Velkommen til 2011-udgaven af Forsvarets Efter etningstjenestes risikovurdering. Rap-rporten indeholder en aktuel efterretnings-mæssig vurdering af forhold i udlandet af be-tydning for Danmarks sikkerhed og henvender sig til en bred kreds af læsere. Forsvarets Efterretningstjeneste udarbejder normalt rapporter, som er klassificerede af hensyn til beskyttelsen af vores kilder og sam-arbejdspartnere. Denne risikovurdering er imidlertid skrevet med henblik på offentliggø-relse. Det betyder, at der i oplysningerne og vurderingerne er taget hensyn til dette. Det har selvfølgelig betydning for formuleringer-ne i rapporten, for omfanget af detaljer og for skarpheden af visse analyser. Risikovurderin-gen udtrykker alligevel en efterretningsmæssig vurdering af strategiske og regionale forhold af betydning for Danmarks sikkerhed. Det ligger i sagens natur, at fokus i en efter-

retningsmæssig risikovurdering er rettet mod truende eller potentielt negative udviklinger. Forsvarets Efterretningstjenestes opgave er at indsamle, bearbejde og formidle informationer om forhold i udlandet af betydning for Dan-marks sikkerhed, herunder for danske enheder mv. i udlandet. Det gælder informationer om militære, politiske og økonomiske forhold samt informationer om transnationale forhold, især international terrorisme og spredning af mas-seødelæggelsesvåben. Vi fokuserer primært på områder med udsendte danske enheder, på terrornetværk i udlandet, som truer Danmark og danske interesser, herunder vores udsend-te styrker, samt på konflikt- og kriseområder i verden. Oplysninger om Forsvarets Efterretningstje-neste kan i øvrigt findes på vores hjemmeside www.fe-ddis.dk.Redaktionen er afsluttet den 25. oktober 2011.

Situationen i Mellemøsten og Nordafrika er præget af stor usikkerhed og ustabilitet, og Det Arabiske Forårs konsekvenser rækker langt ud over de berørte lande. Udfaldet af uroen vil være forskelligt fra land til land, og det er langtfra sikkert, at opstandene vil føre til demokratiske styreformer i vestlig forstand. Frustration over langsommelige fremskridt og økonomiske problemer kan udløse nye folke-lige opstande. Religion har ikke været en pri-mær drivkraft i de folkelige opstande, men det er sandsynligt, at de islamistiske opposi-tionsgrupper, som oftest er bedst organise-ret, men også ganske forskellige, bliver styrket i flere lande. Generelt har terrorgrupper ikke haft andel i omvæltningerne, og de er udfor-dret af den demokratisk orienterede udvikling. Den øgede ustabilitet giver dog også militante sunniekstremister bedre mulighed for at udøve deres aktiviteter i nogle lande.Al-Qaidas evne til at udøve strategisk ledelse er blevet markant svækket på grund af Usama bin Ladins og andre fremtrædende medlem-mers død. Det vil dog på kort sigt have be-grænset operativ betydning, fordi terrortrus-len er blevet mere decentral. Flere af al-Qaidas tilknyttede terrorgrupper opererer selvstæn-digt fra deres fristeder i Pakistan, Yemen, Somalia og Mali. Terrortruslen fra militante sunniekstremister mod vestlige interesser vil derfor ikke ændre sig væsentligt på kort sigt. På mellemlangt sigt er det sandsynligt, at en fortsat svækket strategisk ledelse vil resultere i en yderligere decentralisering af terrortrus-len orienteret mod lokale mål, inklusive lokale vestlige interesser, samt mod lande i Vesten. Det er sandsynligt, at truslen mod vestlige in-teresser vil blive mindre i stater med effektive modforanstaltninger, herunder i Vesten, mens den vil stige i stater med et svækket sikker-hedsapparat.

I Libyen vil rivalisering mellem de nye magtha-vere efter Gadaffi-styrets fald dominere den politiske udvikling på kort sigt, og det er sand-synligt, at situationen vil være ustabil. Islami-stiske kræfter vil forsøge at udnytte det større politiske spillerum, og det er også sandsynligt, at militante sunniekstremistiske grupper vil ud-nytte ustabiliteten i landet. I Syrien er det sandsynligt, at urolighederne på kort til mellemlangt sigt fører til et brud på det regerende Baath-partis magtmonopol og der-med et markant ændret Syrien. Det er sand-synligt, at den islamistiske opposition vil blive styrket. Endelig vil den øgede ustabilitet i Sy-rien give større spillerum for militante sunni-ekstremister.Det Arabiske Forår påvirker også magtbalan-cen i regionen. Israel er bekymret for, at op-standene skal føre til en mere Israel-kritisk udenrigspolitisk linje blandt de arabiske lande og dermed skade landets regionale position. Det iranske styre er stabilt. Selv om der er en udpræget magtkamp i den iranske ledelse og betydelig utilfredshed i befolkningen, har de arabiske omvæltninger ikke forstærket magt-kampen. Opstanden i Syrien truer dog med at svække Irans indflydelse, mens nye muligheder for indflydelse byder sig i andre arabiske lande. Et atombevæbnet Iran vil fortsat ikke kun styr-ke Irans magt i regionen, men også Irans alli-erede. Det bekymrer ikke alene Vesten, men i regionen også Israel og de sunniarabiske lande med Saudi-Arabien i spidsen.Magtbalancen mellem Saudi-Arabien og Iran dominerer forholdene i Golfen. Dette afspej-ler sig også i opstanden i Bahrain, hvor magt-kampen mellem de to stater overskygger den lokale konflikt. Yemen er præget af stor usta- 7

bilitet, og uroen kan brede sig ud over landets grænser. Terrorgrup en Al-Qaida på Den Ara-pbiske Halvø er blevet styrket og har vilje og evne til at udføre terrorangreb både i og uden for Yemen. Pirateri udgør en stigende trussel mod den ci-vile skibstrafik, især omkring Afrikas Horn. Pi-rateriet vil fortsætte, så længe der ikke findes en statsmagt med en effektiv politimyndig-hed og kystvagt i Somalia. Der er ingen direkte forbindelse mellem piraterne og den militante sunniekstremistiske gruppe al-Shabaab, f.eks. i form af organisatorisk samarbejde eller over-dragelse af gidsler. Det er dog i nogen grad sandsynligt, at al-Shabaab tjener penge på pi-raternes aktiviteter.I Afghanistan har de styrkede internationale og afghanske sikkerhedsstyrkers militære pres i syd svækket oprørerne, men ikke deres vilje til at fortsætte kampen. Det er ikke sandsynligt, at oprørsstyrkerne vil være afgørende svækket i Afghanistans sydlige og østlige provinser in-den udgangen af 2014. Det er heller ikke sand-synligt, at det afghanske sikkerhedsapparat og de politiske institutioner bliver klar til at løfte det fulde ansvar for Afghanistan inden udgan-gen af 2014, men fortsat vil have brug for en vis international assistance.I Pakistan har drabet på Usama bin Ladin bi-draget til at forværre forholdet mellem USA og Pakistan og svækket den pakistanske hærs fol-kelige anseelse. Det vil gå ud over Pakistans oprørsbekæmpelse og indsats mod terror. Truslen fra stater, grupperinger og enkeltper-soner i cyberspace udgør generelt en sikker-hedsrisiko for samfundet og dansk forsvar, herunder udsendte enheder. Det er meget sandsynligt, at truslen i og fra cyberspace vil udvikle sig til en stadig større sikkerhedsrisiko.Truslen fra spredning af masseødelæggelses-

våben er voksende. Denne tendens vil fort-sætte, og på langt sigt er det sandsynligt, at flere stater vil kunne ramme NATO’s territorium med kernevåben.USA’s globale dominans bliver svækket på langt sigt, men USA vil stadig være den stærkeste magt. Bevægelser i de globale magtforhold be-tyder usikkerhed og øget risiko for konflikter. Den økonomiske vækst i Asien giver regionen større tyngde i verdensøkonomien. Det er ikke sandsynligt, at det vil komme til krig mellem landene, selv om der foregår en militær opbyg-ning i regionen. Kina står i 2012 over for en gennemgribende personudskiftning i den øverste politiske le-delse. Det er sandsynligt, at den nye ledelse vil fastholde den økonomiske politik. På langt sigt vil Kina være den dominerende magt i Øst-asien og verdens næststærkeste militære magt efter USA. Indien vil på langt sigt styrke sin udenrigspoli-tiske indflydelse på grund af sin voksende an-del af verdensøkonomien. Sammen med en voksende militær styrke vil det placere landet som en af verdens væsentligste stormagter på meget langt sigt.Rusland er på vej ud af den internationale øko-nomiske krise, og det er ikke sandsynligt, at der vil ske større ændringer i russisk politik ef-ter præsidentvalget i marts 2012. Rusland vil fortsætte sin pragmatiske udenrigspolitik over for USA og de europæiske lande. Klimaforandringerne i Arktis vil føre til voksende politisk opmærksomhed på retten til at udvinde naturressourcerne og på andre økonomiske in-teresser. Det er sandsynligt, at Arktis mere bli-ver præget af konkurrence og samarbejde end af konflikt og konfrontation, selv om udviklin-gen fører til øget militær tilstedeværelse.

Det Arabiske ForårSituationen i Mellemøsten og Nordafrika er præget af stor usikkerhed og ustabilitet, ogDet Arabiske Forårs konsekvenser rækker langt ud over de berørte lande. Udfaldet afuroen vil være forskelligt fra land til land, og det er langtfra sikkert, at opstandene vil føretil demokratiske styreformer i vestlig forstand. Frustration over langsommelige fremskridtog økonomiske problemer kan udløse nye folkelige opstande. Religion har ikke været enprimær drivkraft i de folkelige opstande, men det er sandsynligt, at de islamistiske opposi-tionsgrupper, som oftest er bedst organiseret, men også ganske forskellige, bliver styrket iflere lande. Generelt har terrorgrupper ikke haft andel i omvæltningerne, og de er udfordretaf den demokratisk orienterede udvikling. Den øgede ustabilitet giver dog også militantesunniekstremister bedre mulighed for at udøve deres aktiviteter i nogle lande.

En bølge af folkelige opstande og civile urolig-heder er skyllet hen over Mellemøsten og Nordafrika siden slutningen af 2010. Opstan-dene, som hurtigt fik betegnelsen Det Arabi-ske Forår, begyndte i Tunesien og spredte sig til store dele af den arabiske verden, hvor de siddende magthavere blev mødt med krav om reformer og i nogle tilfælde blev væltet. Fælles for befolkningerne i de enkelte lande er, at de kræver forbedringer af deres sociale og økonomiske kår, bekæmpelse af magtmisbrug samt politiske reformer. Den politiske situation i de arabiske lande har længe været ustabil med høj ungdomsarbejdsløshed og undertrykkende politiske systemer med en begrænset folkelig opbakning. Et underliggende konfliktpotentiale har således længe været til stede i regionen. Situationen i de arabiske lande er præget af stor usikkerhed og ustabilitet. Opstandene har konsekvenser, der rækker langt ud over de be-rørte lande. Det regionale og internationale engagement, især den internationale militære og humanitære indsats i Libyen, er et tydeligt udtryk for dette. Selv om de folkelige protester i forbindelse med Det Arabiske Forår har sat gang i politiske reformprocesser, er det langtfra sikkert, at de vil føre til demokratiske styreformer i vestlig forstand. Det er dog sandsynligt, at regionens magthavere vil være mere lydhøre over for fol-kelige krav om politiske rettigheder. Det gæl-der også lande, som i mindre grad har været berørt af Det Arabiske Forår.

I Libyen, hvor opstanden førte til en egent-lig militær konflikt, skal det nye styre formu-lere en national forsoningspolitik efter Muam-mar Gadaffis død. I Tunesien har de folkelige opstande resulteret i et nyt styre, og det er sandsynligt, at Tunesien vil slå ind på en reel demokratiseringskurs. I Ægypten er der indledt forberedelser til et parlamentsvalg. Frustratio-ner over langsommelige fremskridt og økono-miske problemer kan dog udløse nye folkelige protester i disse lande. I Syrien er situationen uafklaret, og der er in-gen udsigt til en snarlig løsning på konflikten. Det er sandsynligt, at opstanden vil føre til et markant ændret Syrien. Yemen vil uanset udfaldet af opstanden i lan-det være en kilde til uro, hvilket bl.a. bidrager til øget handlefrihed for terrorgruppen Al-Qai-da på Den Arabiske Halvø. De islamistiske oppositionsgrupper har gene-relt kun spillet en begrænset rolle i den ind-ledende fase af Det Arabiske Forår, ikke mindst sammenlignet med de verdslige, liberale grup-per. Det er sandsynligt, at de islamistiske grup-per har set en fordel i at spille en tilbage truk-ket rolle i opstandene. På mange punkter står de bedre rustet til at udnytte de åbninger, som opstandene har banet vejen for, fordi de er bedre organiseret. Det er usikkert, hvilken betydning det vil få i de enkelte lande, da de islamistiske grupper ofte er præget af intern uenighed og forskellige holdninger til, hvor stor en rolle religionen skal spille. Det gælder bl.a. 9

Det Muslimske Broderskab i Ægypten. Overord-net set er det sandsynligt, at de islamistiske oppositionsgrupper i flere lande kommer styr-ket ud af Det Arabiske Forår.De grundlæggende problemer i regionen kan ikke løses på kort til mellemlangt sigt, selv om opstandene har ført til ændringer i enkelte lan-des politiske ledelser. Det betyder, at årsager-ne til uro stadig er til stede, og at situationen hurtigt kan spidse til igen, som det fremgår af behandlingen af de enkelte lande i afsnittet ”Mellemøsten og Nordafrika”. Israel ser med bekymring på udviklingen i regi-onen. Tyrkiet er slået ind på en mere aktivistisk politik. Forholdet til Israel er markant forvær-ret, og usikkerheden forbundet med udfaldet af opstandene giver også anledning til bekym-ring i Israel. De militante sunniekstremistiske grupper har kun spillet en marginal rolle i opstandene i de arabiske lande. Opstandene betyder, at et mere åbent politisk system med mulighed for bred deltagelse er blevet et synligt og popu-lært alternativ til de militante sunniekstremi-sters ønske om at skabe en sand islamisk stat i form af et kalifat. Flere af de militante sunni-ekstremistiske grupper i Mellemøsten og Nord-afrika har taget bestik af folkestemningen og har støttet opstandene.

Hvad opstandene i Mellemøsten kommer til at betyde for støtten til militant sunniekstre-misme, er usikkert. Revolutionerne er langt fra ovre, og de nye politiske systemers evne til at skabe økonomisk fremgang og mulighed for reel politisk deltagelse er usikker. Det er sand-synligt, at de sunniekstremistiske grupper vil skærpe tonen, i takt med at den udbredte be-gejstring fortager sig. Der vil fortsat være poli-tisk marginalisering og økonomiske problemer at slås med. De militante sunniekstremister vil tilpasse sig og derved forsøge at opretholde deres tiltrækningskraft.Det er sandsynligt, at de militante sunnieks-tremister ser, at opstandene rummer mulighe-der. Landene i Mellemøsten og Nordafrika har ikke mindst siden 2001 været forenet i kampen mod al-Qaida og ligesindede grupper. De har set sunniekstremisterne som den væsentligste trussel mod deres sikkerhed og har indrettet sikkerhedsstyrkerne derefter. Centralmagten er mest svækket i Libyen og Yemen, men den er også markant svækket i Tunesien, Ægypten og Syrien. Det giver de militante sunniekstre-mister spillerum. Det er sandsynligt, at grup-perne vil forsøge at udnytte det til at styrke deres kapacitet, ikke mindst ved at sikre sig våbenlagre. Det er meget sandsynligt, at bl.a. Al-Qaida i Islamisk Maghreb har udnyttet kri-gen i Libyen til at forsyne sig med våben fra regeringshærens våbenlagre.

TerrorismeAl-Qaidas evne til at udøve strategisk ledelse er blevet markant svækket på grund af Usamabin Ladins og andre fremtrædende medlemmers død. Det vil dog på kort sigt have begræn-set operativ betydning, fordi terrortruslen er blevet mere decentral. Flere af al-Qaidas til-knyttede terrorgrupper opererer selvstændigt fra deres fristeder i Pakistan, Yemen, Somaliaog Mali. Terrortruslen fra militante sunniekstremister mod vestlige interesser vil derfor ikkeændre sig væsentligt på kort sigt. På mellemlangt sigt er det sandsynligt, at en fortsat svæk-ket strategisk ledelse vil resultere i en yderligere decentralisering af terrortruslen orienteretmod lokale mål, inklusive lokale vestlige interesser, samt mod lande i Vesten. Det er sand-synligt, at truslen mod vestlige interesser vil blive mindre i stater med effektive modforan-staltninger, herunder i Vesten, mens den vil stige i stater med et svækket sikkerhedsapparat.

Usama bin Ladins død i maj 2011 betyder, at den militante sunniekstremismes centrale le-derskikkelse og inspirator er væk. Usama bin Ladin er i vid udstrækning ensbetydende med al-Qaida, som især siden den 11. september 2001 har været en meget stor inspirationskilde i de sunniekstremistiske miljøer. Bin Ladin blev set som lederen af den hellige krig. Efterfølge-ren i al-Qaidas top, Ayman al-Zawahiri, har ikke den samme status. Han bliver mere set som en embedsmand. Al-Zawahiri kan udvikle sig som leder, men ledelsens tiltrækningskraft over for militante sunniekstremister er svækket.Det øgede pres på al-Qaida og flere toplede-res død svækker den øverste ledelses mulighe-der væsentligt på mindst to centrale punkter. For det første rammer det evnen til at udstikke overordnede strategiske retningslinjer til lige-sindede grupper og sympatisører verden over, bl.a. fordi den legitimitet, der har været knyt-tet til centrale personer, er vanskelig at over-føre til deres efterfølgere. For det andet med-fører de mange angreb, at al-Qaidas øverste ledelse er nødt til at tage yderligere sikker-hedshensyn, hvilket svækker dens muligheder for at involvere sig i operative forhold, herun-der godkende større angreb mod vestlige mål, koordinere samarbejde og give konkrete direk-tiver og anbefalinger. Flere af al-Qaidas ligesindede grupper er imid-lertid blevet styrket. De har opereret selvstæn-digt fra deres fristeder i Pakistan, Yemen, Soma-lia og Mali og er samlet set blevet stærkere i de seneste år. Deres operative kapacitet er vokset,

og de har en usvækket vilje til at angribe både vestlige og lokale mål. Det betyder, at truslen mod vestlige mål ikke kommer fra én gruppe, men fra en række forskellige grupper, forbundet i et netværk. Truslen er blevet mere decentral, og det er derfor sandsynligt, at bin Ladins død og presset på topledelsen kun vil have begræn-set operativ betydning på kort sigt. Der vil fort-sat blive planlagt og gennemført angreb både mod lokale mål, inklusive lokale vestlige interes-ser, samt mod lande i Vesten. Anwar al-Awlaki, en af lederne af terrorgrup-pen Al-Qaida på Den Arabiske Halvø, blev dræbt i september 2011. Tabet af ham er et hårdt slag for gruppen, men Al-Qaida på Den Arabi-ske Halvø vil fortsat fokusere på at angribe mål i Vesten. Awlakis død vil påvirke propaganda-tidsskriftet Inspires kvalitet og gruppens evne til at inspirere vestlige militante ekstremister. Internettidsskriftet Inspire er siden sommeren 2010 blevet udgivet af gruppen og henvender sig til et engelsktalende publikum. Formålet er bl.a. at motivere personer i Vesten til at ud-føre individuelle terrorhandlinger. Gruppen er desuden i de senere år blevet mere aktiv på islamistiske internethjemmesider, bl.a. ved at offentliggøre flere erklæringer. Militante sunniekstremister har ikke et stærkt fodfæste i Europa. Det skyldes især samar-bejdet mellem sikkerheds- og efterretnings-tjenesterne. Den væsentligste terrortrussel i Europa på kort og mellemlangt sigt vil komme fra militante sunniekstremister, der har gen-nemført træning i lejre uden for Europa. Det 11

per har været i stand til at tilpasse sig ændrede vilkår. På mellemlangt sigt er det sandsynligt, at en fortsat svækket strategisk ledelse vil gå ud over de militante sunniekstremisters evne til at tilpasse sig forandringer, skaffe penge og samarbejde på tværs. På mellemlangt sigt vil det indebære en yderligere decentralisering af terrortruslen på grund af den fortsatte kapa-citet hos en del af de regionalt forankrede, li-gesindede grupper. Det er sandsynligt, at ter-rortruslen fra militante sunniekstremister mod vestlige interesser vil blive mindre i stater med effektive modforanstaltninger, herunder i Ve-sten, mens den vil stige i stater med et svækket sikkerhedsapparat, herunder lande i Mellem-østen og Nordafrika, som har været igennem store politiske omvæltninger.

Ni danske statsborgere blev taget som gidsler af somaliske pirater i 2011, og to er stadig i deres varetægt. De to danskere er fra fragtski-bet Leopard og blev taget som gidsler i januar 2011 i Det Arabiske Hav. De syv danskere fra sejlskibet ING, som blev kapret i februar 2011 i samme område, blev købt fri i begyndelsen af september 2011. Pirateri udgør en stigende trussel mod den ci-vile skibstrafik, især omkring Afrikas Horn. De somaliske pirater står for omkring 90 % af alle kapringer på verdensplan. I 2010 kaprede so-maliske pirater i alt 49 skibe og tog omkring 1.000 besætningsmedlemmer som gidsler. Dette er en stigning i forhold til de foregåen-de år, og det er sandsynligt, at den udvikling vil fortsætte på kort sigt. I slutningen af sep-tember 2011 var i alt 10 skibe og næsten 250 besætningsmedlemmer i de somaliske piraters varetægt.De somaliske pirater går fortsat efter skibe i de anbefalede internationale skibsruter. I før-ste halvdel af 2011 fik piraterne udbetalt om-kring 80 mio. amerikanske dollars mod 85 mio. i hele 2010. Antallet af dage, hvor skibene er tilbageholdt, er også steget. Undtaget herfra er dog de større tankskibe, der normalt for-handles hurtigere fri mod en tilsvarende større løsesum. Brugen af større moderskibe har medført, at piraterne nu gennemfører angreb op til 2.000 km fra Somalias kyst. Samtidig har der været angreb ud for Omans kyst mod nord i Det Ara-biske Hav og sydover til Mozambique og Ma-dagaskar. Udviklingen i 2010 og 2011 viser, at piraterne foretrækker at anvende kaprede traditionelle fiskefartøjer og mindre fragtski-

be som moderskibe. Det skyldes, at et mindre fartøj, der bliver kapret, oftest ikke bliver re-gistreret internationalt som kapret og derfor ikke umiddelbart er i koalitionens søgelys. Regeringen i Somalia har ingen tilstedeværelse i de piratplagede områder, den har intet politi til at imødegå piraterne på land, og den har in-gen flåde eller kystvagt til at bekæmpe pirate-riet til havs. Hovedparten af det sydlige Somalia og dele af det centrale Somalia kontrolleres af den mili-tante sunniekstremistiske gruppe al-Shabaab og andre militante grupper. Al-Shabaab er of-ficielt imod pirateri, der af gruppen betragtes som værende i strid med islam. Der er dog in-gen tegn på, at al-Shabaab aktivt bekæmper pirateri. Det er i nogen grad sandsynligt, at gruppen tager sig betalt for, at piraterne bru-ger de områder, som gruppen kontrollerer, som udgangspunkt for pirateri og ankerplads til kaprede skibe. Der er dog ingen direkte for-bindelse, f.eks. i form af organisatorisk samar-bejde eller overdragelse af gidsler.Regionen Puntland i Somalias nordøstlige hjør-ne spiller en vigtig rolle for pirateriet, fordi mange angreb udgår derfra. Regionens insti-tutioner er svage og kan bestikkes ved hjælp af piraternes løsesummer.I de seneste år har Puntlands regering gjort små fremskridt i kampen mod pirateri. Initia-tiverne er i nogle tilfælde blevet fulgt op af enkelte arrestationer. Det viser en vis vilje til at bekæmpe pirateri fra regionalregeringens side, men indtil videre har det ikke haft nogen mærkbar virkning. Puntlands præsident har udtalt, at regionen kun bekæmper pirateri, når 13

det er i dens egen interesse, og ikke af hensyn til den internationale skibstrafik. Det er derfor ikke sandsynligt, at pirateriet ud for Puntlands kyst bliver bragt til ophør på kort sigt. Situationen i regionen Somaliland i det nord-vestlige hjørne af Somalia er stabil, og det har skabt mulighed for at opbygge en nogenlun-de velfungerende kystvagt og holde pirateriet nede. Medvirkende til Somalilands succes med at bekæmpe pirateri er, at dets kyst ligger ud til Adenbugten, hvor et stort antal internatio-nale flådefartøjer patruljerer som led i bekæm-pelsen af pirateriet. I den østlige del af regi-onen har Somalilands regionalregering været involveret i en langvarig grænsestrid med na-boen Puntland, som jævnligt fører til voldelige sammenstød. Flådefartøjer fra flere lande indgår sammen med NATO og EU i den koalition, der skal be-kæmpe pirateriet. Denne indsats er blevet

øget siden pirateriet ud for Afrikas Horn tog til i 2008. I 2010 og 2011 har NATO-styrkerne an-lagt en mere offensiv linje over for pirateripro-blemet, og flådestyrkerne er under FN-mandat gået helt tæt på kysten og har opbragt nogle af de mindre skibe, som har været indblandet i pirateri.Den internationale flådestyrkes primære opga-ve er at beskytte skibstrafikken i Adenbugten og de handelsskibe, der leverer forsyninger til flygtninge i Somalia. Styrkens tilstedeværelse kan begrænse piraternes operationer, men pi-raternes store operationsområde og flådeen-hedernes begrænsede antal gør det usandsyn-ligt, at truslen fra pirater helt kan fjernes på denne måde. Det er sandsynligt, at pirateriet på kort til mel-lemlangt sigt vil fortsætte, så længe der ikke findes en statsmagt med effektiv politimyndig-hed og kystvagt i Somalia.

En række lande er i stand til at udvikle masse-ødelæggelsesvåben, og i modstrid med interna-tionale aftaler har nogle allerede programmer til det formål. Flere af disse lande har også pro-grammer til udvikling af ballistiske missiler, som især er velegnede til at fremføre kerne åben. vDet er sandsynligt, at flere stater på langt sigt vil kunne ramme NATO’s territorium med kerne åben.vPå trods af international modstand fortsæt-ter Iran med at udbygge sine nukleare anlæg. Anlæggene er relevante for fremstilling af kernevåben og indgår i det nukleare brænd-selskredsløb. En række af disse anlæg giver økonomisk set ingen mening for Iran, hvis for-målet med programmet alene er civilt. Det-te afspejles i, at kun 6 af verdens 31 stater med kernekraftværker har samtlige de anlæg, som Iran har opbygget. For en mindre stat, der ikke ønsker kernevåben, er nogle af dis-se anlæg en stor og unødvendig omkostning. Derimod har Nordkorea, som har et kernevå-benprogram, men ikke kernekraft, investeret i disse anlæg. Som underskriver af aftalen om ikke-spred-ning af kernevåben har Iran ret til at opbygge et civilt nukleart program. Men Iran har gen-tagne gange hemmeligholdt aktiviteter, der er relevante for fremstilling af kernevåben. Det blev således i september 2009 afsløret, at Iran var ved at bygge et anlæg til berigning af uran, der kun vanskeligt passer ind i et civilt nukleart program. Dette anlæg er nu under overvåg-ning af Det Internationale Atomenergiagentur.Iran indledte i 2010 fremstilling af uran beri-get til knap 20 %. Irans begrundelse for denne fremstilling er produktion af isotoper til medi-cinske formål, men samtidig vil det højere be-

rigede uran sætte Iran i stand til hurtigere at fremstille kernevåben, hvis det ønsker det.Syrien er også under mistanke for at have pla-ner om kernevåben. Et formodet reaktorbyg-geri blev bombet i september 2007, og det er sandsynligt, at det satte det eventuelle syri-ske kernevåbenprogram væsentligt tilbage. Sy-rien har ikke samarbejdet med Det Internatio-nale Atomenergiagentur om denne sag, men har efter pres tilbudt at indlede et samarbejde. Der er dog endnu ikke sket noget konkret.Nordkorea har foretaget kernesprængninger i oktober 2006 og maj 2009. Det har vakt inter-national fordømmelse. Det samme har landets ambitiøse program til udvikling af ballistiske missiler. Nordkorea samarbejder ikke længere med Det Internationale Atomenergiagentur. Nordkoreas kernevåbenprogram er baseret på plutonium, men landet har ifølge åbne kilder bygget et anlæg til berigning af uran. Uran-baserede kernevåben kan ellers i højere grad end plutoniumbaserede kernevåben fremstil-les skjult.Pakistan foretog sin første afprøvning af uran-baserede kernesprængladninger i 1998. Men ud over det uranbaserede program er det me-get sandsynligt, at Pakistan i de senere år også har kunnet fremstille plutonium. Landet har dermed også mulighed for at fremstille pluto-niumbaserede kernevåben, som er lettere at fremføre med ballistiske missiler.Selv om det især er evnen til at fremstille ker-nevåben, der giver anledning til international bekymring, er der også opmærksomhed på kemiske våbenprogrammer og i stigende grad på biologiske våbenprogrammer. Det er van-skeligt at påvise planer om udvikling af bio- 15

Informations- og kommunikationsteknologi, og ikke mindst brugen af internettet, er en in-tegreret del af samfundet og er afgørende for samfundets og forsvarets virke. Også interna-tionalt er brugen af cyberspace af væsentlig betydning, og der skelnes ikke mellem natio-nale grænser eller mellem det civile og det mi-litære område.Truslerne i cyberspace spænder fra private amatørers hackeraktivitet til spionage og egentlig krigsførelse. Cyberspace kan bl.a. bru-ges til at indhente strategiske nøgleinformati-oner, til at ødelægge it-infrastrukturen eller til at tage kontrol med kritisk infrastruktur. Cyberområdet er kendetegnet ved, at det ofte er vanskeligt at bestemme, hvor et angreb kommer fra. Ofte kan det også være vanskeligt at fastslå formålet, f.eks. om angrebet er for-bundet med kriminalitet, terror, cyberaktivis-me eller spionage. Især i den indledende fase kan det være svært at fastslå, om der er tale om begrænsede aktiviteter, eller om det er et egentligt målrettet angreb. Der findes kun i begrænset omfang internatio-nale konventioner på området, og de nationale juridiske rammer er endnu ikke fuldt udviklet. Aktørerne i cyberspace kan spænde fra indi-viduelle hackere til mindre grupperinger og egentlige statslige aktører. Hackere kan også være organiseret i undergrundsgrupper el-ler lignende med et fælles, ofte politisk, mål. Hackerne kan besidde en bred vifte af færdig-heder fra et meget lavt niveau til et niveau, der kræver stor systemteknisk indsigt. Økonomisk vinding kan være en betydelig motivationsfaktor. Udnyttelsen sker bl.a. ved misbrug af stjålne kreditkortoplysninger, ud-

sendelse af spam, svindel eller afpresning, f.eks. trusler om at slette data.Cyberspace bliver også udnyttet til spionage, hvor der bl.a. gennemføres målrettede angreb mod personer i højere stillinger, som besidder sensitiv information. Sådanne aktiviteter kan også være rettet mod virksomheder, f.eks. for at indhente informationer om patenter, bud-getter og fremtidsplaner.Følelser som nationalisme, religiøs eller politisk tilknytning kan ofte spille ind og få enkeltper-soner eller grupper til at rette angreb mod det, som de opfatter som fjendtligt. Det kan være en stat, et politisk parti eller en avis, som har ytret sin mening. Også ønsket om blot at vise sine færdigheder i hacking motiverer aktivite-ter i cyberspace.Det er sandsynligt, at de alvorligste trusler i cyberspace kommer fra stormagter og øvri-ge stater, som ønsker at udnytte cyberspace, og som er i stand til at indsætte væsentlige ressourcer, herunder gennemføre større og avancerede angreb. For nogle landes vedkom-mende er der tegn på, at deres statslige cyber-kapaciteter suppleres med diverse ikke-stats-lige grupperinger. Over for sådanne angreb er selv meget udviklede stater og organisationers systemer sårbare. Flere steder i verden opbygges der kapaciteter, der kan anvendes til at gennemføre angreb i cyberspace i alle størrelsesordener, også mod lukkede netværk. Der er kun få eksempler på større angreb fra stater i cyberspace, hvori-mod spionage, f.eks. med henblik på at stjæ-le informationer eller teknisk knowhow, er set flere gange, primært gennemført fra ikke-vest-lige stater. Da det ofte er vanskeligt at afgøre, hvorfra et angreb kommer, kan det være at- 17

traktivt for en stat at gennemføre operationer i cyberspace. Svagheder eller mangler i sikkerhedsmiljøet omkring informationer og systemer i cyber-space kan groft opdeles i erkendte og ikke er-kendte sårbarheder. Mange angreb udnytter de erkendte sårbarheder. De optræder i stort antal og omtales ofte i medierne. De imødegås som regel ved at holde egne systemer og eget personale sikkerhedsmæssigt opdaterede. An-greb, der udnytter de ikke erkendte sårbarhe-der, er langt mere udfordrende og vanskelige at håndtere. Over for sådanne angreb kan selv virksomheder med solide sikkerhedsforan-staltninger være sårbare.For at dæmme op for de mangeartede trusler i cyberspace må hver enkelt stat sikre sin kri-

tiske infrastruktur bedst muligt, bl.a. gennem forbyggende foranstaltninger, overvågning af systemer og netværk samt muligheden for at foretage afbødende foranstaltninger. Trusler-ne er globale, og det kræver derfor både natio-nalt og internationalt samarbejde, især mellem staternes efterretnings- og sikkerhedstjene-ster, hvis de skal imødegås. Fremtiden vil byde på flere og flere systemer og netværk, som vil blive integreret og være af vital betydning for samfundets og forsvarets virke. Det er sandsynligt, at der vil være en sti-gende udnyttelse af sårbarheder i tilknytning hertil. Sammenfattende er det meget sandsynligt, at truslen i og fra cyberspace vil udvikle sig og ud-gøre en stadig større sikkerhedsrisiko.

De internationale og nationale afghanske sik-kerhedsstyrker har i 2011 opretholdt presset på oprørerne i Afghanistan, specielt i Sydaf-ghanistan. Den første del af overgangsproces-sen blev indledt i sommeren 2011, og de indle-dende resultater har været positive, men den sikkerhedsmæssige og politiske situation er stadig meget skrøbelig.Udviklingen i Pakistan har i 2011 været præget af kampe i grænseområderne til Afghanistan, en svag politisk ledelse og Usama bin Ladins død i maj 2011. Ikke mindst drabet på Usama bin Ladin har haft store konsekvenser i paki-stansk politik og for den pakistanske hær, der i befolkningens øjne har mistet prestige og tro-værdighed. Oprørskampen i Afghanistan bliver bl.a. næret

af oprørernes fortsatte adgang til fristeder i det vestlige Pakistan. Pakistan har fortsat kun begrænset vilje og ressourcer til at bekæmpe de afghanske oprørsgrupper.Det er sandsynligt, at lande i regionen, f.eks. Pakistan, Iran, Indien, Kina og Rusland, vil øge deres engagement i Afghanistan i takt med overgangen fra internationalt til afghansk an-svar for sikkerheden i landet. USA’s fortsatte militære tilstedeværelse efter 2014 vil lægge en dæmper på nabolandenes vilje til militært at støtte fraktioner i Afghanistan. USA og præ-sident Hamid Karzai vil søge at engagere na-bolandene i en international løsning på konflik-ten i Afghanistan, da det ikke er sandsynligt, at direkte forhandlinger med oprørsgrupperne vil føre til forsoning.

AfghanistanI Afghanistan har de styrkede internationale og afghanske sikkerhedsstyrkers militære pres i syd svækket oprørerne, men ikke deres vilje til at fortsætte kampen. Det er ikke sandsynligt, at op-rørsstyrkerne vil være afgørende svækket i Afghanistans sydlige og østlige provinser inden ud-gangen af 2014. Det er heller ikke sandsynligt, at det afghanske sikkerhedsapparat og de politi-ske institutioner bliver klar til at løfte det fulde ansvar for Afghanistan inden udgangen af 2014, men fortsat vil have brug for en vis international assistance.De vestlige lande vil frem mod 2014 trække ho-vedparten af deres tropper tilbage. Derfor har præsident Hamid Karzai et øget behov for at sikre sin magtbase uden om regeringens for-melle institutioner. Dette skal også ses i til-knytning til, at hans sidste præsidentperiode udløber i 2014. Derfor er det sandsynligt, at han vil knytte alliancer med lokale magthavere rundt om i landet, så han ad den vej kan sikre sin position efter 2014.

Drabene på præsident Karzais halvbror, Ahmad Wali Karzai, og den tidligere guvernør for Uruzgan-provinsen, Jan Mohammad Khan, har på kort sigt svækket hans indflydelse i det sydlige Afghanistan. Det er sandsynligt, at uformelle lokale magt-havere frem mod 2014 vil få stigende indfly-delse i Afghanistan på bekostning af den af-ghanske stats legitimitet.

De formelle institutioner er fortsat svage og har ikke formået at opnå legitimitet og gen-nemslagskraft i den afghanske befolkning. Den afghanske stats institutioner står derfor over for mange problemer. Det er ikke sand-synligt, at den afghanske stat i alle dele af lan-det vil være i stand til at løse basale offentlige opgaver på provins- og distriktsniveau inden udgangen af 2014.Et centralt element i præsident Karzais politik var frem til drabet på Burhanuddin Rabbani i september 2011 forsoning med Taliban. Denne politik har med drabet lidt et tilbageslag. Det Høje Fredsråd, som Rabbani var formand for, har ansvaret for forsoning med Taliban. Drabet på Rabbani er et signal om Talibans manglende vilje til at drøfte forsoning med den afghanske regering. Det er sandsynligt, at Talibans leder, Mullah Omar, er af den opfattelse, at Taliban får mere ud af fortsatte kamphandlinger end af en indsats ved forhandlingsbordet. Drabet på Rabbani har også svækket præsi-dent Karzai. Den politiske opposition har fået større tilskyndelse til at arbejde sammen, og den afghanske regering har endnu engang de-monstreret, at den ikke er i stand til at be-skytte sine egne ledere. Det er sandsynligt, at præsident Karzai vil søge regionale løsninger på konflikten i Afghanistan, efter at hans for-soningspolitik har lidt skibbrud. Den internationale sikkerhedsstyrke, ISAF, har i 2011 fastholdt det militære pres på oprørerne, som i foråret og sommeren 2010 blev indledt med store operationer i provinserne Helmand og Kandahar. Disse operationer er blevet fulgt op af en betydelig civil indsats for at styrke den afghanske regerings administration på lo-kalt niveau og for at forbedre lokalbefolknin-gens levevilkår. I de sydlige provinser Helmand og Kandahar har den internationale og afghanske indsats begrænset oprørsgruppernes bevægelsesfri-hed og deres lokale indflydelse. Årsagen er pri-mært, at oprørerne har mistet vigtige støtte-punkter, og at et stort antal oprørsledere er blevet dræbt eller taget til fange. Oprørerne har reageret på presset ved at holde igen med angreb på de internationale styrker. I stedet koncentrerer de sig om angreb på afghanske 20

sikkerhedsstyrker og regeringsrepræsen anter tog forstærker deres intimidering af den af-ghanske befolkning. Det internationale og af-ghanske militære pres har generelt ikke svæk-ket oprørernes vilje til at fortsætte kampen. Det er ikke sandsynligt, at oprørsstyrkerne i det sydlige Afghanistan vil være afgørende svækket inden udgangen af 2014. De internationale og afghanske sikkerheds-styrker har med deres fokus i syd ikke været i stand til at presse oprørsstyrkerne i det østli-ge Afghanistan. Derfor er oprørsstyrkerne her i besiddelse af mange tilholdssteder. Oprørs-styrkernes stærke position i det østlige Afgha-nistan er en trussel mod Kabul, idet forsynings-vejene til byen går gennem disse områder. I selve Kabul-området er oprørsstyrkernes ind-flydelse dog blevet mindre. Antallet af angreb er lavt, om end oprørsstyrkerne er i stand til at gennemføre opsigtsvækkende angreb i hoved-staden. Det er ikke sandsynligt, at de inter-nationale og afghanske sikkerhedsstyrker kan svække oprørsstyrkerne mærkbart i det østlige Afghanistan inden udgangen af 2014. Sikkerhedssituationen i det nordlige og vest-lige Afghanistan er rolig sammenlignet med si-tuationen i syd og øst. Det er sandsynligt, at dette fortsat vil være tilfældet ved udgangen af 2014. Både før og efter 2014 vil Taliban og Haqqani-netværket, der er tæt knyttet til Taliban, være i stand til at gennemføre oprørs- og terroran-greb i Afghanistan. Samarbejde mellem de for-skellige oprørs- og terrorgrupper styrker deres evne til at udføre store og komplekse angreb i hele Afghanistan. Det er meget sandsynligt, at oprørs- og terrorgrupperne vil fortsætte med også at vælge vestlige civile mål for bortførelser og terrorangreb, bl.a. med selvmordsbomber. I 2011 er antallet af angreb med vejsidebom-ber steget i Afghanistan, men sammenlignet med 2010 er stigningstakten aftagende. Det er sandsynligt, at vejsidebomber på kort sigt vil udgøre den største trussel mod ISAF og de afghanske sikkerhedsstyrker.Siden 2009 har den afghanske hær deltaget i alle større militære operationer. Til trods for den positive udvikling evner størstedelen af

de afghanske hærenheder ikke at gennemføre komplekse og længerevarende operationer på egen hånd. Selv om den planlagte trænings-indsats forudses at styrke den afghanske hær væsentligt, er det sandsynligt, at den afghan-ske hær også efter 2014 vil have behov for in-ternational assistance i form af instruktører, kampstøtteenheder og specialstyrker til at be-kæmpe oprørsstyrkerne. Det understreger be-hovet for en øget træningsindsats.Det afghanske politi er i langt højere grad end den afghanske hær præget af omfattende in-effektivitet og korruption. Derfor nyder det kun begrænset tillid i den afghanske befolk-ning. Der er iværksat flere initiativer for at styrke politiet, herunder generelle lønforhø-jelser og bedre uddannelse. Opretholdelsen af moralen i det afghanske politi er en stor opga-ve sammenlignet med den afghanske hær. Det afghanske politi har haft større tab end hæ-ren i forbindelse med oprørskampen, fordi det ofte er placeret på de mest udsatte steder og mangler træning og udstyr. Selv om den plan-lagte træningsindsats forudses at styrke det afghanske politi væsentligt, er det sandsynligt, at det afghanske politi også efter 2014 vil have behov for en vis international assistance for at kunne løse sine opgaver. Også her understre-ger det behovet for en øget træningsindsats.

ren for Helmand-provinsen, Mohammad Gulab Mangal, har med international hjælp bidraget til en positiv udvikling i provinsen. Hans admi-nistration har gjort en indsats for at bekæmpe narkotika og korruption og udbrede god admi-nistration i provinsen. I de danske styrkers operationsområde, Nahr-e Saraj, har lokalt forankrede magthavere be-tydelig indflydelse. Deres kamp om magt og penge, f.eks. i form af landbrugsjord, vand og narkotikahandel, går ud over den lokale be-folkning. Hyppige udskiftninger, dårlig uddan-nelse, få medarbejdere og korruption gør det vanskeligt for den afghanske distriktsadmini-stration at få overtaget i forhold til lokale ufor-melle magthavere og Taliban.I Nahr-e Saraj bliver volden mod de internati-onale styrker og de afghanske myndigheder primært begået af Taliban. Den øvrige vold i distriktet er for det meste udøvet af lokale mi-litser og kriminelle netværk. En væsentlig del af volden har bund i opiumøkonomien, familie- og stammestridigheder samt en magtdeling, der socialt, politisk og økonomisk favoriserer egne grupper.

Forholdet mellem Afghanistan ogPakistanPakistans forhold til Afghanistan vil fortsat være præget af, at det støtter de to vigtigste militante sunniekstremistiske oprørsgrupper i Afghanistan: Taliban og Haqqani-netværket. Disse oprørsgrupper har fristeder i Pakistan. Det er sandsynligt, at Pakistan vurderer, at Haqqani-netværket er Pakistans bedste mulig-hed for at øve indflydelse i Afghanistan, når de vestlige styrker er ude af landet. Den af-ghanske præsident, Hamid Karzai, har erkendt, at Pakistan skal indgå som en vigtig medspil-ler, hvis Afghanistan skal opnå en fredsaftale med Taliban. Pakistans fortsatte støtte til Tali-ban og Haqqani-netværket, udspringer også af frygten for Indien.Indien har historisk haft stor indflydelse i Af-ghanistan. Under den afghanske borgerkrig i slutningen af 1990’erne mellem den paki-stansk-støttede talibanregering og Nordalli-ancen støttede Indien sidstnævnte, og Indien bidrager meget til Afghanistans genopbyg- 21

Helmand-provinsenHelmand-provinsen er et tyngdepunkt for de internationale og nationale afghanske sikker-hedsstyrkers oprørsbekæmpelse. I det centrale Helmand har Taliban mistet noget af sin indfly-delse i de tættest befolkede områder. Mange ledere i Taliban er blevet taget til fange eller dræbt, og i det sydlige og centrale Helmand har sikkerhedsstyrkernes operationer afskåret Talibans vigtigste forsyningsveje. Trods fremskridt i oprørsbekæmpelsen er Tali-ban dog ikke afgørende slået. Taliban har sta-digvæk flere tilholdssteder i det centrale Hel-mand, og i bjergene i det nordlige Helmand har oprørsgruppen et solidt greb om lokalbefolk-ningen. Det er ikke sandsynligt, at Taliban vil være afgørende svækket i Helmand inden ud-gangen af 2014.Den civile genopbygningsindsats er et væsent-ligt element i oprørsbekæmpelsen. Guvernø-

PakistanI Pakistan har drabet på Usama bin Ladin bidraget til at forværre forholdet mellem USA og Paki-stan og svækket den pakistanske hærs folkelige anseelse. Det vil gå ud over Pakistans oprørsbe-kæmpelse og indsats mod terror. Amerikanske specialstyrkers drab på Usama bin Ladin i maj 2011 har forstærket to vigtige tendenser i Pakistan: Øget mistillid til USA på alle niveauer i samfundet og faldende folkelig anseelse for hæren. Selv om der er begrænset folkelig støtte til al-Qaida, har USA’s uhindrede militære adgang til Pakistan medført et bety-deligt prestigetab for det pakistanske militær. Konsekvenserne af disse tendenser er, at hæ-ren på kort sigt vil være meget følsom over for befolkningens reaktioner på militære operatio-ner og samarbejde med USA. Den pakistanske befolkning har generelt op-fattet militæret som den eneste institution, der kan holde sammen på Pakistan. Militæret har direkte eller indirekte altid haft afgøren-de indflydelse på Pakistans sikkerhedspolitiske udvikling. Da Pakistan altid har haft relativt svage civile institutioner, har der i befolknin-gen været en forståelse for, at hæren overtog kontrollen med landet i krisesituationer. Den nuværende militære ledelse støtter dog den ci-vile regering i dens bestræbelser på at skabe orden i landet. Det er militærets tabte anseelse, som de mi-litære chefer og den pakistanske hærchef vil satse på at genopbygge, samtidig med at de skal styrke sammenholdet i militæret. I den-ne proces er det sandsynligt, at regeringen vil mindske hærens tilstedeværelse i det nord- 22 vestlige Pakistan og sikre bred politisk opbak-ning til nye operationer. Hæren vil også være yderst forsigtig med at blive brugt mod folke-lige protester og optøjer. Hæren er dog stadig mere populær end de civile politikere, og der er ingen umiddelbar ændring i den indenrigs-politiske magtbalance. Der er ikke tegn på, at hærens svækkede anseelse har konsekvenser for sikkerheden omkring Pakistans atomvåben.Det er på kort sigt ikke sandsynligt, at større folkelige protester vil få samme store konse-kvenser for den politiske ledelse, som det er set i Mellemøsten siden begyndelsen af 2011.Pakistan er præget af kampen mellem mode-rate muslimer, der betragter islam som noget privat, og militante sunniekstremister, der øn-sker, at islam skal være fundamentet for lov-givningen, samfundsinstitutionerne og rege-ringsapparatet. Den politiske ledelses tætte samarbejde med USA har givet Pakistans mi-litante sunniekstremister mere vind i sejlene, og de dominerer den politisk-religiøse debat. I 2011 er både en provinsguvernør og en mini-ster fra centralregeringen blevet dræbt, fordi de talte for at lempe eller helt afskaffe landets blasfemilov, der kan bruges til at straffe perso-ner, der krænker profeten Muhammed. Selv om alvoren i Pakistans sikkerhedssituati-on er tydelig, har regeringen ikke styrke nok

til at fremlægge en effektiv plan for at imø-degå ekstremisme. En sådan plan ville kræve alle væsentlige partiers deltagelse, men ingen vover at gå med. Pakistans aktuelle problemer med voldelig eks-tremisme, økonomisk stagnation og debatten om islams status i samfundet skaber vanske-lige arbejdsvilkår for den civile regering. Endvi-dere har den været belastet af sager om kor-ruption og magtmisbrug. Det har påvirket dens handlekraft på kritiske tidspunkter, men det er sandsynligt, at militæret vil støtte regeringen, så den kan sidde valgperioden ud.I 2013 skal der være valg til Nationalforsam-lingen i Pakistan. Det nuværende ledende re-geringsparti, Pakistan People’s Party, står til at beholde regeringsmagten, men hvis det le-dende oppositionsparti, Pakistan Muslim Lea-gue-Nawaz, vinder, kan det resultere i et opgør med militærets monopol på at kontrollere Pa-kistans sikkerhedspolitik. Den største trussel mod Pakistans muligheder for at fungere som stat er på mellemlangt sigt den vold, som militante sunniekstremister ud-øver. Pakistans benyttelse af militante sunni-ekstremister til at få indflydelse i Afghanistan og Indien har gjort landet til et nøgleområde for en række militante sunniekstremistiske grupper og netværk, inklusive al-Qaidas øver-ste ledelse. Den pakistanske efterretningstjeneste har i år-tier formået at bevare de militante sunnieks-tremisters fokus på aktiviteter, der har tjent pakistanske interesser. Men efter Pakistans er-klærede deltagelse i krigen mod terror har de dog i stigende grad rettet kampen indad mod det pakistanske samfund. Specielt de ameri-kanske angreb med førerløse fly i det nord-vestlige Pakistan har bidraget til at øge vreden blandt islamisterne. Kampen mod den paki-stanske stat vil fortsætte, så længe landets le-delse viser samarbejdsvilje med USA. Det bety-der flere terrorbomber, likvideringer og angreb på civile og militære mål.Som allieret i krigen mod terror har Pakistan gradvis øget den militære tilstedeværelse langs grænsen til Afghanistan. Den pakistanske op-rørsbekæmpelse har indledningsvis været ret-

tet mod udenlandske militante med tilknytning til al-Qaida, men siden 2007 har det primære mål været at bekæmpe den militante sunni-ekstremistiske gruppe Pakistansk Taliban. Det skyldes, at Pakistansk Talibans strategiske mål har ændret sig fra en kamp om kontrol med specifikke dele af det nordvestlige Pakistan til en kamp for radikal islamisering af hele Paki-stan. Det er sandsynligt, at Pakistansk Taliban samarbejder med al-Qaida. Pakistan betragter stadig Indien som sin stør-ste eksterne trussel. Hvad Pakistans indre sik-kerhed og stabilitet angår, er Pakistansk Tali-ban nu hovedfjenden. Mens det pakistanske militær betragter Indien som en eksistentiel trussel, opfatter det Pakistansk Taliban som en mere kortvarig trussel, der er opstået som en udløber af krigen mod terror. Pakistansk Taliban har været under øget militært pres de seneste to år, men har formået at fortsætte sine angreb mod den pakistanske regering og den pakistanske hær. F.eks. rettede Pakistansk Taliban fra skjulesteder i Afghanistan i somme-ren 2011 flere angreb over grænsen mod mili-tære og civile mål inde i Pakistan.Den pakistanske hær har gjort store fremskridt med hensyn til at bekæmpe oprør. Både hæ-ren og flyvevåbnet har i stort omfang skul-let omstille sig fra evnen til at føre en kon-ventionel krig mod Indien i øst til at bekæmpe landsmænd i vest. Grænseområdernes meget komplekse geografiske og befolkningsmæssige karakter, hvor det kan være svært at skelne ven fra fjende, har kompliceret opgaven yderligere. Militæret er dog i første halvår af 2011 fortsat med at forfølge militante i grænseområderne, som regel ved at inddrage lokale stammer som militser til støtte for hærens operationer.Pakistans forværrede forhold til USA efter Usama bin Ladins død betyder, at Pakistan i endnu mindre grad end tidligere vil være tilbø-jelig til at sætte sine soldaters liv på spil i kampe mod grupper, som ikke direkte truer Pakistans sikkerhed. Det betyder, at hæren vil forsøge at være mindre aktiv i grænseområderne og i hø-jere grad vil forsøge at forhandle sig til våben-hvile og fredsaftaler. I de tilfælde hvor det ikke er muligt, vil den øge indsatsen for at få lokale militser til at tage sig af sikkerheden.

LibyenI Libyen vil rivalisering mellem de nye magthavere efter Gadaffi-styrets fald dominere den politi-ske udvikling på kort sigt, og det er sandsynligt, at situationen vil være ustabil. Islamistiske kræf-ter vil forsøge at udnytte det større politiske spillerum, og det er også sandsynligt, at militante sunniekstremistiske grupper vil udnytte ustabiliteten i landet. I Libyen førte opstanden til en egentlig militær konflikt mellem oprørere og landets leder, Mu-ammar Gadaffi. Opstanden blev inspireret af udviklingen i nabolandene Tunesien og Ægyp-ten. Gadaffis militære offensiv for at genvin-de kontrollen fik FN’s sikkerhedsråd til i marts 2011 at vedtage en resolution, der åbnede for en international luftmilitær indsats i Libyen. Målet med indsatsen var at standse vold og overgreb mod civile og at sikre, at befolknin-gen fik adgang til humanitær bistand. Den 23. oktober erklærede Det Midlertidige Nationale Råd Libyen befriet. Selv om de nye magthavere i Rådet har gjort vigtige fremskridt i deres bestræbelser på at hævde dets autori-tet som Libyens legitime myndighed, står det over for store sikkerhedsmæssige, politiske og økonomiske problemer. Den største udfordring er at indføre et civilt styret sikkerhedsapparat og at afvæbne de militser, der er uden for Rå-dets kontrol. Hertil kommer, at Det Midlertidige Nationale Råd er en forholdsvis løs sammenslutning, der under konflikten først og fremmest var samlet om at afsætte Gadaffi. Rådet er præget af in-terne uoverensstemmelser. Flere og flere mar-kerer sig selvstændigt, da grupperne er ganske forskellige. Det er sandsynligt, at islamisters beskyldninger om, at Rådets repræsentanter er belastet af deres tidligere forbindelser til Gadaffi, i stigende grad vil blive udnyttet til at svække Rådet. Konflikten i Libyen har ikke medført omfat-tende stammemotiveret vold. Under opstan-den har mange af stammerne været splittet, og flere stammer valgte ikke endegyldigt side. I fraværet af politiske partier og interesseor-ganisationer er det sandsynligt, at stammerne vil få øget politisk betydning. Det er sandsyn-ligt, at de største stammer, især i det vestlige Libyen, vil få en ledende position i overgangs-processen, mens stammerne fra det østlige Li-byen vil udnytte muligheden for at få større politisk indflydelse. Det er sandsynligt, at Ga-daffis egen Gadhafa-stamme vil blive margina-liseret sammen med et antal mindre stammer, som Gadaffi har tildelt magt og indflydelse.Gadaffis militær tog i meget høj grad sigte på intern sikkerhed, primært for at beskytte hans egen stamme og inderkreds. Libyen står over for en vigtig og langvarig militær omstillings-proces. Det bliver en krævende opgave for det nye styre at få militæret og andre væbnede styrker under kontrol. Det er sandsynligt, at spændingerne mellem rivaliserende grupper bliver større i løbet af overgangsperioden, og at situationen i Libyen forbliver ustabil på kort sigt.Det er sandsynligt, at terrorgruppen Al-Qaida i Islamisk Maghreb udnytter det spillerum, som krigen i Libyen har ført med sig. Med Gadaffi-regimets sammenbrud kan gruppen både for-stærke sin position internt i Libyen og forbedre sin kapacitet i regionen, herunder i Niger, Mali,

TunesienDen massive folkelige opstand, der begyndte i december 2010, førte til, at præsident Ben Ali flygtede ud af landet i januar 2011. Det er kendetegnende for den tunesiske protestbe-vægelse, at den fra begyndelsen har været velorganiseret. Repræsentanter for demon-stranterne har derfor kunnet fortsætte med at lægge pres på de politiske magthavere for at sikre politiske reformer. Det første formelle trin i reformprocessen blev taget den 23. oktober 2011, hvor der med en stemmedeltagelse på over 90 % blev afholdt valg til en grundlovgivende forsamling. Valgets store vinder blev den moderate islamistiske al-Nahda-bevægelse, som ikke spillede nogen særlig rolle under den folkelige opstand. Par-tiet skal nu i koalition med andre verdslige par-tier lede forhandlingerne om en ny forfatning og bane vejen for afholdelsen af nye præsi-dent- og parlamentsvalg.Det er sandsynligt, at Tunesien vil slå ind på en reel demokratiseringskurs. En af de store ud-fordringer bliver at finde et kompromis mellem de tunesere, der går ind for en stat baseret på et religiøst grundlag, og de tunesere, der ønsker en verdslig stat. En mindst lige så stor opgave er dog at følge de politiske ændringer op med sociale og økonomiske reformer. Hvis ikke befolkningen oplever mærkbare økono-miske og sociale forbedringer, kan der hurtigt opstå ny uro. Militante sunniekstremister er til stede i Tune-sien og har en vis kapacitet til at udføre an-greb. Det er sandsynligt, at Al-Qaida i Islamisk Maghreb fortsat planlægger terrorhandlinger mod vestlige mål i landet.

over en periode, der strækker sig fra novem-ber 2011 til marts 2012. Det er sandsynligt, at militærrådet ønsker at styre reformprocessen i Ægypten og sikre, at militærets domineren-de position ikke bliver truet. På trods af for-skellige fraktioner og interne uenigheder ud-gør Det Muslimske Broderskab den stærkeste og bedst organiserede bevægelse. Det presser derfor på for at få afholdt valg hurtigst muligt for at udnytte sit forspring. De liberale kræfter ønsker derimod at udsætte valget, indtil en ny forfatning er vedtaget.Der har været voksende folkelige krav til magt-haverne i Ægypten om at genoverveje fredsaf-talen med Israel. Presset fra befolkningen er især taget til, efter at ægyptiske sikkerhedsfolk blev dræbt ved et israelsk angreb ved grænsen til Gaza i august 2011. Folkelige demonstratio-ner eskalerede til et angreb mod den israelske ambassade i Kairo i september 2011. I lyset af Israels overlegne militære styrke og Ægyptens behov for amerikansk bistand er det sandsyn-ligt, at Ægyptens ledelse vil fastholde hovedlin-jerne i den hidtil førte udenrigspolitik. Dog kan et folkeligt pres tvinge Ægypten til periodevis at skærpe kursen over for Israel.Det er sandsynligt, at militante sunniekstre-mister i Ægypten udgør mindre, lokale grupper med begrænset kontakt til militante sunnieks-tremister uden for landet. De militante grupper opererer primært i Sinai, men der er eksem-pler på, at de har angrebet lokale og vestlige mål, fortrinsvis i Kairo og Alexandria. De er i stand til at udføre simple terrorangreb, f.eks. med små hjemmelavede bomber. Det er sand-synligt, at uroen i Ægypten giver de militante sunniekstremister bedre forhold og øget ma-nøvrefrihed. På kort sigt kan de blive i stand til at udføre angreb af en vis kompleksitet, f.eks. bilbombeangreb.

AlgerietI Algeriet afspejlede de demonstrationer, der brød ud i december 2010 ikke mindst en social protest mod omfattende boligmangel, arbejds-løshed og stigende madpriser. Regeringen har indtil videre formået at dæmme op for de fol-kelige protester ved at bruge indtægterne fra de stigende oliepriser til at give økonomiske indrømmelser til befolkningen. Det er dog ikke sandsynligt, at regeringens indrømmelser vil være tilstrækkelige til at hindre social og poli-tisk uro på kort sigt, medmindre disse følges op af reelle politiske og økonomiske forbedringer. Selv om religiøse partier er forbudt i Algeriet, har de folkelige protester gjort det muligt for

landets islamister at spille en mere fremtræ-dende offentlig rolle. Ledende islamister har truet med, at Algeriet kunne blive ramt af et folkeligt oprør på samme måde som andre ara-biske lande, hvis ikke regeringen løser landets sociale og politiske problemer. Mens det er sandsynligt, at islamister, herunder personer med forbindelse til den islamistiske organisa-tion Den Islamiske Befrielsesfront, kan drage fordel af den massive utilfredshed til at opnå bredere folkelig opbakning, har militante sun-niekstremistiske grupper som Al-Qaida i Isla-misk Maghreb ikke formået at udnytte de fol-kelige opstande. Terrorgruppen Al-Qaida i Islamisk Maghreb, som har hovedfokus på Algeriet, har efter en periode med faldende aktivitet fra august 2011 igen optrappet aktiviteterne i Algeriet og har gennemført angreb i den nordlige del af landet, primært rettet mod sikkerhedsstyrker og militære installationer. De seneste angreb i Algeriet viser, at organisationen stadig har både evne og vilje til at gennemføre angreb i Algeriet. Organisationen er desuden fortsat til stede i Mauretanien, Niger og især Mali.

SyrienI Syrien er det sandsynligt, at urolighederne på kort til mellemlangt sigt fører til et brud på det regerende Baath-partis magtmonopol og dermed et markant ændret Syrien. Det er sandsynligt, at den islamistiske opposition vil blive styrket. Endelig vil den øgede ustabilitet i Syrien give større spillerum for militante sunniekstremister.Det syriske styre står midt i sin største udfor-dring i flere årtier, efter at Det Arabiske Forår også nåede til Syrien. Styret har slået voldsomt ned på opstanden, der indtil september 2011 ifølge FN har krævet over 3.000 døde. Urolig-hederne og især deres varighed og geografiske omfang begynder at true styret, ikke mindst på grund af Syriens dårlige økonomiske situation.For at urolighederne for alvor skal true styret, skal protesterne dog have bredere tilslutning, ikke mindst i de to største byer, Damaskus og Aleppo, samt støtte fra det magtfulde sunni-tiske borgerskab. Denne gruppe er en del af systemet og nyder udstrakte privilegier, hvil-ket forklarer dens manglende tilbøjelighed til at støtte forandringer. Endelig er de væbnede styrker, især sikkerhedsstyrkerne, stadig loya- 26 le over for styret, især på grund af deres nære tilknytning til det politiske system. Militært set har styret greb om uroligheder-ne, men det kontrollerer ikke situationen ge-nerelt. Styret slår på den ene side hårdt ned på demonstrationerne og iværksætter på den anden side reformer og opfordrer til national dialog. Det er sandsynligt, at styret er nødt til at slå ind på en politisk reformkurs, der på kort til mellemlangt sigt fører til et brud på Baath-partiets magtmonopol og dermed et markant ændret Syrien. Selv om de primære drivkræfter bag opstanden ikke har været af religiøs art, er det sandsynligt at den islamistiske del af op-positionen i form af Det Muslimske Broderskab vil blive styrket.

Syrien opfatter en eventuel israelsk-palæ-stinensisk fredsaftale som en trussel, der vil svække dets forhandlingsposition over for Is-rael. Ved flere lejligheder har Syrien signale-ret vilje til at indgå i fredsforhandlinger med Israel. Hvis forhandlingerne genoptages, er det sandsynligt, at Syrien vil fastholde et krav om tilbagelevering af Golanhøjderne, inklusive strækningen ved bredden af Tiberiassøen. Det er ikke sandsynligt, at der vil blive indgået en fredsaftale på kort sigt.Syriens overordnede udenrigspolitiske målsæt-ninger er at få Golan tilbage, fastholde sin ind-flydelse i Libanon og maksimere sin regionale indflydelse. Syrien har et strategisk partner-skab med Iran, der ikke er drevet af ideolo-gi, men bygger på de to landes fælles interes-ser. Syrien udgør ikke nogen stor militær eller økonomisk magtfaktor i regionen. Landet op-

når regional indflydelse, f.eks. i Libanon, ved at kunne forhindre andre i at opnå resultater uden syrisk accept og ved gennem alliancer at danne modvægt til andre staters og organisa-tioners indflydelse. Trafikken af militante sunniekstremister gen-nem Syrien til Irak er blevet stærkt reduceret, og den syriske regering har haft held til at be-kæmpe de terrorgrupper, der tidligere opere-rede i landet. Det er dog sandsynligt, at den øgede ustabilitet vil indebære et større spille-rum for militante sunniekstremister i Syrien. Der er i Syrien en række sunniekstremistiske terrorgrupper og netværk, der har kapacitet til at gennemføre simple angreb. Det er sandsyn-ligt, at de i højere grad vil prioritere deres støt-te til at hjælpe terrorister gennem Syrien frem for at udføre angreb i selve Syrien.

IranDet iranske styre er stabilt. Selv om der er en udpræget magtkamp i den iranske ledelse og be-tydelig utilfredshed i befolkningen, har de arabiske omvæltninger ikke forstærket magtkampen. Opstanden i Syrien truer dog med at svække Irans indflydelse, mens nye muligheder for indflydel-se byder sig i andre arabiske lande. Et atombevæbnet Iran vil fortsat ikke kun styrke Irans magt i regionen, men også Irans allierede. Det bekymrer ikke alene Vesten, men i regionen også Israel og de sunniarabiske lande med Saudi-Arabien i spidsen.Det iranske styre er stabilt. Selv om der er en udpræget magtkamp i den iranske ledelse og betydelig utilfredshed i befolkningen, har de arabiske omvæltninger ikke forstærket magt-kampen. Den iranske ledelse har udtalt, at de arabiske opstande er folkelige og inspireret af den iranske revolution i 1979. Udviklingen i Mellemøsten indebærer dog risici for Iran.Opstanden i Syrien kan svække Irans regionale indflydelse. Bashar al-Asads styre i Syrien har hidtil været garant for, at interessefællesska-bet og det gode forhold til Iran opretholdes. Hvis Asads styre falder, vil det også bringe Irans støtte til Libanesisk Hizbollah i fare. Det Arabiske Forår giver dog også Iran mu-lighed for at udnytte anti-israelske og anti-vestlige stemninger, som er kommet til udtryk i kølvandet på flere af de arabiske opstande. Det religiøse modsætningsforhold mellem det shiitiske Iran og de sunniarabiske lande vil dog

begrænse Irans indflydelse i regionen.I Den Persiske Golf har Iran nydt godt af det nye shiitiske styre i nabolandet Irak. Det har fået de øvrige arabiske lande i Golfen til at ryk-ke tættere sammen, da de frygter øget iransk indflydelse i regionen. Selv om Det Arabiske Forår ikke har haft no-gen afsmittende effekt på situationen i Iran, kan det inspirere den iranske opposition til nye demonstrationer. Oppositionen står dog for-holdsvis svagt og uden en klar målsætning. En væsentlig årsag er, at de iranske myndigheder slår særdeles hårdt ned på mistænkte kritikere af styret og anderledes tænkende. Den politiske krise, der opstod i forbindelse med genvalget af præsident Ahmadinejad i 2009, har medført tab af legitimitet for den iranske ledel-se. De folkelige protester er dog stilnet af. Sik-kerhedsmyndighederne har strammet grebet 27

Israel og dets naboerDet Arabiske Forår påvirker også magtbalancen i regionen. Israel er bekymret for, at opstandene skal føre til en mere Israel-kritisk udenrigspolitisk linje blandt de arabiske lande og dermed skade Iandets regionale position. Det Arabiske Forår har medført, at flere arabi-ske stater er under folkeligt pres for at føre en mere Israel-kritisk udenrigspolitik. Det er sand-synligt, at spændingerne mellem enkelte arabi-ske stater og Israel bliver skærpet. Palæstinen-sernes forsøg på at opnå anerkendelse som en selvstændig stat i FN vil bidrage til at øge spændingerne mellem Israel og enkelte arabi-ske samt andre muslimske lande.Israels dominerende militære rolle vil selv på langt sigt være et forhold, som ikke bare palæ-stinenserne, men også de øvrige stater i Mel-lemøsten vil være nødt til at tage i betragtning. Syrien spiller en stor rolle som mellemled mel-lem Iran og Libanesisk Hizbollah. Et regimeskift i Syrien vil derfor svække Irans muligheder for at øve indflydelse i regionen. Samtidig vil et nyt styre i Syrien medføre en risiko for en langt mere ustabil grænse for Israel.De palæstinensiske væbnede grupper vil end ikke på langt sigt kunne true Israels eksistens. Libanesisk Hizbollah har en voksende militær kapacitet til at true Israel med omfattende ødelæggelser, men vil selv på langt sigt heller ikke udgøre en trus el mod Israels eksistens. sIsrael kan dog ikke neutralisere eller opnå fuldstændig kontrol med truslerne fra disse grupper. Den israelsk-palæstinensiske konflikt har af-gørende betydning for udviklingen i Mellem- 28 østen. Konflikten er årsag til lejligheds ise vfolkelige protester i de arabiske lande og er dermed en destabiliserende faktor. Den israelsk-palæstinensiske fredsproces er gået i stå. Forventningerne både i og uden for regionen til processen er lave. Israel tvivler på den palæstinensiske præsident Mahmoud Ab-bas’ reelle vilje til at føre forhandlinger og hans evne til at gennemføre en eventuel aftale. Pa-læstinenserne på den anden side nærer dyb mistillid til Israels hensigter, navnlig i lyset af den bosættelsespolitik, som premierminister Benyamin Netanyahus regering fører på Vest-bredden og i Østjerusalem. Manglen på fremgang i fredsprocessen udgør en kilde til uro mellem Israel og palæstinenser-ne, som også påvirker situationen i regionen som helhed og forholdet mellem Israel og en-kelte arabiske og muslimske lande, bl.a. Tyrkiet. Tyrkiet er slået ind på en mere aktivistisk po-litik i Mellemøsten i et forsøg på at udvide sin indflydelse i regionen. Landet har gennem de seneste år arbejdet på at spille en mæglerrol-le i centrale konflikter, bl.a. i spørgsmålet om Irans nukleare pro ram og den israelsk-arabi-gske konflikt. Tyrkiets aktuelle udenrigspolitik har di tanceret landet fra Israel og senest også sfra Syrien, som Tyrkiet har kritiseret kraftigt på grund af dets håndtering af opstanden. Det er sket, efter at forholdet mellem Syrien og Tyr-kiet i en årrække har været under forbedring.

De palæstinensiske områderMidt i den regionale uro indgik Fatah og Hamas en forsoningsaftale i april 2011. Aftalen afslut-tede officielt flere års politisk krise i de palæsti-nensiske selvstyreområder, der havde udviklet sig til en opsplitning mellem den Fatah-styrede Vestbred og det Hamas-styrede Gaza. Der har kun været få konkrete fremskridt, si-den aftalen blev indgået, og dannelsen af en palæstinensisk enhedsregering lader stadig vente på sig. Aftalen er vag og tvetydig på en række områder. Det er sandsynligt, at udmønt-ningen af aftalen vil føre til vanskeligheder og gnidninger mellem parterne, især på sikker-hedsområdet. På trods af aftalen er der fort-sat en dyb mistillid mellem Fatah og Hamas. Den folkelige tilslutning til Hamas er så omfat-tende, at organisationens accept er en forud-sætning for en holdbar aftale om fred og sik-kerhed mellem palæstinenserne og Israel. Det er ikke sandsynligt, at aftalen med Fatah vil få Hamas til at anerkende kravene til Hamas fra Mellemøstkvartetten, der består af USA, FN, EU og Rusland, om at stoppe volden, acceptere tidligere indgåede aftaler mellem PLO og Israel og anerkende staten Israel. Det er heller ikke sandsynligt, at aftalen mellem Hamas og Israel om en fangeudveksling, der blev indgået i ok-tober 2011, og som har ført til frigivelsen af den tilfangetagne israelske soldat, Gilad Shalit, vil ændre på Hamas’ holdning til kravene fra Mellemøstkvartetten.Den midlertidige ro på de indre linjer i de palæ-stinensiske områder er skrøbelig. Det er sand-synligt, at forsoningsaftalen vil bryde sammen, og at magtkampen mellem Fatah og Hamas vil præge situationen i de palæstinensiske områder.Der har i de senere år været en stigende sun-niekstremistisk aktivitet i de palæstinensiske områder, og flere militante sunniekstremisti-ske grupper har udtrykt støtte til al-Qaida. Det er sandsynligt, at terrorgrupperne, ud over at rette angreb mod Israel, har kapacitet og vilje til at angribe vestlige udlændinge. Det er ikke sandsynligt, at den ustabile situation i områ-det og forsøget på at få anerkendt en palæsti-nensisk stat vil ændre på dette.Det Arabiske Forår har ikke mærkbart påvir-ket situationen for de ekstremistiske grupper i

LibanonDet er ikke sandsynligt, at Det Arabiske For-år rammer Libanon. Landet er i forvejen et af Mellemøstens mest åbne og demokratiske samfund. Den provestlige 14. Marts-Koalition i Libanon bryster sig ligefrem af at have startet Det Arabiske Forår i 2005, da det ved folkeli-ge protester lykkedes at få Syrien til at trække tropperne ud af Libanon. Situationen i Syrien har en direkte afsmittende effekt på Libanon på grund af Syriens indfly-delse, og fordi den indenrigspolitiske situation i Libanon er præget af splittelse. Det er sand-synligt, at urolighederne i Syrien har en desta-biliserende effekt på sikkerhedssituationen i Li-banon og vil resultere i øget politisk vold, især efterhånden som situationen spidser til i Syrien. Bashar al-Asads styre har en interesse i at sen-de signaler til det internationale samfund om, at ustabilitet i Syrien er ensbetydende med ustabilitet i Libanon og i regionen. Syrien er tæt allieret med Hizbollah og har kontakter til og indflydelse i flere andre grupper i Libanon, som kan bringes til at handle i syrisk interesse.Hizbollah står stadig fast på at bevare bevæ-gelsens væbnede gren og ikke mindst kon-trollen med den. En afvæbning af Hizbollah er usandsynlig, selv på langt sigt, og Hizbollah vil også fortsat bruge sin indflydelse på at mod-sætte sig ethvert tilløb til en libanesisk freds-slutning med Israel.Der hersker stadig et konfliktfyldt forhold mel-lem Israel og Hizbollah, men i det sydlige Liba-non har der siden 2006 været relativt roligt, dog med et antal raketafskydninger mod Israel i 2009. Der har desuden været træfninger mel-lem de libanesiske og israelske væbnede styr-ker i grænseområdet, senest i august 2011.

FN’s fredsbevarende styrkes tilstedeværelse i Libanon har begrænset Hizbollahs muligheder, men det er sandsynligt, at Hizbollah vil anven-de magt, hvis organisationen mener, at UNIFIL går for aktivt til værks i f.eks. eftersøgningen efter våben. Hverken Israel eller Hizbollah har interesse i en væbnet konflikt. Våbenstilstan-den mellem Hizbollah og Israel er udtryk for en skrøbelig magtbalance, der bygger på gensidi-ge trusler om omfattende ødelæggelser. De militante sunniekstremister i Libanon er gradvis blevet svækket. Den forholdsvis sva-ge statsmagt betyder dog, at landet stadig er et attraktivt operationsområde for ekstremi-sterne, der har både evne og vilje til at udføre terrorangreb af en vis kompleksitet. De sand-synlige mål for fremtidige angreb er FN’s freds-bevarende styrker i Libanon samt Israel. Ingen af de sunniekstremistiske grupperinger er for-melt knyttet til al-Qaida, men det er sandsyn-ligt, at nogle har forbindelse til al-Qaida.

JordanDet Arabiske Forår ramte også Jordan i 2011. Allerede i midten af januar var der demonstra-tioner i hovedstaden Amman og flere provins-byer. Protesterne gik på krav om forbedringer af levevilkårene og politiske reformer, men der var ikke kritik af kongen. Styret har været imø-dekommende over for kravet om politiske re-former, men kravet om mere omfattende re-former, herunder et indskrænket monarki, er stigende. Gennemførelsen af politiske reformer vil være problematisk og tage tid. Ydermere er det sandsynligt, at den islamistiske organisati-on Islamisk Aktionsfront, den jordanske variant af Det Muslimske Broderskab, vil komme styr-ket ud af Det Arabiske Forår. I Jordan er det sandsynligt, at mindre grupper af militante sunniekstremister med begræn-set kapacitet vil forsøge at gennemføre ter-rorangreb. Det er dog også sandsynligt, at de jordanske myndigheders faste greb om sik-kerhedssituationen vil forhindre dem i at gen-nemføre operationer.

Saudi-ArabienDer har kun været enkelte små demonstratio-ner i Saudi-Arabien i forbindelse med Det Arabi-ske Forår. Det er ikke sandsynligt, at de udvikler sig til en opstand på kort sigt. Saudi-Arabien har primært været optaget af at modarbejde Irans indflydelse i andre lande, hvor der har væ-ret opstand. Mest aktiv er Saudi-Arabien i Bah-rain, hvor det har indsat tropper for at beskyt-te sine interesser. Bahrain er et særligt følsomt område i kraft af sin beliggenhed tæt på både Iran og Saudi-Arabien. Også i Yemen har Saudi-Arabien været en central aktør i et forsøg på at bringe de stridende parter til at forhandle om præsident Abdullah Salehs tilbagetræden. Saudi-Arabien opfatter sig selv som leder af den sunnimuslimske verden på grund af sin re-ligiøse betydning som vogter af de hellige ste- 30

der Mekka og Medina. Landet bruger i høj grad dette i sin optræden i den arabiske og mus-limske verden. Saudi-Arabien har derudover re-gionale magtambitioner, især som konkurrent til det shiitiske styre i Iran. Medvirkende til at fremme denne rolle er magttomrummet i den arabiske verden. Saudi-Arabien kompenserer for manglen på militær magt gennem sin stra-tegiske alliance med USA.Indenrigspolitisk står Saudi-Arabien over for et snarligt magtskifte, når der skal findes en efterfølger til den aldrende kong Abdullah. Magtkampen eskalerer, i takt med at kandida-terne bringer sig i position. Uanset hvem der overtager magten efter kong Abdullah, er det ikke sandsynligt, at Saudi-Arabiens udenrigs-politik bliver ændret i væsentlig grad. Magt-skiftet får derfor i første omgang størst be-

tydning for den indenrigspolitiske udvikling, der vil være præget af, om det er en reform-venlig eller en konservativ kandidat, der over-tager magten. I Saudi-Arabien er de organiserede grupper af militante sunniekstremister stort set ned-kæmpet. Der findes dog stadig en række løsere netværk af militante sunniekstremister, hvor-fra der også er forbindelser til bl.a. Al-Qaida på Den Arabiske Halvø i Yemen og netværk i Irak, og det saudiske samfund vil fortsat være grobund for radikal sunniekstremisme. Det er derfor sandsynligt, at der vil blive udført enkel-te terrorangreb af en vis kompleksitet i Saudi-Arabien på kort og mellemlangt sigt. Det er meget sandsynligt, at velhavende saudi-ske privatpersoner og indsamlinger i ekstremi-stiske miljøer i Saudi-Arabien fortsat vil bidra-ge til at finansiere militante sunniekstremisters aktiviteter globalt.

tropperne ud af Irak ved udgangen af 2011 har foreløbigt forhindret en truende splittelse af regeringen. Muqtada al-Sadr, hvis Sadrist-be-vægelse udgør en del af den irakiske koaliti-onsregering, har tidligere truet med at aktivere den shiitiske Mahdi-milits, hvis den amerikan-ske troppetilstedeværelse blev forlænget ud over 2011. Det er sandsynligt, at tilbagetræk-ningen af de amerikanske tropper vil styrke Irans mulighed for at udøve indflydelse i Irak yderligere.Shiitternes styrkede position i Irak opfattes navnlig af Saudi-Arabien som en risiko, for at Irans indflydelse i Mellemøsten bliver større. De sunnitiske lande opfatter forbindelserne mellem Iran og Irak, den styrkede shiitiske ind-flydelse og marginaliseringen af sunnitterne som en trussel. Det er sandsynligt, at terrorgruppen Al-Qaida i Irak vil søge at udnytte den amerikanske til-bagetrækning, og at terrorangrebene i Irak vil fortsætte på kort og mellemlangt sigt.

IrakI lighed med en række andre mellemøstlige lan-de oplevede Irak i foråret 2011 en række de-monstrationer. Disse demonstrationer var dog ikke systemtruende, og de satte aldrig spørgs-målstegn ved det nye irakiske demokrati. I ste-det var der tale om demonstrationer, som var rettet mod den omfattende korruption og de dårlige levevilkår.Forårets demonstrationer illustrerer, at Irak fortsat står over for en række sociale, politiske og sikkerhedsmæssige problemer. Selv om det i slutningen af 2010 lykkedes at danne en sam-lingsregering bestående af størstedelen af de religiøse, etniske og politiske grupperinger, er der langtfra tale om en national forsoning. En række grundlæggende interesseforskelle mel-lem de forskellige etniske og religiøse grupper består fortsat. På mellemlangt sigt kan forholdet mellem den irakiske centralregering og det kurdiske selv-styre udvikle sig til at blive koalitionsregerin-gens største problem. De omstridte områders tilhørsforhold, især Kirkuk, og fordelingen af olieressourcerne udgør væsentlige hindringer for et afklaret forhold.Den amerikanske beslutning om at trække

BahrainI østaten Bahrain har der som i de andre ara-biske lande været uroligheder. Demonstranter protesterede gennem foråret 2011 mod ulig-hed og korruption og kræver fortsat politiske reformer. Bahrain har tidligere oplevet folkelige prote-ster, primært blandt landets shiamuslimske flertal, der udgør 70 % af befolkningen, og som opfatter sig som politisk og økonomisk margi-naliseret af den sunnimuslimske elite. Urolighederne blev først slået ned, efter at saudiske tropper på anmodning fra Bahrains konge gik ind i landet. De saudiske tropper er en del af en fælles styrke under Golfsamar-bejdsrådet. Den saudiske indgriben har indtil videre ind-dæmmet urolighederne. Bahrains konges for-søg på begrænsede politiske reformer har ikke tilfredsstillet den shiitiske opposition, og der finder fortsat demonstrationer sted.Iran har under hele forløbet protesteret over den hårde fremfærd over for de shiitiske de-monstranter, men har samtidig været forsigtig 31

sammen med strukturelle problemer den øko-nomiske situation kritisk. Landet er afhængigt af økonomisk støtte fra Vesten og landene på Den Arabiske Halvø.Det er derfor sandsynligt, at Yemen i de kom-mende år vil være kilde til en uro, der også kan brede sig ud over dets grænser. Den militante sunniekstremistiske gruppe Al-Qaida på Den Arabiske Halvø har øget sin ope-rative kapacitet gennem de seneste år. Den forværrede sikkerhedssituation i Yemen og centralmagtens manglende evne til at kontrol-lere landets yderområder giver gruppen gode muligheder for at tiltrække sympatisører. Det er ikke sandsynligt, at Anwar al-Awlakis død i september 2011 på kort sigt vil have indfly-delse på sikkerhedssituationen i Yemen. Det er dog i nogen grad sandsynligt, at drabet vil øge vestlige sunniekstremisters ønske om at støtte Al-Qaida på Den Arabiske Halvø, og gruppen vil fortsat have fokus på at angribe mål i Vesten.Al-Qaida på Den Arabiske Halvø udnytter den aktuelle politiske uro i Yemen til at intensivere sine angreb på mål med tilknytning til det ye-menitiske sikkerhedsapparat. Gruppen forsø-ger desuden at skabe sig større handlerum og indflydelse, særligt i den sydlige del af landet.Al-Qaida på Den Arabiske Halvø retter hoved-parten af sine angreb mod de yemenitiske sik-kerhedsstyrker og anvender bl.a. håndvåben, vejsidebomber og selvmordsbombere i sine angreb. Gruppen har desuden angrebet flere vestlige mål i Yemen.De seneste år er Al-Qaida på Den Arabiske Halvø desuden begyndt at angribe mål uden for Yemen. Det er sandsynligt, at gruppen fortsat vil forsøge at gennemføre angreb mod vestlige mål i og uden for Yemen, og at den vil videreudvikle sine operationsmåder. Al-Qaida på Den Arabiske Halvø og den soma-liske militante sunniekstremistiske gruppe al-Shabaab har ved flere lejligheder udgivet gen-sidige støtteerklæringer. Det er sandsynligt, at de to grupper er i kontakt med hinanden og ønsker at opbygge et vist samarbejde.

YemenOpstanden i Yemen har ført til et voldsomt pres på præsident Ali Abdullah Saleh for at gå af og til øget uro i landet. Det er ikke sandsyn-ligt, at regeringen kan løse de interne konflik-ter på kort sigt, uanset udfaldet af den igang-værende krise. Saudi-Arabien har som nabostat til Yemen tid-ligere været direkte involveret i konflikter, der er udsprunget fra Yemen. Det gælder f.eks. konflikten med den shiitiske houthi-milits i den nordvestlige del af Yemen. Militsen overtog i november 2009 midlertidigt kontrollen med områder inde på saudisk territorium, indtil den saudiske hær genvandt områderne og svarede igen med angreb inde i Yemen. Derudover har Al-Qaida på Den Arabiske Halvø udført angreb i Saudi-Arabien.Flere af Yemens regioner er uden for regerin-gens kontrol og har ofte været skueplads for konflikter. I det sydlige Yemen er der udbredt utilfredshed med regeringen i nord, og dele af oppositionen her ønsker selvstændighed. Der har jævnligt været demonstrationer og sam-menstød med sikkerhedsstyrkerne. Der har ligeledes været sammenstød i det nordlige Yemen, hvor regeringen har en uløst konflikt med den shiitiske houthi-milits. Derudover er der sket en markant optrapning i konflikten med Al-Qaida på Den Arabiske Halvø, der har fået større handlefrihed som følge af krisen i Yemen. Yemen har i modsætning til de øvrige lande på Den Arabiske Halvø kun få naturressour-cer. Oliereserverne er hastigt svindende og gør

Sudan og SydsudanI juli 2011 blev Afrikas største land, Sudan, delt i to selvstændige stater, og årtiers borgerkrig er officielt forbi. Samtidig varsler det begyndelsen på nye vanskeligheder, fordi de to nu selvstæn-dige lande har en række uafklarede stridspunkter. Risikoen for fornyet konflikt mellem de to lan-de afhænger af udfaldet af forhandlingen om en række problemer. Den vigtigste forhandling er spørgsmålet om grænsens placering, især i det omstridte Abyei-område, som begge lande gør krav på. Store dele af grænseområdet er kendetegnet ved en markant militær tilstede-værelse, og det er i nogen grad sandsynligt, at regionale konflikter på begge sider af græn-sen kan brede sig til nabolandet. Endvidere er spørgsmål om borgerskab og om fordelingen af olieindtægter og udlandsgæld endnu ikke endeligt afklaret. Nord for grænsen kæmper det nye Sudans re-gering i Khartoum med konflikter og etniske spændinger i alle hjørner af landet. Sikker-hedssituationen i de sydlige grænseregioner er særdeles skrøbelig. Særligt i Abyei-området og i provinserne Sydkordofan og Blå Nil er det sandsynligt, at konflikten vil blive skærpet på kort sigt. Oppositionsgruppen Sudan People’s Liberation Movement-North i Sydkordofan har endvidere indgået en alliance med oprørsgrup-per i Darfur for at vælte regeringen.I vest udgør situationen i Darfur fortsat en trussel mod regeringen i Khartoum. Det er ikke sandsynligt, at den fredsaftale, der blev un-derskrevet i Doha i juli 2011 mellem regerin-gen i Khartoum og oprørsgruppen Liberation and Justice Movement, vil føre til nogen om-fattende eller varig fred i regionen, da andre centrale oprørsgrupper modarbejder aftalen.

Samtidig fortsætter Sudans væbnede styrker med at udføre luftangreb mod deres positio-ner. På baggrund af Sydsudans løsrivelse er det i nogen grad sandsynligt, at oprørsgrupperne vil skærpe deres krav, bl.a. om større regionalt selvstyre. Regeringspartiet, National Congress Party, mangler vilje til at gennemføre de reformer, der er nødvendige for at skabe fred og poli-tisk stabilitet. Samtidig svækkes partiet af in-tern splittelse, som er blevet forværret siden afstemningen om uafhængighed i januar 2011. Det er i nogen grad sandsynligt, at den interne konflikt vil splitte regeringspartiet. Det er ikke sandsynligt, at folkelige protester som i Nord-afrika vil udgøre nogen trussel mod regeringen i Khartoum.Den nye stat Sydsudan er et af verdens fat-tigste og mest underudviklede lande, selv om det råder over store olieforekomster, som spil-ler en væsentlig rolle i den fortsatte konflikt mellem Sydsudan og Sudan. Den mest påtræn-gende udfordring i Sydsudan er at opbygge en ny stat fra bunden i et land med dybe etniske spændinger. Den nye overgangsregering står over for store politiske, sikkerhedsmæssige og økonomiske problemer, hvis løsning er afgø-rende for en fredelig og demokratisk udvikling. Efter det sydsudanske fælles mål om uafhæn-gighed er blevet opnået, er politiske uenig-heder og konflikter begyndt at komme op til 33

SomaliaDet er ikke sandsynligt, at overgangsregeringen i Somalia på kort sigt kan gennemtvinge en af-slutning på borgerkrigen. Al-Shabaab er den stærkeste oprørs- og terrorgruppe i Somalia med et stærkt netværk af udenlandske militante sunniekstremister, som fortsat udgør en terrortrussel mod vestlige interesser. Somalias overgangsregering har reelt kun kon-trol med dele af Mogadishu og enkelte pro-vinsbyer. Det betyder, at terrorister, pirater og andre kriminelle kan opholde sig i landet og operere derfra stort set uhindret. Det sydlige og centrale Somalia kontrolleres hovedsageligt af al-Shabaab samt en række mindre militser og krigsherrer.Den militante sunniekstremistiske gruppe al-Shabaab udgør det stærkeste netværk af mi-litante sunniekstremister i det østlige Afrika. Gruppen tiltrækker militante sunniekstremister fra det øvrige Østafrika, men også fra Asien, Mellemøsten, Nordamerika og Europa. Grup-pen har et omfattende støttenetværk i Vesten, i Somalia og i de omkringliggende lande, der hjælper med at finansiere, rekruttere og koor-dinere rejseaktiviteter. Det er al-Shabaabs mål at tvinge overgangsre-geringen fra magten med voldelige midler. Det er dog sandsynligt, at gruppen ikke vil lade sig inddrage i langvarige kampe, og at al-Shabaab-kontrollerede områder vil skifte hænder flere gange. I august 2011 foretog al-Shabaab en tilbage-trækning fra Mogadishu. Det er sandsynligt, at al-Shabaab har valgt en taktisk tilbagetrækning fra Mogadishu, da en fortsat tilstedeværelse 34 i byen ville have givet dem store mandskabs-mæssige tab og problemer med håndteringen af den offentlige mening. Det er sandsynligt, at al-Shabaab fortsat vil have kapacitet til at infiltrere, overvåge og udføre komplekse an-greb inden for de områder i Mogadishu, som overgangsregeringen og Den Afrikanske Uni-ons fredsstyrke kontrollerer. Al-Shabaab de-monstrerede denne kapacitet den 4. oktober 2011, hvor de udførte et selvmordsangreb uden for et af overgangsregeringens ministe-rier. Angrebet kostede 80 mennesker livet. På kort sigt er det ikke sandsynligt, at overgangs-regeringen kan udvide sit territorium markant eller gennemtvinge en afslutning på borgerkri-gen. Al-Shabaab gennemførte i juli 2010 to terror-angreb med mange dræbte i Ugandas ho-vedstad, Kampala. Al-Shabaab erklærede, at angrebene var hævn for Ugandas militære ind-sats i Somalia. Gruppen har ved flere lejlighe-der truet med at gennemføre nye terrorangreb mod både Uganda, Burundi og Kenya på grund af deres støtte til Den Afrikanske Unions freds-bevarende styrke i Somalia. Al-Shabaab har siden 2008 bejlet til al-Qaidas ledelse i Pakistan og har opnået al-Qaidas an-erkendelse ved bl.a. at erklære sig som en del af al-Qaidas globale kamp. Det er sandsynligt,

at al-Qaidas rolle som kilde til inspiration for militante sunniekstremister i Somalia vil fort-sætte efter Usama bin Ladins død. I juni 2011 blev den mest kendte terrorist på Afrikas Horn med tilknytning til al-Qaida, Fazul Abdallah Mohammad, der også gik under nav-net Harun Fazul, dræbt. Fazul var i 1990’erne blandt initiativtagerne til et løst netværk, der havde forbindelse til al-Qaidas ledelse, og som stod bag ambassadebombningerne i Kenya og Tanzania i 1998 og angrebet mod et israelsk ejet hotel og charterfly i Kenya i 2002. Al-Qaida i Østafrika spillede en vigtig rolle i internatio-naliseringen af den sunniekstremistiske kamp i Somalia. Det er sandsynligt, at Fazul i kraft af erfaring og personlige kontakter har haft en rolle, der ikke umiddelbart kan udfyldes af andre mili-tante sunniekstremister i Østafrika. Dog er det sandsynligt, at personer tilknyttet Fazuls tidli-gere netværk fortsat vil spille en central rolle i det sunniekstremistiske miljø i Østafrika. Fazul opererede uafhængigt, og der er fortsat mar-kante ledere i al-Shabaab, der har både vilje og kapacitet til at forsøge at udføre terrorangreb

mod vestlige og lokale mål i regionen samt Europa. Det er ikke sandsynligt, at bin Ladins eller Fazuls død har svækket al-Shabaabs ope-rative kapacitet. Det er sandsynligt, at der fortsat er uenighed i al-Shabaabs ledelse om gruppens fremtidige kurs, og at der tegner sig to overordnede fløje. Den ene består af ledere, hvis ideologiske am-bitioner primært gælder den nationale kamp i Somalia. Den anden orienterer sig mod al-Qai-da og den globale hellige krig. Det er sandsyn-ligt, at elementer inden for denne fløj støtter netværk og personer med ambitioner om at udføre terrorangreb mod vestlige mål både i og uden for Somalia. Det er også sandsynligt, at militante sunniekstremister har både hen-sigt om og kapacitet til at gennemføre angreb af en vis kompleksitet mod både nationale og vestlige mål i hele Somalia og i det østli-ge Afrika. Det er sandsynligt, at der i forbin-delse med Ugandas militære indsats i Somalia var enighed i al-Shabaabs ledelse om at udfø-re terrorangrebene i Ugandas hovedstad Kam-pala i juli 2010. Det samme gælder for Kenya, der i oktober 2011 indledte en militær offensiv i det sydlige Somalia.

Den politiske situation i Rusland vil blive præ-get af valget til parlamentet den 4. december 2011 og præsidentvalget i marts 2012. Valge-ne kommer på et tidspunkt, hvor Rusland er på vej ud af den internationale økonomiske krise, men hvor tilliden til den politiske ledelse allige-vel er faldet til et nyt lavpunkt. Det er meget sandsynligt, at Ruslands ledelse vil have kontrol med udfaldet af de to valg. Dmitriy Medvedev og Vladimir Putin vil fortsat stå i spidsen for Rusland efter 2012, men med Putin som præsi-dent og Medvedev som premierminister. Valge-ne vil derfor igen udstille Ruslands manglende demokratiske traditioner i vestlig forstand. Det er ikke sandsynligt, at der vil ske markan-te kursændringer i den politiske situation ef-ter præsidentvalget i marts 2012. Ruslands ledelse vil fortsat satse på at modernisere lan-dets økonomi, men det er sandsynligt, at det på kort til mellemlangt sigt kun vil lykkes for Rusland at gennemføre dele af den moderni-sering, som har fået en fremtrædende plads i præsident Medvedevs indenrigs- og uden-rigspolitik. Det er ikke sandsynligt, at den høje vækst i Rusland på 7-8 % i tiden op til 2008 vender tilbage. Det er sandsynligt, at Ruslands økonomi på mellemlangt til langt sigt vil vokse med 3-4 % om året. Det er ikke sandsynligt, at det på mellemlangt til langt sigt vil lykkes for Rusland at gøre sin økonomiske udvikling uafhængig af olie- og gasindtægterne. Det russiske bureaukrati, den udbredte korruption og den manglende rets-sikkerhed vil fortsat være en hindring for et godt og stabilt investeringsklima. Det vil svæk-ke mulighederne for, at Rusland kan udvikle en alsidig og blomstrende økonomi. Ønsket om at modernisere økonomien påvirker den russiske udenrigspolitik. Det har bidraget

til, at Rusland har anlagt en pragmatisk uden-rigspolitik over for lande med udviklede øko-nomier. Det gælder især USA og europæiske lande, herunder de nordiske. Det kommer til udtryk i en større russisk vilje til at lægge vægt på fælles interesser og løsninger af problemer i stedet for at lade stridsspørgsmål dominere forholdet til de enkelte lande.Den pragmatiske russiske udenrigspolitik hæn-ger også sammen med, at Rusland ikke føler sig så sikkerhedspolitisk presset som tidligere. Det skyldes bl.a., at præsident Barack Obama har ændret den amerikanske kurs over for Rus-land, og at USA anlægger en mere imødekom-mende og samarbejdsorienteret kurs over for Rusland. Det er sandsynligt, at Rusland vil fortsætte den mere forsonlige linje over for USA, NATO og EU-landene, også efter præsidentvalget. Men det er samtidig sandsynligt, at Rusland vil fravige den linje, hvis de vestlige stormagter ikke giver Rusland den indflydelse på væsentli-ge internationale forhold, som ledelsen mener at have krav på.Præsident Obama gødede jorden for et for-bedret russisk-amerikansk forhold, da USA i september 2009 besluttede ikke at gennem-føre Bush-regeringens oprindelige projekt om et missilforsvar i Østeuropa. Projektet blev erstattet af et faseopdelt system, der meget tydeligt er rettet mod missiltruslen fra Iran. Rusland har dog også flere problemer med det nye missilforsvarssystem, og det er meget vig-tigt for Rusland at blive inddraget, både i at definere de trusler, som missilforsvaret skal imødegå, og i den efterfølgende udformning af systemet.En anden vigtig årsag til det forbedrede forhold

er, at både USA og Rusland omkring årsskiftet 2010/11 endeligt godkendte den strategiske nedrustningsaftale New START. For Rusland har New START stor symbolsk værdi, fordi den politisk og juridisk markerer, at Rusland har et ligeværdigt stormagtsforhold til USA. Den amerikanske politik har bidraget til, at Rusland samarbejder med USA på en række områder. Det gælder bl.a. aftalen fra 2010 om transport af militært materiel til Afghani-stan gennem russisk territorium. Også i Iran-spørgsmålet har Rusland vist vilje til at sam-arbejde med USA. I 2010 stemte Rusland for, at FN’s Sikkerhedsråd udvidede sanktionerne mod Iran, og aflyste det længe planlagte salg af S-300-luftværnsmissiler til Iran. Ruslands støtte til den amerikanske kurs skyldes dog også en voksende russisk irritation over Irans stædige politik i atomspørgsmålet. Endelig undlod Rusland at lægge hindrin-ger i vejen for USA’s og de øvrige NATO-lan-des håndtering af Libyen-krisen inden for FN’s rammer. Det er sandsynligt, at Ruslands politik i Libyen-spørgsmålet skyldes, at det er euro-pæiske NATO-lande, der har taget initiativet og har en fremtrædende militær rolle i konflikten, samtidig med at flere arabiske lande bakker de vestlige lande op. Rusland anlagde dog i løbet af sommeren 2011 en mere kritisk linje over for NATO-landenes militære indsats i Libyen. Den linje præger også Ruslands holdning til FN-sanktioner mod Syrien. Selv om Rusland har fået et mindre konflikt-fyldt forhold til USA, er det meget sandsynligt, at det fortsat vil nære mistro til USA’s globa-le politiske og militære hensigter. Rusland vil derfor i samarbejde med andre magter forsø-ge at forhindre, at USA går enegang i centrale globale spørgsmål, og FN’s Sikkerhedsråd vil fortsat være et centralt forum for russisk stor-magtspolitik. Spørgsmålet om missilforsvar i Europa vil fort-sat kunne føre til så alvorlige russisk-amerikan-ske uoverensstemmelser, at det vil bidrage til en afsporing af det pragmatiske samarbejde, som præger de to landes bilaterale forhold.Det vil stadig være Ruslands strategiske mål at fastholde og udbygge sin indflydelse på de

øvrige lande i SNG-området og forhindre dem i at orientere deres udenrigs- og sikkerhedspo-litik mod NATO, EU og USA. Det betyder russisk modstand mod nye NATO-udvidelser og NA-TO’s militære aktiviteter i lande, der grænser op til Rusland. Det er også meget sandsynligt, at det vil være en meget vigtig målsætning for Rusland at sikre kontrollen med energiknude-punkterne i Centralasien og Kaukasus. I dette område er Rusland også opmærksom på, at landene ikke knytter sikkerhedspolitiske bånd til Kina.Den igangværende forskydning af tyngde-punktet i den globale magt fra USA og Europa mod nye magtcentre, især i Asien, ser Rusland som en mulighed for at fremme en verdensor-den, hvor USA ikke længere er dominerende. Her vil Rusland forsøge at udbygge sin rolle som stormagt i samspil med de fremvoksende stormagter Kina og Indien. Det vil ske i FN’s Sikkerhedsråd og andre organisationer, f.eks. BRIKS der består af Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. Rusland viger heller ikke til-bage fra at samarbejde med lande, som Ve-sten forsøger at isolere, f.eks. Venezuela, Iran og Nordkorea. Der vil ikke være tale om egentlige alliancer, men om samarbejdsmønstre, hvor det vil va-riere meget, hvor mange fælles interesser der er, og hvor dybt samarbejdet går. Ruslands forhold til disse lande kan også blive præget af gensidig strategisk mistro. Det gælder især forholdet til Kina. Samlet set er det derfor mere sandsynligt, at Rusland i stigende grad vil orientere sig mod Europa. Rusland opfatter partnerskaber med de europæiske lande som meget væsentlige for sin økonomiske moderni-sering, og Europa vil forblive et afgørende mar-ked for Ruslands energieksport på langt sigt.Det er meget vigtigt for Rusland at kunne støtte sine strategiske interesser med militær magt. Ruslands globale militære stormagts-rolle må dog overvejende baseres på landets betydelige antal langtrækkende atomvåben, mens de konventionelle styrker kun vil kunne gennemføre begrænsede offensive operatio-ner i Ruslands umiddelbare nærområde.Det er sandsynligt, at Rusland også på me-get langt sigt, dvs. frem mod 2030, vil kun- 37

De arktiske kyststater, dvs. Rusland, USA, Ca-nada, Norge og Danmark, har med den såkald-te Ilulissat-erklæring fra 2008 fastslået, at de vil løse fremtidige problemer i Arktis gennem forhandlinger. Det betyder, at kyststaterne vil følge anbefalingerne i FN’s såkaldte Sokkel-kommission om, hvilke områder de forskellige kyststater skal have ret til. Kyststaterne har i Ilulissat-erklæringen også fastslået, at Arktis ikke skal omfattes af et internationalt regelsæt, f.eks. i FN, som det er tilfældet med Antarktis. Alligevel er det sandsynligt, at spillet om retten til at udvinde naturressourcerne i Det Nordli-ge Ishav vil blive intensiveret i de kommende år. Det kan betyde, at nogle af kyststaterne vil ledsage politiske og juridiske uoverensstem-melser med demonstrationer af militær styrke. Det er i nogen grad sandsynligt, at der frem mod 2020 vil opstå mindre, militære sammen-stød. Det kan f.eks. være chikane af andre sta-ters militære styrker, deres civile udforskning eller udnyttelse af naturressourcerne, f.eks. olieboringer eller fiskeri i eller nær omstridte områder. Men selv da er det ikke sandsynligt, at det vil udvikle sig til en militær konflikt. Ark-tis kan dog blive præget af konflikt, gensidig mistillid og militære spændinger, især hvis USA og Rusland ikke fastholder deres forbedrede politiske forhold.I løbet af de seneste 4-5 år er Arktis blevet sat på den internationale dagsorden. Det er en udbredt vurdering, at klimaforandringerne be-tyder, at havisen smelter så meget, at det vil øge mulighederne for at sejle med handelsski-be og udvinde naturressourcer i Arktis.Det er ikke kun de arktiske kyststater, der har forstærket deres opmærksomhed på Arktis. Også andre nationer er begyndt at interesse-

re sig for det arktiske område. Ud over arkti-ske stater som Sverige, Finland og Island er det især de større europæiske lande som Frankrig og Storbritannien. Af større strategisk betydning er det, at Kina i stigende grad interesserer sig for Arktis på grund af de fremtidige søveje og Kinas stigen-de energi- og råstofbehov. Kina oprettede al-lerede i 2004 en arktisk forskningsstation på Svalbard og har i de senere år vist interesse for at investere i Island. Det er således sandsyn-ligt, at Kina også vil have en voksende interes-se i at investere i råstofudvinding i Grønland. Det er sandsynligt, at Kina vil støtte andre lan-des og organisationers krav om et internatio-nalt regelsæt om Arktis.Alle de arktiske kyststater overvejer i forskel-ligt omfang at forstærke deres militære evne i området. De forbereder sig bl.a. på opgaver som farvandsovervågning og redningstjene-ste. Det vil ikke mindst blive relevant, når stør-re civile transport- og passagerskibe begynder at sejle gennem arktiske farvande. De militære forstærkninger drejer sig samtidig om at styr-ke evnen til at håndhæve retten til sine arkti-ske kystområder. Det kan samtidig underbygge staternes krav på retten til at udvinde natur-ressourcer. Disse hensyn betyder, at sø- og luftmilitære aktiviteter i det arktiske område vil blive øget i løbet af det næste årti. De sik-kerhedsmæssige udfordringer i Arktis vil dog meget mere dreje sig om at håndhæve egne rettigheder samt om rednings- og overvåg-ningsopgaver end om militære kampopgaver.Siden 2007 har der været en øget opmærk-somhed på Arktis som muligt konfliktområde. Det skyldes ikke mindst russiske aktiviteter i området. I 2007 plantede russiske forskere med politisk støtte et russisk flag på havbun- 39

den på Nordpolen. Rusland har også genopta-get flyvninger med strategiske bombefly i det arktiske og nordatlantiske område. Her har de været tæt på dansk luftrum. Rusland har dog siden 2008 bevidst forsøgt at ændre indtryk-ket af en aggressiv russisk Arktis-politik. Det er derfor ikke sandsynligt, at Rusland øn-sker at indlede en markant militær opbygning i det arktiske område, så længe andre arktiske kyststater eller f.eks. Kina ikke gør det. Rus-land vil dog være meget følsomt over for et-hvert tegn på, at andre stater militariserer det arktiske område og er også meget opmærk-som på andre arktiske staters eksisterende el-ler planlagte militære kapaciteter.I løbet af de næste 15 år vil Ruslands samle-

de militære styrke i Arktis dog ændre sig. Ved Nordflåden vil et stort antal ubåde, overflade-skibe og fly i 2025 være forældede og vil kun være erstattet med nyt materiel i et meget be-skedent omfang, for visse typers vedkommen-de slet ikke. Blandt forbedringerne er to mo-derne landgangsskibe. Rusland tillægger det en høj prioritet at udvide sin ret til at udnytte ressourcerne på havbun-den på Nordpolen. Det er derfor sandsynligt, at Rusland vil reagere negativt, hvis det vur-derer, at FN’s Sokkelkommission ikke imøde-kommer landets krav tilstrækkeligt. Karakteren af Ruslands reaktioner vil dog afhænge af den internationale situation på det tidspunkt, hvor Sokkelkommissionen kommer med sine anbe-falinger, herunder Ruslands forhold til USA.

KinaKina står i 2012 over for en gennemgribende personudskiftning i den øverste politiske ledelse. Det er sandsynligt, at den nye ledelse vil fastholde den økonomiske politik. På langt sigt vil Kina være den dominerende magt i Østasien og verdens næststærkeste militære magt efter USA. Kinas kraftige økonomiske vækst og store udenrigshandel betyder, at Kinas interesser er blevet globale, og at Kina i varierende grad vil have interesser i alle dele af verden. Det vil øge den selvbevidsthed, som Kina allerede op-træder med. Der har længe været tegn på, at Kina får svært ved at fastholde sin meget høje økonomiske vækst, der i de seneste år har været kunstigt holdt oppe af et investeringsprogram af hidtil usete dimensioner. Det er derfor sandsynligt, at den årlige vækstrate ikke kan fastholdes på det nuværende niveau omkring 10 % på mel-lemlangt til langt sigt. Kinas økonomiske fremgang har været begun-stiget af en udvikling, som har øget arbejds-styrkens andel af den samlede befolkning. Den gunstige befolkningssammensætning vil på meget langt sigt ændre sig på grund af stigende levealder, stagnerende arbejdsstyrke

og svagere tilgang til arbejdsmarkedet fra de mindre ungdomsårgange.Så længe Kina har høj økonomisk vækst og kan sørge for beskæftigelse til det meste af befolkningen, er det sandsynligt, at Kinas le-delse vil foretrække en uændret politik. Det er sandsynligt, at en faldende økonomisk vækst vil give øget grobund for utilfredshed med den politiske styreform, men det er ikke sandsyn-ligt, at en folkelig opstand kan fjerne partiets magtmonopol mod ledelsens vilje. Kina står i 2012 over for en gennemgribende personudskiftning i den øverste politiske ledel-se, men det er sandsynligt, at den nye ledelse vil fastholde den økonomiske politik. Kinas ledelse har øget opmærksomheden på landets interne sikkerhed i de senere år. Op-stande i andre lande bliver fulgt tæt af den ki-nesiske ledelse og sikkerhedsapparatet, da der 41

er bekymring for, at opstande i andre lande kan inspirere til lignende i Kina.Kinas ledelse er i særlig grad opmærksom på religiøse bevægelser, da de kan true partiets kontrol og magtmonopol. Det gælder især de vestlige provinser Xinjiang og Tibet, hvor mi-noriteterne ikke har kulturel eller religiøs til-knytning til den han-kinesiske befolkning, der er den dominerende etniske gruppe i Kina. Det er et ufravigeligt kinesisk krav, at Taiwan er en del af Kina. Kinas forhold til Taiwan er ble-vet mærkbart forbedret siden 2008, og der er en stigende samhandel mellem Kina og Taiwan. Forholdet mellem Taiwan og Kina vil til tider være præget af gensidig mistillid. Kinas militæ-re oprustning gør det vanskeligt for Taiwans regering at gå ind i direkte bilaterale forhand-linger om politiske forhold. Dertil kommer, at indre politiske forhold på begge sider af Taiwanstrædet kan medvirke til, at verbale stri-digheder mellem Kina og Taiwan kan blusse op. Det er dog sandsynligt, at den uformelle dia-log mellem Kina og Taiwan på tværs af Taiwan-strædet vil få stadig bedre vilkår.Det er ikke sandsynligt, at Taiwan erklærer sig selvstændigt og dermed opgiver ét-Kina-poli-tikken, som også støttes af Taiwan. Hvis det alligevel skulle ske, er det sandsynligt, at Kina vil se sig nødsaget til at reagere militært. Kina har opbygget tilstrækkelig militær styrke, især overlegne fly- og flådestyrker samt tilstrække-lige landgangsstyrker, til at kunne lægge et be-tydeligt pres på Taiwan, herunder gennemføre en blokade af øen. Set fra Kina er det er forudsætning for dialog med andre lande, at de accepterer Taiwans sta-tus som en del af Kina. Noget lignende gælder Tibet, hvor Kina aktivt søger at presse omver-denen for at understrege sin ubestridte over-højhed.Selv om Kina har nedtonet ideologien væsent-ligt i sin udenrigspolitik, bliver modsætningen til Vesten og til vestlige demokratiske og libe-rale ideer opretholdt. Det sker, for at grund-laget for det politiske systems legitimitet ikke skal forsvinde.

Kina vil håndtere sine udenrigspolitiske for-hold direkte med andre lande frem for gen-nem forpligtende internationale aftaler. Ikke-indblanding er det centrale princip i kinesisk udenrigspolitik. Det skal forhindre diskussion af politiske styreformer, herunder af interne kinesiske forhold, i internationale organisatio-ner og i andre sammenhænge, når ledelsen i Beijing ikke ønsker det. Konsekvensen af den kinesiske linje er derfor, at totalitære stater i et vist omfang vil søge politisk ly hos Kina. Forholdet til USA vil være det vigtigste aspekt af Kinas udenrigspolitik i de næste ti år. 20 % af Kinas eksport går til USA, og Kina har et stort handelsoverskud og de overvejende dele af sin valutareserve bundet i amerikanske statsobligationer. Kina er på den måde også blevet afhængigt af USA, både som marked for sin eksport og som långiver. Handelsoverskud-det over for USA vil føre til konfrontationer, så længe Kina fastholder sin modstand mod en opskrivning af den kinesiske valuta. Kina ser USA’s forbindelser til Kinas nabolande som et forsøg på at omringe Kina. USA er direk-te involveret i de to vigtigste mulige kriseområ-der nær Kina: Taiwan og Den Koreanske Halvø. Det er Kinas strategi at inddrage USA i at få løst disse spørgsmål, men på en måde så Kina sam-tidig kan varetage sine egne interesser. Kina anvender sit forhold til Rusland som mod-vægt til USA’s regionale og globale indflydelse. De vigtigste elementer i det kinesisk-russiske forhold er russiske leverancer af våbensystemer, våbenteknologi og energi til Kina. Kinas eksport til Rusland består hovedsagelig af forbrugsva-rer. Det er sandsynligt, at forholdet mellem Kina og Rusland vil forblive i et stabilt leje. Kina efterspørger nu betydelige dele af flere af verdens naturressourcer og vil fortsætte jag-ten på ressourcer i de kommende år. Mange kinesiske udenrigspolitiske engagementer er drevet af råvareefterspørgslen, og Kinas enga-gement i mange afrikanske lande er knyttet til udvinding af råstoffer.Sideløbende med Kinas økonomiske vækst har den kinesiske ledelse sat en større omstilling af forsvaret i gang. Det skal udvikle det kinesi-ske forsvar fra en lavteknologisk folkehær til et

moderne stormagtsforsvar. Den primære årsag til moderniseringen af forsvaret var oprindeligt forholdet til Taiwan. Derfor har flåden og luft-våbnet fået tilført nyt materiel for at opbygge evnen til at opnå sø- og luftherredømme over Taiwanstrædet, hvis Kina på et tidspunkt vil sø-landsætte tropper på Taiwan. Det er dog ikke sandsynligt, at forholdet mellem Kina og Tai-wan udvikler sig til en omfattende krig.For at afskrække USA fra at engagere sig i en konflikt om Taiwan øger Kina kraftigt sin ubådsstyrke og sin beholdning af missiler, der kan true de amerikanske baser i det vestlige Stillehav. Samtidig udbygger Kina sin evne til informationskrigsførelse, der bl.a. omfatter cyberkrig og anti-satellitmissiler, for at kun-ne vanskeliggøre amerikanske operationer til støtte for Taiwan.I takt med at Kina har øget sine militære styr-ker over for Taiwan, har der i de seneste år været en tendens til, at Kina stationerer de ny-este flådefartøjer og fly i og ved Det Sydkine-siske Hav. Det er sandsynligt, at Kina på den

måde også vil tydeliggøre sine territorialkrav i Det Sydkinesiske Hav.Kinas forsvar har kun i begrænset omfang op-trådt uden for landets nærområde. Da Kina i begyndelsen af 2009 udsendte en flådestyrke til at bekæmpe pirateri ved Afrikas Horn, blev dette mønster ændret. Kina deltager også i sti-gende omfang i FN’s fredsbevarende missioner. Moderniseringen af Kinas forsvar vil i stigende grad give Kina mulighed for at agere som glo-bal militær magt og gøre det til verdens næst-stærkeste militære magt efter USA.Det næste skridt for det kinesiske forsvar er at udbygge sin evne til at vise sin magt i Det Indiske Ocean, som en væsentlig del af Kinas udenrigshandel er afhængig af, ikke mindst lan-dets olieimport. Kina fortsætter med at bygge havneanlæg i Pakistan, Burma, Bangladesh og Sri Lanka for at få bedre adgang til Det Indiske Ocean. Havneanlæggene vil kunne bruges af ki-nesiske flådefartøjer, og Indien frygter, at de vil kunne udvikle sig til kinesiske militære baser.

IndienIndien vil på langt sigt styrke sin udenrigspolitiske indflydelse på grund af sin voksende andel af verdensøkonomien. Sammen med en voksende militær styrke vil det placere landet som en af ver-dens væsentligste stormagter på meget langt sigt.Den indiske økonomi er gennem de sidste to årtier i gennemsnit vokset med ca. 6,5 % om året. Det har været tilstrækkeligt til at garan-tere en fremgang i levestandarden for landets hastigt voksende befolkning. Det er sandsyn-ligt, at Indien kan fastholde disse vækstrater på mellemlangt og langt sigt. Alligevel skal der et meget langvarigt vækstforløb til, væsentligt mere end 20 år, før Indien kan måle sig med verdens tre største økonomier: USA, Kina og EU. Den indiske økonomiske styrke vil i 2030 nærme sig Japans, der på det tidspunkt stadig vil være verdens fjerdestørste økonomi.Indiens folketal har passeret 1,2 milliarder, og befolkningsvæksten fortsætter, dog i et lave-re tempo. Indien vil hen mod 2030 overtage Kinas plads som verdens mest folkerige na-tion med omkring halvanden milliard indbyg-gere. Indiens arbejdsstyrke vil vokse støt frem

mod 2030 og udgøre en stadig stigende andel af befolkningen. For Indiens vedkommende udgør den store be-folkning et økonomisk og politisk potentiale, men det er vanskeligt for landet at brødføde sin befolkning, hvoraf næsten en tredjedel le-ver under fattigdomsgrænsen. Indien har sam-tidig andre betydelige indre udfordringer. Det gælder ikke blot kastesystemet, der hæmmer den sociale mobilitet, men også et meget om-fattende bureaukrati og en svag infrastruktur. Hertil kommer Indiens mange etniske og religi-øse konflikter, hvoraf flere har tråde til ustabile nabolande, især Pakistan, Nepal og Sri Lanka.Indien har stadig mange ressourcer bundet i det problematiske forhold til Pakistan og den uløste konflikt om Kashmir. I kraft af sine stor-magtsambitioner er Indien i stigende grad 43

interesseret i at få normaliseret eller i det mindste stabiliseret forholdet til Pakistan.Den pakistanske sunniekstremistiske terror-gruppe Lashkar-e-Tayyibah stod bag terror-angrebet i Mumbai i 2008, og det er i nogen grad sandsynligt, at gruppen fortsat vil plan-lægge angreb mod militære og civile mål i In-dien. Yderligere terrorangreb i Indien vil kunne spænde ben for dialogen mellem Indien og Pa-kistan.Den nukleare afskrækkelse mellem Indien og Pakistan betyder, at en omfattende krig mel-lem de to stater er usandsynlig, men det er i nogen grad sandsynligt, at nye større terror-angreb i Kashmir eller andre dele af Indien kan få Indien til at iværksætte en begrænset mili-tær gengældelse mod mål i Pakistan.Indien ønsker at fremme udviklingen hen mod en multipolær verden, hvor det på meget langt sigt vil indtage en væsentlig rolle. Det er sand-synligt, at Indien i 2030 vil have opnået dette.Den indiske ledelse udfolder betydelige be-stræbelser for at forbedre forholdet til alle na-bolande og naboregioner. Disse bestræbelser er blevet anerkendt, og Indien har styrket sit samarbejde med magter som USA, Kina, Japan, Israel og Frankrig. Disse forstærkede samar-bejdsrelationer skal bidrage til at øge Indiens indflydelse.

Det er sandsynligt, at USA’s og Indiens nye strategiske samarbejde vil fortsætte. Indiens interesse i samarbejdet sigter først og frem-mest mod at blive anerkendt som ligeværdig. Det er ikke sandsynligt, at Indien vil indgå tæt-te, forpligtende alliancer, og Indien vil frem mod 2030 blive ved med at værne om sin stra-tegiske selvstændighed. Den stigende kinesi-ske aktivitet i og omkring Det Indiske Ocean betyder dog, at Indien i det mindste på mel-lemlangt til langt sigt vil se en interesse i et strategisk samarbejde med USA om at skabe en modvægt til Kinas bestræbelser på at øge sin militære tilstedeværelse i Det Indiske Ocean. Indiens høje økonomiske vækst giver mulighed for store stigninger i forsvarsudgifterne. Selv med en konstant andel af nationalproduktet vil Indiens forsvarsudgifter blive mere end tre-doblet frem mod 2030.Indien prioriterer sit forsvar meget højt for at støtte sin strategiske ambition om en domine-rende rolle i Det Indiske Ocean og for på langt sigt også at blive en global stormagt. Indien har med sin økonomiske vækst og vækstrater for forsvarsbudgetterne mulighed for at ud-bygge sin globale militære evne, samtidig med at det moderniserer sit forsvar. Det er sand-synligt, at Indien på langt sigt vil opnå en reel global militær evne, der fra 2020 vil omfatte flere hangarskibe.

Den Koreanske HalvøSituationen på Den Koreanske Halvø vil forblive spændt, og det er meget sandsynligt, at Nord-korea vil fortsætte sit kernevåbenprogram, uanset om landet indleder en ny dialog med USA og Sydkorea. Situationen mellem Nord- og Sydkorea blev al-vorligt skærpet i 2010, da Nordkorea i marts sænkede den sydkoreanske patruljekorvet Cheonan og i november gennemførte et artil-leriangreb på øen Yeonpyeong i Det Gule Hav. De nordkoreanske angreb i 2010 falder inden for rammerne af et normalbillede med et for-løb, hvor perioder med afspænding følges af nye nordkoreanske trusler og militære provo-kationer. De følges så igen af fornyet afspæn-ding med kontakter og dialog mellem Nord- og Sydkorea. Siden foråret og sommeren 2011 44 har forholdet mellem Nord- og Sydkorea igen været på vej mod en vis afspænding.Det er imidlertid meget sandsynligt, at situ-ationen på Den Koreanske Halvø vil forblive spændt, og at der vil opstå mindre hændel-ser, herunder mindre, militære sammenstød langs våbenstilstandslinjen. Det er sandsyn-ligt, at det nordkoreanske regime vil fortsæt-te med en aggressiv retorik over for Sydkorea, men også at det i de kommende måneder vil se en interesse i at genoptage dialogen med

Sydkorea for at opnå fødevarehjælp. Hjælpen skal især understøtte regimets legitimitet op til fejringen af Kim Il-sungs 100-års fødselsdag i april 2012. Det er derfor sandsynligt, at det nordkoreanske regime i tiden frem til 100-års-dagen vil være tilbageholdende med større mi-litære provokationer mod Sydkorea. Det er sandsynligt, at situationen på Den Kore-anske Halvø i de kommende år fortsat vil være fastlåst, og at dialog vil blive afløst af kriser i det velkendte forløb. Det er ikke sandsynligt, at en dialog om Nordkoreas kernevåbenpro-gram vil føre til en reel genoptagelse af seks-partsforhandlingerne mellem Nord- og Sydko-rea, Kina, USA, Rusland og Japan, hverken på kort eller mellemlangt sigt. Alle parter vil dog af taktiske hensyn holde muligheden for at genoptage forhandlingerne åben. Det er me-get sandsynligt, at Nordkorea vil fortsætte sit kernevåbenprogram, uanset om landet indle-der en ny dialog med USA og Sydkorea. Det er sandsynligt, at Kinas strategi går ud på at beskytte det nordkoreanske regime og på

samme tid presse det til reformer efter kinesisk forbillede. Det skal hindre et pludseligt sam-menbrud af det nordkoreanske regime. Det er sandsynligt, at Kina anser en koreansk genfor-ening for uundgåelig på mellemlangt til langt sigt, men Kina vil forsøge at udskyde en gen-forening så længe som muligt. Det er sandsyn-ligt, at det indgår i Kinas strategiske overvejel-ser, at USA’s magt og indflydelse i regionen vil falde, og at Kina vil få øget magt og indflydelse på en kommende koreansk genforening.Kim Jong-ils yngste søn, Kim Jong-eun, er fa-vorit til at overtage magten efter faderen. Al-ligevel er det usikkert, hvilken reel magtposi-tion han vil få før eller efter faderens død. Det er dog sandsynligt, at Nordkoreas kommende magthavere vil fortsætte det nuværende re-gimes konfliktsøgende adfærd og vil undlade reformer af landets nødlidende planøkonomi. Det nordkoreanske regime kan stå over for et sammenbrud. Det er dog ikke muligt at vurde-re sandsynligheden herfor eller det nærmere tidspunkt.

I løbet af de næste 10-20 år vil den økono-miske og militære udvikling gradvis ændre de sikkerhedspolitiske styrkeforhold. Den økono-miske krise har kun ramt udviklingsøkonomier-ne med Kina og Indien i spidsen i mindre grad. Globaliseringen og den økonomiske udvikling vil derfor fortsat gradvis ændre de sikkerheds-politiske styrkeforhold, både mellem regioner og internt i disse. Den største ændring vil være, at tyndepunktet i verdensøkonomien vil blive forskudt fra Europa og Nordamerika til Asi-en. De vestlige økonomier vil dog stadig være absolut dominerende. Ændringen vil medvirke til, at magtforholdene frem mod 2030 gradvis bliver udjævnet. USA’s magt vil blive mindre, men USA vil stadig have verdens største økonomi og råde over verdens stærkeste militære magt.Hvis Kinas nuværende vækstrater fortsætter, vil Kina allerede i 2020 eller 2025 overhale USA som verdens største økonomi. Det er dog ikke sandsynligt, at Kina på langt sigt kan fastholde det hidtidige tempo i sin økonomiske vækst. Men selv med en stagnerende udenrigshandel og mere beskedne vækstrater, er det sandsyn-ligt, at Kina i 2020 vil have verdens tredjestør-ste økonomi med en størrelse på omtrent halv-delen af USA’s og EU’s respektive økonomier.Blandt de stormagter, der er på vej frem, står Kina således i spidsen. Rusland er ved at gen-indtage en stormagtsrolle, men har ikke sam-me muligheder som Kina og Indien. Indien har allerede overhalet Rusland økonomisk og vil i stigende grad udfylde en rolle som især militær stormagt. Både Indien og Kina vil have voksen-de militær styrke, mens USA, Rusland og Euro-pa fortsat vil reducere de militære styrker.Lige under de fremtidige stormagter vil en 46

række mellemstore lande kunne gøre sig gæl-dende som regionale magter. Det gælder først og fremmest Brasilien. Men også lande som Tyrkiet, Iran og Sydafrika vil markere sig som regionale magter.EU har udviklet sig som øko omisk magtfaktor nmed en økonomi på stør else med USA’s. Med rsine indre politiske og økonomiske modsæt-ninger har EU dog svært ved at føre en sam-menhængende global politik. Derfor har EU et stykke igen, før unionen for alvor vil kunne markere sig som international sværvægter.Kina og USA bevæger sig i retning af en større strategisk og især sikkerhedspolitisk rivalise-ren, som først og fremmest vil komme til ud-tryk i Østasien. USA afbalancerer samtidig sin politik i regionen nøje, så forholdet mellem de to lande ikke for alvor lider overlast.Det er sandsynligt, at Kina på langt til me-get langt sigt bliver mere tilbøjeligt til at en-gagere sig direkte i internationale spørgsmål, herunder blande sig militært i regioner af stra-tegisk interesse for Kina. For det første brin-ger Kinas økonomiske udvikling landet i stadig tættere forbindelse med den øvrige verden, og Kina bliver dermed også stadig mere afhængigt af omverdenen. For det andet vil Kina øge sin evne til at påvirke andre lande gennem sin øge-de økonomiske og militære styrke, og for det tredje vil USA’s vigende dominans skabe et vist magttomrum, som Kina med tiden kan udnytte.Væbnede konflikter mellem stormagter vil fort-sat kunne forekomme, men det er ikke sand-synligt. Ødelæggelseskraften i moderne sta-ters våben, både de strategiske kernevåben og de konventionelle våben, har gjort ubegræn-set krig uanvendelig som politisk middel i kon-flikter mellem stormagterne. Globaliseringen

og den stadig tættere sammenvævede globale økonomi trækker i samme retning, og det ville være meget omkostningsfuldt for USA’s og Ki-nas økonomier, hvis de to lande indledte en di-rekte militær konfrontation.Det er i nogen grad sandsynligt, at der ikke vil være den samme tilbageholdenhed hos stor-magterne inden for nye, ikke-voldelige kamp-midler som cyberkrig, hvor man bruger com-puternetværk til at bekæmpe sin modstander. Der er ikke etableret regler for cyberkrigsførel-se, sådan som der er for konventionelle kamp-midler og masseødelæggelsesvåben. Selv om den samlede risiko for militær konflikt mellem stormagter er meget lav, kan cyberkrigsførelse føre til, at stormagter besvarer et cyberangreb med traditionelle militære midler. Det kan re-sultere i en større militær optrapning af kon-flikten og i sidste ende i regulære krigshandlin-ger. Det er dog fortsat ikke sandsynligt.Udviklingen frem mod 2020 vil være præget af, at USA i stadig mindre omfang kan dominere verden. Dette begyndende magttomrum bety-der allerede nu, at regionale magter får større råderum. Regionale magter vil derfor i højere grad søge at styrke deres magtposition i deres regioner.

På mellemlangt til langt sigt vil det betyde en øget risiko for regionale konflikter, især i re-gioner, hvor USA hidtil har haft en domine-rende rolle, f.eks. Mellemøsten. Men det øger også risikoen for, at USA på mellemlangt sigt vil føle sig tvunget til at gribe militært ind over for en regional magt, der undervurderer, hvor parat USA vil være til korte, intensive militære engagementer.Der er størst risiko for, at der vil opstå en re-gional eller lokal militær konflikt i områder med f.eks. olie, gas, vand eller metaller. I Østasi-en vil de regionale territorialstridigheder i Det Sydkinesiske Hav, især omkring Spratly-øerne, forblive et centralt problem frem mod 2020. Det er dog ikke sandsynligt, at det vil komme til væbnede konflikter.Etniske og religiøse modsætningsforhold i ustabile og fattige lande, hvor regering og myndigheder ikke fungerer, dvs. de såkaldt svage stater, vil fortsat være en væsentlig år-sag til væbnede konflikter. Det gælder især Afrika syd for Sahara, dele af Mellemøsten og dele af Sydasien, bl.a. fordi de kan anvendes som tilflugtssteder for terrorister. Det er sand-synligt, at det vil være inden for dette område, at de fleste væbnede konflikter vil udspringe på langt sigt.

Nogle af formuleringerne i risikovurderingen afspejler den særlige metode, der anvendes i efterretningsanalyser. For at lette læsningen følger her en kort beskrivelse af vores særlige formuleringer og arbejdsmetode. Når analytikerne modtager en oplysning, skal de validere den, dvs. afgøre kildens pålide-lighed og adgang. Dernæst skal oplysningen vurderes for at afgøre dens troværdighed og sandsynlighed. Vi tager således stilling til fire forhold i forbindelse med kilder og oplysninger:

Pålidelighed:

Hvor pålidelig har kilden været tidligere? Hvor godt kender kilden til det emne, som oplysningen drejer sig om?

Adgang:

Hvor tæt har kilden været på begi-venhederne? Er det kildens egne oplevelser, el-ler stammer oplysningen fra andre?

Troværdighed:

Kommer oplysningen fra en normalt pålidelig kilde med god adgang? Pas-ser den ind i analytikernes øvrige erfaringer?

Sandsynlighed:

Hvor sandsynligt er det, at det omtalte vil ske eller er sket? Det afhænger både af kildens pålidelighed, kildens adgang, oplysningens troværdighed, og hvordan oplys-ningerne passer med analytikernes erfaring og øvrige oplysninger. Når vi har taget stilling til alle disse spørgsmål, har vi forvandlet den rå oplysning til en efter-retning, der kan indgå i den videre analyse. Or-det efterretning bruges dog ikke konsekvent. Normalt røber vi ikke vores kilder, men som hovedregel anfører vi vores vurdering af oplys-ningens troværdighed og sandsynlighed. Det kan styrke troværdigheden over for læserne, hvis vi røber noget om, hvor vi har vores oplys- 48

ninger fra, men behovet for troværdighed må nøje afvejes med den mulige konsekvens, at kilden bliver røbet.Det er kun sjældent, at vi kan give en vurde-ring, uden at der er elementer af usikkerhed i den. Derfor forsøger vi at gøre det klart for læserne, hvor sikre vi er i vores vurdering. Det sker ved, at vi udtrykker os på en standardise-ret måde og bruger de samme vendinger, f.eks. når vi vil give udtryk for den samme kildevur-dering eller grad af sandsynlighed. Vi bruger derfor kun de standardiserede for-muleringer i Efterretningsmæssig Risikovurde-ring. Når det drejer sig om sandsynlighed, lig-ger der bag formuleringerne en femdelt skala fra 0 over 25, 50 og 75 til 100 %. Yderpunk-terne er de nemmeste at have med at gøre, men ikke de mest brugte. I praksis stilles ana-lytikeren oftest over for det krav at vurdere sin sikkerhed som fifty-fifty eller mellem dette og henholdsvis nul eller 100.FE benytter en fast formulering af de fem sandsynlighedsgrader:• • • • • Meget sandsynligtSandsynligtI nogen grad sandsynligtIkke sandsynligtUsandsynligt

Indhold

Forord

Hovedkonklusion

Hovedkonklusion

Det Arabiske forår

Det Arabiske forår

Terrorisme

Terrorisme

Pirateri

Pirateri

Spredning af masseødelæggelsesvåben

Spredning af masseødelæggelsesvåben

Truslen i cyberspace

Truslen i cyberspace

Afghanistan og Pakistan

Afghanistan og Pakistan

Afghanistan og Pakistan

Afghanistan og Pakistan

Afghanistan og Pakistan

Mellemøsten og Nordafrika

Mellemøsten og Nordafrika

Mellemøsten og Nordafrika

Mellemøsten og Nordafrika

Mellemøsten og Nordafrika

Mellemøsten og Nordafrika

Mellemøsten og Nordafrika

Mellemøsten og Nordafrika

Mellemøsten og Nordafrika

Sudan, Sydsudan og Somalia

Sudan, Sydsudan og Somalia

Sudan, Sydsudan og Somalia

Rusland

Rusland

Rusland

Arktis

Arktis

Asien

Asien

Asien

Asien

Asien

Globale perspektiver

Globale perspektiver

Pålidelighed:

Adgang:

Troværdighed:

Sandsynlighed:

Sprog, metode og definitioner

Sprog, metode og definitioner

Simple terrorangreb, der kan bestå i, at en enkelt eller nogle få personer skaffer

Terrorangreb af en vis kompleksitet, der kan bestå i et mindre antal koordine-

Komplekse terrorangreb, der kan bestå af et større antal koordinerede bombe-

Meget komplekse terrorangreb, f.eks. angrebene i USA i september 2001 og de