Retsudvalget 2011-12
REU Alm.del Bilag 550
Offentligt
Oplæg af Hans Jørgen Bonnichsen ved:
RETSUDVALGET HØRING OM KONTROL MED PET,
LANDSTINGSSALEN PÅ CHRISTIANSBORG
3. september 2012
Tak for invitationen. Jeg er glad for at få lov til at deltage i denne fine demokratisketradition, som en høring jo nu engang er udtryk for.Til brug for valideringen af kvaliteten i mit oplæg vil jeg lige ridse mineforudsætninger op. Jeg blev efter 32 års tjeneste i politiet, herunder 20 år påRejseholdet, ansat i Politiets Efterretningstjeneste i foråret 1997 somchefkriminalinspektør og operativ leder, og blev pensioneret fra tjenesten vedudgangen af maj måned 2006.Den operative leder er den politifaglige chef, der er ansvarlig for gennemførelsen afde daglige efterforsknings-, overvågnings- og efterretnings operationer indenforafdelingens kerneområder: kontraterror, kontraekstremisme, kontraspionage og dengenerelle sikkerhed.Det er således min stemme som praktiker i kommer til at høre. En røst der er baseretpå de erfaringer, jeg har draget mig under mit 9 års virke i PET. Og lad mig begyndemed min ansættelse i PET, for den var fyldt med skepsis og fordomme, næret af minemange års tjeneste i dansk politi, hvor PET mildt sagt havde vist sig som et temmeliglukket foretagende. ”Skæg og blå briller” og ”Tys-tys-afdelingen” var gængsebetegnelser også i det åbne politi. Det var en opfattelse, der blev understøttet og næret
af mediernes vurdering af PET, som en nærmest hermetisk lukket organisation, undermistanke for at være ”en stat i staten”.Lukketheden blev faktisk dokumenteret i en kortlægning af PET´s pressedækninggennem 90erne, hvor det viste sig, at PET´s mest markante bidrag til offentlighedenvar: ”Ingen kommentarer”, ”Det vil jeg ikke udtale mig om” eller ”Det har i dag ikkeværet muligt at få en kommentar fra PET”.Og hvis jeg skal tro mine kilder i medieverdenen, er det en tilstand vi er ved atnærme os igen.Jeg håber dog ikke, at man som dengang betragter en hvilken som helst henvendelsefra en journalist som en trussel, for en sådan henvendelse er nemlig en mulighed,også for tjenestens operative virke.I 1997 var PET stort set usynlig for den danske befolkning, men sårbar for urimeligemytedannelser og helt overdrevne forestillinger om, hvad efterretningstjenestenkunne, og hvad den rent faktisk gjorde, og medarbejderne blev af selv indsigtsfuldeog højtbegavede mennesker betegnet som ”halvfascistiske dumme bønder”. PET varen lattervækkende rakkertjeneste, der virkede i strid med demokratiet. Minefordomme blev gjort til skamme, da jeg mødte dygtige og engagerede medarbejdermed en høj etik og moral, der arbejdede solidt for Danmarks sikkerhed og som iefterretningsmæssige sammenhænge var en dundrende succes ifølgesamarbejdspartnerne.Jeg fandt også ud af, at årsagen til denne markante diskrepans i opfattelserne var atPET havde en kultur, der stadig befandt sig i ”den kolde krigs” slipstrøm. Endannelse, der også var formet af, at den kolde krig var forræderiets tidsalder, og hvorder virkelig, og helt i modsætning til i dag, eksisterede en eksistentiel trussel.
En unik sikkerhedskultur, og dermed ”lukkethed” var betingelserne for at kunnefungere i dette rum. De helt afgørende præmisser for hemmeligholdelse var, atbeskytte oplysninger om PET’s virke, mod at blive gjort tilgængelig for en fremmedefterretningstjenestes analyser, sammensætninger og konklusioner, der kunne afslørePET’s målgrupper og arbejdsmetoder, og dermed skade indsatsen for Danmarkssikkerhed.Den ekstreme sikkerhedskultur havde såvel positive som negative effekter. Positivt,at PET var en af de få tjenester i Europa, der ikke blev infiltreret af ”muldvarpe” fraKGB. Negativt var omdømmet, men også at man trods dette, og ganske paradoksalt,følte, at det at ”beskæftige sig med det hemmelige” gjorde at man var ”noget særligt”.Det havde en iboende fascinationskraft, som man nødig ville miste.Men hver tid har sine forudsætninger for efterretnings- og sikkerhedsarbejdet og detshemmeligholdelse. De dogmer der eksisterede engang behøver ikke at være gældendefor i dag. Det der tidligere blev betragtet som en unik sikkerhedskultur kan vise sig atvære elitært, støvet, præget af vanetænkning og blokerende for udvikling.Efterretningsmiljøer er meget ofte lukkede kredse, og personerne der befinder sig ieller omkring denne sfære har en stærk, sommetider krampagtig tendens til at holdefast i de gamle doktriner, og så stærkt at kun ”rystelser” kan rokke ved dem.Sådanne kom i 1998 da TV2 viste nogle kritiske udsendelser om ”Den hemmeligeTjeneste”, der bl.a. handlede om overvågning af lovlig politiske virksomhed.Udsendelserne medførte et knaldhård og langvarigt tæppebombardement, hvor visseaf mine medarbejdere blev udstillet i den offentlige gabestok. Folketinget fra højremod venstre på tværs af partiskel medvirkede til at levere skytset, da dehovedrystende beklagede sig over PET’s årelange hemmelighedskræmmeri. Debrugte kikkerten i stedet for spejlet, for realiteten var, at denne tilstand var formuleret
gennem deres lukkede munde, måske i en overdrevet og misforstået respekt for det”hemmelige”, der gjorde, at de fleste ikke turde udfordre de eksisterende dogmerherom. Det kan I Retsudvalgsmedlemmer nu råde bod på!Positivt var det dog, at debatten blev startskuddet til en nødvendig, men meget langproces, der nu er ved at nå sin ende, og faktisk er årsagen til at vi sidder her i dag.Kommissoriet for den betænkning, der ligger til grund for det igangværende arbejde,er dateret den 22. april 1998, og man kan så, hver for sig spekulere på om WendlerPedersen udvalget, har inddraget den virkelighed, der har manifesteret siden da, selvom de uomtvisteligt har taget eksplicit højde for de lovgivningsmæssige ogadministrative initiativer, der taget siden.Fjorten år gik. Det kunne vi ikke vente på i PET, så vi tog indenfor de eksisterenderammer selv hånd i hanke med sagen, i erkendelsen af, at tiderne havde ændret sig,men også for at sende det signal, at det ikke er alle medarbejdere, måske mere dele afledelsen og arbejdsgiveren, der er modstander af mere åbenhed.Her er det jo interessant at bemærke sig den historiske kendsgerning: at modstandenmod den allerførste kontrol med PET, Wamberg-udvalget , i sin tid fandtes iJustitsministeriet og i PETs ledelse. De så med stor skepsis på udvalget, og lad migcitere fra PET-kommissionen beretning, hvor det siges, at Wamberg udvalgetbetragtedes;”
som en utidig indblanding i interne forhold, der bedst unddrogesandres kontrol” (citat slut).Og hvis man ikke vidste det, så er det også vigtigt, at man i sine overvejelser omfremtidens kontrol med PET er bevidste om, PET’s råderum er begrænset, som ogsåfastslået af Kommissionsdomstolen da de sagde, og jeg citerer igen: ”Den øversteansvarlige embedsmand var således i virkeligheden Justitsministerietsdepartementschef.”.(citat
slut). Og det har sikkert ikke ændret sig meget siden.
Vi fandt dog, at vi inden for vort råderum kunne bidrage med en større åbenhed, såoffentligheden fik en bedre muligheden for at vurdere og kontrollere PET’s indsats,og vi fik, trods tøven, men utvivlsomt presset af situationen, accept til vore initiativer.Resultatet blev, at vi fik ansat kommunikationsmedarbejdere. Vi fik egen hjemmesideog udgav årsrapporter, holdt åbne konferencer, etablerede kontaktfora, til offentligesåvel som til private, arrangerede baggrundsbriefinger for pressen, og der blev holdt ihundrede vis af foredrag om PET.I årene frem mod den 11/9 2001 og årene efter gennemførtes den største ”turn-around-process” i tjenestens historie, ikke alene i forhold til åbenhed ogkommunikation med offentligheden, men også ved ansættelse af nye kompetencer,teknologisering, og nye udviklede efterforsknings og efterretningsprocesser og etvaliderings- og kvalitetssikringssystem i forhold til kilder og efterretninger.Holdbarheden af det sidste er måske så som så, hvis jeg skal lægge den seneste tidsoffentliggørelse af et af PET’s produkter til grund.Ikke alle var glade for denne nye form for åbenhed. Der var mere træghed ogmodstand end begejstring. Sikkert grundet i en usikkerhed overfor denne nye formfor åbenhed, der også historisk set strakte sig ind i Justitsministeriet. Man frygtede, atdet kunne skade PET’s opgave med at forebygge, modvirke og forhindresamfundsskadelige aktiviteter, herunder samarbejdet med fremmede tjenester.Men virkeligheden viste os, at det ikke er mørke, men lys, der skaber indsigt ogforståelse. Og faktisk styrkede denne nye åbenhed også PET’s operative indsats, oghavde på ingen måder en negativ påvirkning af vore vigtige relationer til voresamarbejdspartnere, som jeg på det praktiske operative plan havde tætte personligekontakter med. Tværtimod var der en række af vore initiativer, som vakte positivinteresse blandt de store tjenester.
Vi var godt rustet til at håndtere truslerne, der rejste sig i det ”frygtens årti” der fulgteefter den 11/9 2001, hvor vi jo også oplevede, og med succes håndterede ”den værstesikkerhedspolitiske krise siden 2. verdenskrig”, som reaktionen påkarikaturtegningerne blev kaldt.Det var ikke uden grund, at en uafhængig benchmarking foretaget i 2006 afsouschefen i MI5 konkluderende fortalte, at tjenesten hørte til blandt eliten i Europaog, ”der er stærke grund til at være stolt over tjenestens beredskab og effektivitet, nårdet gælder landets sikkerhed”. Arbejdet med at gøre os synlige i befolkningen havdebåret frugt og styrket os operativt.Jeg vil ikke lægge skjul på, at åbenheden har sine grænser for et effektivt virkendeoperativt arbejde. Og inden jeg begiver mig ind i beskrivelsen af disse afgørendeskillelinjer, finder jeg det nødvendigt, at påpege, da ordet jo former, hvad det nævner,at betegnelsen Politiets Efterretningstjeneste i princippet er en forkert betegnelse, daorganisationen er det stik modsatte, nemlig en kontraefterretningstjeneste, ellersikkerhedstjeneste om man vil, og dermed har et mere begrænset virkefelt i at sikrestatens indre sikkerhed og hvor man nøje skal overholde eget lands love. Imodsætning til en efterretningstjeneste, der værner om vor ydre sikkerhed, ogopererer på modstanderens område, og da typisk i strid med det pågældende landslove.Disse forskelle har stor betydning for graden af åbenhed og hemmeligholdelse. Det erfor mig åbenbart, at gennemsigtigheden bør være større i enkontraefterretningstjeneste end i en efterretningstjeneste. Men nu til det hemmelige.I min tid i PET stod der en skulptur af billedhuggeren Henrik Starcke med titlen:”Kvinden der holder en hemmelighed i sin hånd”. Værket er formet i rå cement, derstår i en skrigende kontrast til den ynde og graciøse udstråling, kvinden har i sin
levende ubevægelighed. Nænsomt former hun hænderne om hemmeligheden, somkun hun kan se. Og som hun værner om. Et smukkere symbol findes der næppe på, atdet afgørende i hemmeligholdelsens karakter er at beskytte og udvise omsorg.Det er indlysende, at en offentliggørelse af kilder og agenters navne eller blotinformationer, der kan lede til en afsløring af dem, vil betyde at PET med sikkerhed,og i mildeste tilfælde, ville udsætte sine kilder og agenterne for sociale reaktionereller eksklusioner, eller i værste tilfælde udsætte dem for en overhængende fare forliv og helbred, i visse situation den sikre død. En sådan offentliggørelse villeyderligere få den konsekvens at kilderne tørrer ud. Ingen vil fremover turde væreagent eller meddeler for PET af frygt for eksponering. Dette ville få heltuoverskuelige følger for PET’s varetagelse af opgaven med at modvirke og forhindrefare mod Danmark som et frit, demokratisk og sikkert samfund.En anden faktor, der er afgørende for PET’s virke, er hensynet til samarbejdet medfremmede magter. Hvis CIA, MI6 så sig selv på forsiden af diverse dagblade, somkilde til vigtige trusselsvurderinger, eller hvis det kom frem, uden tjenesternestilladelse, at SVR (den russiske tjeneste) eller Säpo var årsagen til, at enterrorhandling var forhindret i Danmark, ville reaktionen falde prompte. Danmarksøjne og ører ville blive svækket, og vi ville ikke længere få de informationer, der kanvise sig at være livsvigtige for at forhindre terrorhandlinger eller andensamfundsskadelig virksomhed.Og ligesom i den ordinære efterforskning af kriminalitet, er det også vigtigt for PETat beskytte sin aktuelle overvågning og efterforskning, da de mistænkte kan fåoplysninger, der kan hindre en relevant og vigtig indhentning af viden, om deresintentioner og kapaciteter, dvs. indsigt i deres motivation, tid, viden, evner ogmuligheder for at gennemføre deres forehavende. Denne hemmeligholdelse kan være
helt afgørende for tjenestens muligheder for at modvirke og forhindreskadeeffekterne for det danske samfund.Vigtigt er også hemmeligholdelsen af hensyn til de personer, som PET overvåger. Ethensyn der bør og skal tages. Personen aner ikke, at han eller hun bliver overvåget.En overvågning der kan afdække ømtålelige personfølsomme oplysninger, som haneller hun ikke kan forsvare sig mod. De pågældende har krav på en ganske særligbeskyttelse, da de ikke har de samme retsgarantier som en mistænkt person, der bliverefterforsket i en åben straffesag.Og sidst men ikke mindst beskyttelsen af oplysninger om de personer som denmistænkte kommunikere med, og som kan være helt uden for mistanke.Disse beskyttelseshensyn er åbenbare. De er de ”hellige køer” i PET’s operative virkeog hvis der slækkes på dette vil det få betydning for tjenestens effektivitet ogindflydelse på Danmarks indre sikkerhed. Nogen har kaldt disse hensyn ”tavshedensbyrde”. Men det er en byrde, når det drejer sig om PET’s forebyggende virke, som ernødvendig at bære, selvom den indeholder et konfliktpotentiale, der altid vil væregældende i forhold til medierne og offentligheden, men efter min bedste opfattelse,da aldrig i forhold til kontrollen med PET.Jeg fatter ikke den automatiske, næsten demagogiske reaktion, der viser sig nårskiftende justitsministre og adskillige folketingsmedlemmer, der følger i disses spor,med meningsløse og intetsigende floskler om, at det ”hemmelige” er ennødvendighed for PET’s virke, uden konkret at forholde sig til hvilke dele af virketman taler om. For hvis denne påstand er rigtigt, så var der ikke ret mange sikkerheds-og efterretningstjeneste i Europa, der kunne eksistere, for i forhold til deres åbenheder vi mindst 14 år bagefter.
De har erkendt, at kontrol ganske enkelte er garantien for at ”demokratietsspilleregler” overholdes, men også, at det for de respektive tjenester ikke alene erdisciplinerende og kvalificerende, men også et bolværk mod uberettigede anklagermod organisationens medarbejdere.Desværre må jeg erkende, at der er meget forførelse og forbandelser i det hemmelige.Det hemmelige skaber magt og prestige, som også kan bruges til at undertrykke andremed, eller til at skjule egne fejl og mangler. Magten kan løbe af med en og væreødelæggende for en organisation og dens virke, og det understreger blot, hvor vigtigtdet er med en kontrol af PET og dets ledelse.Skriften på væggen var jo tydelig i PET-kommissionens 4.600 siders redegørelse,hvor det om overholdelsen af regeringserklæringen fra 1968 om forbuddet modregistrering af lovlig politisk aktivitet, blev udtalt:”at
skiftende justitsministrefastholdt dette udadtil, men pålagde PET noget andet indadtil”, og at dette medførte,at PET i 20 tilfælde i 1960 og 70erne fejlinformerede Wamberg udvalget. Der blevført et dobbeltspil, hvor man ud ad til fastholdt regeringserklæringen, mens man ihemmelighed gjorde det modsatte.Hvis PET-kommissionen og de mange midler der er brugt på den, skal have sinberettigelse, så er det, og i alles interesse, bedre kontrolforanstaltninger, men der erogså brug for at komme endnu længere med åbenheden.Overdreven lukkethed og hemmeligholdelse kan nemlig få den stik modsatte effektend det tiltænkte. Det kan være kontraproduktivt i.f.h.t. sikkerhed. Nogle af dennorske 22. juli kommissions begrædelige konklusioner var, at netop ”overdrevenhemmeligholdelse” måske var medvirkende til de hjerteskærende konsekvenser afBreiviks handlinger.
Så lejligheden til også at styrke det operative arbejde, er absolut tilstede med en størreåbenhed og kontrol med PET. De kan måske være ensbetydende med hurtigereoperative reaktioner og med større accept og tillid i befolkningen, der er så afgørendefaktorer i samspillet mellem offentligheden og PET. Og lad mig understrege, at detkun er dette samspil, der kan etablere et virkeligt stabilt bolværk, der værner om vorindre sikkerhed.Jeg stillede indledningsvis spørgsmålet om Wendler Pedersen udvalget havde tagethøjde for den virkelighed, der har manifesteret sig siden kommissoriet blev skrevet.Det har det langt hen ad vejen, men for mig som tidligere operativ leder, må jegerkende, at det har været en øjenåbner og givet mig kuldegysninger at se, hvorledesde efterretninger, der er indhentet, er blevet brugt i konkrete sager til at afgøre andremenneskers skæbner med.Det er nødvendigt for mig her, at gøre opmærksom på, at efterretninger ikke erbeviser eller videnskabelige kendsgerninger, og at efterretninger ikke, i modsætningtil en efterforsknings resultater, skal stå sin prøve, når en forsvarer udfordrer det, ogen dommer eller lægdommere vurderer deres validitet. Efterretningsarbejde er kortsagt tolkninger af rå og ofte uverificerede oplysninger. Tolkninger foretaget afanalytikere, der vurderer materialet og sætter det i sammenhæng med den øvrigeviden og ekspertise, der eksisterer på området. Tolkninger når de er bedst og rigtige,kan bruges præventivt og forhindre angreb mod staten og dens sikkerhed. Tolkningernår de er værst, spekulative og fejlagtige, kan medføre karaktermord, koste enministertaburet, ønskejobbet, nægtelse af statsborgerskab, tålt ophold og dybekrænkelser af fundamentale rettigheder. PET kommer på denne måde til at fremståsom både anklager, dommer og bøddel, og det er vel ikke meningen?PET’s tolkninger er for de flestes vedkommende funderet i fornuftige ogvelovervejede vurderinger, der er foretaget af veluddannede mennesker. Fra mit virke
i PET og fra mig selv kender jeg dog de risici, der ligger i tolkningens karakter, menogså den forskningsmæssige og veldokumenterede kendsgerning, at sætter personersig sammen i en gruppe, der befinder sig i et fælles univers, og jo mere lukket detteunivers er, så medfører det, at man snakker hinanden op i situationen og tvivlenglemmes eller undertrykkes. Det får en dynamisk, radikaliserende effekt i forhold tilens opfattelse af ”sandheden og virkeligheden”.Kontrollen bør på disse områder styrkes, som det f.eks. er sket i Holland, hvorkontrolkomiteen med efterretningstjenesterne, kan behandle klager over manglendesikkerhedsgodkendelser, eller som i Sverige og Norge, der kan behandle klager fraudlændinge, der på grund af vurderinger fra tjenesten er nægtet statsborgerskab. Detville styrke retssikkerheden, men også PET og dets medarbejdere.Jeg mener også, at I som politikere og beslutningstagere, medierne og os som borgerepå det mere generelle plan, og ikke mindst i forhold til de mange midler og metoder,der bruges til den ret så vidtgående kontrol af os, har brug for en langt større åbenhedend tilfældet er i dag, og vel at mærke en åbenhed, der efter min mening ikke kanskade det operative arbejde.Ind i mellem udvikler hemmeligholdelsen sig desværre til det absurde, selv i forholdtil Wamberg udvalgets kontrol med PET. Jeg har her en side fra Udvalgets rapportom PET’s behandlinger om personoplysninger fra 2010.Bare rolig, den er nedklassificeret, men trods dette stadig gjort til genstand for censur,hvad de sorte pletter på siden er udtryk for. Censur, så offentligheden ikke kan fåindsigt i, hvor mange danske statsborgere og udlændinge der er nyregistrerede, hvormange registreringer, der er godkendt til forlængelse udover de normale 5 år, hvormange gange PET har anvendt den ret så vidt gående bestemmelse i retsplejeloven §116, stk. 2, hvorefter man uden forudgående dommerkendelse kan indhente
personfølsomme oplysninger hos det offentlige, hos hvilke myndigheder og til hvilketbrug. Hvorfor dog mørke i stedet for lys? Der er i hvert fald ingen operative grundetil at holde dette hemmeligt.Jeg ved hvor megen magt der ligger i at bestyre det hemmelige, men det er betroetmagt, og det skal forvaltes med den største varsomhed, så det ikke bliver etmagtmiddel til at styrke sit eget image med, eller til at undertrykke andre, eller somværn til at skjule fejl og magtmisbrug.Man skal kunne være sine hemmeligheder bekendt, og her kan tvivlen, udtrykt somen relevant fornuftig kontrol med PET, være en uvurderlig støtte for organisationenog dens medarbejdere, for den ansvarlige minister og for værnet af os borgere formagtmisbrug, og mere nu end nogensinde før!
Tak for ordet.
