Ministeren bedes - i lyset af følgende oplysninger: Abdullah Demirbas, der er borgmester i byen Diyarbakir i det sydøstlige Tyrkiet, er anklaget for at være en del af den ulovlige organisation KCK (Kurdistans Communities Union). Selv om han lider af en livstruende sygdom, nægter de tyrkiske myndigheder ham at rejse ud af landet, så han kan få den nødvendige behandling. Demirbas blev i 2007 fjernet fra sin borgmesterpost, fordi han gennemførte et flersproget forvaltningssystem i sin kommune, så borgerne kunne få service på blandt andet tyrkisk, kurdisk og arabisk. Flersprogethed er en forbrydelse mod tyrkisk lovgivning. I 2009 genvandt Demirbas borgmesterposten med 66 pct. af stemmerne. Ifølge en medicinsk rapport fra fakultetet for retsmedicinsk afdeling på Istanbul Universitet bør Demirbas hurtigst muligt komme i behandling i udlandet og senest har Demirbas fået støtte fra en gruppe svenske parlamentarikere, som har skrevet et brev til den tyrkiske præsident, Abdullah Gül, premierminister Recep Tayyip Erdogan og Tyrkiets justitsminister Sadullah Ergin med appel om at rejseforbuddet ophæves. Mere information om sagen findes på dette link: http://www.youtube.com/watch?v=Lx5nzg3XcR4&feature=related - oplyse, om ministeren vil rette henvendelse til de tyrkiske myndigheder for at bede dem tillade, at Demirbas får lov at rejse ud af Tyrkiet, så han kan få den nødvendige behandling for sin sygdom.
Dato: 15-03-2012
Status: Endeligt besvaret
Emne:
Danmark og EU, samarbejde med 3. lande