Bygningsmæssige forhold ........................................................................ 2Funktionsniveau mv. ................................................................................ 2Medicin, læge mv. .................................................................................... 3Psykiatrisk tilsyn ....................................................................................... 5Beboernes økonomiske forhold ................................................................ 8Vold .......................................................................................................... 9Modtagne registreringer ......................................................................... 10Vikarer og sygdom ................................................................................. 21................................................................................................................. 22

Det indgik i min rapport at der på Blåkærgård var et dørtrin der formentlig ikke levedefuldt ud op til reglerne om tilgængelighed for personer der bruger kørestol. Jeg anførtei rapporten af 28. februar 2011 at jeg gik ud fra at Blåkærgård ville se på forholdene,eller at de allerede var bragt i orden.

I min rapport anførte jeg at det er mit indtryk at beboerne inddrages i hverdagen. Jegnoterede mig at der er retningslinjer om brugerinddragelse. Jeg henviste også til atnoget sådant indgår i Region Midtjyllands rapport af 22. februar 2010 om tilsyn i no-vember 2009. Af tilsynsrapporten fremgår det således at medarbejderne generelt ermeget optaget af at arbejde med brugerinddragelse. Det fremgår også at der er ad-gang (log in) for brugerne til Bosted System.

Jeg bad Blåkærgård om at oplyse nærmere om beboernes læseadgang til Bosted Sy-stem, herunder om beboerne benytter sig af det, og om Blåkærgårds erfaringer meddette i øvrigt.Region Midtjylland har oplyst at Blåkærgård arbejder med brugerinddragelse og ”Re-covery-tilgang” i det socialpsykiatriske arbejde. Dette indebærer at der arbejdes medåbenhed og inddragelse af beboerne så de fremadrettet bliver i stand til bedre at tageansvar for deres egen tilværelse med henblik på et liv uden for Blåkærgård.

Regionen har herefter oplyst at det er Blåkærgårds praksis at alle beboere har mulig-hed for at få adgang til egne data i Bosted System. For de beboere der ikke har egencomputer, er der opstillet computer i husenes fællesarealer. Et antal beboere har øn-sket selv at skrive i Bosted System (og benytter det periodevis), mens andre beboerekun ønsker at læse i Bosted System. Nogle beboere skriver sammen med medarbej-derne i Bosted System, og enkelte ønsker overhovedet ikke at blive inddraget.

Erfaringen er at beboerne føler sig medinddraget i planlægningen af hverdagen ogføler sig hørt. Det er ikke altid beboerne er helt enige i det kontaktpersonen skriver.Nogle beboere skriver herefter selv kommentarer i Bosted System, og under alle om-stændigheder fører det til en drøftelse medarbejdere og beboere imellem.

Ovennævnte spørgsmål indgik i min rapport. Blåkærgård havde oplyst at botilbuddetafleverer medicinrester til apoteket. Apoteket henter resterne. Det er efter instruksenkontaktpersonens ansvar at eventuel restmedicin sendes tilbage til apoteket. Jeg for-stod at kontaktpersonen placerer restmedicin i et aflåst skab ”ved kontoret” hvorfraapoteket afhenter resterne. Dette er beskrevet i et notat om bortskaffelse af medicin.

Region Midtjylland har oplyst følgende:”Apoteket, som Blåkærgård samarbejder med, ønsker ikke at kvittere for returne-ret medicin, der sendes til destruktion, da der ikke er lovkrav herom, og det vilvære en meget stor arbejdsbyrde for apoteket.

Ved efterfølgende telefonisk kontakt bekræfter Lægemiddelstyrelsen vejledende,at der af apotekerlovgivningen alene fremgår, at apotekerne skal modtage rest-medicin. Der er ikke fastsat nærmere regler om apotekernes forpligtelse i denneforbindelse. Der kan således ikke umiddelbart udledes et krav om at apotekerneskal kvittere for den restmedicin de modtager. Det oplyses fra Lægemiddelstyrel-sen, at en kvittering for modtagelse af medicin umiddelbart vil kræve en farma-ceutisk vurdering af den modtagne medicin, hvilket vil være arbejdskrævende.

Den interne procedure for håndtering af returmedicin på Blåkærgård er efter om-budsmandens besøg ændret til følgende: Returmedicin afleveres til en medarbej-der i administrationen, som derefter, sammen med en anden medarbejder, kvitte-rer for hvor meget og hvilken medicin der afleveres. Medarbejderen i administra-tionen låser derefter medicinen inde i et skab, som kun den administrative med-arbejder og ledelsen har adgang til. Returmedicinen afleveres til apotekets budden efterfølgende gang buddet kommer til Blåkærgård. Ledelsen foretager stik-prøve kontrol.

Supplerende kan det bemærkes, at Blåkærgård er opmærksom på relevant kur-susvirksomhed i forhold til medicinhåndtering mv. Blåkærgård deltog således og-så i kortlægningsfasen forud for Center for Kvalitetsudviklings udviklingsprojektom medicinpædagogik og psykoedukation (som er udmøntet i de 3 delrapporterder nævnes). Blåkærgård havde ikke mulighed for at deltage i selve udviklings-projektet, som Center for Kvalitetsudvikling gennemfører for Servicestyrelsen,idet udviklingsprojektet fra Servicestyrelsens side var fastlagt til at omfatte enrække kommuner. Blåkærgård vil være opmærksom på resultaterne fra udvik-lingsprojektet, som endnu ikke er afsluttet.”

Jeg er bekendt med at apoteker ikke efter lovgivningen har pligt til at kvittere for denrestmedicin som de skal modtage. Ombudsmanden har i forbindelse med inspektionersom denne ikke kompetence efter ombudsmandsloven til for at foretage sig nogetover for apotekerne som er private.

Jeg henviste til at jeg eksempelvis har beskæftiget mig med spørgsmålet om psykia-trisk tilsyn i rapport om inspektion den 14. juni 2007 af Socialpsykiatrisk Boform Vis-borggaard. Af rapporten fremgår bl.a. følgende:”For at sikre en optimal lægelig behandling og deraf følgende trivsel for den en-kelte, herunder for at undgå fejlmedicinering eller i værste fald at nogen "glem-mes", er det en sikkerhed med psykiatriske tilsynsbesøg der ikke alene – eller ividt omfang – er afhængigt af personalets iagttagelser. Jeg har noteret mig at derer en fast aftale om psykiatrisk tilsyn 2 timer om måneden, og at det efter ledel-sens opfattelse er tilstrækkeligt. Jeg har ikke forudsætninger for at vurdere beho-vet for psykiatriske tilsyn nærmere, men som jeg tilkendegav under inspektionen,forekommer 2 timers psykiatrisk tilsyn om måneden til 46 patienter der alle harpsykiske lidelser, mig umiddelbart at være meget lidt.

Selv om ledelsen har givet udtryk for at behovet for tilsyn kan dækkes med 2 ti-mer om måneden, beder jeg derfor om regionens bemærkninger til omfanget afdet psykiatriske tilsyn. Jeg beder i den forbindelse regionen om at oplyse om om-fanget af tilsyn på regionens øvrige socialpsykiatriske boformer”.

I rapporten om Blåkærgård indgik endvidere spørgsmålet om beboernes adgang i øv-rigt til psykiater. Under inspektionen havde ledelsen på Blåkærgård oplyst at det berorpå en individuel vurdering af den enkelte beboer i hvilket omfang den pågældendeskal tilses af en psykiater. Som eksempel oplyste ledelsen at en beboer med dom blevtilset af en psykiater hver tredje måned. I forlængelse heraf bad jeg om oplysningerom hvor mange timer der er afsat til psykiatrisk tilsyn, og om det anses for tilstrække-ligt til at imødekomme behovet for psykiatrisk tilsyn.

Region Midtjylland har oplyst at regionen i denne sammenhæng forstår begrebet”psykiatrisk tilsyn” som den psykiatriske behandling Blåkærgårds beboere har adgangtil. Regionen har herefter oplyst at regionen har et samarbejde med distriktspsykiatrieni Viborg, hvor beboerne kommer til samtale hos en psykiater. Derudover har regionenet samarbejde med distriktssygeplejersken som kommer på bostedet og har samtalermed nogle af beboerne. Da omkring halvdelen af Blåkærgårds beboere har en be-handlingsdom, skal de være tilknyttet psykiatrisk behandling.

Regionen har også oplyst følgende om det psykiatriske tilsyn:”- 11 beboere har på 6 måneder fået samtaler ved psykiater i distriktspsykiatrien14 timer i alt.-6 beboere har på 6 måneder haft samtaler med distriktssygeplejersken i alt 3timer.-Personalet har derudover mulighed for at maile og rådføre sig med psykiater iforhold til fx medicinændring.-5 beboere er ikke tilknyttet distriktspsykiatrien, men bliver behandlet ved egenlæge og privat psykolog.”

Endvidere har regionen oplyst at Blåkærgård i perioder har oplevet at samarbejdetmed Regionspsykiatrien i Viborg har været præget af manglen på psykiatere. I foråret2011 blev rammerne for samarbejdet imidlertid ændret, sådan at Blåkærgård nu haren fast kontaktperson i Regionspsykiatrien i Viborg (en psykiater), og problemet ople-ves herefter som afhjulpet.

Jeg forstår det oplyste sådan at regionen mener at der fra foråret 2011 er afsat et til-strækkeligt antal timer med psykiater til beboerne på Blåkærgård.For så vidt angår beboere med dom forstår jeg – på baggrund af det oplyste underinspektionen med et eksempel hvor en beboer med dom blev tilset af en psykiaterhver tredje måned – at der er tale om et regelmæssigt psykiatrisk tilsyn.

For så vidt angår de øvrige beboere giver regionens udtalelse af 4. januar 2012 miganledning til nogle bemærkninger og spørgsmål. Se straks nedenfor.Som det fremgår, forstår regionen spørgsmålet om psykiatrisk tilsyn som ”den psykia-triske behandling (…) beboere har adgang til”. Regionen har bl.a. oplyst at ”beboerenkommer til en samtale hos en psykiater”, og regionen er kommet med en opgørelseover hvor mange gange nogle beboere har været til psykiater inden for en periode påseks måneder.

Med det anførte i citatet fra inspektionen af boformen Visborggaard har jeg ønsket atgive udtryk for at der med ”psykiatrisk tilsyn” sigtes til regelmæssige besøg, der (i eteller andet omfang) foretages af en psykiater, og som sker uden at det er efter initiativfra personalet efter iagttagelser af beboerne. Jeg henviser også til pkt. 4.2. i rapportenom inspektionen den 18. marts 2009 af botilbuddet Skovvænget.

Det står mig uklart hvad der nærmere ligger bag regionens forståelse af begrebet psy-kiatrisk tilsyn som ”den psykiatriske behandling (…) beboere har adgang til”, jf. oven-for. Det står således ikke helt klart for mig hvornår ”beboeren kommer til en samtalehos en psykiater” – dvs. om det sker regelmæssigt som et tilsyn med mere eller min-dre faste intervaller, eller om det kun sker efter eventuelt varierende konkrete behovved tilkald af en psykiater eller besøg hos en psykiater i distriktspsykiatrien, på bag-grund af personalets og sygeplejerskens iagttagelser og kontakt til en psykiater.

Regionen har oplyst følgende:”Til spørgsmålet om psykiatrisk tilsyn bemærker Region Midtjyllands Tilsyn, at deter en del af regionens tilsynskoncept at føre tilsyn med, hvorvidt de regionaltdrevne tilbud har et psykiatrisk tilsyn af et passende omfang og kvalitet. Underhenvisning til at Tilsynet forud for hvert tilsynsbesøg foretager en afvejning af,hvilke temaer eller indsatsområder det konkrete tilsynsbesøg skal fokusere på,har Tilsynet imidlertid ikke haft fokus på netop spørgsmålet om psykiatrisk tilsyn

på de seneste tilsynsbesøg på Blåkærgaard, men Tilsynet havde under et uan-meldt tilsyn den 16. april 2008 på Blåkærgaard følgende opmærksomhedspunkt:”Psykiaterbistand til beboerne – hvordan kan beboerne sikres kvalificeret bistandtil psykiater og dermed sufficient medicinsk behandling?”. Der blev i forbindelsemed det efterfølgende tilsynsbesøg den 27. november 2008 fulgt op på proble-matikken.”

Ovennævnte spørgsmål indgik i min rapport. Det indgik at en tilsynsrapport af 22. fe-bruar 2010 om et tilsyn i november 2009 ikke udtrykkeligt omtalte spørgsmålet ombeboernes økonomiske forhold. Tilsvarende gjorde sig gældende i forhold til en rap-port af 7. juni 2010 om et uanmeldt tilsyn den 18. maj 2010.

Jeg henviste til opfølgningsrapport af 8. oktober 2007 om inspektion af Ungdomshøj-skolen i Nørresundby den 12. december 2006. I rapporten henstillede jeg til AalborgKommune at udarbejde regler om administration af beboermidler og sørge for at tilsy-net, eventuelt i stikprøveform, kom til at omfatte varetagelsen af denne administration.Jeg henviste også til at jeg f.eks. i sagen om min inspektion af det socialpsykiatriskebotilbud Parkvænget den 20. november 2007 og i sagen om min inspektion den 18.marts 2009 af Skovvænget henstillede tilsvarende.

Jeg noterede mig at der på Blåkærgård er retningslinjer om økonomi. Herefter bad jegom oplysninger om hvorfor Region Midtjyllands tilsyn ikke udtrykkeligt omfattedespørgsmålet om beboernes midler og om oplysninger om eventuel stikprøvekontrol iforhold til botilbuddets administration af beboernes midler.

Region Midtjylland har oplyst at tilsynsopgaven vedrørende beboerøkonomi er deltsådan at regionens interne revision tager sig af tilsynet med de enkelte økonomisketransaktioner, mens regionens tilsyn varetager tilsynet med hvordan de regionaltdrevne tilbud konkret håndterer administrationen af beboernes økonomi, herunder omdenne administration har et tilstrækkeligt pædagogisk sigte.

Regionen har også oplyst at tilsynet forud for hvert tilsynsbesøg foretager en afvejningaf hvilke temaer eller indsatsområder det konkrete tilsynsbesøg skal fokusere på. Til-synet har på denne baggrund ikke haft fokus på netop spørgsmålet om beboerøko-nomi ved de seneste tilsynsbesøg på Blåkærgaard.

Det indgik i rapporten at nogle af beboerne havde udadreagerende adfærd. Jeg for-stod at sådanne episoder indberettes til regionen som følger op på disse. Samtidigbad jeg om oplysninger om omfanget af eventuelle voldelige episoder på Blåkærgård,f.eks. inden for de seneste to til tre år.

Regionen har oplyst at der i 2009 var 11 episoder med fysisk vold, seks episoder medverbale trusler og en episode med verbale trusler og spyt. Regionen har også oplyst atBlåkærgård i 2009 åbnede en ny afdeling til fire nye beboere med meget kompleksevanskeligheder og kendt udadreagerende adfærd. Episoderne fordeler sig således attruslerne er fremsat af fire forskellige beboere, mens én beboer er voldsudøveren i niaf tilfældene.

Regionen har endvidere oplyst at episoderne indberettes i EASY (Arbejdsskadestyrel-sens og Arbejdstilsynets elektroniske system til anmeldelse af arbejdsskader). PåBlåkærgård tages alle arbejdsskadeanmeldelser op i sikkerhedsgruppen, og det drøf-tes hvilke forebyggende tiltag der skal iværksættes. Derefter bliver anbefalingernedrøftet i ledelsesgruppen og LMU. Der undervises i konflikthåndtering og nye tiltag påteammøder og undervisningsdage.

Under inspektionen anmodede jeg om at låne Blåkærgårds skriftlige materiale fra deseneste ti sager om magtanvendelse før den 11. maj 2010 (varslingstidspunktet). Jegmodtog det ønskede materiale og gennemgik sagerne i min endelige rapport. Sagernehandler om indberetning af tilfælde med (akut) fastholdelse efter § 126 i serviceloven.I to af indberetningerne fra Blåkærgård er der – udover henvisningen til § 126 i ser-viceloven – med to afkrydsninger henvist til at indgrebet også er ”foretaget i nødværgeeller som led i nødret”. Af påtegningerne fremgår det at denne dobbelte afkrydsning erændret.

Jeg noterede mig at regionen havde ændret tilbuddets registreringer og indberetningeri de ovennævnte to sager hvor der som hjemmelsgrundlag for ét indgreb er henvistbåde til § 126 i serviceloven om fastholdelse og samtidig til nødværge/nødret. Jegbemærkede at baggrunden herfor må være at ét indgreb ikke både kan være omfattetaf § 126 i serviceloven og samtidig være et indgreb/magtanvendelse som ikke er di-rekte beskrevet i serviceloven (men i §§ 15-16 i straffeloven om nødværge og nødret).Jeg gik ud fra at regionen er enig i disse bemærkninger.

I rapporten beskrev jeg en sag fra den 23. december 2009, kl. 20.10. Det fremgår afsagen at den ansatte ”[f]orsøgte at fiksere beboer[en] så den [pågældende] ikke kun-ne komme til at slå [den ansatte] igen”. Endvidere fremgår det at den ansatte til sidst”[måtte] lægge sig oven på hende fordi den [pågældende] virkede utilregnelig og fort-sat ville slå”. Endelig indgik det at den ansatte ”til sidst [slap] beboer[en] idet andetpersonale kom (…) til undsætning”. Jeg gik ud fra at der med passagen hvori udtryk-ket ”fiksere” indgår, menes at den ansatte forsøgte at fastholde beboeren, jf. herved §126, stk. 1, i serviceloven. Dette bad jeg – for en ordens skyld – om bemærkninger til.I forlængelse heraf antog jeg at regionen har vurderet at der i den konkrete sag varnærliggende risiko for at beboeren ville udsætte sig selv eller andre for at lide væsent-lig personskade. Jeg antog også at regionen havde vurderet at forholdene gjorde det

absolut påkrævet for den ansatte at fastholde den pågældende – ikke blot stående,men også ved herefter at fastholde beboeren ved at lægge sig oven på hende. Endvi-dere gik jeg ud fra at der har været tale om et kortvarigt tidsrum hvor den ansatte låoven på beboeren indtil det øvrige personale nåede frem, jf. herved § 124, stk. 4, iserviceloven. Herefter bad jeg om bemærkninger til forløbet i denne sag.

Region Midtjylland har oplyst følgende i udtalelsen af 4. januar 2012:”I den passage i nævnte indberetning, hvori udtrykket ”fiksere” anvendes, henhø-rer det udelukkende til en gennemført fysisk fastholdelse, men det er en sprogligjargon, der kan associere til beskrevne handlemuligheder gældende for hospi-talspsykiatrien og ikke her for socialpsykiatrien. Formuleringen af indgrebet kunnemed rette være mere beskrivende for at undgå misforståelse.

Tidligere på dagen havde pågældende beboer i to omgange kastet et drikkeglasefter et personale, som i det ene tilfælde ramte denne i ryggen. I forbindelse her-med truer beboeren med at kaste kogende the på personalet på et senere tids-punkt. Senere igen nærmer beboeren sig målrettet medarbejderen med en kopskoldende varm the, hvilket afværges fysisk ved en fastholdelse. Efter episodenfortsætter beboeren med trusler om at skade medarbejderen.

Da beboeren senere på dagen er utilfreds med en personalebeslutning om ikkeat kunne anvende bostedets it-faciliteter, men at hun skulle bruge sine egne (fun-gerende) med tilbud om hjælp fra personalet, slår beboeren ud efter medarbejde-ren, og rammer denne på kinden. For ikke at blive udsat for flere slag fastholdesbeboeren af medarbejderen. Beboeren vurderes herefter som utilregnelig, og forat kunne gennemføre fastholdelsen vurderer personalet, at det er nødvendigt atlægge beboeren ned med sig selv ovenpå. Fastholdelsen ophører i forbindelsemed at andet personale tager over. Selve episoden varer i alt 5 min.

Personalets vurdering af situationen tager således udgangspunkt i, at beboerenden pågældende dag havde ageret med personfarlig adfærd på grund af psykisktilstand, hvorfor fastholdelsen iværksættes indtil andet personale tager over. Forat kunne gennemføre fastholdelsen alene sammen med beboeren, og indtil an-den hjælp kunne tage over, var det nødvendigt for medarbejderen at lægge be-boeren ned med sig selv ovenpå. Det er ikke en almindelig praksis, men kan igivne situationer være nødvendigt, for ikke at få situationen til at eskalere, medrisiko for yderligere personfarlige angreb. På den baggrund kan det siges, at fast-

Umiddelbart er det for mig svært at se hvorledes personalets forsøg på at fastholde enbeboer ved at ”lægge sig oven på” den pågældende med henblik på at undgå at per-sonen på ny angriber fysisk, kan være en ”fastholdelse” inden for rammerne af § 126 iserviceloven.

Jeg forstår at der var tale om en helt ekstraordinær situation. I den forbindelse forstårjeg som nævnt nu at det i situationen blev vurderet at der var nærliggende risiko for atbeboeren ville udsætte medarbejderen for at lide væsentlig personskade, og at forhol-dene i det konkrete tilfælde gjorde det absolut påkrævet at gribe ind. Jeg går ud fra atden person der lagde sig oven på beboeren, på ingen måde havde mulighed for at”trække sig” (for flugt, jf. vejledningen om magtanvendelse) for at undgå yderligereangreb fra beboeren indtil det øvrige personale nåede frem.

Efter de ovennævnte bemærkninger foretager jeg mig på det foreliggende grundlagikke mere vedrørende det konkrete tilfælde, men jeg vil overveje at tage spørgsmåletmed på et eventuelt senere møde med Social- og Integrationsministeriet om magtan-vendelse mv.

I rapporten indgik også en beskrivelse af en sag fra den 23. december 2009, kl. 22.00.Det fremgår bl.a. at en ansat på Blåkærgård ”skubbede [den pågældende] væk, så[pågældende] faldt bagover”. Blåkærgård registrerede og indberettede hændelsensom fastholdelse (efter § 126, stk. 1, i serviceloven). Region Midtjylland godkendte(uden bemærkninger) indberetningen.Jeg henviste til at jeg tidligere har stillet spørgsmål til brugen af ”skub” i forhold tilmagtanvendelsesreglerne og henviste, uden yderligere bemærkninger i min endeligerapport, til pkt. 5.3 i rapporten og opfølgningen efter inspektionen af helhedstilbuddetStokholtbuen den 26. juni 2008. Jeg bad regionen oplyse på hvilken baggrund regio-nen i sagen havde anset det skub der fører til at den pågældende person falder bag-

Region Midtjylland har oplyst følgende:”Samme beboer, som ovenfor omtalt, kaster i en konflikt (ikke fysisk) en fla-ske/dåse cola efter et personale, som rammer vedkommende i hovedet. Efterføl-gende går beboeren truende mod personalet, som skubber beboeren væk fra sigmed det resultat, at beboeren falder bagover. Øvrigt personale kommer kollegaentil undsætning.

Som svar på spørgsmålet, på hvilken baggrund regionen i sagen har anset etskub som værende omfattet af SL § 126, stk. 1, er magtanvendelsen fejlagtigt ta-get til efterretning af regionen. Rettelig burde indberetningen være registreretsom værende et indgreb foretaget efter straffelovens bestemmelser om nødvær-ge og nødret. Dette afvigende forhold burde være noteret af regionen.”

I det følgende gengiver jeg dele af rapporten om inspektion af Stokholtbuen om denomhandlede problemstilling om brug af ”skub” i forhold til servicelovens regler om at”fastholde” eller ”føre”. Følgende fremgår af den endelige rapport (s. 58 f) pkt. 5.4:”…I [et] … tilfælde henviste kommunen til at magtanvendelsen havde til formål at af-værge en nærliggende risiko for at beboeren påførte sig selv væsentlig skade, ogkommunen vurderede at der var anvendt mindst mulig magt. Magtanvendelsenbestod i at sætte hænderne på brystet af beboeren for at forhindre beboeren i atkomme ud i køkkenet og – da det ikke stoppede beboeren – herefter skubbe be-boeren ud af køkkenet. Kommunen havde til brug for sin behandling af sagenindhentet nærmere oplysninger fra Stokholtbuen om hvorfor det var nødvendigt atholde beboeren ude af køkkenet mens der blev lavet mad.

Jeg har ingen bemærkninger til kommunens opfattelse hvorefter hjemlen tilmagtanvendelsen i dette tilfælde var servicelovens § 126, stk. 1 (og ikke nød-værge), og at betingelserne for at anvende magt efter denne bestemmelse varopfyldte. Jeg går således også vedrørende dette tilfælde ud fra at der i situatio-nen var nærliggende risiko for at beboeren ville udsætte den anden beboer for atlide væsentlig personskade, og at forholdene i det konkrete tilfælde gjorde detabsolut påkrævet at anvende magt.

Jeg beder dog kommunen om at oplyse om skub efter kommunens opfattelse eromfattet af servicelovens § 126, stk. 1, der handler om magtanvendelse i form afat ’fastholde’ eller ’føre’ en person.”Som svar på spørgsmålet om brugen af ”skub” i forhold til servicelovens regler om at”fastholde” eller ”føre” indgik følgende i pkt. 5.4. i opfølgningsrapport nr. 2 af 29. no-vember 2010.”…Kommunen har oplyst at det i den konkrete situation der ligger bag mit spørgs-mål, blev vurderet at det forhold at medarbejderen skubbede beboeren væk frafarezonen, var at sidestille med at føre eller fastholde beboeren. Efter kommunesopfattelse var der ikke tale om en handling der kan sidestilles med førergreb, slageller spark som ikke er lovlige.”

I opfølgningsrapport nr. 2 bemærkede jeg hertil:”Inden for kriminalforsorgens område er skub ikke længere tilladt. Denne form formagtanvendelse blev ophævet ved cirkulære nr. 6 af 8. januar 1996. Straffelovs-rådet foreslog i betænkning nr. 1355/1998 om en lov om fuldbyrdelse af straf mv.at genindføre adgangen til at benytte skub, men det udgik i Justitsministeriets lov-forslag.

Jeg er enig med kommunen i at skub ikke kan sidestilles med førergreb, slag ogspark der som anført af kommunen ikke er lovligt, jf. vejledningen om magtan-vendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne, herunderpædagogiske principper, nu vejledning nr. 54 af 21. juni 2010 (pkt. 41). (Menskub vil ligesom slag og spark mv. også kunne straffes som vold efter straffelo-vens § 244, jf. bl.a. dommen i UfR 2010.2193 H).

”Der er ikke i magtanvendelsesreglerne eller i Socialministeriets vejledning ommagtanvendelsesreglerne, vejledning nr. 8 til serviceloven af 24. februar 2011,udtrykkeligt taget stilling til, hvilke midler, der må anvendes ved indgreb efter sel.§ 126, ud over, at der ikke må være tale om vold, herunder førergreb, slag ellerspark. Socialministeriet vil således ikke udelukke, at skub konkret vil kunne opfat-tes som et lovligt, ikke voldeligt middel med henblik på at opnå, at den pågæl-dende person ikke udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personska-de, og forholdene i øvrigt gør det påkrævet med et indgreb efter § 126. Ministerietlægger herved vægt på, at brugen af et skub kan bidrage til at afværge en akutrisiko for personskade, og at der herefter kan blive tale om at fastholde eller at fø-re den pågældende til et opholdssted, hvor risikoen for personskade er minimereteller overstået.”

I opfølgningsrapport nr. 3 indgik herefter følgende:”Efter servicelovens § 126, stk. 1, kan der træffes afgørelse om at anvende fysiskmagt i form af at ’fastholde en person eller føre denne til et andet opholdsrum’(når der er nærliggende risiko for at personen udsætter sig selv eller andre for atlide væsentlig personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolutpåkrævet).

Ifølge pkt. 41 i vejledningen om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestem-melsesretten over for voksne (nu vejledning nr. 8 af 15. februar 2011) omfatter etlovligt indgreb i form af fastholdelse aldrig vold, såsom førergreb, slag og spark.Som nævnt i min høring af ministeriet vil skub kunne straffes som vold efter straf-felovens § 244. Jeg henviser til Vagn Greve mfl., Kommenteret straffelov, Specieldel, 9. omarbejdede udgave, 2008, side 359, hvor det er anført at rent bagatelag-tige forulempelser falder uden for voldsbestemmelsen i straffelovens § 244. Someksempler er nævnt ”let kilden, tjat, små puf og skub”. Jeg henviser også tildommen i Ugeskrift for Retsvæsen 2010.2193 H som jeg omtalte i min høring.Om skub i et konkret tilfælde ligger over eller under bagatelgrænsen, afhænger afen konkret vurdering.”

Herefter anførte jeg afslutningsvist følgende i opfølgningsrapport nr. 3:”Spørgsmåleter om skub kan anses for omfattet af servicelovens § 126, stk. 1,der omfatter magt i form af at fastholde eller føre en beboer. Servicelovens § 126,stk. 1, begrænser således den form for magt der kan anvendes over for beboer-ne, til magt der består i at fastholde eller føre en beboer. Andre former for magt er

med andre ord ikke tilladt efter bestemmelsen. En sproglig fortolkning af ”fasthol-de” og ”føre” omfatter efter min opfattelse ikke skub. Og når der er tale om ind-greb over for borgerne, taler retsbeskyttelseshensyn for at der ikke foretages enudvidende fortolkning. Efter min opfattelse kan et skub imidlertid efter omstæn-dighederne ses som en del af muligheden for at fastholde eller føre en person tilet andet lokale efter servicelovens § 126, stk. 1. I konkrete situationer vil der så-ledes efter omstændighederne eventuelt kunne anvendes skub for at afværge enakut risiko for personskade, efterfulgt af en fastholdelse eller føren af beboeren.Hvis der anvendes skub på en sådan måde at det må anses for omfattet af be-stemmelsen om vold i straffelovens § 244, vil der ikke være tale om et lovligt ind-greb efter servicelovens § 126, stk. 1, jf. også vejledningens pkt. 41. Jeg bemær-ker i den forbindelse at jeg ikke forstår vejledningens formulering ”vold, såsom fø-rergreb, slag og spark” sådan at der heri ligger en indskrænkende fortolkning afbegrebet vold i forhold til den forståelse af dette begreb der anvendes i straffelo-vens § 244.

Jeg har noteret mig det oplyste i regionens udtalelse om at regionen fejlagtigt har ta-get Blåkærgårds indberetning om fastholdelse i form af skub i den konkrete situation tilefterretning. Jeg har også noteret mig at regionen har inddraget at personen blev vur-deret som psykisk utilregnelig.

Således forstår jeg at regionen efter en fornyet gennemgang af hændelsen ikke menerat der var tale om fastholdelse eller føren efter servicelovens § 126, stk. 1.Regionen henviser herefter i udtalelsen af 4. januar 2012 til ”nødværge og nødret”samtidig. Jeg forstår i forlængelse af det ovennævnte at regionen formentlig mener atder har været tale om en nødværgehandling/selvforsvar for at afværge et overhæn-gende yderligere angreb af en vis farlighed, og at flugt iøvrigt ikke konkret blev vurde-ret som en mulighed. For fuldstændighedens skyld bemærker jeg at nødret efter pkt.114 i vejledningen kun er aktuel når reglerne om nødværge ikke finder anvendelse.

I rapporten indgik en beskrivelse af en sag fra den 8. januar 2010. Det fremgår af ind-beretningsskemaet i sagen at personalet holdt yderdøren for at forhindre personen i atgå ud. Endvidere indgik det at det af skemaet fremgår at beboeren havde misbrugtalkohol og stoffer i en længere periode, og at beboeren der var påvirket, samt udenfodtøj og strømper og kun iført bukser og t-shirt i kun otte graders varme, ville tage indtil byen for at købe stoffer.

Jeg henviste til en lignende situation der er beskrevet i rapport om inspektion den 18.marts 2009 af Skovvænget. Heraf fremgår bl.a. følgende:”…Som nævnt (…) er der ikke i serviceloven hjemmel til at foretage indelåsning (fri-hedsberøvelse) af en beboer i et lokale. Personalet må heller ikke på anden visder kan sidestilles med indelåsning, hindre en beboer i at forlade et lokale moddennes ønske. Der er alene hjemmel til at tilbageholde en person i boligen (botil-buddet) hvis der er truffet afgørelse om det efter servicelovens § 127.

Jeg har tidligere udtalt at en ganske kortvarig holden fast i en dør efter min opfat-telse efter omstændighederne kan ses som en del af muligheden for at føre enperson til et andet lokale (jf. servicelovens § 126, stk. 1) under sådanne omstæn-digheder som det var beskrevet i det konkrete tilfælde, og hvor personalet i heleden kortvarige periode var til stede helt tæt ved døren....”

Regionen har om ovennævnte sag oplyst at personalet holdt yderdøren i et minut,hvilket regionen vurderer som værende ganske kortvarigt. Regionen har endvidereoplyst at beboeren og personale befandt sig i samme lokale under episoden, og der eri vurderingen af episoden taget udgangspunkt i personalets omsorgsforpligtigelse overfor beboeren i dennes berusede tilstand.

om magtanvendelse (pkt. 41 i den nye; pkt. 42 i den tidligere) om at § 126 i servicelo-ven giver mulighed for akut at anvende magt i form af at fastholde en person eller atføre denne person til et andet lokale. Jeg bemærkede også at et lovligt indgreb aldrigomfatter vold, såsom bl.a. førergreb. I forlængelse heraf bemærkede jeg at jeg ud frabeskrivelsen ikke havde mulighed for at vurdere præcist hvad der skete i sagen, her-under om det forhold at den ansatte tager beboerens arm og ”drejer rundt” indebærerat der er tale om et sådant førergreb der udtrykkeligt er nævnt i vejledningen som ikkelovligt efter serviceloven. Jeg bad om bemærkninger til sagen.

Region Midtjylland har i udtalelsen af 4. januar 2012 oplyst følgende:”Idet der spørges ind til selve beskrivelsen af udførelsen af magtanvendelsen, mådet konstateres, at det ikke af beskrivelsen fyldestgørende fremgår hvordanmagtanvendelsen har fundet sted, og derfor med stor risiko for mulighed for tolk-ning af forløbet. Beskrivelsen skulle rettelig have haft følgende ordlyd med tilfø-jelserne i parentes: ”at personalet (som står med front til beboeren) tager fat i be-boerens (højre) arm, drejer (sig selv) rundt og får (ved egen vægt at trække be-boerens arm nedad) herved beboeren ned at ligge”. I den konkrete situation harder således ikke været tale om anvendelse af et såkaldt føregreb, hvilket hellerikke accepteres af hverken tilbud eller region. Ombudsmandens spørgsmål herhar medført en skærpet opmærksomhed på beskrivelserne af magtanvendelser-ne specifikt på Blåkærgård og generelt på voksensocialområdet i regionen, såuklarhed og mulighed for tolkning så vidt mulig undgås i fremtiden.”

Jeg har noteret mig det oplyste, herunder vanskelighederne ved nu at klarlægge præ-cis hvad der skete. I forlængelse heraf har jeg også noteret mig det oplyste om enskærpet opmærksomhed på beskrivelsen af hændelserne i skemaerne om magtan-vendelse.

Det indgik i rapporten at der kun i tre sager var sket registrering af magtanvendelsen”straks” eller senest dagen efter at foranstaltningen er sat i værk, jf. bekendtgørelsensregler herom. I fire af de resterende sager hvor tidsfristen er overskredet, var der dogkun gået 2-4 dage mellem hændelsen og registreringen. I de tre sidste sager var dergået 6-12 dage mellem hændelsen og registreringen. På den baggrund gav jeg udtrykfor at det er min opfattelse at det er uheldigt at registreringerne i de fleste sager er

sket for sent i forhold til magtbekendtgørelsens bestemmelser herom. Jeg badBlåkærgård om at overveje at etablere en rutine således at registreringerne sker indenfor fristerne, og jeg bad om oplysninger om resultatet af overvejelserne.

Region Midtjylland har oplyst følgende:”I forhold til, at der ikke er afkrydset i skemaet som svar på skemaets spørgsmål,om der tidligere er truffet afgørelse om anvendelse af foranstaltninger efter ser-viceloven §§ 125, 127 og 128, har vurderingen været, at spørgsmålet rettede sigmod den kommunale myndighed, som alene har afgørelseskompetencen. Dettehenset til det efterfølgende spørgsmål, at hvis der svares nej, om der så på nu-værende tidspunkt er grundlag for afgørelse herom?

Det indgik i rapporten om seks sager om magtanvendelser der er indberettet på degamle skemaer (der blev brugt før den 1. januar 2010), at det ikke fremgår om op-holdskommunen blev orienteret og om borgeren har fået underretning og klagevejled-ning. Jeg bad om oplysning om hvorvidt de ovenfor angivne regler blev fulgt i de sekssager på de gamle skemaer.

Regionen har endvidere oplyst at der har været forskellige aftaler om fremsendelse afkopi af indberetninger mellem tilbud og opholdskommune. I notat af 5. august 2009om den interne forretningsgang vedrørende håndtering af magtanvendelser på detsociale område fremgår det at ”(…) al magtanvendelse i regionale tilbud skal registre-res og indberettes til kommunen, jf. lovgivningen på området.”Regionen har også oplyst at pr. 1. januar 2010 – med indførelsen af nye skemaer tilindberetning – er der et afkrydsningsfelt hvor det skal tilkendegives om opholdskom-munen er orienteret eller ej. Instruksen er nu at tilbuddene skal sende en kopi til såvelhandlekommune som opholdskommune af den indberetning som tilbuddene fremsen-der til regionen.

I en af fire sager på de nye skemaer (der blev brugt fra den 1. januar 2010) er der ikkegivet klagevejledning fordi den pågældende var indlagt. I to sager er der givet klage-vejledning, og i den sidste sag er der ikke ved afkrydsning givet oplysning om hvorvidtder er givet klagevejledning eller ej. Jeg gik ud fra at der normalt gives klagevejled-ning, og at der blot var tale om enkeltstående fejl i disse sager.

Det indgik i rapporten at feltet til borgerens bemærkninger kun er udfyldt i to sager. Afet skema fremgår det at den pågældende ikke havde kommentarer. Jeg anbefalede atBlåkærgård tilføjer en kort bemærkning i feltet til borgerens bemærkninger – også itilfælde af at der ingen kommentarer er, sådan som det er sket i en sag.

Jeg gengav i min rapport oplysninger om at der på Blåkærgård er tilknyttet et antalvikarer og sygeplejerskestuderende. Af tilsynsrapporten af 22. februar 2010 fra RegionMidtjylland fremgår det at det som udgangspunkt ikke er svært at rekruttere personale.Jeg bad om oplysninger om i hvilket omfang der bruges vikarer.

Region Midtjylland har oplyst at Blåkærgård indkalder vikarer når der er sygemeldin-ger, og det vurderes at dagen ikke kan hænge sammen med det tilbageblevne perso-nale. Ved langtidssygemeldinger vurderes i de enkelte tilfælde om der skal ansættesen vikar.

Regionen har også oplyst at Blåkærgård også indkalder vikarer hvis en beboer i enperiode har brug for en tættere opfølgning og støtte af medarbejdere når der er pro-blemskabende adfærd, udbrud af psykoser eller accelererende misbrug. I sådannetilfælde bruges vikaren ikke ved den støttekrævende beboer, men sættes til at løseandre opgaver for at frigive det faste personale til den særlige opgave.

Regionen har endvidere oplyst at der efter inspektionen den 15. juni 2010 er indført etnyt it-arbejdstidsplanlægningsredskab på Blåkærgård. Dette har medført at forbrugetaf vikarer er faldet til ca. 1/3 da medarbejderne nu selv har mulighed for at tilrettelæg-ge deres arbejds- og fritidsliv sammen med familien.

I 2010 havde Blåkærgård 44,32 fuldtidsansatte og en fraværsprocent på 11,75 (fordeltpå korttidsfravær med 4,45 pct. og langtidsfravær med 7,29 pct.).I 2011 – indtil 1. februar – havde Blåkærgård 36,9 fuldtidsansatte og en fraværspro-cent på 13,28 (fordelt på korttidsfravær med 4,68 pct. og langtidsfravær med 8,60pct.). Fraværet skyldes bl.a. tre langtidssyge der har været fraværende grundet soma-tisk sygdom. Da de pågældende medarbejdere først blev sygemeldt ultimo 2010, sy-nes det totale fravær højere i 2011 end i 2010 da der ikke har været måneder udenlangtidssyge til at udjævne.

Regionen har oplyst at Blåkærgård har konstant fokus på sygefravær kontra arbejds-miljø. Den sidste AKU indeholdt således fem spørgsmål omkring sygdom på grund afarbejdsmiljø, og svarene her viste at personalet vurderer arbejdsmiljøet som godt.

Opfølgning

Som det fremgår ovenfor, har jeg på et enkelt punkt (4.2.1.) bedt Blåkærgård og Regi-on Midtjylland om nærmere oplysninger. Jeg beder om at oplysningerne mv. sendesgennem regionen for at regionen kan få lejlighed til at kommentere det som Blåkær-gård anfører.

Ad 3.

Bygningsmæssige forhold

Ad 4.1.

Funktionsniveau mv.

Ad 4.2.

Medicin, læge mv.

Ad 4.2.1. Psykiatrisk tilsyn

Ad 4.5.

Beboernes økonomiske forhold

Ad 4.8.

Vold

Ad 5.4.

Modtagne registreringer

Ad 6.2.

Vikarer og sygdom

Opfølgning

Underretning