Efter mange års tumult og anarki på internettet begynder der nu, så småt attegne sig et tydeligere billede af forskellige digitale forretningsmodeller forhandel med tjenester der giver adgang til rettighedsbeskyttet indhold. I dettepapir indhold hovedsageligt forstået som musikindhold.Musikbranchen og rettighedshavernes forskellige forvaltningsselskaber indgåraftaler med mange af de store udbydere af musik, Spotify, iTunes og måske snartGoogle´s YouTubeFordeling af den opnåede økonomi i denne nye digitale virkelighed indoperererefterhånden de præcist samme delingsforhold, som vi har kendt fra den analogefortid, hvor de store musikselskabers nøgle til markedet gav dem broderpartenaf omsætningen. Branchens mastodonter har - nu også på det digitale marked –demonstreret, at historisk hævdvunden kontrol over pengestrømmene,markedsindflydelse og økonomisk tyngde, igen bliver udslagsgivende forfordelingen.Et nyt markedsområdes mulighed for en rimeligere fordeling af den opnåedeøkonomi mellemalleimplicerede i ”produktet” – indeholdende også en fairbetaling af indholds skabere og udøvere – SAMT behørigt hensyn til kultureldiversitet – eksisterer kun ipolitikernesskåltaler, og finder ikke rigtigt rum inogen industriel indholdsformidlers livsanskuelse.Det fremstår nu tydeligt, at det er lykkedes de store pladeselskaber atundgå,atfordelingen af den opnåede økonomi mellem parterne overhovedet afspejler deenorme besparelser, der er opnået ved net distribution af musikken i forhold tiltidligere tiders – i alle led – meget dyrere distribution af fysiske eksemplarer.De store spillere – de traditionelle gatekeepere - tager hele besparelsen selv.For skabere og udøvere er dette endnu mere beklageligt idet de beløb, skaberensoverførte ”analoge” procentandel skal tages ud af, er så utroligt meget mindre påden digitale eksemplarløse handel.Som komponister bliver vi derfor nødt til at understrege, at vi med ophavsretsloveni hånd insisterer på, altid at blive medregnet som en uafviseligpart i nettets nyeforretningsmodeller, fuldstændigt som det har været lovens hensigt.Uden musikkens skabere og udøvere har pladeselskaberne og musikudbyderneingen produkter at sælge, ligesom teleselskaberne har meget mindre ”gods” attransportere/tilbyde gennem linjerne.Alle ovennævnte spillere er økonomisk mægtige, og er til enhver tid i stand til at”tryne” sine meget svagere underleverandører, kunstnerne og derfor kalder vi påJer, politikere for at fremme vores krav om fairness og hensyn til indholdets/kunstens kilder.Vi anmoder om, at lovgivere fokuserer på, at alle forretningsmodeller for inter -nethandel med kunst, viden og underholdning altid har - og skal have skaberneog udøverne som en vægtig del af fordelingsnøglen. Fordelingen burde på fair vis

demonstrere udspringets og udøvelsens væsentlighed og nødvendighed for denopnåede samlede økonomi.

Vi foreslår derfor politikerne, at indgå i diskussion af

– og i implementeringaf en nyordning af internethandel med rettighedsbeskyttet indhold.Vi kan redegøre for løsninger, hvor det f.eks. på musikområdet ikke er producen-terne, internet formidlerne, eller musiktjenesterne på internettet, der skalforhandle minimumsbetaling med os indholdsleverandører, og derefter indkas-sere hos brugerne og videreafregne den betaling til udøvere og indholds skabere,som de har fået os banket ned på, mens de selv akkumulerer uhæmmet.viden og underholdning hos den enkelte IP adressat

kan

opkræves af teleselska -berne og videreafregnes af forvaltningsselskaberne fair, forsvarligt, lovmed -holdeligt under udstrakt hensyn til privatlivets fred og respekterende brev-hemmeligheden.Dette via en anden, fair og mere præcis forretnings-model end de, der efterregler for en ukontrolleret markedsudvikling, begynder at vinde hævd netop nu.

Præcis,

netop ved at afregne kun det faktiske forbrug hos den enkelte IPadressat og til den absolut lavest opnåelige pris, idet alle forbrugere – ogsåtidligere pirater – vil være nødt til at betale teleselskabets opkrævning formedieforbrug. Den samlede mængde af betalt forbrug giver den lave pris. Ulovligdownload og streaming udgør estimeret 90/ 95 % af forbruget, MEN hvis disseulovligheder konverteredes til betalt brug, ville

alle

lovligt kunne opnårettighedsbeskyttet indhold til stærkt reduceret pris.

Præcist

også fordi de faktisk forbrugte rettighedshavere får betalingen og ikkede, derikkehar været anvendt hos brugeren.

Fair

fordi den, derikkebruger kunst vide og underholdning fra nettetikke skalbetale.Ikke for sig selv, fordi man intet forbrug har, og ikke for andre, fordi derikke er tale om forhandlede lumpsums uden adresse eller i form af loyalitets-fremmende tiltag fra udbyderen, som alle jo betaler til.

Lovmedholdeligt, respekterende privatlivets fred og brevhemmeligheden

fordi teleselskabet kun kender KUNDEN, og mængden af kundens forbrug af detmærkede indhold. Teleselskabet opkræver og videreafregner forbruget, medtilhørende mærkekoder, uden at vide HVILKET beskyttet indhold kodernedækker.Forvaltningsselskaberne kender koderne, men ikke forbrugerne, og kan fordeledet modtagne beløb til de rette rettighedshavere UDEN at kende forbrugerenstilbøjeligheder, forbrug og vaner m.h.t. indhold.Som det er nu, sidderformidlerneaf indholdet på omsætningen, og viden omkunderne – og har igen opnået en markedskontrol, som de nødigt slipper.De kan forhandle med rettigheds-haverne om betaling for indholdet med helevægten af deres markedsstyrke som pression, og kan gennemtvinge lumpsumsafregninger med ringe præcision for det faktiske forbrug, som resultat

Desuden kan søgetjenesterne gøre deres indsamlede viden om forbrugerensvaner og præferencer til en handelsvare overfor forretningslivet, og til en faktor,de selv kan anvende i målrettede kampagner overfor brugeren.HER er der – i modsætning til en uskyldig og stækket brevmodel, som den danskforeslåede - virkeligt tale om Big BrotherMEN desuden findes der en omsætning - og en deraf afledt fortjeneste, som helthar undgået debattørernes opmærksomhed i diskussionerne her.Hos f.eks. De Grønne i EU parlamentet har man også overset nedenståendeguldgrube. I et nyt positionpaper hævder De grønne, at ophavsretten ikke måhindre brugere i frit at kunne nyde, dele og sprede rettighedsbeskyttet indholdmellem hinanden, og at de kan fortsætte hermed så længe, der ikke findes etøkonomisk mellemværende mellem modtager og afsender.Man overser jo, at de teleselskaber, som sælger brugeren sin adgang til nettet,tjener pengehvergang, der finder en transaktion af rettighedsbeskyttet indholdsted mellem to eller flere brugere. OGSÅ når det udvekslede er ulovligt. (ellersom hos De Grønne er lovgivet til at være gratis)Teleselskaberne MÅ jo vide at uden interessant (professionelt) kvalitetsindhold,er der ingen IP adressat, der virkeligt har brug for bredbånds-adgang til verden.Hvis der kun var normal kommunikation gennem linjerne, var der jo ikke brugfor den voldsomt udvidede hastighed i overførslen som datatunge kultur-filerkalder på.Disse kæmpekoncerner arbejder målrettet på at udvide båndbredden ALENE forat kunne servicere abonnenternes krav om hurtigere adgang til indhold af kunstviden og underholdning, så f. eks en film kan tages ned på en tiendedel af dentidligere anvendte tid. Teleselskaberne skelner som sagt ikke mellem lovligtopnået adgang eller pirateri i fuldt flor – DE TJENER PENGE PÅ AT LEVEREBREDBÅND TIL AL SLAGS TRAFIK, OGSÅ DEN ULOVLIGE – MANGE PENGE.Disse selskaber burde kunne formås til at tage et medansvar for, at de enormesummer, de opnår på trafikken med kunst viden og underholdning på nettet ogsåtilbagebestøver skabelsen og udøvelsen af nyt originalt indhold.Google har indset at denne parasitmodel ikke er bæredygtig. De er i gang med –på mange planer – at ændre kurs overfor de rettighedshavere, uden hvisprodukter Googles tjenester ville være en sørgelig amputeret størrelse.I en ny meningsmåling, som Green Analyseinstitut har foretaget foravisen, svarer 56 procent af danskerne, at det ville være en god idemed et politisk indgreb for at bremse piratkopieringen. 21 procenter imod. Mens 22 procent er i tvivl eller ikke ved det.