REU, Alm.del - 2011-12 - Bilag 307: Notat om ændring af ombudsmandsloven

UDKASTpr. 14. marts 2012ForslagtilLov om ændring af lov om Folketingets Ombudsmand(Fastsættelse af mandatperiode for Folketingets Ombudsmand, oprettelse af et børneombud hosFolketingets Ombudsmand, , [hverv?])§1I lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand, jf. lovbekendtgørelse nr. 51 af 22. januar 1997,som ændret ved lov nr. 556 af 24. juni 2005 og lov nr. 502 af 12. juni 2009 foretages følgende ændringer:1.[Evt. ændring af § 1 om ombudsmandens mandatperiode]2.I§ 6, stk. 2,ændres ”ventepenge” til: ”eftervederlag”.3.I§ 7, stk. 1,indsættes som3. pkt.:”Endvidere omfatter ombudsmandens virksomhed børns forhold på private institutioner m.v., herunderinteressentskaber og enkeltmandsvirksomheder, som varetager opgaver umiddelbart i forhold til børn.”4.I§ 12indsættes somstk. 2:”Stk.2.Ombudsmanden skal i forbindelse med sin virksomhed overvåge, om gældende love elleradministrative bestemmelser er forenelige særligt med Danmarks internationale forpligtelser til at sikre børnsrettigheder, herunder FN’s konvention om barnets rettigheder. Bliver ombudsmanden opmærksom påmangler, skal ombudsmanden give Folketinget og vedkommende minister meddelelse herom. Med hensyntil mangler ved bestemmelser, som er fastsat af en kommune eller en region, skal ombudsmanden givemeddelelse til vedkommende kommunalbestyrelse eller regionsråd.5.I §19, stk. 5,ændres ”Folketingets Ombudsmand” til: ”Ombudsmanden”.6.I §19, stk. 5,indsættes efter ”§ 7, stk. 1, 2 pkt.”: ”og private institutioner m.v., som varetager opgaverumiddelbart i forhold til børn, jf. § 7, stk. 1, 3. pkt.”.7.[Evt. ændring af § 29, stk. 2 om ombudsmandens hverv]§2Loven træder i kraft den dd. mm 2012/Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.§3Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerneog Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.Stk. 2.For Færøerne og Grønland kan der ved kongelig anordning senere foretages ændringer i loven, somde særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger1. IndledningLovforslaget har til formål at [evt. om mandatperiode]Lovforslaget har endvidere til formål at revidere lov om Folketingets Ombudsmand på enkelte punkter iforbindelse med oprettelse af et børnekontor hos Folketingets Ombudsmand.Formålet med lovforslaget er endelig at [evt. om hverv][2. Evt. tidsbegrænsning af Folketingets Ombudsmands mandatperiode]Det følger af grundlovens § 55, at det ved lov bestemmes, at Folketinget vælger én eller to personer, derikke er medlemmer af Folketinget, til at have indseende med statens civile og militære forvaltning. Dennebestemmelse er udmøntet ved lov om Folketingets Ombudsmand.Det fremgår af § 1 i lov om Folketingets Ombudsmand, at Folketinget efter hvert folketingsvalg samt vedembedsledighed vælger en ombudsmand. Der er ikke mellem Folketinget og ombudsmanden et sædvanligtansættelsesforhold.Det følger af lov om Folketingets Ombudsmand, at såfremt ombudsmanden ikke længere nyder Folketingetstillid, kan Folketinget afskedige ombudsmanden.3. Etablering af et børnekontor hos Folketingets OmbudsmandLovforslaget har til formål at revidere lov om Folketingets Ombudsmand på enkelte punkter i forbindelse medoprettelse af et børnekontor hos Folketingets Ombudsmand.Det fremgår af regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen” af 3. oktober 2011, at ”Regeringen vilfølge op på anbefalingerne fra FN’s børnekomité om børns rettigheder og vilkår, herunder giveOmbudsmanden mulighed for at ansætte yderligere medarbejdere til at varetage opgaver vedrørende børnsrettigheder samt styrke kendskabet til børns rettigheder gennem relevante organisationer”.Denne del af regeringsgrundlaget bygger på en anbefaling fra FN’s børnekomité om børns rettigheder ogvilkår i en rapport af 7. april 2011. I rapporten anføres det, at Danmark bør tage skridt til, atombudsmandssystemet i landet fuldt ud tager højde for FN’s børnekonvention. Det skal sikres, at der indenfor systemet etableres en åben, specialiseret instans med tilstrækkelige ressourcer til at overvågeimplementeringen af børns rettigheder, og som har kompetence til at behandle individuelle klager.På baggrund af regeringsgrundlaget har social- og integrationsministeren bl.a. rettet henvendelse tilpræsidiet om, at der tages initiativ til, at der oprettes et børnekontor hos Folketingets Ombudsmand.Herudover er der taget initiativ til styrkelse af Børnerådets fortalervirksomhed og af Børns VilkårsBørneTelefon. Regeringens opfølgning på anbefalingerne fra FN’s børnekomité, hviler således på enoverordnet tredeling mellem de nævnte instanser.

Der er afsat midler til ordningen via satspuljerne.Social- og Integrationsministeriet har samtidig hermed fremsat et lovforslag om styrkelse af Børnerådetsfortalervirksomhed m.v. Heri er tredelingen mellem instanserne og det fremadrettede samarbejde mellemdem nærmere beskrevet.Børnekontoret hos Folketingets Ombudsmand skal være med til at sikre og overvåge implementeringen afbørns rettigheder efter FN’s børnekonvention, herunder rettigheder, der er fastsat i dansk lovgivning m.v.med henblik på opfyldelse af Danmarks forpligtelser efter konventionen. Dette skal ske ved behandlingindividuelle klager vedrørende børns forhold, ved at gennemføre egen drift-undersøgelser, ved at foretageinspektioner af institutioner, hvor børn opholder sig, og ved en pligt til at gøre Folketing og regering ogeventuelt kommunalbestyrelser og regionsråd opmærksom på eventuelle problemer i forbindelse medlovgivningens forenelighed med internationale forpligtelser til at sikre børns rettigheder.Selvom det ikke udtrykkeligt er anført i FN’s børnekomités anbefalinger, må det antages, at komitéen læggervægt på at offentligheden får kendskab til børnekontoret hos ombudsmanden og de muligheder, kontoret harfor at hjælpe. Der bør derfor være en særlig forpligtelse for ombudsmanden til at orientere offentlighed omden del af ombudsmandens virksomhed, som varetages af børnekontoret, og til at yde vejledning og bistandtil personer, hvis klager børnekontoret ikke selv kan behandle.Opgaverne for børnekontoret kan for de flestes vedkommende udføres inden for rammerne af den gældendeombudsmandslov, herunder bestemmelserne om ombudsmandens bedømmelsesgrundlag ogreaktionsmuligheder i lovens kapitel 7. Det vil således – uanset at der som anført under pkt. 3.4.3. nedenfor iet vist omfang forudsættes ansat særligt børnesagkyndigt personale – være ombudsmandens sædvanligebedømmelsesgrundlag og reaktionsmuligheder, der finder anvendelse også på børnekontorets område.Det er dog på enkelte områder nødvendigt at foretage ændringer i loven og i ombudsmandens praksis.3.1. Ombudsmandens kompetence over for private og bedømmelsesgrundlaget i forbindelse hermedIfølge ombudsmandslovens § 7, stk. 1, omfatter ombudsmandens virksomhed som hovedregel kun ”denoffentlige forvaltning”. Dog er ombudsmanden ifølge § 7, stk. 1, 2. pkt., også kompetent over for privateinstitutioner for så vidt angår frihedsberøvedes forhold. Ifølge § 7, stk. 4, kan ombudsmanden endviderebestemme at private organer skal være omfattet af ombudsmandens kompetence i samme omfang, som deer inddraget under de regler og principper, der gælder for den offentlige forvaltning.FN’s børnekonvention tildeler børn forskellige rettigheder. Disse rettigheder er kommet til udtryk i en rækkeforskellige bestemmelser i den gældende lovgivning og i de relevante myndigheders praksis, ogmyndighederne vurderer løbende, om lovgivning og praksis er i overensstemmelse hermed. Ansvaret for, atdisse rettigheder respekteres, påhviler grundlæggende de offentlige myndigheder, men også privatejuridiske personer, virksomheder eller enkeltpersoner m.v. står i vidt omfang med opgaver, der aktualisererbørns rettigheder i henhold til konventionen. Efter den gældende lov kan Folketingets Ombudsmand kun ibegrænset omfang føre direkte kontrol med disse private institutioner m.v., jf. ovenfor.De private virksomheder og enkeltpersoner m.v., som har ansvar for børns rettigheder, er i vid udstrækningundergivet tilsyn fra offentlige forvaltningsmyndigheder, og ombudsmanden kan både sende klager videre tilsådanne tilsynsmyndigheder samt behandle klager over tilsynsmyndighedens udøvelse attilsynsbeføjelserne. Ombudsmanden kan også af egen drift tage sager op om tilsynsmyndighedens udøvelse

af tilsynsbeføjelsen. Som et eksempel kan nævnes, at Arbejdstilsynet fører kontrol med privatevirksomheders anvendelse af børnearbejde, og at Arbejdstilsynet er undergivet ombudsmandens kontrol. Etandet eksempel er, at privat praktiserende læger, herunder læger, som særligt har med børn at gøre, f.eks.børnelæger, er undergivet tilsyn fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn samt Sundhedsstyrelsen, og atbegge disse instanser er omfattet af ombudsmandens kontrol.Den indirekte kontrol med private personer og virksomheder m.v. via kontrol med tilsynsmyndighederne vilikke i alle tilfælde være tilstrækkeligt til at kunne opfylde FN’s anbefalinger. Også i øvrigt gælder, at eneffektiv børneombudsmandsordning vil forudsætte, at ombudsmanden på de centrale områder kan føredirekte kontrol med de pågældende. Der bør på den baggrund indsættes en nærmere bestemmelse omdette spørgsmål.Ved den nærmere afgrænsning af ombudsmandens kompetence over for private vil det være naturligt attage udgangspunkt i, at i hvert fald institutioner, som – eventuelt sammen med andre funktioner – har særligttil opgave at tage sig af børn, bør være direkte omfattet af ombudsmandens kontrolbeføjelser.Som eksempler kan nævnes private skoler, private dagtilbud til børn og unge, private bo - og opholdssteder,private kost- og efterskoler samt private hospitaler og sundhedsklinikker, i det omfang de varetagerbehandling af børn.Derimod vil det ikke være naturligt at gøre ombudsmanden kompetent til at føre direkte kontrol medbehandlingen af børn i private familier. Dette gælder selvsagt i forhold til almindelige børnefamilier, men detgælder også i forhold til familier, der har børn i dag- eller døgnpleje m.v., og i forhold til privatearbejdspladser, der beskæftiger børn. Direkte ombudsmandskontrol på dette område ville i praksis føremeget vidt, og der er her allerede veludbyggede tilsynssystemer i form af henholdsvis kommunernes tilsynefter serviceloven med børns trivsel og Arbejdstilsynets kontrol med arbejdsgiveres overholdelse afarbejdsmiljøregler.Tilsvarende bør også private virksomheder m.v., som f.eks. markedsfører sig over for børn, men som ikkehar noget umiddelbart ansvar i forhold til børn, holdes uden for ombudsmandens kompetence. Det gælderbl.a. producenter og forhandlere af legetøj og børneudstyr m.v.I overensstemmelse med den hidtidige afgrænsning af ombudsmandes kompetence bør det princip følges,at hvis en privat virksomhed, organisation m.v. er omfattet af ombudsmandens kompetence, er den omfatteti sin helhed. Det indebærer, at ombudsmanden i forhold til f.eks. private skoler bør have indseende medsåvel den pædagogiske indsats som med skolens personalemæssige og økonomiske dispositioner i detomfang, disse dispositioner kan siges at have tilknytning til børnenes forhold.Som et supplerede kriterium ved bedømmelsen af, hvilke private virksomheder m.v. der bør være omfattet afombudsmandens kontrol, kan der tages hensyn til, om de pågældende virksomheder i kraft af alleredegældende lovgivning m.v. er pålagt offentligretlige forpligtelser i forbindelse med behandling af børn og unge.I denne sammenhæng vil det være naturligt at inddrage bekendtgørelse nr. 1466 af 16. december 2010 omprivates underretningspligt over for kommunen efter lov om social service om børns og unges behov forhjælp. Ifølge bekendtgørelsen, som er fastsat med hjemmel i § 153 i lov om social service, omfatter denbrede pligt til at underrette kommunerne om behov hos børn og unge om hjælp ikke alene personer, derudøver offentlig tjeneste og hverv, men også en række personer, der enten er privat ansat eller udøver

selvstændigt privat hverv. Det drejer sig om læger, ansatte ved frie grundskoler og frie kostskoler, personer,der er beskæftiget i privat organiserede dag-, fritids- og klubtilbud, privat dagpleje samt privatedagpasningsordninger. Endvidere omfatter bekendtgørelsen personer, der er beskæftiget vedopholdssteder, familiepleje, krisecentre, behandlingstilbud eller andre private tilbud, der for det offentligeudfører opgaver rettet mod personer med sociale eller andre særlige problemer.Den særlige underretningspligt for disse persongrupper bygger på en antagelse om, at netop dissepersongrupper i kraft af deres beskæftigelse har jævnlig kontakt med børn og unge, som giver dem ensærlig indsigt i de enkelte børns vilkår og trivsel. Dette taler for, at de institutioner m.v., hvor de pågældendeer beskæftiget, bør være omfattet af ombudsmandens kompetence. Det gælder imidlertid ikkeundtagelsesfrit, idet der f.eks. i forhold til privat praktiserende læger og private dagplejere og familieplejere erandre udbyggede tilsynssystemer.Et yderligere supplement til afgrænsningen kan findes i reglerne om børneattester. Disse regler findes i lovnr. 520 af 21. juni 2005 om indhentelse af børneattester i forbindelse med ansættelse af personale.Børneattestloven gælder for offentlige forvaltningsmyndigheder og for private fysiske og juridiske personer.Det er i en række bekendtgørelser fastlagt, hvilke myndigheder og private der har pligt til at indhentebørneattester. De private, der ovenfor er nævnt som egnede til at blive inddraget under ombudsmandenskompetence, er alle omfattet af pligten til at indhente børneattester. Herudover er f.eks. naturvejledere iforeninger, personer i idrætsforeninger, musik-, ballet- danse- og rideskoler, ridecentre samt motions- ogfitnesscentre, anerkendte trossamfund og menigheder samt trænere, lærere, børnepassere og andrepersoner, der er beskæftiget med hos erhvervsdrivende at tage vare på børn under 15 år, omfattet af pligten.Reglerne om børneattester kan ligesom de nævnte regler om udvidet underretningspligt kun give etfingerpeg om, hvilke private der bør være omfattet af ombudsmandens kompetence. Det vil således f.eks.føre for vidt at inddrage erhvervsvirksomheder under ombudsmandens kompetence, alene fordi de har ansaten person til at passe de ansattes børn, at udvide kompetencen til generelt at gælde for private trossamfundeller at lade kompetencen omfatte idrætsklubber og fitnesscentre m.v., blot fordi der også er adgang forpersoner under 18 år.I tvivlstilfælde må spørgsmålet i praksis afgøres af ombudsmanden ud fra en samlet vurdering af behovet for,at også ombudsmanden kan udøve kontrol.Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, stk. 3.Det bemærkes, at de private selskaber, institutioner, foreninger m.v. som bliver omfattet af ombudsmandenskompetence efter den foreslåede bestemmelse, ikke kan anses for direkte forpligtet af bestemmelserne iFN’s børnekonvention, da konventionen ikke som sådan er inkorporeret (sat i kraft ved lov) i dansk ret. Denævnte institutioner m.v. er derfor umiddelbart kun underlagt pligter efter børnekonventionen i det omfang,disse pligter er gennemført ved bestemmelser i dansk lovgivning m.v.Det vil være en helt central opgave for ombudsmanden at kontrollere overholdelsen af bestemmelser i danskret, der sigter på, at private institutioner m.v. skal opfylde børnekonventionens bestemmelser. For dettilfælde, at Folketingets Ombudsmand i forbindelse med et besøg på en privat institution måtte konstatereforhold, som rejser spørgsmål i forhold til konventionen, men som ikke er tilstrækkeligt reguleret i dansk ret,vil ombudsmanden som følge af det anførte ikke kunne fremsætte sin opfattelse som en kritik af institutionen.I stedet må ombudsmanden efter den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 2, underrette Folketinget,

vedkommende minister m.v. samt de relevante samarbejdspartnere om forholdet, således at der i givet faldkan fastsættes de nødvendige lovgivningsmæssige eller administrative regler.3.2. Overvågning af at børns rettigheder implementeresDet forudsættes af FN’s børnekomité, at den instans der etableres inden for ombudsmandssystemet, får del iopgaven med at påse, at børns rettigheder implementeres. Overvågningen af om børnekonventionen erimplementeret korrekt, kan bl.a. ske på grundlag af behandling af konkrete klager, inspektioner på stederhvor børn opholder sig for at kontrollere, om deres rettigheder bliver overholdt, og ved gennemførelse afegen drift-undersøgelser på forskellige områder, der berører børns rettigheder. Disse overvågningsfunktionervil – når bortses fra det ovenfor nævnte om kompetencen over for private – ikke kræve en ændring afombudsmandsloven.Herudover kan opgaven med at påse, at børns rettigheder implementeres, ske ved et tilsyn med, omlovgivningen lever op til de internationale forpligtelser. Dette kan foregå både ved en beføjelse til at udtalesig om nye lovforslag m.v., der berører børn og unge, og ved en mulighed for at pege på problemer medudformningen og anvendelsen af gældende lovgivning.Opgaven med at udtale sig om lovforslag, der berører børn og unge, og sikre den korrekte implementering afbørns rettigheder efter internationale regler i forbindelse hermed, varetages allerede nu i vidt omfang dels afBørnerådet, dels af Institut for Menneskerettigheder. Det er derfor ikke nødvendigt, at ombudsmanden erfast høringspart.Efter ombudsmandslovens § 12 skal ombudsmanden, hvis ombudsmanden i særlige tilfælde bliveropmærksom på mangler ved gældende love eller administrative bestemmelser, give Folketinget ogvedkommende minister meddelelse herom. Med hensyn til mangler ved bestemmelser, som er fastsat af enkommune eller en region, skal ombudsmanden give meddelelse til vedkommende kommunalbestyrelse ellerregionsråd.Som led i den generelle overvågning af den korrekte implementering af børns rettigheder forslås det atindsætte en ny bestemmelse i § 12, stk. 2, som pålægger ombudsmanden en særlig pligt til at gøreopmærksom på eventuelle problemer i forbindelse med lovgivningens forenelighed med Danmarksinternationale forpligtelser til at sikre børns rettigheder. Ombudsmanden vil således som led i sin almindeligekontrol på børneområdet kunne blive opmærksom på spørgsmål om implementering af f.eks.børnekonventionen. Sådanne spørgsmål bør ombudsmanden efter den foreslåede bestemmelse gøreFolketinget og de relevante myndigheder bekendt med.3.3. Ombudsmandens indhentelse af oplysningerIfølge ombudsmandslovens § 19, stk. 1.5, har ombudsmanden vidstrakte beføjelser til at tilvejebringeoplysninger til brug for udøvelse af sin virksomhed. Beføjelserne i § 19, stk. 1-4, om udlevering afoplysninger og dokumenter, og afgivelse af udtalelser samt indenretlige afhøringer, kan uden videreoverføres til private institutioner m.v. som inddrages under ombudsmandens kompetence. Adgangen til atbesigtige tjenestesteder vil også kunne udvides til generelt at omfatte private institutioner for så vidt de bliverundergivet ombudsmandens kompetence.I 2009 indsattes i § 19, stk. 5, i lov om Folketingets Ombudsmand en bestemmelse, hvorefterombudsmanden, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse haradgang til at inspicere private institutioner m.v., hvor personer er eller kan blive berøvet deres frihed, jf. § 7,

stk. 1, 2. pkt. Politiet yder om nødvendigt bistand til gennemførelsen. Bestemmelsen blev indsat i forbindelsemed, at ombudsmanden blev tillagt beføjelse som National Forebyggende Mekanisme i henhold tiltillægsprotokollen til FN’s torturkonvention.Bestemmelsen i § 19, stk. 5, lov om Folketingets Ombudsmand, giver ikke ombudsmanden hjemmel til udenretskendelse at gennemføre besøg hos alle private, der måtte være omfattet af ombudsmandenskompetence. Det skyldes, at den kun omfatter institutioner m.v., hvor personer er eller kan værefrihedsberøvede. Bestemmelsen foreslås derfor ændret således, at ombudsmandens kompetence genereltudvides til at omfatte private institutioner m.v., der er omfattet af ombudsmandens kompetence.3.4. Ændringer af ombudsmandens praksis m.v.3.4.1. Sager der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed m.v.Efter bestemmelsen i ombudsmandslovens § 14, kan ombudsmanden ikke behandle klager over forhold, derkan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne myndighed har truffet afgørelse.Bestemmelsen anvendes i praksis ikke kun i den ”rene” situation, hvor der er en uudnyttet administrativrekursmulighed. I praksis afviser ombudsmanden klager i forskellige andre situationer ud fra hensynene bagbestemmelsen i § 14, sammenholdt med lovens § 16, stk. 1.Det gælder bl.a. i situationer, hvor den højeste administrative myndighed har behandlet sagen, men hvorklager over for ombudsmanden anfører forhold, som den indklagede instans ikke har haft lejlighed til atforholde sig til.Endvidere oversender ombudsmanden i almindelighed sager der, kan indbringes for en administrativtilsynsmyndighed med henblik på, at tilsynsmyndigheden tager stilling til, om den ønsker at behandle klagen,uanset at klageren ikke har en egentlig ret til at indbringe sagen for tilsynsmyndigheden.Endelig vil ombudsmanden normalt som en afledet følge af § 14 afvise at behandle klager fra personer, somikke er klageberettigede inden for det administrative system.Anbefalingerne fra FN’s børnekomité indeholder bl.a. en anbefaling om en forbedring af adgangen til atindgive individuelle klager over forhold, der vedrører børn og unge.På den baggrund bør den ovenfor beskrevne afvisningspraksis, der ikke bygger direkte påombudsmandsloven, på børneområdet gøres mere fleksibel, sådan at ombudsmanden behandler sager,uanset at også en tilsynsmyndighed eventuelt ville kunne behandle den pågældende sag, og således atombudsmanden i færre sager oversender sagen til ny besvarelse hos den myndighed, der klages over.Også klager fra personer, der ikke har ret til at klage til en højere myndighed, bør blive behandlet afombudsmanden i videre udstrækning end efter den gældende praksis.3.4.2. Sager hvor de er en særlig let adgang til domstolsprøvelseIfølge ombudsmandslovens § 7, stk. 2, er ombudsmanden ikke kompetent over for domstolene, ogombudsmanden kan følgelig ikke behandle klager over f.eks. domme og kendelser. I praksis følgerombudsmanden – på grundlag af ombudsmandslovens § 16, stk. 1 – den praksis heller ikke at behandleklager over administrative forhold, som er indbragt for eller som må forventes indbragt for domstolene, menendnu ikke er afgjort af domstolene.

I nogle sager kan en borger forlange, at den myndighed der har truffet en afgørelse, indbringer afgørelsenfor domstolene, som derpå behandler sagen efter et officialprincip. I sådanne sager følger ombudsmandenogså den praksis ikke at behandle klagerne, men i stedet henvise klageren til at indbringe sagen fordomstolene.Som nævnt ovenfor har FN’s Børnekomité anbefalet, at man i børnesager indfører en mere effektiv mulighedfor at få individuelle klager behandlet af ombudsmanden. På den baggrund må den ovennævnte praksis idisse sager ændres, sådan at ombudsmanden på børneområdet kun afviser sager, hvis der er tale omforhold, der er indbragt eller for med stor sandsynlighed vil blive pådømt af domstolene.3.4.3. Ombudsmandens personaleIfølge ombudsmandslovens § 2, stk. 2, skal ombudsmanden have bestået juridisk kandidateksamen.Ombudsmanden skal efter bestemmelsen i § 21 bedømme, om myndigheder eller personer der er omfattetaf ombudsmandenss virksomhed handler i strid med gældende ret eller på anden måde gør sig skyldige i fejleller forsømmelser ved udøvelsen af deres opgaver. På baggrund af disse bestemmelser har det væretnaturligt for ombudsmanden at ansætte personale med juridisk uddannelse til at udføre den del af arbejdet,som angår bedømmelsen af, om myndigheder m.v. overholder gældende ret.FN’s børnekomité har i sin anbefaling peget på, at børneombuddet bør være ”specialized”, hvilket må forståssådan, at der bør være ansat personale, som uddannelsesmæssigt og erfaringsmæssigt er særligt egnet tilat vurdere og behandle henvendelser fra og sager om børn og unge.Efter ombudsmandslovens § 26 antager og afskediger ombudsmanden selv sine medarbejdere. Der er efterbestemmelsen ikke noget til hinder for, at ombudsmanden ansætter andet personale til sagsbehandlingenend personale med juridisk uddannelse. Det forudsættes i relevant omfang at ske, når der skal ansættesmedarbejdere til børnekontoret.Om ombudsmandens bedømmelsesgrundlag og reaktionsmuligheder henvises til pkt. 3. ovenfor.4. [Evt. om hverv]Det følger af lovens 29, stk. 2, at ombudsmanden ikke uden samtykke af Folketingets Retsudvalg må havehverv i offentlige eller private virksomheder, foretagender eller institutioner.5. Økonomiske og administrative konsekvenser m.v.5.1. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentligeFolketingets Præsidium lægger afgørende vægt på, at ombudsmandens nye opgaver på børneområdetfinansieres udelukkende af regeringen. Folketinget er således ikke indstillet på, at dele af udgifterne til dennye opgave skal dækkes af bevillinger, som Folketinget i forvejen har afsat til ombudsmanden. En eventuelfremtidig afholdelse af udgifterne til børnekontoret inden for de nuværende midler afsat til ombudsmandensøvrige opgaver, vil indebære en omprioritering af ombudsmandens opgaver, hvilket ikke vurderes at værehensigtsmæssigt. Præsidiet forudsætter således ved fremsættelsen af dette lovforslag, at udgifterne tiloprettelse og drift af Børnekontoret både nu og fremover fuldt ud finansieres af regeringen.

Folketingets Ombudsmands nye opgaver på børneområdet finansieres af satspuljemidler. Ombudsmandenvurderer, at de nye opgaver på børneområdet vil have et omfang, som kræver en kapacitet svarende tilkapaciteten i et af ombudsmandens standardkontorer. Et standardkontor er normalt bemandet med enkontorchef, en souschef og fire juridiske fuldmægtige. Hertil kommer kontorpersonale ogstudentermedhjælp. Udgifterne til løn og drift af et standardkontor er ca. 6 mio. kr. årligt. På børneområdetvil en eller flere af de juridiske medarbejdere skulle erstattes med medarbejdere med en børnefagkyndigbaggrund.Der er indgået aftale mellem satspuljepartierne om, at der fra og med 2012 fra satspuljerne årligt bevilges5,0 mio. kr. til ombudsmandens øgede indsats på børneområdet. Ombudsmanden kan imidlertid tidligstansætte nyt personale til børneområdet i efteråret 2012, og dermed vil hele beløbet på de 5,0 mio. kr. ikkeblive anvendt i 2012. Det er forudsat, at de overskydende midler for 2012 dels kan anvendes tiletableringsomkostninger, dels – efter behov – til finansiering af evt. merudgifter i 2013 og 2014.Ressourcetilførslen skal samtidig ses i lyset af de ressourcer, der hidtil har været anvendt på området, samt ilyset af, at det fremtidige niveau for klagesager på børneområdet endnu ikke er kendt.Ombudsmanden vil i samarbejde med Social- og Integrationsministeriet løbende vurdere opgavernesomfang. Hvis der viser sig at behov for en ændring af den årlige bevilling på 5,0 mio. kr. fra 2015, vil social-og integrationsministeren rejse spørgsmålet vedrørende en eventuel forhøjelse af bevillingen over forforligspartierne bag satspuljeforhandlingerne.5.2. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.5.3 De administrative konsekvenser for borgereLovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.5.4. De miljømæssige konsekvenserLovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.5.5. Forholdet til EU-rettenLovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.5.6. Sammenfattende skemaPositivekonsekvenser/mindreudgifterIngenNegativekonsekvenser/merudgifterFolketingets Ombudsmands nyeopgaver på børneområdetfinansieres af satspuljemidlerIngenIngenIngenLovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

[Indsæt hvem der er hørt]Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelserTil § 1Til nr. 1[Evt. om ændring vedr. mandatperiode]Til nr. 2Ændringen er en konsekvens af lov nr. 502 af 12. juni 2009.Til nr. 3Med den forslåede bestemmelse i § 7, stk. 1, 3. pkt., kommer det til at fremgå, at ombudsmandenskompetence også omfatter børns forhold på private institutioner m.v., herunder interessentskaber ogenkeltmandsvirksomheder, som varetager opgaver umiddelbart i forhold til børn.Det følger af bestemmelsen, at ombudsmandens kompetence omfatter ”private institutioner m.v., herunderinteressentskaber og enkeltmandsvirksomheder”. Heri ligger, at ombudsmanden – bortset frainteressentskaber og enkeltmandsvirksomheder, f.eks. visse private bosteder – ikke er kompetent i forhold tilenkeltpersoner, herunder familier, der har børn i pleje. Kompetencen omfatter naturligvis heller ikkealmindelige børnefamilier.Er der derimod tale om institutioner eller andre juridiske personer, er det i princippet uden betydning,hvordan den pågældende virksomhed nærmere er organiseret, f.eks. i selskabs- eller fondsform.Det er imidlertid en forudsætning, at der er tale om varetagelse af opgaver ”umiddelbart i forhold til børn.”Det er herved markeret, at den pågældende institution for at være omfattet af ombudsmandens kompetenceskal have en vis intensiv daglig berøring med børn. Bestemmelsen omfatter bl.a. private skoler, privatedagtilbud, private bo- og opholdssteder for børn og unge, private kost- og efterskoler. Også private hospitalerog sundhedsklinikker vil være omfattet i det omfang, de varetager behandling af børn.Derimod forudsættes bestemmelsen ikke at omfatte f.eks. privat praktiserende læger eller privatearbejdsgivere uden specifikke børneaktiviteter. En vis indirekte kontrol vil dog følge af, at ombudsmanden erkompetent overfor de forvaltningsmyndigheder, der fører kontrol med de pågældendes behandling af børn.Heller ikke private virksomheder m.v., som f.eks. markedsfører sig over for børn, men som ikke har nogetumiddelbart ansvar i forhold til børn, forudsættes omfattet af bestemmelsen. Det gælder bl.a. producenter ogforhandlere af legetøj og børneudstyr m.v.Er en privat institution m.v. efter det anførte omfattet af ombudsmandens kompetence, gælder det hele densvirksomhed i det omfang, den kan siges at have tilknytning til børnenes forhold. F.eks. forudsættesombudsmanden i forhold til private skoler at have indseende med såvel den pædagogiske indsats som medde af skolens personalemæssige og økonomiske dispositioner, der har væsentlig betydning for børnenesforhold. Derimod vil ombudsmanden ikke have kompetence i forhold til f.eks. personalespørgsmål, som ikkehar tilknytning til behandlingen af børn.

I praksis må tvivlsspørgsmål om ombudsmandens kompetence afgøres af ombudsmanden ud fra en samletvurdering.Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1. i de almindelige bemærkninger.Til nr. 4Det antages, at det i vidt omfang følger af bestemmelsen i den nugældende § 12 (som foreslås videreførtuændret som § 12, stk. 1), at ombudsmanden er forpligtet til at gøre Folketinget og regeringen m.v.opmærksom på tilfælde, hvor der ikke synes at være overensstemmelse mellem gældende love ogadministrative bestemmelser på den ene side og Danmarks internationale forpligtelser på den anden side.Formålet med den forslåede bestemmelse i § 12, stk. 2, er i særlig grad at fremhæve, at ombudsmanden iforbindelse med sin virksomhed skal overvåge, om gældende love eller administrative bestemmelser erforenelige med de internationale forpligtelser til at sikre børns rettigheder, og at der påhviler ombudsmandenen særlig pligt til at gøre Folketing, regering, vedkommende kommunalbestyrelse eller regionsrådopmærksom på sådanne problemer.Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3. i de almindelige bemærkninger.Til nr. 5Der er tale om en rent sproglig ændring, som har til formål at ensrette betegnelsen for ombudsmanden iloven.Til nr. 6Forslaget er en konsekvens af den udvidede kompetence over for private, jf. forslaget til indsættelse af et nytstk. 1, 3. pkt. i § 7. Reglen giver ombudsmanden hjemmel til uden retskendelse at gennemføre besøg hosalle private, der er omfattet af ombudsmandens virksomhed.Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4. i de almindelige bemærkninger.Til nr. 7[Evt. ændring af § 29, stk. 2 om ombudsmandens hverv]Til § 2Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt.Til § 3Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed.Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1, giver hjemmel til ved kongelig anordning at sætte loven i kraft forFærøerne og Grønland med de ændringer, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger,herunder navnlig ændringer, som følger af den offentlige forvaltnings opbygning på Færøerne og i Grønlandog af, at Folketingets Ombudsmand kun er kompetent over for rigsmyndighederne, men ikke over formyndigheder under det færøske og det grønlandske hjemmestyre.