Resume

COP17 i Durban, Sydafrika, endte med en acceptabel klimaaftale, henset til depå forhånd beherskede forventninger. Toneangivende lande signalerede under-vejs, at UNFCCC-processen i fravær af en aftale i Durban ville befinde sig tætpå afgrunden. Aftalen kom i hus efter et relativt dramatisk slutforløb natten mel-lem lørdag og søndag den 10.-11. december 2011.Durbanaftalen består af fire hovedelementer: (1) Accept af en langsigtet aftale-ramme for alle lande med forventning om bindende reduktionsmål (modsat denuværende ikke-bindende reduktionstilsagn) til færdigforhandling senest i 2015og implementering fra 2020 samt iværksættelse af et arbejdsprogram på kortsigt med henblik på øgning af den globale reduktionsindsats (jf. ”Durban Plat-form for Enhanced Action”); (2) En forsikring fra EU (og visse andre ilande) om,at man på COP18 i 2012 tager sidste skridt mod en ny forpligtelsesperiode un-der Kyotoprotokollen evt. fulgt op af national ratifikation; (3) Operationaliseringaf den Grønne Fond til klimafinansiering med iværksættelse i 2012 (hovedsæ-de, placering, sekretariat etc. og muligvis indledende støtteudbetaling); samt 4)Udmøntning af Cancúnaftalen på en række punkter, herunder oprettelse af nyeklimaorganer og større klarhed over forskellige regelsæt, men dog med en langrække procesrelaterede opfølgningsskridt i form af arbejdsprogrammer, work-shops mv. frem for egentlige substansløsninger nu og her, og hvor f.eks. MRV-og reduktionsemnerne kom ud med et beskedent resultat. Med denne aftale mådet anses for usikkert, om man vil kunne sikre en udfyldelse af ambitionsgap'etmellem de tiltag, der er på bordet, og det, IPCC vurderer, der skal til for atoverholde 2-gradersmålsætningen.

Baggrund

I Durban blev parterne principielt enige om, at der skal være en anden forplig-telsesperiode af Kyotoprotokollen i umiddelbar forlængelse af den første, dvs.fra 1. januar 2013. EU og enkelte andre ilande har erklæret sig villige til at indgåi denne, men da de eksakte regler (bl.a. længden af forpligtelsesperioden, over-førsel af overskydende AAU’er og omregning af udmeldte reduktionsmål for2020 til egentlige emissionsbudgetter for hvert enkelt år i forpligtelsesperioden)fortsat mangler at blive fastlagt, vil de sidste skridt mod en anden forpligtelses-periode først kunne tages på COP18 i Qatar. En ny forpligtelsesperiode vil dogikke formelt træde i kraft den 1. januar 2013, idet det ville forudsætte forudgå-ende national ratifikation.

Der blev i sammenhæng med beslutning om en anden forpligtelsesperiode truf-fet beslutning om et mandat for færdigforhandling af én samlet, juridisk binden-de klimaaftale omfattende alle lande i 2015 med ikrafttrædelse fra 2020. Derud-over indeholder beslutningen fra Durban også konkrete håndtag, der kan væremed til at løfte ambitionsniveauet for reduktionstiltag i perioden frem til 2020 foralle lande. Det er hermed for første gang lykkedes at skabe et forum, hvor re-duktionstiltag for både i- og ulande kan drøftes samlet. Det må dog anses forusikkert, om man alene med denne aftale vil kunne sikre en udfyldelse af ambi-tionsgap'et mellem de tiltag, der er på bordet, og det, IPCC vurderer, der skal tilfor at overholde 2-gradersmålsætningen.Den nyoprettede arbejdsgruppe ”Ad hoc Working Group on the Durban Platformfor Enhanced Action”, vil begynde sit arbejde i foråret 2012. Samtidig forventesdet, at de to eksisterende arbejdsgrupper i UNFCCC-regi i form af Kyoto- hhv.Konventionssporet (AWG-KP og AWG-LCA) bliver lukket ned med udgangen af2012. Hermed er der lagt op til større klarhed på den længere bane over fremti-dens globale ramme for landes reduktionsindsatser med større afspejling af nu-tidens økonomiske og politiske virkelighed, hvor de store udlederlande alle skalbidrage med mere.Hvad angår udmøntningen af Cancún, var der fremskridt. Først og fremmest enbeslutning om operationalisering af Den Grønne Fond, som formentlig tidligst vilvære funktionsdygtig i slutningen af 2012. Derudover blev tilpasningskomitéenetableret. Den skal vejlede COPen om hensigtsmæssig fokusering af tilpas-ningsindsatsen på baggrund af allerede eksisterende tiltag. Endelig operationa-liseredes den teknologimekanisme, som skal sikre overførsel af teknologier, derkan drive reduktions- og tilpasningsindsatser i ulandene.Der er hermed på kort sigt lagt op til at oprette en række organer mv. som en in-tegreret del af fremtidens klimaarkitektur.EU var klimakonferencens helt centrale aktør. Dels fordi EU med sin betingedeposition på Kyoto-spørgsmålet fik mulighed for i betydeligt omfang at diktere”modydelsen” i form af ovennævnte mandatramme; og dels fordi EU – og hermed Danmark som den absolut drivende kraft – op til og under klimakonferen-cen fik skabt en stærk og klar alliance mellem EU og to toneangivende ulands-grupperinger, herunder gruppen af fattigste ulande (LDC’erne) og de mindreøstater (AOSIS).