastsætter regler om vederlaget, jf.forslaget til § 165, stk. 1, 2. pkt.Arbejdsgruppen finder, at polititjenestemænd og sognefogeders adgang til at foretage forkyndelseruden særlig beskikkelse ligeledes bør gælde i forhold til telefonforkyndelse.Som nævnt i afsnit 7.2.2.1 er der i arbejdsgruppen blevet peget på, at telefonforkyndelse vil kunneforetages i umiddelbar forlængelse af selve sagsbehandlingen. På den baggrund er der behov for, atansatte ved retterne og ansatte i politiet af den ansættende myndighed kan beskikkes til at foretagetelefonforkyndelser. For så vidt angår ansatte i kriminalforsorgen er der efter arbejdsgruppensopfattelse ikke et tilsvarende behov.Skatteministeriet har givet udtryk for, at ansatte i restanceinddrivelsesmyndigheden bør kunneforetage telefonforkyndelser i sager omfattet af skatteinddrivelsesloven, dvs. de sager, hvorrestanceinddrivelsesmyndigheden i dag foretager annoncering efter skatteinddrivelseslovens § 9,stk. 1, eller iværksætter stævningsmandsforkyndelse. Arbejdsgruppen er enig heri og foreslårderfor, at der i retsplejelovens § 58 indsættes en regel, som giver adgang til, at104

restanceinddrivelsesmyndigheden kan beskikke ansatte i myndigheden til at foretagetelefonforkyndelser. Det bør fremgå af bemærkningerne til lovforslaget, at beskikkelse af de ansatteskal foretages af ledelsen i restanceinddrivelsesmyndigheden.I relation til adgangen for polititjenestemænd, sognefogeder, ansatte ved retterne, ansatte i politietog ansatte i restanceinddrivelsesmyndigheden til at foretage telefonforkyndelser henvises tilforslaget til § 58.Den ansættende myndighed (dvs. retten, politiet eller restanceinddrivelsesmyndigheden) skalinstruere den beskikkede i, hvordan den pågældende skal foretage telefonforkyndelser, og i øvrigtvejlede den beskikkede med hensyn til dennes pligter.I øvrigt mener arbejdsgruppen, at den ovenfor nævnte regel i retsplejelovens § 67 om habilitet børudvides til også at gælde, når stævningsmanden eller andre personer foretager telefonforkyndelser,jf. forslaget til ny § 67.De nærmere regler om, i hvilket omfangrestanceinddrivelsesmyndigheden skal foretagebekendtgørelsesform.7.7Udkast til bekendtgørelse om forkyndelseretterne, politiet, kriminalforsorgen ogtelefonforkyndelser, foreslås fastsat i

Som nævnt i afsnit 3 om gældende ret findes der i dag tre bekendtgørelser, der indeholder regler omforkyndelse: bekendtgørelse nr. 255 af 20. juni 1972 om instruks for stævningsmænd,bekendtgørelse nr. 256 af 20. juni 1972 om forkyndelse og bekendtgørelse nr. 508 af 1. juli 1998med senere ændringer om vederlag til stævningsmænd og til vidner i fogedforretninger.Der er flere gentagelser i bekendtgørelsen om instruks for stævningsmænd og bekendtgørelsen omforkyndelse. Det er derfor arbejdsgruppens opfattelse, at disse bekendtgørelser bør ophæves ogerstattes af én bekendtgørelse, se udkastet til bekendtgørelse i afsnit 9.Flere af retsplejelovens bestemmelser om forkyndelse er gengivet i bekendtgørelsen om instruks forstævningsmænd. Der er efter arbejdsgruppens opfattelse ikke behov for at gengive lovbestemmelserom forkyndelse i bekendtgørelsen, da den, der foretager forkyndelse, skal kende såvellovbestemmelser om forkyndelse som administrative forskrifter herom. Lovbestemmelser omforkyndelse er således ikke gengivet i udkastet til bekendtgørelse.Udkastet til bekendtgørelse indeholder nogle fælles bestemmelser, hvori det bl.a. fastsættes, hvilkeforkyndelsesformer myndigheder og private kan anvende, og hvilken fremgangsmåde der benyttesved fremsættelse af anmodninger om forkyndelse over for retten. Udkastet til bekendtgørelse105

Det følger af § 1, stk. 1 (og stk. 2 modsætningsvis), i den gældende bekendtgørelse om forkyndelse,at private kan iværksætte stævningsmandsforkyndelse uden rettens medvirken. Det følger videre af§ 6, stk. 1, at anmodning om forkyndelse ved stævningsmand sendes til retten eller enstævningsmand i den retskreds, hvor forkyndelse skal ske. Dette indebærer, at private i dag kanfremsende en anmodning om stævningsmandsforkyndelse direkte til stævningsmanden, dvs. udenom retten.Der er i arbejdsgruppen blevet peget på, at stævningsmændene i praksis modtager et ganskeubetydeligt antal anmodninger om forkyndelse direkte fra private. Det skal muligvis bl.a. ses isammenhæng med, at privatpersoner ikke har adgang til oplysninger om, hvilke stævningsmændder er i retskredsen, fordi fortegnelser over beskikkede stævningsmænd i praksis ikke bliver opslået,jf. § 57, stk. 1, 2. pkt. Der er endvidere blevet peget på, at det er hensigtsmæssigt, at retten fordelerde anmodninger, der måtte blive fremsat, mellem stævningsmændene, som foretager forkyndelser iforskellige områder i retskredsen. Derfor foreslår arbejdsgruppen, at bekendtgørelsen ændressåledes, at privates anmodninger om forkyndelse skal sendes til retten, der videresender tilstævningsmændene, jf. § 4 i udkastet til bekendtgørelse.7.7.3Mulighed for at nægte at modtage dokumentet

De gældende bekendtgørelser indeholder regler om, i hvilket omfang politiet skal foretage ellermedvirke ved forkyndelser, jf. § 8 i bekendtgørelse om forkyndelse og § 6, stk. 7, i bekendtgørelsenom instruks for stævningsmænd. Arbejdsgruppen foreslår, at bekendtgørelsen om forkyndelse ogsåfremover skal indeholde regler herom, idet reglerne efter arbejdsgruppens opfattelse dog bør ændrespå flere punkter, jf. § 23 i udkastet til bekendtgørelse om forkyndelse.Som nævnt i afsnit 4.1 modtager politiet årligt ca. 106.000 forkyndelsessager fra retterne og SKAT(de såkaldte”eksterne forkyndelsessager”).Det er afgørende for politiet, at myndighederne kunsender anmodninger om bistand til forkyndelse til politiet, hvis forkyndelse ikke har kunnetforetages, og fortsatte forkyndelsesbestræbelser må antages at ville være forgæves. Hertil kommer,at det vil være hensigtsmæssigt, at politiet modtager oplysning om, på hvilken måde denfremsendende myndighed har forsøgt at foretage forkyndelse.

Udkast til forslag til lov om ændring af retsplejeloven, straffeloven og lov om elektroniskekommunikationsnet og -tjenester (Revision af reglerne om forkyndelse)§1I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1237 af 26. oktober 2010, som senest ændret ved lov nr.614 af 14. juni 2011, foretages følgende ændringer:1.§§ 57 og 58affattes således:”§ 57.I hver retskreds samt ved landsretterne og Sø- og Handelsretten beskikkerretspræsidentendetfornødneantalstævningsmændtilatforetagestævningsmandsforkyndelser og telefonforkyndelser. En forkyndelse er gyldig, selv omstævningsmanden har handlet uden for den retskreds, i hvilken den pågældende er ansat.Stk. 2.Stævningsmanden afgiver til den retspræsident, der har beskikket den pågældende, enerklæring om, at den pågældende vil opfylde de pligter, der påhviler den pågældende efterdenne lov og de bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af loven. Formen for denneerklæring fastsættes af Domstolsstyrelsen.Stk. 3.Retten skal vejlede stævningsmændene med hensyn til deres pligter.§ 58.I hver retskreds samt ved landsretterne og Sø- og Handelsretten kan retspræsidentenbeskikke ansatte ved retten til at foretage stævningsmandsforkyndelser ogtelefonforkyndelser.Stk. 2.Polititjenestemænd og sognefogeder kan uden særlig beskikkelse foretagestævningsmandsforkyndelser og telefonforkyndelser.Stk. 3.Politidirektøren kan beskikke ansatte i politikredsen til at foretagestævningsmandsforkyndelser og telefonforkyndelser, jf. dog stk. 2.Stk. 4.Direktøren for kriminalforsorgen kan beskikke ansatte i kriminalforsorgen til atforetage stævningsmandsforkyndelser i kriminalforsorgens institutioner.Stk.5.Restanceinddrivelsesmyndighedenkanbeskikkeansatteirestanceinddrivelsesmyndigheden til at foretage telefonforkyndelser i sager omfattet af lovom fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter mv.

Stk. 6.Justitsministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang retterne, politiet,kriminalforsorgen og restanceinddrivelsesmyndigheden skal foretage eller medvirke vedforkyndelser.”2.§ 67affattes således:”§ 67.En stævningsmand eller en anden, der foretager forkyndelse, må ikke foretageforkyndelsen eller deltage deri, når nogen af parterne er den pågældendes ægtefælle ellerbeslægtet eller besvogret med den pågældende i lige op- eller nedstigende linje eller i førstesidelinje, eller den pågældende selv er part i sagen eller er interesseret i dens udfald.”3.Titlen på kapitel 17 affattes således:”Meddelelser og forkyndelser”§§ 153-154affattes således:”§ 153.Meddelelser fra retten gives på den måde, som rettens formand bestemmer,medmindre loven indeholder anden forskrift herom.Stk. 2.Anvendelse af digital kommunikation kan ske, hvis modtageren har samtykket i atmodtage meddelelser på denne måde, jf. dog § 156 a, stk. 1. Samtykke kan gives for denenkelte sag eller generelt. Meddelelser, der indeholder fortrolige oplysninger, skal kryptereseller sikres på anden forsvarlig måde.Stk. 3.Rettens beslutning om, hvorledes meddelelser skal gives, er ikke genstand for kære.§ 154.Skal en meddelelse efter denne lov forkyndes, skal forkyndelsen foregå efter reglernei §§ 155-165.”4.§ 155, stk. 1, nr. 3-6, og stk. 2,affattes således:”3) gøres tilgængelig for den pågældende i en digital postkasse, der anvendes til sikkerdigital kommunikation med det offentlige (forenklet digital forkyndelse),4) sendes til den pågældende i brev med afleveringsattest (postforkyndelse),5) afleveres til den pågældende af en stævningsmand eller anden dertil bemyndiget, jf. §§ 57og 58, (stævningsmandsforkyndelse) eller6) telefonisk gives den pågældende, der forinden eller efterfølgende får tilsendt elleroverdraget dokumentet (telefonforkyndelse).Stk. 2.Forkyndelsesformerne i stk. 1, nr. 1-5, kan anvendes, når der skal ske forkyndelse forselskaber, foreninger, fonde og boer mv. (juridiske personer), jf. § 157 a.”110

5.§ 156 a, stk. 1,affattes således:”Stk. 1.Ved digital forkyndelse er der ikke krav om, at modtageren har samtykket i atmodtage meddelelser ved anvendelse af digital kommunikation.”Stk. 1 bliver herefter stk. 2.6.Efter§ 156 aindsættes:”§ 156 b.Ved forenklet digital forkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvismeddelelsen åbnes af den pågældende. Forkyndelsen anses for sket den dag, denpågældende åbner meddelelsen.§ 156 c.Ved telefonforkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis personen vedkendersig at være den person, der skal ske forkyndelse for, og personen må antages at have forståettelefonsamtalen. Forkyndelsen anses for sket den dag, meddelelsen telefonisk gives denpågældende.”7.§ 157, stk. 1, nr. 2, litra a og b,affattes således:”a) på bopælen eller opholdsstedet for personer, der hører til husstanden, eller, hvis denpågældende bor til leje i en andens bolig, for udlejeren eller dennes ægtefælle, for så vidt depågældende træffes på bopælen eller opholdsstedet,b) for ledelsen eller personalet på en institution eller et hospital, hvor den pågældende erbosat eller midlertidigt opholder sig, medmindre ledelsen eller personalet oplyser, at denpågældende ikke længere opholder sig på stedet, eller”Litra b bliver herefter litra c.8.Efter§ 157indsættes:”§ 157 a.Brevforkyndelse, digital forkyndelse og forenklet digital forkyndelse forselskaber, foreninger, fonde og boer mv. (juridiske personer) kan ske for etdirektionsmedlem, et bestyrelsesmedlem eller en anden, som har ansvar for den juridiskepersons anliggender, på den juridiske persons postadresse eller digitale adresse. Forkyndelsekan endvidere ske for den juridiske persons ansatte på den juridiske persons postadresseeller digitale adresse.Stk. 2. For postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse for selskaber, foreninger, fondeog boer mv. (juridiske personer) gælder følgende regler:

1) Forkyndelse kan ske for et direktionsmedlem, et bestyrelsesmedlem eller en anden, somhar ansvar for den juridiske persons anliggender, på det sted, hvorfra den juridiske persondrives, eller på den pågældendes bopæl, midlertidige opholdssted eller arbejdssted, jf. dognr. 4 og 5. Forkyndelse for den pågældende er dog gyldig, uanset hvor den sker.2) Træffes et direktionsmedlem, et bestyrelsesmedlem eller en anden, som har ansvar forden juridiske persons anliggender, ikke på bopælen, kan forkyndelse endvidere ske dér forpersoner over 18 år, der hører til husstanden, jf. dog nr. 4 og 5.3) Forkyndelse kan endvidere ske for ansatte på det sted, hvorfra den juridiske persondrives, jf. dog nr. 4 og 5.4) Forkyndelse for kurator, bobestyrer mv. kan alene ske for kurator, bobestyrer mv. selveller for hans eller hendes ansatte over 18 år på det sted, hvorfra kurator, bobestyrer mv.driver sin virksomhed.5) Forkyndelse for en offentlig myndighed kan alene ske for myndighedens ansatte over 18år på myndighedens adresse.6) Ved forkyndelse efter nr. 2 og 4 finder § 157, stk. 3 og 4, tilsvarende anvendelse.”9.I§ 158ændres ”§ 155, nr. 3 og 4, jf. § 157” til: ”§ 155, stk. 1, nr. 3 og 4, jf. § 157, eller §155, stk. 1, nr. 3 og 4, jf. stk. 2, jf. § 157 a”.10.§ 160affattes således:”§ 160.I borgerlige sager og straffesager kan en part eller et vidne ved skriftlig fuldmagtudpege en myndig person, over for hvem forkyndelse kan ske efter reglerne i §§ 155-157 a.Reglen i § 157, stk. 4, finder dog kun anvendelse, hvis den pågældende har erklæret sigvillig til at modtage forkyndelse.Stk. 2. I borgerlige sager kan en part give afkald på at få underretning om processuellemeddelelser ved forkyndelse.”11.I§ 163, stk. 2,ændres ”§§ 155-157” til: ”§§ 155-157 a”.12.§ 165, stk. 1, 2. pkt.,affattes således:”Domstolsstyrelsenstævningsmænd.”fastsætterregleromvederlagogbefordringsgodtgørelsetil

”Udmeldelsesdekretet bliver uden ophold at meddele de udmeldte.”14.§ 835affattes således:”§ 835.Anklagemyndigheden indleverer anklageskriftet til retten. Ved indleveringen erstraffesagen indledt ved retten.Stk. 2.Anklagemyndigheden sender kopi af anklageskriftet til tiltalte eller forkynder det forden pågældende straks efter indledning af sagen. Anklagemyndigheden skal senest samtidigmed forkyndelse af indkaldelse, jf. § 844, stk. 2, forkynde kopi af anklageskriftet for denpågældende.Stk. 3.Anklagemyndigheden eller retten sender kopi af anklageskriftet til forsvareren straksefter indledning af sagen, eller så snart forsvareren er beskikket for tiltalte.”15.§ 896, stk. 4 og 5,affattes således:”Stk. 4.Forkyndelse kan undlades, når der under sagen ikke er spørgsmål om højere strafend bøde, jf. dog stk. 5. I så fald sender retten indkaldelsen og en kopi af anklageskriftet tiltiltalte senest 2 uger før hovedforhandlingen.Stk. 5.I bødesager, hvor der er fremsat erstatningskrav, skal tilsigelse dog forkyndes fortiltalte.”Stk. 5 bliver herefter stk. 6.§2I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1235 af 26. oktober 2010, som senest ændret ved lov nr. 760af 29. juni 2011, foretages følgende ændringer:1.I§ 94, stk. 5,ændres ”§ 157” til: ”§ 157 a”.§3I lov nr. 169 af 3. marts 2011 om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester foretages følgendeændringer:1.§ 31, stk. 6,affattes således:”Stk. 6.Oplysninger som nævnt i stk. 5, nr. 2, kan alene videregives afforsyningspligtudbyderens landsdækkende nummeroplysningstjeneste til brug for offentligealarmtjenester, politiet, retterne eller restanceinddrivelsesmyndigheden.”113

Til nr. 1 (§§ 57 og 58)Det foreslås, at der foretages en række ændringer i de gældende bestemmelser i §§ 57 og 58.Forslaget til§ 57indeholder alene regler gældende for stævningsmænd, og forslaget til§ 58indeholder alene regler gældende for polititjenestemænd, sognefogeder og andre personer, derbeskikkes til at foretage forkyndelse.I dag vedrører §§ 57 og 58 alene stævningsmandsforkyndelse. Det foreslås, at bestemmelsernesanvendelsesområde udvides til også at omfatte telefonforkyndelse, jf. de foreslåede bestemmelser i§ 155, nr. 6, og § 156 c.Som hidtil er der behov for, at der som hovedregel sker beskikkelse af personer, der skal foretagestævningsmandsforkyndelser. Der findes også at være behov for, at der som hovedregel skerbeskikkelse af personer, der skal foretage telefonforkyndelser. Baggrunden herfor er, attelefonforkyndelse – i modsætning til f.eks. brevforkyndelse og digital forkyndelse – forudsætter enumiddelbar kontakt mellem den, der foretager forkyndelsen, og den, der sker forkyndelse for.Der er fortsat behov for, at der i hver retskreds samt ved landsretterne og Sø- og Handelsretten afvedkommende retspræsident sker beskikkelse af stævningsmænd til at foretagestævningsmandsforkyndelser. Stævningsmændene skal også kunne beskikkes til at foretagetelefonforkyndelser, jf. forslaget til§ 57, stk. 1, 1. pkt.Stævningsmændene modtager – ligesom vedstævningsmandsforkyndelse – vederlag for telefonforkyndelse, jf. forslaget til § 165, stk. 1, 2. pkt.Som hidtil vil en forkyndelses gyldighed ikke kunne anfægtes af, at stævningsmanden har handletuden for den retskreds, i hvilken den pågældende er ansat, jf. forslagets tilstk. 1, 2. pkt.

Efter den gældende § 57, stk. 1, 2. pkt., opslås der på tingstederne samt henholdsvis i landsretternes,Sø- og Handelsrettens og Københavns Byrets lokaler en fortegnelse over de beskikkedestævningsmænd. I praksis opslås den nævnte fortegnelse imidlertid ikke. Det foreslås derfor, at stk.1, 2. pkt., ophæves, og at stævningsmændene i stedet udstyres med et legitimationskort fraDomstolsstyrelsen.Det fastslås i forslaget til§ 57, stk. 2, 1. og 2. pkt.,at stævningsmanden til den retspræsident, derhar beskikket den pågældende, afgiver en erklæring om, at den pågældende vil opfylde de pligter,der påhviler den pågældende efter denne lov og de bekendtgørelser, der er udstedt i medfør afloven. Formen for denne erklæring fastsættes af Domstolsstyrelsen. Bestemmelsen er i vidt omfangen videreførelse af den gældende § 58, stk. 2, 1. og 2. pkt. Bestemmelsens ordlyd er dogmoderniseret på flere punkter. Det foreskrives således ikke længere, at erklæringen skal være”højtidelig”, og stævningsmanden skal ikke længere ”med troskab og samvittighedsfuldhed”angive, at han vil opfylde de pligter, der påhviler ham.Forslaget til§ 57, stk. 3,som fastsætter, at retten skal vejlede stævningsmændene med hensyn tilderes pligter, er en videreførelse af den gældende § 58, stk. 2, 3. pkt. Bestemmelsen ændres dog,idet det fremover ikke bør være dommeren i retskredsen, men retten, der vejlederstævningsmændene.Efter den gældende bestemmelse i § 58, stk. 1, udfærdiger justitsministeren en instruks forstævningsmænd. Den gældende bekendtgørelse om instruks for stævningsmænd har imidlertid ikkehjemmel i § 58, stk. 1, men i § 57, stk. 4, som bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler ompolititjenestemænds pligt til at foretage forkyndelser, og § 165, stk. 1, som bemyndigerjustitsministeren til at fastsætte regler om forkyndelse. Det foreslås derfor, at § 58, stk. 1, ominstruksen for stævningsmænd ophæves.I praksis sker der ikke kun beskikkelse af stævningsmænd i traditionel forstand efter den gældende§ 57, stk. 1, men også f.eks. af administrativt personale i politiet eller af ansatte i kriminalforsorgen.Der vil også fremover være behov for at beskikke andre end stævningsmænd i traditionel forstandtil at foretage stævningsmandsforkyndelser og navnlig foretage telefonforkyndelser i umiddelbarforlængelse af selve sagsbehandlingen, f.eks. i betalingspåkravssager. Kompetencen til at beskikkebør i disse tilfælde være hos den ansættende myndighed. Det foreslås på den baggrund, atretspræsidenten i hver retskreds samt ved landsretterne og Sø- og Handelsretten kan beskikkeansatte ved retten til at foretage stævningsmandsforkyndelser og telefonforkyndelser, atpolitidirektøren kan beskikke ansatte i politikredsen til at foretage stævningsmandsforkyndelser ogtelefonforkyndelser, at direktøren for kriminalforsorgen kan beskikke ansatte i kriminalforsorgen tilat foretage stævningsmandsforkyndelser i kriminalforsorgens institutioner, og atrestanceinddrivelsesmyndigheden kan beskikke ansatte i restanceinddrivelsesmyndigheden til at115

foretage telefonforkyndelser i sager omfattet af lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatterog afgifter mv., jf. forslaget til§ 58, stk. 1 og 3-5.Beskikkelse af ansatte irestanceinddrivelsesmyndigheden skal foretages af myndighedens ledelse.Der findes i øvrigt ikke at være behov for, at de beskikkede personer, der foretagerstævningsmandsforkyndelser og telefonforkyndelser som led i deres almindelige tjeneste, afgiver enerklæring svarende til den, som stævningsmænd afgiver. Ansættelsesmyndigheden skal dog iforbindelse med beskikkelsen instruere den beskikkede i, hvordan den pågældende skal foretagestævningsmandsforkyndelser og telefonforkyndelser, og i øvrigt vejlede den beskikkede medhensyn til dennes pligter.I forslaget til§ 58, stk. 2,bestemmes det, at polititjenestemænd og sognefogeder uden særligbeskikkelse kan foretage stævningsmandsforkyndelser og telefonforkyndelser. Bestemmelsen er endelvis videreførelse af den gældende bestemmelse i § 57, stk. 3. Bestemmelsen udvides således tilogså at gælde for telefonforkyndelser. Hertil kommer, at det foreslås, at adgangen forpolititjenestemænd og sognefogeder til at foretage forkyndelser ikke skal være begrænset tilstraffesager. Politiet foretager således allerede i dag forkyndelser i civile sager, herunder fogedsager(de såkaldte”eksterne sager”),hvilket også bør være muligt fremover.Det fastslås i forslaget til§ 58, stk. 6,at justitsministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfangretterne, politiet, kriminalforsorgen og restanceinddrivelsesmyndigheden skal foretage ellermedvirke ved forkyndelser. Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende § 57, stk. 4,som er omtalt ovenfor.Til nr. 2 (§ 67)Den gældende § 67 er en habilitetsregel for stævningsmænd. Med forslaget til ny§ 67udvidesreglen til også at angå andre personer, der foretager forkyndelse, f.eks. ansatte ved retterne og ipolitiet, og til at gælde også ved andre forkyndelsesformer end stævningsmandsforkyndelse, f.eks.telefonforkyndelse.Til nr. 3 (§§ 153 og 154)Der må sondres mellem meddelelser og forkyndelser. Dette bør afspejles i retsplejeloven, og detforeslås derfor, at titlen på lovens kapitel 17 (”Forkyndelser m.v.”) ændres til ”Meddelelser ogforkyndelser”.Af systematiske grunde foreslås det således også, at den gældende bestemmelse i retsplejelovens §154 om meddelelser flyttes til§ 153,som indleder kapitel 17.116

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 153, stk. 1, skal processuelle meddelelser iborgerlige sager forkyndes, medmindre andet er bestemt i loven. I straffesager skal der derimod kunske forkyndelse, når det er bestemt i loven, jf. den gældende bestemmelse i § 153, stk. 2. Det børfremgå af de enkelte bestemmelser, som foreskriver, at der skal gives meddelelse, om meddelelsenskal forkyndes, således at kapitel 17 alene indeholder regler om, hvorledes forkyndelse skal ske.Det foreslås derfor, at der i§ 154optages en bestemmelse om, at såfremt en meddelelse skalforkyndes, skal det ske efter reglerne i §§ 155-165.I forslagets§ 153, stk. 2,indsættes en henvisning til nyt stk. 1 i § 156 a. Samtidig udgår ordene ”jf.dog § 155, nr. 2” af bestemmelsen. Der henvises til bemærkningerne til § 156 a, stk. 1.Til nr. 4 (§ 155, stk. 1, nr. 3-6, og stk. 2)Det foreslås, at forenklet digital forkyndelse indføres som ny forkyndelsesform, jf. forslaget til§155, nr. 3.Efter forslagets§ 155, nr. 3,sker forkyndelse ved, at den meddelelse, der skal forkyndes, medeventuelle bilag gøres tilgængelig for den pågældende i en digital postkasse, der anvendes til sikkerdigital kommunikation med det offentlige.Ved ”en digital postkasse, der anvendes til sikker digital kommunikation med det offentlige” forståswww.borger.dk, www.virk.dkeller tilsvarende systemer. Det afgørende er, at systemet opfylder dekrav, der omtales i det følgende.Forenklet digital forkyndelse indebærer, at myndigheden sender meddelelsen digitalt til denpågældendes digitale postkasse, og når meddelelsen åbnes, sendes en besked om, at meddelelsen erblevet åbnet, automatisk retur til myndigheden, jf. forslagets § 156 b. Der vil altså være tale om enautomatisk funktionalitet, hvorved modtagelsen bekræftes ved åbning af den digitale meddelelse.Borgerens eller virksomhedens åbning af den digitale meddelelse udløser således et automatisktilbagesvar. Borgeren eller virksomheden vil ikke have mulighed for at vælge, om tilbagesvaretafsendes.Forenklet digital forkyndelse kræver ikke aktiv medvirken ud over, at den pågældende skal åbneden digitale meddelelse. Hvis modtageren ikke åbner den digitale meddelelse, må der anvendes enanden forkyndelsesform.

Det forudsættes, at den meddelelse, der skal forkyndes, i almindelighed er forsynet med en digitalsignatur, der kan sikre, at meddelelsen stammer fra den angivne afsender, og at meddelelsen ikke erblevet ændret undervejs.De almindelige regler om beskyttelse af fortrolige oplysninger, herunder f.eks. persondatalovensregler om behandling af personoplysninger, gælder også ved forenklet digital forkyndelse. Detteindebærer bl.a., at der ved forenklet digital forkyndelse af en meddelelse, der indeholder fortroligeoplysninger, skal ske kryptering eller lignende, således at uvedkommende ikke kan læsemeddelelsen, jf. også forslaget til § 153, stk. 2, 3. pkt. (den gældende § 154, stk. 2, 3. pkt.).Forslaget til§ 155, nr. 4(postforkyndelse) ognr. 5(stævningsmandsforkyndelse), viderefører dengældende bestemmelses nr. 3 og 4. Reglen om stævningsmandsforkyndelse foreslås dog – somkonsekvens af de foreslåede ændringer i §§ 57 og 58 – ændret, således at ordene ”enstævningsmand” erstattes af ordene ”en stævningsmand eller anden dertil bemyndiget, jf. §§ 57 og58”. Forkyndelsesformen vil som hidtil blive betegnet ”stævningsmandsforkyndelse”.Det foreslås, at telefonforkyndelse indføres som ny forkyndelsesform, jf. forslaget til§ 155, nr. 6.Efter den foreslåede bestemmelse sker telefonforkyndelse ved, at den meddelelse, der skalforkyndes, med eventuelle bilag telefonisk gives den pågældende, der forinden eller efterfølgendefår tilsendt eller overdraget dokumentet.I modsætning til postforkyndelse og stævningsmandforkyndelse kan telefonforkyndelse aleneforetages for den pågældende selv, jf. bemærkningerne til forslaget til § 156 c.Den pågældende kan kræve, at dokumentet i sin helhed læses op i forbindelse med telefonsamtalen.Myndigheden skal vejlede den pågældende om adgangen hertil.Som udgangspunkt kan der ske telefonforkyndelse af alle typer af dokumenter. Visse typer afdokumenter vil dog være særligt velegnede til at være genstand for telefonisk forkyndelse, f.eks.indkaldelser, betalingspåkrav, konkursbegæringer og retsmødebegæringer. Omvendt kan f.eks.stævninger i civile sager og anklageskrifter konkret være for omfattende og komplicerede til at væreegnede til telefonisk forkyndelse. Det er op til myndigheden at vurdere, om et konkret dokument ervelegnet til telefonforkyndelse.Myndigheden meddeler den pågældende, at meddelelsen med eventuelle bilag vil blive fremsendttil den pågældende. Meddelelsen sendes til den pågældendes folkeregisteradresse eller en andenadresse efter den pågældendes ønske. Den pågældendes modtagelse af dokumentet er dog ikke enbetingelse for at anse forkyndelse for sket. Hvis myndigheden har sendt dokumentet, men den118

pågældende ikke modtager det, er det således hans eller hendes eget ansvar at bede omgenfremsendelse. Myndigheden meddeler ved forkyndelsen den pågældende dette og oplyser denpågældende om, hvortil henvendelse skal rettes, hvis dokumentet ikke kommer frem. Denpågældende har også mulighed for at aftale med myndigheden, at han eller hun afhenter dokumentethos myndigheden. Den pågældende er herefter selv ansvarlig for afhentning af dokumentet.Det kan forekomme f.eks. ved telefonforkyndelse af en stævning og et pålæg om indlevering af etsvarskrift, at den person, der skal ske forkyndelse for, svarer på sin mobiltelefon og oplyser, at haneller hun er bortrejst og derfor ikke har adgang til sin post. Det kan endvidere forekomme vedtelefonforkyndelse af tilsigelser, at personen oplyser, at han eller hun er syg og derfor ikke kan givemøde. Sådanne oplysninger skal af myndigheden undergives sædvanlig sagsbehandling. Detforudsættes således, at det i forbindelse med telefonforkyndelsen overvejes, om der bør skeudsættelse af eventuelle frister, eller om personen bør pålægges at fremlægge en lægeerklæring.Det forudsættes i øvrigt, at telefonforkyndelse ikke anvendes, hvis brevet med dokumenterne ikkekan forventes modtaget inden en bestemt frist. Dette vil navnlig være relevant, når der skal skeforkyndelse efter f.eks. § 844, stk. 2, om indkaldelse af tiltalte, eller § 175, stk. 3, om indkaldelse afvidner.I relation til frister, der regnes fra forkyndelsen, f.eks. fristerne i retsplejelovens § 477 e, stk. 1, omindsigelser i betalingspåkravssager, og § 904, stk. 2, om frist for anke af domme i straffesager, skalretterne sørge for, at meddelelsen med eventuelle bilag afsendes umiddelbart efter, attelefonforkyndelsen har fundet sted, således at den pågældende – uanset at han eller hun først nogledage senere modtager dokumentet på skrift – har tilstrækkelig tid og lejlighed til at anføre, at haneller hun har indsigelser eller til at anke dommen.For så vidt angår frister, der alene er minimumsfrister, f.eks. en frist efter retsplejelovens § 351, stk.1, om frist for indlevering af svarskrift, forventes retten i forbindelse med fastsættelsen afsvarfristen at tage behørigt hensyn til, at der er sket telefonforkyndelse, og at meddelelsen medeventuelle bilag derfor først vil nå frem til modtageren og danne grundlag for udarbejdelse afsvarskrift nogle dage senere.Telefonforkyndelse vil også kunne foretages på arbejdspladsen. Myndigheden kan således rettetelefonisk henvendelse til arbejdspladsen og bede om at tale med den pågældende.De nærmere regler om telefonforkyndelse vil blive fastsat i en bekendtgørelse, som vil blive udstedtaf justitsministeren i medfør af retsplejelovens § 165, 1. pkt., hvorefter justitsministeren fastsætternærmere regler om forkyndelse.

Forslaget til§ 155, stk. 2,fastsætter, hvilke forkyndelsesformer der kan anvendes, når der skal skeforkyndelse for selskaber, foreninger, fonde og boer mv. (juridiske personer).De forkyndelsesformer, der kan anvendes i forhold til juridiske personer, er forkyndelsesformerne i§ 155, stk. 1, nr. 1-5, dvs. brevforkyndelse, digital forkyndelse, forenklet digital forkyndelse,postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse.Ved ”selskaber, foreninger, fonde og boer mv. (juridiske personer)” forstås, medmindre andet erbestemt, enhver juridisk person, herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber, interessentskaber,foreninger, fonde, boer, kommuner, regioner og statslige myndigheder. Opmærksomheden henledespå, at forkyndelse for enkeltmandsvirksomheder som hidtil reguleres af § 157, stk. 1, nr. 2, nyt litrac, sidste led.Forslaget til§ 155, stk. 2,skal ses i sammenhæng med forslaget til § 157 a, der fastsætter, over forhvem og hvor forkyndelse for juridiske personer kan ske.Til nr. 5 (§ 156 a, stk. 1)Den gældende bestemmelse i § 154, stk. 2, hvori det bl.a. er fastsat, at der ikke kræves samtykke tildigital forkyndelse (jf. ordene ”jf. dog § 155, nr. 2”), antages alene at vedrøre digitalkommunikation fra domstolene.I lyset af denne antagelse er det nødvendigt at indsætte en generel regel i retsplejeloven om, at derikke kræves samtykke til digital forkyndelse, således at også andre myndigheder end domstolene,f.eks. anklagemyndigheden og restanceinddrivelsesmyndigheden, kan foretage digital forkyndelseuden samtykke.I forslaget til§ 156 a, stk. 1,fastsættes det således generelt, at der ikke kræves samtykke til digitalforkyndelse. Samtidig foreslås det, at der i § 153, stk. 2, indsættes en henvisning til§ 156 a, nyt stk.1,som erstatter ordene ”jf. dog § 155, nr. 2” i den gældende § 154, stk. 2.Til nr. 6 (§§ 156 b og 156 c)Forslaget til§ 156 bskal ses i sammenhæng med forslaget til § 155, nr. 3 (forenklet digitalforkyndelse).Ved forenklet digital forkyndelse anses meddelelsen efter forslagets§ 156 b, 1. pkt.,for forkyndt,hvis meddelelsen åbnes af den pågældende. Tidspunktet for forkyndelse fastslås i den foreslåedebestemmelses2. pkt.,hvorefter forkyndelsen anses for sket den dag, den pågældende åbner120

meddelelsen. Som nævnt i bemærkningerne til forslagets § 155, nr. 3, om forenklet digitalforkyndelse, sendes en besked om, at meddelelsen er blevet åbnet, automatisk retur tilmyndigheden. Af denne besked vil tidspunktet for den pågældendes åbning af meddelelsen fremgå.Forslaget til§ 156 cskal ses i sammenhæng med forslaget til § 155, nr. 6 (telefonforkyndelse).Telefonforkyndelse kan alene foretages for den pågældende selv. Myndigheden skal således sikresig, at den person, som myndigheden har rettet telefonisk henvendelse til, vedkender sig at være denperson, der skal ske forkyndelse for, jf. forslagets§ 156 c, 1. pkt.Myndigheden bør derfor foretagekontrol af den pågældendes fødselsdato. Det forekommer, at en person er registreret som ejer afflere af husstandens telefoner. F.eks. vil forældre ofte være registreret som ejere af deres børnsmobiltelefoner. I disse tilfælde bør myndigheden være særligt opmærksom i forbindelse medidentifikationen af den pågældende. Det samme gør sig gældende, når myndigheden foretagertelefonforkyndelse på arbejdspladsen. Hvis den pågældende ikke vil oplyse sin identitet, eller hvisder i øvrigt er tvivl om den pågældendes identitet, må der således anvendes en andenforkyndelsesform.Det påhviler endvidere den person, der foretager telefonforkyndelsen, at vurdere, om den person,der skal forkyndes for, må antages at have forstået telefonsamtalen, jf. forslagets§ 156 c, 1. pkt.Man kunne f.eks. forestille sig, at den person, der skal forkyndes for, ikke taler dansk eller et andetsprog, som tales af den, der skal foretage telefonforkyndelsen (f.eks. engelsk), eller at den person,der skal forkyndes for, forekommer ude af stand til at forstå en besked af den omhandlede karakterpå grund af sygdom eller handicap eller på grund af påvirkning af alkohol eller lignende. I sådannetilfælde kan forkyndelse ikke anses for sket, og en anden forkyndelsesform må derfor anvendes istedet.Forkyndelsen anses efter forslagets§ 156 c, 2. pkt.,for sket den dag, meddelelsen telefonisk givesden pågældende. Dette skal ses i sammenhæng med, at den pågældendes modtagelse af dokumentetikke er en betingelse for at anse forkyndelse for sket, jf. bemærkningerne til forslaget til § 155, nr.6.Til nr. 7 (§ 157, stk. 1, nr. 2, litra a og b)§ 157, stk. 1, nr. 2, litra a,svarer til den gældende bestemmelse.Det fastslås i forslaget til§ 157, stk. 1, nr. 2, litra b,at der, hvis den pågældende er bosat ellermidlertidigt opholder sig på en institution eller et hospital, men ikke selv træffes, kan skeforkyndelse for ledelsen eller personalet på institutionen eller hospitalet, medmindre ledelsen ellerpersonalet oplyser, at den pågældende ikke længere opholder sig på stedet.121

Bestemmelsen er til dels en kodifikation af praksis, hvorefter forkyndelse, hvis den pågældende erbosat på en institution, kan foretages for en ansat på institutionen, jf. Østre Landsrets kendelse af29. juni 1995, optrykt i UfR 1995.815/2 Ø.Den foreslåede bestemmelse vedrører forkyndelser på institutioner og hospitaler. Ved”institutioner” forstås f.eks. behandlingssteder, herberg, krisecentre og asylcentre.Kravet om, at den pågældende er bosat eller midlertidigt opholder sig på stedet, indebærer, at denpågældende også skal overnatte på stedet. Det er således ikke tilstrækkeligt, at den pågældendemodtager ambulant behandling eller lignende på stedet.Forkyndelsen kan – hvis den pågældende ikke selv træffes – foretages for ledelsen eller personaletpå institutionen eller hospitalet, dog så vidt muligt for ledelsen. Det forudsættes i den forbindelse, atder vil være tale om personale, der beskæftiger sig med sagsbehandling mv. og pleje på stedet imodsætning til f.eks. personale, der beskæftiger sig med vedligeholdelse mv. af de fysiske rammer.Efter forslaget til§ 157, stk. 1, nr. 2, litra b,kan forkyndelse for ledelsen eller personalet ikke ske,hvis ledelsen eller personalet oplyser, at den pågældende ikke længere opholder sig på stedet. Detvil f.eks. være relevant, hvis den pågældende i en periode har opholdt sig på et herberg, men nuikke længere kommer der.§ 157, stk. 2-4, finder tilsvarende anvendelse i de tilfælde, hvor der foretages forkyndelse efterforslagetsstk. 1, nr. 2, litra b.Det følger af stk. 4, at hvis en person, for hvem forkyndelse kan skeefter stk. 1, nr. 2, uden rimelig grund nægter at modtage en forkyndelse, kan han ved kendelsetilpligtes at erstatte omkostninger, der er en følge af hans nægtelse. Som nævnt kan forkyndelse forledelsen eller personalet ikke ske, hvis ledelsen eller personalet oplyser, at den pågældende ikkelængere opholder sig på stedet, jf. forslagetsstk. 1, nr. 2, litra b.Dette må anses for at være ensådan rimelig grund til at nægte modtagelse som nævnt i stk. 4. Ledelsen eller personalet vil såledesi sådanne tilfælde ikke kunne blive tilpligtet at erstatte omkostninger, der er en følge af nægtelsen.Til nr. 8 (§ 157 a)Forslaget til§ 157 aindeholder regler om, over for hvem og hvor forkyndelse for selskaber,foreninger, fonde og boer mv. (juridiske personer) kan ske.Forslaget til§ 157 a, stk. 1,vedrører brevforkyndelse, digital forkyndelse og forenklet digitalforkyndelse for selskaber, foreninger, fonde og boer mv. (juridiske personer).

I forslaget tilstk. 1, 1. pkt.,fastsættes det, at brevforkyndelse, digital forkyndelse og forenkletdigital forkyndelse for selskaber, foreninger, fonde og boer mv. (juridiske personer) kan ske for etdirektionsmedlem, et bestyrelsesmedlem eller en anden, som har ansvar for den juridiske personsanliggender, på den juridiske persons postadresse eller digitale adresse. Ved brevforkyndelsebekræfter således f.eks. direktionsmedlemmet modtagelsen af meddelelsen med eventuelle bilag påen genpart af dokumentet, som returneres.Som det fremgår af bemærkningerne til forslaget til § 155, stk. 2, forstås ved ”selskaber, foreninger,fonde og boer mv. (juridiske personer)”, medmindre andet er bestemt, enhver juridisk person,herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner,regioner og statslige myndigheder. Forkyndelse for enkeltmandsvirksomheder reguleres som hidtilaf § 157, stk. 1, nr. 2, nyt litra c, sidste led.”En anden, som har ansvar for den juridiske persons anliggender” omfatter f.eks. en prokurist, eninteressent, en komplementar, et medlem af et tilsynsråd efter selskabslovens § 111 i de tilfælde,hvor tilsynsrådet kan repræsentere selskabet efter lovens § 135, stk. 4, og ved dødsboer, der skiftesprivat, den person, til hvem henvendelser vedrørende boet kan finde sted, jf. dødsboskiftelovens §25, stk. 6.Forkyndelse for interessentskaber kan således, hvis betingelserne er opfyldt, ske for etdirektionsmedlem, et bestyrelsesmedlem, en interessent eller en ansat. Sagen vil som regel (også)være anlagt mod (alle) interessenterne personligt. Hvis dette er tilfældet, skal forkyndelse ske efter§ 157 for hver enkelt af de interessenter, der er stævnet. Det samme gør sig gældende for så vidtangår komplementarer. Det bemærkes dog, at en interessent og en komplementar også kan være enjuridisk person.For så vidt angår dødsboer, der skiftes privat, kan forkyndelse ske for den i dødsboskiftelovens §25, stk. 6, angivne person eller for alle arvingerne efter § 157. Der henvises i øvrigt tildødsboskiftelovens § 99, stk. 2, om forkyndelse i forbindelse med skifterettens behandling aftvister.Efter forslaget tilstk. 1, 1. pkt.,kan forkyndelse alene ske på den juridiske persons postadresse ellerdigitale adresse. Dette indebærer, at forkyndelsen skal ske på den postadresse eller digitale adresse,som f.eks. er angivet på den juridiske persons brevpapir. Der kan således f.eks. ikke skebrevforkyndelse på et direktionsmedlems bopælsadresse eller digital forkyndelse eller forenkletdigital forkyndelse på direktionsmedlemmets arbejdsrelaterede eller private digitale adresse eller iden pågældendes digitale postkasse, der anvendes til sikker digital kommunikation med detoffentlige.

Efter forslaget til§ 157 a, stk. 1, 2. pkt.,kan brevforkyndelse, digital forkyndelse og forenkletdigital forkyndelse endvidere ske for den juridiske persons ansatte på den juridiske personspostadresse eller digitale adresse. Der kan således ikke ske forkyndelse på en ansats bopælsadresseeller arbejdsrelaterede eller private digitale adresse eller i den pågældendes digitale postkasse, deranvendes til sikker digital kommunikation med det offentlige.Adgangen til at foretage forkyndelse for den juridiske persons ansatte er ikke subsidiær. Detteindebærer f.eks., at en ansat ved brevforkyndelse kan bekræfte modtagelsen af meddelelsen medeventuelle bilag, selv om direktøren selv er til stede i virksomheden.Som det fremgår, indeholder forslaget tilstk. 1, 2. pkt.,ikke et krav om, at de ansatte skal være over18 år. Baggrunden for dette er, at der ved brevforkyndelse, digital forkyndelse og forenklet digitalforkyndelse ikke – som ved postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse, hvor der er enumiddelbar kontakt – er mulighed for at kontrollere, om den, over for hvem der foretagesforkyndelse, er over 18 år. Det er således den juridiske persons ansvar at indrette sig på en måde,som sikrer, at almindelig og digital post åbnes af kvalificerede medarbejdere.Forslaget til§ 157 a, stk. 2,tilsigter – bortset frastk. 2, nr. 2– at kodificere gældende praksis ompostforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse for selskaber, foreninger, fonde og boer mv.(juridiske personer).I forslaget tilstk. 2, nr. 1,fastsættes det, at postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse forselskaber, foreninger, fonde og boer mv. (juridiske personer) kan ske for et direktionsmedlem, etbestyrelsesmedlem eller en anden, som har ansvar for den juridiske persons anliggender på det sted,hvorfra den juridiske person drives, eller på den pågældendes bopæl, midlertidige opholdssted ellerarbejdssted, idet forkyndelse dog er gyldig, uanset hvor den sker.Om forståelsen af ”selskaber, foreninger, fonde og boer mv. (juridiske personer)” og ”en anden,som har ansvar for den juridiske persons anliggender” mv. henvises til det ovenfor anførte. Detbemærkes dog, atstk. 2, nr. 4 og 5,indeholder særlige bestemmelser om forkyndelse for kurator,bobestyrer mv. og for offentlige myndigheder, se nedenfor.Stk. 2, nr. 4 og 5indeholder såledesogså en undtagelse tilstk. 2, nr. 1.”På det sted, hvorfra den juridiske person drives” skal forstås bredt. Forkyndelse på bopælen er ikkesubsidiær i forhold til forkyndelse på det sted, hvorfra den juridiske person drives, men forkyndelsebør så vidt muligt forsøges foretaget på det sted, hvorfra den juridiske person drives, indenforkyndelsen forsøges foretaget på bopælen. Der kan være tilfælde, hvor forkyndelse på bopælenkan forsøges allerede fra begyndelsen, f.eks. hvis stævningsmanden i forbindelse med en tidligere

forkyndelsessag har konstateret, at der ikke træffes nogen på det sted, hvorfra den juridiske persondrives.Træffes et direktionsmedlem, et bestyrelsesmedlem eller en anden, som har ansvar for den juridiskepersons anliggender, ikke på sin bopæl, kan postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelseendvidere ske dér for personer over 18 år, der hører til husstanden, jf. forslagetsstk. 2, nr. 2.Det følger i dag af retspraksis, at hvis forkyndelsen søges foretaget på direktørens ellerbestyrelsesformandens bopæl, kan forkyndelsen ikke ske for andre personer tilhørende husstandeneller for personer, som i øvrigt opholder sig på bopælen, jf. ØLT 1932.178 (forkyndelse forhustruen til bestyrelsesformanden for et aktieselskab ikke anset for lovlig) og UfR 1929.826 Ø(forkyndelse for husassistenten hos direktøren for et aktieselskab ikke anset for lovlig). Denneretstilstand bevirker imidlertid, at der ganske ofte ikke kan ske forkyndelse på direktørens ellerbestyrelsesformandens bopæl. For effektivt at kunne gennemføre forkyndelse for juridiske personerforeslås det, at det fremover bør være muligt – hvis et direktionsmedlem, et bestyrelsesmedlem elleren anden, som har ansvar for den juridiske persons anliggender, ikke selv træffes på sin bopæl – atforetage forkyndelse dér for personer over 18 år, der hører til husstanden, f.eks. ægtefællen ellersamleveren.Som nævnt ovenfor er forkyndelse på bopælen ikke subsidiær i forhold til forkyndelse på det sted,hvorfra den juridiske person drives, men forkyndelse for personer over 18 år, der hører tilhusstanden, er subsidiær i forhold til forkyndelse for direktionsmedlemmet, bestyrelsesmedlemmeteller den person, som har ansvar for den juridiske persons anliggender.Det bemærkes i øvrigt, at forslaget tilstk. 2, nr. 4 og 5,om forkyndelse for kurator, bobestyrer mv.og offentlige myndigheder indeholder undtagelser til forslaget tilstk. 2, nr. 2.Efter forslaget tilstk. 2, nr. 3,kan postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse endvidere skefor ansatte på det sted, hvorfra den juridiske person drives. Der kan således ikke ske forkyndelse foren ansat på den pågældendes bopæl, medmindre den ansatte også er omfattet afstk. 2, nr. 1.Adgangen til at foretage forkyndelse for den juridiske persons ansatte er ikke subsidiær. Der kansåledes f.eks. ske stævningsmandsforkyndelse for en ansat, selv om direktøren selv er til stede ivirksomheden, når forkyndelsen foretages. Det forudsættes i den forbindelse, at der er tale omansatte, der beskæftiger sig med sagsbehandling mv. (typisk en receptionist) på stedet i modsætningtil f.eks. personale, der beskæftiger sig med vedligeholdelse mv. af de fysiske rammer.

”På det sted, hvorfra den juridiske person drives” skal som nævnt forstås bredt, men forkyndelsebør dog så vidt muligt foretages på virksomhedens adresse og ikke over for ansatte, der f.eks. er vedat fragte varer til en kunde eller lignende.Opmærksomheden henledes på særreglerne istk. 2, nr. 4 og 5,som indeholder undtagelser tilstk. 2,nr. 3.Forslaget tilstk. 2, nr. 4,fastsætter, at postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse for kurator,bobestyrer mv. alene kan ske for kurator, bobestyrer mv. selv eller for hans eller hendes ansatteover 18 år på det sted, hvorfra kurator, bobestyrer mv. driver sin virksomhed.”Kurator, bobestyrer mv.” omfatter f.eks. også rekonstruktøren, hvis rekonstruktøren har overtagetledelsen af virksomheden, eller likvidator. Hvis der er flere kuratorer for samme konkursbo ellerflere bobestyrere for samme dødsbo under bobestyrerbehandling mv., er det tilstrækkeligt, atforkyndelse sker for en af dem.I forslaget tilstk. 2– bortset frastk. 2, nr. 2– tilsigtes der som nævnt ikke ændringer i forhold tilgældende praksis, og det forudsættes således, at forkyndelse over for kurator mv. som i dag alenekan ske i tilfælde, hvor sagens karakter tilsiger dette.Bestemmelsen fastsætter, at der kan ske forkyndelse for ansatte over 18 år hos kurator, bobestyrermv. Adgangen til at foretage forkyndelse for kurators, bestyrers mv. ansatte er ikke subsidiær. Derkan således f.eks. ske stævningsmandsforkyndelse for en ansat, selv om kurator, bobestyrer mv.selv er til stede i virksomheden, når forkyndelsen foretages.Forkyndelse for kurator, bobestyrer mv. og hans eller hendes ansatte kan alene ske på det sted,hvorfra kurator, bobestyrer mv. driver sin virksomhed. Denne begrænsning indebærer, at der f.eks.ikke kan ske forkyndelse for kurator, bobestyrer mv. på hans eller hendes bopæl eller midlertidigeopholdssted.For så vidt angår offentlige myndigheder kan postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse aleneske for myndighedens ansatte over 18 år på myndighedens adresse, jf. forslaget tilstk. 2, nr. 5.Omfattet af bestemmelsen er statslige, kommunale og regionale myndigheder. Forkyndelsen skerfor ”myndighedens ansatte” (typisk en receptionist) ”på myndighedens adresse”.Efter forslaget til§ 157 a, stk. 2, nr. 6,finder § 157, stk. 3 og 4, tilsvarende anvendelse vedforkyndelse efter§ 157 a, stk. 2, nr. 2 og 4.Dette indebærer f.eks., at ved forkyndelse efterstk. 2,nr. 2,på et bestyrelsesmedlems bopæl for den pågældendes ægtefælle kan ægtefællen ved kendelsetilpligtes at erstatte omkostninger, der er en følge af, at han eller hun – efter at forkyndelse er sket –126

Forslaget til ændring af§ 158er en konsekvens af indførelsen af § 155, stk. 2, og § 157 a omforkyndelse for juridiske personer.Til nr. 10 (§ 160)Det følger af den gældende regel i § 160, 2. og 3. pkt., at en part i en borgerlig sag kan udpege enperson, over for hvem forkyndelse kan ske efter reglerne i §§ 155-157, idet § 157, stk. 4, dog kunfinder anvendelse, hvis den pågældende har erklæret sig villig til at modtage forkyndelse.Det foreslås, at§ 160ændres, således at der også i straffesager vil være adgang til at udpege enperson, over for hvem forkyndelse kan ske, jf. forslaget tilstk. 1.Det foreslås desuden, atbestemmelsen ændres, således at også vidner vil kunne udpege en person, over for hvemforkyndelse kan ske, jf. forslaget tilstk. 1.Udvidelserne indebærer, at en sigtet eller tiltalt i enstraffesag og et vidne i en borgerlig sag eller en straffesag fremover vil kunne udpege f.eks. enpårørende, over for hvem forkyndelse kan ske.Af bevismæssige grunde fastsættes det i forslagetsstk. 1,at der – i såvel borgerlige sager somstraffesager – fra personen skal foreligge en skriftlig fuldmagt, ifølge hvilken der kan skeforkyndelse for den udpegede person af meddelelsen med eventuelle bilag eller i sagen som sådan.Det fastsættes endvidere, at den udpegede person skal være myndig.Juridiske personer vil som hidtil ligeledes være omfattet af bestemmelsen. Som konsekvens afforslaget til § 155, stk. 2, og § 157 a foreslås det derfor også, at ”§§ 155-157” i forslaget til§ 160,stk. 1,ændres til ”§§ 155-157 a”.Som konsekvens af de foreslåede ændringer foreslås den gældende § 160, 1. pkt., som videreføres isin nuværende form, flyttet til et nytstk. 2.Til nr. 11 (§ 163, stk. 2)Forslaget til ændring af§ 163, stk. 2,er en konsekvens af indførelsen af § 155, stk. 2, og § 157 a omforkyndelse for juridiske personer.Til nr. 12 (§ 165, stk. 1, 2. pkt.)127

Efter den gældende bestemmelse i § 165, stk. 1, 2. pkt., fastsætter Domstolsstyrelsen regler omvederlag for forkyndelse. Stævningsmænd modtager vederlag og befordringsgodtgørelse forforkyndelse, jf. den gældende bekendtgørelse nr. 508 af 1. juli 1998 med senere ændringer omvederlag til stævningsmænd og til vidner i fogedforretninger. Personer, der foretager forkyndelsersom led i deres almindelige tjeneste, modtager derimod ikke vederlag herfor. Det foreslåspræciseret, at Domstolsstyrelsen fastsætter regler om vederlag og befordringsgodtgørelse tilstævningsmænd, jf. forslaget tilstk. 1, 2. pkt.Det bemærkes i den forbindelse, at bestemmelsenogså giver adgang til, at Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om vederlag for telefonforkyndelsetil stævningsmændene.Som konsekvens af den foreslåede præcisering istk. 1, 2. pkt.,foreslås den gældende bestemmelse i§ 165, stk. 3, hvorefter polititjenestemænd ikke har krav på vederlag for forkyndelse i straffesager,ophævet.Til nr. 13 (§ 203, stk. 1)Efter den gældende bestemmelse skal der uden ophold ske forkyndelse af udmeldelsesdekretet forde udmeldte i overensstemmelse med de for vidner givne regler. I praksis modtager de udmeldtealene en meddelelse om dekretet, og der sker således ikke forkyndelse af dette. Det fastsættes derfori forslaget tilstk. 1,at udmeldelsesdekretet bliver at meddele de udmeldte uden ophold.Til nr. 14 (§ 835)Forslaget til§ 835, stk. 1,viderefører den gældende § 835, stk. 1, 1. og 2. pkt.Efter den gældende § 835, stk. 2, forkynder anklagemyndigheden en kopi af anklageskriftet fortiltalte, eventuelt i forbindelse med forkyndelse af indkaldelse, jf. § 844, stk. 2. Sker forkyndelse afanklageskriftet for tiltalte ikke straks efter indledning af sagen, skal anklagemyndigheden sende enkopi af anklageskriftet til tiltalte i et anbefalet brev.I nævningesager sker der som regel forkyndelse af anklageskriftet straks efter indledning af sagen.Dette hænger sammen med, at der ofte er en betydelig presseinteresse omkring nævningesager, ognår anklageskriftet forkyndes, kan det i anonymiseret stand, således at forurettedes eller vidnersidentitet ikke fremgår, udleveres til pressen allerede en uge efter forkyndelsen, jf. § 6, stk. 1, ibekendtgørelse nr. 546 af 18. juni 2004 om retslister og om massemediernes aktindsigt i ogopbevaring af kopier af anklageskrifter og retsmødebegæringer mv. som ændret ved bekendtgørelsenr. 1005 af 6. oktober 2006 og bekendtgørelse nr. 770 af 23. juni 2010. I domsmandssager senderanklagemyndigheden som regel en kopi af anklageskriftet med almindeligt brev, og senere128

forkynder anklagemyndigheden anklageskriftet og indkaldelsen for tiltalte. Det foreslås derfor, at§835ændres i overensstemmelse med praksis. I forslaget til§ 835, stk. 2,fastsættes det således, atanklagemyndigheden sender kopi af anklageskriftet til tiltalte eller forkynder det for denpågældende straks efter indledning af sagen, dog således at anklagemyndigheden senest samtidigmed forkyndelse af indkaldelse, jf. § 844, stk. 2, skal forkynde kopi af anklageskriftet for denpågældende.Forslaget til§ 835, stk. 3,er en delvis videreførelse af den gældende § 835, stk. 1, 3. pkt., idet detdog er præciseret, at anklagemyndighedens eller rettens fremsendelse af kopi af anklageskriftet tilforsvareren skal ske straks efter indledning af sagen, eller – hvis der ikke er beskikket en forsvarerfor tiltalte, når sagen indledes – så snart forsvareren er beskikket.Til nr. 15 (§ 896, stk. 4 og 5)Forslagets§ 896, stk. 5,der er nyt, har til formål at præcisere, at tilsigelsen i bødesager, hvor der erfremsat erstatningskrav, skal forkyndes for tiltalte. Det gælder, uanset om kravet er opgjort. Dervedsikres det, at forurettede kan få dom for sit erstatningskrav i forbindelse med bødesagen. Forslagetsikrer således forurettede en bedre retsstilling.Til § 2 (straffeloven)Til nr. 1 (§ 94, stk. 5)Forslaget til ændring af§ 94, stk. 5,er en konsekvens af indførelsen af retsplejelovens § 157 a,hvori det bl.a. fastsættes, hvem der kan modtage forkyndelser på den juridiske persons vegne.Til § 3 (lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester)Til nr. 1 (§ 31, stk. 6)Forslaget til§ 31, stk. 6,skal ses i sammenhæng med de foreslåede bestemmelser i § 155, nr. 6, og§ 156 c om telefonforkyndelse.Det vil lette mulighederne for at foretage telefonforkyndelse betydeligt, hvis den person, der skalforetage telefonforkyndelser, har adgang til oplysninger om telefonnumre, herunder hemmeligetelefonnumre. I modsætning til politiet har retterne og restanceinddrivelsesmyndigheden pånuværende tidspunkt ikke adgang til de hemmelige telefonnumre i nummeroplysningsdatabasen(”118”). Det foreslås på den baggrund, at retterne og restanceinddrivelsesmyndigheden får adgangtil de hemmelige telefonnumre.129

I medfør af § 58, stk. 6, og § 165, stk. 1, 1. pkt., i retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. … af …,som senest ændret ved lov nr. … af …, fastsættes:Fælles bestemmelser§ 1.Retterne kan iværksætte forkyndelse på de måder, der er angivet i retsplejelovens § 155.§ 2.Andre myndigheder end retterne kan iværksætte brevforkyndelse, digital forkyndelse, forenkletdigital forkyndelse og postforkyndelse uden rettens medvirken.Stk. 2.Hvis der hos myndighederne i stk. 1 er ansatte, der i medfør af retsplejelovens § 58, stk. 2-5,kan foretage eller er beskikkede til at foretage forkyndelse, kan myndighederne endvidereiværksætte stævningsmandsforkyndelse og telefonforkyndelse uden rettens medvirken.Stk. 3.Myndighederne i stk. 1 kan endvidere sende anmodninger om stævningsmandsforkyndelseog telefonforkyndelse direkte til stævningsmænd, hvis de pågældende stævningsmænd erbeskikkede til at foretage disse former for forkyndelse, jf. retsplejelovens § 57, stk. 1, 1. pkt.§ 3.Private klage- eller ankenævn, der er godkendt af økonomi- og erhvervsministeren,28kaniværksætte brevforkyndelse, digital forkyndelse og postforkyndelse uden rettens medvirken.Stk. 2.Andre private kan alene iværksætte brevforkyndelse og digital forkyndelse uden rettensmedvirken.§ 4.Ønskes rettens medvirken til foretagelse af forkyndelse, sendes anmodning herom til retten.Stk. 2.Retten bestemmer, på hvilken måde forkyndelsen skal søges foretaget, jf. retsplejelovens §155.Stk. 3.Medmindre retten træffer anden bestemmelse, skal den, der ønsker rettens medvirken tilforetagelse af forkyndelse, ud over den meddelelse, der skal forkyndes, med eventuelle bilagvedlægge to genparter og en kuvert for hver person, der skal ske forkyndelse for.§ 5.Forkyndelse skal foretages hensynsfuldt og diskret. Det skal tilsikres, at uvedkommende ikkebliver bekendt med indholdet af den meddelelse, der skal forkyndes, med eventuelle bilag.§ 6.Ved forkyndelse af en fældende straffedom skal der vedlægges en trykt ankevejledning.

§ 7.Ved forkyndelse af en indkaldelse til et vidne til at møde i retten skal vidnet oplyses om, at denpågældende har krav på vidne- og rejsegodtgørelse forskudsvis, og om, hvortil den pågældende kanrette henvendelse herom.§ 8.Når forkyndelse foretages efter reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.1393/2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile ogkommercielle sager og om ophævelse af Rådets forordning nr. 1348/2000(forkyndelsesforordningen), jf. retsplejelovens § 159 a, skal adressaten under anvendelse afformularen i bilag II til forordningen underrettes om, at den pågældende kan nægte at modtage detdokument, der skal forkyndes, i forbindelse med forkyndelsen eller ved at returnere dokumentetsenest en uge efter, hvis det ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til et sprog, som denpågældende forstår, eller modtagerstatens officielle sprog eller, hvis der er flere officielle sprog iden pågældende medlemsstat, det officielle sprog eller et af de officielle sprog på det sted, hvorforkyndelsen skal finde sted.Brevforkyndelse§ 9.Ved brevforkyndelse vedlægges en frankeret svarkuvert, når fremsendelse af den meddelelse,der skal forkyndes, med eventuelle bilag sker pr. post.Digital forkyndelse og forenklet digital forkyndelse§ 10.Ved digital forkyndelse og forenklet digital forkyndelse skal den meddelelse, der skalforkyndes, med eventuelle bilag være forsynet med digital signatur, medmindre andet er bestemtved lov. Hvis meddelelsen med eventuelle bilag indeholder fortrolige oplysninger, skal denkrypteres eller sikres på anden forsvarlig måde.Postforkyndelse§ 11.Ved postforkyndelse skal den kuvert, i hvilken genparten af den meddelelse, der skalforkyndes, med eventuelle bilag overgives til postafsendelse, tydelig være påtegnet ordet»postforkyndelse«. Der skal desuden vedlægges en blanket om postforkyndelse i udfyldt stand.Stævningsmandsforkyndelse§ 12.Anmodninger om stævningsmandsforkyndelse skal efterkommes snarest muligt efter, atstævningsmanden har modtaget anmodningen.

§ 13.Stævningsmanden er forpligtet til at foretage forkyndelse i det område, hvor den pågældendeer beskikket. Når stævningsmanden anmodes derom af en ret, politiet eller af en anden offentligmyndighed, skal den pågældende dog også foretage forkyndelse uden for dette område.§ 14.Forkyndelse, som sker på den pågældendes bopæl eller sædvanlige opholdssted, skal så vidtmuligt foregå mellem kl. 7 og kl. 22.§ 15.Over for patienter på hospitaler bør forkyndelse kun ske efter indhentet samtykke frahospitalet.Stk. 2.Når forkyndelse i medfør af retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 2, eller § 157 a, stk. 2, nr. 2 og4, sker for andre end den pågældende selv, gør stævningsmanden den, der sker forkyndelse for,opmærksom på, at uberettiget nægtelse af at modtage forkyndelsen eller undladelse af at overleveredet modtagne til rette vedkommende i tilfælde, hvor dette kan ske uden væsentlig udgift ellerbesvær, kan bevirke, at den, der sker forkyndelse for, pådrager sig erstatningsansvar foromkostninger, der er en følge af nægtelsen eller undladelsen.Stk. 3.Hvis det ikke er muligt at foretage forkyndelse efter reglerne i §§ 157 og 157 a, skalstævningsmanden ved at forhøre sig på stedet, ved henvendelse til den, der har anmodet omforetagelse af forkyndelse, eller den, der har anmodet om rettens medvirken til foretagelse afforkyndelse, eller på anden måde søge at indhente sådanne oplysninger, at forkyndelse kanforetages.Stk. 4.Viser de fremkomne oplysninger, jf. stk. 3, at den pågældende er flyttet til et sted, hvorstævningsmanden ikke skal foretage forkyndelse, tilbagesender stævningsmanden sagen medoplysninger herom til den myndighed, der har anmodet om foretagelse af forkyndelse.§ 16.Sker forkyndelse ikke over for vedkommende personlig, overgives genpart af den meddelelse,der skal forkyndes, med eventuelle bilag i lukket kuvert, der tydeligt påføres navn og adresse påvedkommende samt oplysning om, hvornår og over for hvem forkyndelse er sket.Stk. 2.Stævningsmanden tilbagesender snarest sagen til den, der har anmodet om foretagelse afforkyndelse, eller den, der har anmodet om rettens medvirken til foretagelse af forkyndelse.§ 17.Hvis domfældte i forbindelse med forkyndelse af en fældende straffedom tilkendegiver, atden pågældende ønsker at anke dommen, skal stævningsmanden anføre dette iforkyndelsespåtegningen.§ 18.Reglerne i §§ 14-17 finder tilsvarende anvendelse, når polititjenestemænd, sognefogeder ogpersoner, der er beskikkede efter retsplejelovens § 58, stk. 1, 3 og 4, foretagerstævningsmandsforkyndelse.Telefonforkyndelse133

§ 20.Den, der foretager forkyndelsen, kan rette telefonisk henvendelse til arbejdsstedet og anmodeom at tale med den pågældende. Den, der foretager forkyndelsen, må dog ikke oplyse over forarbejdsstedet, hvad henvendelsen angår.§ 21.Den pågældende kan kræve at få den meddelelse, der skal forkyndes, med eventuelle bilag isin helhed læst op telefonisk. Den, der foretager forkyndelsen, skal vejlede den pågældende omadgangen hertil.§ 22.I forbindelse med forkyndelsen udarbejder den, der foretager forkyndelsen, enforkyndelsespåtegning, hvoraf skal fremgå følgende:1) Telefonnummeret, som den pågældende er truffet på,2) om personen vedkendte sig at være den person, der skulle ske forkyndelse for,3) på hvilken måde den, der foretager forkyndelsen, har foretaget kontrol af den pågældendesidentitet, jf. nr. 2,4) om den pågældende må antages at have forstået telefonsamtalen,5) om den pågældende er vejledt om adgangen til at få den meddelelse, der skal forkyndes, medeventuelle bilag i sin helhed læst op, og om oplæsning er sket, jf. § 21,6) om den, der foretager forkyndelsen, har meddelt den pågældende, at meddelelsen med eventuellebilag er eller vil blive sendt til pågældende,7) hvilken adresse, der er eller skal ske fremsendelse til,8) om den, der foretager forkyndelsen, har oplyst den pågældende om, at den pågældendesmodtagelse af meddelelsen med eventuelle bilag ikke er en betingelse for at anse forkyndelse forsket, og om hvortil henvendelse kan rettes, hvis dokumentet ikke kommer frem,9) om den pågældende har meddelt, at meddelelsen med eventuelle bilag vil blive afhentet10) om den, der foretager forkyndelsen, har oplyst den pågældende om eventueludeblivelsesvirkning, og11) om den pågældende – hvis der er tale om forkyndelse af en indkaldelse – ønsker at få tilsendt ensms-påmindelse, og hvilket telefonnummer påmindelsen skal sendes til.Afsluttende bestemmelser134

§ 23.Kan en forkyndelse ikke foretages på grundlag af de foreliggende oplysninger om denpågældendes adresse, opholdssted, arbejdssted eller telefonnummer, og kan nye oplysninger ikketilvejebringes ved henvendelse til folkeregisteret, til forsyningspligtudbyderens landsdækkendenummeroplysningstjeneste eller på anden måde, skal politiet efter anmodning yde bistand tilfremskaffelse af sådanne oplysninger. Anmodning herom rettes til den politikreds, hvor denpågældende efter det foreliggende må formodes at bo eller opholde sig, eller hvor den pågældendesidst har boet eller opholdt sig.Stk. 2.Såfremt forkyndelse ikke har kunnet foretages, og det må antages, at fortsatteforkyndelsesbestræbelser vil være forgæves, kan sagen sendes til politikredsen med anmodning ombistand til forkyndelse. Oplysninger om, på hvilken måde forkyndelse er forsøgt foretaget,medsendes.Stk. 3.Politiet tilbagesender sagen til den, der har anmodet om bistand til forkyndelse, snarest efter,at forkyndelsen er gennemført, tre måneder efter, at politiet har modtaget sagen, eller efter nærmereaftale.§ 24.Bekendtgørelsen træder i kraft den …