Kirkeudvalget 2011-12
KIU Alm.del Bilag 47
Offentligt
I sandhedens skærsild.Af cand. theol. fhv. sognepræst Svend Aage Nielsen, Vedersø KlitI sit indlæg den 28. 1. ”Biskop Kozon misinformerer” skriver Jakob Munck medrette, at det er at manipulere andre til at tro, at Den udvidede nikænskeTrosbekendelse ”er fælles for alle kristne.” Det er pinligt for biskop Kozon, fordihans valgsprog er ”Sandheden tro i kærlighed.” Men ligeså pinligt er det for alleandre biskopper, der gør som Kozon. Hvor pinligt det er for biskoppen i Rom skaldokumenteres.Ved audiensen den 7. november 1990 gav pave Johs. Paul II instruktion om denromersk-katolske kirkes stilling i ”THE SPIRIT AND THE FILIOQUE DEBATE.”På dansk kan det oversættes til debatten om Helligånden og ”og Sønnen.”For den uforstående drejer det sig om Den nikænske Trosbekendelse fra oldkirken.Den fik navn efter kirkemødet i Nikæa i 325. Den blev færdiggjort på kirkemødet iKonstantinopel i 381. Kirkemødet i Efesus i 431 forpligtede hele kirken i øst og vesttil at holde sig til dens tekst. Den blev læst op og indskrevet i kirkemødets akter.I løbet af middelalderen pressede lokale kirker i Vestkirken følgende tilføjelse ind itredje trosartikel efter bekendelsen af troen på ”Helligånden, som udgår fraFaderen…”, ”og fra Sønnen,” på latin: filioque.Paverne i Rom var imod optagelsen af tilføjelsen i trosbekendelsen i hele det førsteårtusinde. Men pave Benedikt VIII lod sig presse til at tage tilføjelsen ind itrosbekendelsen af den tyske kejser Henrik II i 1014.Pavens nævnte instruks i 1990 i den engelske udgave indleder med denne påstand:”Kirkemødeteksten fra 381 lyder: ”Vi tror på Helligånden, som udgår fra Faderen ogSønnen.” Denne usandhed blev trykt i Vatikanets avis L’OSSERVATOREROMANO i dens engelske udgave.Da jeg skrev til Vatikanet herom, svarede en sekretær mig, at den usandfærdigesætning kunne være ”en forhastet oversættelse,” idet den italienske tekst ikke havdeden. Det svar var en usandhed mere, da man ikke forhastet kan oversætte ord, derikke er i teksten. Sekretæren gav heller ikke noget tilsagn om at rette fejlen i avisen.Den ses stadigt i den engelske udgave, der kan udskrives fra internettet.Dermed viser fejlen, at den romersk-katolske kirke stadigt er villig til at bruge voldmod sandheden som et middel. Den italienske humanist Lorenzo Valla afslørede i1400-tallet, at vold mod sandheden brugte kirken langt op i middelalderen.Fejlen viser også, hvilken sløvhed, ligegyldighed og/eller falsk autoritetstro, derbesjæler nærmest alle medlemmer af den kristne kirke i vesten.Den nævnte falskhed i pave Johs. Paul II’s instruks er ikke en enlig svale i det manus,som vel en teologisk ”spindoktor” – måske en Joseph Ratzinger? – gav ham i hændetil den 7. november 1990.
I manus hævder han igen og igen, at tilføjelsen ”og fra Sønnen” allerede var med i de”ancient,” det er i de gamle tekster.” Det var den ikke.Han røber selv usandfærdigheden, idet han fortsætter: ”Den blev fremsatigenvedsynoden i Aachen i 809.” Det ville den ikke være blevet, hvis den var til stede iteksten! Paven nævner heller ikke, at pave Leo III i 808 skriver til Karl den (såkaldt)Store, at han ikke ønsker tilføjelsen ind i Den nikænske Trosbekendelse.Leo III lod tværtimod år 810 Den nikænske Trosbekendelse indgravere på sølvtavler– uden tilføjelsen – og placeret i sammenhæng med førstepaven Peter i Peterskirken.Denne fortielse viser, at paver i det andet årtusinde efter Kristus, alle må værefejlbarlige i filioque-læren, når de nedgør, at Jesus i Johs. evang.15,26 kun nævnerHelligånden, som udgår fra Faderen! Jesus nævner aldrig ”udgår fra Sønnen”. Ogførstepaven Peter præciserer om Jesus i Apostl. G. 4,12: ”Der er ikke frelse i nogenanden.”Johs. Paul II fortsætter i 1990, at tilføjelsen blev adopteret af grækerne og latinernepå de økumeniske kirkemøder i Lyon i 1274 og i Firenze i 1439. Hvordan kan de iFirenze adoptere en adoption, som påstås adopteret for 165 år siden i Lyon?Til disse påstande er der hjælp at hente i biskop D. G. Monrads bog fra 1875: ”Denførste kamp om den apostolske Trosbekendelses Oprindelse,”der oplyser: I Firenzeopgav de den position, at filioque var blevet accepteret på et tidligere kirkemøde.På Firenze-kirkemødet ville man trumfe sin ret til filioque igennem ved at insistere påpavens overordnede autoritet som ”… Kristi sande stedfortræder og hele kirkenshoved… således som det også rummes i de økumeniske koncilers akter…”D. G. Monrad oplyser i nævnte bog, at der var kun 13 personer fra hele Østkirken,der deltog i vedtagelsen i Firenze i 1439. Tillige, at ingen af disse fik brugen affilioque i Vestkirken ratificeret af deres kirker. Filioque opnåede således aldriglegitimitet fra et økumenisk kirkemøde.Paven siger om tilføjelsen: ”Det var en afklaring, der intet ændrede i forhold tilindholdet af den gamle tro.” Men hvorfor dog insistere på noget så smerteligt forkirkens enhed, når det intet ændrede? Tilmed når paven knyttede sig stilling somKristi og Peters efterfølger til ordene”således som det også rummes i de økumeniskekoncilers akter.”Idem er Den nikænske Trosbekendelse indskrevet uden tilføjelsen.Kirkehistorien beretter, at 40 år efter Benedikt VIII’s knæfald for kejser Henrik II’spres i 1014, var kardinal Humbert sendt fra paven i Rom til forhandlinger medØstkirken i Konstantinopel. Da de gik skævt, nedlagde han i 1054 en bandbulle påHagia Sofia kirkens alter, som splittede Øst- og Vestkirken. Den indeholdt en anklagemod Østkirken for at haveudeladtfilioque fra Den nikænske Trosbekendelse. Det varen vold mod sandheden med smertelige følger i Europa. Herunder romerkirkenskorstog, der førte til ubeskrivelig vold mod ortodokse kristne. Trods dette somkirkehistorisk almenviden fortsætter pave Johs. Paul II: ”I dag kan vi takke Herren, atselv på dette punkt er den sande betydning af formlen ved at blive afklaret i Vesten
og Østen, samt den relative betydning af selve spørgsmålet.” Tænk at takke Gud for,at man har handlet imod Guds vilje.I ”Den katolske kirkes Katekismus,” fra samme årti som audienstalen, oversat tildansk i 2006, anføres i stk. 184 og stk. 185, Den udvidede nikænske Trosbekendelse,men den kaldes ”DEN NIKÆNSK-KONSTANTINOPOLITANSKETROSBEKENDELSE.” Det er usandfærdigt, og det fortier udvidelsen.I stk. 195 forties udvidelsen således: ”Den nikænsk-konstantinopolitanskeTrosbekendelse har sin store autoritet, fordi den er udgået fra de to første økumeniskekonciler (år 325 og 381) Den er endnu i dag fælles for alle de store Kirker i Østen ogi Vesten. (stk. 242, 245, 465)”Siden audienstalen og Den katolske Kirkes Katekismus har kardinal JosephRatzinger, nu pave Benedikt XVI, udgivet skriftet ”Dominus Jesus” den 6. august2000. Det er anerkendt som romerkirkens lære. Skriftet indleder med at gengive Dennikænske Trosbekendelse, som den blev vedtaget i år 381. Hvis denne gestus kun eren enlig svale, fortsætter pavekirken sin pinlige misinformation om Den udvidedenikænske Trosbekendelse.Snart skal hele Vestkirken, herunder folkekirken markere tusindåret i 2014 forknæfaldet for den tyske kejser Henrik II’s pres i 1014. Måske vil romerkirken såerkende, at hastværk var lastværk ved saligkåringen af pave Johs. Paul II den 1. maj2011? Måske vil folkekirken fejre, at den har taget afsked med ”og fra Sønnen,” daDanske Lov/Grundloven ikke har lovgrundlag til at medtage denne tilføjelse. Menindtil nu er misinformationen massiv - med alle vore biskopper som medløbere.