Notat

fra

Arbejdsgruppen om overførsel af smitte med hiv/aids

1. Indledning

Ved spørgsmål nr. 104 (Alm. del) af 25. oktober 2010 fra FolketingetsRetsudvalg blev justitsministeren spurgt, om ministeren i lyset af de mar-kant bedre behandlingsmuligheder for hiv-smittede ville overveje at ændreeller fjerne den særlige bestemmelse i lovgivningen, som kriminalisererubeskyttet sex med ikke-smittede.Som det fremgår af justitsministerens besvarelse af 11. februar 2011, føl-ger det af straffelovens § 252, stk. 2, at den, der på hensynsløs måde for-volder fare for, at nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig syg-dom, straffes med fængsel indtil 8 år. Justitsministeren fastsætter efter for-handling med sundhedsministeren, hvilke sygdomme der er omfattet af be-stemmelsen. Af den bekendtgørelse, der er udstedt herom, fremgår det, atsygdommen hiv/aids (som den eneste) er omfattet, jf. § 252, stk. 3.Det anføres i besvarelsen, at de foreliggende sundhedsfaglige oplysningerklart synes at pege på, at hiv/aids ikke længere opfylder forudsætningerne ilovforarbejdernes beskrivelse af, hvornår en sygdom kan anses for livstru-ende og uhelbredelig i straffelovens § 252, stk. 2’s forstand.Det fremgår endvidere af den nævnte besvarelse, at justitsministeren sam-men med indenrigs- og sundhedsministeren (nu Ministeriet for Sundhed ogForebyggelse) har besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe bestående af re-Slotsholmsgade 101216 København K.Telefon 7226 8400Telefax 3393 3510www.justitsministeriet.dk[email protected]

præsentanter for Justitsministeriet, Ministeriet for Sundhed og Forebyggel-se, Sundhedsstyrelsen og Rigsadvokaten.Arbejdsgruppens opgave er at overveje, hvilke initiativer der kan være an-ledning til at tage på baggrund af de sundhedsfaglige oplysninger om smit-terisiko, behandlingsmuligheder, forventet levealder mv. I den forbindelseskal arbejdsgruppen bl.a. overveje, om straffelovens § 252, stk. 2 og 3, børændres.Nedenfor under pkt. 2 er der en kort sammenfatning af notatet fra arbejds-gruppen.Under pkt. 3 er der en redegørelse for gældende ret. Pkt. 4 indeholder enredegørelse for de aktuelle muligheder for behandling af hiv/aids, den ak-tuelle udbredelse af hiv i Danmark og den aktuelle indsats for smittebe-kæmpelse. Pkt. 5 indeholder arbejdsgruppens vurdering af gældende danskret, mens pkt. 6 vedrører retsstillingen i de andre nordiske lande. Pkt. 7omhandler de internationale anbefalinger på området, mens arbejdsgrup-pens overvejelser er gengivet under pkt 8.

2. Sammenfatning

På baggrund af de foreliggende sundhedsfaglige oplysninger om den for-ventede levetid for velbehandlede hiv-smittede er det arbejdsgruppens op-fattelse, at det retlige grundlag for den bekendtgørelse, der er udstedt imedfør af straffelovens § 252, stk. 3, ikke længere er til stede. Bekendtgø-relsen bør derfor efter arbejdsgruppens opfattelse ophæves. Ophævelse afbekendtgørelsen vil betyde, at (udsættelse af fare for) overførsel af hiv-smitte ikke i sig selv vil være strafbar.Arbejdsgruppen angiver herefter en række hensyn og synspunkter, der kantale henholdsvis for og imod at indsætte en ny bestemmelse i lovgivnin-gen, der vil indebære en fortsat kriminalisering på området. Det vil efterarbejdsgruppens opfattelse bero på en politisk vurdering, om der i lyset afde forskellige hensyn og synspunkter, som arbejdsgruppen opregner, fort-sat bør være en kriminalisering.For det tilfælde, at man måtte ønske en fortsat kriminalisering på området,har arbejdsgruppen opstillet en skitse til en ny lovbestemmelse.

Uanset hvordan man vælger at forholde sig til spørgsmålet om fortsat kri-minalisering på området, er det efter arbejdsgruppens opfattelse vigtigt atsende det signal, at hiv stadigvæk er en sygdom, der skal tages alvorligt.

3. Gældende ret

3.1.

Ved lov nr. 431 af 1. juni 1994 blev straffelovens § 252 udvidet medet nyt stk. 2, så bestemmelsen i sin helhed fik følgende ordlyd:”§

252.

Den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller pålignende hensynsløs måde forvolder nærliggende fare for no-gens liv eller førlighed, straffes med fængsel indtil 8 år.Stk. 2.På samme måde straffes den, der på hensynsløs mådegentagne gange eller under i øvrigt særligt skærpende omstæn-digheder forvolder fare for, at nogen smittes med en livstruen-de og uhelbredelig sygdom.”Stk. 2 blev indsat på baggrund af Højesterets dom af 14. april 1994 (UfR1994.520 H), hvor Højesteret afgjorde, at en hiv-smittet mand, der gentag-ne gange havde haft ubeskyttet seksuel omgang med en række kvinder,uanset at han var bekendt med at være smittet med hiv, ikke kunne straffesefter straffelovens § 252 (nu § 252, stk. 1). Som begrundelse anførte Høje-steret i dommen:”Efter straffeloven af 1930 er udbredelse af smitsomme syg-domme omfattet af straffelovens § 192, der er placeret i kapitel20 om almenfarlige forbrydelser, og som knytter straf til over-trædelse af bestemmelser i særlovgivningen eller udstedt imedfør af særlovgivningen med henblik på forebyggelse ellermodarbejdelse af smitsomme sygdomme. Bestemmelsen varsuppleret med en særlig bestemmelse om smittespredning afkønssygdomme i straffelovens § 256 (kapitel 25 om forbrydel-ser mod liv eller legeme), og der er efter denne bestemmelsesplacering ved siden af de almindelige regler om legemskræn-kelse, herunder § 252, og efter forarbejderne ikke grundlag forat fastslå, at også § 252 kunne finde anvendelse ved udbredel-se af kønssygdomme.Efter ophævelsen af § 256 i 1965 var udbredelse af kønssyg-domme for smittede personers vedkommende alene strafbart ihenhold til bestemmelsen herom i loven om bekæmpelse afkønssygdomme, der efter lovændringen i 1973 kun fandt an-vendelse på den, der forsætligt udsatte nogen for at blive smit-tet med en kønssygdom. Under debatten i Folketinget i 1987var der bred enighed om ikke at kriminalisere AIDS, og hellerikke i forbindelse med gennemførelsen af loven om ophævelseaf kønssygdomsloven i 1988 skete der en sådan kriminalise-3

ring. Det bemærkes herved, at de politiske tilkendegivelser omanvendelse af straffelovens bestemmelser om legemskrænkel-ser på ”forsætlig smittespredning”, der fremkom under Folke-tingets behandling af lovforslaget, er uklare.Der er herefter ikke tilstrækkeligt sikkert grundlag for at hen-føre forhold 6 under straffelovens § 252, og tiltalte frifindesderfor for dette forhold.”Ifølge forarbejderne til straffelovens § 252, stk. 2, således som bestemmel-sen blev udformet ved lovændringen i 1994, indebar udtrykket ”livstruen-de og uhelbredelig”, at det skulle være overvejende sandsynligt, at perso-ner, der blev smittet med sygdommen, i almindelighed ville afgå ved dø-den inden for et kortere åremål, det vil sige inden for maksimalt 10-15 år.I de følgende år blev der indført en ny og forbedret behandling af hiv-smittede og aids-syge (den såkaldte kombinationsbehandling). Behandlin-gen medførte en markant nedgang i både antallet af personer, der blev di-agnosticeret med aids, og antallet af personer, der døde af sygdommen. I2001 oplyste Sundhedsstyrelsen, at det måtte forventes, at af de personer,der på det tidspunkt blev smittet med hiv, ville mindre end 15 pct. dø afsygdommen inden for 10-15 år.Straffelovens § 252, stk. 2, blev herefter ændret ved lov nr. 468 af 7. juni2001. Formålet var at sikre, at der fortsat – uanset de forbedrede behand-lingsmuligheder for hiv/aids, der indebar, at forudsætningerne i lovforar-bejderne fra 1994 ikke længere var opfyldt – kunne pålægges straf til per-soner, som forvolder fare for, at andre smittes med hiv/aids. Lovændringenbetød, at der samtidig blev indsat et nyt stk. 3, sådan at § 252 fik følgendeordlyd, som fortsat er gældende:”§

252.

Med fængsel indtil 8 år straffes den, der for vindingsskyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde vol-der nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.Stk. 2.På samme måde straffes den, der på hensynsløs mådeforvolder fare for, at nogen smittes med en livstruende oguhelbredelig sygdom.Stk. 3.Justitsministeren fastsætter efter forhandling medsundhedsministeren, hvilke sygdomme der er omfattet af stk.2.”Som det fremgår, indebar ændringen, at straffelovens bestemmelse omforvoldelse af fare for smitte med en livstruende og uhelbredelig sygdomblev udformet med en bemyndigelse til justitsministeren til efter forhand-ling med sundhedsministeren at fastsætte, hvilke sygdomme der skal være4

omfattet af § 252, stk. 2. Ved bekendtgørelse nr. 547 af 15. juni 2001 omlivstruende og uhelbredelige sygdomme omfattet af straffelovens § 252,stk. 2, blev det i den forbindelse bestemt, at hiv/aids er omfattet af straffe-lovens § 252, stk. 2 (ingen andre sygdomme har på noget tidspunkt væretomfattet af bekendtgørelsen).For at en sygdom kan optages i en bekendtgørelse efter § 252, stk. 3, skalden være ”livstruende og uhelbredelig”. Herom er der i forarbejderne tillovændringen i 2001 bl.a. anført følgende (L 209, Folketingstidende2000/2001, tillæg A, s. 6478):”At sygdommen skal være livstruende og uhelbredelig indebæ-rer efter forslaget alene, at der skal være tale om en sygdom,der uanset rettidig, sædvanlig lægelig behandling med overve-jende sandsynlighed medfører døden for personer, der smittesmed sygdommen. Selv om der således ikke længere stilles kravom, at døden indtræder inden for et nærmere bestemt tidsrum,må det dog kræves, at den forventede levetid som følge afsmitten med sygdommen for et flertal af de smittede blivermærkbart reduceret.Ved vurderingen af, hvor stor en reduktion af den forventedelevetid der ved justitsministerens og sundhedsministerens vur-dering efter den foreslåede bestemmelse skal stilles krav om,vil det kunne indgå, om sygdommen uanset et langt sygdoms-forløb medfører en alvorlig forringelse af smittede personerslivsførelse, herunder funktionsevne, f.eks. på grund af densvækkelse, sygdommen i sig selv medfører, eller på grund afalvorlige bivirkninger ved den behandling, som en person pågrund af smitten eller sygdommen modtager.”

3.2.

Der har arbejdsgruppen bekendt været ca. 15 sager om overtrædelse afstraffelovens § 252, stk. 2, siden 1994, heraf omkring halvdelen siden lov-ændringen i 2001.1Sagerne varierer meget med hensyn til grovhed ogdermed også med hensyn til den udmålte straf.Som et eksempel kan nævnes en dom refereret i UfR 2004.2858 Ø, hvoren hiv-smittet mand blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 252, stk.2, ved at have haft ubeskyttet samleje med en kvinde, som han umiddelbartforinden havde mødt på et værtshus, uden at oplyse hende om, at han varsmittet med hiv. Forurettede blev ikke smittet. Straffen blev fastsat tilfængsel i 6 måneder, hvoraf 5 måneder blev gjort betinget under hensyn tilsagens ganske særlige omstændigheder, idet tiltalte 2 dage efter opsøgte

forurettede og oplyste om smitterisikoen og mulige behandlingsformer.Landsretten lagde desuden vægt på de omstændigheder, hvorunder tiltalteog forurettede havde et seksuelt forhold.I en dom refereret i UfR 2008.582 V blev en mand dømt for overtrædelseaf § 252, stk. 2, ved i en periode på godt 1 år at have haft ubeskyttet samle-je med en kvinde i ikke under 15 tilfælde uden at oplyse hende om, at hanvar smittet med hiv. Forurettede var ikke blevet smittet med hiv. Landsret-ten fastsatte straffen til ubetinget fængsel i 1 år under henvisning til antal-let af samlejer over en periode på godt 1 år, hvor tiltalte ikke gjorde foru-rettede opmærksom på, at han var smittet med hiv, og at han ikke efterføl-gende havde orienteret hende herom. Trods tiltaltes gode personlige for-hold fandt landsretten ikke grundlag for at gøre straffen delvist betinget.Som et yderligere eksempel kan nævnes en dom refereret i UfR 2007.2026Ø, hvor tiltalte blev dømt for tre overtrædelser af straffelovens § 252, stk.2, hvorved tre personer blev smittet med hiv. Landsretten fastsatte straffentil ubetinget fængsel i 3 år. Ved straffastsættelsen blev der lagt vægt på, atde forurettede var i alderen 16-18 år, at de rent faktisk var blevet smittet,og at tiltalte direkte adspurgt af en af de forurettede benægtede at væresmittet med hiv.

4. Hiv/aids i dag

I det følgende er der på grundlag af oplysninger fra Sundhedsstyrelsen enkort gennemgang af de aktuelle muligheder for behandling af hiv/aids2(pkt. 4.1), den aktuelle udbredelse af hiv i Danmark (pkt. 4.2) og den aktu-elle indsats for smittebekæmpelse (pkt. 4.3).

4.1. De aktuelle muligheder for behandling af hiv/aids

Moderne kombinationsbehandling reducerer mængden af hiv i blodet medmere end 99 pct. i løbet af de første ugers behandling, hvorved patienter-nes almentilstand bedres. Den kraftigt reducerede mængde hiv i blod ogvævsvæsker reducerer risikoen for smitteoverførsel fra den hiv-inficeredeperson i antiviral behandling meget stærkt.

Hvor stor smitsomheden præcis er, er vanskeligt at kvantificere og især atsige noget gennemsnitligt om. At mene, at risikoen kan være nær 0, er etbud, som nogle læger har fremsat. Imidlertid er der hverken nationalt ellerinternationalt konsensus om, at der er evidens for dette, bl.a. fordi de un-dersøgelser, der belyser smitsomheden mellem faste par, kun omfatter he-teroseksuelle og ikke mænd, som har sex med mænd, og som udgør denstørste risikogruppe i Danmark.Undersøgelser tyder på en gennemsnitlig smitterisiko ved et enkelt ube-skyttet vaginalt samleje på mellem 0,05 og 0,1 pct. (eller 5-10 smitteover-førsler ud af 10.000 samlejer), hvis den ene partner har en ubehandlet hiv-infektion. Ved gentagne samlejer bliver den kumulerede (samlede) risikonaturligvis større. Risikoen for smitte fra en velbehandlet hiv-smittet vedet enkelt ubeskyttet samleje antages at være af størrelsesordenen 0,003 pct.(eller 3 smitteoverførsler ved 100.000 samlejer).Der findes ikke tilsvarende undersøgelser om smitterisikoen ved analtsamleje. Generelt antages (gennemsnits)smitterisikoen at være højere endved vaginalt samleje, men sådan at smitterisikoen også ved analt samlejeantages at være yderst begrænset.I praksis vil den konkrete risiko både ved vaginalt og analt samleje altidafhænge af den enkelte hiv-smittedes reaktion på medicinen og vil stigeved eventuel tilstedeværelse af anden sexsygdom hos en af partnerne, ellerhvis ikke medicinen indtages 100 pct. som foreskrevet (forhold som følgesklinisk ved jævnlige kontroller hos læger på specialiserede hospitalsafde-linger).Der er usikkerhed om hiv-smitterisikoen for den modtagende partner vedoralsex med en ubehandlet hiv-smittet, men i undersøgelser er risikoenestimeret til at være 0 til 0,04 pct. (eller fra 0 til 1 smitteoverførsel ud af2.500 situationer).En del hiv-smittede i Danmark (ca. 1.000 personer) har i de første år efter,at diagnosen hiv er stillet, ikke nedsat immunforsvar og er derved (endnuikke) sat i kombinationsbehandling. Det antages endvidere, at 20-25 pct. afde 3.000, der er sat i behandling, stadig har måleligt hiv i blodet 1 år efterbehandlingens start.Levetiden for en velbehandlet hiv-smittet adskiller sig ikke fra en alders-og kønsmatchet baggrundsbefolkning. Hiv er med andre ord ikke i sig selv7

dødeligt, hvis det behandles i tide, medicinen tages regelmæssigt, og der iøvrigt ikke er komplikationer i form af andre sygdomme mv.Rettidig behandling er nu så effektiv og veltolereret, at skønsmæssigt 85-90 pct. af patienterne kan leve et normalt liv under skyldig hensyntagen tildaglig medicinindtagelse. De 5-10 pct. af patienterne, der kommer sent ibehandling med fremskreden immundefekt til følge, har stadig en væsent-lig overdødelighed og oversygelighed.Hiv er fortsat en uhelbredelig sygdom.

4.2. Den aktuelle udbredelse af hiv i Danmark

Samlet antal hiv-smittedeDet estimeres, at der er i Danmark i dag lever ca. 5.500 hiv-positive perso-ner, hvoraf op mod 1.000 ikke ved, at de er smittede (det såkaldte mørke-tal). Da kun få i dag dør af aids, stiger dette tal årligt med et vist antal afny-smittede, hvoraf man i sagens natur kun opdager dem, der lader sig te-ste.Årligt antal nykonstaterede hiv-smittedeI de seneste 10 år er der årligt diagnosticeret ca. 250-300 nye tilfælde.Ifølge den senest tilgængelige opgørelse fra 2010 blev der anmeldt 274 til-fælde af nypåvist hiv-infektion, hvoraf kun ca. halvdelen var smittet iDanmark.Særlige grupper rammesFordelt på etnicitet og seksuel adfærd udgør mænd, der har sex med mænd,den største gruppe anmeldt med nypåvist hiv, men heteroseksuelt smittedeindvandrere udgør også en stor andel (ca. 1/3) af de anmeldte. Langt defleste er smittet ved seksuel kontakt til kendte risikogrupper, men ikke alle.For yderligere oplysninger om fordelingen af de anmeldte hiv-tilfælde i2009 henvises til bilag 1.Alt for sen diagnoseCa. halvdelen af de anmeldte (især heteroseksuelt smittede indvandrere)bliver konstateret hiv-positive alt for sent i deres forløb. 38 personer fikdiagnosen aids i 2009, hvoraf 31 (82 pct.) fik påvist hiv-infektion sammeår.

4.3. Den aktuelle indsats for smittebekæmpelse

Overordnede principper for dansk smittebekæmpelseSiden 1987 har den danske politik til bekæmpelse af hiv/aids bygget på”… frivillighed, anonymitet, åben, direkte og ærlig information, den enkel-tes tryghed ved at henvende sig til sundhedsmyndighederne samt ønsketom at undgå enhver form for diskrimination”.3Den danske hiv/aids-indsats har i den forbindelse som forudsætning, at an-erkendte menneske- og patientrettigheder overholdes. Dette sker også udfra en psykologisk forståelse af, at grupper, der kan føle sig marginaliseret,skal tilnærmes med respekt og forståelse for deres bekymring.Øget hiv-testning/reduktion af mørketalletDa velbehandlede hiv-positive kun i meget ringe grad kan smitte andre,beror den fortsatte hiv-transmission i Danmark især på smitte fra de megetsmittefarlige ny-smittede og endnu ikke diagnosticerede hiv-positive. Deter derfor Sundhedsstyrelsens strategi, at der skal gøres en ekstra indsatsfor, at de smittede skal findes tidligt, rådgives og behandles. Formålet meddette er også at undgå, at immunsystemet når at blive nedbrudt, fordi smit-tede personer går mange år med hiv uden at vide det.En øget testindsats foregår aktuelt ved indføring af følgende systematiske,strukturelle tiltag:Opfordring fra Sundhedsstyrelsen til sundhedspersonalet om i allekontakter til sundhedsvæsenet at være mere aktivt opfordrende tilat anbefale hiv-test til en række nærmere fastsatte grupper i risiko.Der skal være endnu nemmere adgang til at blive hiv-testet udenfor sundhedsvæsenet, nemlig gennem såkaldte checkpoints i NGO-regi, hvor man kan gå lige ind fra gaden centralt i landets store byerfor at blive testet og rådgivet. Der er oprettet checkpoints for pri-mært mænd, der har sex med mænd, og personer med anden etniskbaggrund end dansk.Anvendelse af hurtigere testsystemer, bl.a. hiv-test på en blodprøveudtaget ved et stik i fingeren, hvor resultatet foreligger inden for entime (quick-tests).

KontaktopsporingEn væsentlig, klassisk metode til at finde flere smittede er såkaldt kontakt-opsporing, det vil sige at bryde smittekæder ved at bede de diagnosticeredegå tilbage til deres tidligere sexpartnere og opfordre dem til at lade sig te-ste for hiv. Sundhedsstyrelsen har i 2011 styrket denne kontaktopsporings-indsats ved gennem satspuljemidler at støtte et særligt kursus for sygeple-jersker på samtlige hospitalsafdelinger, der ser hiv-smittede.PEPEn teknik til at undgå ny-smitte er medicinsk behandling med PEP (postexposure profylakse). Det er en slags ”fortrydelsespille”, hvor en personmed sandsynlig udsættelse for hiv-smitte (f.eks. hvis et kondom brister un-der et samleje, hvor én er hiv-smittet) på skadestuen med det samme i enperiode kan sættes i forebyggende behandling med antiretroviral medicin.

5. Arbejdsgruppens vurdering af gældende dansk ret

5.1.

Som det fremgår ovenfor, følger det af forarbejderne til den gældendebestemmelse i straffelovens § 252, stk. 2, at det er en forudsætning for, aten sygdom kan være omfattet af bestemmelsen, at sygdommen uanset ret-tidig, sædvanlig lægelig behandling med overvejende sandsynlighed med-fører døden for personer, der smittes med sygdommen, herunder at denforventede levetid for et flertal af de smittede bliver mærkbart reduceretsom følge af smitten.De sundhedsfaglige oplysninger, der nu foreligger, viser efter arbejdsgrup-pens opfattelse, at denne forudsætning om reduceret levealder mv. ikkelængere er opfyldt. Arbejdsgruppen lægger herved vægt på oplysningerneom, at levetiden for en velbehandlet hiv-smittet ikke adskiller sig fra en al-ders- og kønsmatchet baggrundsbefolkning, og at rettidig behandling nu erså effektiv og veltolereret (det vil sige normalt uden væsentlige bivirknin-ger), at skønsmæssigt 85-90 pct. af patienterne kan leve et normalt liv un-der skyldig hensyntagen til daglig medicinindtagelse.På den baggrund er det arbejdsgruppens opfattelse, at det retlige grundlagfor den bekendtgørelse, der er udstedt i medfør af straffelovens § 252, stk.3, ikke længere er til stede. Bekendtgørelsen bør derfor efter arbejdsgrup-pens opfattelse ophæves.Det kan tilføjes, at der i besvarelsen af 11. februar 2011 af spørgsmål nr.104 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg som ovenfor anført blev givet10

udtryk for, at de foreliggende sundhedsfaglige oplysninger klart synes atpege på, at forudsætningen for, at en sygdom kan være omfattet af straffe-lovens § 252, stk. 2 og 3, ikke længere er til stede. Det fremgår endvidereaf besvarelsen, at Rigsadvokaten og Direktoratet for Kriminalforsorgen ilyset af det anførte har fundet det rigtigt at tage skridt til at sikre, at straffe-retlig forfølgning og straffuldbyrdelse af sager, som er omfattet af straffe-lovens § 252, stk. 2 og 3, og som måtte versere for tiden, indtil videre stil-les i bero.

5.2.

At det retlige grundlag for bekendtgørelsen ikke længere er til stedebetyder, at der ikke længere er mulighed for at idømme straf efter straffe-lovens § 252, stk. 2 og 3.Der rejser sig herefter bl.a. det spørgsmål, om andre lovbestemmelser gi-ver hjemmel til at straffe den, der udsætter andre for risiko for smitte medhiv/aids.Herom bemærkes, at Højesteret med sin dom fra 1994, der dannede bag-grund for ændringen af straffelovens § 252, jf. pkt. 3.1 ovenfor, må anta-ges at have slået fast, at straffelovens almindelige bestemmelser om le-gemsangreb og fareforvoldelse ikke kan anvendes ved seksuel overførselaf hiv-smitte. I den konkrete sag blev den pågældende således alene dømtfor overtrædelse af forbuddet i straffelovens § 222, stk. 1, mod sex medmindreårige, idet nogle af de piger, han havde haft samleje med, var under15 år. Højesteret lagde samtidig ved udmålingen af straffen for disse for-hold vægt på den hiv-smitte, som tiltalte udsatte de mindreårige piger for.Hvis en person stikker en anden med en hiv-inficeret kanyle mod dennesvilje, kan det efter omstændighederne være vold og vil da – alt efter om-stændighederne – kunne straffes efter straffelovens §§ 244 eller 245, ogdet vil efter arbejdsgruppens opfattelse kunne betragtes som en skærpendeomstændighed ved strafudmålingen, at kanylen er hiv-inficeret. På tilsva-rende måde vil det i en sag om voldtægt kunne betragtes som en skærpen-de omstændighed, hvis gerningsmanden er hiv-smittet og i forbindelsemed voldtægten har udsat offeret for smitterisiko.Efter straffelovens § 192 straffes med fængsel indtil 3 år den, som vedovertrædelse af de forskrifter, der ved lov eller i medfør af lov er givet tilforebyggelse eller modarbejdelse af smitsom sygdom, forvolder fare for, atsådan sygdom vinder indgang eller udbredes blandt mennesker. Bestem-melsens anvendelse forudsætter, at faren er forvoldt ved overtrædelse af11

udtrykkelige forskrifter, som sigter mod at hindre sygdommens udbredel-se. Der findes ikke sådanne forskrifter vedrørende hiv/aids, og straffelo-vens § 192 er derfor ikke relevant i denne sammenhæng. Det skal i denforbindelse bemærkes, at epidemiloven ikke omfatter hiv/aids, idet dennelov tager sigte på visse sygdomme, hvor bl.a. bredere samfundsmæssigeforanstaltninger kan være egnede til at hindre smittespredning (f.eks. i for-hold til sygdomme, hvor smitte kan spredes ved almindelig, menneskeligkontakt).4Sammenfattende er det arbejdsgruppens konklusion, at ophævelse af denbekendtgørelse, der er udstedt i henhold til straffelovens § 252, stk. 3, in-debærer, at (udsættelse af fare for) overførsel af hiv-smitte ikke i sig selvvil være strafbar.Hvis (udsættelse af fare for) overførsel af hiv-smitte sker i forbindelse meden strafbar handling som f.eks. vold, sex med mindreårige eller voldtægt,er det arbejdsgruppens opfattelse, at dette – også efter bekendtgørelsensophævelse – efter omstændighederne kan tillægges skærpende betydningved udmålingen af straffen.

6. Retsstillingen i de andre nordiske lande

6.1.

Efter § 155 i den gældende norske straffelov (1902-loven) straffesden, der har rimelig grund til at tro, at han er smittet med en almenfarligsygdom, og som forsætligt eller uagtsomt overfører smitte eller udsætteren anden for fare for smitte. En forsætlig overtrædelse straffes med fæng-sel indtil 6 år, mens der ved uagtsomhed straffes med fængsel indtil 3 år.De almenfarlige sygdomme, der er omfattet af bestemmelsen, fremgår afforskrift nr. 100 af 1. januar 1995 om almenfarlige, smitsomme sygdom-me, hvori i alt 33 sygdomme, heriblandt hiv-infektion, opregnes. Det nor-ske justitsministerium har imidlertid oplyst, at bestemmelsen i straffelo-vens § 155 i praksis kun har været anvendt på smitte med hiv.I den nye norske straffelov fra 2005 (som er vedtaget, men endnu ikketrådt i kraft) sondres der mellem smitteoverførsel og grov smitteoverførsel,som navnlig omfatter tilfælde, hvor smitteoverførslen har medført almenudbredelse af sygdommen eller fare herfor eller tab af liv eller betydelighelbredsskade. Desuden følger det af bestemmelsen om ikke grov smitte-4

overførsel, at forholdet ikke er strafbart, hvis den person, som er blevetsmittet eller udsat for fare for smitte, er ægtefælle eller samlevende medden smittede og har samtykket i at blive udsat for en sådan smittefare.Der er for nylig nedsat et udvalg til udredning af spørgsmålet om krimina-lisering af overførsel af almenfarlige, smitsomme sygdomme. Udvalgetskal afslutte sit arbejde inden den 1. oktober 2012.Til brug for udvalgets overvejelser har Norge indledt et samarbejde medUNAIDS om et forskningsprojekt om erfaringer med kriminalisering afhiv-smitte i forskellige vestlige lande samt indsamling af viden om smit-somheden af hiv.

6.2.

I Sverige er der ikke nogen specialbestemmelse om spredning af smit-te med hiv/aids, men der kan efter omstændighederne straffes efter de al-mindelige bestemmelser i brottsbalkens 3. kapitel om bl.a. uagtsomt ogforsætligt legemsangreb samt fareforvoldelse.I en dom fra 2004 (NJA:2004.176) vurderede Högsta Domstolen (densvenske højesteret), at en person, som trods viden om sin hiv-smitte i ca.200 tilfælde havde haft ubeskyttet samleje med 10 forskellige personer,ikke havde haft forsæt til ”misshandel” efter brottsbalkens 3. kapitel, § 5.Tiltalte blev i stedet dømt for overtrædelse af brottsbalkens 3. kapitel, § 9om uagtsom fareforvoldelse.

6.3.

I Finland er der heller ikke nogen specialbestemmelse om spredning afhiv-smitte. Efter omstændighederne kan der dog i følge det finske justits-ministerium straffes efter de almindelige bestemmelser om legemsangrebog fareforvoldelse i den finske straffelov.

7. Internationale anbefalinger

FN’s hiv/aids-program, UNAIDS, har udtrykt bekymring for kriminalise-ring af smitte med hiv/aids eller det at udsætte andre for fare for smittemed hiv/aids, da en sådan lovgivning ifølge UNAIDS kan underminerefolkesundheden og menneskerettighederne.5Kriminalisering af smitte medhiv kan således bl.a. medføre, at man ikke ønsker at lade sig teste, da man ien straffesag ofte vil være bedre stillet, hvis man ikke er bekendt med sinsmittestatus, hvilket er til skade for hiv-forebyggelsen. Desuden indebæreren for bred kriminalisering efter UNAIDS´ opfattelse en øget stigmatise-5

ring og diskrimination af hiv-smittede, hvilket kan gøre det sværere fordem at modtage behandling og anden støtte.Ifølge UNAIDS bør straffebestemmelser derfor ikke anvendes i tilfælde,hvor smitterisikoen er ubetydelig. UNAIDS anbefaler desuden, at hiv-specifik lovgivning undgås, og at man i stedet anvender almindelige straf-feretlige bestemmelser i tilfælde af forsætlig smitteoverførsel. Derimodbør straffebestemmelser ikke omfatte tilfælde, hvor der ikke er tale om for-sætlig smitteoverførsel.

8. Arbejdsgruppens overvejelser

8.1. Indledning

Som anført ovenfor under pkt. 5 vil konsekvensen af en ophævelse af denbekendtgørelse, der er udstedt i henhold til straffelovens § 252, stk. 3, væ-re, at det ikke længere i sig selv vil være strafbart at udsætte andre for farefor at blive smittet med hiv/aids.I det følgende behandles spørgsmålet om, hvilke initiativer der kan væreanledning til at foretage på denne baggrund, herunder om der er behov forat indføre en ny hjemmel til straf for (udsættelse af fare for) overførsel afsmitte med hiv/aids eller for at tage andre initiativer.Som det fremgår af pkt. 4 ovenfor, er der sket en væsentlig udvikling sidenlovændringerne i 1994 og 2001. Dels er smitterisikoen som udgangspunktblevet markant lavere, sådan at den i nogle tilfælde er forsvindende lille ogmuligvis reelt nærmest eller lig med 0, dels er hiv/aids nu ikke længerelivstruende på samme måde som tidligere. Arbejdsgruppens overvejelsertager dermed udgangspunkt i nogle forudsætninger, der til dels er helt an-derledes end de forudsætninger, der forelå i forbindelse med den lovgiv-ning, som blev gennemført i henholdsvis 1994 og 2001.

8.2. Eventuel ny hjemmel til straf for overførsel af smitte med hiv/aids

8.2.1. Fordele og ulemper ved fremtidig kriminalisering

Til brug for en stillingtagen til, om der fortsat bør være en kriminaliseringpå området, skal arbejdsgruppen pege på følgende hensyn og synspunkter,der kan tale henholdsvis for og imod kriminalisering:

Til støtteforfortsat kriminalisering kan der bl.a. peges på hensynet tilretsbevidstheden (retsfølelsen). Det var netop dette hensyn, der var bag-grunden for den kriminalisering, der skete i 1994. Dengang fandt man så-ledes, at det kunne forekomme stødende for retsbevidstheden, at en person,der var klar over at være smittet med hiv-virus, havde samleje med eller påanden måde udsatte en anden for smitte uden at søge at beskytte den på-gældende eller gøre denne bekendt med smitterisikoen. Det samme syns-punkt blev gentaget i forarbejderne til lovændringen i 2001.Det kan i den forbindelse anføres, at hensynet til retsbevidstheden stadig-væk gør sig gældende, uanset at smitterisikoen i dag som udgangspunkt erendog særdeles lav og efter omstændighederne forsvindende lille, og uan-set at hiv/aids ikke længere er livstruende, når sygdommen er velbehand-let. Sygdommen er således stadig uhelbredelig og kræver livslang behand-ling, der indebærer (dagligt) medicinindtag og jævnlige lægekonsultatio-ner.Hertil kommer, at det af nogen kan opleves som stigmatiserende at væresmittet med sygdommen, ligesom dagligdagen for en smittet person kanvære besværliggjort eller forudsætte særlige foranstaltninger, herunder iforbindelse med seksuelt samvær, forplantning, forsikringstegning mv. Detkan på den baggrund anføres, at såvel offeret som samfundet generelt kanhave en interesse i, at samfundet sanktionerer den adfærd, der har påførtofferet disse gener.Det kan desuden anføres, at kriminalisering eventuelt kan forebygge enuønsket risikoadfærd. Samtidig er der dog næppe grundlag for med nogensikkerhed at angive, i hvilken udstrækning en kriminalisering kan have enpræventiv effekt.Som argumentimoden kriminalisering kan det bl.a. anføres, at den be-grundelse, der i 1994 og 2001 lå bag bestemmelserne om kriminaliseringpå området, ikke længere foreligger.Der kan herved peges på, at smitterisikoen nu efter omstændighederne erforsvindende lille og muligvis reelt nærmest eller lig med 0. Som detfremgår af pkt. 4.1 ovenfor, antager Sundhedsstyrelsen således f.eks., atsmitterisikoen ved et enkelt vaginalt samleje er på mellem 0,05 og 0,1 pct.,hvis den ene partner har en ubehandlet hiv-infektion, mens smitten ved etenkelt samleje antages at være af størrelsesordenen 0,003 pct., hvis denene partner har en velbehandlet hiv-infektion. Generelt antages smitterisi-15

koen at være højere ved analt samleje, men sådan at også risikoen i dissetilfælde er yderst begrænset.Desuden kan der peges på, at levetiden for en velbehandlet hiv-smittet ikkeadskiller sig fra en alders- og kønsmatchet baggrundsbefolkning, og at ret-tidig behandling nu er så effektiv og veltolereret (det vil sige normalt udenvæsentlige bivirkninger), at skønsmæssigt 85-90 pct. af patienterne kan le-ve et normalt liv under skyldig hensyntagen til daglig medicinindtagelse,jf. pkt. 4 ovenfor. De fleste hiv-smittede er fysisk sunde og kan leve heltnormale liv, og det kan derfor gøres gældende, at de gener, som er forbun-det med smitte, i dag er begrænsede, sådan at et hensyn til offeret ikke isamme grad som tidligere kan begrunde en kriminalisering på området.Herudover kan der henvises til, at der gennem årene både herhjemme oginternationalt bl.a. har været fremsat synspunkter om, at en kriminalisering– der kan opfattes som stigmatiserende – kan afholde nogle smittede fra atvære åbne om deres smitte-status. Det kan medføre, at færre lader sig teste,fortæller partnere om smitte-status, søger behandling og deltager i kon-taktopsporing. Hensynet til smitteopsporing mv. kan således tale imodkriminalisering.Sammenfattende er det arbejdsgruppens opfattelse, at det må bero på enafvejning af de nævnte forhold, om der fortsat bør være en kriminaliseringpå området.Arbejdsgruppen finder i den forbindelse ikke at burde komme med en ind-stilling til det pågældende spørgsmål, idet det vil være en politisk vurde-ring at tage stilling til, hvordan en afvejning af de omtalte hensyn og syns-punkter bør falde ud.

8.2.2. Tekniske modeller for fremtidig kriminalisering

Hvis der fortsat skal være en kriminalisering på området, rejser det nogletil dels teknisk prægede spørgsmål om udformningen af en straffebestem-melse.Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 252, stk. 2, straffes den,der på hensynsløs måde forvolder fare for, at nogen smittes med en livs-truende og uhelbredelig sygdom. Den strafbare adfærd består således i, atnogen udsættes for smitterisiko, og det er i denne sammenhæng uden be-tydning, om forurettede faktisk smittes.16

Som det fremgår af det ovenfor anførte, er smitterisikoen i dag meget lavog i visse tilfælde endog forsvindende lille og muligvis reelt nærmest ellerlig med 0. Det indebærer efter arbejdsgruppens opfattelse, at det i praksisvil være vanskeligt fremover at anvende en straffebestemmelse, der krimi-naliserer handlinger, hvorved nogen udsættes for en konkret ”fare”. Hvisman skulle anvende en sådan ”fare”-bestemmelse, måtte det således i ensituation, hvor smitterisikoen i nogle tilfælde muligvis nærmer sig eller re-elt er 0, forventes, at det i fremtidige sager ville kunne blive et bevismæs-sigt hovedtema, om der i realiteten har foreligget en smitterisiko. Det villeimidlertid som udgangspunkt næppe være muligt for anklagemyndighedenat føre bevis for, hvilken risiko der har foreligget i det enkelte tilfælde (og-så fordi den præcise smitterisiko som anført under pkt. 4 afhænger af enrække forskellige faktorer). Dermed ville det ikke være muligt for ankla-gemyndigheden at dokumentere, at der har foreligget en ”fare” i det kon-krete tilfælde.En eventuel kommende straffebestemmelse bør derfor ikke udformes så-dan, at strafbarheden vil afhænge af, om der i den enkelte sag kan antagesat have foreligget en fare (et såkaldt konkret faredelikt). I stedet finder ar-bejdsgruppen, at straffebestemmelsen i givet fald af de anførte grunde måudformes sådan, at bestemmelsen forbyder adfærd, som ud fra en generelbetragtning kan indebære en fare (et såkaldt abstrakt faredelikt). Det vil si-ge, at en eventuel bestemmelse efter arbejdsgruppens opfattelse bør ud-formes således, at selve den adfærd, som består i, at en hiv-smittet har ube-skyttet sex med en anden uden at oplyse om smitten, skal være strafbar.Hermed kriminaliseres en adfærd, som efter en abstrakt vurdering i vissetilfælde kan indebære en fare for andre, uden at straf vil forudsætte, at derhar foreligget en konkret fare i det enkelte tilfælde.Den pågældende bestemmelse ville rent teknisk kunne affattes således:”§

x.

Den, som har en smitsom, seksuelt overførbar infektion,der er uhelbredelig og kræver livslang behandling, og som harsamleje med en person uden at oplyse denne om infektioneneller anvende egnede beskyttelsesforanstaltninger, straffes medbøde eller fængsel indtil 2 år.”Bestemmelsen vil enten kunne indsættes som nyt stk. 2 i straffelovens §252 eller et andet sted i lovgivningen.

Den nævnte bestemmelse vil kriminalisere samleje, når den smittede entenikke har oplyst om sin smittestatus eller ikke har forsøgt at beskytte partne-ren (det vil i praksis sige ved anvendelse af kondom). Ved samleje forståssåvel vaginalt som analt samleje. Den smittede skal have forsæt i relationtil, at han eller hun er smittet med hiv/aids, det vil sige f.eks. have videnom at være smittet. Andre former for adfærd end samleje vil ikke væreomfattet af bestemmelsen.Omfattet vil således bl.a. ikke være tilfælde, hvor en hiv-smittet personoverlader en hiv-inficeret kanyle eller sprøjte til en ikke-smittet person, ogtilfælde, hvor der overlades hiv-inficeret sæd til privat, ukontrolleret an-vendelse. Arbejdsgruppen bemærker herved, at der i tilfælde af den nævntekarakter kan siges at foreligge en særlig accept af risiko, og at der i øvrigtfor så vidt angår overladelse af kanyle eller sprøjte vil være tale om for-hold, som ofte vil foregå inden for misbrugsmiljøer. På den baggrund erdet arbejdsgruppens opfattelse, at bl.a. bevismæssige forhold gør det van-skeligt at forestille sig, at der i praksis vil kunne blive rejst straffesager.Som anført under pkt. 4 indebærer den moderne behandling af hiv-smittede alt andet ligeen meget stærk reduktion af smitterisikoen, og arbejdsgruppen har derfor også overvejet,om man kunne udforme en eventuel kommende bestemmelse således, at kriminaliserin-gen skulle afgrænses til at omfatteubehandledehiv-smittede, som har ubeskyttet sex. Denkonkrete smitterisiko afhænger imidlertid også af andre faktorer end behandling, hvortilkommer, at en bestemmelse med det nævnte indhold ville lægge op til, at der i den enkel-te sag skulle ske afklaring af vanskelige bevisspørgsmål om, hvorvidt vedkommende var irisikoreducerende behandling på gerningstidspunktet. Bl.a. i lyset af det anførte finder ar-bejdsgruppen ikke, at en eventuel bestemmelse bør afgrænses på den netop anførte måde.Arbejdsgruppen har desuden overvejet, om en eventuelt ny bestemmelse bør begrænses tilforsætlig smitteoverførsel– altså til tilfælde, hvor der med forsæt rent faktisk sker smitte-overførsel. Hvis vedkommende har forsæt til at overføre smitte, men dette ikke sker, villeder i så fald kunne straffes for forsøg efter den almindelige bestemmelse herom i straffe-lovens § 21. Det vil i praksis formentlig være særdeles vanskeligt at bevise, at gernings-manden havde forsæt til at overføre smitte. Situationen kan således f.eks. være den, atgerningsmanden har anset smitteoverførsel for ganske usandsynlig (på grund af den lavesmitterisiko) og af den grund har undladt at træffe foranstaltninger til forebyggelse afsmitteoverførsel. I så fald vil det være vanskeligt i praksis at bevise, at vedkommende harhaft forsæt til smitteoverførsel. På den baggrund er det arbejdsgruppens opfattelse, at eneventuel kommende straffebestemmelse på området ikke bør afgrænses sådan, at det erafgørende, om der har været forsæt til smitteoverførsel.Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 252, stk. 2, er det endvidere en betin-gelse, atfareforvoldelsener sket på hensynsløs måde. Heri ligger, at den, der har forsøgtat beskytte andre mod smitteoverførslen, navnlig ved anvendelse af kondom, ikke kanstraffes. Som det fremgår ovenfor, er det imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, at eneventuel ny bestemmelse skal udformes som et adfærdsdelikt, hvoraf fremgår, at det er18

8.2.3. Særligt om strafniveauet

Strafferammen efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 252 erfængsel op til 8 år.I de sager, der har været efter straffelovens § 252 om udsættelse af fare forsmitte med hiv/aids, har den konkrete strafudmåling beroet på de nærmereomstændigheder i den enkelte sag, jf. herved pkt. 3.2 ovenfor med eksem-pler fra retspraksis.Hvis der fortsat skal være en kriminalisering på området, vil det efter ar-bejdsgruppens opfattelse være nødvendigt at tage hensyn til, at den kon-krete smitterisiko kan være meget lav og efter omstændighederne forsvin-dende lille og muligvis reelt nærmest eller lig med 0, og at behandlingsmu-lighederne nu er så gode, at sygdommen ikke længere kan anses for livs-truende på samme måde som tidligere.I lyset heraf vil det efter arbejdsgruppens opfattelse være nærliggende i til-knytning til en eventuel gennemførelse af en ny straffebestemmelse, derskaber hjemmel for en fortsat kriminalisering på området, at angive, atstrafferammen er bøde eller fængsel op til 2 år, og at normalstraffen børvære bøde eller en kort (betinget) frihedsstraf.Det bør naturligvis være op til domstolene i den enkelte sag at tage stillingtil, om der foreligger konkrete skærpende eller formildende omstændighe-der af betydning for strafudmålingen.

8.3. Eventuelle andre tiltag

Uanset hvordan man vælger at forholde sig til spørgsmålet om fortsat kri-minalisering på området, er det efter arbejdsgruppens opfattelse vigtigt atsende det signal, at hiv/aids stadigvæk er en sygdom, der skal tages alvor-ligt. Det må således understreges, at hiv stadig er en alvorlig infektion,som man bør beskytte sig imod.Hvis der måtte blive truffet beslutning om at afkriminalisere området, børman efter arbejdsgruppens opfattelse være opmærksom på at modvirke, aten afkriminalisering i sig selv måtte få utilsigtede, negative konsekvenser19

for forebyggelsen. Det er derfor vigtigt, at Sundhedsstyrelsen, det sund-hedsfaglige netværk om hiv/aids samt de frivillige miljøer i givet fald tagerdenne sundhedspædagogiske udfordring op, således at forebyggelsesbud-skaberne ikke svækkes.I øvrigt er det allerede i dag sådan, at Sundhedsstyrelsens udmeldinger omsikker sex og kondombrug løbende tilpasses. Udmeldingerne herom vil så-ledes bl.a. kunne tilpasses, hvis det vurderes, at der er anledning til at un-derstrege, at hiv/aids fortsat tages alvorligt, ligesom de sundhedsfagligeaktører i sundhedsvæsenet i den forbindelse vil kunne mobiliseres.Alt i alt finder arbejdsgruppen ikke, at der er behov for nye selvstændigetiltag, men det vil som anført også fremover være vigtigt at sikre, at denløbende sundhedsfaglige forebyggende indsats tilpasses efter behov.