ERU, Alm.del - 2011-12 - Bilag 211: Henvendelse af 9/3-12 fra Peter Kovács, vedr. retsgrundlag for at afvise en anmodning om en tredjeinstansbehandling

Jeg formulerer mig mere sikkert skriftligt end mundligt. Med henvisning vorestelefonsamtale den 7/3 fremsendes hermed beskrivelse af den problemstilling, somjeg omtalte.Jeg henstiller til, at JM hjælper mig med nogle letforståelige og brugbareoplysninger om hvilke retskilder, der kunne komme i betragtning ved vurderingen affølgende problemstilling:I hvilke retskilder kunne der efter JM's mening være grundlag for at afvise entredjeinstansanmodning med henvisning til, at de anbringender, som er blevetfremført for første og anden instans er blevet ignoreret. Det oplyses i denneforbindelse, at det primære formål med at prøve sagen ved Højesteret, er at få denhjemvist, subsidært at få den realitetsbehandlet.Forudsætningen for, at jeg rejser dette spørgsmål er, at jeg som økonom (og jurist)er opmærksom på, at der er en åbenlys uoverensstemmelse mellem den økonomiskevidenskabs grundlag, dvs. økonomiens eneste paradigme - i det konkrete tilfælderelateret til økonomers viden om bankers formodede økonomiske adfærd - ogdomspraksis fordeling af bevisbyrden.Jeg har fremlagt en række anbringender, som stort set alle er blevet ignoreret afSkifteretten. Jeg gengiver her kun en enkelt af dem:Bankerne bør have bevisbyrden for, at de anvender jus i forbindelse med juridiskemellemværender med deres kunder.Anbringendet blev bl.a. understøttet på følgende måde:Forretningsbanker har adgang til og kan - hvis samarbejdet med en kunde ertidsbegrænset - senest, når kreditvilkårene skal genforhandles, lukke for kundenspengestrøm.Det giver bankerne, i et teknologisk højt udviklet land, et ekstremt stærktinstrument til at varetage deres J U R I D I S K E interesser. Bankerne står ibegyndelsen af det 21. århundrede stærkere overfor deres kunder, end monopolisteruden leveringspligt gjorde det overfor deres ditto i et industrisamfund.

Bankerne kan således, jf. ovenfor, varetage deres interesser ved hjælp af1) Jus2) Økonomiske instrumenterBankerne skal bruge - og udelukkende bruge - jus i forbindelse med juridisketvister, men formodes af økonomer, såfremt dette er økonomisk mere rationelt forbanken, at anvende de mere omkostningseffektive, hurtigtvirkende og meget stærkereøkonomiske værktøjer.I det konkrete tilfælde, der drejede sig om at Jyske Bank ville sikre, at densutinglyste rettigheder skulle have forrang frem for tredjemands tinglyste ditto,var banken simpelthen nødt til at undgå, at det blev aktuelt at anvenderetsreglerne om tinglysning af fast ejendom.Aftaler om utinglyste rettigheder vedr. fast ejendom indgås kun af kreditorer, derkan sikre deres juridiske interesser qua en effektiv kontrol med debitorspengestrøm.Iøvrigt oplyste Jyske Bank, efter den havde lukket for pengestrømmen til/fra mineselskabers konti - i overenstemmelse med sandheden og fuldstændig rationelt - atbanken ville fremprovokere en konkurs for at sikre sine - jf. bankensselvforståelse præsumptive, men utinglyste - rettigheder.Skifteretten tog ikke stilling til ovennævnte anbringende; samt en række andre, derogså kunne have afklaret retspraksis. I stedet citerede Skifteretten mig foranbringender, som jeg slet ikke havde fremsat.Sagen blev afgjort på grundlag af de ikke fremførte anbringender.Jeg gentog mine anbringender for Landsretten, hvor sagsbehandlingen var skriftlig,og nedlagde påstand om hjemvisning til Skifteretten, samt subsidiært, om atLandsretten burde realitetsbehandle sagen på grundlag af mine anbringender.Også Landsretten ignorerede mine anbringender.Efterfølgende opfordrede jeg Procesbevillingsnævnet - med henvisning til, at en helrække af mine anbringender, inkl. ovennævnte, havde principiel betydning - til atfremme mine muligheder for at forelægge sagen for Højesteret.Dette blev afslået med, sådan, som jeg forstår det, dén begrundelse, at hvisSkifteretten og/eller Landsretten ikke har taget stilling til et anbringende, såkan anbringendet - uanset om det måtte have principiel betydning eller ej - ikkeforelægges for Højesteret hverken med henblik på hjemvisning ellerrealitetsbehandling.Som nævnt ovenfor, beder jeg JM og at oplyse, i hvilke retskilder, der kunne værejuridisk grundlag for at afvise en tredjeinstansbehandling med førnævntebegrundelse.

ooooooOooooooJustistministerietAtt.: Tina Bak JensenJeg henstiller til, at nærværende mail, der er en supplement til min forrige, jf.ovenfor, forelægges for ministeren.Såfremt man anvender økonomiske analysemetoder, kan man let påvise, at der erformodning forat banker og - iøvrigt også deres kunder - anser jus for et økonomisk værktøjat bankerne som følge heraf har incitament til bryde aftaler og loven, såfremtdette er økonomisk fordelagtigat bankerne, såfremt dét er økonomisk fordelagtig, formodes at ville anvendeøkonomiske værktøjer frem for juridiske dittoat bankkunder ikke fører retssager mod en bank for at få medhold, men for at opnåen økonomisk fordel. Der er således formodning for, at bankkunderne afstår fraderes juridiske rettigheder, hvis der er risiko for, at banken påfører dem etvilkårligt stort økonomisk tabHertil kommer en hel række andre problemstillinger, som retspraksis abstrahererfra.Det er allerede af disse - og der er snesevis af andre - grunde relevant, at fåfastslået, at banker har pligt til at anvende jus til at løse juridiske tvister.Hvis retspraksis - sådan, som det tilsyneladende er tilfældet - ikke kan klare dénopgave, så bør man overveje et lovindgreb.Nedenfor følger et simpelt eksempel, der belyser konsekvensen af ovennævnte - ikketidligere fremførte - anbringender, idet jeg oplyser, at man kunne udtrykke samme,meget pænere, mere simpelt samt helt generelt, økonometrisk:En bank hævder - mere eller mindre i strid med sandheden - at den har indgået enaftale med kunden om en eller anden rettighed.Det er i nævnte tilfælde uden betydning, om kunden kan vinde en retssag nogle årsenere, hvis virkningen af at kunden insisterer på sin ret er- at hendes/hans eksistensgrundlag forsvinder

.... Altsammen, fordi banken kan fremprovokere en konkurs ved at lukke forpengestrømmen.Retspraksis, med tilhørende - i både økonomisk og juridisk forstand - irrationellebevisbyrdefordeling, der bygger på advokaternes anbringender og påstande, gørkundens retsstilling desparat. En normalisering af bankkundernes retsstillingforudsætter, at kunden, som allerede nævnt, kan nøjes med at påvise, at der varjuridisk uenighed mellem parterne på det tidspukt, da pengestrømmen blev afbrudt afbanken.I det konkrete tilfælde var der en juridisk uenighed mellem mig og Jyske Bank.Banken - der, jf. økonomiens paradigme, formodes at bryde aftaler, når dét erøkonomisk fordelagtigt - lukkede for pengestrømmen og oplyste efterfølgende, atdens mål var at smadre mit eksistensgrundlag jf. ovenfor, for at sikre, at bankensutinglyste rettighedheder fik forrang frem for tredjemands tinglyste ditto.Venligst overvej - såfremt beskrivelse afvoldsomt pres bankkunderne kunne lægge pågå konkurs, såfremt den enkelte bankkundetil/fra banken, hvis der opstod juridiskeproblemstillingen virker abstrakt - hvoren bank, samt hvor hurtigt bankerne villekunne stoppe alle ind- og udbetalingerdifferencer mellem kunden og banken.