REU, Alm.del - 2011-12 - Bilag 519: Henvendelse af 11/8-12 fra Landsforeningen KRIM vedr. identifikation af polititjenestemænd

De seneste dages presseomtale af den aktuelle sag om Statsadvokaten iKøbenhavns besværligheder med at få identificeret de polititjenestemænd, somskulle have medvirket under en anholdelse af en ”terror-mistænkt” underklimatopmødet i december 2009, får Landsforeningen KRIM til at rette dennehenvendelse til Folketingets RetsudvalgKRIM er af den opfattelse, at den i medierne omhandlede sag ikke er enestående,men at den snarere er udtryk for en helt generel tendens med hensyn tilmyndighedernes indsats i efterforskningen af sager mod politiet.KRIM er opmærksom på, at efterforskningen af adfærdsklager mod politifolksiden 1. januar 2012 er henlagt til den nye uafhængige politiklagemyndighed(DUP). Det er dog fortsat statsadvokaterne, der efterforsker straffesager modpolititjenestemænd, hvorfor der fortsat er behov for at vurdere, omstatsadvokaternes indsats er tilstrækkelig.Det er KRIMs opfattelse, at statsadvokaterne i politiklagesager ofte undlader atbenytte de efterforskningsmidler, der er til rådighed, og som sædvanligvisanvendes i efterforskningen af straffesager – for eksempel indenretlige afhøringereller fotokonfrontationer. Det er KRIMs opfattelse, at statsadvokaterne oftehenfører klagesager under kategorien ”adfærdsklager” og ikke under ”straffesagermod politipersonalet”, uagtet at klagen burde give anledning til dette.Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol statuerer ofte krænkelse af EMRKartikel 3 i tilfælde, hvor de nationale myndigheder ikke i tilstrækkelig grad harforsøgt at identificere de politifolk, der ifølge en klage har anvendt vold elleroverdreven magt. En sådan undersøgelse skal efter menneskerettighedsdomstolenspraksis være ”capable of establishing the facts and identifying and punishingthose responsible”. Se for eksempelSlimani v. France,sagsnummer 57671/00, §§30 and 31.Det forekommer ganske ofte, at polititjenestemænd ikke kan identificeres i sager,hvor der er stærke beviser for eksempel for, at polititjenestemænd har begået voldmod borgerne. Dette forsøges i det følgende påvist med en række eksempler frastatsadvokaternes praksis, der gennemgås nedenfor.Som det fremgår af eksemplerne, har en statsadvokat standset en sag om etlivsfarligt halsgreb mod en anholdt, tilsyneladende fordi kolleger, der var til stede,ikke ville udtale sig om andre kolleger. En sag om vold i form af spark og andenmagtanmeldelse mod en klager på Nørrebro blev ligeledes standset, da det ikkevar muligt at identificere de implicerede politifolk. Færdselssager mod politifolker i flere tilfælde standset, fordi det ikke har været muligt at identificere de1

politifolk, som har kørt i de af sagerne omhandlede tjenestekøretøjer, der foreksempel er fanget af fotofæller (”ATK-kontrol”). Til trods for at klagere harværet anholdt og transporteret i politiets køretøjer, er det ikke altid muligt atudfinde de politifolk, som har deltaget i anholdelsen og/eller transporten.Det synes åbenbart, at såvel polititjenestemænds modvilje som statsadvokatensmodvilje mod at sagerne opklares, ofte er årsagen til, at sagerne opgives. Foreksempel afviser statsadvokaten undertiden at bruge fotokonfrontation, selvomder efter KRIMs opfattelse kunne være en åbenlys anledning hertil.Politiklagenævnet for København har tilbage i 2005 i forbindelse med en sag omvold begået af polititjenestemænd, der måtte opgives som følge af, at det ikke varmuligt at identificere de omhandlede politifolk, forgæves opfordretStatsadvokaten for København til at udvirke, at politiet pålægges at få uniformermed synlige identitetsnumre.I det følgende refereres en række eksempler på sager, der må indstilles, som følgeaf, at de relevante politifolk ikke udfindes. Alle sagerne er angivet med derelevante journalnumre hos henholdsvis statsadvokaterne og Rigsadvokaten.Det er efter KRIMs opfattelse ganske almindeligt, at statsadvokaten underpolitiklagesager undlader at identificere vidner, som måtte have overværet denpolitiforretning, der klages over, selv i tilfælde, hvor klageren bidrager medoplysninger, der burde kunne føre til, at vidnerne udfindes. Sådanne sager er derogså medtaget eksempler på.Eksempel 1Manglende mulighed for at identificere politipersonale, der deltog ipolitiforretning, hvor en borger påstod sig udsat for vold. Statsadvokatenbeklagede, at ”mangelfuld registrering hos politiet” var årsagen til, at detikke var muligt at identicere det politipersonale, som havde deltaget itransporten af en anholdt.SA1-2003-321-0736En borger A anmeldte sig udsat for vold i forbindelse med en anholdelse.Efterforskningen blev indstillet i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, medbaggrund i forklaringer afgivet af polititjenestemænd og en dørmand, der afvisteat have set, at A skulle have været udsat for vold, ligesom heller ikke forklaringerfra A’s venner understøttede anmeldelsen.Statsadvokaten bemærkede, at han fandt det beklageligt, at det som følgeaf fejlagtig eller mangelfuld registrering hos politiet ikke var muligt at identificerepolitipersonalet, der deltog i den i sagen omhandlede transport af denanholdte. Statsadvokaten havde som følge heraf ikke haft mulighed for atforetage en fuldstændig efterforskning i anledning af anmeldelsen.Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.2

Eksempel 2Anvendelse af halsgreb i forbindelse med anholdelseSA2-2007-321-0006 og RA-2008-321-0030Det blev lagt til grund, at der i forbindelse med en anholdelse blev anvendt enform for halsgreb på den anholdte, men det lykkedes ikke at identificere denpolititjenestemand, der havde gjort det. Statsadvokaten fandt hændelsesforløbetmeget beklageligt.Rigsadvokaten fandt det meget kritisabelt og beklageligt, at en polititjenestemandi forbindelse med magtanvendelsen anvendte en form for halsgreb, der bevirkede,at anmelder blev bragt i livsfare.Rigsadvokaten anførte endvidere, at sagen gav anledning til mere generelt atunderstrege det helt grundlæggende princip, at polititjenestemænd, der ikkeselv risikerer et retligt ansvar, ikke bør benytte den fritagelse for oplysnings- ogsandhedspligt, som i sager som den foreliggende nødvendigvis må indrømmessamtlige deltagende polititjenestemænd, til f.eks. af hensyn til deres kollegaerikke at bidrage fuldt ud til sagens opklaring.Eksempel 3Undersøgelse, hvor der blandt andet blev klaget over vold begået af politiet,blev standset, da det ikke var muligt at identificere de anmeldte betjente, ogaf ”ressourcemæssige hensyn”.SA1-2007-321-0964En person A havde anmeldt politiet for spark og anden unødig magtanvendelsei forbindelse med, at han blev anholdt under rydningen af Ungdomshuset.A havde desuden klaget over, at han under anholdelsen var blevet behandletydmygende med en anklagende tone og flere gange havde fået at vide, at hanikke kunne blive løsladt, da han så bare ville løbe tilbage til Nørrebro og laveballade igen.Statsadvokaten sluttede straffedelen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2,idet de anmeldte betjente ikke kunne identificeres.Af ressourcemæssige årsager blev der ikke foretaget videre med hensyn tiladfærdsklagen, idet det ville være forbundet med uforholdsmæssigevanskeligheder, omkostninger og behandlingstider, der ikke stod i rimeligt forholdtil klagepunktets betydning.Statsadvokaten bemærkede, at såfremt det alligevel skulle lykkes at findefrem til den eller de betjente, der var fremkommet med udtalelsen, så fandtesden ikke kritisabel set i lyset af begivenhederne i forbindelse med rydningenaf Ungdomshuset.3

Politiklagenævnet erklærede sig enig i afgørelsen.Eksempel 4I en klage over politiets voldsomme adfærd under ishockeykamp kunnestatsadvokaten ikke få identificeret de enkelte polititjenestemænds adfærd,idet polititjenestemændene meddelte, at de kun ville udtale sig i retten.Statsadvokaten undlod at benytte sig af adgangen til at afholdet indenretligtforhør, hvor polititjenestemændene ville kunne pålægges at afgive forklaring.SA4-2003-323-0017Under en ishockeykamp blev politiet tilkaldt, idet der angiveligt skulle være etstørre slagsmål i gang. Efter episoden klagede en person over, at detilstedeværende polititjenestemænd havde brugt unødig magt over for udeholdetsfans, og at polititjenestemændene efterfølgende uden for skøjtehallen havdeprovokeret og anholdt en del af disse fans.Den kommandohavende politikommissær anførte i en rapport, at der foruden hamselv havde været 14 polititjenestemænd til stede i skøjtehallen.Da statsadvokaten ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger præcist kunneidentificere de enkelte polititjenestemænds adfærd i forbindelse med episoderne,indkaldte statsadvokaten alle de tilstedeværende polititjenestemænd til afhøring.Tre af de tilstedeværende polititjenestemænd var chargerede og mødte alle op tilafhøring. De resterende 12 polititjenestemænd meddelte, at de alene ønskede atlade sig afhøre indenretligt.Da de udenretlige afhøringer gav tilstrækkeligt grundlag for afgøre sagen, fandtstatsadvokaten ikke grundlag for at træffe bestemmelse om, at de øvrigepolititjenestemænd skulle afhøres indenretligt, jf. retsplejelovens § 1019 f, stk. 1.Statsadvokaten fandt ikke, at politiet havde provokeret eller chikaneretudebaneholdets fans og fandt herefter ikke grundlag for at kritisere politietsadfærd i forbindelse med ishockeykampen.Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.Eksempel 5Betjent kunne ikke identificeres i sag om tilskadekomst som følge af kast medtåregasgranatSA1-2007-322-0020Statsadvokaten modtog en anonym henvendelse vedrørende en episode vedden såkaldte G13-demonstration, hvor en pige angiveligt blev ramt af en4

tåregasgranat ved højre øje. Pigen fik som følge heraf dybe flænger over og underøjet, ligesom der gik ild i håret.Henset til de beskrevne skader fandt statsadvokaten det rigtigst at indledeefterforskning i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen i medfør af retsplejelovens§ 749, stk. 2, da det ikke havde været muligt at identificere denpolititjenestemand, som måtte have affyret gaspatronen.Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.Eksempel 6Stadfæstet indstilling af efterforskning af hastighedssag, blandt andet pågrund af den siden anmeldelsen forløbne tidSA1-2005-321-0605 og RA-2006-321-0376En kriminalassistent K, der var kørende i et civilt køretøj, blev den 18. juni 2005fotograferet i forbindelse med automatisk trafikkontrol på grund afhastighedsoverskridelse.K blev 6 måneder efter episoden konfronteret med fotoet. K oplyste, at hanikke huskede årsagen til hastighedsoverskridelsen, da episoden lå et halvt årtilbage i tiden, men at han generelt kun overskred hastighedsgrænserne, hvisdet var tjenstligt begrundet i henhold til udrykningsbekendtgørelsen.Det fremgik i øvrigt af sagen, at der ikke var sket en tilføjelse til døgnrapporteneller andetsteds om, at der blev foretaget udrykningskørsel i det konkretetilfælde. Dette var i strid med interne instrukser.Statsadvokaten indstillede den 10. maj 2006 efterforskningen i sagen medden begrundelse, at der ikke ville kunne føres bevis for, at K ikke havde kørtudrykningskørsel. Statsadvokaten lagde blandt andet vægt på, at K først blevkonfronteret med fotoet efter 6 måneder.Statsadvokaten havde i øvrigt tidligere i forløbet meddelt Politidirektøren,at politiklagenævnet fandt, at politikredsen burde overveje at indføre en meresikker (intern) registrering af politipersonalets brug af politiets køretøjer.Statsadvokaten fandt, at det lå uden for statsadvokatens kompetence at pålæggepolitiet at indføre et registreringssystem, men at han gerne ville videregiveforslaget fra nævnet til Politidirektøren.Politiklagenævnet havde forinden statsadvokatens afgørelse udtalt, at manikke fandt, at der var grundlag for at indstille efterforskningen. Politiklagenævnetlagde herved blandt andet vægt på, at det ikke af døgnrapport ellerpå anden måde var dokumenteret eller sandsynliggjort, at der var tale omudrykningskørsel. Der havde heller ikke været anvendt udrykningslys i den5

konkrete situation.Politiklagenævnet klagede over statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokatenog anførte i klagen, at det forhold, at K først fik foreholdt fotoet efter 6 månederikke i sig selv burde medføre, at efterforskningen blev indstillet. I øvrigtfandt politiklagenævnet ikke, at der forelå oplysninger, der kunne medføre, atsagen ikke skulle afgøres med et bødeforelæg.Der havde i forbindelse med efterforskningen været problemer og drøftelseromkring identifikation af føreren.Rigsadvokaten stadfæstede ud fra en konkret vurdering statsadvokatensafgørelse. Rigsadvokaten bemærkede, at statsadvokaten havde foretaget enrække tiltag med henblik på at effektivisere behandlingen af disse sager.Rigsadvokaten tilsluttede sig i øvrigt, at det bør sikres, at der ikke opstår tvivl om,hvilke medarbejdere der har gjort brug af politiets tjenestekøretøjer.Eksempel 7I et tilfælde, hvor der var klaget over, at en motorcykelbetjent i forbindelsemed en igangværende spirituskontrol var kørt hen over en cykelsti og indforan en cyklist, måtte statsadvokaten opgive at få den pågældendeidentificeret.SA1-04-321-0439TV-2 havde produceret et indslag om en igangværende spirituskontrol. Afindslaget fremgik, at en motorcykelbetjent P satte sin motorcykel i gang frafortovet og under udrykning kørte henover cykelstien, hvorved han kørte ind foranen cyklist, som klart blev forskrækket over eller irriteret på P.En tv-seer K, der havde set tv-indslaget, klagede til politidirektøren over måden,hvorpå P havde kørt. Det var dog ikke muligt at identificere P, da nummerpladenikke kunne aflæses på optagelsen.K trak senere sin klage tilbage, da han ikke havde ønsket at anmelde forholdet.Da det ville være ressourcekrævende at identificere P, og da K ikke ønskedeat anmelde forholdet, blev sagen sluttet ved, at videobåndet blev sendt tilPolitidirektøren i København med henblik på, at færdselsafdelingen genereltskulle tilrettelægge færdselskontrollen, så der ikke opstår uhensigtsmæssighederi forhold til andre trafikanter.Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.Eksempel 8Vidner, hvis fornavn var oplyst til statsadvokaten, og som skulle have opholdtsig på den institution, hvor den påklagede anholdelse foregik, blev ikke6

identificeret af statsadvokaten. Sagsbehandlingstiden på knap 2 år og 6måneder blev beklaget(SA1-2002-321-0088 og RA-2005-321-0279)Statsadvokaten besluttede den 24. maj 2005 at indstille efterforskningen i ensag, hvor en mand M, den 26. november 2002 havde anmeldt politiassistent Pfor vold efter straffelovens § 244 begået i forbindelse med en episode på eninstitution.Statsadvokaten beklagede samtidig den meget lange sagsbehandlingstidi sagen.Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig.Det fremgik blandt andet af afgørelsen, at M og dennes advokat i periodenfra den 13. juni 2003 til den 6. februar 2004 blev indkaldt til afhøring istatsadvokaturen fem gange, før det lykkedes at få foretaget afhøring. Endvideresøgte statsadvokaten først to vidner, der var angivet af M ved fornavn vedanmeldelsen, identificeret ved skrivelse af 22. marts 2004 til institutionen, selv omdet kunne være sket tidligere i forløbet. Ligeledes måtte det lægges til grund,at sagen i perioder, der samlet udgjorde ca. 10 måneder, havde ligget stille pågrund af sagsbehandlerens arbejde med andre sager af hastende karakter.P klagede til Rigsadvokaten over sagsbehandlingstiden.Statsadvokaten anførte i sin udtalelse til Rigsadvokaten, at sagsbehandlingstideni sagen, selv med den tid sagsbehandleren nødvendigvis måtte anvendepå andre sager af hastende karakter, havde været uforholdsmæssig og dermeduacceptabelt lang. Statsadvokaten anførte ligeledes, at sagen havde givetanledning til overvejelser om, hvorvidt sagsgangen kunne have været hurtigereog mere effektiv.Statsadvokaten oplyste ligeledes, at identificeringen og afhøringen af eventuellevidner og anmeldte polititjenestemænd som hovedregel afventer afhøringaf klager, hvilken fremgangsmåde også blev anvendt i den pågældendesag. Statsadvokaten var dog af den opfattelse, at der på baggrund af sagenshelt ekstraordinære forløb havde været grundlag for at fravige den sædvanligefremgangsmåde, således at der langt tidligere i forløbet kunne have været tagetinitiativ til at identificere de af anmelder angivne vidner.Rigsadvokaten fandt, at sagen havde haft et uheldigt og alt for langt forløb,der burde have været undgået. Rigsadvokaten kunne således fuldt ud tilsluttesig statsadvokatens beklagelse af sagsbehandlingstiden.Eksempel 9I en sag, hvor en biltyv dræbt ved skud afgivet af politiet (Røde Mellemvej-sagen) SA1-2003-322-0003, tidl. SA1-2003-321-0174 og RA-2003-322-0008,blev det gjort gældende, at politiet ikke havde gjort tilstrækkeligt for at7

identificere vidner til episoden.Rigsadvokaten tilføjede, at det var hans opfattelse, at statsadvokatensundersøgelse i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, også burde haveomfattet politiets dispositioner i forbindelse med identifikationen af vidnerne tilhændelsen.Eksempel 10Politiklagenævn anmodede statsadvokaten om afholdelse affotokonfrontation, hvilket statsadvokaten modsatte sig, hvorfor det ikkelykkedes at identificere de polititjenestemænd, der kunne være omfattede afklagen.SA1-00-44-0428 og K 608/00En journalist klagede over en polititjenestemands chikanøse adfærd under nogleuroligheder. Statsadvokaten indstillede til politiklagenævnet, at sagen blevhenlagt, fordi det ikke var muligt at identificere episoden. Politiklagenævnetanmodede statsadvokaten om, at der blev foretaget en fotokonfrontation medhenblik på identifikation af den polititjenestemand, som klagen vedrørte.Rigsadvokaten fandt ikke, at der var hjemmel til at foretage fotokonfrontation i ensag, som blev behandlet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b.Rigsadvokaten anførte herunder, at gennemførelsen af et undersøgelsesskridt i enadfærdssag, som har karakter af et straffeprocessuelt tvangsindgreb, krævedeenten udtrykkelig lovhjemmel eller samtykke fra de involverede, det vil sige allede polititjenestemænd, hvis foto måtte blive benyttet til forevisningen.Eksempel 11Statsadvokaten ville have sigtet de af klagen to omhandlede hundeførere forvold (som følge af politihundebid mod klageren) men opgav dette, da det ikkevar muligt at identificere de to polititjenestemænd – lang sagsbehandlingstidkan være årsagen.I to sager (K143/97ogK 148/97)lagde statsadvokaten klagernes forklaringer tilgrund. De havde forklaret, at de befandt sig i udkanten af begivenhederne oghavde været på vej væk, da de blev bidt af politihunde og var blevet slået medpolitistav. Efter statsadvokatens opfattelse ville de pågældende episoder kunnedanne grundlag i hvert fald for en sigtelse for overtrædelse af straffelovens(section) 244. Statsadvokaten kunne imidlertid ikke identificere de pågældendepolititjenstemænd, og derfor blev yderligere undersøgelser i sagerne indstillet.Politiklagenævnet havde erklæret sig enig i afgørelsen.Begge sager blev indbragt for Rigsadvokaten af de to personer, der var blevet bidt.Rigsadvokaten fandt, at der i begge sager forelå oplysninger fra en8

polithundefører om anvendelse af politihund i situationer, som i beskrivelsen af tidog sted mindede om de situationer, som de to borgere havde klaget over. Der varimidlertid så store uoverensstemmelser mellem handlingsforløbet ifølgepolitihundeførerens forklaring og klagernes forklaringer, at det ikke medtilstrækkelig sikkerhed kunne lægges til grund, at der var tale om de sammesituationer. På den anden side kunne det heller ikke helt udelukkes, atpolitihundeføreren og klagerne omtalte samme situation, selv om forklaringernevar modstridende. Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at fortsætteefterforskningen, da yderligere efterforskning og afhøringer af politipersonaleeller vidner efter den forløbne tid ikke kunne forventes at føre til nye væsentligeoplysninger.Rigsadvokaten fandt i øvrigt anledning til at beklage den tid, der var medgået tilbehandlingen af sagerne.Eksempel 12Polititjenestemænd i indsatsuniformer kunne ikke identificeres i en sag omanmeldelse af polititjenestemænd for vold under en større politiaktion.Rigsadvokaten ville ikke kommentere behovet for at indføreidentifikationsnumre på politiets uniformer.SA1-2001-321-140 og RA-2004-321-0181, SA1-2001-321-0115 og RA-2004-321-0182Politiet ryddede den såkaldte ”Technoplads” under uroligheder den 1. maj iFælledparken blandt andet ved brug af tåregas. To personer klagede over voldog politiets manglende brug af megafon ved opfordring til at rømme pladsenog ved advarsel om brug af gas. Desuden klagede de over sagsbehandlingstiden.Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen, og statsadvokaten fandtikke anledning til kritik.Politiklagenævnet var enig i afgørelsen, men anførte endvidere blandt andet,at der forud for anvendelsen af gas overfor en større menneskemængde altidbør gives advarsel via megafon, hvilket ikke var sket i de konkrete situationer.Advokat A klagede på vegne af de to personer til Rigsadvokaten og anførtei klagen, at det måtte betragtes som en fejl, at det ikke var muligt med sikkerhedat identificere de involverede polititjenestemænd, når disse bærerindsatsuniformer med visir eller lignende. A anførte endvidere, at politietsmanglende brug af megafon, dels i forbindelse med opfordringen til at forladestedet, dels i forbindelse med advarsel om brug af gas, havde afgørendeindflydelse på den situation hans klienter var kommet i.Rigsadvokaten tiltrådte afgørelsen og anførte, at en stillingtagen til spørgsmåletom indførelse af en ordning med numre eller lignende på politietsindsatsuniformer med henblik på identifikation af de enkelte polititjenestemænd,klart falder udenfor Rigsadvokatens kompetence i henhold til reglerne iretsplejelovens kapitel 93 b og c. Rigsadvokaten anførte endvidere, at en9

stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt politiet i en situation som denforeliggende generelt bør anvende megafon, såvel i forbindelse med opfordringentil at forlade stedet, som i forbindelse med advarslen om afskydning af gas, falderudenfor rammerne af en undersøgelse i medfør af retsplejelovens kapitel 93 b ogc, idet der er tale om en politimæssig disposition. Rigsadvokaten henviste A til atrette henvendelse til politidirektøren. Endelig beklagede Rigsadvokaten megetden lange sagsbehandlingstid.Eksempel 13Anmeldelse for at have urineret på den grund, hvor Ungdomshusethavde liggetSA1-2007-321-0999En klager K rettede henvendelse til Københavns Politi på baggrund af en artikelom to piger, der ville anmelde nogle polititjenestemænd for at have urineret påden grund, hvor ”Ungdomshuset” havde ligget.Der forelå ikke en anmeldelse eller klage fra pigerne omtalt i artiklen.K ønskede ikke at anmelde pågældende polititjenestemænd. K mente dog, atdet burde meddeles de pågældende, at de havde handlet dumt, og at det burdeindskærpes, at man skal tænke sig om.Københavns Politi meddelte, at det – særligt på grund af antallet af medvirkendepolititjenestemænd under aktionen – næppe ville være muligt at identificerede pågældende.Statsadvokaten indstillede efterforskningen. Statsadvokaten lagde ved sinafgørelse vægt på, at det ikke var oplagt, at det ville føre til kritik, hvis artiklensoplysninger blev lagt til grund. Statsadvokaten henviste herved til, at deti tilfælde af identificering af de pågældende måtte forventes forklaret, at derikke umiddelbart var tilgængelige toiletfaciliteter i nærheden. Dette måttesammenholdes med de særegne forhold i forbindelse med de meget krævende,omfattende og langvarige politiindsatser i forbindelse med urolighederne ogdemonstrationerne på Nørrebro i foråret i 2007.Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.Delberetning for Politiklagenævnet for Statsadvokatenfor København og Bornholm for 2007(Anklagemyndighedens årsberetning, side 150 ff.)"... I anledning af en konkret sag (SA1-05-321-0640), som vedrørte en anmeldelsefor vold, begået af en politibetjent under en demonstration, rejste Nævnetigen spørgsmålet om, i hvilket omfang polititjenestemænd burde forsynes medet nummer eller andet identifikationstegn, således at det er muligt på baggrund10

af videooptagelser eller fotos at få identificeret de enkelte betjente.Den pågældende sag måtte henlægges, idet det trods en større efterforskningikke var muligt at få klarlagt identiteten på en polititjenestemand, som kunneses på en videooptagelse. Nævnet opfordrede på det seneste fællesmøde medStatsadvokaten til, at spørgsmålet om idenfikationsmærker på politiuniformer– i hvert fald i forbindelse med større politiaktioner – på ny tages op med derelevante instanser.En stor del af de færdselssager, som er gengivet i statistikken, vedrører sagerom automatisk trafikkontrol. Nævnet har måtte konstatere, at der fortsat sestilfælde, hvor et civilt tjenestekøretøj fra Københavns Politi er blevetaffotograferet i en situation, hvor der køres hurtigere end tilladt, men hvor det ikkehar været muligt at få identificeret føreren. Politiklagenævnet har tidligereopfordret til, at man i Københavns Politi tilvejebringer en bedre registrering afbenyttelsen af civile tjenestekøretøjer, idet det i enkelte sager har vist sig, atdet formentlig synes at være vanskeligt at få identificeret føreren af depågældende automobiler på grundlag af de optagne fotos. .."Politiforbundet klagede til ombudmanden over et krav om, at de skulle afgiveblodprøve i en sag, hvor det skulle undersøges om de havde væretspirituspåvirkede i en sag, hvor en anholdt afgik ved døden umiddelbart efteren anholdelse.I ombudsmandsudtalelsenFOB 1998.170klagede Dansk Politiforbund tilFolketingets Ombudsmand over, at 4 kolleger havde været udsat for pres, daStatsadvokaten i Sønderborg gennem det lokale politi havde anmodet de 4kolleger om at give samtykke til, at der blev udtaget blodprøve hos dem. De 4polititjenestemænd havde den 6. juni 1996 deltaget i anholdelsen af en kvinde, dermistede bevidstheden under anholdelsen og døde kort tid efter. Blodprøverneskulle anvendes i efterforskningen af omstændighederne omkring politietsbehandling af kvinden. Politiforbundet klagede også over Statsadvokaten iSønderborg til Rigsadvokaten. Rigsadvokaten meddelte i brev af 31. juli 1996politiforbundet, at Rigsadvokaten ikke mente der var grundlag for at kritiserestatsadvokatens anmodning om udtagelse af blodprøver. Rigsadvokaten anførtebl.a. følgende i brevet: "Jeghar ved min afgørelse lagt vægt på, at undersøgelseni henhold til retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, omhandlede en persons død ipolitiets varetægt, mens den pågældende var ilagt håndjern, og efter at der varanvendt stav mod den pågældende. En undersøgelse af et så tragiskhændelsesforløb må gennemføres så grundigt som muligt, herunder ikke mindst afhensyn til de involverede politiassistenter, der som anført ikke har modsat sigudtagelsen af blodprøver."Politiforbundet klagede især over, at politiledelsen, daman bad de 4 betjente om samtykke til at udtage blodprøve, skulle have henvist tildet dagældende pkt. 5 i Rigspolitichefens Kundgørelse I, nr. 10, der havdefølgende indhold: "'Haren tjenstlig forseelse bestået i eller været forbundet medpåvirkning af spiritus, bør tjenestemanden underkastes spiritusprøve og herunderafgive blodprøve. Der er - bortset fra bestemmelserne i færdselslovens § 55 ogretsplejelovens kapitel 72 - ikke hjemmel til at gennemføre spiritusprøve ellerudtagning af blodprøve med magt, men nægtelse af at medvirke til prøverne må i11