Kirkeudvalget 2011-12
KIU Alm.del Bilag 61
Offentligt
10
reformeresligestillings- og kirkeminister Manu Sareen har indbudt til en lukketkonference den 16. april for at indlede processen med den styringsreformaf folkekirken, som er indskrevet i S-r-SF-regeringens regeringsgrundlag.Vi har været på research i Finland, Sverige og Norge og iler med 12 gode råd fra rejse-tasken… Folkekirken ligner de evangelisk-lutherske kirker i de andre nordiske lande –og er også meget forskellig fra kirkerne her. Men måske kan vi lære af, hvordan de andretumler med, hvad der er indre og ydre anliggender, og med at finde op og ned i ændre-de relationer mellem stat og kirke.
12 ting at huske når folkekirken
Af Ulla Morre Bidstrup og Birgitte Stoklund Larsen
Sådan gjorde viKan folkekirken lære noget af deøvrige nordiske kirker? De goderåd er udsprunget af en research-rejse, som Ulla Morre Bidstrup,medlem af grundtvigsk Forumsstyrelse og Birgitte Stoklundlarsen, akademileder, grundtvig-akademiet foretog sammen med Jørgen Skov Sørensen,sekretariatschef Folkekirkens Mellemkirkelige råd. Formålet med rejsen var at undersø-ge, om – eller hvor folkekirken kan lære noget af norge, Sverige og Finland i den sty-ringsreform, som er indskrevet S-r-SF-regeringens regeringsgrundlag. Se mere om blogsmed umiddelbare indtryk fra rejsen på www.grundtvig.dk, hvor en oversigt over artikler omnordiske kirkeordninger løbende opdateres.
reform
11
Giv rum til uenighed. Testen påen kirkeordning er, om den giverplads også til dem, der ikke erenige med flertallet. “Facility to disagree”er helt afgørende, lød rådet fra en kirke-forsker i Finland. Og her er mere at hentei Norge, hvor biskopperne stemmer i østog vest til kirkemødet og har det fint meduenighed – end i Sverige, hvor biskopper-ne end ikke har stemmeret og til og meder glade for det, “så udstilles uenighedenikke”, som én udtrykker det.Find plads til biskopperne. De ervigtige som teologiske fortalerefor kirken i det offentlige rum ogi den kirkelige debat – men biskoppernesplads i den kirkelige struktur er skrøbelig.Tendensen også i de andre nordiske landeer en oppustning af et mellemniveau, hvorder placeres meget økonomisk og ledel-sesmæssig magt.Rod er ok. Der er mange, dergerne vil rydde op. Effektiviseringog centralisering kan aldrig blivede vigtigste fokuspunkter for en levendekirke. Og en one-size-fits-all model er sjæl-dent god, heller ikke når det gælder kirke-ordning.Overvej, om man kan være med-lem af folkekirken uden at væredøbt. Pluralisme og forskellighedfindes ikke bare udenfor kirken. En delønsker at komme i folkekirken og bidrageøkonomisk til folkekirken, men føler sigikke klar til dåb. I Sverige kan man bliveregistreret som medlem som “ventende pådåb”.
5678
Tænk decentralt, decen-tralt, decentralt. Hvis denvigtigste tanke for dem,der har magten, er hvordan “de derinde” imagtens centrum kan få “dem der ude” tilat gøre, som de gerne vil – så er den gal.
9
1011
Demokrati koster. Valg tilkirkeråd og kirkemødekoster i Norge og Sverigeomkring 70-80 millioner kroner. Hvis detskal være pengene værd, så skal mangedeltage.Lad de frie kirkelige værefri – og hør, hvad de siger!I Sverige er mange af deorganisationer, der i Danmark kaldes “defrie kirkelige organisationer”, en del afSvenska Kyrkan – og ledes dermed af kir-keråd og kirkemøde. Resultatet er strøm-linet og effektivt, men også uniformt ogpolitisk. I den norske kirke er de frie sta-dig frie – men er repræsenteret i kirkemø-det, så de spiller ind også i kirkens organi-sation uden at have samme ledelse. En fol-kekirke er tjent med flere huse, flere kul-turer og masser af små synoder.Kirken skal turde være,hvad den er. Det er skidt,hvis kirken kun signalerer,hvad den gerne vil være. Sådan udtrykte ensvensk medieforsker sin kritik af den sven-ske kirkes fokus på målsætning og indsats-områder, hvor alt skal stå sin prøve i for-hold til (frem)tidens udtryk og aktuellespørgsmål. For de fleste mennesker er kir-ken allermest troværdig som dét, den alle-rede er. Nemlig et rum for det evigt gyldige.
Hovedsagen er, at folkekirkenvirker – der hvor folk er. Nærværog relevans er langt vigtigereend styring. Det gælder lokal og det gæl-der nationalt. Domkirken i Oslo blevNorges vigtigste rum efter Utøya, fordikirken for nordmændene “fortolkede,hvem vi er, og hvem vi gerne vil være”,som kulturredaktøren på Aftenposten,Norges største avis, udtrykte det.Del magten. Hverken præster,provster eller biskopper, valgteråd eller kirkeminister må hverfor sig have magten over hele molevitten.I Norge er der høj bevidsthed om, at kir-ken har tre ben, det episkopale (biskop-perne), det synodale (kirkeråd og kirke-møde) og det kongretionalistiske (deenkelte menigheder), og at alle tre benskal bære i en nyordning af kirken.
12
3
Det er ingen skam at være folke-kirke. Kirkens tilknytning til sta-ten har traditionelt sikret, at derogså er plads til den berømte lille mandmed den lille tro – og mange har udtryktbekymring for, at en mere selvstændigkirke også bliver en mere eksklusiv kirke.I både Finland, Sverige og Norge reflekte-rer man over, hvad det vil sige at være fol-kekirke i et samfund med flere religioner– og med en knap så privilegeret relationtil staten.
Få det bedste af folkekirken medi en ny model. Ingen af de andrenordiske lande har frihedsrettig-heder som fx sognebåndsløsning – mentumler også med, hvordan den geografiskudstrakte kirke får rum til særlige menig-heder. Vi har i Danmark ganske enkeltnoget, de andre gerne vil have: Fra denkirkelige højrefløj i Finland håbes der påen opblødning af det geografiske princip,ligesom det er noget der jævnligt stillesforslag om på det norske kirkemøde.
4
12
Dansk Kirketidende nr. 04 2012
Dansk Kirketidende nr. 04 2012
