Klima-, Energi- og Bygningsudvalget 2011-12
KEB Alm.del Bilag 30
Offentligt
FN’s klimaforhandlinger i Panama City den 1.-7. oktober 2011:Afrapportering
UNFCCC-mødet i Panama City var en fortsættelse af den session, som blevåbnet med årets første forhandlingsmøde i Bangkok i april og siden videreførtmed forhandlingsmødet i Bonn i juni måned. Det betød, at substansdrøftelserneaf aftalen indgået på COP16 i Cancún fortsatte fra mødets start uden indleden-de forhandlinger af mødets dagsorden.Mødet i Panama bidrog til reelle fremskridt på en række delområder under detsåkaldte konventionsspor (LCA). Det gælder områder som teknologi, tilpasningsamt dele af regelsættet for rapportering (MRV) for alle lande. I lyset heraf teg-ner der sig en proces, hvor man på COP17 vil kunne drøfte og beslutte sig forkonkrete tekstoptioner på nævnte områder m.fl.Ligesom i slutfasen sidste år op mod COP16 er billedet dog blandet, idet enrække emner, som størsteparten af ulandene traditionelt prioriterer, er merefremskredne tekstmæssigt end de emner, som ilandene typisk prioriterer. Detøger risikoen for et ubalanceret resultat i Durban og kan fjerne visse forhand-lingsmæssige fordele på COP17. Samtidig viste mødet i Panama, at det størstestridspunkt på COP17 bliver, om man kan blive enige om et mandat for en ret-ligt bindende klimaaftale omfattende de største udledere, inkl. vækstøkonomier-ne og USA, med lignende (om end ikke ens) forpligtelser for disse. Mødet i Pa-nama viste, at dét bliver yderst vanskeligt.Forventningerne til, hvad der kan opnås i løbet af i år med hensyn til egentligskærpelse af ambitionsniveauet på reduktionssiden, er efter forhandlingerne iPanama fortsat begrænsede. Cancunaftalen indeholder kun få "håndtag" til atfremme denne dagsorden ud over de i Cancun aftalte workshops til gennem-gang af landenes reduktionstilsagn. Det skyldes bl.a., at enkelte lande ønskerat udsætte denne drøftelse til det aftalte samlede Review i 2013-15.I forhandlingerne under Kyotoprotokollen (det såkaldte KP-spor) bibeholdt flerelande presset for en positiv beslutning på COP17 om en anden forpligtelsespe-riode under Kyotoprotokollen for de nuværende Kyotoforpligtede lande, uden atdet førte til løfter herom. Spørgsmålet blev dog ikke en begrænsende faktor forforhandlingerne om de tekniske regler under Kyotoprotokollen, herunder reglerfor markedsmekanismer (de såkaldte JI-, CDM- og emissionshan-delsområder)samt LULUCF (medregningsregler for optag og udledninger af drivhusgasser fra
Globalt klima18. oktober 2011
1
jorde og skove i ilandene), hvor forhandlingerne af de tekniske regler er relativtfremskredne, og de fleste optioner fremstår klart.Forhandlingsteksterne blev strømlinet en smule, dog uden de store fremskridt.Herudover kom der mere gang i de tekniske drøftelser om eksempelvis optionerfor overskydende landekvoter (de såkaldte AAU'er), og hvordan landenes re-duktionsforpligtelser skal udregnes år for år i en evt. anden forpligtelsesperiodebaseret på de udmeldte reduktionsmål i 2020.De trods alt begrænsede fremskridt i forhandlingerne i KP-sporet i Panama af-spejler, at der er brug for politiske tilkendegivelser, før de tekniske forhandlingerkan komme afgørende videre. Samtidig er forhandlingerne i Kyotoprotokolsporetselvsagt klart forbundet med fremdrift i Konventionsporet.En evt. "Durban-pakke" vil således ikke blot skulle sikre balance i forhandlin-gerne under de to spor, men ogsåmellemde to spor. Balancekunsten bestårbl.a. i at afstemme en beslutning om forpligtelser for ilandene i Kyotoprotokol-sporet med en aftale i Konventionssporet om, at man arbejder frem imod enkommende retligt bindende klimaaftale samt processen herfor.I den forbindelse viste Panama-mødet, at ligesom i ilandskredsen er der blandtulandene forskelligartede tilgange til behovet for et robust mandat på COP17 foren kommende retligt bindende aftale, hvor de store udlederlande (i bedste fald)på lignende, om ikke identisk, vis forpligtes til reduktionsindsatser. Dette afspej-ler divergerende opfattelser blandt ulandene af behovet for at bevare den binæ-re skelnen mellem i- og ulande, som flere ulande hævder, er til hinder for frem-tidige bindende forpligtelser for disse.
2