REU, Alm.del - 2011-12 - Bilag 242: Henvendelse af 27/1-12 fra Institut for Erhvervskommunikation vedr. tolkning ved de danske domstole

FORORDDanmark er i dag et samfund, hvis borgere kommer fra mange forskellige kulturer ogderfor taler mange forskellige sprog. Indvandringen til Danmark fra både vestlige ogikke-vestlige lande har betydet, at den sproglige diversitet er vokset markant gennem desidste mange år. Om Danmark kan kalde sig for et multikulturelt samfund, hvorforskellige etniske kulturer er ligestillede, afhænger blandt andet af, om alle borgereuanset sprog behandles ens og har de samme rettigheder. Dette forudsætter, at detdanske samfund råder over tolke og oversættere, der kan formidle offentlige instanserskommunikation med de fremmedsprogede borgere, uanset om den foregår påhospitalerne, hos kommunen, i skolerne, ved domstolene eller ved andre offentligeinstanser.Danmark kan kun garantere, at alle borgere uanset sprog har samme juridiskerettigheder og behandles ens, hvis alle borgere, der bliver part i en retssag, givesmulighed for at forstå og selv deltage i retshandlingen. Fremmedsprogede borgere kanalene garanteres disse helt basale menneskerettigheder, hvis retssystemet gør brug afprofessionelle tolke.I denne rapport undersøger vi danske domstolsjuristers forventninger til retstolke ogderes negative oplevelser med retstolke for derved at blive klogere på, om den tolkning,der foregår ved de danske domstole, er fyldestgørende. På baggrund af de gennemførteanalyser anbefales i rapporten en række tiltag, der kan iværksættes for at forbedrekvaliteten af den tolkning, der foregår ved de danske domstole.Undersøgelsen er gennemført som en elektronisk spørgeskemaundersøgelse blandtdanske domstolsjurister. Vi vil gerne takke alle medvirkende domstolsjurister for athave taget sig tid til at besvare vores spørgsmål og derved have bidraget medinteressante og illustrative eksempler på tolkepraksis i Danmark. Derudover vil vi gernetakke de kontaktpersoner ved domstolene, som har hjulpet os med at udsendespørgeskemaet til domstolsjuristerne, og medarbejdere ved Domstolsstyrelsen ogRigspolitiet for at have bidraget med faktuelle data af relevans for undersøgelsen.

1. INDLEDNING ................................................................................................................................................. 41.11.21.31.41.51.6RAMMEBETINGELSER FOR RETSTOLKNING IDANMARK................................................................................ 4TOLKNINGENS UDDANNELSESMÆSSIGE RAMMER......................................................................................... 7OPTAGELSE PÅRIGSPOLITIETS TOLKEOVERSIGT........................................................................................... 9DETTE PROJEKT............................................................................................................................................. 9TOLKEKVALITET–HVAD ER DET? ............................................................................................................... 10PROJEKTETS METODE: SPØRGESKEMAUNDERSØGELSE............................................................................... 11

INDSAMLING AF DATA................................................................................................................................. 142.4.1Undersøgelsens omfang .................................................................................................................. 152.5SPØRGESKEMAETS DESIGN.......................................................................................................................... 172.62.7ANALYSENS METODE.................................................................................................................................. 18RESULTATER............................................................................................................................................... 192.7.1Spørgsmål 1: Respondenternes ansættelsessted .............................................................................. 202.7.2Spørgsmål 2: Respondenternes køn ................................................................................................ 202.7.3Spørgsmål 3 og 4: Respondenternes alder og antal ansættelsesår ................................................... 212.7.4Spørgsmål 5: Domstolsstyrelsens ”Vejledning om tolkning i retten” ............................................. 212.7.5Spørgsmål 6: Omfanget af respondenternes erfaring med tolkning ................................................ 222.7.6Spørgsmål 7: Tiltaleform ................................................................................................................ 222.7.7Spørgsmål 8: Oplevede problemer med tolke ................................................................................. 242.7.8Spørgsmål 9: Oplevede problemer med tolke med/uden tolkeuddannelse...................................... 252.7.9Spørgsmål 10: Eksempler på oplevede problemer .......................................................................... 262.7.10Spørgsmål 11: Generel vurdering af oplevet tolkekvalitet .............................................................. 402.7.10.1Opsamling på spørgsmål 11 ............................................................................................. 51

2.7.11Spørgsmål 12: Hvordan skal det sagte gengives? ........................................................................... 522.7.12Spørgsmål 13: Gengivelse af tøvelyde, selvrettelser og lignende ................................................... 532.7.13Spørgsmål 14: Forventninger til tolkens kompetencer ................................................................... 532.7.14Spørgsmål 15: Tolkehandlinger ...................................................................................................... 552.7.15Spørgsmål 16: Tolkens supplerende funktioner .............................................................................. 572.7.16Spørgsmål 17: Afsluttende kommentarer........................................................................................ 582.8OPSAMLING OG DISKUSSION....................................................................................................................... 672.8.1Respondenternes socio-demografiske og individuelle profil .......................................................... 682.8.2Respondenternes oplevede problemer med retstolke ...................................................................... 702.8.2.1Respondenternes kvalitetsvurdering ................................................................................. 77

1. INDLEDNINGI Danmark gennemføres der hvert år mange retssager ved domstolene, hvor mindst en afparterne ikke taler og/eller forstår dansk, og hvor der som følge heraf som hovedregelmedvirker en tolk. Ifølge oplysninger fra Domstolsstyrelsen1medvirkede der i 2010tolke i 4.774 straffesager og i 384 civilsager. I perioden 2008 – 2010 er antallet afregistrerede straffe- og civilsager med medvirkende tolk steget med henholdsvis 51,8 %og 38,1 %.Når domstolene rekvirerer en tolk, anvender de i vidt omfang Rigspolitietstolkeoversigt, som er den eneste offentlige og centrale registrering af retstolke iDanmark. Af oversigten fremgår tolkens sprog, om den pågældende tolk er translatør,har en anden sproglig uddannelse, er statsprøvet tolk eller ingen tolkeuddannelse har.Tolkeoversigten er udarbejdet først og fremmest til brug for politiet oganklagemyndigheden. I praksis anvendes den imidlertid også af andre offentligemyndigheder, for eksempel domstolene, Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet. Pr.31. marts 2003 var der cirka 2.500 tolke på oversigten, som dækkede ca. 140sprog/dialekter. Dette tal er ifølge oplysninger fra Rigspolitiet2i dag faldet til 1.984aktive tolke. Antallet af sprog/dialekter formodes at være uændret. En stikprøve-rundringning til syv forskellige domstole i efteråret 2010 viste, at domstolene somudgangspunkt anvender tolkeoversigten, når de skal finde en tolk, men at de dog istigende grad rekvirerer tolke gennem private tolkebureauer, fordi tolkeoversigtensjældent opdateres, og domstolene som følge heraf ofte ringer forgæves til tolke, indende endelig finder én, der vil påtage sig tolkeopgaven. Rundringningen viste desuden, atde domstole, der rekvirerer tolke gennem et bureau, ikke præciserer over fortolkebureauet, at det kun må sende tolke, der står på tolkeoversigten.

indkaldelse af tolk undlades i borgerlige sager. I stk. 2 bestemmes det, atretsdokumenter på fremmede sprog skal oversættes af en translatør, såfremt en afparterne kræver det. Mener retten at have tilstrækkeligt kendskab til det fremmedesprog, kan man undlade at lade disse dokumenter oversætte, hvis parterne er enige omdet. For statsborgere fra andre lande i Norden gælder i henhold til stk. 3 og 4 særligeregler. I retssager skal en nordisk statsborger så vidt muligt tilbydes den fornødne tolke-og oversættelseshjælp. I straffesager skal nordiske statsborgere altid have den nød-vendige tolkehjælp.For alle personer, der befinder sig i Danmark, gælder i henhold til artikel 6, stk. 3, litra eiDen Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK),som Danmark inkorporeredei dansk lov i 1992, desuden, at alle sigtede har ret til at ”blive underrettet snarest muligt,udførligt og på et sprog, som han forstår, om indholdet af og årsagen til den sigtelse, derer rejst mod ham”, ligesom vedkommende har ret til at ”få vederlagsfri bistand af entolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten".I henhold tilEU-direktivet (IP/10/1305)fra oktober 2010 om mistænktes ret tiloversættelse og tolkning i straffesager gælder for alle borgere i de EU-lande, derdeltager i det retlige EU-samarbejde, at de, hvis de involveres i en straffesag eller en sagi tilknytning til fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre i et andet EU-land, har ret tiltolkning ved alle retsmøder, afhøringer og møder med deres advokater samt ret tiloversættelse af alle væsentlige dokumenter såsom anklageskrifter og vigtigtbevismateriale. Værd at bemærke er det, at direktivet desuden giver den fremmed-sprogede sigtede mulighed for at klage, hvis kvaliteten af tolkningen ikke ertilstrækkelig til at sikre en retfærdig rettergang. Formålet med direktivet er at fastsættefælles minimumsstandarder for ret til tolkning og oversættelse og dermed at forbedrerettighederne for mistænkte og sigtede, der ikke taler eller forstår det sprog, sagen førespå. Som følge af Danmarks retsforbehold fra 1992 har Danmark ikke underskrevetdirektivet, og ovennævnte regler gælder således ikke for EU-borgere, der kommer forretten i Danmark.Dette forhold har kun i begrænset omfang været omtalt og problematiseret i danskemedier. Når retstolkning har været nævnt i medierne, har det oftest været i forbindelsemed forskellige retssager, der af andre årsager har haft mediernes bevågenhed. Fra tid tilanden har medierne i den sammenhæng kritiseret danske tolke for ikke at være dygtigenok og for dermed at true retssikkerheden. For at imødegå blandt andet denne kritiknedsatte Domstolsstyrelsen i 2002 en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fordommerstanden, Domstolsstyrelsen og translatørfaget, der skulle vurdere, om der ervæsentlige problemer forbundet med tolkebistanden ved de danske domstole. Konkretblev arbejdsgruppen bedt om at undersøge aspekter som tolkenes kvalifikationer,rekruttering og indkaldelse af tolke, tolkenes forberedelsestid, tolkenes adgang tiloplysninger af relevans for tolkningen, tolkenes muligheder for at øve indflydelse undersagen, tempoet og kvaliteten af tolkningen m.m. Arbejdsgruppen konkluderede i sinafsluttende rapport, at ”det bør overvejes at foretage en nærmere regulering iretsplejeloven af anvendelse af tolkebistand i retssager. En sådan regulering bør blandt

andet indeholde bestemmelser om rettens forpligtelse til at sikre, at tolkningen har denfornødne kvalitet, indkaldelse, tolkens tilstedeværelse, forberedelse, fremgangsmådeunder retssagen, straf, tavshedspligt og tvister” (Domstolsstyrelsen 2003a). Somproblematisk anførte arbejdsgruppen, at den fornødne høje kvalitet ikke altid opnås,fordi mange af de tolke, der anvendes i retssager, ikke har gennemgået en egentligtolkeuddannelse. På det grundlag anbefalede arbejdsgruppen, at det burde overvejes atoprette generelle kurser om god tolkeetik, tolketeknik, det danske retssystem og juridiskterminologi, navnlig for så vidt angår personer, der virker som tolke i sprog, der er såsjældne, at der ikke er grundlag for at oprette et egentligt uddannelsesforløb. Endeliganbefalede arbejdsgruppen, at Domstolsstyrelsen som led i domstolsansattesuddannelsesforløb tilbyder undervisning i brug af tolke med henblik på at give demindsigt i, hvordan en tolk anvendes optimalt. I 2004 blev der fulgt op påarbejdsgruppens anbefalinger, idet Domstolsstyrelsen udbød et kursus for dommere,retsassessorer og dommerfuldmægtige. Kurset blev afholdt tre gange i henholdsvisÅrhus, Fredericia og København. Kurset er sidenhen ikke blevet udbudt. I 2008 blev derendvidere lovgivningsmæssigt fulgt op på arbejdsgruppens anbefalinger om at oprette etkursus for tolke, idet der blev vedtaget en revideret Bekendtgørelse om Rigspolitietstolkeoversigt3, som fastsætter de nærmere regler for optagelse på Rigspolitietstolkeoversigt og bl.a. gør optagelse betinget af deltagelse i et tolkekursus.Arbejdsgruppen udarbejdede desuden enVejledning om tolkning i retten(2003b), derhar til formål at gøre såvel tolke som professionelle brugere af tolke opmærksomme påde forhold og betingelser, ”der bør være opfyldt før, under og efter tolkningen medhenblik på at sikre de bedst mulige betingelser for opnåelse af en optimal tolkning”.Vejledningen fastlægger med andre ord normer for, hvordan selve tolkningen børforegå, og kan dermed siges at fastlægge en slags normative kvalitetskriterier for, hvadoptimal tolkning ved domstolene er. Optimal tolkning defineres i vejledningen som enkommunikation, der ”foregår (næsten) som om ingen tolk var til stede.”Vejledningen specificerer en række tolketekniske og tolkeetiske regler for, hvordan ensådan optimal tolkning opnås. Tolketeknisk skal tolken tilpasse tolkeformen eftersituationen. Således hedder det, at tolkning af afhøringer (spørgsmål til og svar fra denfremmedsprogede) tolkes konsekutivt (efterfølgende) og fuldstændigt. Det præciseres,at spørgsmål og svar skal rettes direkte til den person, de er henvendt til. Deinstitutionelle brugere bør således ikke stille spørgsmål til tolken, og tolken skalanvende den direkte form, når han/hun gengiver parternes ytringer. Tolkning af al andenkommunikation end afhøringer ført på dansk i retssalen skal tolkes simultant (samtidigt)ved hjælp af fuldstændig hvisketolkning. Hvad angår proceduren, siger vejledningen, atdenne kan tolkes simultant i form af summarisk hvisketolkning. Tolkeetisk fastlæggervejledningen, at det er tolkens opgave at formidle indholdet af en ytring neutralt ogpræcist. En præcis tolkning defineres som en gengivelse, hvor tolken ikke ændrer,3

Som anført i retsplejeloven skal afhøring af personer, der ikke behersker dansk, så vidtmuligt ske ved hjælp af en translatør. En translatør eller ’statsautoriseret translatør ogtolk’ er en person, der har bestået en kandidateksamen (cand.ling.merc.) medtranslatørprofil fra enten Handelshøjskolen i København (CBS) eller Business andSocial Sciences (BSS), Aarhus Universitet (tidligere Handelshøjskolen i Århus). PåCBS kan man efter en nylig reform af sproguddannelserne i dag alene tage encand.ling.merc.-uddannelse med translatørprofil i engelsk. Dog er det muligt vedselvstudium at tage en speciel translatøreksamen i andre sprog. På BSS, AarhusUniversitet, udbyder man cand.ling.merc.-uddannelsen i sprogene engelsk, tysk, franskog spansk. Cand.ling.merc.-uddannelsen er en forskningsbaseret uddannelse, hvor destuderende, der har valgt tolk- og translatørprofilen, blandt andet undervises i lingvistik,oversættelsesteori og -strategi samt i oversættelse inden for fagområderne jura, teknikog økonomi og i tolkning, herunder politi- og retstolkning. I faget tolkning undervisesde studerende bl.a. i tolkeetik samt i forskellige tolketeknikker (simultan- ogkonsekutivtolkning), støtteteknikker (notatteknik og hukommelsesteknik) og diversetolkestrategier til løsning af de kommunikative udfordringer, som tolke uvægerligtkonfronteres med, når de medvirker som tolk i retssager.Translatørforeningen i Danmark opgjorde i maj måned 2011 antallet af statsautoriseredetolke og translatører som følger: Engelsk (173), tysk (54), fransk (41), spansk (27),italiensk (9), tyrkisk (5), russisk (4), polsk (4), portugisisk (2), norsk (2), arabisk (1),finsk (1), flamsk (1), græsk (1), hollandsk (1), islandsk (1), rumænsk (1) og slovakisk(1). Som det fremgår, findes der ikke mange statsautoriserede tolke og translatører indenfor minoritetssprogene (også kaldet de mere ’eksotiske’ sprog). Retterne har derfor kuni et fåtal af de sager, hvor der er behov for en tolk, mulighed for at leve op tilretsplejelovens bestemmelse om, at afhøringer så vidt muligt skal ske ved hjælp af entranslatør.Med henblik på at ændre denne situation etablerede CBS og Handelshøjskolen i Århusallerede i 1996 en ny tolke- og oversætteruddannelse (Statsprøvet Tolk), som var entoårig erhvervsrettet videregående deltidsuddannelse, der blev udbudt som en åbenuddannelse med deltagerbetaling. Uddannelsen omfattede ud over undervisning i

juridisk tolkning (politi- og retstolkning) også social og medicinsk tolkning.Uddannelsen blev udbudt med sprogene arabisk, serbokroatisk, polsk, tyrkisk og farsi,og i alt 48 studerende har sidenhen gennemført uddannelsen på CBS. PåHandelshøjskolen i Århus lykkedes det på grund af for få kvalificerede ansøgere aldrigat få uddannelsen op at køre. På CBS blev uddannelsen lukket ned i 2002, da antallet afansøgninger faldt som følge af blandt andet en forhøjelse af deltagerbetalingen. I 2006forsøgte man at revidere uddannelsen, så det blev muligt alene at tage enkelte moduleraf uddannelsen, men søgningen var stadig for ringe til, at det lykkedes at få gang iuddannelsen.Ud over de forskningsbaserede uddannelser på CBS og BSS kan man i dag tage en ikke-forskningsbaseret akademiuddannelse i tolkning på Professionshøjskolen Metropol(tidligere Forvaltningshøjskolen). Den brugerbetalte uddannelse, der er opdelt i 4fagmoduler, herunder et modul i politi- og retstolkning (terminologi, tolkeetik og tolke-teknik), kan tages som et heltidsstudium af et års varighed eller som et deltidsstudiumfordelt over flere år og eventuelt kun omfattende enkeltmoduler. I alt 8 kursister harsiden uddannelsens start i januar 2010 gennemført uddannelsen. Pt. er 25 kursister igang med uddannelsen. Kursisternes sproglige baggrund er blandet. Undervisningenforegår derfor på dansk, men der er tilknyttet en fremmedsprogslærer for hvert af deinvolverede sprog, der kan arbejde med sprogspecifik terminologi.Som det fremgår af dette overblik over tolkeuddannelser i Danmark, er uddannelses-udbuddet langt fra tilstrækkeligt til at dække domstolenes behov, især når det gælderbehov for tolkning i sprog ud over de europæiske hovedsprog. Som følge heraf harmange af de tolke, der medvirker ved domstolene, ingen tolkeuddannelse. I henhold tilarbejdsgruppens rapport fra 2003 gælder det for hele 80 % af de medvirkende tolke.Mange af de ikke uddannede tolke er tilknyttet tolkebureauer, hvoraf nogle i henhold tiloplysninger på bureauernes respektive hjemmesider tilbyder deres tolke interne kursereller selv tester tolkene.For at sikre at de tolke, der medvirker ved de danske domstole, besidder de helt basaleforudsætninger for at kunne tolke, har Rigspolitiet i 2010 i medfør af den revideredeBekendtgørelse om Rigspolitiets tolkeoversigt fra 2008 to gange afholdt etintroduktionskursus i retstolkning. Efter oplysninger fra Rigspolitiet forventes kursetgentaget to gange i starten af 2012. Kurset har form af et endags-kursus, derintroducerer tolkene til tolkeetik, tolkerollen og de institutioner inden forJustitsministeriets område, der får stillet tolkelisten til rådighed.

I henhold til Bekendtgørelse om rigspolitiets tolkeoversigt fra 2008 kan personer meden uddannelse som statsautoriseret translatør og tolk, statsprøvet tolk eller en andenlængerevarende, videregående sproglig uddannelse som fx cand.mag. ved ansøgningderom uden videre optages på tolkeoversigten. For alle andre personer, der ansøger omoptagelse, kræves for det første, at ansøgeren testes og godkendes som tolk på baggrundaf en personlig samtale i den lokale politikreds. Under denne samtale testes bl.a.ansøgerens fremtræden, forståelse for tolkens virksomhed, viden om det danskesamfund og sproglige kvalifikationer. De sproglige kvalifikationer testes i vidudstrækning kun for så vidt angår ansøgerens beherskelse af dansk. Ansøgerenskvalifikationer på det andet sprog (typisk ansøgerens modersmål) testes ved at ladeansøgeren foretage en mundtlig oversættelse til dansk af en juridisk tekst på detpågældende sprog, såfremt politiet ligger inde med en sådan tekst, og en oversættelseheraf til dansk. For en lang række minoritetssprog er dette ikke tilfældet. For det andetforudsætter optagelse på tolkeoversigten for denne gruppe, at ansøgeren deltager iRigspolitiets introduktionskursus for tolke.I sin rapport om tolkebistand i retssager (Domstolsstyrelsen 2003a) vurderedearbejdsgruppen, at den samtale, der finder sted hos en sagsbehandler hosRigspolitiet/den lokale politimester, må suppleres af en vurdering foretaget af en sprog-og tolkekyndig person. Endvidere bør det efter arbejdsgruppens opfattelse overvejes,om adgangskravet for optagelse på tolkeoversigten som hovedregel bør være en beståetsproguddannelse. Umiddelbart synes anbefalingerne dog svære at omsætte til praksis.For det første vil det nemlig, for så vidt angår en lang række fremmedsprog, være sværtat finde personer, som er både tolke- og sprogkyndige. For det andet er det i Danmarkikke muligt at tage en sproglig uddannelse i de fleste af de fremmedsprog, der anvendesved domstolene. Konsekvensen af at indføre kravet om en sproglig uddannelse somadgangsgivende til optagelse på tolkeoversigten ville derfor i sidste ende være, at det formange sprogs vedkommende ville være helt umuligt at rekvirere en tolk. Beggeanbefalinger kan derfor kun omsættes til praksis på lang sigt, hvis der investeres massivti sproguddannelser i Danmark.

I delprojekt 1, som afrapporteres her, undersøges danske domstolsjuristers forventningertil og negative oplevelser med retstolke i et generisk perspektiv. I delprojekt 2undersøges tolkebrugeres (dommeres, anklageres, forsvareres, fremmedsprogede/dansketiltaltes og fremmedsprogede tiltaltes/vidners) forventninger til retstolke samt retstolkesegne forventninger til tolkerollen i konkrete tolkesituationer, det vil sige som dekommer til udtryk i forbindelse med autentiske retsmøder, hvor der medvirker en tolk.Delprojekt 2 omfatter data fra i alt 10 autentiske retssager. Resultaterne fra delprojekt 2vil blive afrapporteret særskilt. Data indsamlet som led i delprojekt 2 er blevet anvendt ien række empiriske forskningsartikler og konferencebidrag, der undersøger forskelligeaspekter af retstolkning (se afsnit 4). Resultater af relevans for delprojekt 1 inddrages idenne rapport i diskussionen af undersøgelsens resultater.Delprojekt 1 foretager en repræsentativ kortlægning af, hvordan domstolsjurister ved dedanske by- og landsretter opfatter tolkerollen. Formålet med delprojekt 1 er atundersøge, hvorvidt den tolkning, der finder sted ved de danske domstole, i brugernesøjne er fyldestgørende, og hvilke forventningsnormer der gælder for retstolkning ipraksis. Projektet bidrager således med viden om, hvad brugerne af retstolke opfattersom god tolkekvalitet.Projektets didaktiske formål er at sætte os som undervisere i faget retstolkning på BSS,Aarhus Universitet, i stand til at levere en praksisorienteret undervisning, som klæder destuderende, der læser til translatør og tolk, på til at imødekomme de mangeudfordringer, de møder som praktiserende retstolke.

De fleste kan sikkert blive enige om, at det er af afgørende betydning forretssikkerheden i Danmark, at tolke, der medvirker i retssager, kan levere entolkepræstation af høj kvalitet. Derimod kan der være uenighed om, hvad man forstårved en tolkepræstation af høj kvalitet. I tolkeforskningen har man anlagt to forskelligetilgange til at måle tolkekvalitet. I den ene tilgang har man forsøgt at fastlæggeobjektive kriterier for, hvornår en tolkepræstation kan siges at være af god kvalitet.Eksempler på sådanne kriterier kunne være antallet af fejl eller graden affuldstændighed mellem det sagte og tolkens gengivelse. Det har dog gang på gang vistsig, at selv sådanne tilstræbt objektive kriterier i sidste ende fortolkes af den enkeltebedømmer og derfor må siges at være subjektive. Forskningen har således vist, attolkekvalitet er en relativ størrelse, idet den vil afhænge af de konkrete bedømmere ogden konkrete situation. I den anden tilgang har man operationaliseret tolkekvalitet somen situationsadækvat tolkepræstation, hvor tolken siges at levere en fyldestgørendetolkepræstation, når tolken tilpasser sine strategier efter situationen og brugernes behovog forventninger. I denne tilgang er en tolkepræstation således af god kvalitet, når den

lever op til brugernes forventninger – også selv om tolkepræstationen ud fra diverseobjektive kriterier ikke måtte være af høj kvalitet. I nærværende projekt undersøger vi,hvad domstolsjurister i deres egenskab af tolkebrugere forventer af tolke, når dissemedvirker ved de danske domstole. Projektet undersøger således tolkebrugernes normerfor, hvad god tolkning er. Normer dækker over, hvad medlemmer af et bestemtdiskursfællesskab forstår som en korrekt eller adækvat præstation i en specifik situation,og udgør således en slags konventionaliseret handlingsmønster, som har gyldighed ibestemte kommunikationssituationer. Projektet undersøger med andre ord de kvalitets-normer, der gælder for retstolkning hos brugerne af retstolke i Danmark.De kvalitetskriterier, som tolkebrugerne spørges om i spørgeskemaet, afspejler dels stateof the art inden for international tolkeforskning, dels det kommissorium, som den afDomstolsstyrelsen nedsatte arbejdsgruppe arbejdede ud fra i 2002, og de normativekvalitetskriterier, som er indeholdt i Domstolsstyrelsens vejledning om tolkning(2003b).

Som anført ovenfor undersøger delprojekt 1 retstolkes rolle i Danmark ved hjælp af enspørgeskemaundersøgelse, der fokuserer på brugernes forventninger til og negativeoplevelser med retstolke. Spørgeskemaet har form af et elektronisk spørgeskema, derblev udsendt per mail til domstolsjurister ansat ved de danske lands- og byretter.Spørgeskemametoden opfattes generelt som en samfundsvidenskabelig metode tilindsamling af data med henblik på kvantitative analyser. I dette projekt kortlæggesdanske retstolkes rolle gennem både kvantitative og kvalitative analyser afrespondenternes besvarelse af en række lukkede og åbne spørgsmål om retstolkning.Spørgeskemametoden blev valgt som metode, fordi den gør det muligt at udforske ogmåle en bestemt populations holdninger, indstillinger og ideer ved hjælp af både enrække prædefinerede kriterier og åbne spørgsmål. Vi valgte at gennemføreundersøgelsen som en elektronisk spørgeskemaundersøgelse, fordi det er en forholdsvisbillig og nem måde at komme i kontakt med mange potentielle respondenter på.Samtidig er analysen af spørgeskemadata mindre tidskrævende, fordi elektroniskespørgeskemaer, der gør brug af lukkede spørgsmål, genererer direkte sammenligneligedata, der kan underkastes automatiske analyser. Lukkede spørgsmål har dog en rækkemetodiske svagheder. Den mest iøjnefaldende er, at der uanset antallet af afkrydsnings-spørgsmål altid vil være en risiko for, at de lukkede spørgsmål enten ikke giver meningfor respondenterne, at svarmulighederne ikke gør det muligt for respondenterne at giveudtryk for det, de egentlig mener, eller at respondenterne forstår ordlyden af et lukketspørgsmål på forskellige måder. Derfor gør spørgeskemaet udover de lukkedespørgsmål også brug af åbne kommentarfelter, hvor respondenterne bliver bedt om at

Online-spørgeskemaet blev udsendt til populationen per mail indeholdende et link tilspørgeskemaet.Med henblik på at få adgang til domstolsjuristernes mailadresser besøgte vi derespektive domstoles hjemmesider. Vi kunne konstatere, at kun en enkelt domstolanfører de ansatte domstolsjuristers mailadresser på deres hjemmeside. For så vidt angårde øvrige 25 domstole, sendte vi en mail til den på de respektive hjemmesider anførtekontaktperson, hvori vi orienterede om projektet og bad om tilsendelse afdomstolsjuristernes individuelle mailadresser. Vores henvendelse udløste seksreaktionstyper:1. Kontaktpersonen bad os sende linket til spørgeskemaet til ham/hende, hvorefterhan/hun ville videresende det til de ved domstolen ansatte domstolsjurister (11domstole).2. Kontaktpersonen sendte os en liste med individuelle mailadresser pådomstolsjurister ansat ved domstolen og bad os sende linket direkte til disse (7domstole).3. Kontaktpersonen sendte os mailadresser på de domstolsjurister, som over forham/hende personligt havde indvilliget i at deltage i projektet (2 domstole).4. Kontaktpersonen meddelte os, at han/hun havde bedt domstolens jurister sendeos deres individuelle mailadresser personligt, hvis de ønskede at deltage iprojektet (2 domstole).5. Kontaktpersonen meddelte os, at domstolen ikke ønskede at deltage i projektet(2 domstole).6. Intet svar på vores henvendelse (1 domstol).Som en konsekvens af de forskellige reaktionstyper udsendte vi spørgeskemaet til i alt23 domstole på følgende tre måder:Via kontaktpersonen, som videresendte linket til den pågældende domstolsdomstolsjurister (herefter kaldet gruppe 1).

besvarede spørgeskemaet inden for tidsfristen, gennemførte 17 respondenter ikkespørgeskemaet fuldstændigt, hvilket vil sige, at de ikke klikkede sig hele vejen igennemspørgeskemaet. Et antal på 170 respondenter svarer til en svarprocent på 48,6 procent,hvilket må betegnes som en forholdsvis høj svarprocent sammenlignet med lignendeundersøgelser, fx Domstolsstyrelsens brugerundersøgelse (Domstolsstyrelsen 2009).Som det fremgår af tabellen, er der stor forskel på svarprocenten i de tre grupper afrespondenter. Vi bemærker, at svarprocenten for gruppe 1 er beregnet på basis afkontaktpersonernes oplysninger om antallet af domstolsjurister, som kontaktpersonernehar oplyst at have videresendt invitationen til. Beregningen af svarprocenten er derforbehæftet med den usikkerhed, at vi ikke kan vide, om alle domstolsjurister i dennegruppe faktisk har modtaget invitationen. Imidlertid har kontaktpersonerne genereltværet meget samarbejdsvillige og hjælpsomme, hvorfor vi antager, at også dedomstolsjurister i gruppe 1, der ikke har besvaret spørgeskemaet, faktisk har modtagetlinket, men af en eller anden grund har valgt ikke at besvare det.Tabel 1 indikerer, at svarprocenten kan afhænge af, om domstolsjuristerne på forhåndhar indvilliget i at deltage i projektet. I gruppe 3 er svarprocenten således hele 94,4 %. Igruppe 1 er svarprocenten derimod forholdsvis lav. Fra Østre Landsrets kontaktpersonmodtog vi efter udsendelsen af invitationen en mail, der inderholder en mulig forklaringherpå. Kontaktpersonen anfører nemlig, at nogle af domstolens domstolsjurister måskekan have undladt at udfylde spørgeskemaet, fordi der sjældent medvirker tolk ilandsretten. Landsrettens domstolsjurister kan således have ment, at deres besvarelse varirrelevant for undersøgelsen, da de ikke har stor erfaring med tolkning. Af samme grundmeddelte kontaktpersonen os, at denne ikke ville videreformidle vores påmindelse tillandsrettens domstolsjurister. Fra Vestre Landsrets kontaktperson modtog vi oplysningom, at både invitationen samt påmindelsen blev udsendt til domstolsjuristerne. Samtidiggjorde vedkommende dog opmærksom på, at han/hun fra dommerside var blevet bedtom at meddele os, at nogle domstolsjurister ikke ønskede at besvare spørgeskemaet, dade var af den opfattelse, at spørgsmålene (fx om køn, alder, antal ansættelsesår) var afen sådan karakter, at det ville være muligt at identificere den enkelte domstolsjurist, selvom vi i vores invitation gjorde udtrykkeligt opmærksom på, at vi ville behandle dataenefortroligt og anonymisere besvarelserne. Fra en respondent fra en af byretterne modtogvi en mail om, at respondenten var i tvivl om, hvorvidt retsassessorer var omfattet afundersøgelsen, da vi indledte invitationen med ordene ”kære dommer”. At dommer herdækker over domstolsjurister er beklageligvis alene forklaret i henvendelsen tilkontaktpersonerne. Følgelig kan nogle respondenter i alle tre grupper have været af denopfattelse, at de ikke tilhørte undersøgelsens population. Tekniske problemer synes ikkeat have påvirket svarprocenten. I hvert fald har hverken kontaktpersoner ellerrespondenter indrapporteret tekniske problemer.I forlængelse heraf ønsker vi at understrege, at rigtig mange kontaktpersoner udtryktestor interesse for og engagement i projektet, hvilket både kom til udtryk i forbindelsemed den indledende kontakt og efterfølgende i forbindelse med dataindsamlingen. På

Det elektroniske spørgeskema består af i alt 17 spørgsmål. Spørgeskemaet kan inddelesi fem dele bestående af forskellige typer af spørgsmål:Del 1 (spørgsmål 1-4) spørger respondenterne om personlige data (køn, alder,ansættelsessted og antal ansættelsesår).Del 2 (spørgsmål 5-7) spørger respondenterne om deres kendskab til Domstols-styrelsens vejledning om tolkning (Domstolsstyrelsen 2003b), omfanget af derespersonlige erfaring med retstolke og hvilken tiltaleform, de anvender, når dehenvender sig til den fremmedsprogede i retssager, hvor der medvirker tolk.Del 3 (spørgsmål 8-11) spørger respondenterne om deres personlige erfaringermed retstolke. Respondenterne bliver bedt om at svare på, om de har oplevetproblemer med tolke - og i givet fald om det var med uddannede ellerikke uddannede tolke. Derudover bliver de bedt om at beskrive deres negativeoplevelser med tolke og vurdere kvaliteten af den tolkning, de har oplevet ipraksis.Del 4 (spørgsmål 12-16) spørger respondenterne om deres forventninger tilretstolke. De spørges om, hvordan tolken bør gengive det sagte, og om tolkenbør gengive parternes tøvelyde og lignende. Derudover spørges de om, hvilkekompetencer de forventer hos en god tolk, hvilke tolkehandlinger der eracceptable, og hvilke opgaver en tolk bør varetage i forbindelse med en retssag.Del 5 giver respondenterne mulighed for at anføre en afsluttende kommentar(spørgsmål 17).Spørgsmålene i del 1 og 2 er formuleret som lukkede spørgsmål med en rækkesvarkategorier. Spørgsmålene i del 3 har form af lukkede spørgsmål med svarkategorier(spørgsmål 7-9) eller åbne kommentarbokse (spørgsmål 10 og 11). Spørgsmålene i del 4er konstrueret som lukkede spørgsmål, hvor respondenterne bliver bedt om at tagestilling til forskellige kvalitetskriterier på en skala fra 1-5 eller besvare spørgsmålenemed ja eller nej. Spørgsmål 17 er et åbent spørgsmål, hvor respondenterne givesmulighed for at anføre en afsluttende kommentar.Det elektroniske spørgeskema er teknisk designet på en sådan måde, at respondenternehar mulighed for at klikke sig tilbage til tidligere spørgsmål for fx at se, hvad detidligere har svaret på et spørgsmål, eller for at ændre en tidligere afgiven besvarelse.

Respondenterne kan endvidere springe et spørgsmål over, hvis de ikke ønsker at besvarespørgsmålet. For så vidt angår spørgsmål 8, hvor respondenterne spørges om eventuellenegative oplevelser med retstolke, ledes repondenterne automatisk videre til spørgsmål11, hvis de i spørgsmål 8 anfører ikke at have oplevet problemer med tolke. De åbnespørgsmål (10, 11 og 17) er besvaret af henholdsvis 61, 155 og 46 af de 170respondenter. Af de 170 respondenter har 153 som nævnt ovenfor klikket sig igennemhele spørgeskemaet, heraf dog nogle uden at besvare alle spørgsmål.Spørgsmålenes forståelighed samt potentielle tekniske problemer i forbindelse meddataindsamlingen via mail og internettet blev testet ved at bede kolleger på Busines andSocial Sciences, Aarhus Universitet, besvare spørgeskemaet, inden det blev udsendt tildomstolsjuristerne og kontaktpersonerne. Testningen gav alene anledning tilpræcisering af enkelte spørgsmål.

Respondenternes besvarelse af de lukkede spørgsmål underkastes kvantitative analyser.Resultaterne af disse analyser præsenteres i tabelform med henblik på at illustreresvarfordelingen som den faktiske forekomst og/eller i procent samt antallet afrespondenter, der ikke har besvaret spørgsmålet. Af den enkelte tabel fremgårformuleringen af det spørgsmål, som respondenterne blev bedt om at tage stillling til ispørgeskemaet, samt svarmuligheder. Hvor det er relevant, beskrives de kvantitativedata ved hjælp af deskriptiv statistik, hvor minimum-, maksimum- og middelværdi erudregnet. I disse tabeller gøres brug af følgende betegnelser:N = antal respondenter, der har svaret på spørgsmåletRange = forskel mellem laveste og højeste antalMinimum = laveste antalMaximum = højeste antalGennemsnit = middelværdi

Respondenternes kommentarer til de åbne spørgsmål underkastes kvalitative analysermed udgangspunkt i det samfundsvidenskabelige metodekompleks, som inden forvidenskabsteorien kaldes Grounded Theory. I modsætning til kvantitative metoder, derforsøger at skabe kausale sammenhænge mellem forskellige prædefinerede variabler, erformålet med denne metode at skabe systematik i den virkelighed, vi lever i, medudgangspunkt i empiriske data om virkeligheden. Grounded Theory gør således brug afen form for induktion, hvor man med udgangspunkt i empiriske data forsøger at udskillemønstre i dataene for at skabe ny forståelse af et problemfelt, her tolkning underretsmøder. Ved at udskille mønstre i de indsamlede kvalitative data begrebsliggøresrespondenternes forventninger til og oplevelser med retstolke. I analysen afrespondenternes kommentarer til spørgsmål 10 og 17 er fremgangsmåden at markere

væsentlige indikatorer så som interessante ord og formuleringer i respondenterneskommentarer. Ingen kategorier er fastlagt på forhånd. Ensartede indikatorer givesdernæst samme kode, og koder samles i kategorier. Afslutningsvist konceptualisereskategorierne. Resultatet af denne induktive analysemetode er opdagelsen af den socialeorden og de værdier, der har gyldighed for respondenterne. For så vidt angår spørgsmål11, hvor respondenterne gives mulighed for at anføre en kommentar til spørgsmålet om,hvordan de generelt vurderer kvaliteten af den tolkning, de har oplevet i retten, erkommentarerne blevet inddelt i fem svarkategorier alt efter den grad af tilfredshed medtolkningen, der kommer til udtryk i kommentarerne.For de lukkede spørgsmål sammenlignes resultaterne for samtlige respondenter, hvordet synes relevant, med resultaterne opdelt efter respondenternes ansættelsessted samtomfanget af deres erfaring med retstolkning. Efter ansættelsessted er respondenterneopdelt i domstolsjurister ansat ved en byret og domstolsjurister ansat ved en landsret.For så vidt angår tolkeerfaring, er respondenterne opdelt i tre grupper medudgangspunkt i antallet af tolkede retsmøder, som respondenterne i 2009 har medvirketi. Ved alene at spørge til antallet af tolkede retssager i 2009 risikerer vi ganske vist, atrespondenterne måske typisk deltager i flere eller færre retsmøder med tolk om året. Viformoder dog, at respondenterne i højere grad vil kunne anslå et realistisk antal for detumiddelbart forudgående år, end hvis vi havde bedt dem anslå antallet i alt ellergennemsnitligt pr. år. Formålet er således at opnå så valide data som muligt. Deropereres med følgende respondentgrupper efter omfang af tolkeerfaring:1. 0 - 10 retssager i år 2009 – herefter kaldet respondenterne med mindst erfaringmed retstolkning (i alt 102 respondenter).2. 11 - 20 retssager i år 2009 – herefter kaldet respondenterne med mediumerfaring med retstolkning (i alt 35 respondenter).3. mere end 20 retssager i år 2009 – herefter kaldet respondenterne med størsterfaring med retstolkning (i alt 20 respondenter).Som det fremgår af ovenstående, besvarede alene 157 af de 170 respondenterspørgsmålet om omfanget af deres erfaring med retstolkning.

Set i relation til ansættelsessted anfører 80 % af domstolsjuristerne ved landsretterne og79,5 % af domstolsjuristerne ved byretterne, at de anvender direkte tale. Den direkte taleer således den tiltaleform, som domstolsjuristerne i overvejende grad mener at anvende ibegge instanser. Den indirekte tale anvendes slet ikke af domstolsjuristerne, der er ansatved landsretterne, mens enkelte respondenter (2,3 %), der er ansat ved byretterne,angiver at anvende denne tiltaleform. At de kombinerer de to tiltaleformer, anføres af 4% af domstolsjuristerne ansat ved en landsret og af 15,1 % af domstolsjuristerne ansatved en byret. At de slet ikke henvender sig til den fremmedsprogede under en retssag,anføres af 8 % af domstolsjuristerne ansat ved en landsret, mens alene 0,8 % afdomstolsjuristerne ansat ved en byret gør brug af denne svarmulighed. Afdomstolsjuristerne ansat ved en landsret og ved byretterne anfører henholdsvis 8 % og2,3 %, at de ikke kan besvare spørgsmålet.Ses svarfordelingen i relation til omfanget af respondenternes erfaring med retstolkning,viser nedenstående tabel 8, at domstolsjurister med størst erfaring med retstolkning ihøjere grad end gennemsnittet af samtlige respondenter mener at gøre brug af både denindirekte tale (5 %) og kombinationen af direkte og indirekte tale (20 %). Ligeledesviser tabellen, at brugen af den indirekte tale stiger i takt med respondenternes erfaringmed tolkning. Endelig viser tabellen, at alene respondenterne med mindst tolkeerfaringslet ikke henvender sig til den fremmedsprogede under en retssag. De respondenter, deranfører, at de ikke kan besvare spørgsmålet, tilhører ligeledes alle denne gruppe. Fællesfor alle grupper er, at den foretrukne tiltaleform er direke tale. I gruppen med mediumerfaring anfører fx hele 91,4 %, at de udelukkende anvender direkte tale.

Opdelt efter ansættelsessted svarer 74,2 % af de domstolsjurister, der er ansat ved enbyret, og 80 % af de domstolsjurister, der er ansat ved en landsret, at de har oplevetproblemer. Ses besvarelsen i relation til omfanget af domstolsjuristernes erfaring medretstolkning, svarer 68,6 % af respondenterne med mindst tolkeerfaring, at de haroplevet problemer. Af respondenterne med medium tolkeerfaring har 80 % oplevetproblemer. Af respondenterne med størst tolkeerfaring anfører 100 %, at de har oplevetproblemer med tolke. Undersøgelsen indikerer således, at spørgsmålet om, hvorvidtrespondenterne har oplevet problemer med tolke, statistisk set afhænger af deresobservationsmængde, idet det alt andet lige er mere sandsynligt, at respondenter medstor tolkeerfaring har oplevet problemer end respondenter med lille erfaring.

I spørgsmål 9 blev de 118 respondenter, der på spørgsmål 8 svarede, at de har oplevetproblemer med tolke, bedt om at angive, om problemerne kan henføres til tolkemed/uden en tolkeuddannelse. Som det fremgår af tabel 10, kan næsten halvdelen af de118 respondenter (47,5 %) ikke besvare spørgsmålet. Dette kunne tyde på, atdomstolsjuristerne ofte ikke ved, om det er en uddannet eller ikke uddannet tolk, dermedvirker i en konkret retssag. Af de 118 respondenter anfører 28 %, at de har oplevetproblemer med uddannede tolke, mens 44,1 % anfører, at de har oplevet problemer medikke uddannede tolke. Kigger vi alene på de 62 respondenter, der ser sig i stand til atbesvare spørgsmålet, viser undersøgelsen, at 52 (83,9 %) af disse har oplevet problemermed tolke uden en tolkeuddannelse og 33 (53,2 %) med tolke, der har entolkeuddannelse. Det bemærkes, at i alt 23 respondenter har sat kryds i beggesvarkategorier. Umiddelbart viser undersøgelsen således, at domstolsjurister oplever enretssag, hvor der medvirker en tolk uden tolkeuddannelse, som mere problematisk enden retssag, der tolkes af en uddannet tolk.Tabel 10: Problemer med uddannede/ikke uddannede tolkeHar du oplevet problemer med (sæt gerne flere krydser)Svarmulighedertolke, der har en uddannelse som tolk?tolke, der ingen tolkeuddannelse har?det kan jeg ikke svare påBesvarelsei procent28,0%44,1%47,5%Antal besvarelser33525611852

Set i relation til ansættelsessted anfører hele 75 % af de respondenter, der er ansat veden landsret, at de ikke kan besvare spørgsmålet. For respondenterne ansat ved en byreter det tilsvarende tal 41,8 %. Undersøgelsen viser således, at domstolsjuristerne ansatved en landsret i langt højere grad end domstolsjuristerne ansat ved en byret ikke kenderde medvirkende tolkes uddannelsesmæssige baggrund. Af de forholdsvist fårespondenter ansat ved en landsret, der besvarer spørgsmålet, har 10 % oplevetproblemer med uddannede tolke og 15 % med ikke uddannede tolke. De tilsvarende talfor respondenterne ansat ved en byret er henholdsvis 31,6 % og 50 %.Opdelt efter omfanget af respondenternes erfaring med retstolkning viser nedenståendetabel 11, at alle respondenter uanset omfanget af deres erfaring oftere oplever problemermed tolke, der ingen uddannelse har, end med uddannede tolke. Samtidig viserundersøgelsen, at det er respondenterne med mindst og medium tolkeerfaring, derprimært ikke ser sig i stand til at besvare spørgsmålet. Ligeledes er detbemærkelsesværdigt, at henholdsvis 32 og 7 af respondenterne i disse to grupper helt

har undladt at besvare spørgsmålet, mens alle respondenter med størst tolkeerfaringbesvarer spørgsmålet. I denne gruppe anfører alene 35 %, at de ikke kan svare på, om deoplevede problemer kan kædes sammen med uddannede eller ikke uddannede tolke. Afrespondenterne med størst erfaring med retstolkning har 55 % oplevet problemer medtolke uden en tolkeuddannelse, og 30 % har oplevet problemer med uddannede tolke.Undersøgelsen indikerer således, at respondenter med størst erfaring med retstolkning ihøjere grad end de øvrige kender de medvirkende tolkes uddannelsesmæssige baggrund.Tabel 11: Problemer afhængig af respondentenes tolkeerfaringHar du oplevet problemer med (sætgerne flere krydser)Svarmulighedertolke, der har en uddannelse som tolk?tolke, der ingen tolkeuddannelse har?det kan jeg ikke svare påAntal besvarelserUndladt at svareRespondenter der harRespondenter der harRespondenter der harmedvirket i mere end 20medvirket i 0-10 retssagermedvirket i 11-20 retssagerretssager med medvirkendemed medvirkende tolkmed medvirkende tolktolkI procent28,6%42,9%50,0%Antal2030357032I procent25,0%39.3%50,0%Antal71114287I procent30,0%55,0%35,0%Antal6117200

2.7.9 Spørgsmål 10: Eksempler på oplevede problemerI spørgsmål 10 blev respondenterne bedt om at anføre eksempler på de problemer, somde har oplevet med tolke i praksis. De blev endvidere bedt om – om muligt - at anføre,om problemerne kan relateres til uddannede eller ikke uddannede tolke samt tilspecifikke sprog. I alt 61 respondenter gjorde brug af muligheden for at anføre enkommentar. Kommentarerne er blevet analyseret med udgangspunkt i Grounded Theoryved at skabe mønstre i kommentarerne uden på forhånd at have fastlagt konkretekategorier. Analysen resulterede i en inddeling af respondenternes kommentarer i niinduktive kategorier, der udgør konceptualiseringer af kommentarerne. De ni kategorierer her oplistet efter hyppighed:1. Tolkemåden – hvad (bør) tolkes og på hvilken måde?2. Off-record-samtale – tolken og den fremmedsprogede taler med hinanden underretsmødet.3. Sprogkundskaber – tolkens beherskelse af dansk og fremmedsproget.4. Tolkens habilitet og neutralitet.5. Viden og uddannelse – tolkens forudsætninger.

6. Tiltaleform – tolkens og parternes brug af tiltaleform.7. Tolkekvalitet – er tolkningen fyldestgørende?8. Rolleforvirring – tolken agerer part.9. Formalia – praktisk-etiske problemer.Da respondenterne i deres kommentarer ofte kommer ind på mere end en enkeltproblemstilling, har vi i de ni nedenstående tabeller splittet kommentarerne op i mindredelkommentarer. Tabellerne indeholder derfor mere end 61 kommentarer i alt. I detilfælde, hvor en delkommentar realiserer et indhold, som kunne berettige til enplacering i mere end én svarkategori, er delkommentaren klassificeret som tilhørendeden svarkategori, som efter vores mening afspejler kommentarens primære budskab.Hvis en delkommentar kun synes forståelig, hvis den præsenteres sammen med densoprindelige kontekst, anfører vi den nødvendige kontekst i [ ]. Respondenterneseventuelle angivelse af, om de anførte problemer kan relateres til bestemte sprog ellertolkens uddannelsesmæssige baggrund, er anført i forlængelse af problembeskrivelsen.Vi bemærker, at klassificeringen af respondenternes kvalitative delkommentarer somtilhørende en af nedenstående kategorier i sagens natur baserer sig på vores subjektivefortolkning af respondenternes kommentarer.Tabel 12: Tolkemåden - hvad (bør) tolkes og på hvilken måde?1.

Jeg har ofte oplevet, at ikke uddannede tolke, ikke oversætter direkte, men entenfortolker det der er sagt. Sprog Grønlandsk, Arabisk.Flere tilfælde af manglende opfattelse af rollen som retstolk, der laver en direktetolkning. Bl.a. med arabiske tolke.Lange samtaler uden oversættelse mellem tolken og den fremmedsprogede,fortolkninger fra tolkens side, omformuleringer og omskrivninger fra tolkensside, forklaringer m.v. fra tolkens side i forhold til den fremmedsprogede udenparternes eller rettens mellemkomst. Der er tale om uddannede, godkendte tolke.Problemerne findes sjældnere ved tolkning til og fra europæiske sprog.Nogle gange har man på fornemmelsen at ikke alt bliver oversat.Problemer med, at de synes de skal kommentere hvad der foregår i retssalen ogkommentere det der bliver sagt.Det sker ofte, at tolken oversætter, og så forstår den afhørte ikke spørgsmålet, ogi stedet for at oversætte den afhørtes spørgsmål til forståelse af spørgsmålet,forsøger tolken selv at præcisere spørgsmålet eller forklare det, hvilket jeg

At tolken ikke bare oversætter, men også selv stiller spørgsmål og dragerkonklusioner.Arabisk/kurdisk el. lign og somaliske tolke. [Tolken og pågældende diskuterer ilang tid, hvorefter tolken siger: "det ved han ikke" eller "Han siger nej". Jegmangler en forklaring på, hvad der dækker sig bag diskussionen.] Jeg kan haveen mistanke om, at tolken ikke blot oversætter et spørgsmål + svar, men forsøgerat skabe mening og sammenhæng. Hvis det pågældende siger, er noget vrøvl, viljeg jo gerne blot have det oversat, så jeg selv kan tage stilling til, om det ernoget vrøvl. Jeg vil også gerne selv give forklaringer og yderligere anvisninger,som så oversættes.[Typisk, at tolken og den fremmedsprogede har en længere "snak", derresulterer i et meget kort svar,] herunder at tolken ikke forstår, at der blot skaltolkes, hvad der bliver sagt og ikke tolkens udlægning af det.Et ofte forekommende problem er, at den fremmedsprogede kommer med en langforklaring, som ikke bliver oversat fuldstændig, men tolken fremkommer med sinversion af svaret, ofte meget kortfattet.Ofte et problem at tolken ikke skærer den afhørede af, når han/hun svarer megetlangt på et spørgsmål, der kun skal besvares med f.eks. ja eller nej. Tror ikke, atdet er et specielt problem for ikke-uddannede tolke eller at det er et specieltsprog, der giver anledning til problemer.Tolkene må generelt godt blive bedre til at dele tolkningen op i små bidder - istedet for at dommeren skal afbryde og bede om at få oversat (både uddannedeog uuddannede tolke).Det kunne også være ønskeligt om flere tolke kunne simultantolke, såafhøringerne ikke blev så afbrudte, men at det gik mere flydende.Tolkene svarer "selv" i stedet for ucensureret at gengive det sagte.Der sker ikke tolkning med passende mellemrum.Tolkene kan have en tendens til at stille spørgsmål uopfordret – dvs. i stedet forstraks at oversætte til dansk, så stilles der "opklarende" spørgsmål til det,vidnet/tiltalte forklarer. Det er meget uhensigtsmæssigt, for hele systemet byggerpå, at dommerne ved ALT hvad der bliver sagt under en retssag.Jeg har oplevet ikke uddannede tolke som i bedste mening påtog sig at forklare,meget ophidsede parter på tyrkisk/arabisk, sagens kerne udenom den direktetolkning. Det vidste sig ikke at stemme overens med hvad advokaterne og jeg

Tolke som kun oversætter en del af sigtedes tale. Jeg ved ikke med sikkerhed, omder alene har været tale om tolke, der ikke har gennmført tolkeuddannelse.Problemet er de ikke uddannede tolke - som vi har flest af. [Det drejer sig bl.a.om, at der kommunikeres for meget på fremmedsproget, før oversættelse findersted.] Længerevarende indlæg fra advokater/anklagere bliver ofte ikke oversat,da disse som regel er dårlige til at indlægge pauser, og da tolkene sjældent kantolke simultant.Tolken oversætter ikke altid løbende for den fremmedsprogede, hvad der sker iretten. Nogen gange får man fornemmelse af, at tolken kun oversætter et resuméaf, hvad der siges på dansk og tilsvarende kun et resumé af, hvad der siges påudenlandsk.Nogle gange virker oversættelsen meget kort, og man kan være nervøs for, omalt kommer med.F. eks. tolke, der ikke oversætter alt hvad der siges (gælder alt sammen ikke-uddannede tolke).Der kan også være tale om, at tolken ikke oversætter instrukser til parten, selvom det var meningen, og man så må insistere på, at det bliver oversat, f.eks.instrukser om, at parten kun skal besvare spørgsmål og ikke selv forklare om altmuligt. Det er der mange tolke, der viger tilbage fra at oversætte.Der er oftest problemer med ikke uddannede tolke. Der kan være tale om megetlange oversættelser, der bliver besvaret med et "ja" eller drøftelser tolken/partenimellem, der ender med at blive besvaret meget kortfattet, hvilket giver et forkertindtryk.Jeg oplever ofte, at tolke, der tolker på f.eks. arabisk, rumænsk og tyrkisk ikketolker alt, hvad tiltalte/vidnet svarer. De "samler op" og oversætter essensen.Det vil sige, at der bliver sagt en masse, som ikke bliver oversat. Det ertidsbesparende og praktisk, men det kan være svært at få tolkene til at forstå, atdisse hensyn må vige for den sikkerhed, der ligger i, at retten hører alt, hvadtiltalte/vidnet siger. Det vanskeliggøres også af, at tiltalte ofte vil være i enpresset og ophidset situation, hvor de bare snakker løs til tolken, så det kan væremeget vanskeligt at nå at oversætte det hele. Hvis man som dommer hele tidenafbryder og griber ind, kan det opleves meget negativt for tiltalte - som opleverat blive irettesat/skældt ud.[Tolken har samtaler med tiltalte/vidnet] og oversætter ikke trods henstilling alt,hvad der bliver sagt.

Det kan være nødvendigt flere gange at bede tolken oversætte det hele.Tolke der "fortolker" svar.Der svares langt, men oversættes med et "ja" eller "nej".At der siges en hel masse og tolken oversætter med et "ja" eller "nej".Meget lange svar, der alene oversættes med et ja eller et nej.Det ideelle er korte spørgsmål og korte svar, som tolkes i "små bidder".Tolke som kun oversætter en del af sigtedes tale. Jeg ved ikke med sikkerhed, omder alene har været tale om tolke, der ikke har gennmført tolkeuddannelse.Rumænsk tolk, der ikke var kyndig i simultantolkning, og som kørte hurtigt træt.Ikke uddannet.Tolken kunne ikke simultantolke under hovedforhandlingen.De oversætter ikke altid korrekt.Nogle gange har man en mistanke om, at tolkningen ikke er korrekt. Ingenforskel på uddannede og uuddannede tolke.Ukorrekt oversættelse vedr. sprog, jeg har et vist kendskab til.Fornemmelse af, at tolken ikke oversatte korrekt samt manipulerede med svaret.En russisk tolk, der i en fiskeristraffesag ikke var i stand til at tolkekorrekt/tilstrækkeligt præcist.At tolken ikke kan simultantolke.Uddannet engelsk tolk, der tolkede ukorrekt, hvilket vi alle kunne høre. Tror atdet blot var sjusk.

I ovenstående tabel 12 har vi samlet de 42 kommentarer, som reflekterer overtolkemodus (konsekutivtolkning versus simultantolkning) samt den måde, hvorpå tolkeefter respondenternes mening gengiver eller bør gengive det sagte. Mange respondentergiver udtryk for, at de ønsker enkorrekt(kommentar 36, 37, 38, 39, 40 og 42) samtfuldstændigogpræcisgengivelse af det sagte (fx kommentar 1, 2, 4, 7, 18, 21, 23 og25). I praksis oplever respondenterne dog ofte, at tolkene i stedet for at tolkealtsammenfatter det sagte (fx kommentar 20, 22, 24, 26, 27, 29, 30, 31 og 33) ellergengiver det sagte med egne ord (fx kommentar 1, 3, 6, 9, 10, 14 og 28). Enkelterespondenter tilføjer, at en sådan tolkeadfærd er problematisk, fordi den går ud over

retssikkerheden. I kommentar 25 (se også kommentar 8 og 16) hedder det fx: ”Jegoplever ofte, at tolke, der tolker på f.eks. arabisk, rumænsk og tyrkisk ikke tolker alt,hvad tiltalte/vidnet svarer. De "samler op" og oversætter essensen. Det vil sige, at derbliver sagt en masse, som ikke bliver oversat. Det er tidsbesparende og praktisk, mendet kan være svært at få tolkene til at forstå, at disse hensyn må vige for den sikkerhed,der ligger i, at retten hører alt, hvad tiltalte/vidnet siger […]”.Nogle af respondenterne reflekterer over mulige årsager til, at tolke ikke altid tolker alt,hvad der bliver sagt. Således anføres i kommentar 19: ”[…]Længerevarende indlæg fraadvokater/anklagere bliver ofte ikke oversat, da disse som regel er dårlige til atindlægge pauser, og da tolkene sjældent kan tolke simultant.”I kommentar 25 hedderdet: ”Detvanskeliggøres også af, at tiltalte ofte vil være i en presset og ophidsetsituation, hvor de bare snakker løs til tolken, så det kan være meget vanskeligt at nå atoversætte det hele.”Disse kommentarer viser således, at både de fremmedsprogedetolkebrugere og de institutionelle tolkebrugere til tider ikke tager hensyn til, at dedeltager i en tolket kommunikationssituation.I relation til tolkemodus reflekterer en del respondenter over fordele og ulemper vedhenholdsvis simultantolkning (samtidig tolkning) og konsekutivtolkning (efterfølgendetolkning). Nogle respondenter reflekterer over de problemer, der kan opstå, når tolkengengiver parternes ytringer konsekutivt. I kommentar 12 anfører en respondent således,at den konsekutive tolkemodus, hvor tolken venter med sin gengivelse af det sagte, tilden talende har afsluttet sit muligvis meget lange udsagn, kan resultere i, at ikke alttolkes, fordi det ikke er muligt at huske alt, hvad der bliver sagt. I kommentar 12 og 15giver to respondenter som følge heraf udtryk for, at tolken bør gengive det sagte imindre bidder og med kortere mellemrum. Disse respondenter ønsker altså, at tolkenskal indskyde sine gengivelser af det sagte, når den talende parts talestrøm indeholdernaturlige pauser. Indeholder talestrømmen ikke sådanne naturlige pauser, vil tolkenvære nødsaget til at afbryde den talende. Som en anden mulighed anfører en respondenti kommentar 32, at alle parter bør gøre brug af korte spørgsmål og svar, når der tolkeskonsekutivt. En enkelt respondent (kommentar 13) foreslår, at der anvendessimultantolkning i stedet for konsekutivtolkning. I kommentar 34, 35 og 41 præcisererrespondenterne, at de opfatter det som en mangel, når en tolk ikke kan simultantolke.Tabel 13: Off-record-samtale - tolken og den fremmedsprogede taler medhinanden under retsmødet1.

Uuddannet tolk, somalisk, [der identificerede sig med de tiltalte i sagen] ogtydeligvis diskuterede de svar der skulle gives.Problemet er de ikke uddannede tolke - som vi har flest af. Det drejer sig bl.a.om, at der kommunikeres for meget på fremmedsproget, før oversættelse findersted.Det er et problem, når der opstår en lang samtale/diskussion mellem tolken ogtiltalte/sigtede/parten/vidnet på et sprog, som man ikke selv forstår.Sker også, at tolken begynder at diskutere med vedkommende.[Af og til problemer med tolk, der svarer for den afhørte], eller somkommunikerer indbyrdes med den afhørte under afhøringen.Det er ikke sjældent forekommende, at tolken indleder diskussion medtiltalte/vidner i forbindelse med spørgsmål. Har meget sandsynligt været ikkeuddannede tolke. Husker ikke hvilket sprog.F. eks. tolke, der går i samtale med udlændingen i stedet for at oversætte (gælderalt sammen ikke-uddannede tolke).Det hænder også ofte, at tolkene taler indbyrdes med den afhørte, uden at deressamtale bliver oversat. [Tolken skal ikke være hverken ven med anklager,forsvarer eller den afhørte.]Tolken har samtaler med tiltalte/vidnet.Tolken nøjes ikke med at oversætte, men taler sammen med udlændingen.Der kan pludselig opstå ""snak"" mellem tolk og den, der afhøres.At der tales indbyrdes mellem tolk og fremmedsproget uden oversættelse. Manmå herefter bede om forklaring på, hvad der er foregået.Typisk, at tolken og den fremmedsprogede har en længere "snak", der resultereri et meget kort svar, [herunder at tolken ikke forstår, at der blot skal tolkes, hvadder bliver sagt og ikke tolkens udlægning af det].Nogle tolke går ind på en diskussion med den, der skal afhøres.Jeg har oplevet problemer med tolkning til baltiske sprog, når det har væretikke-uddannede tolke. Tolken nøjes ikke med at oversætte det, der bliver sagt,men holder lange samtaler med den, der tolkes for, om hvad der skete, - udover

Problemer med at tolken og den tiltalte sidder og diskuterer noget, som jeg ikkeved hvad er... Gælder især tolke indenfor ikke europæiske sprog som"afrikansk", persisk og "afghansk.[Typisk begynder tolken at forklare sig og argumentere på vegne af dentiltalte/sigtede,] eller at drøfte besvarelsen, inden denne bliver oversat.Alt for ofte forekommende er, at der forekommer lange samtaler mellem tolk ogpart, selv om både spørgsmål og svar er helt enkle.Tolke, der fører lange indforståede samtaler med tiltalte eller vidner.Arabisk/kurdisk el. lign og somaliske tolke. Tolken og pågældende diskuterer ilang tid, hvorefter tolken siger: "det ved han ikke" eller "Han siger nej". Jegmangler en forklaring på, hvad der dækker sig bag diskussionen.Tolken og den tiltalte taler sammen indbyrdes.

Ovenstående tabel 13 indeholder 23 kommentarer, i hvilke respondenterne reflektererover, at de i praksis oplever, at nogle tolke går i dialog med den fremmedsprogede. Enrække respondenter anfører, at tolkene enten slet ikke informerer de institutionellebrugere om indholdet af disse samtaler mellem den fremmedsprogede og tolken elleralene sammenfatter disse i form af en slags konklusion. Mange respondenter giver i denforbindelse udtryk for, at det er absolut nødvendigt, at tolken informerer deinstitutionelle tolkebrugere om indholdet af samtalerne. I kommentar 3 og 19 kommerdet til udtryk, at samtaler mellem den fremmedsprogede og tolken af de institutionelletolkebrugere opfattes, som om tolken og den fremmedsprogede drøfter, hvordan denfremmedsprogede bør besvare et spørgsmål. Kommentar 3 og 19 viser, at nogleinstitutionelle tolkebrugere betragter tolken med mistro. Disse respondenter opfattertolkens samtale med den fremmedsprogede som en favorisering af denne, fordi de tror,at tolken rådgiver den fremmedsprogede om, hvordan denne bør besvare et stilletspørgsmål. At tolkens samtale med den fremmedsprogede kan skyldes, at tolken harbrug for at stille opklarende spørgsmål om det, den fremmedsprogede siger, for at kunnetolke det korrekt, synes alene en enkelt respondent at være opmærksom på (kommentar17).Tabel 14: Sprogkundskaber – tolkens beherskelse af dansk og fremmedsproget1.

Manglende sprogkundskaber.[F. eks. tolke, der ikke er tilstrækkeligt kvalificerede i dansk (gælder alt sammenikke-uddannede tolke).Nogle tolke behersker ikke dansk i tilstrækkeligt omfang. De ovennævnteproblemer med tolke opstår normalt aldrig med veluddannede, autoriserede,men forekommer hyppigere blandt ikke uddannede tolke ved sprog, som liggerlangt fra dansk og det vi kalder "hovedsprogene".Grønlandsk og somalisk. Der var tale om ikke uddannende tolke.Tolken har ikke magtet sproget men det har typisk været dansk, det har knebetmed. Det har været tolkning af ikke-europæiske sprog, der har givet problemer,måske også af østeuropæiske, men kun i et enkelt tilfælde mindes jeg at tolkningaf de store vesteuropæiske sprog har givet problemer, og da var det enuuddannet tolk, der medvirkede.Det sker ikke sjældent, at der opstår tvivl om tolken og dermed den der tolkes forhar forstået, hvad der bliver spurgt om eller for den sags skyld svaret. Noglegange har det nok så meget med kulturelle forskelle som sproget at gøre.Ej god nok til sproget, der ikke er modersmål.Taler dårligt dansk. Sigtede/tiltalte og tolken har svært ved at forstå hinanden.Dette gælder for ikke-uddannede tolke: tyrkisk – arabisk.Nogle tolke taler heller ikke selv tilstrækkeligt godt dansk og kan være svære atforstå.Sproglige problemer, bl.a. med dialekter, som ikke var tolken bekendt, ellermåske utilstrækkeligt sprogkendskab hos tolken. Det er af gode grunde svært atvide.De kunne ikke den pågældende dialekt eller de kunne for dårligt dansk.Enkelte tilfælde med problem med dansk.At tolken simpelthen ikke taler godt nok dansk til at kunne have de rigtigenuancer med (primært ikke uddannede).Tolke der kan flere sprog og som skal tolke hvori der indgår dialekter.Tolken taler ikke tilstrækkeligt godt dansk. Man har en fornemmelse af, at tolkenheller ikke mestrer det fremmede sprog, trods forsikringer herom.Der er sjældent problemer med tolkning af de "klassiske sprog" som

I ovenstående tabel 14 har vi samlet de 20 kommentarer, som berører tolkenessprogkundskaber. Langt størsteparten af respondenterne anfører, at mange tolkesdanskkundskaber er utilstrækkelige. Af kommentarerne fremgår det, at denne kritikprimært er møntet på tolke, der ingen tolkeuddannelse har og ikke har dansk sommodersmål. Kun to respondenter (kommentar 16 og 18) anfører, at de har oplevet tolke,der ikke behersker det pågældende fremmedsprog i tilstrækkelig grad. Som et konkreteksempel på sprogligt betingede problemer anfører fire respondenter (kommentar 1, 11,12 og 15), at de i praksis har oplevet, at en rekvireret tolk ikke forstår eller taler densamme dialekt som den fremmedsprogede.Tabel 15: Tolkens habilitet og neutralitet1.

Jeg har oplevet tolke, der optrådte mere som partsrepræsentant end som tolk.Det har typisk været uautoriserede tolke, og ofte de nye fremmedsprog somarabisk, pakistansk og lignende.[Det er ikke sjældent forekommende, at tolken indleder diskussion medtiltalte/vidner i forbindelse med spørgsmål.] Har oplevet, at tolken ikke fremstårneutral. Har meget sandsynligt været ikke uddannede tolke. Husker ikke hvilketsprog.Der er indimellem tvivl om deres habilitet.Tolke som forsøger at "tale" sigtedes sag. Jeg ved ikke med sikkerhed, om deralene har været tale om tolke, der ikke har gennmført tolkeuddannelse.[Det hænder også ofte, at tolkene taler indbyrdes med den afhørte, uden at deressamtale bliver oversat.] Tolken skal ikke være hverken ven med anklager,

Må ej opfatte sig som støttepædagog m. m.Tolken fungerede som mellemmand i retten. Tolken havde fungeret sommellemmand uden for retten ved at arrangere møde mellem forældre i enforældreansvarssag.Tolk, som ville give sin mening om sagen til kende. Vedkommende blev standset,men det er meget upassende og uprofessionelt. Husker ikke, om der var tale omen uddannet eller ikke uddannet tolk.Det var i Grønland. Der blev brugt tolk ved votering med domsmændene, derikke kunne dansk. Tolken begyndte at forhandle med domsmændene.Uuddannet tolk, somalisk, der identificerede sig med de tiltalte i sagen [ogtydeligvis diskuterede de svar der skulle gives].Også problemer med et vist kendskab mellem tolk og part, især fra mindresproggrupper. Vedrører altovervejende ikke uddannede tolke.Ikke uddannede tolke har jeg oplevet problemer med. Problemet har typiskværet, at de har opfattet sig som advokat for den, der tolkes for, ofte den tiltalte.Det har været forskellige sprog.Jeg har oplevet problemer med tolkning til baltiske sprog, når det har væretikke-uddannede tolke. [Tolken nøjes ikke med at oversætte det, der bliver sagt,men holder lange samtaler med den, der tolkes for, om hvad der skete, - udoverhvad der må anses for nødvendigt.] Det kan særligt være et problem, hvis tolkenogså har tolket ved en forudgående politirapport.Et vidne, der følte sig bange for tolken, der tilhørte en mere religiøs retning afislam end vidnet selv.

I ovenstående tabel 15 har vi samlet de 14 kommentarer, som kommer ind på emnetneutralitet. En række respondenter anvender metaforer til at beskrive, hvordan en tolkkan forbryde sig mod sin neutralitet: tolken agerer sompartsrepræsentant(kommentar1),ven med en part(kommentar 5),støttepædagog(kommentar 6),mellemmand(kommentar 9) ogadvokatfor den fremmedsprogede (kommentar 12). Andrerespondenter anvender forskellige idiomatiske udtryk til at beskrive dette: en tolk, dertaler den fremmedsprogedes sag(kommentar 4), dergiver sin mening til kende(kommentar 8),forhandler med domsmændene(kommentar 9), ogidentificerer sig medtiltalte(kommentar 10). I kommentarerne 11 og 13 anføres det, at det kan være et etiskproblem, når tolken kender den fremmedsprogede på forhånd (fx hvis tolken tidligere

Kvaliteten af tolkningen ikke tilstrækkelig god.Dels problemer med, at de er for dårlige til at tolke.På ex. engelsk har jeg oplevet at advokater og jeg i stedet selv slog over iengelsk pga. kvaliteten af tolkens oversættelser.Ved en tysksproget uddannet tolk, kunne jeg selv konstatere, at der i mangetilfælde ikke var overensstemmelse mellem det tyske svar og den danskeoversættelse, men ellers drejer det sig oftest om sprog, jeg ikke behersker, oghvor jeg derfor ikke med sikkerhed kan afgøre oversættelsens kvalitet.Nogen gange opstår den barokke situation, at tiltalte/sigtede/parten/vidnet erutilfreds med tolkens oversættelse og selv oversætter til dansk.Engelsk tolkning. Her kan jeg høre, hvor mange fejl der bliver begået, da jeg joforstår engelsk selv. Tidligere oplevet det samme med tysk, som jeg også selvtaler. Så kan man jo nok forestille sig, at det samme sker ved andre sprog, heropdager jeg det jo bare af gode grunde ikke. Der har været tale om uddannedetolke.

2.7.10 Spørgsmål 11: Generel vurdering af oplevet tolkekvalitetI spørgsmål 11 blev respondenterne bedt om med egne ord at vurdere kvaliteten af dentolkning, de har oplevet i retten. I alt 155 respondenter gjorde brug af denne mulighed.Nedenfor er respondenternes kommentarer blevet inddelt i fem svarkategorier alt eftergraden af den tilfredshed, som respondenterne giver udtryk for i deres kommentarer:1.Positiv eller overvejende positiv kommentar:Denne svarkategori omfatter dekommentarer, der udtrykker, at respondenten er mere tilfreds end utilfreds ellerer fuldt ud tilfreds med kvaliteten.2.Negativ eller overvejende negativ kommentar:Denne svarkategori tæller dekommentarer, der udtrykker, at respondenten er mere utilfreds end tilfreds ellerhelt utilfreds med kvaliteten.3.Både og:Denne svarkategori indeholder de kommentarer, der hverken erovervejende positive eller negative, men derimod indeholder både positive ognegative kommentarer.4.Kan jeg ikke vurdere:Denne svarkategori omfatter de kommentarer, i hvilkerespondenten giver udtryk for ikke at kunne vurdere kvaliteten af den tolkning,som han/hun har oplevet i praksis.5.Øvrige kommentarer:Denne svarkategori indeholder kommentarer, i hvilkerespondenterne ikke direkte besvarer spørgsmålet om kvalitet, men reflektererover relaterede aspekter.Da en del respondenter tilføjer en selvreflekterende kommentar om egne evner til atvurdere tolkekvaliteten, viser de nedenstående tabeller for svarkategori 1-3 henholdsvisantallet af kommentarer uden selvreflektion og antallet af kommentarer medselvreflektion.Vi bemærker, at klassificeringen af respondenternes kvalitative kommentarer somtilhørende en af ovennævnte kategorier i sagens natur baserer sig på vores subjektivefortolkning.Tabel 21: Positiv eller overvejende positiv kommentarPositive kommentarer1.

Udmærket.Den har været god.Tilfredsstillende.Generelt god fra uddannede tolke.God!God kvalitet. Selvfølgelig kan der mærkes forskel på en erfaren og en knap såerfaren tolk.Generelt god tolkning.I europæiske sprog: god. Jeg har lært meget latin og behersker italiensk pågadeplan, hvorfor jeg også har indsigt i de romanske sprog. Dertil kommer detnaturlige kendskab, der i gamle dage blev undervist i på det sprogligegymnasium.God.God. De autoriserede tolke er generelt gode.Tilfredsstillende.Som udgangspunkt i orden.Generelt god. Normalt medvirker tolken til at få tingene til at glide.I de - relativt få - sager jeg har haft i 2009, var den god.God, omhyggelig og samvittighedsfuld.Generelt ok, men varierer noget.Fin kvalitet. Når tolke kan simultantolke, virker det bedst.God.God. Det er ofte en fornøjelse at følge en dygtig tolks arbejde.God.Vældig god.God.

God.Den er god.God.Den er i almindelighed udmærket, selvfølgelig særligt fra de autoriserede tolkesside.Meget god.Generelt opleves ingen problemer.Generelt er tolkningen god.Generelt tilfredsstillende.Kvaliteten er sædvanligvis høj og jeg sikrer mig altid ved spørgsmål (tolket)direkte til personen at denne og tolken forstår hinanden.Generelt er tolkningen god.Generelt en god kvalitet hos de uddannede tolke.Generelt er tolkningen i orden. I de fleste tilfælde er kvaliteten høj.Som værende generelt meget god.Generelt rimelig god.Rimelig.Generelt er kvaliteten af uddannede tolke god.Generelt er kvaliteten i orden.OK uden at være prangende.I langt de fleste tilfælde god.Den er generelt set rimelig god.På en skala fra 1-10, hvor 10 er bedst, så er det generelt 8.Rimelig.Generelt god.

For det meste opleves tolkningen som uproblematisk og dermed god. Selve denfaglige tolkning kan jeg ikke udtale mig om, da jeg ikke kender sproget.Generelt ok men pga. ukendskab til det fremmede sprog kan det være svært atvurdere.Jeg formoder at den generelt er tilfredsstillende, men jeg kan kun vurdere den iforbindelse med tolkning fra engelsk.Generelt fungerer det fint. Det er jo vanskeligt at vurdere hvad der blivervidereformidlet - kunne vi sproget behøvede vi jo ingen tolk. Jeg tror genereltikke kvaliteten fejler noget. Når vi gør brug af engelske tolke er det muligt ihøjere grad at vurdere, om man er tilfreds med kvaliteten. Det er oftest tilfældet,selvom en "oxford-engelsk tolk" kan have lige så vanskeligt ved at kommunikeremed en engelsk talende jamaicansk person som vi selv ville have.God i det omfang det kan bedømmes uden kendskab til det fremmede sprog.Generelt udmærket, tror jeg. Men jeg ved af gode grunde ikke, om tolkenoversætter korrekt, når der tolkes i et sprog, jeg ikke kender.Som regel rigtig god, men det kan jo være svært at vurdere, når man ikke harkendskab til det sprog, der tolkes.Tilfredsstillende, men det kan jo være svært at vide, om der oversættes rigtigt.Overvejende positive kommentarer

For de autoriserede tolke er kvaliteten som regel høj, men der kan være svipsere.I de fleste tilfælde - god. I få tilfælde - ringe. Det gælder især afrikanske sprog.Den er generelt god. Tolkene er gode til at tolke løbende. Nogle gange kan mandog mærke, at tolkene er usikre over for sagens forløb. De ved måske ikke helt,hvorledes man kan forvente, at en straffesag forløber.Generelt af høj kvalitet, men der kan være problemer navnlig ved mereualmindelige sprog.Generelt er kvaliteten god. Ganske få gange er kvaliteten utilfredsstillende.Generelt er den middel.Jævn til god. Desværre kan vi ikke altid få kvalificerede, uddannede tolke.Overvejende god, men dog med betydelige variationer.Den har som udgangspunkt været god, enkelte gange meget god og få gange ikkeså god.Der er alene problemer, når der skal bruges tolk med en særlig lokal dialekt.God, men kvaliteten kan variere.God, den kan sikkert gøres bedre. Noget af det værste jeg ved, er hvis tolk ogfremmedsproget begynder en intern dialog.Det er svingende kvalitet, men som regel forekommer det meget kvalificeret.Generelt er tolkningen på et højt niveau. Når ordet "generelt" bruges er det ogsåudtryk for, at jeg har haft knap så gode oplevelser med tolke, der ikke kunnelevere den forventede kvalitet.Generelt fra udmærket til god, men med enkelte svipsere.Svingende, jeg har erfaring med supergode tolke, der mere eller mindresimultantolkede og andre, der oversætter lange forklaringer fra tiltalte med et"ja" eller "nej" og hvor man må anmode tolken om at "gøre det om" ogoversætte ordret. Generelt er jeg dog godt tilfreds med tolkene og deres arbejde.god, men i et enkelt tilfælde særdeles utilstrækkelig. Den pågældendetolk anvendes ikke længere til retstolkning i retskredsen.

Af ovenstående tabel 21 fremgår det, at 101 af de 155 respondenter, som har besvaretspørgsmålet om kvalitet, anfører en positiv eller overvejende positiv kommentar. Dettesvarer til 65,2 %. De 101 kommentarer fordeler sig på 81 positive kommentarer (80,2%) og 20 overvejende positive kommentarer (19,8 %). I de overvejende positivekommentarer giver respondenterne typisk udtryk for, at kvaliteten generelt set er god,men at der af og til forekommer tolkninger, som efter deres mening ikke ertilfredsstillende. I alt ni respondenter (8,9 %) reflekterer i forlængelse af en entenpositiv eller overvejende positiv kommentar over egne forudsætninger for at kunnevurdere tolkningens kvalitet.Tabel 22: Negativ eller overvejende negativ kommentarNegative kommentarer1.

Generelt kunne den være noget bedre. Problemet er at skaffe kvalificerede tolke.Min generelle vurdering er middel.Den er meget svingende, da et stort antal er selvlærte tolke pga. af deresspecielle sprog/dialekt.Nogenlunde.Middel.Middel.Der er mange særdeles dygtige tolke og der er nogle knapt så dygtige.Brugbar, men heller ikke mere. Jeg tror, at mange nuancer i forklaringerne gårtabt.Svingende.Meget svingende.Meget svingende! Aut. tolke til engelsk og tysk, hvor jeg kan vurdere, hvad dersker, er jeg godt tilfreds. Jeg har også haft gode erfaringer med russisk tolk. Idet hele taget oplever jeg, at aut. tolke har større forståelse for opgaven (atoversætte, ikke formidle/forklare). Jeg har også siddet med en tolk, hvor jeg var itvivl om, hvorvidt tolken forstod spørgsmålet.Meget svingende. Der er rigtig dygtige tolke, og så er der tolke, der er sådårlige, at det er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at anvende dem.Kvaliteten er meget svingende.Middelgod.Hos de ikke-uddannede er kvaliteten meget svingende.Den er meget svingende. Der er mange rigtig dygtige tolke og mange, der ikkehar forstået rollen, som - lidt firkantet sagt - en "oversættelsesmaskine" (der dogkan afspejle nuancerne i sproget). Der er også en del generelt acceptable tolke.Meget svingende.Nogle tolke er meget dygtige, og andre nødvendiggør en ekstra indsats fra de

Kvaliteten er meget svingende.Meget forskelligt. Sommetider er tolken perfekt, - det redskab, der oversætter alt,og sommetider har tolken ganske misforstået opgaven og tror, at det er tolken,der skal stå for den egentlige kommunikation til den fremmedsprogede.Det er ofte i straffesager, at jeg møder tolke. Tolkene er rekvireret afanklagemyndigheden. Derfor kender jeg ikke deres uddannelse. Det er særligtved tolkning af sprog fra de tidligere sovjet/østeuropæiske lande, arabiske landeog afrikanske lande, at jeg oplever en meget svingende kvalitet i tolkningen.Vedrørende tolkning af øvrige sprog er kvaliteten generelt god.Kvaliteten er meget svingende. Den er meget høj i de europæiske sprog oglignende, mens den ofte er utrolig ringe ved afrikanske sprog og kunne ofteønskes bedre selv ved arabisk.Svingende - fra det helt udmærkede til det ikke tilfredsstillende.Kvaliteten er så varierende, at spørgsmålet ikke kan besvares generelt, men derfindes rigtig gode tolke inden for de oftest forekommende sprog, som jeg såbeder om bliver anvendt.Generelt er det institutionelle tolke - men det kniber især vedrørende "mindre"sprog - fx har jeg vedrørende somaliske tolke nogle mindre gode erfaringer.Meget svingende kvalitet.Generelt høj kvalitet hos de uddannede tolke og mindre høj hos de uuddannede,som kommer oftest, idet de tolker de sprog vi skal bruge, nemlig arabisk ogsomalisk. Den bedste tolk jeg mødte i 2009 var uddannet arabisk tolk og heltsuveræn.Svingende. Det største problem er tolke, der fortolker, hvad de hører fravidnet/tiltalte, inden de oversætter. I stedet for blot at oversætte direkte.Svingende.Kvaliteten af tolkeuddannede er fantastisk høj. For så vidt angår andre tolke, erdet ikke altid oplyst, hvilken uddannelse de har og omfanget af statsprøvning. Idet tilfælde er kvaliteten temmelig svingende. Jeg har også oplevet tolke, dertalte og forstod dansk dårligere end den person, de tolkede for. Det er selvsagtikke nogen god situation!Jeg er ikke imponeret generelt, men der findes også rigtig gode tolke.

Jeg kan hverken sige, at kvaliteten er god eller dårlig, men når jeg svarer, kanjeg heller ikke sige, om de dårlige oplevelser kun er med ikke-uddannede tolkeeller med både uddannede og ikke-uddannede. Der er tolke, der gør det virkeliggodt og taler i jeg-form, når de oversætter, og hvor man får indtryk af, at deoversætter alt, men der er andre, der bliver ved at oversætte i 3. person trodsutallige anmodninger om at bruge jeg-form, og som tilsyneladende kunoversætter det, som de finder relevant. Nogle tolke taler selv et svært forståeligtdansk, hvilket ikke fremmer forståelsen.Det sker desværre ikke hyppigt nok, at man kan konstatere, at tolken er heltperfekt.Det svinger fra det virkeligt gode til en ikke særlig god kvalitet, hvor tolkenskendskab til dansk fremtræder som ikke alt for overbevisende.Svingende.Meget svingende kvalitet.Der er meget stor forskel.Generelt er kvaliteten nogenlunde rimelig, men kunne være betydeligt bedre. Ienkelte tilfælde er der gode oplevelser.Det er meget varierende.Både og-kommentar med selvreflektion

Meget varierende. Når der tolkes fra og til engelsk, kan man bedømme det. Detgiver grundlag for eftertænksomhed. Alt for mange tolker uden at have lært, atopgaven alene er at formidle. Uddannelse og rutine mangler ofte.Den er meget forskellig, men gennemgående har tolkningen været god. Vi harher ved retten mange sager om menneskesmugling og ikke sjældent bliver der idisse sager tale om tolkning af sprog, som kun ganske få behersker. Det erderfor svært at udtale sig generelt om tolkningens kvalitet, og en generelvurdering kan næppe bruges til ret meget.Meget svingende - generelt bedre kvalitet ved uddannede tolke, men svært atbedømme, hvis der tolkes til et sprog, man ikke selv kender noget til. Der er båderigtig gode og rigtig dårlige tolke. Generelt set er tolkningen i orden. Men deproblemer, der kan opstå, er, 1) at tolkningen går for langsomt og 2) attolkningen drøfter spørgsmål/svar med den, der skal tolkes for, inden deroversættes.

Af ovenstående tabel 23 kan ses, at i alt 41 respondenter (26,4 %) anfører enkommentar, der både er positiv og negativ. Typisk giver respondenterne udtryk for, atkvaliteten er meget svingende. Af de 41 respondenter, der anfører en kommentar, derbåde er positiv og negativ, reflekterer tre (7,3 %) over deres egne forudsætninger for atkunne vurdere kvaliten af tolkningen.Tabel 24: Det kan jeg ikke vurdere1. Det er vanskeligt at vurdere ved sprog, som jeg ikke kender, og det gælder defleste af de sprog, som jeg får tolket fra. Jeg oplever jævnligt, at der erproblemer, fordi tolken ikke 'bare' oversætter, men indleder en samtale med denperson, der tolkes for og først derefter oversætter det svar, som tolken har 'taltsig frem til'. Når jeg griber ind, undskylder tolken sig med, at svaret i førsteomgang ikke gav mening, og tolken derfor mente sig berettiget til at spørgeyderligere for at få et svar, som tolken mente var meningsfyldt. Problemetopstår og fortsætter, selvom tolken instrueres i, at alt skal oversættes, og atuddybende spørgsmål ikke skal stilles selvstændigt af tolken, men af den, derudspørger i retten. Problemet kan, så vidt jeg kan bedømme, dels skyldes, at tolkog den person, der tolkes for, ikke forstår hinanden godt nok på det pågældendesprog, selvom jeg altid starter med at bede dem begge bekræfte, at de forstårhinanden. Men det kan også skyldes, at tolken ikke kan forstå, at det er retten ogikke tolken, der skal tage stilling til indholdet af et svar.2. Det har jeg ikke et tilstrækkeligt grundlag til at kunne svare på.3. Kan ikke vurdere.4. Det er jo svært at vurdere, når jeg ikke kan forstå det sprog, personen taler. Såjeg ved jo ikke, om oversættelse rent faktisk afspejler det forklarede.5. Svært at vurdere.6.Det er svært at svare på, da det kun er i hovedsprogene, at man kan følge med ihvad der bliver sagt og oversat. Generelt håber jeg, at den er god.

På baggrund af ovenstående kan det konstateres, at i alt 155 respondenter besvaredespørgsmålet om kvaliteten af den tolkning, der foregår ved de danske domstole. De 155kommentarer fordeler sig som følger:1. I alt 101 respondenter (65,2 %) anfører en positiv eller overvejende positivkommentar.2. I alt 5 respondenter (3,2 %) anfører en negativ eller overvejende negativkommentar.3. I alt 41 respondenter (26,4 %) anfører en kommentar, som både er positiv ognegativ.4. I alt 6 respondenter (3,9 %) anfører ikke at kunne vurdere kvaliteten.5. I alt 2 respondenters kommentarer (1,3 %) indeholder ikke en vurdering afkvaliteten af den oplevede tolkning, men derimod en beskrivelse af oplevedetolkninger.På baggrund heraf kan det konstateres, at 147 af de i alt 155 respondenter, der besvarerspørgsmålet, reelt bedømmer kvaliteten af den tolkning, de har oplevet i praksis. Kiggervi på svarfordelingen blandt disse 147 respondenter, anfører 68,7 % en positiv ellerovervejende positiv kommentar, mens 3,4 % anfører en negativ eller overvejendenegativ kommentar. At de har oplevet både gode og dårlige tolkninger, anføres af 27,9%. Af de 147 respondenter, der foretager en vurdering af den oplevede tolkekvalitet,knytter i alt 13 respondenter (8,8 %) en selvreflekterende kommentar til deresvurdering. Af de 101 respondenter, der anfører en positiv eller overvejende positiv

2.7.11 Spørgsmål 12: Hvordan skal det sagte gengives?I spørgsmål 12 blev respondenterne bedt om at tage stilling til, hvordan tolken børgengive det sagte. Til dette formål blev respondenterne bedt om at sætte et kryds på en5-point skala. På denne skala står 1 for, at ”tolken indholdsmæssigt skal gengive detsagte fuldstændigt og præcist, det vil sige uden at ændre, tilføje eller udelade noget”, og5 for, at ”tolken må reducere det sagte, hvis blot meningen med det sagte bevares.”Tabel 26: Hvordan skal det sagte gengives?Hvordan skal tolken som udgangspunkt forholde sig til det sagte? 1 står for: Det sagte skalindholdsmæssigt gengives fuldstændigt og præcist, dvs. uden at ændre, tilføje eller udeladenoget. 5 står for: Tolken må reducere det sagte, så længe meningen er intakt.Gennem- AntalSvarmuligheder12345snitSæt kryds påskalaen864617311,61153Antal besvarelser153Undladt at svare

Af ovenstående tabel 26 fremgår det, at 86 af de 153 respondenter (56,2 %), derbesvarede dette spørgsmål, var enige i udsagn 1. Udsagn 5 var kun en enkelt afrespondenterne (0,6 %) enig i. Svarfordelingen viser, at langt størsteparten afbesvarelserne (86,3 %) placerer sig til venstre for skalaens midtpunkt, mens alene 2,6 %placerer sig til højre for skalaens midtpunkt. Gennemsnittet ligger på 1,61 på 5-pointskalaen. Tabellen viser således, at respondenterne i meget høj grad ønsker, at tolkenindholdsmæssigt gengiver det sagte uden at ændre noget som helst.Set i relation til ansættelsessted viser undersøgelsen, at de domstolsjurister, der er ansatved en byret, er mere enige i udsagn 1 end de domstolsjurister, der er ansat ved enlandsret. For domstolsjuristerne ved by- og landsretterne ligger gennemsnittet påhenholdsvis 1,62 og 1,46.Opdelt efter omfanget af respondenternes erfaring med tolkning viser undersøgelsen, atder ikke er en direkte sammenhæng mellem omfanget af tolkeerfaring og opfattelsen af,hvordan tolken skal gengive det sagte, idet gruppen, der har mindst tolkeerfaring, i

gennemsnit ligger på 1,61 på skalaen, mens gruppen, der har medium tolkeerfaring,ligger på 1,49 og gruppen med størst tolkeerfaring på 1,74. Dog viser undersøgelsen, atgruppen med størst erfaring med retstolkning ligger længere til højre på skalen end deøvrige grupper og dermed i større omfang end de øvrige grupper giver tolken et vistsprogligt råderum til at komprimere det sagte, hvis blot meningen er intakt.2.7.12 Spørgsmål 13: Gengivelse af tøvelyde, selvrettelser og lignendeI spørgsmål 13 blev respondenterne spurgt, om tolken bør gengive alle parters tøvelyde,pauser, selvrettelser og lignende. Af de 154 respondenter, der besvarer spørgsmålet,svarer 37 % ja og 63 % nej. Svarfordelingen fremgår af nedenstående tabel 27.Tabel 27: Tøvelyde, selvrettelser og lignendeBør tolken gengive alle parters tøvelyde, pauser, selvrettelser og lignende?SvarmulighederJaNejBesvarelsei procent37,0%63,0%Antal besvarelser579715416

Den gennemsnitlige rating for hver af de 5 kompetencer, der fremgår af ovenståendetabel, vises i nedenstående diagram. Tallene på x-aksen er udtryk for dengennemsnitlige rating, mens tallene på y-aksen angiver de fem kompetencer, hvor 1refererer til ”kendskab til de for sagen relevante fagudtryk” osv.Diagrammet viser, at respondenterne i gennemsnit vurderer, at upartisk adfærd (4,92) ervigtigst fulgt af sammenhængende og flydende udtryksevne (4,27). Samtidig viserdiagrammet, at alle kompetencer har en rating på over 3, der udgør midterpunktet påskalaen. Reelt rater respondenterne samtlige kompetencer med en værdi tæt på ellerendda over 4. Dette viser, at respondenterne betrager alle kompetencer – om end iforskelligt omfang - som vigtige. Det samme billede tegner sig, når besvarelsen ses irelation til ansættelsessted eller omfanget af respondenternes erfaring med retstolkning.

For hver tolkehandling blev respondenterne bedt om at vurdere, hvor irriterende definder denne handling på en 5-point skala, hvor 1 står for ”slet ikke irriterende” og 5 for”yderst irriterende”. I alt 154 respondenter besvarede spørgsmålet.Som det fremgår af tabel 29, mener respondenterne, at samtlige handlinger er irriterendei større eller mindre grad, da alle handlinger har en gennemsnitlig rating på 1,96 ellerderover. Den handling, som respondenterne i gennemsnit finder mindst irriterende, er, attolken holder pause for at tænke sig om (1,96). Den handling, de finder mest irriterende,er, at tolken afbryder sine sætninger (3,35). Kigger man på de enkelte handlinger, visertabellen, at flest respondenter individuelt betragtet rater det med 1 og dermed som ”sletikke irriterende”, at tolken bruger tid på at tage notater (65 respondenter) og holderpause for at tænke sig om (66 respondenter). At tolken kommer med tøvelyde, rates afflest respondenter (49 respondenter) med 3 point, mens tolkens produktion af ufuldstæn-dige sætninger af flest respondenter (55 respondenter) rates med 4.

1. Uopfordret at gøre opmærksom på kulturforskelle og lignende2. Stille opklarende spørgsmål til sagens parter, hvis tolken fx ikke forstår etfagudtryk3. Bede om gentagelse, hvis tolken ikke mener at have fået det hele med4. Uopfordret at forklare fx et fagudtryk over for den fremmedsprogede5. Sammenfatte lange udsagn og passager6. Gøre opmærksom på misforståelser7. Udføre administrative opgaver for tolkebrugerne (fx. hjælpe med at udfyldeblanketter og lignende)8. Tolke det, der ikke er direkte henvendt til den fremmedsprogede (fx bevisførelseog procedure).Respondenterne blev bedt om at besvare hvert af de otte spørgsmål med enten ja ellernej. I alt 153 respondenter besvarede spørgsmålet.Tabel 30: Supplerende tolkefunktionerBestår tolkens opgave efter din mening også iSvarmuligheder1: uopfordret at gøre opmærksom på kulturforskelle og lignende?2: at stille opklarende spørgsmål til sagens parter, hvis tolken f.eks. ikke forstår et fagudtryk/udsagn?3: at bede om gentagelse, hvis tolken ikke mener at have fået det hele med?4: uopfordret at forklare f.eks. et fagudtryk over for den fremmedsprogede?5: at sammenfatte lange udsagn og redegørelser?6: at gøre opmærksom på misforståelser?7: at udføre administrative opgaver for tolkebrugerne (fx hjælpe med at udfylde blanketter)?8: at tolke det, der ikke er direkte henvendt til den fremmedsprogede (f.eks. bevisførelse og procedure)?Antal besvarelserUndladt at svareja42134153573914958146nejjanejAntal15315315315315315315315315317

Som det fremgår af ovenstående, er respondenternes enighed størst, for så vidt angår detolkefunktioner, som respondenterne mener, at tolken bør udføre.Set i relation til ansættelsessted viser undersøgelsen, at svarfordelingen fordomstolsjurister ansat ved en byret, der udgør flertallet af undersøgelsens finittepopulation, stort set svarer til den gennemsnitlige svarfordeling for samtligerespondenter. For så vidt angår domstolsjuristerne ansat ved en landsret, viserundersøgelsen, at alle respondenter i denne gruppe mener, at tolken bør bede omgentagelse, hvis han/hun ikke har fået det hele med (100 %), gøre opmærksom påmisforståelser (100 %) og tolke det, der ikke er direkte henvendt til den fremmed-sprogede (100 %). Sammenlignet med svarfordelingen for samtlige respondenter, errespondenterne i denne gruppe endvidere i højere grad enige om, at tolken ikke børsammenfatte lange udsagn og redegørelser (83,3 %) og udføre administrative opgaverfor tolkebrugerne (66,7 %), men i mindre grad enige om, at tolken ikke bør stilleopklarende spørgsmål, hvis der er noget tolken ikke forstår (79,2 %), uopfordretforklare fx et fagudtryk for den fremmedsprogede (62,5 %) eller uopfordret gøreopmærksom på kulturforskelle (54,2 %).Ses svarfordelingen i relation til omfanget af respondenternes erfaring med retstolkning,viser undersøgelsen, at jo større erfaring respondenterne har med retstolkning, i destohøjere grad foretrækker de, at tolken varetager de supplerende tolkefunktioner.2.7.16 Spørgsmål 17: Afsluttende kommentarerI spørgsmål 17 blev respondenterne spurgt, om de ønsker at gøre opmærksom på andreforhold, som de mener kan være af betydning for forskningsprojektet. I alt 46respondenter gjorde brug af denne mulighed. Som i spørgsmål 10 har vi inddeltrespondenternes kommentarer i induktive kategorier, der udgør konceptualiseringer afkommentarerne. Vi nåede frem til følgende seks induktive kategorier, som her eroplistet efter hyppighed:1.2.3.

Nogle respondenter kommer i deres kommentarer ind på flere forskellige aspekter afretstolkning, hvorfor disse kommentarer i sagens natur ville kunne placeres i fleresvarkategorier. Vi har her valgt ikke at splitte kommentarerne op i mindre enheder, menat anføre kommentarerne i deres fulde længde i den svarkategori, som efter voresmening bedst repræsenterer kommentarens primære budskab. Klassificeringen afrespondenternes kommentarer er dermed i høj grad udtryk for vores subjektivefortolkning. Nedenfor er anført en tabel for hver af de seks svarkategorier. Efter hvertabel sammenfatter vi respondenternes afsluttende kommentarer, idet vi dog bemærker,at kommentarer, der er rubriceret som ”øvrige kommentarer”, ikke behandlesyderligere.Tabel 31: Respondenternes forventninger til retstolken og dennes rolle1.

Jeg oplever stor forskel på tolkning. Det forventes i retten, at en tolk kanoversætte med en vis hastighed, så retshandlingen ikke trækker ud. Det er dernogen, der er bedre til end andre, hvilket naturligvis navnlig vil kunne tilskrivesøvelse og erfaring.Loyal oversættelse, korrekt optræden, upartisk.Hvis tolken tolker for et vidne, skal der kun oversættes og kommenteres påmisforståelser og fagudtryk. Ved tolkning for en part/tiltalt skal ogsåforelæggelse og procedure tolkes. Jeg ønsker mig sikrere tolke på arabisk, ogdet der ligner, og somalisk. De folkeslag har vi mange af i retten, og tolkene ermeget svingende i kvalitet. Jeg vil helst have, at tolken spørger, hvis denne er itvivl i stedte for at han/hun gætter...Konduite. Især i relation til de foregående spørgsmål. Tolken behøver ikke forståalle fagudtryk, f.eks., og skal ikke spørge til alt, men skal have fornemmelse for,hvad der giver mening at oversætte.Når en sag procederes, beder jeg tolken sætte sig ned bag ved med denfremmedsprogede og oversætte simultant hviskende, hvis tolken er i stand dertil.I grundlovsforhør oversættes proceduren ikke, men tolken skal efterfølgendeoversætte simultant fra det referat, der gives til retsbogen.En meget vigtig ting er, at tolken skal være helt klar på sin rolle, nemlig attolken er rettens tolk og derfor ikke skal samtale (før, efter og undervejs i pauserm.v.) med den tolkede men alene tolke det, som tolken bliver bedt om. Tolken

Nogle af spørgsmålene er svære at besvare entydigt, f.eks. at gøre opmærksompå kulturelle forskelle. Der er ikke noget til hinder for, at en tolk kan oplyse, f.eks, at et bestemt udtryk er almindeligt anvendt i en bestemt kultur ellerlignende. Det helt afgørende er, at tolken er et redskab til kommunikation meden fremmedsproget så korrekt som overhovedet muligt.Jeg beklager den sene besvarelse, men håber, at den kan nå med iundersøgelsen. Jeg kan i øvrigt sige, at en del af mine besvarelser af de sidstespørgsmål ikke er så sort/hvide, som de ser ud. Noget afhænger jo af det muligeskunst. Hvis man sidder med en tolk, som er uprøvet og forsøger at få gennemførten sag, er afklarende spørgsmål m.v. nødvendigt, men det er brandirriterende,hvis det føles overflødigt og kun sker for at tolken kan komme på banen.Jeg synes, at det er vigtigst, at tolken tolker korrekt (det vil sige så tæt på detsagte, som muligt) og hurtigt. Det er klart en fordel, hvis der kan simultantolkes,så der ikke skal holdes lange pauser i oplæsning m.v. for at vente på tolken. Deter et stort krav at stille, og jeg er imponeret, når det kan lade sig gøre, men deter virkelig godt for en værdig afvikling af retshandlingen.Det er meget vigtigt, at tolken kun oversætter og ikke fortolker. Det er megettidsbesparende, at tolken kan tolke simultant. Tolken bør sige til, nårpågældende har brug for en pause, hvilket vil blive efterkommet.Tolken skal være den mindst synlige aktør i retssalen.Den største udfordring er en afgrænsning af i hvilket omfang, tolken skalredigere i forklaringerne. Der sker ofte en kraftig redigering (beskæring), og detføles ikke helt trygt. Det stiller krav til de institutionelle om, at man vedafgørende passager opsummerer og beder tolken spørge, om det var sådan, atforklaringen skulle forstås. Ofte vil en tolkning meget tæt op ad det sagte derfor ilængden være den bedste fremgangsmåde såvel tidsmæssigt somretssikkerhedsmæssigt. I praksis sker det dog meget sjældent.Jeg har svaret ja i spørgsmålet om uopfordret at oplyse om misforståelser, menkun fordi det krævede et svar. Jeg forstår ikke spørgsmålet, desværre. Men jegvil godt præcisere, at tolken gerne uopfordret må oplyse, at et givent udtryk eralmindeligt udtryk for xx, eller lignende. Men tolken skal ikke korrigere, hvisanklager eller forsvarer misforstår et svar - den misforståelse må den afhørteselv korrigere, når misforståelsen bliver oversat - ellers risikerer man, at detmåske er tolken, der har misforstået svaret, og som så korrigerer forståelsen.Jeg forstod heller ikke helt de tidligere spørgsmål om tøvelyde m.v. Men mit svarskal forstås således, at tolken selvfølgelig ikke skal sidde og sukke, men skaloversætte ordret alt hvad der bliver sagt - kan springe øh og åh over - men ellers

Antallet af retssager er misvisende, da jeg ikke i 2009 pga. andrearbejdsopgaver har siddet med retssager. Jeg har imidlertid i indeværende årmedvirket under ca. 20 retssager eller -møder, hvor der har medvirket tolke. Deter som sådan ikke irriterende, at en tolk afbryder sine sætninger og tager sig tidtil at oversætte. Men det kan være utroligt meningsforstyrrende, når tolken selvtaler så dårligt dansk, at det kan være svært at forstå oversættelsen, ligesom nårtolken tænker højlydt over oversættelsen, inden den egentlige oversættelse blivergengivet.Generelt er det en meget stor fordel, når en tolk er i stand til at tolke simultant.Det sikrer et bedre flow og hindrer forsinkelser i et i forvejen stramt programtidsmæssigt. Der er jo desværre ikke altid - måske snarere tværtimod - tagethensyn til, at der skal tolkes, når der afsættes tid til den enkelte sag i kalenderen.Ad spm. 16: Tolken skal udføre de opgaver, jeg beder ham/hende om i retten.Hvis jeg ønsker procedure eller lignende oversat, beder jeg tolken om det.Spørgsmålene i skemaet er lidt for firkantede, for selvfølgelig forventer jeg, attolken stiller uddybende spørgsmål, hvis vedkommende er tvivl om forståelsen afet udtryk. Men jeg forventer, at tolken henvender sig til mig og evt. til sagensparter i den anledning. Derudover mener jeg også, at tolken bør gøreopmærksom på problemer/nuancer ved oversættelsen af et udtryk, der kan giveanledning til tvivl, og at tolken bør oversætte direkte, men nogle gange er det,tolken bliver bedt om at oversætte, usammenhængende, forvirret eller barelangvarigt, og så vil jeg - efter omstændigheder - sagtens kunne acceptere, attolken oversætter i mere begrænset omfang.Spørgsmål 16 er meget firkantet stillet og kan næppe blot besvares JA eller NEJ.Det er vigtigt, at tolken blot oversætter det, der siges - i princippet som enmaskine - og overlader det til dem, der afhører, at afgøre, om der skal stillesuddybende spørgsmål, fordi svaret efterlader det indtryk, at der er enmisforståelse eller lignende, men det er samtidigt også vigtigt, at tolken spørgerden, der stiller spørgsmål, hvad et ord betyder, hvis tolken ikke forstår ordet,hvilket kan være tilfældet ved et fagudtryk.Ja udgangspunktet for spørgsmålsstillelsen er på enkelte punkter forkert. F.eks.er det indlysende, at også procedure og andre alm. bemærkninger underretssagen skal oversættes.Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt tolken skal oversætte f.eks. procedurer,afhænger det af hvem der skal tolkes for. Hvis det er en tiltalt, skal alt relevanttolkes, men der skal for et vidne ikke tolkes andet end vidnets egen forklaring.Svarene under punkt 16 kunne godt nuanceres. Nogle af stederne, hvor jeg har

Som det fremgår af ovenstående tabel 31, behandler 21 (45,7 %) af de i alt 46afsluttende kommentarer respondenternes forventninger til tolken og dennes rolle. I endel af disse kommentarer tages nogle af de spørgsmål op, som respondenterne harskullet besvare tidligere i spørgeskemaet. Især spørgsmål 16 om tolkens supplerendefunktioner har affødt en række kommentarer. Således berører en del respondenter bådespørgsmålet om, hvorvidt tolken skal tolke det, der under en retssag ikke er direktehenvendt til den fremmedsprogede, fx proceduren, og spørgsmålet om, hvorvidt tolkenskal gøre opmærksom på misforståelser samt forklare fagudtryk og kulturforskelle.Hvad angår nødvendigheden af at lade proceduren tolke, er der ikke enighed blandtrespondenterne. En respondent anfører, at han/hun ved tolkning af grundlovsforhør ikkeønsker, at proceduren tolkes (kommentar 5). I stedet lader vedkommende tolkensimultantolke oplæsningen af referatet, der gives til retsbogen. En anden respondentanfører, at proceduren altid skal tolkes, hvis den fremmedsprogede er part i sagen. Erden fremmedsprogede vidne i sagen, ønskes proceduren ikke tolket, men derimod kunspørgsmål og svar til/fra den fremmedsprogede (kommentar 3). I lighed hermed anføreren tredje respondent, at alt af relevans for den fremmedsprogede skal tolkes, hvis denfremmedsprogede er part i sagen (kommentar 20). En fjerde respondent anfører i densammenhæng, at det altid bør være retten, der afgør, om proceduren skal tolkes(kommentar 16, sml. kommentar 6). Modsat argumenteres der i kommentar 19 for, atproceduren altid skal tolkes.Spørgsmålet om, hvorvidt tolken skal gøre opmærksom på, om den fremmedsprogedefx har misforstået et spørgsmål, berøres af to respondenter (kommentar 13 og 18). Efterdisse respondenters mening skal tolken lade afgørelsen af, om der er sket enmisforståelse af et spørgsmål, være op til sagens parter. Er der sket en misforståelse,ønsker respondenterne således ikke, at tolken gør opmærksom på dette. Respondenternemener, at de selv vil være i stand til at afkode dette, fordi den fremmedsprogedes svar igivet fald ikke ville være et meningsfyldt svar på det spørgsmål, som de stilledevedkommende. Respondenterne anfører, at de i sådanne situationer derfor hellere vilgentage eller omformulere spørgsmålet, end at tolken uopfordret gør opmærksom påden mulige misforståelse. For så vidt angår nødvendigheden af at gøre opmærksom påkulturforskelle, anfører to respondenter (kommentar 7 og 21), at dette vil afhænge afden konkrete situation. Spørgsmålet om, hvorvidt tolken bør stille opklarendespørgsmål, berøres af tre respondenter (kommentar 3, 13 og 18). De anfører, at tolkenbør stille opklarende spørgsmål, hvis et fagudtryk volder forståelsesproblemer, fordi det

er uacceptabelt, hvis tolken alene gætter sig frem til, hvad det sagte betyder. Med detargument, at det er tolkens opgave at tolke så korrekt som muligt, anfører respondenteni kommentar 7, at det kan være nødvendigt for tolken at agere på eget initiativ, fx stilleopklarende spørgsmål. I kommentar 8 anføres det, at opklarende spørgsmål kan værenødvendige i situationen, men at de af tolkebrugerne opfattes som yderst irriterende. Torespondenter (kommentar 17 og 21) understreger i den sammenhæng, at det er vigtigt, attolken informerer retten, når han/hun skønner, at det er nødvendigt at stille opklarendespørgsmål. Respondenterne anfører, at sådanne metakommunikative informationer erafgørende for, at tolkebrugerne ikke opfatter tolkens dialog med den fremmedsprogedesom et brud på hans/hendes neutralitet. Med andre ord efterspørger disse respondenter,at tolken over for tolkebrugerne annoncerer, at han/hun har brug for at gå i dialog medden fremmedsprogede om fx betydningen af det sagte.Et af de emner, som går igen i de afsluttende kommentarer, er spørgsmålet om, hvordantolken bør gengive det sagte, altså overensstemmelsesrelationen mellem det sagte ogtolkens gengivelse. Fire respondenter anfører, at de forventer en korrekt, fuldstændig ogpræcis tolkning (kommentar 2, 9, 10 og 12). I kommentar 9 præciserer respondenten, atdette er ensbetydende med en gengivelse, der ligger så tæt op ad det sagte som muligt. Ikommentar 12 anfører en anden respondent, at denne form for gengivelse forekommeryderst sjældent i praksis. To respondenter beskriver i forlængelse heraf tolkensnormative rolle som henholdsvis en oversættelsesmaskine (kommentar 18) og som denmindst synlige aktør i retten (kommentar 11). Kun en enkelt respondent (kommentar 17)nævner, at tolken i bestemte situationer kan være nødsaget til at komprimere det sagteog dermed afvige fra denne rolle.En række respondenter kommer i deres afsluttende kommentarer ind på tolkningensretssagsforlængende karakter. I kommentar 15 understreger respondenten, at det er etpraktisk problem, at domstolene ved berammelsen af retssagerne ikke tager højde for, atsager, hvori der medvirker tolk, nødvendigvis tager længere tid end en tilsvarende saguden tolk. At respondenterne tillægger tidsaspektet stor betydning, kommer til udtryk ikommentarerne 1, 9 og 15. Af disse fremgår det, at tolke helst skal kunne tolke med envis hastighed. Følgelig opfattes det som vigtigt, at tolke kan simultantolke (kommentar9, 10 og 15).Et emne, der også nævnes flere gange i respondenternes afsluttende kommentarer, ervigtigheden af, at tolke forholder sig neutralt (kommentar 2 og 21). I kommentar 6anfører en respondent, at tolke bør opfatte sig selv som ”rettens tolk”.Tabel 32: Respondenternes erfaringer med retstolke/tolkning1.

I ovenstående tabel 32 har vi samlet de seks (13 %) afsluttende kommentarer, i hvilkerespondenterne på den ene eller anden måde kommenterer på deres oplevelser medtolke. Tre respondenter kommer ind på nogle af de samme aspekter, som blev behandleti tabel 31 om respondenternes forventninger til retstolke. I kommentar 4 anførerrespondenten således, at proceduren efter aftale med forsvareren ofte ikke tolkes. Ikommentar 1 anfører respondenten, at tolke ofte ikke nøjes med at tolke det sagte, mengår i dialog med den fremmedsprogede. I kommentar 3 anfører respondenten, athan/hun har oplevet, at en tolk i en sag ikke tolkede det, der egentlig blev sagt, mentyede til omskrivninger af termer for kønsakten. En enkelt respondent anfører, athan/hun ofte har oplevet, at en fremmedsproget part for en sikkerheds skyld beder om,at der rekvireres en tolk, selv om parten taler et acceptabelt dansk (kommentar 2). De tosidste kommentarer tager fat i praktisk-etiske problemer. Således anfører respondenten ikommentar 6, at det er et problem, at nogle tolke ikke møder rettidigt i retten. Ikommentar 7 anfører respondenten, at det er problematisk, når tolkene ikke kenderjustitsministeriets afregningsregler.Tabel 33: Spørgeskemarelaterede kommentarer1.

Af ovenstående tabel 33 fremgår det, at seks respondenter (13 %) anfører en afsluttendekommentar, der relaterer til selve spørgeskemaundersøgelsen, bl.a. formuleringen af deenkelte spørgsmål. I kommentar 1 og 2 anfører respondenterne således oplysninger omderes egen person, som kan være relevante for fortolkningen af deres besvarelser af deforudgående spørgsmål i spørgeskemaet. I kommentarene 3, 4 og 5 giverrespondenterne udtryk for, at nogle af spørgsmålene i spørgeskemaet var for”firkantede”, fordi besvarelsen efter respondenternes mening vil afhænge af denkonkrete tolkesituation. I kommentar 6 giver en respondent udtryk for sit ønske om at fåkendskab til undersøgelsens resultater.Tabel 34: Kvalitet1.2.3.

afviklingen af en retssag, om den medvirkende tolk er god eller dårlig. I kommentar 3giver en respondent implicit udtryk for, at en tolkning, der i mindst muligt omfangforlænger varigheden af en retssag, betragtes som god tolkning. Respondenten anfører iden sammenhæng, at det er tidsbesparende, når en tolk kan simultantolke. I kommentar2 siger en anden respondent, at kvaliteten af tolkning er blevet bedre i løbet af de sidstepar år. I kommentar 4 anfører en anden respondent, at der dog stadig er plads tilforbedringer. Samtidig anfører han/hun, at tolkning er ”det muliges kunst”. At tolkninger det muliges kunst, problematiseres også i kommentar 6, hvor respondenten anfører, atman i provinsen må tage til takke med uprofessionelle tolke, fordi der simpelthen ermangel på tolke. I kommentar 5 giver en anden respondent i forlængelse heraf udtrykfor, at tolkene i praksis faktisk forsøger at gøre deres bedste.Tabel 35: Tolkeuddannelse1.

Generelt er der en god kvalitet af de tolke, der anvendes i retten, men det kunnevære ønskeligt, at langt flere blev direkte uddannet som retstolke, dvs. harkendskab til vores fremgangsmåde, sprog og skikke.Tolkning er et "nødvendigt" onde, fordi det fjerner det umiddelbare indtryk af enforklaring. Det er imidlertid nødvendigt, og det ville glæde mig, om man satserpå at gøre tolkeuddannelsen bedre.Manglen på tolke i de mindre byer kan være et stort problem. Alle tolke, deranvendes, bør tilbydes efteruddannelse navnlig om fagudtryk. Kun ganske fåtolke bruger at lave notater under tolkningen. Det er meget vigtigt, at tolkningenbliver udført korrekt af hensyn til retssikkerheden. Det vil være en god idé atindføre (lidt) skrappere prøver, som tolkene skal bestå, inden "de slippes løs" iretssalene.I den bedste verden vil der være uddannede tolke på alle sprog. Det sværest er atfinde tolke på sprog, der ikke har den store handelsmæssige betydning, men sombetyder meget i retssystemet. Endvidere er det helt naturligt svært at findeegnede tolke i den første periode, hvor der komme personer fra andre "nye"sprogområder til Danmark.Det er helt centralt for retssikkerheden, at tolkningen foregår med højprofessionel standard. Det var meget uheldigt, at translatøruddannelsen blev såkostbar. Retterne og tolkene kunne med fordel holde fælles møder, så retternekan give tolkene bedre arbejdsvilkår og retterne og tolkene kan give hinandenfeedback. Tak fordi I foretager denne vigtige undersøgelse.

domstolene, har den nødvendige uddannelse. I kommentar 2 anfører respondenten, attolkeuddannelserne bør gøres bedre, fordi retssager, der involverer fremmedsprogedebrugere, alene kan finde sted på betryggende vis, hvis der medvirker en professioneltolk. I den sammenhæng er det værd at bemærke, at respondenten betegner tolkningsom ”et nødvendigt onde”. I kommentar 1 anfører en anden respondent, at flere tolkebør have en uddannelse, som specifikt uddanner dem til at kunne fungere som retstolk. Ikommentar 3 foreslår en respondent, at tolkekvaliteten kan højnes, hvis alle tolke, dermedvirker i retssager, tilbydes efteruddannelse med særligt fokus på juridiske fagudtrykog notatteknik. I kommentar 5 foreslår en respondent, at tolke og domstolene børafholde fælles møder med henblik på en forventningsafstemning og erfarings-udveksling. Samtidig anfører han/hun, at det er beklageligt, at tolkeuddannelsen erblevet så dyr. I kommentar 4 understreger en respondent, at domstolene optimalt børkunne rekvirere uddannede tolke på alle sprog. Respondenten anfører uddybende, at desprog, som ofte kommer til anvendelse ved domstolene, netop er de sprog, der ikkeundervises i på de eksisterende tolkeuddannelser.Tabel 36: Øvrige kommentarer1.2.

Online-spørgeskemaet blev udsendt til i alt 350 potentielle respondenter, hvoraf 170besvarede det. Dette svarer til en svarprocent på 48,6 %. I dette afsnit vil vi opsummereundersøgelsens resultater og dernæst diskutere, hvilken viden om retstolkningundersøgelsen bidrager med. Nedenfor sammenfattes i afsnit 2.8.1 undersøgelsenssocio-demografiske og respondentrelaterede data (spørgsmål 1-7). Dernæst sammen-fattes og diskuteres resultatet af undersøgelsens kvantitative og kvalitative analyser afrespondenternes oplevede problemer med retstolke (spørgsmål 8-11) i afsnit 2.8.2.Deres forventninger til retstolke (spørgsmål 12-16) sammenfattes og diskuteres i afsnit2.8.3. Hvor det synes relevant, inddrages de af respondenternes afsluttendekommentarer (spørgsmål 17), som belyser henholdsvis respondenternes erfaringer medtolke eller deres forventninger til tolke.

2.8.1 Respondenternes socio-demografiske og individuelle profilAf de 170 respondenter er 82,9 %ansat somdomstolsjurister ved en af byretterne og17,1 % ved landsretterne.Kønsmæssigtfordeler respondenterne sig på 55,9 % kvinderog 44,1 % mænd. Respondenternes gennemsnitsalder er 47,18 år. Respondenternesgennemsnitlige ansættelsestid ved de danske domstole er 13,7 år. For så vidt angåromfanget af respondenternes erfaring med retstolkning,har respondenterne igennemsnit deltaget i 12,52 retssager med tolk i år 2009. Det bemærkes, atrespondenternes individuelle erfaring med retstolkning i 2009 varierede mellem 0 og100 retssager. Undersøgelsen viser, at tolkning forekommer oftere i byretterne end ilandsretterne, idet domstolsjuristerne ved byretterne i gennemsnit har deltaget i 13,24retssager med tolk i 2009, mens tallet for domstolsjuristerne ved landsretterne er 8,20retssager. Flertallet af respondenterne (65 %) har i år 2009 deltaget i mindre end 11retssager med tolk, 22,3 % i 11 – 20 retssager med tolk og kun 12,7 % i mere end 20retssager med tolk.Det kan på baggrund af ovenstående konstateres, at et flertal af respondenterne er ansatved en byret og tilhører gruppen af respondenter med mindst tolkeerfaring. Som følgeheraf viste undersøgelsen ganske ofte, at resultaterne for disse sub-respondentgrupper erstort set identiske med resultaterne for samtlige respondenter.Af samtlige respondenter kender 50,3 % ikkeDomstolsstyrelsens ”Vejledning omtolkning i retten”,som er henvendt til både institutionelle brugere af retstolke ogtolkene selv (Domstolsstyrelsen 2003b: 1). Undersøgelsen viser samtidig, at domstols-jurister, der er ansat ved en byret, i højere grad end domstolsjurister, der er ansat ved enlandsret, er bekendt med vejledningen. Dette hænger muligvis sammen med, at tolkningsom anført ovenfor forekommer oftere i byretterne end i landsretterne. Det er såledestænkeligt, at domstolsjurister ved byretterne i højere grad end domstolsjurister vedlandsretterne finder vejledningens anbefalinger relevante for deres daglige arbejde.Undersøgelsen viser i hvert fald, at kendskabet til vejledningen stiger i takt medomfanget af respondenternes personlige erfaring med retstolkning.Vejledningen fra Domstolsstyrelsen anbefaler blandt andet, at ”parterne skalkommunikere med hinanden, som om tolken ikke var til stede, det vil sige at spørgsmålog svar skal rettes direkte til den person, de er henvendt til, og ikke til tolken”(Domstolsstyrelsen 2003b: 3). Vejledningen anbefaler således, at parterne anvenderdirekte talei form af 1. og 2. person ental (jeg/du), når de henvender sig til denfremmedsprogede. At vejledningen anbefaler direkte tale skyldes højst sandsynligt, atindirekte tale kan forårsage misforståelser. Spørger en forsvarer fx: ”hvor varhani gårkl. 22.00?”, vil tolken ikke altid med sikkerhed kunne afgøre, om der med ”han” (3.person ental) refereres til den fremmedsprogede tiltalte eller til en helt tredje person.Ofte vil tolken naturligvis kunne udlede dette af konteksten, men det er langt fra altidtilfældet. En korrekt gengivelse vil under alle omstændigheder forudsætte, at tolken kanforetage en pragmatisk analyse af det sagte. International forskning (Hale 2007) har vist,

at mange tolke ikke gengiver de institutionelle brugeres indirekte tale, men i stedetændrer tiltaleformen til direkte tale. Forsvarerens overnævnte spørgsmål vil en tolksåledes ofte gengive som ”Hvor vardui går kl. 22?” (2. person ental). De fleste tolkeændrer tolkebrugernes indirekte tale til direkte tale for ikke at skabeforståelsesproblemer hos den fremmedsprogede, men samtidig også for at undgå, at denfremmedsprogede føler sig ekskluderet som ligeværdig dialogpartner. Følelsen afeksklusion vil ofte være en konsekvens af indirekte tale, hvor de institutionelletolkebrugere ”taler om” den fremmedsprogede i 3. person (han) i stedet for at ”tale til”denne i 2. person (du). Når tolken ændrer tiltaleformen til direkte tale frem for atgengive den indirekte tiltale, skal dette således ses som tolkens forsøg på at optimerekommunikationen. Reelt betyder tolkens omformulering til direkte tale, at tolkenforbryder sig mod en anden af vejledningens anbefalinger, som siger, at ”tolken skalgengive det sagte uden at ændre noget” (Domstolsstyrelsen 2003b: 3). Højst sandsynligtafviger tolkene fra denne anbefaling, fordi de vurderer, at en bevaring af den indirektetale ville kunne forårsage kommunikative problemer, som tolkebrugerne i givet faldsandsynligvis ville tilskrive tolken og ikke deres eget uhensigtsmæssige valg aftiltaleform.Undersøgelsen viser, at 79,6 % af respondenterne mener, at de i praksis anvenderdirekte tale. Kun 1,9 % af respondenterne siger, at de anvender indirekte tale. Noglerespondenter (13,4 %) anfører, at de i retten gør brug af både indirekte og direkte tale,mens 1,9 % anfører, at de overhovedet ikke henvender sig til den fremmedsprogedeunder en retssag. Ganske få respondenter (3,2 %) ser sig ikke i stand til at besvarespørgsmålet. Skeles der til respondenternes ansættelsessted, er direkte tale denforetrukne tiltaleform hos domstolsjuristerne ved såvel byretterne (79,5 %) somlandsretterne (80 %). Den indirekte tale anvendes af 2,3 % af domstolsjuristerne vedbyretterne, mens den overhovedet ikke anvendes af de domstolsjurister, der er ansat vedlandsretterne. Kombinationen af direkte og indirekte tale anføres som anvendttiltalestrategi af 15,1 % af domstolsjuristerne ved byretterne og 4 % af domstols-juristerne ved landsretterne. At de ikke henvender sig direkte til den fremmedsprogedeunder en retssag, anføres af langt flere domstolsjurister ved landsretterne (8 %) end afdomstolsjurister ved byretterne (0,8 %). Når der skeles til omfanget af respondenterneserfaring med retstolkning, viser undersøgelsen, at brugen af indirekte tale stiger i taktmed respondenternes erfaring med retstolkning. Således anfører respondenterne medstørst erfaring med retstolkning i højere grad end gennemsnittet, at de gør brug af bådeindirekte tale (5 %) og kombinationen af direkte og indirekte tale (20 %).Som dokumenteret i et empirisk forskningsstudie (Christensen 2008a), som analyserertre dommeres brug af tiltaleformer i tre autentiske retssager ved de danske domstole, erdet ikke sikkert, at den tiltaleform, som respondenterne mener at anvende, er dentiltaleform, som de rent faktisk anvender. I forskningsstudiet angav de tre dommere selvumiddelbart efter de pågældende retsmøder, at de havde anvendt direkte tale, når dehenvendte sig til den fremmedsprogede. En analyse af dommernes sprogbrug viste dog,at to af de tre dommere ikke kun brugte direkte tale, men kombinerede den indirekte og

den direkte tale. Den ene dommer anvendte endda næsten konsekvent indirekte tale(75,3 %), mens den anden kun gjorde det i begrænset omfang (11,8 %). Studiet visersåledes, at dommeres brug af tiltaleform i høj grad er afhængig af den enkeltes bevidsteeller ubevidste præferencer og den konkrete situation. Ikke mindst giver forsknings-studiet anledning til at formode, at en del af de respondenter, som i voresspørgeskemaundersøgelse har anført, at de kun anvender direkte tale, i praksis brugerindirekte tiltaleformer i langt højere grad, end de selv aner. Hvis dette er tilfældet, errespondenterne i højere grad, end de selv er bevidste om, med til at komplicerekommunikationen, da indirekte tiltaleformer som nævnt ovenfor ikke er entydige ogderfor kan skabe forståelsesproblemer.Årsagen til, at institutionelle brugere til tider afviger fra den direkte tale til fordel forindirekte tale, er blevet undersøgt i et andet forskningsstudie (Christensen 2008b). Idette studie undersøges brugen af indirekte tale i den af de nævnte retssager, hvordommeren kun i et begrænset omfang (11,8 %) brugte indirekte tale. Studiet viste bl.a.,at dommeren i den konkrete retssag var tilbøjelig til at afvige fra direkte tale, nårkommunikationen ikke fungerede optimalt. Fx når den fremmedsprogede ikke leveredeet logisk svar på et spørgsmål, og dommeren derfor følte sig nødsaget til at omformuleresit spørgsmål. Studiet viste samtidig, at dommeren valgte at henvende sig til tolken (fx”Spørg tiltalte, om…”) i stedet for at henvende sig direkte til den fremmedsprogede forat gøre tolken (med)ansvarlig for interaktionen, når denne mislykkedes.2.8.2 Respondenternes oplevede problemer med retstolkeAf de 157 respondenter, der besvarer spørgsmålet om, hvorvidt de haroplevetproblemer med tolke,siger 118 (75,2 %), at det har de. Dette tal indikerer ikke, atrespondenterne generelt oplever tolkekvaliteten som mangelfuld, men alene at de flesterespondenter har haft i hvert fald én negativ oplevelse med en retstolk. Faktisk må detsiges at være glædeligt, at hele 24,8 % af respondenterne mener, at de aldrig har oplevetproblemer med tolke. Dette skyldes sandsynligvis, at de færreste respondenter beherskerde fleste af de fremmedsprog (især minoritetssprogene), der oftest er i spil ved dedanske domstole. Respondenterne vil derfor kun kunne konstatere de problemer, derkan observeres uden kendskab til det involverede fremmedsprog. Fx kan respondenterneuden videre konstatere, når en tolk ikke taler ordentligt dansk. Til gengæld kanrespondenterne ikke vurdere, om tolkens gengivelser er fuldstændige, korrekte ogpræcise. Vores egen empiriske forskning (Martinsen 2009 og 2010) har dokumenteret,at institutionelle tolkebrugere, der ikke mestrer det fremmedsprog, der er involveret i engiven retssag, faktisk ikke er i stand til at vurdere, hvorvidt en tolkning objektivt set ervellykket eller ej. I et af ovennævnte studier blev den samme dommer umiddelbart efterto forskelllige autentiske retssager med tolk bedt om at vurdere, hvorvidt den deltagendetolk havde leveret en tilfredsstillende tolkebistand i relation til en række prædefineredekvalitetskriterier. I begge sager mestrede dommeren ikke de involverede fremmedsprog.I den første sag vurderede dommeren dog uden videre tolkens præstation som

tilfredsstillende, men i den anden sag, hvor dommeren under selve retssagen af tilhørerei salen blev gjort opmærksom på, at tolken ikke tolkede det sagte korrekt, afholdtdommeren sig fra at vurdere kvaliteten og valgte i stedet svarkategorien ”det kan jegikke vurdere”. Vi formoder på den baggrund, at nogle af de respondenter, der i voresundersøgelse anfører, at de subjektivt set aldrig har oplevet problematiske tolkninger,reelt kan have deltaget i tolkede retssager, hvor tolkningen objektivt set varproblematisk.Vores undersøgelse viser, at domstolsjurister ansat ved en landsret oftere anfører at haveoplevet problemer med tolke (80 %) end domstolsjurister ansat ved en byret (74,2 %).Dette kan undre, da undersøgelsen dokumenterer, at der oftere medvirker tolke ibyretterne end i landsretterne. Undersøgelsen viser endvidere, at antallet afrespondenter, der har oplevet problemer med tolke, stiger i takt med omfanget afrespondenternes erfaring med tolke. I gruppen af respondenter med mindst tolkeerfaring(0 - 10 retssager i 2009) svarer 68,6 %, at de har oplevet problemer. I gruppen medmedium tolkeerfaring (11 - 20 retssager i 2009) er det tilsvarende tal 80 %. I gruppenmed størst tolkeerfaring (mere end 20 retssager i 2009) svarer alle (100%), at de haroplevet problemer med tolke. Dette kan måske forklares med, at sandsynligheden for atopleve en ikke tilfredsstillende tolkning stiger, jo flere tolkede retsmøder en respondenthar deltaget i. Resultatet lader samtidig formode, at respondenternes evne til at spotteproblemer stiger i takt med omfanget af deres erfaring med retstolkning.Af de 118 respondenter, der anfører at have oplevet problemer med tolke, er 56 (47,5%) ikke i stand til at svare på, om de oplevede problemer relaterer tiluddannede ellerikke uddannede tolke.Da respondenterne havde mulighed for at krydse af i beggesvarbokse, dokumenterer dette resultat, at mange respondenter simpelthen ikke erbekendt med de medvirkende tolkes uddannelsesmæssige baggrund. Af de 62respondenter, der besvarer spørgsmålet om sammenhæng mellem tolkens uddannelse ogoplevede problemer, anfører hele 83,9 %, at de har oplevet problemer med tolke, deringen tolkeuddannelse har. At de har oplevet problemer med uddannede tolke, anføresaf 53 % af de 62 respondenter. Undersøgelsen viser således, at domstolsjuristerneoplever en retssag, hvor der medvirker en tolk uden tolkeuddannelse, som næstendobbelt så problematisk som retssager, hvor der medvirker en uddannet tolk. Forskellener i praksis måske endnu større, end undersøgelsen viser, da respondenterne i langthøjere grad er i stand til at konstatere problemer i sager, hvor der medvirker uddannedetolke, fordi mange af disse tolker i sprog, som respondenterne selv har et vist kendskabtil. Skeles der til respondenternes ansættelsessted, viser undersøgelsen, at domstols-jurister, der er ansat ved en byret, i højere grad end domstolsjurister, der er ansat ved enlandsret, oplever problemer med både uddannede og ikke uddannede tolke. Vibemærker dog, at hele 75 % af de ved en landsret ansatte domstolsjurister ikke kunnebesvare spørgsmålet, hvorfor dette resultat alene baserer sig på et meget smaltdatagrundlag. Tallet indikerer dog, at de domstolsjurister, der er ansat ved en landsret, imeget høj grad ikke er bekendt med de medvirkende tolkes uddannelsesmæssigebaggrund. Værd at bemærke er det, at respondenterne med størst erfaring med

retstolkning i højere grad end de øvrige respondenter anfører at have oplevet problemerbåde med tolke med og uden en tolkeuddannelse. Samtidig ser disse respondenter sig ihøjere grad end de øvrige i stand til at besvare spørgsmålet om tolkenesuddannelsesmæssige baggrund, hvilket indikerer, at kendskab til tolkenes uddannelses-mæssige baggrund stiger i takt med omfanget af respondenternes tolkeerfaring.De respondenter, der angav at have oplevet problemer med retstolke, blev ydermerebedt om at anføre en kommentar, der eksemplificerer deres negative oplevelser.Formålet med dette åbne spørgsmål var at give respondenterne mulighed for at beskrivede oplevede problemer med egne ord. Vi bad respondenterne fortælle deres egnehistorier om dårlige oplevelser med tolke, fordi vi derved håbede at få et nuanceretindblik i den tolkning, der foregår ved de danske domstole. Vi formodede, atrespondenternes eksempler på dårlige oplevelser indirekte ville give os indsigt i, hvadrespondenterne forventer af en god tolk og opfatter som god tolkekvalitet ved at pegepå, hvad god tolkekvalitet netop ikke er.Af de 118 respondenter, der havde oplevet problemer med tolke, benyttede 61respondenter muligheden for at anføreeksempler på oplevede problemer.Disseeksempler samlede vi i induktive svarkategorier på baggrund af centrale ord ogformuleringer i kommentarerne for derved at udskille mønstre i de indsamlede data,som afspejler netop respondenternes sociale orden og værdier. Respondenternesoplevelser blev inddelt i følgende ni svarkategorier:1. Tolkemåden – hvad (bør) tolkes og på hvilken måde?2. Off-record-samtale – tolken og den fremmedsprogede taler med hinanden underretsmødet3. Sprogkundskaber – tolkens beherskelse af dansk og fremmedsproget4. Tolkens habilitet og neutralitet5. Viden og uddannelse – tolkens forudsætninger6. Tiltaleform – tolkens og parternes brug af tiltaleform7. Tolkekvalitet – er tolkningen fyldestgørende?8. Rolleforvirring – tolken agerer part9. Formalia – praktisk-etiske problemer.I det følgende sammenfattes og diskuteres resultatet for de ni kategorier hver for sig,selv om mange af kategorierne i sagens natur er beslægtede. Således vil en tolk, der fxagerer part (punkt 8), naturligvis samtidig kunne siges at forbryde sig mod sinneutralitet (punkt 4). Når respondenternes kommentarer kategoriseres i så snævre

svarkategorier som muligt, er det for at få en så detaljeret viden som muligt om, hvadrespondenterne opfatter som god tolkekvalitet.I svarkategorienTOLKEMÅDENsamlede vi de kommentarer, hvori respondenternereflekterer over den måde, tolkene nogle gange gengiver det sagte på. Mangerespondenter brugte sproglige markører som ”fuldstændig”, ”præcis” og ”korrekt” til atbeskrive, hvordan de mener, tolken bør gengive det sagte. Deres kommentarer viser, atde i praksis ofte oplever, at tolke ikke oversætter det sagte på denne måde. I stedetoplever de, at tolke ”sammenfatter” eller ”fortolker” det sagte. Respondenternes mangekommentarer om oplevede problemer i relation til overensstemmelsesrelationen mellemdet sagte og tolkens gengivelse vidner om, at respondenterne vægter dette kriteriummeget højt, når de vurderer tolkekvalitet. I sagens natur er det naturligvis alene muligtfor respondenterne at vurdere overensstemmelsesrelationen, når tolkningen involverer etfremmedsprog, som respondenterne selv behersker eller i hvert fald forstår. En delrespondenter tager selv dette forbehold, men undersøgelsen viser, at langt de flesterespondenter faktisk mener at være i stand til at vurdere, om tolkens gengivelser er bådefuldstændige, præcise og korrekte - selv når der er tale om fremmedsprog, som de ikkeforstår.I flere af kommentarerne kommer det frem, at respondenterne betragter en fuldstændig,korrekt og præcis gengivelse som en garant for retssikkerhed. Således anfører nogle afrespondenterne, at tolke skal gengive det sagte, som det blev sagt, i stedet for at filtrereog komprimere det, fordi retssikkerheden ellers vil være i fare. Dette forklarer nogle afrespondenterne med, at tolkebrugerne i så fald ikke har mulighed for selv at tage stillingtil det, den fremmedsprogede siger, men alene til tolkens komprimerede ellerbearbejdede gengivelse.Nogle af respondenterne reflekterer i deres kommentarer over muligeårsagertil, attolke til tider leverer ufuldstændige, ukorrekte og upræcise gengivelser. Respondenterneanfører, at det kan skyldes, at både institutionelle tolkebrugere og de fremmedsprogedenogle gange taler længe uden at indlægge pauser, hvor der kan ske tolkning af det sagte.Der er ingen tvivl om, at en tolk, der tolker konsekutivt (efterfølgende), kun kanforventes at kunne huske og dermed levere en adækvat gengivelse af det sagte, hvistolken gives mulighed for at gengive det med passende mellemrum. En tolk, derbenytter sig af notatteknik, vil naturligvis kunne gengive længere passager end tolke,der alene støtter sig på hukommelsen. Men selv tolke, der støtter sig på notater, vil kunkunne gengive det sagte fuldstændigt, korrekt og præcist, hvis tolkebrugerne indlæggerpauser, så tolkning kan ske med jævne mellemrum. Tolkebrugerne bliver derfor nødt tilat erkende, at de i tolkede retsmøder ikke kan kommunikere og interagere, som de plejeri ikke-tolkede retsmøder. De bliver fx nødt til at acceptere, at de skal tale i kortesekvenser, hvis tolken anvender konsekutivtolkning. Enkelte respondenter gør selvopmærksom på, at tolkebrugerne kan hjælpe tolken ved at formulere korte spørgsmål ogsvar. Andre anfører, at tolke bør være bedre til at tolke med kortere mellemrum, hvilket

indikerer, at disse respondenter accepterer, at tolken på eget initiativ afbryder dentalende.Andre respondenter mener, at der i højere grad bør anvendessimultantolkning(næstensamtidig tolkning) i tolkede retssager. Respondenterne anfører, at de i praksis opleverdenne tolkemodus som en klar optimering af den tosprogede kommunikation, hvilkethøjst sandsynligt skyldes, at simultantolkning sammenlignet med konsekutivtolkningopleves som tidsbesparende. Respondenternes præference for simultantolkning kanmuligvis også forklares med, at tolkebrugerne, når der tolkes simultant, kankommunikere som de plejer i de retsmøder, hvor der ikke medvirker tolk. Hvis tolkenekan simultantolke, vil respondenterne således ikke være nødsaget til at ændre dereskommunikative strategier, herunder være tvunget til at formulere korte spørgsmål ogindlægge pauser med jævne mellemrum. Ingen af de respondenter, som plæderer forbrug af simultantolkning, synes dog at være opmærksomme på, at simultantolkningogså har visse ulemper. Fx vil tolke heller ikke herved altid kunne levere en fuldstændiggengivelse, fordi tolken er under et større tidspres ved simultantolkning end vedkonsekutivtolkning. En anden ulempe er, at tolken fx ikke kan stille opklarendespørgsmål, når der tolkes simultant. Dette vil kunne gå ud over graden afkorrekthed/præcision. Hvis simultantolkning anvendes som tolkemodus til gengivelse afspørgsmål henvendt til den fremmedsprogede og dennes svar, vil det yderligere betyde,at tolken skal tale samtidigt med tolkebrugerne, hvorfor disse alene vil høre tolkensgengivelse af det sagte. De institutionelle tolkebrugere vil således ikke som vedkonsekutivtolkning have mulighed for at høre og fokusere på den fremmedsprogede, nårdenne leverer sit svar på fremmedsproget, og vil derfor sandsynligvis fx vurdere denfremmedsprogedes troværdighed på baggrund af tolkens gengivelse i stedet for på denfremmedsprogedes svar. Vi bemærker, at Domstolsstyrelsens vejledning (2003b)anbefaler, at dialoger bestående af spørgsmål og svar tolkes konsekutivt, mens dertolkes simultant i de procesfaser, hvor kommunikationen ikke er henvendt til denfremmedsprogede, men til retten som helhed (fx ved bevisførelse og procedurer).I svarkategorienOFF-RECORD-SAMTALEsamlede vi de af respondenterneskommentarer, som problematiserer det forhold, at nogle tolke fører samtaler med denfremmedsprogede under retsmøderne uden at oplyse de institutionelle brugere om, hvadde taler med hinanden om. Som et praktisk eksempel på dette anfører flererespondenter, at de, når de stiller et spørgsmål til den fremmedsprogede, oplever, attolken og den fremmedsprogede taler (nogle gange længe) sammen, inden tolkengengiver den fremmedsprogedes svar meget kortfattet med enten ”ja” eller ”nej”. Afnogle af kommentarerne fremgår det, at respondenterne tager dette som udtryk for, attolken og den fremmedsprogede diskuterer, hvordan spørgsmålet bør besvares. Dermedkommer det implicit til udtryk, at respondenterne i sådanne situationer mistænkeliggørtolken og hans/hendes motiver og faktisk oplever tolkens dialog med denfremmedsprogede som et brud på hans/hendes neutralitet. Vi kan naturligvis ikkeudelukke, at nogle tolke med deres adfærd implicit favoriserer den fremmedsprogede.Dog kan årsagen til, at tolken fx gengiver et langt svar med ja eller nej, også være, at

han/hun simpelthen ikke formår at gengive det sagte fuldstændigt, fordi denfremmedsprogede taler usammenhængende og længe, eller fordi tolken ikke gør brug afnotateknik eller simpelthen tror, at de institutionelle tolkebrugere ønsker en hurtigafvikling af retssagen og derfor alene gengiver essensen af det sagte. Det kan heller ikkeudelukkes, at nogle af de handlinger, som tolkebrugerne oplever som brud på tolkensneutralitet, i virkeligheden er nødvendige kommunikationshandlinger, som netopmuliggør en adækvat gengivelse af det sagte. Fx kan det være nødvendigt for tolken atstille opklarende spørgsmål til den fremmedsprogede, hvis tolken ikke forstår dennessvar. At mange institutionelle brugere oplever tolkens dialog med den fremmedsprogedesom mistænkelig og som udtryk for manglende neutralitet, beror højst sandsynligt i eneller anden udstrækning på, at tolkebrugerne ikke forstår, hvad tolken og denfremmedsprogede taler med hinanden om på fremmedsproget. Dette synessandsynliggjort af det faktum, at de respondenter, der reflekterer over denneproblemstilling, alle relaterer den til ikke-europæiske sprog, som de ikke selv behersker.Ligeledes er det bemærkelsesværdigt, at problemet alene anføres i relation til ikkeuddannede tolke. Dette kan skyldes, at uddannede tolke qua deres uddannelse ved - ogmåske faktisk praktiserer - at de skal meddele det til de øvrige parter, når de er nødt tilat spørge om fx betydningen af et udsagn eller fagudtryk. At ingen respondenter kæderproblemstillingen sammen med sprog som engelsk, tysk og fransk, kan måske ligeledesindikere, at de institutionelle brugere i disse tilfælde accepterer, at tolken går i dialogmed den fremmedsprogede, fordi de kan forstå indholdet af den interne dialog. Det vilderfor uden tvivl kunne modvirke tolkebrugernes mistænkeliggørelse af tolken, hvishan/hun ved hjælp af hensigtsmæssige metakommunikative strategier sørger for atorientere tolkebrugerne om, hvad der foregår i kommunikationen mellem ham/hende ogden fremmedsprogede. Tolkene bør derfor lære, at de, inden de går i dialog med denfremmedsprogede, skal annoncere det over for de øvrige tolkebrugere.I forlængelse heraf bemærker vi, at vores egenempiriske forskning(Christensen2008b) har dokumenteret, at også institutionelle brugere ofte fører samtaler medhinanden under en retssag, som ikke tolkes for den fremmedsprogede. Højst sandsynligtoplever den fremmedsprogede disse samtaler som lige så ekskluderende ogmistænkelige, som de institutionelle brugere opfatter tolkens off-record-samtale medden fremmedsprogede. Hvis retssystemet ønsker, at den fremmedsprogede skal stillessom alle andre i en retssag, er det således ligeledes vigtigt at tolken metakommunikererindholdet af de institutionelle brugeres kommunikation med hinanden (fx procedure,bevisførelse og lignende) til den fremmedsprogede. Dette kunne eventuelt ske ved hjælpaf simultan hvisketolkning til den fremmedsprogede. Vi foreslår, at dommere i starten afet tolket retsmøde henstiller til tolken, at han/hun skal forklare de øvrige tolkebrugereårsagen til, at han/hun går i dialog med fx den fremmedsprogede, inden dialogenindledes.I den tredje svarkategori samlede vi de kommentarer, der fokuserer på tolkenesSPROGKUNDSKABER.Gennemgående giver respondenterne udtryk for, at dansk-kundskaberne hos en del tolke, hvis modersmål ikke er dansk, er utilstrækkelige.

Enkelte respondenter anfører, at dette betyder, at disse tolke ikke kan gengive det sagtepræcist og nuanceret på dansk. Enkelte respondenter anfører endvidere, at det i praksisogså forekommer, at tolke ikke altid taler den sammedialektsom den frem-medsprogede i en sag.I den fjerde svarkategori samlede vi de kommentarer, i hvilke respondenterneproblematiserer tolkens brud på sinNEUTRALITETogHABILITET.En tolk erneutral, når denne hverken ved sproglige handlinger eller sin adfærd i øvrigt favoriserernogen af parterne. En tolk er habil, når denne ikke har personlige interesser i forhold tilsagens parter og sagens udfald. Respondenternes kommentarer viser, at det især oplevessom udtryk for manglende neutralitet, når tolke ”taler den fremmedsprogedes sag” iretten eller agerer part i sagen (se nedenfor). Undersøgelsen viser samtidig, at mangerespondenter betragter det som et brud på tolkens neutralitet, når han/hun som nævntovenfor fører en off-record-samtale med den fremmedsprogede, fordi det opfattes, somom tolken hjælper den fremmedsprogede. Tolkens habilitet oplever respondenterne somtruet, hvis tolken fx personligt kender den fremmedsprogede, eller den samme tolkmedvirker som tolk både i politiafhøringen og ved den efterfølgende retssag.I den femte svarkategori samlede vi de af respondenternes kommentarer, som berørertolkes og tolkebrugeres brug afTILTALEFORM.Domstolsstyrelsens vejledning omtolkning (2003b) anbefaler som tidligere nævnt, at direkte tale anvendes af deinstitutionelle tolkebrugere, når de henvender sig til den fremmedsprogede, samt aftolke, når de gengiver tolkebrugernes spørgsmål og svar. Respondenternes kommentarerviser, at respondenterne i praksis oplever, at nogle tolke i stedet for direkte taleanvender indirekte tale. En enkelt respondent anfører, at det ligeledes forekommer, atinstitutionelle tolkebrugere afviger fra den direkte tiltale.I den sjette svarkategori samlede vi de kommentarer, i hvilke respondenterne på den eneeller anden måde reflekterer over aspekter, der kan relateres til tolkenesUDDANNELSESMÆSSIGE BAGGRUNDog dermed deres professionelleforudsætninger. Kommentarerne dokumenterer, at respondenterne oplever det somproblematisk, når tolke ikke besidder viden om forløbet af en retssag ogretshandlingerne, ikke kender juridiske begreber og terminologi og ikke har modtagetden nødvendige uddannelse og tolketræning.I den syvende svarkategori samlede vi de kommentarer, i hvilke respondenterneeksplicit kommer ind påKVALITETENaf den oplevede tolkning. Enkelterespondenter anfører kort og godt, at tolkekvaliteten ikke altid er god nok, mens andreanfører konkrete tolkesituationer, hvor de oplevede, at de institutionelle tolkebrugere pågrund af tolkens uforståelige gengivelser overtog tolkens rolle som sproglig formidler.Andre respondenter reflekterer over, at mange tolkninger sandsynligvis er mereproblematiske, end tolkebrugerne umiddelbart antager, fordi tolkebrugerne kun kankonstatere egentlige fejltolkninger, når tolkningen involverer sprog, som tolkebrugernebehersker.

I den ottende svarkategori samlede vi de kommentarer, i hvilke respondenterne nævner,at nogle tolke under retsmøderneAGERER PARTi sagen, hvilket opleves som et brudpå neutraliteten. Respondenterne refererer primært til tolke, der overtager denfremmedsprogedes rolle ved fx at svare på vegne af denne, men det nævnes også, attolke til tider agerer enten anklager eller forsvarer.I den niende svarkategori samlede vi de kommentarer, der specificererPROBLEMERAF PRAKTISK-ETISK KARAKTER.I disse kommentarer anfører respondenterneprimært, at de har oplevet, at nogle tolke ikke møder rettidigt eller udebliver fraretsmødet uden at advisere retten.Undersøgelsen dokumenterer på baggrund af ovenstående, at respondenterne i deresegenskab af institutionelle tolkebrugere ser sig konfronteret med en række forskelligeproblemer i retssager, hvor der medvirker tolk. Disse tager alle udgangspunkt irespondenternes subjektive opfattelse af, hvad god tolkeadfærd er. Det er derfor ikkesikkert, at de problemer, som respondenterne nævner, også objektivt betragtet erproblematiske, eller at der ikke også forekommer andre typer af problemer med tolke ipraksis. En række af de problemer, som respondenterne oplever med tolke,dokumenterer dog, at der utvivlsomt nogle gange medvirker tolke ved de danskedomstole, der ikke besidder de fornødne kompetencer. Dette understreger vigtighedenaf, at domstolene anvender uddannede tolke, hvilket dog kun er muligt, hvis deruddannes flere tolke i Danmark. Undersøgelsen viser også, at problemerne ikke kunopstår som følge af tolkenes mangelfulde kompetencer, men også til dels som følge aftolkebrugernes kommunikative adfærd, der jo er med til at definere de betingelser, somtolkene skal arbejde under. For at opnå optimale tolkninger bør tolkebrugerne lære atsamarbejde optimalt med tolkene. Domstolsjurister og øvrige institutionelletolkebrugere bør derfor tilbydes kurser i retstolkningens præmisser og kommunikativestrategier, der tilgodeser den tosprogede kommunikationssituation.

På trods af at langt størsteparten af respondenterne (75,2 %) har oplevet problemer medtolke, viser undersøgelsen, at 68,7 % af respondenterne vurderer den generelle kvalitetaf den oplevede tolkning som god eller overvejende god. Alene 3,4 % af respondenterneanfører en negativ eller overvejende negativ kvalitetsvurdering. At de har oplevet bådegode og dårlige tolkninger, anføres af 27,9 % af respondenterne. Undersøgelsen visersåledes, at langt størsteparten af respondenterne subjektivt betragtet er tilfredse medtolkningens kvalitet, men at en del respondenter også har oplevet dårlige tolkninger.En del respondenter reflekterer i forbindelse med besvarelsen af spørgsmålet omkvaliteten af den oplevede tolkning samt i deres kommentarer om oplevede problemermed tolke over, at de ikke er i stand til at vurdere, hvorvidt en tolkning er god eller

dårlig, når de ikke selv behersker de involverede sprog. Da flertallet af respondenterneikke behersker de fleste af de fremmedsprog, typisk minoritetssprog, der er involveret isager ved de danske domstole, er det derfor tænkeligt, at kvaliteten af de oplevedetolkninger til tider objektivt betragtet har været mangelfuld, men at respondenternesimpelthen ikke har været i stand til at konstatere dette. Vi kan derfor formode, at en delrespondenter generelt er tilfredse med tolkekvaliteten, fordi de ikke ved bedre. Detteunderstøttes af, at langt de fleste af de respondenter, der reflekterer over og sætterspørgsmålstegn ved egne evner til at vurdere kvaliteten, alligevel anfører en positivkommentar. Dette indikerer, at respondenter, der er i tvivl om, hvordan de skal vurderekvaliteten, hælder til at anføre en positiv bedømmelse. Den overvejende positivekvalitetsvurdering kan også være et udtryk for, at respondenterne simpelthen har sværtved at omsætte dårlige oplevelser til egentlig utilfredshed. Formodningen om, atrespondenterne sandsynligvis har oplevet flere problematiske tolkninger, end de selv erklar over, understøttes også af det faktum, at mange af respondenterne i dereskommentarer om, at nogle tolke ikke tolker fuldstændigt, præcist og korrekt, alenerefererer til tolkninger med sprog, som respondenterne selv forstår. Da de fleste af desprog, der tolkes til og fra ved domstolene, er sprog, som respondenterne ikkebehersker, lader det formode, at forekomsten af problemer reelt er langt højere endobserveret af respondenterne.Undersøgelsen viser, at respondenterne netop i høj grad vurderer kvaliteten af dentolkning, de har oplevet i praksis, på basis af en subjektiv bedømmelse af, hvorvidttolkens gengivelse af det sagte er en fuldstændig, korrekt og præcis gengivelse.Undersøgelsen viser samtidig, at respondenterne også inddrager aspekter som tolkensadfærd (habilitet og neutralitet, off-record samtaler, rolleforvirring, brug af indirektetale samt praktisk-etiske aspekter) samt tolkens sprogkundskaber, juridiske viden ogtolketekniske færdigheder, når de vurderer tolkekvalitet.

2.8.3 Respondenternes generelle forventninger til retstolkeI spørgeskemaets anden del blev respondenterne spurgt om deres generelleforventninger til retstolke. Indledningsvist blev respondenterne bedt om at svare på,hvilkenindholdsmæssig OVERENSSTEMMELSESRELATIONde forventermellem det, tolkebrugerne siger, og tolkens gengivelse. Som tidligere nævnt var netopoverensstemmelsesrelationen genstand for mange betragtninger blandt respondenterne,da de blev bedt om at beskrive de problemer, de har oplevet med tolke i praksis. For atundersøge, hvilken konkret overensstemmelsesrelation respondenterne efterspørger hosretstolke, blev respondenterne først bedt om på en 5-point skala at angive, om de ermest enige i, at ”det sagte indholdsmæssigt skal gengives fuldstændigt og præcist, dvs.uden at ændre, tilføje eller udelade noget” (værdi 1), eller om ”tolken må reducere detsagte, så længe meningen er intakt” (værdi 5). Formålet med spørgsmålet var at fårespondenterne til at tage stilling til, om det i deres øjne er acceptabelt, at tolken levereren komprimeret version af det sagte, hvis blot det semantiske (betydningsmæssige)

budskab forbliver intakt. Undersøgelsen viser, at respondenterne hælder mere mod 1end 5 på skalaen, idet respondenterne i gennemsnit ligger på 1,61. Den overens-stemmelsesrelation, der på skalaen er tildelt værdi 1, vælges af 56,2 % afrespondenterne, mens værdi 2 vælges af 30,1 % af respondenterne. Midterværdien 3,der udgør den neutrale værdi, vælges af 11,1 % af respondenterne. Værdi 4 og 5foretrækkes alene af henholdsvis 2 % og 0,6 %. Faktisk er der alene en enkeltrespondent, der vælger den overensstemmelsesrelation, der på skalen er tildelt værdi 5.Undersøgelsen viser således, at et stort flertal af respondenterne ikke accepterer, at tolkekomprimerer det sagte, selv om det intenderede indhold formidles. At et flertal afrespondenterne mener, at tolken ikke må komprimere det sagte, understøttes af, at 74,5% af respondenterne på et senere kontrolspørgsmål svarer nej til, at tolken måsammenfatte lange udsagn og redegørelser.Et flertal af respondenterne mener således, at det er tolkens opgave at gengive det sagte,præcist som det blev sagt, det vil sige uden at ændre, tilføje eller slette noget. At enkelterespondenter vælger den neutrale værdi 3 og værdierne til højre for midten på skalaen,vidner dog om, at nogle respondenter indrømmer tolkene en vis grad af sproglig frihed.I den sammenhæng er det interessant, at respondenterne med størst erfaring medretstolkning i højere grad end gennemsnittet tillægger tolkene sproglig handlefrihed(1,74). Dette antyder, at disse respondenter netop på grund af deres hyppigeresamarbejde med tolke og et tilsvarende større erfaringsgrundlag har erkendt, atomstændigheder i kommunikationssituationen, fx tolkebrugernes meget lange udsagn,kan gøre det nødvendigt for tolke at komprimere det sagte.Når 63 % af respondenterne angiver, at de ikke ønsker, at tolken gengiver parternestøvelyde, pauser, selvrettelser og lignende,indikerer det dog, at et flertal afrespondenterne alligevel synes at tillade, at tolken foretager visse udeladelser, nemligudeladelse af elementer, der har det til fælles, at de er direkte retssagsforlængende.Blandt respondenterne med størst tolkeerfaring er hele 75 % således imod, at tolkengengiver elementer som tøvelyde og selvrettelser. Når respondenterne ikke ønsker, attolken gengiver disse elementer, er det højst sandsynligt, fordi de ikke eropmærksomme på eller tillægger det betydning, at sproglige elementer som tøvelyde,pauser, selvrettelser og ufuldstændige sætninger alle er stilistiske elementer, der sigernoget om den person, der taler, og dermed i sidste ende om dennes troværdighed. I enikke-tolket retssag vil de institutionelle parters vurdering af fx den tiltaltes troværdighedvære påvirket af, hvor veltalende den tiltalte er, og hvor flydende og sikkert dennesvarer på de stillede spørgsmål. Hvis de stilistiske elementer, altså denfremmedsprogedes måde at tale på, ikke ”kopieres” i en tolket retssag, må det formodes,at dette i nogle tilfælde kan betyde, at den fremmedsprogede fremstår som merevelformuleret og velovervejet og til dels mere sikker i sin besvarelse, end det rentfaktisk er tilfældet. Dette understreger vigtigheden af, at en tolk kopierer den talendesstilistiske fremføring. Dette synes ikke mindst vigtigt set i lyset af, at den internationaletolkeforskning har vist, at tolke er tilbøjelige til at optimere den fremmedsprogedesytringer stilistisk, fordi de er bange for, at tolkebrugerne vil opfatte fx usammen-

hængende og ikke-korrekte sætninger som udtryk for, at tolken - og altså ikke denfremmedsprogede - ikke er i stand til at udtrykke sig korrekt, sammenhængende oglogisk. Undersøgelsen viser, at alene 37 % af respondenterne mener, at tolken skalkopiere den talendes stil. Dermed er kun få respondenter enige med Domstolsstyrelsensvejledning om tolkning i retten (2003b), der anbefaler, at tolken gengiver det sagte medden talendes egne ord.Ioversættelsesteorienopererer man med tre forskellige måder at gengive det sagte på.Man skelner mellem enord-til-ordoversættelse (også kaldet direkte oversættelse), ensemantiskoversættelse og enpragmatiskoversættelse. En ord-til-ord (1:1) oversættelseer ensbetydende med, at tolken oversætter det sagte ord for ord. Da sprog anvenderforskellige grammatiske regler og udtrykker begreber på forskellig vis, vil denneoversættelsesstrategi resultere i gengivelser, som sjældent giver mening på målsproget.En semantisk oversættelse er en gengivelse, som formidler det sagtesbetydningsmæssige indhold (semantik) ved at gøre brug af målsprogets ordstilling(syntaks) og vendinger og ord (leksik). Denne form for gengivelse kan væreproblematisk, fordi gengivelsen ikke nødvendigvis formidler intentionen med det sagte.International tolkeforskning har vist, at mange ikke uddannede tolke anvender dennetolkestrategi. En pragmatisk oversættelse er i modsætning hertil en gengivelse af detsagte på en måde, der tager højde for alle sproglige niveauer, det vil sige en gengivelseaf indholdet under bevarelse af det intenderede budskab og de stilistiske elementer. Forat kunne levere en pragmatisk gengivelse af det sagte må en tolk nødvendigvis være istand til at inddrage konteksten og analysere den situation, som udgør fortolknings-rammen for det sagte. Dette forudsætter, at tolken udover at beherske de to involveredesprog i kraft af sin juridiske indsigt og lingvistiske viden kan analysere sig frem tilintentionen med det sagte. Efter vores opfattelse er det afgørende, at retstolkeproducerer pragmatiske gengivelser, fordi sproget i en retssag ikke kun anvendes til atindhente informationer. Sproget anvendes i lige så høj grad som et taktisk værktøj medet specifikt formål, fx at få den tiltalte til at erkende sig skyldig. Derfor er det afgørende,at retstolke kan levere pragmatiske gengivelser, som spejler det sagte på alle sprogligeniveauer (fx intention, sproglig stil og høflighedsmarkører). Empirisk forskning hardokumenteret, at utrænede tolke meget sjældent producerer pragmatiske gengivelser,der bl.a. reproducerer talerens stilistiske fremføring. I stedet er de som nævnt ovenfortilbøjelige til at forbedre det sagte stilistisk. På baggrund af vores undersøgelse kan vikonstatere, at flertallet af danske domstolsjurister plæderer for en semantisk gengivelse.Alene de 37 % af respondenterne, der svarer, at tolken bør gengive tøvelyde oglignende, kan formodes at foretrække en pragmatisk gengivelse.Selv om et flertal af respondenterne efterspørger semantiske gengivelser, viserundersøgelsen, at respondenterne i høj grad anerkender og accepterer, at tolken for atkunne producere semantiske gengivelser kan være nødsaget til at varetageSUPPLERENDE FUNKTIONER,som gør, at tolken afviger fra rollen som”oversættelsesmaskine”, som er et udtryk, enkelte respondenter anvender til at beskrivetolkens normative rolle. Undersøgelsen viser, at samtlige respondenter er af den

opfattelse, at tolken børbede om at få en ytring gentaget,hvis han/hun ikke er sikkerpå at have fået det hele med, ligesom tolken børstille opklarende spørgsmål,hvishan/hun ikke kender betydningen af et fagudtryk (87,6 %). Disse resultater indikerer, atet flertal af respondenterne har forståelse for, at tolken kan være nødsaget til at agere påeget initiativ. Respondenterne accepterer således, at tolken for at kunne udfylde sin rollesom formidler i en tosproget kommunikationssituation i retten kan være nødt til at trædeud af rollen som ”oversættelsesmaskine” og påtage sig rollen som en aktiv deltager iinteraktionen, der tager ansvar for kommunikationen ved at bidrage selvstændigt tildenne. I den forbindelse er det værd at nævne, at enkelte respondenter efterspørger, attolken i de tilfælde, hvor han/hun finder det nødvendigt fx at gå i dialog med denfremmedsprogede for at få opklaret betydningen af et ord eller en sætning, meta-kommunikerer dette til de institutionelle brugere.At respondenterne anerkender, at det kan være nødvendigt for tolken at agere som aktivpart, understøttes endvidere af, at et flertal af respondenterne (97,4 %) giver udtryk for,at tolken børgøre opmærksom på misforståelser.Dette er interessant, fordi en tolk,der gør opmærksom på, at der er sket en misforståelse - fx når tolken registrerer, at denfremmedsprogede har misforstået et spørgsmål - reelt ikke kun tolker det, parterne siger.En sådan handling fra tolkens side er ensbetydende med, at tolken for at undgåkommunikationsproblemer griber ind i interaktionen og bidrager aktivt til denne. Det eri den sammenhæng værd at bemærke, at nogle af respondenterne i deres kommentareranfører, at det efter deres mening er vigtigt, at tolken lader kommunikationen gå singang og dermed lader det være op til de institutionelle brugere at konstatere, om denfremmedsprogede fx har misforstået et spørgsmål. I praksis må det formodes, at deinstitutionelle brugere ikke altid vil være i stand til at afgøre dette. I givet fald vil det fåden konsekvens, at der protokolleres et svar, der reelt ikke er et svar på det oprindeligtstillede spørgsmål. Det er derimod svaret på den fremmedsprogedes fejlagtige forståelseaf det stillede spørgsmål. At et flertal af respondenterne ønsker, at tolken fx gøropmærksom på misforståelser, er dog udtryk for, at respondenterne anser tolken for atvære en aktiv part, der bidrager positivt til, at kommunikationen lykkes. Årsagen til, atrespondenterne accepterer denne form for indgriben fra tolkens side, kan være, at dissehandlinger i modsætning til fx tolkes off-record samtaler med den fremmedsprogede eråbenlyse og transparente for parterne. Parterne opfatter således ikke disse sommistænkelige handlinger, der kan sætte spørgsmålstegn ved tolkens neutralitet.Undersøgelsen indikerer, at respondenterne, når de skal tage stilling til acceptabilitetenaf forskellige tolkehandlinger, i høj grad skeler til, om den pågældende handling går udover eller understøtter en retfærdig rettergang. Når et flertal af respondenterne (62,7 %)ikke ønsker, at tolkenuopfordret forklarer et fagudtrykfor den fremmedsprogede,kan dette sandsynligvis forklares med, at en sådan handling fra tolkens side ville stilleden fremmedsprogede bedre end fx en dansk tiltalt, som i udgangspunktet kun harmulighed for at få forklaret fx et fagudtryk under en retssag, hvis han/hun selv beder omdet. Når et flertal af respondenterne (95,4 %) ønsker, at tolkentolker det, der ikke erdirekte henvendt til den fremmedsprogede(fx bevisførelse og proceduren), er det

sandsynligvis for at garantere den fremmedsprogede samme vilkår som fx endansktalende tiltalt, der - selv om vedkommende ikke forstår den fulde sammenhæng -har mulighed for at lytte til indholdet af disse proceshandlinger. Når et flertal afrespondenterne (62,1 %) er imod, at tolkenudfører administrative opgaverfortolkebrugerne (fx udfyldelse af blanketter), er det sandsynligvis, fordi varetagelse afdisse opgaver ville kunne true tolkens neutralitet. Det er straks vanskeligere at forklare,hvorfor et flertal (72,5 %) af respondenterne ikke ønsker, at tolken gør opmærksom påkulturforskelle,da sådanne oplysninger ellers kan være af afgørende betydning for, omtolkebrugerne forstår den fremmedsprogedes kommunikation. I den sammenhæng børdet nævnes, at tolke, der kan tolke pragmatisk, ville være i stand til kompensere forkulturforskelle i deres gengivelse.Formodningen om, at respondenterne i høj grad ønsker, at en tolk skal sikreretssikkerheden, understøttes endvidere af det faktum, at respondenterne adspurgt om,hvilkeKOMPETENCERde forventer hos en tolk, svarer, at det allervigtigste er, attolken erneutralog dermed udviser upartisk adfærd. Respondenternes kommentarer tilde åbne spørgsmål om deres oplevelser med retstolke viser, at respondenterne isæropfatter det som partisk adfærd, hvis tolken går i dialog med den fremmedsprogedeuden at oplyse de institutionelle brugere om indholdet af dialogen. Det anses sommindre vigtigt - men dog stadig som vigtige eller meget vigtige kompetencer - at tolkenkanudtrykke sig sammenhængende og flydende,harkendskab til relevantefagudtryk og retssystemetsamt kanformulere sig sprogligt og grammatisk korrekt.På spørgsmålet om, hvilkeTOLKEHANDLINGERrespondenterne finder irriterendeog dermed uacceptable, svarer et flertal af respondenterne, at de finder det enten sletikke irriterende eller kun lidt irriterende, at tolken holder pauser for at tænke sig om,bruger tid på at tage notater eller kommer med tøvelyde (fx øhm..), når det sagtegengives. Når respondenterne giver udtryk for, at det i særdeleshed er acceptabelt, attolken bruger tidpåat tage notater, tyder det på, at respondenterne er bevidste om, atnotattagning understøtter tolken i at producere korrekte gengivelser af det sagte. Deneneste handling, som respondenterne finder direkte irriterende, er, at tolken afbrydersine sætninger, det vil sige producerer ufuldstændige sætninger. Det er såledestænkeligt, som vist i den internationale tolkeforskning, at også danske tolke bevidstvælger ikke at kopiere den fremmedsprogedes stilistiske fremføring, fordi defornemmer, at de institutionelle tolkebrugere finder det irriterende. Værd at bemærke erdet, at irritationen over disse handlinger stiger i takt med omfanget af respondenterneserfaring med retstolkning. Dette indikerer, at respondenter, der ofte er afhængige aftolkebistand, synes at være mere fokuserede på at begrænse forekomsten af deelementer, som kan forlænge en retssags varighed. I de afsluttende kommentarerreflekterer en del respondenter netop over tidsfaktoren. De giver her udtryk for, at det ervigtigt, at tolken kan tolke med en vis hastighed og er i stand til at simultantolke, fordidet opleves som mindre tidskrævende end konsekutivtolkning.

På baggrund af ovenstående kan det konkluderes, at respondenternes forventninger tilretstolke i stort omfang er identiske med de normer for tolkning, der kommer til udtryk iDomstolsstyrelsens vejledning om tolkning i retten (Domstolsstyrelsen 2003b). Ioverensstemmelse med vejledningen ønsker et flertal af respondenterne nemlig, attolken gengiver det sagte fuldstændigt og præcist, forholder sig neutralt, beder omgentagelse eller forklaring, hvis han/hun ikke mener at have forstået det sagte, og gørretten opmærksom på eventuelle misforståelser. Respondenternes forventninger afvigeralene fra vejledningen, hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt tolken bør gøreopmærksom på kulturspecifikke forhold, der synes relevante i den konkretekommunikationssituation, hvilket et flertal af respondenterne ikke ser som tolkensopgave. Sammenfaldet mellem vejledningens ordlyd og respondenternes forventningerkan ikke alene forklares med, at respondenternes besvarelse af spørgeskemaet har væretpåvirket af deres kendskab til normerne i vejledningen, idet kun halvdelen afrespondenterne angiver at kende vejledningen. Sammenfaldet kan derfor sandsynligvistages som udtryk for, at vejledningen i høj grad reflekterer respondenternes oplevedebehov i en tolket retssag eller simpelthen er udtryk for sund fornuft (se Christensen2011).I relation til overensstemmelsesrelationen mellem det sagte og tolkens gengivelseanbefaler vejledningen ud over en præcis og fuldstændig gengivelse, at tolken gengiverdet sagte med den talendes egne ord. I undersøgelsen blev respondenterne ikke eksplicitspurgt, om de ønsker, at tolken gengiver det sagte med den talendes egne ord. I stedetblev de spurgt, om tolken skal gengive den talendes tøvelyde, selvrettelser og lignende,hvilket flertallet af respondenterne ikke ønsker. Der er ingen af respondenterne, der ideres kommentarer om oplevede problemer med tolke kommer ind på vigtigheden af destilistiske aspekter. Således indikerer undersøgelsen, at kun få respondenter synes attillægge det stilistiske aspekt stor betydning for kommunikationens vellykkethed.Undersøgelsen viser således, at respondenterne, hvad angår spørgsmålet om, hvordantolken bør gengive det sagte, til dels tager udgangspunkt i en uhensigtsmæssig præmisfor tolket kommunikation. På samme måde viser undersøgelsen, at nogle respondenterbetragter betydning som noget statisk, selvom man i kommunikationsforskningengenerelt går ud fra, at betydning er noget, man forhandler sig frem til i den konkretekommunikationssituation ved at interagere med hinanden. Undersøgelsen dokumenterersåledes, at respondenternes opfattelse af tolket kommunikation i et vist omfang baserersig på fejlagtige præmisser om ikke blot flersproget kommunikation, men også omkommunikation generelt. For at sikre høj tolkekvalitet ved de danske domstole er detsåledes ikke alene en forudsætning, at de medvirkede tolke besidder den nødvendigeuddannelse og tolketræning, men også at tolkebrugerne bevidstgøres om retstolkningenspræmisser.

3. KONKLUSION OG PERSPEKTIVERINGFormålet med denne undersøgelse var at foretage en repræsentativ kortlægning afdanske domstolsjuristers opfattelse af retstolkens rolle, herunder at finde ud af, om dentolkning, der finder sted ved de danske domstole i dag, er fyldestgørende i brugernesøjne.For at undersøge dette udsendte vi et elektronisk spørgeskema til de domstolsjurister,der er ansat ved de danske by- og landsretter. I alt 170 domstolsjurister besvaredespørgeskemaet. I spørgeskemaet blev domstolsjuristerne bedt om at svare på, hvad deforventer af retstolke, og hvilke negative oplevelser de har haft med retstolke. For såvidt angår domstolsjuristernes forventninger til retstolke, blev de bedt om at tage stillingtil en række prædefinerede kvalitetskriterier. For så vidt angår domstolsjuristernesoplevelser med retstolke, blev de bedt om med egne ord at beskrive disse. Ved atkombinere domstolsjuristernes kvantitative svar med deres kvalitative kommentarerhåber vi, at undersøgelsen kan bidrage med et multifaceteret indblik i, hvordan danskedomstolsjurister opfatter retstolkens rolle.Undersøgelsen viser, at et flertal af de danske domstolsjurister forventer, at en retstolkleverer en semantisk (betydningsidentisk og fuldstændig) gengivelse af det sagte uden atkopiere den talendes stilistik (fx tøvelyde, selvretteler og lignende). Derudover forventerdomstolsjuristerne, at tolken stiller opklarende spørgsmål, hvis han/hun ikke forstår fxet fagudtryk, at tolken beder om gentagelse, hvis han/hun ikke mener at have fået dethele med, at tolken gør opmærksom på misforståelser og også tolker det, der ikke erdirekte henvendt til den fremmedsprogede (fx bevisførelsen og proceduren). Omvendtforventes det ikke af en retstolk, at han/hun gør opmærksom på kulturforskelle,uopfordret forklarer et fagudtryk for den fremmedsprogede eller udfører administrativeopgaver for tolkebrugerne (fx hjælper med at udfylde blanketter). I relation tilretstolkens kompetencer anser et flertal af domstolsjuristerne det for vigtigt eller megetvigtigt, at retstolken er en neutral aktør, har kendskab til relevante fagudtryk ogretssystemet samt besidder så gode sprogkundskaber, at han/hun kan udtrykke sigkorrekt og flydende.Da undersøgelsen viser, at et flertal af domstolsjuristerne er tilfredse eller overvejendetilfredse med den tolkning, de oplever i praksis, lader det formode, at de retstolke, dermedvirker ved de danske domstole, lever op til domstolsjuristernes forventninger. Detbemærkes dog, at domstolsjuristerne i deres besvarelser giver udtryk for alt lige frataknemmelighed over og anerkendelse af tolkenes arbejde til egentlig mistro til tolkene.Når et flertal af domstolsjuristerne er tilfredse med kvaliteten af tolkningen, er det i sigselv naturligvis et positivt resultat. Dog er det vigtigt at understrege, at det ikkenødvendigvis er ensbetydende med, at kvaliteten af den tolkning, der foregår ved dedanske domstole, er fyldestgørende ud fra objektive kriterier for, hvad god tolkning er.Undersøgelsen indikerer, at en del domstolsjurister generelt anfører at være tilfredse

med tolkekvaliteten eller giver udtryk for at være mere tilfredse, end de måske reelt hargrund til at være, fordi de i mange af de retssager, hvor der medvirker tolk, reelt ikke eri stand til at opfange samtlige potentielle fejltyper og dermed vurdere kvaliteten, fordide ikke forstår det fremmedsprog, som er involveret i tolkningen. Da de fleste af defremmedsprog, der tolkes til og fra ved de danske domstole, er minoritetssprog, somrespondenterne ikke behersker, er det faktisk meget sjældent, at respondenterne kanforetage en fyldestgørende bedømmelse af tolkepræstationen. Mange domstolsjuristergiver i spørgeskemaet selv udtryk for, at de kun er i stand til at vurdere tolkekvaliteten,når de forstår det involverede fremmedsprog. Ikke desto mindre dokumentererundersøgelsen, at manglende kendskab til et fremmedsprog ikke afholder mange afdomstolsjuristerne fra at foretage en bedømmelse af, om en tolk fx leverer enfuldstændig og præcis gengivelse af det sagte og i sidste ende er en god eller dårlig tolk.Selv om respondenterne ikke behersker de fleste af de fremmedsprog, der tolkes til ogfra ved domstolene, tegner undersøgelsen et meget klart billede af, hvad respondenterneopfatter som problematisk. De aspekter, som domstolsjuristerne anfører somproblematiske, udgør i sagens natur ikke nødvendigvis en udtømmende liste over deproblemer, der reelt forekommer i praksis, idet en række aspekter alene kan konstateres,hvis man fx forstår det involverede fremmedsprog og har indsigt i retstolkningenspræmisser. En anden årsag til, at listen over problemtyper sandsynligvis ikke kanbetragtes som udtømmende, er, at undersøgelsen alene bidrager med viden om, hvaddomstolsjuristerne subjektivt betragtet anser for at være eksempler på dårlig tolkning.Domstolsjuristernes subjektive opfattelse vil i sagens natur afhænge af deres personligeopfattelse af, hvordan en retstolk bør agere. Som eksempel herpå kan nævnes, at etflertal af domstolsjuristerne giver udtryk for, at retstolken bør levere en semantisk(betydningsidentisk) gengivelse af det sagte, selv om den evidensbaserede tolke-forskning har dokumenteret, at det er vigtigt for kommunikationen, at en retstolk udover at formidle betydningen af det sagte kopierer den talendes talemåde og med singengivelse opnår den kommunikative effekt, der var intenderet af taleren. I modsætningtil flertallet af respondenterne anbefaler den internationale tolkeforskning således det,man kalder for en pragmatisk gengivelse af det sagte (cf. side 80).Undersøgelsen viser, at respondenterne i mange tilfælde oplever de samme forhold somproblematiske. Mange domstolsjurister anfører fx, at det opleves som problematisk, nåren tolk ikke gengiver det sagte fuldstændigt, præcist og korrekt, fører off-record-samtaler med den fremmedsprogede under retssagen, ikke besidder de nødvendigesprogkundskaber, ikke agerer som neutral part, ikke har den nødvendige viden omretssystemet, henvender sig til den fremmedsprogede ved hjælp af indirekte tale, selvagerer part og kommer for sent eller helt udebliver fra retsmøder. At mange retstolkebesidder så utilstrækkelige danskkundskaber, at de ikke kan udtrykke sig præcist ognuanceret, og ikke har det fornødne kendskab til relevant terminologi og procesret, ereksempler på problemer, som domstolsjuristerne kan observere uden selv at havekendskab til det involverede fremmedsprog. Ligeledes kan domstolsjuristerne uden atkunne forstå det involverede fremmedsprog konstatere, når tolke fører off-record-

samtaler med den fremmedsprogede uden at orientere de institutionelle tolkebrugere omindholdet af disse samtaler, ikke kan simultantolke og udebliver fra retsmøder. Til tidervil domstolsjuristerne endda kunne konstatere, at en tolk ikke tolker det sagtefuldstændigt, fordi tolken gengiver et meget langt udsagn med et simpelt ja eller nej.Undersøgelsen dokumenterer samtidig, at nogle domstolsjurister opfatter bestemte typeraf tolkehandlinger som problematiske, selv om de ikke nødvendigvis er problematiskeeller alene skyldes tolkens manglende kompetencer. Når en retstolk fx fører en off-record samtale med den fremmedsprogede under en retssag, er det ikke nødvendigvis etforsøg på at hjælpe den fremmedsprogede. Det er lige så sandsynligt, at tolken afkommunikative årsager føler sig nødsaget til at stille opklarende spørgsmål til denfremmedsprogede for at kunne forstå og dermed tolke det sagte præcist. Det er hellerikke givet, at det alene beror på tolkens manglende tolkekompetencer, hvis tolken ikkeleverer en fuldstændig gengivelse af det sagte. Det kan i lige så høj grad skyldes dearbejdsbetingelser, som tolken bydes. En tolk kan således ikke forventes at kunnegengive det sagte fuldstændigt og præcist, hvis tolkebrugerne taler hurtigt og i megetlange passager uden at indlægge pauser, hvor tolken kan gengive det sagte. Tolken kanheller ikke forventes at kende den for den pågældende retssag relevante terminologi,hvis han/hun ikke får udleveret centrale sagsakter (fx anklageskrift) inden retsmødet, såvedkommende har mulighed for at forberede sig på sagen. Nogle domstolsjurister giverselv udtryk for, at tolkningens vellykkethed ikke kun afhænger af tolken, men også af,om tolkebrugerne tager hensyn til de præmisser, der gælder i en tosprogetkommunikationssituation. Ikke desto mindre dokumenterer undersøgelsen, at mangedomstolsjurister overvejende tillægger tolken ansvaret for både kommunikativeproblemer og tolkningens vellykkethed. Mange domstolsjurister synes således ikke atvære bevidste om, at tolkens arbejdsbetingelser og tolkebrugerne selv spiller envæsentlig rolle for, om tolkningen forløber og opleves som uproblematisk. I densammenhæng bør det nævnes, at kun halvdelen af domstolsjuristerne kenderDomstolsstyrelsens vejledning om tolkning i retten (2003b), der anbefaler en rækkeetiske og praktiske tiltag til opnåelse af optimal tolkning.Undersøgelsen indikerer, at domstolsjuristernes forventninger til tolkerollen i høj gradsynes at være styret af deres retfærdighedssans, altså er påvirket af, om tolken med enkonkret handling medvirker til at sikre den fremmedsprogede samme vilkår som endansktalende part. Undersøgelsen viser dog, at nogle domstolsjurister er uvidende ombetydningen af en række tolkeaspekter, som kan påvirke kommunikationen på den eneeller anden måde. Således synes de som anført ovenfor fx ikke at være opmærksommepå, at tolke bør levere en pragmatisk gengivelse af det sagte, fordi alene denne form foroversættelse sætter dem i stand til at vurdere den fremmedsprogede og denneskommunikation på samme måde som i en ensproget kommunikationssituation. Påbaggrund af undersøgelsen kan det derfor konkluderes, at domstolsjuristerne i deresegenskab af tolkebrugere bør undervises i præmisserne for tolket kommunikation ogtrænes i at følge de spilleregler, der følger heraf for alle involverede parter i tolkedekommunikationssituationer. Vi foreslår derfor som anbefalet i Rapport om tolkebistand

i retssager (2003a), at tolkebrugerne undervises og trænes i brugen af tolke. Dette vilgøre dem bevidste om, hvordan de selv kan bidrage til at opnå en vellykketkommunikation i tolkede retssager, og give dem større forståelse for tolkenskommunikative udfordringer og heraf affødte handlinger.Domstolsjuristernes manglende kendskab til tolkningens præmisser er dog ikke denprimære årsag til, at der forekommer problematiske tolkninger ved domstolene. Enrække af de problemer, som domstolsjuristerne oplever, skyldes nemlig, at mangeretstolke ikke besidder de fornødne forudsætninger og kompetencer. Når en tolk fxanvender indirekte tale, hvor det ikke er hensigtsmæssigt, agerer part, går i dialog medden fremmedsprogede uden at orientere tolkebrugerne om indholdet af samtalen, ikkekan simultantolke, ikke har den nødvendige viden om fx procesretten og besidderutilstrækkelige sprogkundskaber, må det formodes at være en konsekvens af, at mangeretstolke ikke har den nødvendige tolkeuddannelse og -træning. Dette understøttes af, atdomstolsjuristerne oplever retssager, hvor der medvirker ikke uddannede tolke, somnæsten dobbelt så problematiske som retssager, hvor der medvirker uddannede tolke.Undersøgelsen viser således, at det oftere resulterer i både kommunikative og etiskeproblemer, hvis tolken ingen tolkeuddannelse har.Når tolke uden den nødvendige tolkeuddannelse i praksis kan medvirke som tolk ved dedanske domstole, kan det være forårsaget af i hvert fald to ting. Det kan for det førstebero på, at domstolene ikke selv foretager nogen som helst form for internkvalitetssikring af den tolkning, der foregår ved domstolene. Selv om nogledomstolsjurister efter at have deltaget i et retsmøde, hvor der medvirkede en i deres øjneinkompetent tolk, måtte træffe foranstaltninger, så tolken ikke længere kan medvirkesom tolk ved den pågældende domstol, vil tolken fortsat uden videre kunne deltage somtolk ved andre domstole, hvis domstolene ikke konsekvent foretager en centralregistrering af inkompetente tolke. Den manglende interne kvalitetssikring er højstsandsynligt et udtryk for, at domstolene ikke selv er i stand til at foretage en kvalificeretbedømmelse af tolkenes præstationer. I stedet forlader domstolene sig på, at tolke, derstår på Rigspolitiets tolkeliste, kan forventes at levere professionel tolkebistand. Nårundersøgelsen viser, at nogle af de tolke, der medvirker ved domstolene, ikke kan levereprofessionel tolkebistand og end ikke besidder tilstrækkelige danskkundskaber, viser detdog med al tydelighed, at Rigspolitiets tolkeliste ikke er nogen garant for godtolkekvalitet, og dermed at den optagelsesprocedure og testning, der finder sted forudfor en persons optagelse på Rigspolitiets tolkeliste, ikke er fyldestgørende. At reglernefor optagelse på tolkelisten er blevet skærpet, så optagelse på listen i dag er gjortbetinget af, at tolken har deltaget i Rigspolitiets introduktionskursus for tolke, vidnerom, at de danske myndigheder er bevidste om vigtigheden af, at de tolke, der optages påtolkelisten, erhverver sig grundlæggende viden. Da kurset som nævnt i indledningenalene er et endagskursus, hvor ansøgerne introduceres til tolkeetik og de institutioner ogmyndigheder, der opererer inden for Justitsministeriet område, kan kurset dog ikkeafhjælpe de fleste af de problemer, der opstår med tolke i praksis, fordi langt de fleste afdisse er forårsaget af, at tolkene ikke har fået den nødvendige tolketræning og ikke

besidder de nødvendige sprogkundskaber og den nødvendige viden om lingvistik samttolkningens kommunikative præmisser og strategier. Den nødvendige viden vil tolkeprimært kunne opnå ved at tage en tolkeuddannelse eller alternativt gennem etlængerevarende kursus, hvor de studerende tilegner sig professionelle kompetencer,som gør dem til fageksperter på tolkeområdet.At der medvirker tolke ved domstolene, der ikke har de nødvendige forudsætninger, kanfor det andet bero på, at mange domstole i dag ikke rekvirerer de tolke, der er optaget påtolkelisten og dermed er godkendte tolke, men i stedet henvender sig til privatetolkebureauer. Denne rekvireringspraksis kan sandsynligvis forklares med, at det ernemmere og hurtigere at kontakte et enkelt tolkebureau end at skulle ringe rundt tilmange forskellige tolke, før man finder en, der vil påtage sig opgaven. Rekvireres tolkepå denne måde, bør domstolene dog forholde sig til, at mange af de tolke, somtolkebureauer råder over, ikke nødvendigvis er uddannede tolke, optaget påRigspolitiets liste eller på anden vis testet. Dertil kommer, at rekvirering gennemtolkebureauer, der naturligvis tager sig betalt for at formidle tolkeopgaven, har denkonsekvens, at tolkene ikke får det honorar for at påtage sig tolkeopgaven, som erfastsat i Justitsministeriet vejledende takster for tolkning. Uddannede tolke vil derforformodentligt se det som mindre attraktivt at påtage sig tolkeopgaver ved domstolene,når disse formidles af tolkebureauer. Følgelig vil tolkebureauerne i stadig mindreomfang kunne tilbyde domstolene uddannede tolke. Ønsker domstolene fortsat atrekvirere tolke gennem tolkebureauer, bør man derfor indføre en form for akkrediteringaf tolkebureauerne, der sikrer, at de tolke, de anviser, som minimum er optaget påRigspolitiets tolkeliste. Alternativt kan Domstolsstyrelsen oprette et særligt kontor tilcentral registrering og rekvirering af retstolke. Et sådant kontor ville endvidere medfordel kunne have ansvar for at teste og godkende nye tolke og for at foretage denløbende kvalitetskontrol af de registrerede tolke. Kun hvis domstolene forlanger, at manfor at kunne medvirke som tolk ved domstolene skal have en tolkeuddannelse eller påanden vis skal kunne dokumentere tilsvarende kompetencer, vil folk kunne motiveres tilat investere i en tolkeuddannelse. I den sammenhæng er det værd at nævne, atundersøgelsen viser, at mange domstolsjurister ikke er i stand til at svare på, om deproblemer, de oplever med tolke i praksis, relaterer sig til tolke med eller uden entolkeuddannelse. Dette indikerer, at domstolsjurister i forbindelse med afviklingen af entolket retssag ikke forhører sig om tolkens uddannelsesmæssige baggrund. Domstolenesynes således i dag ikke at være opmærksomme på vigtigheden af så vidt muligt atrekvirere uddannede tolke.Som anført i indledningen er der i Danmark mangel på professionelle tolke. Dette ernaturligvis også medvirkende til, at domstolene ikke kun rekvirerer uddannede tolke.Dette grundlæggende problem kan alene løses, hvis der i Danmark investeres itolkeuddannelser. Optimalt bør der ikke som i dag kun udbydes tolkeuddannelser indenfor hovedsprogene, men også udvikles tolkeuddannelser eller længere kursusforløb, dermuliggør tolkeundervisning inden for i hvert fald de største af de sprog, der tales somminoritetssprog i Danmark. De danske domstole kan alene garantere fremmedsprogede

en retfærdig rettergang, hvis disse personer kan være sikre på, at de medvirkende tolkeer professionelle tolke. En investering i tolke- og oversætteruddannelser er endvidere ennødvendighed, hvis Danmark på et tidspunkt vælger at deltage fuldt ud i det retligesamarbejde i EU. Hvis det danske retsforbehold bortfalder, vil Danmark bl.a. skulleratificere EU-direktivet om tolkebistand i straffesager, som garanterer alle borgere fra etandet EU-land professionel tolkebistand, hvis de forfølges strafferetligt i Danmark.Dette vil alene kunne lade sig gøre, hvis Danmark uddanner tolke- og oversættere indenfor samtlige officielle EU-sprog.På baggrund af undersøgelsen kan det således konkluderes, at en forbedring aftolkekvaliteten ved de danske domstole kun kan opnås gennem mere uddannelse til bådetolkene og tolkebrugerne.

Afledt af rapportens konklusioner anfører vi nedenfor en række anbefalinger om tiltagpå tolkeområdet, der kan være med til at forbedre kvaliteten af den tolkning, der foregårved de danske domstole, og dermed retssikkerheden for fremmedsprogede i Danmark.Det anbefales-at der udbydes tolke- og oversætteruddannelser eller alternativt længerekursusforløb inden for flere sprog, herunder minoritetssprogene og alleofficielle EU-sprog,at der bevilliges forskningsmidler til projekter, der undersøger, hvordan mankan udvikle tolkeuddannelser, der gør det muligt til enhver tid at inkorporerenye sprog,at domstolene så vidt muligt alene rekvirerer uddannede tolke,at tolke- og oversætteruddannelsen anerkendes som profession,at tolkebrugerne (fx domstolsjurister, advokater og anklagere) bevidstgøresom retstolkningens præmisser og trænes i at samarbejde med tolkeat der ved de enkelte domstole afholdes møder mellem institutionelle brugereog tolke med henblik på en diskussion af eventuelle problemer ogafstemning af forventninger,at Domstolsstyrelsen/domstolene indfører kvalitetskontrol af de tolke, dermedvirker ved domstolene. Eventuelt kan man under Domstolsstyrelsenindrette et særligt kontor med ansvar for både testning/godkendelse af tolke

4. REFERENCERBekendtgørelse om Rigspolitiets tolkeoversigt (2008):https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=120373Christensen, Tina Paulsen (2011): User expectations and evaluation. A case study of acourt interpreting event.Perspectives – Studies in Translatology,Vol 19, Nr 1, 1-24.Christensen, Tina Paulsen (2008a): Judges’ deviations from norm-based speech in court.Interpreting,vol.10, Nr 1, 99-127.Christensen, Tina Paulsen (2008b): Why judges deviate from direct speech ininterpreter-mediated court settings.Forum – International Journal of Interpretation andTranslation,Volume 6, Nr. 2, 143- 172.Domstolsstyrelsen (2010): Brugerundersøgelse af Danmarks Domstole 2009.http://www.domstol.dk/om/publikationer/HtmlPublikationer/Brugerundersoegelser/Brugerundersoegelse%202009/index.htmDomstolsstyrelsen (2003a): Rapport om tolkebistand i retssager.http://www.domstol.dk/om/publikationer/HtmlPublikationer/Rapporter/Rapport%20om%20tolkebistand%20i%20retssager/index.htmDomstolsstyrelsen (2003b): Vejledning om tolkning i retten.http://www.domstol.dk/om/publikationer/HtmlPublikationer/Vejledninger/Vejledning%20om%20tolkning%20i%20retten/index.htmHale, Sandra (2007): The challenges of court interpreting. Intricacies, responsibilitiesand ramifications.Alternative Law JournalVol 32:4, 198-202.Martinsen, Bodil (2009): Who can monitor the court interpreter’s performance? Resultsof a case study. Konferencepapir v/Conference on Aspects of Legal Interpreting andTranslation, Antwerpen 24.11.2009.Martinsen, Bodil og Dubslaff, Friedel (2010): The cooperative courtroom. A case studyof interpreting gone wrong. I:Doing Justice to Court Interpreting.Schlesinger, M. andFr. Pöchhacker (eds.). John Benjamins. 125-162.