Bemærkninger til udkast til ændretaffaldsbekendtgørelseKapitel 2: Definitioner

§ 3, stk. 1 pkt. 7) ”Affald egnet til materialenyttiggørelse” og

pkt. 9) ”Anden endelig materialenyttiggørelse”

Det fremgår af Miljøstyrelsens følgebrev, at introduktionen af nyebegreber er nødvendige som følge af Kommissionens udkast tilvejledning om affaldsdirektivet.RenoSam er betænkelig ved, at Miljøstyrelsen på den baggrundimplementerer nye begreber i affaldsbekendtgørelsen.

For det første

er der tale om fortolkninger af direktivet, som ikke harnogen retsvirkning. Alene af den grund er det problematisk, atanvende vejledningen til at gennemføre ændringer afaffaldsbekendtgørelsen.Kommissionen understreger endda, at vejledningsudkastet erKommissionens forståelse af direktivet, og at det er op til denenkelte medlemsstat at håndhæve og fortolke EU lovgivningen.

For det andet

er vejledningens status uklar. Tilsyneladende er dertale om et udkast der, så vidt vides, ikke er officielt. At lovgive påbaggrund af ”vejledningsudkast” finder vi juridisk betænkeligt.

For det tredje

er det meget svært at gennemskue sammenhængenmellem fortolkningerne i Kommissionens vejledningsudkast samtMiljøstyrelsens følgebrev og forslagene til ændrede bestemmelser iaffaldsbekendtgørelsen. Forslag der er baseret på Miljøstyrelsensudlægning af Kommissionens fortolkninger (som bestemt ikke erentydige).

For det fjerde

og på baggrund af ovenstående, er det umuligt,inden for høringsperioden, at forholde sig kvalificeret tilkonsekvenserne af ændringsforslagene.Det er vanskeligt at gennemskue, hvorfor de to nye begreber (§3,stk.1, pkt.7) og 9)) skal ”opfindes” og hvilket formål de opfylder.RenoSam kan fx ikke umiddelbart gennemskue, hvordanfortolkningen af begrebet ”genanvendelse” har ændret sig, og på

hvilken baggrund. Det eneste sikre er, at det gør et i forvejen kompliceretregelsæt endnu mere kompliceret.Den synes heller ikke klart, hvad de præcise konsekvenser er af den nyefortolkning af begrebet genanvendelse. Således ser det ud som om, at detalene har konsekvenser for (håndteringen af) erhvervsaffald, men ikke forhusholdningsaffald. I en række bestemmelser har man fastholdt begrebernegenanvendelse, genanvendelig, genanvendt og tilsvarende, uden at det erforklaret, hvorfor styrelsen her mener, at det nye begreb ”affald egnet tilmaterialenyttiggørelse” ikke skal anvendes.Det er ingen hemmelighed, at implementeringen af den nye ansvarsfordeling ipraksis har vist sig vanskelig. Der er en række snitfladeproblemstillinger,ansvars- og rollefordelinger, der fortsat er uklare.Tidspunktet for ændringer af ovennævnte karakter, som hverken ses at væretidsmæssigt eller juridisk nødvendige, og endvidere er svært forståelige, erderfor meget dårligt valgt.RenoSam skal anbefale, at ændringsforslagene, der følger af Kommissionensvejledningsudkast, trækkes tilbage. I stedet bør Miljøstyrelsen iværksætte etgrundigt udredningsarbejde, med det formål helt generelt at giveaffaldsbekendtgørelsen et ”EU-eftersyn”. Dette bør involvere de private ogoffentlige aktører, herunder gerne andre folk med ekspertise inden for EU’smiljø- og affaldslovgivning.

§ 3, pkt. 25) ”Forbehandling” og 26) ”Forbehandlingsanlæg”

Det er RenoSams opfattelse, at ”Forbehandling” (R12-operationer ibekendtgørelsens bilag 6B) ikke kan betragtes somgenanvendelsesoperationer.Det er i dag kun (anmeldte) kommunale behandlingsanlæg, der lovligt kanmodtage kildesorteret genanvendeligt erhvervsaffald til forbehandling.Private forbehandlingsanlæg bør også kunne modtage kildesorteretgenanvendeligt erhvervsaffald. Det bør kunne løses ved at give private”forbehandlingsanlæg” samme muligheder som genanvendelsesanlæg ogindsamlere. Nemlig at de kan blive optaget i affaldsregisteret, hvis de opfyldernogle nærmere fastsatte krav.Desuden vil (registrerede) ”Forbehandlingsanlæg” skulle stå i § 75 på linje medregistrerede genanvendelsesanlæg, godkendte og registreredeindsamlingsvirksomheder samt kommunale behandlingsanlæg.Dette synes mere hensigtsmæssigt og rimeligt end at kræve, at man skal væregodkendt og registreret indsamlingsvirksomhed for at måtte forbehandle affald,som Miljøstyrelsen synes at foreslå.RenoSam skal derfor anbefale, at anlæg der alene foretager forbehandling afaffald (R 12-operationer, i henhold til bekendtgørelsens bilag 6B), kangodkendes og komme i affaldsregisteret.

§ 3, pkt. 37) Indsamlingsvirksomhed

Det fremgår, at en indsamlingsvirksomheds indsamling kan være organiseretsom en hente- eller bringeordning. Hente- og bringeordninger er begreber, derhidtil har været knyttet til (fælles)kommunale indsamlingsordninger (jf. fx § 3,pkt. 36).Det fremgår ikke, hvorfor begreberne nu skal knyttes til private affaldsordninger,herunder hvilke formål det tjener.RenoSam skal anbefale, at det sidste punktum udgår af § 3, pkt. 37).Der lægges op til, at det fortsat er op til indsamlingsvirksomheden somindsamler eller transportør af andet affald end kildesorteret erhvervsaffald tilmaterialeudnyttelse, hvorvidt de vil indberette data til affaldsdatamodellen ellerde vil overlade denne opgave til det behandlingsanlæg eller lignende, somaffaldet afleveres til.Dette kan give praktiske problemer, idet det ved hver indvejning af andet affaldend kildesorteret erhvervsaffald til materialeudnyttelse skal afklares, hvem derskal indberette til affaldsdatamodellen.RenoSam anbefaler derfor, at der udarbejdes klare retningslinjer for, hvem derskal indberette, således det fremover ikke er muligt for indsamlere at vælge,om de ønsker at indberette til affaldsdatamodellen.

Kapitel 5: Regulativpligt

§ 19, stk. 6 (ikrafttrædelse)

Bestemmelsen gør det unødigt vanskeligt for kommunerne at sikre korrektikrafttrædelse af deres regulativer. Bestemmelsen betyder, at regulativerne skaloffentliggøres på en fridag, hvis et regulativ skal træde i kraft på en mandageller dagen efter en hvilken som helst anden fridag (fx den 1. januar).Fx skal regulativer, som træder i kraft den 1. januar 2012 offentliggøres lørdagden 31. december.RenoSam skal anbefale en mere åben bestemmelse, som fx ”Regulativerneskal offentliggøres i regulativdatabasen senest dagen før, de træder i kraft”.

Kapitel 6: ordninger

§ 39, stk. 1 (genbrugspladser)

RenoSam skal anbefale, at ”erhvervsaffald” erstattes med ”affald der i karaktersvarer til husholdningsaffald”.Hermed undgås tvivl om, hvad virksomhederne må aflevere, og § 39, stk. 7 erikke længere nødvendig.

§ 39, stk. 3 (genbrugspladser)

RenoSam ser gerne, at kommuner får pligt til at etablere ordninger forvirksomheders adgang til genbrugspladser, men kommunerne skal have denødvendige redskaber til at løfte opgaven.Af Miljøstyrelsens følgebrev fremgår det, at hensigten med bestemmelsen er, atkommunerne ikke længere har en kapacitetsforpligtigelse.Bestemmelsen pålægger kommunerne at planlægge, med henblik på løbendeat kunne stille kapacitet til rådighed for virksomhederne, men kommunen skalikke altid (selv) have kapacitet til enhver virksomhed.Ved manglende kapacitet skal kommunen ”henvise” til en anden tilsvarendehåndtering. Som eksempler har Miljøstyrelsen peget på en privat løsning elleren genbrugsplads i en anden kommune.Kommunen kan således ikke sige til virksomheden: ”du må selv finde enløsning, indtil der er kapacitet til dig”. Kommunen skal ”anvise” en andenløsning, som det fremgik af en powerpoint, Miljøstyrelsen brugte på DAKOFA’shøringsseminar den 31. oktober.Bestemmelsen kan efter RenoSams opfattelse kun forstås således, atkommunerne har en kapacitetsforpligtigelse, da de til en hver tid enten selv skalhave (genbrugsplads)kapacitet til rådighed eller henvise/anvise til en tilsvarendehåndtering for enhver virksomhed, der måtte ønske det.Derfor er det også RenoSams opfattelse, at kommunerne fortsat kan opkræveet kapacitetsgebyr, jf. Miljøstyrelsens skrivelse af 1. juli 2010 til kommunerne.Begrebet ”beredskabskapacitet” bør ikke indgå i bestemmelsen, da ”beredskab”typisk forbindes med noget, der er etableret, for at imødegå uheld der kræverakut indgriben. Den slags beredskab er typisk skattefinansieret.

§ 39, stk. 5 (genbrugspladser)

Bestemmelsen om max 200 kilo farligt affald bør genovervejes. Grænsen blevsat, grundet den reelt ”frie adgang” virksomhederne har haft tilgenbrugspladserne i 2010 og 2011.Grænsen synes meningsløs efter den 1. januar 2012, hvor virksomhederne skalbetale særskilt for det farlige affald, og i øvrigt ”tilmelde” sig genbrugspladserne.

Kapitel 9: Benchmarking af affaldsforbrænding- ogdeponeringsanlæg

§ 51

Det bør fremgå, at det ikke er alle deponeringsanlæg, der er omfattet af denobligatoriske benchmarking. Tilsvarende bør man benytte den definition påhavbundsmaterialer, som der opereres med i Deponeringsbekendtgørelsen.Allerede nu er der enighed om flere ændringer i bilaget, og ønsket omændringer må forventes at fortsætte, når der indhøstes erfaringer. Ændresbilaget ikke, betyder det at bekendtgørelsen skal ændres hvert år, alene påbaggrund af erfaringerne fra benchmarking.RenoSam anbefaler, at Miljøstyrelsen ændrer detaljeringsgraden i Bilag 3, såder alene opereres med hovedoverskrifter for, hvad der skal indberettes fraforbrændingsanlæg og deponeringsanlæg.

Kapitel 11: Principper for kommunalbestyrelsens fastsættelse ogopkrævning af gebyrerRenoSam kan konstatere, at gebyrbestemmelserne fortsætter en udvikling,hvor de bliver mere og mere detaljerede.Prisen er et sæt regler, som bliver mere uigennemskuelige, vanskeligere atforstå og medfører øget administration hos kommunerne. Det er konsekvensen,når man går fra principper til detailregulering – man ender med ikke, at kunnese skoven for bare træer. Om det skaber større gennemsigtighed, og en højeregrad af ”forureneren betaler”, er tvivlsomt.Derfor vil der med stor sandsynlighed komme mange flere diskussioner ombestemmelsernes præcise betydning, og flere (detail)spørgsmål tilMiljøstyrelsen.RenoSam er fortsat af den opfattelse, at de generelle gebyrprincipper, som defremgår af Miljøbeskyttelseslovens § 48, langt hen ad vejen forpligterkommunerne i relation til fx gennemsigtighed og ordningsbestemteomkostninger/gebyrer.Med ophævelsen af bestemmelsen om et samlet gebyr (§ 48, stk. 2 i dentidligere miljøbeskyttelseslov), fik kommunerne (igen) pligt til at laveordningsbestemte gebyrer. Det kan man læse mere om i forarbejderne tilmiljøbeskyttelsesloven fra 1991.I stedet for de detaljerede bestemmelser i bekendtgørelsen burdeMiljøstyrelsen, i samarbejde med de kommunale parter, lave en egentligvejledning. Det vil være et langt bedre og mere brugbart redskab for kommuner.Uanset dette, skal RenoSam anbefale, at Miljøstyrelsen snarest muligt ”rydderop” i de mange udtalelser, breve, mails m.v., der vedrører fortolkninger afaffaldsbekendtgørelsen i almindelighed og gebyrbestemmelserne isærdeleshed. Dels er de vanskelige at finde rundt i, dels er nogle affortolkningerne ikke længere gyldige.

§ 62 (gebyrer for brug af genbrugspladser)

Her slås det fast, at uanset hvilken model kommunen vælger, skal betalingensstørrelse vedtages i kommunalbestyrelsen, da der er tale om et gebyr.Det fremgår desuden, at farligt affald skal skilles fra det øvrige affald ogafregnes efter det farlige affalds behandlingsudgifter.Dette bliver i praksis en udfordring, ikke mindst når virksomheden kommer medfarligt og ikke-farligt affald på samme tid. I praksis er det umuligt, at se om detfarlige affald kommer fra en virksomhed eller en husholdning, da det typiske er,at man ikke kan se, hvilket køretøj der tilhører den person, der rent fysiskafleverer det farlige affald.Man er således helt afhængig af, at personen af egen drift fortæller, at derafleveres farligt affald fra en virksomhed.For at kunne håndtere denne udfordring, må det antages at være op til denenkelte kommune/selskab, om de vil fastsætte særskilte gebyrer forhenholdsvis farligt affald og det øvrige affald, eller et samlet gebyr for beggeslags affald.Det er naturligvis en forudsætning, at kommunen/selskabet kan redegøre for,hvor stor en del af gebyret der dækker det farlige affald, og hvor stor en del derdækker det øvrige affald. Miljøstyrelsen bekræftede denne opfattelse påinformationsmødet den 28. oktober.Det bemærkes, at kommunen ikke kan opkræve betaling for virksomheders”udtjente bærbare batterier og akkumulatorer”, som de afleverer pågenbrugspladsen.

§ 63, stk. 1 (betaling pr. besøg)

Her begrænses muligheden for at opgøre affaldsmængderne tilsyneladende tilvægten eller køretøjets størrelse. Det afgørende for den mådeaffaldsmængderne opgøres på, må være, at der kan dokumenteres ensammenhæng mellem opgørelsesmetoden og gebyret.RenoSam skal anbefale, at bestemmelsen ændres, så der åbnes op for andremåder at opgøre de afleverede mængder på. Det kan gøres ved at udeladesidste punktum i bestemmelsen. Alternativt kan det fremgå, at vægten afaffaldet og køretøjets størrelse er eksempler på, hvordan affaldsmængden kanopgøres. Generelt er det dog juridisk betænkeligt at indsætte eksempler direktei bestemmelserne. Eksempler hører typisk hjemme i vejledninger.

§ 63, stk. 2 (abonnement)

Det fremgår, at abonnementet skal være årligt, uden dette krav er begrundet.Også her må der være frihed for kommunerne til selv at bestemme, om de vilarbejde med en eller flere abonnementsperioder, så længe der ersammenhæng mellem gebyrets (abonnementets) størrelse og den mængdeaffald, der afleveres.Skal gebyret være årligt, besværliggøres kommunernes administration, hvisvirksomheder skal kunne tilmelde sig hele året.

Det er langt nemmere, hvis kommunen fx har mulighed for at fastsætte et gebyrpå et måneds abonnement. Så kan virksomheder til en hver tid tilmelde sigresten af året, hvilket er nemmere for kommunerne at administrere og læggebudgetter efter.Bestemmelsen kan desuden læses således, at det kun er, hvis abonnementeter årligt, at der skal være en sammenhæng mellem betaling og mængden afaffald – ellers skal der ikke!RenoSam skal anbefale at ”//…et årligt…//” udgår af bestemmelsen og erstattesaf noget i stil med ”//…et eller flere abonnementer, der kan dække perioder afforskellig varighed…//”.

§ 64: Brugerundersøgelser

Det fremgår af bestemmelsen, at kommunerne årligt skal gennemførebrugerundersøgelser. Dette nye krav er ikke begrundet.Kommunerne bør som i dag, kunne nøjes med en brugerundersøgelse hvert 4.år. Det følger i øvrigt af de generelle gebyrprincipper, at kommunerne til enhvertid skal kunne redegøre for sine gebyrer, herunder for størrelsen ogsammensætningen.Kravet om en brugerundersøgelse bør således alene gælde for 2012, ogherefter hvert 4. år. Miljøstyrelsen skal dog være opmærksom på, at 2012næppe bliver et ”normalt” år. Det er (endnu) et ”omstillingsår”, hvor kommunerog selskaber fortsat mærker dønningerne, efter at reformen trådte i kraft i 2010.

§ 65: Fritagelsesbestemmelser

Helt generelt må Miljøstyrelsen beslutte, om fritagelsesbestemmelserne skalfastlægges ud fra et ønske om, at kun virksomheder, der med sikkerhedfrembringer affald, skal betale affaldsgebyr eller en mere pragmatisk tilgang.Beslutningen har betydning for, hvor megen (kommunal) administration der skalbruges på ordningen. Med en ændring af omsætningsgrænsen fra 50.000 kr./årtil 300.000 kr./år ligger Miljøstyrelsen sig midt imellem de to ønsker, da enrække virksomheder med en omsætning på over 50.000 kr./år, men under300.000 kr./år, med garanti frembringer affald.Samtidigt har en ny omsætningsgrænsen betydning for antallet afvirksomheder, der kan opkræves gebyr til dækning af de generelleomkostninger, jf. § 61, stk. 1.Ifølge styrelsens egne tal falder antallet af virksomheder, der kan opkræveshos, fra ca. 300.000 til ca. 200.000 virksomheder, hvis omsætningsgrænsenændres til 300.000 kr. pr. år.Det medfører et skred i kommuner og affaldsselskabers budgetforudsætninger,som de ikke kan nå at tage højde for, da budgetterne typisk er vedtaget ioktober måned.

Miljøstyrelsen bør kortlægge de mulige konsekvenser af, at ændreomsætningsgrænsen, inden ændringen træder i kraft. Følgende bør, somminimum, kortlægges:Hvad betyder det for antallet af virksomheder på landsplan, der kanopkræves gebyr efter § 61, stk. 1Hvilke konsekvenser har det for gebyrets størrelse, at antallet afvirksomheder, man kan opkræve gebyr fra, ændres?Hvilke typer virksomheder er det, som fritages, – frembringer de affald?I hvilket omfang medfører det en skævvridningoRenoSam har lavet en intern undersøgelse, der viser, atkommuner/affaldsselskaber, hvor andelen af virksomheder meden omsætning under 300.000 er relativt høj, rammes hårdereend andre kommuner/oplande.

Der kan være fordele ved at ændre omsætningsgrænsen, men ændringernebør foretages på grundlag af en veldokumenteret analyse, hvor de faktiskekonsekvenser er vurderet.Det bør desuden overvejes, at lade omsætningens størrelse være det enestekriterier, der giver fritagelse for gebyrer efter § 61, stk. 1. Denne forenkling vilbetyde, at § 65, stk. 1, 2 og 4 udgår.Miljøstyrelsen bør derfor undersøge, hvor mange, og hvilke, virksomheder derfritages, hvis det alene er virksomheder med en omsætning under 300.000kr./år, der fritages.Det vil endvidere have den fordel, at eventuelle fejl i CVR ikke har betydning for,om en virksomhed får pålagt et gebyr, eller bliver fritaget.Det må også antages, at mange af de virksomheder, der er omfattet af bilag 7og 8, samt søger fritagelse efter § 65, stk. 4, fortsat vil blive fritaget.En sådan løsning vil være en enorm administrativ lettelse for kommuner ogselskaber, og nem at forstå for virksomhederne.

§ 65, stk. 1

Hvordan skal kommunen vide, om ejeren udfører arbejde for virksomheden?Hvis dette ikke fremgår af CVR, er der lagt op til yderligere en administrativopgave, hvor ”bevisbyrden” er vanskelig for kommunen at løfte.

§ 65, stk. 4

Teksten ”at virksomheden ikke har en egentlig affaldsproduktion”, bør ændres tilnoget i stil med: ”at virksomheden ikke frembringer egentlige affaldsmængder”.Hermed er der ikke tvivl om, at alle virksomheder, og ikke kunproduktionsvirksomheder, der frembringer affald, skal betale et gebyr.

§ 65, stk. 5

Det bør være op til den enkelte kommunalbestyrelse, om den vil fastsætte enårlig skæringsdato, hvorfor det bør være en ”kan”-bestemmelse.

Det er lidt uklart, hvad der menes med ”og er kommunikeret på anden måde tilvirksomhederne”. For regulativer er (minimums)kravet, at de offentliggøres i dennationale regulativdatabase og for affaldsplaner er (minimums)kravet at denoffentliggøres i lokalavisen.Kravene for en udmelding om en skæringsdato for ansøgning om fritagelseantages ikke, at have større omfang end offentliggørelsen af regulativer ogaffaldsplaner.

§ 65, stk. 6

Det antages, at der skal henvises til stk. 5 og ikke stk. 7.Bestemmelsen ses ikke at være nødvendig, og forhindrer fxkommuner/selskaber i, at sende en opkrævning ud til virksomhederne samtidigtmed, at de informerer dem om muligheden for at søge fritagelse.Men hvorfor skal Miljøstyrelsen egentlig blande sig i, hvornår kommunernesender opkrævninger ud, så længe kommuner og selskaber sikrer, atvirksomhederne får mulighed for at søge fritagelse?Kravet om en årlig skæringsdato, og en 8 ugers svarfrist, bidrager alene til atøge den (fælles)kommunale administration, og efterlader ingen muligheder forbedre og smidigere løsninger, end dem Miljøstyrelsen kan forestille sig.

Kapitel 13: Indberetning af data om affald

§ 72, stk 5 (indberetning fra genbrugspladser)

Bestemmelsen kan læses således, at der skal ske en indberetning af data, derikke bare er opdelt mellem erhvervs- og husholdningsaffald, men også opdeltefter affaldsfraktioner.Det er i praksis umuligt, at fordele de enkelte fraktioner mellem husholdningerog virksomheder.RenoSam anbefaler, at det klart fremgår af bestemmelsen, at der skal ske enfordeling mellem affald fra henholdsvis husholdninger og virksomheder, menikke på affaldsfraktionsniveau.

Det vil endog være vanskeligt at have nye regulativer og gebyrer klar den 1.april 2012. De kommunale parter har tidligere meddelt Miljøstyrelsen, at dettypisk tager 3-6 måneder at vedtage et nyt regulativ.Det er derfor fint, at der er indsat en overgangsbestemmelse, der sikrer, at derer en gældende ordning på plads den 1. januar 2012. I praksis vil det dog væremeget vanskeligt for kommunerne at nå at vedtage gebyrer. Det betyder, at der(kan) træde en ordning i kraft, der skal tilbydes virksomhederne, men hvor manikke kender gebyrets størrelse. En ordning, der er lagt op til, kun må gælde i tremåneder!Uanset dette, skal kommunerne den 1. januar have nogle praktiske redskaberklar, der sikrer, at de kan administrere en ”tilmeldeordning” i forvaltningen og påde enkelte genbrugspladser. Med henvisning til rapporten fra”genbrugspladsarbejdsgruppen”, kan vi konstatere, at det er en større opgave,som næppe kan være løst den 1. januar 2012.Hertil kommer, at løsningen er midlertidig for de kommuner, der ikke ønsker enabonnementsordning på længere sigt.Uanset hvordan man vender og drejer det, er kommuner og selskaber sat i enuhensigtsmæssig situation grundet kravet om, at den nye ordning

skal

træde ikraft den 1. januar 2012. Den vil koste ressourcer og man må forventeutilfredshed fra kommuner/selskaber og virksomheder. Der er desuden tale omen meget vanskelig kommunikationsopgave.Miljøstyrelsen kan give en lille hånd, hvis kravet om at lade nye regler træde ikraft ændres fra senest den 1. april 2012 til udgangen af 2012. Det giverkommuner og selskaber ordentlig tid til at etablere en robust ordning, og detbetyder, at ordningen ikke nødvendigvis skal ændres ved udgangen af 2012.Miljøstyrelsen vil også kunne give en stor hånd med, hvis de går hen og påtagersig et medansvar for det ”kaos”, der sandsynligvis vil opstå i 2012.

§ 108, stk. 2 (kategorisering af virksomheder)

Når der i stk.2, nr. 2 skrives ”kategori 1-4” henvises så til a)-d) i sammebestemmelse?Der er to stk. 2’er i bestemmelsen.

andet til, at kommunens arbejde med opgaverne er fuldt brugerfinansieret viaaffaldsgebyrerne.Miljøstyrelsen har, så vidt RenoSam er oplyst, pligt til at lave et udspil medderes bud på de økonomiske og administrative konsekvenser af de trebekendtgørelsesudkast. Det gælder også på de gebyrfinansierede områder.En sådan konsekvensanalyse er ikke lavet af Miljøstyrelsen. Således harfølgende forslag fx økonomiske og/administrative konsekvenser for kommunerog/eller virksomheder:Introduktionen af nye begreber i bekendtgørelsenKravet om at kommunerne skal etablere ”tilmelde”-ordning forvirksomheders adgang til genbrugspladseroHerunder potentielt budgetunderskud fra 2010 og 2011, som ikkeumiddelbart kan finansieresÆndringer af fritagelsesbestemmelserneForslag om at kommunerne ikke længere har kapacitetspligtKravet om at virksomheder skal være ”tilmeldt” genbrugspladsen, hvisde vil aflevere elskrot på genbrugspladsen.Krav om årlige brugerundersøgelser, hvor der i dag kun er krav ombrugerundersøgelser hvert 4. årRenoSam deltager gerne i arbejdet med at redegøre for de økonomiske ogadministrative konsekvenser af høringsmaterialet. Inden for den kortehøringsfrist, har vi dog ikke haft tid til at foretage en sådan vurdering.Herunder er et par eksempler på høringsmaterialets økonomiske ogadministrative konsekvenser.

Etableringsomkostninger (DUT)

Når kommunerne etablerer nye affaldsordninger, kan de få dækketomkostninger ved at opkræve gebyrer hos dem, der får ordningen stillet tilrådighed.Dette bærende gebyrprincip gælder tilsyneladende ikke for virksomhedersadgang til genbrugspladser.Her pålægges kommunerne at etablere ordningen, og tilbyde den til allevirksomheder, men det er alene dem, der ”tilmelder” sig, der skal betale forordningen, herunder etableringsomkostningerne.I praksis er der tale om, at staten pålægger kommunerne at etablere en”brugerbetalingsordning”, dog uden at der kan opnås et eventuelt provenu, idetaffaldsgebyrer er under lagt hvile-i-sig-selv-princippet.Det følger af ”Vejledning om det Udvidede Totalbalanceprincip (DUT)”, atadministrative mer- eller mindsteudgifter ved indførelse og ophævelse afbrugerbetalingsordninger reguleres via DUT (se afsnit 1.4 og 1.6).Etableringen og driften af ordningen for virksomheders adgang tilgenbrugspladser, synes således analog til en brugerbetalingsordning, som

kommunen har pligt til at tilbyde alle potentielle brugere, men kun betales af defaktiske brugere.Det synes således sandsynligt, at kommunernes omkostninger til etableringenaf ordningen skal kompenseres af Miljøstyrelsen via DUT. RenoSam antager, atMiljøstyrelsen drøfter spørgsmålet nærmere med KL.Etableringsomkostninger for ordningen for virksomheders adgang tilgenbrugspladserne kan forventes at ligge mellem 100.000 kroner og 1.000.000kroner pr. genbrugsplads, afhængigt af fx hvilken ordning der vælges og hvilkefysiske ændringer der skal laves på og i forbindelse med den enkeltegenbrugsplads.

Budgetunderskud for 2010 og 2011

To faktorer har haft særlig betydning for, at kommuner og selskaber kan haveunderskud på ordningen for genbrugspladser i 2010 og 2011:Der er blevet brugt langt flere ressourcer på at administrere ordningenend forventetGrundet Miljøstyrelsens vidtgående fortolkning affritagelsesbestemmelserne fik langt flere virksomheder mulighed for atsøge fritagelse, end forventet da bekendtgørelsen trådte i kraftoDet har betydet mere administrationoDet har betydet, at antallet af virksomheder, der skulle dækkekommunens omkostninger, blev mindre end forventet.Under normale omstændigheder, ville underskuddet blive justeret viagenbrugspladsgebyret i de kommende år, i det brugergruppen kunne forventesat være den samme år efter år.Dette er som bekendt ikke muligt, da ordningen fremover er en”tilmeldeordning”, hvorfor brugergruppen ikke kan forventes at være densamme i 2012, som i 2010 og 2011.På det nuværende regelgrundlag, er det svært at se, hvordan kommuner ogselskaber lovligt kan dækket deres eventuelle budgetunderskud fra 2010 og2011.RenoSam er bekendt med, at KL og Miljøstyrelsen er i dialog om dettespørgsmål. Vi skal opfordre til, at parterne snarest muligt finder frem til enløsning, og at denne udmeldes til alle kommuner, affaldsselskaber og relevantebrancheorganisationer.

På Miljøstyrelsens eget informationsmøde den 28. oktober 2011 fremgik detendvidere, at det var kommunernes erfaringer, at den type sager nemt kunnetage 2-3 år.For det første skal man på genbrugspladsen kunne sandsynliggøre, at detaffald, personen kommer med, er erhvervsaffald, selvom vedkommende påstår,det er husholdningsaffald.Herefter skal man (vælge at) rejse og føre en sag, med de ressourcer detkræver. En sag, der kan vare 2-3 år, som man ikke er sikker på at vinde, og derikke har noget synligt miljømæssigt formål.Det er et åbent spørgsmål, om det er en fornuftig anvendelse af de kommunaletilsynsressourcer.Det kunne være interessant, at få vurderet hvor sandsynligt det er, atkommuner vil vinde sådanne sager, herunder hvordan bevisbyrden i praksiskan løftes.RenoSam, og de øvrige kommunale parter, har gentagne gange sagt, atkommuner og affaldsselskaber er pålagt en kontrolopgave, der i praksis erumuligt at løfte.