KUU, Alm.del - 2011-12 - Bilag 88: Materiale fra oplægsholdere til ekspertmøde om brevmodellen den 18/1-12

Tak for indbydelsen – jeg skal kvittere med at prøve at beskrive hvilkesceneomgivelser jeg ser denne problemstilling i.Immaterielle rettighederer en fundamental del af vor økonomiske virksomhed isamfundet – og i alle udviklede samfund.Disse rettigheder giver baggrund for forskning, udvikling, produktion/fremstilling ogdistribution/afsætning – og dermed for beskæftigelse, indtjening, forbrug, skatter ogafgifter.Ophavsretten adskiller sig principielt ikke fra andre ejendomsrettigheder – den erogså en grundpille i vort økonomiske system.Informationer ligeledes en fundamental forudsætning for vort samfund -distribution af viden, meninger, indtryk og ideer er en forudsætning for voresaktiviteter og anses som grundlaget for vækst og udvikling. ( Jf. EU's programmer forinformationssamfundet)Det har ikke altid været sådan – magthavere har gennem tiderne givet mangeeksempler på at de gerne vil kontrollere distributionen af viden, tanker og ideer –ikke mindst med henblik på at kontrollere indholdet. ( Kun klostrene måtte havebøger – statens censurmyndighed – koncession til at drive en avis - kun statenkunne drive radio og TV – kontrol med internettet osv.)Censurforbuddeti den danske grundlov er et udtryk for ønsket om at sikre den frieudveksling af viden, ideer og tanker. Menneskerettighedserklæringen er tilsvarendeog giver også begrænsninger for den efterfølgende sanktionering af udtalelser.Individets ret til privatsfæreer også en grundpille i vor opfattelse af den modernestat og skal sikre individet mod kontrol, overvågning og registrering, medmindre det

konkret er begrundet i et større og vigtigere hensyn til samfundet. Det er også detteder ligger bagved den gældende regulering i EU om, at man ikke må foretagegenerel overvågning og filtrering af folks internetforbindelser.Dette er det grundlag, vi operer på i denne sag.Oven i har vi så dendigitale udviklingsom gennem bredbånd, internet og diverseudstyr og software til fildeling, kopiering og distribution muliggør brud påophavsretten meget, meget enklere både hvad angår tekst, lyd og billeder.Eller med en omskrivning af Churchill: Aldrig i menneskets historie har så mangekunnet kopiere så meget til så mange.I tillæg til dette kommer såretsopfattelsen.Brud på ophavsretten er ikke så alvorligti manges bevidsthed – det anses ikke for det retstridige tyveri af andres indsats ogret, som det rent faktisk er. Der verserer en historie om en far, der ringer til enanden far og beklager sig over at dennes søn har stjålet hans datters kuglepen – ogsiger:Forstå mig nu ret – det er princippet med at stjæle fra andre vi snakker om –ikke værdien af kuglepennen, for jeg kan bare tage en ny til hende på arbejdet.Deter denne holdning – accept af princippet og fornægtelse af det faktuelle – derkarakteriserer retsopfattelsen vedrørende ophavsrettenOg der er jo sport i at angribe ophavsretten – selv i Politiken kunne man læse indlægom afskaffelse af ophavsretten. Det var efter min opfattelse provokerende – menløsagtigt og uden forbindelse til virkeligheden. Og det er tankvækkende, at en avisder erhverver indtægt hver gang nogen tager en fotokopi af en artikel ogsåpromoverer frihed i forhold til ophavsretten. Men udtrykker vel det forhold, at dengenerelle retsfølelse og ophavsretten ikke er i fuldstændig synkronisering. Og det eret problem. Og eksistensen af piratpartier og folkefronter mod ophavsretten er etandet problem.Efter en udvikling op gennem den sidste århundrede, hvor man rent faktiskudvidede den private ejendomsret gennem øget beskyttelse af de immateriellerettigheder –er der ingen tvivl om, at der er en ny udvikling i gang – en udvikling derdikteres af de bunker af brugerskabt indhold, som man møder på nettet og i desociale medier. Kort sagt er dilemmaet dette – hvis alle tilskuerne anmelder enoptræden på Orange scene på Roskildefestivalen – hvorfor er det så kun den i

Politiken, der skal være beskyttet – er den særlig værdifuld på grund af forfatteren?– men hvis man distribuerer frit og vildt til andre for at udbrede sit budskab –hvorfor skal det så være beskyttet overhovedet? Og er det så et værk? Og hvis vianfører, at fordi det er trykt i en avis, som er et salgbart produkt, så skal det værebeskyttet på grund af den økonomiske interesse – hvad så hvis det står i en gratisnetavis – eller kan det også tillægges en markedsføringsværdi i andensammenhæng?Disse betragtninger har jeg ikke et svar på, men jeg tror, vi bevæger os hen imod, atkravet til den intellektuelle værkshøjde vil blive skærpet og en del af det, der i dagbeskyttes falder under lavmålet – i bogstavelig og ikke overført betydning.Og det er nok også nødvendigt, hvis man skal ophøje noget til ophavsretligbeskyttelse og få accept for det generelt i samfundet.Endelig vil jeg – som den sidste kulisse i den scene vi sætter op – nævneretshåndhævelsen.Ophavsretskrænkelsen er som altovervejende hovedregelundergivet privat påtale – dvs. at den krænkede skal selv søge sin ret håndhævet.Han skal altså selv samle beviser, efterforske elektroniske spor, finde en eller flereskyldige og derefter hyre advokat til at trække dem i retten. Konsekvensen af detteer jo, at man enten skal være en større organisation eller en større virksomhed forat have midler og muskler til at køre en sådan proces – den fattige musiker påtagkammeret med det halvnedbrændte tællelys vil ikke selv kunne magte det.Men hvis han får stjålet sin tyve år gamle herrecykel – så er det en opgave forsamfundet.Og jeg er ikke i tvivl om at en effektiv håndhævelse af ophavsretten er rimeligkostbar – men det er også store værdier, der søges udnyttet ulovligt.Så hvis man i øvrigt kigger på, hvad samfundet stiller til rådighed ved almindeligetyverier, og så ser på, hvad der gælder for disse tyverier af immaterielle rettigheder– så kan man godt føle, at der er et vist misforhold – og det er ikke til fordel forophavsretten.Det er så sceneopsætningen til spørgsmålet, om hvad man kan gøre?

Jeg skal allerførst understrege, at jeg er en stærk tilhænger af, at man ser påforretningsmodeller.Det er vigtigt at udvikle digital rights management, så detbliver enkelt og anvendeligt som model for masseafsætning. Enkelhed ogbrugervenlighed er her alfa og omega. Jeg er ikke ekspert på dette område og dergøres sikkert meget – og det skal man blive ved med.Der næst skal der sikre et udbud – som omfatter det der efterspørges og ikke kundet, man ønsker at sælge.Det er her vigtigt, at visse interesseorganisationer – ingen navne her hvor de ikkekan forsvare sig – ryster sig helt fri af deres historiske monopoladfærd og møder dennye tid som et oplæg til nye muligheder.Jeg var i sin tid involveret i konceptet med at stille TV, radio og telefoni til rådighedfor patienter på hospitalerne – på en betaling pr. dag basis. Forretningen dødevæsentligst fordi en rettighedsorganisation krævede betaling af for antallet af TVapparater monteret i systemet – uanset om patienten havde betalt for at fåaktiveret forbindelsen eller ej, og om det var muligt at bruge installationen. Kravetom at betale, for at noget er der, selv om det ikke kan bruges – ja kravet om, at manskal betale for noget, man ikke efterspørger – er jo det ypperste kendetegn pånogen, der misbruger deres monopol.Den slags adfærd skal man væk fra – for det stopper enhver udvikling og er ivirkeligheden medvirkende til at skabe de problemer, vi har med at beskytteophavsretten. Grådighed er altid en katalysator for misbrug.Det er derfor godt, at der er sket en betydelig bevægelse på dette område – også iforbindelse med etablering af musiktjenester – men det har været en tung vej, ogDanmark er stadig kendt i de omkringliggende lande, som et dyrt og gumpetungtmarked at lancere nye tjenester i. Her har rettighedsorganisationerne en storopgave i at se og udnytte mulighederne i den nye udvikling – og ikke agere somerhvervsvirksomheder med en produkt, der er forældet og ved at blive kørt ud afmarkedet – bevare det som cash cow og søge at plukke så mange som muligt i dentid, der er tilbage.Og så er vi tilbage vedbrevmodellen– som har spøgt længe.

Helt ærligt – jeg ved ikke, hvor meget den reelt vil reducere ulovligheder. Og jeg trorikke nogen kan have en præcis viden herom. Den er jo svag derved, at det ikke ersikkert, at brevet modtages af den, der reelt begår noget forkert. Den retter sig modabonnenten – men net-forbindelsen kan udover uvedkommende personer ogsåbetjene børnenes PCer – og smartphones - og deres venners, og ingen kan irealiteten kontrollere den trafik.Hvis man kræver kryptering – for at uvedkommende ikke kan tilslutte sig - så løserman ikke problemet med de misbrugere, der lovligt får koden – og lægger den fastind på deres terminal. Og man løser ikke problemet med uvedkommende, fordi derikke findes absolut sikkerhed – kun grader af sikkerhed. Så en kryptering kan omgåsfør eller siden med større eller mindre indsats. Og man giver abonnenten et ansvarfor en kryptering, som han ikke kan løfte selv, som han må have andre til at løse forsig, og hvor han er ude af stand til at vurdere, om han har fået det, han bad om ogbetalte for eller ej – det er et spinkelt grundlag at gøre folk ansvarlige på.Men – når dette er sagt – så er det en måde at tage fat i problemet på – at sættefokus på værdien af at beskytte ophavsretten. Og det kan være meget nyttigt – detkan bare ikke stå alene. Og det er ikke muligt at anvende ved alle forbindelser tilInternettet. Der er et problem ved tilslutning over mobilnet, hvis ISPen ikke haradgang til nok IP-adresser, men må lade flere køre over samme adresse.Og så man skal være opmærksom på, at det ikke er gratis – det indebærer, atISPerne, der leverer internet forbindelsen skal søge IP-adressen af mod dereskundekartotek og skal registrere, at den kunde har en forbindelse, hvorfra derformentlig foregår noget ulovligt, og ISPen skal gemme denne registreringbetryggende. Vi skaber altså en følsom personinformation, hvor det materielle iinformationen – ophavsretskrænkelsen – reelt ikke behøver at have noget med denperson at gøre. Man skal gøre sig klart, at der skabes et kartotek for personer undermistanke – i privat regi. Og til et formål, som ikke vedrører ISP-en. Det er ikke lige iånden for den gældende lovgivning om behandling af personoplysninger.Dernæst – det forhold at samfundet har kastet besværet og omkostningen over pårettighedshaverne, og tilsyneladende retshåndhævelsesmæssigt ikke har i sinde attage den nødvendige konsekvens af den betydning, de immaterielle rettigheder harfor vores økonomi – det forhold må ikke føre til, at man smider nogle omkostninger

til ordningen i hovedet på ISPerne - det er reelt ikke andet end ”taxation by proxy” –at man laver en ”punktskat” for en type erhvervsvirksomheder for at kompenserefor, at man ikke som samfund vil håndtere det reelle problem – det svækkederetsbevidsthed og den manglende samfundsmæssige retshåndhævelse.Modellen er trods sine indlysende begrænsninger måske værd at prøve, hvis mankan komme uden om det retssikkerhedsmæssige problem – efter min opfattelse -men jeg skal jo heller ikke betale den. Hvis man fra politisk side og frarettighedshavernes side alene finder den værd at prøve, fordi man vil have entredjemand til at deltage i omkostningerne, er jeg ikke imponeret. Der er rigtigmeget i denne verden, der er sjovt at prøve – særligt hvis det er for andres penge.JOS