TALEArrangement:Åbent eller lukket:Dato og klokkeslæt:Sted:Taletid:Forv. antal deltagere:Evt. andre forhold ministerenbør være opmærksom på:Samråd i Folketingets Kulturudvalg om StatensForsvarshistoriske MuseumÅbentTirsdag d. 19. juni, kl. 9.00[Tekst]Ca. 10 minutterMedlemmer af KulturudvalgetUdvalget åbner sit møde uden ministeren.Herefter kaldes ministeren ind, spørgeren fårlejlighed til at begrunde sit spørgsmål, ogministeren holder sin svartale. Talepapiretoversendes efter samrådet til udvalget.Herefter er der spørgerunder. Der er ikketaletidsbegrænsninger for ministeren.Ministeren kan henvise spørgsmål til skriftligbesvarelse, hvis ministeren vurderer, at de ikkekan besvares på stedet. Det er praksis, atspørger i dette tilfælde stiller sit spørgsmål somudvalgsspørgsmål, så der er enighed om, hvadder bliver spurgt om.Kontaktperson:12. juni 2012

”Ministeren bedes redegøre for forholdene på StatensForsvarshistoriske Museum og den kritik, som blandt andet fremgåraf artiklen "Oprør på Tøjhusmuseet" fra Jyllands-Posten den 23.maj 2012 og henvendelsen fra Vaabenhistorisk Selskab, jf. KUU

alm. del – bilag 191. I redegørelse bedes ministeren blandt andetforholde sig til protesterne fra museets medarbejdere vedrørendeden faglige bemanding og prioritering osv. og forholdene omkringopbevaring og eventuel salg af den våbenhistoriske samling.”

Jeg skal hermed svare på spørgsmålet. I den forbindelse er det mesthensigtsmæssigt at holde fast i, at der flere niveauer i den kritik,som fra forskellige sider er blevet rejst af Statens ForsvarshistoriskeMuseum.

For det første

er der et helt overordnet spørgsmål om StatensForsvarshistoriske Museums udstillingspolitik. Museet har hidtillagt størst vægt på den våbenhistoriske dimension, men vil med sinnye faste udstilling anlægge en bredere kulturhistorisk vinkel pådansk forsvarshistorie.

Her må vi nok konstatere, at der er tale om en simpel uenighed. Enrække kritikere, f.eks. Vaabenhistorisk Selskab, er grundlæggendeikke tilfredse med dette skift. Jeg er omvendt godt tilfreds – museetmå have til opgave at belyse alle dele af forsvarshistorien, ikke kunde våbentekniske.

For det andet

er der museets aktuelle situation, som bl.a. tages op iJyllandspostens artikel fra 23. april 2012. Her er der bekymring formuseets evne til at varetage sine forpligtelser efter museumsloven –altså forskning, formidling og samlingsvaretagelse.

I Kulturministeriet følger vi situationen tæt. Allerede for 2011 fandtvi det nødvendigt at indgå en særlig ét-årig aftale med museet omløsningen af deres opgaver frem for en almindelig fireårigrammeaftale. Det har vi også gjort for 2012.

Endvidere er det tidligere på foråret aftalt, at der skal holdeskvartalsmøder mellem ministeriet og museet. Det første møde erafholdt i sidste uge med fokus på budgettet for den nye fasteudstilling.

Sådanne budgetter er normalt noget, der alene hører underinstitutionsledelsens ansvar, men vi er nu gået ind i sagen for atskabe større klarhed om økonomien. Det skal dog understreges, atmuseet ikke hermed er sat ”under administration”, som det ellers erformuleret i pressen.

For det tredje

er der det, der i spørgsmålet betegnes som ”denvåbenhistoriske samling”. Her er det nok væsentligt lige at startemed at klargøre begreberne lidt. Statens ForsvarshistoriskeMuseum har som et museum under museumsloven en samling.Samlingen er helt grundlæggende i et museums virksomhed, og er ihøj grad udgangspunkt for forskning og formidling.

Derfor er der også helt særlige bestemmelser i museumsloven, sombl.a. betyder, at et museum ikke må skille sig af med genstande isin samling uden tilladelse fra staten. For statsanerkendte museergives denne tilladelse af Kulturstyrelsen. For statslige museer, somForsvarshistorisk Museum, gives den af Kulturministeriet – eftersædvanlig procedure efter udtalelse fra Kulturstyrelsen. For StatensForsvarshistoriske Museums vedkommende består samlingennaturligvis i høj grad af våben.

Statens Forsvarshistoriske Museum har dog ligget inde med megetbetydelige mængder våben, som ikke var optaget i samlingen. Detdrejer sig bl.a. om en stor såkaldt beholdningssamling, som museethavde med, da det i 1928 blev udskilt som selvstændigregnskabsenhed fra Forsvaret. Men det har også drejet sig om andet– bl.a. er våben fra ”frit lejde-aktioner” blevet indleveret til museetog Forsvaret har løbende afleveret udtjente våben og andregenstande.

Ved oprettelsen af beholdningssamlingen i 1928 blev det bl.a.oprindeligt forudsat, at våbnene herfra kunne sælges til fordel formuseet. Dette har der i nyere tid været en del drøftelser mellemmuseet og Kulturministeriet omkring. Den endelige konklusion harimidlertid været, at Kulturministeriet ikke kan godkende, at etmuseum sælger genstande, der er doneret til museet. Det ville skabeen uacceptabel uklarhed omkring museers rolle i forhold tilgenstande, som de får forærende.

Når et museum modtager genstande, så skal museet først ogfremmest undersøge, om de har en kulturhistorisk værdi, så de børoptages i samlingen. Er det ikke tilfældet, så kan museet – hvisgiver er indforstået – i stedet bruge genstandene til formidling. Detvil typisk sige ting, som over tid bliver slidt op, fordi publikum forlov til at røre eller ligefrem anvende genstandene.

Denne fremgangsmåde har museet fulgt. Man har gennemgåetbeholdningerne og identificeret våben, som bør optages i samlingeneller som med fordel kan anvendes til formidling. De øvrige våben ibeholdningen skal museet ikke ligge inde med.

Beholdningen fra Forsvaret er i den forbindelse givet tilbage tilForsvaret, mens våben fra frit-lejde-aktionerne er destrueret.Museet understreger i den forbindelse over for ministeriet, at ingenaf de våben, som museet overtog fra Forsvaret i 1928 er destrueret.

Men det er under alle omstændigheder også ligegyldigt. Museetkunne, som nævnt ovenfor, ikke sælge sin beholdningssamling.Museet har udtaget bevaringsværdige genstande og genstande tilformidling, og øvrige genstande skal som nævnt tilbagegives tildonator – altså Forsvaret – eller destrueres. Dermed repræsenteredebeholdningen ikke nogen værdi for museet.

Der er så et fjerde spørgsmål.

Såvel diverse medier somVaabenhistorisk Selskab har spurgt museet om, hvorvidt man harholdt møder om våbensalg. Museet har i den forbindelse udtalt –også til Kulturministeriet, som har citeret museet for svaret – atmuseet ”har ikke afholdt møder med våbenhandlere omkring salgaf Forsvarets beholdningssamling”.

På baggrund af yderligere henvendelser fra VaabenhistoriskSelskab og Folketinget har museet oplyst, at man har holdt enrække møder med våbenhandlere om salg af beholdningssamlingen,men ikke med henblik på salg til den pågældende våbenhandler.Museet beklager i den forbindelse sin manglende præcision.

I den forbindelse vil jeg understrege, at jeg ikke er tilfreds med denmåde, hvorpå museet har besvaret de første forespørgsler.Besvarelserne fremstår umiddelbart misvisende. Kulturministeriethar gjort klart for museet, at dette er uacceptabelt, og ikke mågentage sig.

For at opsummere, så vil jeg understrege, at StatensForsvarshistoriske Museum har taget en række fremadrettede skridt– et bredere blik på forsvarshistorien og en sanering af deresbeholdning af våben – som jeg støtter dem i.