Høringssvar fra den danske regering vedrørende Kommissionens

Grønbog om styrkelse af den gensidige tillid inden for det europæiske

retlige område – en grønbog om anvendelse af EU-lovgivningen om

frihedsberøvelse på det strafferetlige område (KOM (2011) 327)

Den danske regering takker for modtagelsen af Kommissionens grønbog,som har været sendt i høring hos en bred kreds af berørte myndigheder ogorganisationer i Danmark.På baggrund af bl.a. de indkomne høringssvar skal regeringen herved afgi-ve følgende bemærkninger til de i grønbogen stillede spørgsmål:

Ad spørgsmål 1: Inden retssagen: Hvilke alternativer til varetægts-

fængsling findes der, som ikke indebærer frihedsberøvelse? Virker

de? Kunne der på EU-plan tilskyndes til brug af alternativer til vare-

tægtsfængsling? I bekræftende fald, hvordan?

Det følger af retsplejelovens § 765, stk. 1 og 2, at retten med sigtedes sam-tykke kan iværksætte en række foranstaltninger i stedet for varetægts-fængsling, hvis betingelserne for varetægtsfængsling i øvrigt er opfyldt, ogvaretægtsfængslingens øjemed kan opnås ved mindre indgribende foran-staltninger (varetægtssurrogat).Retten kan i den forbindelse bl.a. bestemme, at den sigtede i stedet for va-retægtsfængsling skal 1) undergive sig et af retten fastsat tilsyn, 2) over-holde særlige bestemmelser vedrørende opholdssted, arbejde, anvendelseaf fritid og samkvem med bestemte personer, 3) tage ophold i egnet hjemeller institutioner, 4) undergive sig psykiatrisk behandling eller afvæn-ningsbehandling, 5) give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunk-

ter, 6) hos politiet deponere pas eller andre legitimationspapirer, eller 7)stille en af retten fastsat økonomisk sikkerhed for sin tilstedeværelse vedretsmøde og ved fuldbyrdelse af en eventuel dom.Den i retsplejelovens § 765, stk. 2, anførte liste af varetægtssurrogater erikke udtømmende, og retten kan således beslutte at iværksætte andre for-anstaltninger end de anførte i stedet for varetægtsfængsling.Der er ikke foretaget generelle undersøgelser af anvendelsen af varetægts-surrogater i Danmark, og der foreligger således ikke oplysninger om om-fanget af anvendelsen heraf. Det bemærkes imidlertid, at unge under 18 årsom altovervejende hovedregel undergives varetægtssurrogat i egnet hjemeller institution, jf. retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3, og at psykisk sygenormalt vil blive undergivet psykiatrisk behandling mv., jf. retsplejelovens§ 765, stk. 2, nr. 4.Det er vurderingen, at retsplejelovens regler om varetægtssurrogater fun-gerer hensigtsmæssigt som mulige alternativer til varetægtsfængsling. Deter således ikke den danske regerings opfattelse, at der – i lyset af subsidia-ritetsprincippet – generelt er behov for tilskyndelse fra EU’s side om øgetanvendelse af national lovgivning om varetægtssurrogater udover de til-fælde, som det har været hensigten nærmere at regulere ved Rådets ram-meafgørelse 2009/829/RIA af 23. oktober 2009 om gensidig anerkendelsepå afgørelser om tilsynsforanstaltninger som et alternativ til varetægts-fængsling.Det bemærkes i den forbindelse, at formålet med den pågældende ramme-afgørelse bl.a. er særligt at fremme anvendelsen af ikke-frihedsberøvendeforanstaltninger for personer, der ikke har bopæl i den medlemsstat, hvoren retssag finder sted, jf. rammeafgørelsens artikel 2, stk. 1, litra b.

Ad spørgsmål 2: Efter retssagen: Hvad er de vigtigste alternative for-

anstaltninger til frihedsberøvelse (såsom samfundstjeneste eller prøve-

tid) i Deres retssystem? Virker de? Kunne der på EU-plan tilskyndes

til brug af prøvetid og andre alternative foranstaltninger til frihedsbe-

røvelse? I bekræftende fald hvordan?

Der er i Danmark mulighed for at anvende en række alternative foranstalt-ninger til frihedsstraf:

Retten kan efter den danske straffelov idømme en betinget dom. Det kan idommen bestemmes, at spørgsmålet om straffastsættelsen udsættes ogbortfalder efter en prøvetid. Hvor der fastsættes en straf, kan fuldbyrdelsenudsættes og bortfalde efter udløbet af en prøvetid.Retten kan bestemme, at en betinget dom skal tilknyttes vilkår, eksemplerherpå er, at den dømte undergives tilsyn, at den dømte skal overholde sær-lige bestemmelser vedrørende opholdssted, arbejde, uddannelse m.v., atden dømte tager ophold i egnet hjem eller institution, at den dømte afhol-der sig fra misbrug af alkohol, narkotika eller lignende medikamenter, atden dømte underkaster sig afvænningsbehandling for misbrug af alkoholeller narkotika, eller at den dømte underkaster sig psykiatrisk behandling.Hvis en betinget dom med vilkår som beskrevet ovenfor ikke findes til-strækkelig, kan retten, hvis tiltalte findes egnet hertil, afsige en betingetdom med vilkår om samfundstjeneste. Som vilkår for udsættelsen af fæng-selsstraffen bestemmes i så fald, at den dømte skal udføre ulønnet sam-fundstjeneste i mindst 30 og højst 240 timer. Den dømte undergives tilsynaf Kriminalforsorgen i prøvetiden.Særligt i forhold til personer, der har kørt bil i spirituspåvirket tilstand, erder mulighed for at idømme en betinget dom med vilkår om, at den dømteunderkaster sig en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling af mindstet års varighed.I 1997 blev der etableret en forsøgsordning med en øget behandlingsind-sats over for sædelighedsdømte. Ordningen, der blev gjort permanent fra2001, består dels af en behandlingsordning, dels af en visitationsordning. Ibehandlingsordningen kan den dømte i stedet for en ubetinget fængsels-straf få en betinget dom med vilkår om psykiatrisk/sexologisk behandling ito år, forudsat at forholdet ikke omfatter vold eller ulovlig tvang, og at denpågældende ellers ville være idømt en kortere fængselsstraf. Behandlingenbliver udført i det almene sundhedssystem i et landsdækkende behand-lingsnetværk bestående af tre ambulante klinikker.Ungdomssanktioner:

dom til en toårig struktureret og kontrolleret socialpædagogisk behandling.Forløbet består af en række forskellige faser, som alle er under tilsyn af dekommunale myndigheder.For at styrke de sociale myndigheders indsats over for ungdomssanktions-dømte unge, skal der i de unges handleplaner opstilles mål og delmål foruddannelse og beskæftigelse. Alle unge, som idømmes en ungdomssankti-on, skal have tilknyttet en koordinator. Denne koordinator, der skal væretilknyttet under hele forløbet, skal være den unges kontaktperson og sikresammenhæng mellem de forskellige faser i behandlingsforløbet.Administrative foranstaltninger:I tilknytning til at retten har truffet afgørelse om en ubetinget frihedsstraf,kan Kriminalforsorgen træffe (administrativ) beslutning om alternativeforanstaltninger.Der kan efter straffuldbyrdelseslovens § 78 træffes afgørelse om, at dendømte midlertidigt eller for hele eller resten af straftiden anbringes på hos-pital, i familiepleje, i egnet hjem eller institution. Forudsætningen herforer, at den dømte vurderes at have behov for særlig behandling eller pleje,som i væsentlig grad kan tilgodeses i den pågældende institution mv., atder på grund af den dømtes alder, helbredstilstand eller andre særlige om-stændigheder er særlige grunde til ikke at anbringe eller beholde den døm-te i fængsel eller arresthus, og at afgørende hensyn til retshåndhævelsenikke taler imod anbringelse uden for fængsel og arresthus. Anbringelse kanske såvel i private som i offentlige institutioner og hjem, herunder krimi-nalforsorgens egne institutioner (pensioner). Dømte, der er under 18 år,anbringes uden for fængsel eller arresthus, medmindre afgørende hensyntil retshåndhævelsen taler imod sådan anbringelse.Der kan endvidere træffes afgørelse om udståelse af straf på bopælen un-der intensiv overvågning og kontrol, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78 a. Enrække forskellige betingelser skal være opfyldt, før der kan træffes be-stemmelse om afsoning på denne måde, herunder navnlig at fængselsstraf-fen ikke er længere end 5 måneder, og at den pågældende har en passendebolig og et beskæftigelsesforhold.Der kan endvidere træffes afgørelse om løsladelse på prøve på vilkår afulønnet samfundstjeneste, når halvdelen af straffen, dog mindst 2 måneder,

er udstået i henhold til straffelovens § 40 a. Løsladelse efter denne be-stemmelse forudsætter, at retshåndhævelsen ikke taler imod det, og at dendømtes forhold taler derfor.Endelig er der mulighed for prøveløsladelse, når 2/3-dele af straffen, dogmindst 2 måneder, er udstået, jf. straffelovens § 38, stk. 1. Når særlige om-stændigheder taler herfor, og den dømte har udstået halvdelen af straffen,dog mindst to måneder, er der endvidere mulighed for løsladelse tidligere,jf. straffelovens § 38, stk. 2.Det kriminalpræventive udbytte af alternativer til frihedsstraf:

I nylig forskning behandles spørgsmålet om den kriminalpræventive effektaf henholdsvis afsoning med elektronisk fodlænke i hjemmet og idømmel-sen af betingede domme med vilkår om samfundstjeneste.I en undersøgelse fra Justitsministeriets Forskningskontor i 2011 undersø-ges, hvorvidt afsoning med elektronisk fodlænke i hjemmet har en krimi-nalpræventiv effekt, for så vidt angår færdselslovsovertrædere og unge un-der 25 år.1Undersøgelsen finder en tendens til mindre recidiv blandt defærdselslovsovertrædere, der har afsonet i hjemmet, men altså ikke en klar,signifikant mindskning af recidivet. For de unge under 25 år viser under-søgelsen derimod, at en afsoning i hjemmet mindsker recidivrisikoen. Eva-lueringen påviser en effekt i forhold til såvel den generelle recidivrisikosom risikoen for at begå grovere kriminalitet og omfanget af nye domme. Ievalueringen, der også indeholder en spørgeskema- og en interviewunder-søgelse foretaget blandt personer, der afsoner med elektronisk fodlænke ihjemmet, peges på betydningen af,at den dømte kan bibeholde sit arbejde/uddannelsesforløb og kontakt med familien og samtidig undgå de negativepåvirkninger, der kan være i et fængselsmiljø.Afsoning med elektronisk fodlænke ses også at have en betydning for destraffede personers fremtidige arbejdsliv. En analyse fra Rockwool Fon-dens Forskningsenhed viser, at afsoning med fodlænke i stedet for fængselbetyder, at den dømte efterfølgende er markant bedre til at holde sig i be-skæftigelse, samt at afhængigheden af offentlig forsørgelse tilsvarende ermindre.2

En undersøgelse foretaget af Rockwool Fonden i 2012 finder, at der ikkeer signifikant forskel i recidivrisikoen for dem, der er idømt samfundstje-neste, sammenlignet med personer der har afsonet en fængselsstraf.3Dogses et lavere recidiv i løbet af det første år efter endt afsoning blandt per-soner, der dømmes for vold og mindre alvorlig kriminalitet, såsom tyveri,og som idømmes samfundstjeneste i stedet for fængsel.I 2011 undersøgte Justitsministeriets Forskningskontor, hvorvidt lovover-trædere, der er vurderet egnet til samfundstjeneste, har en højere sandsyn-lighed for at falde tilbage til ny kriminalitet afhængigt af, om de reelt erblevet idømt en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, eller omretten i stedet har valgt at idømme dem en ubetinget fængselsstraf.4Denneundersøgelse viser, at der generelt ses en tendens i retning af mindre reci-div efter samfundstjeneste, men altså ikke en statistisk signifikant forskel.Desuden konkluderes på baggrund af en analyse med alene den del af un-dersøgelsespopulationen, der er dømt for lovbrud inden for varsomheds-området (røveri, vold, narkotikaforbrydelser og seksualforbrydelser), at derer signifikant mindre risiko for tilbagefald til ny kriminalitet efter en domtil samfundstjeneste end efter en ubetinget frihedsstraf.Der er også tidligere gennemført en dansk effektevaluering af samfunds-tjenesteordningen. I en ph.d.-afhandling fra 2007 konkluderes, at personeridømt samfundstjeneste har det samme eller et lavere recidiv i forhold tilsammenlignelige personer idømt en fængselsstraf.5Unge, der er dømt forfærdselslovovertrædelser, samt arbejdsløse, der er dømt for voldsforbry-delser, viste sig at have et lavere recidiv efter samfundstjeneste end efteren fængselsstraf. For øvrige persongrupper var samfundstjenesteordningenikke associeret med et signifikant mindsket recidiv.For så vidt angår fremtiden på arbejdsmarkedet, viser en analyse fraRockwool Fondens Forskningsenhed, at personer, idømt samfundstjenestei stedet for fængsel, i gennemsnit har en højere indkomst, og at deres af-hængighed af offentlige ydelser er mindre. Dette gælder særligt personer,som enten er dømt for spirituskørsel eller voldskriminalitet.63

Signe Hald Andersen:Serving time or serving the community? Exploiting a policyreform to assess the causal effects of community service on income, social benefit depen-dency and recidivism.Odense: Syddansk Universitetsforlag, 20124Christian Klement:Samfundstjeneste. En effektevaluering.20115Susanne Clausen:Samfundstjeneste – Virker det?København: Jurist- og Økonomfor-bundets Forlag, 20076Signe Hald Andersen:Serving time or serving the community? Exploiting a policyreform to assess the causal effects of community service on income, social benefit depen-dency and recidivism.Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2012.6

Ungdomssanktionen er ligeledes blevet effektevalueret.7En undersøgelsefra Justitsministeriets Forskningskontor fra 2009 viser ikke en generelkriminalpræventiv effekt af ungdomssanktionen til sammenligning medubetingede fængselsstraffe. Dog ses et lavere recidiv for de ungdomssank-tionsdømte efter fase 1 i sanktionen samt efter sanktionens ophør, for såvidt angår recidiv til frihedsstraf. Den kriminalpræventive effekt af ung-domssanktionen skal evalueres igen i 2013.

Ad spørgsmål 3: Hvordan mener De, forholdene under frihedsberø-

velsen kan have konsekvenser for, om den europæiske arrestordre

fungerer efter hensigten? Og hvad med rammeafgørelsen om overfø-

relse af fængselsindsatte?

Den europæiske arrestordre:

Det følger af Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 omden europæiske arrestordre, at det som udgangspunkt ikke er muligt at af-slå udlevering af en person, hvor udleveringsbetingelserne er opfyldt, un-der henvisning til forhold, der knytter sig til f.eks. forholdene under denkommende frihedsberøvelse i modtagerstaten.Det fremgår imidlertid af rammeafgørelsens præambelbetragtning nr. 13,at personer ikke må overføres, udsendes eller udleveres til en stat, hvor derer alvorlig risiko for, at de vil blive udsat for dødsstraf, tortur eller andenumenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betragtningen ergengivet i den danske udleveringslovs § 10 h, stk. 2, hvorefter der ikke kanske udlevering, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringenvil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende be-handling eller straf.Spørgsmålet om forhold, der knytter sig til frihedsberøvelsen i modtager-staten, f.eks. forhold under frihedsberøvelsen, adgang til domstolsprøvelseaf grundlaget for varetægtsfængslingen eller den tidsmæssige udstrækningaf varetægtsfængslingen, vil således principielt set kunne inddrages i vur-deringen af, om en udlevering på baggrund af en europæisk arrestordre kanfinde sted.En nærmere vurdering af, om udlevering er udelukket på baggrund af § 10h, stk. 2, vil herefter bl.a. skulle ske på baggrund af en vurdering af Den7

Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, der knytter sig til bl.a.Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, 5 og 6.Endvidere følger det af rammeafgørelsens artikel 23, stk. 4, at en overgi-velse undtagelsesvis kan udsættes midlertidigt af tungtvejende humanitæregrunde, f.eks. hvis der er vægtige grunde til at antage, at den klart villebringe den eftersøgtes liv eller helbred i fare. Sådanne forhold vil princi-pielt set ligeledes kunne knytte sig til spørgsmålet om frihedsberøvelsen imodtagerstaten. Bestemmelsen er gennemført i udleveringslovens § 10 i.Den danske regering er ikke bekendt med udleveringssager, hvor der i for-bindelse med domstolsprøvelse af det danske Justitsministeriums beslut-ninger om udlevering på baggrund af en europæisk arrestordre er sket af-slag på eller udsættelse af udlevering under henvisning til de nævnte be-stemmelser, herunder under henvisning til forhold, der knytter sig til denforventede frihedsberøvelse i modtagerstaten.Rammeafgørelsen om overførsel af indsatte:Rådets rammeafgørelse af 27. november 2008 om anvendelse af princippetom gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af fri-hedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuld-byrdelse i Den Europæiske Union har til hensigt at sikre, at domme omfængselsstraf eller andre frihedsberøvende foranstaltninger gensidigt aner-kendes og fuldbyrdes medlemsstaterne imellem med henblik på at lette dendomfældtes sociale rehabilitering.Overførelse af domfældte til deres hjemland eller det land, som den dom-fældte har andre tætte forbindelser til, har ifølge rammeafgørelsen i førsterække til formål at sikre de bedste muligheder for resocialisering af dedømte personer og bygger således på humanitære overvejelser. Den kom-petente myndighed i udstedelsesstaten bør – for at lette den domfældtessociale rehabilitering – tage hensyn til forskellige elementer som f.eks.personens tilknytning til fuldbyrdelsesstaten, om den pågældende betragterden som sit familiemæssige, sproglige, kulturelle, sociale eller økonomiskecentrum, og om den pågældende har anden tilknytning til fuldbyrdelsessta-ten.Kommissionen angiver bl.a. i grønbogen, at en videre adgang til oplysnin-ger om fængselsforholdene og de strafferetlige systemer i andre stater vilgøre det muligt for udstedelsesstaterne at tage alle relevante faktorer i be-tragtning, inden de tager initiativ til en overførsel.8

Princippet om gensidig anerkendelse forudsætter, at medlemsstaterne hartillid til hinandens strafferetlige systemer. Denne tillid baserer sig først ogfremmest på en fælles tilslutning til principperne om frihed, demokrati, re-spekt for menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder og de grund-læggende retsstatsprincipper. Med henblik på at sikre et effektivt samar-bejde, er det nødvendigt at have en tæt og tillidsfuld kontakt mellem prak-tikerne og institutionerne i de forskellige medlemsstater såvel som velfun-gerende kommunikationskanaler. Det er også vigtigt med en grundlæg-gende viden om hinandens retssystemer og institutioner. Uformelt samar-bejde mellem myndigheder og personlige møder mellem kollegaer kanf.eks. medvirke til at styrke det grænseoverskridende samarbejde betyde-ligt, da det giver et bedre kendskab til medlemsstaternes forhold og syste-mer.Det er i øvrigt den danske regerings opfattelse, at en hurtig og effektivoverførelse af domfældte til afsoning i deres hjemlande øger mulighedenfor en succesfuld rehabilitering. Samtidig er det regeringens opfattelse, atrealiseringen af det grundlæggende mål med rammeafgørelsen – effektivrehabilitering af den domfældte – forudsætter, at medlemsstaterne på nati-onalt plan løbende er opmærksomme på rehabiliteringsindsatsen i fængs-lerne.

Ad spørgsmål 4: Der er en forpligtelse til at løslade en tiltalt, medmin-

dre der er tungtvejende grunde til fortsat at varetægtsfængsle den på-

gældende. Hvordan anvendes dette princip i Deres retssystem?

Det kan generelt oplyses, at de materielle betingelser for brug af varetægts-fængsling i forbindelse med strafferetlig forfølgning findes i retsplejelo-vens § 762.Det følger af retsplejelovens § 762, stk. 1, at en sigtet kan varetægtsfængs-les, når der er begrundet mistanke om, at vedkommende har begået en lov-overtrædelse, som er undergivet offentlig påtale, såfremt lovovertrædelsenefter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Detkræves endvidere, at der er bestemte grunde til at antage, at 1) den sigtedevil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen, 2) den sigtede på fri fodvil begå nye lovovertrædelser eller 3) den sigtede vil vanskeliggøre for-følgningen af sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirkeandre.

Endvidere kan der efter bestemmelsen i retsplejelovens § 762, stk. 2, skevaretægtsfængsling, når hensynet til retshåndhævelsen kræver det (rets-håndhævelsesarrest), såfremt der foreligger en særligt bestyrket mistankeom, at vedkommende 1) har begået en lovovertrædelse, som er undergivetoffentlig påtale, og som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller der-over, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdetsgrovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod, eller 2) har gjortsig skyldig i en overtrædelse af en række nærmere angivne straffelovsbe-stemmelser, såfremt lovovertrædelsen kan ventes at ville medføre en ube-tinget dom på fængsel i mindst 60 dage og hensynet til retshåndhævelsenskønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.Det følger endvidere af retsplejelovens § 762, stk. 3, at varetægtsfængslin-gen skal være proportional, således at varetægtsfængslingen ikke kan an-vendes, hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den herved forvoldteforstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge, somkan ventes, hvis sigtede findes skyldig. Varetægtsfængsling kan i den for-bindelse aldrig anvendes, hvis lovovertrædelsen kan ventes at ville medfø-re straf af bøde eller fængsel i højst 30 dage.Der vil således i hvert tilfælde, hvor varetægtsfængsling ønskes anvendt,blive foretaget en konkret proportionalitetsafvejning i overensstemmelsemed det ovenfor anførte. Endvidere vil proportionalitetsafvejningen bl.a.indebære, at det ved afgørelsen om fortsat varetægtsfængsling vil indgå,hvor længe den pågældende allerede har været varetægtsfængslet, idet va-retægtsperioden ikke må overstige varigheden af den forventede fængsels-straf.Det beror i øvrigt på en konkret vurdering af sagens samlede omstændig-heder, om der i en konkret straffesag er grundlag for fortsat varetægts-fængsling.Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 764, stk. 1, at retten afgør, omsigtede skal varetægtsfængsles efter anmodning fra anklagemyndigheden,og at anmodning om fortsat varetægtsfængsling skal fremsættes skriftligtover for retten. Anmodningen skal angive fængslingsbestemmelserne, defaktiske omstændigheder, hvorpå anmodningen støttes, og de væsentligsteefterforskningsskridt mv., som forventes foretaget.Det følger endvidere af retsplejelovens § 764, stk. 4, at rettens kendelseom varetægtsfængsling ved fængsling efter § 762, stk. 1, nr. 3, indtil efter-forskningen er afsluttet, bl.a. skal indeholde angivelse af de væsentligste10

efterforskningsskridt mv., som forventes foretaget inden for fristen for va-retægtsfængslingen.Det bemærkes, at den danske anklagemyndighed løbende er opmærksompå, om grundlaget for fortsat varetægtsfængsling i en straffesag er til stede,jf. også retsplejelovens § 96, stk. 2, om anklagemyndighedens objektivi-tetsprincip, hvorefter anklagemyndigheden ikke blot skal påse, at straf-skyldige drages til ansvar, men også at forfølgningen af uskyldige ikkefinder sted. I det omfang grundlaget for frihedsberøvelsen ikke længerekan antages at være til stede, vil anklagemyndigheden derfor ikke fremsæt-te begæring om fortsat varetægtsfængsling.

Ad spørgsmål 5: Forskellig praksis i medlemsstaterne med hensyn til

reglerne om a) den længst mulige periode, hvor der i henhold til loven

kan ske varetægtsfængsling, og b) hyppigheden af prøvelsen af vare-

tægtsfængsling kan udgøre en hindring for gensidig tillid. Hvad er De-

res syn herpå? Hvordan kan man bedst reducere unødvendig vare-

tægtsfængsling?

For så vidt angår spørgsmålet om regler vedrørende den maksimalt muligevaretægtsfængsling, kan der peges på, at den danske rigsadvokat siden1997 har administreret en indberetningsordning vedrørende langvarige va-retægtsfængslinger. Indberetningsordningen har til formål overordnet atsikre, at varetægtsfængslinger bliver af så kort varighed som muligt ogdanner endvidere grundlag for de årlige redegørelser til Justitsministerietom udviklingen i anvendelsen af langvarige varetægtsfængslinger, somRigsadvokaten har udarbejdet siden 2004. De årlige redegørelser oversen-des ved Justitsministeriets foranstaltning til Folketingets Retsudvalg.Lov nr. 493 af 17. juni 2008 om ændring af retsplejeloven (Begrænsning aflangvarige sigtelser og varetægtsfængslinger), der trådte i kraft den 1. juli2008, medførte en række ændringer i retsplejelovens regler med henblik påat begrænse langvarige varetægtsfængslinger i straffesager og generelt bi-drage til en hurtigere behandling af straffesager.Loven bygger på Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1492/2007 ombegrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger. I betænknin-gen foreslog et flertal af udvalgets medlemmer bl.a., at der blev fastsat fra-vigelige øvre grænser for den tidsmæssige udstrækning af varetægtsfængs-linger.

På baggrund heraf blev der i retsplejelovens § 768 a fastsat frister for vare-tægtsfængslingers varighed. Det følger således af § 768 a, stk. 1, at vare-tægtsfængsling ikke – medmindre retten finder, at der foreligger særligeomstændigheder – må overstige et sammenhængende tidsrum på 1) 6 må-neder, når sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven ikke kanmedføre fængsel i 6 år, eller 2) 1 år, når sigtelsen angår en lovovertrædel-se, som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover. Er arrestantenunder 18 år, er fristerne for varetægtsfængsling henholdsvis 4 måneder og8 måneder og kan kun fraviges, hvis der foreligger helt særlige omstæn-digheder, jf. § 768 a, stk. 2.Det følger i den forbindelse endvidere af retsplejelovens § 764, stk. 4, 4.pkt., at der i kendelser om varetægtsfængsling, hvorved fængslingen op-retholdes ud over de anførte frister i § 768 a, stk. 1 og 2, skal ske angivelseaf de særlige omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at fortsat fængs-ling er påkrævet.For så vidt angår spørgsmålet om adgangen til løbende prøvelse af grund-laget for varetægtsfængslingen, følger det af retsplejelovens § 767, at fri-sten for varetægtsfængslingen skal være så kort som muligt og ikke måoverstige 4 uger. Det følger endvidere af reglerne, at fristen kan forlængesmed indtil 4 uger ad gangen.Mere generelt skal det bemærkes, at det er den danske regerings opfattelse,at forskellen i praksis mellem medlemsstaterne i den Europæiske Unionfor så vidt angår den maksimale periode, hvor der kan ske varetægtsfængs-ling, og forskellen i hyppigheden i prøvelsen af grundlaget for fortsat vare-tægtsfængsling ikke i sig selv skaber grundlæggende problemer i relationtil spørgsmålet om anvendelse af retsakter mv., der baserer sig på princip-pet om gensidig tillid.For så vidt angår anvendelsen af f.eks. Rådets rammeafgørelse om2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre, er det såle-des ikke den danske regerings opfattelse, at forskellene i medlemsstaternesregler om varetægtsfængsling mv. har svækket muligheden for effektiveudleveringer.Generel opmærksomhed omkring og tilsyn med brugen af varetægtsfængs-ling, herunder langvarige varetægtsfængslinger, kombineret med lovgiv-ning, der forudsætter en grundig proportionalitetsafvejning, er efter dendanske regerings opfattelse egnede midler til at nedbringe og i videst mu-ligt omfang eliminere brugen af unødige varetægtsfængslinger.12

Ad spørgsmål 6: Domstolene kan i stedet for at varetægtsfængsle ud-

stede en europæisk arrestordre for at sikre, at en person, der skal til-

tales under en retssag, og som er blevet løsladt og har fået lov til at

rejse tilbage til sin hjemstat, vender tilbage. Bruges denne mulighed

allerede af domstolene, og hvis den gør, da hvordan?

Rigsadvokaten har oplyst, at man ikke er bekendt med, at der som alterna-tiv til varetægtsfængsling i konkrete sager er sket udstedelse af en europæ-isk arrestordre.Det skal hertil bemærkes, at anklagemyndigheden normalt alene anmoderJustitsministeriet om at udstede en europæisk arrestordre, når en person ereftersøgt til f.eks. strafforfølgning i Danmark, og når anklagemyndighedenhar en formodning om, at vedkommende opholder sig f.eks. i en andenmedlemsstat i Den Europæiske Union. Når personen herefter er blevet ud-leveret fra medlemsstaten, begæres personen normalt varetægtsfængslet imedfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1.

Ad spørgsmål 7: Ville det være ønskeligt at have EU-minimumsregler

om, i hvor lange perioder der maksimalt kan ske varetægtsfængsling,

og om regelmæssig prøvelse af varetægtsfængsling med henblik på at

styrke den gensidige tillid? I bekræftende fald, hvordan kan det så

bedst gøres? Hvilke andre foranstaltninger ville nedbringe varetægts-

fængslingen?

Der er efter den danske regerings opfattelse ikke behov for i retsakter fraden Europæiske Union at fastsætte minimumsregler om den maksimalelængde af varetægtsfængslinger og om den regelmæssige prøvelse afgrundlaget for fortsat varetægtsfængsling.Det bemærkes i den forbindelse, at den nærmere regulering af området forvaretægtsfængsling er tæt forbundet med den enkelte medlemsstats straf-feprocessuelle og efterforskningsmæssige regler.En harmonisering på europæisk niveau af området måtte således i givetfald give anledning til betydelige overvejelser og – i lyset af subsidiaritets-princippet – rejse en række spørgsmål i forhold til de forskellige grund-læggende straffeprocessuelle principper i de enkelte medlemsstater.

Ad spørgsmål 8: Er der nogen særlige alternative foranstaltninger til

frihedsberøvelse, som kunne bruges i forbindelse med børn?

Der henvises generelt til det under besvarelsen af spørgsmål nr. 1 anførteom retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3, hvor det bemærkes, at unge under18 år som altovervejende hovedregel undergives varetægtssurrogat i egnethjem eller institution, jf. retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3, og dermednormalt ikke varetægtsfængsles.

Ad spørgsmål 9: Hvordan kunne der bedre tilskyndes til medlemssta-

ternes tilsyn med forholdene under frihedsberøvelse? Hvordan kunne

EU tilskynde fængselsadministrationerne til at samarbejde i et net-

værk og udvikle den bedste praksis?

Kommissionen angiver i grønbogen, at der ved den valgfri protokol af2006 til FN’s konvention mod tortur for at forebygge dårlig behandling afde frihedsberøvede er indført en ny ordning med regelmæssige besøg påsteder, hvor der sker frihedsberøvelse. Det kan hertil bemærkes, at den en-hed, som i Danmark er udpeget til at foretage sådanne inspektioner, harværet på besøg i adskillige af Kriminalforsorgens institutioner.Derudover foretager Folketingets Ombudsmand regelmæssige og systema-tiske inspektioner af Kriminalforsorgens institutioner. Folketingets Om-budsmand vælges af Folketinget og er en uvildig instans, som bl.a. kon-trollerer statslige myndigheder, herunder fængsler og arresthuse. Om-budsmanden kan udtale kritik, afgive henstillinger eller afgive en uforbin-dende udtalelse.Der er ikke faste regler for, med hvilket interval den enkelte institutionskal inspiceres, men alle fængsler og arresthuse har været inspiceret fleregange. Ved inspektionerne undersøger ombudsmanden navnlig på bag-grund af rapportmateriale og lignende, om de rettigheder, som retsreglerne(navnlig straffuldbyrdelsesloven) giver de indsatte, er iagttaget. Dernæstanlægger ombudsmanden nogle mere almenmenneskelige betragtningervedrørende behovet for at skabe gode rammer for institutionens beboere,og der ses i den forbindelse på bygningsmæssige forhold, de indsattes for-plejningsforhold, mulighed for fritidsaktiviteter, undervisning, arbejde,samvær med andre etc.For så vidt angår spørgsmålet om, hvordan fængselsadministrationerne kantilskyndes til at samarbejde i netværk og udvikle den bedste praksis, kannævnes, at Europarådets konferencer for europæiske fængselsdirektører14

(de såkaldte CDAP-konferencer) er et vigtigt forum til gensidig inspirationog udveksling af synspunkter.Det er endvidere forventningen, at den nystartede europæiske organisationfor offentlige fængselsadministrationer EuroPris vil blive et meget vigtigtforum for netværkssamarbejde medlemsstaterne imellem.

Ad spørgsmål 10: Hvordan kunne Europarådets og medlemsstaternes

indsats bedre støttes, når de bestræber sig på at anvende standarderne

for gode forhold under frihedsberøvelse i praksis?

Danmark bestræber sig i høj grad på at efterleve De Europæiske Fængsels-regler, uanset at disse kun har karakter af anbefalinger. Den danske rege-ring har ikke noget nærmere kendskab til de øvrige medlemsstaters prakti-ske anvendelse af De Europæiske Fængselsregler, men det er som ud-gangspunkt ikke den danske regerings opfattelse, at der generelt er behovfor støtte fra EU’s side vedrørende anvendelsen af standarderne for godeforhold under frihedsberøvelse i praksis.