FORSVARSCHEFSSTILLINGEN AMPUTERES

Den første redegørelse fra den arbejdsgruppe under Forsvarsministeriet, der skulle se nærmere påforsvarschefens organisatoriske placering og præcise ansvarsområde, er netop kommet. Det er etvigtigt papir, da det vil være medbestemmende for om ledelsen og styringen af militære forhold i ensituation, hvor landet er i krig, skal koncentreres yderligere ved civile i Forsvarsministeriets depar-tement på bekostning af de militæres ansvar og indflydelse. Det er samtidig det centrale spørgs-mål, man fra politisk side vil skulle forholde sig til i det videre forløb.Fornuften i Forsvarsministerens foretrukne integrerede model, hvor forsvarschefsstillingen am-puteres, er dog højst tvivlsom.Redegørelsen vil tillige være medbestemmende for om der kan spares noget personale her og der.Det kaldes i dag ”fokuseret administration”. Kan der det, skal det selvfølgelig gøres. Udgangspunk-tet må imidlertid være den rette ansvars- og opgavefordeling i ledelsen, herunder mellem den civileog den militære side.Redegørelsen er et konceptuelt og spinkelt embedsmandspapir. Forsvarsministeriet har i arbejdetfået bistand fra Stats- og Finansministeriet. Man fornemmer, hvem og hvad der har svinget takt-stokken og bestemt formuleringerne. Specielt for Forsvarskommandoens folk må arbejdet haveværet op af bakke. De har været i mindretal og har indtil for nylig ikke haft en rigtig forsvarschef tilat støtte og bakke op. De civile i centraladministrationen har i endnu højere grad end normalt haft"the upper hand".Redegørelsen er specielt bemærkelsesværdig ved, at den hverken rummer økonomiske kon-sekvenser, detaljerede modeller eller konkrete anbefalinger. Der gås som ønsket i kommissorietikke længere end til en svag skitsering af fordele og ulemper ved de 3 valgte modeller. Set mednutidens øjne kan det ikke kaldes et beslutningsgrundlag.Forsvarets Efterretningstjeneste er holdt udenfor arbejdet. Det militære, der er tilbage her, er al-lerede under tung civil dominans. Hjemmeværnets ledelse er forunderligt nok heller ikke ønsketbehandlet.Redegørelsen indledes med en beskrivelse af den nuværende organisering med en relativ klar an-svars- og opgavefordeling mellem Forsvarsministerium og Forsvarskommando mv. Ca. 150 ansat-te i departementet og ca. 350 i kommandoen, i alt ca. 500. Under Forsvarskommandoen, der harforsvarschefen i spidsen, diverse koncernfælles funktionelle tjenester for materiel, personel, bygge-og etablissement, it, regnskab mv.Forsvarsministeriet har løbende tilpasset sin organisation, men har i dag nogenlunde samme stør-relse som under den kolde krig. Der er dog flere civile chefer på højere niveau end dengang. Denmilitære ledelse i og under Forsvarskommandoen har gennemgået flere omkalfatringer senest i2004-2006, hvor den ved oprettelsen af de koncernfælles funktionelle tjenester blev fundamentaltomlagt, centraliseret og reduceret væsentligt, også på de højeste niveauer.Redegørelsen har også en beskrivelse af forsvarets øverste ledelse i nogle af de lande, vi normaltsammenligner os med. Det er godt, da debatten herom så vil kunne finde sted på et bedre grund-lag end hidtil. Man har fx ofte talt om Pentagon-modellen som om den er en sammenlægning mel-

lem det, der svarer til ministerium og Forsvarskommando her i landet. Det er ikke tilfældet. Penta-gon er alene en geografisk samplacering af ministerium og de mange forskellige militære stabemv.En samplacering er klart en fremragende idé, også her i landet.Landene er organiseret meget forskelligt, hver formentlig baseret på deres egen historiske ud-vikling. Det er svært at få øje på noget land, der gør det mere regulært og med færre hoveder ogen klarere struktur, end vi allerede gør.I de lande, der er vant til at føre krig, er den øverste militære ledelse helt tæt på den politiskeside. Det gælder specielt i USA og Storbritannien, men det gælder også i Holland og Norge.I Storbritannien, Holland og Norge har man mere eller mindre integrerede modeller med for-svarschefen i dobbeltrolle som ministerens militære rådgiver og som militær chef med bredt ansvarfor den militære struktur og indsættelse. I Norge er forsvarschefen også styrelseschef. I Storbritan-nien er departementschefen og forsvarschefen ligestillede. Ingen af landene har amputeret for-svarschefens ansvar i en grad, som der lægges op til i den model, der anbefales af forsvarsmini-steren.Arbejdsgruppen har valgt 3 modeller til vurdering, model A, B og C. Model A og B er begge en til-pasning af den eksisterende struktur med en Forsvarskommando med en forsvarschef i spidsensom selvstændig myndighed under Forsvarsministeriet. Forsvarschefen bevarer i begge modellerhelhedsansvaret for den militære struktur mv. og står fortsat til ansvar over for Forsvarsministeren.I model B er der udover tilpasningen også tale om en geografisk samplacering.. Kun Model C, deranbefales af forsvarsministeren, vil blive kommenteret her.I denne model integreres forsvarschefen og forsvarsstaben i et forstærket departement, ogForsvarskommandoen nedlægges som konsekvens heraf. Forsvarschefen placeres i departemen-tet på afdelingschefsniveau sammen med 3 andre chefer, formentlig civile. Forsvarschefen vil herover for departementschefen have ansvar for operationer, kommando over værnene samt i uæn-dret omfang varetage funktionen som øverste militærfaglige rådgiver for forsvarsministeren og re-geringen. Forsvarschefen vil have et linjeansvar for operationssøjlen samt et særligt funktionelt an-svar for militære spørgsmål – på tværs af departementet. Han bistås i den funktionelle rolle af detsamlede departement.Forsvarschefens nuværende stilling som selvstændig styrelseschef med helhedsansvar for detmilitære forsvar direkte over for ministeren inden for politisk fastsatte rammer vil herved blive grun-digt amputeret. Han vil blive underlagt departementschefen, og ansvaret for den militære struktursorganisation, udrustning (materiel), bemanding, planlægning, udvikling og økonomi mv. vil i vid ud-strækning blive placeret ved andre chefer direkte under departementschefen.Forsvarschefen vil groft sagt blive begrænset til overordnet operativ indsatsleder. Han vil ikkelængere kunne kaldes styrelseschef og helhedsansvaret for den militære virksomhed, herundernationale og internationale operationer og støtteorganerne hertil, vil alene være departementsche-fens. Forsvarschefen vil dermed heller ikke længere alene kunne stå som garant over for forsva-rets ansatte og for den politiske side for at militære indsatser og operationer mv. udføre bedst mu-ligt og under størst mulig hensyntagen til de militærfaglige forhold.Forsvarets økonomistyring har været uhyggelig central for overvejelserne. Den har over mange årmødt megen kritik, senest bl.a. fra Statsrevisorerne. Set herfra er økonomistyringen rimelig, om-stændighederne taget i betragtning. Det er svært - for ikke at sige umuligt - på forhånd at vide,hvad det koster at føre krig. Den bureaukratiske udfordring er der vist ikke noget land, der hidtil harløst, og det har man kæmpet med i hvert fald siden Hertugen af Wellington førte krig mod Napole-on på den iberiske halvø i begyndelsen af 1800-tallet. Der er dog fortsat plads til forbedringer iøkonomistyringen, der primært køres af civile.Projektstyringen i forsvaret, herunder af større materielanskaffelser, er set herfra heller ikkeringere end i andre dele af den offentlige sektor. Tværtimod. Enkelte dårlige forløb kan beklagelig-vis aldrig helt undgås, heller ikke i forsvaret.

En mere realistisk ambition for økonomistyringen er nok en del af vejen frem. Det må priorite-res, om man vil bruge kræfterne på at føre krig eller på at forvalte 25-ørerne. Det er i øvrigt sværtat tro, at økonomi- og projektstyring skulle blive bedre i den anbefalede model med de diffuse an-svarsforhold i det integrerede departement.Tankerne om at aflaste den militære ledelse for en del af ansvaret for tilrettelæggelsen af økono-mistyringen og for bygge- og etablissementsområdet synes rigtig. Den slags bør den øverste mili-tære ledelse ikke bruge mange kræfter på. Det skal bare fungere. Man må dog gøre sig klart, atdet fortsat bør være den militære ledelse, der prioriterer og bestemmer de tildelte midlers anven-delse, også på bygge- og anlægsområdet. Behovet her bestemmes af de militæroperative behovog af den militære struktur og bør ikke afgøres andetsteds.Der er ikke tvivl om, at der i dag er behov for et forbedret samvirke og for at forsvarschefen kom-mer tættere på ministeren. Alt andet lige bør der derfor gås efter en integreret og fuldt samplaceretorganisation.Ved valg af ny model, bør det dog især haves for øje, at den nuværende organisation, trodsfriktion i toppen i enkelte sager, rettidigt og fleksibelt har produceret og indsat særdeles anvendeli-ge, fremragende, dygtige og professionelle militære enheder. Den evne må ikke sættes over styrved en diffus ansvarsfordeling i toppen i en ny organisation.Skal denne evne bevares, må forsvarschefen langt hen af vejen beholde det ansvarsområde,de opgaver og de referencer han har i dag, både som ministerens militære rådgiver og som styrel-seschef. Model C er derfor at gå for vidt. Den vil muligvis give forsvarsministeren og departe-mentschefen en hurtigere reagerende og mere styrbar ledelsesstruktur. Men kun muligvis, da derer rigtig mange vanskelige snitflader og diffuse ansvarsforhold i en sådan integreret organisation.Men den vil næppe give landet et bedre militært forsvar, da den militære ledelsesside amputeresafgørende. Modellen vil samtidig give både departementschefen og ministeren langt flere detaljerog langt mere drift- og koordinering at se til end i dag. Det er næppe klogt. Der er mere end nok attage sig af på højeste niveau allerede. Der vil heller ikke længere være ministeriel armslængde tilallehånde store og små beslutninger i forsvaret. Endelig vil modellen heller ikke give større åben-hed. Korrespondance og dialog mellem den civile og den militære side på højeste niveau, herun-der den militærfaglige indstilling og rådgivning, vil blive interne papirer i det integrerede departe-ment. Det vil herved kunne undtages fra aktindsigt. Allerede i dag er der i Forsvarsministeriet uba-lance mellem den åbenhed, man reklamerer for udadtil, og den åbenhed, der udvises i praksis, fx irelation til arbejdet med forberedelse af et nyt forsvarsforlig.Set herfra bør der etableres en fuldt samplaceret – også gerne integreret - organisation meden stærk forsvarschef, der langt hen af vejen beholder det ansvarsområde, de opgaver og de refe-rencer han har i dag, både som ministerens militære rådgiver og som styrelseschef for forsvaret.Forsvarsministeren er i dag ifølge forsvarsloven højeste ansvarlige myndighed for det militæreforsvar, og forsvarschefen har under ansvar over for ministeren kommandoen over hæren, søvær-net og flyvevåbnet samt organer til støtte for det militære forsvar. Det er kloge ord, der ikke børændres. Forsvarschefen er som den øverste militære chef på vegne af Folketing og Regering an-svarlig for at sende landets sønner og døtre i krig. Forsvarschefens reference og ansvar til For-svarsministeren, som beskrevet i forsvarsloven i dag, må derfor fastholdes, jf. tillige mit åbne brevtil Forsvarsudvalget af 15. februar og min kronik i Berlingske Tidende den 25. februar 2012.Behovet for modernisering af forsvarets ledelse, herunder især for korte beslutningsveje og hurtigog præcis ledelsesinformation, kræver imidlertid mere end en snæver organisatorisk tilgang. Mini-steren er den 11. marts i en avis citeret for at sige ”Jeg er forsvarsminister, og har jeg brug for etmilitært råd, går jeg til militærfolk, og har jeg brug for et juridisk råd, går jeg til mine jurister, og harjeg brug for et kommunikationsråd, går jeg til mine pressefolk. Så enkelt er det.” Mere komplicereter en del af svaret måske ikke. PC’en, smartphones og e-mail er opfundet. Der savnes dog belægfor, at minister og departementschef også i praksis har fulgt denne enkle tilgang. Tag blot forløbe-ne om udsendelse af flyvevåbnets mobile radar til Afghanistan, om ansættelse af ny forsvarschef

og for så vidt også i den her aktuelle problemstilling om forsvarschefens placering mv.. En væsent-lig del af svaret på Forsvarsministerens aktuelle udfordringer er i hvert fald ubetinget, at Forsvars-ministerium og den militære side tillidsfuldt og under respekt for hinandens opgaver og roller talerordentligt sammen og om hinanden, for nu at sige det kort. Der er desværre ikke nok i den forelig-gende redegørelse, der trækker i den retning. Den primære ambition synes at være at svække ogundertrykke det militære ansvar og det militære synspunkt. Det forstår jeg ikke. Og det vil næppegive landet et bedre militært forsvar.Når jeg ser mig rundt i landet i dag, ser jeg i øvrigt ikke belæg for at hævde eller tro på at civil of-fentlig ledelse, herunder forandringsledelse, skulle være bedre for forsvaret end militær ledelse.Snarere tværtimod. Militær ledelse er i hvert fald billigere. Samtidig kan de militære om fornødentgå i krig. Det er vel det, forsvaret går ud på.Man må heller ikke forveksle demokratisk kontrol med forsvaret med civil ledelse af militære for-hold. Dansk forsvar er lykkeligvis under solid demokratisk kontrol. Forsvaret er ikke en stat i staten,og også militærfolk er solide demokratiske samfundsborgere.Der må en ny tilgang på bordet.Jørn OlesenJørn Olesenkontreadmiralpensioneret

ÅBENT BREV TIL FOLKETINGETS FORSVARSUDVALG

FORSVARSCHEFSSTILLINGEN AMPUTERES