Kapitel 1........................................................................................................... 7Indledning .................................................................................................................... 71. Retsplejerådets kommissorium ............................................................................. 72. Retsplejerådets sammensætning ........................................................................... 83. Retsplejerådets arbejde ......................................................................................... 84. Oversigt over betænkningens indhold .................................................................. 95. Økonomiske og administrative konsekvenser af Retsplejerådets forslag .......... 14

Kapitel 2......................................................................................................... 17Gældende ret .............................................................................................................. 171. Indledning ........................................................................................................... 172. Gældende ret ....................................................................................................... 172.1. Formål ........................................................................................................ 172.2. Rettigheder, der kan håndhæves ved forbud.............................................. 182.3. Betingelserne for at nedlægge forbud ........................................................ 222.4. Værneting ................................................................................................... 252.5. Sagens behandling ..................................................................................... 262.6. Fogedrettens bistand og beslaglæggelse .................................................... 282.7. Overtrædelse af forbud .............................................................................. 302.8. Justifikationssag ......................................................................................... 312.9. Ophævelse af forbuddet ............................................................................. 322.10. Ansvaret ved ulovligt nedlagt forbud ...................................................... 322.11. Appelmuligheder ..................................................................................... 332.12. Andre foreløbige retsmidler ..................................................................... 33

Kapitel 3......................................................................................................... 37Fremmed ret ............................................................................................................... 371. Indledning ........................................................................................................... 372. Norge .................................................................................................................. 372.1. Indledning .................................................................................................. 372.2. Betingelserne ............................................................................................. 372.3. Værneting ................................................................................................... 382.4. Sagens behandling ..................................................................................... 382.5. Ophør af midlertidig forføyning ................................................................ 402.6. Appel .......................................................................................................... 412.7. Erstatning ................................................................................................... 413. Sverige ................................................................................................................ 413

3.1. Indledning .................................................................................................. 413.2. Betingelserne ............................................................................................. 423.3. Værneting ................................................................................................... 423.4. Sagens behandling ..................................................................................... 423.5. Efterfølgende retssag ................................................................................. 433.6. Ophør af foranstaltninger ........................................................................... 433.7. Appel .......................................................................................................... 434. Finland ................................................................................................................ 444.1. Indledning .................................................................................................. 444.2. Betingelserne ............................................................................................. 444.3. Værneting ................................................................................................... 454.4. Sagens behandling ..................................................................................... 464.5. Efterfølgende retssag ................................................................................. 464.6. Ophør af en sikrende foranstaltning .......................................................... 474.7. Appel .......................................................................................................... 474.8. Erstatning ................................................................................................... 485. Tyskland ............................................................................................................. 485.1. Indledning .................................................................................................. 485.2. Betingelserne ............................................................................................. 495.3. Værneting ................................................................................................... 495.4. Sagens behandling ..................................................................................... 495.5. Ophør af foranstaltninger og appel ............................................................ 50

Kapitel 5......................................................................................................... 55Retsplejerådets overvejelser ...................................................................................... 551. Indledning ........................................................................................................... 552. Procesordningen ................................................................................................. 553. Forbud og påbud ................................................................................................. 614. Rettigheder, der kan håndhæves ved forbud eller påbud.................................... 635. Betingelserne for at meddele forbud eller påbud................................................ 666. Værneting mv. .................................................................................................... 697. Sagens behandling .............................................................................................. 724

8. Beslaglæggelse og bistand til opretholdelse af et forbud eller påbud ................ 779. Overtrædelse af et forbud eller påbud ................................................................ 8110. Efterfølgende retssag ........................................................................................ 8311. Bortfald eller ophævelse af et forbud eller påbud ............................................ 8412. Inhabilitet .......................................................................................................... 8613. Ansvaret ved ulovligt meddelt forbud eller påbud ........................................... 8814. Appelmuligheder .............................................................................................. 88

Kapitel 1Indledning1. Retsplejerådets kommissoriumVed brev af 21. januar 1998 har Justitsministeriet anmodet Retsplejerådet om at be-handle et kommissorium af 19. januar 1998 om en generel reform af den civile retsple-je. Kommissoriet, der i sin helhed er optrykt i kapitel 1, afsnit 1, i betænkning nr.1401/2001 om reform af den civile retspleje I, har sin baggrund i bl.a. en skrivelse af12. september 1996 fra Den Danske Dommerforening til justitsministeren med forslagom, at der tages initiativ til en generel reform af den civile retspleje.Det hedder i skrivelsen fra Den Danske Dommerforening bl.a.:”(…) Fogedrettens opgave er at gennemtvinge retlige krav. Bortset fra tvangsauktionerover fast ejendom, må det formentlig i dag erkendes, at fogedretlig behandling er af me-get begrænset værdi. Som motiverende faktor for frivillig opfyldelse må det endvidereantages, at det fogedretlige system i vore dage spiller en marginal rolle sammenlignetmed kreditinformation. Disse forhold kan give anledning til mere dybtgående overvejel-ser om det samlede regelsæt på dette område. (…).”

Som led i kommissoriet om en generel reform af den civile retspleje behandler Rets-plejerådet en række spørgsmål vedrørende tvangsfuldbyrdelse. Efter nogle indledendeovervejelser bl.a. om foreløbige retsmidler og lønindeholdelse for private krav afventerRetsplejerådets fortsatte overvejelser om disse spørgsmål som udgangspunkt et arbej-de, som foregår i en arbejdsgruppe, som rådet har nedsat til behandling af en rækkeogså mere praktisk betonede spørgsmål om fremgangsmåden ved foretagelsen af deforskellige fogedforretninger. Rådet har dog bl.a. efter drøftelse med arbejdsgruppensformand fundet det forsvarligt allerede nu at færdiggøre sine overvejelser om behand-lingen af sager om nedlæggelse af forbud med det forbehold, at senere forslag fra ar-bejdsgruppen om den praktiske fremgangsmåde ved visse (nuværende) fogedsagersbehandling selvsagt også vil kunne få betydning for spørgsmål i forbindelse med be-handlingen af forbudssager. Rådets beslutning om nu at færdiggøre overvejelserne omforbudssager er truffet bl.a. på baggrund af et indtryk af, at der blandt en hel del prak-tikere med interesse for forbudsinstituttet er et stærkt ønske om, at overvejelserne ombehandlingen af sager om forbud i muligt omfang søges fremrykket.

2. Retsplejerådets sammensætningRetsplejerådet havde ved afgivelsen af denne betænkning følgende sammensætning:Retsassessor Mai AhlbergLandsretspræsident Bjarne Christensen (formand)Advokat Karen DyekjærLandsdommer Michael KistrupRetspræsident Henrik LindeProfessor, lic.jur. Gorm Toftegaard NielsenAdvokat Jens Rostock-JensenProfessor, dr.jur. Eva SmithLandsdommer Olaf TingleffKontorchef Mette Undall-BehrendProfessor, dr.jur. Erik WerlauffUdviklingschef Joy WinterSom sekretær for Retsplejerådet i forbindelse med denne betænkning har i forskelligeperioder fungeret fuldmægtig Hanne Aagaard og fuldmægtig Stine Tolstrup Christen-sen. Ved betænkningens afgivelse fungerede fuldmægtig Stine Tolstrup Christensensom sekretær for rådet.

3. Retsplejerådets arbejdeRetsplejerådet har som led i arbejdet med kommissoriet om en generel reform af dencivile retspleje hidtil afgivet 6 delbetænkninger:Betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I (Instansordnin-gen, byrettens sammensætning og almindelige regler om sagsbehandlingen iførste instans)Betænkning nr. 1427/2003 om reform af den civile retspleje II (Offentlighed icivile sager og straffesager)Betænkning nr. 1436/2004 om reform af den civile retspleje III (Adgang tildomstolene)Betænkning nr. 1468/2005 om reform af den civile retspleje IV (Gruppesøgs-mål mv.)Betænkning nr. 1481/2006 om reform af den civile retspleje V (Retsmægling)8

Betænkning nr. 1522/2010 om reform af den civile retspleje VI (Behandling afforurettedes civile krav under straffesager (Adhæsionsprocessen))Retsplejerådet har endvidere som led i arbejdet med kommissoriet om en generel re-form af den civile retspleje afgivet 5 udtalelser:Udtalelse af august 1999 om Justitsministeriets udkast til ændring af retspleje-loven vedrørende behandling af retssager uden for retskredsen af lokalemæssigegrunde (Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 188 ff)Udtalelse af 29. februar 2000 om Sølovsudvalgets forslag om ændring af reg-lerne om søforklaring (jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 1695f)Udtalelse af 2. december 2003 om en redegørelse om digital kommunikationmed domstolene, som er afgivet af en arbejdsgruppe under Domstolsstyrelsen(Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 6115f)Udtalelse af 12. august 2004 om Advokatrådets redegørelse om en reform afvoldgiftsloven (Folketingstidende 2004-05, tillæg A (2. samling), side 5333ff)Udtalelse af 15. december 2008 om anvendelse af telekommunikation med bil-lede ved retsmøder om forlængelse af varetægtsfængsling (Folketingstidende2008-09, tillæg A, side 4950)Retsplejerådet har i første omgang behandlet midlertidige afgørelser om forbud og på-bud på 8 møder i 2007-2008. Efter afslutningen i 2010 af arbejdet med emnet om be-handlingen af forurettedes civile krav under straffesager har Retsplejerådet færdigbe-handlet emnet om de midlertidige afgørelser om forbud og påbud på i alt 8 møder i2010-2011. Sideløbende med dette har Retsplejerådet arbejdet med et kommissoriumaf 24. marts 2010 om retshjælp. Dette arbejde er endnu ikke afsluttet.

Afsnit 2.1 beskriver formålet med reglerne om fogedforbud. Afsnit 2.2 beskriver ret-tigheder, der kan håndhæves ved forbud. Afsnit 2.3 beskriver betingelserne for at ned-lægge forbud. Afsnit 2.4 beskriver reglerne om værneting. Afsnit 2.5 beskriver sagensbehandling. Afsnit 2.6 beskriver fogedrettens bistand og beslaglæggelse. Afsnit 2.7beskriver spørgsmålet om overtrædelse af forbud. Afsnit 2.8 beskriver justifikations-sagerne, herunder spørgsmål om inhabilitet. Afsnit 2.9 beskriver ophævelse af forbud-det. Afsnit 2.10 beskriver ansvaret ved ulovligt nedlagt forbud. Afsnit 2.11 beskriverappelmuligheder. Endelig beskriver afsnit 2.12 andre foreløbige retsmidler.

Kapitel 3

Kapitel 3 (afsnit 2-5) gennemgår hovedtrækkene i norsk, svensk, finsk og tysk ret.Reglerne om midlertidige foranstaltninger i de andre nordiske lande og Tyskland ad-skiller sig særligt fra de danske forbudsregler ved et bredere anvendelsesområde, som ide fire lande overordnet set giver mulighed for at nedlægge både forbud og påbud.Reglerne i de andre nordiske lande og udgangspunktet efter tysk ret adskiller sig end-videre særligt fra de danske forbudsregler ved, at der ikke skal anlægges en sag om,hvorvidt forbuddet eller påbuddet var lovligt nedlagt (justifikationssag). Der ses end-videre i Norge, Finland og Tyskland særlige regler om, at hvis retssagen om den ret-tighed, der påstås krænket (hovedsagen), er anlagt, fremsættes anmodning om midler-tidig foranstaltning for den domstol, der behandler retssagen, ligesom der i Norge sesadgang til at samle hovedsagen med sagen om den midlertidige foranstaltning.

Kapitel 4

Kapitel 4 gennemgår tidligere overvejelser om forbud særligt for så vidt angår tidligereovervejelser om procesordningen. I afsnit 1 refereres overvejelserne i retsplejelovensforarbejder, i afsnit 2 refereres overvejelserne i Retsplejerådets betænkning nr.1107/1987 om arrest og forbud, og i afsnit 3 refereres overvejelserne i rapport omhåndhævelse af patentrettigheder.

Kapitel 5

Kapitel 5 indeholder Retsplejerådets overvejelser om ændring og modernisering afforbudsinstituttet.10

Retsplejerådets forslag til regler om midlertidige afgørelser om forbud og påbud inde-bærer, at retsplejelovens regler om forbud i kapitel 57 foreslås revideret og indsat i etnyt kapitel 23 b. Det foreslås således, at reglerne flyttes fra tredje bog, femte afsnit,som omhandler de foreløbige retsmidler, til tredje bog, første afsnit, som omhandler dealmindelige bestemmelser i den borgerlige retspleje.Forslaget om at flytte forbudsreglerne fra kapitel 57 til et nyt kapitel 23 b skal ses ilyset af Retsplejerådets forslag til procesordningen, som rådet gennemgår iafsnit 2.Retsplejerådet foreslår for det første at overføre kompetencen i forbudssagerne fra by-rettens afdeling for behandling af fogedsager (fogedretten) til byrettens afdeling forbehandling af bl.a. civile retssager (retsafdelingen). Derudover foreslår rådet at udvideSø- og Handelsrettens kompetence til at behandle forbudssager svarende til den kom-petence, som retten har til at behandle de sagstyper, der er nævnt i retsplejelovens §225 og § 227.Retsplejerådet overvejer, om der – ligesom efter gældende ret – fortsat skal kunne an-modes om at få nedlagt forbud mv., uanset om hovedsagen er anlagt eller ej, eller omen anmodning om forbud mv. skal forudsætte, at hovedsagen er anlagt eller bliver an-lagt samtidig med forbudssagen. Rådet finder imidlertid ikke grundlag for at foreslå ensådan begrænsning af adgangen til at nedlægge forbud, og forbudsinstituttet skal såle-des fortsat kunne anvendes uafhængigt af, om hovedsagen er anlagt eller ej. Dernæstovervejer Retsplejerådet, om der skal indføres adgang til, at retten som led i hovedsa-gen kan træffe en midlertidig afgørelse om nedlæggelse forbud mv., således at det ikkeer nødvendigt at indbringe en selvstændig sag om forbud mv. En sådan ordning rejserimidlertid en række problemer i forhold til appeladgangen, og rådet finder derfor ikkeanledning til at foreslå dette.Iafsnit 3overvejer Retsplejerådet området for de midlertidige afgørelser. Retsplejerå-det foreslår at udvide området, så dansk ret ikke er begrænset til egentlige forbud modvisse handlinger, men at domstolene – i lighed med hvad der gælder i bl.a. de andrenordiske lande samt i medfør EUF-traktaten – ved et forbud eller påbud skal kunnebestemme, at en part midlertidigt skal foretage, undlade eller tåle bestemte handlinger.Retsplejerådet foreslår endvidere at opretholde den gældende afgrænsning i forhold tilreglerne om arrest og bevissikring, således at fogedretterne fortsat behandler anmod-ninger herom.

Iafsnit 4overvejer Retsplejerådet, hvilke rettigheder der kan håndhæves ved forbudeller påbud. Retsplejerådet overvejer for det første, om det gældende forbud mod atanvende forbudsinstituttet mod offentlig myndighedsudøvelse bør videreføres. Rets-plejerådet finder imidlertid ikke anledning til at lovfæste en ordning, der giver anled-ning til at anvende forbudsinstituttet mod offentlig myndighedsudøvelse, da det er rå-dets opfattelse, at en sådan adgang bør have undtagelsens karakter og i alt væsentligtsvare til muligheden for efter gældende ret at tillægge et søgsmål om gyldigheden afen administrativ afgørelse opsættende virkning. Retsplejerådet overvejer endvidere,om adgangen til at få meddelt forbud bør begrænses for visse immaterialretlige sager,men finder ikke anledning til at foreslå dette.Retsplejerådet overvejer iafsnit 5betingelserne for at meddele forbud og påbud. Rådetovervejer for det første, om bevisbetingelserne bør skærpes, men rådet finder ikke an-ledning til at foreslå dette, navnlig fordi det ville berøve forbudsinstituttet dets effekti-vitet, hvis rekvirenten allerede under forbudssagen i alle tilfælde skal godtgøre – ogikke blot sandsynliggøre – sin ret. Rådet foreslår dernæst at videreføre bestemmelsenom, at forbud mv. ikke skal kunne meddeles, når det skønnes, at lovens almindeligeregler om straf og erstatning mv. yder parten tilstrækkeligt værn. Rådet foreslår endvi-dere at videreføre proportionalitetsafvejningen mellem interessen i få nedlagt forbud-det mv. og de mulige skadevirkninger for modparten. Rådet overvejer i den forbindel-se særligt spørgsmålet om varetagelse af eventuelle tredjemænds interesser, men fin-der, at det vil være for vidtgående at indføre en egentlig underretningspligt i sager omforbud mv. Herudover foreslår Retsplejerådet at videreføre reglerne om sikkerhedsstil-lelse, dog således at erhvervsdrivende og offentlige myndigheder som udgangspunktskal have mulighed for at give afkald på sikkerhedsstillelse, inden tvisten er opstået.Iafsnit 6overvejer Retsplejerådet spørgsmål om værneting mv. Retsplejerådet fore-slår, at retsplejelovens almindelige regler i kapitel 22 om stedlig kompetence i sin hel-hed skal finde anvendelse i forbudssager mv. Retsplejerådet foreslår endvidere, at derskal være adgang til kollegial behandling af sager om forbud mv., og at retten ved be-handlingen af sager om forbud mv. skal kunne tiltrædes af sagkyndige retsmedlemmer.Retsplejerådet overvejer iafsnit 7reglerne for behandlingen af sager om forbud mv.Retsplejerådet finder, at de gældende sagsbehandlingsregler i det store hele må ansesfor velbegrundede og hensigtsmæssige og finder på den baggrund ikke grundlag for atforeslå væsentlige ændringer af de gældende sagsbehandlingsregler. Den foreslåede12

ændring af procesordningen nødvendiggør dog efter rådets opfattelse en nyaffattelse afsagsbehandlingsreglerne, så de i det væsentligste samles i det nye kapitel 23 b.Iafsnit 8overvejer Retsplejerådet spørgsmål i relation til beslaglæggelse og bistand tilopretholdelse af et forbud eller påbud. I de tilfælde, hvor en anmodning om beslag-læggelse mv. indgives, mens anmodningen om forbud mv. er under behandling vedretten, finder Retsplejerådet det mest hensigtsmæssigt, at retsafdelingen som udgangs-punkt selv samtidig skal tage stilling til en anmodning om beslaglæggelse mv., men atder er adgang til, at retsafdelingen kan henvise anmodningen til behandling ved foged-retten. Hvis en anmodning om beslaglæggelse eller bistand til opretholdelse af et for-bud mv. først fremkommer efter eller ikke vil kunne afgøres samtidig med, at rettenhar meddelt eller meddeler forbud mv., finder rådet derimod, at anmodningen bør be-handles eller henvises til behandling af fogedretten. Retsplejerådet foreslår, at retsple-jelovens kapitel 57 skal indeholde reglerne for fogedrettens behandling af en anmod-ning om bistand til opretholdelse af forbud og påbud mv., mens der i det nye kapitel23 b indsættes regler for de tilfælde, hvor retsafdelingen behandler en sådan anmod-ning. Retsplejerådet foreslår i øvrigt at videreføre de gældende regler om behandlingenaf en anmodning om beslaglæggelse eller bistand til opretholdelse af et forbud mv. ogom, hvordan der skal forholdes med beslaglagt gods mv.Retsplejerådet foreslår iafsnit 9at videreføre de gældende regler om strafansvar forovertrædelse af et forbud eller påbud med den særlige modifikation, at spørgsmålet omidømmelse af straf eller erstatning kan udsættes, indtil hovedsagen er afgjort.Den før nævnte modifikation skal ses i lyset af Retsplejerådets forslag om at flyttekompetencen til at meddele forbud mv. fra fogedretten til retsafdelingen. Forslagetindebærer, at der ikke længere skal anlægges en egentlig justifikationssag, jf. overve-jelserne iafsnit 10.Der er efter Retsplejerådets opfattelse derimod fortsat behov for enendelig afklaring af, om den rettighed, som har givet anledning til forbuddet eller på-buddet, også rent faktisk består.Iafsnit 11overvejer Retsplejerådet spørgsmålene om bortfald eller ophævelse af etforbud eller påbud. Retsplejerådet foreslår, at forbud mv. skal bortfalde, når der er af-sagt realitetsdom i sagen. Retsplejerådet foreslår endvidere at afgrænse bortfald i for-hold til ophævelse således, at ophævelse vedrører alle de andre tilfælde, hvor der kanblive tale om, at et forbud mv. ikke skal opretholdes, f.eks. hvis hovedsagen om den13

underliggende tvist bliver afvist eller hævet eller ikke bliver anlagt rettidigt. Råder fin-der, at det bør være den ret, der har behandlet anmodningen om meddelelse af forbudeller påbud i 1. instans, der også bør behandle en anmodning om ophævelse heraf.Iafsnit 12overvejer Retsplejerådet spørgsmål om inhabilitet for dommere, der hartruffet afgørelse om meddelelse af et forbud eller påbud, når den pågældende dommersenere deltager i behandlingen af hovedsagen. Retsplejerådet finder, at behandling afen anmodning om forbud eller påbud ikke i sig selv fører til, at dommeren er inhabil ihovedsagen. Rådet finder, at det må være afgørende for at statuere inhabilitet, at dom-meren har truffet sin afgørelse om forbud mv. på en sådan måde, at vedkommende kansiges reelt at have taget stilling til den underliggende retstvist, der skal afgøres i ho-vedsagen.Retsplejerådet foreslår iafsnit 13at videreføre de gældende regler om ansvar på objek-tivt grundlag ved ulovligt meddelt forbud eller påbud.Iafsnit 14overvejer Retsplejerådet spørgsmålet om appel af en afgørelse om forbudeller påbud. Retsplejerådet finder, at såvel byretternes som Sø- og Handelsrettens af-gørelser skal appelleres til landsret. Herved udvides den ordning, der allerede gælderfor Sø- og Handelsrettens afgørelser om forbud eller påbud i sager om EF-varemærkermv., således, at alle forbudssager behandlet af Sø- og Handelsretten vil skulle kæres tilØstre Landsret.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser af Retsplejerådets forslagEfter en gennemgang af de gældende regler om forbud har Retsplejerådet fundetgrundlag for at foreslå en række ændringer og moderniseringer af forbudsinstituttetnavnlig med henblik på at indrette procesordningen således, at den afspejler forbuds-sagernes stigende kompleksitet.Retsplejerådet foreslår bl.a.:at overføre den saglige kompetence til at nedlægge forbud mv. fra fogedafde-lingen til retsafdelingen,at udvide Sø- og Handelsrettens kompetence til at nedlægge forbud mv. svaren-de til den kompetence, som retten har til at behandle de sagstyper, der er nævnti retsplejelovens § 225 og § 227,14

at adgangen til at foranstalte midlertidige afgørelser udvides, så retten ved for-bud eller påbud skal kunne bestemme, at en part midlertidigt skal foretage, und-lade eller tåle bestemte handlinger,at der skal være mulighed for at undergive en sag om forbud mv. kollegial be-handling, ligesom retten skal kunne træffe afgørelse om, at retten tiltrædes afsagkyndige retsmedlemmer, ogat der ikke længere skal anlægges justifikationssag.Det er Retsplejerådets forventning, at de foreslåede ændringer samlet set vil betyde, atbehandlingen af sager om forbud mv. vil få større kvalitet og blive mere effektiv.Det er imidlertid vanskeligt at opgøre de samlede økonomiske og administrative kon-sekvenser af forslagene, herunder effekten på de enkelte instanser. Selvom forslagetom at give mulighed for kollegial og sagkyndig behandling særskilt må antages at føretil merudgifter, må det også antages, at den generelle styrkelse af den saglige kompe-tence i sagerne fører til besparelser. Forslaget om at udvide området for midlertidigeafgørelser kan omvendt muligvis føre til en vis forøgelse i antallet af anlagte sager,mens det på den anden side vil være en besparelse, at der ikke længere skal anlæggesjustifikationssag. Det kan også føre til en udvidelse af antallet af sager, at behandlin-gen gøres mere kvalificeret, da dette i sig selv vil kunne gøre det mere attraktivt at an-vende reglerne om forbud mv.Retsplejerådets forslag indebærer i øvrigt, at det i højere grad vil være udnævntedommere, der skal behandle sager om forbud mv. frem for dommerfuldmægtige. Deter vanskeligt at opgøre nettoeffekten af denne ændring. Det er ligeledes vanskeligt atopgøre nettoeffekten for Sø- og Handelsretten.Justitsministeriets repræsentant har taget forbehold for, at der skal ske en afklaring afomkostningerne ved forslaget og finansieringen heraf, før lovforslag kan fremsættesfor Folketinget.

Kapitel 2Gældende ret1. IndledningReglerne om forbud (kapitel 57) udgør sammen med reglerne om arrest (kapitel 56) ogbevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder (kapitel 57 a) retsplejelovens reg-ler om de foreløbige retsmidler.Retsplejelovens regler om arrest og forbud henstod indtil 1989 i det væsentligeuændret. Ved lov nr. 731 af 7. december 1988 blev reglerne med virkning fra den 1.januar 1989 revideret og moderniseret på baggrund af Retsplejerådets betænkning nr.1107/1987 om arrest og forbud.De foreløbige retsmidler arrest og forbud er karakteriseret ved, at de kan anvendes,selv om rekvirenten, dvs. den der begærer retsmidlet anvendt, endnu ikke har sin retfastslået ved et eksigibelt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag som nævnt i retsplejelovens §478. Som følge heraf er det sædvanligvis en betingelse for at få foretaget arrest ellernedlagt et forbud, at rekvirenten stiller sikkerhed for den skade og ulempe, som rekvi-situs (dvs. den det foreløbige retsmiddel retter sig imod) kan blive påført ved retsmid-lets anvendelse. Det er endvidere kendetegnende for arrest og forbud, at den handling,som foretages af fogedretten, kun er af foreløbig karakter. Den, som har begæret etforeløbigt retsmiddel anvendt, skal således – medmindre rekvisitus har frafaldet detunder forretningen – inden en vis frist anlægge en retssag ved de almindelige domsto-le, en såkaldt justifikationssag, for at få endelig fastslået om han eller hun har den på-ståede ret, og om arresten eller forbuddet er lovligt gjort.

tvangsfuldbyrdes ved, at fogedretten – eller for så vidt angår straf retsafdelingen – hvisden domfældte overtræder det påbud, som dommen indeholder, efter begæring afdomhaveren bringer de sanktioner, der er omtalt i retsplejelovens §§ 533-535 om strafog erstatning, i anvendelse over for den domfældte.Reglerne i retsplejelovens kapitel 57 om fogedforbud giver mulighed for, at rekviren-ten, hurtigere end det sædvanligvis kan lade sig gøre ved en almindelig retssag, kanopnå et judicielt forbud mod, at bestemte fysiske og juridiske personer foretager vissehandlinger, som strider mod rekvirentens ret. Forbudsinstituttets særlige formål er så-ledes at give rekvirenten en hurtig hjælp mod aktuelle eller truende retskrænkelser.2.2. Rettigheder, der kan håndhæves ved forbud2.2.1.Fogedforbud kan nedlægges over for private og repræsentanter for stat, regionog kommune i disses egenskab af parter i private retsforhold, jf. retsplejelovens § 641,stk. 1. Fogedforbud kan derimod ikke nedlægges mod handlinger, som foretages elleragtes foretaget af det offentlige som led i den egentlige offentlige myndighedsudøvel-se. Som eksempler på privatretlige rettigheder, der kan søges hævdet ved forbud, kannævnes immaterielle rettigheder (f.eks. patenter, ophavsrettigheder, varemærker mv.),ligesom der kan være tale om forbud mod retsstridig adfærd i øvrigt i henhold til mar-kedsføringsloven eller i forbindelse med fremstilling og salg af produkter, konkurren-ce- og kundeklausuler samt (erhvervs)lejeforhold.Udgangspunktet om, at der ikke kan iværksættes foreløbige foranstaltninger mod detoffentliges myndighedsudøvelse, er dog bl.a. blevet modificeret af Danmarks EU-retlige forpligtelser, jf. sagen Factortame I (EU-Domstolens dom af 19. juni 1990, sagC-213/89).Sagen omhandlede en britisk lov, hvori der blev stillet krav om nyregistrering af allebritiske fiskerfartøjer. Herefter kunne alene fiskerfartøjer, som var overvejende britiskejet, blive registreret og dermed drive fiskeri. Hensigten med loven var at sætte enstopper for særligt spanske fiskeres udnyttelse af britiske fiskekvoter. En række sel-skaber, der ejede eller drev fiskerfartøjer, som ved loven ville blive udelukket fra op-tagelse i registret, anlagde sag ved de britiske domstole om, at loven var uforeneligmed fællesskabsretten, og fremsatte samtidig begæring om foreløbige forholdsregler,indtil der blev truffet endelig afgørelse vedrørende begæringen om domstolsprøvelse.Da de britiske domstole ikke var beføjede til at udsætte anvendelsen af en lov ved enforeløbig forholdsregel, blev der over for EU-Domstolen rejst spørgsmål om, hvorvidt18

engelske domstole på trods af den nationale retsregel var beføjet til at træffe foreløbigeforholdsregler i medfør af fællesskabsretten. EU-Domstolen udtalte, at ”fællesskabs-retten skal fortolkes således, at en national retsinstans, der i en tvist vedrørende fælles-skabsretten finder, at det eneste, der er til hinder for, at den anordner foreløbige for-holdsregler, er en national retsregel, skal undlade at bringe denne regel i anvendelse.”Om en afgørelse ikke kan håndhæves, fordi der nedlægges forbud herimod, eller omhåndhævelse ikke kan ske, fordi et søgsmål vedrørende gyldigheden af afgørelsen til-lægges opsættende virkning, kan siges reelt at være to sider af samme sag. Spørgsmå-let om, hvorvidt der kan nedlægges forbud mod det offentliges håndhævelse af regler,må derfor ses i sammenhæng med spørgsmålet om, hvorvidt der kan tillægges etsøgsmål vedrørende gyldigheden af en administrativ afgørelse opsættende virkning.I afgørelsen gengivet i U 1994.823 H fastslog Højesteret, at domstolene ikke er afskå-ret fra undtagelsesvis at tillægge et søgsmål vedrørende gyldigheden af en administra-tiv afgørelse opsættende virkning, selv om der ikke er udtrykkelig lovhjemmel hertil.For så vidt angår tilfælde, hvor det gøres gældende, at en national forvaltningsafgørel-se er i strid med EU-retten, og hvor den nationale domstol har besluttet at forelægge etpræjudicielt spørgsmål for EU-Domstolen i medfør af EUF-traktatens artikel 267, føl-ger det endvidere af Højesterets afgørelse og en henvisning heri til EU-Domstolensafgørelse i Factortame-sagen, at det må antages at følge af EU-retten, at den nationaledomstol har beføjelse til at træffe bestemmelse om, at gennemførelsen af afgørelsenskal udsættes. Højesteret tilkendegav i øvrigt, at den konkrete afvejning af, om etsøgsmål uden lovhjemmel bør tillægges opsættende virkning, må bero på en afvejningaf det offentliges interesse i, at gennemførelsen af afgørelsen ikke udsættes, over forarten og omfanget af den skade, den pågældende kan blive påført, ligesom det må til-lægges betydning, om der efter en foreløbig vurdering foreligger et rimeligt grundlagfor påstanden om ugyldighed. Højesterets afgørelse er kommenteret af Per Walsøe i U1995B.128 ff.Den beskrevne adgang til at tillægge et søgsmål opsættende virkning gælder uanset, atdet af grundlovens § 63, stk. 1, 2. pkt., fremgår, at den, der vil rejse spørgsmål om øv-righedsmyndighedens grænser, ikke ved at indbringe sagen for domstolene, kan und-drage sig fra foreløbig at efterkomme øvrighedsmyndighedens befaling. Grundlovens§ 63, stk. 1, 2. pkt. betyder, at et sagsanlæg ikke i sig selv medfører, at en forvaltnings-akt bliver uden retsvirkning, men bestemmelsen hindrer ikke, at der kan gives ret til, at19

adressaten kan undlade at rette sig efter forvaltningsakten. Bestemmelsen indebærerheller ikke, at opsættende virkning i alle tilfælde skal have lovhjemmel.Forbudsinstituttet kan endvidere være forudsat bl.a. i EU’s direktiver, jf. f.eks. direktiv2004/48/EF om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder.I sammenhæng med spørgsmålet om foreløbige forholdsregler mv. i forhold til det of-fentliges myndighedsudøvelse kan nævnes den såkaldte Rule 39-procedure i Den Eu-ropæiske Menneskerettighedsdomstols Rules of Court. Rule 39-proceduren indebærer,at Menneskerettighedsdomstolen kan nedlægge forbud mod en kontraherende statshandlinger. Proceduren er i praksis bl.a. anvendt i sager om kontraherende staters, bl.a.Danmark, tilbagesendelser til Grækenland af asylansøgere.Mens der som nævnt ovenfor kun i særlige tilfælde vil kunne nedlægges forbudmoden offentlig myndighed, vil en offentlig myndighed derimod som udgangspunkt kunneoptræde som rekvirent og begære forbud nedlagt over for andre, hvilket da også erforudsat ved afgørelsen gengivet i TfS 2009.502 Ø. Hvis en offentlig myndighed vedet almindeligt, civilt søgsmål vil kunne få pålagt en borger at respektere den offentlig-retlige lovgivning, hvis overholdelse myndigheden har til opgave at påse, må myndig-heden også kunne få nedlagt forbud. Der har i den juridiske litteratur været rejstspørgsmål om, hvorvidt en offentlig myndighed overhovedet kan anlægge en civil sagmed påstand om fuldbyrdelse af et påbud, som myndigheden har udstedt, f.eks. et på-bud om standsning af et ulovligt byggeri, eller om sådanne sager i alle tilfælde skalføres som straffesager, selv om de ikke vedrører straf, jf. retsplejelovens § 684, stk. 1,nr. 1. Efter denne bestemmelse behandles efter strafferetsplejens regler, uden hensyntil om der samtidig nedlægges påstand om straf, sager, hvor det offentlige nedlæggerpåstand om særlige følger, der til fyldestgørelse for det almene er fastsat for overtræ-delser af love om politivæsenet, bygningsvæsenet, landbovæsenet, skattevæsenet oglignende love. Højesteret har i U 1975.1023 H og U 1977.514 H realitetsbehandlet tocivile fuldbyrdelsessøgsmål af den nævnte karakter, hvilket således taler for, at be-stemmelsen i retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 1, ikke er eksklusiv i den forstand, atforvaltningens civile fuldbyrdelsessøgsmål i sådanne sager må afvises.2.2.2.Fogedforbuddets anvendelsesområde er ikke begrænset til en bestemt type ret-tigheder, men kan anvendes ved mange forskelligartede rettigheder. Fogedforbud kansåledes nedlægges til beskyttelse af økonomiske såvel som ikke-økonomiske interes-20

ser, og rettigheden kan udspringe af såvel lovgivning som aftale. Endvidere kan forbudnedlægges til beskyttelse af såvel privatretlig som offentligretlig regulering.Med det forbehold, som følger af retsplejelovens § 641, stk. 2, jf. nedenfor, kan foged-forbud kun benyttes til at håndhæve undladelsesforpligtelser, jf. § 641, stk. 1, der be-stemmer, at fogedretten ved forbud kan pålægge private mv. at undlade handlinger,som strider mod rekvirentens ret.Som eksempel på rettigheder, der i praksis ofte søges beskyttet ved anvendelse af reg-lerne om fogedforbud, kan nævnes sager om krænkelse af immaterialrettigheder ellerkonkurrence- og kundeklausuler.For visse rettigheder kan der i lovgivningen være opstillet særlige regler, som gør, atrettigheden ikke kan søges håndhævet ved anvendelse af fogedforbud. Det fremgårsåledes f.eks. af § 4 b, stk. 2, i foreningsfrihedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 424 af8. maj 2006, at retten under behandlingen af en sag om afskedigelse kan bestemme, atafskedigelsen ikke har virkning, før sagen er afgjort ved dom. Denne bestemmelse måformentlig være til hinder for, at den afskedigede søger at nedlægge fogedforbud mod,at ansættelsen bringes til ophør på det i opsigelsen varslede tidspunkt.I forbindelse med et forbud kan fogedretten i medfør af retsplejelovens § 641, stk. 2,pålægge rekvisitus at foretage enkeltstående handlinger for at sikre den ved forbuddetpålagte undladelsesforpligtelse. De handlinger, som rekvisitus pålægges at udføre, mådog – ud over at være klart angivne – være af forholdsvis underordnet betydning oghave accessorisk tilknytning til den undladelsespligt, der begrunder forbuddet, jf. Hø-jesterets afgørelse gengivet i U 2010.2221 H, hvor der konkret blev taget stilling til,om de nævnte betingelser måtte anses for opfyldt. Højesteret fandt i den pågældendesag, at dette var tilfældet, og stadfæstede herefter kendelsen om nedlæggelse af forbud.Der er typisk tale om reetablering af fysiske forhold, når dette er nødvendigt af hensyntil den effektive håndhævelse af undladelsespligten, og det er formentlig en betingelse,at handlingen i givet fald kan foretages af fogedretten i medfør af § 645, jf. MichaelKistrup m.fl., Fogedsager, 4. udgave (2009), side 826, hvor der også henvises til NielsM. Andersen m.fl., Retshåndhævelse af immaterialrettigheder (2006), side 275. Senærmere om § 645 neden for under afsnit 2.6. Som eksempel på en accessorisk hand-lepligt kan nævnes fjernelse af skilte i forbindelse med et forbud mod skiltning. Derhar i de senere års retspraksis været en vis tendens til at pålægge mere vidtgående21

handlepligter, f.eks. ved i forbindelse med et forbud mod salg, markedsføring mv. afprodukter tillige at pålægge rekvisitus en pligt til at tilbagekalde produkter, der varsolgtførnedlæggelsen af forbuddet, jf. herved f.eks. afgørelsen gengivet i U 2003.630H og Vestre Landsrets kendelse af 5. februar 2003 (V.L B-2938-02).2.2.3.Vedrører anmodningen om fogedforbud et forbud mod en fordrings udbetaling,et skibs afsejling eller en genstands flytning eller anden rådighedsudøvelse over gen-standen, og er formålet hermed at opnå sikkerhed for fyldestgørelse af et pengekrav,anvendes reglerne om arrest og ikke reglerne om forbud, jf. retsplejelovens § 652. Be-stemmelsen omhandler de såkaldte arrestforbud og præciserer forskellen mellem arrestog forbud. Det afgørende i så henseende er, om rekvirentens formål er sikring af fyl-destgørelsen af et pengekrav eller håndhævelse af en undladelsesforpligtelse.2.2.4.Med hensyn til sager om luftfartøjer, fremmede statsskibe og skibsladninger, dertilhører fremmede stater, følger det af retsplejelovens § 641, stk. 3, at forbud kun kananvendes efter reglerne herom i anden lovgivning. Der kan i den forbindelse henvisestil lov nr. 367 af 21. december 1938 om frihed for arrest og forbud med hensyn til luft-fartøjer, og lov nr. 198 af 16. maj 1950 om fremmede statsskibe mv.2.3. Betingelserne for at nedlægge forbud2.3.1.Retsplejelovens § 642 indeholder de grundlæggende betingelser for at nedlæggeforbud. Efter bestemmelsen skal rekvirenten som betingelse for nedlæggelse af forbudgodtgøre eller sandsynliggøre en række forhold. Beviskravene blev skærpet ved lov-ændringen i 1988, og om baggrunden herfor er i forarbejderne, jf. Folketingstidende1988-89, Tillæg A, sp. 275, bl.a. anført følgende:”…efter den herskende opfattelse i teori og praksis [er det] en tilstrækkelig betingelsefor nedlæggelse af forbud, at rekvirentens retkanvære krænket. I mangel af fyldestgø-rende bevis kan forbudssagen således fremmes, hvis rekvirenten stiller sikkerhed forden skade og ulempe, som forbudet kan forårsage rekvisitus….…ud fra et retssikkerhedssynspunkt må [det] forekomme uantageligt, at man – som dethar været fremført – kan købe sig til et forbud uden at sandsynliggøre, at betingelserneherfor er opfyldt.”

ge sager ville ligge uden for en fogedsags rammer. På den baggrund endte man vedlovændringen med at opstille et krav om, at rekvirenten i det mindste skal sandsynlig-gøre, at betingelserne i § 642 er opfyldt.Det første rekvirenten skal godtgøre eller sandsynliggøre er, at de handlinger, der sø-ges forbudt, strider mod rekvirentens ret, jf. § 642, nr. 1.Dernæst skal det godtgøres eller sandsynliggøres, at rekvisitus vil foretage de handlin-ger, som søges forbudt, jf. § 642, nr. 2. Der skal være konkret indikation af, at rekvisi-tus vil foretage handlingerne, f.eks. fordi delvis krænkelse allerede har fundet sted,eller fordi rekvisitus har udtalt, at han påtænker at foretage handlingen. Der kan bl.a.henvises til Højesterets afgørelse gengivet i U 2011.2501 H, hvor Højesteret tiltrådteSø- og Handelsrettens afgørelse om, at betingelsen i § 642, nr. 2, for at nedlægge fo-gedforbud ikke var opfyldt. Sagen drejede sig i hovedtræk om, hvorvidt en lægemid-delproducents ansøgning om markedsføringstilladelse af et lægemiddel, som stred modet dansk patent, når den pågældende producent i øvrigt havde erklæret, at formåletmed ansøgningen var at anvende Danmark som referenceland for opnåelse af markeds-føringstilladelser til lægemidler, og at lægemidlet ikke skulle markedsføres i Danmark,kunne føre til, at patentejeren havde sandsynliggjort eller godtgjort, at producentenhavde til hensigt inden for et kortere tidsrum at markedsføre lægemidler i strid medpatentejerens patent. Dette fandt Højesteret ikke var tilfældet.Endvidere skal det godtgøres eller sandsynliggøres, at formålet vil forspildes, såfremtrekvirenten henvises til at gøre sin ret gældende ved almindelig rettergang, jf. § 642,nr. 3. Det følger af bestemmelsen, at et fogedforbud normalt er af subsidiær karakter iforhold til øvrige retsbeskyttelsesmidler. I forarbejderne fremhæves det dog, at mulig-heden for at nedlægge fogedforbud for visse sagstyper kan udgøre den primære sikringmod retskrænkelser, eksempelvis krænkelse af immaterialrettigheder, jf. Folketingsti-dende 1988-89, Tillæg A, sp. 293.2.3.2.Nedlæggelse af forbud er efter retsplejelovens § 643, stk. 1, endvidere betingetaf, at det skønnes, at lovens almindelige regler om straf og erstatning og eventuelt enaf rekvisitus tilbudt sikkerhed ikke yder rekvirenten tilstrækkeligt værn. Ligesom be-stemmelsen i § 642, nr. 3, er § 643, stk. 1, med til at understege fogedforbuddets sub-sidiære karakter, jf. afsnit 2.3.1 ovenfor. Som det også er fremhævet sidstnævnte sted,anses fogedforbud for visse sagstyper som f.eks. sager om krænkelse af immaterialret-23

tigheder dog for at være det primære retsmiddel. Af forarbejderne til bestemmelsenfremgår det således, at muligheden for straf eller erstatning i sådanne sager oftest ikkeyder et tilstrækkeligt værn, jf. Folketingstidende 1988-89, Tillæg A, sp. 276 f.Fogedforbud er herudover begrænset af et almindeligt proportionalitetsprincip. Efterretsplejelovens § 643, stk. 2, kan fogedretten således nægte at nedlægge forbud, så-fremt det vil påføre rekvisitus skade eller ulempe, der står i åbenbart misforhold tilrekvirentens interesse i at få nedlagt forbuddet. Det fremhæves i forarbejderne til be-stemmelsen, at reglen må have karakter af en undtagelsesregel, som kun bringes i an-vendelse i de få tilfælde, hvor der består en betydelig forskel mellem rekvirentens inte-resse i forbuddets nedlæggelse og dets mulige skadevirkninger for rekvisitus, jf. be-tænkning 1107/1987 side 94 og Folketingstidende 1988-89, Tillæg A, sp. 276 f.Det bemærkes endvidere, at adgangen til at nedlægge forbud ligeledes må vurderes ilyset af relevante bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,herunder f.eks. artikel 10 om ytringsfrihed. Som eksempel kan nævnes dom af 25. au-gust 1998 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen Hertel modSchweiz, hvor en schweizisk domstol på begæring af en forening af fabrikanter af hus-holdningsmaskiner havde nedlagt forbud mod, at en privat forsker udtalte, at mikro-bølgemad indebar en sundhedsrisiko. Indgrebet havde ikke været ”nødvendigt i et de-mokratisk samfund”, jf. kriteriet i EMRK artikel 10, stk. 2.2.3.3.Som betingelse for at nedlægge forbud kan fogedretten efter retsplejelovens §644 desuden bestemme, at rekvirenten skal stille sikkerhed for den skade og ulempe,som kan påføres rekvisitus ved forbuddet.Fogedretten kan ikke kræve sikkerhedsstillelse, når rekvirenten allerede under forbuds-forretningen godtgør sit kravs berettigelse, og sikkerhedsstillelse er derfor begrænsettil tilfælde, hvor rekvirenten alene kan sandsynliggøre (men ikke godtgøre) sit kravsberettigelse. Sikkerhedsstillelsen skal sikre rekvisiti erstatningskrav for det tilfælde, atforbuddet viser sig at være ulovligt og dermed ansvarsbegrundende, jf. afsnit 2.10 ne-denfor.Sikkerhedens art og størrelse bestemmes af fogedretten, jf. § 644, stk. 2. Afgørelsenskal træffes på baggrund af et konkret skøn.

Parterne kan ikke på forhånd aftale, at der ikke skal stilles sikkerhed, jf. f.eks. U2006.1356 Ø, hvorimod rekvisitus under forretningen godt kan give afkald på sikker-hedsstillelse, jf. f.eks. U 1972.974 H.Det følger af retsplejelovens § 644, stk. 3, at forbud, i de tilfælde hvor fogedretten harstillet krav om sikkerhed, først nedlægges, når den forlangte sikkerhed er stillet. Fo-gedretten giver i så fald parterne meddelelse om, at forbuddet er nedlagt, hvis dettetidspunkt ikke allerede er meddelt i et retsmøde, jf. retsplejelovens § 162.I international sammenhæng ses eksempler på, at parter i forbindelse med kontraktind-gåelse har givet afkald på at kunne få nedlagt et foreløbigt retsmiddel, men spørgsmå-let ses ikke forelagt for danske domstole.2.4. VærnetingAnmodning om forbud skal indgives til fogedretten i den retskreds, hvor rekvisitus harhjemting, jf. retsplejelovens § 646, stk. 1, jf. §§ 235-240. Værnetinget bestemmesdermed som udgangspunkt efter de samme regler som ved et civilt søgsmål og ikkeefter de almindelige fogedretlige værnetingsregler i § 487. Det følger modsætningsvisaf § 646, stk. 1, at de supplerende værneting i §§ 241-247 ikke finder anvendelse i for-budssager. I denne forbindelse kan nævnes afgørelsen gengivet i U 2002.405 H.Spørgsmålet i denne sag var, om der i medfør af deliktsværnetingsreglen i retsplejelo-vens § 243 kunne nedlægges fogedforbud mod en dansk statsborger bosiddende i Co-lumbia for angiveligt at være ansvarlig for en hjemmeside, som efter det oplyste varplaceret enten i Schweiz eller Rusland, hvorfra der via internettet kunne hentes ulov-ligt materiale til Danmark. Højesteret udtalte, at retsplejeloven ikke giver hjemmel forat anvende § 243 (deliktsværnetinget) som værneting i forbudssager, hvorfor sagenblev afvist.I to tilfælde finder de almindelige fogedretlige værnetingsregler i retsplejelovens § 487tilsvarende anvendelse. Det drejer sig dels om tilfælde, hvor rekvisitus ikke har hjem-ting i Danmark, dels tilfælde hvor anmodningen alene vedrører fogedrettens bistandeller beslaglæggelse efter § 645, jf. nærmere neden for under afsnit 2.6.Retsplejelovens § 646, stk. 2, indeholder en henvisning til § 248, der indebærer, at fo-gedretten af egen drift skal påse, om rekvirentens anmodning er indbragt for rette vær-neting. Møder rekvisitus efter indkaldelse, eller træffes denne under en udgående fo-gedforretning uden at fremsætte indsigelse mod fogedrettens kompetence, anses foged-25

retten som stedlig kompetent. Fogedretten kan i samme omfang som retsafdelingen icivile sager henvise sagen til rette fogedret ved kendelse. Kan henvisning ikke findested, må sagen afvises, jf. retsplejelovens § 650.2.5. Sagens behandling2.5.1.De nærmere regler for behandlingen af en forbudssag fremgår af retsplejelovens§ 646, stk. 2, og § 647.§ 646, stk. 2 henviser dels til bestemmelser fra afsnittene om civile søgsmål, dels tilbestemmelser fra afsnittet om tvangsfuldbyrdelse.Der henvises for det første til § 344 om bevisbedømmelse. Hvor bevisførelsen i denordinære domsproces er begrænset af retsplejelovens § 341, hvorefter retten alene kanafskære en bevisførelse, der skønnes at være uden betydning for sagen, begrænses ad-gangen til bevisførelse i en forbudssag derimod af retsplejelovens § 647, stk. 1. Efterdenne bestemmelse kan fogedretten (alene) afskære en bevisførelse, som findes ufore-nelig med hensynet til forretningens fremme. Som udgangspunkt kan der i en foged-forbudssag anvendes de samme former for bevismidler som i en almindelig civil sag,herunder f.eks. sagkyndig bevisførelse. I den ordinære domsproces vil sagkyndig be-visførelse oftest ske i form af syn og skøn, men det er også tilladt at fremlægge ensi-digt indhentede sagkyndige erklæringer, hvis de er indhentet før sagens anlæg, jf. Hø-jesterets afgørelse gengivet i U 2011.151 H. I fogedforbudssager er der derimod prak-sis for at anvende ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer frem for syn og skøn,uanset om de pågældende erklæringer er indhentet før eller efter indgivelse af en an-modning om forbud. Der er endvidere adgang til at anvende sagkyndige vidner, hvilketbl.a. ses anvendt i sagen gengivet i U 2010.2221 H.I § 646, stk. 2, henvises endvidere til §§ 348 og 349, hvilket betyder, at anmodningenom fogedforbud skal være skriftlig og indeholde oplysninger svarende til en stævning ien civil sag og være vedlagt bl.a. genpart af de dokumenter, som rekvirenten agter atpåberåbe sig. I modsat fald afvises sagen, medmindre fogedretten giver rekvirentenfrist til at afhjælpe manglerne.§ 646, stk. 2, indeholder endvidere en henvisning til § 352 om udeblivelsesdom pågrund af sagsøgtes manglende indgivelse af svarskrift eller indgivelse af mangelfuldtsvarskrift. Det bemærkes i denne forbindelse, at henvisningen til § 352 kom ind vedlov nr. 538 af 8. juni 2006, jf. lovens § 1, nr. 110. Det fremgår af bemærkningerne til26

denne ændring, at der er tale om en konsekvensændring som følge af den foreslåedenyaffattelse af retsplejelovens kapitel 33. Før denne lovændring blev der i § 646, stk.2, henvist til den da gældende § 354, stk. 3, som omhandlede udeblivelsesdom pågrund af sagsøgtes udeblivelse fra det første retsmøde. Da ændringen af § 646, stk. 2,ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 omtales som en konsekvensrettelse, burde der forment-lig have været henvist til § 360, stk. 3, i stedet for § 352.I fogedforbudssager gælder ikke nogen formel sondring mellem sagens forberedelseog selve fogedforretningen, og præklusionsreglerne (§§ 358 og 363), som i den ordi-nære domsproces på et vist tidspunkt afskærer parterne fra at komme med nye påstan-de, anbringender og beviser, gælder ikke i fogedforbudssager.Endelig indeholder § 646, stk. 2, en henvisning til § 491, stk. 1, 1. pkt., om fastsættelseaf tid og sted for forretningen, § 492, stk. 1, om afvisning ved rekvirentens udeblivel-se, § 493, stk. 1 og 2, om underretning af rekvisitus om tid og sted for forretningensamt mulighederne for undladelse heraf, § 494, stk. 1 og 4, om tilsigelse af rekvisitus,§ 495, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, om fremme af forretningen i rekvisiti fravær, § 499 omtredjemands mulighed for at indtræde som part i sagen (hovedintervention), § 500 omfogedrettens vejledningspligt over for selvmødere og advokatbeskikkelse, § 502, stk.1, nr. 2 og 3, om udsættelse af forretningen, samt § 506 om deltagelse ved telekommu-nikation. Uanset at der i § 646, stk. 2, ikke er henvist til reglen i § 252 om tredjemandsindtræden i sagen til støtte for en af parterne (biintervention), traf Højesterets anke- ogkæremålsudvalg i sagen gengivet i U 2010.2221 H beslutning om, at reglen kunne an-vendes analogt.Det er antaget i litteraturen, at selvom rekvisitus udebliver, afskærer det næppe foged-retten fra at betinge et forbud af, at rekvirenten stiller sikkerhed, jf. KommenteretRetsplejelov II (red. af Bernhard Gomard m.fl.), 8. udgave (2008), side 575, hvor derhenvises til Henrik Rothe, I fogedretten, 2. udgave (1997), side 149.2.5.2.Under behandlingen af en anmodning om bistand eller beslaglæggelse jf. rets-plejelovens § 645, jf. nærmere afsnit 2.6 nedenfor, finder en række yderligere bestem-melser anvendelse. Det drejer sig om § 491, stk. 3, om foretagelse af en forretninguden for retskredsen, § 494, stk. 2, om politifremstilling af rekvisitus, § 495, stk. 2, omvaretagelsen af rekvisiti interesser i dennes fravær, § 497 om rekvisiti oplysningspligt

og § 498 om undersøgelse af rekvisiti husrum og gemmer mv. samt politiets bistand ogmagtanvendelse.2.5.3.Retsplejelovens § 647, stk. 1, regulerer fogedrettens adgang til at afskære enbevisførelse, som findes uforenelig med hensynet til forretningens fremme, f.eks. fordiden efter art eller omfang falder uden for fogedsagens rammer, eller fordi den åbenbarter uden betydning for sagen. Lovændringen i 1988 tilsigtede en udvidelse af adgangentil at føre bevis både for rettens eksistens og for krænkelse i forhold til tidligere gæl-dende ret, jf. Folketingstidende 1988-89, Tillæg A, sp. 299. Det er forudsat, at der kanske en meget vidtgående bevisførelse, men en alt for omfattende bevisførelse, der skalstøtte rekvirentens forbudsbegæring, kan dog afskæres med den konsekvens, at forbudmå nægtes. Parts- og vidneforklaringer og dokumentbeviser kan i almindelighed ikkeafskæres.2.5.4.Som det er nærmere omtalt neden for i afsnit 2.8, skal rekvirenten efter forbud-dets nedlæggelse anlægge en såkaldt justifikationssag, og afgørelse om sagsomkost-ningerne ved forbudsforretningen træffes som udgangspunkt under justifikationssagen.Hvis rekvirenten tilbagekalder sin anmodning om forbud, hvis forbud ikke gennemfø-res, eller hvis forbud ophæves under fogedsagen, skal fogedretten dog efter anmodningtræffe afgørelse om sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 647, stk. 2. Afgørelsen omsagsomkostninger træffes efter reglerne i kapitel 30. Højesteret har i en kendelse gen-givet i U 2009.762 H taget stilling til spørgsmålet om dækning af udgifter til bl.a. en-sidigt indhentede erklæringer. Højesteret fandt i den forbindelse ikke grundlag for attilsidesætte fogedrettens vurdering af, at udgifterne til ensidigt indhentede erklæringerhavde været rimelige og påkrævede for sagens forsvarlige udførelse, og tiltrådte der-for, at udgifterne indgik ved fastsættelsen af sagsomkostningerne.2.6. Fogedrettens bistand og beslaglæggelse2.6.1.Når forbud er nedlagt, har rekvirenten mulighed for at bede fogedretten om bi-stand til opretholdelse af forbuddet, jf. retsplejelovens § 645, stk. 1. Bistanden kanbl.a. bestå i at hindre overtrædelse af forbuddet og tilintetgøre, hvad der er foretaget istrid med forbuddet.2.6.2.Fogedretten har endvidere mulighed for at beslaglægge rørligt gods, jf. retspleje-lovens § 645, stk. 2. Betingelsen herfor er, at rekvirenten godtgør, at godset anvendeseller har været anvendt til overtrædelse af forbuddet, eller påviser, at godset højstsandsynligt vil blive brugt hertil.28

Fogedretten kan som en yderligere betingelse for beslaglæggelse stille krav om sikker-hedsstillelse, jf. § 645, stk. 4.Det beslaglagte skal for rekvirentens regning opbevares af fogedretten eller af én, somfogedretten bemyndiger dertil, jf. § 645, stk. 3. Det beslaglagte må ikke overgives tilrekvirenten.Fogedrettens behandling af anmodninger om bistand eller beslaglæggelse har karakteraf egentlig tvangsfuldbyrdelse, og fogedretten har derfor i disse tilfælde adgang til atbenytte en række af de processuelle regler, der i øvrigt er karakteristiske for tvangs-fuldbyrdelse, jf. § 646, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2.pkt., jf. afsnit 2.5.2 ovenfor.I retssager om fast ejendom vil reglerne om fogedforbud og beslaglæggelse i forbin-delse hermed endvidere kunne suppleres af reglerne om tinglysning af stævning. Eftertinglysningslovens § 12, stk. 3, kan sagsøgeren i en sag om fast ejendom således søgesin ret beskyttet ved tingslysning af stævningen på ejendommen.2.6.3.Det fremgår af retsplejelovens § 649, at afgørelse af, hvad der skal ske med detbeslaglagte gods, enten træffes ved justifikationssagen, ved en eventuel sag i medfør afretsplejelovens § 651 om overtrædelse af forbuddet, eller ved ophævelse af forbuddet ihenhold til retsplejelovens § 648, jf. § 638. Ved afgørelsen kan det beslaglagte tilbage-gives rekvisitus, eller det kan konfiskeres. Sker der konfiskation, kan det konfiskeredeefter anmodning anvendes til dækning af rekvirentens erstatningskrav.Forarbejderne til retsplejelovens § 649 (lov nr. 731 af 7. december 1988, der bygger påRetsplejerådets betænkning nr. 1107/1987 om arrest og forbud) giver ingen vejledningmed hensyn til valget mellem tilbagelevering og konfiskation. I den juridiske litteraturer det imidlertid antaget, at der som altovervejende hovedregel bør ske konfiskation,hvis de beslaglagte genstande har været benyttet til eller udgør udbyttet af partens rets-stridige handlinger, eller det kan befrygtes, at de fortsat vil blive anvendt til overtræ-delse af det nedlagte forbud. Hvis beslaglæggelsen af genstandene derimod har væretbegrundet i bevissikringshensyn antages det, at der vil kunne ske tilbagelevering tilparten, når der foreligger en endelig afgørelse vedrørende (u)retmæssigheden af dehandlinger, der begrundede nedlæggelse af forbuddet, jf. Michael Kistrup m.fl., Fo-gedsager, 4. udgave (2009), side 861.

I forarbejderne er det endvidere forudsat, at gods i tilfælde af konfiskation overgives tildet stedlige politi til videre foranstaltning på samme måde, som det sker i straffesager.I de tilfælde, hvor det konfiskerede efter dommen skal anvendes til fyldestgørelse afrekvirentens erstatningskrav, forudsættes det i bemærkningerne i det pågældende lov-forslag endvidere, at det konfiskerede forbliver i fogedrettens besiddelse, indtil udlæg igods kan foretages. Den processuelle fremgangsmåde ved rekvirentens fyldestgørelse idet konfiskerede gods er ikke nærmere uddybet. Der kan i den forbindelse endviderehenvises til Retsplejerådets betænkning nr. 1107/1987, side 100 og 123 f.Der ses ikke at foreligge nogen trykte retsafgørelser om rekvirentens fyldestgørelse ikonfiskeret gods, herunder om den nærmere fremgangsmåde.2.7. Overtrædelse af forbudDen, der forsætligt overtræder et fogedforbud, kan idømmes straf i form af bøde ellerfængsel indtil 4 måneder samt betaling af erstatning, jf. retsplejelovens § 651, stk. 1.Forsætlig medvirken til overtrædelse af et fogedforbud straffes på samme måde, jf. §651, stk. 2. Spørgsmålet om idømmelse af straf eller erstatning kan udsættes, indtiljustifikationssagen er afgjort, jf. § 651, stk. 3. I praksis udsættes spørgsmålet omidømmelse af straf sjældent på udfaldet af justifikationssagen, hvorimod udsættelsenormalt sker med hensyn til spørgsmålet om erstatning.Adgangen til at pålægge straf retter sig mod selve det at handle i strid med et meddeltforbud. Det er derfor principielt uden betydning for selve strafansvaret, om den rettig-hed, på grundlag af hvilken forbuddet er nedlagt, senere måtte vise sig ikke at bestå.Fogedretten har i medfør af § 648, stk. 2, pligt til at vejlede rekvisitus om et forbudsretsvirkninger, herunder at overtrædelse kan medføre strafansvar. Nedlægges forbud-det uden rekvisitus er til stede, skal vejledningen meddeles skriftligt.Forbudsrekvirenten har påtaleretten i sager anlagt efter § 651, og sagen behandles somen privat straffesag, dvs. (i al fald i 1. instans) efter civilprocessens regler, jf. retspleje-lovens §§ 989 og 990 og 725.1

2.8. Justifikationssag2.8.1.Da fogedforbud som nævnt alene er et foreløbigt retsmiddel, skal rekvirentenefter forbuddets nedlæggelse anlægge justifikationssag, jf. retsplejelovens § 648, jf. §634, stk. 1. Reglerne for justifikationssag ved forbud følger reglerne for justifikations-sag ved arrest, jf. henvisningen i § 648 til §§ 634-639.Til forskel fra arrest er fristen for anlæg af justifikationssag vedrørende forbud dog 2uger imod kun 1 uge ved arrest, jf. § 648, stk. 1, 2. pkt.Verserer der retssag om det forhold, der danner grundlag for forbuddet, skal justifika-tionssagen dog allerede inden en uge efter forbuddets nedlæggelse anlægges ved sam-me ret, jf. § 648, jf. § 634, stk. 2.Rekvirentens forpligtelse til at anlægge retssag bortfalder, hvis rekvisitus under ellerefter forbudssagen frafalder forfølgning. Videre forfølgning af et forbud kan derimodikke frafaldes på forhånd. Frafald af videre forfølgning kan ikke antages tillige at in-debære et afkald på adgangen til kære, afsnit 2.11 nedenfor.Under justifikationssagen skal rekvirenten nedlægge påstand om stadfæstelse af for-buddet, jf. § 648, stk. 1, jf. § 634, stk. 1. Under retssagen efterprøves det, om foged-forbuddet blev lovligt nedlagt, jf. § 648, stk. 1, jf. § 636. Det skal med andre ord un-dersøges, om rekvisitus er eller var uberettiget til at foretage den omhandlede hand-ling, og om forbudsbetingelserne var opfyldt. I praksis stilles der ikke noget krav om,at rekvirenten ud over påstanden om forbuddets stadfæstelse også nedlægger en sær-skilt (anerkendelses- eller fuldbyrdelses)påstand vedrørende undladelsespligtens eksi-stens. Under sagen kan der påkendes andre påstande end påstande om stadfæstelse el-ler ophævelse af forbuddet. Som eksempel på sådanne andre påstande kan nævnes er-statningskrav for den skade, som rekvisitus allerede har påført rekvirenten, eller erstat-ningskrav fremsat af rekvisitus for ulovligt forbud, jf. afsnit 2.10 nedenfor.Ophæves forbuddet ved justifikationssagen, bortfalder forbuddet, når ankefristen erudløbet, medmindre anke er iværksat inden eller andet er bestemt i dommen, jf. § 648,stk. 1, jf. § 637.

2.8.2.Et særligt spørgsmål, der kan rejses i forbindelse med justifikationssagen, erspørgsmålet om de tilfælde, hvor rettens personer skal eller kan vige deres sæde, dvs.om der foreligger inhabilitetsgrunde.Retsplejelovens specielle regler om inhabilitet findes i kapitel 5 (§§ 60-67). Det frem-går af § 61, at ingen må handle som dommer i en sag, når der – ud over de konkreteinhabilitetsgrunde nævnt i § 60 – foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejsetvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed. Det samme gælder for bl.a. fuldmægti-ge ved domstolene,jf. § 66, stk. 1.Som nærmere beskrevet under afsnit 2.3 ovenfor skal fogedretten under forbudssagentage stilling til, om det er godtgjort eller sandsynliggjort, at betingelserne for at ned-lægge et forbud er til stede, jf. § 642. Under den efterfølgende justifikationssag skaldet efterprøves, om forbuddet blev lovligt nedlagt, jf. afsnit 2.8.1 ovenfor. Der er såle-des tale om en prøvelse netop af, om den tidligere afgørelse var lovlig, og den, der trafden tidligere afgørelse, kan derfor ikke medvirke ved justifikationssagens behandlinguanset bestemmelsen i retsplejelovens § 60, stk. 7.2.9. Ophævelse af forbuddetForbuddet kan som nævnt oven for i afsnit 2.8 blive ophævet ved justifikationssagen.Derudover har fogedretten kompetence til at ophæve et forbud, hvis justifikationssagikke anlægges rettidigt, hvis justifikationssag afvises eller hæves, eller på baggrund afomstændigheder, der er indtruffet efter forbuddets nedlæggelse, jf. retsplejelovens §648, stk. 1, jf. § 638. Det antages i litteraturen, at også ophævelse af et forbud må af-vente appelfristens udløb eller en eventuel appelsag. Der henvises bl.a. til Kommente-ret Retsplejelov II (red. af Bernhard Gomard m.fl.), 8. udgave (2008), side 549, og Mi-chael Kistrup m.fl., Fogedsager, 4. udgave (2009), side 804.2.10. Ansvaret ved ulovligt nedlagt forbudRekvirenten er erstatningsansvarlig for den eventuelle skade, som et ulovligt nedlagtforbud har påført rekvisitus, jf. retsplejelovens § 648, stk. 1, jf. § 639. Skyldes ulovlig-heden, at rekvisitus ikke havde den hævdede undladelsesforpligtelse, hæfter rekviren-ten på objektivt grundlag, jf. § 648, stk. 1, jf. § 639, stk. 1. Skyldes forbuddets ulovlig-hed andre grunde, hæfter rekvirenten kun, når denne har handlet culpøst, jf. § 648, stk.1, jf. 639, stk. 3.

2.11. AppelmulighederDet følger af retsplejelovens § 650, 1. pkt., at fogedrettens afgørelser i en forbudssagskal træffes ved kendelse, som kan kæres efter reglerne i kapitel 53 om appel af foged-rettens afgørelser. Kære påvirker ikke rekvirentens pligt til at anlægge justifikations-sag. Kærefristen er 4 uger, jf. retsplejelovens § 586, stk. 1. Kære af fogedrettens afgø-relse har ikke opsættende virkning, jf. § 650, 2. pkt. I afgørelsen gengivet i U2010.1651 H fik Højesteret lejlighed til at tage stilling til et spørgsmål om at tillæggekære til Højesteret af en afgørelse i en fogedforbudssag opsættende virkning. Efterforhistorien og forarbejderne til retsplejelovens § 650 fandt Højesteret, at bestemmel-sens andet punktum ikke var til hinder for, at kære til Højesteret af landsrettens afgø-relse om at ophæve fogedrettens forbud blev tillagt opsættende virkning, jf. § 650, 1.pkt., sammenholdt med § 587, stk. 1, og § 395.Ved kære af et nedlagt forbud kan der ikke fremsættes påstande, som ikke har væretfremlagt for fogedretten, jf. § 587, stk. 4.Kæreinstansen har på samme måde som fogedretten mulighed for at afskære bevisfø-relse af hensyn til forretningens fremme, jf. henvisningen til § 647, stk. 1, i § 587, stk.5.Det følger af § 587, stk. 3, at fogedrettens ophævelse af forbud (eller arrest) ikke gen-nem kære kan hindres i at træde i virksomhed.2.12. Andre foreløbige retsmidlerForeløbige retsmidler findes også på andre områder end retsplejelovens. Af særlig in-teresse er voldgiftslovens regler og de EU-retlige forpligtelser herom. Begge områderomtales i det følgende. Herudover kan nævnes, at også TRIPS-aftalen (Agreement onTrade Related Aspects of Intellectual Property Rights) foreskriver adgang til foreløbi-ge retsmidler.2.12.1Eftervoldgiftslovens2§ 17 kan en voldgiftsret efter anmodning fra en part på-lægge en anden part at foretage sådanne foreløbige skridt, som voldgiftsretten eftertvistens art finder nødvendige. Voldgiftsretten kan i forbindelse hermed pålægge enpart at stille passende sikkerhed.

Voldgiftslovens § 17 indeholder ikke særlige begrænsninger i, hvilke foreløbige skridten part kan blive pålagt af en voldgiftsret. En part kan dog kun pålægges at foretageskridt, der både formelt og reelt er foreløbige. En voldgiftsrets pålæg i medfør af vold-giftslovens § 17 kan ikke tvangsfuldbyrdes3. Hvilke retsvirkninger der i øvrigt er for-bundet med en eventuel manglende efterlevelse af voldgiftsrettens afgørelser om fore-løbige retsskridt, beror på parternes aftale. Der kan eventuelt blive tale om erstatnings-ansvar, jf. Folketingstidende 2004-05, Tillæg A (2. samling), side 5313.Det forhold, at en tvist skal afgøres ved voldgift, er ikke til hinder for, at domstoleneefter anmodning fra en part kan iværksætte foreløbige retsmidler eller tvangsfuldbyr-delse, selv om tvisten efter parternes aftale skal afgøres ved voldgift, jf. voldgiftslo-vens § 9.Uanset at en tvist skal afgøres ved voldgift, kan en part således bl.a. få nedlagt forbudefter retsplejelovens regler herom, når betingelserne efter retsplejeloven for at foretagedette retsskridt er opfyldt. En part kan endvidere få gennemført tvangsfuldbyrdelseefter retsplejelovens regler herom, når betingelserne efter retsplejeloven herfor er op-fyldt, jf. Folketingstidende 2004-05, Tillæg A (2. samling), side 5306.Er der tale om et forbud nedlagt efter reglerne i retsplejeloven, skal der anlægges justi-fikationssag, der i praksis ofte udsættes med henblik på voldgiftsrettens afgørelse omkravets berettigelse.2.12.2.Inden for det EU-retlige område kan EU-Domstolen foranstalte foreløbigeretsmidler i medfør af EUF-traktaten, ligesom EU-Domstolen ved flere lejligheder harudtalt sig om medlemsstaternes (nationale) anvendelse af foreløbige retsmidler. Der-udover kan medlemsstaterne i direktiver være pålagt at sikre anvendelse af foreløbigeretsmidler inden for det pågældende direktivs område.EUF-traktatens artikel 279 (tidligere artikel 243 EF)I henhold til EUF-traktatens artikel 279 kan EU-Domstolen (ved præsidenten) i sager,der er indbragt for den, foreskrive ”de nødvendige foreløbige forholdsregler”. I sagerom medlemsstaters mulige traktatbrud kan EU-Domstolen i medfør af artikel 279 på-byde en medlemsstat f.eks. at ophøre med eller undlade at iværksætte en påtænkt3

handling indtil traktatbrudssagen (hovedsagen) er afgjort.4Som et eksempel herpå kannævnes et traktatbrudssøgsmål mod Tyskland vedrørende en vedtaget, men ikke-ikrafttrådt lov om motorvejsafgifter. Da hovedsagen ikke kunne nå at blive afgjort førlovens ikrafttræden, traf EU-Domstolens præsident efter anmodning fra Kommissio-nen afgørelse om, at Tyskland skulle udsætte opkrævning af motorvejsafgifter i hen-hold til loven, indtil der var afsagt dom i hovedsagen (kendelse af 28. juni 1990, sagC-195/90 R).5Factortame I (sag C-213/89)I nær tilknytning til den før nævnte problemstilling ligger EU-Domstolens dom i Fac-tortame I (sag C-213/89). EU-Domstolen udtalte i denne sag – som svar på et præjudi-cielt spørgsmål fra Storbritannien om, hvorvidt det var foreneligt med fællesskabsret-ten, at der ifølge britisk ret ikke kunne anordnes foreløbige forholdsregler over for re-geringen (i forhold til en vedtaget lov, der angik rettigheder, som hævdedes at bestå ihenhold til fællesskabsretten) – at ”fællesskabsretten skal fortolkes således, at en nati-onal retsinstans, der i en tvist vedrørende fællesskabsretten finder, at det eneste, der ertil hinder for, at den anordner foreløbige forholdsregler, er en national retsregel, skalundlade at bringe denne regel i anvendelse.” Nationale domstole har således en for-pligtelse til at udsætte anvendelse af en national lov, når der anlægges sag om lovensforenelighed med fællesskabsretten, hvis det eneste, der afholder dem fra at udsætteanvendelsen af den nationale lov, er en national regel om, at der ikke kan anordnesforeløbige forholdsregler mod det offentlige. For en nærmere omtale af sagen henvisestil afsnit 2.2.1.Mund & Fester mod Hatrex Int. Transport (sag C-398/92)EU-Domstolen tog i sagen Mund & Fester mod Hatrex Int. Transport (sag C-398/92)stilling til arrestbetingelserne i den tyske Zivilprocessordnung (ZPO), som var forskel-lige, alt afhængig af om den senere dom i sagen skulle fuldbyrdes i udlandet eller iTyskland.4

Selve hovedsagen om det mulige traktatbrud kan derimod alene munde ud i en konstatering af, at der er ellerikke er sket et traktatbrud. De foreløbige forholdsregler har i traktatbrudssager således til formål at undgå, atøjemedet med det iværksatte traktatbrudssøgsmål forspildes.5Spørgsmålet om at foreskrive foreløbige forholdsregler har bl.a. også været fremme i forbindelse med Dan-marks iværksættelse af byggeriet af Storebæltsbroen. En fransk entreprenør klagede til Kommissionen over enklausul i udbudsmaterialet om, at den entreprenør, der fik opgaven, i videst muligt omfang skulle anvende danskarbejdskraft og materialer. Kommissionen anlagde herefter sag mod Danmark for brud på EF-traktaten. Kom-missionen anmodede EU-Domstolen om at påbyde standsning af byggeriet, indtil traktatbrudssagen var afgjort.Spørgsmålet om at foreskrive foreløbige forholdsregler blev imidlertid aldrig afgjort af Domstolen, da der forin-den blev indgået et retsforlig mellem Danmark og Kommissionen. Hovedsagen om traktatbrudskrænkelsen eroptrykt som C-243/89.

EU-Domstolen udtalte, at ”EØF-traktatens artikel 7, sammenholdt med traktatens arti-kel 220 og med Bruxelles-konventionen … er til hinder for en national civilprocesret-lig bestemmelse, hvorefter arrest – når en dom skal fuldbyrdes i indlandet – kun kanfinde sted, når det er sandsynligt, at fuldbyrdelsen ellers umuliggøres eller vanskelig-gøres væsentligt, medens arrest – når en dom skal fuldbyrdes i en anden medlemsstat –kan finde sted, når blot fuldbyrdelsen skal ske i udlandet”.De EU-retlige regler tilsiger således, at de grundlæggende betingelser for at få iværk-sat et foreløbigt retsmiddel skal være ens, uanset hvor den senere dom i sagen skalfuldbyrdes.Direktiver med bestemmelser om foreløbige retsmidlerDirektiver kan også indeholde bestemmelser om medlemsstaternes forpligtelse til atsikre nationale domstole adgang til at vedtage foreløbige retsmidler inden for direkti-vets område, jf. f.eks. direktiv 2004/48/EF om håndhævelsen af intellektuelle ejen-domsrettigheder. Det fremgår af direktivets artikel 9 (1) (a), at medlemsstaterne bl.a.skal sikre, at de kompetente retslige myndigheder på begæring af rekvirenten kan ud-stede et foreløbigt påbud til en påstået krænkende part med henblik på at forhindre ennært forestående krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed.

2. Norge2.1. IndledningDe norske regler om midlertidig sikring fandtes indtil 1. januar 2008 i tvangsfullbyr-delseslovens6kapitel 14 og 15. Den 1. januar 2008 blev reglerne med enkelte ændrin-ger overført til tvistelovens7kapitel 32-34, idet enkelte af tvangsfullbyrdelseslovensregler dog fortsat finder anvendelse.Reglerne om midlertidig sikring omfatter dels arrest, dels såkaldt midlertidig forføy-ning. Er der tale om pengekrav anvendes reglerne om arrest, hvorimod krav, der ikkevedrører betaling af penge, behandles efter reglerne om midlertidig forføyning, jf. §32-1 (3).En afgørelse om midlertidig forføyning kan gå ud på at sagsøgte (rekvisitus) skal und-lade, foretage eller tåle en handling, eller at sagsøgte skal fratages besiddelsen af etformuegode, og at dette skal tages i forvaring, jf. § 34-3 (1). De norske regler om mid-lertidig forføyning har således et bredere anvendelsesområde end de danske forbuds-regler, idet det i større omfang kan pålægges sagsøgte at foretage aktive handlinger.2.2. BetingelserneFor at en afgørelse om midlertidig forføyning kan træffes, kræves det, at der foreliggeren af to følgende sikringsgrunde:

1. Sagsøgtes adfærd gør det nødvendigt, fordi forfølgning eller gennemførelse afkravet ellers vil blive væsentlig vanskeliggjort, jf. § 34-1 (1a) eller2. Det er nødvendigt for at afværge væsentlig skade eller ulempe eller for at hindrevoldsomheder, som frygtes på grund af sagsøgtes adfærd, jf. § 34-1 (1b).Det kræves endvidere, at sagsøger (rekvirenten) sandsynliggør eksistensen af bådekravet samt sikringsgrunden. Sandsynliggørelse af kravets eksistens kan dog undlades,hvis afventning heraf medfører risiko for at øjemedet forspildes, jf. § 34-2 (2).Står den skade eller ulempe, som sagsøgte påføres ved afgørelsen, i åbenbart misfor-hold til sagsøgerens interesse, kan der ikke træffes afgørelse om midlertidig forføy-ning, jf. § 34-1 (2).Endelig kan retten som en betingelse for gennemførelse af en midlertidig forføyningbestemme, at sagsøgte skal stille sikkerhed, jf. § 34-2 (1). Vedrører sagen krav på bag-grund af overtrædelse af visse miljøretlige bestemmelser, kan sagsøgeren dog ikkepålægges at stille sikkerhed, jf. § 34-2 (3).2.3. VærnetingAnmodning om midlertidig sikring, herunder midlertidig forføyning, skal fremsættesfor tingretten i den kreds, hvor sagsøgte har hjemting eller i en kreds, hvor et eller flereaf sagsøgtes formuegoder befinder sig, jf. § 32-4 (1). Vedrører anmodningen om mid-lertidig forføyning en genstand, kan anmodningen tillige fremsættes for tingretten pådet sted, hvor genstanden befinder sig.Er der anlagt retssag om det krav, som anmodningen om midlertidig forføyning vedrø-rer, skal anmodningen fremsættes for den domstol, der behandler retssagen, jf. § 32-4(3).2.4. Sagens behandlingSager om midlertidig forføyning indledes ved, at sagsøger indgiver en begæring, entenmundtligt eller i form af en processkrivelse, jf. § 32-5. Begæringen skal angive detkrav, der ønskes midlertidig sikring af, samt sikringsgrunden. Endvidere skal begærin-gen indeholde en redegørelse for de forhold, som sagsøgeren påberåber sig. Derudoverskal der medfølge de dokumenter, som sagsøger påberåber sig.

Afviser retten ikke sagen straks, jf. § 32-6, indkaldes parterne til mundtlig forhandling.Dette kan dog undlades, såfremt afventning af mundtlig forhandling vil medføre risikofor, at øjemedet forspildes, jf. § 32-7 (2). Træffer retten afgørelsen om midlertidig for-føyning, uden at sagen har været mundtlig forhandlet, kan parterne og enhver anden,som forføyningen retter sig imod, kræve efterfølgende mundtlig forhandling, jf. § 32-8. Ved en eventuel efterfølgende mundtlig forhandling kan retten stadfæste, ændre el-ler ophæve den første afgørelse helt eller delvist.En part (eller et vidne) kan modsætte sig at fremlægge et bevis, som ikke kan gørestilgængeligt uden derved at røbe en drifts- eller forretningshemmelighed. Retten kandog efter en afvejning pålægge den pågældende, at beviset skal fremlægges, når detfindes påkrævet, jf. § 32-2, jf. § 22-10. Hvis beviset fremlægges med den pågældendessamtykke, skal retten pålægge de tilstedeværende tavshedspligt, medmindre der er gi-vet samtykke til andet. Er der pålagt tavshedspligt, lukkes dørene under mundtlig for-handling om beviset, jf. § 32-2, jf. § 22-12 (1). Hvis beviset fremlægges efter rettenspålæg, kan retten pålægge tavshedspligt og bestemme, at mundtlig forhandling ombeviset skal ske for lukkede døre, jf. § 32-2, jf. § 22-12 (2). Retten skal efterfølgendenægte offentligheden aktindsigt i bevismateriale, som kan kræves ført for lukkede dø-re, jf. § 32-2, jf. § 14-4 (3).Med den nye tvistelov er der indført en adgang til at samle hovedsagen med sagen ommidlertidig forføyning. Det følger således af § 32-9, at både sagsøger og sagsøgte kananmode om samlet behandling, såfremt 1) hovedsagen kan afgøres forsvarligt samti-digt med begæringen om midlertidig forføyning, 2) sagen om midlertidig forføyningikke vil blive forsinket, og 3) det ikke nødvendiggør yderligere sagsforberedelse, jf. §32-9 (1). Retten kan modsætte sig en samlet behandling, hvis den finder grund hertil.Rettens afgørelser træffes ved kendelse, jf. § 32-7 (1) og § 32-8 (2). Afgørelse omsamlet behandling efter § 32-9 træffes dog ved beslutning.Efterkommer retten en begæring om midlertidig forføyning, skal retten fastsætte deforholdsregler, som retten finder påkrævet, jf. § 34-3 (2). Retten kan i den forbindelsebestemme, hvordan og hvornår forføyningen skal gennemføres, og hvor længe denskal vare. Har retten bestemt, at sagsøgeren skal stille sikkerhed, skal retten fastsætteen frist herfor. Retten kan i afgørelsen eller på sagsøgtes begæring i en senere afgørel-se fastsætte en frist for, hvornår sagsøgeren senest skal anlægge retssag om kravet, jf.39

§ 34-3 (2). Der gælder således ikke en lovbestemt pligt til at anlægge en efterfølgenderetssag.Efterkommer sagsøgte ikke en afgørelse om midlertidig forføyning, kan sagsøgerfremsætte begæring om gennemførelse heraf. Gennemførelsen sker efter reglerne itvangsfullbyrdelseslovens kapitel 13 om tvangsfuldbyrdelse af andre krav end penge-krav, jf. tvistelovens § 34-4. Begæring om gennemførelse skal som udgangspunkt ind-gives til retten. Bliver der tale om et gennemførelsesskridt, som skal udføres afnamsmannen, f.eks. afhentning af løsøregenstande, kan begæringen dog fremsættesdirekte for namsmannen, jf. § 34-4 (1).Handler sagsøgte i strid med en undladelsesforpligtelse (forbud), tvangsfuldbyrdesafgørelsen ved, at sagsøgte ved kendelse tilpligtes at stille sikkerhed for den skade,som sagsøger vil lide, hvis sagsøgte også i fremtiden handler i strid med forbuddet, jf.tvangsfullbyrdelsesloven § 13-16. Derudover kan det bestemmes, at den tidligere til-stand skal søges genoprettet, f.eks. ved at give sagsøgeren ret til at udføre en bestemthandling på sagsøgtes regning eller ved at pålægge sagsøgte løbende bøder for hverdag eller uge, der går, indtil en bestemt handling er udført.2.5. Ophør af midlertidig forføyningMidlertidig forføyning ophører ved ophævelse eller ved bortfald.Sagsøgte kan begære en forføyning helt eller delvist ophævet, såfremt det godtgøres, atkravet og/eller sikringsgrunden enten ikke var eller ikke længere er til stede. Det sam-me gælder, hvis sagsøgeren, efter søgsmål om kravet er rejst, utilbørligt forhaler sagen,jf. tvistelovens § 34-5 (1). Begæring om ophævelse skal indgives til den ret, som hartruffet afgørelse om midlertidig forføyning. Er der rejst søgsmål, kan begæringen dogaltid indgives til den ret, der behandler dette.En midlertidig forføyning bortfalder automatisk, hvis en eventuel tidsfrist for forføy-ningen udløber, hvis en eventuel tidsfrist for sikkerhedsstillelse og/eller anlæggelse afretssag overskrides, hvis kravet er afgjort ved dom, hvis sagsøgte opfylder kravet, ellerdet falder bort af anden grund, eller hvis sagsøger giver afkald på sit krav i henhold tilforføyningen, jf. § 34-6 (1).

Er en midlertidig forføyning bortfaldet, har sagsøgeren pligt til skriftligt at give afkaldpå sin ret i henhold til forføyningen, jf. § 34-6 (3). Sagsøgte kan endvidere kræve, atretten træffer afgørelse om, at forføyningen er bortfaldet.2.6. AppelTingrettens afgørelser i sager om midlertidig forføyning kan ankes til Lagmannsretten,jf. § 32-2, jf. § 29-1. Ankefristen er en måned, jf. § 32-2, jf. § 29-5.Har tingretten truffet afgørelsen uden mundtlig forhandling, kan parterne dog ikke an-ke til højere ret, men er henvist til at kræve efterfølgende mundtlig forhandling, jf. §32-8 (1).2.7. ErstatningEr en midlertidig forføyning ophævet eller bortfaldet, og viser det sig, at sagsøgerenskrav ikke bestod ved afgørelsen om midlertidig forføyning, er sagsøgeren objektivterstatningsansvarlig for den skade, som sagsøgte har lidt som følge af forføyningen.Det samme gælder, hvis forføyningen i øvrigt viser sig ubegrundet som følge af, at derunder sagen forsætligt eller uagtsomt blev afgivet urigtige eller vildledende oplysnin-ger om sikringsgrunden, jf. § 32-11 (1).Blev der under sagen forsætligt eller uagtsomt givet urigtige eller vildledende oplys-ninger, og medførte dette, at der blev truffet afgørelse om midlertidig forføyning, kanretten desuden pålægge sagsøger at give sagsøgte erstatning for tort og anden ikke-økonomisk skade, jf. § 32-11 (2).Spørgsmålet om erstatning kan behandles under en sag om ophævelse af forføyningeneller ved ordinært søgsmål, jf. § 32-11 (3).

Udover regler om kvarstad (arrest), indeholder kapitel 15 en generel bestemmelse,hvorefter der kan træffes passende foranstaltninger for at sikre sagsøgerens ret, jf. kap.15, 3 §. En passende foranstaltning kan bl.a. bestå i et bødepålagt forbud mod at fore-tage en bestemt handling eller et påbud om at tage hensyn til sagsøgerens krav, jf. kap.15, 3 §, stk. 2.3.2. BetingelserneDen grundlæggende betingelse er, at der er tale om et krav, som kan gøres til genstandfor en retssag, eller som kan prøves inden for rammerne af en lignende procedure, somf.eks. voldgift, jf. kap. 15, 3 §.Dernæst skal sagsøger kunne sandsynliggøre, at han/hun har et krav, og at det efter alrimelighed må frygtes, at modparten ved at foretage visse aktiviteter eller ved at fore-tage eller undlade en bestemt handling vil forhindre eller vanskeliggøre udøvelsen afsagsøgerens ret eller væsentligt forringe dens værdi, jf. kap. 15, 3 §.Endvidere er det som udgangspunkt en betingelse, at sagsøgeren stiller sikkerhed forden skade, som kan påføres sagsøgte ved foranstaltningen (forbuddet), jf. kap. 15, 6 §.Domstolen kan dog beslutte, at en sagsøger, der er ude af stand til at stille sikkerhed,skal fritages herfor, såfremt sagsøgeren har godtgjort sin ret. Derudover er staten ogkommunerne fritaget fra at stille sikkerhed.3.3. VærnetingEr der anlagt retssag om kravet, skal anmodning om foranstaltninger i medfør af kapi-tel 15 behandles af den domstol, hvor retssagen er anlagt, jf. kap. 15, 5 §, stk. 1. Er derikke anlagt retssag, afgøres spørgsmålet om værneting efter de almindelige regler omtvistemål (civile sager), jf. kap. 15, 5 §, stk. 1, hvilket som hovedregel betyder, at an-modningen skal indgives ved tingsrätten ved sagsøgtes hjemting, jf. kap. 10, 1 §, stk.1.3.4. Sagens behandlingSager om foranstaltninger i medfør af kapitel 15 indledes ved, at der indgives begæ-ring herom. Domstolen kan ikke tage spørgsmålet op ex officio. Er der ikke anlagtretssag om kravet, skal begæringen være skriftlig, jf. kap. 15, 5 §, stk. 2.Modparten skal have mulighed for at udtale sig om begæringen, inden domstolen træf-fer afgørelse. Dette kan dog undlades, såfremt der er fare for, at formålet ellers vil for-42

spildes, jf. kap. 15, 5 §, stk. 3. Træffes afgørelsen uden, at modparten er blevet hørt,skal afgørelsen forkyndes for parterne, og modparten opfordres til at fremsætte be-mærkninger. Fremkommer modparten ikke med bemærkninger, skal retten tage stillingtil, om forbuddet skal opretholdes indtil videre.8Afgørelsen træffes ved kendelse, uanset om den afsiges under en verserende retssageller ej.3.5. Efterfølgende retssagImødekommer domstolen en begæring om foranstaltninger i medfør af kapitel 15, ogverserer der ikke allerede en retssag, skal sagsøgeren inden en måned anlægge retssagved domstolene eller, hvis sagen skal prøves på anden måde, tage skridt hertil, jf. kap.15, 7 §, stk. 1.Anlægger sagsøgeren ikke retssag rettidigt, bortfalder afgørelsen om foranstaltningerstraks, jf. kap. 15, 7 §, stk. 2.3.6. Ophør af foranstaltningerEn foranstaltning (f.eks. et forbud) skal straks ophæves, hvis sagsøgte stiller sikkerhed,eller hvis der af anden grund ikke længere er grundlag for at opretholde foranstaltnin-gen, jf. kap. 15, 8 §, stk. 1.Derudover skal en foranstaltning ophæves, hvis søgsmålet i retssagen tilbagekaldeseller bortfalder, jf. kap. 15, 8 §, stk. 1.Som nævnt ovenfor bortfalder en foranstaltning desuden, hvis sagsøgeren ikke rettidigtanlægger retssag om kravet, jf. kap. 15, 7 §, stk. 2.3.7. AppelTingsrättens kendelse kan, uanset om den imødekommer en begæring om forantaltningeller ej, kæres til hovrätten. Kæremål skal indgives skriftligt inden 3 uger til tingsrät-ten, som herefter sørger for fremsendelse af sagen til hovrätten, jf. kap. 52, 1§.

4. Finland4.1. IndledningDen finske rättegångsbalks9kapitel 7 indeholder regler dels om kvarstad (arrest), delsom andre sikrende retsmidler, herunder forbud. Reglerne i kapitel 7 er senest ændretved lov nr. 707 af 15. juni 2007, som trådte i kraft 1. januar 2008.Arrest kan ske til sikring af et pengekrav (kap. 7, 1 §) eller til sikring af ejendomsret-ten til det aktiv, hvori arresten ønskes foretaget (kap. 7, 2 §). Reglen i kap. 7, 3 §, omandre sikrende retsmidler anvendes på andre krav end dem, der er omfattet af reglerneom kvarstad (arrest) i 1 og 2 §.Domstolene har i medfør af kap. 7, 3 §, mulighed for at træffe enhver foranstaltning,som er nødvendig for at beskytte sagsøgerens ret. Det fremgår udtrykkeligt af be-stemmelsen, at domstolene bl.a. har mulighed for at forbyde eller pålægge modpartenat foretage en bestemt handling. I et sådant forbud eller påbud kan bestemmes, atmanglende efterlevelse kan medføre en bøde, jf. 3 §.4.2. BetingelserneDen grundlæggende betingelse er, at der er tale om et krav, der kan være genstand foren retskraftig afgørelse, som nævnt i utsökningsbalkens10kap. 2, 2 §.Sagsøgeren skal dernæst sandsynliggøre, at han/hun har et sådant krav, og at der erfare for, at modparten ved at gøre eller undlade noget eller på anden måde forhindrereller forringer sagsøgerens muligheder for at gøre sit krav gældende eller væsentligtmindsker dets værdi eller betydning.Derudover gælder der et proportionalitetskrav, jf. kap. 7, 3 §, stk. 2, hvorefter domsto-len skal overveje, om modparten påføres en ulejlighed, som er urimelig i forhold tilsagsøgerens interesse i foranstaltningen.Endelig er det efter kap. 7, 3 §, stk. 3, en betingelse for, at en foranstaltning (f.eks. etforbud) kan træde i kraft, at sagsøgeren ansøger om fuldbyrdelse af foranstaltning vedutmätningsmannen (fogeden) efter reglerne i kap. 8 i utsökningsbalken. Konsekvensen

heraf er, at sagsøgeren skal stille sikkerhed for den skade, som måtte blive tilført mod-parten, jf. utsökningsbalken kap. 8, 2 §. På den baggrund skal anmodning om fuldbyr-delse derfor også fremsættes, selv om det i det konkrete tilfælde synes unødvendigt attvangsfuldbyrde afgørelsen, f.eks. fordi sagsøgte indtil videre har overholdt et for-bud.11Domstolen (og ikke fogeden) kan efter anmodning fritage sagsøgeren fra at stil-le sikkerhed, såfremt domstolen skønner, at sagsøgeren ikke er i stand hertil, og athans/hendes krav må anses for åbenbart begrundet, jf. rättegångsbalkens kap. 7, 7 §.En fritagelse for at stille sikkerhed fritager imidlertid ikke sagsøger fra pligten til atanmode om fuldbyrdelse, da sagsøgte skal have mulighed for at afværge ikrafttrædel-sen af foranstaltningen ved at stille sikkerhed i henhold til utsökningsbalkens kap. 8, 3§12.4.3. VærnetingAnmodning om en sikrende foranstaltning behandles af de almindelige domstole, dvs.tingsrätterne, jf. rättegångsbalkens kap. 7, 4 §. En anmodning kan dog også i visse til-fælde indgives direkte til utmätningsmannen (fogeden), jf. nærmere nedenfor.Er der ikke anlagt retssag om kravet, skal spørgsmålet om værneting afgøres efter dealmindelige regler herom i rättegångsbalkens kap. 10. Herefter er rette værneting somudgangspunkt sagsøgtes hjemting, jf. kap. 10, 1 §. Er der derimod anlagt retssag i ho-vedsagen, behandles en anmodning om sikrende foranstaltninger af den domstol, hvorretssagen behandles. Er retssagen afsluttet, men ankefristen endnu ikke udløbet, skalanmodningen behandles af den domstol, som senest behandlede retssagen.Er ingen af de almindelige domstole ifølge rättegångsbalkens kap. 10 kompetente til atbehandle hovedsagen, skal anmodning om sikrende forantaltninger behandles af tings-rätten ved sagsøgtes hjemting eller dér, hvor formålet med foranstaltningen kan opnås,jf. kap. 7, 4 §, stk. 2.Som nævnt er fogeden i et vist omfang kompetent til at træffe afgørelse om sikrendeforanstaltninger, jf. utsökningsbalkens kap. 8, 13 §. For at en sådan afgørelse kan træf-fes, skal de almindelige betingelser for at fastsætte sikrende foranstaltninger være op-fyldt, og herudover kræves det, at sagsøgeren er i besiddelse af et tvangsfuldbyrdelses-grundlag, som blot ikke kan fuldbyrdes endnu. Foranstaltninger, som er truffet af fo-

geden, gælder i højst 6 måneder, medmindre der findes særlige grunde til en forlæn-gelse.4.4. Sagens behandlingEn sag om sikrende foranstaltning rejses kun efter anmodning, og domstolen kan der-for ikke tage spørgsmålet op ex officio under en retssag, jf. rättegångsbalkens kap. 7, 4§, stk. 1.Anmodningen skal være skriftlig, medmindre der er anlagt retssag om kravet. I så faldskal anmodningen fremsættes mundtligt i det retsmøde, hvor hovedsagen behandles, jf.kap. 7, 5 §, stk. 1.Dernæst skal modparten som udgangspunkt have adgang til at udtale sig om anmod-ningen. Dette kan dog undlades, såfremt der er risiko for at formålet med foranstalt-ningen ellers vil forspildes, jf. kap. 7, 5 §, stk. 2.Som nævnt ovenfor under punkt 4.2 er det en betingelse, at sagsøgeren anmoder omfuldbyrdelse af foranstaltningen hos utmätningsmannen (fogeden), jf. rättegångsbal-kens kap. 7, 3 §, stk. 4. I den forbindelse skal sagsøgeren som nævnt som udgangs-punkt stille sikkerhed for den skade, som sagsøgte måtte blive påført, jf. utsöknings-balkens kap. 8, 2 §.Indeholder et nedlagt forbud bestemmelse om, at manglende efterlevelse kan medføreen bøde (tvangsbøde), tvangsfuldbyrdes forbuddet ved at utmätningsmannen, i tilfældeaf at forbuddet er overtrådt, ansøger tingsrätten om, at bøden idømmes sagsøgte, jf.utsökningsbalkens kap. 7, 16 og 17 §§, jf. kap. 8, 9 §, og kap. 3, 78 §. Om nødvendigtkan utmätningsmannen endvidere træffe en ny afgørelse om, at manglende efterlevelsevil kunne medføre tvangsbøder. Indeholder et forbud ikke bestemmelse om tvangsbø-der, må utmatningsmannen først træffe afgørelse herom efter reglerne i utsökningsbal-kens kap. 3, 74-81 §§.Kan utmätningsmannen på en passende måde forhindre, at sagsøgte på ny overtræderet forbud, skal han/hun endvidere gøre dette, jf. utsökningsbalkens kap. 7, 17 §.4.5. Efterfølgende retssagImødekommes en anmodning om en sikrende foranstaltning, skal sagsøgeren anlæggeretssag eller tage skridt til anden prøvelse, der kan føre til en retskraftig afgørelse, som46

nævnt i utsökningsbalkens kap. 2, 2 §. Fristen herfor er én måned regnet fra den dag,hvor domstolen traf afgørelsen om den sikrende foranstaltning, jf. rättegångsbalkenskap. 7, 6 §.Ved afgørelse af hovedsagen, skal det bestemmes, hvor længe den sikrende foranstalt-ning skal vare, jf. rättegångsbalkens kap. 7, 9 §. Afvises søgsmålet i hovedsagen, kandet samtidig bestemmes, at den sikrende foranstaltning først skal ophøre, når der fore-ligger en retskraftig afgørelse af hovedsagen. Hæves sagen, skal det bestemmes, at densikrende foranstaltning ophører.Derudover skal det efter anmodning fra en af parterne i forbindelse med hovedsagenafgøres, hvem der skal bære sagsomkostningerne i forbindelse med den sikrende for-anstaltning, jf. kap. 7, 10 §.Anlægges der ikke retssag eller anden prøvelse rettidigt, skal utmätningsmannen påsagsøgtes anmodning tilbagekalde fuldbyrdelsen, jf. utsökningsbalkens kap. 8, 4 §. Detsamme gælder, hvis det viser sig, at retssagen afvises eller af anden grund bortfalder.4.6. Ophør af en sikrende foranstaltningEn sikrende foranstaltning ophører for det første på det tidspunkt, som er fastsat i for-bindelse med afgørelsen af hovedsagen, jf. kap. 7, 9 §.Derudover skal en foranstaltning tilbagekaldes, hvis begrundelsen for den sikrendeforanstaltning ikke længere er til stede. Afgørelse om tilbagekaldelse træffes efter an-modning fra en af parterne af den domstol eller myndighed, der behandler hovedsagen.Er hovedsagen ikke under behandling ved en domstol eller myndighed, tilbagekaldesforanstaltningen ved den domstol, der først traf afgørelsen om foranstaltningen, jf. rät-tegångsbalkens kap. 7, 8 §.Derudover skal fuldbyrdelse af en foranstaltning som nævnt tilbagekaldes af utmät-ningsmannen, hvis der ikke rettidigt anlægges retssag eller anden prøvelse, jf. afsnit4.5 ovenfor.4.7. AppelTingsrättens afgørelser om sikrende foranstaltninger kan appelleres til hovrätten, jf.rättegångsbalkens kap. 25. Dog kan en afgørelse, der er truffet uden at modparten har47

5. Tyskland5.1. IndledningDe tyske regler om de foreløbige retsmidler ”Arrest und einstweilige Verfügung” fin-des i 8. bog, 5. afsnit i Zivilprozessordnung (ZPO) og minder i vidt omfang om denordiske regler, der er beskrevet i de foregående afsnit.De nævnte foreløbige retsmidler skal sikre rekvirenten grundlaget for tvangsfuldbyr-delse af en senere dom for et givent krav. Hvis der ikke er anlagt retssag (hovedsagen)om det påståede krav på tidspunktet for anmodningen om iværksættelse af et foreløbigtretsmiddel, skal rekvirenten inden for en given frist anlægge en sådan retssag, jf. ZPO§§ 926 og 936.Reglerne om einstweilige Verfügung fremgår af ZPO §§ 935-942 og følger i vidt om-fang reglerne i samme bog om arrest. ”Einstweilige Verfügung” kan oversættes med”foreløbig anordning”, og denne betegnelse anvendes i det følgende.Formålet med brug af foreløbige anordninger er overordnet set, at beskytte borgernesretskrav samt at garantere borgerne en korrekt retsproces. Den foreløbige anordninggør det muligt at fastfryse en given situation i retslig henseende.14

5.2. BetingelserneFor at få iværksat en foreløbig anordning skal rekvirenten sandsynliggøre, at han har etretskrav (Verfügungsanspruch) mod modparten, og at der foreligger en særlig grund,der nødvendiggør iværksættelse af den foreløbige anordning (Verfügungsgrund).Retskravet kan være alt andet end pengekrav.En foreløbig anordning vedrørende stridens genstand kan tillades, hvis det må befryg-tes, at forholdet mellem parterne ellers vil blive ændret i en sådan grad, at rekvirentenforhindres i eller får væsentligt vanskeligere ved senere (ved afgørelsen af hovedsa-gen) at kunne få fyldestgjort sin ret, jf. ZPO § 935. Den foreløbige anordning tjener tilat sikre grundlaget for fyldestgørelse af rekvirentens krav, men gennemtvinger ikkekravet.15En foreløbig anordning kan også iværksættes i form af en regulering af en (foreløbig)retstilstand mellem parterne, hvis dette er nødvendigt for at afværge væsentlige ulem-per, forhindre truende magtanvendelse eller af andre grunde (sikring af ”retsfred” mel-lem parterne), jf. ZPO § 940, f.eks. fastlæggelse af en grænse mellem to grundstyk-ker.16Ifølge tysk retspraksis kan en foreløbig anordning tillige iværksættes, hvis det i helt isærlige tilfælde er tvingende nødvendigt at give rekvirenten øjeblikkelig fyldestgørelsefor sit krav, f.eks. betaling af et af retten fastsat underholdsbidrag.175.3. VærnetingKompetencen til at træffe afgørelse om en foreløbig anordning ligger hos den domstol,der behandler (eller skal behandle) hovedsagen, jf. ZPO § 937, stk.1. I bl.a. særligthastende tilfælde kan den lokale Amtsgericht, i hvis retskreds stridens genstand befin-der sig, træffe afgørelse om en foreløbig anordning, men afgørelsen skal da efterprøveshos den domstol, der skal behandle hovedsagen, jf. ZPO § 942.5.4. Sagens behandlingSager om foreløbige anordninger indledes ved begæring herom til den domstol, derbehandler eller skal behandle hovedsagen, se afsnit 5.3. ovenfor, jf. § 936, jf. § 920.1516

Som udgangspunkt behandles ansøgningen på grundlag af en mundtlig forhandling,men denne kan i særlige tilfælde undlades, jf. ZPO § 937, stk. 2.Selvom rekvirenten ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for at iværksætte en fo-reløbig anordning er til stede, jf. afsnit 5.2 ovenfor, kan retten alligevel træffe afgørel-se herom, hvis der stilles sikkerhed. Sikkerhedsstillelse kan også kræves, selvom be-tingelserne er opfyldt, jf. ZPO § 936, jf. § 921.Domstolen bestemmer efter et frit skøn, hvilke foranstaltninger der er hensigtsmæssigefor op at opnå formålet med den foreløbige anordning, f.eks. forbud eller påbud, jf.ZPO § 938.5.5. Ophør af foranstaltninger og appelEn foreløbig foranstaltning kan ophæves på grund af ændrede faktiske omstændighe-der, jf. ZPO § 936, jf. § 927. Kun i særlige tilfælde kan en foreløbig anordning ophæ-ves ved, at rekvisitus stiller sikkerhed, jf. ZPO § 939.Rekvisitus kan få prøvet en beslutning om en iværksat foreløbig foranstaltning vedappel. Denne prøvelse kan føre til, at den foreløbige foranstaltning opretholdes, ophæ-ves eller ændres, jf. ZPO § 936, jf. §§ 924 og 925.Foranstaltningen ophører senest, når hovedsagen er afgjort.

1. Retsplejelovens forarbejderEfter de gældende regler i retsplejeloven er det fogedretten, der har kompetencen til atbehandle sager om forbud. Denne procesordning går helt tilbage til retsplejeloven af1916.Civilprocesudkastene af henholdsvis 1877 og 1899 indeholder forarbejderne til for-budsreglerne i retsplejeloven af 1916. Af forarbejderne fremgår det, at det i vidt om-fang med retsplejeloven var tilsigtet at opretholde den hidtil gældende retstilstand ved-rørende nedlæggelse af fogedforbud.I 1899-udkastet er anført følgende om overvejelserne om procesordningen, jf. Rigs-dagstidende 1901-02, Tillæg A, sp. 2904:”Det har i kommissionen været under overvejelse, om man ikke burde afskaffe forbudved fogden under hensyn til de overdrivelser, hvortil adgangen til nedlæggelse af foged-forbud let kan friste, og i stedet for forbud ved fogden – i lighed med, hvad der kendes iforskellige fremmede lovgivninger – give domstolene selv beføjelse til, når sådant be-gæredes, og omstændighederne talte derfor, at udstede forbud mod foretagelse af hand-linger, der kunne præjudicere afgørelse af en retstrætte, hvorom vedkommende domstolsenere skal træffe den endelige afgørelse.Man har imidlertid bestemt sig til ikke at gå til en sådan forandring af den gældende ret.På den ene side måtte det nemlig ventes, at et forbud ved domstolen i mange tilfældeikke vil kunne komme tidsnok til at yde den samme hjælp, som man hos os har væretvant til at finde i fogedforbudene; på den anden side kan man formentlig ved at præcise-re betingelserne for nedlæggelse af fogedforbud mere, end de hidtil have været det, af-værge misbrug af instituttet. Således er i § 495 overensstemmende med det tidligere ud-kast den regel opstillet, at forbud kun kan gøres, når den, mod hvem forbudet rettes, vedgerning eller ord har givet grund til at antage, at han vil foretage de handlinger, som

2. Betænkning nr. 1107/1987 om arrest og forbudSom det fremgår af kapitel 2, afsnit 1 ovenfor, henstod retsplejelovens regler om arrestog forbud indtil 1989 i det væsentlige uændret. Ved lov nr. 731 af 7. december 1988blev reglerne med virkning fra den 1. januar 1989 revideret og moderniseret på bag-grund af Retsplejerådets betænkning nr. 1107/1987 om arrest og forbud.I betænkningen omtales bl.a. spørgsmålet om procesordningen i forbudssager. Af be-tænkningens s. 92 f fremgår følgende:”Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om ikke forbudssager generelt bør henlæggestil domsretten. Flere af de hørte retter har givet udtryk for hensigtsmæssigheden af ensådan ændring, jf. afsnit 3.4.For ændringen taler især, at kravet om godtgørelse eller sandsynliggørelse af rekviren-tens ret allerede i forbindelse med forbudets nedlæggelse kan medføre en bevisførelse,der ligger udover, hvad fogedretten er indrettet på at behandle. Sagsbehandlingen vilnærme sig procesformen i en almindelig civil sag. Domsretten vil også i almindelighedhave større erfaring med hensyn til bevisbedømmelsen i indviklede sager. Endelig kananføres, at behandlingen af justifikationssagen vil blive forenklet meget, da afgørelsen idenne sag ofte træffes på samme grundlag som forbudssagen. Processtoffet skal kunpræsenteres een gang.Mod at overføre kompetencen til at nedlægge forbud fra fogedretten til domsretten talerisær, at ændringen vil indebære en betydelig risiko for, at forbudet ikke kan nedlæggeshurtigt nok til at yde rekvirenten et effektivt værn. Domsretten har ofte ikke samme mu-ligheder som fogedretten for en hurtig berammelse af sagerne. Som det fremgår af afsnit3.2. drøftede man under lovens forarbejder at give domsretten beføjelsen til at udstedeforbud mod handlinger, der kunne præjudicere afgørelsen af en sag, hvorom vedkom-mende ret senere skulle træffe den endelige afgørelse. Man afstod fra at foreslå en sådanændring, idet ”et forbud ved domstolene i mange tilfælde ikke ville kunne komme tids-nok til at yde den samme hjælp, som man hos os har været vant til at finde i fogedfor-budene”.Henlægges håndhævelsen af forbudet til fogedretten som foreslået af arbejdsgruppen,jfr. nedenfor afsnit 3.5.7.2., vil det også være en forenkling, at fogedretten i forvejen harkendskab til forbudssagen.Arbejdsgruppen skal endvidere fremhæve, at de krav om en højt kvalificeret sagsbe-handling, som er en følge af de forøgede beviskrav, kunne tale for, at dommeren eller enanden erfaren jurist beklæder fogedretten i de forbudssager, som må forventes at inde-bære en særlig vanskelig bevisbedømmelse.

3. Rapport om håndhævelse af patentrettighederI efteråret 1997 blev der nedsat en arbejdsgruppe under Patentdirektoratet med detformål at belyse problemstillingen vedrørende retshåndhævelse af patentrettigheder ogfremkomme med en rapport med mulige forslag til ændringer i håndhævelsen på detteområde. Arbejdsgruppen afgav sin rapport i april 1999, og om procesformen i forbuds-sager anføres bl.a. følgende på side 17:”Det er først og fremmest og som udgangspunkt sikkert, at fogedretten ikke er et veleg-net forum til behandling af de komplicerede tekniske forhold, der forekommer i patent-sager, da retten beklædes af en dommerfuldmægtig eller retsassessor, der næsten undta-gelsesfrit aldrig har haft lejlighed til at bedømme en patentkonflikt. Dette forhold berordels på den geografiske spredning af sagerne, dels på det forhold, at retternes juridiskemedarbejdere på det omhandlede niveau i vidt omfang skifter stilling hyppigt. I vissesager er det set, at civildommeren selv overtager fogedretten i en patentkonflikt – somogså forudsat i Retsplejerådets betænkning om arrest og forbud 1987 – og dette vil i højgrad betyde en forbedring af den konkrete sags behandling som følge af dommerensstørre erfaring.Forbudssager om patentforhold er dernæst præget af modsætningsforhold. På den eneside er der et indlysende krav om, at forbudssagen skal gå frem med størst mulig hurtig-hed, men på den anden side er både nedlæggelse og nægtelse af forbud yderst indgri-bende for parterne, hvorfor der er et ønske om at inddrage og belyse flest mulige tekni-ske forhold.Det må være op til fogedretten at drage omsorg for, at de nævnte hensyn i størst muligtomfang tilgodeses, men rent faktisk er stillingen den, at fogedretten dels på grund afmanglende kendskab til patentsager, dels på grund af manglende viden om den konkretesag lader forberedelsen bero på parternes beslutninger, og fogedretten gør navnlig ikkebrug af bestemmelsen i Retsplejelovens § 647, hvorefter den kan afskære en bevisførel-se, som findes uforenelig med hensynet til forretningens fremme. Det er derfor ikke un-derligt, at der fremlægges meget omfattende dokumentationsmateriale, der ofte er afmeget kompliceret natur. I forbindelse med forberedelsen er det også en ulempe, at derikke findes sanktioner, der kan bringes i anvendelse overfor en part, som ikke overhol-der frister vedrørende skriftvekslingen, når sådanne er aftalt mellem parterne eller fast-sat af fogeden.På den anden side ses det også, at fogedretten får et for ringe grundlag at træffe afgørel-se på i patentsager, da den korte forberedelsestid ikke gør det muligt for parterne at til-rettelægge processtoffet og give problemerne den behandling, som deres kompleksitetog vigtighed egentlig begrunder.

Udvalgets anbefalinger fremgår af rapportens side 31:”For at opnå størst mulig ekspertise og derved ensartethed i behandlingen af fogedsagerom patentkonflikter finder Udvalget det mest hensigtsmæssigt at samle fogedsagerneved én fogedret.Med hensyn til placeringen af den kompetente fogedret har Udvalget været opmærksompå de regionale indvendinger, en sådan ordning kan indebære. Udvalget har imidlertidlagt vægt på de åbenbare fordele, en samling af fogedsagerne kan få.I lighed med hvad der er gældende på varemærkeområdet, hvor Sø- og Handelsretten erenekompetent i første instans,foreslårUdvalget, at Fogedretten under Københavns By-ret udpeges som eneste fogedret til behandling af forbudssager om patentindgreb. Detforeslåssamtidig, at dommeren med ansvar for fogedsager selv varetager behandlingenaf forbudssager på patentområdet, således at kontinuiteten og opbygningen af kompe-tence bevares.Udvalget har ikke taget stilling til, om andre immaterialretlige sager bør henlægges tilKøbenhavns Byret. Da grænsefladerne mellem de forskellige immaterialretstyper ikkeer entydige, bør dette spørgsmål analyseres nærmere.”

Kapitel 5Retsplejerådets overvejelser1. IndledningSom beskrevet oven for under kapitel 4 har det største kritikpunkt af forbudsreglerneværet procesordningen. Retsplejerådets overvejelser herom fremgår af afsnit 2. I afsnit3 behandles spørgsmålet om, hvorvidt kompetencen til at foranstalte foreløbigeretsmidler bør være begrænset til egentlige forbud mod visse handlinger. Retsplejerå-det foreslår, at kompetencen hertil udvides til at omfatte både forbud og påbud. Afsnit4 indeholder Retsplejerådets overvejelser om, hvilke rettigheder, der bør kunne hånd-hæves ved et forbud eller påbud, og i afsnit 5 behandles betingelserne for at meddeleforbud eller påbud. Afsnit 6 vedrører spørgsmålet om værneting, mens spørgsmålet omsagens behandling omtales i afsnit 7. Retsplejerådets overvejelser om beslaglæggelseog bistand til opretholdelse af et meddelt forbud eller påbud fremgår af afsnit 8, og iafsnit 9 behandles spørgsmålet om overtrædelse af et meddelt forbud eller påbud. Af-snit 10 vedrører spørgsmålet om efterfølgende retssag, og Retsplejerådets overvejelserom, hvornår et meddelt forbud eller påbud bør bortfalde eller ophæves, fremgår af af-snit 11. I afsnit 12 behandles spørgsmålet om tilfælde, hvor rettens personer skal vigederes sæde. I afsnit 13 behandles ansvaret ved et ulovligt meddelt forbud eller påbud,og afsnit 14 vedrører spørgsmålet om appelmuligheder.

2. ProcesordningenSom beskrevet oven for under kapitel 4 har det igennem årene flere gange været over-vejet at flytte kompetencen til at behandle forbudssager fra rettens afdeling for behand-ling af fogedsager (fogedretten) til rettens afdeling for behandling af borgerlige retssa-ger (retsafdelingen), jf. bl.a. civilprocesudkastet fra 1899 og Retsplejerådets betænk-ning nr. 1107/1987 om arrest og forbud.Som argumenterforen sådan ændring har det navnlig været anført, at kravet om godt-gørelse eller sandsynliggørelse af rekvirentens ret allerede i forbindelse med forbud-dets nedlæggelse kan medføre en bevisførelse, der ligger udover, hvad fogedretten erindrettet på at behandle. Sagsbehandlingen vil nærme sig procesformen i en almindeligcivil sag, og retsafdelingen vil også i almindelighed have større erfaring med hensyn til55

bevisbedømmelsen i indviklede sager. Endelig er det blevet anført, at behandlingen afjustifikationssagen vil blive forenklet meget, da afgørelsen i denne sag ofte træffes påsamme grundlag som forbudssagen, og hvis dette sker i praksis, vil processtoffet såle-des kun skulle præsenteres én gang.Som argumenterimodat overføre kompetencen til at nedlægge forbud fra fogedrettentil retsafdelingen er det blevet anført, at en sådan ændring vil indebære en betydeligrisiko for, at forbuddet ikke kan nedlægges hurtigt nok til at yde rekvirenten et effek-tivt værn, idet retsafdelingen ofte ikke har samme muligheder som fogedretten for enhurtig berammelse af sagerne. Der er endvidere blevet peget på, at det i forbindelsemed den efterfølgende håndhævelse af et forbud, som også varetages af fogedretten,kan være en fordel, at fogedretten i forvejen har kendskab til sagen. Som en yderligerefordel ved at lade kompetencen til at nedlægge forbud forblive i fogedretten kan end-videre nævnes, at fogedretten også har kompetencen for så vidt angår sager om bevis-sikring ved krænkelse af immaterialrettigheder mv., og at forbuds- og bevissikringssa-ger i praksis ofte foretages under et.Der er endvidere fra flere sider rejst et alternativt forslag om, at alle fogedforbudssagerbehandles ved én fogedret, f.eks. fogedretten under Københavns Byret. Endvidere erder stillet forslag om, at flere sager om forbud, f.eks. i alle sager om patenter, behand-les i Sø- og Handelsretten.De argumenter, der oven for er nævntforat overføre kompetencen til at nedlægge for-bud fra fogedretten til retsafdelingen, gør sig efter Retsplejerådets opfattelse i det væ-sentlige fortsat gældende. Samtidig må de ovennævnte betænkelighederimoden sådanændring antages at være reduceret med etableringen af de større byretter som led idomstolsreformen. Ved de nye, større byretter vil det således i vidt omfang være mu-ligt at tilrettelægge arbejdet således, at sagerne – på samme måde som i fogedretten –vil kunne berammes og behandles hurtigt. For så vidt angår Sø- og Handelsretten be-mærkes, at også denne ret er af en sådan størrelse, at det bør være muligt at sikre, atforbudssager vil kunne berammes og behandles hurtigt, hvis man finder anledning tilat overføre (en del af) sagerne til denne ret.Retsplejerådet er endvidere enig i, at det kan lægges til grund, at sagsbehandlingen imange forbudssager vil nærme sig procesformen i en almindelig civil sag, og at retsaf-delingens jurister, herunder især dommerne, har større erfaring med hensyn til bevis-56

bedømmelsen i indviklede sager, end det er typisk for fogedrettens jurister, der somaltovervejende hovedregel vil være dommerfuldmægtige og andre ikke udnævntedommere. Selv om retsafdelingens jurister ikke alle er dommere, og selv om dommereogså kan beklæde fogedretten, er Retsplejerådet herefter enig i, at kompetencen til atnedlægge forbud i byretterne overføres fra fogedretten til retsafdelingen. Retsplejerå-det finder i denne forbindelse anledning til at bemærke, at omlægningen af kompeten-cen rent teknisk foreslås gennemført ved, at retsplejelovens gældende regler om forbudi kapitel 57 revideres og indsættes i et nyt kapitel 23 b. Det foreslås således, at reglerneflyttes fra tredje bog, femte afsnit, som omhandler de foreløbige retsmidler, til tredjebog, første afsnit, som omhandler de almindelige bestemmelser i den borgerlige rets-pleje. Retsplejerådet skal i øvrigt understrege, at det vil være vedkommende retspræsi-dent, der fordeler sagerne mellem embedets jurister, og at der fortsat vil være forbuds-sager, som fuldt forsvarligt vil kunne behandles af andre jurister end udnævnte dom-mere.Det skal tilføjes, at Retsplejerådet har overvejet, om der i virkeligheden ville være an-ledning til helt at ophæve den terminologiske sondring mellem byretternes fogedafde-linger og retsafdelinger og i stedet blot tale om, at sagerne skal behandles af byretter-ne, der så selv må placere sagsbehandlingen i den afdeling eller enhed, hvor det ermest hensigtsmæssigt. Meget kunne for så vidt tale herfor, også fordi det i vidt omfanger de samme jurister, der træffer afgørelser i de forskellige afdelinger. På den andenside vil en sådan ændring kræve omfattende omskrivninger af retsplejeloven og æn-dringer af retsplejelovens systematik, der bygger på en opdeling i afsnit af de forskel-lige typer af sager. Retsplejerådet afstår derfor i al fald for tiden fra at foreslå en sådanophævelse af sondringen mellem retsafdelinger og fogedretter.Der er efter Retsplejerådets opfattelse heller ikke grundlag for at overveje at samle alleforbudssagerne ved en bestemt byret, da forudsætningen for forslaget i det væsentligebortfalder med Retsplejerådets forslag om at overføre behandlingen af forbudssager ibyretterne fra fogedafdelingen til retsafdelingen. En sådan ordning ville da også være istrid med hele tanken bag Domstolsreformens etablering af større byretter.Retsplejerådet ser derimod positivt på forslaget om at udvide Sø- og Handelsrettens(retsafdelings) kompetence til at behandle forbudssager. Det nærmere indhold af ensådan ordning må dog ses i sammenhæng bl.a. med spørgsmålet om mulighederne forappel af forbudsafgørelser, jf. nærmere nedenfor.57

En overførsel af kompetencen til at nedlægge forbud fra fogedretten til retsafdelingenrejser en række spørgsmål i relation til de nærmere regler for behandlingen af forbuds-sager mv.Der vil således bl.a. skulle tages stilling til,hvilkenrets retsafdeling den saglige kom-petence skal overføres til. Retsplejerådet har således overvejet, om den saglige kompe-tence til at behandle forbudssager i 1. instans i alle tilfælde bør være hos byretten, ellerom en forbudssag f.eks. i stedet bør behandles af den ret, der i øvrigt har den sagligekompetence til at behandle hovedsagen (dvs. sagen vedrørende de materielle spørgs-mål). Dette spørgsmål har navnlig betydning i de tilfælde, hvor byretten efter retspleje-lovens § 225, stk. 3, § 226 eller § 227, f.eks. fordi en sag er af principiel karakter, kanhenvise sagen til behandling i 1. instans ved landsretten eller Sø- og Handelsretten.Det har endvidere betydning i de tilfælde, hvor Sø- og Handelsretten har umiddelbarkompetence til at behandle hovedsagen, jf. retsplejelovens § 225. Spørgsmålet har og-så betydning, hvis hovedsagen er under anke.Det bemærkes i den forbindelse, at visse forbudssager allerede efter gældende ret be-handles af Sø- og Handelsretten. Det gælder sager om forbud vedrørende EF-varemærker og EF-design, når forbuddet skal have virkning på enhver medlemsstatsområde, jf. varemærkelovens § 43 c, stk. 1, og designlovens § 43, stk. 2 og 3. Sø- ogHandelsrettens afgørelser i sådanne sager kan kæres til Østre Landsret, jf. varemærke-lovens § 43 c, stk. 2, og designlovens § 43, stk. 5. Sø- og Handelsrettens afgørelser iandre sager (bortset fra skiftesager) indbringes derimod – eventuelt med Procesbevil-lingsnævnets tilladelse – for Højesteret.Hvis den saglige kompetence til at behandle forbudssager i 1. instans placeres hos denret, der i øvrigt har den saglige kompetence til at behandle hovedsagen, ville man opnåden umiddelbare fordel, at sagen som helhed blev samlet på ét ”spor”. Ordningen vilimidlertid umiddelbart føre til uens appeladgang, som vil afhænge af, om forbudssagenbehandles i byretten, Sø- og Handelsretten, landsretten (hvis hovedsagen er henvist tillandsretsbehandling eller hvis spørgsmålet om forbud først opstår i forbindelse medbehandlingen af en ankesag) eller eventuelt i Højesteret.Retsplejerådet finder det afgørende, at afgørelser om forbud, der ofte vil kunne havemeget stor og indgribende betydning for sagens parter, skal kunne prøves i to instanseruden den begrænsning, der ligger i kravet om, at Procesbevillingsnævnet skal tillade58

kære, fordi man finder, at kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter, jf. retspleje-lovens § 392, stk. 2.På den baggrund foreslår Retsplejerådet, at forbudssager mv. som udgangspunkt be-handles i byretten i 1. instans. Med henblik på at imødekomme ønsket om fagligt spe-cialiseret behandling af visse forbudssager foreslår Retsplejerådet imidlertid, at Sø- ogHandelsrettens kompetence til at behandle forbudssager udvides svarende til den kom-petence, som retten har til at behandle de sagstyper, der er nævnt i retsplejelovens §225 og § 227. For at sikre en mere udbredt mulighed for prøvelse i to instanser, forud-sætter dette forslag dog, at også kære af de forbudssager, som Sø- og Handelsrettenkan behandle efter de foreslåede nye regler, skal ske til landsretten på samme måde,som det allerede gælder for de ovenfor nævnte sager om forbud vedrørende EF-varemærker og EF-design.Retsplejerådet har endvidere overvejet, om der – ligesom efter gældende ret – fortsatskal kunne anmodes om nedlæggelse af forbud mv. ”særskilt”, dvs. uanset om hoved-sagen er anlagt eller ej, eller om en anmodning om forbud skal forudsætte, at hovedsa-gen er anlagt eller anlægges samtidig, således at spørgsmålet om nedlæggelse af for-bud behandles som en del af denne sag.Hvis nedlæggelse af forbud alene skal kunne ske i allerede anlagte sager, vil dette in-debære en begrænsning i muligheden for anvendelse af forbudsinstituttet i forhold tilgældende ret. Da en sådan begrænsning efter Retsplejerådets opfattelse hverken synesnødvendig eller hensigtsmæssig, foreslås det, at forbudsinstituttet fortsat skal kunneanvendes uafhængigt af, om hovedsagen er anlagt eller ej.Det kan herefter overvejes, om der skal indføres adgang til, at retten som led i en ver-serende retssag (hovedsagen) kan træffe en midlertidig afgørelse om nedlæggelse afforbud mv., således at det ikke er nødvendigt at indbringe en selvstændig sag om for-budsspørgsmålet. Procesbesparende hensyn kan tale for, at der gives mulighed for det-te, men ordningen vil imidlertid umiddelbart føre til den ovenfor omtalte uens appel-behandling, hvis sagen behandles i Sø- og Handelsretten eller er under anke. I beggesituationer vil kære efter gældende ret skulle ske til Højesteret og kræve Procesbevil-lingsnævnets tilladelse. Holder man fast i ønsket om, at forbudsafgørelser skal kunneprøves i to instanser uden den begrænsning, der ligger i kravet om, at Procesbevil-lingsnævnet skal tillade kære, må det derfor særskilt overvejes, om fordelene ved en59

ordning, hvorefter retten som led i en verserende civil sag kan træffe en midlertidigafgørelse om forbud mv., kan begrunde, at den midlertidige afgørelse om forbud mv.også i sådanne tilfælde – hvis der er tale om en midlertidig afgørelse truffet af Sø- ogHandelsretten som led i hovedsagens behandling – skal kunne kæres til landsret, mensrettens endelige afgørelse i samme sag i givet fald skal prøves for Højesteret. Er dertale om en ankesag i landsretten, vil en prøvelse i to instanser af afgørelsen om forbudmv. uden tilladelse af Procesbevillingsnævnet kræve, at der etableres en helt særligordning f.eks. gående ud på, at der i disse sager vil være fri kæreadgang til Højesteret,eller at Højesteret selv kan admittere et kæremål.Det er på den beskrevne baggrund Retsplejerådets opfattelse, at det ikke vil være hen-sigtsmæssigt at lovfæste en særlig ordning, hvorefter retten som led i en verserenderetssag skal kunne træffe en midlertidig afgørelse om forbud mv.Retsplejerådet foreslår derfor, at retsplejeloven udformes således, at sager om forbudog påbud skal indbringes som selvstændige sager, at dette alene skal kunne ske i byret-terne og i Sø- og Handelsretten, og at der i begge situationer skal være adgang til kæretil landsret. Dette svarer til den gældende retstilstand med den væsentlige ændring, atsagerne i byretterne ikke længere skal behandles i retternes fogedafdelinger, men i ret-safdelingerne, og at omfanget af forbudssager, der kan behandles af Sø- og Handelsret-ten, udvides mærkbart.For så vidt angår spørgsmålet om appel i øvrigt henvises til afsnit 14 nedenfor.Der kan forekomme situationer, hvor det kan være hensigtsmæssigt at behandle heleeller dele af en sag om forbud og påbud samtidig med en retssag om den pågældenderettighed. Retsplejerådets forslag er ikke til hinder for dette, idet det følger af retspleje-lovens § 254, at retten kan bestemme, at flere sager – og dette forudsættes også at gæl-de en hovedsag og en sag om forbud mv. – skal forhandles i forbindelse med hinan-den. Der henvises i øvrigt til afsnit 6 og 7, hvor der bl.a. ses på spørgsmålet om denprocessuelle fremgangsmåde i sådanne situationer. Retsplejerådet finder dog alleredeher anledning til at bemærke, at uanset valg af behandlingsform må det foreløbigeretsmiddel ikke miste sin hastende karakter. I og med at kompetencen til at behandlesager om forbud (og påbud, jf. afsnit 3 nedenfor) foreslås flyttet fra fogedretten til rets-afdelingen, finder Retsplejerådet i øvrigt, at reglerne herom bør flyttes fra retsplejelo-vens kapitel 57, der er placeret i retsplejelovens tredje bog, femte afsnit, som omhand-60

ler fogedrettens kompetence til at foranstalte foreløbige retsmidler. Det foreslås, atreglerne om retsafdelingens kompetence til at meddele forbud eller påbud i stedet pla-ceres i tredje bog, første afsnit om almindelige bestemmelser, nærmere bestemt i et nytkapitel 23 b. Som det fremgår neden for under afsnit 8 foreslås det, at fogedretten for-sat skal have en vis kompetence med hensyn til bistand til opretholdelse af et forbudeller påbud samt beslaglæggelse. Retsplejerådet finder, at reglerne herom fortsat børplaceres i kapitel 57.Med hensyn til spørgsmålet om rettens stedlige kompetence (værneting) henvises tilafsnit 6 nedenfor.

3. Forbud og påbudSom beskrevet oven for under kapitel 2, afsnit 2.2.2 kan fogedforbud i dag kun benyt-tes til håndhævelse af undladelsesforpligtelser, dog således at der i forbindelse hermedkan pålægges accessoriske handlepligter.I Norge, Sverige, Finland og Tyskland er anvendelsen af foreløbige retsmidler nogetbredere, jf. nærmere kapitel 3, afsnit 2.1, 3.1, 4.1 og 5 ovenfor. Heller ikke i EU-rettener foreløbige retsmidler begrænset til egentlige forbud. Det følger således af artikel279 i EUF-Traktaten, at EU-Domstolen i sager, som er indbragt for denne, kan ”fore-skrive de nødvendige foreløbige forholdsregler.”Retsplejerådet finder i lyset heraf, at kompetencen til at foranstalte foreløbige retsmid-ler heller ikke i dansk ret bør være begrænset til egentlige forbud mod visse handlin-ger. Det foreslås, at retten i stedet ved et forbud eller påbud skal kunne bestemme, aten part midlertidigt skal foretage, undlade eller tåle bestemte handlinger. Forslaget om,at en part skal kunne pålægges atundladebestemte handlinger svarer til, hvad en partefter gældende ret kan pålægges ved forbud. Forslaget om, at en part skal kunne på-lægges atforetagesig noget ellertåleat der bliver foretaget noget, indebærer derimoden udvidelse i forhold til gældende ret, idet forbud i dag ud over undladelsespligterkun kan angå accessoriske handlepligter. Som det fremgår af kapitel 2, afsnit 2.2.2 harder dog i de senere års retspraksis været en vis tendens til at pålægge mere vidtgåendehandlepligter. Retsplejerådets forslag vil således i vidt omfang være udtryk for en lov-fæstelse af den retspraksis, der har udviklet sig i forhold til accessoriske handlepligter.En midlertidig afgørelse om påbud vil således eksempelvis kunne gå ud på, at der skal61

etableres en bestemt faktisk tilstand, f.eks. at en vejbom skal fjernes, eller at et skiltskal tages ned. Selvom der er adgang til, at der kan etableres ændringer i en faktisktilstand ved en midlertidig afgørelse om forbud eller påbud, kan der som led i en sådanafgørelse ikke uden videre gives pålæg om vidtgående tilstandsændringer. Den midler-tidige afgørelse bør således ikke gå længere end det, der er nødvendigt for at gennem-føre en tilfredsstillende midlertidig retstilstand.Særligt med hensyn til luftfartøjer, fremmede statsskibe og skibsladninger, der tilhørerfremmede stater, finder Retsplejerådet, at spørgsmålet om meddelelse af forbud (ellerpåbud) ligesom efter gældende ret, jf. retsplejelovens § 641, stk. 3, bør afgøres efter desærlige regler herom i anden lovgivning. Der henvises i den forbindelse til kapitel 2,afsnit 2.2.4 ovenfor.Retsplejerådet foreslår endvidere, at der ligesom i den gældende bestemmelse i retsple-jelovens § 652 foretages en afgrænsning i forhold til reglerne om arrest i retsplejelo-vens kapitel 56, jf. herved kapitel 2, afsnit 2.2.3 ovenfor. Efter Retsplejerådets opfat-telse bør reglerne om arrest anvendes, hvis det er et formål med anmodningen at opnåsikkerhed for fyldestgørelse af et pengekrav.Retsplejerådet foreslår endvidere, at der tillige foretages en afgrænsning over for reg-lerne om bevissikring i retsplejelovens kapitel 57 a. Efter rådets opfattelse bør reglerneom bevissikring anvendes, hvis det er et formål med anmodningen at sikre bevis for enkrænkelse af immaterialrettigheder mv.Retsplejerådet har overvejet, om procesordningen også burde ændres for så vidt angårsager om arrest og bevissikring, således at kompetencen til at behandle sådanne sagerligeledes blev flyttet fra fogedretten til retsafdelingen. Retsplejerådet finder imidlertidikke grundlag for at foreslå en sådan ændring i procesordningen.Retsplejerådet er opmærksomt på, at det efter gældende praksis ofte forekommer, atder samtidigt anmodes både om foretagelse af bevissikring og nedlæggelse af forbud.Selv om kompetencen til at anvende de nævnte retsmidler efter Retsplejerådets forslagikke fremover vil være samlet i fogedretten, vil der dog ikke være noget til hinder for,at sådanne anmodninger også fremover vil kunne behandles i samme møde. Hvis for-budssagen bliver behandlet i byretten, vil den pågældende dommer i så fald blot skullevaretage flere funktioner, idet den pågældende vil skulle optræde som foged i relation62

4. Rettigheder, der kan håndhæves ved forbud eller påbudSom beskrevet oven for under kapitel 2, afsnit 2.2.1 følger det af retsplejelovens § 641,stk. 1, at forbud i dag ikke kan nedlægges mod detoffentliges myndighedsudøvelse.Med afsæt i EU-Domstolens dom i Factortame I-sagen og i de gældende principperfor, hvornår et søgsmål om gyldigheden af en administrativ afgørelse kan tillæggesopsættende virkning uden udtrykkelig lovhjemmel, jf. herved Højesterets dom gengi-vet i U 1994.823 H, har Retsplejerådet nærmere overvejet, om forbuddet i retsplejelo-vens § 641, stk. 1, mod at anvende forbudsinstituttet mod offentlig myndighedsudøvel-se bør videreføres. Det er Retsplejerådets opfattelse, at en adgang til at nedlægge etforbud eller påbud mod det offentliges myndighedsudøvelse i givet fald bør have und-tagelsens karakter og i alt væsentligt svare til området for at tillægge et søgsmål omgyldigheden af en administrativ afgørelse opsættende virkning. Retsplejerådet finderpå denne baggrund ikke tilstrækkeligt grundlag for i retsplejeloven at lovfæste en ord-ning, hvorefter der kan nedlægges forbud eller påbud med hensyn til det offentligesmyndighedsudøvelse.Adgangen til at standse offentlige myndigheders myndighedsudøvelse må i stedet –som hidtil – afgøres som et spørgsmål om opsættende virkning af den konkrete myn-dighedsudøvelse i forbindelse med et søgsmål mod myndigheden. Spørgsmålet omopsættende virkning i forhold til offentlige myndigheders myndighedsudøvelse kanopstå både i forhold til lovgivning og i forhold til forvaltningsafgørelser. Særligt for såvidt angår opsættende virkning i forhold til forvaltningsafgørelser kan spørgsmåletvære afgjort i den enkelte lovgivning. Selvom der ikke foreligger udtrykkelig lov-hjemmel, er domstolene ikke afskåret fra undtagelsesvis at tillægge et søgsmål vedrø-rende gyldigheden af en administrativ afgørelse opsættende virkning, jf. Højesteretsafgørelse i U 1994.823 H. Det fremgår af Højesterets præmisser i den pågældende af-gørelse, at den konkrete afgørelse af, om et søgsmål bør tillægges opsættende virkning,63

må bero på en afvejning af det offentliges interesse i, at gennemførelsen af afgørelsenikke udsættes, over for arten og omfanget af den skade, den pågældende kan blive på-ført, ligesom det må tillægges betydning, om der efter en foreløbig vurdering forelig-ger et rimeligt grundlag for påstanden om ugyldighed.Hvis der opstår spørgsmål om national lovgivnings forenelighed med EU-retten, følgerdet af EU-Domstolens dom i Factortame I (sag C-213/89), at nationale domstole direk-te i medfør af EU-retten er beføjede til at træffe foreløbige forholdsregler, dvs. tillæg-ge myndighedsudøvelsen opsættende virkning, hvis det eneste, der er til hinder for, atden nationale domstol træffer foreløbige forholdsregler, er en national retsregel. Høje-steret har antaget, at det i de tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om en forvaltningsaf-gørelses forenelighed med EU-retten, og hvor den nationale domstol har besluttet atforelægge et præjudicielt spørgsmål for EU-Domstolen, må følge af EU-retten, at dennationale domstol ligeledes har beføjelse til at træffe bestemmelse om, at gennemførel-sen af afgørelsen skal udsættes, jf. Højesterets præmisser i U 1994.823 H.Fogedforbuddets anvendelsesområde er som nævnt oven for under kapitel 2, afsnit2.2.2 i dag ikke begrænset til en bestemt type rettigheder, men kan anvendes ved man-ge forskelligartede rettigheder, herunder f.eks. immaterialrettigheder.I sin ph.d.-afhandling Immaterialrettigheder og foreløbige forbud fra 2008 argumente-rer Clement Salung Petersen for at afskaffe eller væsentligt begrænse adgangen til atnedlægge foreløbige forbud i visse sager om immaterialretlige rettigheder (nærmerebestemt de sager, som han definerer somvanskelige immaterialretlige sager).ClementSalung Petersen henviser i den forbindelse bl.a. til, at afgørelsen om fogedforbud i dennævnte type sager i praksis ofte bliver den eneste retsafgørelse, der tager stilling tilparternes tvist, idet justifikationssagerne ikke gennemføres til dom. Fogedforbudkommer dermed til at fungere som etendeligtretsmiddel, selv om det alene er mentsom et foreløbigt retsmiddel. Herved kommer et foreløbigt retsmiddel til at substituereden ordinære domsproces som tvistløsningsform. Clement Salung Petersen anfører, attvistløsningsformen herved bliver en ufuldkommen tvistløsningsform, idet de forelø-bige retsmidlers procesform ikke lever op til de krav til tvistløsning, som stilles i denordinære domsproces for at sikre materielt korrekte afgørelser. Der opstår herved enøget risiko for fejl og misbrug af forbudsinstituttet, som kan føre til gennemtvingelseaf retspositioner i strid med den materielle ret. Der peges på, at vanskelige immaterial-

retlige sager ofte giver anledning til en sådan tvivl, at der er en relevant risiko for, atder nedlægges uberettigede forbud.Det har inden for et andet retsområde været hævdet i litteraturen, at den, der får ned-lagt et forbud mv., herved opnår en gunstig forhandlingsposition, som kan føre til, atsagen forliges, og at justifikationssag ikke anlægges, jf. overvejelserne i Svante Jo-hanssons artikel ”Interimistiska åtgärder vid aktiebolagsrättsliga processer” gengivet iSvJT 1991, side 601 ff.Retsplejerådet finder i den forbindelse anledning til at bemærke, at hvis den part, derhar opnået forbuddet eller påbuddet, herefter utilbørligt forhaler sager, vil der væremulighed for at få forbuddet ophævet, jf. overvejelserne i afsnit 11.Det immaterialretlige sanktionssystem er blevet styrket væsentligt igennem de senereår. F.eks. er der gennemført en række strafskærpelser ved krænkelse af immaterialret-tigheder, ligesom også det erstatningsretlige værn er blevet styrket. Også rettighedsha-vernes processuelle muligheder for at bringe disse sanktioner i anvendelse er blevetstyrket, f.eks. ved indførelse af reglerne i retsplejeloven om oplysningspligt (kapitel 29a), som gennemførte de nødvendige ændringer i retsplejeloven til implementering afdirektiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsret-tigheder, og bevissikring (kapitel 57 a). Efter Retsplejerådets opfattelse vil disse sank-tioner imidlertid ikke altid være tilstrækkelige til at sikre en rettighedshaver modkrænkelser. På den baggrund og henset til Retsplejerådets øvrige forslag om en nyprocesordning for behandlingen af forbudssager, finder Retsplejerådet, at der fortsatbør være mulighed for at få nedlagt forbud i sager om krænkelse af visse immaterial-rettigheder.Efter Retsplejerådets opfattelse bør der i sådanne sager gælde de samme betingelserfor nedlæggelse af forbud mv., som foreslås at skulle gælde for andre typer af rettighe-der, jf. nærmere neden for under afsnit 5. Som bekendt kan forbud ikke nedlægges, nårdet skønnes, at lovens almindelige regler om straf og erstatning yder parten tilstrække-ligt værn, jf. § 643, stk. 1. I rettens vurdering heraf må også indgå de ændringer af detimmaterialretlige sanktionssystem, der er gennemført i de senere år, jf. ovenfor.

5. Betingelserne for at meddele forbud eller påbudDe gældende betingelser for at nedlægge et forbud er beskrevet i kapitel 2, afsnit 2.3ovenfor. Det blev i forbindelse med lovændringen i 1988 overvejet at skærpe bevis-kravene. Retsplejerådet har overvejet, om der kan være anledning til igen at overvejespørgsmålet, om beviskravene bør skærpes. I forarbejderne til lovændringen i 1988blev der imidlertid – og som det bærende argument for ikke at skærpe beviskraveneyderligere – henvist til, at et krav om, at rekvirenten allerede under forbudssagen fuldtud skal godtgøre sin ret, ville berøve forbuddet dets effektivitet som retsmiddel modtruende retskrænkelser. Dette argument gør sig fortsat gældende. På den baggrund, ogda de gældende beviskrav heller ikke synes at have givet anledning til særlige proble-mer eller uhensigtsmæssigheder i praksis, finder Retsplejerådet ikke, at beviskravenebør skærpes yderligere.Det bemærkes i denne forbindelse, at Retsplejerådet af Justitsministeriet er blevet forelagt enhenvendelse fra Industriforeningen for Generiske Lægemidler (IGL), der foreslår, at aktuali-tetsbetingelsen i retsplejelovens § 642, nr. 2, afklares. IGL anfører, at en præcisering særligter relevant i forhold til fogedforbudssager anlagt mod lægemiddelproducenter, der har søgtom markedsføringstilladelse i Danmark med henblik på at anvende Danmark som reference-land, men hvor de pågældende producenter ikke har foretaget konkrete skridt til markedsfø-ring i strid med et gyldigt patent. IGL henviser til en sag gengivet i U 2011.2501 H, som efterIGL’s opfattelse afspejler problematikken omkring at afgøre, hvornår det kan anses for godt-gjort eller sandsynliggjort, at rekvisitus vil foretage de handlinger, som søges forbudt.Retsplejerådet finder, at den før omtalte argumentation i forbindelse med overvejelserne omlovændringen i 1988 også gør sig gældende i forhold til den af IGL forelagte problemstilling.Det er endvidere Retsplejerådets opfattelse, at den pågældende problemstilling bedst egner sigtil løsning i den enkelte konkrete sag. På den baggrund giver henvendelsen fra IGL ikke an-ledning til at overveje en skærpelse af betingelserne i § 642.

Efter Retsplejerådets forslag er det herefter en betingelse for, at retten kan meddeleforbud eller påbud, at den part, der anmoder om forbuddet eller påbuddet, godtgør ellersandsynliggør 1) at parten har den ret, der søges beskyttet ved forbuddet eller påbud-det, 2) at modpartens adfærd nødvendiggør, at der meddeles forbud eller påbud, og 3)at partens mulighed for at opnå sin ret vil forspildes, hvis parten henvises til at afventetvistens retlige afgørelse.Retsplejerådet foreslår, at retten ligesom efter gældende ret ikke skal kunne meddeleforbud eller påbud, når det skønnes, at lovens almindelige regler om straf og erstatningog eventuelt en af modparten tilbudt sikkerhed yder parten tilstrækkeligt værn. Dettesvarer til den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 643, stk. 1, dog således at be-stemmelsen ikke kun omhandler forbud, men også påbud, jf. afsnit 3 ovenfor.Retsplejerådet finder endvidere, at proportionalitetsafvejningen i retsplejelovens § 643,stk. 2, bør videreføres, dog således at bestemmelsen udvides til også at omfatte påbud,jf. afsnit 3 ovenfor. Den gældende bestemmelse i § 643, stk. 2, er udtryk for en undta-gelsesregel, som kun forudsættes anvendt i de få tilfælde, hvor der består en betydeligforskel mellem rekvirentens interesse i nedlæggelse af forbud og de mulige skadevirk-ninger for rekvisitus. Dette bør efter Retsplejerådet fortsat gælde, således at retten kannægte at meddele forbud eller påbud, hvis en sådan afgørelse vil påføre modpartenskade eller ulempe, der står i åbenbart misforhold til partens interesse i forbuddet ellerpåbuddet.De interesser, der efter gældende ret skal inddrages i proportionalitetsafvejningen, erparternesinteresser. Særligt i forbindelse med den såkaldte Pirate Bay-sag (gengivet iU 2010.2221 H) har der været nogen debat18om, hvorvidt der i sager vedrørende for-bud mod internettransmission af ophavsretligt beskyttet materiale bør kunne inddragesandre interesser end parternes. Et forbud rettes mod netværksoperatøren, og det er så-ledes hensynet til denne, der indgår i interesseafvejningen. Hvis der nedlægges forbudsåledes, at netværksoperatøren må lukke internetforbindelsen, ”rammer” forbuddetimidlertid reelt netværksoperatørens kunde(r) (tredjemand). Selvom tredjemand haradgang til at indtræde i sagen efter retsplejelovens § 252 om biintervention, forudsæt-ter en reel adgang for tredjemand til at varetage sine interesser, at vedkommende tred-jemand er vidende om (forbuds)sagens eksistens.18

Retsplejerådet har på den baggrund overvejet, om der kan indføres en pligt for retten –eller sagens parter – til at underrette tredjemand med henblik på, at denne gives mulig-hed for at varetage sine interesser, evt. ved at indtræde i sagen. Retsplejerådet harimidlertid fundet, at det vil være meget vidtgående at indføre en særlig forpligtelse til iforbuds- og påbudssager at underrette tredjemand. Der kan peges på, at det kan værevanskeligt at afgrænse kredsen af tredjemænd, der reelt berøres af den midlertidigeafgørelse, hvilket f.eks. kan være tilfældet i sager om produkter, der har et muligt stortkundegrundlag. Der kan endvidere peges på, at det af hensyn til den midlertidige afgø-relses hastende karakter kan være vanskeligt at nå at indkalde eventuelle tredjemændtil sagens behandling, da en sådan indkaldelse, hvor der måtte være et ukendt antaltredjemænd, f.eks. kunne tænkes gennemført ved annoncering. Herudover må det iøvrigt antages, at parterne ofte selv vil have incitament til på forhånd at inddrage tred-jemænd, der har en særlig interesse i sagens afgørelse. På den baggrund foreslår Rets-plejerådet, at det i stedet overlades til de pågældende parter selv, f.eks. i forbindelsemed kontraktindgåelse, at aftale underretningspligt i tilfælde af retssag. I tilfælde, hvordet fremgår af sagen, at der er en tredjemand, der kan have en væsentlig interesse isagens udfald, kan det efter Retsplejerådets opfattelse endvidere være nærliggende, atretten rejser spørgsmålet, om parterne har orienteret den pågældende tredjemand.Retsplejerådet har endvidere overvejet, om der er behov for ændringer eller justeringermed hensyn til reglerne om sikkerhedsstillelse.Efter Retsplejerådets opfattelse bør udgangspunktet også fremover være, at retten skalkunne bestemme, at parten som betingelse for meddelelse af forbud eller påbud skalstille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres modparten ved forbuddeteller påbuddet. Retsplejerådet foreslår derfor at videreføre reglerne om sikkerhedsstil-lelse i retsplejelovens § 644, dog således at bestemmelsen ikke kun omhandler forbud,men også påbud, jf. afsnit 3 ovenfor.Som beskrevet oven for under kapitel 2, afsnit 2.3.3 kan parterne efter gældende retikke på forhånd aftale, at der ikke skal stilles sikkerhed, hvorimod rekvisitus underforretningen kan give afkald på sikkerhedsstillelse. Retsplejerådet foreslår, at princip-pet om, at der kan gives afkald på sikkerhedsstillelse, når tvisten er opstået, lovfæstes.Retsplejerådet har endvidere overvejet, om der også bør gives mulighed for i visse til-fælde at indgå en aftale om afkald på sikkerhedsstillelse,indentvisten er opstået.68

For ikke-erhvervsdrivende bør der efter Retsplejerådets opfattelse ikke være en sådanmulighed, da det kan være svært for ikke-professionelle parter at overskue, hvad etforhåndsafkald på sikkerhedsstillelse indebærer. Er der derimod tale om erhvervsdri-vende, der handler som led i deres erhverv, må disse generelt formodes at kunne over-skue, hvad et forhåndsafkald indebærer. Retsplejerådet foreslår på den baggrund, at enerhvervsdrivende i en sag om forhold, der vedrører virksomhedens erhverv, også påforhånd skal have mulighed for at give afkald på sikkerhedsstillelse, dvs. inden tvistener opstået.Da lignende betragtninger som de nævnte efter Retsplejerådets opfattelse gør sig til-svarende gældende for offentlige myndigheder, bør også disse have mulighed for på ethvilket som helst tidspunkt ved aftale med en anden offentlig myndighed, eller med enerhvervsdrivende at give afkald på sikkerhedsstillelse ved forudgående aftale.Selv om udgangspunktet efter Retsplejerådets opfattelse således bør være, at erhvervs-drivende og offentlige myndigheder skal kunne indgå forhåndsaftale om afkald på sik-kerhedsstillelse, finder rådet, at der bør indsættes en form for ”ventil”, hvorefter rettenefter anmodning undtagelsesvist kan se bort fra en sådan aftale, hvis hensynet til denene part i særlig grad taler herfor.Det bemærkes endvidere, at også aftalelovens regler om ugyldige viljeserklæringer vilkunne medføre tilsidesættelse af en aftale om afkald på sikkerhedsstillelse, hvis betin-gelserne herfor efter disse regler er opfyldt.

6. Værneting mv.Som nævnt oven for under afsnit 2 foreslår Retsplejerådet, at den saglige kompetencetil at behandle forbuds- og påbudssager i 1. instans skal placeres hos retsafdelingen ibyretten, dog skal sagerne også kunne behandles i Sø- og Handelsretten, hvis der ertale om en af de i retsplejelovens § 225 eller § 227 nævnte sager. Reglerne om sagligkompetence fremgår af retsplejelovens kapitel 21.I dette afsnit beskrives særligt spørgsmålet om stedlig kompetence (værneting).De gældende værnetingsregler i forbudssager er beskrevet oven for under kapitel 2,afsnit 2.4. Som anført dette sted er udgangspunktet, at spørgsmålet om værneting afgø-69

res efter reglerne i retsplejelovens §§ 235-240, hvorimod de øvrige værnetingsregler iretsplejelovens kapitel 22 (§§ 241-247) ikke finder anvendelse. Hvis rekvisitus er pro-cessuel udlænding, eller der er tale om en anmodning om bistand og beslaglæggelseefter retsplejelovens § 645, finder de sædvanlige fogedretlige værnetingsregler i rets-plejelovens § 487 derimod anvendelse, herunder § 487, stk. 2, om opholds- og gods-værneting. Dette er i overensstemmelse med Bruxelles I-forordningen, som forudsæt-ter, at hver medlemsstat fortsat kan anvende sine egne nationale regler om foreløbigeretsmidler, herunder også sine egne regler om fogedretternes internationale kompeten-ce i sådanne sager, uanset at en anden kontraherende stat har kompetence efter Bru-xelles I-forordningens regler til at påkende sagens realitet, jf. forordningens artikel 31og kommentaren hertil i Kommenteret Retsplejelov II (red. af Bernhard Gomardm.fl.), 8. udgave (2008), side 728.De gældende regler indebærer f.eks., at forbudssager i dag – medmindre rekvisitus erprocessuel udlænding – ikke kan anlægges ved fogedretten i de situationer, hvor deralene er deliktsværneting efter retsplejelovens § 243. Der er således i dag f.eks. ikkemulighed for at beramme en forbudssag til foretagelse under en messe på messearea-let, hvor rekvisitus sælger ulovlige kopiprodukter, medmindre rekvisitus har hjemting iretskredsen (eller er processuel udlænding). Da dette kan forekomme mindre rimeligt,foreslår Retsplejerådet, at reglerne om stedlig kompetence i forbudssager mv. udvides,således at reglerne i retsplejelovens kapitel 22 finder anvendelse i sin helhed.For processuelle udlændinge vil forslaget om at anvende retsplejelovens almindeligeværnetingsregler i kapitel 22 indebære en indskrænkning i reglerne om opholds- oggodsværneting, idet værnetinget for disse personer efter gældende ret afgøres efterretsplejelovens § 487, der har et videre anvendelsesområde end § 246, stk. 2 og 3, somalene omfatter sager vedrørende formueretsforhold.Kollegial behandlingEfter Retsplejerådets opfattelse må bestemmelsen i retsplejelovens § 12, stk. 3, omkollegial behandling i byretten (som finder tilsvarende anvendelse i sager ved Sø- ogHandelsretten, jf. retsplejelovens § 16, stk. 1) antages alene at omfatte egentlige (ho-ved)sager og ikke ”selvstændige” sager om forbud eller påbud.Spørgsmålet er herefter, om der bør indføres adgang til at undergive forbuds- og på-budssager kollegial behandling.70

Efter Retsplejerådets opfattelse bør der for det første kunne ske kollegial behandling ide tilfælde, hvor der verserer en hovedsag, som er undergivet kollegial behandling, oghvor retten finder, at det kan være hensigtsmæssigt at forhandle den verserende retssagsammen med forbuds- eller påbudssagen, jf. reglen om rettens adgang til at forhandlesager i forbindelse med hinanden i retsplejelovens § 254, stk. 1.Derudover finder Retsplejerådet, at det også i særlige tilfælde bør være muligt at un-dergive en forbuds- eller påbudssag kollegial behandling, således at retsplejelovens §12, stk. 3 og 4, og § 16, stk. 1, også skal omfatte sager om forbud eller påbud.Sagkyndige retsmedlemmerRetsplejerådet har endvidere overvejet, i hvilket omfang der bør kunne deltage sag-kyndige retsmedlemmer i behandlingen af spørgsmålet om meddelelse af forbud ellerpåbud.I borgerlige sager ved Sø- og Handelsretten tiltrædes retten under hovedforhandlingenaf 2 (i særlige tilfælde 4) sagkyndige medlemmer, jf. retsplejelovens § 16, stk. 3, 1.pkt., og stk. 5. Retten kan endvidere tilkalde de sagkyndige medlemmer til retsmøderuden for hovedforhandlingen, når den finder særlig anledning hertil, herunder navnlig itilfælde af afhøring af parter eller vidner, afhjemling af syn og skøn eller afsigelse afkendelse om et omtvistet punkt, jf. retsplejelovens § 16, stk. 3, 2. pkt.Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 20, stk. 1, at retten i borgerlige sager i 1.instans, der behandles ved byretten eller landsretten, kan bestemme, at retten underhovedforhandlingen skal tiltrædes af 2 sagkyndige medlemmer, hvis fagkundskabskønnes at være af betydning for sagen. Når der er truffet bestemmelse om medvirkenaf sagkyndige, kan retten tilkalde de sagkyndige til retsmøder uden for hovedforhand-lingen, når den finder særlig anledning hertil, herunder navnlig i tilfælde af afhøring afparter eller vidner, afhjemling af syn og skøn eller afsigelse af kendelse om et omtvi-stet punkt, jf. § 20, stk. 4.De nævnte regler omhandler alene tilfælde, hvor der er anlagt en (hoved)sag. Disseregler finder efter Retsplejerådets opfattelse ikke umiddelbart anvendelse på forbuds-og påbudssagerne, som udgør en særlig sagstype (et foreløbigt retsmiddel). Særligt forså vidt angår de gældende regler om Sø- og Handelsrettens behandling af sager om

nedlæggelse af forbud vedrørende EF-varemærker elle EF-design, fremgår dette ud-trykkeligt af retsplejelovens § 16, stk. 6.Spørgsmålet er herefter, om derbørkunne deltage sagkyndige retsmedlemmer vedbehandlingen af (selvstændige) forbudssager. Det er umiddelbart Retsplejerådets vur-dering, at dette ikke vil være nødvendigt i en lang række forbudssager. På den andenside vil en sådan ordning kunne have sine fordele i sager, hvor udfaldet i væsentliggrad beror på en særlig sagkyndig vurdering. Endvidere kan en sådan ordning være afbetydning i de situationer, hvor der er en verserende sag, der behandles under medvir-ken af sagkyndige retsmedlemmer, og hvor det kan være hensigtsmæssigt at behandleforbudssagen sammen med den verserende sag, jf. retsplejelovens § 254.Retsplejerådet foreslår på den baggrund, at retsplejelovens almindelige regler i § 16 og§ 20, om fakultativ brug af sagkyndige retsmedlemmer, også skal omfatte sager omforbud og påbud, således at retten også i disse sager kan træffe afgørelse om, at derskal medvirke sagkyndige retsmedlemmer. Forslaget indebærer, at bestemmelsen iretsplejelovens § 16, stk. 6, hvorefter sager om forbud vedrørende EF-varemærker el-ler EF-design behandles uden medvirken af sagkyndige medlemmer, skal ophæves.Det bemærkes i den forbindelse, at afgørelsen af, hvorvidt sagkyndige retsmedlemmerskal deltage i 1.instans-behandlingen af en forbudssag bør være styrende for, om derkandeltage sagkyndige retsmedlemmer i forbindelse med en eventuel kærebehandlingaf sagen ved landsretten, sml. retsplejelovens § 20, stk. 2.

7. Sagens behandlingDe regler, der i dag gælder for behandlingen af en forbudssag, er beskrevet nærmereoven for under kapitel 2, afsnit 2.5. Det drejer sig om regler dels fra retsplejelovensafsnit om civile søgsmål, dels fra afsnittet om tvangsfuldbyrdelse.Efter Retsplejerådets opfattelse må de gældende sagsbehandlingsregler i det store heleanses for velbegrundede og hensigtsmæssige. Retsplejerådet finder på den baggrundikke grundlag for at foretage væsentlige ændringer af de gældende sagsbehandlings-regler. Den foreslåede ændring af procesordningen nødvendiggør dog efter Retspleje-rådets opfattelse en nyaffattelse af sagsbehandlingsreglerne, således at disse i al væ-sentlighed samles i det nye kapitel 23 b.72

Med hensyn til kravene til en anmodning om meddelelse af forbud eller påbud børanmodningen efter Retsplejerådets opfattelse indeholde oplysninger om grundlaget fordenne svarende til de oplysninger, der fremgår af retsplejelovens § 348, stk. 2.Det foreslås endvidere, at retsplejelovens § 349 skal finde tilsvarende anvendelse. Det-te indebærer, at retten kan afvise en anmodning om meddelelse af forbud eller påbud,der ikke opfylder de ovennævnte krav.Hvis anmodningen om meddelelse af forbud eller påbud opfylder de formelle betingel-ser, der er beskrevet ovenfor, kan behandlingen af sagen fortsætte, således at der af-holdes et retsmøde, hvor den fornødne bevisførelse finder sted. Det er i øvrigt Retsple-jerådets opfattelse, at princippet i retsplejelovens § 344 om den frie bevisbedømmelseogså skal finde anvendelse i sager om forbud eller påbud, hvilket svarer til gældenderet, jf. retsplejelovens § 646, stk. 2, jf. § 344. Det bemærkes i den forbindelse, at hen-visningerne i § 344 til §§ 302, 303 og 339, stk. 3, gør disse bestemmelser anvendeligeunder forbuds- eller påbudssagen.Som beskrevet under gældende ret i kapitel 2, afsnit 2.5.1 kan der i en fogedforbuds-sag som udgangspunkt anvendes de samme former for bevismidler som i en almindeligcivil sag, herunder f.eks. sagkyndig bevisførelse. I fogedforbudssager er der imidlertidi dag praksis for at anvende ensidigt indhentede erklæringer i videre omfang end i denordinære domsproces, dvs. uanset om erklæringen er indhentet før eller efter indgivel-se af en anmodning om forbud. Retsplejerådet foreslår, at gældende praksis vedrøren-de bevisførelsen i forbudssager videreføres for sager om forbud eller påbud.Retsplejerådet finder i denne forbindelse anledning til at bemærke, at de almindeligesagsbehandlingsregler i den ordinære domsproces fortsat finder anvendelse på selveretssagen om den underliggende tvist. Dette indebærer, at det i retssagen om den un-derliggende tvist efter gældende retspraksis ikke vil blive tilladt, at der sker fremlæg-gelse af ensidigt indhentede erklæringer, der er indhentet efter sagens anlæg. Retsple-jerådet bemærker i øvrigt, at i det omfang en afgørelse i en forbudssag er støttet på enensidigt indhentet erklæring, må erklæringen kunne anvendes til støtte for en begæringom syn og skøn i en retssag om den underliggende tvist. Retsplejerådet vil i øvrigt se-nere vende tilbage til spørgsmålet om anvendelse af ensidigt indhentede erklæringer iden ordinære domsproces.

Retsplejerådet foreslår, at der sker en videreførelse af bestemmelsen om, at retten fast-sætter tid og sted for mødet om meddelelse af forbud eller påbud og giver besked her-om til den part, der har anmodet om forbuddet eller påbuddet.Retsplejerådet foreslår endvidere, at den fremgangsmåde vedrørende underretning –eventuelt ved tilsigelse – der i dag gælder for fogedrettens behandling af forbudssager,jf. retsplejelovens § 646, stk. 2, jf. § 493, stk. 1 og 2, og § 494, stk. 1 og 4, videreføres.Retten vil således så vidt muligt skulle underrette den part, som forbuddet eller påbud-det vil skulle rette sig imod (modparten) om tid og sted for mødet. Underretning børdog kunne undlades, hvis retten finder det ubetænkeligt at afholde mødet uden forud-gående meddelelse til modparten, eller hvis det må antages, at formålet med forbuddeteller påbuddet ellers vil forspildes. I nærmere angivne tilfælde kan underretning skeved tilsigelse til mødet. Retten kan i de pågældende tilfælde tilsige modparten til mø-det med et af retten fastsat varsel. Det kan i tilsigelsen pålægges modparten at mødepersonligt. En tilsigelse skal indeholde oplysning om varslet og om virkningerne afudeblivelse.Hvis den part, der har anmodet om forbuddet eller påbuddet, ikke møder, bør detteefter Retsplejerådets opfattelse – ligesom efter gældende ret, jf. retsplejelovens § 646,stk. 2, jf. § 492, stk. 1 – medføre, at anmodningen om meddelelse af forbud eller påbudafvises.Herudover foreslås det at videreføre den for forbudssager gældende retstilstand medhenvisning til reglerne om udeblivelsesdom i civile sager på grund af sagsøgtes ude-blivelse fra første retsmøde. Retsplejerådet henviser om denne retstilstand til sine be-mærkninger ovenfor i kapitel 2, afsnit 2.5.1. Hvis modparten ikke møder eller træffes,finder Retsplejerådet, at anmodningen om meddelelse af forbud eller påbud bør kunneimødekommes, hvis den er tilstrækkeligt begrundet i sagsfremstillingen og det i øvrigtfremkomne, og modparten er lovligt tilsagt, eller underretning af den pågældende erundladt i overensstemmelse med de retningslinjer, der er foreslået ovenfor, om hvornårunderretning kan undlades. Hvis retten finder, at modparten bør være til stede, bør ret-ten dog kunne beslutte at udsætte mødet om forbud eller påbud. Dette svarer til, hvadder i dag gælder for fogedrettens behandling af forbudssager, jf. retsplejelovens § 646,stk. 2, jf. § 495, stk. 1, 1. pkt. og stk. 3, og retstilstanden beskrevet i kapitel 2, afsnit2.5.1.

Hvis modparten udebliver, bør det efter Retsplejerådets opfattelse ikke afskære rettenfra at kunne bestemme, at den part, der anmoder om forbud eller påbud, stiller sikker-hed for den skade eller ulempe, som kan påføres modparten ved forbuddet eller på-buddet.Retsplejerådet har overvejet særlige præklusionsregler for forbudssager, men finderikke anledning til at foreslå sådanne indført. Forbudssagernes særlige, indgribende oghastende karakter gør det i særlig grad påkrævet at sikre, at en part på den ene sideikke unødigt afskæres fra at fremkomme med beviser mv., og på den anden side ikkefår mulighed for at trække sagen i langdrag. Det er Retsplejerådets opfattelse, at dissehensyn bedst varetages ved en konkret vurdering i den enkelte sag og ikke bør under-gives en egentlig regulering med opstilling af særlige frister.Retsplejerådet foreslår at videreføre de gældende regler om rettens vejledningspligt iforbudssager, jf. retsplejelovens § 646, stk. 2, jf. § 500, stk. 1, og § 648, stk. 2. De sær-lige vejledningsregler indebærer, at retten i sager om forbud og påbud får en videregå-ende vejledningspligt, end hvad der følger af rettens almindelige vejledningspligt iretsplejelovens § 339, stk. 4. Endvidere foreslås det at videreføre den særlige regel omfri proces i forbudssager, jf. § 646, stk. 2, jf. § 500, stk. 2. Beskikkelsen vil såledesalene angå sagen om den midlertidige afgørelse om forbud eller påbud. Fri proces un-der sagen om den underliggende tvist må således – som efter gældende ret – søges ef-ter de almindelige regler om fri proces i retsplejelovens kapitel 31.Retsplejerådet finder, at der fortsat bør være adgang til at udsætte sagen, hvis et rets-forhold, hvis fastsættelse vil få indflydelse på sagens udfald er under behandling veden ret eller en administrativ myndighed, eller der foreligger andre særlige grunde, jf.den gældende regel herom i retsplejelovens § 646, stk. 2, jf. § 502, stk. 1, nr. 2 og 3.Det skal i den forbindelse fremhæves, at den vidtgående adgang til bevisførelse undersagen om forbud eller påbud og reglerne om sikkerhedsstillelse – i overensstemmelsemed gældende ret – kun rent undtagelsesvis giver grundlag for at udsætte en verseren-de sag om forbud eller påbud. Hertil kommer, at en vidtgående brug af udsættelsesad-gangen vil berøve forbuds- og påbudsinstituttet dets effektivitet.Retsplejerådet har overvejet, hvilken indflydelse en ændring af procesordningen, hvor-efter sager om forbud (og påbud) flyttes fra fogedretten til retsafdelingen, bør have påspørgsmålet om tredjemands indtræden i sagen. Retsplejerådet har således for det før-75

ste overvejet, om den ændrede procesordning bør medføre, at tredjemands mulighedfor hovedintervention i sagen for så vidt angår behandlingen af spørgsmålet om forbudeller påbud bør ske efter de regler, der gælder for hovedintervention i civile sager, jf.retsplejelovens § 251, eller om en sådan indtræden fortsat bør afgøres efter de merelempelige fogedretlige kriterier i § 499.En ændring af procesordningen bør efter Retsplejerådets opfattelse ikke medføre, atdet bliver vanskeligere for en tredjemand at indtræde i sagen i forhold til efter gælden-de ret. Retsplejerådet foreslår derfor, at de fogedretlige kriterier for tredjemands ind-træden ved hovedintervention videreføres. En tredjemand bør således kunne indtrædesom part under behandlingen af en anmodning om meddelelse af forbud eller påbud,for så vidt angår spørgsmålet, om forbuddet eller påbuddet vil stride imod den pågæl-dendes ret, og indtræden bør kunne ske ved en erklæring herom til retten.Retsplejerådet finder endvidere, at indtræden også bør kunne ske ved biinterventionefter reglen herom i retsplejelovens § 252, som Højesterets anke- og kæremålsudvalganvendte analogt i sagen gengivet i U 2010.2221 H, jf. kapitel 2, afsnit 2.5.2 ovenfor.Det bemærkes, at Højesteret i den nævnte afgørelse anførte, at der ikke i sagen var op-lyst omstændigheder – f.eks. i form af, at biintervention ville indebære en uhensigts-mæssig forsinkelse – der gav grundlag for at fravige udgangspunktet om at tillade biin-tervention. Retsplejerådet foreslår, at retsplejelovens § 252 med disse bemærkningerskal finde tilsvarende anvendelse i sager om forbud eller påbud.For så vidt angår spørgsmålet om at orientere tredjemand om, at sagen verserer, henvi-ses til afsnit 5.Som beskrevet oven for under kapitel 2, afsnit 2.5.4 træffes der efter gældende ret somudgangspunkt først afgørelse om sagsomkostningerne ved forbudsforretningen underden efterfølgende justifikationssag. Retsplejerådets forslag om en ændring i proces-ordningen indebærer som nærmere redegjort for under afsnit 10, at der ikke længerevil skulle anlægges en egentlig justifikationssag, hvor der vil skulle tages særskilt stil-ling til, hvorvidt forbuddet eller påbuddet er lovligt meddelt.Retsplejerådet foreslår, at retten fremover i forbindelse med afgørelsen om meddelelseaf forbud eller påbud normalt også skal træffe bestemmelse om de sagsomkostninger,der har været forbundet med afgørelsen om forbud eller påbud. Afgørelsen om sags-76

omkostninger skal træffes i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel30. Udgifter, der med rette er anvendt til indhentelse af ensidigt indhentede erklærin-ger, kan i den forbindelse også dækkes som en sagsomkostning. Retsplejerådets for-slag udelukker ikke, at det i særlige tilfælde kan være hensigtsmæssigt at udskyde af-gørelsen af omkostningsspørgsmålet til afgørelsen af hovedsagen. Dette kan f. eks.være tilfældet i sager, der er behandlet sammen efter retsplejelovens § 254, og hvorafgørelsen af hovedsagen forventes at kunne foreligge kort tid efter afgørelsen af for-budsspørgsmålet.Retsplejerådet foreslår endvidere, at det ved behandlingen af en anmodning om med-delelse af forbud eller påbud skal være muligt for parterne i samme omfang som i an-dre civile sager at deltage ved anvendelse af telekommunikation. Det foreslås derfor, atreglerne i retsplejelovens § 365, stk. 4 og 5, skal finde tilsvarende anvendelse undermødet om meddelelse af forbud eller påbud.Retsplejerådet har overvejet, om der – som i Norge – skal indføres hjemmel til, at ret-ten kan give et såkaldt fortrolighedspålæg i forbindelse med en sag om meddelelse afforbud eller påbud. Retsplejerådet finder, at en sådan hjemmel ikke kan anskues alenefor forbudssager, men i givet fald må ses i en større sammenhæng.

8. Beslaglæggelse og bistand til opretholdelse af et forbud eller påbudSom omtalt oven for under kapitel 2, afsnit 2.6 indeholder retsplejelovens § 645 reglerom fogedrettens bistand til opretholdelse af et nedlagt forbud og beslaglæggelse.Hvis kompetencen til at meddele forbud (og påbud) som foreslået af Retsplejerådetoven for under afsnit 2 flyttes fra fogedretten til retsafdelingen, rejser det spørgsmålom, hvorvidt kompetencen til at beslaglægge og yde bistand til opretholdelsen af etmeddelt forbud eller påbud også bør overføres til retsafdelingen.Behandlingen af anmodninger om bistand eller beslaglæggelse kan siges at have ka-rakter af egentlig tvangsfuldbyrdelse. Det må da også antages at være baggrunden for,at fogedretten efter gældende ret i disse tilfælde har adgang til at benytte en række afde processuelle regler, der i øvrigt er karakteristiske for tvangsfuldbyrdelse, jf. retsple-jelovens § 646, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt.77

På den baggrund er der efter Retsplejerådets opfattelse meget, der kunne tale for atlade kompetencen til at behandle anmodninger om bistand eller beslaglæggelse forbli-ve ved fogedretten.Når der er indgivet en anmodning om meddelelse af forbud eller påbud til retsafdelin-gen, og anmodningen fortsat er under behandling, vil det efter Retsplejerådets opfattel-se dog være mest hensigtsmæssigt, hvis sagen ”holdes samlet”, således at retsafdelin-gen i forbindelse med meddelelsen af et forbud eller påbud også kan tage stilling til etspørgsmål om beslaglæggelse. Retsplejerådet foreslår derfor, at retsafdelingen i for-bindelse med meddelelse af et forbud eller påbud efter anmodningsamtidigskal kunnetræffe bestemmelse om at beslaglægge rørligt gods, såfremt der er bestemte grunde tilat antage, at det vil blive anvendt til overtrædelse af forbuddet eller påbuddet.Udgangspunktet bør efter Retsplejerådets opfattelse være, at retsafdelingen i sådannetilfælde selv tager stilling til en anmodning om beslaglæggelse i forbindelse med afgø-relsen af spørgsmålet om meddelelse af forbud eller påbud. Der kan dog tænkes situa-tioner, hvor det vil være uhensigtsmæssigt at skulle behandle spørgsmålet om beslag-læggelse samtidig med spørgsmålet om meddelelse af forbud eller påbud. Her tænkesf.eks. på tilfælde, hvor en stillingtagen til spørgsmålet om meddelelse af forbud ellerpåbud vil blive unødigt forsinket, hvis denne skal afvente en stillingtagen til spørgsmå-let om beslaglæggelse, således at der kan træffes samtidig afgørelse om spørgsmålene.Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor der er berammet et møde på rettens kontor tilbehandling af en anmodning om meddelelse af forbud eller påbud. Efter mødet er be-rammet, fremsættes der en anmodning om beslaglæggelse, som det tidsmæssigt ikkevil være muligt at tage stilling til på det berammede møde, idet en stillingtagen tilspørgsmålet om beslaglæggelse nødvendiggør en udgående forretning til det sted, hvorgodset, som ønskes beslaglagt, befinder sig. Hvis spørgsmålet om meddelelse af for-bud eller påbud og spørgsmålet om beslaglæggelse skal behandles samtidig, vil detsåledes være nødvendigt at udsætte afgørelsen om meddelelse af forbud eller påbud.Da en sådan forsinkelse af meddelelsen af et forbud eller påbud vil kunne være uheldigaf hensyn til rekvirentens interesse i at sikre sin rettighed hurtigst muligt, bør retten –efter rekvirentens begæring – efter Retsplejerådets opfattelse have mulighed for, attræffe afgørelse om meddelelse af forbud eller påbud, og i stedet henvise spørgsmåletom beslaglæggelse til efterfølgende særskilt afgørelse. Det foreslås, at den efterfølgen-de behandling i så fald skal foretages af fogedretten – også hvor sagen om selve for-buddet eller påbuddet er behandlet ved Sø- og Handelsretten – jf. straks nedenfor.78

Fremsættes derefter,at retten har meddelt forbud eller påbud, anmodning om beslag-læggelse eller bistand til opretholdelse af forbuddet eller påbuddet, bør sådannespørgsmål – af de grunde, der er nævnt ovenfor – efter Retsplejerådets opfattelse afgø-res af fogedretten.Efter Retsplejerådets opfattelse bør de gældende regler i retsplejelovens § 645, stk. 3og 4, om opbevaring og sikkerhedsstillelse videreføres, og det bør gælde uanset, omanmodningen om beslaglæggelse behandles af retsafdelingen eller fogedretten. Detbeslaglagte vil således skulle opbevares på bekostning af den part, der har anmodet ombeslaglæggelse, af retten eller den, retten bemyndiger hertil. Endvidere vil retten kunnebetinge beslaglæggelse af, at parten stiller sikkerhed for opbevaringsomkostningerne,ligesom beslaglæggelse vil kunne betinges af, at sikkerhedsstillelsen for forbuddetseller påbuddets meddelelse forhøjes, jf. afsnit 5 ovenfor.Som beskrevet oven for under kapitel 2, afsnit 2.5.2 og 2.6 finder en række regler omtvangsfuldbyrdelse i dag tilsvarende anvendelse ved fogedrettens behandling af an-modninger om beslaglæggelse mv. De bestemmelser, det drejer sig om, er retsplejelo-vens § 491, stk. 3, om fogedrettens adgang til at foretage forretninger uden for rets-kredsen, hvis særlige grunde taler derfor, § 494, stk. 2, om politifremstilling af skyld-neren, hvis denne udebliver, § 495, stk. 2, om fogedrettens pligt til, i tilfælde af atskyldneren ikke møder eller træffes, at opfordre andre personer, der er til stede, til atvaretage skyldnerens interesser, § 497 om skyldnerens oplysningspligt og § 498 omfogedrettens adgang til at undersøge skyldnerens husrum og gemmer mv. samt magt-anvendelse og politiets bistand hertil.For ikke at forringe mulighederne for at få foretaget beslaglæggelse i forbindelse medmeddelelsen af et forbud eller påbud, foreslås det, at de nævnte regler fortsat skal findeanvendelse ved behandlingen af en anmodning om beslaglæggelse – uanset om an-modningen behandles af retsafdelingen i forbindelse med spørgsmålet om meddelelseaf forbud mv., eller om anmodningen behandles efterfølgende af fogedretten.Som beskrevet oven for under kapitel 2, afsnit 2.6.3 kan der efter gældende ret træffesafgørelse om, hvad der skal ske med det beslaglagte gods ved justifikationssagen, enstraffesag om overtrædelse af et forbud eller ved ophævelsen af et forbud.

Retsplejerådet finder, at der også fremover bør kunne træffes bestemmelse om, hvor-dan der skal forholdes med beslaglagt gods i forbindelse med en straffesag om over-trædelse af et forbud eller påbud, jf. afsnit 9 nedenfor, eller i forbindelse med ophæ-velsen af et forbud eller påbud, jf. afsnit 11 nedenfor. Dette bør efter Retsplejerådetsopfattelse gælde, hvad enten beslaglæggelsen er foretaget af retten selv eller af foged-retten på baggrund af et forbud eller påbud, som retten har meddelt.Som nævnt neden for under afsnit 10 foreslår Retsplejerådet, at der ikke længere skalanlægges en egentlig justifikationssag, hvorimod selve hovedsagen fortsat vil skulleanlægges. Det foreslås på den baggrund, at der også ved dommen i (hoved)sagen skalkunne træffes bestemmelse om, hvordan der skal forholdes med beslaglagt gods, hvissagen afgøres ved en dansk domstol svarende til den gældende bestemmelse i retsple-jelovens § 649.Retsplejerådet foreslår endvidere, at der sker videreførelse af bestemmelsen i § 649om, at der enten kan træffes bestemmelse om, at det beslaglagte gives tilbage til denpart, som forbuddet eller påbuddet retter sig imod, eller om konfiskation. Retsplejerå-det foreslår endvidere, at det tilføjes, at der også kan træffes afgørelse om at udleveredet beslaglagte gods til en rettighedshaver, der har ret til at have godset i sin besiddel-se. Hvis den part, som forbuddet eller påbuddet retter sig imod, ikke lovligt har haftdet beslaglagte gods i sin besiddelse, bør godset således ikke tilbagegives til parten,men – hvis ikke der er grundlag for konfiskation – i stedet udleveres til den retmæssigeejer (eller en anden, som har ret til at besidde godset). Retsplejerådet finder i øvrigtanledning til at bemærke, at det efter rådets opfattelse ikke umiddelbart kan udelukkes,at der uden for det strafferetlige område kan være et mindre område for konfiskation.Med hensyn til valget mellem tilbagelevering og konfiskation finder Retsplejerådet, atden gældende praksis bør videreføres, jf. kapitel 2, afsnit 2.6.3 ovenfor.Det forudsættes endvidere, at konfiskeret gods ligesom hidtil overgives til det stedligepoliti til videre foranstaltning. Som nævnt oven for under kapitel 2, afsnit 2.6.3 er det iforarbejderne til 1988-lovændringen forudsat, at konfiskeret gods, i tilfælde hvor detkonfiskerede efter dommen skal anvendes til fyldestgørelse af rekvirentens erstat-ningskrav, skal forblive i fogedrettens besiddelse, indtil udlæg i godset kan foretages. Ilyset af at der er tale om konfiskeret gods, hvor ejendomsretten således er overgået tilstaten, er der efter Retsplejerådets opfattelse ikke grundlag for at kræve, at der foreta-80

9. Overtrædelse af et forbud eller påbudRetsplejerådet finder, at de gældende regler om strafansvar for overtrædelse af et for-bud bør opretholdes og udvides til også at omfatte påbud, jf. kapitel 2, afsnit 2.7 ogafsnit 3 ovenfor.Adgangen til at pålægge straf efter retsplejelovens § 651 retter sig mod selve det athandle i strid med et meddelt forbud eller påbud. Det er derfor principielt uden betyd-ning for selve strafansvaret, om den rettighed, på grundlag af hvilken forbuddet ellerpåbuddet er meddelt, senere måtte vise sig ikke at bestå.Retsplejerådet har overvejet, om de omhandlede straffesager ikke længere bør væreundergivet privat påtale.19En ændring i påtalekompetencen i disse sager vil imidlertidrejse en række spørgsmål i forhold til andre tilfælde, hvor strafforfølgning sker underprivate straffesager. Som eksempel herpå kan nævnes sager efter retsplejelovens §535, hvorefter den, der forsætligt overtræder en dom, hvorved det er pålagt vedkom-mende at foretage eller undlade noget, under en af rekvirenten anlagt sag kan idømmesstraf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder. På den baggrund foreslås den gældendepåtalekompetence i sager om overtrædelse af forbud eller påbud opretholdt.Retsplejerådet bemærker i øvrigt, at retsplejeloven i § 651, stk. 2, indeholder en be-stemmelse om tredjemands strafansvar for medvirken til at overtræde et fogedforbud.Retsplejerådet foreslår, at denne bestemmelse ikke videreføres, da tredjemands forsæt-lige medvirken kan straffes efter straffelovens § 23. Retsplejerådet tilsigter såledesikke herved en ændring i adgangen til at straffe den, der forsætligt yder bistand til atovertræde et forbud mv.Særligt med hensyn til den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 651, stk. 3,hvorefter spørgsmålet om idømmelse af straf eller erstatning kan udsættes, indtil for-19

budssagen (justifikationssagen) er afgjort, bemærkes, at det i forbindelse med ændrin-gen af forbudsreglerne i 1988, jf. lov nr. 731 af 7. december 1988, blev overvejet, omder var grundlag for at ændre denne regel. Det pågældende lovforslag byggede påRetsplejerådets betænkning nr. 1107/1987 om arrest og forbud. I betænkningen (s. 98f) anføres følgende om spørgsmålet:”Det har i den juridiske litteratur været drøftet, i hvilket omfang en sådan udsættelse børske, jf. ovenfor afsnit 3.1.5.1. I kritikken af de gældende regler, jf. afsnit 3.3. har detendvidere været anført, at det kan virke stødende, at en straffesag kan gennemføres,uanset det eventuelt senere fastslås, at fogedforbudet har været ulovligt.Arbejdsgruppen finder det afgørende for forbudsinstituttets effektivitet, at overtrædelseaf et af fogedretten nedlagt forbud er selvstændigt strafsanktioneret, og man finder ikkeat kunne gå ind for en regel om obligatorisk udsættelse af straffesagen. Må et velmoti-veret forbud ellers befrygtes at miste sin effektivitet, bør straffesagen fremmes. Det kani den forbindelse nævnes, at kravet om, at rekvirenten skal godtgøre eller sandsynliggø-re sin ret, inden forbud kan nedlægges, og den omstændighed, at der indføres kæread-gang med hensyn til nedlagte forbud, må antages i betydelig grad at mindske risikoenfor, at der under en privat straffesag idømmes straf for overtrædelse af et forbud, der se-nere underkendes.Arbejdsgruppen finder efter det anførte ikke grundlag for at foreslå de gældende reglerændret.”

I lovforslagets bemærkninger blev det anført, at det formentlig kun sjældent ville værehensigtsmæssigt at anvende adgangen til at udsætte den private straffesag på udfaldetaf justifikationssagen. Der blev i den forbindelse henvist til de forøgede beviskrav, denforeslåede adgang til at påkære nedlagte forbud samt til forbudsinstituttets effektivitet.Som et eksempel fra retspraksis kan nævnes afgørelsen gengivet i U1984.356 H, hvorfogedretten på begæring af benzinselskabet BP havde forbudt en forhandler, der havdeindgået kontrakt med BP, at aftage driftsmidler og ophænge skilte fra andre end BP.Politiet havde forgæves ydet bistand til gennemførelse af forbuddet. Herefter blev for-handleren under en sag om overtrædelse af forbuddet pålagt straf. Da afgørelsen afstrafspørgsmålet var en forudsætning for, at forbuddet kunne blive effektivt, og da derikke fandtes tilstrækkelig grund til udsættelse efter retsplejelovens § 650, stk. 1, 2. pkt.(nu § 651, stk. 3) af ankesagen om straf på afgørelsen af forbudsjustifikationssagen,nægtedes udsættelse.Retsplejerådets forslag om indretning af procesordningen indebærer, at der ikke læn-gere vil skulle anlægges en egentlig justifikationssag, jf. afsnit 10. Da de hensyn, som82

Retsplejerådet pegede på i betænkningen fra 1987 efter rådets opfattelse imidlertidfortsat gør sig gældende, foreslås bestemmelsen i § 651, stk. 3, videreført således, atspørgsmålet om idømmelse af straf eller erstatning kan udsættes, indtil retssagen omden underliggende tvist er afgjort, jf. nærmere herom i afsnit 10. En sådan udsættelsevil formentlig sjældent være hensigtsmæssig, men kan f.eks. tænkes anvendt i situatio-ner, hvor retssagen om den underliggende tvist allerede verserer og er tæt på sin afgø-relse.Retsplejerådet finder endvidere, at retten ligesom efter gældende ret, jf. retsplejelovens§ 648, stk. 2, bør have en særlig pligt til at vejlede den, som et forbud eller påbud rettersig imod, om retsvirkningerne af forbuddet eller påbuddet, herunder at overtrædelse afafgørelsen kan medføre strafansvar. I sager om meddelelse af forbud eller påbud vilretten således have en videregående vejledningspligt, end hvad der følger af rettensalmindelige vejledningspligt i retsplejelovens § 339, stk. 4.Retsplejerådet forudsætter, at vejledningen gives skriftligt, hvis forbuddet eller påbud-det meddeles uden, at den part, som forbuddet eller påbuddet retter sig imod, er til ste-de.

10. Efterfølgende retssagEn ændring af procesordningen, således at kompetencen til at meddele forbud (og på-bud) flyttes fra fogedretten til retsafdelingen, indebærer efter Retsplejerådets opfattel-se, at en egentlig justifikationssag, hvor der tages stilling til, om forbuddet (eller på-buddet) er lovligt meddelt, fremover vil være overflødig. Når retsafdelingen har for-holdt sig til, om der er tilstrækkeligt grundlag for at meddele et forbud eller påbud, børdette spørgsmål efter Retsplejerådets opfattelse kunne kæres, jf. afsnit 14 nedenfor,men Retsplejerådet finder ikke, at der herudover er behov for, at retsafdelingen underen justifikationssag endnu engang skal tage særskilt stilling til, om forbuddet eller på-buddet er lovligt meddelt.Der vil derimod efter Retsplejerådets opfattelse fortsat være behov for en endelig af-klaring af, om den rettighed, som har givet anledning til forbuddet eller påbuddet, ogsårent faktisk består. Retsplejerådet foreslår derfor, at der skal gælde et krav om, at denpart, der har anmodet om forbud eller påbud, inden to uger efter, at der er truffet ende-lig afgørelse om at meddele forbud eller påbud, skal anlægge eller indlede sag om den83

rettighed, der påstås krænket, medmindre sådan sag allerede er anlagt ved en danskeller udenlandsk domstol eller er indledt ved en voldgiftsret.Den foreslåede ordning minder i vidt omfang om den ordning, der gælder i tysk ret, jf.nærmere kapitel 3, afsnit 5 ovenfor. I tysk ret skelnes der således også skarpt mellemprøvelse af det foreløbige retsmiddels oprindelige lovlighed, som kun kan ske ved ap-pel, og prøvelsen af den underliggende tvist, som kun kan (og skal) ske ved hovedsa-gen.Hvis (hoved)sagen ikke rettidigt anlægges ved en dansk eller udenlandsk domstol ellerindledes ved en voldgiftsret, bør forbuddet eller påbuddet efter Retsplejerådets opfat-telse kunne kræves ophævet, jf. afsnit 11 nedenfor.Efter gældende ret bortfalder pligten til at anlægge justifikationssag, hvis rekvisitusunder eller efter forbudsforretningen frafalder forfølgning, jf. retsplejelovens § 648,stk. 1, jf. § 634, stk. 1, jf. kapitel 2, afsnit 2.8 ovenfor.Da den part, som et forbud eller påbud retter sig imod, efter Retsplejerådets opfattelsepå tilsvarende måde bør kunne give afkald på videre forfølgning, foreslår Retsplejerå-det, at parterne ved aftale skal kunne fravige kravet om sagsanlæg mv.Ligesom efter gældende ret bør videre forfølgning af et forbud eller påbud efter Rets-plejerådets opfattelse ikke kunne frafaldes på forhånd. Det foreslås derfor, at en aftaleom fravigelse af kravet om sagsanlæg mv. først skal kunne indgås, når der er truffet enendelig afgørelse om at meddele forbud eller påbud.

11. Bortfald eller ophævelse af et forbud eller påbudNår retten har meddelt et forbud eller påbud, vil retten i forbindelse med en dom i ho-vedsagen kunne tage stilling til, om den part, som forbuddet eller påbuddet har væretrettet imod, også fremover skal foretage, undlade eller tåle de omhandlede handlinger.Det foreløbige forbud eller påbud bliver således ”afløst” af dommen, og det foreslåsderfor, at et forbud eller påbud – hvis det ikke er ophævet forinden, jf. nærmere neden-for – skal bortfalde, når der er afsagt realitetsdom i sagen, og anke ikke er iværksatinden ankefristens udløb, eller en rettidigt iværksat anke senere er frafaldet, eller andeter bestemt i dommen.84

Hvis der er tale om et forbud eller påbud, der ikke er meddelt i forbindelse med entvist, der skal behandles af en dansk domstol, bør et sådant forbud eller påbud efterRetsplejerådets opfattelse derimod i intet tilfælde bortfalde automatisk, men derimodgælde, indtil det ophæves.Retsplejerådet finder videre, at et forbud eller påbud bør kunne ophæves, hvis en ho-vedsag om den underliggende tvist afvises eller hæves. Hvis sagen afvises, bør for-buddet eller påbuddet dog først kunne ophæves, når afgørelsen er endelig. For hoved-sager ved danske eller udenlandske domstole kræver dette, at en eventuel ankefrist erudløbet eller ankesagen endelig afgjort. Hvis en rettidigt anlagt sag hæves eller afvises,fordi domstolen eller voldgiftsretten ikke har kompetence til at behandle sagen, kan enophævelse af forbuddet dog undlades, hvis sagen uden unødigt ophold indbringes forrette domstol eller voldgiftsret.Ophævelse bør herefter efter Retsplejerådets opfattelse kunne ske helt eller delvist,hvis betingelserne for rettens meddelelse af forbud eller påbud ikke længere er opfyldt,eller hvis den part, der har opnået forbuddet eller påbuddet, utilbørligt forhaler sagen.For så vidt angår tilfælde, hvor sagen om den rettighed, der påstås krænket, ikke alle-rede er anlagt eller indledt ved en dansk eller udenlandsk domstol eller ved en vold-giftsret, foreslår Retsplejerådet som nævnt oven for under afsnit 10, at parten inden touger efter, at der er truffet endelig afgørelse om at meddele forbud eller påbud, skalanlægge eller indlede sådan sag. Hvis parten ikke overholder denne forpligtelse, børforbuddet eller påbuddet efter Retsplejerådets opfattelse kunne kræves ophævet, lige-som ophævelse bør kunne ske, hvis (hoved)sagen hæves eller afvises.For så vidt angår de tilfælde, hvor (hoved)sagen skal afgøres ved en udenlandsk dom-stol eller ved en voldgiftsret, finder Retsplejerådet endvidere, at spørgsmålet om op-hævelse af et forbud eller påbud bør kunne indbringes for retten, når (hoved)sagensrealitet er endelig afgjort.Retsplejerådet finder, at det bør være den ret, der har behandlet anmodningen ommeddelelse af forbud eller påbud i 1. instans, som også bør behandle en anmodning omophævelse af et forbud eller påbud i 1. instans. Rettens afgørelse om at ophæve ellerikke at ophæve et forbud eller påbud kæres efter reglerne i det foreslåede kapitel 23 b.Dette indebærer, at Sø- og Handelsrettens afgørelse i en sag om ophævelse af et forbudeller påbud skal indbringes for Østre Landsret.85

12. InhabilitetSom beskrevet under afsnit 5 ovenfor foreslår Retsplejerådet at videreføre det grund-læggende krav om, at den, der anmoder om et forbud (eller et påbud), skal godtgøreeller sandsynliggøre, at betingelserne for at nedlægge et forbud (eller et påbud) er tilstede. Det betyder bl.a., at vedkommende skal godtgøre eller sandsynliggøre, at ved-kommende har den ret, der søges beskyttet ved forbuddet eller påbuddet.Det spørgsmål, der efter den gældende procesordning kan rejses i forhold til rettenssenere inhabilitet, jf. kapitel 2, afsnit 2.8.2 ovenfor, må derfor også overvejes i forbin-delse med de foreslåede regler.I disse overvejelser må indgå, at Retsplejerådet foreslår, at den, der har fået medhold isin anmodning om et forbud (påbud), skal anlægge sag om den rettighed, der påståskrænket, hvis en sag herom ikke allerede er verserende. Derimod skal der efter Rets-plejerådets forslag ikke længere anlægges en såkaldt justifikationssag.Retsplejerådets forslag indebærer, at der ikke under sagen om den rettighed, der påståskrænket, skal tages stilling til, om forbuddet (påbuddet) blev lovligt meddelt. Dettespørgsmål anses for afgjort, når der foreligger en endelig afgørelse om selve forbuddet(påbuddet).Retsplejelovens regler om speciel inhabilitet skal anvendes således, at Danmarks for-pligtelser efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention overholdes. Den Eu-ropæiske Menneskerettighedsdomstol har ofte og ikke mindst i straffesager behandletklager over, at dommere har medvirket ved pådømmelsen af en sag, som de på en elleranden måde tidligere har beskæftiget sig med. Det forhold, at en dommer, der skaltræffe afgørelse i en sag, forud for sagens indbringelse for domstolene eller for hoved-forhandlingen har truffet visse afgørelser vedrørende den samme sag, indebærer ikke isig selv, at der er berettiget tvivl om dommerens upartiskhed. Det afgørende er karak-teren og omfanget af de foranstaltninger, som dommeren har truffet forud for hoved-86

forhandlingen. Hvis en dommer reelt har taget stilling til tvistens genstand på et tidli-gere tidspunkt, vil dommeren ikke kunne behandle tvisten på et senere tidspunkt. Derhenvises til Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – forpraktikere, 3. udgave (2010), side 418 f.Den omstændighed, at en dommer har medvirket ved meddelelse af et forbud (påbud)kan derfor i sig selv ikke føre til, at dommeren ikke kan deltage i behandlingen af sa-gen om den rettighed, der påstås at være krænket. Afgørende må i stedet være, omdommeren i forbindelse med afgørelsen om forbuddet (påbuddet) har truffet sin afgø-relse på en sådan måde, at vedkommende kan siges allerede reelt at have taget stillingtil den pågældende rettighed og dermed præjudiceret den endelige afgørelse. Er dettetilfældet f.eks. derved, at dommeren reelt har givet udtryk for, at den, der ønskede for-buddet (påbuddet), har den ret, der søges beskyttet ved forbuddet (påbuddet), kan ved-kommende dommer ikke medvirke ved den senere behandling og afgørelse om denrettighed, der påstås krænket. Det afgørende er, hvordan dommeren har formuleretpræmisserne i den midlertidige afgørelse.Det bemærkes særligt, at det i denne forbindelse efter Retsplejerådets opfattelse kanlægges til grund, at hvis en forbudssag er blevet behandlet sammen med hovedsagen,jf. retsplejelovens § 254, og begge sager herefter på samme grundlag er optaget til af-gørelse, vil den omstændighed, at afgørelsen i forbudssagen måtte blive truffet før af-gørelsen i hovedsagen, ikke kunne føre til, at dommere, der har medvirket ved afgørel-sen af forbudssagen, ikke vil kunne deltage i færdiggørelsen af hovedsagen. Dettegælder også i de tilfælde, hvor dommeren ved afgørelsen af forbudssagen har lagt tilgrund, at vedkommende part har godtgjort sin ret.Et af formålene med at flytte kompetencen til at nedlægge forbud (påbud) fra fogedret-ten til retsafdelingen er, at man ved at lade den samme dommer, som har behandletforbudssagen, behandle hovedsagen om den rettighed, der påstås krænket, vil kunneopnå en procesbesparende virkning, da processtoffet normalt kun vil skulle præsente-res for de medvirkende dommere en gang. Denne fordel vil selvsagt ikke kunne opnås,hvis en dommer, der har meddelt et forbud (påbud) ikke vil kunne deltage i behandlin-gen af hovedsagen. Retsplejerådet har på denne baggrund overvejet, om der – for atbegrænse antallet af tilfælde af inhabilitet under hovedsagen – alene skal gælde et kravom, at forbudsbetingelserne skal ”sandsynliggøres”. Sondringen mellem godtgørelseog sandsynliggørelse af betingelserne har imidlertid bl.a. betydning for, om der skal87

13. Ansvaret ved ulovligt meddelt forbud eller påbudRetsplejerådet finder, at de gældende regler om erstatningsansvar ved ulovlige forbud,jf. retsplejelovens § 648, jf. § 639, jf. kapitel 2, afsnit 2.10 ovenfor, må anses for vel-begrundede og hensigtsmæssige, og rådet foreslår derfor, at de gældende regler videre-føres og udvides til også at omfatte påbud som omtalt i afsnit 3 ovenfor. Med forslagetopretholdes således det objektive ansvar for den, der har opnået et forbud (og med for-slaget også påbud), hvis det viser, at den hævdede rettighed ikke består (helt eller del-vis). Retsplejerådet finder, at konsekvenserne af at få nedlagt et forbud eller påbud eraf så vidtrækkende karakter, at dette fortsat bør afspejle sig i ansvarsgrundlaget forden, der anmoder om at få nedlagt et forbud eller påbud. Retsplejerådet finder dog, atder er behov for en vis sproglig præcisering i relation til ”tort”, idet det efter Retspleje-rådets opfattelse bør fremgå udtrykkeligt, at tort har karakter af en godtgørelse og ikkeen erstatning.

14. AppelmulighederEfter Retsplejerådets opfattelse bør rettens afgørelser om forbud og påbud, herunder ensærskilt afgørelse om betaling af de omkostninger, der er forbundet med behandlingenaf spørgsmålet, træffes ved kendelse. Herved sikres, at afgørelsen skal begrundes, jf.retsplejelovens § 218, stk. 1.En ændring af procesordningen, således at kompetencen til at meddele forbud (og på-bud) flyttes fra fogedretten til retsafdelingen, rejser endvidere spørgsmål om adgangentil at kære sådanne afgørelser.De almindelige regler om kære i civile sager fremgår af retsplejelovens kapitel 37. Nårkompetencen til at meddele forbud og påbud flyttes til retsafdelingen, kan det således

tale for, at spørgsmålet om kære af afgørelser om forbud eller påbud også skal afgøresefter de kæreregler, der i øvrigt gælder for civile sager.En anvendelse af kærereglerne i kapitel 37 vil medføre, at en kendelse om forbud ellerpåbud truffet af en byret kan kæres til vedkommende landsret, jf. retsplejelovens §389, stk. 1.En anvendelse af kærereglerne i kapitel 37 vil imidlertid også medføre, at kendelserom forbud eller påbud truffet af Sø- og Handelsretten kun kan kæres til Højesteret,hvis Procesbevillingsnævnet giver tilladelse hertil, jf. retsplejelovens § 392, stk. 2.Som nævnt oven for under afsnit 2 er det Retsplejerådets opfattelse, at der – hvis Sø-og Handelsrettens kompetence til at behandle forbudssager skal udvides – er væsentli-ge grunde til ikke at anvende de almindelige regler i kapitel 37 om kære af Sø- ogHandelsrettens afgørelser, men i stedet indføre særlige kæreregler for denne rets afgø-relser om meddelelse af forbud eller påbud.Retsplejerådet foreslår således, at den ordning, der allerede gælder for Sø- og Handels-rettens afgørelser om meddelelse af forbud eller påbud i sager om EF-varemærker mv.,udvides til at gælde også de nye forbudssager, som Sø- og Handelsretten skal kunnebehandle. Det betyder, at afgørelser i alle forbudssager behandlet af Sø- og Handelsret-ten vil skulle kæres til Østre Landsret.

Justitsministeriet

§1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. …., foretages følgende ændringer:

1.

I§ 12, stk. 3,og §16, stk. 3, 1. pkt.,indsættes efter ”borgerlige sager”: ”og midlerti-dige afgørelser om forbud eller påbud efter kapitel 23 b”.

2.

I§ 15, stk. 1,indsættes efter ”§§ 225 og 227”: ”, og behandling af midlertidige afgø-relser om forbud eller påbud i det omfang, som følger af kapitel 23 b”.

3.

I§ 15, stk. 2, nr. 1 og 2,ændres ”forbudssager” til: ”midlertidige afgørelser om for-bud eller påbud”.

4.

§ 16, stk. 6,ophæves.

5.

I§ 20, stk. 1,indsættes som2. pkt.:”Reglen i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse i midlertidige afgørelser om forbud el-ler påbud efter kapitel 23, når afgørelsen behandles ved byretten i 1. instans.”

6.

Efter§ 347indsættes:

”Kapitel 23 b

Midlertidige afgørelser om forbud og påbud i en borgerlig sag

§ 347 a.

Efter anmodning kan retten efter reglerne i dette kapitel ved et forbud ellerpåbud bestemme, at private og repræsentanter for stat, region og kommune i dissesegenskab af parter i private retsforhold midlertidigt skal foretage, undlade eller tålebestemte handlinger.Stk. 2.Hvis formålet med en anmodning efter stk. 1 er at opnå sikkerhed for fyl-destgørelse af et pengekrav, skal anmodning herom indgives og behandles efter regler-ne i kapitel 56 om arrest.Stk. 3.Hvis formålet med en anmodning efter stk. 1 er at sikre bevis for en krænkel-se af immaterialrettigheder mv., skal anmodning herom indgives og behandles efterreglerne om bevissikring i kapitel 57 a.Stk. 4.Med hensyn til luftfartøjer, fremmede statsskibe og skibsladninger, der tilhø-rer fremmede stater, kan forbud og påbud kun anvendes efter reglerne herom i andenlovgivning.

§ 347 b.

Anmodning om meddelelse af forbud eller påbud indgives til en ret, derhar saglig kompetence efter §§ 224 eller 225 og stedlig kompetence efter kapitel 22 tilat behandle en sådan sag. Retsplejelovens § 227 finder tilsvarende anvendelse.Stk. 2.Hvis tvisten om den rettighed, der søges beskyttet ved forbuddet eller påbud-det, skal afgøres ved voldgift eller en udenlandsk domstol, indgives anmodning ommeddelelse af forbud eller påbud til en ret, som ville have haft saglig og stedlig kom-petence efter stk. 1.

§ 347 c.

Forbud eller påbud kan meddeles, hvis den part, der anmoder om forbuddeteller påbuddet, godtgør eller sandsynliggør:1) at parten har den ret, der søges beskyttet ved forbuddet eller påbuddet,2) at modpartens adfærd nødvendiggør, at der meddeles forbud eller påbud, og3) at partens mulighed for at opnå sin ret vil forspildes, hvis parten henvises til at af-vente tvistens retlige afgørelse.

§ 347 d.

Forbud eller påbud kan ikke meddeles, når det skønnes, at lovens alminde-lige regler om straf og erstatning og eventuelt en af modparten tilbudt sikkerhed yderparten tilstrækkeligt værn.

Stk. 2.Retten kan nægte at meddele forbud eller påbud, hvis det vil påføre modpar-ten skade eller ulempe, der står i åbenbart misforhold til partens interesse i meddelelseaf forbuddet eller påbuddet.

§ 347 e.

Retten kan bestemme, at parten som betingelse for meddelelse af forbud el-ler påbud skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres modpartenved forbuddet eller påbuddet.Stk. 2.Retten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.Stk. 3.Har retten stillet krav om sikkerhed, meddeles forbud eller påbud først, nården forlangte sikkerhed er stillet. Retten giver parterne besked om tidspunktet for for-buddets eller påbuddets meddelelse, såfremt dette tidspunkt ikke allerede er oplyst i etretsmøde, jf. § 162.Stk. 4.Parterne kan, når tvisten er opstået, aftale, at forbud og påbud kan meddelesuden sikkerhedsstillelse. I sager mellem erhvervsdrivende om forhold, der vedrørerparternes erhverv, kan en sådan aftale også indgås, før tvisten er opstået. Med erhvervsidestilles offentlig virksomhed. Retten kan efter anmodning undtagelsesvis se bort fraen aftale som nævnt i 2. pkt., hvis hensynet til den ene part i særlig grad taler herfor.

§ 347 f.

Anmodning om meddelelse af forbud eller påbud skal indeholde oplysnin-ger om grundlaget for denne svarende til de oplysninger, der fremgår af § 348, stk. 2. §349 finder tilsvarende anvendelse.

§ 347 g.

Anmodningen om meddelelse af forbud eller påbud behandles i et retsmø-de, hvor den fornødne bevisførelse finder sted. Retten kan afskære en bevisførelse,som findes uforenelig med hensynet til forretningens fremme.Stk. 2.Reglen i § 344 finder tilsvarende anvendelse.Stk. 3.Retten fastsætter tid og sted for det i stk. 1 nævnte møde og giver meddelelseherom til den part, der har anmodet om forbuddet eller påbuddet.Stk. 4.Retten underretter så vidt muligt modparten om tid og sted for mødet. Under-retning kan ske ved tilsigelse, jf. stk. 5 og 6. Underretning kan dog undlades, hvis ret-ten finder det ubetænkeligt at afholde mødet uden forudgående meddelelse til modpar-ten, eller hvis det må antages, at formålet med forbuddet eller påbuddet vil forspildes,hvis modparten underrettes.Stk. 5.Retten kan med et af denne fastsat varsel tilsige den, som anmodningen omforbud eller påbud retter sig imod, til mødet, såfremt dette foretages i den retskreds,hvor parten har bopæl eller opholdssted, eller hvorfra parten driver erhvervsmæssigvirksomhed, eller i en tilstødende retskreds. Afholdes mødet ved Københavns Byret,93

Retten på Frederiksberg, Retten i Glostrup eller Retten i Lyngby, kan parten tilsiges,såfremt denne har sådan tilknytning til en af disse retskredse. Det kan i tilsigelsen på-lægges parten at møde personligt. Tilsigelsen skal indeholde oplysning om varslet ogom virkningerne af udeblivelse.Stk. 6.Er den part, som anmodningen om forbud eller påbud retter sig imod, en for-ening, et selskab eller lignende, kan foreningens eller selskabets direktør eller forret-ningsfører eller i fornødent fald et medlem af bestyrelsen tilsiges efter reglen i stk. 5,hvis vedkommende har bopæl eller opholdssted i retskredsen eller en tilstødende rets-kreds, eller foreningen eller selskabet har hjemting i eller driver erhvervsmæssig virk-somhed fra en af disse retskredse. Reglen i stk. 5, 2. pkt., finder tilsvarende anvendel-se.

§ 347 h.

Hvis den part, der har anmodet om forbuddet eller påbuddet, ikke møder,afvises anmodningen om forbud eller påbud.Stk. 2.Hvis den part, som anmodningen om forbud eller påbud retter sig imod, ikkemøder eller træffes, kan anmodningen om forbud eller påbud imødekommes, hvis dener tilstrækkeligt begrundet i sagsfremstillingen og det i øvrigt fremkomne, og parten erlovligt tilsagt, eller underretning af parten er undladt i medfør af § 347 g, stk. 4, 3. pkt.Retten kan eventuelt udsætte mødet, hvis retten finder, at parten bør være til stede.Stk. 3.Reglerne i § 365, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse under mødet.

§ 347 i.

Retten kan udsætte sagen, hvis1) et retsforhold, hvis fastsættelse vil få indflydelse på sagens udfald, er under be-handling ved en ret eller en administrativ myndighed, eller2) der foreligger andre særlige grunde.

§ 347 j.

Tredjemand kan indtræde som part under behandlingen af anmodningen omforbud eller påbud for så vidt angår spørgsmålet, om forbuddet eller påbuddet vil strideimod den pågældendes ret. Indtrædelsen sker ved en erklæring herom til retten.Stk. 2.Tredjemand, der har en retlig interesse i udfaldet af en sag, kan indtræde isagen til støtte for en af parterne. § 252 finder tilsvarende anvendelse.

§ 347 k.

Retten træffer bestemmelse om betaling af de omkostninger, der har væretforbundet med afgørelsen om forbud eller påbud. Rettens afgørelse træffes i overens-stemmelse med reglerne i kapitel 30. Hvis sag om den rettighed, der påstås krænket,allerede er anlagt ved en dansk domstol, kan retten henskyde afgørelsen til sagsom-kostningsafgørelsen i den verserende sag.94

§ 347 l.

Retten vejleder i fornødent omfang den, der ikke møder med advokat, omhans retsstilling.Stk. 2.Retten kan give en person, der opfylder de økonomiske betingelser efter §325, fri proces, hvis den pågældende har behov for advokatbistand.Stk. 3.Retten vejleder den, som forbuddet eller påbuddet retter sig imod, om rets-virkningerne af afgørelsen, herunder at overtrædelse af forbuddet eller påbuddet kanmedføre strafansvar.

§ 347 m.

Hvis retten meddeler forbud eller påbud, kan retten efter anmodning fraden part, der har anmodet om forbuddet eller påbuddet, samtidig træffe bestemmelseom at beslaglægge rørligt gods, såfremt der er bestemte grunde til at antage, at det vilblive anvendt til overtrædelse af forbuddet eller påbuddet. Hvis retten finder, atspørgsmålet om beslaglæggelse bør behandles særskilt, kan retten henvise spørgsmålettil særskilt behandling ved fogedretten efter reglerne i kapitel 57.Stk. 2.Det beslaglagte opbevares på partens bekostning af retten eller af den, rettenbemyndiger hertil.Stk. 3.Retten kan betinge beslaglæggelse af, at parten stiller sikkerhed for de i stk. 2nævnte omkostninger. Beslaglæggelse kan endvidere betinges af, at en i medfør af§ 347 e fastsat sikkerhed forhøjes.Stk. 4.Under behandlingen af en anmodning om beslaglæggelse finder § 491, stk. 3,§ 494, stk. 2, § 495, stk. 2, § 497 og § 498 tilsvarende anvendelse.

§ 347 n.

Bistand til opretholdelse eller gennemførelse af et meddelt forbud eller på-bud ydes af fogedretten efter reglerne i kapitel 57.

§ 347 o.

Hvis sag om den rettighed, der påstås krænket, ikke allerede er anlagt veden dansk eller udenlandsk domstol eller indledt ved en voldgiftsret, skal den, der haranmodet om forbud eller påbud, inden to uger efter, at afgørelsen om at meddele for-bud eller påbud er endelig, anlægge eller indlede sådan sag. Hvis sagen anlægges veden dansk domstol, skal sagen anlægges ved den ret, der har behandlet anmodningenom forbud eller påbud i 1. instans.Stk. 2.Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når forbud eller påbud er afværget vedsikkerhedsstillelse.Stk. 3.Stk. 1 og 2 kan fraviges ved parternes aftale. En sådan aftale kan først indgås,når der er truffet endelig bestemmelse om at meddele forbud eller påbud.

§ 347 p.

Et forbud eller påbud gælder, indtil det ophæves efter reglerne i stk. 2 og 3eller bortfalder efter reglerne i stk. 4.Stk. 2.Et forbud eller påbud kan ophæves helt eller delvist, hvis1) betingelserne for rettens meddelelse af forbud eller påbud ikke længere er opfyldt,2) den part, der har opnået forbuddet eller påbuddet, utilbørligt forhaler sagen, eller3) sag efter § 347 o ikke anlægges eller indledes rettidigt, hæves eller afvises.Stk. 3.Et forbud eller påbud i en sag, hvor hovedsagen om den rettighed, der påståskrænket, skal afgøres ved udenlandsk domstol eller ved voldgift, kan endvidere ophæ-ves, når der er truffet endelig afgørelse i hovedsagen.Stk. 4.Et forbud eller påbud i en sag, hvor hovedsagen om den rettighed, der påståskrænket, skal afgøres ved en dansk domstol, bortfalder, hvis forbuddet eller påbuddetikke forinden er ophævet efter reglerne i stk. 2, når der er afsagt dom i hovedsagen, oganke ikke er iværksat inden ankefristens udløb, eller en rettidigt iværksat anke senereer frafaldet, eller andet er bestemt i dommen.Stk. 5.Anmodning om ophævelse af et forbud eller påbud indgives skriftligt til denret, der har behandlet anmodningen om forbud eller påbud i 1. instans.Stk. 6.Forinden et forbud eller påbud ophæves, skal retten så vidt muligt give denpart, der har opnået forbuddet eller påbuddet, lejlighed til at udtale sig.

§ 347 q.

Byrettens afgørelser om forbud og påbud, herunder en afgørelse om ophæ-velse af forbud eller påbud eller en selvstændig afgørelse om betaling af de omkost-ninger, der er forbundet med behandlingen af spørgsmålet, træffes ved kendelse, derkan kæres efter reglerne i kapitel 37. Kære har ikke opsættende virkning for afgørelsenom forbud eller påbud.Stk. 2.Sø- og Handelsrettens afgørelser om forbud og påbud, herunder en selvstæn-dig afgørelse om betaling af de omkostninger, der er forbundet med behandlingen afspørgsmålet, træffes ved kendelse, der kan kæres til Østre Landsret. Retsplejelovenskapitel 37 finder tilsvarende anvendelse. Kære har ikke opsættende virkning for afgø-relsen om forbud og påbud.

§ 347 r.

Den, som har opnået et forbud eller påbud på grundlag af en rettighed, somviser sig ikke at bestå, skal betale modparten erstatning for tab og godtgørelse for tort.Det samme gælder, når forbuddet eller påbuddet bortfalder eller ophæves på grund afefterfølgende omstændigheder, såfremt det må antages, at rettigheden ikke bestod.

Stk. 2.Viser rettighedshaverens ret sig alene at bestå i et mindre omfang, skal ret-tighedshaveren betale modparten erstatning for det tab, der følger af, at forbuddet ellerpåbuddet har haft for stor udstrækning.Stk. 3.Er forbuddet eller påbuddet ulovligt af andre grunde, skal rettighedshaverenbetale modparten erstatning for tab og godtgørelse for tort, såfremt rettighedshaverenburde have undladt at begære forbud eller påbud.Stk. 4.Krav efter stk. 1-3 kan gøres gældende som modkrav under sagen, hvis den-ne allerede verserer ved en dansk domstol, eller under selvstændigt søgsmål. Selv-stændigt søgsmål, der først kan anlægges, når forbuddet eller påbuddet er ophævet el-ler bortfaldet efter § 347 p, skal anlægges inden 3 måneder efter ophævelsen eller bort-faldet.Stk. 5.Reglerne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse, når et forbud eller påbudafværges ved sikkerhedsstillelse, jf. § 347 d, stk. 1.Stk. 6.Ophæves et forbud eller påbud under kære, kan der ved afgørelsen i kæresa-gen tillægges modparten erstatning og godtgørelse efter reglerne i stk. 1-3.

§ 347 s.

Hvis sag om den rettighed, der påstås krænket, afgøres ved en dansk dom-stol, træffes der ved afgørelsen bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes medbeslaglagt rørligt gods, herunder gods, der er beslaglagt af fogedretten i medfør af ka-pitel 57. En sådan bestemmelse kan også træffes ved ophævelse af et forbud eller på-bud i medfør af § 347 p eller ved dommen i en i medfør af § 347 t anlagt sag. Ved af-gørelsen kan det beslaglagte tilbagegives den part, som forbuddet eller påbuddet rettersig imod, udleveres til en rettighedshaver, eller det kan konfiskeres. Sker der konfiska-tion, kan det konfiskerede efter anmodning anvendes til dækning af erstatningskrav,der tilkommer den part, der har opnået forbuddet eller påbuddet.

§ 347 t.

Den, der forsætligt overtræder et forbud eller påbud, kan idømmes straf afbøde eller fængsel indtil 4 måneder og i forbindelse hermed dømmes til at betale er-statning. Sag efter 1. pkt. anlægges af den part, der har opnået forbuddet eller påbud-det.Stk. 2.Spørgsmålet om idømmelse af straf eller erstatning kan udsættes, indtil sagenom den rettighed, der påstås krænket, er afgjort.”

”Kapitel 57

Bistand til opretholdelse af forbud og påbud mv.

§ 641.

Er der meddelt forbud eller påbud efter kapitel 23 b, yder fogedretten efteranmodning den, der har opnået forbuddet eller påbuddet (rekvirenten), bistand til op-retholdelse af forbuddet eller påbuddet, herunder ved at hindre, at forbuddet overtræ-des, eller ved at sikre at påbuddet efterkommes, eller ved at tilintetgøre, hvad der erforetaget i strid med forbuddet eller påbuddet.Stk. 2.Fogedretten kan beslaglægge rørligt gods, såfremt det anvendes eller har væ-ret anvendt ved overtrædelse af forbuddet eller påbuddet, eller såfremt der er bestemtegrunde til at antage, at det vil blive anvendt til sådant formål.Stk. 3.Det beslaglagte opbevares på rekvirentens bekostning af fogedretten eller afden, fogedretten bemyndiger hertil.Stk. 4.Fogedretten kan betinge beslaglæggelse af, at rekvirenten stiller sikkerhedfor de i stk. 3 nævnte omkostninger. Beslaglæggelse kan endvidere betinges af, at ensikkerhed, som retten har fastsat i medfør af § 347 e, forhøjes.Stk. 5.Foretager fogedretten beslaglæggelse, skal fogedretten underrette den ret,som har meddelt forbuddet eller påbuddet, om afgørelsen.

§ 642.

Anmodning om bistand eller beslaglæggelse efter § 641 indgives til fogedret-ten i den retskreds, hvor der efter § 487 er værneting, eller til fogedretten ved den by-ret, der har nedlagt forbuddet eller påbuddet. Anmodningen skal vedlægges udskrift afkendelsen om forbud eller påbud.Stk. 2.Med hensyn til sagens behandling finder § 248, § 344, § 348, § 349, § 360,stk. 3, § 491, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, § 492, stk. 1, § 493, stk. 1 og 2, § 494, stk. 1, 2og 4, § 495, stk. 1, 1. pkt., stk. 2 og 3, §§ 497-500, § 502, stk. 1, nr. 2 og 3, og § 506tilsvarende anvendelse. Under behandlingen af en anmodning om bistand til sikring afopretholdelsen af et påbud finder endvidere reglerne i kapitel 48 tilsvarende anvendel-se.

§ 643.

Fogedretten træffer bestemmelse om betaling af de omkostninger, der harværet forbundet med fogedrettens behandling af sagen. Reglerne i kapitel 30 findertilsvarende anvendelse. Hvis sag om den rettighed, der påstås krænket, allerede er an-98

lagt ved en dansk domstol, kan fogedretten henskyde afgørelsen til sagsomkostning-safgørelsen i den verserende sag.

§ 644.

Fogedrettens afgørelser, der træffes ved kendelse, kan kæres efter reglerne ikapitel 53. Kære har ikke opsættende virkning.”Erhvervs- og Vækstministeriet

§2

I designloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 89 af 28. januar 2009, som ændret ved § 19i lov nr. 579 af 1. juni 2010, foretages følgende ændringer:

1.

I§ 43, stk. 1-3,ændres ”Forbud” til: ”Midlertidige afgørelser om forbud eller på-bud”.

2.

I§ 43, stk. 1,ændres ”fogedretten” til: ”byretten eller Sø- og Handelsretten”.

3.

I§ 43, stk. 4,indsættes efter ”kapitel”: ”23 b og”.

§3

I varemærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 90 af 28. januar 2009, som ændret ved§ 18 i lov nr. 579 af 1. juni 2010, foretages følgende ændringer:

1.

I§ 43b, stk. 1,§43c, stk. 1,og §43dændres ”Forbud” til: ”Midlertidige afgørelserom forbud eller påbud”.

2.

I§ 43b, stk. 1,ændres ”fogedretten” til: ”byretten eller Sø- og Handelsretten”.

3.

I§ 43b, stk. 2,og §43c, stk. 3, 1. pkt.,indsættes efter ”kapitel”: ”23 b og”.

4.

I§ 43c, stk. 3, 2. pkt.,ændres ”§ 645” til: ”641”.

5.

I§ 43dændres ”forbudet” til: ”den midlertidige afgørelse om forbud eller påbud”.

§4

I markedsføringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 839 af 31. august 2009, som æn-dret ved § 2 i lov nr. 535 af 26. maj 2010, lov nr. 719 af 25. juni 2010, § 11 i lov nr.1556 af 21. december 2010, § 4 i lov nr. 341 af 27. april 2011 og lov nr. 621 af 14. juni2011, foretages følgende ændringer:

1.

I§ 29, stk. 1, 2. pkt.,ændres ”§ 642, nr. 2, § 643, § 645, stk. 1-3, og § 651” til: ”§347 c, nr. 2, § 347 d, § 347 t og § 641, stk. 1-3 og 5”.

2.

I§ 29, stk. 1, 2. pkt.,ændres ”§§ 636 og 638 og § 648, stk. 2” til: ”§ 347 l, stk. 3 og§ 347 p”.

§5

I lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser, jf. lov nr. 1257 af 20. de-cember 2000, foretages følgende ændringer:

1.

I§ 3, stk. 2,ændres ”fogedretten” til: ”byretten eller Sø- og Handelsretten”.

2.

I§ 3, stk. 2,ændres ”nedlægge forbud” til: ”træffe en midlertidig afgørelse om for-bud eller påbud”.

3.

I§ 3, stk. 2,indsættes efter ”kapitel”: ”23 b og”.

2. Bemærkninger til lovudkastetBemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelserTil § 1Til nr. 1 (§ 12, stk. 3 og § 16, stk. 3, 1. pkt.)Det er forudsat, at retsplejelovens almindelige regler om kollegial og sagkyndig be-handling i byretten og Sø- og Handelsretten ikke umiddelbart finder anvendelse i selv-stændige sager om midlertidige afgørelser om forbud og påbud efter det foreslåede nyekapitel 23 b, jf. lovudkastets § 1, nr. 6.I de tilfælde, hvor der verserer en hovedsag, som er undergivetkollegial behandling,og hvor retten finder, at det kan være hensigtsmæssigt at forhandle den verserenderetssag sammen med forbuds- eller påbudssagen, jf. reglen om rettens adgang til atforhandle sager i forbindelse med hinanden i retsplejelovens § 254, stk. 1, bør forbuds-og påbudssagen imidlertid kunne blive undergivet kollegial behandling.Dernæst bør det også i særlige tilfælde være muligt selvstændigt at kunne undergive enforbuds- eller påbudssag kollegial behandling.Det foreslås derfor at udvide anvendelsesområdet for kollegial behandling til også atomfatte midlertidige afgørelser om forbud og påbud efter kapitel 23 b, jf. lovudkastets§ 1, nr. 6.Forslaget om adgang til kollegial behandling gælder, hvad enten sagen behandles ibyretten eller i Sø- og Handelsretten, jf. henvisningen til retsplejelovens § 12, stk. 3, iretsplejelovens § 16, stk. 1, 3. pkt.Ligeledes kan det i sager, hvor udfaldet beror på en særligsagkyndig vurdering,væreen fordel, at der kan medvirke sagkyndige medlemmer. På denne baggrund foreslås detat udvide adgangen til at tilkalde sagkyndige medlemmer til også at omfatte midlerti-dige afgørelser om forbud og påbud efter kapitel 23 b, jf. lovudkastets § 1, nr. 6.Der henvises til kapitel 5, afsnit 6.102

Til nr. 2 (§ 15, stk. 1)Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget i lovudkastets § 1, nr. 6,om at udvide Sø- og Handelsrettens kompetence til at behandle sager om forbud (ogpåbud) svarende til den kompetence, som retten har til at behandle de sagstyper, der ernævnt i retsplejelovens §§ 225 og 227.Der henvises til kapitel 5, afsnit 2.Til nr. 3 (§ 15, stk. 2, nr. 1 og 2)Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om, at kompetencen til atforanstalte foreløbige retsmidler udvides, således at retten ved forbud eller påbud skalkunne bestemme, at en part midlertidigt skal foretage, undlade eller tåle bestemtehandlinger, jf. lovudkastets § 1, nr. 6.Der henvises til kapitel 5, afsnit 3.Til nr. 4 (§ 16, stk. 6)Bestemmelsen om, at sager om nedlæggelse af forbud og påbud vedrørende EF-varemærker og EF-design behandles uden tilkaldelse af sagkyndige medlemmer, fore-slås ophævet som konsekvens af forslaget i lovudkastets § 1, nr. 1.Til nr. 5 (§ 20, stk. 1)Det er forudsat, at retsplejelovens almindelige regler om sagkyndig behandling i byret-ten ikke umiddelbart finder anvendelse i selvstændige sager om midlertidige afgørelserom forbud og påbud efter det foreslåede nye kapitel 23 b, jf. lovudkastets § 1, nr. 6.Imidlertid kan det i sager, hvor udfaldet beror på en særlig sagkyndig vurdering, væreen fordel, at der kan medvirke sagkyndige medlemmer. På denne baggrund foreslås detat udvide adgangen til at tilkalde sagkyndige medlemmer til også at omfatte midlerti-dige afgørelser om forbud og påbud efter kapitel 23 b, jf. lovudkastets § 1, nr. 6.Der henvises til kapitel 5, afsnit 6.

Til nr. 6 (Kapitel 23 b)Til kapitel 23 bDe gældende regler om nedlæggelse af forbud i kapitel 57 foreslås revideret og indsat iet nyt kapitel 23 b om midlertidige afgørelser om forbud og påbud.Forslaget om at flytte reglerne fra tredje bog, femte afsnit, som omhandler fogedrettenskompetence til at foranstalte foreløbige retsmidler, til tredje bog, første afsnit, somomhandler de almindelige bestemmelser i den borgerlige retspleje, skal ses i lyset afforslaget om at flytte kompetencen til at behandle sager om forbud (og efter forslagetogså påbud) fra fogedafdelingen til retsafdelingen.Der henvises generelt til kapitel 5.Til § 347 aKompetencen til at foranstalte foreløbige retsmidler foreslås udvidet, således at rettenikke kun skal kunne nedlægge egentlige forbud mod visse handlinger. Det foreslås, atretten i stedet ved et forbud eller påbud skal kunne bestemme, at en part midlertidigtskal foretage, undlade eller tåle bestemte handlinger, jf. forslaget tilstk. 1.Den fore-slåede afgrænsning af forbud og påbud er således bredere end den nuværende adgangtil at nedlægge forbud, idet en part efter den foreslåede bestemmelse i videre omfangend i dag vil kunne pålægges handlepligter, ligesom parten vil kunne pålægges at skul-le tåle, at modparten selv foretager nogle handlinger.Den foreslåede bestemmelse om, at en part skal kunne pålægges atundladebestemtehandlinger svarer til, hvad en part efter gældende ret kan pålægges ved forbud. Forsla-get om, at en part skal kunne pålægges atforetagesig noget ellertåle,at der bliverforetaget noget, indebærer derimod som nævnt en udvidelse i forhold til gældende ret,idet forbud i dag udover undladelsespligter kun kan angå accessoriske handlepligter. Ide senere års retspraksis har der dog været en vis tendens til at pålægge mere vidtgå-ende handlepligter. Forslaget vil således i vidt omfang være udtryk for en lovfæstelseaf den retspraksis, der har udviklet sig i forhold til accessoriske handlepligter. En mid-lertidig afgørelse om påbud vil således eksempelvis kunne gå ud på, at der skal etable-res en bestemt faktisk tilstand, f.eks. at en vejbom skal fjernes, eller at et skilt skal ta-104

ges ned. Selvom der er adgang til, at der kan etableres ændringer i en faktisk tilstandved en midlertidig afgørelse om forbud eller påbud, kan der som led i en sådan afgø-relse ikke uden videre gives pålæg om vidtgående tilstandsændringer. Den midlertidi-ge afgørelse bør således ikke gå længere end det, der er nødvendigt for at gennemføreen tilfredsstillende midlertidig retstilstand.Et forbud eller påbud kan som hidtil rettes mod private og mod det offentlige, når enmyndighed er part i et privat retsforhold.Der stilles derimod ikke forslag om, at offentlige myndigheders myndighedsudøvelseskal omfattes af reglerne om adgang til at nedlægge forbud og påbud. Adgangen til atstandse offentlige myndigheders myndighedsudøvelse må i stedet – som hidtil – afgø-res som et spørgsmål om opsættende virkning af den konkrete myndighedsudøvelse iforbindelse med et søgsmål mod myndigheden. Spørgsmålet om opsættende virkning iforhold til offentlige myndigheders myndighedsudøvelse kan opstå både i forhold tillovgivning og i forhold til forvaltningsafgørelser. Særligt for så vidt angår opsættendevirkning i forhold til forvaltningsafgørelser kan spørgsmålet være afgjort i den enkeltelovgivning. Selv om der ikke foreligger udtrykkelig lovhjemmel, er domstolene ikkeafskåret fra undtagelsesvis at tillægge et søgsmål vedrørende gyldigheden af en admi-nistrativ afgørelse opsættende virkning, jf. Højesterets afgørelse i U 1994.823 H. Detfremgår af Højesterets præmisser i den pågældende afgørelse, at den konkrete afgørel-se af, om et søgsmål bør tillægges opsættende virkning, må bero på en afvejning af detoffentliges interesse i, at gennemførelsen af afgørelsen ikke udsættes, over for arten ogomfanget af den skade, den pågældende kan blive påført, ligesom det må tillæggesbetydning, om der efter en foreløbig vurdering foreligger et rimeligt grundlag for på-standen om ugyldighed.Hvis der opstår spørgsmål om national lovgivnings forenelighed med EU-retten, følgerdet af EU-Domstolens dom i Factortame I (sag C-213/89), at nationale domstole direk-te i medfør af EU-retten er beføjede til at træffe foreløbige forholdsregler, dvs. tillæg-ge myndighedsudøvelsen opsættende virkning, hvis det eneste, der er til hinder for, atden nationale domstol træffer foreløbige forholdsregler, er en national retsregel. Høje-steret har antaget, at det i de tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om en forvaltningsaf-gørelses forenelighed med EU-retten, og hvor den nationale domstol har besluttet atforelægge et præjudicielt spørgsmål for EU-Domstolen, må følge af EU-retten, at den

nationale domstol ligeledes har beføjelse til at træffe bestemmelse om, at gennemførel-sen af afgørelsen skal udsættes, jf. Højesterets præmisser i U 1994.823 H.Formålet med de foreslåede bestemmelser istk. 2 og 3er at foretage en afgrænsning iforhold til reglerne om arrest og bevissikring, jf. retsplejelovens kapitel 56 og 57 a.Anmodninger om arrest og bevissikring vil fortsat skulle behandles af fogedretten.Det bemærkes i den forbindelse, at det efter gældende ret i praksis ofte forekommer, atder samtidig anmodes både om foretagelse af bevissikring og nedlæggelse af forbud.Selv om kompetencen til at anvende de nævnte retsmidler efter forslaget ikke fremovervil være samlet i fogedretten, vil der dog ikke være noget til hinder for, at sådanne an-modninger også fremover vil kunne behandles i samme møde. Den pågældende dom-mer vil i så fald blot skulle varetage flere funktioner, idet den pågældende vil skulleoptræde som foged i relation til anmodningen om bevissikring og som dommer i ret-safdelingen i relation til anmodningen om meddelelse af forbud eller påbud. Det på-hviler i givet fald den pågældende (by)ret at sørge for, at retten beklædes af en person,der er tilstrækkeligt kompetent til at behandle den eller de omhandlede anmodninger.Den foreslåede bestemmelse istk. 4svarer til den gældende bestemmelse i retsplejelo-vens § 641, stk. 3, dog således at bestemmelsen ikke kun omhandler forbud, men ogsåpåbud som omtalt i stk. 1.Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit 2-4.Til § 347 bBestemmelsen vedrører retternes saglige og stedlige kompetence i midlertidige afgø-relser om forbud og påbud. Det foreslås, at sager om forbud og påbud altid skal ind-bringes som selvstændige sager, uanset om der måtte versere en retssag om den under-liggende tvist.Med hensyn til spørgsmålet omsaglig kompetenceforeslås det, at sager om forbud ogpåbud som udgangspunkt behandles i byretten i 1. instans. Med henblik på at opnå enfagligt specialiseret behandling af visse forbudssager foreslås det derudover, at Sø- ogHandelsrettens kompetence til at behandle sager om forbud (og påbud) udvides sva-

rende til den kompetence, som retten har til at behandle de sagstyper, der er nævnt iretsplejelovens §§ 225 og 227.Det foreslås derfor istk. 1, 1. pkt.,at anmodningen om meddelelse af en midlertidigafgørelse om forbud eller påbud i 1. instans indgives til byretten eller Sø- og Handels-retten efter reglerne i retsplejelovens §§ 224 og 225. Byretten kan endvidere henvisesagen til behandling i Sø- og Handelsretten efter reglen i § 227, jf.2. pkt.Reglerne indebærer en vis valgfrihed for sagens parter i spørgsmålet om, ved hvilkenret sagen om forbud eller påbud skal behandles. I sager som nævnt i § 225, stk. 2, kansagen således indbringes ved Sø- og Handelsretten (og ellers i byretten). Ligeledes erreglerne i § 225, stk. 3, og § 227, stk. 1, om henvisning til behandling ved Sø- og Han-delsretten, betinget af, at en af parterne anmoder herom.Med hensyn til spørgsmålet omstedlig kompetenceforeslås det, at reglerne i retspleje-lovens kapitel 22 skal finde anvendelse i sin helhed. Det bemærkes, at den foreslåedebestemmelse i et vist omfang således indebærer en udvidelse i forhold til, hvad der idag gælder om stedlig kompetence i forbudssager, hvor alene §§ 235-240 finder an-vendelse.Særligt for processuelle udlændinge vil forslaget om at anvende retsplejelovens almin-delige værnetingsregler i kapitel 22 indebære en indskrænkning i reglerne om opholds-og godsværneting, idet værnetinget for disse personer efter gældende ret afgøres efterretsplejelovens § 487, der har et videre anvendelsesområde end § 246, stk. 2 og 3, somalene omfatter sager vedrørende formueretsforhold.Istk. 2foreslås det, at bestemmelsen i stk. 1 tillige skal gælde for tvister, der vil skulleafgøres ved voldgift eller udenlandsk domstol. For så vidt angår sådanne tvister vilanmodningen om forbud eller påbud således skulle indgives til en ret, der efter regler-ne i §§ 224 eller 225 (§ 227) og kapitel 22 ville være saglig og stedlig kompetent, hvisikke tvisten skulle afgøres ved voldgift eller udenlandsk domstol.Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit 2 og 6.

Til § 347 cSom betingelse for at retten skal kunne meddele forbud eller påbud, foreslås det, at denpart, der anmoder om forbuddet eller påbuddet, skal godtgøre eller sandsynliggøre, atparten har den ret, der søges beskyttet ved forbuddet eller påbuddet(nr. 1),at modpar-tens adfærd nødvendiggør, at der meddeles forbud eller påbud(nr. 2),og at partensmulighed for at opnå sin ret vil forspildes, hvis parten henvises til at afvente tvistensretlige afgørelse(nr. 3).Disse betingelser svarer i vidt omfang til de gældende betingelser for nedlæggelse afforbud i retsplejelovens § 642, idet den foreslåede bestemmelse dog ikke kun omhand-ler forbud, men også påbud som omtalt i § 347 a, stk. 1.Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit 5.Til § 347 dDet foreslås istk. 1,at retten ikke skal kunne meddele forbud eller påbud, når detskønnes, at lovens almindelige regler om straf og erstatning og eventuelt en af modpar-ten tilbudt sikkerhed yder parten tilstrækkeligt værn. Dette svarer til den gældende be-stemmelse i retsplejelovens § 643, stk. 1, dog således at bestemmelsen ikke kun om-handler forbud, men også påbud som omtalt i § 347 a, stk. 1.Endvidere foreslås det istk. 2,at proportionalitetsafvejningen i retsplejelovens § 643,stk. 2, videreføres, dog således at bestemmelsen udvides til også at omfatte påbud somomtalt i § 347 a, stk. 1. Den gældende bestemmelse i § 643, stk. 2, er udtryk for enundtagelsesregel, som kun forudsættes anvendt i de få tilfælde, hvor der består en be-tydelig forskel mellem rekvirentens interesse i nedlæggelse af forbud og de muligeskadevirkninger for rekvisitus.Efter den foreslåede bestemmelse kan retten nægte at meddele forbud eller påbud, hvisen sådan afgørelse vil påføre modparten skade eller ulempe, der står i åbenbart misfor-hold til partens interesse i forbuddet eller påbuddet.

Det bemærkes endvidere, at adgangen til at meddele forbud eller påbud ligeledes måvurderes i lyset af relevante bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskon-vention, herunder f.eks. artikel 10 om ytringsfrihed.Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit 5.Til § 347 eReglerne om sikkerhedsstillelse i retsplejelovens § 644 foreslås opretholdt, dog såledesat bestemmelsen ikke kun omhandler forbud, men også påbud som omtalt i § 347 a,stk. 1. Retten skal således kunne bestemme, at parten som betingelse for meddelelse afforbud eller påbud skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføresmodparten ved forbuddet eller påbuddet.Istk. 4foreslås som noget nyt en bestemmelse om muligheden for at give afkald påsikkerhedsstillelse.I1. pkt.foreslås det gældende princip om, at der kan gives afkald på sikkerhedsstillel-se, når tvisten er opstået, lovfæstet.Det foreslås endvidere i2. pkt.,at det i sager mellem erhvervsdrivende om forhold, dervedrører deres erhverv, også skal være muligt på forhånd at indgå en aftale om afkaldpå sikkerhedsstillelse, dvs. inden tvisten er opstået. Efter3. pkt.skal offentlig virk-somhed sidestilles med erhverv.I4. pkt.foreslås en særlig regel om muligheden for at tilsidesætte en forhåndsaftalemellem erhvervsdrivende (eller offentlige myndigheder) om afkald på sikkerhedsstil-lelse. Det foreslås således, at retten efter anmodning undtagelsesvis kan se bort fra ensådan aftale, hvis hensynet til den ene part i særlig grad taler herfor.Det bemærkes, at aftalelovens regler om ugyldige viljeserklæringer gælder ved sidenaf den foreslåede bestemmelse. Tilsidesættelse af en aftale om afkald på sikkerheds-stillelse vil således også kunne ske efter disse regler, hvis betingelserne herfor er op-fyldt.Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit 5.109

Til § 347 fBestemmelsen omhandler kravene til en anmodning om meddelelse af forbud ellerpåbud. Det foreslås, at anmodningen skal indeholde oplysninger om grundlaget fordenne svarende til de oplysninger, der fremgår af retsplejelovens § 348, stk. 2. Detforeslås endvidere, at retsplejelovens § 349 skal finde tilsvarende anvendelse.Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit 7.Til § 347 gDet foreslås istk. 1,at en anmodning om meddelelse af forbud eller påbud skal be-handles i et retsmøde, hvor den fornødne bevisførelse finder sted. Den foreslåede be-stemmelse i stk. 1, 2. pkt., hvorefter retten skal kunne afskære en bevisførelse, somfindes uforenelig med hensynet til forretningens fremme, er en videreførelse af dengældende bestemmelse i retsplejelovens § 647, stk. 1.Det foreslås i øvrigt at gældende ret, hvorefter der i forbudssager er praksis for at an-vende ensidigt indhentede erklæringer, uanset om erklæringen er indhentet før ellerefter indgivelse af en anmodning om forbud, videreføres for sager om forbud eller på-bud. Retssagen om den underliggende tvist vil derimod skulle behandles efter reglernei den ordinære domsproces, hvor ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer i praksisnormalt kun tillades fremlagt, hvis de er indhentet før sagens anlæg, jf. herved Høje-sterets afgørelse i U 2011.151 H.Det foreslås istk. 2,at princippet i retsplejelovens § 344 om den frie bevisbedømmelseogså skal finde anvendelse i sager om forbud eller påbud. Henvisningerne i § 344 til§§ 302, 303 og 339, stk. 3, gør disse bestemmelser anvendelige under forbuds- ellerpåbudssagen. Dette svarer til gældende ret, jf. retsplejelovens § 646, stk. 2, jf. § 344.Det foreslås istk. 3,at retten fastsætter tid og sted for mødet om meddelelse af forbudeller påbud og giver besked herom til den part, der har anmodet om forbuddet ellerpåbuddet, hvilket svarer til gældende ret, jf. retsplejelovens § 646, stk. 2, jf. § 491, stk.1, 1. pkt.

Bestemmelserne istk. 4-6,omhandler underretning – eventuelt ved tilsigelse – af denpart, som anmodningen om forbud eller påbud retter sig imod. Det foreslås, at retten såvidt muligt underretter modparten om tid og sted for mødet. Underretning bør dogkunne undlades, hvis retten finder det ubetænkeligt at afholde mødet uden forudgåendemeddelelse til modparten, eller hvis det må antages, at formålet med forbuddet ellerpåbuddet vil forspildes, hvis modparten underrettes. I nærmere angivne tilfælde kanunderretning ske ved tilsigelse. Den foreslåede fremgangsmåde vedrørende underret-ning mv. svarer til den fremgangsmåde, der i dag gælder for fogedrettens behandlingaf forbudssager, jf. retsplejelovens § 646, stk. 2, jf. § 493, stk. 1 og 2, og § 494, stk. 1og 4.Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit 7.Til § 347 hDet foreslås istk. 1,at anmodningen om meddelelse af forbud eller påbud skal afvises,hvis den part, der har anmodet om forbuddet eller påbuddet, ikke møder. Dette svarertil, hvad der i dag gælder for fogedrettens behandling af forbudssager, jf. retsplejelo-vens § 646, stk. 2, jf. § 492, stk. 1.Stk. 2vedrører tilfælde, hvor den part, som anmodningen om meddelelse af forbudeller påbud retter sig imod, ikke møder eller træffes. Det foreslås, at anmodningen ommeddelelse af forbud eller påbud skal kunne imødekommes, hvis den er tilstrækkeligtbegrundet i sagsfremstillingen og det i øvrigt fremkomne, og parten er lovligt tilsagt,eller underretning af den pågældende er undladt i medfør af den foreslåede bestemmel-se i § 347 g, stk. 4, 3. pkt. Hvis parten skal tilsiges til mødet, forudsættes reglen aleneanvendt i de tilfælde, hvor der i forbindelse med tilsigelsen er overgivet parten en gen-part af anmodningen og de deri påberåbte bilag, ligesom parten i disse tilfælde skalvejledes om retsvirkningerne af udeblivelse i tilsigelsen. Dette svarer til, hvad der gæl-der i dag, jf. retsplejelovens § 646, stk. 2, jf. § 493, stk. 1 og 2, § 494, stk. 1 og 4, og §495, stk. 1, 1. pkt. Anvendelse af reglen afskærer ikke rettens adgang til at betingemeddelelse af forbud eller påbud af, at der stilles sikkerhed.Det foreslås endvidere, at retten eventuelt kan udsætte mødet om forbud eller påbud,hvis retten finder, at modparten bør være til stede. Dette svarer til, hvad der i dag gæl-

der for fogedrettens behandling af forbudssager, jf. retsplejelovens § 646, stk. 2, jf. §495, stk. 3.Efter det foreslåedestk. 3skal reglerne i retsplejelovens § 365, stk. 4 og 5, om delta-gelse ved anvendelse af telekommunikation finde tilsvarende anvendelse under mødetom meddelelse af forbud eller påbud.Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit 7.Til § 347 iBestemmelsen giver retten mulighed for at udsætte behandlingen af såvel anmodnin-gen om forbud eller påbud som eventuelle begæringer om bistand til håndhævelse afforbuddet eller påbuddet. Det skal dog fremhæves, at den vidtgående adgang til bevis-førelse under sagen om forbud eller påbud og reglerne om sikkerhedsstillelse kun rentundtagelsesvis giver grundlag for at udsætte en verserende sag om forbud eller påbud.Hertil kommer, at en vidtgående brug af udsættelsesadgangen vil berøve forbuds- ogpåbudsinstituttet dets effektivitet. Med bestemmelsen opretholdes gældende ret omadgangen til at udsætte en forbudssag, jf. retsplejelovens § 646, stk. 2, jf. § 502, stk. 1,nr. 2 og 3.Til § 347 jBestemmelsen omhandler tredjemands adgang til at intervenere i sagen. Det foreslås istk. 1,at tredjemand skal kunne indtræde som part under behandlingen af en anmod-ning om meddelelse af forbud eller påbud for så vidt angår spørgsmålet, om forbuddeteller påbuddet vil stride imod den pågældendes ret (hovedintervention). Det foreslås iden forbindelse, at indtrædelsen sker ved en erklæring herom til retten. Med den fore-slåede bestemmelse opretholdes den adgang, tredjemand i dag har for at indtræde sompart i forbudssager, jf. retsplejelovens § 646, stk. 2, jf. § 499.Det foreslås istk. 2,at tredjemand, der har en retlig interesse i udfaldet af en sag, kanindtræde i sagen til støtte for en af parterne efter reglen i retsplejelovens § 252 (biin-tervention). Reglen har efter gældende ret været anvendt analogt, jf. U 2010.2221 H,og der foreslås således en lovfæstelse af denne praksis. Adgangen til på denne måde atindtræde i sagen omfatter også offentlige myndigheder.112

I tilfælde hvor det af sagen fremgår, at en tredjemand har væsentlig interesse i sagensudfald, kan det efter Retsplejerådets opfattelse endvidere være nærliggende, at rettenrejser spørgsmålet, om parterne har orienteret den pågældende tredjemand.Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit 7.Til § 347 kDet foreslås, at retten skal træffe bestemmelse om betaling af de omkostninger, der harværet forbundet med afgørelsen om forbud eller påbud, og at sådan afgørelse skal træf-fes i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 30, jf.1. og 2. pkt.I særlige tilfælde kan det være hensigtssigt at udskyde afgørelsen af omkostnings-spørgsmålet til afgørelsen af hovedsagen. Dette kan f.eks. være tilfældet i sager, der erbehandlet sammen efter retsplejelovens § 254, og hvor afgørelsen af hovedsagen for-ventes at kunne foreligge kort tid efter afgørelsen af forbudsspørgsmålet. Det foreslåsderfor i3. pkt.,at spørgsmålet om omkostninger vedrørende afgørelsen om forbud el-ler påbud kan henskydes til sagsomkostningsafgørelsen i hovedsagen.Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit 7.Til § 347 lBestemmelsen istk. 1fastslår rettens vejledningspligt over for den part, som ikke errepræsenteret ved advokat under sagen. Bestemmelsen er en videreførelse af den gæl-dende regel om vejledning af selvmødere, jf. § 646, stk. 2, jf. § 500, stk. 1.Bestemmelsen istk. 2,omhandler adgangen til at beskikke en advokat for parterne isagen. Beskikkelsen angår alene sagen om den midlertidige afgørelse om forbud ellerpåbud. Fri proces under sagen om den underliggende tvist må således søges efter dealmindelige regler i retsplejelovens kapitel 31. Bestemmelsen er en videreførelse afden gældende regel om fri proces i forbudssager, jf. § 646, stk. 2, jf. § 500, stk. 2.Det foreslås istk. 3,at retten skal have pligt til at vejlede den, som et forbud eller på-bud retter sig imod, om retsvirkningerne af forbuddet eller påbuddet, herunder at over-trædelse af afgørelsen kan medføre strafansvar, jf. forslaget til § 347 t.113

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i retsplejelovens §648, stk. 2, og indebærer således en videregående vejledningspligt, end hvad der følgeraf rettens almindelige vejledningspligt i retsplejelovens § 339, stk. 4.Det forudsættes, at vejledningen kan gives skriftligt, hvis forbuddet eller påbuddetmeddeles uden, at den part, som forbuddet eller påbuddet retter sig imod, er til stede.Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit 7.Til § 347 mDet foreslås istk. 1, 1. pkt.,at retten i forbindelse med meddelelse af et forbud ellerpåbud efter anmodningsamtidigskal kunne træffe bestemmelse om at beslaglæggerørligt gods, såfremt der er bestemte grunde til at antage, at det vil blive anvendt tilovertrædelse af forbuddet eller påbuddet.Efter forslaget til2. pkt.,skal retten dog kunne henvise spørgsmålet om beslaglæggelsetil særskilt behandling ved fogedretten efter reglerne i det foreslåede nye kapitel 57, jf.nærmere nedenfor, hvis retten finder, at spørgsmålet om beslaglæggelse bør behandlessærskilt. Udgangspunktet bør være, at retten selv tager stilling til en anmodning ombeslaglæggelse i forbindelse med afgørelsen af spørgsmålet om meddelelse af forbudeller påbud. Der kan dog tænkes situationer, hvor det vil være uhensigtsmæssigt atskulle behandle spørgsmålet om beslaglæggelse samtidig med spørgsmålet om medde-lelse af forbud eller påbud. Her tænkes f.eks. på tilfælde, hvor en stillingtagen tilspørgsmålet om meddelelse af forbud eller påbud vil blive unødigt forsinket, hvis den-ne skal afvente en stillingtagen til spørgsmålet om beslaglæggelse, således at der kantræffessamtidigafgørelse om spørgsmålene. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvorder er berammet et møde på rettens kontor til behandling af en anmodning om medde-lelse af forbud eller påbud. Herefter fremsættes der en anmodning om beslaglæggelse,som det tidsmæssigt ikke vil være muligt at tage stilling til på det berammede møde,idet en stillingtagen til spørgsmålet om beslaglæggelse nødvendiggør en udgående for-retning til det sted, hvor godset, som ønskes beslaglagt, befinder sig. Hvis spørgsmåletom meddelelse af forbud eller påbud og spørgsmålet om beslaglæggelse skal behand-lessamtidig,vil det således være nødvendigt at udsætte afgørelsen om meddelelse afforbud eller påbud. Den foreslåede bestemmelse giver mulighed for, at retten, hvis det

skønnes mest hensigtsmæssigt, og rekvirenten ønsker dette, i så fald kan henvisespørgsmålet om beslaglæggelse til efterfølgende særskilt afgørelse.Det foreslås, at den efterfølgende behandling skal foretages af fogedretten. Dette skalses i sammenhæng med forslaget til § 347 n, hvorefter spørgsmål om beslaglæggelseefter,at retten har meddelt forbud eller påbud, foreslås afgjort af fogedretten.Efter forslaget tilstk. 2opbevares det beslaglagte på bekostning af den part, der haranmodet om beslaglæggelse, af retten eller den, retten bemyndiger hertil. Dette svarertil den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 645, stk. 3.Efter forslaget tilstk. 3kan retten betinge beslaglæggelse af, at parten stiller sikkerhedfor opbevaringsomkostningerne, jf. stk. 2. Beslaglæggelse kan endvidere betinges af,at sikkerhedsstillelsen efter den foreslåede § 347 e forhøjes. Dette svarer til den gæl-dende bestemmelse i retsplejelovens § 645, stk. 4.Det foreslåedestk. 4indeholder en henvisning til en række fogedretlige bestemmelser,der foreslås at skulle finde tilsvarende anvendelse under rettens behandling af en an-modning om beslaglæggelse. Dette svarer til de bestemmelser, der efter gældende retfinder anvendelse ved fogedrettens behandling af anmodninger om beslaglæggelseefter retsplejelovens § 645, jf. § 646, stk. 2, 2. pkt.De bestemmelser, det drejer sig om, er retsplejelovens § 491, stk. 3, om fogedrettensadgang til at foretage forretninger uden for retskredsen, hvis særlige grunde taler der-for, § 494, stk. 2, om politifremstilling af skyldneren, hvis denne udebliver, § 495, stk.2, om fogedrettens pligt til, i tilfælde af at skyldneren ikke møder eller træffes, at op-fordre andre personer, der er til stede, til at varetage skyldnerens interesser, § 497 omskyldnerens oplysningspligt og § 498 om fogedrettens adgang til at undersøge skyld-nerens husrum og gemmer mv. samt magtanvendelse og politiets bistand hertil.Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit 8.

Til § 347 nDen foreslåede bestemmelse fastslår, at bistand til opretholdelse eller gennemførelse afet meddelt forbud eller påbud skal ydes af fogedretten efter reglerne i det foreslåedenye kapitel 57.Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslaget til § 347 m, jf. ovenfor. Somnævnt under bemærkningerne til denne bestemmelse foreslås det, at spørgsmål ombeslaglæggelse, der opstårefter,at retten har meddelt forbud eller påbud, skal behand-les af fogedretten.Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til det foreslåede kapitel 57 nedenfor samt tilkapitel 5, afsnit 8.Til § 347 oMedmindre sag om den rettighed, der påstås krænket, allerede er anlagt ved en danskeller udenlandsk domstol eller er indledt ved en voldgiftsret, foreslås det istk. 1, 1.pkt.,at den part, der har anmodet om forbud eller påbud, inden to uger efter, at der ertruffet endelig afgørelse om at meddele forbud eller påbud, skal anlægge eller indledesådan sag.Efter forslaget regnes fristen for at anlægge eller indlede sag fra det tidspunkt, hvorafgørelsen om meddelelse af forbud eller påbud må anses for endelig. Hvis der er ad-gang til at kære rettens afgørelse om forbud eller påbud, jf. forslaget til § 347 q, jf. ka-pitel 37, indebærer forslaget således, at to ugers-fristen for sagsanlæg regnes fra udlø-bet af kærefristen, eller fra det tidspunkt, hvor kære er frafaldet, eller, hvis afgørelsenkæres inden for kærefristen, fra 2. instansens afgørelse i sagen.Bestemmelsen erstatter de gældende bestemmelser i retsplejelovens § 648, stk. 1, jf. §634, om anlæg af justifikationssag. Efter forslaget vil der ikke længere skulle anlæggesen egentlig justifikationssag, hvor der vil skulle tages særskilt stilling til, hvorvidt for-buddet eller påbuddet er lovligt meddelt. Spørgsmålet om berettigelsen af det meddelteforbud eller påbud vil alene kunne prøves ved kære af rettens afgørelse, jf. forslaget til§ 347 q.

Selv om der ikke længere stilles noget krav om en egentlig justifikationssag, vil derefter forslaget fortsat være krav om, at selve (hoved)sagen anlægges eller indledes.Hvis (hoved)sagen ikke rettidigt anlægges ved en dansk eller udenlandsk domstol ellerindledes ved en voldgiftsret, kan forbuddet eller påbuddet kræves ophævet, jf. forsla-get til § 347 p, stk. 2, nr. 3.Hvis (hoved)sagen anlægges i Danmark – enten fordi denskalanlægges her, eller fordidenkananlægges her – foreslås det i2. pkt.,at dette skal ske ved samme ret, som be-handlede spørgsmålet om meddelelse af forbud eller påbud i 1. instans.Hvis en byret har nægtet at meddele forbud eller påbud, men anmodningen om forbudeller påbud imødekommes af landsretten under kære af byrettens afgørelse, vil (ho-ved)sagen efter forslaget således – forudsat at der er værneting her i landet – skulleanlægges ved den pågældende byret.Efter forslaget tilstk. 2skal stk. 1 finde tilsvarende anvendelse, når den part, som an-modningen om forbud eller påbud er rettet imod, har afværget meddelelse af forbudeller påbud ved sikkerhedsstillelse, jf. forslaget til § 347 d, stk. 1.Efter gældende ret bortfalder pligten til at anlægge justifikationssag, hvis rekvisitusunder eller efter forbudsforretningen frafalder forfølgning, jf. retsplejelovens § 648,stk. 1, jf. § 634, stk. 1.Da den part, som et forbud eller påbud retter sig imod, på tilsvarende måde bør kunnegive afkald på videre forfølgning, indeholderstk. 3en bestemmelse om, at parterneved aftale kan fravige bestemmelserne i stk. 1 og 2 vedrørende krav om sagsanlæg mv.En aftale om fravigelse af stk. 1 og 2 kan – ligesom efter gældende ret – først indgås,når der er truffet en endelig afgørelse om at meddele forbud eller påbud.Frafald af videre forfølgning af (hoved)sagen kan ikke antages tillige at indebære etafkald på adgangen til kære efter § 347 q.Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit10.

Til § 347 pBestemmelsen angår spørgsmålene om bortfald og ophævelse af en midlertidig afgø-relse om forbud eller påbud. Udgangspunktet er, at forbud eller påbud gælder, indtildet ophæves eller bortfalder, jf.stk. 1.Bestemmelsen istk. 2omhandler adgangen til atophæveet forbud eller påbud. Be-stemmelsen finder anvendelse, uanset om hovedsagen om den rettighed, der påståskrænket, skal afgøres ved en dansk domstol, ved udenlandsk domstol eller ved vold-gift.Det foreslås, at et forbud eller påbud kan ophæves helt eller delvist, hvis betingelsernefor rettens meddelelse af forbud eller påbud ikke længere er opfyldt(nr. 1).Det fore-slås endvidere, at ophævelse skal kunne ske, hvis den part, der har opnået forbuddeteller påbuddet, utilbørligt forhaler sagen(nr. 2).Endelig foreslås det, at ophævelseskal kunne ske, hvis sag efter § 347 o ikke anlægges eller indledes rettidigt, hæves el-ler afvises(nr. 3).Det bemærkes, at hvis en rettidigt anlagt sag hæves eller afvises, fordi domstolen ellervoldgiftsretten ikke har kompetence til at behandle sagen, kan retten undlade at ophæ-ve et forbud eller påbud, hvis sagen uden unødigt ophold indbringes for rette domstoleller værneting.Når hovedsagen om den rettighed, der påstås krænket, skal afgøres ved en udenlandskdomstol eller ved voldgift foreslås det istk. 3,at et forbud eller påbud endvidere kanophæves, når afgørelsen i hovedsagen er endelig. Dette kræver, at en eventuel anke-frist i hovedsagen er udløbet, eller ankesagen endeligt er afgjort.Efter forslaget vil et forbud eller påbud i sager, der skal afgøres ved en udenlandskdomstol eller ved voldgift, således ikke bortfalde automatisk, når hovedsagen er ende-ligt afgjort.Bestemmelsen istk. 4vedrørerbortfaldaf forbud og påbud, når hovedsagen om denrettighed, der påstås krænket, skal afgøres ved en dansk domstol. Når retten har truffeten midlertidig afgørelse om forbud eller påbud, vil retten i forbindelse med dommen iretssagen om den rettighed, der påstås krænket, kunne tage stilling til, om den part,118

som forbuddet eller påbuddet har været rettet imod, også fremover skal foretage, und-lade eller tåle de omhandlede handlinger. Den midlertidige afgørelse om forbud ellerpåbud bliver således ”afløst” af dommen, og det foreslås derfor, at et forbud eller på-bud skal bortfalde, når der er afsagt dom i retssagen om den rettighed, der påståskrænket, og anke ikke er iværksat inden ankefristens udløb, eller en rettidigt iværksatanke senere er frafaldet, eller andet er bestemt i dommen. Ankes dommen inden anke-fristens udløb, vil forbuddet eller påbuddet efter forslaget således stå ved magt, indtildette i givet fald ophæves af ankeinstansen eller bortfalder i forbindelse med ankesa-gens afslutning. Efter forslaget kan retten i 1. instansdommen dog undtagelsesvis be-stemme, at anken ikke skal have suspensiv virkning.Istk. 5foreslås det, at en anmodning om ophævelse af et forbud eller påbud skal ind-gives skriftligt til den ret, der har behandlet anmodningen om forbud eller påbud i 1.instans. Rettens afgørelse om at ophæve eller ikke at ophæve et forbud kæres efter reg-lerne i dette kapitel. Dette indebærer, at Sø- og Handelsrettens afgørelse i en sag omophævelse af et forbud eller påbud skal indbringes for Østre Landsret.Det foreslås istk. 6,at den part, der har opnået forbuddet eller påbuddet, så vidt muligtskal have lejlighed til at udtale sig, inden forbuddet eller påbuddet ophæves. Forslagetsvarer til den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 648, jf. § 638, stk. 3.Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit 11.Til § 347 qBestemmelsen vedrører adgangen til at kære midlertidige afgørelser om forbud og på-bud.Efter den foreslåede bestemmelse skal rettens afgørelser om forbud og påbud, herun-der en særskilt afgørelse om betaling af de omkostninger, der er forbundet med be-handlingen af spørgsmålet, træffes ved kendelse. Hvis retten har henskudt afgørelsenom sagsomkostninger til den samlede sagsomkostningsafgørelse i en verserende sag,jf. forslaget til § 347 k, vil denne sagsomkostningsafgørelse derimod ikke være omfat-tet af bestemmelsen.

Særligt for så vidt angår kære af byrettens afgørelser foreslås det, at kærereglerne ikapitel 37 skal finde anvendelse, jf.stk. 1.Dette indebærer, at en kendelse om forbudeller påbud truffet af en byret kan kæres til vedkommende landsret, jf. retsplejelovens§ 389, stk. 1.Med henblik på at sikre en ensartet appeladgang i forhold til midlertidige afgørelserom forbud og påbud truffet af byretten, foreslås det, at der også for så vidt angår Sø-og Handelsrettens afgørelser i sager om forbud og påbud skal være adgang til kære tillandsret. Det foreslås, at den kæreordning, der allerede gælder for Sø- og Handelsret-tens afgørelser om meddelelse af forbud eller påbud i sager om EF-varemærker mv.,udvides til at gælde også de nye forbudssager, som Sø- og Handelsretten skal kunnebehandle, jf. § 347 b. Det betyder, at afgørelser i alle forbudssager behandlet af Sø- ogHandelsretten vil skulle kæres til Østre Landsret.Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit 2 og 14.Til § 347 rDen foreslåede bestemmelse omhandler spørgsmålet om erstatningsansvar ved ulovli-ge forbud og påbud. Bestemmelsen svarer i vidt omfang til den gældende bestemmelsei retsplejelovens § 648, jf. § 639, dog således at bestemmelsen ikke kun omhandlerforbud, men også påbud som omtalt i § 347 a, stk. 1.Der er i forhold til den gældende bestemmelse endvidere foretaget en sproglig præcise-ring i relation til ”tort”, således at det udtrykkeligt fremgår, at tort har karakter af engodtgørelse og ikke en erstatning.Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit 13.Til § 347 sSom det fremgår af forslaget til § 347 m, kan retten i forbindelse med meddelelse afforbud eller påbud beslaglægge rørligt gods, såfremt der er bestemte grunde til at anta-ge, at det vil blive anvendt til overtrædelse af forbuddet eller påbuddet. I § 641 foreslåsdet endvidere, at fogedretten, efter at retsafdelingen har meddelt forbud eller påbud,skal kunne beslaglægge rørligt gods, såfremt det anvendes eller har været anvendt til120

overtrædelse af forbuddet eller påbuddet, eller såfremt der er bestemte grunde til atantage, at det vil blive anvendt til sådant formål.I forslaget til§ 347 sreguleres det, hvordan der skal forholdes med det gods, der erbeslaglagt – enten af retten selv eller af fogedretten på baggrund af et forbud eller på-bud, som retten har meddelt. Efter forslaget kan bestemmelse om, hvordan der skalforholdes med beslaglagt gods, træffes ved dommen i (hoved)sagen, hvis denne afgø-res ved en dansk domstol. Det foreslås endvidere, at sådan bestemmelse også kan træf-fes i forbindelse med en afgørelse om ophævelse af forbuddet eller påbuddet, jf. for-slaget til § 347 p, eller ved en straffesag efter den foreslåede § 347 t.Efter forslaget kan der enten træffes bestemmelse om, at det beslaglagte gives tilbagetil den part, som forbuddet eller påbuddet retter sig imod, udleveres til en rettigheds-haver, eller om konfiskation. Dette svarer til, hvad der i dag gælder i forbudssager, jf.retsplejelovens § 649, dog således at det er tilføjet, at der kan træffes afgørelse om atudlevere det beslaglagte gods til en rettighedshaver, der har ret til at have godset i sinbesiddelse. Hvis den part, som forbuddet eller påbuddet retter sig imod, ikke lovligthar haft det beslaglagte gods i sin besiddelse, bør godset således ikke tilbagegives tilparten, men – hvis ikke der er grundlag for konfiskation – i stedet udleveres til denretmæssige ejer (eller en anden, som har ret til at besidde godset).Ligesom efter gældende ret bør der som altovervejende hovedregel ske konfiskation,hvis de beslaglagte genstande har været benyttet til eller udgør udbyttet af partens rets-stridige handlinger, eller det kan befrygtes, at de fortsat vil blive anvendt til overtræ-delse af det meddelte forbud eller påbud. Hvis beslaglæggelsen af genstandene der-imod har været begrundet i bevissikringshensyn vil der ligesom efter gældende retkunne ske tilbagelevering til parten, når der foreligger en endelig afgørelse vedrørende(u)retmæssigheden af de handlinger, der begrundede meddelelsen af forbuddet ellerpåbuddet, og parten må anses for retmæssig ejer af de pågældende genstande.Det forudsættes, at konfiskeret gods ligesom hidtil overgives til det stedlige politi tilvidere foranstaltning. I lyset af at der er tale om konfiskeret gods, hvor ejendomsrettensåledes er overgået til staten, foreslås dette også at gælde i tilfælde, hvor det konfiske-rede efter dommen skal anvendes til fyldestgørelse af rekvirentens erstatningskrav.Forslaget indebærer på dette punkt en ændring i forhold til gældende ret, idet det efter

gældende ret forudsættes, at godset forbliver i fogedrettens besiddelse med henblik påforetagelse af udlæg.Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit 8.Til § 347 tDe gældende regler om strafansvar for overtrædelse af et forbud foreslås opretholdt ogudvidet til også at omfatte påbud som omtalt i § 347 a, stk. 1. Den foreslåede bestem-melse istk. 1svarer således – med den nævnte udvidelse – til den gældende bestem-melse i retsplejelovens § 651, stk. 1. Bestemmelsen i § 651, stk. 2, om tredjemandsstrafansvar for medvirken foreslås ikke videreført, da tredjemands forsætlige medvir-ken kan straffes efter straffelovens § 23. Der er således ikke tilsigtet en ændring i ad-gangen til at straffe den, der forsætligt yder bistand til at overtræde et forbud mv. Detfølger af bestemmelsen i retsplejelovens § 1022, at der kan pålægges selskaber m.v.(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel for overtrædelseaf retsplejeloven.Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit 9.Til nr. 7 (Kapitel 57)Til § 641Når et forbud eller påbudermeddelt, foreslås det, at kompetencen tilefterfølgendeatyde bistand til opretholdelse af forbuddet eller påbuddet, herunder ved at foretage be-slaglæggelse af rørligt gods, placeres hos fogedretten og ikke retsafdelingen. Bestem-melsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 347 n. Herudoverskal bestemmelsen ses i sammenhæng med forslaget til § 347 m, stk. 1, hvorefterspørgsmålet om beslaglæggelse af rørligt gods,indtilforbud eller påbud er meddelt,som udgangspunkt behandles af den retsafdeling, der behandler spørgsmålet om for-bud eller påbud. I § 347 m, stk. 1, 2. pkt., foreslås det imidlertid, at retten, hvis denneikke finder det hensigtsmæssigt at behandle spørgsmålet om beslaglæggelse samtidigmed spørgsmålet om meddelelse af forbud eller påbud, kan henvise spørgsmålet ombeslaglæggelse til særskilt behandling ved fogedretten efter reglerne i kapitel 57.

Den foreslåede bestemmelse finder herefter anvendelse dels påefterfølgendeanmod-ninger om bistand og beslaglæggelse, dels på anmodninger om beslaglæggelse, som afretsafdelingen er henvist til behandling ved fogedretten i medfør af den foreslåede §347 m, stk. 1, 2. pkt.Efter forslaget tilstk. 1yder fogedretten, når forbud eller påbud er meddelt efter deforeslåede regler i kapitel 23 b, efter anmodning fra den, der har opnået forbuddet ellerpåbuddet (rekvirenten), bistand til opretholdelse af forbuddet eller påbuddet, herunderved at hindre, at forbuddet overtrædes, sikre, at påbuddet efterkommes, eller tilintetgø-re, hvad der er foretaget i strid med forbuddet eller påbuddet.Den foreslåede bestemmelse svarer i vidt omfang til den gældende bestemmelse i rets-plejelovens § 645, stk. 1, dog således at bestemmelsen er udvidet til også at omhandlepåbud som omtalt i § 347 a, stk. 1.Efter forslaget tilstk. 2kan fogedretten beslaglægge rørligt gods, såfremt det anvendeseller har været anvendt ved overtrædelse af forbuddet eller påbuddet, eller såfremt derer bestemte grunde til at antage, at det vil blive anvendt til sådant formål.Den foreslåede bestemmelse svarer i vidt omfang til den gældende bestemmelse i rets-plejelovens § 645, stk. 2, dog således at bestemmelsen er udvidet til også at omhandlepåbud som omtalt i § 347 a, stk. 1.De foreslåedestk. 3 og 4svarer til forslagene til § 347 m, stk. 2 og 3, jf. ovenfor. Efterforslaget gives fogedretten således bl.a. kompetence til at træffe afgørelse om forhøjel-se af den sikkerhed, som retsafdelingen har fastsat i medfør af forslaget til § 347 e.Det foreslås istk. 5,at fogedretten, hvis den foretager beslaglæggelse, skal underretteden ret, der har meddelt forbuddet eller påbuddet, om afgørelsen. Herved sikres det, atretten har kendskab til, hvorvidt der er blevet beslaglagt rørligt gods ud over det gods,som retten eventuelt selv har beslaglagt efter den foreslåede § 347 m, og at retten såle-des kan tage stilling til, hvordan der endeligt skal forholdes med det beslaglagte gods,jf. herved forslaget til § 347 s. Samtidig sikres det også, at retten har kendskab til eneventuel forhøjelse af sikkerhedsstillelsen.

Til § 642Efter forslaget tilstk. 1skal anmodning om bistand eller beslaglæggelse indgives tilfogedretten i den retskreds, hvor der efter retsplejelovens § 487 er værneting, eller tilfogedretten ved den byret, der har nedlagt forbuddet eller påbuddet. Hvis forbuddeteller påbuddet er nedlagt af Sø- og Handelsretten, skal fogedretterne således bistå vedanmodninger om bistand eller beslaglæggelse. Det foreslås endvidere, at anmodningenskal vedlægges en udskrift af rettens kendelse om forbud eller påbud.Det foreslåedestk. 2, 1. pkt.indeholder en henvisning til en række regler, som skalfinde anvendelse i forbindelse med sagens behandling. De opregnede regler svarer tilde regler, der efter gældende ret finder anvendelse ved fogedrettens behandling af an-modninger om bistand eller beslaglæggelse, jf. retsplejelovens § 646, stk. 2.Istk. 2, 2. pkt.,foreslås det endvidere, at reglerne i kapitel 48 med de fornødne lempel-ser skal finde tilsvarende anvendelse under behandlingen af en anmodning om bistandtil sikring af opretholdelsen af et påbud.Kapitel 48 indeholder særregler om tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav.Hvis en part har fået meddelt et påbud om at foretage visse handlinger, vil fogedrettenefter forslaget således kunne bistå med gennemtvingelsen af handlepligten i overens-stemmelse med reglerne i kapitel 48.Til § 643Det foreslås, at fogedretten skal træffe bestemmelse om betaling af de omkostninger,der har været forbundet med fogedrettens behandling af sagen, og at sådan afgørelseskal træffes i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 30.Hvis sag om den rettighed, der påstås krænket, allerede er anlagt ved en dansk ret, fo-reslås det dog, at fogedretten skal kunne henskyde spørgsmålet om omkostninger tilsagsomkostningsafgørelsen i den verserende sag.

Til § 644Bestemmelsen omhandler kære af fogedrettens afgørelser. Den foreslåede bestemmel-se svarer til den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 650.Til § 2(Designloven)Der er tale om konsekvensændringer som følge dels af forslaget om, at kompetencentil at foranstalte foreløbige retsmidler udvides, således at retten ved forbud eller påbudskal kunne bestemme, at en part midlertidigt skal foretage, undlade eller tåle bestemtehandlinger, dels af forslaget om flytte kompetencen til at behandle disse afgørelser frafogedretten til retsafdelingen i byretten eller Sø- og Handelsretten, jf. lovudkastets § 1,nr. 6.Der henvises til kapitel 5, afsnit 2 og 3.Til § 3(Varemærkeloven)Der er tale om konsekvensændringer som følge dels af forslaget om, at kompetencentil at foranstalte foreløbige retsmidler udvides, således at retten ved forbud eller påbudskal kunne bestemme, at en part midlertidigt skal foretage, undlade eller tåle bestemtehandlinger, dels af forslaget om flytte kompetencen til at behandle disse afgørelser frafogedretten til retsafdelingen i byretten eller Sø- og Handelsretten, jf. lovudkastets § 1,nr. 6.Der henvises til kapitel 5, afsnit 2 og 3.Til § 4(Markedsføringsloven)Der er tale om konsekvensændringer som følge dels af forslaget om, at kompetencentil at foranstalte foreløbige retsmidler udvides, således at retten ved forbud eller påbudskal kunne bestemme, at en part midlertidigt skal foretage, undlade eller tåle bestemtehandlinger, dels af forslaget om flytte kompetencen til at behandle disse afgørelser fra125

fogedretten til retsafdelingen i byretten eller Sø- og Handelsretten. Det bemærkes, atbegrebet justifikationssager foreslås ophævet i denne forbindelse. Der henvises til lov-udkastets § 1, nr. 6.Der henvises til kapitel 5, afsnit 2 og 3.Til § 5(Lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser)Der er tale om konsekvensændringer som følge dels af forslaget om, at kompetencentil at foranstalte foreløbige retsmidler udvides, således at retten ved forbud eller påbudskal kunne bestemme, at en part midlertidigt skal foretage, undlade eller tåle bestemtehandlinger, dels af forslaget om flytte kompetencen til at behandle disse afgørelser frafogedretten til retsafdelingen i byretten eller Sø- og Handelsretten, jf. lovudkastets § 1,nr. 6.Der henvises til kapitel 5, afsnit 2 og 3.Til § 6(Ikrafttræden)Det foreslås, at loven træder i kraft den … . Loven finder anvendelse på anmodningerom forbud eller påbud, der fremsættes efter lovens ikrafttræden, uanset om retssag eranlagt før lovens ikrafttræden.Til § 7(Territorial gyldighed)Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed og fastslår, at loven ikke gælder forFærøerne og Grønland, men at lovens § 2 (ændring af designloven), § 3 (ændring afvaremærkeloven) og § 5 (ændring af lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes inte-resser) kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøskeog grønlandske forhold tilsiger.

Kapitel 2