Retsudvalgets og Kulturudvalgets fælles høring om medieansvar

Det er åbenbart, at der er brug for en stramning omkring medieansvaret. At vi sidder her - medudgangspunkt i et ønske fra alle folketingets partier - kan dårligt kaldes udemokratisk.Det svækker ikke sagen, at otte ud af ti voksne danskere - iflg. en Yougov-undersøgelse, der ikke har fåetmeget omtale - støtter tanken.Så en stramning af praksis er uomgængelig, det være sig med hensyn til tidsfrister, adgang til at klage, ogsanktioner ved overtrædelse.Men det er helt afgørende for den pressefrihed, som er en af grundpillerne i et åbent, demokratisksamfund, at vi undgår enhver statslig regulering af mediernes indhold.Så varetagelse af medieansvaret bør fortsat være forankret hos medierne, forvaltes af medierne og baseretpå vejledende regler for god medieskik udarbejdet af medierne.Disse regler kan godt skærpes, f.eks. med hensyn til udeladelse af kendt, relevant information, der svækkereller nuancerer en kritisk historie. En mediehistories indhold kan godt være, som reglerne siger, være"korrekt og hurtig", men alligevel skævvridende på grund af udeladelse af kendt information.Dog er spillerummet for pressenævnet stort, og vi har også set nævnet udtale kritik for udeladelse, så enskærpelse af reglerne er ikke strengt nødvendig - tingene kan klares med en tilpasset praksis i nævnet.Men egentlig forekommer drøftelse af pressenævnets praksis og de vejledende regler mig kun at væretoppen af isbjerget.Når en sag har en størrelse og en karakter, der giver anledning til påtale og korrektion, er det pr. definitionfor sent. Skaden er sket og kan kun delvist rettes op, uanset hvor stort og tydeligt en korrektion slås op.Jeg tror at medierne for at styrke troværdighed og respekt skal rendyrke en måde at arbejde på, dertilsigter - og i endnu højere grad end i dag opnår - at der ikke skabes basis for sager, hvoraf en lille del nårfrem til pressenævnet.Jeg tillægger ikke medierne nogen form for dårlig hensigt. Aktualiseringen af problemet er ikke mediernesansvar, men skyldes en samfundsudvikling, som medierne er en del af.Vi har haft massemedier i mere end 300 år og en grundlovssikret ytringsfrihed i mere end 160 år. Først iløbet af de sidste 20-30 år har samfund, politik og meningsdannelse udviklet sig på en måde, såmedieomtale i sig selv kan få afgørende betydning for både enkeltpersoner, organisationer ogvirksomheder.For en generation siden kunne forkert eller selektivt fordrejet omtale sjældent få andre konsekvenser endforbigående surhed hos den ramte - dagen efter blev der alligevel pakket fisk ind i den nu gamle avis. I dagkan effekten være fatal.Alle kan, for næsten at citere en medieoverskrift, "fældes af medierne" - og det helt uanset hvad depågældende måtte have gjort eller ikke gjort.

Det er alene et spørgsmål om hvor hurtigt en politisk og opinionsmæssig stemning bygges op og når kritiskmasse, så nogen føler sig foranlediget til at handle. Hvorvidt de pågældende "er skyldige" spiller ingen rolle,og interesserer som regel ingen, når først offerhandlingen er sket.På lidt uhyggelig vis minder det om et middelaldersamfunds henrettelser på torvet lørdag formiddag eftersporadisk rettergang - det tilfredsstillede et glubsk folkedyb og skabte ro på bagsmækken, mente mandengang.Naturligvis vil og skal kritisk journalistik forsat skulle kunne medføre at ledere i politik eller erhvervslivvæltes af tronen.Men det bør aldrig blive målet for at journalistik at få en person detroniseret - og heller ikke målestok forom journalistikken var god.Den kritiske journalistiks mål er at påvise samfundsmæssige problemer og uregelmæssigheder, der forfælleskabets skyld skal løses. Det handler om bolden, ikke manden.Det er som sagt ikke mediernes skyld at de i dag spiller en så afgørende rolle, at menneskers oginstitutioners skæbne først og fremmest kan være helt afhængig er af hvordan de lige nu og her - viamedierne - fremstilles for og opfattes i offentligheden, herunder politikere.Men når nu medierne de facto spiller en så afgørende rolle i det moderne samfunds ageren, følger ettilsvarende forøget ansvar.Det forstærkes yderligere af den seneste udvikling hvor nyheder, korrekte som ukorrekte, lynhurtigtspredes over nettet - og forbliver på nettet.Et eksempel: En avis bragte i slutningen af marts en opsigtsvækkende historie om at 6.000 babyer og børnfår ordineret i alt 245.000 sovepiller om året.En så oprørende historie spredte sig naturligvis hurtigt og blev citeret vidt og bredt - uden efterkontrol afom den nu holdt.Historien var forkert, og ti dage efter offentliggørelsen dementerede den avis, der første havde bragthistorien.Hvis man i dag, en måned efter, googler på "børn tager farlige sovepiller" får man 10 hits. De syv linker ellerhenviser til den forkerte historie - inklusive ophavsmediet selv, der er nr.2 med link til den oprindelige,forkerte historie. Der er ingen link til dementiet. Tre andre medier ud af de 10 links fortæller at der er taleom en fejl.Går man ind på ophavsavisens egen hjemmeside og søger på "sovepiller", får man den oprindelige, forkertehistorie fra 30. marts - og ingen form for henvisning til det senere dementi.Medierne forventes at bidrage til at vi har en velinformeret befolkning, der på oplyst grundlag kan deltage idebatten og øve demokratisk indflydelse.Det eksempel, som jeg netop har nævnt, bidrager til det stik modsatte - og den effekt er blivende, uanset atder er dementeret i den avis, der startede historien.

SÅ: ja, vi skal have et fornuftigt, mediedrevet ankesystem med behørigt afskrækkende sanktioner ogoprejsning af krænkede osv. - men det er et langt større problem, at forkerte historier opstår og søsættes.Sagen om sovepillerne og tilsvarende historier når ikke pressenævnet. Men det spiller heller ingen rolle.Skaden er sket, her med folkeoplysningen som den tilskadekomne - og skaden består på nettet hvem vedhvor længe.Derfor: vi er i en udvikling, der kalder på en endnu bedre mediepraksis.Vi har brug for mediernes helt nødvendige opgave med at holde øje med samfundets sundhed i både detspolitiske, det organisatoriske og dets erhvervsmæssige kroge. Men det skal ske uden at basere sig på nogenform for gradbøjning af reglerne for god presseskik.Og naturligvis kan det lade sig gøre - intet i journalistikkens grundlærebøger og -doktriner tagerudgangspunkt i noget som helst andet.Det svære er at holde denne fane højt midt i en hård konkurrence om opmærksomhed og brugere - menhvis ikke den holdes højt, risikerer medierne på lang sigt at undergrave deres eksistensberettigelse.Uanset hvor højt fanen holdes, kan fejl ske. Så der bestemt brug for et system, der tager affære når nogensvigter og skaden er sket.Det må gerne være på markant måde, både med hensyn til oprejsning, hvis nogen ved en fejl hænges ud ogmed hensyn til præventiv effekt.Det forekommer mig, at medierne som helhed kun kan vinde ved en klart strammere praksis. Ingenforsvarer mig bekendt brud på de presseetiske regler, og det fremhæves ofte fra medierne, at de flestemedier ønsker at agere upåklageligt og oftest også gør det.I så fald bør det vel også være i dette flertals interesse, at overtrædelser håndteres på en måde, der viser atdette er altså virkeligt uønsket adfærd.Men - det kan ikke gentages nok - 100 % afkoblet fra enhver statslig indblanding på det konkrete niveau; viskal ikke have ungarske tilstande.Noget andet er udfordringen fra alt, hvad der reelt fungerer som medier på internettet uden at deklareresig som sådan og uden at være underlagt reglerne om god presseskik.I det eksempel, jeg nævnte før med sovepillerne, er de fleste ud af de syv netsteder, der stadig leverer denforkerte historie, nogle, der falder uden for medieansvarsreglerne som de er i dag.Dette hul bør lukkes. Men selv med det gjort, vil forkerte historier i dagens medieverden lynhurtigt bredesig, og det understreger igen behovet for, at den vigtigste bestræbelse af alle er at modvirke, at forkertehistorier overhovedet publiceres og udbredes.Her kan et pressenævn og vejledende presseetiske regler suppleres med mediers egne etiske standarder -gerne som troværdighedslabels med et veldefineret indhold, som de forpligter sig på. F.eks. om kilder fårlov at se og kommentere egne citater og konteksten, som citaterne anvendes i, før publicering.