REU, Alm.del - 2011-12 - Bilag 129: Henvendelse af 31/11-11 fra Hans Boserup vedr. erstatningsansvarslovens § 19, stk. 3

Vedr.: Erstatningsansvarslovens § 19, stk. 3Den 12. november 2010 fremsendte jeg spørgsmål, som anført nedenfor. En Højesteretsdom fra den28. november 2011 har aktualiseret behovet for spørgsmål fra Retsudvalget til Justitsministeren.Retsudvalget anmodes stille til Justitsministeren følgende spørgsmål:1. Er der i forarbejderne til § 19 stk. 3 i erstatningsansvarsloven af 1984 nogen sondring imel-lem hvorvidt den ansatte er privat, kommunal eller statsligt ansat? Ja eller nej.2. Kan Justitsministeren bekræfte, at personligt erstatningsansvar for ansatte i det nordiskesamarbejde om erstatningslove i de nordiske lande opretholdtes for at forebygge og begræn-se skader?3. Kan Justitsministeren bekræfte, at der i de nordiske lande er hjemmel til personligt erstat-ningsansvar for ansatte skadevoldere, uanset i hvilken virksomhed eller forvaltning skade-volderen måtte være ansat?4. Kan der med hjemmel i erstatningsansvarslovens § 19 stk. 3 gøres undtagelse for særligegrupper af ansatte, herunder f.eks. kommunalt eller statsligt ansatte?5. Tyder de nordiske og danske forarbejder på, at det var hensigten at begrænse det personligeerstatningsansvar til særlige grupper af ansatte?Den almindelige borger møder en offentlig forvaltning, der bliver stadig større og stadig mereuigennemskuelig. Mange almindelige borgere føler sig ramt af beslutninger, som de enten må ansefor forkerte eller urimelige og som påfører dem tab. Muligheden for at få kompensation forsvinderofte i systemets uigennemskuelighed, og det fremstår i den skadelidtes borgers virkelighed som omen bestemt forvaltningsperson X eller Y har ansvaret for, at jeg borger Z eller V ikke kan få denstøtte som andre kan få, ikke kan få erstatning som andre kan få, må tåle indgreb som andre ikke

skal tåle, ligesom almindelige borgere bliver udsat for forsinkelser i behandlingen af deres sag, somandre ikke bliver udsat for. Når den almindelige borger beder om en forklaring, er der ikke sjældentale om en forklaring der er meget summarisk, eller som ikke giver de detaljer som den enkelte bor-ger har brug for at få svar på. Det er derfor meget vanskeligt for den enkelte borger at trænge igen-nem, og undersøge om de embedsmænd der har haft med borgeren at gøre, nu også har løst deresopgave i overensstemmelse med lovgivningen og de instrukser der gælder for deres virksomhed.Anlægges erstatningssager mod forvaltningen, vil retten i bred almindelighed ikke imødekomme enbegæring fra den sagsøgende borger om vidneafhøring af sagsbehandleren. Forvaltningen får somalt overvejende hovedregel lov til at fremsende en skriftlig redegørelse i stedet. Det er en almindeligerfaring, at jurister kan ”skrive sig ud” af vanskelige spørgsmål, som de kan forberede sig på besva-relsen af. Det giver som oftest svar, som den sagsøgende borger ikke kan bruge til noget. Den ene-ste måde, hvorpå borgeren kan få en forklaring af sagsbehandleren er at sagsøge den pågældendeefter erstatningslovens § 19 stk. 3.Ved UfR 1943.172 HD og FED 2004.1158 ØLD blev det lagt til grund, at embedsmænd kan sagsø-ges af borgere til betaling af erstatning for handlinger begået i tjenesten. Ansvarsgrundlaget følgerbl.a. Christian V’s Danske Lovs (fra 1683) 3. bog, 19. kapitel, 2. artikel, stk. 1 og af Erstatningsan-svarslovens § 19, stk. 3 modsætningsvist.§ 19. …Stk. 3. Har en arbejdstager forvoldt en skade, der er dækket af en tingsforsikring, en driftstabsforsikringeller arbejdsgiverens ansvarsforsikring, ifalder arbejdstageren ikke erstatningsansvar, medmindre ska-den er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

Højesteretsdommer Jørgen Nørgaard anfører i festskriftet i anledning af 300året for udstedelsen afChristian V’s Danske Lov side 504 ff.:Den ansattes eget erstatningsansvarFormuleringen af 3-19-1 »... men de bør selv at lide for hvis de brut have« og 3-19-2's ord »... derudjforseis ... og af hannem igien søge Opretning« gør det tydeligt, at man med Danske Lov tilsigtede at gi-ve et regelsæt,hvorefter»husbondens» erstatningsansvar var betinget af, at »tjeneren« selv var erstat-ningspligtig over for tredjemand,og hvorefterhusbonden havde regres mod tjeneren, når husbondenhavdeopfyldtsin erstatningspligt over for tredjemand jfr. også Ørsteds ovenfor citerede udtalelse » ogdenne [tjeneren], i Udførelsen heraf, retsstridig tilføjer tredie Mand Skade, synes den, som gav hamÆrindet, og at maatte være medansvarlig ..,«.

Det var med fuld bevidsthed om disse implikationer, at man omkring århundredskiftet „genopdagede"3-19-2, jf. Julius Lassen: l.c. side 328 med note 21 a, men ud fra traditionelle juridiske synspunkter varder heller ikke anledning til at ryste på hånden: Enhver, der handler culpøst, er erstatningspligtig over-for skadelidte, og den, hvis erstatningsansvar hviler på en regel om objektivt ansvar, har regres overforden, der er ansvarlig efter en culparegel…Trods al kritik heraf må det formentlig anses for gældende dansk ret, at skadelidte kan vælge at frem-sætte sit fulde erstatningskrav for den arbejdstager, der bar tilføjet ham skade ved en uagtsom handlingeller undladelse, jfr. afgørelserne U 1952.1086 og U 1965.328, og at en arbejdsgiver, der har dækketskadelidtes tab, vil få tilkendt regresret over for arbejdstageren, jf. dommen U 1948.1271 H.

Da erstatningslovens § 19 stk. 3 opretholdt ansvaret for forsætlig og grov og uagtsomt skadesfor-voldelse for skadegørende personer, var det netop for at forebygge, at ansatte i udførelse af deresvirke forårsagede retsstridige skader på andre borgere. Ansvaret gælder efter forarbejderne, uansetom den ansatte har handlet efter ordre eller inden for sin fuldmagt. I forhold til skader forvoldt afansatte i den offentlige forvaltning har det imidlertid været vanskeligt at få domstolene til at respek-tere intentionerne bagved erstatningsansvarslovens § 19 stk. 3.Sagsanlæg mod ansattefor forsætlig, groft uforsvarlig og uforsvarlig skadesforvoldelse har længehaft hjemmel i dansk erstatningsret jf. også DL 3-19-1.Trodsen intens diskussion om fuldstændiglempelse af den ansattes ansvar, når krav også kunne rettes mod arbejdsgiveren, blev den ansattespersonlige ansvaropretholdtved § 19, stk. 3 i erstatningsansvarsloven af 1984 med den begræns-ning, at ansvar kun kunne gøres gældende for forsætlig og groft uforsvarlig skadesforvoldelse,hvil-ket der her var tale om.Domstolene bør ikke kunne underminere formålet med denneudtrykkeligeordning, der er fællesnordisk fodslag for, og det bemærkes, at f.eks. også dommere efter loven kandrages personligt til ansvar. Folketinget har ret til at få erstatningsansvarsloven § 19, stk. 3 retsan-vendt efter sine fællesnordiske forarbejder medhovedvægt på forebyggelse gennem personlig an-svarsfølelse og risiko.Advokater og andre professionelle er hver dag underlagt et særligt og personligtvis majoransvar.Altså strengere end den almindelige culpa regel. Det antages, at den strenge ansvarsnorm medvirkertil særlig agtpågivenhed og således forebygger skader. Hvad skulle være den saglige grund til, at enjurist i forvaltningen ikke skulle kunne gøres personligt ansvarlig af nøjagtig samme grunde og medsamme formål? At krybe i læ af den store statskasse giver ingen forebyggelse overhovedet. Det erudtrykkeligt fastslået i lovgivningen og efter intens drøftelse. Og så er tilregnelseskravet oven i kø-bet kun forsæt eller grov uagtsomhed.Retssociologer vil givet kunne oplyse om, at personer, mod hvem borgerne ikke kan rette ansvar, vilbegå flere fejl, end hvis personerne som andre professionelle måtte regne med muligheden for per-sonligt ansvar. Det gælder også, selvom tilregnelseskravet er lempet til forsæt og grov uagtsomhed.

Det er endnu ikke lykkedes at få en sag efter erstatningsansvarslovens § 19, stk. 3 realitetsbehandletved domstolene. Det er endnu ikke lykkedes at få lov til bevisførelse.Forvaltningen og domstolene bruger teknikken med at ”skræmme” advokaterne væk fra at følgeinstrukser fra klienterne om at rejse sådanne sager.Ved Østre Landsrets dom af 21. september 2006 blev advokat Hans Boserup i forening med den udlæn-ding, på hvis vegne han førte sagen, pålagt at betale sagens omkostninger med 29.252 kr. til en vice-rigspolitichef. I dommens præmisser er anført herom:”Landsretten tager endvidere vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensens påstand om, at advokat Hans Bose-rup tilpligtes betale sagens omkostninger for landsretten in solidum med …, jf. retsplejelovens § 319, tilfølge. Landsretten har herved lagt vægt på de fremhævede andre sager, som advokat Hans Boserup påvegne af forskellige klienter har anlagt mod myndigheder, der virker inden for udlændingeområdet, og isærdeleshed mod medarbejdere herfra personligt, ligesom landsretten har henset til udfaldet af dissemange sager. Ved en samlet bedømmelse heraf må advokat Hans Boserups anke og sagsførelse i nær-værende sag betegnes som pligtstridig.”

Ved Østre Landsrets dom af 17. april 2007 blev advokat Hans Boserup i forening med de to udlændin-ge, på hvis vegne han førte sagen, pålagt at betale sagens omkostninger med 60.000 kr. til Integrati-onsministeriets departementschef. I dommens præmisser er som begrundelse herfor anført:”Landsretten har herved lagt vægt på karakteren og udfaldet af de fremhævede andre sager – herundermod medarbejdere personligt – som advokat Hans Boserup på vegne af forskellige klienter har anlagtmod myndigheder og medarbejdere herfra. I særdeleshed har landsretten lagt vægt på identiteten mel-lem nærværende sag og den førnævnte ankedom af 28. april 2005. Ved en samlet bedømmelse heraf måadvokat Hans Boserups sagsførelse og anke i nærværende sag betegnes som pligtstridig.”

Advokatnævnet frakendte samme advokat bestallingen for at rejse tilsvarende sager eller varsle ompersonligt ansvar. Både for Advokatnævnet, for landsretten og for Højesteret blev det stadigt tydeli-gere, at selvom andre ”overtrædelser” blev anført, var det ytringerne om personligt ansvar modstatsansatte, der gjorde udslaget.I Højesterets dom af 28. november 2011 anføres:Af de grunde, der er anført af Advokatnævnets flertal, tiltræder Højesteret ligesom landsretten, at advo-kat Hans Boserup med hensyn til … udtagelsen af stævning mod medarbejderen ved kommunen og le-deren af institutionen har handlet i strid med god advokatskik, og at disse forhold har karakter af engrov overtrædelse af god advokatskik. Advokat Hans Boserup har anført, at hans handlinger er omfattetaf beskyttelsen af ytringsfriheden efter den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 10 ogderfor er legitime. Ytringsfriheden er imidlertid begrænset ved bestemmelsen i retsplejelovens § 126om iagttagelse af god advokatskik. Højesteret finder, at denne begrænsning må anses for nødvendig i etdemokratisk samfund for at beskytte andres rettigheder, og at begrænsningen står i rimeligt forhold til

Der var ikke nogen højere administrativ instans, og sagsanlæg mod myndigheden var konkret virk-ningsløs. Indgreb efter EMRK art. 10, stk. 2 skal være hjemletvedlov, og Advokatnævnets afgørel-se var skønsmæssig uden nogen lovregulering. Den generelle henvisning til andres rettigheder ermuligt nok relevant, menikke tilstrækkeligefter EMDs ret klare praksis. Der var tale om et emne(begrænsning af en 14årig uskyldig piges terræn og kontaktfrihed) af almindelig interesse, hvorforHøjesteretsmargin of appreciationvar derfor mikroskopisk. Om et sagsanlæg er grundløst, kanretten ikke vurdere uden at se beviserne, og det har retterne eller advokatmyndighederne ikke villet.Ordet grundløst bruger EMD i forhold til ytringer mod dommere, men kun når der ikke angivesnoget faktisk grundlag, der kan være genstand for bevis.Ved fastsættelsen af sanktionen må der lægges vægt på de omstændigheder, som er anført af landsret-ten, herunder at forhold 2, som bl.a. omfatter en grundløs politianmeldelse og et grundløst sagsanlægmod sagsbehandlere i den offentlige forvaltning personligt, har karakter af gentagelse ikke alene i for-hold til Advokatnævnets kendelse af 12. oktober 2004 og nævnets kendelse af 27. juni 2006, jf. Høje-sterets dom af 8. april 2009 (UfR 2009.1815), men også i forhold til afgørelserne i Østre Landsretsdomme af 21. september 2006 og 17. april 2007 om at pålægge advokat Hans Boserup at betale sags-omkostninger som følge af pligtstridigt forhold, jf. retsplejelovens § 319.

Prager og Oberschlick-sagen1Ytringer om dommereAnført at: criminal court judges are capable of anything; all of them are capable of a lot:there is a pattern to all this."Dommer J's adfærd var indledningsvis blev beskrevet som "menschenverachtende Schika-nen"Menneskerettighedskommissionen, der med 15 stemmer mod 12 fandt, at der ikke var sketen krænkelse af artikel 10Nødvendigt at beskytte domstolene mod grundløse angrebDe anvendte beskyldninger var særdeles alvorlige, idet de angav, at de involverede personersom dommere havde handlet i strid med loven og havde brudt deres professionelle forplig-telser. Det var således ikke alene de pågældendes ære, der var krænket, men også en under-minering af offentlighedens tillid til domstolenes rolle som helhed, der var tale om.

I øvrigt skal der meget til, før EMD anser en ytring for grundløs.Om advokaters ytringsfrihed anlægger EMD en meget restriktiv begrænsning for indgreb. Se f.eks.de to ledende Strasbourg domme, Nikula mod Finland (dom af 21. marts 2002), hvor en forsvarsad-vokat oprindeligt blev dømt for injurier mod en anklager, og Kyprianou mod Cypern (Storkamme-rets dom af 15. december 2005), hvor en advokat dømt for foragt for retten.EMD bryder sig overhovedet ikke om afskrækkende virkning i forhold til advokater.Kyprianou mod Cypern2Forsvarsadvokat, blev i løbet af en mordsag dømt for foragt for retten, idet han bl.a. havdeudtalt, at domstolens prøvelse af advokatens modafhøring af et vidne foregik i det hemmeli-ge, fordi dommerne sendte noget papir (»ravasakia«) rundt, og idet advokaten havde råbt oggestikuleret for at intimidere dommerneHøjesteret konkluderede bl.a., at klageren ved sin opførsel havde udvist mangel på respektfor domstolenTesten af "nødvendig i et demokratisk samfund" kræver, at Domstolen afgør, om det påkla-gede indgreb udgør et "presserende socialt behov".Domstolen skal afgøre, om den trufne foranstaltning var "rimelig forhold til det legitime for-fulgte mål”Artikel 10 beskytter ikke kun indholdet af ideerne og information, men også den form, hvoride fremsættes. Selv om strafudmåling i princippet er et anliggende for de nationale domsto-le, minder Domstolen om sin praksis om, at det kun er i undtagelsestilfælde, at restriktion -også i form af en mildere straf - i en forsvarers ytringsfrihed kan accepteres som nødvendig iet demokratisk samfundDet er indlysende, at advokater, samtidig med at de forsvarer deres klienter i retten, navnliginden for rammerne af en kontradiktorisk strafferetspleje, kan befinde sig i den vanskeligesituation, at de skal beslutte, hvorvidt de med øje for deres klients tarv skal gøre indsigelsermod eller klage over afviklingen af retshandlingen. Pålæggelse af frihedsstraf, vil uundgåe-

ligt, i sagens natur, have en "afskrækkendevirkning",ikke kun på den pågældende advokat,men på advokat erhvervet som helhed. De kan for eksempel føle sig begrænset i deres pro-cedure, processuelle begæringer og lignende under sagen ved domstolene, eventuelt med po-tentiel skade for deres klients sag. For at borgerne kan have tillid til retsplejen, må de havetillid til, at den juridiske profession yder en effektiv repræsentation. Pålæggelse af fæng-selsstraf på forsvarere kan under visse omstændigheder få konsekvenser ikke kun for advo-katens rettigheder i henhold til artikel 10, men også for retfærdig rettergang for klienten ihenhold til artikel 6 i konventionen. Heraf følger, at enhver "negativvirkning"er en vigtigfaktor, der skal overvejes for at finde den rette balance mellem domstole og advokater i for-bindelse med en effektiv retsplejeTesten af "nødvendig i et demokratisk samfund" kræver, at Domstolen afgør, om det påkla-gede indgreb udgør et "presserende socialt behov". De kontraherende stater har en visskønsmargen i vurderingen af, om et sådant behov eksisterer, men det går hånd i hånd medeuropæisk tilsyn, som omfatter både lovgivning og beslutninger om anvendelse af indgreb,selv de, der leveres af en uafhængig domstolNavnlig skal Domstolen afgøre, om den trufne foranstaltning var "rimelig forhold til det le-gitime forfulgte mål”. Dermed sikrer Domstolen sig, at de nationale myndigheder baserersig på en acceptabel vurdering af de relevante omstændigheder, at der anvendes standarder,der er i overensstemmelse med principperne i artikel 10. Hertil kommer, at den retfærdigerettergangs processuelle garantier og arten og graden af sanktionerne er faktorer, der skal ta-ges i betragtning ved vurderingen afproportionaliteteni et indgreb i ytringsfriheden, der ersikret ved artikel 10Domstolen ikke overbevist af regeringens argument om, at fængselsstraffen pålagt klageren,var rimelig i forhold til overtrædelsens grovhed, især i betragtning af, at ansøgeren var enadvokat og måtte overveje de til rådighed værende alternativerDerfor er det Rettens vurdering, at en sådan straf var uforholdsmæssig streng for ansøgerenog måtte have en "afskrækkendevirkning"på udførelsen af advokaters hverv som forsvars-advokatDomstolen mener, at retten ikke fandt den rette balance mellem behovet for at beskytte rets-væsenets myndighed og behovet for at beskytte klagerens ret til ytringsfrihed. Den omstæn-dighed, at ansøgeren kun afsonede en del af fængselsstraffen (se punkt 20 ovenfor), ændrerikke denne konklusion

Advokat (H)

Advokat (H)

Advokat (H)

Advokat (H)

Advokat (H)

Advokat (H)

Advokat (H)