FIV, Alm.del - 2011-12 - Bilag 255: Publikationen "Vi både hører og ser med øjnene" fra Nyborgskolen, Region Syddanmark

NyborgskolenNyborgskolen tilbyder undervis-ning og bolig til unge med høretabfra hele Danmark.Skolen danner bro fra børnesko-len til de unges voksenliv. Her fårde personlig udvikling, dannelseog livslæring – og de bliver for-beredt til videre uddannelse ellerarbejde.Et ophold på Nyborgskolen kanvare 1-3 år - alt efter den enkelteelevs behov. Eleverne kan tageafgangsprøver på 9. og 10. klassesniveau eller gennemføre den3-årige ungdomsuddannelse forelever med særlige behov.Nyborgskolen er desuden lands-dækkende kompetencecenter,når det gælder unge med høretabog servicerer kommuner, uddan-nelsesinstitutioner m.fl.Som navnet siger ligger skoleni Nyborg – og det har den gjort imere end 100 år. I sommeren 2012flytter Nyborgskolen til Fredericiai tilknytning til Center for Høretab,men beholder sit navn.Både Nyborgskolen og Centerfor Høretab drives af RegionSyddanmark.

Vi forbereder til et voksenlivmed kvalitet og meningDet sociale liv fylder meget påNyborgskolen, sådan som detogså fremgår af fortællingernei dette hæfte. For unge medhøretab er det nemlig vigtigt atvære sammen med ligestilledeunge, hvor kommunikationen kanglide let. Det er med til at givestyrke til et liv blandt hørende.På Nyborgskolen arbejder vi mål-rettet med at udvikle elevernessociale kompetencer, og deresstore forskellighed - bortset frahøretabet - er med til at skabe enblomstrende mangfoldighed og enstor tolerance.Men det sociale liv er ikke deteneste mål for eleverne på Ny-borgskolen. De får også hjælpog støtte til at rette blikket fastmod fremtiden. Den enkelte elevspotentialer bliver afdækket somforberedelse til et voksenliv medstørst mulig kvalitet og mening,som kan bestå i at få en uddan-nelse, en læreplads eller i at læreat mestre livet.At være født med et høretab bety-der ofte, at faglig indlæring tagerlængere tid, end det gør for andre- ganske enkelt fordi det er merebesværligt at tilegne sig viden ogfærdigheder. Det, de unge mang-ler, kan de indhente på Nyborg-skolen, hvor vi har store ambi-tioner på vores elevers vegne. Vived nemlig af erfaring, at ungemed høretab kan meget mere, endomgivelserne tror og forventer.I tæt samarbejde med elev, foræl-dre og den kommunale UU-vejle-der udvikler vi en fremtidsplan forhver enkelt elev. Planen er dyna-misk og bliver justeret undervejs,og vi slipper ikke eleven, før måleter nået.For en af de unge i hæftet, PeterLybker, er målet at blive smed.Hans ophold på Nyborgskolenindeholdt derfor værkstedsfag ogde teoretiske fag, der er en forud-sætning for at klare teknisk skole,og under opholdet på tekniskskole fungerer lærere fra Nyborg-skolen som mentorer for Peter.Andre elever har andre mål, menfælles for dem er, at Nyborgskolenunderstøtter deres mål.I hæftet fortæller nuværende ogtidligere elever om deres opholdpå Nyborgskolen og om, hvordandet er at være ung med høretab.Fortællingerne er blevet til påbaggrund af interviews med bi-stand fra simultantolke og Ny-borgskolens lærere.Vi håber, at hæftet kan være medtil at synliggøre og skabe for-ståelse for de udfordringer, somunge med høretab har.Forstander Steen FriisNyborgskolen

Vi har brug for at væresammen med andre døveNikoline Hastings, 18 år, København, 1. års elevJeg er tvilling,og min søster ogjeg blev født for tidligt. Vi kom ikuvøse og fik ilt.Jeg var meget syg, og det gjor-de, at jeg er helt døv og delvisblind på det ene øje.Mine forældre fandt ud af, atjeg var døv, da jeg var 6 måneder.De kunne jo ikke tegnsprog på dettidspunkt, så de fandt frem til entidligere elev på Nyborgskolen,Morten. Han underviste dem itegnsprog, og kommunen betalte.Et år senere var de blevet retgode til det, og så lærte de migtegnsprog. Men deres niveau varikke så højt, og de var fra startenklar over, at kommunikationenvar vigtig for mig – og at det varvigtigt for mig at være sammenmed andre døve.Derfor aftalte de med Mortenog hans kone Mie, som begge selvvar døve, at jeg kom hos dem 5-6gange om måneden fra jeg var 3år.Morten og Mie blev senere skilt,og jeg fortsatte med at kommehos Mie, indtil jeg var 12-13 år.På den måde fik jeg udviklet mittegnsprog og blev rigtig god tildet. Samtidig lærte jeg noget om,4hvordan man klarer sig som døv ide hørendes verden.Det er så vigtigt,at vi får lov tilat være sammen med andre døve,hvor vi kan kommunikere på voreseget sprog – altså tegnsprog – ogat vi oplever den selvudvikling,der sker, når man er sammen medandre, uden at der er kommunika-tionsproblemer.Det er desværre bare så sværti dag, fordi der bliver færre ogfærre døve på grund af, at mangefår CI – en Cochlear Implant (etavanceret høreapparat, der om-danner lyden til elektriske signa-ler, som hjernen omsætter til lyd).Jeg gik på KastelsvejensSkole iKøbenhavn for hørehæmmede ogdøve og flyttede ind på skolenselevhjem, da jeg var 14 år. Hervar et tegnsprogsmiljø, og jeg varsammen med andre døve.En dag kom en lærer og nogleelever fra Nyborgskolen på besøgog fortalte om skolen, de mulig-heder, der er her, hvordan ele-verne har det, og hvad de oplever.På det tidspunkt var jeg megetusikker på, hvad jeg skulle vælgeefter 10. klasse. Hvis jeg ikke valg-te en skole for døve og hørehæm-mede, skulle jeg sidde som enestedøv i en almindelig skoleklasse, ogdet havde jeg ikke lyst til.Det endte med, at jeg valgteNyborgskolen for at kunne væresammen med andre døve, og fordidet er den eneste skole for unge,hvor man taler med lærerne udentolk, altså hvor vi taler tegnsprogsammen.Desuden kan man få eksaminerpå skolen.Det betød også megetfor mig,at den boglige linje - World Wide,som jeg gerne ville ind på, har enrejse til USA.Her får vi 4 ugers undervisningpå Gallaudet University i Washing-ton DC, hvor der kommer døve oghørehæmmede unge fra hele ver-den, og hvor alt foregår på vorespræmisser.Vi skal bo på universitetets kol-legie, og vi skal også besøge NewYork.Det er meget spændende.En dansk døvelærer, der selver døv, og som har arbejdet påGallaudet, kommer og lærer os5

amerikansk tegnsprog, før vi skal afsted.Amerikansk og dansk tegnsprog ernemlig ikke det samme. Der er megetstor forskel.Jeg har tidligere været i USA fleregange, fordi jeg har familie derovre ogjeg kan lidt amerikansk tegnsprog –men kun lidt. Jeg kan forstå det, hvis detaler langsomt, men ikke, hvis de taler inormalt tempo.Jeg kan også lidt internationalttegnsprog. Det bruger vi, når vi rejserrundt i verden. Så kan vi sammen medkropssprog og gestikulation kommu-nikere med andre døve og hørehæm-mede.Jeg søgte indpå Nyborgskolen i de-cember 2010, og først i slutningen afjuni fik jeg at vide, at jeg kunne kommeind efter sommerferien 2011.Det halve år, hvor jeg gik og ventedepå svar, var jegsånervøs for, om jegkunne komme herned. Men det lykkedesså, og jeg er helt sikkert glad for mitvalg.I starten var det lidt svært, men nugår det rigtig fint.På min gamle skole havde vi det ikkegodt i min klasse. Der var mobning ogdrilleri, og jeg blev mobbet. Jeg harjo et synsproblem oveni, at jeg er døv,og jeg tænker, at jeg nok blev mobbet,fordi jeg var lidt anderledes. I 8. klassevar jeg nødt til at stoppe og flytte over ien anden klasse,På Nyborgskolen har jeg ingen prob-lemer. Her er ingen mobberi og drilleri.Jeg havde kammerater på min gamleskole, men jeg lå på et højere niveau,end de gjorde, og derfor snakkede viikke så godt sammen.6

Her er vi mere på niveau. Vi kan gå idybden med vores snak og have detsjovt sammen.For mig er kammeraterne det bedsteved at være på skolen. De føles meresom rigtige veninder og venner. Dem viljeg gerne holde fast ved.Jeg har endnu ikkebesluttet, om jegvil fortsætte på Nyborgskolen næste år.Jeg synes, at det er svært at vælge. Toaf mine venner skal på Center for Døve iNyborg, som har masser af muligheder,og hvis man ikke ved, hvad man vil, nårman er færdig med skolen, har man mu-lighed for at prøve forskellige ting.En anden mulighed er Castberggård iHedensted, som er en højskole for døve.De har samarbejde med VUC i Horsens,men bruger tolk, når elever og lærereskal snakke sammen. Og det er megethårdt. Man skal virkelig koncentrere sigom at aflæse tolken, og man bliver træt.Når læreren kan tegnsprog, er tempo-et meget mere roligt. Kommunikationener heller ikke så forpligtende, som hvisder er tolk på – der kan godt være lidtsjov og uforpligtende snak ind imellemog også pauser i samtalen.Med tolk på er man koncentreret omat bruge tiden til det faglige, og nårman snakker med hørende, så kørerdet bare derudaf i en lind strøm. Der eringen pauser, og det er hårdt.Tegnsprog er heller ikke bare tegn-sprog. Man bruger tegnsprog på hversin måde og taler lidt forskelligt afhæn-gigt af, hvilken skole man kommer fra.Men når jeg har møder med f.eks.kommunen, har jeg altid tolk på, fordi viskal være helt sikre på at undgå misfor-ståelser. Jeg ønsker jo også at få alleinformationer med.

Da jeg var lille,drømte jeg om at blivedyrlæge. Jeg har været i praktik i endyrehandel. Det var rigtig godt, og jegvil meget gerne arbejde med dyr – f.eks.de små kæledyr i Zoologisk Have.Men som døv er det meget svært atkomme ind, fordi det er så få, der bliveroptaget på uddannelsen som dyre-passer.Jeg kender en døv, som har fået ud-dannelsen, men hun har ikke fået job,efter at hun er færdig.Jeg kan også godt lide at lave mad,og det kunne være en anden mulighed.Men jeg har hørt, at det kan væremeget stressende, og det passer jo ikketil mig at få stressende arbejde, så jeger lidt i tvivl.Det sværesteved at være døv er, at viikke har nær så mange muligheder somhørende. Det gælder job og uddannelse,men det kan også være svært at fåalmindelige oplysninger.Hvis jeg sidder i et tog, kan det ske,at folk lige pludselig rejser sig og for-lader toget – og jeg tænker: “Hvad skerder her?“Det kan være, at der i højttaleren erblevet sagt, at toget ikke kører læn-gere, fordi der er sket et eller andet.Jeg kan se, at folk går, men jeg aner joikke hvorfor.Jeg prøver aldrig at spørge togper-sonalet om f.eks., hvornår toget er iKøbenhavn. Jeg følger bare med og ser,hvad der sker.Men måske kunne jeg godt i frem-tiden finde på at spørge, hvis jeg harsiddet længere tid i et tog, uden at dersker noget.Ja, og så er det også svært medkommunikationen med hørende og med

de familiemedlemmer, som ikke kantegnsprog.Kun mine forældre og min tvillinge-søster kan lidt tegnsprog, mens de an-dre i min familie bruger lidt kropssprogog lidt gestikulation.Min far er amerikaner,og når jeg kom-munikerer med hans familie, tolker han.Jeg skriver også sammen med dem– jeg skriver på dansk, og far oversæt-ter det til engelsk. Når jeg får breve fradem, oversætter far dem til dansk formig.Jeg har det fint med at læse, og jegkan godt skrive – men det er ikke gram-matisk perfekt.Når vi er til familiefester, spørger jegmine forældre, om de vil tolke. Det gørde, men de glemmer jo at tolke – ogsnakker bare løs. Så skal jeg lige prikketil dem igen og spørge, hvad de snakkerom – og det er svært. Deres tegnsproger jo ikke helt perfekt.Så ved familiefester og den slagsføler jeg mig ofte alene.Jeg kan ikke selv tale,og jeg kan kunmeget lidt mundaflæsning, så jeg bru-ger tegnsprog.Jeg brugte høreapparat fra jeg var8 til 11 år, men havde ikke rigtig nogetudbytte af det, for jeg havde svært vedat skelne lydene fra hinanden.I dag har jeg det sådan, at jeg ikkesynes, at jeg har brug for CI. Det er ikkenoget for mig.Jeg er jo også gammel nu, og detville være svært, hvis jeg lige plud-selig skulle til at lære en masse lyde atkende.

5.000 døveI DanmarkEn promille af et landsbefolkning er døve,og der findes omkring5.000 døve i Danmark.Hvert år fødes omkring65 børn med så stortet høretab, at de kankaldes døve, og 5-10personer bliver døve.Her er ikke medregnetden store gruppe afældre, der med tidenmister hørelsen. Om-kring 50 procent af alleover 75 har et høretab.Rent medicinsk er mandøv, hvis ens høretabligger mellem 70 og100 decibel.Danske Døves Lands-forbund anvender ensociologisk synsvinkelpå døvhed. Forbundetanser en person for døv,når han/hun identifi-cerer sig med gruppen,der har tegnsprog ogdøvekultur – uansetgraden af høretab.

TegnsprogDet er en udbredt op-fattelse, at tegnsproger internationalt. Deter det ikke. For hvertsprog findes der ettegnsprog.Tegnsprog har et hånd-alfabet, hvor hvertbogstav har en hånd-stilling. Håndalfabetetanvendes typisk til atstave person- og sted-navne eller ord, der ikkefindes noget tegn for.Tegnsprogsbrugereanvender meget mimikog gestikulation. Somtegnsprogsbruger kanman derfor relativtlet komme i gang medat kommunikere medtegnsprogsbrugere fraandre lande.Der findes en ordbogover dansk tegnsprogmed 2.000 tegn ogmere end 3.500 sæt-ningseksempler.Ordbogen ligger pånettet på adressen:www.tegnsprog.dkTegn til tale er ikke detsamme som tegnsprog,men en kombination aftegn og tale.

Døve er hverkenklamme eller grimmeKasper Rasmussen, 18 år, Esbjerg, 2. års elevDet sværesteved at være døv er kom-munikationen, for det er meget sværtsom døv at forstå, hvad de hørendesiger.Sværest er det, når flere hørende ta-ler sammen, eller jeg er i en forsamling.Det er nemmere, hvis hørende kommerhen til mig og taler direkte til mig. Såkan jeg blot pege på mine ører, ryste påhovedet – og så vise, at de kan skrive tilmig eller pege eller tegne i luften.Jeg prøver at fortælle de hørende, atde blot skal vise det, de vil sige. Somdøve er vi jo vant til at aflæse andre, ogvi har nemt ved at forstå dig, hvis duf.eks. gestikulerer eller mimer.Jeg synes faktisk, at en del hørendeer gode til at kommunikere, men ikkealle hørende kan tale med døve. Nog-le har fordomme om døve og tror, atvi ikke kan noget. Andre tror, at vi erhandicappede, fordi vi er døve.Hørende ungeer meget nysgerrigeover for os. Når vi er i byen i Nyborg,spørger de ind til, hvordan det er atvære døv, og de vil meget gerne læretegnsprog. F.eks. skriver de på en sed-del til os, hvordan man siger ”nej” eller”øl”, og så underviser vi dem. Vi lærerdem tegn for de ord, som vi nu har brugfor i vores kommunikation.Det kan f.eks. også være ord som”dan-se” og ”bordfodbold”. Så ved de jo,hvad det betyder, når vi på tegnsprogspørger, om vi skal gå over og spillebordfodbold eller danse.Jeg har 2-3 hørende venner, som jeghar fået, mens jeg har gået på Nyborg-skolen, og dem har jeg en fin kontaktmed.Selvfølgelig er der enkelte unge, sommobber os. Når jeg spørger, hvorfor demobber, siger de som regel noget om atvære klam og ulækker.”Hallo!” siger jeg så. ”Døve er hver-ken klamme eller grimme. Vi er nøjagtigligesom alle andre mennesker.Den eneste forskel er, at vi ikke kanhøre!”I Nyborg ved alle,at når vi gestikule-rer, så er det, fordi vi er døve. Jegbruger mest kropssprog, når jeg er udei byen – jeg peger og gestikulerer. Som-metider skriver jeg også sammen medden, jeg kommunikerer med, og jeg kanen smule mundaflæsning, hvis folk talerlangsomt og tydeligt.Min bedste ven, Peter, er hørehæm-met og kan tale med hørende, så hambruger jeg som tolk, når vi er sammen.Jeg er helt døv. En gang imellem kanjeg pludselig høre en lyd, og jeg tænker:9

“Hvad er det, jeg hører”. Men efter entime eller to er lyden væk igen.Flere og flere døve får indopereret enCI – en Cochlear Implant (et avancerethøreapparat, der omdanner lyden tilelektriske signaler, som hjernen omsæt-ter til lyd). Men det siger jeg nej tak til.Jeg er født og vokset op som døv.Sådan er jeg, og jeg klarer mig.Som barnkom jeg på børnedøveskoleni Fredericia efter at have gået i børne-have hjemme i Esbjerg.Sammen med andre døve børn blevjeg hver dag kørt frem og tilbage tilFredericia i bus, men det tog lang tid -omkring halvanden time hver vej – fordibussen skulle rundt og hente os allesammen.Derfor flyttede jeg hjemmefra og indpå Fredericiaskolens elevhjem, da jegskulle i 2. klasse.Jeg syntes, det var fint. Der var jomasser af venner, og vi legede sam-men. Jeg skulle ikke så tidligt op, og jeghavde ikke ret langt til skole. Det vardejligt nemt.Da jeg skulle i 9. klasse, flyttede jegind på Fredericiaskolens kollegie, hvorjeg selv skulle lave mad, handle, gørerent o.s.v., og da jeg skulle i 10. klasse,kom jeg til Nyborgskolen.Jeg kendte nogle få af de elever, dervar her, og i starten var jeg mest sam-men med dem.Nogen af de andre elever talte jotil mig, og så udviklede det sig lige såstille.Jeg er glad for at være her.Jeg harfået nye kammerater og nye venner.Jeg går på værkstedslinjen, som hed-der Innovation. Jeg lærer noget mere10

matematik og lærer praktiske ting somat arbejde i jern, træ og metal. Jeglærer også at arbejde i haven.Det bedste på Nyborgskolen erfritiden, hvor alle vi kammerater bare ersammen.Men desværre er vi ikke så mangeelever tilbage på skolen, så det er lidtkedeligt.Selvfølgelig snakker vi sammen ogsidder ved computeren sammen – mendet er ikke som sidste skoleår, hvor vibare tog ud i byen eller var en massesammen om fodbold eller andre akti-viteter.Jeg prøver at få nogen af de andremed i byen eller med til at spille lidtfodbold. Men som oftest kan de ikke,fordi de ikke har penge eller er skadet– eller sådan noget. Det bliver bare tilcomputer, eller vi sidder og snakkersammen.Jeg borpå Nyborgskolens kollegie. Jeghar min egen lille lejlighed, hvor der erkøkken, og jeg laver mad og holder styrpå det hele selv.På kollegiet havde vi en lille kro,Carlskroen, som jeg var formand for,men desværre er den nu nedlagt, fordider blev stjålet sodavand og penge. Herkunne vi ellers købe slik og sidde oghygge os sammen.Min plan er at få et år mere her påNyborgskolen, og når jeg er færdig, skaljeg jo have en uddannelse. Måske bliverdet som tømrer, måske som fisker. Ihvert fald skal det være en uddannelse,hvor jeg skal bruge mine hænder, fordet er jeg god til.Jeg har snakket med kommunenom at bruge det næste skoleår til atkomme ud i praktik forskellige steder

og på den måde finde ud af, hvad jeggerne vil uddanne mig til.Hvis jeg ikkevar kommet på Nyborg-skolen, ville jeg ikke have haft mulighedfor at møde andre døve på min egenalder og få kammerater og venner.Jeg har netop været med på en turtil døveskoler rundt om i landet for atfortælle om Nyborgskolen. De flesteelever, som vi mødte, kendte ikkeskolen, og derfor er det så nødvendigt,at vi kommer ud og fortælle om, hvadskolen er.For det er jo godt for unge døve atkomme her, og jeg håber, at der kom-mer flere.Men jeg har fået at vide, at mangeunge desværre får afslag fra dereskommune på at komme her. Det kan jegslet ikke forstå, for jeg synes nemlig, atder er for lidt hjælp til døve.Vi bliver ligesom skubbet i bag-grunden.Men det er jo vigtigt for døve ungeat komme ud og få noget skoleunder-visning. Vigtigt, at de kommer ud og ersammen med andre døve unge og påden måde får et bedre uddannelsesfor-løb og en bedre fremtid.Når kommunerne giver afslag på, atde unge kan komme her, resulterer detjo også i fyringer af lærere og pæda-goger, og vi ser også, at de tilbud, derer til døve rundt omkring i landet, luk-ker.Til sidst har vi ingen steder, hvor vikan møde hinanden og være sammen –hvad vi jo netop har brug for.Så de steder vil vi ikke miste!

CI –CochlearImplantCochlear Implant, somi daglig tale kaldes CI,er et avanceret høreap-parat, som kan indope-reres i øret på døve oghørehæmmede børn ogvoksne, der ikke harudbytte af et alminde-ligt høreapparat.Forskellen på et almin-deligt høreapparat oget CI er, at et CI ikkeforstærker lydene lige-som et høreapparat gør.Et CI omdanner i stedetlyden til elektriske sig-naler, som hjernen såskal omsætte til lyd.Næsten alle døvfødtebørn tilbydes i dag enCI-operation.I Danmark blev detførste døve barn CI-implanteret i 1993,og i dag findes der pålandsplan omkring 400CI-opererede børn ogunge – ifølge DanskeDøves Landsforbund.

Det bedste ved skolener kammeraterneSøren Anker Hansen, Assens, 17 år, 1. års elevDet bedsteved at være på Nyborgsko-len er kammeraterne. Jeg får vennerher! Jeg lærer også noget mere, og vihar fokus på min fremtid og mine mu-ligheder for at få en uddannelse.Jeg er meget interesseret i it, ogderfor skaffede skolen mig sidste åren praktikplads i it-firmaet Webgait iNyborg.Både ejeren og medarbejderne erdøve, og de er alle sammen tidligereelever på Nyborgskolen. De yder it-support, reparerer computere o.s.v., ogjeg var glad for at være der. Jeg varogså glad for, at jeg kunne snakke meddem – for vi brugte jo tegnsprog allesammen.Jeg var der en dag om ugen i knaptet halvt år og lærte rigtig meget. Jegprøvede de forskellige ting og fandtud af, at jeg gerne vil uddanne mig tilit-supporter på Vejle Tekniske Skole ogarbejde med it i fremtiden.Måske kan jeg fåen læreplads hosWebgait. Jeg har allerede snakket meddem om det, og de var positive. Desagde, at det må vi prøve at finde ud af!Det tager to år at blive it-supporter,og nu handler det om, at jeg skaldygtiggøre mig, så jeg kan komme igang med uddannelsen. Jeg snakker12meget med lærerne om, hvad der skaltil, og det er nødvendigt, at jeg kommerop på et højere niveau i både dansk,engelsk og matematik. Derfor skal jeg ihvert fald være på Nyborgskolen et årmere – måske også to. Det vil vise sig,hvor hurtigt jeg bliver klar.Jeg er født hørende,men da jeg varomkring 2 år, blev jeg meget syg ogmistede hørelsen.Jeg fik indopereret CI - CochlearImplant (et avanceret høreapparat, deromdanner lyden til elektriske sig-naler, som hjernen omsætter til lyd) ogkom i børnehave og senere skole påbørnedøveskolen i Fredericia. Her lærtejeg tegnsprog, og samtidig tog mineforældre et tegnsprogskursus i Køben-havn, så vi kunne snakke sammen.Jeg blev kørt frem og tilbage til sko-len sammen med andre døve børn. Mende to sidste år var jeg eneste passageri bilen.En af mine gode døvevennerbegyndtepå Nyborgskolen og fortalte mig megetgodt om stedet – bl.a. at man kunne boher, lære noget mere dansk og prøveforskellige ting.Det lød så godt, at jeg bad mineforældre om at blive elev på skolen, og

jeg startede i 2011 efter at have gået i10. klasse på Fredericiaskolen.Det er fint for mig at være her, og deter sjovere end på Fredericiaskolen. Herer alle eleverne på min egen alder. Vi ersammen hele tiden og laver forskelligeting sammen. Mit tegnsprog bliver ogsåbedre og bedre, fordi jeg er i et miljø,hvor vi hele tiden bruger tegnsprog.Desværre bor jeg ikkepå skolens kol-legie sammen med de andre, for vi harfået at vide af kommunen, at det er fordyrt. Derfor bor jeg hjemme hos mineforældre og rejser frem og tilbage tilAssens hver skoledag.Jeg villesågerne bo her – for at væ-re tæt på mine venner. Jeg kan jo ikkevære sammen med dem i fritiden, ogjeg føler, at jeg går glip af noget, fordijeg ikke bor her. Jeg tager hjem hverdag, når skolen er færdig, så der er enmasse ting, jeg ikke kan være med til.Det sværeste vedat være døv er, atdet sommetider kan være svært atsnakke med hørende. Nogen kigger nem-lig væk, når vi kommunikerer med dem.Men det er nødvendigt for os, der erdøve, at man ser på hinanden, når manskal kommunikere.Når jeg taler med mine hørendevenner, ser vi på hinanden hele tidenog gestikulerer og peger. Jeg kan hørederes stemmer, når jeg har min CI på -og samtidig bruger jeg mundaflæsning.Det har jeg lært mig selv. Jeg talerogså, og de, der kender mig, kan forstådet meste af, hvad jeg siger.Men mennesker er jo forskellige – ogsommetider kan det være svært forhørende at forstå, hvad det vil sige atvære døv.13

Fra irakisk tildansk tegnsprogSarah Jabbar, 23 år, Irak/Holstebro, 2. års elevJeg er født døv,men med høreappa-rat kan jeg høre en lillebitte smule, ogderfor bruger jeg både stemmetale ogtegnsprog.Da jeg var barn, gik jeg i skole i Irakpå en stor skole for døve børn, og herlærte jeg irakisk tegnsprog. Jeg fikhøreapparater og lærte derfor også attale arabisk.I marts 2009 kom jeg til Danmarksammen med min familie. Det var såsvært. Jeg forstod jo ingenting – danskog irakisk tegnsprog er ikke det samme,og selvom jeg kunne høre en smule,forstod jeg intet af det danske sprog.Vi kom til Holstebro, men her mødtejeg ingen andre, der var døve - så det varkedeligt, og jeg følte mig meget alene.Min mor og HolstebroKommune fandtud af, at jeg skulle på Nyborgskolen, ogdet er jeg rigtig glad for. Det er en godskole, og det er godt for mig at være her.Jeg startede i 2010 og begyndte at læredansk tegnsprog fra den første dag.Det var meget svært. Det krævedeøvelse og indlæring, og jeg lærte megetved at kigge på mine venner her på sko-len og se, hvordan de brugte tegnspro-get. Jeg lærte det rimelig hurtigt, forjeg ville jo gerne kunne kommunikeremed lærerne og vennerne.14Det går mere langsomt med de danskeord og dansk tale. Jeg kan jo godt hørelidt og også forstå lidt dansk tale, menjeg kan ikke så mange danske ord. Jegøver mig meget på computeren, somhar forskellige programmer, jeg kanbruge.F.eks. kan jeg høre det danske alfabet– a, b, c o.s.v. Jeg gentager bogstaverneét for ét. Det er rigtig svært. Jeg kanf.eks. ikke sige ”k” med stemmen. Mendet går hele tiden fremad.Desværre er jeg ved at glemme detirakiske tegnsprog, fordi jeg er her. Deter jeg ked af, for jeg savner Irak. Dervar godt at være, og jeg gik på en godskole.Men jeg kan heldigvis stadig tale ira-kisk med stemmen.Hele min familie er hørende.Jeg erden eneste, der er døv, og det er svært.Når familien snakker sammen, spør-ger jeg ind til, hvad de snakker om, også svarer de mig. De kan bruge enkeltetegn på irakisk tegnsprog og brugerellers arabisk tale. Men sommetider nårde snakker sammen, tænker jeg bare”Pyt med det” – og lader dem snakkeuden at bryde ind.Jeg fik indopereret en CI - CochlearImplant (et avanceret høreapparat, der

omdanner lyden til elektriske signaler,som hjernen omsætter til lyd) i den eneside i december 2010.Det gør stadigvæk lidt ondt, men nukan jeg høre bilerne på gaden, fuglenessang, og når døre bliver åbnet og luk-ket. Men hvis flere snakker sammen,kan jeg slet ikke følge med. Så er detbare støj.Jeg øver mig stadigvæk i at lære deforskellige lyde at kende – og det gårbedre og bedre. Når jeg øver, bruger jegcomputeren. Jeg har et program medlyde, som jeg spiller, for at lære at gen-kende lydene, når jeg hører dem rundtomkring.Jeg skal gå et eller to år merepå Ny-borgskolen for at lære dansk. Jeg gårpå værkstedslinje, Innovation, og vi hardansk og matematik. Desuden har jegvalgt grafisk værksted, hvor jeg arbej-der kreativt med billeder, stoftryk m.v.Jeg bor sammen med to andre pigeri et hus for os selv. Vi laver sommetidermad selv og køber også ind. Hvis der erproblemer med kommunikationen, nårvi er i butikker, skriver vi på mobilen, ogekspedienten skriver på papir. På denmåde finder vi ud af det.Jeg ved endnu ikke, hvad jeg vil, nårjeg er færdig på skolen. Jeg synes, deter svært at finde ud af.Her i Danmark er der jo mulighed forat komme ud i praktik og prøve nogetforskelligt, så måske skal jeg ud i prak-tik – men det vil jo være svært for migat skulle ud og kommunikere med andremennesker. De vil jo være hørende allesammen.Indtil da øver jeg mig og arbejder påat blive bedre til dansk.15

Jeg både hørerog ser med øjneneMikkel Holmquist, 19 år, Roskilde, 3. års elevDet er ikke så nemtat klare sigude i de hørendes verden. Jegbruger øjnene rigtig meget, og jegbåde hører og ser med mine øjne.Jeg kan en smule mundaflæs-ning, men det kan være svært atmundaflæse og forstå det taltesprog.Jeg har fået taletræning. Det ersvært, fordi jeg jo ikke kan høre,hvad jeg selv siger, og jeg ved hel-ler ikke, hvordan det skal lyde. Jegskal prøve at mærke lydene oppei næsen og ved at holde mig påbrystet – og jeg skal lære tungensog mundens bevægelser for deforskellige lyde.Jeg har en hørerestog kan godthøre musik, hvis jeg skruer lydenmeget højt op.Jeg har høreapparater, mende første to år på Nyborgskolenbrugte jeg dem ikke ret meget. Devar gamle, og lyden var dårlig – dehylede og var irriterende at hørepå. Jeg søgte ikke om nye, fordi jegikke syntes, at jeg havde brug fordem.Men i december 2011 fik jeg nyehøreapparater, fordi jeg overvejerat få indopereret CI – Cochlear Im-16plant (et avanceret høreapparat,der omdanner lyden til elektriskesignaler, som hjernen omsætter tillyd). For at komme i betragtningtil CI skal jeg nemlig have brugthøreapparater i to år.De nye høreapparater er megetbedre end de gamle, så jeg erbegyndt at bruge dem mere, ogmed dem kan jeg høre musik, nårlydstyrken er på medium. Jeg ervild med rapmusik – 50 Cent ogLil’ Wayne er mine favoritter.Jeg har brugt tegnsprogsidenjeg var helt lille. Jeg lærte det i enbørnehave for døve i København,og mine forældre lærte det på etkursus for forældre til døve børn.Efter børnehaven kom jeg tilen skole i Ringsted. Her var bådedøve og hørende børn. Det gavproblemer med kommunikationen,fordi de hørende børn ikke kunnetegnsprog - og ofte kom vi op ogskændes.Nogle af mine venner fra skoleni Ringsted kom til Nyborgskolenog var glade for det. Så jeg villeogså gerne prøve skolen og star-tede her i 2009. Det var lidtunderligt i begyndelsen, for jegskulle jo både lære helt nye om–givelser og nye venner og lærereat kende.Undervisningen er rigtig god.Jeg har lært mere dansk her, endjeg lærte i Ringsted, men det bed-ste ved at være på Nyborgskolener værkstederne og det socialesamvær med vennerne.Så jeg er glad for at være her.Det eneste er, at hvis vi drillerlærerne – og det kan bare væresmåting – så har de nemt ved atblive sure.Jeg er på værkstedslinjen,In-novation, og vi kan hver især selvvælge, om vi vil have undervisningi dansk, matematik eller engelsk.Tirsdag og torsdag har vi værk-stedsarbejde. Jeg arbejder i metalog i træ og laver f.eks. selv deting, jeg mangler på mit værelse.Vi får også opgaver udefra, ogde penge, vi får ind, bliver brugttil rejser. To gange har vi været afsted på skitur, hvor vi selv havdetjent alle pengene.I 2011 var vores hold i Ghana,fordi vi gerne ville opleve lan-dets kultur og se en afrikanskdøveskole. Vi ville også gerne17

støtte skolen lidt, så vi havde bl.a.fodboldstøvler, fodboldbluser, brugtecomputere og kasketter med derned.Vores budget var på 150.000 kr., ogvi tjente de fleste af pengene selv vedat lave og sælge fuglehuse og gam-meldags lanterner – og ved at lave madog servere.I 2011 holdt Danske Døves Ungdoms-forbund (DDU) generalforsamling herpå Nyborgskolen, og vi var værter i todage. Det tjente vi mange penge på.Og da Nyborg Musikforening havde25 års jubilæum passede vi baren ogserverede for dem.I næste uge skal vi lave 40 fugle-huse til en af kammeraternes mormor.Han gav hende et af vores fuglehuse ijulegave, og da alle hendes venner ogbekendte så det, ville de også gernehave et.Jeg er færdig på Nyborgskoleni som-meren 2012, og jeg ved endnu ikke helt,hvad jeg så skal.Jeg tænker på at tage en EGU (Er-hvervsfaglig GrundUddannelse) i trans-port og logistik. Som en del af uddan-nelsen kan jeg nemlig få stort kørekort,og det vil jeg meget gerne have. Minfarfar er lastbilchauffør, og den inter-esse har jeg arvet. Om det så er denvej, jeg vil gå, er jeg usikker på.Jeg synes, det er svært at vælge.Men i hvert fald vil jeg gerne have enuddannelse og få noget arbejde.Jeg har bestået svejsekursus og ta-get truckcertifikat – og jeg har været ilang praktik i et firma i Odense, Lem-vigh-Müller, som er grossist i elektronik,stål og metal.Det var en slags arbejdsprøvning, ogjeg arbejdede mest med at pakke. Men18

her blev jeg klar over, at jeg hellere vilarbejde med mine hænder og fremstillenoget end at pakke.Endnu ved jeg heller ikke,hvad jeghelst vil med hensyn til bolig.I dag bor jeg på Nyborgskolenskollegie, hvor vi får støtte af et pæda-gogteam, og vi har alle sammen en fastkontaktpædagog. Jeg deler en lejlighedmed en af de andre elever, og vi laverselv mad og gør rent. Det er sjovt ogmotiverende.Jeg kan godt lide at lave mad, og minlivret er flæskesteg. Det er forskelligt,hvornår vi spiser. Sommetider spiser vitidligt, sommetider sent. Det kan blivenat afhængigt af, hvor sultne vi er.Jeg føler mig klar til at komme udog være mig selv, men jeg har brug forstøtte til at komme op og morgenenog til undervisning. Jeg kommer jo lidtsent i seng, fordi jeg spiller computer-spil og hører musik – ja, og er sammenmed vennerne. Vi hygger os og ser film.Lige nu snakker jeg med skolen omto bo-muligheder, når jeg er færdig påNyborgskolen. Jeg kan enten flytte iegen lejlighed eller få et stort værelsepå skolen med adgang til køkken.Hvis jeg vælger værelset på skolen,kan jeg få hjælp til at komme op ommorgenen og også få en af lærerne medtil møder og lignende.Flytter jeg i egen lejlighed, kan jegi stedet for få en mentorordning medNyborgskolen, så en af lærerne støtterog hjælper mig med at planlægge bådemit private liv og min uddannelse.Jeg i fuld gang med at overveje,hvilken løsning jeg skal vælge - og jegskal nok finde ud af det!

Jeg er glad fordet, jeg lærerCamilla Hansen, 20 år, Nakskov, 3. års elevJeg kom til Nyborgskoleni 2009. Førjeg kom her, gik jeg i 10 år i en special-klasse på Lolland for børn med særligebehov. Jeg var den eneste, der var døv,og jeg kunne ikke kommunikere med deandre børn.De havde ikke lært mig tegnsprog ispecialklassen, så da jeg kom til Ny-borgskolen måtte lærerne vise migtingene, når de ville spørge mig omnoget. Hvis de f.eks. ville spørge, om jegville have en sodavand, måtte de tageen sodavand og vise mig den.Jeg begyndte at lære tegnsprog fraden første dag, og efter tre månederkunne jeg kommunikere med mine toklassekammerater, Anne og Mette, somjeg boede sammen med på kollegiet.Nu har jeg mit eget kollegieværelse,og jeg får undervisning i, hvordan jegskal gøre rent, vaske tøj og lave mad.Jeg er glad for at være på Nyborg-skolen - glad for det, jeg lærer, og gladfor de ting, vi laver. Jeg lærer at brugecomputer og mobiltelefon, og jeg kansms’e til min mor og få sms’er tilbagefra hende. Hun har lært mig nogle sæt-ninger, som jeg kan bruge.En gang imellem har jeg savnet minmor om aftenen og været lidt ked afdet, men efter at jeg har fået mobiltele-fon, får jeg hver aften sagt godnat tilhende med en sms, og så er der ikkenoget i vejen.Det bedste vedat være på Nyborgsko-len er kammeraterne. Vi går i byen, bru-ger computeren og spiller computerspil.Jeg kan godt lide det spil, der hedderWii – det danser jeg tit til.En gang om ugen rider jeg sammenmed en pædagog. Jeg har redet, sidenjeg var 2 år og kan godt lide det. Jegkan også godt lide at cykle og har minegen trehjulede cykel med hjemmefra.Nogle gange kører jeg på tandem sam-men med min lærer.Jeg er også glad for at se håndbold,og mit højeste ønske har været at mødehåndboldspilleren Camilla Andersen.Mor sørgede for, at mit ønske gik iopfyldelse, så en dag var vi inde ogbesøge Camilla Andersen i København,og jeg fik en af hendes håndboldtrøjer.På Nyborgskolenstarter vi undervis-ningen kl. 8. Vi har bl.a. regning ogsnakker f.eks. om, hvor meget pengeneer værd, og hvad man kan købe for dem.Vi har alle sammen vores eget kame-ra, og så går vi ud og fotograferer voresegen historie - på kollegiet, i køkkenet,og når jeg er hjemme. I timerne laver vi19

kopi af billederne på computeren,og jeg siger med tegn, hvad derskal stå under billederne. Så laverlæreren det om til skriftsprog, ogjeg skriver lærerens tekst af ogsætter den under billederne.Vi er meget ude i naturen.Lærerne kalder det ”motion påvolden”. Det er gåture, hvor vi serpå naturen og mærker på den.Vi har også gymnastik, hvor vispiller bold. Vi har musik til, og vidanser en gang imellem.Og så er der skolerejserne, somjeg rigtig godt kan lide. I 2011 varvi i Berlin, og her i 2012 skal vi tilIstanbul. Det er spændende, ogjeg vil gerne se nogle billeder frabyen, før vi tager af sted.Jeg har en billedmappe, hvorjeg gemmer billeder fra tidligereskolerejser og fra rejser, som jeghar været på sammen med minmor og storebror.Jeg har en hørerest,og jeg bru-ger høreapparat på begge ører.Jeg får artikulationsundervis-ning, og når jeg snakker med mor,bruger jeg min stemme mere, endjeg gør her på skolen. Jeg kansige nogle få ord, og de ord, jegkan sige, eller som jeg næsten kansige, dem træner jeg. Men sam-men med kammeraterne brugerjeg tegnsprog.Jeg er færdig med min uddan-nelse på Nyborgskolen her tilsommer 2012, og så skal jeg flyttetil Center for Døve i Gladsaxe.Jeg glæder mig, for jeg skal boi min egen lejlighed, arbejde påvaskeriet og være sammen med20

Camillas morMarianne HansenNakskov:Camilla er svært tunghør,ogdesuden er hun udviklingshæm-met og let spastisk lammet ibenene samt lidt i fingrene.Fra hun var et år og frem til 6års alderen, fik vi hvert år en ugesophold på børneklinikken i Kristia-niagade i København. Klinikkentilbyder hjælp til 0-6-årige børnmed særlige behov og observe-rede Camilla. Vi fik at vide, at viskulle benytte tegn til tale i kom-munikationen med hende, og jegfik lidt undervisning på klinikkensamt to weekendkurser i Nykøbingsammen med Camilla.Vi har aldrig fået undervisning itegnsprog – eller fået det tilbudt.Vi har selv opsøgt aftenskoler forat høre, om de kunne hjælpe osmed et kursus i tegnsprog, menuden held.Selv har Camilla ikke fået un-dervisning i tegnsprog, mens hunvar på Lolland.Jeg tror, at Camillavar deteneste døve barn i Nakskov ogMaribo. I hvert fald har vi aldrighørt om andre.

I børnehaven fik hun en støtte-pædagog, og personalet fik etgrundkursus i tegn til tale.Børneklinikken i Kristianiagadei København slap Camilla, da hunvar 6 år, og sagde til os: ”Pak enkuffert og kom herind til Køben-havn. Så skal vi nok finde denrette undervisning til Camilla.”Dengang tænkte jeg, at jeg ikkekunne klare at bo i København,men i dag fortryder jeg, at jegikke gjorde, som børneklinikkenforeslog.Da Camilla skulle i skole, måttehun til Maribo for at komme i spe-cialklasse.Derfor flyttede vi til Maribo forat være tæt på skolen, så Camillakunne undgå den lange transport-tid.I skolen kunne Camillahverkenkommunikere med lærerne ellerde andre børn, så hun fik ikkedecideret undervisning.Vi spurgte kommunen, om hunikke kunne få bevilget tegn tiltale-undervisning et par timer omugen, men kommunen svarede,at hun fik den undervisning, hunhavde behov for.Vi spurgte også til talepædagogog taleundervisning, og vi fandtselv en talepædagog, som gerneville undervise Camilla, men kom-munen sagde nej.Først da hun var i 5. eller 6.klasse, fik hendes lærer et grund-kursus i tegn til tale, og de andrebørn i klassen begyndte at inter-essere sig lidt for tegn til tale ogfor Camilla.

Trods den manglendekommuni-kation var Camilla glad for skolen,og da hun var ved at være færdigdér, begyndte vi at undersøgemuligheder for hendes videre ud-dannelse.Vi havde god kontakt med ensocialrådgiver i Spastikerforenin-gen, og han fortalte om Nyborg-skolen, hvor Camilla kunne fåSTU – den særligt tilrettelagteungdomsuddannelse for unge medsærlige behov.Vi tog til Nyborg og kiggedepå skolen. Det var bare det heltrigtige for Camilla, og vi ansøgtekommunen, som bevilgede op-holdet.Der er sketrigtig meget medCamilla, siden hun startede på Ny-borgskolen og begyndte at læretegnsprog. Hun er kommet rigtiggodt med, er blevet mere modenog har lært en masse.Nu behersker hun både tegn tiltale og tegnsprog.Hun havde lidt sprog i forvejenog får artikulationstræning. Dethar hjulpet hende, og hun har fåetflere ord på – men det skulle hunjo have haft, da hun var lille.Camilla er glad for at være påskolen, og hun glæder sig til atflytte til Center for Døve i Glad-saxe.Hun er endelig kommet blandtligestillede – så hun skal ikketilbage til Lolland og miste alt det,hun har lært!

Medarbejdernebruger tegnsprogPå Nyborgskolen kom-munikerer medarbej-derne med elevernepå tegnsprog. Derforhar alle medarbej-dere været igennemen grunduddannelse itegnsprog.Det er ikke en forud-sætning, at nyansattebehersker tegnsprog,men et krav, at detilegner sig tegnsprogetgennem kurser og veddaglig kommunikationmed eleverne.Medarbejderne tilpas-ser deres sprog, så detpasser til den enkelteelevs ønsker og behov.Skolen har stadig over-vægt af elever, der øn-sker at kommunikere påtegnsprog, men nogle afde elever, der har fåetCI – Cocklear Implantog træner artikulation,beder om også at fåstemme på.

Jeg vil meget gernehave en uddannelseNamat, 19 år, 2. års elevJeg kunne godt tænke migat blivebilmekaniker, men jeg ved ikke, om detkan lade sig gøre.Det kan nemlig være lidt svært fordøve at arbejde som mekanikere, fordiman jo skal kunne lytte til bilernesmotorlyde.Jeg håber, at jeg kan blive accep-teret, fordi jeg bruger høreapparat, menmåske er det ikke tilstrækkeligt.Under alle omstændigheder vil jegmeget gerne have en uddannelse! Nudygtiggør jeg mig, og så må jeg se, hvadfremtiden bringer.Jeg er ikke helt døv.Jeg kan høre lidt,selvom jeg ikke har høreapparater på,men det kræver, at man råber megethøjt til mig. Almindelig tale kan jeg ikkehøre.Jeg har en søster, der er hørehæm-met, men hun hører bedre, end jeg gør.Jeg er det, man kalder svært hørehæm-met.Jeg kan høre lyde på omkring 80decibel, hvor folk, der hører normalt,ligger omkring 20 decibel, mens heltdøve ligger på 100 decibel.Jeg bruger høreapparater, og jeg hardem altid på. Hvis jeg tager dem af, følerjeg, at det er helt forkert, og at jeg ertilbage, hvor jeg ingenting kunne høre.Da jeg var barni Afghanistan, kunnejeg både tale og skrive persisk, og mineforældre fortæller, at vi kommunikeredefint på persisk.Men jeg havde ikke høreapparater, ogjeg kunne ikke tegnsprog.Vi flyttede til Danmark i 2002, og herfik jeg høreapparater.Vi boede i København, og jeg kom pådøveskolen på Kastelsvej. Jeg startedei 3. klasse og gik her frem til 10. klasse.I starten var det bare så svært medkommunikationen. De andre eleverbrugte jo tegnsprog og kunne bådesnakke med lærerne og med hinanden.Jeg var dybt imponeret og megetnysgerrig efter at finde ud af, hvordande gjorde.Når jeg ville kommunikere, var jegnødt til at pege på alting.Var det farven rød f.eks., måtte jegfinde noget, der var rødt, og så pege pådet.Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg istedet bare kunne nøjes med at lave ettegn for rød.Lærerne brugtejo tegnsprog i under-visningen, og så spurgte jeg de andreelever om, hvad der blev sagt. Vardet f.eks. tegnet for, at vi skulle spillefodbold, så viste de mig en bold og23

sparkede til den. På den måde lærtejeg tegnsproget og udviklede det – ogsenere lærte jeg også at skrive og læse.På grund af den intensive indlæringaf dansk tegnsprog og dansk sprog – ogsenere engelsk og tysk, glemte jeg mitpersiske sprog.I dag kan jeg kun tale og skriveganske lidt persisk, og det er ærgerligt.Men jeg kan de persiske tal.De sidste par årpå KastelsvejensSkole begyndte jeg at tænke på minfremtid og undersøgte de forskelligemuligheder.Jeg valgte Nyborgskolen, fordi jegher kan tage både 9. og 10. klasses ek-samen, være sammen med andre døveunge og blive undervist af lærere, sombruger tegnsprog.Desuden kan jeg prøve mange for-skellige ting, og der er mulighed forstøtte i dagligdagen.Jeg startede på Nyborgskolen i 2010,og der var stor forskel i forhold til denskole, jeg kom fra.Jeg oplevede, at vi på Nyborgskolenlærte rigtig meget. Vi lærte at skrive– og matematik, som tidligere var såsvært, blev pludselig nemt. Men deter jo også den læring, der sker. Manudvikler sig.Undervisningen er god – jeg får megetudbytte af den, og det er med til, at jegudvikler mig mere og mere.Det betyder selvfølgeligogså noget,at jeg selv er aktiv og gør en indsats.Jeg spørger ind til tingene, og lærerneforklarer mig det forskellige på en godmåde, så jeg forstår det. Hvis jeg nuikke gad og i stedet smuttede, så villejeg jo ikke kunne lære noget.24

Det handler meget om, at jeg selvgerne vil, og at det er mig, der er aktiv isamarbejde med lærerne.Sidste år gik jeg i klasse med en godkammerat, der nu er i videre uddan-nelse. Han gjorde meget for at lære no-get, han var flittig til at lave sine lektier,og han havde styr på tingene.Jeg så lidt op til ham og spurgte indtil, hvordan han gjorde. Hans svar var,at det handler om at ville lære noget.Det er et valg.Jeg må jo give ham ret.Den måde, vi udvikler os på, er ved,at vi er interesserede og ved at lære enmasse.Sidste år var jeg til eksameni nogle affagene på 9. klasses niveau. Det gik fint,selvom jeg ikke fik topkarakterer.Nu gælder det så fagene tysk, kemiog fysik på 10. klasses niveau.Men jeg føler mig ikke rigtig klar til attage de eksaminer, så jeg venter et årmere.Nu, hvor det er 10. klasses eksamenjeg skal have, er det ligesom sidstechance, og især det skriftlige kan væresvært for mig.Når jeg skriver, er jeg meget længeom det, og jeg bruger meget tid påat spekulere på, hvordan ordene skalstaves og grammatikken skal være.Så jeg vil gerne få lært noget mere –både for at sikre, at jeg får gode karak-terer, og fordi jeg gerne vil blive bedretil at skrive.De to vigtigste tingfor mig som elevpå Nyborgskolen er fagene og de døvevenner.Jeg kan jo kommunikere med deandre her på skolen. Det er så dejligt

nemt, at man bare kan snakke sammenpå tegnsprog!Jeg er også glad for at bo på kolle-giet. Jeg har mit eget værelse og lavermad til mig selv.I fritiden hygger vi os. Jeg sidder vedcomputeren sammen med de andre, jeggår til fitness og sommetider i bio-grafen.Lektier laver jeg jo også.Jeg er mest sammen med de andredrenge, og sommetider lokker jegnogle af dem med til fitness.Nu har jeg snart væretpå Nyborgsko-len i to år, så derfor vil jeg gerne videre– ud og prøve noget nyt. Min plan er atsøge ind på VUC og dér dygtiggøre migtil eksamen næste år.Jeg vil gerne holde kontakt med devenner, jeg har fået her på Nyborgsko-len, men om det kan lade sig gøre, vedjeg ikke.Det vil vise sig.Vi har jo kun kendt hinanden i to år,og så kan man godt risikere at glemmehinanden.Det sværesteved at være døv er atvære sammen med hørende. Jeg kangodt skrive, men det er alligevel ikkealtid, at det lykkes at kommunikere,for ofte synes de hørende, at det er forbesværligt.Skolefagene kan også være svære,når man er døv.Så de to ting fylder meget for mig, ogdem arbejder jeg meget med.

Tegnsprogs-tolkningDøve har ret til tegn-sprogstolk til møder,kurser og telefon-samtaler på arbejds-pladsen, til videregå-ende uddannelse, vedkontakt med sund-hedsvæsenet, syge-huse, politi, retsvæsensamt til forskelligesociale aktiviteter sommøder i fagforening,barnets første skole-dag, politiske møder ogkirkelige handlinger.Tegnsprogstolke tolkersimultant, altså samti-dig med den som taler.Tolken er neutral ogoversætter det, somsiges, direkte.En tolk kan kun klareat tolke i kort tid adgangen og har behov for10-15 minutters pausefor hver tolketime. Kandet ikke lade sig gøre,løses opgaven af totolke.En tegnsprogstolk hartavshedspligt.

Jeg vil være smed!Peter Lybker, 18 år, Horsens, elev 2011Jeg har altid været interesseretimetal, og siden jeg var 13 år, har jegvidst, at jeg ville være smed.Jeg startede som elev på Vejle Tekni-ske Skole i januar 2012. Både lærerne ogde andre elever tog godt imod mig, ogjeg er meget glad for at gå her. Jeg synesogså, at det går fint, og i bundne opgaveri svejsning har jeg fået 7, 10 og 12.Som afslutningsopgave på grundfor-løbet skal jeg lave en kæmpegrill medskorsten og det hele. Det er en svær op-gave, hvor jeg skal bruge alle de teknik-ker, jeg har lært. Det bliver spændende,og jeg regner med at bestå.At være døvbetyder altid ekstra arbej-de. Jeg skal øve mere end de andre, ogjeg bruger mange kræfter på at forstå,hvad de andre siger, så nogle gange kandet godt være lidt hårdt. Men jegvilvære smed, så jeg skal nok gennemføre!Jeg har en lærlingekontrakt med GiveElementer, og her starter jeg i praktik,når jeg er færdig med grundforløbet påteknisk skole. Jeg skal lave forskelligesvejseopgaver, og jeg glæder mig.Jeg bliver færdig som svend i 2015,og så vil jeg enten ud og arbejde ellertage en videregående uddannelse. Jegkunne godt tænke mig at arbejde indenfor skibsbranchen.Jeg er født helt døvog har gået ibørnehave og i skole på Fredericiasko-len for døve og hørehæmmede. Fra 5.klasse havde jeg to overnatninger omugen på skolens elevhjem. Jeg gik udefter 10. klasse med eksamen i matema-tik og fysik - fordi det er adgangskravetpå teknisk skole.Da jeg gerne ville lære noget om atvære smed og også gerne være sam-men med kammerater, der er døveligesom jeg selv, tog jeg i 2011 et halvtår på værkstedslinjen Innovation påNyborgskolen.Jeg var på metalværkstedet to dageom ugen og prøvede at svejse og bukke.Vi havde også teoriundervisning ommetal, og jeg fik lidt kendskab til læs-ning af teknisk tegning.Jeg kunne lide at være på Nyborg-skolen. Jeg følte mig selvstændig – jegkunne jo selv bestemme mange ting.Det var også godt at være sammenmed gamle kammerater fra Fredericia-skolen, men også at få nye venner.Nogle af dem er i dag blevet mine rigtiggode venner.I fritiden gik jeg til fodbold i en høren-de klub i Nyborg. Vi tog også ud og feste.En af mine kammerater og jeg skrev enansøgning til skolelederen om at få lov tilat gå i byen, når det var blive-weekend,og det lykkedes os at få en særaftale. Visøgte desuden om at få ændret reglerne,så det var muligt at få sin knallert medpå skolen. Det lykkedes også.Jeg har CI- Cochlear Implant (etavanceret høreapparat, der omdan-27

ner lyden til elektriske signaler, somhjernen omsætter til lyd). Det fik jeg, dajeg var 51/2år.Det hjalp mig meget i min hverdag,men der er stadig lyde, som jeg ikkekender. Jeg kan høre, hvad der bliversagt, hvis jeg er vant til stemmen ogkender personen, men der er situationer,hvor det er svært for mig at høre. Jegkan f.eks. ikke høre, hvad der bliver sagtpå TV – talen er for hurtig for mig.På Fredericiaskolen trænede vi lydcirka to gange om ugen for at lære athøre og tale, og på Nyborgskolen fik jegogså nogle gange træning i at opfangelyde.Da jeg startedepå teknisk skole, fikjeg en af Nyborgskolens lærere, Kjeld,som mentor, og det er jeg glad for. Jegbruger ham, hvis jeg har problemer. Visnakker også om, hvad jeg laver – oghvad der sker på Nyborgskolen.Kjeld kommer cirka en gang om ugen,og jeg kan sende ham en sms, hvis jeghar brug for at snakke med ham imellembesøgene – eller aflyse, hvis alt går fint.Sommetider kommer lederen afNyborgskolens metalværksted, Kim, istedet for Kjeld, fordi jeg også kan havebrug for at snakke fagligt.Hvis der er noget i undervisningen,som jeg ikke kan forstå, beder jeg Kimom at forklare mig det, og han kan ogsåhjælpe mine tolke med tegnsprog for deforskellige smedeudtryk.Jeg kan have tolk med, når jeg får un-dervisning. På værkstedet har jeg ikkeså meget brug for tolk. Det har jeg tilgengæld, når vi har teoriundervisning.Så har jeg tolk hele tiden, men mangetolke kender ikke smede-udtrykkene. Engang imellem må jeg bede jeg dem om28

at stave ordene, og sommetider bliver vienige om et tegn for et bestemt udtryk.Det kan være sværtat følge med i detteoretiske, og her kan jeg føle, at det eret problem at være døv.Hvis jeg siger til mine lærere, at derer noget, jeg ikke helt forstår, giver demig sommetider papirer med hjem, såjeg selv kan læse derhjemme.De andre elever er meget venlige,og hvis der er et eller andet, jeg ikkeforstår, så hjælper de mig.De er også lidt interesserede itegnsprog. De vil gerne lære de frækketegn, og jeg har vist dem nogle afdem. En gang imellem snakker vi lidtsammen, for når de taler langsomt ogtydeligt, og vi har øjenkontakt, kan jeggodt forstå, hvad de siger.Nogle af mine lærere kan godt sigelidt med tegn, hvis jeg har lavet nogetgodt eller noget, der er forkert.Jeg bor hjemmehos mine forældreog kører frem og tilbage i min egen bil.Jeg har lige fået kørekort. Jeg havdetolk med til køreundervisningen, ogjeg trænede teorispørgsmålene der-hjemme.Jeg kører fuldstændig ligesom andre.Jeg kan høre, hvis nogen dytter, og jegkan også sagtens høre en ambulance.Jeg holder mig i form ved at spillefodbold i Viking i Vejle, som er enidrætsklub for døve og hørehæmmede.Det betyder meget for mig at kunneslappe af og være tryg sammen medligestillede.Jeg overvejer at starte i en hørendeklub i Horsens, men jeg skal først ligefinde en rytme i hverdagen, når jegstarter i praktik.

Nyborgskolen er etvigtigt kontaktstedFridolin Warburg, 35 år, Nyborg, elev 1993-94Nyborgskolener et godt socialt om-drejningspunkt og et vigtigt kontakt-sted for døve. Det er her, unge lærerhinanden at kende.Vi har jo ikke de samme mulighederfor at danne kontakter, som hørendehar. Vi er ikke så mange, og vi er spredtrundt i hele landet. Derfor er det enfordel, at vi kan møde andre døve oglære dem at kende.Mange af de kontakter, jeg fik, da jegvar på Nyborgskolen, har jeg stadig.Jeg er helt døv.Jeg kan høre fra 120decibel og opefter, så jeg kan høre etfly, der larmer omkring 140 decibel.Men jeg kan ikke høre et trykluftsbor.Min far er uddannet inden for lingvi-stik, så han forstod, at jeg skulle startemed at lære tegnsprog som lille.I børnehaven var der en døv pige,som havde døve forældre. Det betød, atjeg havde nogen at snakke med, og jegtror, at det har hjulpet mig til at få etgodt tegnsprog.Vi boede i København,og jeg gik påKastelsvejens Skole for døve og høre-hæmmede.Dengang troede man, at døve ikkekunne det samme som hørende, ogderfor var undervisningsniveauet pådøveskolerne lavere end på skolerne forhørende. Det betød, at en døv 8. klasseofte lå på niveau med en hørende 3.-4.klasse.På skolen blev der oprettet en forsøgs-klasse, fordi man ville afprøve, om døvekunne følge med på hørendes niveau.Jeg kom med i forsøgsklassen frabørnehaven og frem til 10. klasse. Herfik vi de samme vilkår som en hørendeklasse. Vi fik de samme bøger og under-visning på samme niveau.Vi tog 9. og 10. klasses eksamen påsamme niveau som hørende elever,og det viste sig, at der ikke er megetforskel på døve og hørende. Vi kan detsamme. Der er bare forskel på hørelsen.Forsøgsklassen blev meget berømt.Lærere og fagfolk fra hele verden komog besøgte os, og forsøget har hjulpetdøveskolerne til at hæve niveauet.Det har også hjulpet migpersonligt.Vores klasse fik god støtte, og vi havdegode forudsætninger. Vi fik de bedstelærere som undervisere, alle i klassenvar stærke personer, og vi havde en godog stærk forældregruppe. Så jeg fik enrigtig god ballast med fra skolen.Men det er sørgeligt at vide, atmange døve før forsøgsklassen ikkehar fået samme ballast, fordi man har29

tænkt: “Døve kan ikke, døve erlangsomme og dumme.”Mange døve er lynende intelli-gente, men har desværre ikke haftden samme støtte, som vi havde.Tidligere skete det, at lærerneikke syntes, at det var vigtigt fordøve at lære så meget. Det ermeget bedre i dag, selvom det sta-dig sker, at døve børn ikke får denstøtte i skolen, som de har brug for.Nu er det store problem, atdøveskolerne bliver presset påøkonomien på grund af, at mangebørn får CI, således at antallet afdøve børn falder.Da jeg var vedat være færdig påKastelsvejens Skole, diskuteredemin far og jeg, hvad jeg skullebagefter. Far foreslog gymnasiet,men det sociale var vigtigt formig, og jeg ville gerne på Nyborg-skolen sammen med de andre fraklassen. Nogle af os ville gerneaf sted efter 9. klasse, men detendte med, at vi ventede, til vi varfærdige med 10. klasse, og så togvi alle sammen til Nyborg.De fleste af os bestod 10. klas-ses eksamen i København, menset par stykker først fik eksamen iNyborg.Jeg var på Nyborgskolenet år,og det var rigtig godt. Her var jegsammen med ligestillede kamme-rater, og det er det, som døve erallermest glade for.Man kan jo altid komme i gym-nasiet eller på HF, men den derfølelse af sammenhold, det atvide, at der er andre som mig -30

den får man på Nyborgskolen. Ogdet er vigtigt.Jeg har det hele i hovedet, såjeg valgte den boglige linje. Jeghavde alle eksaminerne i forvejen,så jeg tog noget engelsk og tyskigen for at forbedre mine karak-terer.Vi var cirka 130 unge på 17-19 årsammen - der var fest og farver.For mig var det mest fest.Jeg havde ikkefundet ud af, hvadjeg ville være, men tænkte lidtpå at blive elektriker. Efter Ny-borg startede jeg derfor på HTX iBallerup, men fandt ud af, at detikke lige var mig, så efter et halvtår droppede jeg ud, hvilket jegsenere har fortrudt.Jeg fik arbejde i Børnehuset iNansensgade, hvor der både vardøve og hørende børn. Samtidigarbejdede jeg på Døvefilm, somproducerer TV-programmer påtegnsprog. Jeg var også barten-der/cafémedhjælper.Jeg var 7 år, da jeg første gangmedvirkede i Døvefilms program-mer for børn, og siden har jegværet tilknyttet. På et tidspunktvar jeg vært i et børneprogram– “Fridolin’s”, og Døvefilm kalderstadig på mig, hvis de har brug formig.Jeg startede på HF, men eftertre år stoppede jeg uden at fåmin afsluttende eksamen, og detfortryder jeg også i dag.Jeg havde forskellige jobs,indtil jeg i 2003 startede på ud-dannelsen som mediegrafiker.Uddannelsen varer 4 år, men

jeg stoppede efter 3. Da var jegmediegrafiker-assistent og fik jobi et computerfirma.En dag blevmin nuværende chef,Kasper, ansat samme sted. Jegkendte ham fra Nyborgskolen, ogda firmaet gik konkurs, oprettedeKasper sit eget it-firma, Webgait,hvor jeg blev ansat og nu er it-administrator.Vi startede i Roskilde, menvores beliggenhed var ikke særligsynlig, så i 2010 flyttede vi tilNyborg, som ikke rigtigt havdeit-firmaer. Vi løser alle muligecomputeropgaver, og vi har fåetmange kunder – fra unge nørdertil ældre mennesker.Vi er tre nu – og vi er alle døve.Vi tager praktikanter fra Nyborg-skolen, og vi synes, det er spæn-dende at være med til at lære demom computere.Jeg har et godt liv,selvom jeger døv.Jeg er gift. Jeg mødte min konepå Facebook, og hun er hørende,så jeg har lært hende tegnsprog.Jeg har en søn fra et tidligereforhold. Han er 10 år i dag og kanogså tegnsprog. Det kom heltnaturligt for ham.Det sværeste ved at være døver at lære at tale perfekt. Detville jeg gerne kunne, men det kanjeg ikke. Jeg kan jo ikke høre minegen stemme.Men for mig er det vigtigt attænke positivt. Jeg har ikke tid tilat være i dårligt humør.31

Vi er som alle andre- vi kan bare ikke høre- Vi er nøjagtig ligesom alle andremennesker. Den eneste forskel er, at viikke kan høre!Sådan siger 18-årige Kasper Rasmus-sen fra Esbjerg. Han er døv og elev påNyborgskolen, som er Danmarks enestelandsdækkende skole for unge medhøretab.Sammen med flere af sine skolekam-merater har han valgt at stå frem ogfortælle om, hvordan det er at væreung og ikke kunne høre – eller kun høremeget lidt.De unge har valgt at fortælle deres hi-storie for at medvirke til at synliggøreog skabe forståelse for de udfordringer,som unge døve og hørehæmmede har,når det gælder uddannelse, arbejde ogungdomsliv.De fortæller om den vanskelige kom-munikation med hørende og om, hvormeget det betyder for dem at kunnevære sammen med ligestillede.