Jacob Mollerups indlæg på Retsudvalgets og Kulturudvalgets fælles

høring om medieansvar den 9. maj 2012 på Christiansborg

Den offentlige debat om medieansvar har de seneste måneder budt på mangekonfronterende udsagn. De er kommet fra vrede politikere og mediekritikere på denene side - og fra selvretfærdige redaktører og journalister på den anden.Som i så mange andre konflikter har man i begge lejre tillagt modparten de værstemotiver. I begge lejre har man overdrevet sine problemer og sine eksempler. Og ibegge lejre har man forskønnet egne hensigter.Nu synes det så endelig at være blevet tid til dialog og mere nøgtern overvejelse.Min baggrund er et par årtier som redaktør på danske medier – nu senest somlytter- og seerredaktør i DR. Jeg vil gerne nævne netop den model her i debatten ommedieansvar. I min optik er det en af de modeller, der bør udbredes. Det ermekanismer af den slags, der kan være en del af løsningen.Jeg er ansat af DR’s bestyrelse og er DR’s interne ankeinstans, når det gælderalvorlige programklager. Men min rolle er som ombudsmandens: Jeg kan ikke træffeendelige afgørelser – kun udtale kritik og komme med henstillinger. Det er blevetstandarden at de følges, men det er den ansvarshavende redaktør – der i DR hartitel af generaldirektør – der har det sidste ord.Der er med andre ord tale om en kontrol-mekanisme, der ikke antaster denredaktionelle frihed.Det er en model som – i mange forskellige variationer - bruges på nogle hundredemedier verden over - herunder på nogle af de allerbedste. En stor del af minekolleger er samlet iThe Organization of News Ombudsmen.Vi mødes senere påmåneden - fra 23 lande – for at diskutere medieansvar her i København.En seer- eller læserredaktør på hvert enkelt medie, er en af de mange mulighederindenfor medieselvregulering. Pressenævn er en anden. Og selv om det danskepressenævn er en kende mere statsligt end så mange andre af slagsen, så er detgrundlæggende stadigvæk et fagligt nævn, som arbejder ud fra en etisk kodeks som

medierne selv har lavet. Og redaktører og journalister, som branchen selv harudpeget, sidder med ved bordet.Netop derfor kan jeg heller ikke følge de redaktører, der synes at se en styrkelse afPressenævnet som et potentielt overgreb. Så længe tingene sker i regi afPressenævnet, er det dog i hovedsagen medierne, der prøver at regulere sig selv.Den slags bør alle tilhængere af frie og ansvarlige medier støtte. Jo bedre man fården slags mekanismer til at fungere – jo mindre brug er der for politiske indgreb ogfor flere sager ved domstolene. Det er afgørende, at selvreguleringen reelt virker –og også at den har tænder.Vi der arbejder med selvregulering må hele tiden spørge os selv: Er vi kritiske nok?Har vi fået undersøgt sagerne grundigt nok? Er fejl blevet rettet tydeligt nok? Er dergivet oprejsning til dem, der er blevet hængt urimeligt ud. Osv.I den forstand bevæger vi os også på skrøbelig grund. Ingen af os er bedre endkonklusionerne i vores sidste tre svære sager.Men hvad kan der gøres for at bedre selvreguleringen – herunder gørePressenævnet skarpere og mere effektivt. Lad mig omtale 8 forslag.For det første er der talt om bedre kommunikation – altså klarere kendelser, der kanforstås og formidles. Det er en klassiker i disse diskussioner. Selvom det faktisk erblevet en hel del bedre, er mange kendelser fra nævnet fortsat udengennemslagskraft i offentligheden, fordi de er svære at afkode. Især på tv kan detstadig formidlingsmæssigt være en katastrofe. Og dermed bliver det en for alleparter dårlig konklusion på en lang sag.Nu tales der så om en kommunikationsmedarbejder. Det er sikkert en god idé, mendet er vigtigt at holde fast i, at de svære kendelser ikke skyldes, at hverken nævnetsmedlemmer eller sekretariatet har formuleringsbesvær.Forklaringen er en helt anden: Pressenævnets mandat er som bekendt at fortolkeregler for god presseskik. Men nævnet vil blande sig mindst muligt og viger velnetop derfor oftest tilbage fra at lave en letforståelig og populær karakteristik af denhistorie, der er klaget over. Det må primært være derfor, at kendelserne ofte endermed at blive tekniske og omstændelige. Der ender med at være mere fokus påprocedurefejl end på helheden.

Hvis nævnet vil lægge mere vægt på god kommunikation så er en del af løsningenaltså, at kendelserne i deres kerne bliver klarere i spyttet. Altså at man går et skridtvidere i sin stillingtagen og i sin forklaring af kritikken. Det bør man gøre, fordialternativet er værre. Svært forståelige kendelser - uden gennemslagskraft - er giftfor hele modellen.For det andet vil jeg gerne fremhæve et andet element, som ikke er indgået idebatten. Flere andre pressenævn arbejder i første række med at mægle mellemparterne. Jeg tror en udgave heraf kunne være praktisk at inddrage: Hvis nævnetkommer med en foreløbig udtalelse om sin konklusion, kan mediet på den baggrundlave et forslag til, hvordan man selv vil korrigere, rette eller beklage (eller hvad detnu handler om). Hvis mediet konkrete forslag er acceptabelt for klager, kan sagen såafsluttes med det. Og alle parter slipper for den svære oplæsning af nævnetskendelse.For det tredje: Nævnet afviser jævnligt at tage stilling til konkrete forhold underhenvisning til – som man siger – ”de begrænsede muligheder for at føre bevis fornævnet”. I en del af disse sager kunne man ønske, at nævnet ganske enkelt brugtemere krudt på research, så man oftere kunne og turde tage stilling til, hvad der varret og vrang.For det fjerde: Tidsfristerne. Jeg er helt enig i, at tiden er løbet fra en firkantet 4ugers frist for indgivelse af klager. Selv behandler jeg ofte sager, hvor folk har klagetsenere. Det skyldes, at mennesker der har været en tur gennem mediemaskinenofte kan have svært ved umiddelbart at overskue at klage. Samtidig har indslag ogartikler i dag en længere levetid på nettet.For det femte: Den retlige interesse. Det vil være en klar styrkelse af klagesystemet,hvis nævnet tolkede begrebet retlig interesse noget bredere – og dermed gav flereklageadgang.For det sjette: Placeringen af kendelserne. Det er ikke særlig imponerende, at defleste dagblade nu har lovet at bringe kendelser på side 2. Den store fejl på enforside bør altså ikke rettes i en spalte på s.2. Det er ikke nogen krænkelse afytringsfriheden, hvis en avis af og til må bringe en pressenævns-kendelse på s.1.Nævnskendelser fylder i alle tilfælde en fuldstændig mikroskopisk del af mediernesindhold. Og det er et fagligt nævn, der fører pennen. Dels er det ikke særlig slemt –og dels er det en naturlig konsekvens af den gode gamle lov om altings balance.

For det syvende: Skal nævnet udstikke bøder. Nej, det vil nok kun forplumre. Menman kunne overveje, om medier med mange sager i nævnet burde betale lidt ekstratil administrationen. ”Forureneren betaler” kalder man det i andre sammenhænge.For det ottende. Hele diskussionen handler om god presseskik. Derfor skal detnævnes, at god presseskik ikke nødvendigvis er god journalistik eller god oplysning.Når noget lever op til god presseskik betyder det i dag alene, at det lever op til nogleformelle minimumskrav. Der er god plads til at stille større krav til sig selv. Samtidiger de nuværende retningslinjer for god presseskik både forældede ogutilstrækkelige. Og selv om man i tolkningen medtager hovedlinjen i nævnets praksisde seneste to årtier, så er resultatet ikke klart og operationelt. Medierne kan ligesågodt erkende, at man selv må tage fat på en modernisering og gerne så man stillerstørre krav til sig selv. Når man så er færdig med de nye retningslinjer, kan de på ettidspunkt blive gjort til den nye reference i medieansvarsloven.Mediernes selvregulering er en lille men vigtig del af at styrke mediernes kvalitet ogredelighed. Det må ikke gå her som i Storbritannien, hvor The Press ComplaintsCommission spillede helt fallit, fordi den ikke turde kritisere News of The Worldmens tid var. Nu står britiske politikere i kø for at lave indgribende lovgivning ikølvandet på de store skandaler.I sidste ende er en stærk og effektiv selvregulering et godt forsvar for en fri presse.Det er ikke noget overgreb på stakkels redaktører, men en praktisk delløsning. Fårman ikke den til at fungere, kommer der bare dårligere løsninger på bordet.