Retsudvalget 2011-12
REU Alm.del Bilag 521
Offentligt
20. august 2012
Gennemførelse af direktivet ombekæmpelse af forsinket betaling ihandelstransaktioner
Betænkning afgivet af Justitsministerietsarbejdsgruppe om gennemførelse af direkti-vet om bekæmpelse af forsinket betaling ihandelstransaktioner
København 2012
IndholdsfortegnelseKapitel 1Indledning1.1. Arbejdsgruppens nedsættelse og kommissorium1.2. Arbejdsgruppens sammensætningKapitel 2Kapitel 3SammenfatningEuropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner3.1. Direktivets baggrund3.2. Direktivets indhold3.2.1. Anvendelsesområde og definitioner3.2.2. Transaktioner mellem virksomheder og mellemvirksomheder og offentlige myndigheder3.2.3. Betalingsplaner3.2.4. Inddrivelsesomkostninger3.2.5. Klart urimelige kontraktvilkår3.2.6. Gennemsigtighed og bevidstgørelse3.2.7. Ejendomsforbehold3.2.8. Inddrivelsesprocedure for ubestridte krav3.2.9. Underretning af Europa-Parlamentet og Rådet3.2.10. OvergangsforanstaltningerKapitel 4Danske forhold, med hovedtræk af gældende dansk ret inden for deområder, der berøres af direktivet4.1. Indledning4.2. Renteloven4.2.1. Rentelovens EU-retlige baggrund4.2.2. Generelle bemærkninger4.2.3. Rente ved forsinket betaling (morarente)4.2.4. Inkassoomkostninger4.3. Aftalelovens § 364.4. Lov om offentlige betalinger4.4.1. Bekendtgørelse nr. 354 af 26. marts 2010 om infor-mation i og transport af OIOUBL elektroniskafregning med offentlige myndigheder4.4.2. Bekendtgørelse nr. 206 af 11. marts 2011 om elek-tronisk af regning med offentlige myndighederKapitel 5De øvrige nordiske landes overvejelser vedrørende implementeringenaf direktiv 2011/7/EU om bekæmpelse af forsinket betaling i handels-transaktioner
2
Kapitel 6
Nødvendige ændringer af gældende dansk ret6.1. Generelle bemærkninger6.2. Direktivets definitioner6.3. Morarentens størrelse6.3.1. Forhøjelse af den lovbestemte morarente6.3.2. Offentlige myndigheder kan ikke som skyldnerindgå aftale om en lavere morarente end denlovbestemte6.4. Morarentens begyndelsestidspunkt6.4.1. Generelle bemærkninger6.4.2. Krav om udtrykkelighed hvis det aftales, at en god-kendelses- eller kontrolprocedure skal overskride30 dage6.4.3. Krav om udtrykkelighed hvis den aftalte betalings-frist i transaktioner mellem virksomheder skaloverskride 60 dage6.4.4. Offentlige myndigheders aftalte betalingsfrister6.5. Kreditors ret til en fast kompensation på minimum 40 euro for egneinddrivelsesomkostninger6.6. Et kontraktvilkår eller en handelspraksis, der udelukker morarente, eraltid klart urimelig(t)6.7. Bevidstgørelse om direktivets indhold
Kapitel 7
Arbejdsgruppens overvejelser om reguleringsmæssige valg inden fordet område, som direktivet regulerer7.1. Generelle bemærkninger7.2. Gæld der er genstand for insolvensbehandling7.3. Særlige betalingsfrister for visse offentlige myndigheder7.4. Sondringen mellem transaktioner mellem virksomheder og mellemvirksomheder og offentlige myndigheder7.5. Det faste minimumsbeløb (40 euro) for kreditors egne inddrivelses-omkostninger og kontraktvilkår, der udelukker kompensation forinddrivelsesomkostninger7.6. Offentlige myndigheders aftalte betalingsfrister
Kapitel 8
Arbejdsgruppens overvejelser om anvendelsen af (visse af) direkti-vets bestemmelser uden for det område, som direktivet regulerer8.1. Generelle bemærkninger8.2. Den lovbestemte rente8.3. Det faste minimumsbeløb (40 euro) for kreditors egne inddrivelses-omkostninger
3
Kapitel 9
Arbejdsgruppens lovudkast med bemærkninger9.1. Lovtekniske overvejelser mm.9.2. Arbejdsgruppens lovudkast9.3. Arbejdsgruppens bemærkninger til lovudkastets enkeltebestemmelser9.4. Lovforslagets økonomiske konsekvenser
Bilag1. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpel-se af forsinket betaling i handelstransaktioner2. Renteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 743 af 4. september 2002 om renter ved forsinketbetaling mv.3. Bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i an-ledning af forsinket betaling4. Lov om offentlige betalinger mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 798 af 28. juni 20075. Bekendtgørelse nr. 206 af 11. marts 2011 om elektronisk afregning med offentligemyndigheder6. Erhvervs- og Vækstministeriets notat af 18. maj 2012 om særreglen i artikel 4, stk. 4,litra i direktiv 2011/7/EU7. Intrum Justitia, uddrag af Payment Index 2011 og 2012
4
Kapitel 1. Indledning1.1. Arbejdsgruppens nedsættelse og kommissoriumI oktober 2011 nedsatte Justitsministeriet en arbejdsgruppe, der fik til op-gave at overveje, hvordan Europa-Parlamentets og Rådets direktiv2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i han-delstransaktioner bør gennemføres i dansk ret.
Arbejdsgruppens kommissorium lyder således:”1.Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (omar-bejdning) er der vedtaget nye fællesskabsretlige regler om bekæmpelse afforsinket betaling i handelstransaktioner.Formålet med direktivet, der afløser direktiv 2000/35/EF om bekæmpelseaf forsinket betaling i handelstransaktioner, er at styrke kreditors retsstil-ling ved forsinket betaling i visse handelsforhold (betalinger mellem er-hvervsdrivende eller mellem en erhvervsdrivende og en ordregivende of-fentlig myndighed mv., når betalingen har karakter af vederlag for varereller tjenesteydelser).Direktivet indebærer bl.a., at kreditor i tilfælde af forsinket betaling harkrav på et fast beløb, der svarer til (mindst) 40 euro, at kreditor herudoverhar krav på rimelig kompensation for eventuelle yderligere omkostninger,der er påløbet på grund af skyldnerens forsinkede betaling, at tillægsren-tesatsen forhøjes fra 7 til 8 pct., at der indføres en betalingsfrist mellemerhvervsdrivende på maksimalt 60 dage (som dog kan fraviges ved udtryk-kelig aftale herom, medmindre en sådan længere betalingsfrist er klarturimelig over for kreditor), og at der indføres en betalingsfrist for offentli-ge myndigheder på normalt 30 dage (som dog kan forlænges til 60 dageved udtrykkelig aftale herom, såfremt en sådan forlængelse af betalingsfri-sten er objektivt begrundet i aftalens særlige karakter mv.).Direktivet skal være gennemført i national lovgivning inden den 16. marts2013.2.Det gældende direktiv om bekæmpelse af forsinket betaling i handels-transaktioner (2000/35/EF) er i dansk ret gennemført ved en ændring af
5
lov om betaling af renter ved forsinket betaling mv. (renteloven), jf. lov nr.379 af 6. juni 2002.Som følge af det nye direktiv vil det være nødvendigt at ændre de gældenderegler på flere punkter. Således vil der bl.a. skulle fastsættes betalings-fristregler.Det nye direktiv er på samme måde som det gældende et minimumsdirek-tiv. Medlemsstaterne kan således fastsætte eller opretholde nationale be-stemmelser, der giver kreditor en videre beskyttelse end efter direktivetsbestemmelser, jf. direktivets artikel 12, stk. 3. Da det gældende direktiv ombekæmpelse af forsinket betaling (2000/35/EF) blev gennemført, valgteman at lade flere af de direktivbestemte ændringer finde anvendelse gene-relt på rentelovens område. Ved gennemførelsen af det nye direktiv vil derskulle tages stilling til, om – og i givet fald i hvilket omfang – (visse af) denye regler skal finde anvendelse også uden for direktivets anvendelsesom-råde.3.Justitsministeriet har besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skaloverveje, hvordan direktivet bør gennemføres i dansk ret. Arbejdsgruppenskal i den forbindelse overveje og redegøre for, hvilke ændringer af danskret der er nødvendige for at gennemføre direktivet, samt overveje i hvilketomfang (visse af) bestemmelserne i direktivet bør gælde uden for det om-råde, som direktivet regulerer.Arbejdsgruppen anmodes om at udarbejde et lovudkast med bemærknin-ger. Arbejdsgruppen anmodes endvidere om at belyse eventuelle økonomi-ske konsekvenser af arbejdsgruppens konkrete forslag.Under hensyn til fristen for gennemførelse af direktivet anmodes arbejds-gruppen om at afslutte sit arbejde senest den 1. juni 2012.”
1.2. Arbejdsgruppens sammensætningArbejdsgruppen havde ved afgivelsen af betænkningen følgende sammen-sætning:Professor Peter Møgelvang-Hansen, CBS Handelshøjskolen (formand)Fuldmægtig Sigrid Floor Toft, Erhvervs- og VækstministerietChefkonsulent Vibeke Steenberg, ModerniseringsstyrelsenChefkonsulent Jeppe Rosenmejer, Håndværksrådet6
Konsulent Marie Bodenhoff, Danske RegionerChefkonsulent Morten Qvist Fog Lund, Dansk IndustriErhvervsjuridisk fagchef Sven Petersen, Dansk ErhvervØkonom Troels Hauer Holmberg, ForbrugerrådetChefkonsulent Lars Eckeroth, Kommunernes LandsforeningAdvokat Merete Vangsøe Simonsen, AdvokatsamfundetDommer Kim Rasmussen, Den Danske DommerforeningKontorchef Rikke-Louise Ørum Petersen, JustitsministerietKonsulent Morten Qvist Fog Lund indtrådte i arbejdsgruppen den 20. ja-nuar 2012 i stedet for konsulent Helena Bente.Erhvervsjuridisk fagchef Sven Petersen indtrådte i arbejdsgruppen den 20.januar 2012 i stedet for advokat Christina Krarup Jespersen.Chefkonsulent Lars Eckeroth indtrådte i arbejdsgruppen den 16. maj 2012i stedet for konsulent Søren Hemmingsen.Fuldmægtig Mie Vinkel Sørensen, Justitsministeriet, har været sekretærfor arbejdsgruppen.Arbejdsgruppen har afholdt 6 møder i perioden fra 16. november 2011 til15. juni 2012 og afslutter sit arbejde med afgivelsen af denne betænkning.
7
Kapitel 2. SammenfatningDirektivets formål er at harmonisere visse aspekter af medlemsstaterneslove med henblik på at bekæmpe forsinket betaling i handelstransaktioner.Det sker som minimumsharmonisering. Direktivet gælder for handels-transaktioner mellem private virksomheder indbyrdes og mellem privatevirksomheder og offentlige myndigheder. Det bagvedliggende hensyn er atsikre et velfungerende indre marked og derved i højere grad fremme virk-somhedernes, herunder navnlig de små og mellemstore virksomheders,konkurrenceevne.Med direktivet sker der en generel styrkelse af kreditors retsstilling. Detsker gennem indførelsen af bl.a. mere detaljerede regler om betalingsfri-ster, i form af forhøjelse af den lovbestemte morarentesats og ved indførel-sen af en ret for kreditor til et fast minimumsbeløb til dækning af inddri-velsesomkostninger i tilfælde af forsinket betaling.Arbejdsgruppen har udarbejdet et lovudkast med bemærkninger på bag-grund af arbejdsgruppens overvejelser om, hvilke ændringer af dansk retder er nødvendige for at gennemføre direktivet inden for dets anvendelses-område.Arbejdsgruppens lovudkast indeholder desuden på en række områder for-slag, som vil indebære en merimplementering af direktivet, jf. direktivetsminimumsklausul iartikel 12, stk. 3.Arbejdsgruppen indstiller:- at tillægget til den lovbestemte morarentesats forhøjes med et pro-centpoint fra 7 til 8 pct. på hele rentelovens område, og således og-så i forbrugerforhold,- at der indføres en ret for fordringshaver til at kræve et fast kompen-sationsbeløb i tilfælde af forsinket betaling (kompensationsreglenskal ikke gælde i forbrugerforhold),- at der indføres en bestemmelse om, at fordringshavers ret til atkræve kompensation for inddrivelsesomkostninger ikke kan ude-lukkes ved aftale,- at der indføres en bestemmelse om, at fordringshavers ret til mora-rente ikke kan udelukkes ved aftale,- at betalingsfristen mellem to erhvervsdrivende fortsat kan aftalesfrit, men at den ikke kan overskride 60 dage, medmindre fordrings-haver udtrykkeligt har godkendt en længere betalingsfrist,8
---
-
at den aftalte betalingsfrist for offentlige myndigheder som ud-gangspunkt begrænses til højst 30 dage,at der indføres en bemyndigelse til at forlænge den almindelige be-talingsfrist for visse offentlige myndigheder i op til 60 dage,at direktivets krav om, at visse aftalevilkår ikke må være ”klarturimeligt over for kreditor” ikke nødvendiggør lovændring, idetkravet herom allerede er opfyldt ved aftalelovens § 36, hvorefter enaftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vilvære urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre dengældende, ogat de almindelige betalingsfrister for erhvervsdrivende og offentli-ge myndigheder ikke gælder, hvis der er indgået aftale om ratevisbetaling i henhold til en betalingsplan, som er udtrykkeligt god-kendt af fordringshaver (hver rate er dog omfattet af de almindeligebetalingsfrister).
9
Kapitel 3. Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16.februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransakti-oner3.1. Direktivets baggrundI 2000 blev der på EU-plan gennemført regler med henblik på at styrkekreditorernes retsstilling ved forsinket betaling i visse handelsforhold, jf.Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/35/EF af 29. juni 2000 ombekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner.
Direktiv 2000/35/EF regulerer navnlig spørgsmålet om morarente i tilfæl-de af forsinket betaling, men indeholder også bl.a. regler om kreditors rettil at kræve rimelig kompensation af skyldneren for alle relevante omkost-ninger ved inddrivelse, der er forårsaget af skyldnerens forsinkede beta-ling.
Direktiv 2000/35/EF er gennemført i dansk ret ved lov nr. 379 af 6. juni2002 om ændring af lov om renter ved forsinket betaling mv. (Gennemfø-relse af EF-direktiv om bekæmpelse af forsinkede betalinger i visse han-delsforhold mv.).
Kommissionen fremlagde i april 2009 et forslag til omarbejdning af direk-tiv 2000/35/EF. I forslaget blev bl.a. peget på, at betalingsforsinkelser gårud over (især små og mellemstore) virksomheders konkurrenceevne ogrentabilitet, og at betalingsforsinkelser således kan være årsag til, at ellersrentable virksomheder går konkurs og i værste fald udløse en række kon-kurser i hele forsyningskæden.
Direktivforslaget blev vedtaget i begyndelsen af 2011, som Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om be-kæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner. Direktivet regulerernavnlig spørgsmålet om betalingsfristens længde og kreditors ret til atkræve kompensation af skyldneren for inddrivelsesomkostninger (som mi-nimum et fast beløb svarende til 40 euro for egne inddrivelsesomkostnin-ger samt rimelig kompensation for eventuelle yderligere omkostninger).
Direktivet er et led i gennemførelsen af EU’s indre marked, og formålet erat bekæmpe forsinket betaling i handelstransaktioner og derved fremme10
virksomhedernes, herunder navnlig de små og mellemstore virksomheders,konkurrenceevne, jf.artikel 1, stk. 1.
Direktivets formål er nærmere beskrevet i præambelbetragtning 3, hvoraffremgår, at mange betalinger i handelstransaktioner sker senere end aftalt ikontrakten eller fastlagt i de almindelige forretningsbetingelser, selv omvarerne er leveret, eller tjenesteydelserne er udført. Forsinket betaling på-virker virksomhedernes likviditet negativt. Ligeledes påvirkes virksomhe-dernes konkurrenceevne og rentabilitet, hvis kreditor er nødt til at skaffeekstern finansiering på grund af den forsinkede betaling.
Direktivet skal være gennemført i national ret senest den 16. marts 2013,jf.artikel 12, stk. 1.
Efter direktivetsartikel 12, stk. 3,kan medlemsstaterne opretholde ellervedtage nationale regler, der giver kreditor en bedre beskyttelse end efterdirektivets bestemmelser. Direktivet er således – ligesom direktiv2000/35/EF – et minimumsdirektiv.
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning 37, at forpligtelsen til atgennemføre direktivet i national ret kun bør omfatte de bestemmelser,hvori der er foretaget indholdsmæssige ændringer sammenlignet med di-rektiv 2000/35/EF. Endvidere fremgår det, at forpligtelsen til at gennemfø-re de bestemmelser, hvori der ikke er foretaget ændringer, følger af nævntedirektiv. Ved udtrykket ”nævnte direktiv” forstås direktiv 2000/35/EF.
Efterartikel 13ophæves direktiv 2000/35/EF med virkning fra den 16.marts 2013.
3.2. Direktivets indhold3.2.1. Anvendelsesområde og definitionerFormålet med direktivet er at bekæmpe forsinket betaling i handelstransak-tioner, jf.artikel 1, stk. 1.Det anføres i direktivets præambelbetragtning 3, at mange betalinger ihandelstransaktioner sker senere, end parterne har aftalt i kontrakten eller11
fastlagt i de almindelige forretningsbetingelser, selv om varerne er leveret,eller tjenesteydelserne er udført.
Med henblik på at bekæmpe forsinket betaling indeholder direktivetsarti-kel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 1,regler om, at kreditor i tilfælde af forsinketbetaling er berettiget til morarente, forudsat at kreditor har opfyldt sine af-talemæssige og lovbestemte forpligtelser. Desuden indeholder direktivetregler om, at kreditor under samme forudsætning er berettiget til kompen-sation for omkostninger ved inddrivelse, jf.artikel 6.
Ved ”forsinket betaling” forstås ifølgeartikel 2, nr. 4,at betalingen ikke ersket inden for den aftalemæssige eller lovbestemte betalingsfrist, når be-tingelserne iartikel 3, stk. 1,ellerartikel 4, stk. 1,er opfyldt.
Forudsætningen for direktivets anvendelse er således, at der eksisterer enfordring mellem parterne, nærmere bestemt en retligt bindende betalings-forpligtelse. Spørgsmålet om hvornår der mellem parterne er sket kon-traktmæssigt korrekt levering af en vare eller tjenesteydelse, samt hvorvidtder foreligger en retligt bindende betalingsforpligtelse, må vurderes kon-kret på baggrund af aftalen, relevant lovgivning og retspraksis.
Direktivets anvendelsesområde er ikke ændret sammenlignet med direktiv2000/35/EF, og direktivet regulerer således ikke transaktioner i forbruger-forhold.
Direktivet omfatter betalinger, der udgør vederlag i handelstransaktioner,jf.artikel 1, stk. 2.Ved ”handelstransaktioner” forstås efter direktivetsar-tikel 2, nr. 1,forretningsmæssige transaktioner mellem virksomheder ellermellem virksomheder og offentlige myndigheder, som indebærer leveringaf varer eller tjenester mod vederlag. Direktivet regulerer således ikkehandelstransaktioner mellem to offentlige myndigheder.
Ligesom i direktiv 2000/35/EF er det ikke defineret i direktiv 2011/7/EU,hvad der nærmere skal forstås ved varer eller tjenester.
12
Begrebet ”levering af varer” forstås traditionelt som en overdragelse afformuegoder, og omfatter i hvert fald fysiske løsøregenstande. Det anta-ges, at aftaler om køb af fast ejendom falder uden for direktivets anvendel-sesområde. Se tillige herom de almindelige bemærkninger til lovforslag nr.L 74, Folketingstidende 2001-02 (2. samling), Tillæg A, s. 2115.
For den nærmere forståelse af begrebet ”varer” kan desuden henvises tilEU-domstolens dom afsagt den 10. december 1968 (sag 7/68), hvoraffremgår, at ”vedvarer [….] skal der forstås produkter, hvis værdi kan må-les i penge, og som i sig selv kan være genstand for omsætning”.
Vedrørende begrebet ”tjenester” kan henvises til definitionen i TEUF arti-kel 57, hvorefter tjenesteydelser i traktatens forstand betragtes som deydelser, der normalt udføres mod betaling, i det omfang de ikke omfattesaf bestemmelserne vedrørende den frie bevægelighed for varer, kapital ogpersoner. Tjenesteydelser omfatter især a) virksomhed af industriel karak-ter, b) virksomhed af handelsmæssig karakter, c) virksomhed af hånd-værksmæssig karakter samt d) de liberale erhvervs virksomhed.
I overensstemmelse hermed omfatter begrebet ud over ydelser som f.eks.vedligeholdelsesarbejder, reparationer, byggearbejder, transportydelser etc.bl.a. rådgivning og andre ydelser fra liberale erhverv, jf. også præambelbe-tragtning 10.
Endvidere følger det af direktivetsartikel 2, nr. 1,at direktivet finder an-vendelse ved levering af varer eller tjenesteydelser mod vederlag, når detsker som led i forretningsmæssige transaktioner mellem virksomheder el-ler mellem virksomheder og offentlige myndigheder. I forhold til vurde-ringen af om en transaktion, som indebærer levering af varer eller tjenestermod vederlag, er omfattet af direktivets anvendelsesområde, er det fraKommissionen blevet anført, at det afgørende er, om leveringen af varereller tjenesteydelser sker som led i en forretningsmæssig transaktion mel-lem de nævnte retssubjekter, og ikke om de leverede varer eller tjeneste-ydelser er materielle eller immaterielle aktiver. Begreberne ”varer” eller”tjenester” antages på denne baggrund at skulle fortolkes bredt.
I forhold til anvendelsesområdet følger det afartikel 1, stk. 3,at medlems-staterne kan undlade at lade direktivet finde anvendelse på gæld, der er13
omfattet af en insolvensbehandling, der er indledt mod skyldneren, herun-der procedurer med sigte på gældsomlægning.
Artikel 2indeholder definitioner på en række af direktivets centrale begre-ber.
Direktivet indeholder ligesom 2000-direktivet definitioner på begreberne”handelstransaktioner”, ”offentlig myndighed” (ordregivende myndighed),”virksomhed”, ”forsinket betaling”, ”ejendomsforbehold” og ”tvangsfuld-byrdelsesgrundlag”.
Herudover indeholder direktivet en række definitioner, som ikke fandtes i2000-direktivet.
Således defineres som noget nyt, hvad der skal forstås ved henholdsvis”morarente”, ”lovbestemt rente for forsinket betaling”, ”referencesats” og”det skyldige beløb”, jf.artikel 2, nr. 5, 6, 7 og 8.
Ved ”morarente” forstås den lovbestemte rente for forsinket betaling elleren anden rentesats, som er forhandlet og aftalt mellem virksomheder ihenhold tilartikel 7,jf.artikel 2, nr. 5.
Efter direktivetsartikel 2, nr. 6,forstås ved ”lovbestemt rente for forsinketbetaling” en simpel rente svarende til referencesatsen med et tillæg påmindst 8 procentpoint.
”Referencesatsen” er iartikel 2, nr. 7,defineret som den rentesats, der erfastsat af Den Europæiske Centralbank, eller for så vidt angår medlemssta-ter, der ikke har euroen som valuta, den tilsvarende rentesats fastsat af denpågældende medlemsstats centralbank.
Definitionerne iartikel 2, nr. 5-7,ses at svare til den forståelse, som lå tilgrund for artikel 3, stk. 1, litra d, i direktiv 2000/35/EF, idet tillægget tilreferencesatsen dog er forhøjet med ét procentpoint fra 7 til 8.
14
Ved ”det skyldige beløb” forstås hovedstolen, der skulle have været betaltinden for den aftalemæssige eller lovbestemte betalingsfrist, herunder vis-se skatter og afgifter, der er specificeret i fakturaen eller den tilsvarendebetalingsanmodning, jf.artikel 2, nr. 8.
Også definitionen iartikel 2, nr. 8,må antages at svare til den forståelse,som lå til grund for artikel 3, stk. 1, litra c, i direktiv 2000/35/EF.
3.2.2. Transaktioner mellem virksomheder og mellem virksomheder ogoffentlige myndigheder3.2.2.1. Generelle bemærkningerSom noget nyt indfører direktivet en sondring mellem transaktioner mel-lem virksomheder (artikel3)og transaktioner mellem virksomheder og of-fentlige myndigheder (artikel4).Der gælder således efter direktivet for-skellige regler for henholdsvis virksomheders og offentlige myndighedersbetalinger.
I forhold til fortolkningen af bestemmelsen vedrørende transaktioner mel-lem virksomheder og offentlige myndigheder iartikel 4,er begrebet of-fentlig myndighed nærmere defineret i direktivetsartikel 2, nr. 2,hvor derhenvises til definitionerne indeholdt i de såkaldte udbudsdirektiver (direk-tiv 2004/17/EF og direktiv 2004/18/EF).
En offentlig virksomhed, der ikke tillige er en offentlig myndighed i direk-tivets forstand, jf. definition iartikel 2, nr. 2,omfattes ikke af reglerne iartikel 4.Om betydningen heraf henvises der nærmere til afsnit 7.3.3.
For så vidt angår direktivets definitioner af begreberne ”virksomhed” og”offentlig myndighed” medfører 2011-direktivet ikke indholdsmæssigeændringer sammenlignet med 2000-direktivet. Imidlertid har sondringenmellem de to typer af handelstransaktioner med direktivet fået større retligbetydning end hidtil, idet direktivet i et vist omfang knytter forskellige reg-ler til de to typer af transaktioner.
Forskellen består navnlig i en begrænsning af aftalefriheden for offentligemyndigheder, idet offentlige myndigheder efter direktivetsartikel 4, stk. 6,15
under ingen omstændigheder kan aftale en længere betalingsfrist end 60dage (absolut betalingsfrist).
Som begrundelse for de særlige regler for offentlige myndigheder er det idirektivets præambelbetragtning 23 anført, at offentlige myndigheder ad-skiller sig fra virksomheder ved som hovedregel at være begunstiget afmere sikre, forudsigelige og vedvarende indtægter end virksomheder, samtat offentlige myndigheder kan opnå finansiering på mere attraktive vilkårend virksomheder.
Endvidere anføres det i præambelbetragtning 6 bl.a., at offentlige myndig-heder bør have et særligt ansvar i forhold til udviklingen af et lovgivnings-og erhvervsmiljø, som fremmer rettidig betaling i handelstransaktioner.3.2.2.2. Transaktioner mellem virksomhederDet fremgår afartikel 3, stk. 1,at kreditor har ret til morarente ved forsin-ket betaling. Direktivet pålægger ikke kreditor at opkræve morarente i til-fælde af forsinket betaling, men giver kreditor ret til at forlange morarenteved forsinket betaling uden først at skulle give skyldner meddelelse omdennes manglende betaling eller anden lignende meddelelse, der skal min-de skyldner om betalingsforpligtelsen (en rykkerskrivelse). Kreditors ret tilat kræve morarente i tilfælde af forsinket betaling skal læses i sammen-hæng med direktivetsartikel 7, stk. 2,hvorefter retten til morarente ikkekan fratages kreditor ved aftale eller i medfør af en handelspraksis. Somanført kan kreditor imidlertid frit vælge, om han vil gøre brug af sin ret tilat forlange morarente.
Artikel 3, stk. 1,fastlægger desuden, at kreditors ret til morarente forudsæt-ter, at han har opfyldt sine aftalemæssige og lovbestemte forpligtelser, ogat skyldneren er ansvarlig for forsinkelsen. Bestemmelsen svarer til artikel3, stk. 1, litra c, i 2000-direktivet.
For så vidt angår spørgsmålet om hvornår en betaling er forsinket, fremgårdet af præambelbetragtning 17, at en betaling bør betragtes som forsinket,når kreditor ikke har det skyldige beløb til sin rådighed på forfaldsdagen,forudsat at kreditor har opfyldt sine lovbestemte og aftalemæssige forplig-telser. Efter præambelbetragtningens ordlyd synes det afgørende således at16
være, hvornår kreditor kan disponere over beløbet, og ikke hvornår debitorhar sendt beløbet til kreditor.
I forhold til fastlæggelsen af morarenten følger det afartikel 3, stk. 2,atmedlemsstaterne skal sikre, at den gældende referencesats fastlægges togange årligt, henholdsvis den 1. januar og den 1. juli. Bestemmelsen svarertil artikel 3, stk. 1, litra d, i 2000-direktivet.
For så vidt angår tidspunktet fra hvilket der kan kræves betaling af mora-rente, fremgår det afartikel 3, stk. 3, litra a,at der skal betales morarenterfra dagen efter sidste rettidige betalingsdag eller efter udløbet af betalings-fristen, hvis en sådan dato er fastsat i parternes aftale. Bestemmelsen sva-rer til artikel 3, stk. 1, litra a, i 2000-direktivet.
Hvis der ikke er fastsat en dato for rettidig betaling i aftalen, skal der efterartikel 3, stk. 3, litra b,betales morarenter fra 30 dage efter skyldnerensmodtagelse af en faktura eller en tilsvarende betalingsanmodning. Hvis deterusikkert,hvornårskyldnerenharmodtagetfaktura-en/betalingsanmodningen, eller hvis fakturaen/betalingsanmodningen ermodtaget før den dag, skyldneren modtog varerne eller tjenesteydelserne,skal 30-dages fristen beregnes fra den dag, hvor varerne eller tjenesteydel-serne blev modtaget. Hvis det er aftalt eller bestemt i lovgivningen, at derskal gennemføres en godkendelses- eller kontrolprocedure, hvorved varer-nes eller tjenesteydelsernes overensstemmelse med aftalen skal konstate-res, og modtager skyldneren fakturaen/betalingsanmodningen inden ellerpå den dato, godkendelsen eller kontrollen finder sted, er fristen 30 dagefra datoen for godkendelse eller kontrol. Bestemmelsen svarer til artikel 3,stk. 1, litra b, i 2000-direktivet, og medfører, at der påløber morarente forvirksomheder 30 dage fra de nævnte tidspunkter, hvis der ikke i forvejener aftalt en sidste rettidig betalingsdag eller betalingsfrist (forfaldsdag).
Efterartikel 3, stk. 4,må en godkendelses- eller kontrolprocedure ikkeoverstige 30 dage efter, at varerne eller tjenesteydelserne er modtaget,medmindre andet udtrykkeligt er aftalt i kontrakten, og forudsat at et sådanaftalevilkår ikke er klart urimeligt over for kreditor, jf.artikel 7.
Endvidere følger det afartikel 3, stk. 5,at den aftalte betalingsfrist ikke måoverstige 60 dage, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt i kontrakten og17
forudsat, at det ikke er klart urimeligt over for kreditor, jf.artikel 7.Vedvurderingen af, om et kontraktvilkår er klart urimeligt, skal der efterarti-kel 7, stk. 1, litra c,bl.a. tages hensyn til om skyldneren har en objektivgrund til at fravige hovedreglen om, at betalingsfristen ikke må overstige60 dage iartikel 3, stk. 5.3.2.2.3. Transaktioner mellem virksomheder og offentlige myndighederEfterartikel 4, stk. 1,har kreditor, i transaktioner hvor skyldneren er en of-fentlig myndighed, ret til morarente ved forsinket betaling, uden at det ernødvendigt at sende en rykkerskrivelse. Direktivet fastsætter, at moraren-ten i sådanne transaktioner er den lovbestemte rente.
Ved ”lovbestemt rente” forstås en simpel rente svarende til referencesatsenmed et tillæg på mindst 8 procentpoint, jf.artikel 2, nr. 6.
For så vidt angår offentlige myndigheders mulighed for at aftale en mora-rentesats henvises der til afsnit 6.3.2.
Ligesom i transaktioner mellem virksomheder er det en forudsætning forkreditors ret til morarente i transaktioner mellem virksomheder og offent-lige myndigheder, at kreditor har opfyldt sine aftalemæssige og lovbestem-te forpligtelser, og at skyldneren er ansvarlig for forsinkelsen, jf.artikel 4,stk. 1.
Artikel 4, stk. 2,der svarer til direktivetsartikel 3, stk. 2,angår fastsættelseaf referencesatsen.
Efterartikel 4, stk. 3, litra a,skal medlemsstaterne sikre, at betalingsfristenikke overskrider 30 dage fra skyldnerens modtagelse af en faktura, eller entilsvarende betalingsanmodning. Hvis det er usikkert, hvornår skyldnerenhar modtaget fakturaen/betalingsanmodningen, eller hvis faktura-en/betalingsanmodningen er modtaget før den dag, skyldneren modtagervarerne eller tjenesteydelserne, skal 30-dages fristen beregnes fra den dag,hvor varerne eller tjenesteydelserne modtages. Hvis det er aftalt eller be-stemt i lovgivningen, at der skal gennemføres en godkendelses- eller kon-trolprocedure, hvorved varernes eller tjenesteydelsernes overensstemmelsemed aftalen skal konstateres, og skyldneren modtager faktura-18
en/betalingsanmodningen inden eller på den dato, godkendelsen eller kon-trollen finder sted, er fristen 30 dage efter datoen for godkendelse ellerkontrol. Når skyldner er en offentlig myndighed er direktivets altoverve-jende hovedregel i medfør afartikel 4, stk. 3, litra a,således, at betalings-fristen ikke må være mere end 30 dage, regnet fra de i bestemmelsennævnte tidspunkter.
Med hensyn til fristberegningen svarer bestemmelsens formulering til di-rektivetsartikel 3, stk. 3, litra b(om handelstransaktioner mellem virk-somheder).Artikel 3, stk. 3, litra b,adskiller sig dog fraartikel 4, stk. 3,litra a,derved, atartikel 3, stk. 3, litra b,regulerer spørgsmålet om, hvor-når morarenten begynder at løbe, når der ikke er aftalt en betalingsfristmellem virksomheder, hvorimodartikel 4, stk. 3, litra a,regulerer spørgs-målet om, hvornår betalingsfristen begynder at løbe fra, når skyldner er enoffentlig myndighed. Betydningen af betalingsfristen i forhold til rente-spørgsmålet, når skyldneren er en offentlige myndigheder, fremgår afarti-kel 4, stk. 1.
Efterartikel 4, stk. 4,kan der for visse offentlige myndigheder fastsættesen almindelig betalingsfrist på højst 60 dage. Det drejer sig for det førsteom offentlige myndigheder, der udfører økonomiske aktiviteter af indu-striel eller kommerciel karakter ved at udbyde varer eller tjenesteydelserpå markedet, når den som offentlig virksomhed er underlagt gennemskue-lighedskravene i Kommissionens direktiv 2006/111/EF af 16. november2006 om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellemmedlemsstaterne og de offentlige virksomheder og om den finansiellegennemskuelighed i bestemte virksomheder, jf.litra a.For det andet drejerdet sig om offentlige organer, der er behørig anerkendt til at levere sund-hedspleje, jf.litra b.Det defineres ikke i direktivet, hvad der nærmere skalforstås ved begrebet ”offentlige organer”.
Artikel 4, stk. 4,er en særlig undtagelsesbestemmelse, som giver medlems-staterne mulighed for at fravige den almindelige betalingsfrist på 30 dage iforhold til visse offentlige myndigheder. Benytter en medlemsstat sig afmuligheden for at forlænge betalingsfristerne i henhold til denne undtagel-se, fremgår det af bestemmelsen, at medlemsstaten har en pligt til at under-rette Kommissionen herom.
19
For at være omfattet af undtagelsesbestemmelsen iartikel 4, stk. 4, litra a,er det for det første en betingelse, at der er tale om en offentlig myndighedi direktivets forstand. Som anført defineres udtrykket ”offentlig myndig-hed” iartikel 2, nr. 2,med en henvisning til de såkaldte udbudsdirektiver.Omfattet heraf er enhver ordregivende myndighed som defineret i artikel2, stk. 1, litra a, i direktiv 2004/17/EF (forsyningsvirksomhedsdirektivet)og i artikel 1, stk. 9, i direktiv 2004/18/EF (direktivet for den offentligesektor). Begrebet ”ordregivende myndighed” er således et specifikt eu-retligt begreb, der er undergivet dynamisk fortolkning, som er betinget afudbudsretlige hensyn.
Dernæst fremgår det af ordlyden iartikel 4, stk. 4, litra a,at det er en be-tingelse for anvendelsen af undtagelsen, at den offentlige myndighed somoffentlig virksomhed er underlagt gennemskuelighedskravene i direktiv2006/111/EF (det såkaldte transparensdirektiv).Artikel 4, stk. 4, litra a,henviser dermed efter ordlyden dels til transparensdirektivets definition afen ”offentlig virksomhed” og dels til transparensdirektivets betingelser forhvornår en offentlig virksomhed er underlagt transparensdirektivets gen-nemskuelighedskrav. Ud fra en ren ordlydsfortolkning afartikel 4, stk. 4,litra a,synes det afgørende at være, om den offentlige virksomhed er un-derlagt gennemskuelighedskravene i transparensdirektivet. Kommissionenhar imidlertid oplyst, atartikel 4, stk. 4, litra a,skal forstås således, at detafgørende er, om den offentlige myndighed som offentlig virksomhed eromfattet af transparensdirektivets anvendelsesområde og dermed definitio-nen af en offentlig virksomhed i transparensdirektivets artikel 2, litra b.Det er herefter uden betydning, om den offentlige virksomhed konkret eromfattet af transparensdirektivets gennemskuelighedskrav, hvis anvendel-se bl.a. er betinget af en vis mindsteomsætning pr. år.
Efterartikel 4, stk. 5,skal det fastsættes, at varigheden for en godkendel-ses- eller kontrolprocedure ikke må overstige 30 dage fra datoen for mod-tagelsen af varerne eller tjenesteydelserne, medmindre andet er udtrykke-ligt aftalt i kontrakten og ikke er klart urimeligt over for kreditor, jf.artikel7.Bestemmelsen svarer til, hvad der gælder efterartikel 3, stk. 4,for såvidt angår transaktioner mellem virksomheder.
Hvis der er fastsat en betalingsfrist i kontrakten, følger det afartikel 4, stk.6,at fristen ikke må være længere end den almindelige betalingsfrist på 30dage, medmindre det er udtrykkelig aftalt i kontrakten og er objektivt be-20
grundet i aftalens særlige karakter. Endvidere kan der under ingen om-stændigheder aftales en betalingsfrist på mere end 60 dage (absolut beta-lingsfrist). Bestemmelsen betyder, at parterne i transaktioner mellem virk-somheder og offentlige myndigheder udtrykkeligt – og forudsat at det erobjektivt begrundet i lyset af aftalens særlige karakter – kan indgå aftaleom en betalingsfrist på mellem 30 og 60 dage. Der gælder som nævnt ikkeen tilsvarende begrænsning i aftalefriheden i transaktioner mellem virk-somheder.
For den nærmere forståelse af begrænsningen i aftalefriheden, når skyldnerer en offentlig myndighed, er det anført i præambelbetragtning 23, at of-fentlige myndigheders lange betalingsfrister påfører virksomheder urime-lige omkostninger, og at offentlige myndigheder kan opnå finansiering påmere attraktive vilkår end virksomheder.
Den nærmere forståelse af bestemmelsen om en absolut betalingsfrist iar-tikel 4, stk. 6,kan give anledning til en vis tvivl, når bestemmelsen sam-menholdes med direktivetsartikel 7, stk. 1, litra c.Af denne bestemmelsefremgår det, at der ved vurderingen af, om et kontraktvilkår er klart urime-ligt over for kreditor, skal tages hensyn til, om skyldneren (dvs. den offent-lige myndighed) har en objektiv grund til at fravige betalingsfristen iarti-kel 4, stk. 6.Overensstemmelse mellem de to bestemmelser kan dog tilve-jebringes ved en fortolkning, hvorefter den iartikel 7, stk. 1, litra c,forud-satte mulighed for at fravige betalingsfristen iartikel 4, stk. 6,når skyldne-ren er en offentlig myndighed, forstås således, at den alene gælder en fra-vigelse af betalingsfristen i spændet mellem 30 og 60 dage, dvs. således atartikel 7, stk. 1,ikke muliggør en længere betalingsfrist end 60 dage.
3.2.3. BetalingsplanerEfterartikel 5berører direktivet ikke parternes mulighed for at indgå beta-lingsaftaler (ratebetalinger) i henhold til, hvad der gælder efter national retom betalingsplaner, hvorefter vederlaget betales i rater.
Den danske version afartikel 5har følgende ordlyd:”Dette direktiv berører ikke parternes mulighed for at indgå aftale ihenhold til de relevante bestemmelser i national lov om betalings-planer, der tillader, at det skyldige beløb betales i rater. I de tilfældehvor en af raterne ikke er betalt på den aftalte dato, skal renter og21
kompensation fastsat i dette direktiv udelukkende beregnes pågrundlag af det forfaldne beløb.”
I tilknytning hertil hedder det i præambelbetragtning 22, at hvis parternehar indgået aftale om ratevis betaling i henhold til en betalingsplan, skalhver rate eller hvert afdrag betales i overensstemmelse med de aftalte be-tingelser, og hver rate er underlagt direktivets bestemmelser om forsinketbetaling.
På denne baggrund synesartikel 5at vedrøre muligheden for at indgå afta-le om ratebetalinger i selve kontrakten, og altså før der er sket forsinket be-taling.
Selve ordlyden af bestemmelsen i den danske udgave henviser imidlertidtil, at der er tale om betalingsplaner, hvormed ”det skyldige beløb” betalesi rater. Som anført ovenfor i afsnit 3.2.1 er begrebet ”det skyldige beløb”defineret iartikel 2, nr. 8.Det fremgår heraf, at ”det skyldige beløb” er”hovedstolen,der skulle have været betalt inden for den aftalemæssige el-ler lovbestemte betalingsfrist…”.
Den ovenfor anførte fortolkning, hvorartikel 5indebærer en mulighed for,at parterne i selve kontrakten kan aftale, at betalingen skal foretages i rater,synes ikke umiddelbart forenelig med definitionen af, hvornår der er taleom ”det skyldige beløb”. Sammenholder man således ordlyden af den dan-ske version afartikel 5medartikel 2, nr. 8,kan det give anledning til envis tvivl omartikel 5vedrører, hvad der på forhånd er aftalt i kontrakten,eller om bestemmelsen alene tager sigte på muligheden for at indgå aftaleom ratebetalinger efter forfaldstid.
En sammenligning med nogle af de andre sproglige versioner af direktivetviser imidlertid, at der i disse versioner i forhold tilartikel 5ikke anvendesterminologien ”det skyldige beløb”, som er anvendt i den danske versionaf direktivet.
Den engelsksprogede version afartikel 5har således følgende ordlyd:”This Directive shall be without prejudice to the ability of parties toagree, subject to the relevant provisions of applicable national law,22
on payment schedules providing for instalments. In such cases,where any of the instalments is not paid by the agreed date, interestand compensation provided for in this Directive shall be calculatedsolely on the basis of overdue amounts.”
Det bemærkes i den forbindelse, at det engelsk begreb for ”det skyldigebeløb” er ”amount due”.
Den svensksprogede version afartikel 5lyder som følger:”Detta direktiv ska inte påverka parternas möjligheter att, i enlighet
med de relevanta bestämmelserna i tillämplig nationell rätt, avtalaom betalningsplaner för avbetalningar. Då någon av avbetalningarnainte görs före det överenskomna datumet, ska ränta och ersättningsom föreskrivs i detta direktiv beräknas endast på grundval av de be-lopp som förfallit.”
Det bemærkes i den forbindelse, at det svenske begreb for ”det skyldigebeløb” er ”förfallet belopp”.
Den tysksprogede version afartikel 5er sålydende:”Diese Richtlinie berührt nicht die Möglichkeit der Vertragsparteien,vorbehaltlich der maßgeblichen Bestimmungen des anwendbaren na-tionalen Rechts Ratenzahlungen zu vereinbaren. Wird in solchenFällen eine Rate nicht zu dem vereinbarten Termin gezahlt, so wer-den die in dieser Richtlinie vorgesehenen Zinsen und Entschädigun-gen allein auf der Grundlage der rückständigen Beträge berechnet.”
Det bemærkes i den forbindelse, at det tyske begreb for ”det skyldige be-løb” er ”fälliger Betrag”.
På denne baggrund og henset til sammenhængen mellemartikel 5og præ-ambelbetragtning 22, antagesartikel 5at vedrøre muligheden for, at der iden oprindelige kontrakt – dvs. før der er sket forsinket betaling – kan ind-gås aftale om ratevis betaling.
Efterartikel 5, 2. pkt.,skal der betales renter og kompensation som fastsati direktivet af det forfaldne beløb (raten), i de tilfælde hvor en rate ikke erbetalt på den aftalte dato. Herudover følger det af præambelbetragtning 22,23
at hver rate eller afdrag bør være underlagt de bestemmelser om forsinketbetaling, der er fastsat i direktivet.
3.2.4. InddrivelsesomkostningerArtikel 6, stk. 1 og 2,er nye bestemmelser, som fastslår, at kreditor, i til-fælde hvor der skal betales morarente efter direktivet, har krav på som mi-nimum at modtage et fast beløb på 40 EUR fra skyldner som kompensati-on for egne inddrivelsesomkostninger, uden at det er nødvendigt at sendeen rykkerskrivelse.
I præambelbetragtning 19 anføres det, at kompensation i form af et fast be-løb sigter mod at begrænse kreditors administrative og interne omkostnin-ger i forbindelse med inddrivelsen, og at direktivets bestemmelser heromgælder med forbehold for nationale bestemmelser, hvorefter en national retkan tilkende kreditor kompensation for yderligere lidt skade i forbindelsemed skyldners forsinkede betaling.
Det fremgår af præambelbetragtning 21, at direktivet ikke berører med-lemsstaternes ret til at fastsætte faste beløb til kompensation for inddrivel-sesomkostninger, som er højere og derfor mere favorable for kreditor.
Artikel 6, stk. 1,skal læses i sammenhæng med direktivetsartikel 7omurimelige kontraktvilkår. Efterartikel 7, stk. 1, litra c,skal man ved vurde-ringen af, om et kontraktvilkår er klart urimeligt over for kreditor tagehensyn til, om skyldneren har en objektiv grund til at fravige det fastekompensationsbeløb iartikel 6, stk. 1.Endvidere fastlægges det iartikel 7,stk. 3,at et kontraktvilkår, som udelukker retten til kompensation for ind-drivelsesomkostninger, formodes at være klart urimeligt. Har skyldnerimidlertid en objektiv grund til at fravige det faste beløb i direktivetsarti-kel 6, stk. 1,synes bestemmelsernes indbyrdes sammenhæng at føre til, atparterne kan indgå aftale om, at kreditors krav på et fast kompensationsbe-løb for egne inddrivelsesomkostninger skal være mindre end 40 euro.
Ud over det faste beløb, der fremgår afartikel 6, stk. 1,fastlæggerartikel6, stk. 3,at kreditor har krav på rimelig kompensation fra skyldner foreventuelle yderligere inddrivelsesomkostninger, der måtte være påløbet pågrund af skyldnerens forsinkede betaling.24
Det fremgår afartikel 6, stk. 3,jf. præambelbetragtning 20, at disse yderli-gere inddrivelsesomkostninger navnlig kan være omkostninger til at enga-gere en advokat eller et inkassofirma (hvorved må forstås såkaldt frem-medinkasso).
Artikel 6, stk. 3,er en delvis videreførelse af artikel 3, stk. 1, litra e, i deteksisterende 2000-direktiv. I modsætning til 2000-direktivet indeholder2011-direktivet ikke en henvisning til, at kreditors krav på rimelig kom-pensation skal vedrøre ”relevante omkostninger” ved inddrivelsen. Kredi-tor har således ifølge ordlyden i 2011-direktivet krav på rimelig kompensa-tion af skyldneren for enhver eventuelle yderligere inddrivelsesomkostnin-ger som – ud over det faste beløb – måtte være påløbet som følge af denforsinkede betaling.
Endvidere indeholder 2011-direktivet – modsat 2000-direktivet – ikke enformulering om, at medlemsstaterne kan fastsætte et maksimalt beløb foromkostninger ved inddrivelse for forskellige niveauer af gæld.
3.2.5. Klart urimelige kontraktvilkårEfterartikel 7, stk. 1,skal medlemsstaterne fastsætte bestemmelse om, atet kontraktvilkår eller en handelspraksis, der vedrører betalingsdagen, be-talingsfristen, morarentesatsen eller retten til kompensation for udenretligeinddrivelsesomkostninger, enten ikke er bindende eller giver grundlag forskadeserstatning, hvis vilkåret er klart urimeligt over for kreditor. Ved af-gørelsen af, hvad der skal anses for klart urimelig, skal der ifølge bestem-melsens ordlyd tages hensyn til alle sagens omstændigheder, herunder en-hver klar afvigelse fra god handelspraksis i strid med ”god tro og redelighandlemåde” (litraa),produktets eller tjenesteydelsens art (litrab),samtom skyldner har en objektiv grund til at fravige den lovbestemte rente, be-talingsfristen eller det faste kompensationsbeløb (litrac).Bestemmelsensvarer til artikel 3, stk. 3, i direktiv 2000/35/EF.
Efterartikel 7, stk. 2,anses et kontraktvilkår eller en handelspraksis, somudelukker morarenter ved forsinket betaling, for at være klart urimeligt.
25
Bestemmelsen omfatter alene vilkår om, at kreditor ikke er berettiget til atkræve nogen form for morarente i tilfælde af forsinket betaling. Et vilkårom, at kreditor alene er berettiget til en meget (usædvanlig) lav morarenteer således ikke omfattet af ordlyden iartikel 7, stk. 2.Derimod kan et så-dant vilkår efter omstændighederne være klart urimeligt i medfør afartikel7, stk. 1.
Efterartikel 7, stk. 3,formodes et kontraktvilkår eller en handelspraksis,som udelukker kompensation for inddrivelsesomkostninger at være klarturimeligt.
Bestemmelsen omfatter alene vilkår om, at kreditor helt er udelukket fra atkunne kræve kompensation for inddrivelsesomkostninger. Et vilkår om, atkreditor alene er berettiget til en meget lav kompensation – på under 40euro – er således ikke omfattet af formodningsreglen iartikel 7, stk. 3,menkan efter omstændigheder være klart urimeligt i medfør afartikel 7, stk. 1.
Efterartikel 7, stk. 4 og 5,skal medlemsstaterne sikre, at der i kreditorer-nes og konkurrenternes interesse findes egnede og effektive midler til atbringe anvendelse af klart urimelige kontraktvilkår og handelspraksisser tilophør. Bestemmelserne svarer til artikel 3, stk. 4 og 5, i direktiv2000/35/EF.
3.2.6. Gennemsigtighed og bevidstgørelseArtikel 8indeholder en række bestemmelser om, at medlemsstaterne skalsikre fuld gennemsigtighed om de rettigheder og forpligtelser, der følger afdirektivet.
Artikel 8, stk. 1,fastlægger, at medlemsstaterne skal sikre fuld gennemsig-tighed om de rettigheder og forpligtelser, der følger af direktivet, herunderved at gøre den gældende lovbestemte morarentesats offentligt tilgængelig.
Det fremgår afartikel 8, stk. 2,at Kommissionen skal gøre oplysninger ommedlemsstaternes lovbestemte morarentesatser offentligt tilgængelige påinternettet.
26
Hvis det er relevant, skal medlemsstaterne anvende fagpresse, kampagnerog alle andre passende midler til at øge bevidstheden blandt virksomhe-derne om retsmidlerne ved forsinket betaling, jf.artikel 8, stk. 3.
Efterartikel 8, stk. 4,kan medlemsstaterne tilskynde til etablering af ko-dekser for hurtig betaling for derved bl.a. at bidrage til at udvikle en kulturaf hurtig betaling, der understøtter direktivets formål.
I tilknytning hertil fremgår det af direktivets præambelbetragtning 30, atmedlemsstaterne for at bidrage til opfyldelsen af direktivets formål børstøtte udbredelsen af god praksis, herunder tilskynde til offentliggørelse afen liste over hurtige betalere. Endvidere fremgår det af præambelbetragt-ning 34, at medlemsstaterne bør tilskynde interesserede parter til at udar-bejde frivillige adfærdskodekser, navnlig med sigte på at bidrage til direk-tivets gennemførelse.
3.2.7. EjendomsforbeholdEfterartikel 9skal medlemsstaterne sørge for, at sælger kan gøre et ejen-domsforbehold gældende, hvis ejendomsforbeholdet er udtrykkeligt aftaltmellem sælger og køber før levering af varen, og hvis ejendomsforbehol-det kan gøres gældende efter det lands regler, som skal anvendes ifølgeden pågældende medlemsstats internationalt privatretlige regler. Bestem-melsen er en videreførelse af artikel 4 i direktiv 2000/35/EF.
3.2.8. Inddrivelsesprocedure for ubestridte kravEfterartikel 10skal medlemsstaterne sikre, at der findes hurtige procedu-rer for inddrivelse af ubestridt gæld inden for direktivets anvendelsesom-råde. Bestemmelsen er en videreførelse af artikel 5 i direktiv 2000/35/EF.
3.2.9. Underretning af Europa-Parlamentet og RådetArtikel 11fastlægger, at Kommissionen senest den 16. marts 2016 senderen rapport om gennemførelsen af direktivet til Europa-Parlamentet og Rå-det med eventuelle passende forslag.
27
3.2.10. OvergangsforanstaltningerEfterartikel 12, stk. 4,afgør medlemsstaterne ved gennemførelsen af di-rektivet, om de vil udelukke aftaler, der er indgået inden implementerings-fristen, dvs. før den 16. marts 2013. Medlemsstaterne kan således bestem-me, at de hidtil gældende regler, herunder 2000-direktivet, fortsat skal fin-de anvendelse på aftaler, der er indgået før den pågældende dato.
28
Kapitel 4. Danske forhold, med hovedtræk af gældende dansk ret in-den for de områder, der berøres af direktivet4.1. IndledningI handelsforhold mellem to virksomheder eller mellem en virksomhed ogen offentlig myndighed, hvorved der leveres varer eller tjenesteydelser,sker betalingen i mange tilfælde på et andet tidspunkt end(af)leveringstidspunktet.
Hvis andet ikke er aftalt mellem parterne, følger det af samtidighedsgrund-sætningen, jf. princippet i købelovens § 14, at ydelserne skal udvekslessamtidigt, dvs. at købesummen skal betales samtidig med, at salgsgenstan-den stilles til rådighed for køberen.
Som nævnt leveres de fleste varer og tjenesteydelser imidlertid uden, at dersamtidig sker betaling, idet leverandøren af den pågældende vare eller tje-nesteydelse giver sin kunde en tidsfrist for betalingen, der ligger senereend leveringstidspunktet (en kredit). Betalingsfristen kan f.eks. være aftaltmellem parterne, ensidigt angivet på leverandørens faktura, følge af han-delsbrug eller sædvane eller bestemt ved lov.
Længden af en aftalt betalingsfrist kan variere alt afhængig af de involve-rede parters behov. Princippet om parternes aftalefrihed indebærer en flek-sibilitet, som i mange tilfælde kan være både nyttig og hensigtsmæssig foraftalens parter. Som anført i direktivet kan det dog få negative konsekven-ser for en virksomhed, hvis betalingsfristen bliver meget lang, idet virk-somheden bliver nødt til at skaffe ekstern finansiering eller bruge af virk-somhedens opsparede likviditet i perioden, indtil betalingen finder sted.
Sker betalingen senere end aftalt i kontrakten eller fastlagt i de almindeligeforretningsbetingelser, kan det påvirke virksomhedens (leverandørens) li-kviditet negativt. I værste fald kan betalingsforsinkelser medføre, at denpågældende virksomhed ikke kan overleve på markedet. Som også anført idirektivet kan forsinket betaling kan desuden påvirke virksomhedens kon-kurrenceevne og rentabilitet, hvis kreditor er nødsaget til at skaffe eksternfinansiering på grund af den forsinkede betaling. Risikoen for sådanne ne-gative virkninger øges i perioder, hvor det er vanskeligt at opnå finansie-ring.29
Intrum Justitia1offentliggør årligt rapporten ”European Payment Index”,hvori de bl.a. sammenligner de gennemsnitlige aftalte betalingsfrister ogde gennemsnitlige forsinkede betalinger i mere end 20 europæiske lande.Selvom arbejdsgruppen ikke er nærmere bekendt med de metoder, der erbrugt ved Intrum Justitias udarbejdelse af ”European Payment Index”, fin-der arbejdsgruppen, at det nævnte indeks kan give et indtryk af Danmarksplacering sammenlignet med de øvrige medlemsstater. Ifølge indekset lig-ger Danmark i den ”øvre andel” af lande med de gennemsnitlige kortestebetalingsforsinkelser og gennemsnitlige korteste totale betalingstider. Derhenvises nærmere herom til bilag 7.
Endvidere har Økonomistyrelsen (nu Moderniseringsstyrelsen) udgivetrapporten ”Sikring af rettidig betaling”, der søger at afdække, hvilke fakti-ske kredittider danske offentlige myndigheder har ved betaling af faktura-er.2Økonomistyrelsens rapport kan give et indtryk af betalingsadfærdenfor offentlige myndigheder. Rapporten er nærmere beskrevet i kapitel7.6.3, hvortil der henvises.
Som anført er formålet med direktiv 2011/7/EU at bekæmpe forsinket be-taling i handelstransaktioner med henblik på at sikre et velfungerende in-dre marked og derved fremme virksomhedernes konkurrenceevne.
De spørgsmål, direktiv 2011/7/EU vedrører, er i dansk ret navnlig regule-ret i renteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 743 af 4. september 2002, medtilhørende bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddri-velsesomkostninger i anledning af forsinket betaling.
Herudover har direktivet også berøringsflade med aftaleloven, jf. lovbe-kendtgørelse nr. 781 af 26. august 1996, samt lov om offentlige betalinger,jf. lovbekendtgørelse nr. 798 af 28. juni 2007 med dertil hørende bekendt-
1
Intrum Justitia er en børsnoteret virksomhed (siden 2002), der leverer kreditstyrings-ydelser til danske og udenlandske virksomheder. Det fremgår af hjemmesidenwww.intrum.com,at European Payment Index 2012 er den 8. udgave, og at den førsterapport blev udgivet i 1998 i samarbejde med en arbejdsgruppe fra Europa-Kommissionen.2Økonomistyrelsens rapport ”Sikring af rettidig betaling” fra november 2010.30
gørelse nr. 206 af 11. marts 2011 om elektronisk afregning med offentligemyndigheder.
Direktivet indeholder samtidig en række bestemmelser om betalingsfrister,som emnemæssigt ikke umiddelbart lader sig rubricere under de anførteregelsæt.
Nedenfor gennemgås gældende ret i oversigtsform inden for de områder,der har betydning for gennemførelsen af direktiv 2011/7/EU om bekæm-pelse af forsinket betaling i handelstransaktioner. En nærmere gennem-gang af gældende ret fortages i forbindelse med arbejdsgruppens overve-jelser om gennemførelsen af direktivet, jf. kapitel 6-8.
4.2. Renteloven4.2.1. Rentelovens EU-retlige baggrundReglerne i renteloven er revideret ved lov nr. 379 af 6. juni 2002 med hen-blik på at gennemføre direktiv 2000/35/EF af 29. juni 2000 om bekæmpel-se af forsinket betaling i handelstransaktioner. Således har visse af rentelo-vens bestemmelser en EU-retlig baggrund.
Direktiv 2000/35/EF regulerer navnlig spørgsmålet om morarente i tilfæl-de af forsinket betaling, men indeholder bl.a. også regler om kreditors rettil at kræve rimelig kompensation af skyldneren for alle relevante omkost-ninger ved inddrivelse, der er forårsaget af skyldnerens forsinkede beta-ling.
Direktiv 2000/35/EF gælder kun for handelstransaktioner mellem privatevirksomheder og mellem private virksomheder og ordregivende offentligemyndigheder. Flere af de direktivbestemte ændringer blev ved rentelovs-revisionen i 2002 imidlertid gennemført generelt på rentelovens område,dvs. ikke kun i handelsforhold omfattet af direktivet, men for alle formue-retlige krav, herunder også i forbrugerforhold.
Ved rentelovsrevisionen i 2002 blev der bl.a. indført en ændring af mora-rentesatsen, hvorefter morarenten blev fastsat til en årlig rente, der svarertil referencesatsen med et tillæg på 7 pct. Endvidere blev pligten til at afgi-31
ve et særligt rentepåkrav afskaffet. Det indebærer, at en betalingsanmod-ning – f.eks. i form af fremsendelse af en faktura – efter lovændringen i sigselv er tilstrækkeligt til at udløse krav på morarente ved forsinket betaling.Med andre ord skal en betalingsanmodning herefter ikke længere indehol-der oplysning om, at manglende betaling medfører pligt til at betale renter.Herudover blev der indført nye regler om fordringshavers inddrivelsesom-kostninger, hvorefter skyldneren har pligt til at betale fordringshaverensrimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordrin-gen.
For en nærmere gennemgang af ændringerne på baggrund af direktiv2000/35/EF henvises til Folketingstidende 2001/2002, tillæg A, s. 2111 f.,vedrørende lovforslag nr. L 74 om ændring af lov om renter ved forsinketbetaling mv. (Gennemførelse af EF-direktiv om bekæmpelse af forsinkedebetalinger i visse handelsforhold mv.).4.2.2. Generelle bemærkningerRenteloven gælder for rente af pengekrav på formuerettens område, jf. ren-telovens § 1, stk. 1.
Rentelovens regler finder kun anvendelse, hvis andet ikke er aftalt, bestemtved eller i henhold til lov, eller følger af handelsbrug eller anden sædvane,jf. § 1, stk. 3 og 4.
Der gælder ifølge bestemmelsens ordlyd ikke særlige formkrav til en aftaleom fravigelse af renteloven. Aftalen kan således være både skriftlig ellermundtlig, udtrykkelig eller stiltiende. Den, der hævder, at der er sket enfravigelse af rentelovens regler, har bevisbyrden herfor.
Begreberne ”handelsbrug” og ”sædvane” svarer til sprogbrugen i købelo-vens § 1 og antages at skulle fortolkes i overensstemmelse hermed. Ved”sædvane” forstås ”kutyme”, og der stilles således ikke krav om, at derskal foreligge en egentlig retssædvane for, at der er sket en fravigelse aflovens regler.
Renteloven er som nævnt deklaratorisk, men inden for visse dele af rente-loven er der dog ikke adgang til at fravige lovens regler.32
Det gælder for det første i forbrugerforhold, hvor renteloven indeholdervisse beskyttelsespræceptive regler, jf. lovens § 1, stk. 4, 2. pkt., § 7, § 9 a,stk. 2 og § 9 b, stk. 4.
For det andet følger det af rentelovens § 1, stk. 4, 3. pkt., at fordringshaveraltid kan kræve rente efter lovens §§ 3-5, selv om andet følger af handels-brug eller sædvane, hvis kravet angår vederlag i henhold til en aftale omlevering af varer eller tjenesteydelser, som er indgået mellem erhvervsdri-vende som led i deres erhverv eller mellem en erhvervsdrivende som led isit erhverv og en ordregivende myndighed som defineret i direktiverne92/50/EØF, 93/36/EØF, 93/37/EØF og 93/38/EØF om offentlige indkøbs-kontrakter. I disse forhold følger det imidlertid af rentelovens § 1, stk. 3, atloven kan fraviges ved aftale, jf. dog §§ 9 a og 9 b. Bestemmelsen er en di-rekte gennemførelse af artikel 1 og 2, stk. 1, samt dele af artikel 3, stk. 1, idirektiv 2000/35/EF om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstrans-aktioner.
I bemærkningerne til rentelovens § 1, stk. 4, 3. pkt., anføres om begreberne”varer” og ”tjenesteydelser”, at det ikke er fastlagt i direktiv 2000/35/EF,hvad der skal forstås herved, men at det dog formentlig må antages, at be-greberne skal forstås i en meget vid betydning, jf. Folketingstidende 2001-02, Tillæg A, s. 2131. Således omfatter tjenesteydelsesbegrebet bl.a. leje-aftaler og ydelser fra liberale erhverv. Udtrykket ”varer” er anvendt i be-tydningen løsøre.
Også i forhold til skyldnerens ret til omkostninger ved udenretlig inddri-velse fraviges udgangspunktet om, at renteloven er deklaratorisk. Det føl-ger således af rentelovens § 9 a, stk. 2, at fordringshaver altid kan kræve,at skyldneren betaler rimelige og relevante omkostninger til udenretliginddrivelse af fordringen, med mindre skyldneren ikke er ansvarlig for for-sinkelsen. Bestemmelsen er en direkte gennemførelse af artikel 3, stk. 1,litra e, i direktiv 2000/35/EF om bekæmpelse af forsinket betaling i han-delstransaktioner.
Endelig følger det af rentelovens § 9 b, stk. 4, 2. pkt., at reglerne om ryk-ker- og inkassogebyr ved aftale eller handelsbrug eller anden sædvane kunkan fraviges i det omfang, som følger af § 9 a, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt. Med33
bestemmelsens henvisning til § 9 a følger således, at fordringshaver – uan-set anden aftale eller sædvane – i alle tilfælde vil kunne kræve, at skyldne-ren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger til ud-sendelse af rykkerskrivelse mv., jf. Folketingstidende 2001-02 (2. sam-ling), tillæg A, s. 2134.4.2.3. Rente ved forsinket betaling (morarente)Som nævnt har kreditor som udgangspunkt krav på morarente ved forsin-ket betaling.
Morarente er betegnelsen for den rente, som en fordringshaver kan kræve,når en pengeforpligtelse ikke betales i rette tid. Begrebet er nærmere om-talt i betænkning nr. 652 fra 1972.
Rentelovens § 2 fastslår, at der som hovedregel ikke skal betales rente for-ud for forfaldsdagen (kreditrente), men gør dog en undtagelse i de tilfælde,som er nævnt i § 1, stk. 3 og stk. 4, 1. og 2. pkt., dvs. hvor andet er aftalteller bestemt ved eller i henhold til lov eller følger af handelsbrug eller an-den sædvane.
Det fremgår af rentelovens § 3, stk. 1, at der skal betales morarente fra for-faldsdagen, hvis denne er fastsat i forvejen. Det følger således af bestem-melsens ordlyd, at fordringshaver ikke kan kræve rente for selve forfalds-dagen. Reglen om, at morarente skal betales fra forfaldsdagen, bygger pådet synspunkt, at skyldner i de tilfælde, hvor forfaldsdagen er fastsat i for-vejen, har mulighed for at kende tidspunktet for betalingsfristens indtræ-den og således også indrette sig med henblik på rettidig betaling, jf. Folke-tingstidende 1977-78, tillæg A, s. 798.
Hvis forfaldsdagen ikke er fastsat i forvejen, følger det af lovens § 3, stk.2, at der skal betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, da for-dringshaveren har afsendt eller fremsat anmodning om betaling.
Uanset de nævnte regler i § 3, stk. 1 og 2, udsættes tidspunktet for mora-rentens påløb efter § 3, stk. 3, idet der tidligst skal betales rente 30 dage ef-ter den dag, hvor skyldneren var i stand til at indhente de oplysninger, sommå anses for nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse.34
Hensynet bag suspensionsreglen er at beskytte den skyldner, der befindersig i uvidenhed om kravets berettigelse og størrelse. Reglen bygger såledespå det synspunkt, at det ikke kan bebrejdes skyldneren, at han eller hun ik-ke betaler, før den pågældende har fået sådanne oplysninger, at det kan be-dømmes, hvorvidt og hvor meget der skal betales, jf. Folketingstidende2001-02, tillæg A, s. 2117.
Rentelovens § 3, stk. 2, blev udformet i forbindelse med gennemførelsenaf 2000-direktivet og skal ses i lyset af dette direktivs artikel 3, stk. 1, litrab, jf. Folketingstidende 2001-02 (2. samling), tillæg A, s. 2131-2132.Arti-kel 3, stk. 3, litra bogartikel 4, stk. 3, litra a,i direktiv 2011/7/EU, svarertil artikel 3, stk. 1, litra b, i direktiv 2000/35/EF. Der henvises nærmereherom til kapitel 3.2.2.2. og 3.2.2.3.
Om gennemførelsen afartikel 3, stk. 3, litra bogartikel 4, stk. 3, litra a,idirektiv 2011/7/EU henvises der til kapitel 6.4.
Indledes retsforfølgning følger det af § 3, stk. 4, at fordringshaver, uanset §3, stk. 2 og 3, kan kræve rente (procesrente) senest fra den dag, hvor rets-forfølgning til betaling af gælden begyndte.
Endvidere følger det af § 3, stk. 5, at domstolene, hvor særlige forhold be-grunder det, kan bestemme, at der skal betales morarente fra et tidligere el-ler senere tidspunkt end de ovenfor nævnte. For så vidt angår aftaler somnævnt i § 1, stk. 4, 3. pkt., dvs. omfattet af direktiv 2000/35/EF, kan dom-stolene dog alene bestemme, at der skal betales morarente fra et tidligeretidspunkt.
Som anført baserer renteloven sig på et grundlæggende princip om, at kre-ditor har krav på morarente ved forsinket betaling. Er det imidlertid kredi-tors (fordringshavers) forhold, som hindrer betaling, følger det af § 4, stk.1, at der ikke skal betales rente, så længe hindringen varer, uanset om deter aftalt, at gælden forrentes forud for forfaldsdagen, jf. § 4, stk. 1.
I bemærkningerne til bestemmelsen anføres det, at pligten til at betale mo-rarente suspenderes både i tilfælde af egentlig fordringshavermora, dvs. til-fælde hvor fordringshaver ikke kan eller vil modtage betaling, og i tilfælde35
hvor fordringshavers forhold i øvrigt giver skyldneren ret til at undlade be-taling, f.eks. i medfør af samtidighedsgrundsætningen i købelovens § 14,jf. Folketingstidende 1977-78, tillæg A, s. 803.
Efter rentelovens § 5, stk. 1, fastsættes morarenten til en årlig rente sva-rende til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7 pct. Referencesatsener den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvispr. 1. januar og 1. juli det pågældende år.
Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks Nati-onalbank og Økonomi- og Erhvervsministeriet (nu Erhvervs- og Vækstmi-nisteriet) ændre renten, jf. § 5, stk. 2. Tillægget kan dog ikke fastsættes tilmindre end 7 pct.
Hvor særlige forhold begrunder det, kan domstolene bestemme, at der skalbetales en højere eller lavere rente end den lovbestemte rente, jf. § 5, stk.3. For så vidt angår aftaler som nævnt i § 1, stk. 4, 3. pkt., dvs. som er om-fattet af direktiv 2000/35/EF, kan domstolene dog alene bestemme, at derskal betales en højere morarente.
Hvis fordringshaver på andet grundlag kan kræve en højere rente, bevarerfordringshaver retten hertil, jf. rentelovens § 6. Da det følger af § 1, stk. 3og 4, at den lovbestemte rente i § 5 kan fraviges ved lov, aftale, eller han-delsbrug eller anden sædvane, viser den selvstændige betydning af § 6 sigi, at en eventuelt højere rente for det tidsrum, der ligger forud for forfalds-dagen (kreditrente), fortsætter med at løbe, uanset at skyldneren er kommeti mora.4.2.4. Inkassoomkostninger4.2.4.1.Ved begrebet ”inkassoomkostninger” forstås i bred forstand deforskellige udgiftsposter, kreditor har i forbindelse med inddrivelse af enfordring. Størrelsen af kreditors omkostninger afhænger af, hvor langt deter nødvendigt at gå for at få indfriet kravet. I visse tilfælde vil det være til-strækkeligt med udenretlige inddrivelsesskridt, f.eks. at sende en eller flererykkerskrivelser til skyldneren eller at sende sagen til inddrivelse ved in-kasso. I andre tilfælde kan det være nødvendigt med indenretlig tvangs-fuldbyrdelse af kravet, hvorved kreditor f.eks. kan have udgifter til den36
mødende advokats salær, retsafgift eller udgifter i forbindelse med en ud-kørende fogedforretning.
I renteloven er der fastsat regler om fordringshavers ret til udenretlige ind-drivelsesomkostninger, jf. rentelovens § 9 a, samt adgangen til at opkræverykkergebyr og inkassogebyr, jf. rentelovens § 9 b.
4.2.4.2.Rentelovens § 9 a blev indsat i forbindelse med rentelovsrevisio-nen i 2002 med henblik på at gennemføre artikel 3, stk. 1, litra e, i direktiv2000/35/EF om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner,jf. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 2134.
Efter rentelovens § 9 a, stk. 1, kan fordringshaver kræve, at skyldneren be-taler fordringshaver rimelige og relevante omkostninger ved udenretliginddrivelse af fordringen, medmindre forsinkelsen med betalingen ikke be-ror på skyldnerens forhold.
Af bemærkningerne til bestemmelsen anføres det, at det afhænger af enkonkret vurdering, hvad der er ”relevante” udgifter, men at udgifterne bl.a.ikke vil være relevante, hvis det stod klart for fordringshaveren, at forsøgetpå inddrivelse ikke ville lykkes, f.eks. hvis samme eller andre krav indenfor kortere tid forgæves er søgt inddrevet i fogedretten, jf. Folketingstiden-de 2001-02, tillæg A, s. 2133.
Kravet om ”rimelige” omkostninger indebærer ifølge bemærkningerne tilbestemmelsen, at der ikke kan kræves betaling for inddrivelsesomkostnin-ger, der ligger ud over, hvad der sædvanligvis er forbundet med det pågæl-dende inddrivelsesskridt. Det beror på en konkret vurdering, hvilke om-kostninger der må anses for rimelige, jf. Folketingstidende 2001-02, tillægA, s. 2133.
Det fremgår af rentelovens § 9 a, stk. 2, 1. pkt., at bestemmelsens stk. 1 ik-ke kan fraviges til skade for fordringshaver ved aftale, handelsbrug ellersædvane. Hvis der er tale om forbrugerforhold, kan der endvidere ikke vedaftale ske fravigelse til skade for skyldneren (dvs. forbrugeren), jf. § 9 a,stk. 2, 2. pkt.37
Efter § 9 a, stk. 3, kan justitsministeren fastsætte nærmere regler om, hvil-ke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt efter stk. 1, med henblik påat udgifterne skal være gennemsigtige og stå i passende forhold til fordrin-gen. Justitsministeren kan i medfør af bestemmelsen bl.a. fastsætte reglerom, at der ved fordringer inden for bestemte beløbsgrænser alene kan kræ-ves betaling op til visse maksimumsbeløb.
Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 omudenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling,som ændret ved bekendtgørelse nr. 423 af 28. maj 2009.
Bekendtgørelsen gælder for udenretlig inddrivelse af fordringer på formue-rettens område, jf. dennes § 1.
Efter bekendtgørelsens § 3 (om fremmedinkasso) kan fordringshaverenkræve betaling af skyldneren for rimelige salærkrav forbundet med, at for-dringshaveren har anmodet en anden om at inddrive fordringen på sinevegne.
I bilag 1 til bekendtgørelsen er angivet, hvor meget fordringshaver vedfordringer af forskellig størrelse maksimalt kan kræve, at skyldneren beta-ler, når den udenretlige inddrivelse sker ved fremmedinkasso.
Efter bekendtgørelsens § 4 (om egeninkasso) kan fordringshaveren krævebetaling af skyldneren for rimelige udgifter til henholdsvis udarbejdelse ogindgåelse af en betalingsaftale med skyldneren (frivilligt forlig) og til ad-ministration heraf.
I bilag 2 til bekendtgørelsen er angivet, hvor meget fordringshaver vedfordringer af forskellig størrelse maksimalt kan kræve, at skyldneren beta-ler, når den udenretlige inddrivelse sker ved egeninkasso.
Både bekendtgørelsens §§ 3 og 4 stiller krav om, at der forinden er sendten rykkerskrivelse til skyldneren med angivelse af, at manglende betalinginden en frist på mindst 10 dage fra afsendelsen af rykkerskrivelsen kanmedføre, at der pålægges yderligere inddrivelsesomkostninger. Det er end-38
videre et krav, at det har været relevant at iværksætte de pågældende ind-drivelsesskridt.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 5, 1. pkt., at §§ 3 og 4 ikke kan fravigestil skade for fordringshaveren ved aftale, handelsbrug eller anden sædvane,hvis dette medfører, at fordringshaveren ikke kan kræve betaling af rimeli-ge og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen(svarende til rentelovens § 9 a, stk. 2, jf. stk. 1.). Ifølge bestemmelsensordlyd er der således ikke noget til hinder for, at parterne aftaler, at derskal betales et lavere beløb end de i bilagene fastsatte (maksimalbeløb),når blot fordringshaveren kan få betaling for sine rimelige og relevanteudenretlige inddrivelsesomkostninger.
4.2.4.3.Det følger af rentelovens § 9 b, stk. 1 og 2, at der kan kræves etrykkergebyr på højst 100 kr. for hver rykkerskrivelse, der er fremsendtmed rimelig grund, dog højst for tre rykkerskrivelser vedrørende sammeydelse. Hvis skyldneren inden for en sammenhængende periode til stadig-hed har været i restance vedrørende samme skyldforhold, kan der højstkræves gebyr for tre rykkerskrivelser vedrørende restancerne i den pågæl-dende periode. Endvidere kan der kun kræves gebyr for rykkerskrivelser,som er sendt med mindst 10 dages mellemrum.
Det følger af rentelovens § 9 b, stk. 1 og 3, at fordringshaver kan kræve etinkassogebyr på højst 100 kr., hvis fordringshaver anmoder en anden omat inddrive fordringen på sine vegne, og dette er sket med rimelig grund.
Hvis der er tale om forbrugerforhold kan reglerne om rykker- og inkasso-gebyr ikke fraviges til skade for skyldneren (dvs. forbrugeren).
Uden for forbrugerforhold kan reglerne om rykker- og inkassogebyr fravi-ges ved aftale, handelsbrug eller anden sædvane. Det fremgår imidlertid afrentelovens § 9 b, stk. 4, 2. pkt., at der kun kan ske en fravigelse, i det om-fang det følger af § 9 a, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt. Det indebærer, at fordrings-haver i alle tilfælde har ret til at kræve sine rimelige og relevante omkost-ninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen dækket af skyldneren.
39
4.3. Aftalelovens § 36Udgangspunktet i dansk ret er, at der er aftalefrihed, og at indgåede aftalerer retligt bindende for aftalens parter. Der findes imidlertid afvigelser her-fra, herunder regler, hvorefter et urimeligt kontraktvilkår kan erklæresugyldigt. Således fremgår det af generalklausulen i aftalelovens § 36, at enaftale eller anden retshandel kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis,hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre dengældende. Ved bedømmelsen af, hvorvidt det vil være urimeligt eller istrid med redelig handlemåde at gøre en aftale eller en anden retshandelgældende, skal der i medfør af § 36, stk. 2, tages hensyn til forholdene vedaftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder.Der skal således foretages en samlet vurdering af aftalen og forholdet mel-lem parterne.
Aftalelovens § 36 gælder generelt på formuerettens område, og bestem-melsen kan ikke fraviges ved aftale mellem parterne.
Formålet med aftalelovens § 36 er bl.a. at give en civilretlig beskyttelsemod, at en økonomisk stærkere og mere sagkyndig part misbruger sinoverlegne stilling, f.eks. ved at anvende standardkontrakter med vilkår derensidigt tjener den stærkere parts interesser. I forarbejderne til bestemmel-sen er anført, at reglen bør ses som et civilretligt modstykke til markedsfø-ringsloven og andre forbrugerlove. Endvidere anføres det, at reglen bl.a. erbegrundet i hensynet til i almindelighed at beskytte forbrugere og andremod, at en økonomisk stærkere og mere sagkyndig part anvender stan-dardkontrakter, der indeholder urimelige aftalevilkår, eller på anden mådebenytter sig af sin overlegne stilling, jf. lovforslag nr. L 42 om ændring afborgerlig straffelov, aftaleloven mv., som fremsat af justitsministeren den28. januar 1975. I rene erhvervsforhold, hvor aftalen i et vist omfang byg-ger på parternes økonomiske og risikomæssige overvejelser, synes det ibestemmelsens forarbejder forudsat, at der udvises en vis tilbageholdenhedmed at ændre eller tilsidesætte aftalevilkår.
4.4. Lov om offentlige betalingerFormålet med lov om offentlige betalinger er at skabe grundlag for en ef-fektivisering og modernisering af den offentlige betalingsforvaltning.Overordnet indeholder loven regler om Nemkonto, elektronisk indbetaling,elektronisk fakturering og Statens Koncern Betalinger.40
I relation til betalingsfrister er elektronisk fakturering og indbetaling sær-ligt relevant.
Det fremgår af lovens § 7, at finansministeren efter forhandling med berør-te myndigheder kan fastsætte regler om offentlige myndigheders anvendel-se af elektronisk betalingsforvaltning. Bemyndigelsen er udnyttet ved tobekendtgørelser.
4.4.1.Bekendtgørelse nr. 354 af 26. marts 2010 om information i ogtransport af OIOUBL3elektronisk regning til brug for elektronisk afreg-ning med offentlige myndigheder.
I denne bekendtgørelse fastlægges bl.a. formatet for elektroniske fakturaer,idet offentlige myndigheder fra 1. maj 2011 skal sende og modtage elek-troniske fakturaer i OIOUBL-formatet, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 3.
I bekendtgørelsens § 3 er der fastsat regler om krav til transportinfrastruk-tur.
4.4.2.Bekendtgørelse nr. 206 af 11. marts 2011 om elektronisk afregningmed offentlige myndigheder.
Bekendtgørelsens kapitel 2 angår regninger til offentlige myndigheder.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 3, at en offentlig myndig-hed ved afgivelse af en ordre som minimum bl.a. skal give oplysninger ommyndighedens politik vedrørende kredittider, dvs. hvilke kredittider myn-digheden normalt accepterer.
Af bekendtgørelsens § 4 følger det, at der stilles visse formkrav til en reg-ning til en offentlig myndighed. Således skal regningen indeholde myn-dighedens såkaldte EAN-lokationsnummer og en reference samt et eventu-elt ordrenummer.3
Offentlig Information Online Universal Business Language41
Endvidere fremgår det af bekendtgørelsens § 5 bl.a., at en regning til en of-fentlig myndighed skal sendes, så den modtages elektronisk i et format,der er læseligt for den offentlige myndighed, og som umiddelbart kan ind-læses i myndighedens fakturahåndterings- eller økonomisystem. Hvis enjuridisk person ikke har mulighed for at fremsende regningen elektronisk,kan det ske via udfyldelse af såkaldt fakturaskabelon.
Af bekendtgørelsens § 6, stk. 1, fremgår det, at en regning anses for mod-taget af den offentlige myndighed, når den er tilgængelig for indlæsning imyndighedens fakturahåndterings- eller økonomisystem.
Hvis en regning til en offentlig myndighed ikke opfylder formkravene ibekendtgørelsens §§ 4 og 5 er myndigheden i medfør af § 6, stk. 2, beretti-get til at udskyde betalingen. Myndigheden skal så hurtigt som muligt un-derrette leverandøren om, at regningen ikke kan betales, før der er modta-get en regning, som opfylder formkravene i §§ 4 og 5. Dog skal myndig-heden søge at gennemføre betalingen inden for den oprindeligt fastsattekredittid, når myndigheden har modtaget en regning, der opfylder denævnte formkrav, jf. § 6, stk. 3.
42
Kapitel 5. De øvrige nordiske landes overvejelser vedrørende imple-menteringen af direktiv 2011/7/EU om bekæmpelse af forsinket beta-ling i handelstransaktionerUd over Danmark, Sverige og Finland som medlemmer af EU er ogsåNorge og Island i kraft af EØS-aftalen forpligtet til at gennemføre direkti-vet om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner i nationalret, forudsat, at der opnås det nødvendige forfatningsmæssige samtykkehertil.
Sverige har – ligesom i Danmark – haft nedsat en arbejdsgruppe, der harset på gennemførelsen af direktiv 2011/7/EU om bekæmpelse af forsinketbetaling i handelstransaktioner.
Der har været afholdt et fælles nordisk møde i Stockholm den 30. novem-ber 2011 om gennemførelsen af direktivet. Formålet med mødet var navn-lig at nå frem til en fælles forståelse af direktivets krav til national ret. Fradansk side deltog arbejdsgruppens formand og sekretær.
Der er blandt de nordiske lande i alt væsentlighed enighed om forståelsenaf direktivets bestemmelser, om end de nordiske lande har valgt forskelligemodeller for gennemførelsen af direktivet i national ret.
Med undtagelse af Norge har ingen af de øvrige nordiske lande umiddel-bart fundet grundlag for at udnytte en eller begge undtagelsesbestemmelseri direktivetsartikel 4, stk. 4,der i nærmere angivne tilfælde muliggør for-længelse af de længste betalingsfrister, der skal gælde, når skyldneren eren offentlig myndighed, fra 30 til 60 dage. I det norske høringsnotat4fore-slås en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter det administrativt kan fast-sættes, at den almindelige betalingsfrist for offentlige myndigheder på 30dage udvides til 60 dage for visse offentlige myndigheder.
ISverigeafgav den svenske arbejdsgruppe i april 2012 til statsrådet og densvenske justitsminister ”Betänkande av utredningen om snabbare betalin-gar”, SOU 2012:11. I betænkningen stilles der forslag om at gennemføre4
http://www.regjeringen.no/nb/dep/jd/dok/hoeringer/hoeringsdok/2011/hoyring--forslag-om-endringar-i-forseink.html?id=64243443
direktivet ved indsættelse af regler i den svenske rentelov5, købelov6, lovom erstatning for inkassoomkostninger7og lov om betalingspåbud ogumiddelbare fogedforretninger8.
I relation til direktivets krav vedrørende betalingsfrister stilles der i be-tænkningen forslag om en ny bestemmelse (§ 2 a) i den svenske rentelov,som tilsigter at gennemføre direktivetsartikel 3, stk. 5,ogartikel 4, stk. 6.Det foreslås, at der i transaktioner mellem virksomheder gælder en almin-delig betalingsfrist på højst 60 dage efter, at fordringshaveren har fremsatbetalingsanmodning, medmindre fordringshaveren udtrykkeligt har god-kendt en længere betalingsfrist. I transaktioner mellem virksomheder ogoffentlige myndigheder (hvor skyldneren er en offentlig myndighed) stillesder forslag om en absolut betalingsfrist på højst 30 dage, efter fordringsha-ver har fremsat betalingsanmodning. Hertil kommer muligheden for, at envirksomhed og en offentlig myndighed kan indgå aftale om betalingspla-ner, hvorefter den enkelte ratebetaling forfalder i henhold til betalingspla-nens vilkår. I transaktioner mellem virksomheder og offentlige myndighe-der er der således ikke mulighed for at aftale en længere betalingsfrist end30 dage, medmindre fordringshaver udtrykkeligt har godkendt, at betalingsker ifølge en betalingsplan.
I relation til direktivets krav om fordringshavers ret til kompensation foregne inddrivelsesomkostninger stilles der i betænkningen bl.a. forslag omto nye bestemmelser (§§ 4 a og 4 b) i den svenske lov om erstatning forinkassoomkostninger. Bestemmelserne tilsigter at gennemføre direktivetsartikel 6.Det foreslås, at en fordringshaver, som har ret til morarente pågrund af forsinket betaling for varer eller tjenesteydelser, har ret til at kræ-ve, at skyldneren betaler en såkaldt ”förseningsersättning”, dvs. en slagskompensation for forsinket betaling. Af forslaget til en ny § 4 b fremgårdet, at kompensationsbeløbet for ”förseningsersättning” som minimum ud-gør 450 SEK.
5
Räntelagen (1975:635)6Köplagen (1990:931)7Lagen om ersättning för inkassokostnader m.m. (1981:739)8Lagen om betalningsföreläggande och handräckning (1990:746)44
Finlandforventes at gennemføre hovedparten af direktivet ved forslag omen ny hovedlov (lagom betalningsvillkor i kommersiella avtal).Samtidigforventes det, at der stilles forslag om en ændring af morarentesatsen i denfinske rentelov9, således at morarenten fastsættes til referencesatsen med ettillæg på 8 procentpoint for forhold, som er omfattet af loven om beta-lingsvilkår i handelstransaktioner. Endvidere forventes der at blive stilletforslag om en ændring af den finske lov om inddrivelse af fordringer10, så-ledes at der foreslås indført en ny bestemmelse om standarderstatning forinddrivelsesomkostninger, hvorefter fordringshaver har ret til et fast beløbpå 40 euro som standarderstatning for inddrivelsesomkostninger fra skyld-neren, når der skal betales morarente i handelstransaktioner omfattet af lovom betalingsvilkår i handelstransaktioner.
Norgeforventes på baggrund af det tidligere nævnte høringsnotat fra maj2011 at gennemføre direktiv 2011/7/EU ved forskellige ændringer i dennorske rentelov11. For så vidt angår direktivetsartikel 4om betalingsfristeri transaktioner mellem virksomheder og offentlige myndigheder forventesder i Norge at blive stillet forslag om en ny bestemmelse (§ 4 b) i den nor-ske rentelov, som i vidt omfang er en direkte implementering af ordlyden iartikel 4.I den sammenhæng stilles der dog forslag om en bemyndigelses-bestemmelse, hvorefter det administrativt kan fastsættes, at den almindeli-ge betalingsfrist på 30 dage udvides til 60 dage for visse offentlige myn-digheder.
Islander efter det oplyste endnu på et forbedrende stadium men forventerat fremsætte lovforslag ved udgangen af 2012 eller i begyndelsen af 2013.
9
Räntelag 20.8.1982/63310Lag om indrivning av fordringar 22.4.1999/51311Lov 17. desember 1976 nr. 100 om renter ved forsinket betaling m.m.45
Kapitel 6. Nødvendige ændringer af gældende dansk ret6.1. Generelle bemærkningerDet fremgår af arbejdsgruppens kommissorium punkt 3, at arbejdsgruppenbl.a. skal ”overvejeog redegøre for, hvilke ændringer af dansk ret der ernødvendige for at gennemføre direktivet”.Anvendelsesområdet for direktiv 2011/7/EU er ikke ændret sammenlignetmed direktiv 2000/35/EF. Direktiv 2011/7/EU finder således anvendelsepå betalinger, der udgør vederlag i handelsforhold, hvorved forstås forret-ningsmæssige transaktioner mellem virksomheder eller mellem virksom-heder og offentlige myndigheder, som indebærer levering af varer ellertjenester mod vederlag, jf.artikel 1, stk. 2 og artikel 2, nr. 1.
6.2. Direktivets definitioner6.2.1. Direktivets artikel 2Direktivetsartikel 2indeholder definitioner af en række begreber, som ik-ke blev defineret i direktiv 2000/35/EF.
Således defineres det som noget nyt i direktiv 2011/7/EU, hvad der skalforstås ved henholdsvis ”morarente”, ”lovbestemt rente for forsinket beta-ling”, ”referencesats” og ”det skyldige beløb”.
Ved ”morarente” forstås lovbestemt rente for forsinket betaling eller enanden rentesats, som er forhandlet og aftalt mellem virksomheder i hen-hold tilartikel 7,jf.artikel 2, nr. 5.
Ved ”lovbestemt rente for forsinket betaling” forstås en simpel rente sva-rende til referencesatsen med et tillæg på mindst 8 procentpoint, jf.artikel2, nr. 6.
Ved ”referencesats” forstås den rentesats, der er fastsat af Den EuropæiskeCentralbank eller for så vidt angår medlemsstater, der ikke har euroen somvaluta, den tilsvarende rentesats fastsat af den pågældende medlemsstatscentralbank, jf.artikel 2, nr. 7.Hertil kommer, at det følger af direktivets46
artikel 3, stk. 2ogartikel 4, stk. 2,at referencesatsen skal fastsættes halv-årligt, henholdsvis den 1. januar og den 1. juli.
Ved ”det skyldige beløb” forstås hovedstolen, der skulle have været betaltinden for den aftalemæssige eller lovbestemte betalingsfrist, herunder vis-se skatter og afgifter, der er specificeret i fakturaen eller den tilsvarendebetalingsanmodning, jf.artikel 2, nr. 8.
6.2.2. Gældende retDet følger af rentelovens § 5, stk. 1, 1. pkt., at renten efter forfaldsdagenfastsættes til en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med ettillæg på 7 pct.
Efter rentelovens § 5, stk. 1, 2. pkt., forstås der ved referencesats i rentelo-ven, den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholds-vis pr. den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.
Den rente, der er fastsat i rentelovens § 5, kan fraviges ved aftale, jf. rente-lovens § 1, stk. 3. Dette gælder dog ikke i forbrugerforhold, medmindreforbrugeren har forpligtet sig til at betale en (højere) variabel rente for ti-den forud for forfaldsdagen, jf. § 7, stk. 3. I så fald kan denne højere (kre-dit)rentesats også anvendes efter forfaldsdagens indtræden. Endvidere kanmorarentesatsen – selvom der er tale om forbrugerforhold – afvige fra § 5,hvis der er tale om renter i aftaleforhold, der er indgået med pengeinstitut-ter mv., jf. § 7, stk. 4.6.2.3. Arbejdsgruppens overvejelseArbejdsgruppen har overvejet, om direktivets definitioner bør fremgå ud-trykkeligt i renteloven.
Det er arbejdsgruppens grundlæggende opfattelse, at det i forhold til rente-loven er særligt vigtigt, at den er overskuelig og let anvendelig, idet rente-loven er kendetegnet ved i vidt omfang at blive benyttet af mange prakti-kere hver dag.
Endvidere finder arbejdsgruppen, at direktivets definitioner er i overens-stemmelse med forståelsen af disse begreber i den gældende rentelov. Dog47
med den modifikation, at den lovbestemte rente er forhøjet med ét pro-centpoint.
Da renteloven i sin nuværende udformning ikke indeholder egentlige defi-nitionsbestemmelser, vil indførelsen af en eller flere særskilte legaldefini-tioner efter arbejdsgruppens opfattelse kunne skabe usikkerhed med hen-syn til, om der var tale om realitetsændring.
Arbejdsgruppen finder endvidere ikke, at forståelsen af de pågældende be-greber i dag medfører usikkerhed om retstilstanden, som vil kunne afhjæl-pes ved at indarbejde direktivets definitioner i loven. Arbejdsgruppen fore-slår på denne baggrund, at der ikke foretages en indarbejdelse af direkti-vets definitioner i renteloven.
6.3. Morarentens størrelse6.3.1. Forhøjelse af den lovbestemte morarente6.3.1.1. Direktivets artikel 2, nr. 5-7Efter direktivetsartikel 2, nr. 5,forstås ved ”morarente” den lovbestemterente for forsinket betaling eller en anden rentesats, som er forhandlet ogaftalt mellem virksomheder i henhold tilartikel 7.Det følger af direktivetsartikel 2, nr. 6,at der ved ”lovbestemt rente for forsinket betaling” forståsen simpel rente svarende til referencesatsen med et tillæg på mindst 8 pro-centpoint. Ved ”referencesats” forstås den rentesats, der er fastsat af DenEuropæiske Centralbank, eller for så vidt angår medlemsstater, der ikkehar euroen som valuta, den tilsvarende rentesats fastsat af den pågældendemedlemsstats centralbank, jf. direktivetsartikel 2, nr. 7.6.3.1.2. Gældende retDet følger af rentelovens § 5, stk. 1, at morarenten fastsættes til en årligrente svarende til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7 pct. Refe-rencesatsen er i renteloven defineret som den officielle udlånsrente, somNationalbanken har fastsat henholdsvis pr. 1. januar og 1. juli det pågæl-dende år.Efter rentelovens § 5, stk. 2, kan justitsministeren hvert andet år efter for-handling med Danmarks Nationalbank og Økonomi- og Erhvervsministe-riet ændre renten. Tillægget kan dog ikke fastsættes til mindre end 7 pct.48
Efter rentelovens § 5, stk. 3, kan retten, hvis særlige forhold begrunder det,bestemme, at der skal betales en højere eller lavere rente. I handelsforholdomfattet af direktiv 2000/35/EF kan retten dog alene bestemme, at der skalbetales en højere rente.6.3.1.3. Arbejdsgruppens overvejelserDet er nødvendigt at ændre rentelovens § 5, stk. 1, således at rentelovensprocenttillæg inden for direktivets område i overensstemmelse med direk-tivets krav forhøjes fra 7 til 8 pct.
Som en konsekvens af denne ændring af den lovbestemte morarentesats,der er nødvendig for at opfylde direktivet inden for dets anvendelsesområ-de, er det ligeledes nødvendigt at forhøje tillægget i rentelovens § 5, stk. 2,fra 7 til 8 pct. I tilknytning hertil har arbejdsgruppen overvejet, hvorvidtden gældende bestemmelse i rentelovens § 5, stk. 2, om ændring af pro-centtillægget ved bekendtgørelse kan opretholdes.
Direktiv 2011/7/EU er – ligesom direktiv 2000/35/EF – et minimumsdi-rektiv, jf.artikel 12, stk. 3.Med henvisning til denne minimumsklausul erdet arbejdsgruppens opfattelse, at direktivet ikke er til hinder for oprethol-delsen af rentelovens § 5, stk. 2, idet det bemærkes, at bemyndigelsen ikkegiver hjemmel til at fastsætte et procenttillæg, der er mindre end det, direk-tivet foreskriver.
I forhold til arbejdsgruppens overvejelser om anvendelsen af visse af di-rektivets bestemmelser, herunder den her omhandlede, uden for det områ-de, som direktivet regulerer, herunder i forbrugerforhold henvises der tilkapitel 8.2.
6.3.2. Offentlige myndigheder kan ikke som skyldner indgå aftale om enlavere morarente end den lovbestemte
49
6.3.2.1. Direktivets artikel 4, stk. 1Som noget nyt indfører direktiv 2011/7/EU en sondring mellem på den eneside transaktioner mellem virksomheder (artikel3)og på den anden sidetransaktioner mellem virksomheder og offentlige myndigheder (artikel4).Der henvises nærmere herom til kapitel 3.2.2.
Efter direktivetsartikel 3, stk. 1,skal medlemsstaterne sikre, at kreditor ihandelstransaktioner mellem virksomheder har krav på morarente ved for-sinket betaling, uden at det er nødvendigt at sende en rykkerskrivelse. Ved”morarente” forstås den lovbestemte rente for forsinket betaling eller enrentesats, som er forhandlet og aftalt mellem virksomhederne i henhold tilartikel 7,jf.artikel 2, nr. 5.
Efter direktivetsartikel 4, stk. 1,skal medlemsstaterne sikre, at kreditor itransaktioner, hvor skyldneren er en offentlig myndighed, har krav på mo-rarente svarende til den lovbestemte rente ved forsinket betaling, uden deter nødvendigt at sende en rykkerskrivelse. Ved ”lovbestemt rente” forståssom anført en simpel rente svarende til referencesatsen med et tillæg påmindst 8 procentpoint, jf.artikel 2, nr. 6.
Sammenholdes direktivetsartikel 3, stk. 1,medartikel 4, stk. 1,og de re-levante definitioner iartikel 2, nr. 5 og 6,synes det umiddelbart at kunneudledes, at der i transaktioner, hvor skyldneren er en offentlig myndighed,ikke mellem parterne kan aftales en lavere rente, end den rente der i direk-tivet er defineret som den lovbestemte rente, dvs. referencesatsen plus ettillæg på mindst 8 procentpoint.
På den anden side fremgår det af direktivetsartikel 7, stk. 1, litra c,at derved afgørelsen af, om et kontraktvilkår er klart urimeligt over for kreditorskal tages hensyn til, om skyldneren har en objektiv grund til at fravigeden lovbestemte rente for forsinket betaling. Denne indbyggede modsigel-se i direktivets tekst kan give anledning til tvivl om, hvorvidt der også itransaktioner, hvor skyldneren er en offentlig myndighed, i visse tilfælde –når skyldneren har en objektiv grund hertil – kan indgås aftale om en lave-re morarente end den lovbestemte rente.
Heroverfor kan det dog anføres, at bestemmelsernes indbyrdes sammen-hæng skal fortolkes således, at muligheden i medfør afartikel 7, stk. 1, lit-50
ra c,i relation til muligheden for at fravige den lovbestemte rente for for-sinket betaling, alene er relevant i forhold til transaktioner mellem virk-somheder, hvor det i medfør afartikel 3, stk. 1,gælder, at kreditor i tilfæl-de af forsinket betaling har ret til morarente, hvorved forstås den lovbe-stemte rente eller den rente, som er aftalt mellem parterne i henhold tilar-tikel 7,jf.artikel 2, nr. 5.
6.3.2.2. Gældende retDet følger af rentelovens § 1, stk. 3, at parterne ved aftale kan fravige denrente, der er fastsat i lovens § 5 (dog ikke i forbrugerforhold).
Renteloven gælder generelt for krav på formuerettens område og indehol-der ikke en sondring mellem tilfælde, hvor skyldneren er henholdsvis envirksomhed og en offentlig myndighed. Således gælder muligheden forved aftale at fravige den lovbestemte rente også i den situation, hvorskyldneren er en offentlig myndighed.
6.3.2.3. Arbejdsgruppens overvejelserDet er arbejdsgruppens vurdering, at der til gennemførelsen af direktivet erbehov for en regel, som sikrer klarhed i forhold til om offentlige myndig-heder kan indgå aftale om, at de som skyldner skal betale en lavere mora-rente end den lovbestemte.
Arbejdsgruppen finder endvidere, at det er bedst stemmende med formåletmed direktivet, at en offentlig myndighed ikke kan fravige morarentesat-sen i rentelovens § 5, stk. 1, til skade for fordringshaver.
Der henvises i den forbindelse til den forslåede § 1, stk. 5, jf. lovudkastets§ 1, nr. 4 med tilhørende bemærkninger.
6.4. Morarentens begyndelsestidspunkt6.4.1. Generelle bemærkninger51
I forhold til spørgsmålet om morarentens begyndelsestidspunkt og frahvilket tidspunkt den aftalte betalingsfrist begynder at løbe er udformnin-gen af direktivetsartikel 3, stk. 3, litra b(transaktioner mellem virksom-heder) ogartikel 4, stk. 3, litra a(transaktioner mellem en virksomhed ogen offentlig myndighed) forskellige.
Når der i forholdet mellem virksomheder ikke er aftalt en betalingsfrist,fremgår det afartikel 3, stk. 3, litra b,at der påløber morarenter fra en afde deri nævnte tidsfrister, dvs. som udgangspunkt fra 30 dage efter skyld-ners modtagelse af en faktura eller en tilsvarende betalingsanmodning. Be-stemmelsen anses for gennemført ved rentelovens § 3, stk. 2 (der henvisestil kapitel 4.2.3.). Afartikel 3, stk. 5,fremgår det, at den aftalte betalings-frist i kontrakten mellem to virksomheder ikke må være mere end 60 dage,medmindre andet udtrykkeligt er aftalt, og forudsat at det ikke er klarturimeligt over for kreditor, jf.artikel 7.Det fremgår ikke af bestemmel-sens ordlyd, fra hvilket tidspunkt den aftalte betalingsfrist begynder at lø-be.
I forhold til gennemførelsen afartikel 3, stk. 5,henvises til kapitel 6.4.3.nedenfor.
Når det drejer sig om handelstransaktioner, hvor skyldneren er en offentligmyndighed, fremgår det – i modsætning tilartikel 3, stk. 3, litra b– af di-rektivetsartikel 4, stk. 3, litra a,at betalingsfristen ikke må overskride deheri nævnte tidsfrister, hvorefter direktivets udgangspunkt er, at betalings-fristen begynder at løbe 30 dage efter skyldnerens modtagelse af en fakturaeller en tilsvarende betalingsanmodning. Bestemmelsen skal læses i sam-menhæng medartikel 4, stk. 6,hvoraf fremgår, at den aftalte betalingsfristikke må være mere end de i stk. 3 angivne tidsfrister (dvs. 30 dage), med-mindre andet er udtrykkeligt aftalt i kontrakten, og forudsat at det er objek-tivt begrundet i lyset af aftalens særlige karakter eller elementer i den. Be-talingsfristen må under ingen omstændigheder overskride 60 dage. For såvidt angår handelstransaktioner hvor skyldneren er en offentlig myndighedfastsætter direktivet således, fra hvilket tidspunkt den aftalte betalingsfristbegynder at løbe.
I forhold til gennemførelsen afartikel 4, stk. 6,henvises til kapitel 6.4.4.nedenfor.52
6.4.2. Krav om udtrykkelighed hvis det aftales, at en godkendelses- ellerkontrolprocedure skal overskride 30 dage6.4.2.1. Direktivets artikel 3, stk. 4, og artikel 4, stk. 5, jf. stk. 3, litra a, nr.ivFor så vidt angår virksomheder følger det afartikel 3, stk. 4,at hvis der erkrav om en godkendelses- eller kontrolprocedure, skal medlemsstaternesikre, at denne procedure ikke overskrider 30 dage, regnet fra modtagelsenaf varerne eller tjenesteydelserne. Dette gælder dog ikke, hvis andet er ud-trykkelig aftalt i kontrakten og ikke er klart urimeligt i forhold til kreditor,jf.artikel 7.
Tilsvarende gælder for så vidt angår offentlige myndigheder, jf.artikel 4,stk. 5, jf. stk. 3, litra a, nr. iv.I forhold til offentlige myndigheder kan an-det være udtrykkelig aftalt i kontrakten eller i udbudsbetingelserne, forud-sat at det ikke er klart urimeligt i forhold til kreditor, jf.artikel 7.
I forhold til kontrol og godkendelsesperioden fremgår det af præambelbe-tragtning 26, at bestemmelserne skal sikre, at opfyldelsen af direktivetsmålsætning ikke bringes i fare. Endvidere fremgår det, at det bør være mu-ligt at overskride 30-dages fristen, f.eks. når det drejer sig om særligtkomplekse kontrakter, når dette er udtrykkeligt aftalt i kontrakten og i deeventuelle udbudsbetingelser, og forudsat, at det ikke er klart urimeligtover for kreditor.
Kravet om udtrykkelighed fandtes ikke i direktiv 2000/35/EF, der aleneindeholdt en bestemmelse om, at visse aftalevilkår, som afviger fra direk-tivets bestemmelser, enten ikke kunne påberåbes af skyldneren eller kunnegive kreditor grundlag for krav om skadeserstatning, hvis vilkåret efter enkonkret vurdering måtte anses for at være klart urimeligt over for kreditor,jf.artikel 3, stk. 3.
Direktiv 2011/7/EU stiller således som noget nyt krav om, at det nævntevilkår om godkendelses- eller kontrolprocedurens varighed skal være ud-trykkeligt aftalt, hvis det strækker sig ud over 30 dage. Hertil kommer, atvilkåret ikke må være klart urimeligt i forhold til kreditor.53
6.4.2.2. Gældende retRenteloven indeholder ikke regler om godkendelses- eller kontrolprocedu-re og således heller ikke regler om, at det skal være udtrykkeligt aftalt ikontrakten (eller udbudsbetingelserne), hvis varigheden af en godkendel-ses- eller kontrolprocedure skal overskride 30 dage fra modtagelsen.
6.4.2.3. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppen har overvejet, i hvilke tilfælde der kan være behov for, atvarigheden af en godkendelses- eller kontrolprocedure overskrider 30 da-ge.
Som eksempel på en særlig kompleks kontrakt, hvor der kan være behovfor, at parterne indgår aftale om, at varigheden af en kontrolprocedure erlængere end 30 dage, er i arbejdsgruppen peget på, at visse it-ydelser efterderes karakter kan være særligt vanskelige at kontrollere og derfor kræveen kontrolprocedure, der er længere end 30 dage.
Det er arbejdsgruppens vurdering, at der er behov for en bestemmelse omvarigheden af proceduren for godkendelse eller kontrol, herunder en be-stemmelse der tager højde for direktivets krav om, at det skal være udtryk-keligt aftalt i kontrakten (eller udbudsbetingelserne), hvis en godkendel-ses- eller kontrolprocedure skal overskride 30 dage fra modtagelsen af va-rerne eller tjenesteydelserne.
I relation til spørgsmålet om bevisbyrde må almindelige principper føre til,at det som udgangspunkt påhviler skyldneren at tilvejebringe tilstrækkeligeoplysninger om, at fordringshaver udtrykkeligt har accepteret en godken-delsesprocedure på mere end 30 dage, ligesom det må påhvile skyldnerenat tilvejebringe oplysninger om en ”objektiv grund” til at forlænge proce-duren, jf.artikel 7, stk. 1, litra c.
Der henvises til den forslåede § 3 d, jf. lovudkastets § 1, nr. 6 med tilhø-rende bemærkninger.
54
6.4.3. Krav om udtrykkelighed hvis den aftalte betalingsfrist i transaktio-ner mellem virksomheder skal overskride 60 dage6.4.3.1. Direktivets artikel 3, stk. 5Det følger af direktivetsartikel 3, stk. 5,at den betalingsfrist, der er fastsati kontrakten mellem to virksomheder, ikke må overskride 60 dage, med-mindre det er udtrykkeligt aftalt i kontrakten og forudsat, at det ikke erklart urimeligt over for kreditor, jf.artikel 7.6.4.3.2. Gældende retRenteloven indeholder ikke bestemmelser om, at virksomheder, der ønskerat indgå aftale om en betalingsfrist på mere end 60 dage, skal sørge for, atdette er udtrykkeligt aftalt i kontrakten.6.4.3.3. Arbejdsgruppens overvejelserUdgangspunktet i dansk er, at der ikke gælder formkrav i forhold til atindgå bindende aftaler, dvs. at aftaler således kan indgås både mundtlig ogskriftligt.
Arbejdsgruppen vurderer, at der til gennemførelsen af direktivet er behovfor en bestemmelse om, at det skal være udtrykkeligt aftalt i kontrakten,hvis betalingsfristen i transaktioner mellem virksomheder skal overskride60 dage.
Endvidere har arbejdsgruppen overvejet, hvad der er indeholdt i begrebet”udtrykkeligt aftalt”, idet det ikke fremgår af direktivet, hvad der nærmereskal forstås herved.
Vurderingen må foretages med udgangspunkt i de almindelige aftaleretligeregler om vedtagelse og fortolkning af kontraktvilkår, men således at dermå kræves mere end det minimum, som efter almindelige regler er nød-vendigt for, at kontraktvilkår kan anses for vedtaget og dermed en del afparternes aftale.
En aftale om en betalingsfrist på mere end 60 dage kan forekomme vedanvendelsen af et standardvilkår, f.eks. som et vilkår i almindelige salgs-og leveringsbetingelser eller i standard indkøbsbetingelser mv. Standard-vilkår kan være udformet ensidigt, hvilket efter arbejdsgruppens opfattelse55
vil tale imod at anse en betalingsfrist på mere end 60 dage, der findes i så-danne standardvilkår, for udtrykkeligt aftalt, selvom standardvilkårene iøvrigt anses for en del af parternes aftale. Det må i hvert fald gælde i densituation, hvor aftaleparten helt undlader at henvise til et standardvilkår omen betalingsfrist, der overskrider 60 dage. En standardaftale kan endviderehave karakter af et såkaldt ”agreed document”, dvs. en standardaftale ved-rørende en bestemt transaktionstype, som er godkendt af interesserepræ-sentanter for aftalens typiske parter, f.eks. en brancheorganisation eller enoffentlig myndighed. Den omstændighed, at et aftalevilkår findes i et”agreed document”, kan, trods dokumentets særlige karakter, efter ar-bejdsgruppens opfattelse formentlig heller ikke i sig selv bevirke, at detanses for udtrykkeligt aftalt.
Hvis en standardaftale indeholder et vilkår om en betalingsfrist på f.eks. 90dage, er det arbejdsgruppens opfattelse, at en ubestemt og generel henvis-ning til aftalens vilkår formentlig ikke i sig selv vil være tilstrækkelig til atanse betalingsvilkåret for udtrykkeligt aftalt mellem parterne. For at beta-lingsvilkåret i et sådan tilfælde kan anses for udtrykkeligt aftalt, må detkræves, at fordringshaverens opmærksomhed utvetydigt et blevet henledtpå det konkrete vilkår om betalingsfristens længde inden aftalens indgåel-se.
I alle tilfælde må afgørelsen af, hvornår et aftalevilkår er udtrykkeligt af-talt, træffes på grundlag af en konkret vurdering af de omstændigheder,under hvilke parterne har indgået den pågældende aftale.
I relation til spørgsmålet om bevisbyrde må almindelige principper føre til,at det som udgangspunkt påhviler skyldneren at tilvejebringe tilstrækkeligeoplysninger om, at fordringshaver udtrykkeligt har accepteret en betalings-frist på mere end 60 dage, ligesom det må påhvile skyldneren at tilveje-bringe oplysninger om en ”objektiv grund” til at forlænge betalingsfristen,jf.artikel 7, stk. 1, litra c.
Der henvises til den forslåede § 3 a, jf. lovudkastets § 1, nr. 6 med tilhø-rende bemærkninger.
I øvrigt bemærkes, at en lovregel, hvorefter der stilles krav om udtrykke-lighed, for så vidt angår vedtagelsen af et særligt aftalevilkår, ikke i øvrigt56
skal påvirke fortolkningen af, hvornår standardvilkår anses for vedtagetmellem parterne.
6.4.4. Offentlige myndigheders aftalte betalingsfrister6.4.4.1. Direktivets artikel 4, stk. 6Hvis der i kontrakten mellem en virksomhed og en offentlig myndighed erfastsat en betalingsfrist, følger det af direktivetsartikel 4, stk. 6,at fristenikke må være længere end den almindelige betalingsfrist på 30 dage. Dettegælder dog ikke, hvis betalingsfristen er udtrykkelig aftalt i kontrakten ogforudsat, at den er objektivt begrundet i aftalens særlige karakter. Endvide-re følger det af bestemmelsen, at betalingsfristen under ingen omstændig-heder må overstige 60 dage (absolut betalingsfrist). Bestemmelsen er nysammenlignet med direktiv 2000/35/EF.6.4.4.2. Gældende retRenteloven indeholder ikke bestemmelser om sådanne betalingsfrister foroffentlige myndigheder.6.4.4.3. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppen vurderer, at der af hensyn til gennemførelsen af direktivetvil være behov for en bestemmelse, der begrænser offentlige myndighe-ders adgang til som skyldner at indgå aftale om en længere betalingsfristend den almindelige betalingsfrist på 30 dage samt den absolutte betalings-frist på 60 dage.
Endvidere er det arbejdsgruppens vurdering, at det er nødvendigt med enbestemmelse, der tager højde for direktivets krav om, at det skal være ud-trykkeligt aftalt i kontrakten samt objektivt begrundet i lyset af aftalenssærlige karakter, dersom det i transaktioner mellem en virksomhed og enoffentlig myndighed skal være muligt at fastsætte en betalingsfrist på mel-lem 30 og 60 dage.
I forhold til direktivets sondring mellem en almindelig betalingsfrist på 30dage samt muligheden for offentlige myndigheder til under visse omstæn-digheder at indgå aftale om en betalingsfrist på mellem 30 og 60 dage samtden absolutte betalingsfrist på 60 dage, har arbejdsgruppen imidlertid ge-57
nerelt overvejet, hvordan denne sondring mest hensigtsmæssigt gennemfø-res i dansk ret.
Arbejdsgruppens overvejelser om reguleringsmæssige valg inden for di-rektivets anvendelsesområde, er nærmere beskrevet i kapitel 7, hvortil derhenvises.
6.5. Kreditors ret til en fast kompensation på minimum 40 euro foregne inddrivelsesomkostninger6.5.1. Direktivets artikel 6, stk. 1 og 2Artikel 6, stk.1,er en ny bestemmelse, der fastslår, at kreditor har krav påat modtage et fast minimumsbeløb på 40 euro fra skyldner i de tilfælde,hvor skyldner skal betale morarente efterartikel 3 og 4.
Efterartikel 6, stk. 2– som ligeledes er ny – skal beløbet udgøre kompen-sation for egne inddrivelsesomkostninger og forfalde til betaling, uden atdet er nødvendigt at sende en rykker. Det fremgår ikke, hvilke inddrivel-sesskridt – om overhovedet nogen – fordringshaveren skal have foretagetfor at være berettiget til kompensationsbeløbet.Vedrørende minimumsbeløbet på 40 euro anføres det i præambelbetragt-ning 19 bl.a., at kompensation i form af et fast beløb sigter mod at begræn-se kreditors administrative og interne omkostninger i forbindelse med ind-drivelse af fordringen. Endvidere fremgår det af præambelbetragtning 21,at direktivet ikke berører medlemsstaternes ret til at fastsætte et fast beløbtil kompensation for inddrivelsesomkostninger, som er højere og derformere favorabelt for kreditor.
6.5.2. Gældende retEfter rentelovens § 9 a, stk. 1, kan fordringshaveren kræve, at skyldnerenbetaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved udenret-lig inddrivelse af fordringen, medmindre forsinkelsen med betalingen ikkeberor på skyldnerens forhold. Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade forfordringshaveren ved aftale, handelsbrug eller anden sædvane, jf. § 9 a,stk. 2.
58
Efter § 9 a, stk. 3, kan justitsministeren fastsætte nærmere regler om, hvil-ke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt efter stk. 1, med henblik på,at udgifterne skal være gennemsigtige og stå i passende forhold til fordrin-gen. Justitsministeren kan i medfør af bestemmelsen bl.a. fastsætte reglerom, at der ved fordringer inden for bestemte beløbsgrænser alene kan kræ-ves betaling op til visse maksimumsbeløb.
Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 omudenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling,som ændret ved bekendtgørelse nr. 423 af 28. maj 2009. Bekendtgørelsengælder for udenretlig inddrivelse af fordringer på formuerettens område, jf.bekendtgørelsens § 1.
Efter bekendtgørelsens § 3 (om fremmedinkasso) kan fordringshaverenkræve betaling af skyldneren for rimelige salærkrav forbundet med, at for-dringshaveren har anmodet en anden om at inddrive fordringen.
Efter bekendtgørelsens § 4 (om egeninkasso) kan fordringshaveren krævebetaling af skyldneren for rimelige udgifter til henholdsvis udarbejdelse ogindgåelse af en betalingsaftale med skyldneren (frivilligt forlig) og til ad-ministration heraf.
Både bekendtgørelsens § 3 og § 4 stiller krav om, at der forinden er sendten rykkerskrivelse til skyldneren med angivelse af, at manglende betalinginden en frist på mindst 10 dage fra afsendelsen af rykkerskrivelsen kanmedføre, at der pålægges yderligere inddrivelsesomkostninger. Det er end-videre et krav, at det har været relevant at iværksætte de pågældende ind-drivelsesskridt.
Betalingskravene i bekendtgørelsens § 3 og § 4 kan ikke overstige de(maksimale) beløb, som er fastsat i bekendtgørelsens bilag 1 og 2, jf. §§ 3,stk. 2 og 4, stk. 2.
Endvidere fremgår det af bekendtgørelsens § 5, 1. pkt., at §§ 3 og 4 ikkekan fraviges til skade for fordringshaveren ved aftale, handelsbrug elleranden sædvane, hvis dette medfører, at fordringshaveren ikke kan krævebetaling af rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse59
af fordringen (se også lovens § 9 a, stk. 2, jf. stk. 1). Ifølge bestemmelsensordlyd er der ikke noget til hinder for, at parterne aftaler, at der skal betaleset lavere beløb end det i bilagene fastsatte, når blot fordringshaveren kankræve betaling for sine rimelige og relevante udenretlige inddrivelsesom-kostninger.
6.5.3. Arbejdsgruppens overvejelserDet er arbejdsgruppens vurdering, at der er behov for at indføre en regelsom sikrer fordringshaveren ret til at kræve et fast beløb (svarende tilmindst 40 euro) som kompensation for egne inddrivelsesomkostninger i detilfælde, hvor der ifølge direktivet skal betales morarente, og at der i relati-on hertil ikke må stilles krav om, at fordringshaver forinden har sendt enrykkerskrivelse.
Arbejdsgruppen har overvejet, hvordan direktivets bestemmelser om kom-pensation for inddrivelsesomkostninger bør forholde sig til de gældenderegler på området, herunder rentelovens § 9 b om rykkergebyr og reglerneom udenretlige inddrivelsesomkostninger.
Arbejdsgruppens overvejelser om anvendelsen af visse af direktivets be-stemmelser uden for det område, som direktivet regulerer, er nærmere be-skrevet i kapitel 8, hvortil der henvises.6.5.3.1. Bør rentelovens § 9 b om rykkergebyr ophæves?Arbejdsgruppen har overvejet, om minimumskompensationen bør erstattemuligheden for at kræve betaling i forbindelse med fremsendelse af ryk-kerskrivelser.
Efter arbejdsgruppens opfattelse vil en eventuel ophævelse af rentelovens§ 9 b have som konsekvens, at rykkergebyret anses for omfattet af det fastekompensationsbeløb for egne inddrivelsesomkostninger. Arbejdsgruppenhar peget på, at rentelovens rykkergebyr alene skal dække fordringshavers”merarbejde” ved at sende en rykkerskrivelse til skyldner, og at dette ge-byr således dækker over en anden type omkostninger end de inddrivelses-omkostninger, der umiddelbart må anses for omfattet af de 40 euro i direk-tivetsartikel 6, stk. 1.
60
Den Danske Dommerforening har oplyst, at man i praksis kun sjældent sersager, hvor der er sendt en enkelt rykkerskrivelse til skyldneren, før sagensendes i retten. I størstedelen af de sager, som kommer for retten, er dersendt to eller tre rykkerskrivelser.
Hvis man vælger at ophæve den nugældende bestemmelse i rentelovens §9 b, hvorefter der ved udsendelse af en rykker til skyldner kan kræves ryk-kergebyr (dog højst tre skrivelser vedrørende samme ydelse), vil der efterarbejdsgruppens opfattelse være risiko for, at fordringshavers incitamenttil at sende rykkerskrivelser påvirkes. En ulempe ved at ophæve rentelo-vens § 9 b vil derfor kunne være, at fordringshavers adfærdsmønster æn-drer sig således, at fordringshaver allerede efter opkrævningen af de 40 eu-ro vil sende sagen i retten, idet der ikke længere er et incitament til at sen-de rykkerskrivelser. I praksis vil konsekvenserne heraf kunne være, at etstørre antal sager ender i retten med heraf følgende yderligere sagsomkost-ninger for skyldneren.
Heroverfor kan peges på, at hvis man som fordringshaver både har ret til etfast kompensationsbeløb for egne inddrivelsesomkostninger (svarende til40 euro) ved forsinket betaling plus tre gebyrer (på op til 100 kr. pr. gebyr)for at sende rykkerskrivelser ud, vil fordringshaver i relation til mindrekrav samlet set kunne kræve et forholdsvist højt kompensationsbeløb i til-fælde af forsinket betaling. En uforandret opretholdelse af rentelovens § 9b ved siden af en regel om et fast kompensationsbeløb svarende til 40 eurovil således kunne virke unødvendigt bebyrdende for den skyldner, som er imora med et mindre (ubetydeligt) beløb. Som anført vil det dog også væreunødvendigt bebyrdende for skyldner, hvis fordringshaver – såfremt reg-lerne om rykkergebyrer afskaffes – vælger at sende sagen til retten tidlige-re end i dag.6.5.3.2. Forskellige løsningsmodeller til implementering af reglen om mi-nimumskompensation på 40 euro for egne inddrivelsesomkostningerSom anført er det arbejdsgruppens vurdering, at der er behov for at indføreen regel, som sikrer fordringshaveren ret til at kræve et fast beløb (svaren-de til minimum 40 euro) som kompensation for egne inddrivelsesomkost-ninger i de tilfælde, hvor der ifølge direktivet skal betales morarente. End-videre skal det fremgå af en sådan bestemmelse, at det ikke er en betingel-se, at der forinden er fremsendt en rykkerskrivelse.
61
Reglen om minimumskompensation har især betydning for inkassosager,hvorved forstås inddrivelse af krav, der ikke er bestridt.
Ved overvejelserne om, hvordan en sådan regel nærmere bør udformes,har arbejdsgruppen taget udgangspunkt i de eksisterende regler om inddri-velse af fordringer, hvorefter kreditor har ret til rykkergebyr for udsendelseaf rykkerskrivelser, jf. rentelovens § 9 b, samt betaling af skyldneren foregne inddrivelsesomkostninger, jf. § 4 i bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket be-taling og denne bekendtgørelses bilag 2.
Arbejdsgruppen har drøftet fire forskellige løsningsmodeller for, hvordanreglen om minimumskompensation kunne gennemføres i dansk ret.Model 1: De 40 euro lægges oven i de gældende beløb for rykkergebyr ogegne inddrivelsesomkostningerModel 1 indebærer, at et beløb svarende til 40 euro uden videre læggesoven i de gældende beløb for rykkergebyr og egne inddrivelsesomkostnin-ger.
Ved at vælge model 1 er konsekvensen således, at der i alle tilfælde skeren fordyrelse for skyldneren, idet det kommer til at koste et beløb svarendetil 40 euro mere i sagsomkostninger, uanset størrelsen af det beløb, somskyldneren er i mora med.
Direktiv 2011/7/EU er som nævnt et minimumsdirektiv, jf.artikel 12, stk.3,og model 1 er således en mulighed, idet den stiller kreditor mere gun-stigt, end hvad der er påkrævet for at efterkomme kravet iartikel 6, stk. 1.
Fordelen ved model 1 er efter arbejdsgruppens vurdering for det første enenkel retsanvendelse, idet de 40 euro uden videre blot skal lægges oven ide gældende beløb for egne inddrivelsesomkostninger og rykkergebyrer.For det andet vil det være en fordel, at de incitamenter, der er indeholdt ide gældende regler for at få skyldneren til at betale frivilligt eller opnå enudenretlig afdragsordning, bevares. Ved model 1 har kreditor fortsat et in-citament til at sende rykkerskrivelser og forsøge med udenretlig inddrivel-se, herunder eventuelt egeninkasso, i overensstemmelse med § 4 i be-62
kendtgørelsen om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af for-sinket betaling.
Særligt henset til de påpegede uhensigtsmæssigheder som en sådan modelkan medføre for mindre krav, er arbejdsgruppen imidlertid enige om, at detvil være for byrdefuldt at lade model 1 gælde i forbrugerforhold, idet der idisse tilfælde typisk er tale om mindre beløb, hvorfor en yderligere om-kostningsbelastning på 40 euro let vil bringe omkostningsbelastningen udaf proportion.
I forhold til andre køb (end køb i forbrugerforhold), hvor vederlaget udgøret mindre beløb, bemærker arbejdsgruppen, at en regel om fordringshaversret til et fast kompensationsbeløb i tilfælde af forsinket betaling må forven-tes at fremme skyldneres incitament til at søge deres gæld betalt rettidigt.Model 2: Rentelovens § 9 b om rykkergebyr opretholdes uforandret, menet beløb svarende til 40 euro modregnes i eventuelle egeninddrivelsesom-kostningerModel 2 indebærer, at et beløb svarende til 40 euro alene modregnes ieventuelle egeninddrivelsesomkostninger. Modellen medfører således enfordyrelse for skyldneren i de tilfælde, hvor der ikke er iværksat egenind-drivelse efter § 4 i bekendtgørelsen om udenretlige inddrivelsesomkost-ninger i anledning af forsinket betaling.
Idet rentelovens § 9 b om rykkergebyr med model 2 opretholdes uforan-dret, vil kreditor som hidtil kunne sende tre rykkerskrivelser til skyldnerenvedrørende samme ydelse og herved opnå 300 kr. i rykkergebyrer. Det erarbejdsgruppens vurdering, at model 2 i denne henseende ikke vil påvirke”inkassoadfærden”.
Det fremgår af bilag 2 til bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om uden-retlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling bl.a., atfordringshaver maksimalt kan kræve, at skyldneren for den enkelte for-dring betaler følgende inkassobeløb for egeninddrivelse:- 250 kr. for fordringer på 0-1.000 kr.- 450 kr. for fordringer på 1.001-2.500 kr.- 550 kr. for fordringer på 2.501-5.000 kr.- […..]63
Bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesom-kostninger i anledning af forsinket betaling er optrykt som bilag 3 til be-tænkningen.
I de tilfælde, hvor der er iværksat egeninddrivelse, vil model 2, sammen-lignet med de nuværende takster i bekendtgørelsens bilag 2, ved mindrefordringer stort set være udgiftsneutralt for skyldneren. Arbejdsgruppenbemærker dog, at egeninkasso ikke i praksis ses anvendt særligt ofte.
Det er imidlertid arbejdsgruppens vurdering, at model 2 ved mindre for-dringer må antages at ville påvirke ”inkassoadfærden” således, at kreditornæppe vil iværksætte egeninddrivelse, da omkostningerne herved ikke vilblive dækket.
Formålet med egeninddrivelse er navnlig at formå skyldneren til at indgåen betalingsaftale med fordringshaver og derved undgå, at sagen sendes iretten med yderligere omkostninger for skyldneren til følge.
En ulempe ved model 2 vil derfor være, at fordringshaver ved mindre for-dringer vil undlade egeninddrivelse og i stedet søge fordringen inddragetved fremmedinkasso, hvilket forøger omkostningerne for skyldneren, ellerat fordringshaver hurtigere vil sende sagen i retten, hvilket også vil medfø-re yderligere sagsomkostninger for skyldneren.
Endvidere bemærker arbejdsgruppen, at en sådan fradragsregel i alminde-lighed må forventes at indebære ikke ubetydelige administrative konse-kvenser.
Model 3: Et beløb svarende til 40 euro modregnes i rykkergebyrer, menikke i eventuelle egeninddrivelsesomkostninger
64
Model 3 indebærer, at et beløb svarende til 40 euro alene modregnes i ryk-kergebyrerne, hvilket vil sige, at kreditor ikke får godtgjort udgiften forsendte rykkerskrivelser.
Det er arbejdsgruppens vurdering, at det må forventes, at model 3 i almin-delighed vil påvirke ”inkassoadfærden” således, at kreditorer kun vil afgi-ve én rykkerskrivelse før der foretages yderligere inkassoskridt, eftersomkreditor har ret til 40 euro, uden om der sendes flere rykkerskrivelser, ogda retten til udenretlige inddrivelsesomkostninger kun kræver fremsendel-se af en enkelt rykkerskrivelse.
Det må således forventes, at sagerne hurtigere vil blive sendt i retten medyderligere sagsomkostninger for skyldneren til følge. En konsekvens afmodel 3 er derfor også, at skyldneren forventeligt vil få færre ”chancer”end i dag for at betale sin gæld udenretligt.
Reglerne om egeninddrivelsesomkostninger berøres som nævnt ikke i mo-del 3, hvilket indebærer, at kreditor fortsat kan kræve betaling for disseomkostninger. Således har kreditor uforandret et incitament til selv at fore-stå inddrivelsen af fordringen ved udarbejdelse og indgåelse af en beta-lingsaftale med skyldneren (frivilligt forlig) og til administration heraf.
Model 4: Et beløb svarende til 40 euro modregnes i både rykkergebyrer ogi eventuelle egeninddrivelsesomkostningerModel 4 indebærer, at minimumsbeløbet på 40 euro i første omgang mod-regnes i rykkergebyrer, og herefter, at der foretages modregning i omkost-ningerne for egeninddrivelse.
Hvis man vælger en model, hvorefter der først skal ske modregning i ryk-kergebyret, vil kreditor i den situation, hvor der er afsendt tre rykkerskri-velser, ikke få godtgjort rykkergebyret. En konsekvens heraf vil formentligvære (ligesom ved model 3), at kreditor kun sender en enkelt rykkerskri-velse, før sagen sendes i retten. Skyldneren vil således også med dennemodel risikere at få færre ”chancer” end tilfældet er i dag for at betale singæld, inden sagen sendes til retten. Hvis sagen hurtigere sendes i retten, vildet medføre yderligere sagsomkostninger for skyldneren.
65
Hvis kreditor eksempelvis har afsendt færre end tre rykkerskrivelser, vildifferencen (dvs. de 40 euro minus 100 kr. eller 200 kr.) blive modregnet ieventuelle egeninddrivelsesomkostninger. Om konsekvenserne heraf hen-vises til det under model 2 anførte.
Som også anført under model 2, må det forventes, at en sådan fradragsre-gel i almindelighed indebærer ikke ubetydelige administrative konsekven-ser.SammenfatningDet er arbejdsgruppens opfattelse, at der ved valg af løsningsmodel bør til-stræbes den administrative enkleste ordning, som samtidig bedst understøt-ter direktivets formål om at skærpe reaktionen overfor forsinkede betalin-ger. Arbejdsgruppen anbefaler på denne baggrund den enkleste løsning(model 1), hvorefter et beløb svarende til 40 euro lægges oven i de gæl-dende beløb for rykkergebyr og egeninddrivelsesomkostninger. I forholdtil spørgsmålet om reglens anvendelse uden for direktivets anvendelsesom-råde, herunder i forbrugerforhold, henvises der til kapitel 8.3.
Der henvises i øvrigt til den forslåede § 9 a, stk. 3, jf. lovudkastets § 1, nr.9 med tilhørende bemærkninger.6.5.3.3. Rimelig kompensation for eventuelle yderligere omkostninger udover det faste kompensationsbeløbUd over det faste kompensationsbeløb stiller direktivet krav om, at kredi-tor er berettiget til at kræve rimelig kompensation af skyldneren for even-tuelle yderligere inddrivelsesomkostninger, jf.artikel 6, stk. 3.
2000-direktivet havde en tilsvarende bestemmelse i artikel 3, stk. 1, litra e,hvorefter fordringshaver er berettiget til at kræve rimelige kompensation afskyldneren for alle relevante inddrivelsesomkostninger.
Med henblik på at gennemføre artikel 3, stk. 1, litra e, i direktiv2000/35/EF, blev rentelovens § 9 a indsat ved lov nr. 379 af 6. juni 2002,som en ny almindelig regel om, at fordringshaveren har krav på betaling afrimelige og relevante inddrivelsesomkostninger, jf. bemærkningerne til § 9a i lovforslag nr. 74, Folketingstidende 2001-02 (2. samling), tillæg A, s.2133 f. Betingelserne i § 9 a, stk. 1, er kumulative. Efter denne bestemmel-66
se er det således et krav, at inddrivelsesomkostninger er både rimelige ogrelevante, for at disse kan kræves betalt af skyldneren.
I modsætning til artikel 3, stk. 1, litra e, i 2000-direktivet indeholderarti-kel 6, stk. 3,i 2011-direktivet ikke en henvisning til, at kreditors krav pårimelig kompensation skal vedrøre ”relevante omkostninger” ved inddri-velsen.
Arbejdsgruppen har derfor overvejet om den gældende bestemmelse i ren-telovens § 9 a, stk. 1, om fordringshavers ret til rimelige og relevante ind-drivelsesomkostninger kan opretholdes i sin nuværende udformning.
Af lovforslagets bemærkninger til § 9 a, stk. 1, fremgår om udtrykket ”re-levante udgifter”, at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om relevante ud-gifter, må vurderes i det konkrete tilfælde, men at udgifterne bl.a. ikke vilvære relevante, hvis det stod klart for fordringshaveren, at forsøget på ind-drivelse ikke ville lykkedes. Om udtrykket ”rimelige omkostninger” frem-går det, at dette krav indebærer, at der ikke kan kræves betaling for om-kostninger, der ligger ud over, hvad der sædvanligvis er forbundet med detpågældende inddrivelsesskridt, og at der ikke kan kræves betaling for stør-re samlede omkostninger, end hvad der ud fra en konkret vurdering må an-ses for at være rimeligt.
Det er arbejdsgruppens vurdering, at en omkostning, der ikke anses for re-levant i § 9 a, stk. 1’s forstand, også vil være en urimelig omkostning. Vedfordringshaveren f.eks. positivt, at hans forsøg på inddrivelse ikke vil lyk-kes, fordi han for kort tid siden uden held har forsøgt at inddrive sammeeller andre krav hos skyldneren, vil udgiften både være irrelevant og uri-melig.
Endvidere er det arbejdsgruppens opfattelse, at hvis en omkostning er ri-melig, fordi den efter en konkret vurdering ikke ligger ud over, hvad dersædvanligvis er forbundet med det pågældende inddrivelsesskridt, så måden formentlig også anses for at være relevant.
Det er på den baggrund arbejdsgruppens vurdering, at udformningen afrentelovens § 9 a, stk. 1, ikke er i strid med direktivet, og der er derfor ikke67
behov for at ændre bestemmelsen. Arbejdsgruppen finder endvidere, athenvisningen til, at der både skal være tale om rimelige og relevante om-kostninger, skærper fordringshavers opmærksomhed, i forhold til hvilkeinddrivelsesskridt der konkret bør benyttes i det enkelte tilfælde.6.5.3.4. Maksimalt beløb for inddrivelsesomkostninger for forskellige ni-veauer af gældDirektiv 2000/35/EF indeholder i artikel 3, stk. 1, litra e, sidste punkt, enbestemmelse om, at medlemsstaterne under overholdelse af principperneom gennemsigtighed og proportionalitet kan fastsætte et maksimalt beløbfor omkostninger ved inddrivelse af forskellige niveauer af gæld.
Artikel 3, stk. 1, litra e, sidste punkt, i direktiv 2000/35/EF er gennemførtved rentelovens § 9 a, stk. 3, som bemyndiger justitsministeren til at fast-sætte nærmere regler for, hvilke udgifter fordringshaveren kan kræve be-talt for udenretlig inddrivelse af fordringer, herunder regler om, at der vedfordringer inden for bestemte beløbsgrænser kan kræves betaling op tilvisse maksimumsbeløb.
Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 omudenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling. Detfremgår af bekendtgørelsens § 3 og § 4 bl.a., at fordringshavers betalings-krav mod skyldneren for omkostninger til henholdsvis fremmed- og egeninkasso ikke kan overstige de maksimalbeløb, som er fastsat i bekendtgø-relsens bilag 1 og 2.
I modsætning til direktiv 2000/35/EF indeholder direktiv 2011/7/EU ikkeen udtrykkelig bestemmelse om, at medlemsstaterne kan fastsætte et mak-simalt beløb for inddrivelsesomkostninger for forskellige niveauer af gæld.
Arbejdsgruppen har derfor overvejet, i hvilket omfang denne ændring i di-rektivets ordlyd berører det maksimalsystem, der er indeholdt i bekendtgø-relse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger ianledning af forsinket betaling.
Det er arbejdsgruppens vurdering, at direktivet ikke er til hinder for opret-holdelsen af et nationalt taktssystem, så længe fordringshaver i tilfælde af68
forsinket betaling automatisk er berettiget til et fast kompensationsbeløbsvarende til mindst 40 euro for egne inddrivelsesomkostninger og forudsat,at fordringshaver ud over det faste minimumsbeløb kan kræve, at skyldne-ren betaler rimelige omkostninger, der måtte være påløbet på grund af denforsinkede betaling.
Arbejdsgruppen finder i den forbindelse, at det fortsat vil være hensigts-mæssigt, at inddrivelsesomkostninger fortsat fastlægges med et takstbeløb,som afspejler de gennemsnitlige rimelige omkostninger, som der i almin-delighed må forventes at være forbundet med inddrivelse.
Endvidere finder arbejdsgruppen, at det forhold, at direktiv 2011/7/EU – imodsætning til direktiv 2000/35/EF – ikke indeholder en udtrykkelig be-stemmelse om, at medlemsstaterne kan fastsætte beløb for inddrivelses-omkostninger for forskellige niveauer af gæld, ikke udelukker en sådanordning, forudsat at der samtidig indføres en mulighed for, at de på for-hånd fastsatte maksimalbeløb fraviges, hvis fordringshaver konkret kandokumentere at have haft yderligere omkostninger, og at disse omkostnin-ger anses for rimelige, fordringens størrelse taget i betragtning.
Arbejdsgruppen anbefaler i forlængelse heraf, at der i bekendtgørelsens §3, stk. 2 og § 4, stk. 2, tilføjes et 2. pkt., hvorefter fordringshaver, uden forforbrugerforhold, har ret til konkret afholdte rimelige inddrivelsesomkost-ninger, som faktisk overstiger det beløb, der fremgår af maksimalsystemeti bilagene til bekendtgørelsen.
Bekendtgørelsens § 4, stk. 2, kunne f.eks. udformes således:
”Stk.2.Det i stk. 1, 1. pkt., nævnte betalingskrav kan ikke overstige det be-løb, som er fastsat i bekendtgørelsens bilag 2. Dette gælder dog ikke, hvisfordringshavers rimelige og relevante omkostninger faktisk overstiger dettebeløb. 2. pkt. finder ikke anvendelse i forhold til en aftale som nævnt i ren-telovens § 7, stk. 1.”
Retstilstanden vil herefter være, at fordringshavers rimelige og relevanteinddrivelsesomkostninger (som hidtil) maksimalt svarer til det inkassobe-løb, der fremgår af bekendtgørelsens bilag 1 og 2. Dette udgangspunkt kandog uden for forbrugerforhold fraviges, hvis fordringshaver faktisk har69
haft omkostninger, som er højere end de anførte maksimalbeløb og forud-sat, at disse omkostninger vurderes at være rimelige og relevante.
I overensstemmelse med de almindelige principper om bevisbyrde har for-dringshaver bevisbyrden for, at han faktisk har haft udgifter til udenretliginddrivelse af fordringen, som konkret overstiger maksimalbeløbene, og atomkostningerne til trods herfor har været både rimelige og relevante. Vedvurderingen af om omkostningerne, som overstiger maksimalbeløbene,kan anses for rimelige og relevant vil årsagen til, at omkostningerne over-stiger maksimalbeløbet – fx at inkassoforløbet har været helt atypisk ellerhaft et helt ekstraordinært omfang – også have betydning. Det vil således idet enkelte tilfælde skulle dokumenteres, at det både er rimeligt og rele-vant, at omkostningerne, der pålægges, hæver sig over maksimalbeløbet.Det forhold, at det honorar, som fordringshaver skal betale i forbindelsemed fremmedinkasso, er højere end maksimalbeløbet, vil ikke i sig selvvære tilstrækkeligt til, at udgangspunktet med de fastsatte maksimalbeløbfraviges.
Som anført vil maksimalbeløbene ikke kunne fraviges i forbrugerforhold.
På denne baggrund foreslår arbejdsgruppen at fastholde den gældende sy-stematik i forhold til rentelovens og inddrivelsesbekendtgørelsens be-stemmelser om retten til rimelige og relevante omkostninger.6.5.3.5. Bør der gælde en generel pligt for det offentlige til ex officio beta-ling af morarenter og det faste kompensationsbeløb?Direktivets strengere bestemmelse for så vidt angår offentlige myndighe-der er i præambelbetragtning 23 bl.a. begrundet med, at offentlige myn-digheder som skyldnere er begunstiget af mere sikre, forudsigelige ogvedvarende indtægter end virksomheder, og at offentlige myndigheder imange tilfælde kan opnå finansiering på mere attraktive vilkår end virk-somheder.
Håndværksrådets medlem af arbejdsgruppen har i forlængelse heraf anført,at Håndværksrådets medlemmer oplever, at de er udsat for, at der er of-fentlige skyldnere, som kun betaler hovedstolen, selv om en betaling erforsinket, og at mange små og mellemstore virksomheder af frygt for at70
miste den offentlige myndighed som kunde ikke tør opkræve de moraren-ter eller inddrivelsesomkostninger, som de efter reglerne er berettiget til.
På denne baggrund har Håndværksrådet rejst spørgsmålet om, hvorvidt of-fentlige myndigheder i tilfælde af forsinket betaling bør forpligtes til ex of-ficio betaling af morarenter samt det faste kompensationsbeløb, som indfø-res med dette direktiv.
Arbejdsgruppen har derfor overvejet, om der bør gælde en almindelig pligtfor det offentlige til automatisk (ex officio) betaling af morarente samt detfaste kompensationsbeløb, når den offentlige myndighed er forsinket medbetalingen.
Som det er gennemgået i kapitel 3.2.4., følger det af direktivetsartikel 6,stk. 1 og 2,at kreditor i tilfælde, hvor der skal betales morarente efter di-rektivet, er berettiget til fra skyldner som minimum at modtage et fast be-løb på 40 euro som kompensation for egne inddrivelsesomkostninger,uden, at det er nødvendigt at sende en rykkerskrivelse. Med direktivets be-stemmelser om et fast kompensationsbeløb etableres der således en ret forkreditor til at kræve det nævnte beløb. Det er herefter op til den enkeltekreditor at bestemme, om han vil benytte sig af denne ret. En dansk regel,hvorefter der gælder en generel pligt for skyldner til ex officio betaling afdet faste kompensationsbeløb i tilfælde af forsinket betaling, vil i givet faldvære udtryk for en merimplementering af direktivet.
Det offentliges repræsentanter i arbejdsgruppen (Danske Regioner, KL ogModerniseringsstyrelsen) har anført, at der efter deres opfattelse ikke børgælde en generel pligt for det offentlige til ex officio betaling af kompen-sationsbeløbet. Synspunktet er bl.a. begrundet med, at det vil kræve enændring af det eksisterende betalings- og faktureringssystem, hvis det skalvære muligt at foretage betaling af morarenter og kompensationsbeløbetuden, at der forinden er modtaget en faktura herfor – en sådan ændring vilvære forbundet med væsentlige omkostninger. Endvidere henvises der til,at det er administrativt omkostningstungt at skulle opkræve fejlagtigt be-talte beløb som følge af den proces, et tilbagebetalingskrav skal gennem-løbe hos en offentlig myndighed fra undersøgelse og godkendelse af tilba-gesøgningskravet, til bogføring og selve tilbagesøgningen.
71
I forlængelse heraf har Moderniseringsstyrelsen, Danske Regioner og KLtilkendegivet, at de vil iværksætte en informationsindsats for at bekæmpeforsinkede betalinger inden for deres respektive områder.
Under arbejdsgruppens drøftelser er det i øvrigt blevet anført, at de hen-syn, der eventuelt kan tale for at indføre en pligt til ex officio betaling foroffentlige myndigheder, i givet fald tillige vil tale for at indføre en sådanforpligtelse i handelstransaktioner mellem virksomheder. Endvidere børder i videst muligt omfang tilstræbes ensartede regler for såvel virksomhe-der som offentlige myndigheder, der ikke betaler til tiden. Hvis arbejds-gruppen derfor måtte anbefale, at der indføres en pligt til ex officio beta-ling, kan der argumenteres for, at en sådan regel bør gælde generelt indenfor direktivets anvendelsesområde og således for både virksomheder og of-fentlige myndigheder.
Erhvervsorganisationerne støtter ikke dette synspunkt, fordi offentligemyndigheder også efter direktivet har en særlig forpligtelse til at betale ret-tidigt.
I forhold til en ordning med pligt til ex officio betaling er der endvidereblevet peget på, at det umiddelbart er vanskeligt at forestille sig, hvilkensanktion der i givet fald skulle være forbundet med ikke at opfylde en pligttil ex officio betaling.
Der er i arbejdsgruppen enighed om, at alle naturligvis bør betale, hvad deskylder, inden for betalingsfristen. Dette gælder uanset, om den pågælden-de skyldner er privat erhvervsvirksomhed, offentlig myndighed eller for-bruger.
Herudover er der enighed i arbejdsgruppen om, at det er tvivlsomt om enregel om ex officio betaling i realiteten vil løse de problemer, der måttevære med de offentlige myndigheder og virksomheder, som undlader atbetale til tiden.
På baggrund af det anførte finder arbejdsgruppens medlemmer (med und-tagelse af Håndværksrådets repræsentant) ikke, at der bør indføres en pligt72
til ex officio betaling af morarenter mv. i tilfælde af forsinket betaling,hverken for offentlige myndigheder eller for virksomheder.
6.6. Et kontraktvilkår eller en handelspraksis, der udelukker mora-rente, er altid klart urimelig(t)6.6.1. Direktivets artikel 7, stk. 2Som noget nyt fastslås det i direktivetsartikel 7, stk. 2,at et kontraktvilkåreller en handelspraksis, som udelukker morarente ved forsinket betaling,anses for at være klart urimelig.
6.6.2. Gældende retEfter rentelovens § 1, stk. 4, 3. pkt., kan der for så vidt angår krav i hen-hold til transaktioner omfattet af direktivets anvendelsesområde krævesbl.a. den lovbestemte morarente, selv om andet følger af handelsbrug elleranden sædvane.
Renteloven indeholder derimod ingen regler, som hindrer, at parter kanindgå aftale om, at der ikke skal betales morarente ved forsinket betaling,jf. tillige afsnit 4.2.2.
Det følger imidlertid af aftalelovens § 36, at et kontraktvilkår som udeluk-ker morarente efter omstændighederne kan være ugyldigt. Efter general-klausulen i aftalelovens § 36 kan en aftale således ændres eller tilsidesæt-tes helt eller delvis, hvis det ville være urimeligt eller i strid med redelighandlemåde at gøre den gældende. Efter aftalelovens § 36 stilles der alenekrav om, at en aftale skal være ”urimelig” og ikke som efter direktivet”klart urimelig”.
Ved bedømmelsen af, hvorvidt det vil være urimeligt eller i strid med re-delig handlemåde at gøre en aftale gældende, skal der efter aftalelovens §36, stk. 2, tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens ind-hold og senere indtrufne omstændigheder. Der skal således foretages ensamlet vurdering af aftalen og forholdet mellem parterne. Domstolene vilderfor kunne anvende generalklausulen i aftalelovens § 36 til at ændre el-ler tilsidesætte et aftalevilkår, som udelukker morarente ved forsinket beta-ling, når det ud fra en samlet vurdering af den konkrete sags omstændig-heder er urimeligt over for kreditor.73
Aftalelovens § 36 gælder generelt på formuerettens område, og bestem-melsen kan ikke tilsidesættes ved parternes aftale.
6.6.3. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppen har overvejet, hvorvidt gennemførelsen af direktivetsarti-kel 7, stk. 2,nødvendiggør lovændring.
Det er arbejdsgruppens vurdering, at aftalelovens § 36 formentlig ofte vilføre til, at aftalevilkår, som udelukker retten til at kræve morarente vedforsinket betaling vil blive tilsidesat som urimelige. Eftersom vurderingenefter aftalelovens § 36 er en samlet konkret vurdering af den enkelte sagsomstændigheder, kan det dog ikke anses for udelukket, at sådanne aftale-vilkår i lyset af særlige omstændigheder ikke vil blive tilsidesat i medfør afaftalelovens § 36. Som nærmere fremhævet under afsnit 6.2.3 er der pårentelovens område i særlig grad behov for klare regler og for så vidt mu-ligt at minimere antallet af regler, der forudsætter udøvelse af konkreteskønsprægede afgørelser.
På denne baggrund er der efter arbejdsgruppens opfattelse behov for atindføre en regel, som sikrer, at et aftalevilkår, der udelukker fordringsha-vers ret til at kræve morarente ved forsinket betaling, uden videre kan til-sidesættes som urimeligt. Konsekvensen heraf vil være, at det er rentelo-vens almindelige betingelser om morarentesats mv., som skal finde anven-delse på det pågældende aftaleforhold.
Der henvises til den forslåede § 1, stk. 4, jf. lovudkastets § 1, nr. 3, medtilhørende bemærkninger.
6.7. Bevidstgørelse om direktivets indholdDet fremgår af direktivetsartikel 8, stk. 4,at medlemsstaterne kan tilskyn-de til etablering af kodekser for derved bl.a. at bidrage til at udvikle en kul-tur af hurtig betaling, der understøtter direktivets formål.
Arbejdsgruppen finder, at direktivet på dette punkt ifølge sin ordlyd ikkeer formuleret på en sådan måde, at medlemsstaterne er forpligtet til at ud-arbejde sådanne adfærdskodekser.74
Arbejdsgruppen har dog overvejet, hvordan man kan støtte udbredelsen afgod praksis for rettidig betaling og i øvrigt tilskynde interesserede parter tilat udarbejde frivillige adfærdskodekser med henblik på at bidrage til direk-tivets gennemførelse.
Der er generel enighed i arbejdsgruppen om, at både erhvervsorganisatio-ner og offentlige myndigheder i videst muligt omfang bør informere rele-vante parter inden for deres respektive områder om de nye regler. Det vilf.eks. kunne ske i form af oplysninger via hjemmeside – herunder ved atindsætte relevante links – eller via artikler i brancheblade o.lign.
Under arbejdsgruppens drøftelser har Moderniseringsstyrelsen, DanskeRegioner og KL tilkendegivet, at de i forlængelse af arbejdsgruppens ar-bejde vil iværksætte en informationsindsats for generelt yderligere atskærpe opmærksomheden i forhold til rettidig betaling inden for deres re-spektive områder. Endvidere har Håndværksrådet tilkendegivet, at de viloplyse om de nye regler via artikler i relevante brancheblade, og DI hartilkendegivet, at de vil informere om de nye regler i medlemsavisen DIBusiness samt på medlemsmøder.
75
Kapitel 7. Arbejdsgruppens overvejelser om reguleringsmæssige valginden for det område, som direktivet regulerer7.1. Generelle bemærkningerDirektiv 2011/7/EU er – ligesom direktiv 2000/35/EF – et minimumsdi-rektiv.
Medlemsstaterne har således mulighed for at opretholde eller fastsætte na-tionale regler, der giver kreditor en bedre beskyttelse, end hvad der følgeraf direktivets bestemmelser, jf.artikel 12, stk. 3.
Hertil kommer, at direktiv 2011/7/EU på en række områder giver med-lemsstaterne valgfrihed, således at de har mulighed for at til- og fravælgevisse særregler.
7.2. Gæld der er genstand for insolvensbehandling7.2.1. Direktivets artikel 1, stk. 3Artikel 1, stk. 3,giver medlemsstaterne mulighed for at undtage gæld, derer omfattet af en insolvensbehandling indledt mod skyldneren, fra gennem-førelsesreglernes anvendelsesområde. Direktiv 2000/35/EF havde i artikel6, stk. 3, litra a, en tilsvarende bestemmelse.
7.2.2. Gældende retDet forslag til ændring af renteloven, som blev fremsat den 30. januar2002 som L 74 (om gennemførelse af direktiv 2000/35/EF om bekæmpelseaf forsinket betaling i handelstransaktioner), indeholdt ikke en bestemmel-se om, at renteloven ikke skal finde anvendelse på gæld, der er omfattet afen insolvensbehandling mod skyldner, ligesom direktivetsartikel 6, stk. 3,litra a,ikke er omtalt i forarbejderne til loven.7.2.3. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppen har overvejet, om der er behov for at undtagelsesbestem-melsen i direktivetsartikel 1, stk. 3,gennemføres i dansk ret.Arbejdsgruppen har imidlertid ikke fundet, at et sådant behov eksisterer,og arbejdsgruppen ser derfor ingen grund til at bestemmelsen gennemføresi dansk ret.76
7.3. Særlige betalingsfrister for visse offentlige myndigheder7.3.1. Direktivets artikel 4, stk. 4Betalingsfristerne for offentlige myndigheder iartikel 4, stk. 3,svarer til,hvad der efterartikel 3, stk. 3, litra bgælder for virksomheder i forhold til,hvornår morarenten begynder at løbe, når virksomhederne ikke har aftalten betalingsfrist. Medmindre andet er aftalt, gælder der således en almin-delig betalingsfrist på 30 dage for offentlige myndigheder.
Efter direktivetsartikel 4, stk. 4,kan medlemsstaterne vælge, at der forvisse offentlige myndigheder fastsættes en almindelig betalingsfrist påhøjst 60 dage. Med denne bestemmelse har medlemsstaterne således mu-lighed for at forhøje den almindelige lovbestemte betalingsfrist på 30 dagetil 60 dage for så vidt angår de i bestemmelsen nævnte offentlige myndig-heder.Det fremgår afartikel 4, stk. 4,at det drejer sig om:a) offentlige myndigheder, der udfører økonomiske aktiviteter afindustriel eller kommerciel karakter ved at udbyde varer ellertjenesteydelser på markedet, når den som offentlig virksomheder underlagt gennemskuelighedskravene i Kommissionens di-rektiv 2006/111/EF af 16. november 2006 om gennemskuelig-heden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterneog de offentlige virksomheder og om den finansielle gennem-skuelighed i bestemte virksomheder, ogb) offentlige organer, der leverer sundhedspleje, og som er behø-rigt anerkendt hertilMedlemsstaterne har efter bestemmelsen pligt til at underrette Kommissi-onen, hvis de benytter sig af muligheden for en sådan fristforlængelse.Underretningen skal ske ved at sende en rapport herom senest den 16.marts 2018.
For den nærmere afgrænsning af anvendelsesområdet forartikel 4, stk. 4,henvises der til kapitel 3.2.2.3.
77
Som baggrund for bestemmelsen er det anført i direktivets betragtning 24,at der bør tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende formyndigheder, som udfører økonomiske aktiviteter af industriel eller kom-merciel art ved som offentlig myndighed at udbyde varer eller tjeneste-ydelser på markedet.
Endvidere fremgår det af betragtning 25 bl.a., at situationen inden forsundhedsvæsenet i en lang række medlemsstater vækker særlig bekymringmed hensyn til forsinket betaling. Det fremgår desuden, at alle systemerskal kunne klare den udfordring, det er at prioritere sundhedspleje på ensådan måde, at den enkelte patiens behov afvejes i forhold til de økonomi-ske midler, der er til rådighed. Medlemsstaterne bør dog på alle måder be-stræbe sig på at sikre, at betalinger inden for sundhedssektoren sker indenfor de lovbestemte betalingsfrister.
7.3.2. Gældende retDer er ikke i dansk ret særlige betalingsfrister for de nævnte offentligemyndigheder.
7.3.3. Arbejdsgruppens overvejelserArtikel 4, stk. 4, litra aArbejdsgruppen har overvejet om den fakultative undtagelsesbestemmelseiartikel 4, stk. 4, litra a,bør søges gennemført i dansk ret, og i givet fald ihvilken form.Det fremgår af ordlyden iartikel 4,at bestemmelsen alene vedrører trans-aktioner mellem virksomheder og offentlige myndigheder. Begrebet ”of-fentlig myndighed” er defineret iartikel 2, nr. 2,hvoraf det fremgår, at detomfatter de offentlige myndigheder, der defineres som en ”ordregivendemyndighed” i de såkaldte udbudsdirektiver, dvs. artikel 2, stk.1, litra a, idirektiv 2004/17/EF (forsyningsvirksomhedsdirektivet) og artikel 1, stk. 9,i direktiv 2004/18/EF (direktivet for den offentlige sektor). Direktivets sy-stematik indebærer herefter, at den offentlige myndighed for at være om-fattet af undtagelsen iartikel 4, stk. 4, litra a,tillige skal være en offentligvirksomhed som defineret i direktiv 2006/111/EF (transparensdirektivet).Der henvises i øvrigt til det anførte i afsnit 3.2.2.3. Betingelserne for atvære omfattet afartikel 4, stk. 4, litra a,i direktiv 2011/7/EU er kumulati-ve, hvilket efter arbejdsgruppens opfattelse indebærer, at en offentlig virk-somhed, der ikke tillige er en offentlig myndighed, som defineret i direkti-78
vetsartikel 2, nr. 2,aldrig vil kunne blive omfattet af undtagelsesbestem-melsen. Arbejdsgruppen vurderer, at en sådan offentlig virksomhed udgøren virksomhed iartikel 3’sforstand, og derfor er omfattet af direktivets ar-tikel 3 om transaktioner mellem virksomheder. Der henvises i øvrigt til af-snit 3.2.2.1.Arbejdsgruppen har drøftet tre mulige implementeringsmodeller:1) undtagelsen iartikel 4, stk. 4, litra audnyttesikke,2) undtagelsen iartikel 4, stk. 4, litra agennemføres umiddelbart, el-ler3)artikel 4, stk. 4, litra audnyttes ikke umiddelbart, men der indføresen bemyndigelse for justitsministeren til efter drøftelse med er-hvervs- og vækstministeren (som er ressortansvarlig for transpa-rensdirektivet) at fastsætte regler om, at den almindelige betalings-frist på 30 dage for visse offentlige myndigheder kan udvides i optil 60 dage.
Arbejdsgruppen har som led i overvejelserne foretaget en høring af enrække relevante offentlige virksomheder, som efter omstændighedernevurderes at kunne være omfattet afartikel 4, stk. 4, litra a.Der henvises tilbilag 6. Arbejdsgruppens undersøgelser af anvendelsesområdet forartikel4, stk. 4, litra a,peger ikke umiddelbart i retning af, at der er et aktuelt be-hov for at udnytte undtagelsesbestemmelsen. Spørgsmålet om, hvorvidt enoffentlig myndighed, som offentlig virksomhed, vil kunne være omfattet afundtagelsesbestemmelsen beror imidlertid på de bagvedliggende EU-retlige regler, som er undergivet dynamisk fortolkning.
På denne baggrund er det arbejdsgruppens samlede opfattelse, at selv omder ikke på nuværende tidspunkt synes at være et behov for at udnytte und-tagelsen, kan det ikke afvises, at der vil kunne opstå et sådant behov sene-re. Derfor anbefaler arbejdsgruppen, at der indføres en bemyndigelse forjustitsministeren til efter drøftelse med erhvervs- og vækstministeren atfastsætte regler om, at den almindelige betalingsfrist for visse offentligemyndigheder omfattet af direktivetsartikel 4, stk. 4, litra a,kan udvides iop til 60 dage.
Bemyndigelsen omfatter kun de offentlige myndigheder, der defineres somen ”ordregivende myndighed” i de såkaldte ”udbudsdirektiver”, dvs. arti-kel 2, stk. 1, litra a i direktiv 2004/17/EF (forsyningsvirksomhedsdirekti-79
vet) og artikel 1, stk. 9 i direktiv 2004/18/EF (direktivet for den offentligesektor), jf.artikel 2, nr. 2i direktiv 2011/7/EU. Endvidere er det en betin-gelse, at den offentlige myndighed som offentlig virksomhed er underlagtgennemskuelighedskravene i direktiv 2006/111/EF (transparensdirektivet).Baggrunden for arbejdsgruppens anbefaling om, at justitsministeren kunkan udnytte bemyndigelse efter drøftelse med erhvervs- og vækstministe-ren, er, at transparensdirektivet hører under Erhvervs- og Vækstministeri-ets ressortområde.
Moderniseringsstyrelsen har anført, at bemyndigelsen efter deres opfattelsebør udformes således, at der tillige skal ske drøftelser med de ministre,hvorunder de pågældende offentlige virksomheder, som undtagelsen vilvedrøre, henhører.
Henset til, at bemyndigelsen må forventes at blive udnyttet generelt, og daflere ministerier vil kunne have interesse heri, antager arbejdsgruppen, atder i forbindelse med overvejelserne om en eventuel udnyttelse af bemyn-digelsesbestemmelsen i relevant omfang vil ske inddragelse af de øvrigerelevante ressortministerier. Arbejdsgruppen finder imidlertid, at det afselve lovteksten alene bør fremgå, at bemyndigelsens udnyttelse forudsæt-ter drøftelse med erhvervs- og vækstministeren, som er ressortansvarlig fortransparensdirektivet.
Der henvises til den foreslåede § 3 b, stk. 2, jf. lovudkastets § 1, nr. 6 medtilhørende bemærkninger.Artikel 4, stk. 4, litra bFor så vidt angår særreglen for offentlige organer, der leverer sundhedsple-je, vil en gennemførelse af reglen i realiteten betyde, at man i almindelig-hed giver en lille del af den offentlige sektor mere favorable betalingsfri-ster, end hvad der i øvrigt gælder for offentlige myndigheder.
Et flertal af arbejdsgruppens medlemmer (alle med undtagelse af DanskeRegioner) har anført, at de umiddelbart har svært ved at se begrundelsenfor, hvorfor offentlige myndigheder, der leverer sundhedsydelser, i likvidi-tetsmæssig sammenhæng skal stilles bedre end andre offentlige myndighe-der.80
Flertallet har endvidere anført, at man også for at skabe så enkle reglersom muligt ikke bør udnytte undtagelsesbestemmelsen i direktivetsartikel4, stk. 4, litra b,hvis der ikke er tungtvejende hensyn, som taler herfor.
Endvidere kan det anføres, at der bør være særlige grunde, som skal talefor indførelsen af et system, hvorefter der i almindelighed skal gælde for-skellige betalingsfrister for offentlige myndigheder.
Det bemærkes, at direktivets særlige regler for offentlige myndighedersalmindelige betalingsfrister (som normalt ikke bør overskride 30 dage) ibetragtning 23 generelt er begrundet med bl.a., at mange offentlige myn-digheder kan opnå finansiering på mere attraktive vilkår end virksomhe-der.
Danske Regioner har anført, at direktivetsartikel 4, stk. 4, litra b,bør gen-nemføres, fordi der efter deres opfattelse på dette punkt ikke er grund til atgennemføre direktivet mere restriktivt, end hvad direktivet hjemler mulig-hed for. Det offentliges indkøbsområde er i forvejen præget af alt for bu-reaukratiske regler. Danske Regioner har desuden påpeget, at regionernetilstræber en betalingsfrist på 30 dage undtagen i helt særlige tilfælde, hvorandet er aftalt med leverandøren.
Endvidere har Danske Regioner bemærket, at der er behov for at forlængebetalingsfristen for offentlige organer, der leverer sundhedspleje, idet derskal være mulighed for at tage hensyn til de særlige forhold, der gør siggældende i forbindelse med sundhedsydelser. Danske Regioner har i denforbindelse peget på direktivets betragtning 25, hvor det bl.a. fremgår, atmedlemsstaterne bør have mulighed for at give offentlige organer, der le-verer sundhedspleje, en vis fleksibilitet i opfyldelsen af deres forpligtelser.I regioners tilfælde kan det eksempelvis gælde i sager, hvor det er en for-udsætning for betaling, at der er sket kontrol af indberetninger til Landspa-tientregisteret, at bilag til tolkeydelser er gennemgået, eller at der er udar-bejdet fornødne genoptræningsplaner.
I forhold til spørgsmålet om betalingspligtens indtræden, herunderspørgsmålet om, at der først skal ske betaling, når der som anført af Dan-ske Regioner f.eks. er sket kontrol af indberetninger til Landspatientregi-steret, eller når der er udarbejdet genoptræningsplaner, bemærkes, at direk-81
tivet ikke regulerer spørgsmålet om, hvornår der ifølge f.eks. national reteller parternes aftale er sket levering af realydelsen. Direktivet tager såle-des ikke sigte på at regulere spørgsmålet om, hvorvidt parterne kan indgåaftale om, at der først er sket levering, når der f.eks. er udarbejdet en gen-optræningsplan, eller der er sket indberetning til Landspatientregisteret.Endvidere bemærkes, at direktivet ikke regulerer transaktioner mellem tooffentlige myndigheder.
7.4. Sondringen mellem transaktioner mellem virksomheder og mel-lem virksomheder og offentlige myndigheder7.4.1. Direktivets artikel 3 og 4Som noget nyt indfører direktiv 2011/7/EU en sondring mellem på den eneside transaktioner mellem virksomheder (artikel3)og på den anden sidetransaktioner mellem virksomheder og offentlige myndigheder (artikel4).Der henvises til kapitel 3.2.2.
Der gælder således efter direktivet forskellige regler for henholdsvis virk-somheders og offentlige myndigheders betalinger. Forskellen vedrørernavnlig en begrænsning af aftalefriheden, når skyldneren er en offentligmyndighed, idet direktivetsartikel 4, stk. 6,fastslår, at betalingsfristen isådanne tilfælde under ingen omstændigheder kan aftales til at være læn-gere end 60 dage (absolut betalingsfrist).
Som anført er de særlige regler for offentlige myndigheder bl.a. begrundetmed, at offentlige myndigheders lange betalingsfrister påfører virksomhe-derne urimelige omkostninger, idet offentlige myndigheder som hovedre-gel har mere sikre, forudsigelige og vedvarende indtægter end virksomhe-der, og da offentlige myndigheder oftere vil kunne opnå finansiering påmere gunstige vilkår end virksomheder, jf. direktivets betragtning 23.7.4.2. Gældende retRenteloven indeholder ikke forskellige regler afhængig af, om skyldnerener en virksomhed eller en offentlig myndighed.7.4.3. Arbejdsgruppens overvejelserSom nævnt indeholder direktivet en sondring mellem på den ene sidetransaktioner mellem to virksomheder (B2B transaktioner) og på den an-82
den side transaktioner mellem en virksomhed og en offentlige myndighed(B2PA transaktioner). Arbejdsgruppen har derfor overvejet, om man vedgennemførelsen af direktivet i dansk ret bør undlade en sondring mellemtilfælde, hvor skyldneren er en virksomhed, og tilfælde hvor skyldner er enoffentlig myndighed. I det omfang man undlader en sådan sondring, be-mærker arbejdsgruppen, at de danske (ensartede) regler nødvendigvis mågennemføre den ”strengeste” variant af direktivets bestemmelser, hvilketvil sige de regler, der gælder i medfør af direktivetsartikel 4om transakti-oner mellem virksomheder og offentlige myndigheder.
Arbejdsgruppen har vedrørende andre af direktivets bestemmelser anbefa-let, at der tilstræbes enkle og ensartede danske regler.
Det kan anføres, at der som følge af den finansielle krise aktuelt er et be-hov for at beskytte de små og mellemstore virksomheder (SMV’er) modaftalevilkår om lange betalingsfrister, idet det i almindelighed er blevetmere vanskeligt at opnå finansiering, herunder på det lånemarked, hvorSMV’er agerer.
Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af betragtning 6, at Kom-missionen i sin meddelelse af 25. juni 2008 med titlen ”Tænk småt først”understregede, at SMV’er bør have lettere adgang til finansiering, og at derbør udvikles et lovgivnings- og erhvervsmiljø, som fremmer rettidig beta-ling i handelstransaktioner.
Endvidere fremgår det af betragtning 7, at et af de prioriterede indsatsom-råder i Kommissionens meddelelse af 26. november 2008 ”En europæiskøkonomisk genopretningsplan” er at fremme iværksætterånd ved bl.a. atsikre, at fakturaer, herunder fra SMV’er, for levering af varer eller tjene-steydelser betales inden en måned for at mindske likviditetsproblemerne.
Heroverfor kan det anføres, at aftalevilkår om betalingsfrister udgør en afde parametre, som virksomhederne konkurrerer på. En regulering af beta-lingsfristerne i transaktioner mellem virksomheder indebærer derfor en la-tent mulighed for at forringe virksomhedernes konkurrenceevne, herunderi en situation, hvor en dansk virksomhed er i konkurrence med en virk-somhed fra en anden medlemsstat (som ikke har gennemført en tilsvarende”merimplementering” af direktivet) eller et andet land uden for EU. En83
konsekvens heraf kan således være, at en dansk virksomhed risikerer atblive fravalgt til fordel for en udenlandsk virksomhed, som kan tilbydemere attraktive betalingsvilkår. Hvis man derfor etablerer en retstilstand,hvorefter danske virksomheder er underlagt ”strengere” betalingsfristerend udenlandske virksomheder, kan det være et incitament for en danskkunde til at kontrahere med en udenlandsk leverandør, som ikke er under-lagt de ”strengere” danske regler. Som følge af en sådan lovændring vilder kunne skabes et marked, hvor det i langt højere grad er attraktivt atkontrahere med udenlandske virksomheder, som vil blive valgt på bekost-ning af danske virksomheder.
Håndværksrådet har anført, at spørgsmålet om betalingsfrister som enkonkurrenceparameter alene vil kunne blive relevant i de relativt begræn-sede situationer, hvor en dansk leverandør er i konkurrence med en uden-landsk leverandør i forhold til at levere ydelser til en dansk kunde, og hvorden udenlandske leverandør har mere gunstige regler om betalingsfristerend den danske leverandør. Den konkurrencemæssige problemstilling vilikke opstå i de tilfælde, hvor en dansk leverandør er i konkurrence med enudenlandsk leverandør i forhold til at levere ydelser til en udenlandsk kun-de, idet parterne i sådanne tilfælde frit kan vælge, at det ikke er dansk ret,som skal finde anvendelse i det pågældende kontraktforhold.
Endvidere er Håndværksrådet af den opfattelse, at der i særdeleshed aktu-elt er et særligt beskyttelseshensyn at tage til SMV’er. Håndværksrådetfinder dog ikke, at der kun er tale om et akut beskyttelseshensyn, men atdet er et generelt problem, at SMV’erne bliver presset på deres likviditetsom følge af lange betalingsfrister. På denne baggrund er det Håndværks-rådets opfattelse, at man bør gennemføre direktivets strengeste regler foralle, og således undlade en sondring mellem tilfælde, hvor skyldneren eren virksomhed henholdsvis en offentlig myndighed.
Heroverfor har Dansk Erhverv og DI anført, at virksomhedernes aftalefri-hed efter deres opfattelse bør bevares i videst muligt omfang. Med henvis-ning til princippet om aftalefrihed er disse medlemmer således af den op-fattelse, at dansk ret bør indeholde en sondring mellem virksomheder ogoffentlige myndigheder, i overensstemmelse med det, der lægges op til idirektivet. DI anfører, at en regulering af betalingsfristerne for handel mel-lem virksomheder vil kunne påvirke virksomhedernes konkurrenceevnesamt rammevilkårene for at drive virksomhed i og ud fra EU.84
På baggrund af det anførte anbefaler arbejdsgruppen (alle med undtagelseaf Håndværksrådet), at direktivets sondring mellem på den ene side trans-aktioner mellem virksomheder og på den anden side transaktioner mellemen virksomhed og en offentlig myndighed indarbejdes i dansk ret.
Der henvises til de foreslåede § 3 a og § 3 b, jf. lovudkastets § 1, nr. 6 medtilhørende bemærkninger.
7.5. Det faste minimumsbeløb (40 euro) for kreditors egne inddrivel-sesomkostninger og kontraktvilkår, der udelukker kompensation forinddrivelsesomkostninger7.5.1. Direktivets artikel 6, stk. 1 og 2 og artikel 7, stk. 1, litra c og stk. 3Efterartikel 6, stk. 1,har kreditor krav på at modtage et fast minimumsbe-løb på 40 euro fra skyldner i de tilfælde, hvor skyldner skal betale mora-rente efterartikel 3 og 4.
Det følger afartikel 6, stk. 2,at beløbet skal forfalde til betaling, uden atdet er nødvendigt at sende en rykker, og at det udgør kompensation forkreditors egne inddrivelsesomkostninger.
Desuden fremgår det afartikel 7, stk. 1, litra c,at man ved afgørelsen af,om et kontraktvilkår skal anses for klart urimeligt over for kreditor bl.a.skal se på, om skyldneren har en objektiv grund til at fravige det faste be-løb iartikel 6, stk. 1.
Endelig indeholderartikel 7, stk. 3,en bestemmelse om, at et kontraktvil-kår eller en handelspraksis, der udelukker kompensation for inddrivelses-omkostninger, formodes at være klart urimeligt.
Efter ordlyden af direktivets bestemmelser vil fordringshaver og skyldnersåledes ved aftale kunne fravigeartikel 6, stk. 1,og indgå aftale om, atfordringshaver alene har krav på at modtage et fast beløb, som er lavereend 40 euro, fra skyldner i de tilfælde, hvor skyldner skal betale moraren-
85
te, når skyldner har en objektiv grund til at fravige det faste beløb iartikel6, stk. 1.7.5.2. Gældende retDet følger af rentelovens § 9 a, stk. 1, at fordringshaver kan kræve, atskyldneren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostningerved udenretlig inddrivelse af fordringen, medmindre forsinkelsen med be-talingen ikke beror på skyldnerens forhold. Af bestemmelsens stk. 2 frem-går, at stk. 1 ikke kan fraviges til skade for fordringshaveren ved aftale el-ler ved handelsbrug eller anden sædvane.
7.5.3. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppen har overvejet om den ændring af dansk ret, som er nød-vendig for at sikre fordringshaver ret til at kræve et fast kompensationsbe-løb for egne inddrivelsesomkostninger, bør gennemføres i dansk ret somen ufravigelig regel i forhold til spørgsmålet om, at et aftalevilkår der ude-lukker selve retten til at kræve kompensation for inddrivelsesomkostningerformodes at være klart urimeligt. En sådan løsning vil betyde, at parternesaftalefrihed begrænses på dette område, idet fordringshaver ikke ved aftalevil kunne udelukkes fra at kræve kompensation for egne inddrivelsesom-kostninger. Dette vil svare til, hvad der gælder i forhold til morarenter jf.direktivetsartikel 7, stk. 2.Der henvises nærmere herom til afsnit 6.6.3.
Det kan på den ene side anføres, at hensynet til aftalefriheden i alminde-lighed taler imod at gennemføre en sådan ufravigelig regel, når direktivetalene stiller krav om, at et aftalevilkår, som udelukker fordringshavers rettil kompensation for inddrivelsesomkostninger, formodes at være klarturimeligt.
På den anden side kan det anføres, at formålet med direktivet netop er atstyrke kreditors retsstilling ved forsinket betaling i visse handelstransakti-oner.
Gennemføresartikel 7, stk. 3,som en ufravigelig regel, vil der være taleom en merimplementering, som indebærer, at et kontraktvilkår eller enhandelspraksis, der udelukker retten til kompensation for inddrivelsesom-kostninger i alle tilfælde, skal anses for at være klart urimeligt. Til fordelfor på denne måde at afskære tvister om spørgsmålet taler hensyn til klar-86
hed og praktikabilitet i gældsinddrivelsen. En sådan løsning svarer da ogsåtil, hvad der efter gældende ret følger af rentelovens § 9 a, stk. 2, jf. stk. 1,hvorefter det ikke kan aftales, at fordringshaver udelukkes fra retten til atkræve rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse.
På denne baggrund er det arbejdsgruppens opfattelse, at der ikke er grundtil at gennemføre direktivetsartikel 7, stk. 3,som en skønsmæssig formod-ningsregel. Arbejdsgruppen anbefaler i stedet, at denne regel gennemføressom en ufravigelig regel, hvorefter et kontraktvilkår eller en handelsprak-sis, der udelukker fordringshavers ret til at kræve, at skyldneren betalerkompensation for inddrivelsesomkostninger i alle tilfælde skal anses forklart urimeligt.
Der henvises til den forslåede § 9 a, stk. 3, jf. lovudkastets § 1, nr. 9 medtilhørende bemærkninger.
7.6. Offentlige myndigheders aftalte betalingsfrister7.6.1. Direktivets artikel 4, stk. 6Hvis der i kontrakten mellem en virksomhed og en offentlig myndighed erfastsat en betalingsfrist, følger det af direktivetsartikel 4, stk. 6,at fristenikke må være længere end den almindelige betalingsfrist på 30 dage. Dettegælder dog ikke, hvis betalingsfristen er udtrykkelig aftalt i kontrakten ogforudsat, at den er objektivt begrundet i aftalens særlige karakter. Endvide-re følger det af bestemmelsen, at betalingsfristen under ingen omstændig-heder må overstige 60 dage (absolut betalingsfrist). Tilsvarende bestem-melse fandtes ikke i direktiv 2000/35/EF.7.6.2. Gældende retRenteloven indeholder ikke bestemmelser om sådanne betalingsfrister foroffentlige myndigheder.7.6.3. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppen har overvejet, hvordan direktivets sondring mellem enalmindelig betalingsfrist på 30 dage, muligheden for offentlige myndighe-der til under visse omstændigheder at indgå aftale om en betalingsfrist påmellem 30 og 60 dage samt den absolutte betalingsfrist på 60 dage, mesthensigtsmæssigt gennemføres i dansk ret.87
Arbejdsgruppen har overvejet, om systemet for offentlige myndighedersbetalingsfrister bør gøres mere enkelt, end hvad direktivet umiddelbartlægger op til. Særligt har arbejdsgruppen drøftet, om det for offentligemyndigheder bør gælde, at en offentlig myndighed, som ønsker en længerebetalingsfrist end den almindelige frist på 30 dage, må sørge for at indgåaftale om ratevis betaling i henhold til de relevante nationale regler herom,sådan som direktivet hjemler mulighed for iartikel 5.
Til brug for disse overvejelser har arbejdsgruppen indhentet oplysningerfra de offentlige myndigheders repræsentanter med henblik på at belyse deoffentlige myndigheders faktiske kredittider.
Analyse af offentlige myndigheders betalingsfristerModerniseringsstyrelsens (tidligere Økonomistyrelsen) medlem af ar-bejdsgruppen har oplyst, at styrelsen i november 2010 har udgivet en rap-port om offentlige myndigheders betalinger af fakturaer12. Rapporten erudarbejdet på baggrund af et analysearbejde gennemført af en arbejds-gruppe med repræsentanter fra Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervs-ministeriet, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner – med da-taindsamling hos udvalgte statsinstitutioner, regioner og kommuner overen kortere tidsperiode på en måned.
I rapporten foreslås det bl.a. at give de offentlige myndigheder en rimeligbetalingsfrist på 30 dage, medmindre andet er bestemt ved lov eller kon-traktligt aftalt, og at det på sigt kan komme på tale at gøre betalingsfristenkortere end 30 dage.
Det fremgår af styrelsens rapport, at der er foretaget en analyse, som bl.a.afdækker, hvilke kredittider offentlige myndigheder har ved betaling affakturaer. Det fremgår heraf, at den faktiske gennemsnitlige kredittid forstatsinstitutioner i maj 2009 var 26,5 dage. Endvidere fremgår det, at denfaktiske gennemsnitlige kredittid for regioner og kommuner i maj 2009 varhenholdsvis 29,9 og 27,6 dage.12
Økonomistyrelsen rapport ”Sikring af rettidig betaling” fra november 2010. Rapportener udarbejdet på baggrund af et analysearbejde gennemført af en arbejdsgruppe med re-præsentanter fra Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, KommunernesLandsforening og Danske Regioner.88
Som opfølgning på rapporten har Moderniseringsstyrelsen oplyst, at denfaktiske gennemsnitlige kredittid for statsinstitutioner i maj 2010 var 27,01dage og i september 2011 26,45 dage.
Analysen viser endvidere, at fakturaer med kortere betalingsfrister i størreomfang betales for sent. Jo længere betalingsfristen er for den offentligemyndighed, des flere fakturaer kan den enkelte institution nå at behandleinden for den fastsatte betalingsfrist.
Arbejdsgruppens overvejelserBåde Danske Regioner og KL har oplyst, at de ikke nærmere kan pege påtilfælde, hvor en offentlig myndighed har behov for at indgå aftale om enbetalingsfrist på mellem 30 og 60 dage, og hvor dette er objektivt begrun-det i aftalens særlige karakter. Disse repræsentanter kan derfor tilslutte siget forslag om, at en offentlig myndighed, som ønsker en længere betalings-frist end den almindelige frist på 30 dage, må sørge for at indgå aftale omratevis betaling, jf. muligheden i medfør afartikel 5.
Det fremgår afartikel 5, 2. pkt.,at renter og kompensation som fastsat i di-rektivet skal beregnes på grundlag af det forfaldne beløb (raten), i de til-fælde, hvor en rate ikke er betalt på den aftalte dato. Ordlyden afartikel 5tyder således ikke i sig selv på, at der stilles krav om, at den enkelte rateeller afdrag er underlagt direktivets betalingsfristregler. Imidlertid fremgårdet af præambelbetragtning 22, at hver rate eller afdrag bør være underlagtde bestemmelser om forsinket betaling, der er fastsat i direktivet. Det kanherefter give anledning til tvivl, om den enkelte rate eller afdrag ikke kunudløser krav om morarente og kompensation i tilfælde af forsinket beta-ling, men tillige i almindelighed er underlagt direktivets betalingsfristreg-ler. Efter arbejdsgruppens vurdering synes det bedst stemmende med di-rektivets formål at anlægge den fortolkning afartikel 5,at hvis der er ind-gået aftale om ratevis betaling i henhold til en betalingsplan, er hver rateeller afdrag omfattet af direktivets betalingsfristregler.
Der henvises til de forslåede § 3 b og § 3 c, jf. lovudkastets § 1, nr. 6, medtilhørende bemærkninger.
89
Kapitel 8. Arbejdsgruppens overvejelser om anvendelsen af (visse af)direktivets bestemmelser uden for det område, som direktivet regule-rer8.1. Generelle bemærkningerDet fremgår af arbejdsgruppens kommissorium punkt 3, at arbejdsgruppenbl.a. skal ”overvejei hvilket omfang (visse af) bestemmelserne i direktivetbør gælde uden for det område, som direktivet regulerer”.
Da direktiv 2000/35/EF blev gennemført ved lov nr. 379 af 6. juni 2002om ændring af lov om renter ved forsinket betaling mv. (Gennemførelse afEF-direktiv om bekæmpelse af forsinkede betalinger i visse handelstrans-aktioner), valgte man at lade visse af direktivets bestemmelser finde gene-rel anvendelse på rentelovens område.
Ved gennemførelsen af direktiv 2000/35/EF valgte man således at lade denlovbestemte morarente finde anvendelse også i forbrugerforhold. Endvide-re valgte man, at fordringshaveren også i forbrugerforhold skulle kunnekræve rimelige og relevante inddrivelsesomkostninger betalt af skyldne-ren.
8.2. Den lovbestemte rente8.2.1. Direktivets artikel 2, nr. 6Som anført i kapitel 3.2.1 defineres som noget nyt i direktiv 2011/7/EU,hvad der skal forstås ved ”lovbestemt rente for forsinket betaling”. Hervedforstås efter direktivetsartikel 2, nr. 6,en simpel rente svarende til refe-rencesatsen med et tillæg på mindst 8 procentpoint.
8.2.2. Gældende retSpørgsmålet om, hvorvidt der bør gælde en ensartet lovbestemt morarentebåde i handelsforhold og forbrugerforhold blev som nævnt overvejet i for-bindelse med gennemførelsen af direktiv 2000/35/EU, jf. Folketingstiden-de 2001-02, 2. samling, tillæg A, side 2123-2124, som stiller krav om enlovbestemt morarente svarende til referencesatsen med et tillæg på mindst7 procentpoint, jf. direktivets artikel 3, stk. 1, litra d.
90
I bemærkningerne til lovforslaget anførtes bl.a., at ændringen af rentelo-vens procenttillæg (fra 5 til 7 pct.) ville medføre en ret begrænset forhøjel-se af morarentesatsen. Desuden tilkendegav Justitsministeriet, at man varindstillet på at tage initiativ til at nedsætte morarenten i forbrugerforhold,hvis renteudviklingen på et senere tidspunkt skulle medføre, at det lovbe-stemte tillæg på mindst 7 pct. ville indebære et meget betydeligt strafele-ment.
I lovforslagets bemærkninger henvises der endvidere til anbefalingerne fraen tidligere arbejdsgruppe under Justitsministeriet, som har overvejetspørgsmålet om en differentieret morarentesats, jf. betænkning nr. 1161 fra1989 om renteloven, side 78.
Af betænkning nr. 1161 fremgår det, at et mindretal i arbejdsgruppen an-befalede, at der i handelsforhold blev indført et strafelement i morarenten.
Et andet mindretal i arbejdsgruppen anførte, at hvis morarenten var højerei handelsforhold, ville det få urimelige konsekvenser for visse dele af er-hvervslivet, idet en sådan differentieret morarentesats ville indebære, atvisse erhvervsdrivende som debitorer skulle betale en højere morarenteend den, de som kreditorer kunne forlange.
Flertallet i denne arbejdsgruppe anførte bl.a., at en differentieret moraren-tesats ville medføre betydelige praktiske problemer, herunder i forbindelsemed behandlingen af inkassosager ved domstolene. Herudover blev derpeget på, at en sådan ordning ville komplicere systemet i renteloven, navn-lig fordi den lavere rentesats foruden forbrugeraftaler også ville skulle om-fatte forholdet mellem to privatpersoner og forholdet mellem en privatkreditor og en erhvervsdrivende debitor.
I det forslag til en ændring af renteloven, som den 30. januar 2002 blevfremsat som L 74, fulgte det, at den lovbestemte rente skulle gælde både ihandelsforhold og forbrugerforhold.
Efter rentelovens § 5, stk. 1, fastsættes morarenten til en årlig rente sva-rende til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7 pct. Referencesatsen91
er den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvispr. 1. januar og 1. juli det pågældende år.
Den lovbestemte morarente gælder også i forbrugerforhold og kan ikkefraviges til skade for skyldner, jf. § 7, stk. 1. Dette gælder dog ikke for af-taler, der indgås af et godkendt pengeinstitut, realkreditinstitut eller kredit-institut, jf. § 7, stk. 4.
8.2.3. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppen har overvejet om den ændring af rentelovens § 5, stk. 1(forhøjelse af procenttillægget fra 7 til 8 pct.), som er nødvendig for at op-fylde direktivets krav til national ret, bør medføre tilsvarende ændringeruden for direktivets anvendelsesområde, det vil bl.a. sige i forbrugerfor-hold.
Et flertal i arbejdsgruppen finder, at der bør tilstræbes en enkel lovgivningpå området, og at en differentieret rentesats vil medføre betydelige prakti-ske problemer, bl.a. for domstolenes behandling af inkassosager, ligesomden vil bryde med rentelovens hidtidige systematik og komplicere regel-sættet. Flertallet finder endvidere, at den direktivbestemte forhøjelse afmorarenten, sammenlignet med det gældende niveau efter renteloven, ersærdeles begrænset (kun 1 procentpoint).
På baggrund af det anførte finder flertallet, at ensartethed navnlig af prak-tiske grunde er at foretrække. Flertallet anbefaler derfor, at der fortsat skalgælde den samme lovbestemte morarente på hele rentelovens område, ogat der således vælges samme løsningsmodel som ved gennemførelsen afdirektiv 2000/35/EF.
Forbrugerrådet anfører, at de ikke finder grundlag for at ændre den gæl-dende morarentesats i forbrugerforhold. Synspunktet er begrundet med, atdet udtrykkeligt fremgår af direktivets præambelbetragtning 8, at direktivetikke bør regulere transaktioner med forbrugere. Det er Forbrugerrådets op-fattelse, at hensigten med direktivet er at beskytte små og mellemstorevirksomheder mod store debitorer, som i kraft af deres markedspositionmisbruger aftalefriheden til at betinge sig urimelige vilkår ved forsinketbetaling. Forbrugerrådet finder ikke, at der er et tilsvarende behov for kre-ditorbeskyttelse tilstede i forbrugerforhold.92
Forbrugerrådet anfører endvidere, at det hovedsageligt er i løbende aftale-forhold (som f.eks. huslejeopkrævninger, kontingenter, abonnementermv.), at virksomheder påtager sig en risiko for forsinket betaling fra for-brugerne. Det er Forbrugerrådets opfattelse, at rykkerproceduren i forbru-gernes løbende aftaleforhold typisk er automatiseret og dermed mindrebyrdefuld end den typiske rykkerprocedure i handelstransaktioner. Forbru-gerrådets finder, at dette taler for en lavere morarentesats i forbrugerfor-hold end i handelstransaktioner.
Forbrugerrådet vurderer – på baggrund af statistik for betaling via Beta-lingsservice – at forbrugernes gennemsnitlige betaling i løbende aftalefor-hold er i størrelsesordenen 2.300 kr. På den baggrund er det Forbrugerrå-dets opfattelse, at de 3 gebyrer á 100 kr., som fordringshaver kan opkræveefter rentelovens § 9 b, indeholder et betydeligt strafelement samtidig med,at de udgør et tilstrækkeligt incitament til forbrugernes rettidige betaling.Forbrugerrådet bemærker, at kombinationen af faste gebyrer og relativtsmå betalinger gør den faktiske forrentning af forsinkede betalinger tilsva-rende høj i forbrugerforhold. Derfor er det opfattelsen, at der ikke ses atvære et behov for yderligere kompensation af fordringshaver i forbruger-forhold, idet kompensationen er relativt højere end i handelstransaktioner,hvor betalingerne beløbsmæssigt formodes at være større.
Endelig påpeger Forbrugerrådet, at Justitsministeriet ved forhøjelsen afprocenttillægget fra 5 til 7 pct. tilkendegav, at man var indstillet på at tageinitiativ til at nedsætte morarenten i forbrugerforhold, hvis renteudviklin-gen på et senere tidspunkt skulle medføre, at det lovbestemte tillæg påmindst 7 pct. ville indebære et meget betydeligt strafelement. Forbrugerrå-det finder med det aktuelle renteniveau, at betingelserne for en nedsættelseaf tillægget i forbrugerforhold er tilstede. Forbrugerrådet tilføjer i forlæn-gelse heraf, at Nationalbankens udlånsrente pr. 1. juni 2012 er 0,45 pct., ogdermed overstiger rentetillægget referencerenten betydeligt. Dette taler ef-ter Forbrugerrådets opfattelse imod en forhøjelse af morarentesatsen i for-brugerforhold.
I forhold til det af Forbrugerrådet anførte, bemærker arbejdsgruppens øvri-ge medlemmer, at rentelovens rykkergebyr ikke er udtryk for ”straf”. Ryk-kergebyret skal derimod dække de omkostninger, der er forbundet med atrykke for betaling. Samtidig bemærkes, at spørgsmålet om eventuel ned-93
sættelse af rentelovens gældende morarentesats i forbrugerforhold ikke eren del af arbejdsgruppens kommissorium.
Erhvervs- og Vækstministeriet finder, at principielle betragtninger talerfor, at forhøjelsen af morarenten fra 7 til 8 pct. (1 procentpoint) ikke skalgælde i forbrugerforhold, idet det følger af direktivets præambelbetragt-ning 8, at direktivet ikke bør regulere transaktioner med forbrugere. Er-hvervs- og Vækstministeriet har dog samtidig noteret sig, at de øvrigemedlemmer af arbejdsgruppen særligt henset til de praktiske vanskelighe-der, som en differentieret rentesats vil medføre, anbefaler en ensartet rente.
Arbejdsgruppens flertal anbefaler imidlertid, at forhøjelsen af den lovbe-stemte morarentesats af de i afsnittet indledningsvis anførte grunde skalfinde anvendelse på hele rentelovens område og således gælde for alle for-dringer på formueretten område, jf. rentelovens § 1, stk. 1.
Der henvises til den forslåede § 5, stk. 1 og 2, jf. lovudkastets § 1, nr. 8med tilhørende bemærkninger.
8.3. Det faste minimumsbeløb (40 euro) for kreditors egne inddrivel-sesomkostninger8.3.1. Direktivets artikel 6, stk. 1 og 2Artikel 6, stk.1,er en ny bestemmelse, der fastslår, at kreditor har krav påat modtage et fast minimumsbeløb på 40 euro fra skyldner i de tilfælde,hvor skyldner skal betale morarente efterartikel 3 og 4.
Efterartikel 6, stk. 2– som ligeledes er ny – udgør beløbet kompensationfor egne inddrivelsesomkostninger, og det skal forfalde til betaling uden, atdet er nødvendigt at sende en rykker. Som anført i kapitel 6.5 fremgår detikke nærmere af direktivet, hvad der skal forstås ved kreditors egne inddri-velsesomkostninger.
8.3.2. Gældende retSpørgsmålet om, hvorvidt der for fordringer på formuerettens område ge-nerelt bør gælde en ensartet adgang for fordringshaver til at kræve inddri-velsesomkostninger betalt af skyldneren, uanset om der er tale om handels-94
forhold eller forbrugerforhold, blev som nævnt overvejet i forbindelse medgennemførelsen af direktiv 2000/35/EU, jf. Folketingstidende 2001-02, 2.samling, tillæg A, side 2126-2127.
Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det bl.a., at den direktivbe-stemte regulering på grund af sin brede og generelle udformning blev ansetfor velegnet som grundlag for en national generel regulering af spørgsmå-let om fordringshavers dækning for udenretlige inddrivelsesomkostninger.
Endvidere fremgår det, at hensynet til at sikre en ensartet adgang til at fådækket inddrivelsesomkostninger hos skyldneren blev tillagt betydeligvægt til fordel for regler af generel karakter, jf. også betænkning nr.1321/1996 om inkassovirksomhed (side 58), hvor en tidligere arbejds-gruppe bl.a. anbefalede en generel regulering af kreditors ret til at kræveinkassoomkostninger, uafhængigt af om denne har benyttet sig af et inkas-sobureau eller ej.
Af det forslag til en ændring af renteloven, som den 30. januar 2002 blevfremsat som L 74, fulgte det, at fordringshavers ret til dækning af inddri-velsesomkostninger skulle gælde generelt for fordringer på formuerettensområde, uden hensyn til om skyldneren er en virksomhed, en offentligmyndighed eller en forbruger.
Efter rentelovens § 9 a, stk. 1, kan fordringshaveren kræve, at skyldnerenbetaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved udenret-lig inddrivelse af fordringen, medmindre forsinkelsen med betalingen ikkeberor på skyldnerens forhold. Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade forfordringshaveren ved aftale, handelsbrug eller anden sædvane, jf. § 9 a,stk. 2, 1. pkt. Endvidere kan bestemmelsen ikke ved aftale fraviges til ska-de for en skyldner i forbrugerforhold, jf. § 9 a, stk. 2, 2. pkt.
Efter § 9 a, stk. 3, kan justitsministeren fastsætte nærmere regler om, hvil-ke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt efter stk. 1, med henblik på,at udgifterne skal være gennemsigtige og stå i passende forhold til fordrin-gen. Justitsministeren kan i medfør af bestemmelsen bl.a. fastsætte reglerom, at der ved fordringer inden for bestemte beløbsgrænser alene kan kræ-ves betaling op til visse maksimumsbeløb.95
Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 omudenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling,som ændret ved bekendtgørelse nr. 423 af 28. maj 2009. Bekendtgørelsengælder for udenretlig inddrivelse af fordringer på formuerettens område, jf.bekendtgørelsens § 1. Efter bekendtgørelsens § 4 (om egeninkasso) kanfordringshaver kræve betaling af skyldneren for rimelige udgifter til hen-holdsvis udarbejdelse og indgåelse af en betalingsaftale med skyldneren(frivilligt forlig) og til administration heraf. Bilag 2 til bekendtgørelsen in-deholder maksimalbeløb for fordringshavers inddrivelsesomkostninger foregeninkasso.
8.3.3. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppen har overvejet om den ændring af dansk ret, som er nød-vendig for at opfylde direktivets krav om fordringshavers ret til et fast be-løb svarende til minimum 40 euro som kompensation for egne inddrivel-sesomkostninger, også bør gælde uden for direktivets anvendelsesområde,det vil bl.a. sige i tilfælde, hvor skyldneren er forbruger.
For så vidt angår fordringshavers ret til at kræve dækning for omkostnin-ger vedrørende egeninkasso bemærkes det, at det følger af § 4, stk. 2, jf.stk. 1, i bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivel-sesomkostninger i anledning af forsinket betaling, at fordringshaver mak-simalt kan kræve det beløb, som er fastsat i bekendtgørelsens bilag 2. Så-ledes kan fordringshaver maksimalt kræve, at skyldneren betaler 250 kr.,når det drejer sig om inddrivelse af en fordring på mellem 0 og 1.000 kr.Det maksimalbeløb, som fordringshaver kan kræve i denne situation, ad-skiller sig ikke væsentligt fra direktivets faste kompensationsbeløb på 40euro (cirka 300 kr.). Maksimalbeløbene som fremgår af bilag 2 finder an-vendelse uanset om skyldneren er en virksomhed, en offentlig myndighedeller en forbruger.
Det kan anføres, at forskellen mellem det direktivbestemte kompensati-onsbeløb på 40 euro og det gældende niveau efter bilag 2 til bekendtgørel-se nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i an-ledning af forsinket betaling, i visse tilfælde er meget begrænset (en forhø-jelse på cirka 50 kr., når fordringen er på mellem 0 og 1.000 kr.). Dette kantale for, at direktivets krav om fordringshavers ret til et fast kompensati-onsbeløb svarende til 40 euro, også bør gælde uden for direktivets anven-96
delsesområde, f.eks. i forbrugerforhold, forudsat kompensationsbeløbet”fradrages” i inddrivelsesomkostningerne.
Såfremt den model, der vælges, betyder at et beløb svarende til 40 eurouden videre lægges oven i de gældende beløb for rykkergebyrer og egneinddrivelsesomkostninger, vil en sådan ordning såfremt den også skal gæl-de i forbrugerforhold, kunne blive meget byrdefuld, idet der i mange til-fælde er tale om, at forbrugerens forsinkede betaling drejer sig om et min-dre beløb, hvorfor en yderligere omkostning på 40 euro vil være betydelig.
Endvidere kan det anføres, at der bør tilstræbes en ensartet lovgivning påområdet (samme løsningsmodel som ved gennemførelsen af direktiv2000/35/EF). Dette synspunkt taler således for lovregler, hvor fordrings-haver har ensartet adgang til et kompensationsbeløb, svarende til minimum40 euro, uanset om skyldneren er en virksomhed, en offentlig myndighedeller en forbruger.
Arbejdsgruppen bemærker imidlertid, at direktiv 2011/7/EU – i modsæt-ning til direktiv 2000/35/EF – ikke indeholder en udtrykkelig mulighed formedlemsstaterne til under overholdelse af bl.a. proportionalitetsprincippetat fastsætte en beløbsbegrænsning for inddrivelsesomkostninger for for-skellige niveauer af gæld. Det gældende system med maksimalbeløb inde-holder et element af gennemsigtighed og således en vis forudsigelighed forog beskyttelse af skyldneren. Det kan anføres, at man i forbrugerforholdbør opretholde det gældende system med maksimalbeløb for inddrivelses-omkostninger beregnet på baggrund af den konkrete fordrings størrelse,idet disse beløb i relation til forbrugeren fortsat må anses for at udgøre enrimelig kompensation. Dette synspunkt kan tale for, at man indfører et to-strenget system vedrørende fordringshavers ret til inddrivelsesomkostnin-ger, som således er forskelligt alt afhængig af, om der er tale om forbru-gerforhold eller transaktioner inden for direktivets anvendelsesområde.
På baggrund af det anførte er der i arbejdsgruppen enighed om, at for-dringshavers ret til at kræve et fast kompensationsbeløb for inddrivelses-omkostninger svarende til minimum 40 euro ikke bør gælde uden for di-rektivets anvendelsesområde, herunder i forbrugerforhold og at maksimal-beløbene i forhold til inddrivelsesomkostninger, som følger af inddrivel-sesbekendtgørelsen, fortsat ikke skal kunne fraviges i forbrugerforhold.97
Arbejdsgruppen anbefaler på den baggrund, at ”40 euro reglen” i dansk retalene implementeres inden for direktivets anvendelsesområde, og at dengennemføres som en regel, hvor kompensationsbeløbet lægges oven i degældende beløb for rykkergebyr og egne inddrivelsesomkostninger, derfølger af rentelovens regler. I og med at kompensationsbeløbet skal læggesoven i omkostninger, som kreditor kan tildeles efter de gældende regler,finder arbejdsgruppen, at direktivets minimumbeløb er passende. Der hen-vises nærmere herom til den foreslåede § 9 a, stk. 4, jf. lovudkastets § 1,nr. 10 med tilhørende bemærkninger.
Der henvises til afsnit 6.5., herunder særligt beskrivelsen af model 1 samtafsnit 6.5.3.4 for så vidt angår maksimalbeløb for inddrivelsesomkostnin-ger.
98
Kapitel 9. Arbejdsgruppens lovudkast med bemærkninger9.1. Lovtekniske overvejelser mm.Direktiv 2011/7/EU har emnemæssigt berøringsflader med både rentelo-ven, aftaleloven og lov om offentlige betalinger.
Hertil kommer, at direktivets bestemmelser om betalingsfrister emnemæs-sigt ikke umiddelbart lader sig rubricere under de nævnte regelsæt.
Der henvises til kapitel 4 om danske forhold med hovedtræk af gældendedansk ret inden for de områder, der berøres af direktivet.
Arbejdsgruppen har overvejet, om direktivet bør gennemføres alene ved enændring af renteloven, eller om der er behov for at foretage ændringer afflere forskellige love.
På den ene side kan det anføres, at direktivet har berøringsflader med flereforskellige regelsæt, hvilket kan tale for ændringer i f.eks. både rentelovenog aftaleloven.
På den anden side kan det anføres, at overskuelighed og praktiske hensyntaler for i videst muligt omfang at samle forskellige emner med sammeindholdsmæssige baggrund og indbyrdes sammenhæng i en enkelt lov.
Arbejdsgruppen har samtidig peget på, at renteloven i sin nuværende ud-formning både regulerer spørgsmålet om rente i tilfælde af forsinket beta-ling og spørgsmålet om kreditors ret til at kræve rimelig kompensation afskyldneren for alle relevante omkostninger ved inddrivelse, der er forårsa-get af skyldnerens forsinkede betaling.
På denne baggrund er det arbejdsgruppens vurdering, at det er mest hen-sigtsmæssigt at gennemføre direktivet ved en ændring af renteloven.
Arbejdsgruppens anbefaling af, at direktivets forskelligartede bestemmel-ser alle implementeres i renteloven, har foranlediget overvejelser om,99
hvorvidt rentelovens titel (”lov om renter ved forsinket betaling mv.”) børopretholdes uforandret.
Om lovtitler gælder i almindelighed, at titlen bør være så kort som muligtog samtidig dække lovens hovedindhold, jf. Statsministeriets cirkulære nr.50 af 24/3 1952, pkt. 2.
Da læserens opmærksomhed bliver fanget af lovens titel, bør det tilstræ-bes, at titlen i det væsentlige afspejler lovens materielle hovedindhold.
Lovens nuværende titel ”lov om renter ved forsinket betaling mv.” indike-rer med den vejledende tilføjelse ”mv.” for læseren, at loven indeholdermere og andet end bestemmelser om renter.
Til trods for denne åbning i den sproglige affattelse af lovens titel, er detarbejdsgruppens opfattelse, at titlen bør ændres, således at den i højeregrad gør opmærksom på lovens hovedindhold.
Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at lovens titel ændres til ”lov om renterog andre forhold ved forsinket betaling” for derved at opnå en mere ram-mende og dækkende beskrivelse af lovens hovedindhold.
Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 1, med tilhørende bemærkninger.
Som nævnt er det arbejdsgruppens vurdering, at det vil være nødvendigt atforhøje den lovbestemte morarentesats i rentelovens § 5, stk. 1, for at op-fylde direktivet inden for dets anvendelsesområde. Der henvises til kapitel6.3.1.3.
Som en konsekvens af en ændring i den lovbestemte morarentesats henle-der arbejdsgruppen opmærksomheden på, at det vil være hensigtsmæssigtat foretage en nærmere undersøgelse af, hvilke andre love (og bekendtgø-relser) der indeholder bestemmelser om en morarentesats svarende til ren-telovens, da det i givet fald bør overvejes, om der i de pågældende lovemv. vil være behov for konsekvensrettelser som følge af en forhøjelse afprocenttillægget i renteloven.100
I forhold til overvejelser vedrørende spørgsmålet om fastsættelse af ikraft-trædelsesdato, er det arbejdsgruppens vurdering, at der ud over rettidig im-plementering af direktivet er et væsentligt hensyn at tage til virksomheder-ne, som bør have rimelig tid til at indrette sig på ændringerne, herunder atændre i eksisterende aftaledokumenter mv. På denne baggrund har ar-bejdsgruppen fundet det rigtigst at anbefale, at lovændringerne træder ikraft den 1. marts 2013, således at loven finder anvendelse på aftaler, derindgås efter denne dato, men at loven (i forhold til spørgsmålet om mora-rente og retten til et fast kompensationsbeløb) endvidere finder anvendelsepå aftaler, der indgås før denne dato, når den forsinkede betaling sker efterikrafttrædelsesdato.
Der henvises til lovudkastets § 2 med tilhørende bemærkninger.
101
9.2. Arbejdsgruppens lovudkastUDKASTForslag tillov om ændring af lov om renter ved forsinket betaling m.v.(Gennemførelse af direktiv 2011/7/EU om bekæmpelse af forsinketbetaling i handelstransaktioner)§1I lov om renter ved forsinket betaling m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 743 af4. september 2002, som ændret ved § 3 i lov nr. 554 af 24. juni 2005 og §14 i lov nr. 523 af 6. juni 2007, foretages følgende ændringer:1.Lovenstitelaffattes således:»Lovom renter og andre forhold ved forsinket betaling«.2.Fodnotentil lovens titel affattes således:»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om be-kæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (EU-Tidende L 48,side 1).«3.§ 1, stk. 3 og 4,affattes således:»Stk.3.Loven finder ikke anvendelse, hvis andet er bestemt ved eller ihenhold til lov, eller hvis andet er aftalt, jf. dog §§ 7, 9 a, og 9 b. Lovenfinder endvidere ikke anvendelse, hvis andet følger af handelsbrug elleranden sædvane, jf. dog §§ 9 a og 9 b. Er der tale om en fordring i henholdtil en aftale som nævnt i § 7, stk. 1, gælder 2. pkt. ikke.Stk. 4.Fordringshavers ret til at kræve rente efter forfaldsdagen, jf. §§ 3-5,kan ikke udelukkes ved aftale, handelsbrug eller sædvane, hvis kravet an-går vederlag i henhold til aftale om levering af varer eller tjenesteydelser,der er indgået mellem erhvervsdrivende som led i deres erhverv eller mel-lem en erhvervsdrivende som led i sit erhverv og en offentlig myndighed.«4.I§ 1indsættes somstk. 4:»Stk.5.Angår kravet vederlag i henhold til en aftale omfattet af stk. 4, oger skyldner en offentlig myndighed, kan betalingsfristen i § 3 b og renten i§ 5, stk. 1, ikke ved aftale fraviges til skade for fordringshaver.«102
5.I§ 2udgår:», jf. dog § 1, stk. 3 og stk. 4, 1. og 2.pkt.«6.Efter§ 3indsættes:»§3 a.Angår kravet vederlag i henhold til en aftale omfattet af § 1, stk. 4,som er indgået mellem erhvervsdrivende, kan den aftalte betalingsfrist ik-ke være mere end 60 dage, regnet fra det tidspunkt da fordringshaver harafsendt eller fremsat anmodning om betaling. Dette gælder dog ikke, hvisfordringshaver udtrykkeligt har godkendt en længere betalingsfrist, og be-talingsfristen ikke er urimelig over for kreditor.§ 3 b.Angår kravet vederlag i henhold til en aftale omfattet af § 1, stk. 4,og er skyldner en offentlig myndighed, kan den aftalte betalingsfrist ikkevære mere end 30 dage, regnet fra det tidspunkt da fordringshaver har af-sendt eller fremsat anmodning om betaling.Stk. 2.Justitsministeren kan efter drøftelse med erhvervs- og vækstministe-ren fastsætte regler om, at betalingsfristen i stk. 1 kan være op til 60 dagefor offentlige myndigheder, der udfører økonomiske aktiviteter af industri-el og kommerciel karakter ved at udbyde varer eller tjenesteydelser påmarkedet, når den som offentlig virksomhed er omfattet af definitionen iartikel 2, litra b i direktiv 2006/111/EF om gennemskueligheden af deøkonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virk-somheder og om den finansielle gennemskuelighed i bestemte virksomhe-der.§ 3 c.§ 3 a og § 3 b, stk. 1, gælder ikke, hvis der er indgået aftale om rate-vis betaling, og den enkelte rates forfaldstid er fastsat i en betalingsplan,som er udtrykkeligt godkendt af fordringshaver.Stk. 2.Hvis der er indgået aftale om ratevis betaling i henhold til en beta-lingsplan som nævnt i stk. 1, er hver rate eller afdrag omfattet af betalings-fristen i § 3 a eller 3 b, stk. 1.§ 3 d.Angår kravet vederlag i henhold til en aftale omfattet af § 1, stk. 4,og er der fastsat en godkendelses- eller kontrolprocedure, hvorved varenseller tjenesteydelsens overensstemmelse med aftalen skal konstateres, måvarigheden af denne procedure ikke overskride 30 dage efter varens ellertjenesteydelsens modtagelse. Dette gælder dog ikke, hvis fordringshaverudtrykkeligt har godkendt en længere godkendelses- eller kontrolprocedu-re, og en sådan procedure ikke er urimelig over for kreditor.
103
7.I§ 3, stk. 5,og i§ 5, stk. 3,ændres »§ 1, stk. 4, 3. pkt.« til »§ 1, stk. 4«.8.I§ 5, stk. 1 og 2,ændres »7« til: »8«.9.I§ 9 aindsættes efter stk. 2 som nyt stykke:»Stk.3.Angår kravet vederlag i henhold til en aftale omfattet af § 1, stk.4, kan fordringshaver, uden at det påvirker fordringshavers eventuelle be-talingskrav efter stk. 1, kræve, at skyldneren betaler fordringshaver et fastkompensationsbeløb til dækning af inddrivelsesomkostninger i tilfælde afforsinket betaling. Fordringshavers ret til at kræve kompensation efter 1.pkt., kan ikke udelukkes ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sæd-vane.«Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.10.I§ 9 a, stk. 3,der bliver stk. 4, indsættes som2. pkt.:»Endvidere fastsætter justitsministeren regler om størrelsen af kompensa-tionsbeløbet i stk. 3, 1. pkt.«
§2Stk. 1.Loven træder i kraft den 1. marts 2013.Stk. 2.Loven finder anvendelse på aftaler, der indgås efter lovens ikraft-træden, jf. dog stk. 3.Stk. 3.Reglerne om morarentesatsen, jf. lovforslaget § 1, nr. 8, og retten tilet fast kompensationsbeløb for inddrivelsesomkostninger, jf. lovforslagets§ 1, nr. 9 og 10, finder endvidere anvendelse på aftaler, der er indgået førlovens ikrafttræden, når den forsinkede betaling indtræder efter lovensikrafttræden, jf. stk. 1.
§3Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig an-ordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, somde grønlandske forhold tilsiger.
104
9.3. Arbejdsgruppens bemærkninger til lovudkastets enkelte bestem-melser
Til § 1Til nr. 1Lovens titel ændres til ”Lov om renter og andre forhold ved forsinket beta-ling”.
Ved gennemførelsen af direktiv 2011/7/EU om bekæmpelse af forsinketbetaling i handelstransaktioner forbedres kreditors retsstilling, herundersom et centralt element ved, at der med lovudkastet indføres en ret for for-dringshaver til at kræve, at skyldneren betaler et fast kompensationsbeløbtil dækning af inddrivelsesomkostninger.
Der foreslås, at lovens titel affattes på en måde, så den i højere grad be-skriver lovens indhold.
Foruden regler om morarentens størrelse og retten til et fast kompensati-onsbeløb indeholder lovudkastet f.eks. også regler om betalingsfrister forerhvervsdrivende og offentlige myndigheder samt visse begrænsning i denalmindelige aftalefrihed i visse handelsforhold.
Med lovudkastet foreslås der således yderligere bestemmelser, der har enindholdsmæssig indbyrdes sammenhæng, men som regulerer andrespørgsmål i forbindelse med forsinket betaling end spørgsmålet om renterog inddrivelsesomkostninger.Til nr. 2Fodnoten til lovens titel ændres som følge af, at lovforslaget indeholderbestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i han-delstransaktioner.
Endvidere udgår referencen til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv2000/35/EF af 29. juni 2000 om bekæmpelse af forsinket betaling i han-105
delstransaktioner, idet det fremgår afartikel 13i direktiv 2011/7/EU, at di-rektiv 2000/35/EF ophæves med virkning fra den 16. marts 2013.Til nr. 3 (§ 1, stk. 3 og 4)Af hensyn til rentelovens systematik foreslås det, at rentelovens § 1, stk. 3og stk. 4, 1. og 2. pkt., skrives sammen til et nytstk. 3.Der foreslås såledesingen ændringer af gældende ret på dette område. Om indholdet af den nye§ 1, stk. 3, henvises til Folketingstidende 2001-02 (2. samling), tillæg A; s.2131.
Det foreslåedestk. 4viderefører rentelovens § 1, stk. 4, 3. pkt., med en re-daktionel ændring. Endvidere gennemføres med stk. 4 direktivetsartikel 7,stk. 2.
Rentelovens § 1, stk. 4, 3. pkt., blev indføjet ved lov nr. 379 af 6. juni 2002om ændring af lov om renter ved forsinket betaling mv. (Gennemførelse afEF-direktiv om bekæmpelse af forsinkede betalinger i visse handelstrans-aktioner).
Efter rentelovens § 1, stk. 4, 3. pkt., kan der altid kræves rente efter rente-lovens §§ 3-5, selv om andet følger af handelsbrug eller sædvane, hviskravet angår vederlag i henhold til en aftale om levering af varer eller tje-nesteydelser, som er omfattet af direktiv 2000/35/EF om bekæmpelse afforsinket betaling i handelstransaktioner.
I artikel 2, nr. 1 i direktiv 2000/35/EF er en ”ordregivende myndighed” de-fineret som enhver ordregivende myndighed med henvisning til direktiver-ne 92/50/EØF, 93/36/EØF, 93/37/EØF og 93/38/EØF om offentlige ind-købskontrakter.
Iartikel 2, nr. 2i direktiv 2011/7/EU defineres en ”offentlig myndighed”som enhver ordregivende myndighed som defineret i de såkaldte udbuds-direktiver, dvs. artikel 2, stk. 1, litra a, i direktiv 2004/17/EF (forsynings-virksomhedsdirektivet) og artikel 1, stk. 9, i 2004/18/EF (direktivet for denoffentlige sektor).
106
Det fremgår af præambelbetragtning 14 i direktiv 2011/7/EU, at definitio-nen af ”ordregivende myndigheder” i direktiv 2004/17/EU og 2004/18/EUbør anvendes i direktiv 2011/7/EU af hensyn til sammenhængen i EU-lovgivningen.
Med forslaget videreføres rentelovens gældende § 1, stk. 4, 3. pkt. ind-holdsmæssigt i den foreslåede § 1, stk. 4, dog med den redaktionelle æn-dring, at ordlyden ændres til ”offentlig myndighed” i stedet for det nuvæ-rende ”ordregivende myndighed”, jf. forslagets § 1, stk. 4. Udtrykket ”of-fentlig myndighed” er anvendt med henblik på at tilpasse ordlyden af denforeslåede bestemmelse til den almindelige sprogbrug i dansk ret. Endvi-dere fremgår henvisningen til EU-retten ikke længere af selve lovteksten.Der er alene tale om en redaktionel ændring, idet udtrykket ”offentligmyndighed” som anført fortsat skal forstås i overensstemmelse med de re-levante bagvedliggende direktiver, jf. definitionen iartikel 2, nr. 2i direk-tiv 2011/7/EU om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner.
Det foreslås endvidere istk. 4,at fordringshavers ret til at kræve morarenteikke på forhånd kan udelukkes ved aftale, handelsbrug eller sædvane, hviskravet angår vederlag i henhold til en aftale om levering af varer eller tje-nesteydelser, som er omfattet af direktiv 2011/7/EU. Med bestemmelsenbegrænses parternes aftalefrihed, idet det fastslås, at fordringshaver i alletilfælde af forsinket betaling har ret til at kræve morarente. Det er herefterop til den enkelte fordringshaver at bestemme, om han vil gøre brug afdenne ret.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at parterne aftaler, at fordringshaver itilfælde af forsinket betaling har ret til at kræve en lavere morarentesatsend den lovbestemte. Dette gælder dog ikke i de tilfælde, hvor skyldnerener en offentlig myndighed, jf. den foreslåede § 1, stk. 5.
Et aftalevilkår om, at fordringshaver (i handelstransaktioner mellem virk-somheder) har ret til en morarentesats, der er lavere end den lovbestemte,vil efter omstændigheder kunne være ugyldigt i medfør af generalklausu-len i aftalelovens § 36, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelighandlemåde at gøre vilkåret gældende.
107
Endvidere fremgår det af direktivetsartikel 7, stk. 1, litra c,at der ved af-gørelsen af om et kontraktvilkår, som fraviger den lovbestemte rente forforsinket betaling, er klart urimeligt, bl.a. skal tages hensyn til, om skyld-neren har en objektiv grund til fravigelsen. Spørgsmålet om hvorvidt et af-talevilkår er sagligt begrundet, indgår i almindelighed i den samlede ogkonkrete rimelighedsvurdering, der er indeholdt i aftalelovens § 36.
Ligesom i direktiv 2000/35/EF er det ikke fastlagt i direktiv 2011/7/EUhvad der nærmere skal forstås ved ”varer” eller ”tjenester”. I forbindelsemed gennemførelsen af direktiv 2000/35/EF udtaltes det i lovforslagetsalmindelige bemærkninger punkt 2, jf. Folketingstidende 2001-02 (2. sam-ling), Tillæg A, s. 2115, at det formentlig må antages, at begreberne skalforstås i en meget vid betydning.
Direktiv 2011/7/EU finder anvendelse på levering af varer eller tjeneste-ydelser, jf. præambelbetragtning 11, og udvider ikke anvendelsesområdet iforhold til direktiv 2000/35/EF. Det følger af direktivetsartikel 2, nr. 1,atdirektivet finder anvendelse ved levering af varer eller tjenesteydelser modvederlag, når det sker som led i forretningsmæssige transaktioner mellemvirksomheder eller mellem virksomheder og offentlige myndigheder. Af-gørende er, om leveringen af varer eller tjenesteydelser sker som led i enforretningsmæssig transaktion mellem de nævnte retssubjekter, ikke om deleverede varer eller tjenesteydelser er materielle eller immaterielle aktiver.Begreberne ”varer” eller ”tjenester” antages således fortsat at skulle for-tolkes bredt. Se tillige herom afsnit 3.2.1.
Udtrykket ”levering af varer” er således anvendt i betydningen overdragel-se af formuegoder, og omfatter i hvert fald fysiske løsøregenstande. Somogså anført i bemærkningerne til nr. 3 (§ 1, stk. 4) i forbindelse med gen-nemførelsen af direktiv 2000/35/EF, jf. Folketingstidende 2001-02 (2.samling), Tillæg A, s. 2131, antages det, at køb af fast ejendom ikke om-fattes af direktivets regler.
Tjenesteydelsesbegrebet omfatter bl.a. ydelser som lejeaftaler (brugsrettig-heder), såkaldt værksleje, dvs. aftaler, der indebærer frembringelser af etarbejdsresultat og andre arbejdsaftale som f.eks. serviceydelser, undervis-ning, ydelser fra liberale erhverv, vedligeholdelsesarbejder og transport-ydelser.108
Der henvises desuden til definitionen i TEUF artikel 57, hvorefter tjene-steydelser i traktatens forstand betragtes som de ydelser, der normalt udfø-res mod betaling, i det omfang de ikke omfattes af bestemmelserne vedrø-rende den frie bevægelighed for varer, kapital og personer. Tjenesteydelseromfatter især a) virksomhed af industriel karakter, b) virksomhed af han-delsmæssig karakter, c) virksomhed af håndværksmæssig karakter samt d)de liberale erhverv.Til nr. 4 (§ 1, stk. 5)Med den foreslåede§ 1, stk. 5fastslås det, at hvis kravet angår vederlag ihenhold til en aftale omfattet af stk. 4, og skyldner er en offentlig myndig-hed, kan parterne ikke aftale en fravigelse af betalingsfristen i § 3 b og denlovbestemte morarente i § 5, stk. 1, til skade for fordringshaver. Med be-stemmelsen begrænses aftalefriheden i et vist omfang for offentlige myn-digheder i tilfælde, hvor den offentlige myndighed optræder som skyldner.
Det foreslåedestk. 5tilsigter at gennemføre direktivetsartikel 4, stk. 1,jf.artikel 2, nr. 6ogartikel 4, stk. 6.
Det bemærkes dog, at lovudkastet ikke gennemfører den del afartikel 4,stk. 6,som giver offentlige myndigheder mulighed for at indgå aftale omen betalingsfrist på mellem 30 og 60 dage, hvis det er udtrykkeligt aftalt ikontrakten og objektivt begrundet i lyset af aftalens særlige karakter. Ombaggrunden herfor henvises der til kapitel 7.6.Til nr. 5 (§ 2)Det foreslås, at henvisningen til lovens § 1, stk. 3 og stk. 4, 1. og 2. pkt.,udgår af bestemmelsens ordlyd. Der er alene tale om en redaktionel æn-dring, og der tilsigtes således ingen realitetsændringer.
Bestemmelsen blev indføjet ved lov nr. 638 af 21. december 1977 om ren-ter ved forsinket betaling mv. Det fremgår af lovforslagets bemærkningertil § 2, at bestemmelsen vedrører spørgsmålet om renter af fordringer, sombetales i rette tid, såkaldte kreditrenter. Endvidere fremgår det, at bestem-melsen er i overensstemmelse med den gældende ulovbestemte regel,hvorefter kreditrenter i almindelighed ikke kræves, medmindre det er aftalt109
eller følger af handelsbrug eller anden sædvane, jf. Folketingstidende1997-78, Tillæg A, s. 797.
§ 2 henviser til rentelovens § 1, stk. 3 og stk. 4, 1. og 2. pkt., og skal derforlæses i sammenhæng med disse bestemmelser.
Det følger af rentelovens § 1, stk. 3, at loven ikke finder anvendelse, hvisandet er bestemt ved eller i henhold til lov, eller hvis andet er aftalt, jf. dog§§ 7, 9 a, og 9 b.
Det følger af rentelovens § 1, stk. 4, 1. pkt., at loven ikke finder anvendel-se, hvis andet følger af handelsbrug eller anden sædvane, jf. dog §§ 9 a og9 b. Dette gælder ikke for så vidt angår fravigelse til skade for skyldneren,hvis der er tale om forbrugerforhold, jf. 2. pkt.
§ 1, stk. 3 og stk. 4, 1. og 2. pkt. fastslår således, at renteloven i alminde-lighed er en deklaratorisk lov, der kan fraviges ved aftale eller i henhold tilhandelsbrug eller anden sædvane.
Når hovedreglen om rentelovens fravigelighed således allerede fremgår af§ 1, stk. 3, og stk. 4, 1. og 2. pkt., anses det for overflødigt med en henvis-ning hertil i § 2. Det må i alle tilfælde – og uanset en henvisning til § 1,stk. 3, og stk. 4, 1. og 2. pkt. – gælde, at rentelovens bestemmelser (herun-der § 2) kan fraviges ved aftale, eller hvis andet følger af handelsbrug elleranden sædvane, idet denne hovedregel netop fastslås i § 1, stk. 3, og stk. 4,1. og 2. pkt. Hovedreglen om rentelovens fravigelighed gælder for alle ren-telovens bestemmelser, medmindre andet er fastsat, jf. henvisningerne til§§ 7, 9 a og 9 b.Til nr. 6 (§§ 3 a-d)Bestemmelsen i§ 3 avedrører aftalen mellem to erhvervsdrivende (de så-kaldte B2B – business to business – transaktioner) og den situation, hvorde erhvervsdrivende i forvejen har aftalt en betalingsfrist.
Efter bestemmelsensstk. 1er udgangspunktet, at den betalingsfrist derfremgår af aftalen mellem to erhvervsdrivende, højst må være 60 dage,regnet fra det tidspunkt da fordringshaver har afsendt eller fremsat anmod-110
ning om betaling. Dette gælder dog ikke, hvis fordringshaver udtrykkeligthar godkendt en længere betalingsfrist, og forudsat at betalingsfristen ikkeer urimelig over for kreditor.
Betalingsfristen i stk. 1 gælder endvidere ikke, hvis der er indgået aftaleom ratevis betaling, og den enkelte rates forfaldstid er fastsat i en beta-lingsplan, som er udtrykkelig godkendt af fordringshaver, jf. lovudkastets§ 3 c, stk. 1. Hvis der er indgået aftale om ratevis betaling i henhold til enbetalingsfrist, er hver rate eller afdrag underlagt den almindelige betalings-frist i § 3 a. Der henvises til bemærkningerne til lovudkastets § 3 c neden-for.
Fordringshaver kan ikke med retsvirkning fremsætte krav om betaling, førder er sket korrekt levering af den aftalte ydelse. For at betalingsfristen be-gynder at løbe, er det således en forudsætning, at fordringshaver har op-fyldt sine aftalemæssige forpligtelser over for skyldner, herunder ved leve-ring af korrekt kontraktmæssig ydelse. En sædvanlig form for betalings-anmodning fra en erhvervsdrivende er fremsendelse af faktura eller reg-ning. Der vil ikke være afsendt eller fremsat anmodning om betaling –med den retsvirkning at morarente kan kræves betalt – i de tilfælde, hvorder er afsendt en ukorrekt eller mangelfuld faktura eller regning, f.eks. enfaktura om betaling af et andet beløb end det aftalte. Endvidere kan afsen-delsen af en faktura eller regning ikke benyttes som udgangspunkt for be-regning af betalingsfristen, hvis skyldneren aldrig modtager betalingsan-modningen. Der henvises også til forarbejderne til 2002-loven, jf. Folke-tingstidende 2001-02 (2. samling), tillæg A, s. 2117.
Det følger af ordlyden i direktivetsartikel 3, stk. 5,at det skal være ud-trykkeligt aftalt i kontrakten, hvis betalingsfristen i transaktioner mellemvirksomheder skal overskride 60 dage. Med udtrykket ”udtrykkeligt god-kendt” i lovudkastets§ 3 a, § 3 c og § 3 d,ønskes det understreget, at etsådant aftalevilkår kræver, at fordringshaver kan siges aktivt at have for-holdt sig til vilkåret om betalingsfristens længde. Begrebet ”udtrykkeligtgodkendt” er valgt for at skærpe aftaleparternes opmærksomhed på, at derved det pågældende aftalevilkår sker en fravigelse af direktivets hovedre-gel, og at det afgørende er fordringshavers konkrete accept af aftalevilkåretom en betalingsfrist på mere end 60 dage.
111
Formuleringen er inspireret af den svenske betænknings lovudkast til gen-nemførelse af direktivet, jf. side 184 i Betänkande av utredningen omsnabbare betalingar, SOU 2012:11. I den svenske betænkning anføres bl.a.om begrebet ”udtrykkeligt godkendt”, at”i svensk rätt görs inte någonskillnad på uttryckliga och inte uttryckliga avtal”.Endvidere fremgår det,at det efter svensk ret ofte vil være tilstrækkeligt med en generel henvis-ning til standardaftalen for at anse de enkelte vilkår for aftalt mellem par-terne, og at en lovregel som angår et krav om udtrykkelig aftale, derforskal udformes på en måde som ikke påvirker vurderingen af, hvordan etstandardvilkår i øvrigt indarbejdes i individuelle aftaler, jf. side 104 i Be-tänkande av utredningen om snabbare betalingar, SOU 2012:11.
Der ligger ikke i begrebet mere end hvad der ligger i direktivets krav om”udtrykkeligt aftalt”. Hvis et aftalevilkår om en betalingsfrist på mere end60 dage er indeholdt i en standardaftale, som er udformet ensidigt afskyldner, vil det i mangel af yderligere oplysninger om aftaleindgåelse,have formodningen imod sig, at standardvilkåret er udtrykkeligt godkendtaf fordringshaver. Det må i hvert fald gælde i den situation, hvor skyldner(som koncipist) helt har undladt at henvise til aftalevilkåret og dermed ik-ke henledt fordringshavers opmærksom på den lange betalingsfrist. Skyld-ners ubestemte og mere generelle henvisning til aftalens vilkår vil normaltheller ikke i sig selv være tilstrækkeligt til at anse betalingsvilkåret for ud-trykkelig godkendt af fordringshaver. Omvendt vil en specifik angivelseaf, at der skal gælde en længere betalingsfrist, normalt være tilstrækkelig,hvis den findes i et individuelt udformet dokument, der indgår i aftalen.
For så vidt angår kravet iartikel 3, stk. 5,om, at et aftalevilkår med en be-talingsfrist på mere end 60 dage ikke må være klart urimeligt over for kre-ditor, anses dette allerede for opfyldt ved generalklausulen i aftalelovens §36, hvorefter en aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvisdet ville være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre dengældende. Når urimelighedskravet foreslås indført i lovteksten, er det forat skærpe aftaleparternes opmærksomhed i forhold til, at der er tale om enfravigelse af lovens udgangspunkt. Indførelsen af henvisningen til, at fra-vigelsen fra lovens udgangspunkt ikke må være urimelig i forhold til kre-ditor skal imidlertid ikke føre til modsætningsslutninger i forhold til andenlovgivning, hvor et tilsvarende krav ikke fremgår udtrykkeligt af lovensordlyd.
112
Det fremgår afartikel 7, stk. 1, litra c,i direktiv 2011/7/EU, at der ved af-gørelsen af om et kontraktvilkår er klart urimeligt, bl.a. skal tages hensyntil, om skyldneren har en objektiv grund til fravigelsen. Spørgsmålet om,hvorvidt et aftalevilkår er sagligt begrundet, indgår i almindelighed som etvæsentligt element i rimelighedsvurderingen efter aftalelovens § 36. Det erderfor fundet unødvendigt at fremhæve særskilt i lovteksten, at et aftale-vilkår – ud over at være rimeligt – også skal være sagligt begrundet.
Endvidere bemærkes, at der efter aftalelovens § 36 alene stilles krav om, aten aftale skal være ”urimelig”, mens direktivet taler om ”klart urimelig”.For at blive i § 36’s terminologi henvises der i bestemmelsen til, at en be-talingsfrist på mere end 60 dage ikke må være urimelig. Der er således taleom en merimplementering, der indebærer en bedre retsstilling for kreditor.
Ud over kravet om udtrykkelig godkendt stiller bestemmelsen ikke særligeformkrav til aftalen, som således kan være både skriftlig eller mundtlig. Ioverensstemmelse med de almindelige principper om bevisbyrde harskyldner bevisbyrden for, at fordringshaver udtrykkeligt har godkendt enbetalingsfrist på mere end 60 dage.
Hvis der ikke kan føres bevis for, at fordringshaver udtrykkeligt har god-kendt en betalingsfrist på mere end 60 dage, må almindelige aftaleretligefortolkningsprincipper, i lyset af en formålsfortolkning af den foreslåedebestemmelse om aftalte betalingsfrister, formentlig i de fleste tilfælde føretil, at der mellem parterne antages at være aftalt en betalingsfrist på 60 da-ge.
Den foreslåede§ 3 atilsigter at gennemføre direktivetsartikel 3, stk. 5.
Bestemmelsen i§ 3 bvedrører aftalen mellem en erhvervsdrivende (for-dringshaver) og en offentlig myndighed (skyldner) (de såkaldte B2PA –business to public authorities – transaktioner) og den situation, hvor par-terne i forvejen har aftalt en betalingsfrist.
Istk. 1fastslås det, at den aftalte betalingsfrist højst må være 30 dage, nårskyldner er en offentlig myndighed, regnet fra det tidspunkt da fordrings-haver har afsendt eller fremsat anmodning om betaling.113
Vedrørende spørgsmålet om, hvornår betalingsfristen begynder at løbe,henvises der til det anførte under § 3 a ovenfor.
Stk. 1 gælder ikke, hvis der er indgået aftale om ratevis betaling, og denenkelte rates forfaldstid er fastsat i en betalingsplan, som er udtrykkeligtgodkendt af fordringshaver. Der henvises til bemærkningerne til lovudka-stets § 3 c nedenfor.
Det følger af ordlyden af direktivetsartikel 4, stk. 6,at en offentlig myn-dighed som skyldner har mulighed for at indgå aftale om en betalingsfristpå mellem 30 og 60 dage, hvis det er aftalt udtrykkeligt i kontrakten, ogforudsat, at det er objektivt begrundet i lyset af aftalens særlige karakter.
Lovudkastets § 3 b, stk. 1, giver ikke samme mulighed som direktivetsar-tikel 4, stk. 6,til at aftale en betalingsfrist på mellem 30 og 60 dage. Medlovudkastets § 3 b, stk. 1, begrænses aftalefriheden for offentlige myndig-heder til alene at kunne aftale en betalingsfrist på op til 30 dage, jf. kapitel7. Der er således tale om en merimplementering, der indebærer en bedreretsstilling for kreditor i den situation, hvor skyldner er en offentlig myn-dighed.
Hvis den offentlige myndighed har behov for en betalingsfrist på mere end30 dage for den samlede betalingsforpligtelse, har den offentlige myndig-hed i medfør af den foreslåede§ 3 cmulighed for at indgå aftale om rate-vis betaling i henhold til en betalingsplan. Hvis der er indgået aftale om ra-tevis betaling i henhold til en betalingsfrist, er hver rate eller afdrag under-lagt den almindelige betalingsfrist i § 3 b, stk. 1, jf. § 3 c, stk. 2. Der hen-vises til bemærkningerne til lovudkastets § 3 c.
For den nærmere forståelse af udtrykket ”udtrykkeligt godkendt” henvisesder til det anførte under § 3 a ovenfor.
Der gælder efter bestemmelsen ikke særlige formkrav til aftalen, som såle-des kan være både skriftlig og mundtlig. I overensstemmelse med de al-mindelige principper om bevisbyrde har skyldner (den offentlige myndig-114
hed) bevisbyrden for, at fordringshaver (den erhvervsdrivende) udtrykke-ligt har godkendt ratevis betaling i henhold til en betalingsplan.
I§ 3 b, stk. 2,bemyndiges justitsministeren til efter drøftelse med er-hvervs- og vækstministeren at fastsætte regler om, at betalingsfristen i stk.1 skal være 60 dage for offentlige myndigheder, der udfører økonomiskeaktiviteter af industriel og kommerciel karakter ved at udbyde varer ellertjenesteydelser på markedet, når den offentlige myndighed som offentligvirksomhed er omfattet af definitionen i artikel 2, litra b i direktiv2006/111/EF (det såkaldte transparensdirektiv).
At en udnyttelse af bemyndigelsen skal ske på baggrund af en drøftelsemed erhvervs- og vækstministeren, skal ses i lyset af, at det i bestemmel-sen omtalte direktiv 2006/111/EF hører under Erhvervs- og Vækstministe-riets område.
Hvis bemyndigelsen udnyttes, indebærer det, at den aftalte betalingsfristhøjst må være 60 dage, hvis kravet angår vederlag i henhold til en aftaleomfattet af § 1, stk. 4, og skyldner er en offentlig myndighed, der udførerøkonomiske aktiviteter af industriel og kommerciel karakter ved at udbydevarer eller tjenester på markedet og omfattet af definitionen af en offentligvirksomhed i transparensdirektivet.
Stk. 2tilsigter at give mulighed for at gennemføreartikel 4, stk. 4, litra a,idirektiv 2011/7/EU, hvis der måtte opstå et behov herfor. Bestemmelsengiver mulighed for at tage hensyn til de særlige forhold, bl.a. konkurren-cemæssige vilkår, der kan gøre sig gældende for offentlige myndigheder,der opererer på kommercielle vilkår på markedet, og som derfor optrædersom offentlige virksomheder i konkurrence med andre ikke-offentligevirksomheder.
Bemyndigelsen omfatter alene de offentlige myndigheder, der defineressom en ”ordregivende myndighed” i de såkaldte ”udbudsdirektiver”, dvs.artikel 2, stk. 1, litra a i direktiv 2004/17/EF (forsyningsvirksomhedsdirek-tivet) og artikel 1, stk. 9 i direktiv 2004/18/EF (direktivet for den offentligesektor), jf.artikel 2, nr. 2i direktiv 2011/7/EU. Endvidere er det en betin-gelse, at den offentlige myndighed som offentlig virksomhed er underlagtgennemskuelighedskravene i direktiv 2006/111/EF (transparensdirektivet).115
En offentlig virksomhed, der ikke tillige er en offentlig myndighed, vil ik-ke blive omfattet af undtagelsesbestemmelsen, idet en sådan virksomhedikke er omfattet af bestemmelsen iartikel 4.En sådan offentlig virksom-hed vil derimod være omfattet af direktivetsartikel 3og dermed omfattetaf direktivets regler om transaktioner mellem virksomheder. Der henvisesnærmere til overvejelserne herom i kapitel 7.3.
Den foreslåede§ 3 btilsigter at gennemføre direktivetsartikel 4, stk. 4, lit-ra a,ogstk. 6.
I§ 3 c, stk. 1,fastslås det, at betalingsfristerne i § 3 a og § 3 b, stk. 1, ikkegælder for den samlede betalingsforpligtelse, hvis der er indgået aftale omratevis betaling, og den enkelte rates forfaldstid er fastsat i en betalings-plan, som er udtrykkeligt godkendt af fordringshaver.
Bestemmelsen indebærer, at det ikke er tilstrækkeligt, at fordringshaverudtrykkeligt har godkendt, at betalingsfristen for den samlede betalings-forpligtelse i sidste ende vil være længere end den almindelige betalings-frist, idet det afgørende er, at fordringshaver udtrykkeligt har godkendt, atbetalingen sker ratevis i henhold til en betalingsplan.
En aftale om ratevis betaling i henhold til en betalingsplan indebærer, athver rate skal betales i overensstemmelse med de aftalte betingelser i beta-lingsplanen, dvs. at den enkelte rates forfaldstid er fastlagt i betalingspla-nen. En aftale om ratevis betaling i henhold til en betalingsplan vil herefterhave som konsekvens, at fordringshaver har ret til morarente og det fastekompensationsbeløb for hver rate, der betales for sent ifølge betalingspla-nen.
I udtrykket ”betalingsplan” ligger ud fra en almindelig sproglig forståelse,at den samlede betalingsforpligtelse betales i mindst to rater eller afdrag.Ifølge bestemmelsens ordlyd stilles der ikke noget krav om en vis mini-mumsstørrelse for hver rate eller afdrag, ligesom der ikke stilles krav omet vist tidsinterval mellem ratebetalingerne.
Det må bero på en konkret vurdering, om en betalingsplan samlet set erudtryk for en omgåelse af lovens almindelige betalingsfrister og derfor ik-116
ke kan anses for at være omfattet af den forslåede § 3 c. Det vil efter om-stændighederne f.eks. kunne være tilfældet, hvis betalingsplanen vedrøreret større antal ratebetalinger på meget små beløb, og hvor ratebetalingerneer fordelt ud over en længere periode. En aftale som er urimelig eller i stridmed redelig handlemåde kan tilsidesættes efter aftalelovens § 36.
Direktivetsartikel 5stiller ikke krav om, at en aftale om ratevis betaling ihenhold til en betalingsplan skal være udtrykkeligt godkendt af fordrings-haver. Af hensyn til det bagvedliggende formål med direktiv 2011/7/EUbør en fravigelse af den almindelige ordning imidlertid være genstand forsærskilt forhandling mellem aftalens parter. Den forslåede § 3 c, stk. 1, erdermed udtryk for en merimplementering, og bestemmelsen vil indebæreen bedre retsstilling for fordringshaver, end hvad der følger af direktivetsminimumsbeskyttelse. For den nærmere forståelse af udtrykket ”udtrykke-ligt godkendt” henvises der til det anførte under § 3 a ovenfor.
Den forslåede§ 3 comfatter både aftaler mellem to erhvervsdrivende ogaftaler mellem en erhvervsdrivende og en offentlig myndighed.
Den forslåede§ 3 cvil f.eks. kunne være relevant i forbindelse med størrebyggeprojekter eller installation af komplekse it-ydelser, hvor der betales irater i takt med, at projektet eller installationen skrider fremad. Sådannekontrakter er netop kendetegnet ved, at der sker en løbende delvis leveringaf den samlede ydelse (f.eks. det færdige byggeri), hvorfor det f.eks. i for-bindelse med større og omkostningstunge byggeprojekter kan være hen-sigtsmæssigt med en løbende betaling for de leverede delleverancer.
Det fastslås i§ 3 c, stk. 2,at hvis der er indgået aftale om ratevis betaling ihenhold til en betalingsplan, er hver rate eller afdrag underlagt de alminde-lige betalingsfrister i § 3 a og § 3 b, stk. 1. Det betyder, at den samlede be-talingsforpligtelse kan overskride de almindelige betalingsfrister, men athver rate eller afdrag er underlagt de almindelige betalingsfrister. Uansetordlyden af direktivetsartikel 5ikke i sig selv tyder på, at der stilles kravom, at den enkelte rate eller afdrag er underlagt direktivets betalingsfrist-regler, synes det bedst stemmende med direktivets formål at anlægge denfortolkning afartikel 5,at hvis der er indgået aftale om ratevis betaling ihenhold til en betalingsplan, er hver rate eller afdrag omfattet af direktivetsbetalingsfristregler. Der henvises til kapitel 3.2.3.117
Hvis parterne har indgået aftale om ratevis betaling i henhold til en beta-lingsplan, følger det af bestemmelsens henvisning til de almindelige beta-lingsfrister, at det skal fremgå af betalingsplanen, hvornår hver rate ellerafdrag skal betales. Hvis det f.eks. ikke fremgår af betalingsplanen, hvor-når hver rate eller afdrag forfalder til betaling, vil en sådan uklarhed kunnegive anledning til tvivl om, hvorvidt der i realiteten er indgået aftale om enbetalingsplan i § 3 c’s forstand.
Af bestemmelsensstk. 2følger, at f.eks. en offentlig myndighed somskyldner ikke kan indgå aftale om ratevis betaling i henhold til en beta-lingsplan, hvor den enkelte rates betalingsfrist er på mere end 30 dage, jf. §3 c, stk. 2, jf. § 3 b, stk. 1.
Endvidere vil generalklausulen i aftalelovens § 36 i alle tilfælde kunne in-debære, at en aftale ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vilvære urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende.
Den foreslåede§ 3 ctilsigter at gennemføreartikel 5.
Bestemmelsen i§ 3 dvedrører både aftaler mellem to erhvervsdrivende ogaftaler mellem en erhvervsdrivende og en offentlig myndighed.
Efter bestemmelsensstk. 1er udgangspunktet, at hvis der stilles krav omen godkendelses- eller kontrolprocedure, hvorved varens eller tjeneste-ydelsens overensstemmelse med aftalen skal konstateres, og kravet angårvederlag i henhold til en aftale omfattet af § 1, stk. 4, må varigheden afdenne procedure højst være 30 dage efter skyldner har modtaget den på-gældende vare eller tjenesteydelse. Dette gælder dog ikke, hvis fordrings-haver udtrykkeligt har godkendt en længere godkendelses- eller kontrol-procedure, og en sådan procedure ikke er urimelig over for kreditor.
En godkendelses- eller kontrolperiode adskiller sig fra en betalingsperiode.Derfor vil perioden, hvor godkendelses- eller kontrolproceduren findersted – afhængigt af kontraktens udformning – kunne ligge før betalingspe-rioden begynder at løbe. Bestemmelsens sammenhæng med betalingsfri-sterne i forslagets § 3 a og § 3 b vil derfor kunne indebære, at der fra det118
tidspunkt, hvor skyldner modtager varen først løber en godkendelsesperio-de og herefter løber en betalingsperiode. I et tilfælde hvor der f.eks. er engodkendelsesperiode på 20 dage efter varens modtagelse og en betalings-frist på 30 dage, vil forfaldsdagen i realiteten først indtræde 50 dage eftervarens modtagelse.
Et krav om godkendelses- eller kontrolprocedure kan f.eks. være bestemtved eller i henhold til lov eller fastlagt i parternes aftale.
I særligt komplekse kontraktforhold kan der være behov for, at parterneindgår aftale om, at varigheden af en kontrolprocedure er længere end 30dage. F.eks. vil visse it-ydelser efter deres karakter kunne være særligtvanskelige at kontrollere og derfor kræve en længerevarende kontrolpro-cedure.
Hvis parterne indgår aftale om en godkendelses- eller kontrolprocedure,som er længere end 30 dage, er det ifølge direktivetsartikel 3, stk. 4,ogartikel 4, stk. 5,et krav, at et sådan aftalevilkår er udtrykkeligt aftalt og ik-ke klart urimeligt over for kreditor.
I overensstemmelse med den valgte sprogbrug i lovudkastet er det i forsla-get til bestemmelsen anført, at vilkåret skal være ”udtrykkeligt godkendt”.For så vidt angår dette begreb henvises der til det anførte under § 3 a oven-for.
For så vidt angår direktivets krav om, at et aftalevilkår om en godkendel-ses- eller kontrolprocedure på mere end 30 dage ikke må være klart urime-ligt over for kreditor, anses dette allerede for opfyldt ved generalklausuleni aftalelovens § 36. Der henvises til bemærkninger anført under den fore-slåede § 3 a ovenfor. Efter aftalelovens § 36 stilles der alene krav om, at enaftale skal være ”urimelig” og ikke som efter direktivet ”klart urimelig”.Der er således tale om en merimplementering, der indebærer en bedre rets-stilling for kreditor.
Der gælder efter bestemmelsen ikke særlige formkrav til aftalen, som såle-des kan være både skriftlig og mundtlig. I overensstemmelse med de al-mindelige principper om bevisbyrde har skyldner bevisbyrden for, at for-119
dringshaver udtrykkeligt har godkendt en godkendelses- eller kontrolpro-cedure på mere end 30 dage.
Den foreslåede§ 3 ctilsigter at gennemføre direktivetsartikel 3, stk. 4ogartikel 4, stk. 5.Til nr. 7 (§ 3, stk. 5 og § 5, stk. 3)Der er tale om en konsekvensændring, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.Til nr. 8 (§ 5, stk. 1 og 2)Det foreslås, at renten efter forfaldsdagen fastsættes til en årlig rente, dersvarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 8 pct. Referencesatsener den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvispr. den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.
Bestemmelsen medfører en forhøjelse af den gældende lovbestemte mora-rentesats med et procentpoint fra 7 til 8 pct.
Den forhøjede lovbestemte morarentesats skal finde anvendelse genereltpå hele rentelovens område (ligesom efter gældende ret), og skal såledesgælde for alle fordringer på formuerettens område, jf. lovens § 1, stk. 1.Den forhøjede lovbestemte morarentesats vil derfor også finde anvendelsei forbrugerforhold, jf. rentelovens § 7. Der henvises til kapitel 8.
De foreslåede ændringer tilsigter at gennemføre direktivetsartikel 2, nr. 6.Til nr. 9 (§ 9 a, stk. 3)Den foreslåede§ 9 a, stk. 3, 1. pkt.,fastslår, at hvis kravet angår vederlag ihenhold til en aftale omfattet af den foreslåede § 1, stk. 4, kan fordringsha-ver i tilfælde af forsinket betaling kræve, at skyldneren betaler fordrings-haver et fast kompensationsbeløb til dækning af inddrivelsesomkostninger.Således etableres der med bestemmelsen en ret for fordringshaver til atkræve et kompensationsbeløb i tilfælde af forsinket betaling. Det er heref-ter op til den enkelte fordringshaver at bestemme, om denne ret ønskes ud-nyttet.
120
Med lovudkastet styrkes kreditors retstilling, idet kreditor ud over at væreberettiget til rente efter forfaldsdagen, jf. rentelovens §§ 3-5, samt rimeligeog relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse, jf. rentelovens § 9 a,stk. 1, tillige er berettiget til et fast kompensationsbeløb til dækning af ind-drivelsesomkostninger.
Med henvisningen til § 1, stk. 4, fastslås det, at bestemmelsen kun gælderpå det område, der er omfattet af direktiv 2011/7/EU, dvs. når kravet angårvederlag i henhold til levering af varer og tjenesteydelser mellem virksom-heder indbyrdes og mellem virksomheder og offentlige myndigheder.
Kompensationsbeløbet forfalder til betaling, uden det er nødvendigt atsende en rykkerskrivelse til skyldner.
Bestemmelsen stiller ikke krav om, at skyldner i tilfælde af forsinket beta-ling automatisk (af egen drift) skal betale fordringshaver kompensations-beløbet. Se nærmere kapitel 6.5.3.5.
Den foreslåede§ 9 a, stk. 3, 2. pkt.,fastslår, at fordringshavers ret til atkræve, at skyldneren betaler fordringshaver kompensation til dækning afinddrivelsesomkostninger i tilfælde af forsinket betaling ikke på forhåndkan udelukkes ved aftale eller som følge af handelsbrug eller anden sæd-vane.
Med bestemmelsen begrænses parternes aftalefrihed, idet det fastslås, atfordringshaver i alle tilfælde af forsinket betaling har ret til at kræve, atskyldner betaler et kompensationsbeløb til dækning af inddrivelsesom-kostninger. Det er herefter op til den enkelte fordringshaver at bestemme,om han vil gøre brug af denne ret.
Det følger af ordlyden i direktivetsartikel 7, stk. 3,at et kontraktvilkår,som udelukker kompensation for inddrivelsesomkostninger, formodes atvære klart urimeligt. Den forslåede § 9 a, stk. 3, 2. pkt., går videre end di-rektivet, idet det fastslås, at et kontraktvilkår som udelukker kompensationfor inddrivelsesomkostninger, ikke gyldigt kan aftales eller følge af han-delsbrug eller anden sædvane. Der er således med bestemmelsen tale om121
en merimplementering, der indebærer en bedre retsstilling for kreditor. Ombaggrunden herfor henvises til kapitel 7.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at parterne aftaler, at fordringshaver itilfælde af forsinket betaling har ret til at kræve, at skyldner betaler etkompensationsbeløb, der er mindre end det kompensationsbeløb, som ju-stitsministeren har fastsat i medfør af den foreslåede § 9 a, stk. 4, 2. pkt.Aftaleloven gælder i almindelighed for aftaler og andre retshandler påformueretten område og således også for en aftale omfattet af § 1, stk. 4.Et aftalevilkår om, at fordringshaver i tilfælde af forsinket betaling ”kun”har ret til at kræve, at skyldner betaler et kompensationsbeløb, der er min-dre end det beløb, som justitsministeren har fastsat i medfør af den foreslå-ede § 9 a, stk. 4, 2. pkt., vil derfor efter omstændigheder kunne være ugyl-digt i medfør af generalklausulen i aftalelovens § 36, hvis det vil væreurimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre det gældende.
Det fremgår afartikel 7, stk. 1, litra c,i direktiv 2011/7/EU, at der ved af-gørelsen af om et kontraktvilkår, som fraviger det faste minimumskom-pensationsbeløb, er klart urimeligt, bl.a. skal tages hensyn til, om skyldne-ren har en objektiv grund til fravigelsen. Spørgsmålet om, hvorvidt et afta-levilkår er sagligt begrundet, indgår i almindelighed som et element i rime-lighedsvurderingen efter aftalelovens § 36.
Den foreslåede § 9 a, stk. 3, tilsigter at gennemføre direktivetsartikel 6,stk. 1og2samtartikel 7, stk. 3.Til nr. 10 (§ 9 a, stk. 3, der bliver til stk. 4)Efter den foreslåede§ 9 a, stk. 3,der bliver til stk. 4, bemyndiges justits-ministeren til at fastsætte regler om størrelsen af kompensationsbeløbet istk. 3, 1. pkt.
Sådanne regler vil f.eks. kunne fastsætte ved en ændring af bekendtgørelsenr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anled-ning af forsinket betaling.
122
Bemyndigelsen indebærer, at justitsministeren skal fastsætte størrelsen afkompensationsbeløbet. Kompensationsbeløbet kan ikke være et beløb, somer mindre end direktivets krav om minimum 40 euro.
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning 21, at direktivet ikke berø-rer medlemsstaternes ret til at fastsætte faste beløb til kompensation forinddrivelsesomkostninger, som er højere og mere favorable for kreditor,eller til at forhøje beløbene, blandt andet med henblik på at følge trit medinflationen.
Efter direktivetsartikel 6, stk. 1 og 2,er fordringshaver berettiget til fraskyldneren som minimum at modtage et fast beløb på 40 euro, som kom-pensation for egne omkostninger ved inddrivelse. Et kompensationsbeløbpå 310 kr. vil derfor på nuværende tidspunkt være passende, når det eksi-sterende system i rentelovens § 9 a, stk. 1, om fordringshavers ret til rime-lige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen,samtidig opretholdes.
Gennemførelse af direktivbestemmelsen om et fast kompensationsbeløbved en bemyndigelsesbestemmelse, frem for at fastsætte beløbet i selvelovteksten, vil smidiggøre eventuelle fremtidige ændringer af kompensati-onsbeløbets størrelse foranlediget af prisudviklingen eller lignende.
Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivetsartikel 6, stk. 1 og 2.
Til § 2Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. marts 2013, jf. lovudkastets§ 2,stk. 1.Valget af ikrafttrædelsesdato skal navnlig ses i lyset af direktivetsimplementeringsfrist, som er den 16. marts 2013, jf. direktivetsartikel 12,stk. 3.
Efter§ 2, stk. 2,finder loven anvendelse på aftaler, der indgås efter den 1.marts 2013, jf. dog stk. 3. Tidspunktet for aftaleindgåelsen er således afgø-rende for, om loven i sin helhed finder anvendelse.
123
Det fremgår af direktivetsartikel 12, stk. 4,at medlemsstaterne ved gen-nemførelsen af direktivet afgør, om de vil udelukke aftaler, der er indgåetinden den 16. marts 2013. Denne del af direktivet er ikke gennemført i § 2,stk. 2, idet skæringsdatoen efter dansk ret som nævnt er den 1. marts 2013.
Efterstk. 3finder loven endvidere anvendelse på aftaler, der indgås før lo-vens ikrafttræden, når den forsinkede betaling sker efter den 1. marts 2013,således at spørgsmålet om morarente og retten til et fast kompensationsbe-løb for inddrivelsesomkostninger skal afgøres efter de regler, der gælderefter lovens ikrafttræden.
Med hensyn til spørgsmålet om fordringshavers ret til morarente og rettentil et fast kompensationsbeløb for inddrivelsesomkostninger er det afgø-rende tidspunkt således, hvornår der er sket forsinket betaling (mislighol-delse) og ikke tidspunktet for aftaleindgåelsen.
Aftaler indgået før den 1. marts 2013 er ikke omfattet af lovudkastets reg-ler om f.eks. betalingsfrister, men hvis der sker betalingsforsinkelse efterden 1. marts 2013 af en fordring i henhold til en aftale indgået før den 1.marts 2013, kan fordringshaver støtte ret på de beføjelser, som gælder efterdenne dato, dvs. kræve den forhøjede morarentesats samt et fast kompen-sationsbeløb til dækning af inddrivelsesomkostninger.
Til § 3Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.
Det foreslås, at loven ikke gælder for Førerne og Grønland, men at den veden kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Grønland medde ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Færøerne har pr. 1. januar 2010 overtaget formueretten herunder aftalelo-ven for Færøerne. Loven skal derfor ikke gælde – eller ved en kongeliganordning kunne sættes i kraft – for Færøerne.
124
9.4. Lovforslagets økonomiske konsekvenserDet fremgår af arbejdsgruppens kommissorium punkt 3 bl.a., at arbejds-gruppen skal ”belyseeventuelle økonomiske konsekvenser af arbejdsgrup-pens konkrete forslag”.
På denne baggrund har arbejdsgruppen overvejet, hvilke økonomiske kon-sekvenser for det offentlige og erhvervslivet lovforslaget vil kunne giveanledning til.
Lovudkastet vil i almindelighed betyde en højere forrentning i tilfælde afforsinket betaling, idet tillægsprocenten i rentelovens § 5 forhøjes med etprocentpoint. Endvidere indføres der med lovforslaget en ret for kreditortil at kræve et fast kompensationsbeløb for inddrivelsesomkostninger. Detforventes, at kompensationsbeløbet – som efter direktivet som minimumskal svare til 40 euro – som udgangspunkt fastsættes til 310 kr.
Lovudkastet indeholder samlet set en styrkelse af kreditors retsstilling vedforsinket betaling. Forhøjelsen af rentelovens procenttillæg samt indførel-sen af kreditors ret til et fast kompensationsbeløb for inddrivelsesomkost-ninger vil således have direkte positive økonomiske konsekvenser for kre-ditorerne i form af dels færre betalingsmisligholdelser, dels en højere gradaf dækning af kreditors omkostninger ved betalingsmisligholdelse. Ifølgelovforslaget kan fordringshavers ret til at kræve morarente eller kompensa-tion for inddrivelsesomkostninger ikke udelukkes ved aftale, hvis kravetangår en fordring, som er omfattet af direktiv 2011/7/EU, jf. den foreslåe-de § 1, stk. 4, jf. lovudkastets § 1, nr. 2 og den foreslåede § 9 a, stk. 3, jf.lovudkastets § 1, nr. 8, med tilhørende bemærkninger.
I det omfang det offentlige, en virksomhed eller en forbruger optræder somskyldner i et handelsforhold og derfor skal betale den lovbestemte mora-rente på grund af forsinket betaling, kan lovforslaget have negative øko-nomiske konsekvenser svarende til forhøjelsen af den lovbestemte mora-rente. Arbejdsgruppen påpeger i den forbindelse generelt, at forhøjelsen afden lovbestemte morarente alene indebærer negative økonomiske konse-kvenser for skyldnere, der misligholder deres betalingsforpligtelse, og ikkefor skyldnere, som betaler til tiden.
125
Tilsvarende kan lovforslaget have negative økonomiske konsekvenser forden offentlige myndighed eller erhvervsdrivende, der misligholder sin be-talingsforpligtelse, og som derfor skal betale et fast kompensationsbeløbfor inddrivelsesomkostninger til kreditor. Det bemærkes i den sammen-hæng, at arbejdsgruppen anbefaler, at ”40 euro reglen” alene gennemføresinden for direktivets anvendelsesområde, jf. lovforslagets § 9 a, stk. 1.Denne del af lovforslaget vil derfor ikke have økonomiske konsekvenser iforbrugerforhold.
Endelig peger arbejdsgruppen på, at lovforslagets bestemmelse om mak-simale aftalte betalingsfrister på 30 dage, når skyldneren er en offentligmyndighed, kan have negative økonomiske konsekvenser for offentligemyndigheder, i det omfang den offentlige myndighed efter de gældenderegler f.eks. ville have indgået aftale om en længere betalingsfrist, endhvad der følger af lovforslaget. I så fald begrænses den pågældende offent-lige myndighed tilsvarende i sin rådighed og forvaltning af myndighedenslikviditet.
KLoplyser, at den foreslåede § 3 b om maksimale aftalte betalingsfrister,når skyldneren er en offentlig myndighed, ikke vil have økonomiske kon-sekvenser for kommunerne.
Med hensyn til lovudkastets § 9 a, stk. 2 om kreditors ret til et fast kom-pensationsbeløb – som forventes fastsat til 310 kr. – til dækning af inddri-velsesomkostninger, vurderer13KLpå baggrund af data fra de fire kom-muner, der indgik i Moderniseringsstyrelsens (tidligere Økonomistyrelsen)analyse ”Sikring af rettidig betaling”14foreløbigt, at lovudkastet kan inde-bære en meromkostning for kommunerne på mellem 33 mio. kr. og 87mio. kr., såfremt alle kreditorer benytter sig af deres ret til at kræve det fa-ste kompensationsbeløb i tilfælde af kommunernes for sent betalte faktura-er. KL bemærker, at der i det høje skønnede beløb er medtaget alle for sentbetalte fakturaer, mens der i det lave skønnede beløb alene indgår faktura-er, som er betalt mellem 6 og 20 dage efter rettidig betalingsdato. Endvide-re bemærker KL, at deres foreløbige beregninger bygger på historiske dataom kommunernes betalingsmønstrer, og at KL har en forventning om, at
13
KL oplyser, at vurderingen er foreløbig, og at de ikke har haft mulighed for at hørekommunerne om lovudkastets økonomiske konsekvenser.14Moderniseringsstyrelsens analyse er nærmere beskrevet i betænkningens kapitel 7.6.126
gennemførelsen af direktivets regler om bekæmpelse af forsinket betalingvil indebære færre misligholdelser fra kommunernes side.
Danske Regionerhar oplyst, at deres foreløbige beregninger peger på, atden foreslåede § 9 a, stk. 2, kan indebære en meromkostning for regioner-ne på mellem 15-35 mio. kr.
Moderniseringsstyrelsenbemærker, at lovudkastet ikke forventes at havenegative økonomiske konsekvenser for staten, idet det har en sådan karak-ter, at både renteforhøjelsen og kompensationsbeløbet kan undgås ved, atden offentlige myndighed betaler rettidigt. Endvidere er det vurderingen,at der ikke umiddelbart vil være systemmæssige udgifter forbundet medforslaget.
I relation til lovudkastets § 3 b henviserModerniseringsstyrelsentil, at denfaktiske gennemsnitlige kredittid for statsinstitutioner ifølge deres analyse,jf. rapporten ”Sikring af rettidig betaling”, i både 2010 og 2011 var mindreend 30 dage. På denne baggrund vurderes det, at en eventuel likviditets-virkning af forslagets § 3 b vil være ubetydelig.
127
